Kvindernes Udstilling *6

“Man vil ved at fordybe sig i Udstillingen faa Lejlighed til at konstatere de store Resultater, Kvinderne allerede have vundet paa Omraader, der først nylig ere indvundne for hendes Kraft og Flid. Kunsten og Literaturen har længe været dyrket af Kvinder, der deri have vundet Navn og Anseelse”, stod der bl. a. i Illustreret Tidendes tekster om udstillingen som følger her.

Illustreret Tidende, 30. juni 1895.

Politiken, 3. juli 1895.

I La Republique Francaise skriver Adolphe Brisson efter i Udtryk af den mest overstrømmende Begejstring, men ogsaa af en særdeles chauvinistisk Karakter at have skildret Indtoget i Kjøbenhavn, følgende om Besøget i Kvindernes Udstilling: “Det første Indtryk er som Indtrykket af et Feæventyr. En umaadelig Vestibule og en monumental Trappe. Og paa hvert Trin af denne Trappe en henrivende ung, hvidklædt Kvinde. Vi defilerer som Fyster forbi disse unge Piger; helst vilde vi frabede os denne Ære, til hvilken vi ikke er værdige, thi det er os, som burde indtage disse unge Kvinders Plads og bøje os ærbødigt for dem. Men her nytter ingen Protest – vi har kun at adlyde”. Og han tilføjer: “En saadan Udstilling, en Kres af Damer fra det bedste Selskab, der gør sig den Fornøjelse at arrangere en Modtagelsesaften, til hvilken Mændene indbydes som Gæster – det kendes ikke i Frankrig. Der vilde man smile ad Tanken som ad en Paradoks. Her smiler man ikke. Disse Damer øver Gæstfrihed paa en Maade, der gaar til Hjærtet; de er ligefremme, naturlige, intelligente. Deres Ynde er uimodstaaelig.”
– – –

Politiken, 11. juli 1895.

Det lader virkelig til, at Kvinderne faar Glæde af deres Udstilling. Besøget har ingen Dag været under 800, hvad der landt overgaar Komité-Damernes altfor nøjsomme Forventninger. Og saa er Ferien endda ikke rigtig begyndt, den plejer at bringe en Del Tyskere og Svenskere med sig, der rimeligvis vil dele deres Dag mellem Udstillingen og Tivoli.
– – –

Illustreret Tidende, 14. juli 1895.

Kvindernes Udstilling i Fortid og Nutid er bleven en Succes. Allerede nu viser Kassen en smuk Beholdning, og den har Tid til endnu at vokse betydeligt. Succes’en er desuden ikke alene en indenlandsk, men takket være den lille Festivitas Mandagen den 24de Juni, da den evropæiske Presses Repræsentanter drak deres Eftermiddagskaffe i Udstillingen, er den bleven virkelig evropæisk.

Maaske tales der i de udenlandske Blade nok saa meget om Komiteens Damer som om Kvindernes Arbejder. Men i henved 80 Blade – saa mange fremmede Journalister var der i alt Fald her oppe – er det bleven fortalt, at Kjøbenhavn havde en storartet Udstilling, der udelukkende bestod af Kvindearbejde, og at den lededes af udelukkende smukke Damer. Utvivlsomt har dette sin Betydning saavel som sin Berettigelse.

Dette vilde sikkert have været heldigt, om vore fremmede Gæster havde kunnet fordybe sig i noget i selve Udstillingen; deres Artikler vilde da have faaet den samme veltalende Grundighed som M. Roels’ i Le Temps; han har overordentlig træffende og rigtigt gjort opmærksom paa, hvorledes Kvindeudstillingen, der dog indeholder Beviser for Kvindesagens stærke Udvikling og for det kvindelige Fremskridt overhovedet, staar den hædblæsende og usympatetiske Emancipation fjernt i enhver Henseende.

Hensigten med denne store og paa flere Omraader meget vellykkede Demonstration forekommer os da ogsaa at maatte være frem for alt at levere Beviset for Kvindens Dygtighed og dernæst at antyde, hvilke Veje Kvindesagen som saadan fremtidig sundest bør slaa ind paa. Der er jo i og for sig ingen Forskel paa en Stol eller en Laas, der er lavet af en Mand eller af en Kvinde. Det interessante ved Stolen eller Laasen paa Kvindernes Udstilling er egentlig kun det, at den viser, at Kvinderne ogsaa paa Haandværkets Omraader har brudt sig en Erhvervsvej. At kvindelige Arbejder som netop Stole og Laase ikke falde ind under Begrebet Husflid, men at de virkelig ere Erhverv, giver dem deres eneste Brydning.

Udstillingen er broget og righoldig. Der er mange af dens Afdelinger, hvori man gerne dvæler, fordi de ere virkelige Karakteristika for kvindelig Smag, kvindelig Flid og kvindelig Dygtighed. Hist og her kan man imidlertid ikke tilbageholde sin masculine Opposition; hvor mange fænglende og kuriøse Enkeltheder saaledes eksempelvis den kulturhistoriske Afdeling indeholder – lige fra Montren med de udmærkede gamle Kvindedragter til Portrættet af den fortræffelige Madam Mangor og til de faa Eksemplarer af Kvindeordner – saa finder man dog netop her ikke faa Numre, der intet som helst andet have med Kvinder at gøre end netop det, at de tilhøre Kvinder. Hvis dette Princip havde faaet Lov til at gribe om sig, vilde Udstillingen vistnok være bleven lovlig stor.

At Interessen for broderede Puder, Trøstere, Lommetørklæder og Tæpper ikke heller formaar uafbrudt at holde sig lige vaagen, finder vi ingen Anledning til at skjule under galante Vendinger, ligesom vi ikke netop føle os tiltalte af Monstruositeter som et Skørt, lavet af en Mejeskers afredte Haar. Men det skal paa den anden Side siges, at slige saarbare Punkter findes paa alle Udstillinger – selv masculine – og at det til Trods for Materialets Ensformighed er lykkedes at give Kvindeudstillingen en Afveksling, der paany bekræfter, at Kvindens Snille er uden Ende.

Der vil blive Lejlighed til at komme tilbage til Udstillingen, fordi den virkelig fortjener det. Som Helhed betragtet er den saa betydelig og saa nyttig, at det kan lønne sig at gaa den efter i Detaillerne. For i Dag nøjes vi med at bringe nogle faa Interiører. Fru Holten-Skovgaards Møblement hører til de Numre, der frem for alle have Krav paa Interesse; Form og Farve, Arbejde og Udførelse er fortrinlig; det er en Smag, som man kunde ønske opfattet af vide Kredse, og en Kunstfærdighed, der vil fortjene en høj Udmærkelse. Skoleafdelingen er arrangeret med en fremtrædende Dygtighed; dens Formand, Fru Hansen, har stor Ære af den, fordi den baade er instruktiv og smagfuld ordnet; en Frise af legende Børn, tegnet med Kul paa Karton, omgiver Loftet og virker ved sin naturlige Ynde og ukunstlede Friskhed meget indtagende. Materiellet vidner om den høje Udvikling, den kvindelige Undervisningsmetode er naaet til.

Endelig er der Husholdningsafdelingen. Der er ingen Tvivl om, at det gamle og det nye køkken have talløse Beundrere; det gamle er indtagende ved sin store Simpelhed og propre Hygge, det nye pranger med kunstfærdige Indretninger, som synes at maatte kunne frembringe Underværker. Husholdningsafdelingen er bleven en Succes baade paa Grund af sit indtagende Arrangement og af sine udmærkede Præstationer.
-n -n

Politiken, 17. juli 1895.

I et prangende Skrud udsendtes i Gaar fra den Miloske Boghandel et illustreret Bind Digte og Fortællinger, der kaldes “Festskrift i Anledning af Kvindernes Udstilling fra Fortid og Nutid”.
I hvilken Forbindelse Festskriftet staar med Udstillingen, ved vi ikke. Vi har hørt noget om, at Forholdet ikke er overdrevent intimt, og vi tror, at Udstillingen ogsaa vilde være bedst tjent hermed.

Som et uskadeligt, uskyldigt og noget tilfældigt Sammenpluk af en Del skrivende Damers Smaating kan Festskriftet være godt nok. Men det savner alle repræsentative Egenskaber. Udgiverinderne har ikke haft nogen som helst Plan. Indholdet er en almindelig Almanak, og Bigragyderne betyder hverken sammenlagt eller enkeltvis noget i Kvindeliteraturen. Alle de bedste nordiske Forfatterinder glimrer ved deres Fraværelse, og de Mødende er til Gengæld ikke meget glimrende. For blot at nævne fire Navne, som burde være selvskrevne til Førstepladserne i et Skrift, der giver sit udseende af at møde paa Kvindeliteraturens Vegne, saa savnes baade Fru Amalie Skram, Frk. Selma Lagerlöf, Fru Emma Gad og Forfatterinden til En Roman om Førstekonsulen. Til Gengæld faar man baade Fru Camilla Egholm, Fru Schiøring, Fru Kiele og Fru Blicher-Clausen. Det er komisk. De tre sidstnævnte er over i Købet Skriftens Udgiverinder og hvis vi da skal tage os vor kritiske Parisrolle alvorligt, saa kaster vi Æblet til Fru Kieler, der har vævet to meget alvorlige Sprørgsmaal sammen i en lille bundaffekteret og grundfalsk dramatisk Situation.

Men, som sagt. Vi haaber, at det Rygte har Ret, der siger, at de Tre Gratier soler sig frivilligt og uden Ansvar for Udstillingen. I saa Fald kan Festskriftet selvfølgelig være ligesaa godt som megen anden Sommerlæsning.
Det værdifuldeste Bidrag er leveret af Ellen Reumert – en morsom Dialekthistorie – Fru Helene Nyblom – nogle simple og kønne Digte – Frk. Ellen Key – en skitseret Skildring af Sonja Kovalewsky – og endelig Frk. von den Burgh, der genoptager sin længe afbrudte Forfattervirksomhed med et i alle Maader fashionabelt Kapitel af en større Fortrælling.

Bogen er illustreret med en Del nette Tegninger, hvorimellem Frk. Ravn-Hansen er den interessanteste.
En lille Akvarel, hvorpaa Forlæggeren særlig henleder vor Opmærksomhed, skyldes Prinsesse Louises af Hr. Soya-Jensen vel opdragne Pensel.
P.
– – –
Bog og Naal.
Bogen blev også anmeldt af skolebestyrer Theodora Lang i “Bog og Naal”, og der fik Festskriftet heller gode anbefalinger med på vej. Hun indledte – sin iøvrigt ultrakorte – anmeldelse med: “Skulde noget fremhæves som ejendommeligt eller særlig værdifuldt i denne Samling, vilde man komme i en vis Forlegenhed, men som Helhed set er den en ganske net Buket, samlet af beskedne Blomster fra Literaturens Overdrev,..”

Illustreret Tidende, 21. juli 1895.

Som allerede omtalt i vor Artikel i sidste Nummer, hører Fru Holten-Skovgaards Interiør til det interssanteste og smukkeste paa Udstillingen. Vort Billede kan desværre ikke medtage de fine, harmoniske Farver, men selv uden dem kan det give et Begreb om Tegningens elegante Linjer og om de enkelte Møblers fortrinlige Form.

Vort andet Billede gengiver en Krog af Literaturværelset; denne Afdeling, der forestaas af Fru Emma Gad er ikke meget rig – vistnok fattigere end de fleste havde ventet – men nydelig ordnet og hyggeligt indrettet. Det lille Biblioteks-Værelse danner et smagfuldt Kabinet, hvor Udstillingens Gæster kan udhvile sig og endda underholde sig med alt, hvad Kvinden har præsteret med Pennen, lige fra Jule- og andre Hæfter, redigerede af Damer, og til tykke Romaner, Dramaer og Lystspil. Rammen om disse Værker er ganske naturligt bleven et Boudoir.

Husholdnings-Afdelingen har sine Nydelser, Litteratur-Afdelingen sine. Fælles for dem begge er det smagfulde Arrangement. Den første er sikke paa sin Succes. Den sidste bør paa ingen Maade overspringes. Den har Krav paa megen Interesse, indeholder meget af Værdi og er i flere Henseender instruktiv.

Illustreret Tidende, 28. juli 1895.

Kunstudstillingen

Som kloge Diplomater har Kvinderne paa Forhaand forsøgt at tage Brodden af Mændenes Kritik ved at gøre Kritikens Repræsentanter til deres Gæster, da deres Kunstudstilling forrige Lørdag i den frie Udstillings Lokale fik sin lille, festlige Indvielse. Hvis nu vor Tunge ikke især var bunden ved vore Værtinders Elskværdighed, havde vi sikkert ikke undladt at anke over, at nogle Kunstnerinder ere for svagt, andre for rigt repræmsenterede, og at en enkelt, meget betydelig Malerinde desværre glimrer ved sin Fraværelse. Endvidere vilde vi have klaget over, at man vistnok i Udvalget af Arbejder stundom er gaaet længere ned, end det kunstneriske Niveau ret godt kan taale, helt ned til Dilettantismen, og at man endelig ikke stedse har været ganske retfærdig ved Billedernes Ophængning; i den allernederste Række, som kun kan iagttages, naar Beskueren lægger sig plat paa Gulvet, finder man saa smukke og selvstændige Arbejder som en Nature morte af Frk. Anna Petersen og den Suite Akvareller af Frk. 0ttilia Adelborg, der betitles “Prinsarnes Blomsterfest”, og blandt hvis fantasifulde Blomsterpersonifikationer der findes nydelige Ting.
LÆS HELE ARTIKLEN

Udstillingen giver en historisk Oversigt over, hvad Kvinder har frembragt af Billedkunst her i Danmark, idet man har samlet Kunstnerinders Arbejder lige fra forrige Aarhundrede indtil Nutiden. Det er dog ligesom de kulturelle Strømninger fra Suveræniteten, Naturlighedsperioden i Slutningen af forrige Aarhundrede, Borgerlighedens Sejr i dette Aarhundredes Begyndelse og vore dages Demokratisme, der klart afspejler sig i Periodernes Mands-Kunst, kun i svage Dønninger, som en sagte Hvisken er naaet ind i de lune Stuer, hvor Damer har syslet med Pensel og Blyant. Midt under den stiveste Absolutisme maler den elskværdige Johanne Fosie, senere Præstefrue (1726-1764) sine smaa Billeder, hyppigt Gouache; snart er det originale Ting, noget tørre, duftløse Blomster eller Veduter, snart er det blot i al Beskedenhed Kopier. Senere hen giver Udstillingen Besøgeren Lejlighed til at iagttage lidt Efterligning af Eckersberg, lidt af gamle Skovgaard, lidt af Blomstermaler Ottesen – ved en usmævanlig talentfuld Malerinde, Karl Madsens i 1856 afdøde Moder, Fru Sophie Madsen, — endelig lidt tysk Sentimentalitet.

Det er den tysk fødte Malerinde Elisabeth Jerichau-Baumann, som repræsenterer denne sidste, i dansk Kunst sjældne, Egenskab. Hendet store Billede en “Strandingsscene” viser, med hvor megen Følsomhed Kunstnerinden har set paa brave, danske Fiskere; fraset Olietøjet, vil vi sikkert ikke ret kendes ved yore egne Landsmænd. Man mene forøvrigt om Kunstnerinden, hvad man vil, et er sikkert: de Billeder af hende, Udstillingen har samlet, svarer hverken til hendes Navn eller store Flid.
Rigest blandt alle nulevende Malerinder er Frk. Bertha Wegmann repræsenteret; ikke mindre end 30 af hendes Arbejder hænger paa Udstillingen. Hvad der mellem dem findes af Blomster- og Landskabs-Billeder er dygtig gjort, men uden umiskendelig kunstnerisk Særpræg. Derimod borer adskillige af Frk. Wegmanns Portrætter til de Kunstværker, der ingensinde vil miste deres Værdi; til den Intelligens, det forstaaende Blik paa Personligheden, der præger Opfattelsen, kommer en egen kvindelig Elskværdighed, der har faaet finest Udtryk i det fortræffelige Portrat af Grosserer Melchior; man synes at kende den Portræterede fra en eller anden at Goldschmidts Fortællinger.

Der er overhovedet ofte et genreagtigt Træk i Frk. Wegmanns Portrætbilleder; de fortæller elskværdigt — som et “Dameportræet. Lille Format”, og Billedet af en gammel Herre i en Lænestol, — om Vedkommendes Manerer og smaa Særheder, men Udstillingen indeholder ogsatt Prøver paa, at Kunstnerindens Fortællemaade kan udarte til det lidt effektfulde, og den Farvegivning, som Frk. Wegmann har lært i München, og som nedstammer mere fra Gallerierne end fra selve Naturen, kan hist og her skmæmme et godt opfattet Portræt.

Ikke saa fyldigt, men i hvert Fald smukt, er Fru Anchers Kunst repræsenteret; hendes Modeller ere i Reglen de samme som hendes Lærer og Ægtefælles, men hendes Omraade er et andet; hun følger ikke sin Mand ud paa Søen med Skagensfiskerne, end ikke ud i fri Luft, men hun søger gerne Almuesfolkene i deres Hjem, ved deres Glæder, Sorger og Beskæftigelser inden dets fire Vægge. Medens Michael Anchers Fiskerbilleder i Henseende til den brede, ramme Gengivelse af selve Virkeligheden endnu her i Danmark ere uovergaaede, er Fru Ancher i sin Gengivelse blødere og dvæler mere ved Enkeltheder. I det smukke Billede af “En Begravelse”, som Galleriet ejer, og hvortil der i Udstillingen findes ophængt et Udkast, vil man mindes de søndagskædte Fiskeres kejtede Manerer inde i den fattige Stue, det snurrige Snit i deres blaa Vadmelsklæder og Maaden, hvorpaa de bære dem, i Billedet af “En Pige i et Køkken” har det moret Fru Ancher at male det karlvoksne Kvindemenneskes brede Kindben, og ganske nydelig er i Billedet “Lille Pige ved Klaveret” gengivet de vrangvillige Smaafingres uvante Anstrengelser paa de hvide Tangenter.

Disse Hverdagsbilleder og andre, som Fru Mimi Larsens trohjertige “Kone Ira Spreewald”, vise overfor Fru Jerichau-Baumanns, hvor langi frem Malerinderne ere naaede i sanddru Gengivelse af Virkeligheden, og det sidstnævnte af Fru Anchers Arbejder, der er et yndigt Billede, udmærker sig ved en overordentlig fin Sammensætning af Farverne, i den Lille Piges lysblonde Haar, de hvide Tangenter og Klaverets Ibentræ.

Frk. Wegmann og Fru Ancher indtager med Ære en fremskudt Stilling blandt danske Kunstnere, og paa Udstillingen ser man dygtige Repræsentanter for Landskabsmaleriet og Naturemortebilledet, endelig for det dekorative Maleri saa gode Kunstnerinder som Fru Holten og Frk. Konstantin-Hansen. Kun Billedhuggerkunsten er forfordelt, men dette er sikkert ingen Tilfældighed, thi medens Kunsthistorien har optegnet Navne paa Malerinder, findes der i den ingen betydelige Billedhuggerinde-Navne; det synes, som om den skarpe Udprægning af Formen, der kræves af Plastiken, ikke ret ligger for Kvindens Evner.

Aarhus Stiftstidende, 30. juli 1895.

Udlandets Presse, der lige siden Journalistbesøget stadig har bragt overordentlig velvillige Artikler om Danmark, har nu sat Kronen paa Værket, ved at udsende hele Numre om Danmark.

Det Blad der er begyndt hermed er det store hollandske Blad ‘Het Nieuwesblad voor Nederland’ (Oplag 52.000 Exemplarer), som har udgivet et helt illustreret kjøbenhavnernummer. Midt paa Bladets Forside ser man et udmærket coloreret Kort af Frihavnen og rundt derom 8 forskellige Billeder af Kjøbenhavn. Indvendigt bringer Bladet en Beskrivelse af Frihavnen og en meget flatterende Fremstilling af Kjøbenhavn og vore Institutioner.

Det andet Blad er ‘Revue Illustrée’. Det udbredte illustrerede Blad bringer 18 fortrinlige Billeder fra Kjøbenhavn, og herimellem Portrætter af Fruerne Emma Gad og Elise Halkier, samt talrige Billeder fra kvindernes Udstilling, Tivoli, Frederiksborg, Frihavnsfrokosten, de forsklellige Modtagelser, Gammel Strand, samt et stort Billede af Frihavnen. Fotografierne er tagne paa Stedet af den franske Fotograf Mairet. Den udførlige Text er skreven af Adolphe Brisson.

Illustreret Tidende, 4. august 1895.

JyllandsPosten, 12. august 1895.

Kvindernes Udstilling.
Paa et Plenarmøde i Torsdags drøftedes Spørgsmaalet om, hvortil Overskuddet fra Kvindernes Udstilling skulde anvendes. Forskjellige Projekter var fremme, men Stemmerne samlede sig om et Forslag af Fru Emma Gad paa egne og 13 Medlemsstillerskers Vegne om, at Overskuddet henlægges som Grunsfond til en Kapital for Opførelsen af “Kvindernes Bygning” (womens palace), dels som Samlingspunkt for allerede bestaaende Kvindeforeninger dels som Støtte for den kvindelige Industris Udøvere. I Bygningen burde der forefindes en Udstillings- og Forsamlingssal, Læsestue for Arbejdersker, Bade- og Gymnastiklokaler, en billig, tilsvarende Restaurant uden Drikkepenge samt Gæstehjem for Kvinder fra Provinserne. I samme Bygningskomplex tænkes endvidere indrettet Boliger efter et kooperativt Mønster for Kontorister, Kommis’er og lignende enligt stillede Kvinder. Et saadant Foretagende under Kvindeledelse formenes at ville være af indgaaende Betydning og til stor Nytte for Samfundet. Overskudet, for hvilket endeligt Regnskab først kan ventes om et Aarstid, vil formentlig andrage ca. 10,000 Kr, og der vil saaledes være ogsaa et pekunitært set betydelig Arbejde for Komiteen, om det skal lykkes at faa den smukke Plan realiseret.

Politiken, 17. august 1895.

Kvindernes Udstilling.
Kvinderne har stadig ny Idéer. I det sidste Nummer af deres Organ meddeler de, at der i Resten af Udstillingstiden vil blive afholdt en Række Foredrag om forskellige Æmner i pædagogisk Forenings Foredragssal.
Foruden det tidligere omtale Møde af Jordemødre arrangeredes desuden sidst i Avgust et tre Dages Møde for Kvinder, som er beskæftigede i Godgørenhedens og Sygeplejens Tjeneste.

*
Damernes Kager.
Der var stort Rykind i Gaar i Kvindeudstillingens Kagesalon, og baade Arrangementet og Kagerne blev stærkt beundrede.
Arrangementet skyldes Fru Nimb. Et stort Bord midt i Husholdningsafdelingen er dækket med en prægtig Dug, gennemtrukket med brede gule og violette Silkebaand, der ved Hjørnerne er knyttede i Sløjfer. Og paa Dugen pranger “hjemmebagte Kager” i alle Arter og Former.
Der er Alliancekager og Halvmaaner og Glutenbrød; der er Fru Hennings-Kager og Trouvillebrød, Othello-Kager og Halmstraa, Vrøvl og Kærlighedskranse – og hvad det altsammen hedder. Kagerne, med hvilke der konkurreres om Præmier – vi har allerede i Gaar nævnt Præmietagerne – er udstillede under blanke Glasklokker, men ved Siden af ligger der Masser af Kager, som de Besøgende synes at have Lov at smage paa, og der blev i Gaar “smagt” rigeligt paa Damernes Kager.
Denne Specialudstilling lukkes allerede i Eftermiddag, men om faa Dage kommer Syltetøjsudstillingen, saa bliver der atter Trængsel i Køkkenet.

Dannebrog, 20. august 1895.

Et Interview af Fru Gad.

Vi traf i Gaar Formiddag Kvindeudstillingens elskværdige Vicepræsidentinde, Fru Emma Gad, der lige er kommet ind fra Landet, og benyttede Lejligheden til at underkaste Kommandørinden et regulært Krydsforhør i Anledning af de sig nu stærkt nærmende dramatiske Forestillinger.

Replikerne faldt omtrent saaledes:

Fru Gad: Jeg har forfærdelig travlt med Prøverne til Frk. Lagerlöfs Stykke. Bjørnson har været fortvivlet. Han siger, at den svenske Digterinde er lige saa upraktisk, som hun er genial, at hun lader Riddere forsvinde, saa man slet ikke kan finde dem igjen og mange andre Ting, som ikke tager sig ud paa en Scene. Nu gaar det imidlertid bedre, takket være en udstrakt Anvendelse af Rødkridtstiften. Men blot Frk. Lagerlöf kjender Stykket igjen, naar hun kommer hertil.

Vi: Naar skal den første Forestilling finde Sted?

Fru Gad: Den 28de Avgust. Den indledes med en af Fru Nyrop fremsagt Prolog af Magdalene Thoresen, hvori det bl. a. hedder om os Kvinder:
»I Videnskabens og i Kunstens Rige,
paa Højderne, hvor Ærens Palme gror,
hun følge vil de andre Aanders Spor
og ikkun for sin egen Afmagt vige.«
og hen imod Slutningen:
»Saa vil — i Lyset af sin Ledestjærne
som Kvinde-Menneske sin Ret hun værne;
saa langt hun naar ved Kvindens Magt og Evne,
hun vil med Gud og Æren fremad stævne.«

Vi: Særdeles smukke Tanker, som gjør Forfatterinden megen Ære!

Fru Gad: Dernæst spilles „Maa han komme?“, Interiør i 1 Akt af Anna Kierulf. Personlisten er følgende: Gehejmeraadinde Fleron — Fru Eckardt; Thyra, hendes Sønnedatter — Fru Emma Nielsen; Mademoiselle Adèle, hendes Sønnedatter — Fru Oda Nielsen; Madam Stephensen, hendes Husholderske — Frk. Anthonsen; Meta, Stuepige — Frk. Cristophersen; Fru Brun — Fru Lindholm; Fru Winge — Fru Rée; Fru Karsten — Frk. Holten; Cand. Albeck (usynlig).

Vi: Véd man, hvem Forfatterinden er?

Fru Gad: Jeg har ingen Anelse derom. Jeg véd kun, at det bliver spillet fortræffeligt. De vil have bemærket, at Rollebesætningen bestaar af Kunstnerinder og Dilettantinder mellem hverandre. Det giver Udførelsen en egen Charme, særlig da de sidstnævnte kun har smaa Roller. Derefter skal Fru Oselio Bjørnson og Frøknerne Dons og Fanny Christensen synge nogle Sange. Aftenen ender med „I Rosentiden“, Ballet i to Akter af Fru Hansen-Tardini og mig. Orkestret bestaar af unge Damer og anføres af Fru Orpheline Olsen.

Vi: Og den anden Aften?

Fru Gad: Finder Sted den 30te Avgust og begynder med Frk. Lagerløfs Skuespil „St. Anna Kloster“. Personerne er: Martha Knudsdatter, Abbedisse i St. Anna Kloster — Fru Julie Møller; Esrelin og Angelika, Nonner — Frøknerne Blad og Wandahl; Hilda og Inga, Nonner i St. Britta Kloster — Fru Elisabeth Riis og Fru Mathilde Nielsen; Fru Benedikte Munk, Lehnsherrens Hustru — Fru Gjørling; Kai Olufsen, en ung Ridder — Frk. Margrethe Nyrop; to Pager — Fru Kornbeck og Frk. Petrine Møller; en vandrende Sanger — Fru Oselio Bjørnson, 8 Nonner — Frøknerne Abrahams, Lange, Dagmar Lund, Serina Nimb, Olga Nissen-Sommerstedt, Borck, Levy osv.; en fattig Kone — Fru Petersen. Derefter følger „Svundne Tider“, et Minde om Ida Bruns Attituder. Personlisten deles i to Afsnit, „I Virkeligheden“ og „I Synet“. „I Virkeligheden“ spilles af: Margrethe — Frk. Elna Jacobson; Bodil — Frk. Johanne Abrahams; tre andre unge Piger, deriblandt en af Frøknerne Heyman og Marineløjtnant Wiberg, som udføres af Frk. Anna Petersen. Personerne i „I Synet“ er: Frederikke Brun — Fru Riis-Knudsen; Ida og Augusta, hendes Døtre — Frøknerne Olivia Jørgensen og Ellen Price; fire andre unge Piger fra Balletten og Premierløjtnant Willemoes, som spilles af Fru Elisabeth Rosenberg f. Horneman.
Endelig spilles den anden Aften „Hos Dameskrædderinden“, hvis Personliste lyder: Fru Pettersson-Norrie, som spilles af Kunstnerinden selv; Fru Martens — Fru Marie Müller; Frk. Laurenze Glahn — Fru Larssen; Frøknerne Hansen og Jensen — Frøken Collin og Fru Kornbeck; to Damer — Frk. Christophersen og Fru Reé.

Vi: Bliver Forestillingerne gode?

Fru Gad: Jeg tror navnlig paa den sidste. Der er saa mange nydelige Skuespillerinder, og Orkesterdamerne er saa flinke. Fru Orpheline Olsen har da ogsaa herset ordenlig med dem og vil sikkert faa Fornøjelse af sit Arbejde. Alle Orkestrets Damer møder i hvide Kjoler med gule Sløjfer; kun Dirigenten optræder i helt hvidt. Og Theatret bliver nydelig pyntet med Blomster, ligesom Programmerne uddeles af vore fixe smaa Marskaller, til hvilke en Datter af Olaf Poulsen forhaabentlig denne Gang slutter sig.

Vi: Er Bjørnson den eneste Herre, der hjælper til ved denne Lejlighed?

Fru Gad: Nej, der er flere. I Stedet for Hr. Herold, der jo til den Tid er bortrejst, synger Hr. Cornelius Petersen hans Sang bag Scenen i det ene af Stykkerne, Dorph-Petersen vil indstudere „Hos Dameskrædderinden“, Hr. Thorvald Hansen i det kgl. Kapel har hjulpet med at arrangere Musiken, Maleren Hans Nicolai Hansen hjælper til med Dragter og Arrangement i „Svundne Tider“ og Hr. Carsten Ravn tegner Dragterne i „St. Anna Kloster“ til de Damer, der skal være i Herreklæder, særlig til Frk. Nyrop.

Vi: Hvem har skrevet Melodierne til de Sange, Fru Norrie skal synge i sin Monolog?

Fru Gad: Melodierne har Fru Norrie selv valgt. Kun Slutningssangen er oversat paa Svensk af Selma Lagerlöf, da jeg ikke kan skrive svenske Vers. Og Fru Elisabeth Meyer har sat Musik til denne Sang.

Vi: De har da nok at bestille i denne Tid?

Fru Gad: Det kan De forestille Dem! Tænk to Premièrer i Løbet af en 10–12 Dage, medens det kgl. Theater ikke naar at sætte mere end 6 op i en hel Sæson. Men vi faar da forhaabentlig Fornøjelse af Forestillingerne. Gulvet har længe været udsolgt til dobbelte Priser og vi kunde magelig have solgt 10 Gange saa mange Billetter, hvis der havde været Plads. Kun de allerøverste Pladser er endnu tilbage.

Vi: Hvor meget kan der komme ind til de to Forestillinger?

Fru Gad: Aa, jeg tænker en 6000 Kr.

Vi: Udstillingen giver da et stort Overskud?

Fru Gad: Det ser virkelig ud dertil. Den Generalforsamling, paa hvilken Bestemmelsen om Overskuddets Anvendelse skal tages, bliver vist livlig.

Vi: Den Tid, den Sorg. Foreløbig ønsker vi, at specielt De maa faa Glæde af de dramatiske Forestillinger, i hvilke De har en saa stor Andel.

Pedro.

Politiken, 24. august 1895.

Udvalget for Filantropi og Hygiejne indbyder hermed Kvinder fra By og Land, som er beskæftigede i Godgørenhedens Tjeneste, til et Møde i Kjøbenhavn den 29de, 30te og 31te Avgust.
Man vil den første Dag i Fællesskab bese Udstillingen. Senere vil Diakonissestiftelsens forskellige Afdelinger velvilligt blive forevist for Deltagerne, ligesom der vil forskaffes disse Adgang til forskellige Institutioner, som kan have Interesse for dem.
I Udstillingens Foredragssal vil hver Dags Eftermiddag blive afholdt gratis Foredrag: den 29de af Fru Charlotte Norrie, f. Harbou, som “Sygeplejen som Livsgærning for Kvinder”, den 30 Avgust af Frøken H. Berg om “det forebyggende Arbejde”, og af Fru Provstinde Johnsen, f. Jensen, om “Fattigplejens sociale Belysning”, og den 31te Avgust af Generalinde Harbou om “danske Kvinders Virksomhed i Filantropiens Tjeneste”.
Snarest mulig bedes Enhver som vil deltage, at henvende sig til Frøken Magdalene Buch, Lykkeholms Allé 6, Kjøbenhavn V., for at modtage et Tegn, hvorefter der kan erholdes Tur-og Retur-Billetter til enkelt Billets Pris, saavelsom modereret Adgang til Udstillingen, ogsaa for Deltagere fra Kjøbenhavn, og for Tilrejsende Anvisning paa billigt Logi.
Kjøbenhavn, 22. Avg. 1895.
Paa Udvalgets Vegne
Louise Harbou.

Dagbladet Hejmdal, 24. august 1895.

Kvindernes Udstilling.
Kvinderne, der gjorde Regning paa at faa ialt en 35-40,000 Besøgende paa Udstillingen, har allerede haft 56,000 Gjæster.
48,000 er gaaet gennem Tælleapparaterne og 8,000 har kjøbt Billetter i Bureauet.

Politiken, 31. august 1895.

Fest hos Danerne
Efter Forestillingens Slutning i Aftes i Dagmarteatret havde Udstillingens bestandig lige gæstfri og elskværdige Værtinder indbudt de ved Forestillingen assisterende Damer – med ders Mænd – Pressens Repræsentanter og Flere til en animeret Fest i Industriforeningens store Lokaler.
En fin, staaende Souper ventede de sultne Teatergæster, og med faa muntre Taler af Fru Emma Gad, Hr. Bjørn Bjørnsen o. Fl. forløb Festen, der fik Glans ikke mindre ved de elskværdige Damers straalende Humør end deres lyse Toiletter.
Først i en sén Nattetime kørte Rækken af Vogne frem for Industriforeningens Port.

Illustreret Tidende, 8. september 1895.

Kvindernes Udstilling
Dramatiske Forestillinger

Blandt de Virkefelter, som ere fælles for begge Køn, er der faa eller maaske intet, hvor Kvinden saa fuldtud er Manden jævnbyrdige som Skuespilkunsten. Ja, gennemblader man Teaterhistorien, findes vel endogsaa dens største Stjerner paa Spindesiden. Man kunde derfor med Rette forvente, at Kvindeudstillingen, hvis Opgave har været at forøge Offentlighedens Agtelse og Interesse for kvindeligt Arbejdes Værdi, ikke vilde forbigaa Anledningen til at straale, paa et Omraade, hvor det var Kvinden saa let at vinde sin Sejr. Men hertil fordredes rigtignok, at hun optraadte i Skuespil, der bød hende Opgaver af Betydning: og for at dette kunde lade sig praktisere, fordredes atter, at hun hidkaldte mandlig Assistance. Thi uden en saadan vil hun aldrig kunne præstere en Forestilling, der fortjener Navn af Kunst, men kun Legeværk og Kuriositeter, lige saa lidt som Mænd kunne undvære kvindelig Hjælp som Baggrund eller Støtte for deres Skuespildigtning og Skuespilkunst.
*
LÆS HELE ARTIKLEN

Læs om Kvindernes Udstillings dramatiske forestillinger paa Skuespilsiden.

Politiken, 11. september 1895.

Nachspielet bliver det artigste.
Kvindernes Udstilling synger paa det sidste Vers. Efter højlydte Veer kom den til Verden, hélt fredelig har dens af Mændene Komplimenter beskinnede Sommerfugle-Tilværelse ikke været, og som det synes, vil dens Begravelse give Anledning til lige saa bevægede, om end forhaabenlig mindre blodige Optrin end Stambuloffs Jordefærd.

Det forlyder saaledes, at den ustandselig fornærmede Fru Laura Kieler forbereder som Afskedssalut en forbitret Protest mod Udstillingens Bestyrelse og navnlig Fru Emma Gad. Den Protest, Fru Kieler ønsker at faa offentlig frem, giver sig Mine af at skyldes Harme over Bestyrelsens Optræden mod den oprindelig Præsidentinde, Kammerherreinde Oxholm. I de Underskrifter, den kan paaregne, vil man dog sikkert kunne læse mere end en objektiv Fornærmethed.
Vi imødesér med Interesse Protesten. Den vil give os Lejlighed til at sige et borgerligt Mandfolke-Ord til de smaa Dame-Ærgærrigheder, som har forsøgt at lægge alle mulige Hindringer i Vejen for de energiske Kvinder, der, med en beundringsværdig Udfoldelse af Kraft, Arbejde og Vilje, trods mangehaande Vanskeligheder gennemføre Udstillingen, vel ikke fejlfrit, men i alt Fald ærefuldt.

Politiken, 12. september 1895.

Frk. Ellen Key fra Stockholm talte ved Kvindeudstillingens sidste Foredragsmøde om Misbrugt Kvindekraft, og skønt der ved denne Lejlighed undtagelsesvis krævedes Entré, og skønt Foredraget i Modsærning til de tidligere holdtes i den store Sal paa Østergade Nr. 15, var der saa mange Tilhørerinder, som Salen paa ingen Maade kunde rumme.

– Jeg vil ikke, begyndte Frøkenen, tale om det Misbrug af Kvindekraft, som følger af, at Manden stiller for store Fordringer til Kvinders Arbejdskraft, eller at Kvinden lader sig drive for langt frem af sin Pligtsfølelse. Heraf er der talt mange Gange tilforn. Det Misbrug af Kvindekraft, som jeg tænker paa, er det, som skyldes Kvindernes bestandige Forsøg paa at gøre sig lige med Mændene paa saa mange Arbejdsomraader som mulig. I Stedet herfor bør Kvinden opdyrke de Felter, hvor hendes særlige kvindelige Egenskaber giver hende et Fortrin. Enhver Kvinde udvikler sig stærkest i de rent Personlige Forhold, derfor er ogsaa hende Virken som Hustru og Moder af en saa eminent Betydning. Men ved Siden af at bevare Hjemmets Lykke maa Kvinden kunne faa fuld Ligestilling med Manden, og Samfundet vil endda gavnes derved. Kvinderne er i Besidelse af en større naturlig Værdihed og Takt end Manden, og den vil i mange Forhold kunne komme hende til Gode, ikke mindst i Hjemmene, naar hun blot bevarer sin egen kvindelige Ejendommelighed. Dette gælder naturligvis ligesaa meget i Kunst, Musik, Digtning, hvor Kvinderne fremfor at søge at ligne Mændene tør være sig selv. Det gælder med Hensyn til Skolegærning. Børneopdragelse og andre sociale Spørgsmaal, som egner sig for Kvindens Gerning.

– Jeg vil sige til Kvinderne. Vær Dem selv og kend Deres egen Begrænsning, men arbejd paa den anden Side flittigt, indenfor disse Grænser, da misbruger De ikke Deres Kraft, men vinder frem til den Ligestilling med Manden hvorefter De [tragteri].

Frk. Key oplyser endnu i sit Foredrag, at man i Stockholm har hele to Kvindeklubber, én af mere almindelig Art, hvor alle Kvinder kan blive Medlemmer, en anden, Ydun, væsenlig for Kvinder, som beskæftiger sig med Kunst, Literratur, Videnskab o.s.v. I denne sidste, som nærmest er af konservativ Karakter, er Fordrageligheden saa stor, at man endog har valgt til Ordfører, en saa frisindet Dame som Frk. Key.
Fru Emma Gad bragte md stærk Tilslutning fra Forsamlingens Side Frk. Key en varm Tak for hendes Foredrag.

Politiken, 14. september 1895.

Som man vil erindre, rettede Redaktøren af selve Kvinden og Samfundets specille “Udstillingstidende”, Frk. Anne Bruun, en temmelig skarp Kritik mod de dramatiske Forestillinger paa Dagmarteatret.
Udstillingens Vicepræsidentinde, Fru Emma Gad, besvarer nu i det i Gaar udkomne Nummer af Bladet denne Kritik.

Fruen skriver:
Frøken Redaktør!
Naar jeg, mod min sædvane, sender Dem følgende Bemærkninger angaaende den i Deres ærede Blad fremkomne Kritik over Kvindernes Udstillings to dramatiske Forestillinger, saa er det kun, fordi jeg i Dem har truffet en Personlighed, som jeg under vort Samarbejde har lært at højagte og skatte, og fordi jeg havde ventet, at det Blad, som staar Udstillingen nær, i Stedet for at fælde en rask afvisende Dom, vilde have dvælet ved, hvad Ingen har tænkt paa eller omtalt, hvor uhyre vanskelig den Opgave var, paa tværs af alle Teatrets egne anspændte Virksomhed, at sætte to hele Premiérer paa Benene med stykker, kun skrevne og spillede af Damer, ja, jeg er ikke en Gang sikker paa, om denne Opgave var bleven løst bedre og morsommere, selv om de to Forestillinger skulde have været udfyldte af Mandskraft alene.

Sagen var, at naar man i en Gengivelse af Virkeligheden skal tvinges til at borttage Menneskehedens ene Halvdel, saa er det herved umuligt at gøre denne Gengivelse kunstnerisk sand, idet Livet jo dog leves og udkæmpes af Mænd og Kvinder i Forening. Heri maa Grunden søges til, at Forestillingerne, trods udgaaet Opfordring til nordiske Forfatterinder, manglede et Hoved-Skuespil, der tolkede den moderne Kvindes Stræben og Haab. Opgaven var for lidet fristende. I Stedet for at se Forestillingerne ene og alene ud fra denne Mangel, som Komitéen selvfølgelig har beklaget, men ikke kunnet ændre, havde man kunnet vente, at De, som Kvinde og knyttet til Udstillingen, vilde have tænkt lidt mere sympatetisk over Sagen. Der er nu i Eks. den opførte Ballet ellers et Tilløb til en saadan paa det kgl. Teater, opelsket og indstuderet under de gunstigste Vilkaar, da fremhæves det i alle Blade som en Bedrift af Rang, men her, hvor et Par Kvinder, under uheldige og vanskelige Forhold, har frembragt et Arbejde, hvis gratiøsae Musik og stilfulde Danse formaaede at behage et ret kræsent og vrangvilligt Publikum, der gaar endog Deres Blad let hen derover, som om det ingen Betydning havde for Kvindernes Talent og Produktion. Er det retfærdigt set?

At man dernæst har fremført et dramatisk Begynder-Arbejde af en af Nordens mest ansete Forfatterinder, skønt man naturligvis godt kunde indse, at dets noget dystre Æmne ikke var særlig egnet til at falde i Festpublikummets Smag, det vil De vel ikke kunne dadle, lige saa lidt som at man gjorde et Forsøg paa at genopfriske et kulturhistorisk Billede af en yndefuld kvindelig Type. Hvad endelig angaar Deres Blads Udtalelser om den lille Spøg, der afsluttede Forestillingen, saa tager jeg mig dem let, idet Enhver kunde se, at den kun var beregnet som Ramme om en Kunstnerinde, hvis store og populære Talent, Komitéen satte Pris paa at have med, og i denne Sammenhæmg at komme med dadlende Kvindeord angaaende det lille Stykkes Handling, forekommer mig ærlig talt er Smule ubetimeligt, især da jeg troede, det passede ret godt ind i Kvindesagens Program, at en ung Pige, ved at se lidt af Livet og dets forskellige Siden, det være sig med eller uden “Pynt”, bedre udvikler sig til et forstandigt Menneske end ved som sytteaarig at løbe bus ind i ubetænksom Forlovelse.

Dog – maaske tager jeg heri fejl som i saa meget andet. Men én Ting er sikker: De maa være forvisset om, Frøken, at der i disse to Forestillinger fra alle Sider er bleven nedlagt et saa møjsomt Arbejde, at det fra Deres Blads Side havde fortjent en mere forstaaende Dom, ihvorvel dette Arbejde vel egentlig kun lader sig bedømme af dem, der af egen dyrekøbt Erfaring ved, hvor saare vanskeligt og uberegnelig Scenens Kunst er og vil vedblive at være.
Deres forbundne
Emma Gad
Vicepræsident

Politiken, 16. september 1895.

Kvindeudstillingens sidste Dag.
Tilstrømningen af Besøgende til Kvindernes Udstilling var i Gaar til Trods for det smukke Vejr Kolossal og betydelig større end nogen Dag siden dens Aabning. Ud paa Eftermiddagen stod Tælleapparaterne næppe et Øjeblik og det var næsten ikke muligt at kæmpe sig frem mellem Montrene.

Kl. 6 lukkedes Udstillingen, men kun for atter at aabne Kl. 7, og igen om Aftenen, da en Del af Gardens Orkester musicerede oppe paa Galleriet bag Dronningens Billede, var der et Mylr af Mennesker. Ialt var Udstillingen igaar besøgt af ca. 3000.

Kl. 10 blæste Musikken af med en kraftig Touche, Fru Buch traadte frem midt i Salen og erklærede Udstillingen for sluttet, men først da man begyndte at trække Forhængene for Kahytterne og dække Galleriet til, blev det muligt at faa Folk ud.
Bagefter fejrede saa Komitéernes mange Damer en munter Afslutningsfest i det hyggelige Køkken, hvor Champagnepropperne knaldede længe efter Midnat.
I Dag opgør man Udstillingens foreløbige Status; men vi kan allerede nu oplyse, at de Besøgendes Antal i det Hele har været ca. 60,000, hvilket alene giver en Indtægt af 40-50,000 Kr.

Dannebrog, 16. september 1895.

lukkede i Gaar Aftes Kl. 10 sine Porte for uigjenkaldelig sidste Gang.
Allerede Lørdag forberedte man sig paa det bevægede, historiske Øjeblik, idet Komiteen samlede alle Udstillingens Funktionærer til en Afskedssouper i Lokalerne, hvor Vicepræsidentinden, Fru Kommandørinde Gad, da Champagnen var skjænket, hævede sit Glas og holdt sin sidste officielle Udstillingstale – en Tak til de mange Funktionærer, der ved deres taktfulde Optræden har bidraget ikke lidet til at samle Publikums Sympathi om Sommerens store Kvindeforetagende.
Skjønt den muntre Souper trak længe ud, var dog alle præcis paa Post igjen, da Tælleapparaterne begyndte at snurre den sidste Dags Entré ind. I Løbet af Dagen fik Udstillingen Besøg af godt og vel 3000 Personer – der bragte det samlede Tal paa Sommerens Kvindeudstillings-Gjæster op til det fænomenale Tal 86,000.
Strømmen gik ud og ind den hele Dag og Aftenen med, men synlig langsommere end ellers. Denne Gang, den sidste, dvælede man her og dèr ved de Partier, der under tidligere Besøg i særlig Grad havde fanget Interessen, sagde Farvel til den lille, lattermilde Grønlænderinde Magdalene, nød en sidste Forfriskning fra Fremskridtskøkkenets Gryder og Pander – og var ganske tung om Hjærtet, da man endelig Kl. 10 skulde skilles fra det hele.
Da traadte nemlig Præsidentinde, Fru Gehejmeraadinde Buch frem paa Balkonen og erklærede i faa Ord „Kvindernes Udstilling“ for definitivt sluttet. Og Orkestret lod Nationalmelodien give en sidste Touche til det patriotiske Værk.
Saa var det hele forbi – og for sidste Gang forlod vi Udstillingssalen.

Politiken, 17. september 1895.

I Gaar var det Oprømningens første Dag, og der var næsten lige saa stor Travlhed i Udstillingernes Sale som før Aabningsdagen; der pakkedes ind og flyttedes ud, og det Hele laa i ét Kaos.
Paa Bureauet var Travlheden ikke mindre; Regningerne dyngedes op paa Bordene, man tumlede med Tal, og Dørene stod ikke.
LÆS HELE ARTIKLEN

Tidsskrift for Kunstindustri, 1895 p. 133-140.

FRA KVINDERNES UDSTILLING
Camillius Nyrop

OVER Indgangen fra Industriforeningens Vestibule til den store Udstillingssal saas en opgaaende Sol (Fig. 155). Og det var ikke en tilfældig Dekoration. Den kom igjen flere Steder f. Ex. paa Katalogens Titelblad. Og den saas ogsaa paa den Tallerken, som Udstillingen ved en lykkelig Tanke lod træde istedenfor et Diplom som Anerkjendelsestegn ved et Par tempoære Udstillinger; ellers var den — heldigvis — fri for al officiel Medaljetilkjendelse, Noget, der efterhaanden har faaet en saa banal Karakter, at kun en grundig Reform kan give denne Akt sin tabte Betydning tilbage. Det var forøvrigt kun Tanken om et Diplom i Porcelæn, der kan betegnes som lykkelig, selve Tallerkenen (Fig. 156) tilfredsstiller næppe helt.

En opgaaende Sol! Et saadant Symbol leder Tanken hen paa en første glansfuld Begyndelse. Og Udstillingens Begyndelse var fuld af Glans. Dens Aabning, faldt sammen med det internationale Journalistbesøg. Fra dygtige Penne strømmede der beundrende Udtalelser om den ud over en stor Del af den civiliserede Verden, og de kom med Virkning tilbage. Udstillingen fik en glimrende Ramme, der ikke blev uden Betydning for dens lykkelige Forløb. Men en første Begyndelse var den ikke.

Nej, er der nogen Begivenhed, noget Aktstykke i den danske Kvindebevægelse, for hvilken en opgaaende Sol kunde bruges som Symbol, da er det den lille Bog, der for snart 45 Aar siden med en saa stærk Begejstring ringede Kvindesagen hid her i Landet, de »Tolv Breve«, som den nittenaarige Mathilde Fibiger udgav under Klara Rafaels Navn. Den begavede unge Pige, der i dejlige Sommeraftener kunde give sin Livsglæde Luft ved at danse henad Vejen, hun gik paa, ved en opgaaende Sol. Det fik hun Attest for af J. L. Heiberg i Bogens Fortale.
LÆS HELE ARTIKLEN

Tidens store æstetiske Dommer »paaskjønnede«, at det faldt i hans Lod at indføre hendes Bog i Læseverdenen. Og dog blev Solen kun en Vinterdags Sol, der for en kort Tid vækker et intensivt Liv; det vældede frem under dens Straaler for strax at svinde.

Og det kunde ikke være anderledes. Mathilde Fibiger siger selv tyve Aar efter i dyb Sørgmodighed: »Da jeg udgav Klara Rafael, kjendte jeg ikke Livet, som det er her paa jorden. Jeg gik til en fejl Dør, kom dér, hvor jeg slet ikke vilde hen«. Livet knuste ubarmhjertigt hendes Drømme. Det blev ikke som den store Forfatterinde, at hun kom til at virke for Kvinden, men som en træt »Arbejderske«. Hun, der lader Klara Rafael sige, at hun snarere kunde »forelske sig i en yndig ung Pige end i en Mand — der er saa meget uskjønt ved Herrerne, der generer mig« – nødtes til at arbejde Side om Side med de uæstetiske Mænd i Lokaler hvor der kunde »hænge Buxer paa Væggen«, Noget, der stærkt afficerede en af hendes Veninders »kvindelige Sans«. Hun blev den første danske officielt ansatte Telegrafistinde, og i »Den Ensommes Hjem« fandt hun Styrke til at holde ud Kampen, som hun aldrig opgav. Syg og mat skrev hun herfra: »Jeg elsker Arbejdet i samme Grad, som jeg elsker Friheden: lidenskabeligt, absolut, som Middel til Selvstændighed«.

Hun levede just længe nok til at se den af hende æstetisk indledede Bevægelse komme igjen i andre, praktiSke Former. Hun blev 1871 Medlem af »Dansk Kvindesamfund«. Skjøndt hun noget tvivlede om, at der kunde vindes Midler til de mange Fortmaal – der nænes Fagskoler og Handelsakademi – fulgte hun gjærne Opfordringen om at indtræde: »Min Virksomhed ligger jo netop indenfor Emancipationens Omraade, og om Forfattterinden end er død, saa lever jo Arbejdersken, hvis tavse Tilslutning i det mindste er Vidnesbyrd om, at hun arbejder i Aandens Tjeneste«.

Hvad hun mistvivlede om, er dog sket, og »Kvindernes Udstilling« staar som et stort Bevis, den Udstilling, hvis Mærke ikke var den opgaaende Sol men — Løvetanden (Fig: 157). Denne Plante saas i Ranker paa begge Sider af Indgangsdøren, og et rigt Slyng af Løvetand var Dekorationen i den store Udstillingssal. — Havde dette Mærke mon en Betydning?

Da Udstillingen arbejdede sig frem, sagdes, ja vedtoges det, at Rosen skulde væere dens Mærke, men denne Vedtagelse blev opgiven. Og i den forandrede Beslutning synes der at kunne ligge en Forklaring. Forandringen er jo den samme som i Mathilde Fibigers Udvikling fra den dansende unge Pige med de lyse Idealer til den »arbejdended Kvinde«. Den fine Rose er jo Ungdommens, Skjønhedens og Kærlighedens Blomst, medens Løvetanden, der har navn af sine høvlformede, skarpkantede Blade, kun er en almindelig Markblomst, hvis Rod gjør Nytte, saaledes som det ogsaa – efter Folketroen — kan siges om dens Stæglers Mælkesaft, der har givet den Navn af Mælkebøtte. Strøgen paa Kar beskytter den disses Indhold mod Forgjørelse.

En saadan Symbolisering var dog ikke tilsigtet, og selv om saa var, havde det ikke været nødvendigt at detronisere Rosen. Da den hellige Elisabet af Thüringen i Udøvelsen af sine mange Kjærlighedsgjerninger overraskedes af sin Husbond, kom Rosen hende til Hjælp. Alle de Brød, hun i det Øjeblik ønskede skjulte, bleve til Roser. Og ganske i modsat Retning spiller den afblomstrede Løvetands store Fnokkrone Rolle i en Række Kjærlighedsspørgsmaal som populært Orakel. Nej, Løvetanden blev simpelhen Udstillingens Blomst, fordi den besidder fremragende dekorative Egenskaber, dekorerer i højere Grad end Rosen. Det var Kvindens Sans for skjøn Hygge uden fremtrædende Prunk, der her gjorde sig gældende.

Og den givne Anvisning blev fulgt. Den kongelige Porcellænsfabrik stillede de ved den arbejdende Damer den Opgave at frembringe en dekorativ Løvetands-Tallerken, og Frisen Fig. 154 viser Resultatet, fem karakteristiske og gode Tallerkener. Den længst til Venstre er af Frk. Anna Schmidth, den næste af Frk. Bertha Nathanaelsen, den midterste og den længst tilhøjre af Frk. Jenny Meyer og den anden fra højre af Frk. Marianne Høst. Ingen af disse Tallerkener blev imidlertid Udstillingens Tallerken. Hertil valgte Fabriken en sjette (Fig. 158). Den blev mangfoldiggjort i 1200 Exemplarer og er nu mange Steder et kjært Minde om Udstillingen, ti hver eneste af dem blev solgt. Alle Frisens Tallerkener synes dog nok saa godt at have kunnet gjøre Fyldest. Som et Fortrin ved dem kan det nemlig nævnes, at de alle have taget Løvetandens karakteristiske Blad med, det staar kraftigt dekorerende, medens kun den afblomstrede Plante i nogle Fnokkroner lige kommer til Syne forneden paa den lidt blege og afdæmpede Flade i Fig. 158.

Mindeplatte fra Kvindernes Udstilling (Fig 158) – Den kgl Porcellænsfabrik.
Afblomstret Løvetand, designet af Arnold Krog. Udgivet 1895 i 1200 eksemplarer.

 

De her nævnte Tallerkener vare dog kun en ringe Del af den kongelige Porcellænsfabriks Udstilling. Den viste ved denne Lejlighed en Række af sine mange dygtige Damearbejder, og det samme gjorde Bing er Grøndahls Porcelænsfabrik, hvis Udstillings-Tallerken – ti den havde ogsaa en saadan — vil blive nævnt nedenfor. Men forøvrigt var, som naturligt er, Industriafdelingen ikke Udstillingens anseligstc Afdeling. Som et Tidens Tegn, der kan bære Varsel i sig, skal det nævnes, at der mellem de udstillende Darner fandtes to faglærte Snedkere, to faglærte Bogbindere og to Urmagerlørlinge. Men der er kun Grund til som fremtrædende Gjenstande i denne Afdeling endnu at nævne Frk. Dagmar Olriks smukt dekorerede Møbler og Fru Emma Fischers kunstvævede Arbejder. Husflidsafdelingen var selvfølgelig langt større, men snarere mindre interessant. Der var ypperlige Ting f. Ex. Fru Ida Hansens Broderier, men Hovedindtrykket var nu som ved tidligere lignende Lejligheder, at der ikke gives nogen national Husflid i de Landsdele, som Danmark nu bestaar af. Hedebosyningen staar som et svagt Minde imod f. Ex. den skaanske Vævning og de tønderske Kniplinger.

Ved Siden af de nævnte Afdelinger var der endnu Afdelinger for Filantropi, Hygiejne, Husholdning, Undervisning, Litteratur og Kunst samt en stor kulturhistorisk Afdeling, hvis rige Samling Kvindeportrætter, Kvindearbeider, Kvindedragter og Smykker drog mange Besøgende til Udstillingen. Den gjorde Sit til paany at fremdrage mangen dygtig og begavet Kvindes Navn.

For blot at blive ved den nyere Tid var det af Interesse, at se et Portæt (Nr. 2428) af »sin Tids dygtigste Kvinde i Haandarbeide i Aalborg«, Johanne Marie Meyer f. Wulff (f. 1773, d. 1843), gift med den bekjendte Blikkenslager Fr. Vilh. Meyer i Aalborg, og et Portræt (Nr. 116) af hendes Datter Frederikke Ferslew f. Meyer, fra hvis Haand der er udgaaet en Række fortræffeligt skaarne Signeter (Nr. 928). Og hvilken rig Kunstbegavelse har Frederikke Lunn f. Hagen (f. 1817, d. 1869) ikke besiddet. Hun kunde brodere smukt (Nr. 1492), hun kunde flette godt af Haar (Nr. 560), men uden nogensinde at have lært at tegne, kunde hun ogsaa præstere fornøjelige Smaabilleder (Nr. 2116-18) ikke at tale om en Række dygtigt tegnede Portrætter (Nr. 2424). Og særlig interessant er en af hende lavet portrætlignende Dukke (Nr. 366), hvis Hoved, Arme og Ben ere udskaarne i Vox fra et Karetlys. Det er hendes førstefødte Spæde, hun her har fremstillet som Gave til Svigermoderen, Majorinde Lunn til Knabstrup.

Og den kulturhistoriske Afdeling gav Oplysning om en anden lignende Begavelse, Fru Georgia Skovgaard f. Schouw (se Fig. 159), f. 1828, d. 1868. Udstillingen havde en hel lille Køje med Gjenstande, som hun havde tilvirket eller ejet, og herimellem Fig. 160, en hvid, broderet Strimmel (Nr. 392), tegnet og syet af hendes Svigermoder Fru Katrine Skovgaard f. Aggersborg, der var sin Søns, den senere saa bekjendte Landskabsmaler P. Skovgaards første Lærer i Tegning. Den, han 1851 hjemførte som Brud, var den ovenfor nævnte Georgia Schouw, Datter af den som Botaniker og Politiker saa bekjendte Professor J. F. Schouw, og fra 1851 er da det skjønne Slør (Nr. 3S6), som efter hans Tegning udførtes til hans Brud. Fig. 161 viser et af Slørets nederste Hjørner med et Stykke af den frodige Kaprifoliumranke, der slynger sig langs hele Slørets Kant, og fra hvilken de fineste og yndigste Blomster skyde op. Det er et dejligt Arbejde, som sikkert er blevet vurderet af Bruden, der udgik fra et Hjem, hvor Kunsten skattedes, og som fra Ungdommen tegnede con amore. Paa Udstillingen saas en af de Spisesedler (Nr. 39o), hun morede sig med at tegne og male til N. L. Höyen og Hustru, naar de om Søndagen vare Gjæster hos hendes Forældre i botanisk Have.

Hvad hun særlig var oplagt til, var dog at brodere, og hvad hun paa denne Maade frembragte med Naalen, var ikke dagligdags Ting men Broderier af Rang, Kunstbroderier med aandfulde Gjengivelser af Naturen. Allerede i forrige Aarhundredes Slutning var der syende Kunstnerinder her i Landet. Cathrine Marie Müller blev 1790 »agreeret« af Kunstakademiet for to Broderier; to Hoveder efter Rafael »i raderet Maner« raderet Maner. Men hin Tids »broderede Skilderier«, for hvilke en Rigsdalerseddel eller »Dansk Statstidende« vare nok saa gode Emner som Frederik VI’s Hoved eller Frederikberg Slot — Udstillingen viste en Række afskrækkende Exempler — vare mere kunstige Arbejder end Kunst. Fru Skovgaards friske Oprindelighed er noget for dem ukjendt, men hvilken af deres Fremstillerinder har ogsaa haft et saadant Blik for Naturen, som hun aabenbarer i sine Skitsebøger (Nr. 378) fra den Italierejse, som Ægteparrene Skovgaard og Höyen gjorde sammen i Vinteren 1854-55. Men hun havde da ogsaa sin Mand som Vejleder.

Udstillingen viste en Række Prøver paa hendes Broderekunst (Nr. 379-85) og mellem dem den paa hosstaaende Blad afbildede Skjærm, et ypperligt Kanevasarbejde, som hun udførte til N. L. Hoyens Sølvbryllup i 1857. Efter en Tegning af sin Mand fremstillede hun her et Vinterlandskab med en Bondegaard, som Kvæget drives ud fra, og der er virkelig Vinterstemning i det, i de bladløse Træer og deres Fortoning mod den graa Himmel.

Hun syede for sin Fornøjelse, men lidt efter lidt fik hendes syende Virksomhed en større Betydning. Den blev kjendt i videre Kredse, navnlig efter at Studenterfanerne fra Danmarks Kvinder til Nordens fire Universiteter efter Konstantin Hansens og P. Skovgaards Tegninger i 1862 vare blevne udførte under hendes Ledelse. Hun syede personlig de fire Gudeskikkelsers Ansigter. Damer henvendte sig herefter til hende om Vejledning, og ved sin Død i 1868 stod hun som anerkjendt Leder, som Grundlæggeren af det danske Kunstbroderi.

Saavel paa Mands- som paa Kvindesiden er der herefter Kunstneraand i den Skovgaardske Slægt, og af Fru Georgia Skovgaards Børn ere da ikke alene Sønnerne, de bekjendte Brødre Joakim og Niels Skovgaard, blevne Kunstnere men ogsaa Datteren Fru Susette C. Holten f. Skovgaard, og hun stod Udstillingen nær. Som »Formand for Arrangementet« er hun Medlem af den endnu bestaaende Hovedkomite. Det er hende, hvem Vestibulens stemningsfulde Dekoration skyldes, baade Solen og Løvetanden, og det er hende, der dekorerede den store Udstillingssal, i hvilken hun selv var keramisk Udstiller bl. A. med den morsomme Tallerken: den line japaneser og Gaasen. Lige overfor i Fru Emma Fischers Udstilling fandtes imidlertid de Ting fra hendes Haarid, der maaske bleve mest sete. Alle de vævede Arbejder, der saas dér vare ligesom Møblementet udførte efter hendes Tegning. Og kan det end Maaske siges, at de i og for sig originale Møbler kunde have været mere gjennemarbejdede, de ere i flere Enkeltheder noget tunge, stod man fuldt beundrende overfor det skjønne Vævede Tapet (Fig. 162) med de væsentlig efter græske Vasemalerier tagne Figurer. Det vil sikkert glæde mange, at dette Tæppe fremtidig vil kunne ses i Det danske Kunstindustrimuseum.

Som en lille Enkelthed skal Opmærksomheden henledes paa, at Udstillingens Blomst, Løvetanden, er anbragt midt paa Tæppet forneden. Der er her ligesom gjort Prøve paa dens dekorative Evne, og den bestod Prøven. Den gaar fint ind i Omgivelserne, og — dog havde Rosen endnu sine Tilhængere.

Da Kronprinsen og Kronprinsessen i 1894 holdt Sølvbryllup, overrakte den Kreds af Damer, der den Gang udgjorde Komiteen for den paatænkte Udstilling, Sølvbruden en Adresse som Løfte om et vævet Tæppe med Dronning Margrete som Hovedfigur (s. forr. Aarg. S. 18o). Det blev efter Fru A. Slott-Møllers Tegning udført hos Fru Emma Fischer.

Udstillingen omfattede nemlig ikke blot Danmark, og skjøndt Omstændighederne medførte, at hverken den norske eller den svenske Afdeling blev saa stor som oprindelig haabet, vare disse Afdelinger dog fyldige nok til at give Udstillingen Stempel som en nordisk Udstilling. Det er helt naturligt, at den fremtrædende Kvinde, der en Tid forenede Nordens Kroner paa sit hoved, blev afbildet paa Tæppet til den svensk-norske Kongedatter, den danske Kronprinsesse, fra Komiteen for »Kvindernes Udstilling fra Fortid og Nutid«.

Dronning Margrete saas da ogsaa i det ligeledes af Fru Slott-Møller tegnede Segl for Udstillingen (Fig. 164), og Bing og Grøndahls Porcellænsfabrik gik i det samme Spor med sin ovenfor nævnte Udstillings-Tallerken, den efter Frøknerne Fanny Gardes og Effie Hegermann-Linden-crones Tegning udførte Margrete-Tallerken (Fig. 163), der ligesom den kongelige Porcellnsfabriks blev solgt til sidste Exemplar. Og til denne Række Margrete-Minder kom endelig — Udstillingens første Blomst, Rosen. I den Udtalelse, hvormed det ovennævnte Tæppe, der er afbildet paa hosstaaende Blad, faa Dage før Udstillingens Slutning, den 6te September, blev overrakt Kronprinsessen, betonedes det, at paa det Sted, hvor Vordingborg Slotstaarn tidligere havde staaet, det Taarn, der ofte havde huset den store Dronning, der voksede nu en Rosenhæk, hvis Blomster i Egnen kaldes Valdemarroser. Det var Tanken herom, der laa bagved Rosen som Udstillingens Blomst.

Der førtes altsaa en lille Krig paa dette Omraade, men den var og blev – uden Betydning. Skjøndt f. Ex. en »Kvindernes Kalender« i Modsætning til et senere udkommende »Festskrift« viste sig klædt i Roser, vedblev Løvetanden at være lige dekorativ. De Bølger, der rejstes, berørte alene Overfladen, trods nogle Bladnotitser og Smaaartikler. Skulde Noget have været fremhævet, var det sikkert snarere, at Udstillingen trods enkelte personlige Brydninger præcist udførte sit samlede Arbejde. Den store Kvindebevægelse rummer en Række mindre Bevægelser, hver med sine, naturligvis faste Meninger og sikre Overbevisninger, og efter sit Program skulde Udstillingen have dem alle med. Efter den i sin Tid udsendte Indbydelse skulde den give en Udsigt over, »hvad der fra Kvindernes Side hidtil er præsteret”, selvfølgelig indenfor Nordens og Danmarks Grænser, men ellers – ubegrænset paa alle Omraader.

Der er blevet sagt, at dette var en Fejl. Udstillingens Arbejde blev herved et meget spredt Arbejde, og dens Indhold blev forunderlig broget, hvad der paa Grund af det forholdsvis lille Lokale sprang stærkt i Øjnene. Men dog ligger dens Betydning sikkert just deri, at den uagtet Vanskelighederne naaede at give et saa vidt muligt samlet Billede af det betydelige Arbejde, der fra Kvindens Side er udfoldet her i Landet navnlig i den sidste Menneskealder. Og til dens rette Bedømmelse skal det endnu erindres, at den lignende Udstilling – Exposition des arts de la menne – der i 1892 fandt Sted i Paris, kun var en af l’Union centrale des arts decoratifs almindelige Udstillinger, der arrangeredes af dens sædvanlige, selvfø1gelig mandlige Udstillingskræfter. Udstillingen i Aar i Kjobenhavn er den første, der helt er sat i Scene af Kvinder. Ikke ganske uden Forbillede, ti som saadan maa Kvindernes Afdeling paa Udstillingen 1893 i Chicago betegnes, men desuagtet var den opgaaende Sol over Indgangen til Udstillingen, som det heraf vil ses, langt fra helt uden Berettigelse. I een Retning var her virkelig en første Begyndelse, en Begyndelse uden en svunden Tids Drømme, men til Gjengjæld med alvorlige Krav paa praktiske Resultater. Gid de maa komme, gavnlige og gode for Samfundet, ogsaa i kunstindustriel Retning.

Kvinden og Samfundet, 5. Decbr. 1895.

Fra Klokken syv til over Midnat diskuterede Komitéen for Udstillingen, hvad dens Overskud, som rimeligvis vil blive 10,000 Kroner stort, skulde anvendes til.

Der var fremkommet tolv Forslag, hvoraf de fleste kunde paaregne Sympati hos netop denne Kreds; et Valg vilde derfor have været vanskeligt, hvis ikke et af Forslagene, som ogsaa fjorten af Komitéens Damer havde sat deres Navne under, ved sin Rummelighed og Storslaaethed havde samlet næsten udelt Interesse.

Forslagets Ordlyd var:
Vi Undertegnede foreslaa, at Udstillingens Overskud, i den Størrelse, som det ved det afsluttede Regnskab kommer til at foreligge, henlægges som Grundfond til en Kapital for Opførelsen af en „Kvindernes Bygning” (womens palace), dels som Samlingspunkt for de allerede bestaaende Kvindeforeninger, dels som Støtte for den kvindelige Industris Udøvere. I Bygningen burde forefindes en Udstillings- og Forsamlingssal, en Læsestue for Arbejdersker, Bade- og Gymnastiklokaler, en billig og tidssvarende Restaurant uden Drikkepenge, samt et Gæstehjem for Kvinder fra Provinserne.

I samme Bygningskomplex tænkes endvidere indrettet Boliger efter kooperativt Mønster for Kontorister, Kommiser og lignende enligt stillede Kvinder. Et saadant Foretagende under Kvinde-Ledelse formenes at ville være af indgaaende Betydning og til stor Nytte for Samfundet.

København, 29. November 1895.
Bertha Buch. Emma Gad. Sofie Holten. Johanne Frimodt. Louise Harbou. Emma Gamel. Ida Falbe-Hansen. Josephine Nyrop. Louise Hansen. Thora A. Davidsen. Kristiane Korstantin-Hansen. Ingrid Kjær. Suzette Holten, f. Skovgaard. Margrete Krarup-Smith.
Åben hele teksten

Tidsskrift for Kunstindustri 1896.

Mindre Meddelelser.

Komiteen for den ifjor stedfundne Kvindernes Udstilling holdt den 15. September, Aarsdagen for Udstillingens Lukning, et større Møde i Industriforeningens Foredragssal. Fru Emma Gad talte her om den Kvindernes Bygning, hvortil Udstillingens ganske betydelige Overskud har givet Tanken. Den skulde blive »et Centrum for de danske Kvinders Virken baade med Aanden og Haanden«, herunder ogsaa den kvindelige Kunstindustri. »Var det en af Opgaverne«, sagde Fru Gad, »ved den første Kvindernes Udstilling at belyse Manglerne ved det kvindelige Arbejdes nuværende Standpunkt, saa viste det sig uomstødeligt, at man meget tiltrænger kunstnerisk Ledelse i den danske Husflid, der i saa Henseende staar ikke saa lidt tilbage for Produktionen i Søsterlandene, hvor f. Ex. et Selskab som det svenske »Handarbetets vänner« og flere lignende norske Foreninger har bidraget særdeles meget til at hæve Smagen.« Det er sande Ord, som her er talt.

80.000 så udstillingen og et stort overskud på kr. 13.000 gav tankerne frit spil til at tænke flere kvindetanker, og tankerne gik i retning af et hus for kvinder.

Kvinderne Bygning blev undfanget ved denne succes, og der blev arbejdet aktivt med indsamling af penge ved hjælp af flere udstillinger, salg af 25 øre mærker og 10 øres fingerbøl. Men den optimistiske platte med påskriften 1896-1900 forblev et for optimistisk skøn.
Der var en usædvanlig lang drægtighedstid på 40 år og det gav ikke mange der arbejdede ved Kvindernes Udstilling en mulighed for at opleve forløsningen.
Det kan måske betegnes som en ørkenvandring, men ikke en uproduktiv vandring. Der blev undervejs etableret foreninger og mødesteder for kvinder på andre adresser, der således straks fra indvielsen af bygningen var klar til at rykke ind.

Men hele denne historie hører under Kvindernes Bygning!