Filmmager med nye stjerner, og korrespondent fra Berlin under krigen.
B.T. 9. januar 1917.
Klokken halvfire i Eftermiddag, naar det første Billede i Urban Gads nye Film “Den røde Stribe” bliver kastet over paa Paladsteatrets store Lærred, sidder en ung, nydelig Dame af et udpræget kosmopolitisk Ydre i Fremmedlogen og ser spændt og maaske en lille Smule angst ud over Logeranden.
Det er Fru Maria Widal – Filmens Primadonna.
Det er Fruen selv, der – med de smaa, malende Haandbevægelser, som det er alle kjøbenhavnske Damers Ærgerrighed at lære – fortæller os om sin Spænding og sin Angst:
– Jeg maa nok være bange, siger hun paa næsten fejlfrit Dansk, med en morsom klangfuld Akcent, naar jeg tænker paa, at Kjøbenhavnerne altid er vant til at se Asta Nielsen i Urban Gads Films… saa gælder det rigtignok om at være god. Ikke for det: De maa love mig endelig ikke at gøre mig til en ny Asta Nielsen. Det er slet ikke det, jeg vil være. Jeg ligner hende jo slet ikke og spiller slet ikke paa samme Maade. Jeg vil bare ønske, at Folk vil tage imod mig saadan som jeg er – uden at sammenligne mig med nogen anden.
—
Nu er min første Films-Sæson til Ende. Jeg synes, det har været dejligt at filme – og Urban Gad har været mig en glimrende Instruktør, der vist har reddet mig fra mange Begynder-Fejl… for een Ting har jeg lært: det er ikke let af filme. Dersom man virkelig vil naa dertil, at man vil udtrykke det, man tænker og føler, maa man lægge al den Energi, al den Sjæl, man ejer, i sit Spil, og det kræver Nerver.
Imorgen skal Kjøbenhavn altsaa kritisere min Debut… naar jeg begynder at blive lidt bange, trøster jeg mig med, at Publikum i alt Fald syntes om mig i Budapest og Wien… der var Den røde Stribe en stor Succes.
—
Hr. Ib
B.T. 10. januar 1917.
Films- Generalprøver er Sæsonens “sidste Skrig” – og hidtil den største Succes. Tænk Dem, at Ole Olsen for bare et Par Aars siden var kommen til Otto Benzon eller Dr. Poul Levin og havde krummet sin berømte Pegefinger foran dem og fortalt dem, at det engang skulde blive saaledes. De vilde ikke have let – det gør de to Herrer aldrig – men de vilde have smilet med deres allermest satiriske og vantro Smil ad den naive Mand.
Igaar Eftermiddags sad baade Otto Benzon og Poul Levin i Paladsteatret og ventede utaalmodigt paa, at “Den røde Stribe” skulde begynde at rulle. Og sammen med de to Herrer ventede den amerikanske Minister, Dr. Maurice Egan, den svenske Minister E.A. Günther, Grev Louis de Grelle fra den belgiske Legation, Legationssekretær da Luxe fra den brasilianske Gesandtskab og næsten alle Medlemmerne fra de yngre Diplomaters dinnertable i d’Angleterres “Grill-room”. Det var Udlandet, som man bør nævne først. Nu kommer København: Etatsraad Hegel, Etatsraad Martin Dessan, Digterne Sophus Michaëlis, Harald Kidde og Kaj Hoffmann, Hr. Johannes Poulsen, Fru Karen Sandberg som Repræsentant for de kjøbenhavnske Films-Promadonnaer, Skuespillerinderne, Frk. Gudrun Houlberg og Frk. Agnes Rehni, Direktør Arne Petersen med Frue, Skuespilleren og Tegneren Valdemar Møller, Edderkoppens Direktrice, Fru Norrie med Datteren Mabel, Lauritz Olsen, der kunde hilse paa sig selv i den lille humoristiske Film, der gik foran “Den røde Stribe”, Fru Hertha Wulff, Fru Vera Lindstrøm, Orcar Stribolt – og Redaktør Borbjerg, der aabenbart har ment at “Den røde Stribe” var en særlig passende Underholdning for en Socialdemokrat. Det er de kendte Kjøbenhavnere, vi faar Øje paa, men i det fyldte Teater gemmer der sig sikkert endnu mange gode Profiler, som Halvmørket har gjort anonyme.
I Fremmedlogen sidder Filmens Paarørende: Fru Maria Widal, bleg og interesseret i en pragtfuld Pelskaabe, Hr. Urban Gad, ogsaa bleg, men uden Pels, og Fru Emma Gad, der efter Sigende har udsendt Indbydelserne til Generalprøven. Er det Tilfældet, maa man komplimentere Fruen i Anledning af hendes Succes. Det var virkelig lykkedes hende at fremtrylle en mondæn Begivenhed af en almindelig Filmsrulning.
– – Maria Widal fortalte igaar “B. T.”, at hun var angst for Kjøbenhavnerne. Iaften var Fruen ikke angst mere – hun straalede lykkelig. Kjøbenhavnerne tog imod hende med Bifald og Blomster og mange Lykønskninger til hendes Succes. Smuk havde hun vundet sit Navn blandt de Primadonnaer, der ejer Byens Hjerte, og vi tror hun vil bevare det.
Hr. Ib.
Demokraten, 1. juli 1917.
Askepot.
Asta Nielsen, den kendte Filmsdiva, optræder i Fotorama som Askepot, som et lille fattigt Plejebarn, der lider meget ondt, indtil hun efter mange Omskiftelser finder sin rigtige Mor som nu er i Stand til at byde hende et hyggeligt Hjem.
Fru Asta Nielsens Udførelse af Hovedrollen er ganske genial og lokker Taarerne frem i mangt et Øje. Filmen er forfattet af Fruens tidligere Mand Hr. Urban Gad.
Berlingske, 11. juli 1917
Vore Biografteatre.
Vesterbros Teater opfører for Tiden en Film af Urban Gad iscenesat af Forfatteren selv og skrevet for den smukke Maria Widal, hvis ejendommelige Ynde hurtigt er slaaet an blandt Filmens Publikum.
Skuespillet er Historien om en falden Kvindes Kærlighed, en Kærlighed, der er saa meget mere trofast, som den gror i et forødt og vansmægtende Hjerte. Men Halvverdenen, hvori denne Kvinde har levet, hævner sig for den Lykke, hun sent har vundet sig. Den river hendes Elskede fra hende, og mens han glider ned i et roligt og tilfreds Ægteskab, drives hun dybere ned end nogensinde før.
Men en Gang endnu skal hun mødes med sin eneste Kærlighed, en Gang, der koster hende Livet, da hun for at frelse ham fra Overlast af de Banditter, der omgiver hende, kaster sig mod den Kniv, der var tiltængt ham.
Filmen er sat i Scene med megen Omhu og Sans ogsaa for de smaa Tings Virkning.
Social Demokraten, 16. september 1917.
Vesterbors Teater.
Hvem skød? er en ny Urban Gad-film med Asta Nielsens Efterfølger, Maria Widal, i en kvindelig Dobbeltrolle som to Søster, der sammen bestræber sig paa at udfinde, hvem der har myrdet deres Fader.
Spørgsmaalet om denne Morder staar længe hen; Filmen er konstrueret saaledes, at de fleste optrædende Personer faar over sig en Skygge af Mistanke om, at han eller hun kan være den Skyldige. Men tilslut viser det sig, at ikke engang Stykkets Skurk kan lastes for Mordet. Alligevel faar Spørgsmaalet: hvem skød -? en ganske antagelig Besvarelse.
Hr. Urban Gad viser igen her en vis Kunstfærdighed i at tilrettelægge Films-Stof, og i sin nye Diva har han en Dame, der synes upaaklageligt at kunne løse selv saa store Opgaver som denne Dobbeltrolle.
*
Aalborg Amtstidende, 2. maj 1918.
Filmens Sejrsgang.
Her er store Selskaber under Dannelse.
Ifølge Svenska Dagbladet vil der blive startet et stort Filmsselskab med delvis svenske Kræfter. Det er et stort skandinavisk Filmsselskab, som faar Navnet “Interskandinav”. Det nye Selskab vil optage Films paa litterært Grundlag. Som Formand og Leder af Optagelsesarbejdet staar Urban Gad. Der skal bygges Optagelsesteatre i saavel København som i Stockholm og Kristiania.
Bladet oplyser endvidere, at et andet Filmsselskab, som ogsaa skal drive Biografvirksomhed i Sverrig, er under Dannelse af Chefen for Tidningskontoret og Biografen Jordenrundt, Direktør W. Bintz. Selskabet, som endnu ikke er fuldstændig færdig, vil faa en Aktiekapital paa flere Millioner Kroner. Endelig anses det som afgjort, at Direktør Ranst vil starte et eget Filmsselskab.
*
Nationaltidende, 19. april 1919.
Hele Filmerhvervet er, ligesom Cæsar sagde om Gallien, delt i tre Dele: Fremstilling af Films, Handel med og Udlejning af Films, og Fremvisning af Films. Tilsyneladende er de vidt adskilte, men kender man Forholdene nøjere, vil man vide, til hvilken Grad de er nøje forbundne som Grene paa den samme Stamme.
Lad det være sagt med det samme, at Filmfabrikationen i Danmark er ved at sygne hen; der skal ikke her fremføres nogen Kritik af enkelte Firmaer eller enkelte Personer, men blot fastslaas, hvad alle ved og siger, at de faa Mænd, i hvis Hænder Filmsfremstillingen ligger, forsømmer i stadig højere Grad, at tilføje den nyt Blod og nye Tanker, – den kan kun frelses, hvis den bliver gennemtrængt med en helt ny Aand. Naar dette ikke sker, er det ikke fordi de dertil nødvendige Kræfter og Evner ikke er til Stede i Landet, men fordi Filmsoptagelsen er praktisk talt monopoliseret.
Læs mere
Lovgivningen maa ikke i kortsynet Rovbegærlighed faa Lov til at ødelægge en fredelig Næring, der er Tusinders Levebrød, Hundredtusinders bedste Glæde.
B. T., 2. september 1919.
Igaar Aftes vendte Forfatteren Urban Gad hjem fra Tyskland, og imorges havde vi Fornøjelsen af at hilse paa den berømte Filmsforfatter.
Vi spurgte ham, hvad der efter hans Mening var den egentlige Grund til det Sammenbrud, som Nordisk Films Co.s Masseafskedigelse af sit Personale vel egentlig betyder. Urban Gad svarede:
– Det, der sker nu, burde være sket for længe siden. Nordisk Films Co. har længe været et usundt Foretagende. Krigen, men endnu mere Ledelsen, har medført Krisen. Kompagniet har ført en forkastelig Politik. Nu bukker det under for den amerikanske Konkurrence – som Tyskland, hvor Forholdene jo ikke er dette, er beskyttet bedre mod ved sin lave Valutakurs, den, som mange betragter i flere Retninger som en Guds Velsignelse for Tyskland.
Nordisk Film Co.s Forretningsforbindelse i Tyskland bærer sig ad paa omtrent samme Maade – Masseafskedigelser uden dog helt at afslutte.
Nordisk Film Co. har gjort en kolosal Dumhed, da det begyndte paa at konkurrere med Amerikanerne paa et Omraade, hvor Konkurrence ikke var mulig, fordi de danske Films, selv om Penge østes ud derpaa, aldrig kunde blive til mere end en lille Damper paa Sortedamssøen kan blive til, set ved Siden af en Oceandamper.
Jernmasken.
B.T., 25. oktober 1919.
En af de nærmeste Dage udsender den bekendte Filmsforfatter og Instruktør, Urban Gad, et stort, illustreret Værk om Filmen.
Urban Gad skrev til det virkelige Teater inden han gik over til Komedierne paa Lærredet.
Vi husker en Komedie, han sammen med sin Moder, Admiralinden, havde skrevet til Det ny Teater. Den hed saadan noget som “Fruens Politik”. I denne Komedie forekom det første Varsel for den Løbebane, som Urban Gad skulde slaa ind paa. Paa et nedrullet Rullegardinslærred udspilledes en Skyggescene, hvor to Elskendes gensidige Tilbøjeligheder afsløredes paa en uomtvistelig Maade.
Dette var paa sin Vis Urban Gads første Film.
Hans egentlige, den han skulde slaa igennem med, blev den berømmelige “Afgrunden”.
Efter denne Sukces havde Urban Gad ikke mindst ved Hjælp af Fru Asta Nielsen vundet sig et stort, internationalt Navn i Filmskunstens Annaler og med Interesse maa man derfor imødese det store Værk, som han nu udgiver om Film.
Forfatteren kom i Forgaars hjem fra Berlin, og igaar havde vi Lejlighed til at hilse paa ham og vi spurgte ham, hvad hans Værk vilde bringe.
Han svarede:
-Hvad der hidtil er skrevet om Filmen er kommet fra Folk, der har set det udefra.
Det, jeg vil give i min Bog er et Indtryk af, hvordan Filmen virker paa sine egne Folk.
Jeg vil skrive om Filmens Tilblivelse, om Rejser og Prøver og Optagelser, og min Bog skal paa en Maade være en Lærebog for dem der vil spille og opføre og skrive Film.
– Er det morsomt at være Filmer?
– Jeg synes, – svarede Urban Gad, – saa godt om hele det Gøglerliv, som Filmskunsten skænker sine Folk. Det er ligesom Skuespilkunsten med Filmen er vendt tilbage til sit Udgangspunkt, da Skuespillerne rullede med Thespiskærren ude i den fri Natur fra Sted til Sted.
Filmen har sin store Mission og den kan give Menneskene kunstnerisk Udbytte, som ikke det virkelige Teater er istand til. Den kan give Menneskene en meget stærkere Menneskeskildring, fordi den fører Tilskuerne saa nær, at de kan skelne de enkelte Træk i Skuespillernes Ansigter paa en Maade, som Teatret ikke tillader og endelig aabner den Muligheden for Udfoldelsen af de mægtige Optrin som en Scene ikke har Plads til – og saa er det jo ægte Sager, det er ægte Sager! Klipper og Floder er ikke af Pap.
Har De oplevet mærkelige Ting som Filmer?
– Jeg maa dertil svare, at jeg har altid været paa den psykologiske Side af Filmen, derfor er mine Oplevelser færre. Mine Heltinder har aldrig været bundet til hvirvlende Møllevinger, jeg har ikke anset det for nødvendigt at anbringe dem der. Dermed vil jeg ikke bryde Staven over dem af mine Kolleger, som har anset en saadan Anbringelse for formaalstjenlig. Jeg siger kun at jeg for mit personlige Vedkommende altsaa ikke har givet mig af dermed og vel derfor har haft færre dramatiske Oplevelser.
Men det er et forfærdeligt Slid at være beskæftiget med Filmskunsten mere end i nogen anden Kunstart, og det kræver et større Apparat end nogetsomhelst andet.
– Har De tænkt at blive ved med at Filme?
– Det kan jeg ikke sige noget bestemt om. Nok nogen Tid endnu, dog ikke altfor mange Aar. Aarene tæller dobbelt, naar man filmer. Men man kommer til at holde af det, selv om det er et uvornt Barn.
– Bliver De her, eller fortsætter De i Udlandet?
– Jeg vil helst være i Udlandet. Der hører et stort Samfund til at skabe store Films.
Man skal ikke plante Filmen i en lille Potte. Hvis den vokser, saa har den ikke Plads til at udvide sig. Derfor skal man helst beskæftige sig med Film i saadanne Lande, hvor der er Rum for Udvikling.
Her i Danmark risikerer man i Stormvejr, at det hele lukker sig sammen, saadan som vi har set i disse Tider med de danske Films. Naar Verden er normal, er der Betingelser for gode Films her, men hvem garanterer for, den er det?
Skal jeg præcisere hvad min Bog er, saa kan jeg sige, at den indeholder mange bitre Klager mod Filmen og dens Folk – deriblandt ogsaa mig selv – men den er et stort Forsvarsskrift for Filmen, som den burde være.
Jernmasken.
Nationaltidende, 5. november 1919.
Det var i Biografen paa Østergade, at den danske Filmskunst og -industri fik sit Gennembrud; og den Film, der blev opført, var Dramaet “Afgrunden” af den unge Kunstmaler Peter Urban Gad. Der var indbudt en hel Del Gæster til Premieren, Forfattere, Skuespillere og Journalister, og de levende Billeder var den Gang endnu noget saa nyt, at Tilskuerne uden Hensyn til Situationens Alvor brast i Latter, naar der dukkede en Person, de kendte, op paa det hvide Lærred.
Men efterhaanden som “Afgrunden”s Handling skred frem, blev Tilskuerne grebet af den. De opdagede, at man ikke alene kunde le, men ogsaa græde over de Menneskeskæbner, Lærredet gengav.
Den dag blev de første Taarer fældet i et dansk Biografteater, og det er derfor ogsaa rimeligt, at Peter Urban Gad bliver den første, der skriver en Lærebog i Kunsten at filme. Bogen udkommer i de nærmeste Dage paa Gyldendalske Forlag, og det bliver da første Gang at en af den stumme Kunsts Repræsentanter giver sig til at tale.
Bogen indledes med en Tilegnelse paa Engelsk til de levende Billeders Opfinder, Mr. Thomas Edison; og den bringer derefter Summen af alle de Erfaringer, Gad har indhøstet i de Aar, der er gaaet, siden han havde sin Debut som Filmsinstruktør, og indtil nu, hvor han er en af de mest ansete herhjemme og i Tyskland.
Han vil i sin Bog, som bliver rigt illustreret, fortælle, hvorledes man skal opdage, om man har Talent som Filmsforfatter eller Skuespiller, og hvordan man i saa Fald skal udnytte det. Der kommer særlige Kapitler om “brugeligt og ubrugeligt Udseende”, som Sjælemaleriet paa Lærredet og om Farerne, f. Eks. Anvisninger til Nedstyrtning og til at lade sig forfølge af en Løve, tekniske Raad til Iscenesættelse og Fotografer o. s. v.
Formaalet med Bogen er, at Læserne skal sætte større Krav til den vidunderlige Opfindelse, som de levende Billeder er, og det er jo godt nok. Og dens Forfatter vil gaa saa grundigt til Værks, at han vil vejlede Begynderne, lige fra de sætter sig til Skrivebordet for at udarbejde Manuskriptet, og til de træder ind i Biografen for at overvære Premieren – og for Skuespillernes Vedkommende lige fra den første Grimace foran Spejlet, og til de staar paa Berømmelsens Tinde og er ved at svimle. Et meget interessant Afsnit bliver sikkert det, hvorefter Helte og Primadinnaer kan lære, hvorledes de skal bære den Forgudelse og Tilbedelse, de bliver Genstand for.
Haagen.
2018 udgave som e-bog.
B.T., 12. december 1919.
Igaar udkom paa Gyldendalske Forlag Urban Gads længe bebudede Bog om Filmen.
– – –
“Kampen med Rovdyr”
Han skriver her, at hvis Rovdyret skal gaa aggressivt til Værks, maa man have et helt vildt Dyr, som ikke lader sig skræmme af Menneskers Nærhed. En tæmmet Løve vil oftest stikke Halen mellem Benene og luske af, især naar den hører Optagelsesapparaternes Klapren.
Udenfor Billedfeltet slutter Staaltraadshegnene sammen direkte foran Apparaterne – der bruges altid 2-3 Stykker for at forhindre, at Scenen fotografisk mislykkes – og langs med Hegnet staar Dyrepassere ved Reservedøre klar til at styrte til Hjælp, om nødvendigt.
Hvis hurtig Assistance er endnu mere paatrængende, findes der endogsaa Skarpskytter, som kan fælde Dyret med et forhaabenligt sikkert Skud, naar det er i Færd med at dræbe Skuespilleren. Ogsaa Sprøjteslanger haves ofte i Beredskab for at køle Løvens Lidenskaber.
Naar Rovdyret er sluppet ind paa Scenen, skal dets Stemning animeres. Dette sker ved, at det vejrer frisk Blod af en nyslagtet Høne, som dets Passer holder i Haanden, staaende udenfor Billedfeltet, eller hvis en Skuespiller skal angribes direkte, da af en død Due, som han holder i sin Haand.
Naar Tigeren lugter dette, springer den efter Byttet, og Skuespilleren maa benytte dette Øjeblik til at angribe den.
Han slaar en Arm om Halsen paa den og søger at faa et Greb om et af Forbenene, samtidig med at han knuger sine Ben fast om Tigerens Ryg, og saaledes tumler de om, fnysende og stønnende i en Sky af Støv, indtil der er drejet Film nok til, at de virkningsfulde Optrin er sikret. Saa skubbes Dyret ud af Billedpladsen (Forfatteren siger ikke, hvem det er, der skal skubbe Dyret ud) til de ventende Dyrepassere, som binder det og fører det bort.
Et andet Sted, skildrer Forfatteren en Kamp med en Haj.
Læs mere
Nationaltidende, 13. december 1919.
Pola Negri.
Det lader til, at det danske Publikum endelig ved Madame Dubarry-Filmen har opdaget Pola Negri. Det er ogsaa paa Tide, for hun har allerede i et Par Aar været Nutidens maaske største Filmsskuespillerinde – i hvert Fald af den yngre Generation.
Selv har jeg desværre aldrig arbejdet sammen med Pola Negri, fordi den store tyske Generalstab – Gud lønne Ludendorff – nægtede mig Pas, da jeg var engageret til at være hendes Instruktør, uden at denne Forsigtighedsregel dog frelste Tyskland. Jeg kender hende derfor ikke i Atelieret, kun de mange Frasagn om, at hun der skal være lidt af en lille Satan, at have at gøre med, hvilket dog ikke forhindrer, at hun er meget afholdt af sine Kammerater for sin næsten barnlige Uvidenhed om ondt og godt og for sin muntre Originalitet.
Privat er hun et af de morsomste Mennesker, jeg har truffet, og den sorgløse Gæstfrihed hun udviser i sit lille Bohémehjem, lyser op i ens graa Berliner-Krigs-Erindringer. Naar Pola Negri giver et af sine smaa Kunstnerselskaber, forsvinder hun ofte et Øjeblik og vender tilbage, iført et af sine raffinerede Dansekostumer – oprindelig var hun Danserinde i Warschau – og svæver saa om mellem Stole og Borde som et levende Bevis for, hvor meget Dansen mister af sin Ynde og Personlighed ved Rampe og Proscenium.
Efter Dansen sætter hun sig saa hen og pludrer muntert løs med sine Gæster paa sit morsomme gebrokne Polsk-Tysk og sørger samtidig for deres Velvære – rigeligt, uden det dog mister Elegancen og bliver til Bakkanal. En Gang havde vi da ogsaa faaet drukket alt, hvad hendes Hus besad, og jeg har aldrig set hendes skønne Øjne udtrykke mere Kummer i en tragisk Scene, end det Vemod, hvormed hun betragtede den sidst tømte Flaske.
Og det vil sige noget, for hun har samlet al sin Skønhed, al sin Sjæl i disse Øjne, og i Fremtiden vil deres lysende udtryksfulde Blik fængsle Tilskuerne i utallige Filmsteatre og indbringe hende den Hyldest, hun fortjener, som den største i sin Kunst.
Esther Hagan.
Om Esther Hagan er en Skønhed eller ej er Genstand for en hel Del Diskussion. Jeg skal ikke indlade mig paa noget Smagsdom, kun prøve at betegne hendes Stil, der i hvert Fald er udpræget.
Hun er i moderne Plakatstil af den Slags raffineret Tegning, hvis Virkemidler bestaar i lange, tynde Ben, lange tynde Hænder – altsammen langt og tyndt, bare Linier og Nerver, især Nerver – hun sitrer og dirrer som blottede Nervetraade, modtagelig for alle Indtryk, hvad enten de kommer udefra eller inde fra hendes eget oversensible Sjæleliv.
Hun minder om en engelsk Væddeløbshest, der staar blank og dirrende med spidsede Øren og urolige Hove, bogstavelig gysende af Blod og Race – for saa vidt med Rette, som hun virkelig er af “Race”; hendes Kunstnernavn er en behændig Omskrivning af et fornemt klingende tysk Adelsnavn, der iøvrigt sammen med al anden tysk Lokalfarve blev aflagt under et mangeaarigt Ophold i Amerika.
Derfra det angelsachsiske Præg, der straaler om hendes blonde Lokker, og som trods Krig og “Gott-strafe-England” stadig er det mest søgte Mærke i Berlins Filmsfirmaer.
Men mere end det bringer hun med sig til Atelieret – først og fremmest sit Talent og sin figurskabende Fantasi, sin sjælfulde Gaaen op i Opgaven, en personlig Grebenhed, der forener hendes Ansigt med den Skønhed, som Situationen kræver og bringer det til at dirre og skælve, og som faar hendes Øjne til at flyde af Taarer eller lyse i Smil – spændende over hele Registeret fra Jammer til kaad Groteske.
Men naar Optagelsen er forbi, bliver Frøken Hagan igen til ulastelig Privatlady i lange, elegante Klæder, igen lutter Linie og Nerve, – træt og afdirret angelsachsisk og i lodrette Linier – men rede til næste Dag igen at spille paa Livet løs til Ære for den Kunst, der sikkert vil føre hende vidt.
Grete Reinwald.
Jeg sad forleden i Atelieret og ledede Dekorationsopbygning; i den anden Ende af Glashuset viste sig en ung Dame, som jeg med mine nærsynede Øjne ikke kunde kende paa de fyrretyve Meters Afstand, der skilte os; og da hun kom hen til mig og rakte mig Haanden som gammel Bekendt, der havde spillet i mange af mine Films, var jeg endnu mere forvirret – hvordan kunde jeg have baaret mig ad med fuldstændig at glemme saa køn en Dame?
Først efterhaanden tonede Sandheden frem for mig; vi havde glemt, at Verden ikke har staaet stille – desværre kunde man egentlig sige i de sidste fem Aar. For det var rigtig nok, at hun den Gang ofte havde spillet under mig – nemlig i Børneroller.
Naar man i de lykkelige Før-Krigsaar havde Brug for særlig fikse og elegante Børn til en Film, saa bestilte man blot Familien Reinwald – saa mange man vilde have, for Lageret syntes uudtømmeligt – og paa Klokkeslet stillede de i Atelieret, raffineret, enkelt paaklædte med gule Krøller og lange, slanke Ben i Silkestrømper, storstadsmæssige og kosmopolitiske, lige egnede til at være engelske Hertugbørn eller ungdommelige Deltagere i en elegant Forbryderbande.
Og saa kunde de oven i Købet spille Komedie; jeg mindes en Scene, hvor et Par af disse 12-13 Aars Pigebørn spillede sammen med en af Tysklands bekendteste Skuespillere i en af minde Films – og hvor de absolut spillede ham i Sænk ved den naive Inderlighed, hvormed de gik op i Situationen.
Jeg havde glemt at regne med, at Begrebet ReinwaldBørnene i Tidens Løb vilde blive til voksne Reinwalder. Nu stod altsaa den 18-aarige Frk. Grete, der altid var den bedste af dem, foran mig som en høj og smuk ung Dame, hvis Talent forhaabenlig har udviklet sig lige saa blomstrende; det synes for Resten saa, at dømme efter de betydelige Opgaver, der allerede nu betroes hende ved fremragende Filmsoptagelser.
Men Familieenheden er alligevel ikke brudt i Aarenes Løb; et dansk Filmsfirma ligger i Forhandling om at overtage hele Partiet under eet, og saafremt Sagen gaar i Orden, vil Klanen tage Bopæl i København og berige den danske Film, der er lidt tynd i Underskoven, med yderligere Ungdom og Skønhed – hvad den jo altid kan have godt af.
*
Demokraten, 3. januar 1920.
En Bog om Filmen! Hvorfor ikke – den spiller dog en Rolle; den er i hvert Fald en af de største Faktorer i Arbejdet for Publikums Idiotisering, i det resultatrige Virke for at vænne Folk af med at tænke. Naar vi siger det, ser vi naturligvis bort fra saadanne Undtagelser som Griffiths geniale Hallucinationer; men hvor sjælden er den Slags Undtagelser ikke!
Jo, Filmen fortjener rigtignok sin Bog, sit Standardværk, en rigtig stor og tyk og dum Bog med talløse vamle Billeder af Alverdens affekterede Abekatte af begge Køn. Og saadan en Bog har nu Urban Gad skænket Læseverdenen. Det vil sige: naturligvis er et udmærket Menneske som Urban Gad ikke nær saa dum som man strængt taget bør være for i ramme Alvor at skrive flere Hundrede højtidelige Bogsider om Filmens Abekatterier. Men i det store og hele tør det dog siges, at Filmen hermed har faaet den Bog, den fortjener, en Bog, der vil vække dyb Glæde i de Tusinde Hjem Gud bedre det!
Lolland-Falsters Social Demokrat, 17. januar 1920.
Hos Gyldendal er udkommen ovennævnte Værk, der er sikker paa et stort Publikum. Tidens Løsen er jo “Filmen” – – et mægtigt Opsving har denne nye Form for Kunstens Udformning taget, og ubeskrivelig stor er den Hær af Mennesker, der paa den ene eller den anden Maade, direkte eller indirekte er interesseret i “Filmen”.
Urban Gads højt interessante og underholdende Bog om Filmen, dens Midler og Maal, kommer sikkert som “Manna i Ørkenen” for de mange “Films”-Interesserede.
Værket er inddelt i 7 Afsnit og gaar i disse den hele Skale, ligefra første Kapitel: Stumhed og Farveløshed til sidste: Filmen og Fremtiden – igennem med en minutiøs Nøjagtighed.
Desuden forefindes en Righoldighed af Fotografier af Verdens berømteste “Filmere og Filmeuser”.
B.T., 19. oktober 1920.
Igaar er Urban Gad kommen hjem fra Berlin efter at have tilendebragt Iscenesættelsen af en Filmatisering af Wassermanns store, berømte Roman “Chr. Wahnscheffe”.
Ja, sagde Urban Gad. Det bliver en meget stor Historie. Filmatiseriungen har kostet omtrent 2 Mill. Mk., og de allerbedste tyske Skuespillere medvirker deri, saaledes Conrad Seldt, Wallenstein og flere, og ogsaa Lillebil, som De vil kende heroppe fra, udfører en stor Rolle deri.
– Frembyder Filmen – spørger jeg – noget særlig nyt paa sine Omraader.
– Ja, svarede Urban Gad – det gør den, forsaavidt som jeg for første Gang har søgt at faa udtrykt gennem de levende Billeder Indtrykket af Alarm, uden at der anvendes andre Virkemidler end de, som kommer ind under Filmen.
Jeg har saaledes søgt at give Indtryk af alle de mange Lyde, som høres paa et stort Marked, ved at sætte sammen Billeder ag Karusseller, Lirekasser, flere Ortkestre og sætte dem sammen paa en saadan Maade, at Tilskuerne uvilkaarligt faar Indtrykket af den Massefold af Lyde, som præger et saadant Marked.
En Episode kunde jeg maaske ogsaa nævne, en enkelt Ting i Iscenesættelsen, saaledes skal der forekomme Stormen paa et Slot, og Slottet skal brænde, og vi skulde gerne have et virkelig Slot, forstaar De, men et saadant Slot er jo dyrt, og derefter bar vi os ad paa den Maade, at vi lejede et veritabelt Slot, og saa byggede vi en Fløj til, og den stak vi Ild i.
– Og den øvrige Del af Slottet blev reddet?
– Ja, svarede Urban Gad. Hele Brandkopset var mødt frem for at være parat og for at afværge alle Eventualiteter.
– Hvordan var de store tyske Skuespillere at omgaas?
– Forfærdelig rare, Skuespillere er overhovedet overordentlig behagelige Mennesker, vel at mærke de, som har Talent. Jo mere de kan, des elskværdigere er de. Det er altid Dilettanterne, som spiller fornemme og store paa det, det kan man kende dem paa.
– Hvordan var det at filme med Lillebil?
– I og for sig livsfarligt for mig, for jeg har nu altid det Princip, hvor der skal udføres noget risikabelt paa Filmen, saa gør jeg altid først Prøve paa selv, om det lader sig gennemføre, og nu skulde Lillebil, hun skulde springe højt oppe fra et Taarn ned i et udspændt Sikkerhedsnet, og for alle Eventualiteters Skyld gjorde jeg Springet først, og det var forsaavidt meget godt, for Sikkerhedsnettet var slet ikke i Orden, og Følgen var, at jeg smækkede lige mod Jorden, efter at jeg var kommet susende gennem Luften med Cigar i Munden og slog med saadan Kraft imod Jorden, at jeg laa bevidstløs; men gennem min Bevidstheds graa Taage dæmrede et rødligt farvet Skær af Forstaaelse af, at det gik paa ingen Maade an, og de andre fik nogen Anelse om, at der var nogen Risiko forbundet dermed, og derfor kan jeg huske at imedens jeg laa bevistløs, saa spillede jeg uvilkaarligt Komedie og lod, som om jeg kun blev liggende for at finde min Cigar, og jeg mumlede: Er der nogen, der har set min Cigar?
Naa, jeg naaede nu ikke fuldstændig min Hensigt dermed, for Lillebil var ikke videre modig, den Gang Turen kom til hende, og hun skulde til at springe ud; men det gik heldigvis godt. Jeg siger heldigvis, for hvis Lillebils bare Ben var kommet noget til, saa vilde det have kostet os lige saa meget, som hele Filmen kostede at indspille.
Læs alle teksterne om Peter Urban Gad: