Peter Urban Gad


Som det yngste barn i familien Gad, var der ikke de samme forventninger til at følge faderes spor, der lå indenfor en søofficeruddannelse, som storebroderen Henry Christian Gad måske lå under for. Den yngste kunne få et lidt friere valg, og det må siges at det var det Urban Gad tog. Han var en af pionerene der formede filmens introduktion i Danmark.
At Peter Urban Gad så først valgte vejen som maler, var nu heller ikke et valg der så at sige lå udenfor familiens interessesfære. Han havde to kusiner der giftede sig med malere.
Mette Gad giftede sig med Paul Gauguin, og bevarede ægteskabet til trods for de ikke så meget til hinanden da han opgav at leve i Danmark og vendte tilbage til Paris, og som nok bekendt, senere fortsatte til Tahiti…
Ingeborg Charlotte Gad blev gift med Fritz Thaulow, som senere blev Peter Urbans lærer. Det var dog længe efter Ingeborg Charlotte havde forladt Fritz Thaulow, til fordel for Edward Brandes.


Maler – Instruktør – Forfatter
Biografdirektør (Grand).
12. februar 1879 – 26. december 1947.

*
Urban Gad hjalp også med dekorationstegninger og andet arbejde vedrørende sin mors projekter. Diverse udstillinger fik store dekorationer fra Urbans pensel, og han producerede tegninger og mønstre til brug for Dansk Kunstflidsforenings medlemmer, eller til arbejder der var beregnet for eleverne.

Peter Urban Gad
Peter Urban Gad.

Under arbejde med teaterdekorationer mødte han Asta Nielsen. Med interesse for det nye filmmedie (og for Asta), skrev han et manuskript hvor hendes kvaliteter kunne anvendes bedre end i teatret. Sammen tog de chancen med det nye medie, og sprang så at sige i “Afgrunden” (1910). Verden var herefter ikke mere den samme; hverken for parret eller hele underholdningsindustrien.

De fik succes, blev gift og fik en stor karriere, ikke mindst i Tyskland, hvor de sammen stod for over 30 film.
Som ikke ualmindeligt, blev de også skilt, men fortsatte hver for sig i den givtige branche i Tyskland. Gad fortsatte manuskript- og instruktørarbejdet indtil 1921.
Asta Nielsen indspillede fortsat stumfilm, men da muligheden for at lyden også kunne høres i biografen (Unmögliche Liebe, 1932), endte hendes filmskarriere så at sige; det var ikke ligefrem den stemme publikum hver især havde forestillet sig til deres idol.
Asta Nielsen vendte først helt hjem til Danmark i 1937, men her var der heller ikke flere filmtilbud.

Peter Urban Gad vendte hjem. Helt bogstaveligt.
Admiralen var død 1920 og Emma Gad døde 1921, men nu kom der igen en Urban i stuerne på Dronningens Tværgade 40. Og en ny kone havde han med fra Tyskland, Esther Margrethe Bugert Gad, f. Westenhagen, med kunstnernavnet Esther Hagan.

Det endelige farvel til produktionsmiljøet var med en Fy og Bi film (Lykkehjulet), der havde premiere i 1926, uden den store succes. Han havde i øvrigt allerede på dette tidspunkt fået en biografbevilling og helligede sig herefter til direktørjobbet ved Grandteatret i København, som han sammen med sin kone drev med stor respekt i 25 år, til sin død i 1947.
Tonny Hald


Urban Gad begyndte som maler og fortsatte som filminstruktør. Han slap Asta Nielsen men aldrig filmen.

1902 – PARISERTUR

Slagelse-Posten 19. marts 1902.

Nationaltidende, 10. august 1902.

Maleren Urban Gad,
som under sit Studieophold i Paris blev angreben af Gigtfeber, er nu kommen hjem for at rekreere sig. Den unge Kunstner tilbringer sin Ferie hos sine Forældre, Admiral Gad og Fru Emma Gad, der bor i Humlebæk.

*

1903 – MALERIUDSTILLING

Dagens Nyheder, 24. september 1903.

I Udstillingslokalet paa Højbroplads aabnede d’Hrr. Winkel og Magnussen i Gaar en lille Udstilling af Malerier og Studier af ældre og nyere Malere, som har krav paa mere end almindelig Interesse.

Udstillingen byder endog paa en Debut, idet den unge Maler Urban Gad her for første Gang træder frem for Offentligheden med en halv Snes Malerier. Hr. Gad, der er Elev af Fritz Thaulow, og øjensynlig endnu stærkt paavirket af den ansete norske Maler, er uden tvivl i Besiddelse af Talent. Baade “Foraarsdag”, “Røde Tage”, “Det gamle Toldsted” og især “Foraarsregn”, alle med Motiver fra Sydfrankrig, rummer ikke ringe Stemning og kunstnerisk Følelse. Men der er unægtelig endnu ogsaa adskillig Løshed og Usikkerhed til Stede. Den impressionistiske Malemaade dækker ikke helt over de Forsyndelser mod Tegning og Perspektiv, man her møder.

Hammershøj
V. Hammershøj: Solskin i Dagligstuen.

I hvert Fald tror vi, at Hr. Gad nu vilde gøre vel i at melde sig ud af den fransk-norske Skole og tage fat paa den hjemlige Natur. Hans Talent staar ellers i Færd med at miste det Fodfæste i denne, som ingen Kunstner ret vel i Længden kan undvære.

Af V. Hammershøj findes to Interiører, “Solskin i Dagligstue” og “Eftermiddagssolskin”. Man kan mene, hvad man vil om Hammershøj som Figurmaler, saa staar det dog fast, at ingen – ikke en Gang Carl Holsøe, der dog her giver Møde med et ganske nydeligt udført “Interiør” – kommer paa Højde med Hammershøj, hvor det gælder den fine Afstemning af Farverne, Solskinnets Lys paa Væggen, der er saa illuderende, at man griber sig selv i at stille sig i Vejen for Lyset for at se, om dette virkelig er malet eller tilfældig falder ind paa Lærredet.

Som Helhed gør den lille Udstilling et overmaade godt Indtryk og fortjener at ses af Kunstelskere.
F.B.

*

1905 – FORENINGSBANNER

Nationaltidende, 11. maj 1905.

Tivoli faar efter alle Solemærker at dømme paa sin Aabningsdag paa Søndag tillige en af “Sæsonen 1905″s allerstørste Dage. Takket være den Omstændighed, at J.P.E. Hartmann fødtes den 14. Maj 1805 og at “Dansk Tonekunstnerforening” ganske naturligt har følt det som en kær Pligt at fejre denne Mindedag ved en stor Fest.

Naturligvis vil de forskellige Studenter- og Sangforeninger, af hvilke det store Felttog kommer til at bestaa, give Møde med deres velkendte Faner og Bannere. Nær kunde imidlertid selve Ophavet til det hele, Tonekunstnerforeningen, være kommet til som en fattig Per Eriksen at maatte søge ind under et fremmed Flag, fordi de intet selv ejede. Denne Kalamitet er dog vistnok i sidste Øjeblik afværget, idet 25 musikinteresserede Damer, for en Del Medlemmer af Foreningen, for nogen Tid siden traadte sammen i Komite med det smukke Formaal at skaffe “Dansk Tonekunstnerforening” et Banner. Det lykkedes at faa samlet de fornødne Midler. Urban Gad lavede Tegningen og “Dansk Kunstflidsforening”s Damer paatog sig Arbejdets Udførelse.

Resultatet er bleven overmaade vellykket; “Dansk Tonekunstnerforening” vil fra paa Søndag være Ejer af et af de smukkeste og ejendommeligste Foreningsbannere herhjemme.
Paa pergamentfarvet Silketøj staar foroven med gotiske Bogstaver og farvede Initialer “Danst Tonekustnerforening”. Nedenunder det ældste danske Nodemanuskript, vi kender, fire røde Linier med firkantede Noder, angivende Melodien til den skønne, ældgamle Folkevise “Drømte mig en Drøm i Nat”, der er riftet med Runer nedenunder. Det flankeres af de to gamle Broncelurer og nederst det danske Vaaben. Alt broderet med Silke. Som Topspids paa Bannerstangen har man ganske originalt i Stedet for den traditionelle Lyre anbragt en G-Nøgle og paa hver af Tværstangens Ender en F-Nøgle.
Den højtidelige Overrækkelse af Banneret finder Sted i Musikkonservatoriets Festsal paa Søndag Kl. 1½.

*

1910 – FRITZ THAULOW og AFGRUNDENS PREMIERE

I Anledning af Thaulow-Udstillingen i København i Februar Maaned bringer Maaneds-Magasinet herved Reproduktioner af nogle af de udstillede Billeder ledsaget af en Tekst af Urban Gad.

Maaneds Magasinet
Maaneds-Magasinet, Februar 1910.

MANGFOLDIGE og i alle Tungemaal har Dommene lydt over Fritz Thaulow og hans Kunst; overalt har man bøjet sig for Mesteren og elsket Mennesket, overalt hvorhen hans Værker bar hans Ry, og hvor hans egen lyse Personlighed vandt ham trofaste Venner.

Baade som Kunstner og som Menneske har hans Liv udfoldet sig for alles Blikke i fuldt Lys, og det er derfor kendt af mange, tilgængeligt for alle.

Der er saaledes næppe nogen Grund til at udrede hans Kunst, dens nationale Grundejendommeligheder, de Paavirkninger, den blev Genstand for, og de Maal den udviklede sig hen imod, lige saa lidt som der her tiltrænges en Sondring af hans indre og ydre Livsførelse og hans Væsens Særpræg. Begge Dele er gjort ofte og helt udfyldende. Det, der her vil blive gjort Forsøg paa at give en Forestilling om, det ligger midt imellem, – det er ikke Maleren, og det er ikke Manden, men det er Manden, naar han malede.

For at forstaa Fritz Thaulow, maa man egentlig vide, at han saa at sige var to Malere: den ene, Friluftsmaleren ude i Marken, i Sol og Regn, eller Kulde og Sne, den anden: Kunstneren i Værkstedet, der som en lærd Alkymist med hemmelige Fernisser, indviklede Undermalinger føjede dæmpet glimrende Farver sammen, som et Smykke af Ædelstene. Hvilket af disse to Træk i hans kunstneriske Livsværk man vil foretrække, maa bero paa hver enkelts Grundsyn paa Kunsten og dens Maal, — men han selv foretrak ubetinget, i det mindste i sine senere Aar, det sidste, det nænsomt afvejende Hjemmearbejde med arvevirkninger og Lysværdier. Det var naturligt for ham, saaledes som hans Kunstopfattelse havde formet sig.

Fritz Thaulow
Bro i Cordova, malet under Thaulows Studierejse i Spanien 1904.

Det kunstnerisk fuldkomne, det helt og lydefrit gennemførte, var hans store Kærlighed, og alt, hvad der stødte hans skærpede Øje som mindre vellykket i Støbningen, vakte et ubetvingeligt Ubehag hos ham. Han var Virtuos, og beundrede Virtuoser, hvorimod den ufrivillige eller tilstræbte »Troskyldighed« i Kunsten var hans Gru, — han fejede sammen i een Bunke alt, hvor Formens Utilstrækkelighed stødte ham, det være sig en skøn Urkunst, som den ægyptiske og assyriske, eller et grufuldt Modebegreb som »Naivisterne« og deres Forbillede, den forhenværende Toldbetjent Rousseaus haabløse Smørerier.

Virtuosens Glæde ved den tilsyneladende lette Overvindelse af Vanskeligheder gjorde ham Arbejdet i Atelieret kært: med sin Skitse, der lyste af Naturens Friskhed, ved Siden, sad han og gendigtede sindrigt beregnende sine Naturindtryk til Kunst. Det hang sammen med hans Blik paa Naturen, den han elskede mere som et Middel til at frembringe Kunstværker, end for dens egen Skyld. Overfor et Landskab tog han straks og uvilkaarlig Standpunkt som Maler, — var det ikke noget Motiv, interesserede det ham ikke synderligt; men saa han derimod paa en gammel Mur en Belysning, der henrev ham, glemte han det aldrig, selv om han ikke fik det malet, — omtrent ligesom Napoleon, der kunde begejstres rent fagmæssigt ved Synet af en glimrende Slagplads, ligegyldigt om han havde Lejlighed til at levere nogen Kamp paa den eller ej. Thaulow kunde derfor nævne Rækker af Motiver for hvert Sted, han havde set, selv ganske flygtigt.
[wpex more=”Læs mere” less=”Læs mindre”] Var hans Kærlighed til Naturen end saaledes begrænset af hans rent maleriske Synsmaade, harmedes han dog over ethvert Forsøg paa at øve Vold imod den for at benytte den som Udtryk for Mennesketanker; men han harmedes ganske vist mindre paa Naturens Vegne end paa Malerkunstens; han taalte ikke, at denne nedværdigedes til at gøre Tjeneste som Symbol, den var ham Maal nok i sig selv, og han begreb ikke, at nogen »havde Tid til at tænke, naar man maler.«

Dette Blik paa Kunsten førte ham ind i en stedsevarende Guerrillakrig med de Forfattere og Literater, der beskæftiger sig med at skrive om Billeder i den skandinaviske Presse, fordi han syntes, de fandt mere Interesse i et Billede med literært »Indhold«, der kan skrives Artikler om, end i et, der ikke rummer andet end bare Malerkunst, som der kun er lidt at sige om, men meget at se i.

Fabrik med Sne. Billedet hører til den Række berømte Billeder, der fastslog Thaulows enestaaende Evne til at male Sne og rindende Vand.

Til Gengæld skaanede den nordiske Kritik gennem en lang Aarrække heller ikke ham. De forunderligste Rygter er bleven sat i Omløb om ham, — og er, ubegribelig nok, ofte bleven troet. Han blev beskyldt for at male det samme Billede en Snes Gange, — for at have »solgt« sig til nogle Kunsthandlere til aarlig at levere Vognmandslæs af Billeder med opgivne Motiver mod en fast Gage, — for at have Fabrik, hvor andre malede Skilderierne, og han selv kun satte Navn paa — — og Gud maa vide hvilke andre Skændigheder. Ingen, der kender Fritz Thaulows dybe Ærbødighed for Kunsten, vilde kunne andet end undres over disse Krøniker, hvis ikke de selv røbede deres Oprindelse ved en vis indeklemt Duft af mindre heldige Maleres sure Paletter. — Han malede ganske rigtig undertiden to Billeder med det samme Motiv, nemlig, først efter Naturen en stor, gennemført Skitse, og saa et Billede efter denne i Atelieret; men de er altid helt forskellige i Behandling, Størrelse og som oftest ogsaa i Materiale.

Og Kunsthandlerne! Ordet hviskes næsten frem med Rædsel, som om han havde solgt sig til Satan mod kun at male rindende Vand. Han havde selvfølgelig fuld Frihed til at vælge og behandle sine Motiver, som han vilde, ligesom Kunsthandlerne havde Frihed til at købe dem eller lade være, som de vilde — for han var naturligvis ikke paa »fast Gage« (!), — Gud véd, om der er ret mange Malere i Norden, der ikke vilde gaa ind paa den Kontrakt, at lade deres Billeder afsætte af Mellemhandlere med Forkøbsret, og saa være fri for selv at handle med Publikum. Alle de store Malere i Paris har den samme Ordning.

Denne Mistænkeliggørelse var ham pinlig, — især maaske naar den kom fra København, den By, han elskede saa højt, og som han saa længe følte sig miskendt af; han mente, at hans evropæiske Kunst ikke vilde kunne forstaas i et lille Samfund, hvis kunstneriske Synskreds var udtrykt i »Charlottenborg og den frie«, og hvor alt, hvad der udefra bragtes ind over den nationale kinesiske Mur, blev modtaget med selvgod Mistro til det fordærvede Evropa.

Han havde ubetinget Ret i, at Udlandets Malerkunst er sørgelig upaaagtet af det danske Publikum, i Modsætning til for Eksempel dets Literatur, der oversvømmer Landet — men han regnede maaske ikke nok med, at Aarsagen til den Vanskelighed, han havde for at vinde Danmarks Publikum, Kritik og Kunstnere, laa i selve hans afvigende Grundopfattelse; den danske nationale Stræben efter »Inderlighed« var ham ganske ligegyldig, naar han fandt haarde og skarpe Konturer og »blaasur« Farve; og det gjorde han ofte, maaske altfor ofte, hos danske Kunstnere. Men de blev ham aldrig ligegyldige alligevel; han havde altid Tanken rettet paa, hvad de nu vilde synes om det, han netop arbejdede paa, og han skjulte maaske kun sin Ærgrelse over deres formodede Misbilligelse med at udmale, hvor de vilde forarges over alle de »raffinerte Tricks og Djævelskaber og Fernisser og Lasurer«, han brugte.

Bænk i Sne.

Ti han var stolt af denne sin »Fordærvelse«. Han var aldrig saa glad som naar han havde gjort noget, der var rigtig halsbrækkende; han havde Fremgangsmaader, hvor han lang Tid i Forvejen begyndte bag paa Lærredet, andre med en mystisk Masse, hvori han dannede næsten et fladt Relief, som saa blev overtrukket med matte Farver, der pludselig blev glimrende, naar de fik en egen Fernis. Han elskede sin Kunsts Midler og Teknik, selv sine Redskaber, Paletten og Penselen, der blev levende i hans Haand, som Kaarden i Fægterens, saa den dansede hen over Lærredet med en aldrig svigtende Sikkerhed; — alt imedens han snakkede og spøgede, arbejdende tilsyneladende uden Besvær og uden Eftertanke, — men ogsaa kun tilsyneladende.

En Række af disse Arbejder skaffede ham ny Berømmelse, efter at han først med sine Snebilleder og Elve havde gjort sig gældende som en af Evropas største Landskabsmalere; der var de tre verdensberømte »Broer i Verona« (der ikke gjorde Lykke paa en Udstilling i København for nogle Aar siden), der er hans Maaneskinsbilleder, Torvet i Dieppe, og især Marmorporten (kendt ogsaa fra en Farveradering, der dog staar tilbage for Billedet), alle blandt hans bedste Arbejder, og alle fra den sidste halve Snes Aar.

Han betragtede selV disse Værker som sine ypperste, — de er det maaske ogsaa, trods Snebillederne fra Firserne, — og han fordømte ofte stærkt sine ældre Arbejder. Han var for Eksempel meget stødt over, at Galleriet i København ad privat Vej havde erhvervet sig Billedet fra »Amerikavej«, — »det gamle Fillebillede«, som han kaldte det, »fælt og svart og haardt«, og beklagede, at Musæet ikke heller havde henvendt sig til ham selv, saa skulde det have faaet et af hans allerbedste.

Men maa disse raffinerede Billeder maaske gælde for hans Kunsts Blomster, bør man ikke for dem glemme deres sunde og kraftige Rod — det utrættelige Arbejde i Naturen; der har næppe nogensinde været en saa ivrig Friluftsmaler som han; der var ikke det Vejr, der kunde standse ham, ti hvordan det end var, mødte han det forberedt, idet han havde et Billede staaende paabegyndt til enhver mulig Belysning: Et Morgen-, et Middags- og et Aftenbillede med Sol, et Graavejrsmotiv, et Skumringsbillede, undertiden flere af hver Art, og var det Fuldmaane, klagede han over heller ikke at have Fred om Natten, men at han maatte ud med Lygte.

Han havde da aldrig noget Paaskud til ikke at arbejde — og han søgte ikke heller noget saadant, med sin uhyre Arbejdskraft kunde han gaa hele Rækken igennem, næsten uden at unde sig Hvile, og saa endda skrive eller spille Violoncel om Aftenen.

Rindende Vand var som bekendt en af Thaulows Specialiteter.

Han slog sig gerne ned i en eller anden lille Landsby i Nord- eller Sydfrankrig, i Norge eller Holland, og blev overalt for en Tid Befolkningens Midtpunkt; med Ærefrygt opbevarede de indfødte hans Lærred og var stolte af at laane ham Stolen, han sad paa; og saa sad han i Timer, iført Træsko, Fløjls-Knæbukser, en frygtelig, gammel Overfrakke og Kasket med Touring Clubs Medlemsmærke. Vejret var ham ganske ligegyldigt (undtagen naar det passede daarligt til hans Motiv), i Regn og Blæst eller iskold Taage sad han støt paa sin Stol, og hans Pensel vandrede rolig fra Paletten til Lærredet og ramte nøjagtig, hvor den skulde. Hans Sikkerhed var forbløffende, — han gjorde næppe nogensinde en eneste Rettelse. Derfra stammer vel for en stor Del den henrivende Friskhed, som saa ofte kendetegner hans Skitser, — der er netop over dem den Naturens improviserede Uoverlagthed, der altfor ofte gaar tabt i Malerier, selv naar de males færdig ude.

Hans Motiver var ofte næsten utilgængelige og meget vanskelige at finde; han havde, foruden sin store Erfaring, en Art Sporsans til at vide netop hvilken Gyde eller Port en lang Landsbygade, han maatte ind ad for at finde det, han søgte, og naar han havde det, var der ingen Vanskeligheder, der holdt ham tilbage — med et af Stolens Ben ude over en rivende Strøm og en Mand til at holde Lærredet — til Ankers midt i en Fos — paa et Par Brædder midt i en Sump, hvor Vandet stod oven ind i Træskoene — alt var ham ligegyldigt, bare han fik sit Arbejde gjort.

Ofte gik Arbejdet for ham med Virtuosens legende Lethed, men oftere voldte det ham Hovedbrud at faa magtet Stoffet, dette første Livtag Med det, inden han havde fundet den Vej, han skulde frem ad.

Naar han først langsomt og eftertænksomt med Spidsen af sin Spadserestok i Luften havde afgrænset Motivet, tegnede han flygtigt Konturerne op og dækkede derpaa Lærredet med varme, bløde brune Toner, hvori Lysværdierne stod let angivne; saa kom det vanskelige øjeblik, naar de første lyse kolde Toner skulde sættes — gerne nogle Pletter Vert Véronése og en lys, graa-grøn Murflade eller lignende; stod det smukt, var han fornøjet, og Resten gik hurtigt og let, medens han snakkede med Bønderne og deres Unger — han lærte paa to Dage deres Maal.

Og saadan gik det Dag efter Dag med ustandseligt Arbejde, blot afhængig af Vejrets Skiften; han begyndte paa store Lærreder, gjorde dem færdige, begyndte paa andre, malede ind imellem Smaastudier — og overraskede endda ofte sine Omgivelser med den næstsidste Dag (gerne i Slutningen af November), at komme med Ting, de ikke anede, for at faa det altsammen indpakket. Undtagen undertiden een Skitse; den sad han og malede paa Landevejen til Jernbanen, arbejdede rolig til det sidste Minut, til Dagvognen tog ham op; saa rejste han til Paris i Træsko og med et vaadt Billede i Haanden som Haandbagage.
Han troede paa Arbejdet, elskede det og agtede det, lige saa ubetinget som han ringeagtede Dovenskaben. Han kunde endda overdrive dets Værd, som naar han sagde: »Jeg har ikke Gnist af Talent, det er Arbejde altsammen.« Selv om han nok her har ladet sig bevæge af sin drilske Lyst til at sige det uventede, udtrykker disse Ord ikke desto mindre dybtliggende Karaktertræk hos ham; han vendte stedse tilbage til dette Emne, og det har næppe udelukkende været Lyst til at forarge, naar det morede ham at sende et helligt svensk Blad følgende Svar i en Enquete om det evige Liv: »strængt Arbejde er det bedste Middel mod Tanken om Livet efter Døden«.

I Landsbyen Volendam i Holland faldt Fritz Thaulow saa at sige paa Valpladsen, midt i det Arbejde, der var ham dyrebart som Livet selv. Men efter Døden lever hans Navn, langt ud i Fremtiden vil det glide, baaret af hans Livsværk, der kan lignes med det rindende Vand, han malede helst og bedst —ikke det dybe, uudgrundelige Vand, der fylder Menneskene med Undren og Gru, men den muntre, legende og frugtbargørende Strøm, der volder dem Glæde.
[/wpex]


København, 12. september 1910.

Urban Gad er nu bleven Forfatter af levende Billeder og har til “Kosmorama” skrevet et københavnsk Stykke, “Afgrunden”, der har Premiére i Dag.
Hovedrollerne i “Afgrunden” spilles af københavnske Skuespillere, bl. a. Poul Reumert, der her for første Gang er paa Film. Det er blevet optaget specielt for “Kosmorama”, som bliver det eneste Sted her i Byen, hvor det forevises.


København, 13. september 1910.

Scene-Manege-Koncert
“Afgrunden”.
Det var et repræsentativt og taknemligt Publikum, der i Gaar efter Indbydelse havde givet Møde i “Kosmorama” for at overvære Førsteopførelsen af Urban Gads Drama i levende Billeder.

Det var Olaf Poulsen og Lindstrøm og Zangenberg og Hofmann og Frue og Fru Emma Gad og mange andre. Spændingen var stor, og den udløste sig i taknemlig Munterhed, da man saa Robert Dinesen og Frøken Asta Nielsen som et ungt forelsket Par drikke Kaffe hos Josty.

Der var naturligvis mørkt i Salen, saa vi kan ikke bestemt sige, hvem af de glade Tilskuere det var, der, da Frøken Nielsen vat gaaet, og Hr Dinesen tog i Lommen for at betale for Kaffen, udbrød halvhøjt:
Saa, nu kniber det!

Man gættede paa Olaf, men Olaf faar jo ligesom Wessel Skyld for at have sagt saa meget, som han aldrig har tænkt paa at sige.

Hvem nu end den lidt nærgaaende Bemærkning skyldtes, maa det siges, at den gjorde megen Lykke. Lystigheden var paa dette Tidspunkt saa stor, at det virkelig saa lidt betænkeligt ud for Dramaet som Drama betragtet, men efterhaanden tog det ikke særlig originale, men ret behændigt udnyttede Emne Interessen fangen, og Latterklukkene blev færre og færre, indtil de tilsidst helt hørte op.

Man fulgte med Medfølelse Frøken Asta Nielsen paa hendes Vej ned mod Samfundets Dybder. Man undrede sig noget over, at Poul Reumert er i Besiddelse af en saa dæmonisk Magt over et Kvindehjerte og morede sig over Stribolt som en erfaren Kellner paa en Forstadsvarieté. Alt i alt, er “Afgrunden” af en ikke ringe Virkning og vilde være andnu bedre, dersom man tog den alt for lange “Gaucho Dans” bort.

Der er ingen tvivl om, at “Kosmorama” vil faa Hus i de kommende Dage til sit nye store levende Billede.
Consin.


AFGRUNDEN
af Urban Gad med Asta Nielsen
Afgrunden af Urban Gad med Asta Nielsen
Den nyrestaurerede film, kan ses her på Stumfilm.dk.

Læs også om “AFGRUNDEN” fra 1910 i Filmdatabasen


afgrundsdans
Asta Nielsen og Poul Reumert dansker Apachedans i “Afgrunden”. Tegning af Urban Gad.

Dannebrog, 13. september 1910.

Kosmorama mødte i Gaar med den i Dannebrog udførligt omtalte nye danske Kunst-Film Dramaet “Afgrunden” af Hr. Urban Gad. Det lille Theater kunde notere en smuk Sukces.

“Afgrunden” har ikke mindre end 50 Afdelinger – et Bevis for, hvilke Anstrængelser der kræves for at optage et saadant Billede – og Handlingen udvikler sig saa naturligt, at Tilskuerne virkelig bliver grebne. Hertil bidrager i høj Grad Udførelsen; at Poul Reumert vilde være fortræffelig som den dæmoniske Cowboy, kunde man næsten sige sig selv. Frk. Asta Nielsen virker højst tilforladelig som den unge Musiklærerinde, medens Hr. Robert Dinesen er den personificerede Ædelhed.

Optrinene paa Sporvognen og i Jærnbanetoget er af stor Virkning.

*

1911 – FLERE FILM

Aarhus Stiftstidende, 9. maj.

“Kunst” i “Fotorama”.
“Fotorama” foreviste i Gaar et Billede, “Det hede Blod”, som der forud var reklameret kraftigt for og som der forud var reklameret kraftigt for og som med store og fede Bogstaver benævntes Kunst-Film. Forfatteren er den kendte Admiralinde Gads søn, Peter Urban Gad, og en københavnsk Skuespillerinde, Frk. Asta Nielsen, spiller en større Rolle i Stykket. Hovedrollen udføres af en Divan, der samtidig angiver Karakteren af Stykkets Handling. Det er én Raahed fra først til sidst. End ikke en yderst realistisk Voldtægtsscene mangler i denne Kunstfilm. Man maa undres over, at Censor ikke i det mindste har strøget denne Del af Raaheden. Men i endnu højere Grad maa man undres over, at “Fotorama”, hvis Aktionærer jo bestaar af velansete Borgere i Byen, har Dristighed til ganske samvittighedsløst at drive en saa usminket Spekulation i kønslig Raahed under den mistbrugte Kunsts Maske.
Se “Det hede Blod” i Filmdatabasen


DEN SORTE DRØM
af Urban Gad med Asta Nielsen
den sorte drøm
Den nyrestaurerede film, kan ses her på Stumfilm.dk.

Læs også om “DEN SORTE DRØM” fra 1911 i Filmdatabasen


Nationaltidende, 15. december 1911.

hvori man ser de to unge Skuespillere Poul Reumert og Einar Zangenberg paa Flyvemaskiner udkæmpe en Væddekamp i Luften, opførtes i Gaar for første Gang i Kosmorama.

Stykket handler om Kærlighed og Penge. Dets Hovedpersoner er to dygtige Flyvere, Vidart og Aubert. De har begge Mod og Villie, Nerver som staal og Aandsnærværelse – og Aubert har desuden et varmt Hjerte. Skønt han er forlovet med en smuk ung Pige, forelsker han sig i en anden, Vidarts Søster. Hun gengælder hans Følelser; men hendes Broder, Flyveren, vil ikke have sin farligste Konkurrent fra Flyvepladsen til Svoger og afviser hans Frieri, ogsaa af moralske Grunde, da Aubert jo allerede er bunden.

Paa Flyvepladsen kommer det til en spændende Væddekamp mellem de to Flyvere. For Vidat, som har forskrevet sig til en Aagerkarl, gælder Udfaldet Liv eller Død, Ære eller Vanære. Han maa have Præmien for at kunne indløse en kompromiterende Vexel – og kan faa den paa den Maade, at Aubert ædelt opgiver Kampen og med Villie lander, netop som han er ved at sejre.

Dermed har han besejret baade Vidarts Modstand og hans moralske Anfægtelser; og Frk. Vidart kaster sig om hans Hals og giver ham det Kys, der afslutter enhver god, dramatisk Film.

Skuespillet er flot Iscenesat af Hr. Urban Gad, og Herrerne Reumert og Zangenberg klarer overlegent dets mimiske Skær. De luftsportslige Vanskeligheder har Iscenesætteren delt saaledes mellem dem, at Hr. Zangenberg, som virkelig gaar til Vejrs, ikke helt kommer til at gøre den jordbundne Hr. Reumert til Skamme. Ved Hjælp af et lille teknisk Snyderi har han faaet det til at se ud, som om de begge fløj.

Se “Den store flyver” i Filmdatabasen

*

1912 – BRYLLUP MED ASTA NIELSEN OG FILM I UDLANDET

Asta Nielsen
FRU ASTA NIELSEN-GAD I KINODRAMAET “DØDNINGEDANSEN”.

Maaneds-Magasinet, 1912 (968).

DET kom som noget af en Overrumpling for det danske Publikum, da man for et Par Aar siden pludselig fik Forstaaelsen af, at Frk. Asta Nielsen var en Skuespillerinde, der maatte regnes med, eftersom hun nød Berømmelse hele Verden over. Den hidtil lidet kendte Skuespillerinde, der paa Det ny Teater havde haft sit vanskelige Organ at kæmpe med, havde vist sig at sidde inde med alle de særlige Egenskaber, der er af Betydning for Filmsskuespillenes stumme Fremstillere: en slank Skønhed, en levende Mimik, mørke, dybe, glansfulde Øjne, der gør sig paa et Fotografi, et Mod til at gaa paa og spille løs, selv i Situationer, der frembyder virkelig Risiko, og endelig en utrættelig Energi, der satte hende i Stand til at overvinde alle de særlige tekniske Vanskeligheder, som denne ny Kunstart er saa rig paa.

Hun havde det Held i Peter Urban Gad, den nu saa bekendte Filmsforfatter og Sceneinstruktør, at finde en Mand, der kunde og vilde komponere de Roller, hun havde Brug for. Under et stadigt Samarbejde har de to unge Talenter kæmpet sig frem til deres nuværende anerkendte Position. Uden altfor megen Højtidelighed har de begge stræbt at holde Kunstens Fane saa højt, som det overhovedet er muligt indenfor denne specielle Underholdningsgenre, og Meddelelsen om, at de to gode Arbejdsfæller havde slaaet sig sammen som Ægtefæller, blev af deres Landsmænd modtaget med udelt Sympati og Forstaaelse.


Lolland-Falsters Tidende, 12. maj 1912.

Et Filmsbryllup blev i Lørdags fejret i Admiralinde Emma Gads Hjem, idet hendes Søn Urban Gad blev viet til den berømte Filmskuespillerinde Asta Nielsen. Hr. Gad er ansat som Direktør for et tysk Filmsselskab, hvor den nygifte Fru Gad er engageret for en Gage af 40,000 Kr. aarlig. Lige til det sidste anede de indbudte i F. Pol. intet om, at Gæstebudet var Bryllup, men troede, det var et Aftensgilde.

Aarhus Stiftstidende, 13. maj 1912.

Asta Nielsen er forsvundet. Den evropæiske berømtheds Navn vil ikke mere høres – i den Form. Hun har nemlig giftet sig med sin Instruktør, Admiralinde Gads Søn, Urban Gad. Herhjemme ser man hende af og til paa en Film, der altid viser hende fra den fortræffeligste Side som det stumme Teaters Kunstner, og altid – uvægerlig altid – faar mangfoldige Mennesker til at gnide deres Øjne og spørge:

Hvor er det muligt? Herhjemme Statistinde paa en Sultegage, og derude berømt og feteret – selv om Feteringen jo erfaringsmæssigt altid bliver større paa Afstand – og med svimlende Gage.
Verden er nu besynderlig!

Aalborg Amtstidende, 14. maj 1912.

Films-Bryllup. – Films-Primadonnaen Asta Nielsen vies til Films-Forfatteren Urban Gad. – Et anonymt Bryllup.
Pastor Olfert Ricar, København, viede i Lørdags i sit Hjem Filmsskuespillerinden, Frk. Asta Nielsen til Maleren og Forfatteren Peter Urban Gad, og Søndag Formiddag rejste de nygifte til Berlin, hvor de foreløbig vil indrette sig et Hjem i Grosse Beerenstrasse. Fru Asta Urban Gad, som selvfølgelig paa Biografteater-Plakaterne vil beholde sit Pigenavn: Nielsen, det hvorunder hun er bleven verdensberømt, skal i den kommende Tid tiltræde en Række store Engagementer for Kinoselskaber i Tyskland og Spanien.

Brylluppet fandt ifølge “Riget” Sted under stor Hemmelighedsfuldhed, at Parret Lørdag Aften, altsaa paa selve Bryllupsdagen, , havde indbudt en Kres af sine bedste Venner til Middag i Admiral Gads Hjem, uden hverken forud eller ved selve Middagen at røbe for Gæsterne, hvilken Forandring det var foregaaet med Films-Dusens Frøkentitel. Bryllupsfesten forløb derfor ganske som en almindelig Aftenfest.

I Anledning af Brylluppet bringer “Politiken” følgende Poem:
Her sættes Lykken ej paa Spil
for Hustruen og Manden,
selv om en Scene af og til
de laver med hinanden.

Paa Biografteatrene kende Aalborgenserne Asta Nielsens udtryksfulde Ansigt. Hun spiller Hovedrollen i Filmen “Den store Elskov”, som i disse Dage gaar paa “Fotorama-Teatret” i Aalborg.


Social-Demokraten, 6. juni 1912.

Proletarpigen,
et moderne Livs-Billede, hedder en ny Film i Panoptikon-Teatret, som er forfattet af Urban Gad, og hvori hans Hustru, født Asta Nielsen, spiller Hovedrollen.

I en Række meget virkningsfulde Billeder oprulles Proletarpigen Liv: hendes Opvaagnen i det fattige Arbejderhjem, hvor hun tager sig af sine smaa Søskende, hendes Morgengærning med at vaske Trapper i det fine Hus, hvor hun træffer sin Skæbne I Skikkelse af en hjemvendende Levemand, der bliver hendes Elsker, og saa hendes dybere og dybere Synken gennem Variété og Natbeværtning til hendes Død i Sneen paa den øde Mark.

Fru Asta Gad fremstiller denne unge Pige ganske fortræffeligt, med en meget levende og naturtro Beherskelse uden melodramatiske Midler. Det er sikkert hendes bedste Ydelse om Films-Skuespillerinde indtil Dato. Men ogsaa den øvrige Udførelse — af tyske Skuespillere — er god.



Silkeborg avis, 19. juni 1912.

“Landevejens Pige”
hedder et 3 Akters Skuespil, som i disse Aftener opføres i “Biografteatret”. Skuespillet er iscenesat af Urban Gad, og Hovedrollen, Sigøjnersken Luscha, udføres af den berømte Films-Stjerne, Fru Asta Nielsen-Gad.


Horsens Folkeblad, 18. juli 1912.

Asta Nielsen filmer i Spanien.
Asta Nielsen, den danske Skuespillerinde, som nu ganske har helliget sig Kino-Kunsten, og som kalder sig for “Kinoens Duse” paa Grund af sine store Sejre som Filmsskuespillerinde, begiver sig if. Bt i næste Maaned med en Trup paa 20 Kinoskuespillere fra København til Spanien, hvor der skal optages en Serie Tyrefægtningsdramaer i spansk Miljeu for Filmskompagniet.I den kommende Vinter vil Kunstnerinden vende tilbage til den egentlige Scene. Der forberedes en Tourné gennem Tyskland og Østrig, hvor Asta Nielsen med et lille Ensemble vil bringe til Opførelse tre Pantomimer, hvis Forfatter er hendes Mand, Hr. Urban Gad.



Nationaltidende, 26. august 1912.

En ny Asta Nielsen-Film forevises i Formiddag af Phønix-Theatret i Falkoneralleen.

Filmen, en Kærlighedstragedie, er skrevet og iscenesat af Hr. Urban Gad, som utvivlsomt paa dette Omraade sidder inde med det europæiske Mesterskab. Den hedder “Unge Hjerter”, og dens Hovedpersoner er en fornem ung Englænderinde, Miss Man, som paa en Lystrejse kommer til Spreewald med sin Fader, og en Baadfører, Mor, en køn og rask Fyr, der under det daglige Samvær med den engelske Turistfamilie vinder den unge Piges Kærlighed. Foruden den Standsforskel, der er imellem de to Elskende, er der endnu en Hindring, som skiller dem: en Rigmand har anholt om Miss Mans Haand hos hendes Fader og faaet hans bestemte Ja.

Saa flygter Miss Man og Max sammen, og deres Flugt er den egentlige Tragedie, der ender med, at hun drukner sig i Spreefloden, hvor hendes blomstersmykkede Lig ligesom Ofelias bære oppe af Vandet, indtil hendes Slægtninge finder det og angrer deres Grumhed. Paa den sidste Reise staar Mor som Baadfører, alene og sønderknust ved hendes Kiste.

Denne Film kommer den virkelige Skuespilkunst saa nær, som de levende Billeder paa Kinematografiens nuværende Standpunkt kan komme den. Fru Asta Nielsen-Gad passer med sine markerede Træk ikke særligt til den unge Piges Rolle, men de tragiske Slutningsoptrin, hvor hun forfølges som et jaget Vildt og styrter sig i Bølgerne, udfører hun saadan, at man forstaar, hun stadig kan hævde sin Førsteplads mellem det stumme Theaters Skuespillerinder; og hun har udmærkede Medspillende i tre Kunstnere fra nogle af Berlins bedste Scener – navnlig i Hr. Carl Clewing fra Køniglichtes Shauspielhaus. I den tyske Hovedstad er det aabenbart ikke dem, Hr. Johs. Poulsen lejlighedsvis i et Blad kaldte “Skuespillerproletariatet”, der filmer.

De levende Dekorationer, en Række Udsigter over Spreewald med blomstrende Aakander paa Flodens Sidekanaler og med Kratskov og Fiskerhytter langs Kysten, danner de nydeligste Landskaber omkring Tragedien, som den nye Direktion i det lille Billedtheater har sikret sig for at have en fin Start.


Randers Dagblad, 11. september 1912.

Aalborg Amtstidende, 9. oktober 1912.
Fru Asta Nielsen Gad, den berømte Filmsskuespillerinde, er for Tiden sammen med sin Mand, Peter Urban Gad, hjemme i København hos dennes Forældre, Admiralen og Fru Emma Gad.
Fru Asta skal for Tiden være oppe paa en Gage af 60,000 Mark, siges der.

Berlingske, 12. oktober 1912.
Forfatteren Urban Gad og Fru Asta Nielsen-Gad, der har aflagt en lille Efteraarsvisit i Kjøbenhavn, er idag rejste tilbage til deres Hjem i Berlin.

Aarhus Amtstidende, 13. oktober 1912.

Den mest verdenskendte af alle danske Skuespillerinder Asta Nielsen Gad er atter kommen til København paa en kort Visit og bor Ugen ud sammen med sin Mand Forfatteren Peter Urban Gad hos dennes Forældre Admiralen og Admiralinden i deres Lejlighed i Dronningens Tværgade.

Som Verdens højst lønnede Filmsskuespillerinde (60,000 Mark Minimum) har Fru Asta krav paa et Interview, som “Pol. har foretaget pr. Telefon.

Ja, vi kommer altsaa fra Spanien og Marokko, sagde Fruen.
– Hvad skulde De der?
– I Sevilla spillede jeg Hovedrollen i en ny stor Film, som Peter Urban har skrevet.
– Spansk Kolorit?
– Ja. De kan tro! Tyrefægtning og det hele. Men jeg maa indrømme, at Tyrefægtninger er væmmelige.
– Besvimede De?
– Nej, jeg gik min Vej for ikke at besvime. Men jeg blev dog den første Tyr til Ende. Vi var der sammen med et stort Selskab andre Udlændinge. Det er Reglen, man bliver, til den første Tyr er dræbt; saa har man set og kan senere tale med om det.
– Er det sandt, De gaar til Varieteen?
– Ikke til Varieteen. I alt Fald ikke foreløbig. Men jeg forbereder en stor Theater-Tournee, hvor jeg skal optræde i Pantomimer paa Scener i Tyskland, Østrig og Rusland.
– Hvordan er det at tjene saa mange Penge?
– Skrækkeligt. Men dejligt. Jeg tjener saa mange, at jeg er begyndt at gaa daarlig klædt. For nu synes jeg, jeg har Raad til det.
– Har De huller paa Skoene?
– Ikke ligefrem Huller, men skæve Hæle.
– Jeg synes de ler i Telefonen.
– Det er min Mand.


Aalborg Stiftstidende, 23. november 1912.

Fru Asta Nielsen filmer bestandig i Klubhavens Biografteater, og hendes store Publikum følger med Interesse den sjæl- og temperementsfulde unge Dame gennem alle de sindsvage Situationer, Peter Urban Gad udspekulerer. Men Peter Urban er fuldstænsig aandsforladt og misbruger den Kvinde, der har knyttet sin Skæbne til hans. Det ender med, at ingen gider se Fru Asta, fordi Hr. Gads Komedietøjeri jager Publikum bort.

Det er et tyst Billede. og det er som Billede betragtet udmærket, det er dygtig gjorte fotografiske Optagelser, og Fru Asta fylder sine Scener med Kærlighed, Trods, Had, Sorg, Modbydelighed og Kærlighedens Glæde igen, og Fru Asta er hele Filmen. Det er jo hendes Styrke og det, hun bliver kongeligt betalt for. Nu er imidlertid Peter Urban Gad siden Ægteskabet allerede saa vidt, at supplerer sin egen Aandsforladthed ikke blot med pragtfulde Hatte til Fruen, men hendes Nøgenhed fra Taaspids til Midie er gjort til den fornemste Tiltrækning. Men det er sandelig ikke i Ben og Bag, hun har sin Charme. Fru Asta Nielsens Styrke er Sjælelivets ydre Afspejling.

*

1913 – ASTA NIELSEN FILM

Esbjerg avis, 11. april 1913.

“Filmens Duse” som Hertuginde. Maaske bliver det sidste Kapitel af den mærkelige Livsskæbne, der hedder Asta Nielsen. Mærkeligere og mere æventyrligt end de Films den berømte Kunstnerinde har spillet. Det fortælles nemlig, at Fru Asta Nielsen, der som bekendt er gift med Forfatteren Urban Gad, agtede at lade sit Ægteskab opløse for at trække sig tilbage fra Filmen og indgaa nyt Ægteskab med en tysk Hertug. Hvorvidt dette Rygte taler sandt, har vi ikke kunnet faa konstateret, men selv om det ikke er Tilfældet, er der Anledning nok til i disse Filmsraseriets Dage at ridse Asta Nielsen mærkelige Skæbnelinier op.

Det er ikke mere end 4-5 Aar siden, Asta Nielsen tournerede i Provinsen og hun gjorde Lykke til Husbehov. Da “Det ny Teater” i København aabnede var Asta Nielsen knyttet dertil, men efter en Sæsons Forløb forlod hun Teatret og stod uden Engagement. En Dag traf hun tilfældig Direktør Constantin Philipsen, den nuværende Leder af Paladsteatret. Han agtede at spille en af de første danske Kunstfilm, “Afgrunden”, skrevet af Urban Gad, og han tilbød Frk. Asta Nielsen at forsøge sig. Den unge Kunstnerinde slog til. For et Honorar af 200 Kr, filmede hun den kvindelihe Hovedrolle i “Afgrunden”, og dermed havde hun taget det første Skridt paa Verdensberømmelsens Stige. Hun blev sammen med Urban Gad knyttet til det tyske “Bioscopgesellschaft i Berlin, og i Løbet af et Aarstid havde den tidligere danske Statistinde en Aarsgage paa 60,000 Mk. Asta Nielsen filmer overalt i Verden. Snart er hun i Spanien, snart i Wien, snart i Berlin, og en enkelt Gang tager hun en Afstikker til København. Forlængst er hun verdensberømt. “Pa the freres” købte for nogle Maaneder siden 12 “Asta-Nielsen-Film” endnu inden de var skrevne, blot paa den danske Kunstnerindes Ry, og Honoraret for disse 12 Films udgør over 1 Milliuon Mark.

I Løbet af Faa aar er Asta Nielsen avanceret fra Statistinde i Millionær, og nu vil Rygtet gøre hende til Hertuginde. Er hendes Karriere ikke æventyrligere end den mest spændende Film.


Berlingske, 13. april 1913.

Naar man saa ofte ser Overskriften Filmeventyret rundt om i Bladene, saa er der kun faa Tilfælde, hvor dette Udtryk slaar saa godt til som ved Asta Nielsens Livsskæbne. Den er Eventyret om Den grimme Ælling om igen. Her hjemme i hendes Fødeby var hendes Ungdom fattig og trang. Hendes store Evner var ukendte af Publikum og upaaagtede af Teaterfolk, der ganske vist nok kunde se dem, men ikke brød sig om at udnytte dem, fordi hun var ubekendt og ubeskyttet og ikke raadede over noget som helst i Retning af Reklame og Bladomtale. “Hun har Talent,” sagde de, “men hun er ikke køn og hendes Stemme er ru.” Naa, nogen straalende Apparition var hun for saa vidt heller ikke dengang med den lille slidte Kjole og det blege Ansigt, der fortalte tydeligt nok om vanskelige og ublide Kaar. Men den, der talte med hende og forstod sig paa Sagerne, var ikke længe om al opdage, at der her fandtes ualmindelige Evner og et sjeldent Blik for sand og ægte Kunst.

Da alt syntes at være paa det værste og alle Sunde lukkede, fik hun og hendes nuværende. Mand, Urban Gad, der som Følge af en Teaterkatastrofe ligeledes stod paa bar Bund, den Idé at lave en Film sammen, saaledes at han skrev den og satte den op, og hun spillede Hovedrollen. Den hed “Afgrunden”, gik paa Kosmorama og gjorde allerede her i Byen stor Lykke, fordi det var den første originale Film, der baade i Retning af Spil og scenisk Tilrettelægning var Præget af kunstnerisk Kultur. Herfra gik den paa Vandring rundt i Landene og mange Penge tjentes paa den, ikke af de to Hoved-Udøvere, men af dem, der handlede med den.
[wpex more=”Læs mere” less=”Læs mindre”] Dette første kunstneriske Held gav dem naturligvis Lyst til at gaa videre. De forsøgte at danne et lille Konsortium med tilstrækkelig Kapital til Frembringelse af fem nye Films, men da Fremsyn jo som bekendt ikke er nogen særlig dansk Egenskab, tvertimod, saa havde Ingen her hjemme Tillid til deres Evner — man trak paa Skulderen og lod dem gaa. Ikke saa i Tyskland. Der har man bedre „flair”. En Dag fik Urban Gad et Kort, hvorpaa der stod: “Har set Deres Film. Ønsker at tale med Dem. Vær paa Stationen Fredag Kl. 11 og læg Mærke til en Herre, der holder et løftet Postkort.” Da der jo ikke var noget at tabe ved at gaa derud, gav den unge Kunstner Møde, og fandt ganske rigtig Manden. Det var en Udsending fra det uhyre rige og store Frankfurter Selskab “Union”, der alene ejer op imod 70 Kinoteatre i Tyskland, hvoraf adskillige i Berlin.

“Hvis De og den Skuespillerinde, der spillede i Deres Film vil knytte Dem til os,” sagde Udsendingen, “saa vil vi danne et separat Verdenskonsortium paa hende og Dem alene. Kom til Frankfurt paa Torsdag Kl. 2 til et Direktionsmøde og lad os faa Sagen afgjort.” De rejste naturligvis dertil, og det for deres sidste Skillinger. Og dermed voksede Asta Nielsen, den lille grimme Ælling, til en Svane. Hun hævede sig paa brede hvide Vinger og fløj ud i Verden til en straalende Løbebane og en enestaaende Popularitet.

I alle Lande, civiliserede og eksotiske, pranger nu hendes og Urban Gads Navne paa Kæmpeplakater, og en statistisk Opgørelse har vist, at gennemsnitlig halvanden Million Tilskuere daglig ser hende i ca. 600 Teatre, hvoraf adskillige i Tyskland bærer Navnet: Asta Nielsen Lichtspiele.

Aftalen med “Union” blev den, at Separat-Konsortiet fik Navnet: Internationale Filmvertrieb med Centralkontorer i Berlin, og at der foreløbig i tre Aar kontraktmæssigt skulde leveres 8 Films pr. Sæson skrevne og iscenesatte af Urban Gad med Asta Nielsen i en Hovedrolle. Den første Serie er nu ude i Tyskland og kommer lidt efter lidt frem i alle Lande. Paa Paladsteatret, som har erhvervet dem for Kjøbenhavn, mangler endnu tre, Dødedansen, Fædrenes Synder, der af Asta Nielsen selv betragtes som hendes bedste kunstneriske Ydelse, og Død i Sevilla, en sjelden malerisk virkningsfuld optagen med stor Besvær og Omhu i selve Spanien og med det mest vekslende Indblik i det spanske Liv i Sevillas Haver og Søjlegaarde, Tyrefægterstalde og Markedspladser. Det første, Kunstnerinden gjorde, var at købe spanske Dragter og tage dem paa, og i den Grad forstod hun at gøre sig til eet med Omgivelserne, at hun fra Morgen til Aften færdedes paa Gader og Forlystelsessteder med Mantille og Vifte, uden at et Menneske gav Agt paa hende, fordi hun aldeles lignede de andre smukke sortøjede Donnaer. Hendes Evne til Omskabning er jo overhovedet forbløffende! Hvem vilde paa Forhaand kunne tænke sig, at den unge Galning i Ungdom og Daarskab og den syttenaarige Backfisch i Generalens Børn er det samme Menneske, som den smertefyldte Pjerrot i Komedianter.

Selvfølgelig har dette tilsyneladende saa staalende Liv sin Skyggeside. Det er uhyre anstrengende, ja, næsten uudholdeligt. Stabler af Breve, Blade og Postkort bunker sig op paa hendes Bord. Aftaler skal træffes, Overenskomster drøftes og Dragter gennemtænkes i de Timer, der burde være helligede den absolute Hvile. Saa helt og holdent gaar hun nemlig op i hver enkelt Opgave, lider og glædes sammen med den Personlighed, hun skal fremstille, at Arbejdet er mere angribende, end Nogen kan ane.

Saa er der en anden Ting, som vanskeliggør Sagen, og det er Censuren. Den er i Tyskland saa politimæssig plagsom, saa fuld af Reglementer og Forbud, at den næsten umuliggør enhver dramatisk spændende Handling. Naar man tror sig bedst færdig, hakkes det hele itu, og alting maa gøres om. Censurmyndighederne bryder sig ikke det mindste om, at et Kærlighedsdrab er udført med kunstnerisk Skønhed og Virkning. Der staar, at man maa ikke slaa ihjel og dermed Basta. Jo, det er sandt – Konens Elsker har Manden Lov at skyde – ogsaa paa en Film.

Disse evige Censurvanskeligheder gør undertiden Asta Nielsen træt af Filmen, og da denne jo ogsaa afskærer en Skuespillerinde fra den kunstneriske Stimulans det er at staa Ansigt til Ansigt med sit Publikum, er hun nu begyndt i de Maaneder, der er mindst egnede til Fotografering, at optræde i Verdensbyerne med eget Selskab i smaa Pantomimer, skrevne og iscenesatte af Urban Gad. Da hendes Navn paa Forhaand var saa kendt og hendes mimiske Evne saa overordentlig, var et heldigt Resultat næsten paa Forhaand givet. Begyndelsen er i dette Foraar gjort i Wien og Budapest og begge Steder har Begejstringen været overvældende. Intet Steds spiller maaske den stumme Kunst en saa stor Rolle som i Østerrig-Ungarn, fordi disse Landes Sprogblanding er saa forvirret, og intet Steds er derfor Asta Nielsen mere værdsat og elsket. Ved hendes Ankomst til Budapest omringedes hendes Automobil af en hurraraabende Menneskemasse, der reguleredes af en større Politistyrke, hendes Rejsepels blev flaaet i Stumper i Trængselen og en Mand faldt ned gennem Glastaget og saaredes slemt.

Hvori bestaar nu denne hendes enestaaende Evne til at gribe Sindene? Der er dog Saa mange udmærkede og teknisk dygtige Skuespillerinder. Ja — faa har vel det Herredomme over Midlerne som hun, men hendes Popularitet har vistnok sin dybeste Rod i hendes eget Hjertes Godhed og hendes Karakters Retliniethed. Disse Milioner af Mennesker, der ser hende, fornemmer vilkaarligt Slægtskabet mellem det, hun fremstiller paa Lærredet, og det, de selv føler i deres bedste øjeblikke. Instinktmæssigt fornemmer de hendes varmhjertede og moderømme Kvindelighed, hendes Afsky for det lumske og lave og hendes Trang til al værne de Forurettede og de Svage.
[/wpex] Og noget andet er der ogsaa, som føles — det er Samarbejdet med hendes Mand. Lige fra den første løselige Samtale om et Emne, kan han altsaa sige: “Kan Du gøre det eller det?” Og hun kan tænke over det og svare: “Ja, jeg tror, jeg kan,” eller: “Det lader sig ikke mimisk fremstille”. Deres Arbejde er saa nøje forbundet, saa supplerende. Han vilde ikke kunne gøre det, han gør, uden hende, og hun ikke sit uden ham, fordi der er den dybeste gensidige Forstaaelse af de Evner, der er tilstede hos den Anden. Det er derfor, der fremkommer et Fællesarbejde, — som er til Glæde for saa uendelig Mange.


Asta Nielsen og Urban Gad
Asta Nielsen og Urban Gad foran Glyptoteket, 1911.

Verden og Vi, 1913

Om Film og Kvindestemmeret.

Der løber en Film inde paa Paladsteatret, som alle skal se; og det er ikke underligt, for der er mange nye Triks – baade en Gummislange, som bliver ført ned i Maven paa en Stemmeretskvinde og Asta Nielsen med lyst Haar paa. – Den er digtet af hendes Mand, Hr. Gad og er udmærket opfundet, navnlig fordi den griber en af Tidens største Mærkesager ved Vingebenet og gør det at med Suffragetterne. – Paa nogle Hundrede Meter bliver den største Bevægelse i England gjort til Grin af Filmens Dronnings Mand. Prinsgemalen Gad. Forøvrigt er Stykket morsomt og flot smækket op og dygtigt sat i Scene; naturligvis kniber det altid, naar man har med tyske Artister at gøre, at faa en rigtig engelsk Smag over Scenerne – naa hvad, vi kender jo ogsaa fra vore egne Teatre, hvordan unge Skuespillere har svært ved at se engelske ud, skønt de gaar med hvide Gamascher paa begge Ben – men i denne Film gør det ikke engang saa meget, da Halvdelen af de Optrædende skal være temmelig grove og tysklignende Personer – nemlig alle Suffragetterne. Dette er en værre Samling Havgasser og Hystader, der bevæger en lyshaaret ung Pige til at slaa Ruder i Stykker og lægge en Bombe under en Ministers Stol, hvorpaa hun selvfølgelig bliver indtaget i højstsamme, faar Samvittighedsnag i et Aftenselskab og skaffer sig besværlig Adgang til hans Hjem ved Nattetid for at advare ham.

Hun kunde naturligvis ogsaa have ringet ham op i Telefonen og sagt Besked, men saa var Filmen blevet flere Meter daarligere. Derimod havde det været bedre, om hun – i Stedet for at køre hen til ham i en kedelig Automobil – var stormet ud paa Gaden, uden at kunne finde Vogn, og havde løbet stærkt nedringet gennem Fattigkvartererne (»Den unge Kvinde vil vove en Genvej«), hvor Whitechapels Uhygge forfølger hende, til hun endelig naar at frelse ham.
[wpex more=”Læs mere” less=”Læs mindre”] Men Digteren tager fuld kunstnerisk Oprejsning ved at tilføje en Scene, hvor man ser Primadonnaen gift med Ministeren og omgivet af tre søde Børn og i Seng med et fjerde; dette Billede hedder »Den Haand, som styrer Vuggen, styrer Verden«. Og saa bevæges Publikum af forskellige indvendige Rørelser. – Højst forskellige.
Men i hvert Fald, Suffragetternes Sag er filmet sønder og sammen af Hr. Gad paa en knap Kilometer.

Tanken er egentlig morsom, og man ser langt ind i Fremtiden, hvordan Biografteatret overtager den beskyttende Rolle, som Præster og Aviser har for Tiden; og er der noget, som de ikke kan klare – vil Socialisterne for Eksempel ikke makke ret – saa ringer man bare til Hr. Gad, der behændigt filmer Underklassen flad. – Man kunde naturligvis ogsaa tænke sig, at saadan en ung Idealist vilde sige: – Kvindestemmeret? Ja, hvorfor i Alverden skal de halve af Menneskene ikke have Lov at slaas for den samme Ret, som den anden Halvdel har? Og naar de stærkere bruger Magt, maa de svagere saa ikke bruge Vold? Saadan kunde en ren Romantiker som Hr. Gad godt tænke – i den naive Ridderlighed, der er de unge Kunstneres aller fineste Træk. Han kunde sige: – Ja, ganske vist ligger der en smart og indbringende Film i at gøre Sjov med Stemmeretskvinderne, for de er ikke populære; men det kan en ung Gentleman ikke være bekendt, ganske særligt, naar han er et moderne opvakt Hovede og af god Familje, hvor man plejer at tænke sig om og have sin egen Mening. Saa maa man lade den flotte Ide ligge.

Hvorfor har Hr. Gad ikke tænkt saadan? Er der ingen, som kan sige mig, hvorfor en ung Idealist ikke har tænkt saadan?
Den Gamle.
[/wpex]


Politiken, 9. juni 1913

Som meddelt ankommer i Aften Asta Nielsen Gad og Urban Gad her til Byen og agter en Maaneds Tid at tage Ophold paa Admiral og Admiralindens Villa i Humlebæk. Nogen egentlig Ferie er det dog ikke. Det bekendte Kunstnerpar ledsages nemlig hertil af en hel Trup, bestaaende af 6 tyske Skuespillere og 4 Teknikere, og endvidere medfølger Dir. Falck, Lederen af det store Selskab, der optager alle Asta Nielsens Films. De tyske Skuespillere vil blive indkvarterede paa Humlebæk Hotel.
Under Opholdet her er det Meningen at gennemstrejfe paa Bil de smukkeste Egne i Nordsjælland og at gøre dem til Skueplads for forskellige Scener i de ny Asta Nielsen-Films, der for Tiden er under Forberedelse. Det gælder for de internationale Filmsfolk om stadig at finde ny smukke Egne, og det store tyske Filmskompagni har nu ment, at det vilde være særdeles virkningsfuldt at kunne præsentere Films, tagne i den skønne nordiske Natur. Selskabet medfører derfor ogsaa hertil egne Biler til den forestaaende Kampagne.
Det bliver en livlig Maaned i Nordsjælland, specielt i Humlebæk!

Emma Gad HumlebækAsta Nielsen og Urban Gad i Humlebæk

Humlebæk, juni 1913.

Sommerresidensen i Humlebæk var af stor betydning for familien Gad. Fast sommeradresse hvert aar for Emma og Urban Gad.
Sommeren 1913 var ingen undtagelse, men den blev speciel paa det punkt, at sønnen Peter Urban Gad, under optagelser omkring Humlebæk, boede i byen sammen med hele sit filmshold.
Det gav ham den mulighed vi kan glæde os over i dag; at tage en lille ‘smalfilm’ af sine forældre i hverdagsepisoder. Det var absolut ikke en almindelighed i 1913 – og blev det vel først 50 år senere.

Asta Nielsen er med på den anden film sammen med sin datter og søster i Humlebæk. Derudover er der gode sommerklip i forbindelse med filmsoptagelser og et fint eksempel på kendisliv, der ikke er så forfærdelig anderledes i dag.

Se filmene her.


Horsens Folkeblad, 30. december 1913.

“Stemmeretsdamen” i Kosmorama.
Selvfølgelig skulde Stemmeretskvinderne ogsaa benyttes som Film-Motiv! Det var noget, der fulgte af sig selv, at et saa stor Bevægelse ikke kunde gaa ubenyttet hen for en smart Filmmand.

Det er Hr. Urban Gad, der har taget Idéen op og brugt Stemmeretskvinderne som Ramme om en Kærlighedshistorie.

Urban Gad har faaet alle Ingredienserne med i Blandingen – lige fra ituslaaede Vinduesruder til Sultestrejke og Bombeattentater; men dog er disse Ting det, der interesserer mindst i Filmen.

Tryk for stor annonce.

Det, der interesserer og underholder i denne Film, er selvfølgelig først og fremmest Asta Nielsens udmærkede Spil som den unge engelske Kvinde, der en Tid Hværves for Kvindesagen, men som til Slut indser, at “Kvinden skal regere – ikke ved Forbrydelse, men ved sit Hjærte”, og for den udmærkede Iscenesættelse.
Der er en Mængde ypperlige Billeder af engelsk High-Life og Landliggerglæder, der er Scener med en pragtfuld Mynde og sidst men ikke mindst er der ødslet med Børn i denne Film – de dejligste Unger i alle Aldre lige fra Spædbørn paa 2 Maaneder til guldlokkede Piger paa 14-15 Aar – og alle udmærker de sig ved en sjælden Naturlighed og Livlighed.

Alene disse Billeder er nok til at underholde – Stemmeretsoptøjerne er Tilgift!

*

1914 -DEN LILLE ENGEL

København, 13. februar 1914.

Paladsteatret havde I Aftes Premiere. Efter en Række mindre Numre, deriblandt et morsomt Behændighedseksperiment “Lulu vil have Hund”, præsenteredes en ny Asta Nielsen Film af Urban Gad. Den var rigtig nydelig. “Den lille Engel” handler om en ung Pige, som af lidt underlige Aarsager skal foregive at være 12 Aar for at arve en Onkel.

Hun maa gennemgaa Barnealderens Kvaler og Glæder om igen i en stumpet Kjole og helt skrue sin Udvikling tilbage til svundne Dukke-Tider.

Kun en Ting kan hun ikke skrue tilbage: sit eget balstyriges Hjerte. Det lever sin egen selvstændige Tilværelse midt i Barnekomedien, og det banker i Længsel og Kærlighed efter denne strenge Onkel, som dog er saa udmærket mod hende. Han efterstræbes af en Familie som trænger til Penge og vil have ham ind i sig som Svigersøn, og hun er fra sin Langkjoleperiode forlovet med Familjesønnen, – men det hjælper altsammen ikke:

Hendes Kærlighed tvinger hende til at sige til Onklen, at det er skam ham, hun elsker – og han forfærdes ved at staa overfor Overbevisningen om, at han elsker dette Barn, men gribes jo af en tilsvarende Fryd, da Hemmeligheden falder af hende som et Slør og hun staar i sin ungpigeagtige Fagerhed.

For hele denne udvikling fandt Asta Nielsen meget indtagende og søde udtryk under en sort midterskilt Manke, der rundede sig om Hovedet. Hun førte sig rigtig morsomt og agerede meget naturtro indenfor dekorative og smagfulde Sceneriers Ramme og havde en god Medspiller, der stilfuldt klarede den mellem sine mærkelige Følelser vaklende Onkel.

“Den lille Engel” faldt i høj Grad i Publikums Smag.
-to.

Den lille Engel
Fra optagelserne til “Den lille Engel”.
Klods-Hans, 26. juni 1914.
Tryk på overskriften og læs Det danske Filmsinstituts artikel om Urban Gad, med link til den spændende beretning fra 1914.

*

1915 – PETER URBAN GAD OG ASTA NIELSEN


Politiken, 10. januar 1915.

Hvorledes gaar det Filmen under Krigen? spørges der Gang paa Gang. Hvorledes er det med alle vore store Filmskuespillere fra Frankrig, Tyskland og England? Hvor er de henne? Skal vi aldrig mere se dem I nye Roller? Har Løbegravene taget dem? Eller vil de en skønne Dag dukke op igen og lave Films, saa Ole Olsen vil blegne og Philander og Olaf Fønns tabe Pippet. Vi ved ikke, hvorledes det vil gaa, men vi ved, at den største at dem alle, Asta Nielsen, heldigvis er I god Behold, og nu hører vi, et hendes Mand, den berømte Filmsforfatter Peter Urban Ged, i en ledig Stund tager til Østen. I Dag rejser Hr. Gad nemlig til Singapore og derfra til Bangkok. Saaledes skal man have det. For Urban Gad gælder ikke de klassiske Ord: „Hvor har han det fra —?” Alle ved, at Talentet han i Arv efter Moderen fik, som der staer skrevet den gamle Sang, og — det er jo heller ikke nogen Hemmelighed — at Ægteparret Gad har tjent mange, mange Penge ude I den store Verden, hvor Livet leves lidt raskere end herhjemme. Han kan sagtens tage sig en saadan lille Svip … Naar vi tænker paa de beskedne Tider, da Urban Gad var en — ikke lille — for han har jo altid været meget lidt lille — men en upaaagtet Films-forfatter, der forsigtigt vovede sig frem med et levende Billede. Og saa nu: Himlen tilgive os, om vi ikke synes, at det er godt gjort. Berømt fra Hav til Hav. Gift med en af de berømteste Kunstnerinder i Verden, feteret og elsket. Og I Dag rejser han paa en lille Fornøjelsesrejse paa en fem Maaneders Tid for at rekrerere sig!

Selvfølgelig ligger der noget bag ved, siger man. Og umuligt er det vel ikke, at Urban Gad kommer hjem med hele Hovedet fuldt af nye og besynderlige Ideer. Her Asta Nielsen nogen Sinde spillet en Japanerinde eller Kineserinde eller Pige fra Bagindien eller det dejlige Java?en? Never – som Alstrup siger. Meu det vil komme. Derfor er der vel nok Grund til et minde om, at Peter Urban nu motorer at Sted til det fjerne Østen og lader Krig vare Krig i det gamle og grimme Evropa.

Han er et lykkeligt ungt menneske.
Den tavse Mand.


Berlingske, 27. februar 1915.

Klods-Hans, 7. maj 1915.

Fra de Stummes Lejr
Asta Nielsen

Asta Nielsen er Filmens Duse, Hendes Gabriele d’Annunzio hedder Urban Gad. Naar hun ikke staar paa Plakaterne, men i sin Svigermoder, Admiralindens Hjem, hedder hun selv Asta Gad.
Asta Nielsen var oprindelig en lille Skuespillerinde, som ingen kendte. Hendes Berømmelse stammer fra et Filmsdrama, der hed Afgrunden. Hun er saaledes i enhver Henseende begyndt fra neden.
Naar Asta Nielsen straks i de levende Billeder gjorde saa udmærket en Figur, var det til Trods for, at der var ikke saa lidt i Vejen med hendes egen. Dog skyldtes det maaske netop hendes Magerhed, at hun blev saa godt en Ben for det Selskab som engagerede hende. Tiden krævede nemlig det smækre.
Som den kloge Dame Asta Nielsen er, har hun forstaaet aldrig at lægge sig ud. Ikke en Gang med sine Direktører. Hun er en af vore fornemste Udførselsartikler, og vil umuligt kunne opfattes som Krigskontrabande, da der ikke er Fugls Føde paa hende.
Af Princip optræder hun kun i de Films, hendes Mand skriver. For Tiden skriver han dog ikke, da han er i Indien for at skyde Storvildt. Papegøjen har han forlængst skudt.
Flimresen


*

1916 – ASTA NIELSEN SAMTALE

Nationaltidende, 16. marts 1916.

Det var Forfatteren Thomas Krag, der opdagede Fru Asta Nielsens Talent — eller rettere, det var ham, som først saa, at hun var, hvad han kaldte “en Mærkværdighed”.

Asta Nielsen var kommen Christiania med De Otte, som var brudt ud fra Dagmartheatret, hvor hun havde debuteret og spillet nogle smaaroller, efter at hun forinden havde været paa Det kongelige Theaters Elevskole.

De Otte spillede paa det faldefærdige Tivolitheater; og den purunge Asta Nielsen havde faaet tildelt den Opgave at varetage det komiske ældre Fag.

Hvad gør man ikke paa en Tournee! Hun spillede den afjaskede Prudence i “Kameliadamen”, den falmede Etatsraadsdatter i “Alexander den Store” – Roller, hun var en lille Menneskealder for ung til, men som hun gjorde morsomme med sit dybe, mørke og ligesom lidt tørre Organ.

Thomas Krag fortalte til dem, han mødte paa “Grand” og paa “Karl Johan”, om denne mærkeligt begavede Skuespillerinde, der sikkert vilde være stor, hvis man fik hende at se i en af de tragiske Roller, som maatte være hendes egentlige Omraade. Med sin rørende Enthusiasme og sin næppe hørlige, slørede Stemme sagde han:

— En herlig Tragédienne — og saa gaar hun her halvvejs som Statist! Selskabets ypperste Skuespillerinde.

Man smilede lidt ad ham. For Anna Larsen var med De Otte, og den nydelige Fru Olivia Norrie — og man kendte jo Krags sære Ideer.

Et Theater havde Krag ikke til sin Raadighed. Og da det var lettere at faa et Filmsdrama antaget end et, der var bestemt for Talescenen, skrev han i en Fart et stumt Stykke for Asta Nielsen — som hun aldrig kom til at spille.

— Hvorfor i Grunden ikke? spurgte vi hende forleden, da hun opholdt sig her i Byen i Anledning af den nye Asta Nielsen-Film, der blev givet i Paladstheatret, den eneste, hun har spillet under Krigen.

— Ja, hvorfor? sagde hun med et lille Smil. — Der var ingen, som brød sig om at se mig paa Film heller. Og den Gang var det dog kun Theatrenes mest foragtede Ubetydeligheder, som nedlod sig til at have med den nye Form for Gøgl at gøre.

— Hvor blev De egentlig af, efter at De Otte var opløst? Gik De saa lige til Filmen?

— Nej, som jeg siger Dem — de vilde ikke have mig. Jeg kom ud paa Det ny Theater, hvor jeg havde et Par udmærkede Roller: en Verdensdame i et af Oscar Wildes Stykker og en komisk Frøkenpige i et dansk Lystspil, og for Resten ingen Ting.

Urban Gad var ansat ved Theatret; og for at vise Direktionen, hvad Slags Roller han mente, jeg skulde spille, skrev han Filmsdramaet “Afgrunden” og fik virkelig en Fabrik, som vi kalder det med et teknisk Ord, til at optage det i levende Billeder.
Men forinden havde jeg endnu en lille munter Oplevelse. Filmen var en helt ny og fremmed Kunstart for mig; og jeg tog den lige saa alvorligt og samvittighedsfuldt, som jeg vilde have taget en Hovedrolle paa Det kgl. Theater. For at lære mit Ansigt og mine Virkemidler at kende, før jeg begyndte paa dette Drama af Gad, bad jeg, om jeg gratis maatte overtage en lille Rolle, en Statistrolle, paa en anden Filmsfahrik — blot for at se mig selv paa et levende Billede og lære af det, forstaar De!

— Og der blev svaret Nej?

— Der blev svaret, at de kunde se, jeg egnede mig ikke til det. Og saa sprang jeg hovedkulds i „Afgrunden”.
Vi begyndte med Slutningsscenen, som jeg spillede paa en Trappe ude paa
Frederiksberg. Det gør man tit, og det maa være saadan af praktiske Grunde; men De aner ikke, hvor det gør Arbejdet svært. Paa Talescenen begynder man med Begyndelsen; og medens Handlingen skrider frem og Stemningen stiger, følger man ubevidst med i det og bæres oppe af det.
Men i Filmen har man, vær saa god, pludselig, uden nogen som helst Forberedelse, og uden at der er gaaet noget forud, som kan have fremkaldt det, at være fortvivlet, oprømt, hævngerrig, vild af Skinsyge, sønderknust — eller hvad der forlanges af Forfatteren. Jeg tror, man maa have en særlig Art Nerver, syge Nerver, for at kunne hallucinere sig til det.

— Gjorde “Afgrunden” strax Lykke — eller først senere?

— Der blev tjent en Formue paa den i Løbet af nogle Maaneder.
Urban Gad vilde saa paa Grundlag af denne europæiske Succes skaffe mig et Engagement ved Casino. Han tilbød, at skrive “Afgrunden” om til en Folkekomedie. Det vilde Casinos Direktør gerne gaa med til — men paa een Betingelse: at jeg ikke kom til at spille deri. Han følte sig ikke overbevist om at jeg kunde fylde Rollen og vilde give den til en Operettesangerinde, der hed — uha, jeg husker ikke Navnet.
Det var min Afsked med Talescenen. Og saa rejste jeg til Tyskland.

— Siden har De vel havt adskillige Tilbud fra Theatrene?

— Det har det ikke manglet paa; men nu vil jeg ikke tilbage. Jeg har optraadt i et Par Pantomimer i Udlandet: en Pjerrot-Pantomime, hvori jeg har spillet en Harlekin, der fik sine øjne brændt ud med et glødende Jern — det var ikke let at gennemføre et saa stærkt Melodrama uden Ord — og en Zigøjner-Pantomime. Og alle mine Film har jeg spillet i forskellige Egne af Tyskland, en enkelt her i Danmark og en i Spanien.[/wpex] Og der maa være Mennesker, som har havt Glæde af det; for der gaar ikke en Dag, uden at Posten bringer mig Breve fra Jordens forskelligste Egne — Breve, som tit er naive, men som jeg, naar jeg skal være ærlig, alligevel vilde savne, hvis de ophørte.

— Hvilken Slags Breve er det oftest?

— Jeg faar tre Slags, i nogenlunde lige stort Antal, og ikke saa faa Tusinder om Aaret, smilte Fru Asta Nielsen: Kærlighedserklæringer, i Reglen med Tilføjelser om, at Afsenderen vil begaa Selvmord, hvis jeg ikke svarer.
Anmodninger om Pengehjælp, som oftest affattet i en roligere Tone — og ønsker om Autografer og Fotografier, især fra unge Piger, og fra unge Mænd, der underskriver sig med Damenavne, for at være mere sikre paa at faa Billedet eller Haandskriften, hvad det nu er, de vil have.

— Og De besvarer hele denne Korrespondance?

— Paa de Dage, hvor det er overkommeligt. Men jeg sætter et blaat Stempel i Hjørnet: “Efter Anmodning”. For jeg vil ikke have Ubehageligheder af det senere, hvad jeg har havt i et Par Tilfælde.
Men det er altsammen Biting. Det vigtigste er, at jeg er tilfreds nu — for jeg synes, jeg har fundet mit Felt. Og jeg hører, ligesom mine Brevskrivere, til de Naive, der har den Overbevisning, at Filmen, som kan faa Tilskuerne til at, græde og le, er en Kunst.


Filmmager med nye stjerner, og korrespondent fra Berlin under krigen.

1917 – URBAN GADS NYE PRIMADONNA


B.T. 9. januar 1917.

Klokken halvfire i Eftermiddag, naar det første Billede i Urban Gads nye Film “Den røde Stribe” bliver kastet over paa Paladsteatrets store Lærred, sidder en ung, nydelig Dame af et udpræget kosmopolitisk Ydre i Fremmedlogen og ser spændt og maaske en lille Smule angst ud over Logeranden.

Maria Widal vil ikke være en ny Asta Nielsen – men sig selv.

Det er Fru Maria Widal – Filmens Primadonna.
Det er Fruen selv, der – med de smaa, malende Haandbevægelser, som det er alle kjøbenhavnske Damers Ærgerrighed at lære – fortæller os om sin Spænding og sin Angst:
– Jeg maa nok være bange, siger hun paa næsten fejlfrit Dansk, med en morsom klangfuld Akcent, naar jeg tænker paa, at Kjøbenhavnerne altid er vant til at se Asta Nielsen i Urban Gads Films… saa gælder det rigtignok om at være god. Ikke for det: De maa love mig endelig ikke at gøre mig til en ny Asta Nielsen. Det er slet ikke det, jeg vil være. Jeg ligner hende jo slet ikke og spiller slet ikke paa samme Maade. Jeg vil bare ønske, at Folk vil tage imod mig saadan som jeg er – uden at sammenligne mig med nogen anden.

Nu er min første Films-Sæson til Ende. Jeg synes, det har været dejligt at filme – og Urban Gad har været mig en glimrende Instruktør, der vist har reddet mig fra mange Begynder-Fejl… for een Ting har jeg lært: det er ikke let af filme. Dersom man virkelig vil naa dertil, at man vil udtrykke det, man tænker og føler, maa man lægge al den Energi, al den Sjæl, man ejer, i sit Spil, og det kræver Nerver.

Imorgen skal Kjøbenhavn altsaa kritisere min Debut… naar jeg begynder at blive lidt bange, trøster jeg mig med, at Publikum i alt Fald syntes om mig i Budapest og Wien… der var Den røde Stribe en stor Succes.

Hr. Ib



B.T. 10. januar 1917.

Films- Generalprøver er Sæsonens “sidste Skrig” – og hidtil den største Succes. Tænk Dem, at Ole Olsen for bare et Par Aars siden var kommen til Otto Benzon eller Dr. Poul Levin og havde krummet sin berømte Pegefinger foran dem og fortalt dem, at det engang skulde blive saaledes. De vilde ikke have let – det gør de to Herrer aldrig – men de vilde have smilet med deres allermest satiriske og vantro Smil ad den naive Mand.

Igaar Eftermiddags sad baade Otto Benzon og Poul Levin i Paladsteatret og ventede utaalmodigt paa, at “Den røde Stribe” skulde begynde at rulle. Og sammen med de to Herrer ventede den amerikanske Minister, Dr. Maurice Egan, den svenske Minister E.A. Günther, Grev Louis de Grelle fra den belgiske Legation, Legationssekretær da Luxe fra den brasilianske Gesandtskab og næsten alle Medlemmerne fra de yngre Diplomaters dinnertable i d’Angleterres “Grill-room”. Det var Udlandet, som man bør nævne først. Nu kommer København: Etatsraad Hegel, Etatsraad Martin Dessan, Digterne Sophus Michaëlis, Harald Kidde og Kaj Hoffmann, Hr. Johannes Poulsen, Fru Karen Sandberg som Repræsentant for de kjøbenhavnske Films-Promadonnaer, Skuespillerinderne, Frk. Gudrun Houlberg og Frk. Agnes Rehni, Direktør Arne Petersen med Frue, Skuespilleren og Tegneren Valdemar Møller, Edderkoppens Direktrice, Fru Norrie med Datteren Mabel, Lauritz Olsen, der kunde hilse paa sig selv i den lille humoristiske Film, der gik foran “Den røde Stribe”, Fru Hertha Wulff, Fru Vera Lindstrøm, Orcar Stribolt – og Redaktør Borbjerg, der aabenbart har ment at “Den røde Stribe” var en særlig passende Underholdning for en Socialdemokrat. Det er de kendte Kjøbenhavnere, vi faar Øje paa, men i det fyldte Teater gemmer der sig sikkert endnu mange gode Profiler, som Halvmørket har gjort anonyme.

I Fremmedlogen sidder Filmens Paarørende: Fru Maria Widal, bleg og interesseret i en pragtfuld Pelskaabe, Hr. Urban Gad, ogsaa bleg, men uden Pels, og Fru Emma Gad, der efter Sigende har udsendt Indbydelserne til Generalprøven. Er det Tilfældet, maa man komplimentere Fruen i Anledning af hendes Succes. Det var virkelig lykkedes hende at fremtrylle en mondæn Begivenhed af en almindelig Filmsrulning.

– – Maria Widal fortalte igaar “B. T.”, at hun var angst for Kjøbenhavnerne. Iaften var Fruen ikke angst mere – hun straalede lykkelig. Kjøbenhavnerne tog imod hende med Bifald og Blomster og mange Lykønskninger til hendes Succes. Smuk havde hun vundet sit Navn blandt de Primadonnaer, der ejer Byens Hjerte, og vi tror hun vil bevare det.
Hr. Ib.

Isefjordsposten, 27. marts 1917.

Demokraten, 1. juli 1917.
Askepot.
Asta Nielsen, den kendte Filmsdiva, optræder i Fotorama som Askepot, som et lille fattigt Plejebarn, der lider meget ondt, indtil hun efter mange Omskiftelser finder sin rigtige Mor som nu er i Stand til at byde hende et hyggeligt Hjem.

Fru Asta Nielsens Udførelse af Hovedrollen er ganske genial og lokker Taarerne frem i mangt et Øje. Filmen er forfattet af Fruens tidligere Mand Hr. Urban Gad.

Berlingske, 11. juli 1917
Vore Biografteatre.
Vesterbros Teater opfører for Tiden en Film af Urban Gad iscenesat af Forfatteren selv og skrevet for den smukke Maria Widal, hvis ejendommelige Ynde hurtigt er slaaet an blandt Filmens Publikum.

Skuespillet er Historien om en falden Kvindes Kærlighed, en Kærlighed, der er saa meget mere trofast, som den gror i et forødt og vansmægtende Hjerte. Men Halvverdenen, hvori denne Kvinde har levet, hævner sig for den Lykke, hun sent har vundet sig. Den river hendes Elskede fra hende, og mens han glider ned i et roligt og tilfreds Ægteskab, drives hun dybere ned end nogensinde før.

Men en Gang endnu skal hun mødes med sin eneste Kærlighed, en Gang, der koster hende Livet, da hun for at frelse ham fra Overlast af de Banditter, der omgiver hende, kaster sig mod den Kniv, der var tiltængt ham.

Filmen er sat i Scene med megen Omhu og Sans ogsaa for de smaa Tings Virkning.

Social Demokraten, 16. september 1917.
Vesterbors Teater.
Hvem skød? er en ny Urban Gad-film med Asta Nielsens Efterfølger, Maria Widal, i en kvindelig Dobbeltrolle som to Søster, der sammen bestræber sig paa at udfinde, hvem der har myrdet deres Fader.

Spørgsmaalet om denne Morder staar længe hen; Filmen er konstrueret saaledes, at de fleste optrædende Personer faar over sig en Skygge af Mistanke om, at han eller hun kan være den Skyldige. Men tilslut viser det sig, at ikke engang Stykkets Skurk kan lastes for Mordet. Alligevel faar Spørgsmaalet: hvem skød -? en ganske antagelig Besvarelse.

Hr. Urban Gad viser igen her en vis Kunstfærdighed i at tilrettelægge Films-Stof, og i sin nye Diva har han en Dame, der synes upaaklageligt at kunne løse selv saa store Opgaver som denne Dobbeltrolle.

*

1918 – FILMSSELSKABER

Aalborg Amtstidende, 2. maj 1918.

Filmens Sejrsgang.
Her er store Selskaber under Dannelse.

Ifølge Svenska Dagbladet vil der blive startet et stort Filmsselskab med delvis svenske Kræfter. Det er et stort skandinavisk Filmsselskab, som faar Navnet “Interskandinav”. Det nye Selskab vil optage Films paa litterært Grundlag. Som Formand og Leder af Optagelsesarbejdet staar Urban Gad. Der skal bygges Optagelsesteatre i saavel København som i Stockholm og Kristiania.

Bladet oplyser endvidere, at et andet Filmsselskab, som ogsaa skal drive Biografvirksomhed i Sverrig, er under Dannelse af Chefen for Tidningskontoret og Biografen Jordenrundt, Direktør W. Bintz. Selskabet, som endnu ikke er fuldstændig færdig, vil faa en Aktiekapital paa flere Millioner Kroner. Endelig anses det som afgjort, at Direktør Ranst vil starte et eget Filmsselskab.


Horsens avis, 8. maj 1918.

*

1919 – OM DANSK FILM OG URBAN GADS BOG OM FILMEN

Nationaltidende, 19. april 1919.

Hele Filmerhvervet er, ligesom Cæsar sagde om Gallien, delt i tre Dele: Fremstilling af Films, Handel med og Udlejning af Films, og Fremvisning af Films. Tilsyneladende er de vidt adskilte, men kender man Forholdene nøjere, vil man vide, til hvilken Grad de er nøje forbundne som Grene paa den samme Stamme.

Lad det være sagt med det samme, at Filmfabrikationen i Danmark er ved at sygne hen; der skal ikke her fremføres nogen Kritik af enkelte Firmaer eller enkelte Personer, men blot fastslaas, hvad alle ved og siger, at de faa Mænd, i hvis Hænder Filmsfremstillingen ligger, forsømmer i stadig højere Grad, at tilføje den nyt Blod og nye Tanker, – den kan kun frelses, hvis den bliver gennemtrængt med en helt ny Aand. Naar dette ikke sker, er det ikke fordi de dertil nødvendige Kræfter og Evner ikke er til Stede i Landet, men fordi Filmsoptagelsen er praktisk talt monopoliseret.
[wpex more=”Læs mere” less=”Læs mindre”] Det er derfor let sagt, at man kunde starte en ny Virksomhed og lave bedre Films, men det er umuligt at gøre, – fordi det danske Pengemarked nærer en rodfæstet Mistro – ganske uberettiget forøvrigt – til Filmen som Forretning; at Folk ofte har brændt sig ved et i sig selv lidet tiltalende Hasardspil paa Børsen med Filmsaktier, som de have købt til sindsvage Kurser, beviser ingenlunde at en Filmsforretning, dreven af de rette Folk, i sig selv er et slet Foretagende; men selvfølgelig har ogsaa de ynkelige smaa Mistbænke, som man ude i Hellerup har prøvet at optage Films i, bidraget deres til den almindelige Ængstelighed, idet de naturnødvendigt har lidt den samme Skæbne, som ramte hin Artellerist, der købte en Kanon og “begyndte for sig selv”.

En anden af Filmens Grene, Biografteatret, staar ligeledes her i Danmark paa et lavere Trin end i næsten noget andet Land; der findes her til Lands ikke eet Teater, der kan maale sig med Udlandets bedste, og der findes ikke fem, der staar Maal med Udlandets Fjerderangs Billedteatre. Hovedmassen af vore Biografer er de ellers kun i Flækkerne forekommende lave, beklumrede og uhyggelige Boder, der nedsætter Filmens Kunst og nedsætter den Glæde, den skulde berede Publikum.

Dette kommer af vort Bevillingssystem, denne fossile Rest fra Enevældens Dage; en Mand, der risikerer at miste sin ærlige Næring ved et Pennestrøg paa et Kontor, er lidet tilbøjelig til at stikke en betydelig Kapital i at forbedre sit Teater, og hvis han paa den anden Side føler sig sikker i Sadlen, vil han være endnu mindre utilbøjelig dertil, fori han ved sin Koncession er skærmet mod den gode og skarpe Spore, som den frie Konkurrence er. Men i hvert Tilfælde er det Publikum, der har Skaden.

Hvor lavt de danske Filmsteatre staar, kan belyses ved en nærliggende Sammenligning; vort Naboland Sverrig har paa dette Omraade, saavel som paa Filmsoptagelsens, sejlet os til den Grad agter ud, at det i Sandhed er en national Ynk; de svenske Biografteatre er i Talrighed, Skønhed og Rentabilitet vore danske uendeligt overlegne og i Løbet af faa Aar blevet ikke mindre end en national Værdi af Rang. Den svenske Films Verdensry stiger i lige saa skarp en Kurve, som den danske falder.

De to Fænomener, Teatrenes og Filmens Blomstring, hænger nøje sammen. I Sverrig er der fri Teaternæring, og man har derfor dér kunnet grunde store Biografteaterfirmaer, hvis indbyrdes Konkurrence var den bedste Borgen for Publikums gode Betjening; og Overskudet af disse glimrende Forretninger har man anvendt til Kapital ved nye Optagelsesfirmaer, saaledes at den ene Haand har vasket den anden og den svenske Film er bleven til en Samfundsværdi, aandelig saavel som pekuniær, som vi her i Landet slet ingen Anelse har om.

Den frie Næring i Sverrig har altsaa sat Filmen i Stand til at indtjene sine egne Kapitaler til at grundlægge altid større Foretagender for, medens Bevillingssystemerne har umuliggjort dette i Danmark saavel som Norge, og samtidig gjort det danske Filmsliv snevert og fattigt og trangt.

Men under den Ordning, som man nu vil paatvinge os, vil forholdene blive endnu Ynkeligere, – der vil aldrig blive Raad til at bygge anstændige Teatre, ej heller til at optage gode Films, ja, der vil ikke en Gang kunne blive Raad til at indføre de bedste og derfor dyeste udenlandske Films, som allerede nu kun med Nød og næppe kan svare Regning her til Lands.

At det har været muligt at fare frem mod Filmen, som de danske Myndigheder uden at møde Modstand, skyldes endnu en skæbnesvanger Virkning af Bevillingssystemet; det er den Frygtens og Underkuelsens Aand, som det avler. Thi ellers vilde det være umuligt, at en hel Stand villieløst lod sig saaledes behandle, – men ak, hvad var det for Ord: Stand? Det er jo netop Ulykken, at Filmens Folk altid har manglet det Minimum af social Modenhed, der kan faa den enkelte til at glemme sin egen lille Fordel og blot huske paa den store, den fælles Fordel.

Hvis alle de, der ernærer sig ved Films, evnede dette, saa vilde de samle sig enigt om at kræve fri Teaternæring; de vilde da forstaa, at derved vilde Filmssagen i Danmark stige som en Bølge der løftede alle.

Nu sidder mange en Teaterbesidder og kryber sammen med sin Bevilling, skønt den ofte af Ministeriet er tilslængt ham med i Hul i Bunden, hvorigennem Pengene rinder ned i Statskassen; saadanne ængstelige Sjælde skulde betænke, at flere Teatre giver altid mere Publikum, – og Publikum skulde kræve flere Teatre, fordi det derved faar bedre Teatre og bedre Films.

– Det er ikke Nationaløkonomi, der her skal skrives om. Men de bør dog siges, at den gamle Ordning af Biografvæsenet lader en Mængde Familier ernære sig smaat, men anstændigt; den nye Ordning vil gøre dem og deres Teatre fattigere, – men den frie Næring vilde give Levebrød til det tidobbelte Antal Borgere i Staten; og det er dog maaske en ikke ringere, omend indirekte Forøgelse af Nationalformuen; den forekommer i hvert Fald bedre end den Metode, at slagte Hønen med Guldæggene, for straks at rage Udbyttet i Statskassen.

Man har ofte, og desværre med Rette, bebrejdet Biografen de mange Røverfilms, den har opført; men det skal dog siges, at selv ikke den blodigste “Filmsinstruktør” nogen Sinde har mødt med et mere aabenhjertigt “Pengene eller Liver”, end det nye Biografforslag vil blive.

Endnu kan der maaske være Tid for Filmens Folk til at redde noget ved at samle sig til en ubrødelig Enighed og samlede indlade sig paa Forhandling med Fjenden, – og Fjenden, maa det desværre siges, det er Myndighederne. Der kan og der bør findes et Forhandlingsgrundlag, der giver Statskassen Penge og dog redder Liver for den danske Film – redder ikke blot Livet, men ogsaa en Udsigt til en kommende Udvikling og Forædling Samtidig vil man dog for en Sikkerheds Skyld vel nok overveje, om ikke Biografen i sig selv er et maaske ikke ringere Agitationsmiddel end selve Pressen; maaske det bebudede Overgreb mod Filmen kunde bidrage til at skabe den om til en “niende Stormagt”.

Men een Magt, og den er ikke ringe trods alt, staar i hvert Tilfælde paa Filmens Side; og det er Rimelighed og Billighed. Dens Folk er derfor i deres fulde Ret, naar de, som Borgere i Landet værger deres redelige Erhvervs Frihed og Vælfærd imod Angreb, der ikke vil afskære det fra Udviklingsmuligheder og fortsat Trivsel.
[/wpex] Og samtidig med deres engne Interesser vil de værne Publikums. Dettes naive Kærlighed til Filmen, der næsten er den fattige Menigmands eneste Adspredelse, bør ikke betragtes blot som et Middel til Berigelse af Statskassen, men som en Glæde, Folket maa have Lov til at nyde under saa gode og smukke Forhold som muligt.

Lovgivningen maa ikke i kortsynet Rovbegærlighed faa Lov til at ødelægge en fredelig Næring, der er Tusinders Levebrød, Hundredtusinders bedste Glæde.


B. T., 2. september 1919.

Igaar Aftes vendte Forfatteren Urban Gad hjem fra Tyskland, og imorges havde vi Fornøjelsen af at hilse paa den berømte Filmsforfatter.

Vi spurgte ham, hvad der efter hans Mening var den egentlige Grund til det Sammenbrud, som Nordisk Films Co.s Masseafskedigelse af sit Personale vel egentlig betyder. Urban Gad svarede:

– Det, der sker nu, burde være sket for længe siden. Nordisk Films Co. har længe været et usundt Foretagende. Krigen, men endnu mere Ledelsen, har medført Krisen. Kompagniet har ført en forkastelig Politik. Nu bukker det under for den amerikanske Konkurrence – som Tyskland, hvor Forholdene jo ikke er dette, er beskyttet bedre mod ved sin lave Valutakurs, den, som mange betragter i flere Retninger som en Guds Velsignelse for Tyskland.

Nationaltidende, 4. september 1919.

Nordisk Film Co.s Forretningsforbindelse i Tyskland bærer sig ad paa omtrent samme Maade – Masseafskedigelser uden dog helt at afslutte.

Nordisk Film Co. har gjort en kolosal Dumhed, da det begyndte paa at konkurrere med Amerikanerne paa et Omraade, hvor Konkurrence ikke var mulig, fordi de danske Films, selv om Penge østes ud derpaa, aldrig kunde blive til mere end en lille Damper paa Sortedamssøen kan blive til, set ved Siden af en Oceandamper.
Jernmasken.


B.T., 25. oktober 1919.

En af de nærmeste Dage udsender den bekendte Filmsforfatter og Instruktør, Urban Gad, et stort, illustreret Værk om Filmen.

Urban Gad skrev til det virkelige Teater inden han gik over til Komedierne paa Lærredet.

Vi husker en Komedie, han sammen med sin Moder, Admiralinden, havde skrevet til Det ny Teater. Den hed saadan noget som “Fruens Politik”. I denne Komedie forekom det første Varsel for den Løbebane, som Urban Gad skulde slaa ind paa. Paa et nedrullet Rullegardinslærred udspilledes en Skyggescene, hvor to Elskendes gensidige Tilbøjeligheder afsløredes paa en uomtvistelig Maade.
Dette var paa sin Vis Urban Gads første Film.

Hans egentlige, den han skulde slaa igennem med, blev den berømmelige “Afgrunden”.
Efter denne Sukces havde Urban Gad ikke mindst ved Hjælp af Fru Asta Nielsen vundet sig et stort, internationalt Navn i Filmskunstens Annaler og med Interesse maa man derfor imødese det store Værk, som han nu udgiver om Film.
Forfatteren kom i Forgaars hjem fra Berlin, og igaar havde vi Lejlighed til at hilse paa ham og vi spurgte ham, hvad hans Værk vilde bringe.

Han svarede:
-Hvad der hidtil er skrevet om Filmen er kommet fra Folk, der har set det udefra.
Det, jeg vil give i min Bog er et Indtryk af, hvordan Filmen virker paa sine egne Folk.
Jeg vil skrive om Filmens Tilblivelse, om Rejser og Prøver og Optagelser, og min Bog skal paa en Maade være en Lærebog for dem der vil spille og opføre og skrive Film.

Urban Gads filmbog
Dødsspringet paa Cykle.

– Er det morsomt at være Filmer?
– Jeg synes, – svarede Urban Gad, – saa godt om hele det Gøglerliv, som Filmskunsten skænker sine Folk. Det er ligesom Skuespilkunsten med Filmen er vendt tilbage til sit Udgangspunkt, da Skuespillerne rullede med Thespiskærren ude i den fri Natur fra Sted til Sted.
Filmen har sin store Mission og den kan give Menneskene kunstnerisk Udbytte, som ikke det virkelige Teater er istand til. Den kan give Menneskene en meget stærkere Menneskeskildring, fordi den fører Tilskuerne saa nær, at de kan skelne de enkelte Træk i Skuespillernes Ansigter paa en Maade, som Teatret ikke tillader og endelig aabner den Muligheden for Udfoldelsen af de mægtige Optrin som en Scene ikke har Plads til – og saa er det jo ægte Sager, det er ægte Sager! Klipper og Floder er ikke af Pap.

Urban Gads filmbog
Manden der springer ud fra 4de Sal. Paa Filmen ser man ikke Hølæsset.

Har De oplevet mærkelige Ting som Filmer?
– Jeg maa dertil svare, at jeg har altid været paa den psykologiske Side af Filmen, derfor er mine Oplevelser færre. Mine Heltinder har aldrig været bundet til hvirvlende Møllevinger, jeg har ikke anset det for nødvendigt at anbringe dem der. Dermed vil jeg ikke bryde Staven over dem af mine Kolleger, som har anset en saadan Anbringelse for formaalstjenlig. Jeg siger kun at jeg for mit personlige Vedkommende altsaa ikke har givet mig af dermed og vel derfor har haft færre dramatiske Oplevelser.
Men det er et forfærdeligt Slid at være beskæftiget med Filmskunsten mere end i nogen anden Kunstart, og det kræver et større Apparat end nogetsomhelst andet.
– Har De tænkt at blive ved med at Filme?
– Det kan jeg ikke sige noget bestemt om. Nok nogen Tid endnu, dog ikke altfor mange Aar. Aarene tæller dobbelt, naar man filmer. Men man kommer til at holde af det, selv om det er et uvornt Barn.

– Bliver De her, eller fortsætter De i Udlandet?
– Jeg vil helst være i Udlandet. Der hører et stort Samfund til at skabe store Films.
Man skal ikke plante Filmen i en lille Potte. Hvis den vokser, saa har den ikke Plads til at udvide sig. Derfor skal man helst beskæftige sig med Film i saadanne Lande, hvor der er Rum for Udvikling.
Her i Danmark risikerer man i Stormvejr, at det hele lukker sig sammen, saadan som vi har set i disse Tider med de danske Films. Naar Verden er normal, er der Betingelser for gode Films her, men hvem garanterer for, den er det?
Skal jeg præcisere hvad min Bog er, saa kan jeg sige, at den indeholder mange bitre Klager mod Filmen og dens Folk – deriblandt ogsaa mig selv – men den er et stort Forsvarsskrift for Filmen, som den burde være.
Jernmasken.


Nationaltidende, 5. november 1919.

Det var i Biografen paa Østergade, at den danske Filmskunst og -industri fik sit Gennembrud; og den Film, der blev opført, var Dramaet “Afgrunden” af den unge Kunstmaler Peter Urban Gad. Der var indbudt en hel Del Gæster til Premieren, Forfattere, Skuespillere og Journalister, og de levende Billeder var den Gang endnu noget saa nyt, at Tilskuerne uden Hensyn til Situationens Alvor brast i Latter, naar der dukkede en Person, de kendte, op paa det hvide Lærred.

Men efterhaanden som “Afgrunden”s Handling skred frem, blev Tilskuerne grebet af den. De opdagede, at man ikke alene kunde le, men ogsaa græde over de Menneskeskæbner, Lærredet gengav.

Den dag blev de første Taarer fældet i et dansk Biografteater, og det er derfor ogsaa rimeligt, at Peter Urban Gad bliver den første, der skriver en Lærebog i Kunsten at filme. Bogen udkommer i de nærmeste Dage paa Gyldendalske Forlag, og det bliver da første Gang at en af den stumme Kunsts Repræsentanter giver sig til at tale.

Bogen indledes med en Tilegnelse paa Engelsk til de levende Billeders Opfinder, Mr. Thomas Edison; og den bringer derefter Summen af alle de Erfaringer, Gad har indhøstet i de Aar, der er gaaet, siden han havde sin Debut som Filmsinstruktør, og indtil nu, hvor han er en af de mest ansete herhjemme og i Tyskland.

Han vil i sin Bog, som bliver rigt illustreret, fortælle, hvorledes man skal opdage, om man har Talent som Filmsforfatter eller Skuespiller, og hvordan man i saa Fald skal udnytte det. Der kommer særlige Kapitler om “brugeligt og ubrugeligt Udseende”, som Sjælemaleriet paa Lærredet og om Farerne, f. Eks. Anvisninger til Nedstyrtning og til at lade sig forfølge af en Løve, tekniske Raad til Iscenesættelse og Fotografer o. s. v.

Formaalet med Bogen er, at Læserne skal sætte større Krav til den vidunderlige Opfindelse, som de levende Billeder er, og det er jo godt nok. Og dens Forfatter vil gaa saa grundigt til Værks, at han vil vejlede Begynderne, lige fra de sætter sig til Skrivebordet for at udarbejde Manuskriptet, og til de træder ind i Biografen for at overvære Premieren – og for Skuespillernes Vedkommende lige fra den første Grimace foran Spejlet, og til de staar paa Berømmelsens Tinde og er ved at svimle. Et meget interessant Afsnit bliver sikkert det, hvorefter Helte og Primadinnaer kan lære, hvorledes de skal bære den Forgudelse og Tilbedelse, de bliver Genstand for.
Haagen.


Forsiden på originaludgivelsen i 1919.

2018 udgave som e-bog.

 


B.T., 12. december 1919.

Igaar udkom paa Gyldendalske Forlag Urban Gads længe bebudede Bog om Filmen.
– – –
“Kampen med Rovdyr”
Han skriver her, at hvis Rovdyret skal gaa aggressivt til Værks, maa man have et helt vildt Dyr, som ikke lader sig skræmme af Menneskers Nærhed. En tæmmet Løve vil oftest stikke Halen mellem Benene og luske af, især naar den hører Optagelsesapparaternes Klapren.
Udenfor Billedfeltet slutter Staaltraadshegnene sammen direkte foran Apparaterne – der bruges altid 2-3 Stykker for at forhindre, at Scenen fotografisk mislykkes – og langs med Hegnet staar Dyrepassere ved Reservedøre klar til at styrte til Hjælp, om nødvendigt.
Hvis hurtig Assistance er endnu mere paatrængende, findes der endogsaa Skarpskytter, som kan fælde Dyret med et forhaabenligt sikkert Skud, naar det er i Færd med at dræbe Skuespilleren. Ogsaa Sprøjteslanger haves ofte i Beredskab for at køle Løvens Lidenskaber.
Naar Rovdyret er sluppet ind paa Scenen, skal dets Stemning animeres. Dette sker ved, at det vejrer frisk Blod af en nyslagtet Høne, som dets Passer holder i Haanden, staaende udenfor Billedfeltet, eller hvis en Skuespiller skal angribes direkte, da af en død Due, som han holder i sin Haand.
Naar Tigeren lugter dette, springer den efter Byttet, og Skuespilleren maa benytte dette Øjeblik til at angribe den.
Han slaar en Arm om Halsen paa den og søger at faa et Greb om et af Forbenene, samtidig med at han knuger sine Ben fast om Tigerens Ryg, og saaledes tumler de om, fnysende og stønnende i en Sky af Støv, indtil der er drejet Film nok til, at de virkningsfulde Optrin er sikret. Saa skubbes Dyret ud af Billedpladsen (Forfatteren siger ikke, hvem det er, der skal skubbe Dyret ud) til de ventende Dyrepassere, som binder det og fører det bort.
Et andet Sted, skildrer Forfatteren en Kamp med en Haj.
[wpex more=”Læs mere” less=”Læs mindre”]

En Tempel-Offerfest. Udspillet i Kalifornien.

– – –
Hist og her i Bogen findes strøet forskellige rigtige Iagttagelser, f. Eks. naar han siger, at Forfatteren af en Film ikke maa regne med at lægge Komikken i Teksterne. Det komiske bør ligge i Billederne. Selv om denne Bemærkning ikke er almengyldig, har den en Berettigelse, hvor Filmsbilledteksterne ofte slaar ind paa en arrogant, komisk Facon, som kun forstemmer. Derimod har man vanskeligere ved at følge Hr. Gad, naar han om Komiken paa Filmen siger: Komik er en vanskelig Plante at dyrke. Den visner i Tørke, og dør, naar den bliver vandet.
Hvad mener Forfatteren?
Hr. Gads Iagttagelser er ikke altid rigtige. Han siger, at enhver nok saa lille Ejendommelighed ved en Skikkelse eller ved et Ansigt vil vise sig i Filmen i meget forstærket Grad. Har En en let buet Næse, bliver han til en udpræget israelitisk Type.
Paa en Tid, hvor de amerikanske Ørne-Næser er den herskende Mode, virker hans Paastand hasarderet. Det er sikkert kun et Faatal af de amerikanske Kunstneres Beundrere, som tager fejl af deres Racetræk.
– – –
Overhovedet synes Hr. Urban Gad, hvor han kommer udenfor rent teknisk Redegørelse, at fantasere sig lidt for stærkt bort baade fra Film og Virkelighed.
At hans Syn paa Pressen ikke er gunstigt, kunde man vel vente, thi han har jo altid følt sig underlig generet af dens Tilværelse.
Alligevel er det underligt, at han vil skrive, at “Pressen var aldrig Filmens Ven”. Ikke Pressen, men Virkeligheden vil dementere denne Paastand.
Og det virker jo næsten lidt pudsigt, naar han skriver, at “Pressens Velvillie overfor Filmen Indskrænker sig saa godt som udelukkende til dennes udadvendende Side, til Biografteatret og dets Besiddere, vel nærmest, fordi denne er den eneste den til Stadighed kommer i Berøring med.”
– – –
B-to.
[/wpex]


Nationaltidende, 13. december 1919.

Pola Negri.
Det lader til, at det danske Publikum endelig ved Madame Dubarry-Filmen har opdaget Pola Negri. Det er ogsaa paa Tide, for hun har allerede i et Par Aar været Nutidens maaske største Filmsskuespillerinde – i hvert Fald af den yngre Generation.

Pola Negri.

Selv har jeg desværre aldrig arbejdet sammen med Pola Negri, fordi den store tyske Generalstab – Gud lønne Ludendorff – nægtede mig Pas, da jeg var engageret til at være hendes Instruktør, uden at denne Forsigtighedsregel dog frelste Tyskland. Jeg kender hende derfor ikke i Atelieret, kun de mange Frasagn om, at hun der skal være lidt af en lille Satan, at have at gøre med, hvilket dog ikke forhindrer, at hun er meget afholdt af sine Kammerater for sin næsten barnlige Uvidenhed om ondt og godt og for sin muntre Originalitet.

Privat er hun et af de morsomste Mennesker, jeg har truffet, og den sorgløse Gæstfrihed hun udviser i sit lille Bohémehjem, lyser op i ens graa Berliner-Krigs-Erindringer. Naar Pola Negri giver et af sine smaa Kunstnerselskaber, forsvinder hun ofte et Øjeblik og vender tilbage, iført et af sine raffinerede Dansekostumer – oprindelig var hun Danserinde i Warschau – og svæver saa om mellem Stole og Borde som et levende Bevis for, hvor meget Dansen mister af sin Ynde og Personlighed ved Rampe og Proscenium.

Efter Dansen sætter hun sig saa hen og pludrer muntert løs med sine Gæster paa sit morsomme gebrokne Polsk-Tysk og sørger samtidig for deres Velvære – rigeligt, uden det dog mister Elegancen og bliver til Bakkanal. En Gang havde vi da ogsaa faaet drukket alt, hvad hendes Hus besad, og jeg har aldrig set hendes skønne Øjne udtrykke mere Kummer i en tragisk Scene, end det Vemod, hvormed hun betragtede den sidst tømte Flaske.
Og det vil sige noget, for hun har samlet al sin Skønhed, al sin Sjæl i disse Øjne, og i Fremtiden vil deres lysende udtryksfulde Blik fængsle Tilskuerne i utallige Filmsteatre og indbringe hende den Hyldest, hun fortjener, som den største i sin Kunst.

Esther Hagan.
Om Esther Hagan er en Skønhed eller ej er Genstand for en hel Del Diskussion. Jeg skal ikke indlade mig paa noget Smagsdom, kun prøve at betegne hendes Stil, der i hvert Fald er udpræget.

Esther Hagan.

Hun er i moderne Plakatstil af den Slags raffineret Tegning, hvis Virkemidler bestaar i lange, tynde Ben, lange tynde Hænder – altsammen langt og tyndt, bare Linier og Nerver, især Nerver – hun sitrer og dirrer som blottede Nervetraade, modtagelig for alle Indtryk, hvad enten de kommer udefra eller inde fra hendes eget oversensible Sjæleliv.

Hun minder om en engelsk Væddeløbshest, der staar blank og dirrende med spidsede Øren og urolige Hove, bogstavelig gysende af Blod og Race – for saa vidt med Rette, som hun virkelig er af “Race”; hendes Kunstnernavn er en behændig Omskrivning af et fornemt klingende tysk Adelsnavn, der iøvrigt sammen med al anden tysk Lokalfarve blev aflagt under et mangeaarigt Ophold i Amerika.
Derfra det angelsachsiske Præg, der straaler om hendes blonde Lokker, og som trods Krig og “Gott-strafe-England” stadig er det mest søgte Mærke i Berlins Filmsfirmaer.
Men mere end det bringer hun med sig til Atelieret – først og fremmest sit Talent og sin figurskabende Fantasi, sin sjælfulde Gaaen op i Opgaven, en personlig Grebenhed, der forener hendes Ansigt med den Skønhed, som Situationen kræver og bringer det til at dirre og skælve, og som faar hendes Øjne til at flyde af Taarer eller lyse i Smil – spændende over hele Registeret fra Jammer til kaad Groteske.

Men naar Optagelsen er forbi, bliver Frøken Hagan igen til ulastelig Privatlady i lange, elegante Klæder, igen lutter Linie og Nerve, – træt og afdirret angelsachsisk og i lodrette Linier – men rede til næste Dag igen at spille paa Livet løs til Ære for den Kunst, der sikkert vil føre hende vidt.

Grete Reinwald.
Jeg sad forleden i Atelieret og ledede Dekorationsopbygning; i den anden Ende af Glashuset viste sig en ung Dame, som jeg med mine nærsynede Øjne ikke kunde kende paa de fyrretyve Meters Afstand, der skilte os; og da hun kom hen til mig og rakte mig Haanden som gammel Bekendt, der havde spillet i mange af mine Films, var jeg endnu mere forvirret – hvordan kunde jeg have baaret mig ad med fuldstændig at glemme saa køn en Dame?

Grete Reinwald.

Først efterhaanden tonede Sandheden frem for mig; vi havde glemt, at Verden ikke har staaet stille – desværre kunde man egentlig sige i de sidste fem Aar. For det var rigtig nok, at hun den Gang ofte havde spillet under mig – nemlig i Børneroller.

Naar man i de lykkelige Før-Krigsaar havde Brug for særlig fikse og elegante Børn til en Film, saa bestilte man blot Familien Reinwald – saa mange man vilde have, for Lageret syntes uudtømmeligt – og paa Klokkeslet stillede de i Atelieret, raffineret, enkelt paaklædte med gule Krøller og lange, slanke Ben i Silkestrømper, storstadsmæssige og kosmopolitiske, lige egnede til at være engelske Hertugbørn eller ungdommelige Deltagere i en elegant Forbryderbande.
Og saa kunde de oven i Købet spille Komedie; jeg mindes en Scene, hvor et Par af disse 12-13 Aars Pigebørn spillede sammen med en af Tysklands bekendteste Skuespillere i en af minde Films – og hvor de absolut spillede ham i Sænk ved den naive Inderlighed, hvormed de gik op i Situationen.

Jeg havde glemt at regne med, at Begrebet ReinwaldBørnene i Tidens Løb vilde blive til voksne Reinwalder. Nu stod altsaa den 18-aarige Frk. Grete, der altid var den bedste af dem, foran mig som en høj og smuk ung Dame, hvis Talent forhaabenlig har udviklet sig lige saa blomstrende; det synes for Resten saa, at dømme efter de betydelige Opgaver, der allerede nu betroes hende ved fremragende Filmsoptagelser.

Men Familieenheden er alligevel ikke brudt i Aarenes Løb; et dansk Filmsfirma ligger i Forhandling om at overtage hele Partiet under eet, og saafremt Sagen gaar i Orden, vil Klanen tage Bopæl i København og berige den danske Film, der er lidt tynd i Underskoven, med yderligere Ungdom og Skønhed – hvad den jo altid kan have godt af.

KORRESPONDENTEN FRA BERLIN 1919-1920
Under sit ophold i Berlin skrev Urban Gad til danske aviser. Her følger nogle af hans betragtninger ved sammenbrudet i Berlin. Under hver artikeloverskrift er der link til artiklen via Mediastream.

Nationaltidende, 17. januar 1919.
Nationaltidende, 6. februar 1919.
Nationaltidende, 9. februar 1919.
Dagbladet, 1. marts 1919.
Nationaltidende, 4. marts 1919.
Nationaltidende, 7. juli 1919.
Dagbladet, 25. marts 1920.
Nationaltidende, 29. marts 1920.

*

1920 – BOGANMELDELSE OG URBAN INTERVIEW

Demokraten, 3. januar 1920.

En Bog om Filmen! Hvorfor ikke – den spiller dog en Rolle; den er i hvert Fald en af de største Faktorer i Arbejdet for Publikums Idiotisering, i det resultatrige Virke for at vænne Folk af med at tænke. Naar vi siger det, ser vi naturligvis bort fra saadanne Undtagelser som Griffiths geniale Hallucinationer; men hvor sjælden er den Slags Undtagelser ikke!

Jo, Filmen fortjener rigtignok sin Bog, sit Standardværk, en rigtig stor og tyk og dum Bog med talløse vamle Billeder af Alverdens affekterede Abekatte af begge Køn. Og saadan en Bog har nu Urban Gad skænket Læseverdenen. Det vil sige: naturligvis er et udmærket Menneske som Urban Gad ikke nær saa dum som man strængt taget bør være for i ramme Alvor at skrive flere Hundrede højtidelige Bogsider om Filmens Abekatterier. Men i det store og hele tør det dog siges, at Filmen hermed har faaet den Bog, den fortjener, en Bog, der vil vække dyb Glæde i de Tusinde Hjem Gud bedre det!


Lolland-Falsters Social Demokrat, 17. januar 1920.

Hos Gyldendal er udkommen ovennævnte Værk, der er sikker paa et stort Publikum. Tidens Løsen er jo “Filmen” – – et mægtigt Opsving har denne nye Form for Kunstens Udformning taget, og ubeskrivelig stor er den Hær af Mennesker, der paa den ene eller den anden Maade, direkte eller indirekte er interesseret i “Filmen”.

Aalborg Stiftstidende, 6. marts 1920.

Urban Gads højt interessante og underholdende Bog om Filmen, dens Midler og Maal, kommer sikkert som “Manna i Ørkenen” for de mange “Films”-Interesserede.

Værket er inddelt i 7 Afsnit og gaar i disse den hele Skale, ligefra første Kapitel: Stumhed og Farveløshed til sidste: Filmen og Fremtiden – igennem med en minutiøs Nøjagtighed.
Desuden forefindes en Righoldighed af Fotografier af Verdens berømteste “Filmere og Filmeuser”.


B.T., 19. oktober 1920.

Igaar er Urban Gad kommen hjem fra Berlin efter at have tilendebragt Iscenesættelsen af en Filmatisering af Wassermanns store, berømte Roman “Chr. Wahnscheffe”.

Ja, sagde Urban Gad. Det bliver en meget stor Historie. Filmatiseriungen har kostet omtrent 2 Mill. Mk., og de allerbedste tyske Skuespillere medvirker deri, saaledes Conrad Seldt, Wallenstein og flere, og ogsaa Lillebil, som De vil kende heroppe fra, udfører en stor Rolle deri.

– Frembyder Filmen – spørger jeg – noget særlig nyt paa sine Omraader.
– Ja, svarede Urban Gad – det gør den, forsaavidt som jeg for første Gang har søgt at faa udtrykt gennem de levende Billeder Indtrykket af Alarm, uden at der anvendes andre Virkemidler end de, som kommer ind under Filmen.
Jeg har saaledes søgt at give Indtryk af alle de mange Lyde, som høres paa et stort Marked, ved at sætte sammen Billeder ag Karusseller, Lirekasser, flere Ortkestre og sætte dem sammen paa en saadan Maade, at Tilskuerne uvilkaarligt faar Indtrykket af den Massefold af Lyde, som præger et saadant Marked.
En Episode kunde jeg maaske ogsaa nævne, en enkelt Ting i Iscenesættelsen, saaledes skal der forekomme Stormen paa et Slot, og Slottet skal brænde, og vi skulde gerne have et virkelig Slot, forstaar De, men et saadant Slot er jo dyrt, og derefter bar vi os ad paa den Maade, at vi lejede et veritabelt Slot, og saa byggede vi en Fløj til, og den stak vi Ild i.

– Og den øvrige Del af Slottet blev reddet?
– Ja, svarede Urban Gad. Hele Brandkopset var mødt frem for at være parat og for at afværge alle Eventualiteter.

– Hvordan var de store tyske Skuespillere at omgaas?
– Forfærdelig rare, Skuespillere er overhovedet overordentlig behagelige Mennesker, vel at mærke de, som har Talent. Jo mere de kan, des elskværdigere er de. Det er altid Dilettanterne, som spiller fornemme og store paa det, det kan man kende dem paa.

– Hvordan var det at filme med Lillebil?
– I og for sig livsfarligt for mig, for jeg har nu altid det Princip, hvor der skal udføres noget risikabelt paa Filmen, saa gør jeg altid først Prøve paa selv, om det lader sig gennemføre, og nu skulde Lillebil, hun skulde springe højt oppe fra et Taarn ned i et udspændt Sikkerhedsnet, og for alle Eventualiteters Skyld gjorde jeg Springet først, og det var forsaavidt meget godt, for Sikkerhedsnettet var slet ikke i Orden, og Følgen var, at jeg smækkede lige mod Jorden, efter at jeg var kommet susende gennem Luften med Cigar i Munden og slog med saadan Kraft imod Jorden, at jeg laa bevidstløs; men gennem min Bevidstheds graa Taage dæmrede et rødligt farvet Skær af Forstaaelse af, at det gik paa ingen Maade an, og de andre fik nogen Anelse om, at der var nogen Risiko forbundet dermed, og derfor kan jeg huske at imedens jeg laa bevistløs, saa spillede jeg uvilkaarligt Komedie og lod, som om jeg kun blev liggende for at finde min Cigar, og jeg mumlede: Er der nogen, der har set min Cigar?
Naa, jeg naaede nu ikke fuldstændig min Hensigt dermed, for Lillebil var ikke videre modig, den Gang Turen kom til hende, og hun skulde til at springe ud; men det gik heldigvis godt. Jeg siger heldigvis, for hvis Lillebils bare Ben var kommet noget til, saa vilde det have kostet os lige saa meget, som hele Filmen kostede at indspille.


Biografbevilling, ægteskab med Esther Hagan og sidste instruktion med en Fy og Bi film.

1922 – BIOGRAFBEVILLING OG ÆGTESKAB MED ESTHER HAGAN

B.T., 29. november 1922.

Nationaltidende, 19. september 1922.

I Dag foreligger følgende officielle Meddelelse om, hvem de lykkelige er, der har faaet de nye Biografteater-Bevillinger:
Direktør Oscar Johan Christian Malmstrøm og Skibsfører Christen Godiken Tveergaard – paa Vesterbrogade paa Strækningen fra Vesterbros Torv til Roskilde Landevej eller i en Sidegade til førstnævnte Gade.
Redaktør E. Marott og Instruktør Gunnar Sommerfeldt – paa Raadhuspladsen eller i en fra denne udgaaende Gade med Undtagelse af Frederiksberggade.
– – –
Redaktør, Medlem af Borgerrepræsentationen Frøken Th. Damgaard og Forfatteren Peter Urban Gad – paa Strækningen Frederiksberggade, Nygade, Vimmelskaftet, Amagertorv og Østergade eller i en Sidegade til en af disse Gader.

De nye Bevillinger har længe været ventet med Spænding af de ca. 4000 Ansøgere.
Nu er Lotteriet altsaa trukket, og Diskussionen om Afgørelsens Retfærdighed kan tage sin Begyndelse. Forskellige af dem, der har faaet Bevilling, har længe været udpeget, men helt nyt er det, at ingen har faaet selvstændig Bevilling, men maa dele den med en anden.
Saa vidt man kan se, har det denne Gang været Ministeren magtpaaliggende at sørge for, at der hver Gang kom en filmkyndig Mand med, og dette er da ogsaa naaet de fleste Steder.
– – –
Fru Emma Wiehe ved Dagmarteatret har faaet Halvdelen af den Bevilling, som Hr. Nørgaard i mange Aar har drevet Biografteater paa, og Hr. Ingvard Jørgensen, som i Forvejen har Biografteater i Esbjerg, har sammen med Konservator Manniche faaet en Bevilling til.
Endelig har Hr. Urban Gad sammen med Borgerrepræsentant Frk. Damgaard faaet Ret til at anlægge et Strøgteater, skønt der vist eksisterede et gammelt Løfte om, at der ikke maatte komme flere Billedteatre paa denne Strækning.

Urban og Esther Gad
Kallundborg avis, 29. december 1922.

*

1923 – TEKSTER OM FILM OG BIOGRAFDRIFT

Dronningens Tværgade 40Folketælling 1923.
Efter at være rejst hjem til Danmark efter den store tyske karriere, overtager han forældrenes lejlighed
i Dronningens Tværgade 40.
Han ansøger om biografbevilling og får et ja, og det efterfølges af et ja fra Esther, der følger ham resten af livet.

B.T., 16. januar 1923.

Aarhus Amtstidende, 11. februar 1923.

København.
Anonymiteten er paa Mode. Fra det kgl. Teater og nedefter. Man fristes uvilkaarlig til en Smule forundret at spørge hvorfor, eftersom Anonymiteten sjældent varer fra Sol staar op, til den gaar ned. Undertiden næppe endda saa længe. Det ny Teaters ny Forestilling, “Rullen gaar”, lider i saa Henseende af samme Skavank som sine Forgængere. Endnu før Tæppet gaar op, er den anonyme Forfatter afsløret som identisk med Filmsinstruktøren Peter Urban Gad, og “Rullen gaar” er en sønlig Bearbejdelse af et ufuldført Manuskript, Fru Emma Gad efterlod sig. Fru Gad havde en vis Evne til at skrive for Scenen, og den i Forbindelse med Urban Gads sceniske Teknik har ført til en Folkekomedie, der nærmest maa karakteriseres som en moderne Udgave af Sudermanns for 20 Aar siden saa populære “Forhus og Baghus”. Sceneriet er det samme, Udviklingen og Handlingen traditionel, naar man undtager sidste Akts Interiør fra en Filmsfabrik med tilhørende Pudsigheder baade i Sceneri og Aktører. Ellers er det hele Historien fra Sudermann om igen: Pigebarnet fra Kælderen, der borte fra Hjemmet gør Karriére, indtil det hele ender i den Fryd og Gammen, en Folkekomedie nu engang fordrer.

Nogen Berigelse af dansk dramatisk Literatur er denne Folkekomedie ikke. Den indeholder den psykologiske Pudsighed, at Rullekonen af Rulletøjet danner sig sine Indtryk af Kunderne, og det giver Anledning til muntre og djærve Repliker, der er taget i Munden paa Fru Mathilde Nielsen, men Henblik paa hvem Stykket formodentlig er skrevet, og som naturligvis er den herligste Rullekone i Verden. Men udover det er der kun at notere Hr. Gerhard Jessen som en smart Filmsdirektør og Fru Else Albeck, der i Datterens Rolle er net uden at være pralende.
J. A. J.


B.T., 11. februar 1923.

“Kan De ikke bruge min lille Tulle paa Film?” – og Tulle, eller hvad Ungen nu hedder, stirrer paa En med store vandblaa Øjne og med Sløjfer I Krøllerne — allerede fra sine første Leveaar besat af Menneskehedens store nye lidenskab: at komme til at filme.

Men Gud fri En for sandan et Herskabsbarn, der skal have varm Havregrød Klokken to og sove mellem fire og seks. Nej, Filmen har sin egen Barnebestand, smaa stride Planter, der har fundet sig til Klimaet. I Atelieret og paa Friluftsoptagelsente, hvor hvert Minut koster Penge, er der ikke Tid til at drive Børneasyl, og Filmbørnene kan også glimrende lempe sig efter Optagelsernes Behov, de trives endda storartet. Paa en vis Maade kun altfor godt.

De tilegner sig nemlig hurtigt alle de voksne Statisters Egenskaber, som alle er daarlige. Deriblandt ogsaa det rent forretningsmæsige Blik paa det hele, som Børnene straks vænner sig til.

Jeg stod midt I en stor Dekoration og udstedte mine Ordrer til et Selskab af amerikanske Milliardærer fra Wall Street og deres Damer, der afholdt en Velgørenhedsfest med tilhørende Børneballet. Til denne var der midt i Salen rejst en Tribune, som jeg stod paa. Pludselig ser jeg Oliekongernes Øjne miste det lydigt lyttende Udtryk og betragte noget bag ved mig med en vis undertrykt Munterhed. Jeg vendte mig om og ser da nede ved mine Fødder det mindste Menneskevæsen jeg nogensinde har set gaa to smaa bare Ben – En Amorin hørende til Balletnumret med Vinger paa Ryggen og Roser om Lokkerne. Den gik mig næppe til Knæene, men saa meget fornuftigt op paa mig og spurgte forretningsmæssigt: “Bliver jeg færdig til Kl. fire, eller staar den paa Overarbejdspenge?”

Barnets egentlige og private Køn spiller filmmæssigt set mindre Rolle. Jeg har en lille Ven paa fem Aar ved Navn Herman, hvis ondulerede Lokker er lange nok til at passe som Pigehaar, naar der bindes Silkesløjfer i dem, og han iføres ved saadanne Lejligheder Pigekjole med Skærf og Halvstrømper. Han spiller ogsaa mest Pigebarn, men det være sagt til Hermans Ros, at dette krænker hans Kønsære, at han foragter de Dukker og smaa Komfurer, han tvinges til at lege med, og at han som Protest anlægger et næsten overdrevent mandigt Væsen i Pavserne.

Hans Moder — en gammel Statistinde – er en rendyrket Type af en Filmbarn-Impresario. Drengen er hendes Levebrød, og hun udnytter det systematisk; hun véd altid gennem en vidtstrakt organiseret Spionage, naar der findes en Damerolle i Filmene, der skal optages, og hun er i saa Fald uafrystelig, indtil Engagementet er sluttet. Hun forelæser Avisudklip om Drengens enestaaende Evner, hun lover baade Punktlighed og Toilettepragt af begge Køn og indestaar for, at Herman paa Kommando kan græde med ægte Taarer.
[wpex more=”Læs mere” less=”Læs mindre”] “Herman, se nu paa den rare Onkel, han holder saa meget af Dig – kan Du smile til ham – Kys Onkel paa Munden – kan Du nu græde, fordi Du er saa syg og skal dø -” og Herman tuder; han besidder virkelig denne sjælelige Vandhane, som man kan tappe Taarer af, og som af de umyndige i Aanden forveksles med Talent. – Rutine har Drengen imidlertid faaet efterhaanden – intet Under, thi Snesevis af Skuespillerinder, henslængt over hans lille Seng, har hulket over at skulle skilles fra ham.

Der sker saa meget sørgeligt paa Film. Herman har allerede forlængst været med til det altsammen, og han har derved erhvervet sig en ophøjet Sjælero overfor Kvindetaarer, der vil bekomme ham vel senere i Livet.
Men ellers er Moderen hjælpsom nok; hun planter sig ved Siden af Instruktøren og dirigerer sit Afkom.

Der optages Film i Vandet.

Det er imidlertid ikke altid Mødrene, som bringer Børnene til Film. Med den store Efterspørgsel er der ogsaa opstaaet en Entrepnør-Trafik med at samle Børn sammen, give deres Forældre en ringe Afgift, leje hele Flokken ud under Eet til et Filmfirma og selv stikke Honorarerne i Lommen – Men dette bruges dog mest hvor Filmens Handling kræver Proletarbørn i større Mængder, og hvor de enkelte Ansigter ikke skal drages frem i Nærindstillinger.

Og dog kan man blandt dem finde storartede Typer – saaledes erhvervede jeg mig engang en lille fireaarig Veninde ved Navn Paula, en grim lille Unge, der imidlertid besad det herligste Gavtyvefjæs, forslagent og naivt paa samme Tid. Hun fik Nærindstillinger, mere maaske end de højestbetalte Kunstnere fra store Teatre. Og saa var hun endda kun kommet med af en Fejltagelse, som “Skank” til en kedsommelig Søster med svedne Hængekrøller.

Og det var Paula, som dengang reddede mig i en snæver Vending og bragte et glimrende Optrin uad af dette saa saare vanskelige “Typestatisteri”. – Børnene føler sig nemlig trykkede og forlegne over alle de mange Tilskuere og de nye, sære Omgivelser.

Jeg skulde iscenesætte en stor Film, hvori en Proletargade, dens Lys, dens Lyde, dens hele Atmosfære skulde danne den stemningsgivende Baggrund. Gaden byggede min Arkitekt let nok op i det mægtige Atelier, og Jorden dækkede vi med udmærket Brostenstæppe – store Flader Sejldug, hvorpaa et færstnet rundede Stykker Træ som Sten – alt det var udmærket; men en nødvendig Scene, der skulde vise en Flok legende Børn, som pludselig skræmmes op af en flygtende Forbryder i fuld Fart, var det ganske umuligt at faa lavet. Ungerne hoppede om paa Kommando med alvorlige og resignerede Miner, og jo mere vi andre hoppede med for at animere Stemningen, jo mere forfærdede blev de. – Saa dukkede Minder fra de lykkeligste Timer i min egen Barndom op i mig. Jeg lod en stor Vandpyt lave, indhegnet af en lille Jordvold, saa at det hele saa ud nøjagtig som en bred og saftig Rendesten uden Afløb. Lamper og Fotografiapparater blev nøjagtigt indstillede paa Pytten, og jeg gav saa Paula et lille Legetøjsskib og lod hende alene, tilsyneladende ubemærket.

Inden ti minutter stod hun ganske rigtigt midt i Pløren, vaad, lykkelig og snavset helt ind til Knoglerne, omgivet af alle de andre Unger i det mest glimrende Humør og med Vand i Skoene, legende med Pinde og Mudder som Børn gør det, naar de en enkelt Gang faar Lov til at være lykkelige. Ubemærket af Børnene blev Legen fotograferet, indtil et Par pludseligt affyrede Skud gav den uventede Afbrydelse. Scenen blev god fordi den var ægte.

Ved “Hanneles Himmelfahrt” af Gerhard Hauptmann havde jeg naturligvis Børn i Flokkevis af begge Arter, baade smaa Skønheder med gule Parykker som Engle, og smaa lurvede Kammerater.

Er der flere Engle, der skal paa Potten.

I ét var de ens – fordi Menneskebørn nu engang ikke bliver til Engle, selv om man spænder Vinger paa dem – at de altid skulde “træde af paa Naturens Vegne”, naar Optagelsen lige akkurart skulde begynde: og altid den ene efter hinanden, aldrig samtidigt – det kan de, Gud véd hvorfor, ikke lide.

Endelig havde jeg med uendelig Møje faaet Gruppen stillet op til de himmelske Lovsange og Handlingen indøvet. Operatøren havde fundet ud af sit indviklede Regnskab med Trickoptagelsernes evindelige Tælning af Omdrejninger, Lamperne var blevet tændt. Stilhed skabt i Atelieret, Orgelbruset til Lovsangen var begyndt, jeg løftede Haanden til Signal – – saa begyndte en af de Smaa uværgerligt at trippe paa Fødderne og flette Ben. Overhængende Fare – Moderen eller Barneentrepnøren styrtede til og førte stilfærdigt den lille Engel afsted, med Vinger og Lilliestængel og det hele. Og først, naar den lettet og glad var blevet bragt tilbage og hele Maskineriet var blevet indøver paany, faldt det en af de andre ind, at nu maatte han eller hun øjeblikkelig samme jordiske Sted hen. Ny Pavse. Og dernæst en tredie og fjerde – først efterhaanden blev det saa almindeligt, at de flagrede bort i Flokkevis kastende Harper og Basuner fra sig i Skyndingen.
“Vi kan ikke begynde, Hr. Gad”, erklærrede Underregissøren indigneret, “der er nu otte Englebørn paa Toilettet”.
Og han traadte myndigt op paa en Sky og raabte saa det gjaldede gennem Himmelrummet:
“Er der flere Engle, der skal paa Potten, saa maa de sige til nu. Bagefter er det for sent.”
[/wpex]


København, 16. september 1923.

Et kommunalt Udvalg har foretaget en systematisk Inspektion af de københavnske Filmsteatre og er naaet til det Resultat, at der er meget at anke over.
Flere Steder er Lokalerne gode og smukke, andre Steder er de slette og uegnede til Samlingssted for mange Mennesker. Ofte er de heller ikke rene nok. Saadanne Fejl kan det aabenbart ikke være uoverkommeligt at faa rettede. Er Lokalerne ikke sundhedsmæssigt forsvarlige, maa et Besøg af en Politibetjent i Ny og Næ kunne ordne denne Side af Sagen.

Langt betydningsfuldere er den Kritik, som Udvalget lader komme til Orde overfor Kvaliteten af de Film, der opføres paa Teatrene. Det anerkendes vel, at der er adskillige værdifulde Opførelser iblandt, men der skrives i Betænkningen skarpe Ord om Bagtrapperomaner, Forbryderforherligelse, Overklasse-Raadenskab og amerikansk Pjat.

Forskellige Filmsfolk har været interviewede om Spørgsmaalet, bl. a. en saa anset og kultiveret Filmsmand som Direktør Urban Gad. Han udtaler til København, at Kritiken ikke er berettiget. Han mener, at Filmen netop er paa den rigtige Vej imod det sunde og opdragende. Vi haaber, at Hr. Gad har Ret. Men det forekommer os overraskende, naar han hævder, at han selv aldrig har set en umoralsk Film. Med umoralsk forstaas selvfølgelig i denne Forbindelse ikke blot det seksuelt anstødelige – det har aldrig været særlig fremherskende paa de levende Billeder – men just det, som det kommunale Udvalg har sat Fingeren paa: Den paa sin Vis lokkende og dragende Maade paa hvilken Raadenskaben og Depravationen i Samfundet fremstilles.

Paa Urban Gad og paa os gør saadanne Fremstillinger intet Sjælsindtryk, de paavirker ikke vor Moral. Men det maa huskes, at Biografteatrene ikke fyldes alene af aandsoverlegne og karakterfaste Personer. Hovedmassen af deres Gæster er unge Mennesker, som ikke har den fornødne Udvikling og Modstandskraft, det er for deres Skyld, at der er etableret Censur, det er for deres Skyld, at det kommunale Udvalg har været i Funktion. Og Hensynet til dem maa foranledige, at denne Sag ikke lægges hen med den afgivne Betænkning, men vedblivende holder vor Opmærksomhed og Kritik vaagen.

B.T., 6. december 1923.

Urban Gad sidder i den gamle højryggede Stol, i hvilken hans Moder, Fru Emma Gad, har modtaget saa mange Interviewer.

– Jeg tale aldrig om mine Film, siger han, aldrig i mit Hjem, og for resten nødigt. Man skal ikke snakke for meget om sin Metier, men Lille Hanne har interesseret mig. Jeg saa jo Stykket paa Dagmarteatret, først med Caroline Aagaard og senere med Anna Larsen. Hvem der var størst, véd jeg ikke, men det véd jeg, at det Indtryk, Hauptmanns skønne Digtning gjorde paa mig, ja det har jeg levet videre i min Erindring, i min Fantasi. Nu skal Stykket gaa igen paa Det ny Teater med Grethe Bendix – i Hr. Ivar Schmidts Iscenesættelse.

– Hvornaar skrev De Deres Lille Hanne?
– For to Aar siden, nede i Tyskland, og jeg tror nok, der bliver min sidste Film. Den blev til midt under Tysklands forfærdelige Sammenbrud – det var ogsaa Grunden til, at jeg trak mig ud af det hele.

– Hvorfor dog?
– Jo, jeg synes, at Tyskland i sin nuværende Tilstand virker ødelæggende, deprimerende paa Sindet. Man kan ikke komme i Løftelse, og Løftelse skal der til al Kunst. Ja, det bliver min sidste Film. Herhjemme har vi jo – heldigvis – saa mange dygtige Instruktører.

– Har vi det?
– Der er i hvert Tilfælde ingen, som har søgt mig, og jeg søger ikke nogen, det har jeg aldrig gjort.
– Hvorfor?
– Nej, Jeg staar i enhver Telefonbog, saa man kan nemt finde mig, hvis man ellers gider. Skulde jeg lave mere Film, saa blev det elegante, internationale Lystspil, fordi enhver Kunst, der skal faa international Betydning, maa være nationalt præget. Derfor har den svenske Film faaet saa stor en Sukces; den byggedes nemlig paa Landets og Folkets nationale Ejendommeligheder, og Danmark har ikke nogen Natur.
– Hvad vil det sige?
– Det vil sige, at hvis De fotograferer et dansk Landskab, saa vil de se ud som et Gennemsnitslandskab fra ethvert andet Land. Vor Natur har ingen Personlighed, ingen Fjorde, Bræer eller Klipper. Men vi har et Humør, som vi kan bygge en Filmskunst paa, og et stilfærdigt Lune for Dagliglivets Smaating.
[wpex more=”Læs mere” less=”Læs mindre”]

Urban Gad

– Hvorfor valgte De saa at bearbejde Lille Hanne?
– Jeg valgte ikke. Det kom til mig, fordi jeg var den eneste, der kunde gøre det. Jeg er nemlig Camera-Virtuos. Der ligger en Trolddom i Filmsapparatet, en Hemmelighed, som ingen har gættet. I Filmen kan man gøre det, som man kun drømmer om i andre Kunstarter. Man kan hen over Virkeligheden spænde et gennemsigtigt Væv af Fantasibilleder. Ja, man kan faa det virkelige til at blive ved at bestaa som Virkelighed, samtidig med at man vise Genstandenes aandelige Billede – næsten som om man befandt sig paa den fjerde Dimension.
– Hvad er det?
– Det véd jeg ikke. Det er noget, Spiritisterne har. Ordet gaar tabt, det er rigtigt, men vi vinder paa den anden Side saa uendelig meget ind ved at kunne udføre alt det, som Teaterteknikken slet ikke formaar. Vi sætter Billedskønheden ind som Erstatning. Det har jeg gjort i Lille Hanne, dér hvor Digteren naar det højeste. Læserens berømte Tale om Paradiset f. Eks. erstatter jeg med Nærbilleder af Kristusskikkelsen og af Lille Hanne. Jeg er glad over, at min Film kommer op paa Det lille Teater, og jeg bøjer mig dybt for Direktionens Mod og Kunstneriske Ærgerrighed. Sidst jeg saa Lille Hanne, var paa Statsoperaen i Berlin med Musik af den geniale Max von Schillings. Ved Opførelsen her bliver der Orkesterledsagelse, selvfølgelig …. Det var interessant at se Lille Hanne udvikle sig paa Film. Mit Atelier var saa stort, at jeg maatte bygge en By med Torv og Gader uden om det. Jeg vil, at Lille Hanne skal virke ved en skøn, en eventyrlig Fjernhed. Dragterne har jeg derfor ogsaa gjort tidløse.

– Staar Filmen stille nu?
– Ja, jeg synes det. Der er ikke gjort nye Erobringer. I Tyskland mener man, at Lille Hanne vil blive en Begivenhed. Her udnyttes nemlig for første Gang Filmens Magi i et kunstnerisk Formaal.
– Hvordan er Filmens Kunstnere paa Prøverne?
– Som andre Skuespillere. Men her, som i al Kunst, maa man undgaa den tomme Rutine. Jeg iagttog med Glæde, hvor grebne mine Aktører var under alle Prøverne, og det er saa meget mærkeligere, fordi det i Filmen gælder om at koncentrere sig paa et Sekund, ja, i samme Nu, som Lampen tændes, skal Stemningen være der, og mærkeligt nok, den er der ogsaa. Jeg har aldrig set Parafintaarer og alt det, Folk tror. Jeg har kun set den virkelige Grebethed – det vil Lille Hanne vise – og den fremkaldes udelukkende gennem Instruktørens Villie til at rive Skuespillerne med sig.

– Hvordan er vor hjemlige Film?
– Teknisk set staar vi meget lavt, siger Urban Gad, men det kan jo ogsaa ligge i de vanskelige Tider. Jeg tror, Filmen har den store Fremtid for sig, men kun, hvis den dyrkes som en Kunst, side- og ligestillet alle andre skønne og ædle Kunster. Der maa ikke gaa Industri og Haandværk i den. Og det er vi paa Nippet til, synes jeg.
Christian Houmark.
[/wpex]

*

1924 – STRUENSE FILM OG GAD INTERVIEW

København, 10. februar 1924.

I Morgen finder der i Grand-Teatret i Mikkelbryggersgade en interessant Begivenhed Sted, idet der er Premiére paa en stor Udstyrsfilm, som omhandler Struenses Liv.

– Oprindelig var det Meningen, at den skulde have været op paa Paladsteatret, siger Direktør Urban Gad, men det har “Karusellen”s store Sukces hindret, og derfor har jeg faaet den overladt.
– Hvem har optaget Filmen?
– Det franske Selskab Gaumont, med Hovedrollerne spilles af de tyske Kunstnere Henny Porten og Harry Liedtke; den første er Dronning Caroline Mathilde, den anden Struense. En af Lessingteatrets bedste Kræfter Walther Jansen, spiller Kong Christian den 7., og desuden forekommer ogsaa Enkedronning Juliane Marie i Filmen.
– Hvad ser man paa denne?
– Den begynder med Struenses Ungdom i Altona, derefter skildres Kong Christians Bryllup med den engelske Prinsesse, Struenses Liv i København, Kærlighedsforholdet mellem ham og Dronningen, Hofintrigerne, Struenses Fald og Henrettelse.

– Hvor er Filme optaget?
– Dels i Frankrig, dels paa tyske og danske Slotte, bl. a. paa Kronborg. Det ærgrer mig forresten, slutter Urban Gad, at jeg ikke fik Lejlighed til at realisere min egen Plan om en Struense Film. I denne skulde Asta Nielsen have spillet Kongen, men da hun ikke troede, hun kunde komme til at ligne ham, opgav jeg denne Tanke.

– “Struense” ligger noget udenfor Deres Teaters sædvanlige Repertoire!
– Ja – men det tjener os kun til saa megen mere Ære, synes jeg. Det vil virkelig blive noget af en Begivenhed at overvære den.
Bohême


Klokken 5, 16. oktober 1924.

– Pioner, siger Urban Gad, og smiler, det er saadant et kedeligt Ord. Folk tror, at det er en gammel Dansk-Amerikaner med langt hvidt Haar og et furet Ansigt. Men, enfin, kald mig Pionér.
– Hvorfor forlod De Malerkunsten?
– Fordi jeg syntes, at det var trist i 30 Aars Alderen ikke at have Raad til at købe mig et Par Bukser…. Jeg rejste ud og studerede Scenekunst paa en Række udenlandske Scener, og i 1908 blev jeg ansat paa Det ny Teater som “Sceneinspleient”. Men der var ikke Jordbund for en saadan Stilling herhjemme, selv paa et saa moderne Teater, og da saa den daværende Ejer af “Kosmorama”, Direktør Hj. Davidsen bad mig om at skrive en literær og kunstnerisk Film, skrev og iscebesatte jeg “Afgrunden”.

Det blev et Jordskælv af en Sukces. Man kendte nemlig paa det Tidspunkt, det var i 1910, kun de smaa lette Lystspil, der blev lavet paa rene tilfældigheder, uden Manuskript. Denn Film gav faktisk Stødet til den danske Filmsindustri, der senere blomstrede saa voldsomt op.
– Hvem spiller med i den Film?
– Det gjorde saa fremragende Kræfter som Asta Nielsen, Poul Reumert, Robert Dinesen og Emille Sannom, og “Afgrunden” lagde Grundstenen til Asta Nielsens store Karriere.
– Hvad kostede “Afgrunden” at sætte op?

– Saa vidt jeg husker 5-6ooo Kroner. Og vil De tænke Dem, vi tilbød Ole Olsen at købe Eneretten til “Afgrunden” for hele Verden for 5000 Kroner, men han turde ikke. Saa kom der nogle Tyskere og købte den for 6000 Kroner, og de tjente alene i Tyskland 800,000 Mark paa den. Naturligvis gav mit første lykkelige Forsøg mig Blod paa Tanden og Filmen tog mig fangen, men tror De, at det var mig muligt, at rejse 20,000 danske Kroner til at starte et dansk Filmsselskab for, endskøndt jeg rendte fra Herodes til Pilatus. Saa fik jeg et Tilbud fra Tyskland og rejste til Frankfurt for at forhandle med “Union-Selskabet”, men det var lige ved at briste, da jeg stod stejlt paa mine Fordringer, og jeg havde Haanden paa Dørgrebet for at gaa, da man kaldte mig tilbage, og gik ind paa mine Betingelser. Og det var godt det samme, for
Jeg havde brugt mine sidste 200 Kroner til Rejsen.

Og saa tog jeg fat. Der blev rejst den første Kæmpefabrik i Verden for Film, og jeg lagde Filmen i det Plan, som man nu bygger videre paa. Jeg vilde væk fra alt det primitive, fra Papkasser med Tapetpapir, og Handlingen skulde staa paa Højde med Udstyret. Straks blev jeg kaldt for en dyr Instruktør, men da mit Motto var, at Flittighed var det billigste paa Film, og Langsomhed det dyreste, lykkedes det mig at bibringe Selskabet en Nettofortjeneste paa 800 pCt. om Aaret. Da jeg vilde tage mir første Lystspil “Den lille Engel”, troede man, at jeg var gal, da Begrebet “Lystspil” f. Eks. bestod af
en Mand, der falder ned af en Trappe med nogle Gipsfigurer.
[wpex more=”Læs mere” less=”Læs mindre”] Og saa blev Lystspillet den største Forretning for Selskabet. Men saa kom Krigen og slog alting i Stykker, og da jeg vilde vende tilbage til Tyskland ramtes jeg af Indvandringsforbudet. Jeg var “misliebig”!
– Hvorfor?
– Ja, det lyder vanvittigt, men en Læge, jeg kender, fortalte, at han kom i Forhør i Berlin fordi jeg havde brugt en fransk Medicin mod nervøse Hovedsmerter. Naa, jeg kom jo ind i Tyskland igen, men Forholdene havde forandret sig, og “Lille Hanne”, som i Fjor blev opført i “Det lille Teater”, blev min sidste Film. Jeg fik en Biografbevilling i København, og jeg kunde ikke godt paa samme Tid passe et Teater i København og sætte Film i Scene i Tyskland.
– Hvorfor sætter De ikke i Scene herhjemme?
Urban Gad ser paa os:
– Her er altfor mange dygtige Instruktører, saa der er ikke Plads for mig.
– Hvad mener De om danske Film?
– Danmark spiller en saa uendelig lille Stemme i det store Verdensorkester, men jeg finder, at der er flere gode Lau-Lystspil og at
Schenstrøm er en betydelig Skuespiller.

Jeg vilde derfor saa gerne se ham i noget andet, f. Eks. i en Karakterrolle.
– Og Fremtiden for dansk Film?
– Danmark har intet andet Særpræg end det gode, lune Humør, der har national Rod- og man skal bygge paa det nationale for at opnaa international Berømmelse. Foruden Schenstrøm har vi et Par dygtige Skuespillere i Peter Malberg og Peter Nielsen, men hvor skal Rutinen komme fra? Der laves for faa Film i Danmark, og Skuespillerne savner en bredere Arbejdsbasis. Der skal laves mange daarlige Film for at faa een god Film, og derfor kan man ikke lave 4 gode Film, naar der kun laves 4. Menneskene er jo ikke fuldkomne.
– I hvilken Retning gaar Smagen?
– Heldigvis i den gode Retning. Der er Stigning for de gode Film, og Fald for Rabalderfilm. Det ideelle vilde naturligvis være Kammerspillerne, men det er ikke Filmens Natur, da Replikkerne mangler og man ikke kan bygge en Film paa indre Bevægelse. Der kræves noget synligt, om jeg saa maa sige, en fysisk Handling. Film er et teknisk Stillads, som man hænger Stemningen paa. Mangler derfor Stemningen, bliver der kun Stiladset tilbage.
– Hvad mener De om Stjerneforgudelsen?
– Den er ækel. I det hele taget er Hollywoodereiet afskyeligt, og jeg fatter ikke, at man ikke skammer sig over at give Mary Pickford, Fairbanks og Jackie Coogan en saa vanvittig Modtagelse i London og Paris, at Gaderne maatte afspærres. Dette vanvid er Filmens sorteste Blad.
Théodore.
[/wpex] *

1925 – BORGEREPRÆSENTATIONEN OG FY OG BI

Berlingske Tidende, 6. marts 1925.

Borgerrepræsentationen afholdt iaftes sit sidste Møde inden Valgdagen oprinder og Størstedelen af dette forforløb i den skønneste Harmoni, som ikke mindst gjaldt den Beretning, som det kommunale Biografteater-Tilsyn har afgivet, men Mødet kunde dog ikke slutte, uden at Valget og den stedfundne Agitation blev inddraget i Forhandlingerne. Den Sag, som brød Harmonien, angik en Bebyggelsesplan for et Areal sydfor Bispebjerg Kirkegaard. Magistraten foreslog at tillade 5 Beboelseslag, hvad der foranledigede den nylig indkomne radikale Borgerrepræsentant, Arkitekt H. C. Andersen, til at fremsætte ønsket om en lavere Bebyggelse og altsaa mindre økonomisk Udnyttelse af Arealet. Dette gav den socialdemokratiske Budgetudvalgs ordfører, Hr. O. Andersen Anledning til at Ironisere over de gyldne Løfter, de radikale Kandidater fremførte paa Vælgermøderne, uden at paavise, hvorfra Pengene skulde komme. Borgerrepræsentationen godkendte sluttelig Bebyggelsesplanen.

Angsaande Enkeltheder I Debatten om Biografteatrene, henviser vi til efterfølgende Referat. Som tidligere omtalt, gaar Biografteaterudvalgets Indstilling ud paa, at de nu udløbne 17 Bevillinger fornyes for en ny treaarig Periode, at Systemet med Dobbeltbevillinger ændres, og at der ved Lovens forestaaende Revision søges tilvejebragt saadanne Lovregler, at Muligheden for at haandhæve Lovens Bestemmelser ikke paa væsentlige Omraader er udelukket.
[wpex more=”Læs mere” less=”Læs mindre”] Referat
Borgmester Kaper forelagde som Formand for det nedsatte Fællesudvald anggaende det kommunale Tilsyn med Biografteatrene, den afgivne Betænkning, hvis Hovedindhold vi tidligere har omtalt. Tilsynets Opgave var at føre Kontrol med at Bevillingerne udnyttedes paa forsvarlig Maade, herunder faldt ogsaa Spørgsmaalet om Teatrenes Rumforhold, Ventilation og Hygieine.

Direktørerne Sophus Madsen og Urban Gad.

Det kommunale Tilsynsudvalgs Medlemmer havde udøvet den de, af Lovgivningsmagtens paalagte Pligt fuldt ud. Medlemmerne havde hver for sig anstrengt sig med at gaa rundt i de forskellige Biografteatre; mange vilde maaske mene, at Medlemmerne derved havde haft en Række glade Aftener, han maatte dog I Sandhedens Interesse sige, at det ikke helt ud var nogen lystelig Forpligtelse, Medlemmerne havde paataget sig; men de havde anset det for overmaade magtpaaliggende at efterkomme de Forpligtelser, der var lagt paa deres Skuldre.

Borgmesteren siger, at det I mange Tilfælde er meget ringe Ting, som opføres paa Biografteatrene, hvilket for en Del skyldes, at de Aandaprodukter, der opførte, er udenlandske og ganske særlig af amerikansk Oprindelse. Vi var ogsaa paa det her omhandlede Omraade kommet ind under Amerikas Hegemoni. De amerikanske Films var enten sentimentale eller brutale. Og det var efter talerens Mening en afgjort Fejl ved den bestaaende Ordning, at Censuren enten skulde godkende hele Filmen eller helt og holdent forbyde den. Censor vilde i mange Tilfælde vige tilbage for helt at forbyde en Film som f. Eks. “Notre-Dame de Paris”, der fremtræder med en af Verdenslitteraturens store Navne. Skulde Victor Hogos Roman Ikke filmatiseret kunne opføres her? Men Filmen Indeholdt enkelte pinagtige og brutale Scener, der aldeles ikke passede for den danske Smag, og som godt kunde stryges uden Skade for Helheds-Virkningen, men Censor var afskaaret fra at forbyde disse Scener. Taleren vilde derfor henstille, at der ved en Revision at loven blev givet Censoren Bemyndigelse til at stryge enkelte Scener i en film.

Taleren konstaterede, at Retfærdighedsforholden var blevet bedre I Teatrene efter at Tilsynet havde begyndt sin Virksomhed.

Hr. Kaper kom derefter Ind paa Spørgemaalet om Bevillingshaverne, som efter Loven utvivlsomt burde være uafhængige Personer, der udelukkende bar Ansvaret, men i mange Tilfælde var det Udlejnings firmaerne, som finansierede Bevillingshaverne og derved fik den overvejende Indflydelse paa Teatrets Drift og Repertoire. Man kunde da rejse det Spørgsmaal, om man gaar rigtigt frem ved Uddelingen af Bevillingerne. Borgmesteren mener nej; han siger, at man maa tage sig til Hovedet, naar man ser, hvorledes Bevillingerne uddeles. Det var allerede en ulykkelig Tanke at give en Bevilling til to, og den Maade hvorpaa Staten uddelte Bevillinmgerne var ogsaa Udtryk for et underligt System. I Rigsdagen sidder man og overvejer nøje og længe, om en af Samfundets mere eller mindre fortjente Mænd skal have 700, 1400 eller 3000 Kr., eller naar det var en mest fortjent 3600 Kr. om Aaret, men her tildeler man Folk Bevillinger, som giver helt op til 30,000 Kr. aarlig, uden at Vedkommende udfører noget Arbejde.
– – –
Borgmesteren sluttede med for egen Regning at fremsætte nogle Betragtninger over Biografteaternæringen, han nævner fri Næring, Bevillingssystemet og Kommunaliseringen. Hr. Kaper anbefaler Bevillingssystemet med en fornuftig Sortering at Ansøgerne. Lad Staten forsørge sine fortjente Mænd og Kvinder, og lad os forlange, at den, som søger en Bevilling, godtgør at han er i Besiddelse af den fornødne Indsigt og fornødne Kapital; lad os endvidere faa en Censur, som kan pille det væk af en Film, der ikke passer for dansk Smag.

Systemet fri Næring vil føre til Sejr for den amerikanske Kapital, og Komminalisering vil medføre en altfor stor Risiko for Kommunen, som vilde blive nødsaget til at oprette Filmsateliers o. s. v.

B.T., 1. maj 1925.

Folketingsmand F. K. Madsen
henholdt sig til den afgivne Betænkning, idet han ligesom Borgmesteren anbefalede at de nuværende Bevillinger fornyes. Endvidere henstillede han, at der ved en Revision af Loven blev Indsat en Bestemmelse, hvorefter Kommunalbestyrelserne fik Ret til at afgøre, hvem der skal have Bevillingerne.
– – –
En kompliceret Virksomhed.
Borgmester Kaper afsluttede Forhandlingerne med nogle replicerende Bemærkninger, hvorunder han oplyste, at en enkkelt Bevillingshaver ikke kunde udøve nogen Indflydelse paa sit Teaters Drift – skønt han gerne vilde – samtidig var han Driftleder af et andet Biografteater og Interessent i et Filmsatelier.
Fællesudvalgets Indstilling godkendtes sluttelig enstemmigt.
[/wpex]


“Fyrtaarnet” (Schønstrøm), den nye danske Filmøse Lisa Bauditz og “Bivognen” (Madsen).

Aftenbladet, 11. november 1925.

– – –
Lau Lauritzen er gaaet i Gang med Forberedelserne til den saa meget omtalte “Don Quixcote”. Filmen, der kræver et vældigt Arbejde, bl. a. ogsaa i Retning af Forhandlinger med de spanske Myndigheder.

Medens Direktør Lauritzen saaledes udelukkende ofrer Tid og Kræfter paa denne Hovedopgave, har Firmaet planlagt Optagelsen af en ny, stor Fyrtaarn- og Bivognsfilm.

Filmen bliver indspillet paa Palladiums Atelier i Hellerup efter et originalt Manuskript af Forfatteren Urban Gad, der ogsaa iscenesætter Filmen.
Optagelserne begynder i Løbet af næste Uge.

Palladiums Aarsberetning kan altsaa tages som et Tegn paa, at ogsaa med Henblik paa dette Selskab gælder detr, at dansk Film nu atter er ved at arbejde sig frem til en fremragende Stilling paa Verdensmarkedet.


Urban Gad med Fy og Bi
Berlingske, 30. november 1925.
Palladium er ved at indspille en ny Film. Her ses Urban Gad, der iscenesætter den, sammen med “Fyrtaarnet” og “Bivognen”.

lykkehjulet


Arbejdet som biografdirektør, tekster og nekrologer. Kampen om at overtage biografbevillingen.

1926 – MOSAIK

B. T., 15. oktober 1926.

*

1928 – MOSAIK

B. T., 2. februar 1928
Jyske Tidende, 16. december 1928.

*

1929 – SAMTALE OM FILM OG MOSAIK

B.T., 4. maj 1929.

B.T., 3. august 1929.

I sin smukke og meget oplysende Bog om Filmen og dens Maal og Midler, skriver Urban Gad om Fremtidens Under: den talende Film, som i Aftes blev til Virkelighed.
– De kalder den talende Film en Ulykke, hvorfor? spørger jeg.
– Ja, det gjorde jeg…. ja, for Filmens største Egenskab, den Internationalitet vilde derved blive bragt i Fare, jeg gør nemlig i min Bog, gældende, at Filmen i det lange Løb vil blive en af de største Faktorer til Folkenes Forening med hinanden, jeg har, skal jeg sige Dem, aldrig hørt et Menneske hade den Nation, som han kendte. Hvis man virkelig har lært et Folk at kende, i dets Glæder og i dets Sorger, saa vil, saa kan man aldrig lade sig rive med at noget saa ækelt som Massesuggestion…. hvor kan man overhovedet hade…. jeg forstaar det ikke…. Derfor var enhver ny teknisk Opfindelse, som vilde nedsætte Filmens Evne til at gaa fra Folk til Folk og sprede Kendskab og Sympati mellem Nationerne, den var mig paa Forhaand imod.
– Ogsaa den talende Film?
– Den talende Film kunde ikke standses, ikke paa nogen som helst Maade, det er jo dog en af Menneskehedens ældgamle Drømme at kunne skabe det kunstige Menneske, Mennesket, som var skabt af Kunst, og derfor maatte den talende Film komme – og nu er den kommen…. Opgaven er løst, det levende Billede har faaet Ord, faaet Talens Naadegave, er blevet tonende, det er sket, det store Under, men det er dog kun en Station paa Vejen, vi haar naaet, Fremskridtet, man kan ligefrem sige, at Fremskridtet raser fremad, frem efter, vi har naaet den virkelige Homunculus…. der vil komme en Brydning mellem Lysstraaler, et Resultat af Fotoceller og Forstærkere, som staar frit i Rummet med naturlige Farver og som taler saa naturligt, at Skikkelserne ikke er til at skelne fra et levende Menneske paa en Scene.
[wpex more=”Læs mere” less=”Læs mindre”]

Peter Urban Gad.

– Vil det vare længe?
– Dette vidunderlige Resultat vil vi naa i Løbet af faa Aar.

– Er De den, der vil føre den Form for Film frem her i Landet?
– Nej, det kan jeg ikke sige, jeg er, ganske vist har jeg altid følt det som en Ære at tjene den Virksomhed, som nu engang er blevet min, kunstnerisk forsvarligt og paa bedste Maade.

– Hvad bringer den nye Kunstart?
– Den bringer det, blandt andet, at Atmosfæren omkring Handlingen kan blive levende paa en Maade, som man aldrig før har kendt…. Jag vil paa mit Teater snart spille en Film, der hedder “De hvide Skygger”, og den skildrer Eventyrlivet paa Tahiti, hvor vor store Gauguin levede og døde – tænk, naar man nu ser Gauguins Billeder, saa vil man forstaa, at han har, i sine Billeder, skænket os alt det, den stumme Film aldrig har kunnet skænke os – den blev kun Prospektkort – de hvide Skygger, som jeg nu vil bringe frem paa Grand Teatret – de giver Tilskuerne et Billede af Tahiti, som bliver levende. Baggrunden er nemlig Suset i Palmerne og Stillehavets tordnende Brænding paa Koralrevene, vi faar Fugleskriget og de Indfødtes Sange, vi faar Latter og Graad, alt det, som gør de tavse Gromacer til Liv…. Det er den Vej, som den talende Film skal gaa, fordi man vil forstaa, den bedre end den tavse Film – der er jo nemlig det at sige, at over alt forstaar man, bedre end Ord – Følelsen – og den kommer stærkt og skønt og alt besejrende frem i den talende Film…. Mennesket, Lyden, Sproget, Graaden – alt formaar vor Tids Fotograf at levendegøre – derfor vil den talende Film blive, foreløbig, ja, foreløbig – Tidens store Under…. for der kommer meget, meget mere, uanede store og skønne Værdier til dem, der faar den Lykke at opleve det….
HOUMARK.
[/wpex]


B. T., 23. november 1929.

B. T., 14. december 1929.

[Bjørn og Gösta Bjørnson] – – –
I Nat var det hos Urban og Esther Gad, at de to skandinaviske Gæster blev fejret. Festen vat tillige en Indvielse af det nye Gad’ske Hjem i Upsalagade. Der knyttede sig saa mange Minder til Hjemmet i Dr. Tværgade… og det syntes saa betinget af de herlige Gad’ske Traditioner, at det skulde synes umuligt at overføre dem til en anden Lejlighed. Men Kunststykket lykkedes. Penaterne flyttede med ligesom Nissen i Eventyret… og den Stemning, der altid har været over Fester i Urban Gads Hjem, slog Natten igennem ud i vilde Glammer.

Selvfølgelig var det Bjørn, der holdt Nattens første Tale, men derefter gik det Slag i Slag. Jeg kunde berømme mange af de Cicero’er, der rejste sig i Skæret af Nell Gwyn-Kandelabrene, men jeg vil holde mig til de Taler, der vil blive husket om mange Aar. Statsminister Stauning var en af Gæsterne, og hans brede og rige Tale for Gösta Ekman var en skandinavisk Gestus, der i al Beskedenhed tør sammenlignes med Tegners Tale for Oehlenschläger. Den knyttede to Brødrefolk sammen. Saa var der selvfølgelig Göstas Takketale, Storms franske Tale, Fru Clara Pontoppidans nydelige Lovprisning af Kærligheden – og sidst og ikke mindst Johannes Poulsens pragtfulde Parafrase over Kunst og Gøgl. “Glem ikke din Oprindelse!” Det var det betydningsfulde Omkvæd i Johannes’ Tale, der paa en Gang var Historie og Livsglæde og Inspiration.

Det maa være en Lykke for et Værtspar som Esther og Urban Gad at have lagt Hjem, Lys, Vin og anden Festlighed til en saadan Nat, hvor Poesi, Sandhed og dyb Menneskelighed springer ud af de smaa Timer og det lykkelige Samvær.
– – –
UpsalagadeFolketælling 1930. Upsalagade 18.
*

1930 – MOSAIK

Morsø Folkeblad, 15. marts 1930.

*

1931 – FILMSDISKUSSION I STUDENTERFORENINGEN

Berlingske, 22. marts 1931.

Filmsdiskussionen er aabenbart brændende – og der var fuldt i Studenterforeningens store Sal, da man i Aftes havde sat “Filmen” paa Programmet.
Der var sendt Indbydselse til en Række Filmsfolk, men det var ganske karakteristisk, at saa at sige ingen af dem var kommet til Stede. Blandt Gæsterne saa man dog Dr. techn. Holger Schmidt, Overretssagfører Max Rothenborg, Fru Hertha Skaarup, Borgerepræsentant Gerda Mundt og Forfatteren Otto Lütken. Men Biografejerne og Udlejerne saa man ikke. End ikke Organisationens Ledere havde givet Møde – antagelig fordi man ventede en “Bevillings-Diskussion.

Intelligensen har ikke Interesse for Film!
Indlederen af Diskussionen, Direktør Peter Urban Gad, der af Kaptajnløjtnant Westermann præsenteredes som en af Filmens Pionérer, fik straks Ordet og talte om Filmen.
Indledningen var en kritisk Vurdering af Filmen som Kunstværk – og hævdede, at Filmen gennem sit Nærbillede bragte fine Nuancer ud til det store Publikum, og at Filmen ogsaa paa andre Maader havde kunstneriske Fortrin fremfor Teatret.
Om Anklagerne paa “Kunstens Mekanisering” kunde man henvise til, at Guttenberg “mekaniserede” Bogen. Noget smukt dør – og noget større fødes. Kunstens Mekanisering trænger f. Eks. Tusinder af middelmaadige Musikere ud, men erstatter dem maaske med Genier.
Naar man taler om at hæve Filmens Standard, saa støder man paa den store Vanskelighed, at det intellektuelle Publikum i København ikke har Interesse for Film.
Taleren henviste til, at man forlanger en uforkortet Udgave af Storværket “Hallalujah” – og naar saa den endelige Udgave kommer, maa den faa Dage efter tages af Plakaten af Mangel paa Tilslutning.
Intelligensen – blandt Publukim og blandt Pressen – har intet gjort for Filmen herhjemme – selv om Pressen i det sidste halve Aar har begyndt at interessere sig for Filmskritikken. Og de, der har interesse for Filmen, de slutter sig sammen i Foreninger – alle disse unge Mænd, der gaar uden Hat, fordi de er idealister (Haandklap).
Gid vor Tid maa arbejde paa at skænke vore Efterkommere en ny og straalende Kunst i Stedet for at bekæmpe den.
Bifaldet efter Talen var ualmindelig voldsom – og Kaptajnløjtnant Westermann kunde erklære, at Bolden var givet op, og saa gik man over til Diskussionen.
[wpex more=”Læs mere” less=”Læs mindre”] Otto Lütken: Censuren maa slaas ihjel.
– Censuren er Roden til alt ondt inden for Filmen i Danmark. Censuren er ophævet i Danmark, men kun ikke over for Filmen, fordi man mener, at Filmen kan være farlig i sin Agitation. Foreningen Filmkultur ønsker derfor først og fremmest Censuren afskaffet.

Dr. techn. Holger Schmidt.
– I Københavns Kommune er der 27 Teatre og de sælger aarligt for 5,000,000 Kr. Billetter og betaler desuden 2 Millioner i Skat.
Der kom i 1922 en Biograflov – men Loven administreres saaledes, at Filmen opfattedes dels som et Skatteobjekt og dels som et filantropisk Foretagende ved at give Bivillinger til uegnede Personer og ved at paalægge visse Teatre meget store Afgifter. Og dette har ført til, at en Række Teatre er kommet paa faa Hænder, men dette er ikke i Publikums interesse. Publikum vil faa bedre og mere forskellige Film at se, hvis Teatrets lededes af uafhængige Ledere.
Ogsaa Staten vilde være tjent med et andet Bevillingssystem med uafgængige Ledere, der selv er Bivillingshavere!

“Sandheds-Filmen” er det egentlige!
Carl Muusmann causerede over Filmens historiske Forudsætninger, omtalte muntert Filmens Barndom og omtalte de første Filmsfolk, der netop havde Sansen for Billedet og for den vidunderlige nye Opfindelse. Han sluttede med at erklære, at “Handlings-Filmen” ikke er det egentlige, men at “Sandheds-Filmen” er og bliver Filmens største Indsats.

Redaktør Mikkelsen:
– Foreningen for Filmkultur har haft en umaadelig Fremgang – og Aarsagen er den, at der er Interesse for de Films, Biograferne ikke spiller – – blandt andet de mange Films med social Tendens.

Max Rothenborg:
– Vi ønsker at højne Smagen paa alle Maader – men det er haabløst for os at diskutere dette – fordi vi ikke har den fjerneste Indflydelse paa den internationale Filmsproduktion – og vi mangler enhver Mulighed for nu at være med – naar Talefilmen er kommet.
Tonefilmen har jo i Virkeligheden ændret hele Forholdet inden for Filmen og dens Virkemidler.
Vi kan vælge det bedste af Produktionerne og det, vi forstaar, men vi er og bliver afhængige af Udlandet.

Skuespiller Mogens Brandt:
– Filmen er særlig i Amerika kapitalistisk bestemt og forherliger Krigen – og bruges til at lulle Underklassen i Søvn! (Naah?)
I øvrigt har Filmen begaaet den Fejl, at den fotograferer Teatret og Skuespilkunsten – i Stedet for at gaa nye og frugtbare Veje, som f. Eks. i det symfoniske Værk “Storstaden Berlin” – eller de vittige og overraskende aandfulde Tegnefilms. Tænk blot, hvad det vil sige, om Storm Petersens “Peter Vimmelskaft” blev gjort levende!
Lad os gøre, hvad vi kan, for at bremse den amerikanske Kapitalkunst!

Borgerrepræsentant, Frk. Margrethe Petersen:
– Maaske bliver der nu talt saa højt, at Regeringen maa gøre noget, noget radikalt. Skal Filmen bruges til Godgørenhed, saa maa det i hvert Fald fordeles over samtlige Teatre.
Vi ønsker et bedre og større Forbindelse mellem Skolen og Filmen. Lad os gøre det klart, at vi kun opdrager til Kulturfilmen gennem Skolen, gennem Børnene.

Endnu deltog i Diskussionen Journalist Lachmann, stud. polit. Carl Møller, Student Bjørn-Hjelmborg, Student Ernst Willumsen, Hr. Arnold Petersen, og endelig afsluttede Indlederen Urban Gad.
mt.
[/wpex] *

1932 – SØRØVER PUNCH

B.T., 2. januar 1932.

Charles Dickens, herlige gamle Charles, vilde have frydet sig, hvis han i Aftes kunde være staaet op af sin Grav og kikket ind i et bestemt københavnsk Selskab.

Trods Krise, trods alle Omvæltninger i Smag og sociale Forhold, er der nemlig stadig københavnske Hjem, hvor der dyrkes Selskabelighed, der holder det glade Sind og den frie Aand i Ære – og hvor man hører Tonerne fra lykkelige længst henfarne Dage.

Jeg tænker i dette Tilfælde paa et Selskab, som Direktør Peter Urban Gad og Fru Esther holdt i deres smukke Hjem i Upsalagade. Det var som bekendt Peter Urban Gads Moder, den elskelige Admiralinde Emma Gad, der oversatte Sardous berømte Folkekomedie “Madame Sans Géne” til Dansk…. og i den Anledning havde Peter Urban efter Premiéren paa Folketeatret inviteret en Del af sine Venner og af de Mennesker, der havde haft med Forestillingen at gøre, til en Nytaars- og Teaterfest.

Sørøver-Punch.
Festens store Øjeblik oprandt, da Johannes Poulsen som denne Bys herligste magister bibendi lavede sin berømte Sørøverpinch under medvirken af et Par Skønheder som Fru Ulla (der rev Citronskallerne) og Fru Eva Heramb, der pressede Citroner.

Puncheblanding er jo efterhaanden en glemt Kunst, men Johannes kan den – og hans Blanding med Æquator-Rom, den duftende Kina-Te og den tunge Ribsgelé kalder paa alt, hvad der hedder Stemning, Dickens-Humør og gode Husalfer.

Dobbelt Dickensk blev Stemningen, fordi den første Snestorm hylede uden for Vinduerne, mens han lagde Ildrageren til Rette paa den gyldne Bowle og tændte Rommens blaa Offerflamme paa den hvide Sukkertop.

Se, Flammen brænder, se, Johannes staar som en rødmende Ildens og Rommens Gud, se, Glassene rækkes frem mod den svingende Sølvske – og unge, smukke Ansigter kommer frem i Flammens Himmelglans…. jo, old man Charles, du vilde have glædet dig og forundret sagt:
– Der er endnu Jul i Verden!

Punche-Taler.
Da Flammen var slukket, begyndte de berømte Punchetaler, som Johannes er en Mester i at fremtrylle. Hver Mand og hver Kvinde maa op og vise, at Cicero ikke har levet forgæves – og hver Gang en Delinkvent er færdig, dirigerer Johannes sit berømte Hurra, der er længere end en Bjergtorden – og almindeligvis kaldes “Opsigelsen”, fordi meget faa Lejere undgaar en i bestemte Vendinger holdt Skrivelse fra Værten Dagen derpaa!

Kammersanger Holm kender ikke sin Besøgelsestid. Forleden, da der var Midnatscabaret paa Det ny Teater, holdt han Lytterne oppe til Klokken 3 Nat…. men i Nat var de overhovedet ikke gaaet i Seng, men havde røgtet deres Radio-Apparater med Fødderne i koldt Vand for at holde sig vaagne. Tænk en Nat igennem at høre Taler af Mænd som Johannes Poulsen, Adam Poulsen, Peter Urban selv, Direktør Gregaard…. og af Kvinder, jeg gemmer det bedste til sidst, som Ulla Poulsen, Hertha Skaarup, Danmarks Liva, Eva Heramb, Esther Gad…. En Blomsterkrans af Københavnerinder, der, for at tale i Punchesproget, forener Skønhed med tindrende Aand. O, blonde Haar, o. gyldne Smil! Det siges efter Eksperters Opgivelse at være et forbandet Aar, vi er gaaet ind i…. men saa længe saadant eksisterer, saa længe Nell Gwynn-Lys kan flamme i høje Stager og skønne Kvinder le, saa er Liver alligevel værd at leve…. og held den Vært og Værtinde, der faar Lov til en festlig Nat at sætte Huset paa gloende Pæle…. paa lysende Støtter af Vin og Sang og evig Ungdom.

Punktum.
Da Vækkeurene kimede over Byen i Morges, brød de første 29.718 Københavnere deres fornemste Nytaarsløfte.
Kammerjunker Lassen.

*

1934 – MOSAIK

Berlingske, 8. april 1934.

I Anledning af, at Fru Else Sandberg har faaet Bevilling til at drive Merry-Teatret, afholdtes der i Aftes hos Direktør Peter Urban Gad og Fru Esther Gad en Middag til hendes Ære. Der var udelukkende indbudt Damer, og bl. a. deltog Fru Udenrigsminister, Folketingsmand Elna Munch.


Berlingske, 28. september 1934.
I Anledning af Opførelsen af “Familien Rothschild” har der været naziopløb ved Grandteatret i Mikkelbryggersgade.

*

1935 – STRUENSEFILM I GRAND

Allerhøjeste Anerkendelse.

Politiken, 13. august 1935.

Foran et fyldt Grand Teater står biografdirektør, Gad og taler med Christian VII og Caroline Matilde. Bag dem hænger paklater med skriften “Dronning Caroline Matilde og Strueense” og “Den mest tragiske kærlighedshistorie i Danmarkshistorien”.
Christian VII: – Hr. Biografdirektør jeg maa virkelig gøre Dem min Kompliment. Noget saa sindsygt har jeg aldrig været med til!

Caroline Mathilde (1771-1755) Dronning af Danmark
Christian VII (1749-1808) Konge af Danmark

Tegning: Valdemar Møller (1885-1947).

1936 – PETER URBAN GAD FORBEREDER EN GAUGUIN BOG

Urban Gad, havde planer om at skrive en bog om Gauguin. Han mente der skulle rettes op på de misforståelser han mente der fik Gauguin til at udtale at han hadede Danmark.
“Legenden om Paul Gauguin” skulle bogen hedde; men den blev aldrig skrevet. Den blev i hvert fald ikke udgivet.
Omtale af bogprojektet kan læses på Gauguinsiden, i en artikel fra Berlingske, 24. juni 1936.
*

1937 – BJØRN BJØRNSON

Folkebladet Sydjylland, 28. december 1937.

Da Bjørn Bjørnson sidst var i København som Gæst hos Vennen Hals- og Ørespecialisten Niels Blegvad, deltog han i et Middagsselskab hos sin Vært.
Man var 12 til Bords; men midt under Maaltidet ankom Filmsdirektøren Urban Gad, lidt forsinket – og nu var man altsaa 13! Der blev stor Opstandelse! Fru Esther Gad rejste sig og erklærede hun ville forlade Bordet, mens Værtinden dekreterede: “Saa kan Jytte sidde ved et lille Bord for sig!”
– Inden Fru Gad havde gjort Alvor af sin Trussel, rykkede Bjørn sin Stol midt ud paa Gulvet, men blev samtidig lynende sint og tordnere: “Er Dere virkelig saa enfoldige at tro, at han deroppe (peger mod Loftet) sidder og tæller os?! Saa’nt forbandet Tøv!” Dermed rejste den vrede Bjørn sig og gik op paa sit Værelse og lagde sig.

– – Men en halv Time efter kom han ned igen, iført en pragtfuld Pyjamas, og underholdt Selskabet, som om der ingenting var sket.

*

1938 – OLYMPIADEFILM

Berlingske, 4. august 1938.
Leni Riefenstahl og hendes Moder, fotograferet i Lufthavnen ved Afrejsen i Gaar. Hun fløj Kl. 14,20 til Stockholm, hvorfra hun efter et kort Ophold vilde fortsætte til Helsingfors.
Lagationsraad Hensen med Frue fra den tyske Legation, Direktør Urban Gad, Esther Gad og Landsretssagfører Meincke var i Lufthavnen for at tage Afsked. Sidstnævnte overrakte som Repræsentant for den olympiske Komité Blomster.

Berlingske, 28. juli 1938.

Aarets store Filmsbegivenhed var Fuldendelsen af den mægtige Olympiade-Film – og nu skal det danske Filmspublikum præsenteres for den. Foreløbig Filmens første Del… den officielle Premiére finde Sted i Grand-Teatret paa Onsdag hos Direktørparret Peter Urban og Esther Gad.

Forinden vil der dog Tirsdag Aften finde en Forestilling Sted for en indbudt Kreds – og denne Gang foregaar Forevisningen i Odd Fellow-Palæet. Under Protektion af Hs. kgl. Højhed Prins Axel er der blevet dannet en Komité bestaaende af Borgmester, Dr. Ernst Kaper, Generalkonsul Langkjær, Direktør Gad, Chefredaktør Svend Aage Lund og Redaktør Jørgen Bast – det er denne Komité, der staar for det specielle Arrangement Tirsdag Aften.

Det vil blive en virkelig Filmens Festaften – og ikke mindst fordi Olympiadefilmens Skaber og Chefinstruktør Leni Riefenstahl kommer til Stede.

Leni Riefenstahl.

Efter Forestillingen Tirsdag Aften har “Berlingske Tidende” indbudt til en Fest for Leni Riefenstahl. Hun vil være Æresgæst under Besøget i København. Ankomsten finder Sted allerede paa Søndag – og om Eftermiddagen har Direktørparret Gad indbudt til en Eftermiddags-Reception i deres Villa i Humlebæk.
Ved denne Lejlighed vil bl. a. den københavnske Presses Filmsredaktører faa Lejlighed til at hilse paa den geniale kvindelige Filmsinstruktør.

*

1939 – HJALMAR DAVIDSEN OM AFGRUNDEN

Berlingske, 30. januar 1939.

At tale med Hjalmar Davidsen, den den 2. Februar fylder 60 Aar, er som at blade i en stor og morsom Bog om dansk Films Barndom. Hjalmar Davidsen der startede i sin Tilværelse som islandsk Købmand, er en god Fortæller, og han har oplevet en Mængde morsomme Ting i sit Liv. Selv om han nok “sad fast” som Biografdirektør, fik han ogsaa Tid til at beskæftige sig med saa meget andet. Først og fremmest med Filmsinstruktion – og siden med Sprogforskning og Musik.
– – –

Direktør Hjalmar Davidsen.

Da Frede Skaarup var 1. Reservelæge.
Ovre i Aarhus var de begyndt at lave danske Films. Det var dengang, Frede Skaarup spillede 1. reservelæge i “Den lille Hornblæser” og de i øvrigt lavede Films med Titlerne “Den frygtelige Sandhed” og “Hvem aad Barnet”.

En Dag fik jeg Besøg af min daværende meget gode Ven Peter Urban Gad. Hans Moder, Admiralinden og Forfatterinden Emma Gad kunde saa-gu skabe Fut og Fest i Tingene. Hun havde faaet oprettet en ny Stilling til sin Søn – han var noget saa fint som Sceneinspicient. Urban Gad kom med et Manuskript, jeg omarbejdede det, og vi samarbejdede om Filmen – det blev til “Afgrunden”. Hovedrollen spilledes af en dengang lidet kendt Kunstnerinde….

Asta Nielsens Verdensberømmelse.
Hun hed Frøken Asta Nielsen – og “Afgrunden” blev Indledningen til Asta Nielsens Verdensberømmelse. Hun spillede sammen med Poul Reumert, han var dengang 28 Aar, og han var fortræffelig. Den 9. September 1910 skulde Filmen have Premiére. Forinden havde en indbudt Kreds set den, bl. a. min Far. Jeg havde selv 10.000 Kr. i den Film – da Far saa den, sagde han kun: “I næste Uge skal du betale Husleje – du kan laane de Penge af mig”.
Alle der havde set Filmen, syntes den var slem. Jeg omredigerede den, klippede den fuldstændig om, indlagde nye scener. Dagen efter Premiéren havde jeg sejret. Pressen roste den til Skyerne. Publikum syntes om den – “Afgrunden” var den første danske Sukces-Film – og den spillede dog kun i 40 Minutter.
– – –
Chief.

*

1940 – ET SØLVBRYLLUPSHUS, ET HØRESPIL OG MICHELANGELO

Berlingske, 14. juni 1940.

I 1889 skrev Emma Gad den berømteste af sine Komedier, Et Sølvbryllup, som opførtes paa Dagmarteatret med Sophus Neumann i Hovedrollen og gjorde stor Lykke. Admiralinden tjente forholdsvis mange Penge paa sit Arbejde, og for den Sum, hun kunde sætte I Banken, besluttede hun at virkelig gøre et længe næret ønske: et Sommerhus! Nord for Humlebæk Fiskerleje laa Tibberup Gaard, som ejedes af Madam Vilhelmsen. Ingen Københavner havde endnu haft Mod til at bygge Sommerhus saa langt bort fra Byen, men Admiralinden var en Dame med Fremsyn …. af Madam Vilhelmsen købte hun en smal Strimmel Land med gamle Træer paa Skraaningen ned mod Stranden, og her opførtes i 1890 en beskeden, straatækt Bygning med en hyggelig Skrivekrog, saaledes som Admiralinden havde drømt om at faa den: med Udsigt over Sundet. I Slutningen af Juni Maaned stod Huset færdigt til Indflytning, og Familien Gad ankom til Humlebæk, hvor den altan nu i 50 Aar har hørt til den faste Stok. Admiralinden knyttede til sit opfyldte ønske følgende Valgsprog:
Daarer bygger Huse – Kloge Folk boer i dem.

Efter Admiralindens Død overtog hendes Søn, Direktør Peter Urban Gad, Ejendommen. Den er senere Aar for Aar blevet udvidet — der har været god Grøde i de Sølvbryllups-Penge! – men alle Ombygninger er gaaet uden om Emma Gads Skrivekrog med det beskedne, gammeldags Arbejdsbord. Hendes Valgsprog er nu indmejslet i Trinet up til den aabne Kamin i Solgaarden. Her star ogsaa hendes Buste, de klare og faste Træk, støbt i Bronze af en norsk Billedhuggerinde. Emma Gad har grundlagt Humlebæk som Badested og Sommertilflugt. Et Sølvbryllup blev den tilfældige Aarsag, og i Huset bag de knaldblaa Laager vil Mindedagen blive fejret af Admiralindens Sønner den 29. Juni.
Henry H


Berlingske, 16. august 1940.

– – –
Et Kunstnerhjem i Paris…

Københavns Biografejere er en broget Skare. Der er mange mærkelige Skæbner blandt dem … faa har dog haft saa afvekslende et Liv som Fru Sandberg.

Fru Else Sandberg.

Hendes Far var Norges store Maler Fritz Thaulow (død 1906), hendes Mor Ingeborg Charlotte Gad af den højt ansete danske Embedsmands- og Officersfamilie. Fru Thaulow giftede sig, efter at hendes første Ægteskab var opløst i 1887, med Dr. Edvard Brandes … saaledes kom den lille Else allerede i Barneaarene ind i det intellektuelle københavnske Bourgeoisi. En Tante var gift med Maleren Paul Gauguin, som 80’erne opholdt sig nogen Tid i København og hørte til Familiekredsen.
Else Thaulow vedblev med at have Forbindelse med Faderen, der førte stort Hus i Paris … hans Atelier laa ved Place Pereire ude i Nærheden af Porte Champerret, det Kvarter, hvori alle de velhavende Kunstnere klumpede sig sammen. I den lille Gaard bag Huset stod mellem grønne Planter en af Rodin’s Borgere fra Calais, en Gave fra den franske Billedhugger til den norske Maler. Herman Bang skildrede Fritz Thaulow og hans anden Hustru (Alexandra Lasson) i Kunstnerromanen Mikael, hvor de optræder som Finner.
Omkring Aarhundredskiftet hørte det Thaulow’ske Hjem til de morsomste i Paris. Her traf man paa Modtagelses-Aftenerne gerne Anatole France. Ogsaa Oscar Wilde udfoldede sit Konversationstalent i Atelieret, hvor der altid stod et Lærred med Husherrens Specialitet: Reflekser i rindende Vand! paa Staffeliet.

En Dag ankom Peter Urban Gad for at spise Frokost hos sin Onkel. Hans Frakkeærme strejfede i Døren en lille, uanselig Herre, der netop gik ud.
— Kedeligt, at du ikke var her et Par Minutter før! sagde Fritz Thaulow. Den lille, uanselige Herre var Kaptajn Alfred Dreyfus!

I dette Milieu voksede Else Thaulow op. Hun har selv engang med Lune skildret de unge Aar og Paris I en
Artikel i Maanedsmagasinet, som Frederik Hegel udgav. I Samværet med Faderen og hans Kreds fik hun sin Opdragelse som Verdensdame. Der kom et andet Skær i hendes lyse øjne end det, man ser hos de unge Piger fra Bredgade og Drammensvejen.
– – –



Berlingske, 26. oktober 1940.

Esther og Peter Urban Gad, der i Grand-Teatret altid bestræber sig for at vise det usædvanlige, har Planer om at Fremføre en ny Film, et Værk, hvis Mage ikke før har været set i København. Det drejer sig om den af Degeto Tobis i Zürich fremstillede Michelangelo, iscenesat af Kurt Oertel, en Biografi i Billeder, Michelangelos begivenhedsrige Liv skildret, uden at man ser Mesteren selv, kun gennem hans Værker.
– – –
I Morgen Eftermiddag samler Esther og Peter Urban Gad i Grand-Teatret en lille udsøgt Skare af den kulturbetonede Filmskunsts Venner og ruller for dem Michelangelo-Filmen… lader fra det lysflimrende Lærred Peterskirkens Pietâ, Louvres Slaver, Det sixtinske Kapels Sibyller og Profeter, Il Pensiero fra Mediciernes Gravmæle, Mose, alle Værkerne forklarede ydre Begivenheders Indvirkning paa Mesterens Sjæleliv. En Tragedie om en Gigant indenfor Kunstens Verden, det største af alle billedskabende Genier – for saa vidt Genier ikke alle er lige store! – udspilles, men Rollerne er ikke fordelt mellem svage Aktører, de betros i dette Tilfælde kun til Paladser, Monumenter, Kirkekupler. Og det mærkelige er: Stenene spiller mere gribende end mennesker.
– – –
Hvis Esther og Peter Urban Gad kan faa den nødvendige Støtte, vil de lade Michelangelo-Filmen indtale paa Dansk – der kræves fem-seks fremragende Stemmer, helst Poul Reumert – og derigennem gøre det tilgængelig for en større Kreds.
HENRY H.
B.T., 28. oktober 1940.

– – –
Det var paa Forhaand meddelt, at Esther og Peter Urban Gad vilde samle “en lille udsøgt Skare af den kulturbetonede Filmskunsts Venner”, og det vakte naturligvis rørende Misundelse hos de ikke faa, som ikke var indbudt og altsaa ikke kunde regne sig som hørende til denne exclusive Kulturkreds…
Direktør Peter Urban Gad oplyser overfor B. T. følgende:

Direktør Peter Urban Gad.

– Blandt de Indbudte var Repræsentanter for Skattemyndighederne, Sagkyndige fra Musikken, Skuespilkunsten, Billedhuggerkunsten og Kunsthistoriens Verden. Efter Forestillingen var alle disse Mennesker saa venlige at skrive under paa et Andragende om Skattefrihed for Filmen, som de alle anbefalede varmt…
– Der har været Tale om, at Filmen skulde indtales paa Dansk…
– Hvis jeg havde faaet Filmen, førend Biografloven blev revideret, vilde det ogsaa være sket. Nu er det ikke gørligt – jeg har ikke Penge til det. Ellers havde jeg gjort det af min egen Lomme. Det havde været min Tanke at de bedste danske Mikrofon-Stemmer skulde have været benyttet.
– Har De ikke søgt Kulturfondet?
– Ja, jeg mente, at her var netop en Opgave for Fondet. Hvad vilde være smukkere netop for et Kulturfond end at faa en Film ud i Danmark, der gør Propaganda for Kunsten, paa den værdigste Maade? Men Kulturfondet havde ingen Penge. Det drejer sig om et Beløb, der er mindre end det, Grand-Teatret alene har svaret Kulturfondet det sidste Aar.


Berlingske, 29. november 1940.

Mange ældre Københavnere vil i Aften sætte sig tuk Højttaleren og nikke genkendende til Emma Gads “Et Sølvbryllup”, og frem i deres Erindring vil stige Minderne fra muntre Teateraftener og glimrende Skuespillere, maaske især Sophus Neumann som Grosserer Selby og hans søster Mathilde Nielsen som Frøken Knudsgaard. Hvordan det gamle Skuespil vil gøre sig i Radioens Udgave, vil vise sig i Aften, men der er een Ting, som gør Opførelsen til en Begivenhed: Fru Mathilde Nielsen spiller den samme Rolle i Dag som i 1889, da Sølvbryllup’et havde Premiére hos Riis-Knudsen paa Dagmarteatret. Forfatterindens søn, Direktør Peter Urban Gad, siger om sin Mors Skuespil:

Mathilde Nielsen

– Riis-Knudsen vilde redde Dagmarteatret, men havde ikke Pengene dertil, og hele hans Repertoire bestod af Grillparzer og Schiller. Hans gamle Far, der var Kvæghandler i Jylland, vilde ikke hjælpe ham, og i sin Nød gik han saa til min Mor. Hun havde kort forinden skrevet “Et Sølvbryllup” og faaet det kasseret af Det kgl. Teater. Erik Bøgh var dengang Censor og læste følgende Censur op for Kammerherre Fallesen: “Stykket er kedeligt, smaatskaarent og savner enhver Berettigelse til Opførelse paa Det kgl. Teater”. Med denne Paategning blev det sendt tilbage til Mor, som læste den op for Riis-Knudsen. Da han hørte den, klappede han Manuskriptet sammen og sagde: “Saa er det antaget!”

Det kom op paa Dagmarteatret og gjorde straks megen Lykke. Det gav et morsomt Billede af københavnsk Borgerliv, og jeg tror, det har bevaret sin Aktualitet. Teatret blev reddet – i den omgang.

Det blev blændende spillet og Folk morede sig. Noget Røre om det opstod dog ogsaa, idet det behandler Problemet om Kvindernes Ligeberettigelse paa en saadan Maade, at Kvindesagskvinderne var ved at flaa Mor, fordi hun tillod sig at smile ad dem. I mange Aar var hun et sort Faar i deres Øjne.

“Et Sølvbryllup” har den sjældne Egenskab kun at indeholde gode Roller, og mange fremragende Skuespillere har i Tidens Løb gjort Lykke i det. Jeg kan huske, at Chr. Houmark fejrede store Triumfer som Student Engelsøe, Kvindesagskvindernes mandlige Ridder!
Mors Tanke var, at Kvinderne ikke kunde faa Ligeret, før de har bevist, at de er i Stand til at bære lige Pligt. Om de i den forløbne Tid har ført Bevis herfor, unddrager sig min Bedømmelse, siger Urban Gad til sidst, men jeg glæder mig til at høre Mathilde Nielsen, det er en utrolig Præstation.

*

1941 – MICHELANGELO-FILM I KØBENHAVN

Berlingske, 3. januar 1941.

Direktørparret Gad i Grand forstaar ikke blot at finde de særprægede Film frem til sit Teater, det har i lige saa udpræget Grad den Evne at kunne lancere dem; Præsentationen af “Michelangelo” i Aftes blev derfor en virkelig fornem og stilfuld Begivenhed, hvis Publikum alle var Direktørparrets Gæster, idet Aftenen formede sig som en lukket Forestilling, mens den offentlige Premiére først finder Sted i Dag.

Fra Optagelsen af Filmen.

I god Tid fyldtes Professor Rosens røde Tilskuerrum, og foran det varmtrøde Fløjlstæppe kunde man, inden Lysene dæmpedes ned, se en udsøgt Repræsentation for det København, hvis Navne kendes. Det var Statsminister Stauning, Justitsminister Harald Petersen, Finansminister Buhl, Minister von Renthe-Finck fulgt af en talstærk Repræsentation for det tyske Gesandtskab, Overborgmester Viggo Christensen, Politidirektør Stamm, en lang Række kendte danske Kunstnere, saavel fra den bildende Kunsts Verden som fra vore Scener og fra dansk Film, Nationalmuseumsdirektør, Dr. Nørlund, Stadsarkitekt Holsøe, Dr. Thorvald Madsen, Departementschef Graae og Radiochef F. E. Jensen og mange flere.

Smukt spillede en Trio, sammensat af Koncertmester Carlo Andersen, kgl. Kapelmusikus Torben Anton Svendsen og Pianisten Palle Alsfeldt Johann Nepomuk Hummels mozartlydende Trio, inden det røde Forhæng langsomt gled til Siderne. “Michelangelo”-Filmen erobrede Lærredet og Tilskuerne takkede til Slut med varmt Bifald for den egenartede Oplevelse.
Flim.


Berlingske, 6. januar 1941.
Berlingske, 6. januar 1941.

Social-Demokraten, 11. januar 1941.

Komiteen til Afholdelse af Museumsforedrag for Arbejdsløse har den Glæde at meddele, at Arbejdsløse ved Direktør Urban Gads Velvilje faar Lejlighed til at se den fremragende Kulturfilm om Michelangelo, der for Tiden spilles i Grand Teatret i Mikke Bryggersgade.

Direktør Gad har besvaret Kommiteens Anmodning om Imødekommenhed med at stille hele Teatret til Raadighed for de Arbejdsløse Tirsdag den 14. januar Kl. 11,30. Forestillingen vil blive indledet med et orienterende Foredrag af Museumsdirektør Sigurd Schultz.

Billetter kan afhentes gratis paa Komiteens Kontor, Nørre Søgade 27, St. Mandag den 13. Januar Kl. 12-14.
Det bemærkes, at Forestillingen begynder præcis Kl. 11,30.

B. T., 20. januar 1941.

I Fredags spillede Grand Teatret for sidste Gang den store Film om Michelangelo. I Løbet af de 15 Dage, Filmen har kørt, er den blevet set af rundt regnet 20.000 Mennesker, og baade af Anmeldere og Publikum er den blevet betegnet som en stærkt lødig Film af høj kunstnerisk Kvalitet.

Dir. Urban Gad.

Adskillige Biografdirektører i de større Provinsbyer har derfor naturligt været interesseret i Filmen, men efter hvad Grand Teatrets Direktør, Hr. Urban Gad, oplyser, bliver der overhovedet ikke Tale om at sende Filmen ud i Provinsen, fordi man mener, dens Standard er for høj til at samle Publikum nok.

Om dette enestaaende i dansk Filmshistorie, at en Film trækkes tilbage, før den er udspillet i hele Landet, fortæller Direktør Gad:
— Mit Forhold til Filmen er det, at jeg staar som direkte Lejer hos „Tobis” i Berlin, der distribuerer Filmen. Ingen af de københavnske Udlejningsselskaber turde paatage sig Risikoen for at leje en Film uden Skuespillere og uden Replikker, men jeg vilde absolut have Filmen frem og fik det altsaa ogsaa. Filmen henvender sig naturligvis til en ret snæver Kreds af det store Filmpublikum, og jeg har derfor heller aldrig drømt om at tage støre Fortjenester hjem paa den. Naar jeg derfor nu anser Filmen for udspillet, skal den returneret direkte til „Tobis” i Berlin, simpelthen fordi ingen danske Udlejningsselskaber selv efter de 15 Dages Spilletid i Grand har faaet Mod til at leje Filmen og sende den til Provinsen. Jeg staar personlig kun som Lejer af Filmen og har ingen Ret til at udeje den videre, og som Filmsmand kan jeg ikke bebrejde Udlejningsselskaberne, at de ikke vil tage Risikoen og Arbejdet med at sende den til Provinsen. Filmens Standard er af en saadan Kvalitet, at den maaske kun vilde trække Hus een Dag i hver større Provinsby. Og det kan intet Selskab, der skal leve at at udleje Film, være tjent med.


B. T., 2. juni 1941.

*

1942 – SKAARUP OG BJØRNSON – ADMIRALENS 100 AARSDAG

Berlingske, 8. januar 1942.

I Gaar Eftermiddags bisattes Frede Skaarup fra Mariendals Kirke. Efter en kort Højtidelighed i Hjemmet var Kisten blevet ført til Kirken, fulgt af en mindre Kreds af Frede Skaarups nærmeste Slægt og Venner til Fods. Den brune Moseegkiste var enkelt smykket med en stor Buket mørkerøde Rosenknopper, der helt dækkede Kistens Laag. Koret, ved hvis Fod Kisten stod, var skønt pyntet med hvide Syrentræer, Pilegrene og grønne Ranker med hvide Anemoner. I store Kandelabre brændte levende Lys.

Blandt Kransene, der laa ned ad Kirkegulvet, saas signerede fra Hs. kgl. Højhed Prins Axel, Statsministeren, Dansk Skuespillerforbund, A/S Nordisk Film Co., Lily Gyenes, Landmandsbankens Direktion, Biografforeningen for København og Omegn, Personalet i Standard Bio og Teaterdirektørforeningen.

Poul Reumert og Urban Gad
Direktør Urban Gad, Skuespiller Poul Reumert, Fru Solveig, Skuespillerinde Anna Borg og Fru Dir. Urban Gad.

Efter Frede Skaarups eget Ønske fandt Begravelsen Sted i Stilhed, og det var kun en snæver Kreds af hans nærmeste Venner, der var til Stede. Bl. a. saas: Statsminister Th. Stauning, Skuespillerinden Fru Bodil Ipsen, Skuespiller Thorkild Roose, Skuespiller Poul Reumert og Fru Anna Borg, Koncertsangerinden Augusta Erichsen, Chefredaktør Niels Hasager og Frue, Direktør Peter Urban Gad og Frue, Fabrikejer Jarl, Grevinde Else Moltke, Valdemar Willumsen, Veksellerer Johan Levin og Frue, Skuespillerinden Fru Liva Weel, Fru Solvejg, Grosserer Ulf Salomonsen, Direktør Tage Nielsen og, Frue, Direktør Jørgen Jørgensen og Frue, Arne Weel, Ludvig Brandstrup. Skuespillerinden Kis Gregers, Fru Edith Rode, Redaktør Georg Nygaard, Forfatteren Axel Kjerulf og Frue, Skuespillerinden Fru Vera Lindstrøm, Billedhuggerinden Fru Inger Magnussen, Kontorchef Fr. Rothe og Frue, Redaktør Henry Helissen, Redaktør Jørgen Bast og Frue, Forfatteren Christian Houmark, Hans W. Petersen, Tage Hertel, Kapelmester Emil Reesen og Frue, Scenemester Anders Andersen, Kapelmester Hans Kaufmann, Fru Alice Warburg.

Skuespiller Thorkild Roose og Skuespillerinde, Fru Bodil Ipsen.

Efter Salmen „Kærlighed fra Gud” holdt Mariendalskirkens Sognepræst, Pastor Svend Bøgh, der var Frede Skaarups Genbo og gennem adskillige Aar havde kendt ham baade som Præst og Ven, en stærkt personlig præget Tale.

Præsten citerede først det Ord, der staar over Altertavlen, som Frede Skaarup saa tit havde glædet sig ved: Komme hid til mig, alle I, som lider, Møje og Besvær, og jeg vil give Eder Hvile. Ud fra dette talte Pastor Bøgh meget smukt om Vennen Frede Skaarup, hvem der havde været saa megen Alvor, og som havde været en jævnlig Kirkegænger og Altergæst. Talen sluttede med nogle Ord henvendt til Fru Hertha Skaarup.

Derefter sang Fru Ella Heiberg en Sang.

Følget sang nu Grundtvigs „At sige Verden ret Farvel”, og saa spillede Kapelmestrene Emil Reesen og Hye-Knudsen med 11 Strygere Griegs „Vaaren”. Mens Følget til sidst sang „Altid frejdig, naar du gaar”, blev Kisten baaret ud.

Jordfæstelsen fandt Sted paa Frederiksberg gamle Kirkegaard.


urbanogesthergad
Esther og Urban Gad. Foto fra dff.

Berlingske, 6. februar 1942.

[Fra artikel i anledning af Poul Reumerts 40-aars jubilæum som skuespiller.] – – –
– De har ogsaa sejret paa Filmen,
– Naa-aah, sejret, nu gør De mig helt flov. Min gode Ven fra Dreng Peter Urban Gad han satte Afgrunden, hans eget Skuespil i Scene, og med Asta Nielsen og mig, han skabte det første store Fremstød for dansk Film, og han var sød og elskelig, klog og talentfuld – dengang som nu.
– – –


Berlingske, 15. april 1942.

– – –
Det sidste Par Aar var det tyndet ud blandt Bjørn Bjørnsons københavnske Venner. Frede Skaarup var død. Johannes Poulsen var død – men til det sidste talte Bjørn Bjørnson om sin Længsel efter at komme ned og hilse paa dem af Vennerne, der var tilbage, først og fremmest Urban og Esther Gad og Overlæge Blegvads.


Berlingske, 14. september 1942.

Direktøren for „Grand-Teatret” I Mikkelbryggersgade, Peter Urban Bruun Gad, mødte i Dag i Byrettens 1. Afdeling hos Dommer Jacobi i Anledning af, at der til Filmen „Veritas forhekser Byen”, som „Grand” opførte i August, var tilføjet en forklarende Tekst paa ca. 50 Meter, som ikke var censureret. Samtidig var tiltalt Kontorchef Arnold Olsen, fordi han var medansvarlig for, at Teksten ikke var censureret.

Overretssagfører Sven, der mødte for Urban Gad, erklærede, at Direktøren var ganske uskyldig i det passerede, idet han matte gaa ud fra, at Filmen med Tilbehør var censureret gennem Udlejningsselskabet. Man mødte op i Retten med hele Filmen og et Apparat
til at rulle den op paa for at vise, at Censors Stempel stod part Filmen paa et Sted, der laa mellem 50 og 100 Meter fra Begyndelsen, det Sted, hvor Censors Stempel altid var anbragt.

A. V. Olsen erklærede, at Fejlen var hans: men at det hele kun var en Fejltagelse. I øvrigt mente han, at der var 5 forskellige Maader, hvorpaa Teksten kunde komme til Publikums Kendskab, uden at den behøvede at blive censureret.

Dommeren til Urban Gad: — De er altsaa ikke inde paa den Tanke, at Teksten Ikke behøver at blive censureret.
— Nej!

A. V. Olsen: — Jeg mener at maatte holde paa, at det efter Loven kun er levende Billeder, der skal censureres. Tekst er efter min Mening ikke levende Billeder, ligesom Ost ikke er Smør.

Dommeren: — Og jeg mener, at levende Billeder ogsaa omfatter Teksten.

Da Urban Gad ikke vilde vedtage en lille Bøde, men ønskede Spørgsmaalet forelagt Justitsministeriet, blev Sagen udsat for begges Vedkommende, idet der blev foreslaaet A. V. Olsen en Bøde paa 200 Kr.


Berlingske, 10. december 1942.

Direktør Peter Urban Gad og Frue udsender i disse Dage Indbydelser til en snæver og ældre Kreds af det københavnske Borgerskab til en familiær Mindehøjtid i Biografen Grand-Teatret paa næste Søndag den 20. December. Begivenheden finder Sted om Formiddagen og vil ifølge sin intime Karakter være forbeholdt omkring 60 Indbudte, alle Venner og Slægtninge af Huset Gad.

Datoen bliver Hundredaars-Dagen for Peter Urban Gads Far, Kontreadmiral Urban Gads Fødsel, og denne Anledning bliver grebet med Pietet og Trofasthed til at samle dem, som er tilbage af den Verden, der færdedes i Emma og Urban Gads gæstfrie, kultiverede Hjem. Om Sommeren i “Sølvbryllupshuset” i Humlebæk, opkaldt efter Emma Gads Skuespil “Et Sølvbryllup”, for hvis Udbytte det blev erhvervet, og om Vinteren i Dronningen Tværsgade. Sammen med Direktør Peter Urban Gad vil hans Broder Kommandør Henry Gad, hilse paa deres gamle Venner.

Urban Gad.

Mindehøjtidens Arrangør og Vært har valgt at henlægge Sammenkomsten til sit ansete Biografteater i Mikkelbryggersgade for at kunne glæde Gæsterne med en særlig Overraskelse, en aldrig før forevist Film fra de glade Sommerdage i “Sølvbryllupshuset” 1911, fotograferet af ham selv netop paa det Tidspunkt, da hans Ry som Filmsinstruktør og Filmsforfatter gik over Europa. Den Gang var private Optagelser højst usædvanlige, og dette Eksemplar er derfor et interessant tidsbilledligt Dokument, hvori mange af de indbudte Tilskuere paa næste Søndag vil kunne genkende deres nære Venner og maaske sig selv.

Efter Forevisningen, hvortil Peter Urban Gad knytter en Introduktion, vil Forfatteren Christian Houmark betræde et Podie og læse Indledningskapitlet af Emma Gads berømte “Takt og Tone”. Og til sidst holder Forfatteren fhv. Bibliotekar Julius Clausen et Foredrag om “København før og nu” efter et originalt Manuskript fra Emma Gads Haand. Bagefter fortsættes Sammenkomsten under selskabelig Form.

Det er Minde om et af Københavns mest aandfulde Kulturhjem, som ved denne Lejlighed gøres levende, og i den komfortable, moderne Strøgbiograf vil deres fine, patinerede Stemning af Aarhundredets første lyse Dage udbrede sig.

Samtidig med 100-Aaret for Admiralens Fødsel indtræffer i Aar Admiralindens 90 Aars Dag.

Nationaltidende, 21. december 1942.

DIREKTØREN for Grand Teater, Urban Gad og Fru Esther Gad havde i Gaar indbudt til en Festlighed i Anledning af, at det er Hundredaaret for hans Fader, Kontreadmiral Urban Gads Fødsel. I Teatersalen tog de imod, henved et Hundrede Gæster, som alle
havde haft Tilknytning til Admiralens og hans Hustrus, Forfatterinden Emma Gads gæstfrie — og aandsfrie — Hjem i Dronningens Tværgade. Mellem Deltagerne i Festen var Admiralens anden Søn, Kommandør Henry Gad og Frue og samtlige Medlemmer af Familien Gad.

Da Direktør Gad havde budt velkommen, holdt Forfatteren, Bibliotekar Julius Clausen en velformet Mindetale om Emma Gad, hvis Virke og Væsen han karakteriserede med de rammende Ord, en Blanding af Mildhed, Sarkasme og Velvilje. Han oplæste et Manuskript, hun havde efterladt sig, en Skildring af København, som det havde været i hendes Barndom og Ungdom. Hun fortalte om mange fremtrædende Personligheder, hun havde mødt — om H. C. Andersen, som de Unge, ubekymret om hans Verdensberømmelse, smilte af, fordi han gik med grøntærnede Bukser til høj Hat. Grundtvig, der i levende Live lignede et mosgroet Monument, og Fru Heiberg, som hun havde set arbejde og køre med Trillebør i Haven paa Strandboulevarden. Skildringen priste den danske Hovedstad som en smilende, sorgløs By, en By med Gemyt, den Tids Mennesker havde haft inderligt kær.

Privatoptagelserne er fra 1913 men blev først offentligt vist ved denne mindefest som noteret i 1MDb. De 3 minutter fra sommerresidensen i Humlebæk kan også ses på Familiesiden.

Oplæsningen blev illustreret med Lysbilleder, og der vistes ogsaa en fornøjelig, gammel Film fra det Gadske Sommerhjem i Humlebæk. Derefter oplæste Forfateren Christian Houmark Forordet til Fru Gads „Takt og Tone”, der viser, at Bogen blev skrevet for at lære sine Læsere Hensynsfuldhed mod andre Mennesker.

Saa gik Selskabet ind i Palace Hotel, hvor Redaktør Franz von Jessen holdt en ypperlig Mindetale om Admiral Gad, der havde gjort den danske Marine Ære med sin Dygtighed og som ridderlig Officer. Forfatterinden Thit Jensen talte om Emma Gad som Hjælpsomhedens Forkynder, og i en sidste Mindetale bragte Direktør Urban Gad sine Forældre en Tak, fordi de med deres Eksempel havde vist, hvorledes Livet bør leves, naar Maalet er et frit og lykkeligt Danmark

Mindefestligheden for det gamle Kulturhjem, der med sin fine Hjertelighed og Ynde var typisk for en Epoke i Københavns Historie, Christian den Niendes og Frederik den Ottendes Tid, havde en særegen smuk Stemning, som gjorde et stærkt Indtryk paa Deltagerne.
Haagen.

*

1943 – GAMLE FILMMINDER, BRAND OG NONNER

Berlingske, 11. januar 1943.

ROMANTISK Interesse og Mystik omgiver den svenske Eventyrer, tidligere Filmskuespilier Nils Chrisander, som efter flere Aars Fraværelse og Forglemmelse er fundet som hellig Eremit paa Himalaya. Tilfældet førte nylig en svensk Missionær til de Egne, hvor Chrisander opholder sig, og hvor Beretninger om hans fromme og mærkværdige Landsmand fristede ham til al opsøge Fænomenet.
Chrisander tog vel imod Gæsten, men afvigte hans energiske Forsøg paa at trænge ind i hans Identitet. Først ved Hjemkomsten til Stockholm kunde Missionæren konstatere ved Hjælp af fremlagte Fotografier og Familieoplysninger, at den hellige Eremit paa Himalaya, som har vendt Verden Ryggen, er den forsvundne, tidligere feterede svenske Filmhelt.

Noget drømmeragtigt over ham. [wpex more=”Læs mere” less=”Læs mindre”] Chrisander har haft en bevæget Skæbne og er i forskellige Stadier at sin urolige Karriere kommet i Forbindelse med Danmark og Danskere. Blandt andet har han været knyttet til Nordisk Films Kompagni, været Medejer af en Herregaard paa Nordvestfyn og har i Berlin haft Kontakt med de fremragende danske Filmfolk, som virkede der i Aarene før forrige Verdenskrig.

Olaf Fønns.

Saaledes huskes han af sin Kollega Olaf Fønns:

— Jeg kan næppe sige, at jeg egentlig kender Chrisander, men vi har været sammen, traf ofte hinanden i Films-byens Kantine, hvor man jo mødtes og gerne delte Bord, og han har da ogsaa spillet paa Nordisk her i København i Stumfilmens Dage, saa vidt jeg ved. Han var en stilfærdig ung Mand, pæn og intelligent, med noget drømmeragtigt over sig. Det forbavser mig i Grunden ikke, at han har isoleret sig i Bjergenes og Tankernes Ensomhed.

Vi var ved samme Selskab, hvor han spillede et Par Film. Nogen Gösta Ekman var han Ikke, men en flink og dygtig Skuespiller, som traadte til, naar et at de store Navne var forhindret. En af de uendeligt mange, som Regel ganske unge, som dukkede op ved Filmen for senere paa en eller anden Mande at glide ud igen. Jeg fulgte ham ikke I hans videre Færd.

Det blonde Fuldskægs Besøg.
Direktør Urban Gad var et at Europas store Instruktørnavne, da Chrisander opholdt sig i Berlins internationale Filmsby.

Urban Gad.

— Jeg kender ham meget godt, svarer Direktør Gad paa vor Henvendelse, vi var ofte sammen i Berlin, hvor Filmbyens Skandinaver ganske naturligt søgte hinandens Selskab, men jeg er ikke sikker paa, at han har spillet under mig. Det er muligt, han var med i et Par af mine Film, men jeg mindes det ikke. Senere har han besøgt mig i København, sidste Gang overraskede han os med stort, blondt Fuldskæg og med at erklære, at han var ved at tage Afsked med sine gamle Venner for at drage ud i Verden. Det var i Begyndelsen af Tyverne, vi boede dengang i mine Forældres gamle Lejlighed i Dronningens Tværgade. Nils Chrisander var af Skikkelse stor og flot, havde en lang, lige Næse, regelmæssige Træk og dette uefterlignelige blonde, svenske Haar. Han var flink og elskværdig, men stille og langsom i Tempoet. Man kunde meget vel anvende ham som Hovedperson, han udførte i øvrigt en Mængde Elskerroller, men kom aldrig til de allerstørste Selskaber.

Et Opgør ved Brudekareten.
Men den herhjemme, der bedst kender Nils Chrisander fra hans Karriere som Filmskuespiller, er utvivlsomt Fru Direktør Urban Gad, der har været hans Partner i en Række Film, dengang under Navnet Esther Hagarn.
— Min Erindring om ham er knyttet til en bestemt Situation, fortæller Fru Esther Gad. Jeg var Skuespillerelev hos Agnes Straub, det var lige efter Verdenskrigens Slutning, og blev som andre Elever, naar de egnede sig, engageret til Filmen. Der traf jeg Chrisander og Nordmanden Alf Lyttich. Med Chrisander spillede jeg bl. a. i et Kærlighedsdrama, der var en af Pola Negris første tyske Film. Hun var lige kommet med en russisk Instruktør, og under en Friluftsoptagelse udartede det sig i sproglig Henseende til babylonsk Forvirring.

Chrisander var en ung, engelsk Adelsmand og jeg en engelsk Lady, vi kørte i Brudekaret til Kirken, da Pola Negri skulde styrte frem mod Vognen og fremkalde et dramatisk Opgør. Disse Scener maatte tages om og om, Pola rasede paa Polsk, Chrisander paa Svensk, jeg paa Tysk og Instruktøren paa Russisk, det var jo i Stumfilmens Tid, og Replikkerne blev uden Forberedelse formet paa Stedet. Til sidst brast vi alle i Latter over den drabelige Sprogdyst.

Vi spillede flere Film sammen, Chrisander og jeg, han var sød og fin og vellidt at alle. Da vi saa var blevet gift, min Mand og jeg, fik vi en Dag uventet Besøg af en mærkelig Mand med dybe, blaa øjne og blondt Kristusskæg. „Jeg er Nils Chrisander”, sagde han, „jeg vil gerne tage Afsked med Dem, for nu rejser jeg bort”. Vi forstod, at han havde arvet og var økonomisk uafhængig. Og hans Fremtoning mindede os om Selma Lagerløfs „Jerusalem”. Vi havde paa Fornemmelsen, at han var blevet stærkt religiøst paavirket, dog uden at han selv lod sig mærke med det. Derfor overrasker Meddelelsen om hans Skæbne os egentlig Ikke.
[/wpex]


Social-Demokraten, 18. februar 1943.

Direktør Urban Gad har sendt os følgende:

I Anledning af Social-Demokratens Fremstilling af “Brand-Uro i Grand-teatret” vil jeg gerne have Lov til at fremsætte følgende:
I Gaar, den 17. Febr. Eftermiddag, viste der sig i hele Palace-Hotel, i hvilket Grand-Teatret er beliggende, nogen Os, stammende fra en Bunke Brunkuls-Briketter i Kælderen.

Omkring Kl. 3,30 sporedes i Teatret nogen Røg, der syntes at trænge ind gennem Ventilationskanalerne; Personalet lukkede derfor disse, og da Brandvæsenet, der selvfølgelig var blevet tilkaldt, ankom Kl. ca. 3.30 havde dette naturligvis hele Ledelsen i sin Haand. Brandmesteren blev straks taget op i Teatret, hvor han fandt de trufne Foranstaltninger tilstrækkelige, og ikke krævede Forestillingen afbrudt.

Da Røgen imidlertid under Brandvæsenets Oprydning i Palace Hotels Kælder tog til, blev Grand Teatrets Forestilling alligevel afbrudt et Kvarter for at udlufte Salen, hvorefter Forestillingen blev normalt gennemført. Fraregnet maaske en halv Snes særlig nervøse Personer, der forlod Teatret og fik deres Penge igen, tog hele det fuldtallige Publikum den lille Episode med prisværdig Ro; den følgende Forestilling maatte derimod udgaa, naar Teatret som paabudt, skulde være færdig til Kl. 10.

Andet og mere er der ikke sket.
Ærbødigst Urban Gad.


Berlingske, 10. december 1943.

Grand-Teatret har i disse Dage haft et Par usædvanlige Morgenforestillinger, idet man havde inviteret et meget stort Antal danske Nonner hen for at se Pavefilmen, der er blevet en saa stor Sukces.

Da Nonnerne – blandt andet fra Den evige Tilbedelsesorden – ankom til Teatret, viste det sig, at de fleste af dem aldrig havde set en Film før, og dette førte til nogen Forvirring, idet de allesammen strømmede til for at faa Pladser paa de første Rækker i Teatret.

Direktør Urban Gad maatte derefter forklare dem, at det var bedre at sidde lidt tilbage i Teatret – og for at de kunne vænne deres Øjne til det, vilde han derfor køre en Kortfilm for dem inden Pavefilmen.

Kortfilmen var “Kongefilmen”, og den vakte en uhyre Begejstring.
Kun faa af Nonnerne havde nogen Sinde set Kongen, og de var meget betagede over Filmen – hvilket senere har givet sig Udslag i en Række taknemmelige Breve – samt smaa Blomsterhilsener til Direktør Gad.


Næstved Tidende, 10. december 1943.

»Afgrunden« Nr. 1
Det er vist almindeligt bekendt, at man I Stumfilmens første Dage svælgede i “Dramatik” i en Grad, saa man set med en nutidig ansvarlig Films-instruktørs øjne maa betegne de fleste at Datiders Produkter som Rabalder-film. Folket vilde se, at der skulde ske noget, og Producenterne “lod ske”, saa det raslede efter.

Men der kom senere en Række virkelig kunstneriske Stumfilm, der drog mange fremragende Kræfter ind under Filmens Celloluidstrimmel. Den første virkelige kunstneriske Stumfilm herhjemme var Urban Gads “Afgrunden”, der blev skrevet til og paa Foranledning af den senere saa berømte danske Filmsstjerne Asta Nielsen, som i lang Tid paa Teatret havde ført en Skyggetilværelse i Biroller som “ond Kvinde” eller komiske Kvindefigurer.

Det blev hun efterhaanden ked at, og engang, da hun overfor Gad beklagede sig, truede hun for Spøg med at gaa over til den dengang saa forkætrede Film.

Gad tog Sagen til Eftertanke, og saa skrev han Manuskriptet til den danske Film “Afgrunden”, der blev om Ikke et Vendepunkt saa dog den første i en Epoke, der blev af Betydning for kunstnerisk Film.

Reumert og Asta Nielsen som Partnere.
Poul Reumert, som den gang var ansat ved Det ny Teater, blev udset til den mandlige Hovedrolle, og man begyndte saa under de mest primitive Forhold, man kan tænke sig, Indspilningen af denne Film, der blev en Sensation ikke blot paa det danske Films-marked, men over den ganske Verden.

“Afgrunden” vil ingen have glemt af dem, der saa den.

Det var i denne Film, at man saa den berømte Gaucho-Dans danset af Reumert og Asta Nielsen. I sin Bog “Masker og Mennesker” fortæller Poul Reumert meget fornøjeligt om denne Dans, der havde ret chokerende Virkninger. Urban Gad Instruerede den som et helt Drama i Dramaet.

Reumert fortæller, at Asta Nielsens Kostume ved denne Lejlighed var et Kapitel for sig: en sort Kjole, der kom i en Æske paa Størrelse med en Æske Husholdningstændstikker. Hun maatte male sine Ben sorte, fordi der ikke var Plade til Strømpeholdere under det snævre Gevandt. Under Dansen skulde hun binde Reumert med et Reb og atter frigive ham, og Sluteffekten var, at hun udmattet sank om paa Gulvet, efter at Reumert havde bidt hende i Strubn.
[wpex more=”Læs mere” less=”Læs mindre”]

Asta Nielsen

Reumert bad om at faa Filmen at se, før den blev vist for Publikum, men det vilde Gad ikke tillade. Det kunde ikke lade sig gøre af tekniske Grunde, for den var lagt i koldt Vand, “hvilket den ogsaa trængte til”, føjer Reumert til. Han gik siden i Biografteatret for ubemærket at overvære den, men han kunde ikke lide at se sig selv paa Lærredet, og da han saa Gaucho-Dansen i al dens Vildskab, rejste Haarene sig paa hans Hovede, og han fandt skyndsomst en Udgang.

Gaucho-Dansen blev pudsigt nok senere kopieret af et artistpar, der i Føge Reumert optraadte med den i “Kisten”, hvor de reklamerede med at deres var “den ægte Gauchodan”, medens den i Filmen kun var et Plagiat. Artisterne oversaa ganske den Kendsgerning, at Asta Nielsen-Reumert var kommet først, thi der var ikke tidligere vist noget tilsvarende I Danmark.

En Sejr for Asta Nielsen.
Filmen blev en kolossal Sejr. Den opførtes 8 Aar i Træk i Tyskland, og i København gik den mange Maaneder. Politiet maatte udkommanderes for at holde Styr paa den lange Kø af interesserede, som til hver Forestilling vilde ind.

For Asta Nielsen blev det et afgørende Gennembrud. Hendes dramatiske Talent var skabt for Filmen, og hun blev senere vor store Skuespillerinde ude i det fremmede. Hendes Udvikling og Karriere er afspejlet i en Række af de ypperste Film i Verdensproduktionen, – hun blev “Filmens Duse” og Statistikken siger, at hun hver Dag blev beskuet paa Lærredet Jorden over af 1½ Million Mennesker i sin Glansperiode.

Under sidste Verdenskrig havde hun sit eget Optagelsesatelier i Berlin, hvor hun virkede i mange Aar. Hun vendte for adskillige Aar siden tilbage til Danmark, hvor hun en enkelt Gang har betraadt de skraa Brædder (“Tony tegner en Hest”), men ellers ikke har dyrket sin Kunstart.
[/wpex] *

1944 -EKSPERIMENTALFILM

Berlingske, 10. juni 1944.

B.T., 5. september 1944.

DER forestaar i Løbet af Efteraaret en interessant dansk Filmbegivenhed, idet en Eksperimentalfilm vil faa Premiere, muligvis paa Grand. Direktør Urban Gad har haft Lejlighed til at se noget af den paagældende Film, som foreligger delvis færdig, og han har fattet saa stor Interesse for Sagen, at han har stillet i Udsigt, at Filmen kan faa Premiere paa hans Teater. Ganske vist var den oprindelig lovet færdig til d. 1. Juni, men forskellige Vanskeligheder har bevirket, at den næppe vil blive optaget før hen under Jul.

Det er Hasselbalch & Winkel Tonefilm, der staar som Producenter af Filmen, og det er Roos og Mertz, der har skrevet Synopis og sat i Scene. Vi har til Morgen haft en Samtale med Hr. Iver Hasselbalch, der fortæller om Filmen:

— Oprindelig var det Meningen, at det skulde være en Stumsmalfilm, og hele Historien var beregnet til at koste ca. 3000 Kroner. Instruktøren gik i Gang med Opgaven i et interimistisk Studie i Snaregade — den saakaldte Snaresal — men saa blev det efterhaanden til, at det skulde være en Normal-Tonefilm, og det gjorde Udgifterne betydeligt større. Vi kommer op paa det 10-dobbelte Beløb, men selv 30.000 Kr. maa vel siges at være en billig dansk Film.
— Skal der Musik til Filmen?
— Ja, og det er overdraget Kai Rosenberg at skrive den. En Strygekvartet skal indspille Musikken, og de store dramatiske Passus bliver underlagt med Musik at et 16 Mands Orkester. Der kommer for første Gang Musik under hele Filmen …
— Hvad handler den om?

Urban Gad.

— Det bliver en retrospektiv Handling, idet Hovedpersonen paa Landevejen fortæller en ung Pige om sit Liv. Teksten er skrevet paa Vers, men selve Handlingen oplever man kun i Billeder og Musik. Hovedpersonen er blevet holdt nede hele sit Liv og har paa Grund af Omstændighederne ikke kunnet udvikle sig naturligt. Filmen ender med, at han stjæler et Lokomotiv og kører at Sted med Pigen. Han kører mod en Bom og dræbes, men i Forvejen er det lykkedes hende at springe af.

De sidste Optagelser.
— Hvornaar bliver De færdig med Filmen?
— Ja, det skal ikke være nogen Hemmelighed, at der har været en lille Kurre paa Traaden mellem Producenterne og Instruktørerne, men forhaabentlig kommer vi snart i Gang igen. Jeg vil tro, at vi mangler 14 Dages Optagelser, og derefter kommer saa Musikken og Indspilningen. Hen under Jul skulde vi være helt færdige med Filmen, der spiller lige saa længe som en almindelig “Storfilm”.

— Og Direktør Urban Gad vil gerne opføre den i Grand?
— Hr. Urban Gad har altid vist unge danske Kunstnere stor Interesse, og det har han ogsaa gjort i dette Tilfælde. Hvorvidt Hr. Gad stadig føler sig forpligtet, da Fristen for Afleveringen af Filmen ikke blev overholdt, ved jeg ikke, men vi haaber det bedste.
Maurice.
[Jvf. DFI/Filmdatabasen blev “Historien om en Mand” aldrig færdiggjort.]

*

1945 – LANDET FRIT

Berlingske, 28. juni 1945.

Social-Demokraten, 7. august 1945.

Det maa hilses med Tilfredshed, at der gøres saa meget for at oplære visse Folk til pæne og dannede Demokrater og lidt efter lidt vænne dem af med det andet. Selvfølgelig kan der være Vanskeligheder. F. Eks. har det været nødvendigt ligefrem at genne Hermann Göring og Julius Streicher ind til de smaa belærende Film om tysk Lejrliv, og det er osse sket, at de har vendt Hovederne den anden Vej, indtil de fik en Ispind. Derimod synes det at gaa meget lettere med Mænd, der selv har en Smule Forstand paa Lysbilleder. Jeg tænker her paa Direktør Urban Gad, der nu er blevet Sabotør af sværere Grad, og som inden han betræder sit Teater udi Mikkelbryggergade, skrider en hel Front af inviterede Frihedskæmpere af. Det er en glædelig og ovenud hastig Udvikling, som endog Psykologer, ja selv Psykopater vil have svært ved at forklare, den Kendsgerning der modsiger det altopgivende: Hvad kan det nytte? Jo, vist kan det nytte.
Vi maa tænke os at Gad har siddet og kørt Smalfilm fra Buchenwalde og Neuengamme saadan helt for sig selv. I Begyndelsen har det maaske været meget underholdende, men efterhaanden har han nok sagt til sig selv: Urban, det er vel nok Uha – eller Ufa. Maaske har han osse i sit Lønkammer en liden Kortfilm fra sin egen Sommerlejr med smukke Naturbilleder af Renthe Fink og Frue omkring Nordeuropas eneste St. Hans Baal i Begyndelsen af Fyrrerne.
Der er jo ikke noget saa belærende som saadanne retrospektive Film, og han maatte forresten langt hellere have moderniseret og brugt den i Stedet for den, Svenskerne har lavet til ham. De har jo ikke som Gad, været direkte med i Frihedskampen.
Den skulde vel laves om saadan: Et Kioskbud ruller op foran Kastelvej og afleverer en Billet. “Det vilde glæde Urban Gad og Frue at se den helt befuldmægtige Minister o.s.v. o.s.v. til Middag und Gardenpartei Sct. Hans Aften mit Sct. Hans-Feuer. S.U.”
Ministeren og han forførende Gemalinde kører op ad Strandvejen. Das war eine grosse Ehre. Vielen Dank, siger den Urban Gad, hertzlich wilkommen. Setzen Sich nieder paa de første Rækker. Intetanende spiser Hr. Fink de tre Retter og Dessert og den Gad tænder Juletræet (fra ifjor), Zusammen mit nogle ældre Madrasser bliver det ein ganz wunderbare St. Hans-Baal. En Tjener gaat om med Glassene. Uset putter den Urban Gad, der i Virkeligheden er identisk med den kendte Sabotør “Kamæleonen” er hvidt Pulver i Hr. Finks Bæger, og mens Baalet brænder ned, ses den befuldmægtigede ligge sovende i Græsset.
Den Urban Gad fløjter, og fra alle Sider myldrer Frihedskæmpere frem af Krattet – og fører den Fink til et hemmeligt Fængsel, hvorefter de Allierede vinder Krigen. Den Urban Gad kører gennem Byen og hilses med Jubel. Vi er aller fri, og paa Vesterbro afdækkes Frihedsstøtten til hans Ære. Billetter til alle Ugens Dage uden Fornøjelse C, 2655 eller 1611.
Jonas.

*

1946 – NORDISK FILM 40 AAR

Lolland Falsters Social-Demokrat, 9. november 1946.

I Anledning af Nordisk Films Kompagnis 40 Aars Jubilæum fortælles i denne Kronik om den Tid, da Psilandet, Betty Nansen, Asta Nielsen og unge Johs. Poulsen var Stjerner i Ole Olsens danske Verdensfirma.

NORDISK FILM KOMPAGNI, der stiftedes af Ole Olsen, kan paa Onsdag fejre 40 Aars Jubilæum. I Anledning af Fødselsdagen skriver Film-Historikeren Arnold Hending om den danske Films spæde Begyndelse efter Aarhundredeskiftet, det, der blev Optakten til en gylden Periode hvori dansk Film spillede en international Rolle:

Det begyndte herhjemme – som i Udlandet – med at Filmenes Ophavsmænd gemte sig i Anonymitetens Mørke.
[wpex more=”Læs mere” less=”Læs mindre”] De første Forfattere af Filmsmanuskripterne i 1906 var lige saa anonyme som de Aktører, der tumlede sig paa Billederne. Begrebet Stjerne var ikke opfundet – og selv en Dame som Mary Pickford maatte i flere Aar nøjes med i Folkemunde at hedde “Pigen med Krøllerne”.

Ganske vist lavede Hoffotograf P. Elfeldt i 1903 et Drama, og ganske vist fotograferede Mr. Gee nogle Billeder fra Dagliglivet – alligevel; det var først da den tidligere Markedskonge og Malmø-Tivoli-Indehaver, nu Biografdirektør Ole Olsen, begyndte at optage levende Billeder, at dansk Film startede. En Novemberdag fik han Borgerskabet. Det andet var kun Forpostfægtninger.

Formentlig ved Alverden, at Robert Storm-Petersen var med fra Filmens Gry og at Ledelsen af Nordisk Film i de første fire Sæsoner, var overdraget den aldeles ukendte og paa Teater og Film aldeles uerfarne forhenværende Sergent Viggo Larsen – og maaske erindres det ogsaa, at Oda Alstrup og Clara Nebelong var de første Primadonnaer.

Det var ikke Kunst, det der præsteredes i Valby Mose – men de Film, man tømrer sammen – i Reglen lavede man en Film paa et Par Dage – var stort set ikke værre – eller bedre – end de Film, Udlandets Producenter sendte hertil. Dér som hér famlede man sig frem til Resultaterne.

Med “Løvejagten”, paa Elleore fik Nordisk Film sin første internationale Sukces – ikke mindst takket være en ganske bombastisk Reklame, foranlediget af Minister Albertis Forbud. Samme Alberti mente at der under Optagelserne af Filmen paa Tallerkenøen i Roskilde Fjord havde fundet Dyremishandling Sted – og Filmen skulde derfor bremses. Ud kom den, og den sejrede og naaede baade til Amerika og Afrika.
[/wpex] Første Gang man opnaaede at høre noget om, hvem der havde skrevet hvad, var, da den fantasifulde Dramaturg og Maler Urban Gad lagde Navn til Dramaet “Afgrunden”. Nu fik man ogsaa at vide, at Damen, der beherskede det skæbnetunge Spil, var Det ny Teaters saa nogenlunde upaaagtede Asta Nielsen. Kort forinden havde man noteret sig, at Johannes og Adam Poulsen havde beæret de levende Billeder med et gæstespil, og at Martinius Nielsen havde lagt Evner og Ry til en “velkomponeret” udgave af “Kean”. Og næste Aar steg Valdemar Psilanders Sol op. Han og Asta Nielsen blev de første Stjerner, der tændtes paa den skandinaviske Films Himmel.

*

1947 – GRANDTEATRET 25 AAR OG URBAN GAD DØD

Berlingske, 19. august 1947.

I denne Sæson kan Grandteatret fejre sit 25 Aars Jubilæum. Det er dog adskilligt mere end et kvart Aarhundrede siden, der først blev Biograf i Paladshotellets Sal ud mod Mikkel Bryggersgade. Første Bevillingshaver var Walter Christmas, hvis Medarbejdere var saa kendte Filmnavne som Sophus Madsen og Hans Malmstrøm.
I 1922 fik den berømte Filminstruktør Urban Gad Bevilling, og efter nogle Maaneders Gæstespil i det gamle Kosmorama i City-Passagen, rykkede han ind i Mikkel Bryggersgade, gav Biografen Navnet Grand — og gjorde den gennem Aarene til det Grand, som nu har sit særlige Renomméog Rygte inden for dansk Film.
Urban Gad fortjener stort Jubilæum. men han ønsker det ikke. Han har nemlig i det kvarte Aarhundrede vist, at han forstod at bringe sin Biograf frem i Førsterækken og at skaffe den et Ansigt. Der har været en Linie i hans Repertoire — en bevidst kunstnerisk Linie, som han fik Publikum til at bøje sig for og føje sig under. Linien naaede sin Kulmination I Trediverne, siden har den svinget noget, men Grand er stadig blandt Byens førende Biografer. Urban Gad selv er utvivlsomt den Biografleder i Danmark, som er urokkeligst overbevist om sine Films Uovertræffelighed. Intet over og intet ved siden af Grand kunde være hans Motto, og selv om det ikke altid har holdt Stik, kan han dog med stolthed henvise til det Repertoire, han har haft i Grand.

Selvfølgelig har der været daarlige Fim i Grand — selv den bedste Direktørs Smag kan svigte, og Udlejere kan svigte Direktøren, men aldrig har Direktøren i Grand svigtet Udlejerne. Ingen Biografleder gør for „sine” Film, hvad Direktør Gad gør for Grands. Han hjemsøger alt og alle, til alle Tider, pr. Telefon og Pen for at skaffe sine Film den Plads i Solen — eller Avisernes Spalter, han er usvigelig overbevist om, de har Krav paa. Filmudlejerne burde takke ham paa deres Knæ for hans gigantiske Ihærdighed.

Jubilaren vil ikke fejres, derimod vil han fejre sit Teater med et udsøgt Repertoire, siger Grand-Teatret. En Række Storfilm skal op i Grand til Vinter: “Matter of life and death”, Bette Davis i „Alt dette og Himlen med”, Noel Cowards „This happy breed”, Ray Milland i “Lost Week-end” og Ingrid Bergman i “Notorious”. Det er blot noget af, hvad Urban Gad lover paa Grands Lærred til Vinter, og det viser, at hans formidable Energi som Biogralleder ikke er svækket af et halvt Aarhundredes Bryderier, som han selv i sine sorte Øjeblikke vilde kalde “djævelsk Modstand”, dog ikke mere djævelsk altsaa, end han synes at være kommet ubesværet gennem det hele.

Lad os haabe, Sæsonen maa blive idel Jubel og Sukces’er, det var ikke blot det rareste og letteste, men ogsaa det glædeligste for alle Parter: Publikum, Presse, Udlejere og Direktørem selv plus den Medarbejder, som altid han været ved hans Side i Slagene: Fru Direktøre, Esther Gad.
Jack.

Berlingske, 21. august 1947.

DET er i den kommende Sæson 25 Aar siden, at Direktør Urban Gad overtog det daværende Metropol-Teater i Mikkel Bryggersgade og omdøbte det til Grand Teatret.., og selv om Teatret paa Grund at Tiderne ikke agter at offentliggøre Datoen eller arrangere særlige Jubilæumsfestligheder, er der nok Grund til at mindes de 25 Aar.

Det maa jo nemlig selv Urban Gads Konkurrenter indrømme: Grand Teatret er lidt mere end et almindeligt Biografteater. Det har opført flere lødige Film end maaske noget andet Teater, det har med Held søgt at erobre sig en Plads blandt Byens Kulturinstitutioner — og har da ogsaa Mand og Mand imellem erobret sig det smukke Navn: „Filmens kongelige Teater”.

Nu kom Urban Gad ogsaa til sin Virksomhed som Biografdirektør med Forudsætninger ud over det sædvanlige. Han havde været en af Filmens Pionerer, ikke blot dansk Films, men Verdensfilmens. Hans „Afgrunden” betød ikke mindre end et Gennembrud for „Spillefilmen”, og det var med denne Film og de mange andre, I hvilke han optraadte som Asta Nielsens Instruktør, at han gav hende Verdensry. Dertil kom, at han ved sin Side havde sin Hustru, Esther Gad, der havde arbejdet ved Filmen og var ved at folde sig ud til Stjerne, da Urban Gad traf hende i Atelieret i Berlin og bortførte hende til Danmark.

Esther og Urban Gad.

Princippet for deres Ledelse at Teatret har i og for sig været enkelt nok: utrætteligt har de i alle filmproducerende Lande været paa Jagt ikke efter de overfladisk set sukcesrigeste Film, men efter dem, der havde Kunstens Vingefang og den aandelige Lødighed. Det har naturligvis af og til betydet et Nederlag over for det brede Publikums Indstilling, men mere uretfærdigt er Livet dog altsaa ikke, end at det ogsaa stort set har vist sig at være en god Forretning. Urban Gads Direktørvirksomhed er i Virkeligheden det flottest ønskelige Dementi af Paastanden om, at man for at tjene Penge absolut skal lefle for de banaleste Publikumsinstinkter.

Det var saaledes Grand Teatret, der var Banebryderen for fransk Film, da den paa Overgangen mellem Tyverne og Trediverne pludselig vaagnede til kunstnerisk Besindelse — og hvilke nydelsesrige Timer har Teatret ikke bare paa dette Felt beredt os!

For at holde denne Standard har Parret Gad ofte søgt de sjældne Stier — her var Stedet, hvor man saa det nye og særprægede.
Det er klart, at Forholdet mellem Udlejerne og et Teater, der stiller saadanne Krav, ikke altid har været lige harmonisk … og i mange Tilfælde er da Urban Gad ogsaa med stor Dristighed optraadt som sin egen Importør. Næsten hver Gang har det vist sig, at det var ham, der saa rigtigt … ogsaa forretningsmæssigt set.

Nu har det naturligvis ogsaa hjulpet, at baade Urban og Esther Gad har haft en udpræget Sans for „publicity”. Ud fra deres egen brændende Overbevisning om, at hvad de havde fundet, var det bedste af det bedste, lykkedes det dem næsten altid at faa Pressen til at se, at netop den Grand Teater-Premiere var den rigtige Københavner-Begivenhed. Kendte danske Personligheder har Gang paa Gang indtalt opsigtvækkende Indledningsord til de mere problemagtige Film, der blev opført …, og kom der saa til at staa offentlig Strid om Filmen, ja, saa var det jo ogsaa et Moment, der fik Folk til at dreje om ad Mikkel Bryggersgade.

At lede et københavnsk Biografteater kan være et saare rutinemæssigt Arbejde, men det kan ogsaa, som sagt i denne Artikel, være en virkelig Indsats I Byens Kultuliv — og derfor er der al Grund til at sige, Urban og Esther Gad til Lykke med de 25 Aar og ønske dem en straalende Jubilæumssæson.
Københavneren.



Information, 27. december 1947.

I dybeste Stilhed bisattes Direktør Urban Gad I Gaar fra Holmens Kirke. Ved Baaren holdt Skuespiller Poul Reumert følgende smukke Tale:

Berlingske, 31. december 1947.

Det var en dyb og overvældende Sorg for os alle, da vi fik at vide, at Peter Urban var død. Det var saa smerteligt, at Budskabet slet ikke kunde formes i Ord; der blev blot sagt: Peter Urban … og saa ikke mere.

For alle os, der kendte og elskede Peter Urban, betyder hans Død Slutningen paa et stort, rigt og smukt Afsnit af vort eget Liv. Det er en Del af os selv, som vi i Dag maa føre til Graven.

Han stod os alle saa nær — paa en særlig Maade overfor hver enkelt — og var saa livgivende og glædebringende først og fremmest, fordi han havde arvet sin Fars fine, fornemme Ridderlighed og sin Mors muntre, menneskelige Klogskab. Og Peter Urban steg allerede fra sin tidlige Ungdom saa højt op paa Aandens Rangstige, at Dagligdagens Smuds aldrig kunde naa ham.

Den, der har været saa lykkelig at eje hans Venskab igennem 57 Aar, fik at lære, hvad ubrydelig Troskab vil sige. Naar blot den mindste Fare truede hans Ven, var Peter Urban øjeblikkeligt til Stede; — drejede det sig maaske om et offentligt Angreb, som han mente burde imødegaas, saa stod han der som vokset op af Jorden med sin høje, trygge Skikkelse, og i Haanden holdt han mange store, gule Papirark, hvorpaa han havde skrevet Forklaringer, Oplysninger og Forsvar!
Og fik han under Besættelsestiden Nys om Vanskeligheder, Besvær og Bortrejse, — med det samme ringede det paa Dørklokken — det var Peter Urban, der kom og bad om Lov til at værne og beskytte sin Vens Børn.

Og naar der var Sygdom — naarsomhelst — indtil det allersidste igennem de mange, mange Aar — hvem sad da ved Sengen, hjemme eller paa Hospitalet … Peter Urban! Med Vindruer i Haanden og et lille Smil om Munden, bag hvilket han skjulte sin Ængstelse, og talte kærlige og opmuntrende Ord med sin forunderlige, graciøse Blanding af Alvor og Spøg.

Peter Urban Gad var en Kunstner, en sjælden ejendommelig sart og forfinet Kunstner, der paa en helt original Maade udøvede sin Kunst paa ethvert af de Felter, han i Tidernes Løb underlagde sig. Men — allerstørst var han maaske i den ædleste, men vanskeligste Kunst, Livets Kunst. Han forstod baade selv at leve og at give alle os andre Del i sin Livsfylde.

Hvem kunde I Sorgens Dage hjælpe os og bringe os en saa varm og nænsom Trøst som Peter Urban, og hvem kunde i Glædens Timer straale som han i Fryd og Fest med sit forborgne Smil og sin befriende Latter. — I Sommeren 1890 løb den 11-aarige Peter Urban og legede med sin 4 Aar yngre Ven paa den ufærdige Trappe og oppe paa Loftet i den spartanske, beskedne lille Villa, som hans Mor og Far var i Færd med at bygge ved Stranden i Humlebæk. Dette Hus blev senere Peter Urbans Ejendom og forvandlede sig, som ved Trolddom, fra Aar til Aar, til en Eventyrbolig, et Smykkeskrin, der gemte det kærligste Hjertelag, den fineste Skønhedsglæde og den mest grænseløse Gæstfrihed. Men — trods sin festlige Forvandling bevarede Huset dog alle sine Traditioner og vedblev altid at være det samme — det gamle Gadske Hjem.

Berlingske, 31. december 1947.

Det var som Peter Urban selv. — Der er kun et ganske lille Skridt — det, som vi alle skal tage — I Dag, i Morgen eller senere — det Skridt, der fører fra Livet og ind gennem Dødens Dør. Peter Urban fik den Naade at gaa dette Skridt hurtigt og uden pinefuld Tøven. Og han havde den Lykke i sine sidste Timer at være sammen med Esther, som han elskede over alt paa Jorden, og som for ham betød hele Livet. — Og til Esther vender vi os nu allesammen med alle vore bedste og kærligste Tanker.

Jeg har aldrig kunnet lide det Ord Farvel, men altid sagt: Paa Gensyn — og jeg synes ogsaa, at jeg vil sige: Paa Gensyn, Peter Urban, i Dag.

Nationaltidende, 31. december 1947.

Efter sit Ønske blev Direktøren for Grand Teatret, Peter Urban Gad i Gaar begravet i Stilhed, men der var dog en Sørgehøjtidelighed i Holmens Kirke, hvor en talrig, Kreds af hans Slægtninge og mange Venner var kommet for at sende ham taknemmelige Tanker for Trofasthed, der for ham havde betydet saa meget gennem hele hans Liv.

Kisten var dækket af et stort Dannebrogsflag, og der laa en enkelt Buket mørkerøde Roser paa den. Kirken var smykket med levende Lys, hvide Syrentræer, Liljekonvaller og Kalaer. I Følget saas den Afdødes Broder, Kommandør Henry Gad og Frue, Direktør, Dr. med. Thorvald Madsen og Frue, født Gad, Fru Else Sandberg, Skuespillerinden, Professorinde Anna Bloch, Generalkonsul Alfred Olsen, Overlæge N. R. Blegvad og Frue, Fru Gerda Hartmann, Redaktørerne Hasager og Svend Aage Lund, Dr. Ib Freuchen, Skuespillerinden Fru Anna Borg, Forfatteren Christian Houmark og Fru Hertha Skaarup.

Talen blev holdt af Pastor Ørsted der nævnte Urban Gad som en af Filmens stærke og dristige Foregangsmænd, hvis Bortgang nu vakte Sorg, baade paa Grund af hans smukke personlige Egenskaber, og fordi man endnu ventede dygtig Indsats fra hans Side. Efter Præsten traadte Poul Reumert hen til Kisten og sagde nogle inderligt følte Mindeord, der formede sig som en Karakteristik af den bortgangne Ungdomsven.

Kgl. Kammersanger Einar Nørby sang „Den store Mester kommer”, og medens der blev præluderet paa Orglet, bas de Nærmeste, hvoriblandt Broderen, Baaren til Udgangen. Fru Esther Gad takkede hver enkelt i Følget. Bisættelsen fandt Sted paa Kirkegaarden i Humlebæk, hvor Urban Gad og hans Forældre i mange Aar har haft Sommerbolig.


Information, 31. december 1947.

Efter Direktør Urban Gads Død er man i Filmkredse stærkt optaget af hvem der vil faa tildelt Bevillingen til Grand Teatret. Bliver det Urban Gads Enke, der far Æren, eller søger man fra højeste Sted at sikre sig en fremragende kunstnerisk Personlighed der vil været Stand til at fortsætte det ansete Teaters store Traditioner? Forskellige Navne har været fremme i denne Forbindelse.
Interessen synes i første Række at samle sig om Fru Asta Nielsen der har alle Betingelser for at beklæde den ansvarsfulde Stilline; Naar Talen er om en saa betydningsfuld Biograf som Grand Teatret, bør Myndighederne for en Gangs Skyld bryde med den Sædvane, der tildeler Enken Bevillingen. Asta Nielsen maa paa alle Maader siges at være kvalificeret til Stillingen og det vil vække Glæde blandt de Sagkyndige, hvis hun faar Bevillingen.
Ingen dansk Kvinde har betydet mere for vor Filmkunsts Anseelse I Verden.


*

1948 – ASTA NIELSEN OG ESTHER GADS KAMP OM BEVILLING

Information, 3. januar 1948.

Hr. Redaktør!
I Bladet for den 31. December 1947 findes en redaktionel Artikel, der gaar ud paa, at man for Grand Teatrets Vedkommende bør bryde den Sædvane, at Bevillingen tildeles Enken, og at man i Stedet bør give den til en fremragende kunstnerisk Personlighed, der vil være i Stand til at fortsætte det ansete Teaters store Traditioner, og som denne fremragende kunstneriske Personlighed nævnes Fru Asta Nielsen.

Ingen vil bestride at Fru Asta Nielsens kunstneriske Personlighed gør hende kvalificeret til en Biografbevilling, men det turde, maaske være paa sin Plads at oplyse, at Urban Gads Enke, Fru Esther Gad, gennem 25 Aar har været sin Mands daglige Medarbejder ved Valg af Film og Teatrets Ledelse iøvrigt, og Urban Gad lagde aldrig Skjul paa, at de opnaaede kunstneriske Resultater lige saa meget skyldtes Esther Gads som hans egen Indsats.

Baade paa det kunstneriske som paa det økonomiske Omraade var hun gennem Aarene hans kloge Raadgiver, og Urban Gad har Gang paa Gang udtalt, at ingen som hans Hustru vilde være, i Stand til at videreføre Teatrets Traditioner.

I min Egenskab af Grand Teatrets mangeaarige juridiske Konsulent har Urban Gad med mig drøftet Spørgsmaalet om Teatrets Fremtid i Tilfælde af hans Død, og det kan maaske have Interesse at vide, at ogsaa fra et kunstnerisk Synspunkt saa Urban Gad med Tryghed Ledelsen lagt i sin Hustrus Hænder.
J. H. Berner,
Overretssagfører.


Berlingske, 16. januar 1948.

GRAND-TEATRET’s Bevilling er efter Peter Urban Gads Død opslaaet ledig, men dette er antagelig kun en Formsag. Der kan næppe herske Tvivl om, at Bevillingen vil blive givet til Enken, Fru Esther Gad. En københavnsk Avis havde det mærkelige Indfald allerede i Nekrologen over dets, bortgangne Biografdirektør at skrive, at nu var der vel omsider en Lejlighed til at gøre Uretten god mod Fru Asta Nielsen og sætte hende ind i Grand. Journalisten har Ret i, at det er skandaløst, at Filmens store banebrydende Kunstnerinde ikke forlænget har faaet en Bevilling, saa meget desto mere som hun har søgt om den. Hun burde slet ikke have behøvet at søge. Bevillingen burde være tildelt hende som en offentlig Æresbevisning. Men netop i Tilfældet Grand vilde det være uretfærdigt at forbigaa Fru Esther Gad. Thi naar Grand-Teatret i Dag anses for at være vort fornemste Filmteater — det Sted, hvor kunstneriske Film, som ingen andre tør risikere at opføre, bliver langvarige Sukcesser — er Fortjenesten Esther Gads ikke mindre end hendes afdøde Ægtefælles. De to stod sammen i Arbejdet. Det er ikke muligt at skelne, hvem der havde den største Del af Æren. Begge sled i det for Grand og gav Teatret i Mikkelbryggersgade deres Hjerteblod. Nederlag tilføjede dem Lidelse. De kunde græmme sig, naar en Film, de havde troet paa, ikke fandt Forstaaelse hos Presse og Publikum.

Da Juleaftensdag 1922 den unge Skuespillerinde Esther Hagen — hendes virkelige Navn var Esther Burgert v. Westernhagen — holdt Bryllup med sin Instruktør Peter Urban Gad, gled hun straks naturligt og let ind i hans københavnske Milieu. Hun havde medvirket i store Roller paa Max Reinhardts Teatre, men nu blev hun Fru Gad og dansk, indgiftet i en højt anset Familie. I Løbet af forbløffende kort Tid lærte hun at tale og skrive sin Mands Sprog. Admiralinde Emma Gad, Svigermoderen, var død i Januar det foregaaende Aar, men i Dronningens Tværgade stod endnu det
gammeldags, hyggelige Hjem med den fine Slægtskultur og Traditionerne for Gæstfrihed og utvungen Konversation, og Esther Gad tog med Dygtighed og Takt Arven op.

Esther Urban Gad

Hvis der nogen Sinde i København har eksisteret noget i Retning at det franske Begreb Salon, var det hos Gads. Samtalen var altid meget animeret ofte saa Ivrig, at man blev i siddende ved Middagsbordet til Kl. 3-4 om Morgenen. Folk fra alle Lejre — og af alle politiske Anskuelser — mødtes og lærte hinanden at kende. Det var ikke blot Teater og Film, der blev diskuteret, selv om disse Emner vel nok optog Værtsfolkene mest. Navnlig Filmen!
Esther og Peter Urban Gad drev deres Teater med Fanatisme. De følte, at de havde en Mission og gik med en Kærlighed, der var rørende (men ogsaa kunde virke hektisk) op i Arbejdet. Selv med Hjertevennen Johannes Poulsen kunde der opstaa Divergenser, naar Johannes — I Angst for at Filmen skulde besejre, hvad han kaldte det levende Teater — talte uden Respekt om Celluloidkunsten. Skuespillere, der optraadte paa Lærredet i Grand, var Ægteparret Gads Skuespillere, De forsvarede dem, som om de virkelig hørte hjemme i Mikkelbryggersgade og ikke levede en fjern og med Hensyn til Mikkelbyggersgade temmelig ubekymret Tilværelse i Hollywood. Bjørn Bjørnson, en af Husets bedste Venner, fortalte gerne om et Møde med Esther Gad. Han spurgte hvordan det gik med Grand, og hun brast i voldsom Graad:
— Forfærdeligt! Vor nuværende Forestilling har løbet i 37 Uger, og vi kan slet ikke faa Premiere paa alle de dejlige Film, vi har købt!

I danske Filmkredse ved man, at der er en særlig Slags Film: De, som kan gaa i Grand, og som alle andre Teatre brænder sig paa. Og det er i Reglen de kunstnerisk værdifuldeste. Esther og Peter Urban Gad holdt Prøver paa en Film som paa et Teaterstykke. De sad i Timevis og drøftede Tonestyrken. Premiérerne blav forberedt med den minutiøseste Omhu; smaa Foredrag indledte dem. Musik skabte Stemning. Som i Hjemmet (i de senere Aar om Vinteren i Upsalagade, om Sommeren i Humlebæk) var der ogsaa i Grand en særlig Gad’sk Atmosfære.

Esther Gad er et Menneske med udprægede Meninger om Kunst, og hun har sine Meningers Mod. Hun har altid haft en vaagen Sans for Kvalitet, og gennem den høje Standard, Repertoiret i Grand altid har haft, har hun og hendes Ægtefælle ydet en betydelig Indsats til Forbedring af Filmsmagen herhjemme. Ogsaa under hendes Ledelse vil Grand-Teatret forblive det mest kræsne i sit Valg, det Sted, hvor Hensynet til Idealerne gaar forud for alle andrwe. Vi har allerede en Række dygtige kvindelige Ledere af Biografteatre: Bodil Ipsen, Hertha Skaarup, Else Sandberg. Med Talentets Ret vil Esther Gad indtræde i Rækken.
HENRY HELLESEN


Berlingske, 2. marts 1948.

Flere af de Tidsskrifter, der bekæmpede Nazismen, og som Hitler derfor kvalte, dukker nu op til nyt Liv. „Roland von Berlin” er et af dem. I Nummeret for 15. Februar skriver Filmforfatteren B. E. Lüthge følgende Mindeord om Peter Urban Gad:

Blandt de store kunstneriske Indtryk, som jeg i mit Liv har modtaget, er der tre, som særlig stærkt har hæftet sig i Erindringen: Begravelsesoptrinet i „Vaarbrud”, „Forvandling” af Toller i en Opførelse i Tribüne, og — maaske det stærkeste — en Filmscene, som jeg som ungt Menneske endnu i Stumfilmens Dage har set: Asta Nielsen, da hun i Filmen „Den fremmede Fugl” flakkede gennem Skov og Sump, brød sammen og druknede. Og hvorledes hun senere i en sælsom Ligfærd paa Baade, med Kisten stillet paa tværs, blev roet gennem Sprewald’s Laguner og derefter begravet. Endnu i Dag er Visionen af denne kunstneriske Oplevelse saa frisk, som dengang jeg oplevede den. Da jeg saa senere selv blev Filmforfatter og havde den Lykke at arbejde med og for Asta Nielsen, ja, lang Tid ogsaa blev Medarbejder hos Skaberen af dette Optrin, Forfatter-Instruktøren Urban Gad, kunde jeg, Venskabet til Trods, aldrig frigøre mig for denne Følelse af Beundring.

Han hørte til de store Banebrydere for den kunstneriske Film, jævnbyrdig med Griffith og Lubitsch. Egentlig var det ham, der opfandt den store Spillefilm med Niveau og gjorde denne Nyskabning til Kunst. Ry fik han for i Asta Nielsen at Opdage den Kvinde, der lynsnart aabenbarede, hvilke Muligheder der overhovedet laa i Film. Som Maler, Skribent, Lærd, Kunstsamler, Forfatter af den første grundlæggende Bog om Film („Filmen — dens Midler, dens Veje”), uden Krogveje i Karakteren, ofte stejl, ja, ubøjelig skred han sammen med Asta Nielsen (skønt fjernt fra hende i Følelsen, ja, i et Samliv med hende som et Strindberg-Ægteskab) for Kunstens Skyld videre.

I Esther Hagen fandt han en ny Kammerat for Livet. Da han ophørte med at sætte i Scene, overtog han, efter at være vendt hjem til sit Fædreland, Grand-Teatret i København, som han evnede at gøre til et førende Filmteater i Danmark, ja, til et Begreb i de nordiske Riger. Det var hans Ærgerrighed at kunne vise sit Land Alverdens kunstneriske Film, og han forstod omsorgsfuldt at føre dem frem. Urban Gads Navn vil altid blive staaende blandt Filmens virkelig skabende Kunstnere, blandt Pionererne i første Række vil hen ikke blive glemt, hvordan end Filmkunsten vil forvandle og udvikle sig.
B. E. LÜTHGE


Berlingske, 4. maj 1948.

Afdøde Direktør Peter Urban Gad havde omfattende litterære Interesser. Grandteatrets Leder arbejdede I mange Aar – det var almindelig kendt mellem hans Venner – paa et større Værk om den franske Revolution, og i Midten af Trediverne begyndte han at samle Stof til en Bog om sin berømte Slægtning, Maleren Paul Gauguins der ved sit Ægteskab med Mette Gad, der var Kusine til Admiral Urban Gad, Peter Urbans Fader, var kommet ind I det københavnske Bourgeoisi.

Om Peter Urban Gad var blevet færdig med sin Bog om Gauguin ved sin Død i December 1947, vidste man ikke. Han havde arbejdet paa den om Natten efter sit Arbejde med Biografen, men nu har hans Enke, Fru Esther Gad, fundet det færdige Manuskript, som hun vil drage Omsorg for bliver udgivet paa Fransk.
[wpex more=”Læs mere” less=”Læs mindre”] Bogen vil komme til at hedde “Kommentarer til Gauguin-Legenden”, og den er formet som et Svar til de franske Kunsthistorikere og Kritikere, der i deres Bøger om Gauguin altid har angrebet det bornerte København, der Ikke forstod den store Kunstner, og Familien Gad, der Ifølge dem, var lige saa uforstaaende. I Kataloget til Glyptotekets Hyldest-Udstilling i Anledning at Gauguins 100 Aars Fødselsdag, en Udstilling, der netop er aabnet, skriver Dr. phil. Haavard Rostrup bl. a.: “Paul Gauguin nærede et oprigtigt Had til Danmark og Danskerne. Ved sit Ægteskab med Mette Gad førtes han ind i det københavnske Bourgeoisi, der snart kom til at staa for ham som selve Symbolet paa det, han som Menneske og Kunstner søgte at frigøre sig fra.”

Esther Urban Gad

Urban Gads Bog er specielt rettet mod et fransk Værk, der udkom i Slutningen at Tyverne: “La vie sentimentale de Gauguin” af Jean Dorsenne, hvori den franske Opfattelse af Firsernes København skal være særlig maliciøs. Gauguln kom til Danmark i 1884 og opholdt sig knapt et Aar heroppe. Han havde da helt opgivet sin Veksellerer-Virksomhed og forsøgte sig – samtidig med at han malede – som Agent for et fransk Klædefirma, der havde haabet at faa en stor Ordre paa Jernbanefløjl til Statsbanerne. En Udstilling, som Gauguin havde faaet arrangeret af sine Arbejder, vakte en saadan Forargelse, at den blev lukket fem Dage efter som Følge af en Protest fra akademisk Side. Udtrykket “Den er Gauguin” om noget rigtig skørt var dengang paa Mode I Byen. Ingen københavnsk Rammemager turde paatage sig at levere Rammer til Gauguing Billeder af Frygt for at miste sine øvrige Kunder.

Urban Gads Bog er formentlig baseret i første-Række paa Viden fra Faderen. Admiral Urban Gad, der var den i Slægten, som stod Gauguin nærmest og den eneste, for hvem Gauguin nærede nogen Sympati. De udenlandske Skribenter og Kunsthistorikere har ofte skildret Gauguins Forhold til sin Kones Familie som et Martyrium for hans Vedkommende. Familien Gad skildres i bedste Fald som bigot snæver og uforstaaende over for Geniet. I Urban Gads Bog vil man sikkert faa et noget andet Billede af Familien, der i Christian den Niendes Plystid vistnok gjaldt for at være en at de mere frisindede i Byen. Den repræsenterede en Kreds, der var levende Interesseret i Tidens Rørelser og ogsaa prøvede ar akceptere den mærkelige Franskmand, der fra en solid Bankstilling pludselig kastede sig ud i det helt uvisse som Maler. Men Gauguin kunde ikke med denne Kreds. Naar han var sammen med dem søgte han bevidst at fornærme dem og aabnede kun Munden for at sige Ubehageligheder.
Pablo.
[/wpex]


Nationaltidende, 14. juli 1948.

Berlingske, 15. juli 1948.
I Gaar har Justitsministeriet uddelt bevillingen til Grand, og der kan ikke være Tvivl om, at Beslutningen overalt i den danske Filmverden vil blive anset for rigtig og retfærdig – og saa er den tilmed kommet saa nogenlunde hurtigt, i det mindste naar man regner med det Snegletempo, der ellers raader ved Bevillingstildelelser.

Esther Gad

Esther Gad har naturligvis faaet Bevillingen til Grand, og at hun fik den saa hurtigt, kan sikkert tilskrives, at der ikke kunde herske Tvivl om, at hun burde have den. Det er i det store og hele en daarlig Coutume, at Bevillingshaverenker absolut skal arve Bevillinger, men her er der ikke Tale om Arv, her er Sagen ganske simpel den, at Esther Gad gennem de mange Aar, Urban Gad var Bevillingshaver, var aktivt med i hver eneste Beslutning der blev Taget. Hun var i alleregentligste Forstand Med-Leder, og Grands gode Ry skyldes i lige saa høj Grad hendes Filmkendskab, Filmfornemmelse – og Fornemmelse for Publikum ikke at forglemme – som det skyldes hendes afdøde Mands. Det er rart at vide, at Grand i Fremtiden vil blive ført videre ad de Baner, Ægteparret Gad i sin Tid lagde og saa vidt muligt holdt for Filmkunsten i Mikkelbryggergade. Nu, hvor Mulighederne er større, Valget videre, er det endda troligt, at Esther Gad vil føre Grand til ny Blomstring. Det vilde være godt – ikke blot for hende selv, men ogsaa for den københavnske Biografverden, hvor de forskellige Teatres Linier efterhaanden er ved at blive saa slyngede, at man snart ikke mere kan tale om, at en Premierebiograf har sit eget Ansigt. Det har Grand, og Trækkene en nu helt Esther Gads. Foreløbig bliver der dog ikke Tegn til, at den nye Bevillingshaver kommer paa Prøve, den storartede Noel Coward-Film “This happy breed” har sikkert endnu mange Uger i sig paa Grand.


Berlingske, 30. december 1948.

Klunketiden — Den unge Generation mener sig berettiget til at smile.

Efter Fremkomsten i 1943 af Otto Rungs Bog “Fra min Klunketid” opstod Diskussion om denne Epokes Lys- og Skyggesider. Adskillige mente, at Rung som andre Forfattere i sin Bedømmelse af Tiden havde været for haard. Selskabet for Historie, Litteratur og Kunst opfordrede derfor et af sine Medlemmer, Peter Urban Gad, til at holde et Foredrag og meddele sin Opfattelse at Klunketiden. Urban Gad holdt sit Foredrag i November 1947, seks Uger før han døde. Hans Hustru Fru Esther Gad, har nu paa Det Berlingske Bogtrykkeri til Vennerne ladet trykke Foredraget i sin Helhed. Da det fortæller om København fra en Tid, der har alles Interesse, da det er fuldt af morsomme Enkeltheder og repræsenterer en noget andet Opfattelse af Tiden, end den andre Samtidige har givet Udtryk for, omtales Skriftet her.

Urban Gad kendte Klunketiden Som Søn af Kontreadmiral Nicolaus Urban Gad og Forfatterinden Emma Gad, født Halkier, voksede han op i et af Klunketidens blandt det københavnske Borgerskab bedst kendte Hjem, et af de mest demokratiske og et af de mest dannede. Straks paa dette Sted skal medtages en Anekdote om Emma Gad, fortalt af Sønnen i det lille Skrift, hvis hele Titel er “Klunketiden paa en anden Maade”. Emma Gad var blevet hendes Naade Admiralinden og dekoreret med Fortjenstmedaillen i Guld. Hun var dog saa bange for eller havde saa megen Respekt for sin Kokkepige Lisbeth, at Hendes Naade, der led af nervøs Appetitløshed, altid paa landet medførte en lille Planteske for at kunne grave sin Portion ned i Haven. Hun turde ikke udsætte Lisbeth for at opdage at hun levnede hendes gode Mad.

Hvorfor Klunker.
Angrebet paa Klunketidens Møbelsmag finder Urban Gad lidt overfladisk og lidt letkøbt. Angrebet paa Tiden som saadan ligeledes. Man maa huske, siger han i sit Foredrag, at Richard Wagner, Zola, Maupassant, Dickens og Tolstoj, at Bonnat, Claude Monet, Whistler, Brahms eg Tachaikowsky, at Darwin, Pasteur og Robert Koch sad netop mellem Klunker og Kvaster, og fik dog imellem gode Ideer.
[wpex more=”Læs mere” less=”Læs mindre”] Men hvorfor var der Klunker, Portierer, tykke Gardiner? I Danmark, fordi det bl. a. gjaldt om at holde Kulden ude, og naar alle Møbler var overtrukket med “laadden Skimmel”, skyldtes det Kejserinde Eugeniee. Hendes „egen, søde, lille Suez Kanal” havde fremkaldt Sværmeriet for Orienten, og deraf det besynderlige Sammensurium.

Urban Gad i hjemmet
Urban Gad ved sit Arbejdsbord i det gamle Hjem i Dronningens Tværgade.

Hvordan kunde vi savne et W.C. som vi ikke kendte? Hverken Dantes lilliehvide Betracie eller den pragtlystne Lucretia Borgia eller selve Geheimeraad von Goethe havde saa hygiejniske Omgivelser i deres stille Stunder (med en lille Spand med Tørvesmuld ved Siden) som vi havde det. Det er Ikke rigtigt, at Datidens Hjem var støvede, ildelugtende og snavsede, saaledes som nogle af Epokens Anklagere paastaar. Der var endnu ikke gjort de afgørende sociale Fremskridt, som i vore Dage har gjort en Skurekone til en Juvel. Ethvert Herskabshus var nemlig omgivet at en Kreds af Madammer (dengang fandtes Madammer), og Urban Gad indestaar for at Hovedrengøringen ogsaa var Datidens Svøbe.

Det var fristende at fortabe sig Urban Gads Beskrivelse af Datidens København, der blot bestod af Egnen mellem Østre Vold og Grønningen, mellem Kongens Nytorv og Boulevarden. (Hans Moders gamle Tante Line ønskede overhovedet ikke at omgaas nogen, der boede uden for St. Anna østre Kvarter). Det der imidlertid maa fremhæves, er Urban Gads Afvisning af, at Tiden kun var snobbet. Man havde Stands-Bevidsthed, siger han, men paa en egen usnobbet Maade. Borgerskabet snobbede f. Eks. ikke for Adelen. Den spillede ingen Rolle i København. Man var sig selv nok. Man har angrebet Tiden for Nepotisme, siger han og nævner at hans Far indrømmede, at han blandt Ansøgere altid valgte den, hvis Far og Bedstefar han havde kendt som hæderlige Mænd. Synspunkterne er i Dag haabløst forældede. Hvis der er to Ansøgere, og den ene hedder Danneskiold-Samsøe, en anden Mortensen, Søn af en Vicevært, saa faar Mortensen Stillingen.

Man var hæderlig og bundredelig.
Meget kunde man maaske angribe de hedengangne Storborgere for, men selv deres harskeste Angribere maa lade dem; de var hæderlige, bundredelige. De foragtede Spekulation, men de betragtede den ved hæderlig Handel erhvervede Velstand, som Livets egentlige Fundament. Alle sparrede lige til Pigen i Køkkenet. Stolte var de, urokkelige i deres personlige Frihed og Uafhængighed.

Ja, Fruerne – der er ikke saa meget at sige om dem, hedder det. Men man maa sige, at de bar deres Lænker med Taalmod. De tog med resigneret Værdighed imod de Hofter og Barme, som Forsynet og de gode Middage velsignede dem med, de klædte sig i Overensstemmelse med deres Alder, de tog deres graa Haar naar Tiden var inde. De brugte hverken Sminke eller Pudder.

Det ken godt være, at Firsernes og Halvfemsernes københavnske Selskab var forædt og bornert, forbenet og reaktionært. Det var i hvert Fald væsensforskelligt, siger han, fra de ledende Kredse, der i Dag har indtaget Pladsen som det førende Samfundslag – disse vimse og adrætte Direktører med det lille Børsteskæg under Næserne og med vagtsomme, aarvaagne øjne bag Brilleglassene. Disse Kredse er det, som I Dag klasker sig paa Laarene af Latter, naar de hører om deres Bedstefædres gamle By – serveret i skarp Sauce af talentfulde Forfattere. Om disse sidste skriver Urban Gad, at de har en Tilbøjelighed til at skildre deres Forældres Klunkehjem som et af de største i Byen og at fremhæve, at den Kreds, der færdedes i deres Hjem var Indehavere af Landets højeste Titler og Udmærkelser – at Husets Selskabelighed var en Række splendide Middage og fejende Fester. Noget saadant har jeg, naar vi skal tale Sandhed, ikke at berette om det Barndomshjem, i hvilket jeg først opdagede Verden.
[/wpex] Magert og smaaligt at dømme Tiden.
Og Urban Gad slutter:
– Det eneste Københavnerne forlanger af hinanden – det er, at de forstaar og behersker Byens Sprog, denne underfundige og let selvironiske Svingen mellem Alvor og Skæmt, en Tone, der bevæger sig paa den kromatiske Skala. Det er denne Tone, der er det blivende og det typiske for København.

Det er Forstaaelsen heraf, jeg har savnet hos “Klunketiden”s Kulturhistorikere. Jeg synes, det er magert og smaaligt at bedømme den Epoke med et forvrængende Glasskaar af Mindreværdskompleks i Øjet – det er sygeligt at sidde og pille i Saarene – selv om en Modebølge, der i en vis Periode gik hen over Verden og derpaa svandt igen – var mere eller mindre æstetisk vellykket, set med vore Øjne.

Men det, de burde have set, det er den bestaaende og blivende Rytme i denne gamle Bys Sind, det, som binder os til dens Fortid og forhaabentlig til dens fremtid, dens Lune, dens Humor, dens Godmodighed, dens Uimponerthed

Hvert Slægtled føjer sit Bidrag til den brogede og afvekslende Perlekæde, som Historien er, nogle smukkere end andre, men Snoren, som bærer den, den fører tilbage til Tiden før Holberg – og ud i en forhaabentlig fjern Fremtid.
top-

Her kan hele bogen læses: Klunketiden paa en anden maade.


Dansk Biografisk Leksikon, 1979-84.

*
*

Dansk Biografisk Leksikon, 1979-84.

Urban Gad i hjemmet
Urban Gad i Dronningens Tværgade 40