Maler – Instruktør – Forfatter
Biografdirektør (Grand Teatret).
12. februar 1879 – 26. december 1947.
Berlingske, 11. januar 1943.
ROMANTISK Interesse og Mystik omgiver den svenske Eventyrer, tidligere Filmskuespiller Nils Chrisander, som efter flere Aars Fraværelse og Forglemmelse er fundet som hellig Eremit paa Himalaya. Tilfældet førte nylig en svensk Missionær til de Egne, hvor Chrisander opholder sig, og hvor Beretninger om hans fromme og mærkværdige Landsmand fristede ham til al opsøge Fænomenet.
Chrisander tog vel imod Gæsten, men afvigte hans energiske Forsøg paa at trænge ind i hans Identitet. Først ved Hjemkomsten til Stockholm kunde Missionæren konstatere ved Hjælp af fremlagte Fotografier og Familieoplysninger, at den hellige Eremit paa Himalaya, som har vendt Verden Ryggen, er den forsvundne, tidligere feterede svenske Filmhelt.
Noget drømmeragtigt over ham.
LÆS HELE ARTIKLEN
Social-Demokraten, 18. februar 1943.
Direktør Urban Gad har sendt os følgende:
I Anledning af Social-Demokratens Fremstilling af “Brand-Uro i Grand-teatret” vil jeg gerne have Lov til at fremsætte følgende:
I Gaar, den 17. Febr. Eftermiddag, viste der sig i hele Palace-Hotel, i hvilket Grand-Teatret er beliggende, nogen Os, stammende fra en Bunke Brunkuls-Briketter i Kælderen.
Omkring Kl. 3,30 sporedes i Teatret nogen Røg, der syntes at trænge ind gennem Ventilationskanalerne; Personalet lukkede derfor disse, og da Brandvæsenet, der selvfølgelig var blevet tilkaldt, ankom Kl. ca. 3.30 havde dette naturligvis hele Ledelsen i sin Haand. Brandmesteren blev straks taget op i Teatret, hvor han fandt de trufne Foranstaltninger tilstrækkelige, og ikke krævede Forestillingen afbrudt.
Da Røgen imidlertid under Brandvæsenets Oprydning i Palace Hotels Kælder tog til, blev Grand Teatrets Forestilling alligevel afbrudt et Kvarter for at udlufte Salen, hvorefter Forestillingen blev normalt gennemført. Fraregnet maaske en halv Snes særlig nervøse Personer, der forlod Teatret og fik deres Penge igen, tog hele det fuldtallige Publikum den lille Episode med prisværdig Ro; den følgende Forestilling maatte derimod udgaa, naar Teatret som paabudt, skulde være færdig til Kl. 10.
Andet og mere er der ikke sket.
Ærbødigst Urban Gad.
Politiken, 4. juni 1943.
For nogle Maaneder siden fejrede Familien Gad Admiral Urban Gads 100 Aars Dag ved en stilfuld Højtidelighed. hvori kun deltog Husets nærmeste Venner. Ved den Lejlighed oplæste bl. a. Forfatteren Julius Claussen nogle utrykte Erindringer af Fru Emma Gad om det gamle København, og til sidst opførtes en kort Privatfilm, som Husets yngste Søn, Direktør Peter Urban Gad havde optaget af sine Forældre ude i Villahaven i Humlebæk Sommeren 1913. [Her vises alle filmsekvenserne, red.]
Skønt Filmen havde ligget gemt og urørt i 30 Aar, virkede den med en helt moderne Teknik, som om den var optaget blot faa Dage siden. Men selve Eksteriørerne i den hyggelige Have ned mod Øresund, Admiralens chevalererske Væsen over for Husets Damer og Fru Emmas statelige Apparition – alt sammen afspejlede det en for længst svunden Tids Idyl og gav et Billede af baade Mennesker og Forhold, der allerede virker som et sunket Atlantis. Filmen vil alene som tidshistorisk Dokument eje en sjælden Værdi ogsaa for senere Slægter, idet den jo maaske er den første dokumenmtaristiske Film i sin Art, der er optager her i Landet. Men naturligvis giver de to Hovedskikkelser den en ekstra prsonalhistorisk Karakter; Admiralen var en af de mest markante Officerskikkelser i den danske Flaade og stod Kongehuset nær, og Admiralinden var ikke blot en begavet Dramatiker, men en Drivkraft indenfor Kvindebevægelsen og Tidens sociale Arbejde. Tilsammen skabte de to et Hjem, der fik samme Betydning for litterære og kunstneriske Krese, som hundrede Aar før Bakkehuset og Søkvæsthuset havde ejet for vor Oldeforældre.
Paa Politikens Forslag indvilgede Direktør Gad nu i at stille Originalfimen til Raadighed for Statens historiske Filmarkiv, Direktør Ankerstjerne, der er vor første hjemlige Ekspert, paatog sig uden Omkostninger at genskabe baade nye negativer og positive Kopier, og i disse Dage er hele Materialet overgivet til Direktør Nørlund i Nationalmuseet, der er Filmarkivets nye Leder.
– – –
Anker
Berlingske, 10. december 1943.
Grand-Teatret har i disse Dage haft et Par usædvanlige Morgenforestillinger, idet man havde inviteret et meget stort Antal danske Nonner hen for at se Pavefilmen, der er blevet en saa stor Sukces.
Da Nonnerne – blandt andet fra Den evige Tilbedelsesorden – ankom til Teatret, viste det sig, at de fleste af dem aldrig havde set en Film før, og dette førte til nogen Forvirring, idet de allesammen strømmede til for at faa Pladser paa de første Rækker i Teatret.
Direktør Urban Gad maatte derefter forklare dem, at det var bedre at sidde lidt tilbage i Teatret – og for at de kunne vænne deres Øjne til det, vilde han derfor køre en Kortfilm for dem inden Pavefilmen.
Kortfilmen var “Kongefilmen”, og den vakte en uhyre Begejstring.
Kun faa af Nonnerne havde nogen Sinde set Kongen, og de var meget betagede over Filmen – hvilket senere har givet sig Udslag i en Række taknemmelige Breve – samt smaa Blomsterhilsener til Direktør Gad.
Næstved Tidende, 10. december 1943.
»Afgrunden« Nr. 1
Det er vist almindeligt bekendt, at man I Stumfilmens første Dage svælgede i “Dramatik” i en Grad, saa man set med en nutidig ansvarlig Films-instruktørs øjne maa betegne de fleste at Datiders Produkter som Rabalder-film. Folket vilde se, at der skulde ske noget, og Producenterne “lod ske”, saa det raslede efter.
Men der kom senere en Række virkelig kunstneriske Stumfilm, der drog mange fremragende Kræfter ind under Filmens Celloluidstrimmel. Den første virkelige kunstneriske Stumfilm herhjemme var Urban Gads “Afgrunden”, der blev skrevet til og paa Foranledning af den senere saa berømte danske Filmsstjerne Asta Nielsen, som i lang Tid paa Teatret havde ført en Skyggetilværelse i Biroller som “ond Kvinde” eller komiske Kvindefigurer.
Det blev hun efterhaanden ked at, og engang, da hun overfor Gad beklagede sig, truede hun for Spøg med at gaa over til den dengang saa forkætrede Film.
Gad tog Sagen til Eftertanke, og saa skrev han Manuskriptet til den danske Film “Afgrunden”, der blev om Ikke et Vendepunkt saa dog den første i en Epoke, der blev af Betydning for kunstnerisk Film.
Reumert og Asta Nielsen som Partnere.
LÆS HELE ARTIKLEN
B.T., 5. september 1944.
DER forestaar i Løbet af Efteraaret en interessant dansk Filmbegivenhed, idet en Eksperimentalfilm vil faa Premiere, muligvis paa Grand. Direktør Urban Gad har haft Lejlighed til at se noget af den paagældende Film, som foreligger delvis færdig, og han har fattet saa stor Interesse for Sagen, at han har stillet i Udsigt, at Filmen kan faa Premiere paa hans Teater. Ganske vist var den oprindelig lovet færdig til d. 1. Juni, men forskellige Vanskeligheder har bevirket, at den næppe vil blive optaget før hen under Jul.
Det er Hasselbalch & Winkel Tonefilm, der staar som Producenter af Filmen, og det er Roos og Mertz, der har skrevet Synopis og sat i Scene. Vi har til Morgen haft en Samtale med Hr. Iver Hasselbalch, der fortæller om Filmen:
LÆS HELE ARTIKLEN
Social-Demokraten, 7. august 1945.
Det maa hilses med Tilfredshed, at der gøres saa meget for at oplære visse Folk til pæne og dannede Demokrater og lidt efter lidt vænne dem af med det andet. Selvfølgelig kan der være Vanskeligheder. F. Eks. har det været nødvendigt ligefrem at genne Hermann Göring og Julius Streicher ind til de smaa belærende Film om tysk Lejrliv, og det er osse sket, at de har vendt Hovederne den anden Vej, indtil de fik en Ispind. Derimod synes det at gaa meget lettere med Mænd, der selv har en Smule Forstand paa Lysbilleder. Jeg tænker her paa Direktør Urban Gad, der nu er blevet Sabotør af sværere Grad, og som inden han betræder sit Teater udi Mikkelbryggergade, skrider en hel Front af inviterede Frihedskæmpere af. Det er en glædelig og ovenud hastig Udvikling, som endog Psykologer, ja selv Psykopater vil have svært ved at forklare, den Kendsgerning der modsiger det altopgivende: Hvad kan det nytte? Jo, vist kan det nytte.
LÆS HELE ARTIKLEN
Lolland Falsters Social-Demokrat, 9. november 1946.
I Anledning af Nordisk Films Kompagnis 40 Aars Jubilæum fortælles i denne Kronik om den Tid, da Psilandet, Betty Nansen, Asta Nielsen og unge Johs. Poulsen var Stjerner i Ole Olsens danske Verdensfirma.
NORDISK FILM KOMPAGNI, der stiftedes af Ole Olsen, kan paa Onsdag fejre 40 Aars Jubilæum. I Anledning af Fødselsdagen skriver Film-Historikeren Arnold Hending om den danske Films spæde Begyndelse efter Aarhundredeskiftet, det, der blev Optakten til en gylden Periode hvori dansk Film spillede en international Rolle:
Det begyndte herhjemme – som i Udlandet – med at Filmenes Ophavsmænd gemte sig i Anonymitetens Mørke.
LÆS HELE ARTIKLEN
Berlingske, 19. august 1947.
I denne Sæson kan Grandteatret fejre sit 25 Aars Jubilæum. Det er dog adskilligt mere end et kvart Aarhundrede siden, der først blev Biograf i Paladshotellets Sal ud mod Mikkel Bryggersgade. Første Bevillingshaver var Walter Christmas, hvis Medarbejdere var saa kendte Filmnavne som Sophus Madsen og Hans Malmstrøm.
I 1922 fik den berømte Filminstruktør Urban Gad Bevilling, og efter nogle Maaneders Gæstespil i det gamle Kosmorama i City-Passagen, rykkede han ind i Mikkel Bryggersgade, gav Biografen Navnet Grand — og gjorde den gennem Aarene til det Grand, som nu har sit særlige Renomméog Rygte inden for dansk Film.
Urban Gad fortjener stort Jubilæum. men han ønsker det ikke. Han har nemlig i det kvarte Aarhundrede vist, at han forstod at bringe sin Biograf frem i Førsterækken og at skaffe den et Ansigt. Der har været en Linie i hans Repertoire — en bevidst kunstnerisk Linie, som han fik Publikum til at bøje sig for og føje sig under. Linien naaede sin Kulmination I Trediverne, siden har den svinget noget, men Grand er stadig blandt Byens førende Biografer. Urban Gad selv er utvivlsomt den Biografleder i Danmark, som er urokkeligst overbevist om sine Films Uovertræffelighed. Intet over og intet ved siden af Grand kunde være hans Motto, og selv om det ikke altid har holdt Stik, kan han dog med stolthed henvise til det Repertoire, han har haft i Grand.
LÆS HELE ARTIKLEN
Berlingske, 21. august 1947.
DET er i den kommende Sæson 25 Aar siden, at Direktør Urban Gad overtog det daværende Metropol-Teater i Mikkel Bryggersgade og omdøbte det til Grand Teatret.., og selv om Teatret paa Grund at Tiderne ikke agter at offentliggøre Datoen eller arrangere særlige Jubilæumsfestligheder, er der nok Grund til at mindes de 25 Aar.
Det maa jo nemlig selv Urban Gads Konkurrenter indrømme: Grand Teatret er lidt mere end et almindeligt Biografteater. Det har opført flere lødige Film end maaske noget andet Teater, det har med Held søgt at erobre sig en Plads blandt Byens Kulturinstitutioner — og har da ogsaa Mand og Mand imellem erobret sig det smukke Navn: „Filmens kongelige Teater”.
Nu kom Urban Gad ogsaa til sin Virksomhed som Biografdirektør med Forudsætninger ud over det sædvanlige. Han havde været en af Filmens Pionerer, ikke blot dansk Films, men Verdensfilmens. Hans „Afgrunden” betød ikke mindre end et Gennembrud for „Spillefilmen”, og det var med denne Film og de mange andre, I hvilke han optraadte som Asta Nielsens Instruktør, at han gav hende Verdensry. Dertil kom, at han ved sin Side havde sin Hustru, Esther Gad, der havde arbejdet ved Filmen og var ved at folde sig ud til Stjerne, da Urban Gad traf hende i Atelieret i Berlin og bortførte hende til Danmark.
LÆS HELE ARTIKLEN
Københavneren.
†26. december 1947
Politiken, 27. december 1947.
Et fornemt Navn inden for den danske Filmverden.
Peter Urban Gad døde i Gaar. Han blev 68 Aar gammel, men havde bevaret sin ukuelige Vivasitet og sin Ungdoms smukke Smil. Kort før Jul blev han angrebet af Lungebetændelse, men var i Bedring og havde været oppe nogle Timer i Julen. I Gaar fik han pludselig et Tilbagefald og døde ved Middagstid. Han blev plejet med opofrende Kærlighed af sin Hustru Fru Esther, om hvem den store Vennekres’ Medfølelse nu samler sig.
Urban Gad var Søn af Kontreadmiral Gad og Forfatterinden Emma Gad. Han var vokset op i Solskinsbyen København i Tiden før alle Krige og i det lykkeligste Barndomshjem. Begge Forældre stod Kongehuset nær, Admiralinden var en nær Veninde af Prinsesse Marie, og i de smukke Patricierstuer i Dronningens Tværgade samledes et skønsomt Udvalg af Residensstadens Aristokrati med Admiralindens særlige Venner inden for det borgerlige Frisind, fra Litteraturen, Kunsten og Teatret. Alle Døre stod aabne for den unge smukke og begavede Peter Urban; hans nærmeste Venner var Johannes Poulsen og Poul Reumert, selv ejede han baade litterære og kunstneriske Evner og drog i sin pur Ungdom til Udlandet for at uddanne sig som Maler. Da han kom hjem, lokkede Teatret ham, han skrev et Par Skuespil og blev Sceneinstruktør ved Det ny Teater. Her mødte han Skuespillerinden Asta Nielsen, for hvem han skrev Filmen “Afgrunden”, som han selv iscenesatte. Dens enestaaende sukces blev hans Skæbne. Fra nu af var han troldbundet af Filmen, og han ofrede denne nye Kunstart med dens mange Muligheder Resten af sit Liv.
“Afgrunden” kom til at sætte Skel inden for dansk Films Historie. Fablen var vist ret folkekomedieagtig og til at begynde med vakte den Sensation ved en indlagt Apachedans, som udførtes af Poul Reumert og Asta Nielsen. Men hele Iscenesættelsen hævede den op i et kunstnerisk Plan, som hidtil var ukendt herhjemme, og navnlig en Slutningsscene, hvor Heltinden (Asta Nielsen) arresteres for Mordet paa sin Elsker, og med forstenet Ansigt vandrer ned ad en Trappe (det var vistnok Trappen op til Lorrys første Etage) var af betagende Virkning. Ingen af Tilskuerne vil nogen Sinde glemme det gribende stumme Spil og Fortvivlelsen i hendes udslukte Blik. Det var Verdenskunst af højeste Rang. Mon ikke denne ene scene betegner et Højdepunkt i dansk Film, som aldrig senere er naaet. Filmen skaffede baade Instruktøren og Skuespillerinden store Engagementer i Tyskland. Her satte deres ideale Samarbejde sig Spor i en lang Række Iscenesættelser. Titlerne er vel nu glemt (Det hede Blod, Spansk Elskov, Forhus og Baghus, Generalens Børn, Pigen uden Fædreland, Den lille Engel), men ved sit stærkt varierede Spil vandt Fru Asta Verdensry som “Filmens Duse”, og samtidig opnaaede han en saa sikker Position, at mange af Filmens celebre Navne satte en Ære i at arbejde under han kyndige Haand og altid kultiverede Smag: Hans Mierendorff i “Den fremmede Gugl”, Maria Widal i “Den røde Stribe”, Conrad Veidt, Fritz Kortner og Theodor Loos i “Christian Wahnschaffe”, Werner Krauss i “Ud af det gyldne Bur”, Margarethe Schlegel i “Lille Hanne”. Efter en halv snes Aar i Udlændigheden vendte han hjem, men kæmpede vist denne Gang forgæves paa at faa dansk Film til at følge sine høje Intentioner. Man betroede ham saaledes en Iscenesættelse af “Fyrtaarnet og Bivognen”, men han har næppe selv været tilfreds med Resultatet.
Lykkeligvis aabnede der sig nye Veje for hans Stræben med at højne Smagen inden for Filmen herhjemme, idet han fik tildelt Bevilling til Grand-Teatret. Det er ikke et af de saakaldte “store Premiereteatre”, men det lykkedes ham hurtigt, senere trofast hjulpet af Fru Esther, at gøre det til en af Storkøbenhavns førende Biografer, hvor man ud fra sin rige Erfaring og sin sjældne Sporsans samlede Verdensproduktionens fornemste Værker. Aldrig gik han paa Akkord, altid var man sikker paa i Grand at komme til at overvære en lødig Forestilliong – han fik her den rigeste Lejlighed til at hæve Filmen til det vidunderlige Middel, den er, til at fængsle og gribe, belære og berige, bestandig inden for den store Kunsts Rammer. Paa den maade blev han nu en Slags Direktør for Filmens største Navne, og han gik saa stærkt op i sin Opgave, at han betragtede Skuespillerne oppe paa det hvide Lærred som sit private Personale, ja, som sine Venner. Naar han have “engageret” dem, stod de under hans Beskyttelse, og ved den, som vovede at kritisere en af “hans” Stjerner.
Paa den Maade kan det nu ved hans Død siges, at han først som Instruktør fik sin gennemgribende Indflydelse paa dansk Film, og at han i sine sidste Aar blev dem fornemste Skikkelse inden for den danske Biografverden.
Mennesket Peter Urban forblev til det sidste en ægte Søn af det Gadske Kulturhjem. Selv indrettede han sit eget nye Hjem ude i Upsalagade, og om Sommeren boede han i Familievillaen i Humlebæk, men han første Slægtens Traditioner med sig. Han havde arvet Admiralens Ridderlighed og Noblesse og Emma Gads alsidige Interesser, hendes bramfrie Menneskelighed og hendes Hjertelag over for Vennekresen. Han vil blive savnet inden for vor Filmverden, men han er uerstattelig som den trofast kæmpende Værner af en fin gammel københavnsk Kultur og dens Værdier, som Krigens barske Aar og Tidens hæsblæsende Jag ikke viser Naade. Han vil blive begravet i Humlebæk, hvor Slægtens Minder stadig er levende.
Anker Kirkeby
Berlingske, 31. december 1947.
I dybeste Stilhed bisattes Direktør Urban Gad I Gaar fra Holmens Kirke. Ved Baaren holdt Skuespiller Poul Reumert følgende smukke Tale:
Det var en dyb og overvældende Sorg for os alle, da vi fik at vide, at Peter Urban var død. Det var saa smerteligt, at Budskabet slet ikke kunde formes i Ord; der blev blot sagt: Peter Urban … og saa ikke mere.
For alle os, der kendte og elskede Peter Urban, betyder hans Død Slutningen paa et stort, rigt og smukt Afsnit af vort eget Liv. Det er en Del af os selv, som vi i Dag maa føre til Graven.
Han stod os alle saa nær — paa en særlig Maade overfor hver enkelt — og var saa livgivende og glædebringende først og fremmest, fordi han havde arvet sin Fars fine, fornemme Ridderlighed og sin Mors muntre, menneskelige Klogskab. Og Peter Urban steg allerede fra sin tidlige Ungdom saa højt op paa Aandens Rangstige, at Dagligdagens Smuds aldrig kunde naa ham.
Den, der har været saa lykkelig at eje hans Venskab igennem 57 Aar, fik at lære, hvad ubrydelig Troskab vil sige. Naar blot den mindste Fare truede hans Ven, var Peter Urban øjeblikkeligt til Stede; — drejede det sig maaske om et offentligt Angreb, som han mente burde imødegaas, saa stod han der som vokset op af Jorden med sin høje, trygge Skikkelse, og i Haanden holdt han mange store, gule Papirark, hvorpaa han havde skrevet Forklaringer, Oplysninger og Forsvar!
Og fik han under Besættelsestiden Nys om Vanskeligheder, Besvær og Bortrejse, — med det samme ringede det paa Dørklokken — det var Peter Urban, der kom og bad om Lov til at værne og beskytte sin Vens Børn.
Og naar der var Sygdom — naarsomhelst — indtil det allersidste igennem de mange, mange Aar — hvem sad da ved Sengen, hjemme eller paa Hospitalet … Peter Urban! Med Vindruer i Haanden og et lille Smil om Munden, bag hvilket han skjulte sin Ængstelse, og talte kærlige og opmuntrende Ord med sin forunderlige, graciøse Blanding af Alvor og Spøg.
Peter Urban Gad var en Kunstner, en sjælden ejendommelig sart og forfinet Kunstner, der paa en helt original Maade udøvede sin Kunst paa ethvert af de Felter, han i Tidernes Løb underlagde sig. Men — allerstørst var han maaske i den ædleste, men vanskeligste Kunst, Livets Kunst. Han forstod baade selv at leve og at give alle os andre Del i sin Livsfylde.
Hvem kunde I Sorgens Dage hjælpe os og bringe os en saa varm og nænsom Trøst som Peter Urban, og hvem kunde i Glædens Timer straale som han i Fryd og Fest med sit forborgne Smil og sin befriende Latter. — I Sommeren 1890 løb den 11-aarige Peter Urban og legede med sin 4 Aar yngre Ven paa den ufærdige Trappe og oppe paa Loftet i den spartanske, beskedne lille Villa, som hans Mor og Far var i Færd med at bygge ved Stranden i Humlebæk. Dette Hus blev senere Peter Urbans Ejendom og forvandlede sig, som ved Trolddom, fra Aar til Aar, til en Eventyrbolig, et Smykkeskrin, der gemte det kærligste Hjertelag, den fineste Skønhedsglæde og den mest grænseløse Gæstfrihed. Men — trods sin festlige Forvandling bevarede Huset dog alle sine Traditioner og vedblev altid at være det samme — det gamle Gadske Hjem.
Det var som Peter Urban selv. — Der er kun et ganske lille Skridt — det, som vi alle skal tage — I Dag, i Morgen eller senere — det Skridt, der fører fra Livet og ind gennem Dødens Dør. Peter Urban fik den Naade at gaa dette Skridt hurtigt og uden pinefuld Tøven. Og han havde den Lykke i sine sidste Timer at være sammen med Esther, som han elskede over alt paa Jorden, og som for ham betød hele Livet. — Og til Esther vender vi os nu allesammen med alle vore bedste og kærligste Tanker.
Jeg har aldrig kunnet lide det Ord Farvel, men altid sagt: Paa Gensyn — og jeg synes ogsaa, at jeg vil sige: Paa Gensyn, Peter Urban, i Dag.
Nationaltidende, 31. december 1947.
Efter sit Ønske blev Direktøren for Grand Teatret, Peter Urban Gad i Gaar begravet i Stilhed, men der var dog en Sørgehøjtidelighed i Holmens Kirke, hvor en talrig, Kreds af hans Slægtninge og mange Venner var kommet for at sende ham taknemmelige Tanker for Trofasthed, der for ham havde betydet saa meget gennem hele hans Liv.
Kisten var dækket af et stort Dannebrogsflag, og der laa en enkelt Buket mørkerøde Roser paa den. Kirken var smykket med levende Lys, hvide Syrentræer, Liljekonvaller og Kalaer. I Følget saas den Afdødes Broder, Kommandør Henry Gad og Frue, Direktør, Dr. med. Thorvald Madsen og Frue, født Gad, Fru Else Sandberg, Skuespillerinden, Professorinde Anna Bloch, Generalkonsul Alfred Olsen, Overlæge N. R. Blegvad og Frue, Fru Gerda Hartmann, Redaktørerne Hasager og Svend Aage Lund, Dr. Ib Freuchen, Skuespillerinden Fru Anna Borg, Forfatteren Christian Houmark og Fru Hertha Skaarup.
Talen blev holdt af Pastor Ørsted der nævnte Urban Gad som en af Filmens stærke og dristige Foregangsmænd, hvis Bortgang nu vakte Sorg, baade paa Grund af hans smukke personlige Egenskaber, og fordi man endnu ventede dygtig Indsats fra hans Side. Efter Præsten traadte Poul Reumert hen til Kisten og sagde nogle inderligt følte Mindeord, der formede sig som en Karakteristik af den bortgangne Ungdomsven.
Kgl. Kammersanger Einar Nørby sang „Den store Mester kommer”, og medens der blev præluderet paa Orglet, bas de Nærmeste, hvoriblandt Broderen, Baaren til Udgangen. Fru Esther Gad takkede hver enkelt i Følget. Bisættelsen fandt Sted paa Kirkegaarden i Humlebæk, hvor Urban Gad og hans Forældre i mange Aar har haft Sommerbolig.
Information, 31. december 1947.
Efter Direktør Urban Gads Død er man i Filmkredse stærkt optaget af hvem der vil faa tildelt Bevillingen til Grand Teatret. Bliver det Urban Gads Enke, der faar Æren, eller søger man fra højeste Sted at sikre sig en fremragende kunstnerisk Personlighed der vil været Stand til at fortsætte det ansete Teaters store Traditioner? Forskellige Navne har været fremme i denne Forbindelse.
Interessen synes i første Række at samle sig om Fru Asta Nielsen der har alle Betingelser for at beklæde den ansvarsfulde Stilline; Naar Talen er om en saa betydningsfuld Biograf som Grand Teatret, bør Myndighederne for en Gangs Skyld bryde med den Sædvane, der tildeler Enken Bevillingen. Asta Nielsen maa paa alle Maader siges at være kvalificeret til Stillingen og det vil vække Glæde blandt de Sagkyndige, hvis hun faar Bevillingen.
Ingen dansk Kvinde har betydet mere for vor Filmkunsts Anseelse I Verden.
Information, 3. januar 1948.
Hr. Redaktør!
I Bladet for den 31. December 1947 findes en redaktionel Artikel, der gaar ud paa, at man for Grand Teatrets Vedkommende bør bryde den Sædvane, at Bevillingen tildeles Enken, og at man i Stedet bør give den til en fremragende kunstnerisk Personlighed, der vil være i Stand til at fortsætte det ansete Teaters store Traditioner, og som denne fremragende kunstneriske Personlighed nævnes Fru Asta Nielsen.
LÆS HELE ARTIKLEN
Berlingske, 16. januar 1948.
GRAND-TEATRET’s Bevilling er efter Peter Urban Gads Død opslaaet ledig, men dette er antagelig kun en Formsag. Der kan næppe herske Tvivl om, at Bevillingen vil blive givet til Enken, Fru Esther Gad. En københavnsk Avis havde det mærkelige Indfald allerede i Nekrologen over dets, bortgangne Biografdirektør at skrive, at nu var der vel omsider en Lejlighed til at gøre Uretten god mod Fru Asta Nielsen og sætte hende ind i Grand. Journalisten har Ret i, at det er skandaløst, at Filmens store banebrydende Kunstnerinde ikke forlænget har faaet en Bevilling, saa meget desto mere som hun har søgt om den. Hun burde slet ikke have behøvet at søge. Bevillingen burde være tildelt hende som en offentlig Æresbevisning.
Men netop i Tilfældet Grand vilde det være uretfærdigt at forbigaa Fru Esther Gad. Thi naar Grand-Teatret i Dag anses for at være vort fornemste Filmteater — det Sted, hvor kunstneriske Film, som ingen andre tør risikere at opføre, bliver langvarige Sukcesser — er Fortjenesten Esther Gads ikke mindre end hendes afdøde Ægtefælles.
De to stod sammen i Arbejdet. Det er ikke muligt at skelne, hvem der havde den største Del af Æren. Begge sled i det for Grand og gav Teatret i Mikkelbryggersgade deres Hjerteblod. Nederlag tilføjede dem Lidelse. De kunde græmme sig, naar en Film, de havde troet paa, ikke fandt Forstaaelse hos Presse og Publikum.
Da Juleaftensdag 1922 den unge Skuespillerinde Esther Hagen — hendes virkelige Navn var Esther Burgert v. Westernhagen — holdt Bryllup med sin Instruktør Peter Urban Gad, gled hun straks naturligt og let ind i hans københavnske Milieu. Hun havde medvirket i store Roller paa Max Reinhardts Teatre, men nu blev hun Fru Gad og dansk, indgiftet i en højt anset Familie.
LÆS HELE ARTIKLEN
HENRY HELLESEN
Berlingske, 2. marts 1948.
Flere af de Tidsskrifter, der bekæmpede Nazismen, og som Hitler derfor kvalte, dukker nu op til nyt Liv. „Roland von Berlin” er et af dem. I Nummeret for 15. Februar skriver Filmforfatteren B. E. Lüthge følgende Mindeord om Peter Urban Gad:
Blandt de store kunstneriske Indtryk, som jeg i mit Liv har modtaget, er der tre, som særlig stærkt har hæftet sig i Erindringen: Begravelsesoptrinet i „Vaarbrud”, „Forvandling” af Toller i en Opførelse i Tribüne, og — maaske det stærkeste — en Filmscene, som jeg som ungt Menneske endnu i Stumfilmens Dage har set: Asta Nielsen, da hun i Filmen „Den fremmede Fugl” flakkede gennem Skov og Sump, brød sammen og druknede. Og hvorledes hun senere i en sælsom Ligfærd paa Baade, med Kisten stillet paa tværs, blev roet gennem Sprewald’s Laguner og derefter begravet. Endnu i Dag er Visionen af denne kunstneriske Oplevelse saa frisk, som dengang jeg oplevede den. Da jeg saa senere selv blev Filmforfatter og havde den Lykke at arbejde med og for Asta Nielsen, ja, lang Tid ogsaa blev Medarbejder hos Skaberen af dette Optrin, Forfatter-Instruktøren Urban Gad, kunde jeg, Venskabet til Trods, aldrig frigøre mig for denne Følelse af Beundring.
Han hørte til de store Banebrydere for den kunstneriske Film, jævnbyrdig med Griffith og Lubitsch. Egentlig var det ham, der opfandt den store Spillefilm med Niveau og gjorde denne Nyskabning til Kunst. Ry fik han for i Asta Nielsen at Opdage den Kvinde, der lynsnart aabenbarede, hvilke Muligheder der overhovedet laa i Film. Som Maler, Skribent, Lærd, Kunstsamler, Forfatter af den første grundlæggende Bog om Film („Filmen — dens Midler, dens Veje”), uden Krogveje i Karakteren, ofte stejl, ja, ubøjelig skred han sammen med Asta Nielsen (skønt fjernt fra hende i Følelsen, ja, i et Samliv med hende som et Strindberg-Ægteskab) for Kunstens Skyld videre.
I Esther Hagen fandt han en ny Kammerat for Livet. Da han ophørte med at sætte i Scene, overtog han, efter at være vendt hjem til sit Fædreland, Grand-Teatret i København, som han evnede at gøre til et førende Filmteater i Danmark, ja, til et Begreb i de nordiske Riger. Det var hans Ærgerrighed at kunne vise sit Land Alverdens kunstneriske Film, og han forstod omsorgsfuldt at føre dem frem. Urban Gads Navn vil altid blive staaende blandt Filmens virkelig skabende Kunstnere, blandt Pionererne i første Række vil hen ikke blive glemt, hvordan end Filmkunsten vil forvandle og udvikle sig.
B. E. LÜTHGE
Berlingske, 4. maj 1948.
Afdøde Direktør Peter Urban Gad havde omfattende litterære Interesser. Grandteatrets Leder arbejdede I mange Aar – det var almindelig kendt mellem hans Venner – paa et større Værk om den franske Revolution, og i Midten af Trediverne begyndte han at samle Stof til en Bog om sin berømte Slægtning, Maleren Paul Gauguins der ved sit Ægteskab med Mette Gad, der var Kusine til Admiral Urban Gad, Peter Urbans Fader, var kommet ind I det københavnske Bourgeoisi.
Om Peter Urban Gad var blevet færdig med sin Bog om Gauguin ved sin Død i December 1947, vidste man ikke. Han havde arbejdet paa den om Natten efter sit Arbejde med Biografen, men nu har hans Enke, Fru Esther Gad, fundet det færdige Manuskript, som hun vil drage Omsorg for bliver udgivet paa Fransk.
LÆS HELE ARTIKLEN
Berlingske, 15. juli 1948.
I Gaar har Justitsministeriet uddelt bevillingen til Grand, og der kan ikke være Tvivl om, at Beslutningen overalt i den danske Filmverden vil blive anset for rigtig og retfærdig.
Og saa er den tilmed kommet saa nogenlunde hurtigt, i det mindste naar man regner med det Snegletempo, der ellers raader ved Bevillingstildelelser.
Esther Gad har naturligvis faaet Bevillingen til Grand, og at hun fik den saa hurtigt, kan sikkert tilskrives, at der ikke kunde herske Tvivl om, at hun burde have den.
Det er i det store og hele en daarlig Coutume, at Bevillingshaverenker absolut skal arve Bevillinger, men her er der ikke Tale om Arv, her er Sagen ganske simpel den, at Esther Gad gennem de mange Aar, Urban Gad var Bevillingshaver, var aktivt med i hver eneste Beslutning der blev Taget.
Hun var i alleregentligste Forstand Med-Leder, og Grands gode Ry skyldes i lige saa høj Grad hendes Filmkendskab, Filmfornemmelse – og Fornemmelse for Publikum ikke at forglemme – som det skyldes hendes afdøde Mands. Det er rart at vide, at Grand i Fremtiden vil blive ført videre ad de Baner, Ægteparret Gad i sin Tid lagde og saa vidt muligt holdt for Filmkunsten i Mikkelbryggergade. Nu, hvor Mulighederne er større, Valget videre, er det endda troligt, at Esther Gad vil føre Grand til ny Blomstring. Det vilde være godt – ikke blot for hende selv, men ogsaa for den københavnske Biografverden, hvor de forskellige Teatres Linier efterhaanden er ved at blive saa slyngede, at man snart ikke mere kan tale om, at en Premierebiograf har sit eget Ansigt. Det har Grand, og Trækkene en nu helt Esther Gads. Foreløbig bliver der dog ikke Tegn til, at den nye Bevillingshaver kommer paa Prøve, den storartede Noel Coward-Film “This happy breed” har sikkert endnu mange Uger i sig paa Grand.
Politiken, 14. november 1948.
Direktør O. Dalsgaard-Olsen, Nordisk Films Kompagni, sender os dette indlæg.
I anledning af hr. Olaf Fønss’ udtalelse om, at fru Asta Nielsen 11 gange er blevet forbigaaet ved tildeling af biograf-bevillinger, ville det være ganske rart at faa at vide, hvad der berettiger fru Asta Nielsen til at føle sig forbigaaet. Grunden til, at hun ikke har faaet bevillingen, er simpelthen den, at der hver gang har været mere kvalificerede ansøgere.
Danmark skylder ikke Asta Nielsen nogen biografbevilling. Fru Asta Nielsen blev engageret til dansk film i 1910, men allerede 1913 forlod hun Danmark, idet hun den gang fik et tilbud om at optræde i Tyskland for et meget stort honorar. Hun havde paa det tidspunkt kontrakt med et dansk selskab om optagelse af tre film. Da hun havde indspillet den ene af disse, rejste hun til Tyskland, og de tyske producenter maatte betale en kontant erstatning til det danske selskab, der havde kontrakt med hende. Efter 1913 har fru Asta Nielsen kun spillet én film i Danmark, nemlig i 1917.
Det er utvivlsomt rigtigt, at fruen var en god reklame for Danmark i den tid, hun optraadte i dansk film, men det er ogsaa en kendsgerning, at fruen i de sidste 35 aar over hele verden har været kendt som “die Asta”, tysk films store stjerne og ikke som dansk. Dette kan næppe være tilstrækkelig grund til at tildele fru Asta Nielsen en dansk biografbevilling. Hun har desuden selv offentligt udtalt, at hun overhovedet ikke har begreb om biografteaterdrift, og hun opfylder saaledes ikke lovens betingelser for at faa en bevilling. Det kan vel ikke forundre nogen, at justitsministeren ikke giver bevilling til en ansøger, der selv oplyser, at hun ikke opfylder lovens betingelser!
Spørgsmaalet om, hvorvidt kunstnere bør have biografbevillinger fremfor branchens erfarne folk, kan diskuteres. Saafremt man vil gaa ind for, at kunstnere skal have bevillinger, findes der skuespillere, forfattere og instruktører, som opfylder lovens betingelser, og som gennem de sidste aartier har gjort en betydelig indsats for dansk film, der er mere berettiget til at faa en biografbevilling end fru Asta Nielsen.
O. Dalsgaard-Olsen
Berlingske, 30. december 1948.
Klunketiden — Den unge Generation mener sig berettiget til at smile.
Efter Fremkomsten i 1943 af Otto Rungs Bog “Fra min Klunketid” opstod Diskussion om denne Epokes Lys- og Skyggesider. Adskillige mente, at Rung som andre Forfattere i sin Bedømmelse af Tiden havde været for haard. Selskabet for Historie, Litteratur og Kunst opfordrede derfor et af sine Medlemmer, Peter Urban Gad, til at holde et Foredrag og meddele sin Opfattelse at Klunketiden. Urban Gad holdt sit Foredrag i November 1947, seks Uger før han døde. Hans Hustru Fru Esther Gad, har nu paa Det Berlingske Bogtrykkeri til Vennerne ladet trykke Foredraget i sin Helhed. Da det fortæller om København fra en Tid, der har alles Interesse, da det er fuldt af morsomme Enkeltheder og repræsenterer en noget andet Opfattelse af Tiden, end den andre Samtidige har givet Udtryk for, omtales Skriftet her.
Urban Gad kendte Klunketiden Som Søn af Kontreadmiral Nicolaus Urban Gad og Forfatterinden Emma Gad, født Halkier, voksede han op i et af Klunketidens blandt det københavnske Borgerskab bedst kendte Hjem, et af de mest demokratiske og et af de mest dannede. Straks paa dette Sted skal medtages en Anekdote om Emma Gad, fortalt af Sønnen i det lille Skrift, hvis hele Titel er “Klunketiden paa en anden Maade”. Emma Gad var blevet hendes Naade Admiralinden og dekoreret med Fortjenstmedaillen i Guld. Hun var dog saa bange for eller havde saa megen Respekt for sin Kokkepige Lisbeth, at Hendes Naade, der led af nervøs Appetitløshed, altid paa landet medførte en lille Planteske for at kunne grave sin Portion ned i Haven. Hun turde ikke udsætte Lisbeth for at opdage at hun levnede hendes gode Mad.
Hvorfor Klunker.
Angrebet paa Klunketidens Møbelsmag finder Urban Gad lidt overfladisk og lidt letkøbt. Angrebet paa Tiden som saadan ligeledes. Man maa huske, siger han i sit Foredrag, at Richard Wagner, Zola, Maupassant, Dickens og Tolstoj, at Bonnat, Claude Monet, Whistler, Brahms eg Tachaikowsky, at Darwin, Pasteur og Robert Koch sad netop mellem Klunker og Kvaster, og fik dog imellem gode Ideer.
LÆS HELE ARTIKLEN
Og Urban Gad slutter:
– Det eneste Københavnerne forlanger af hinanden – det er, at de forstaar og behersker Byens Sprog, denne underfundige og let selvironiske Svingen mellem Alvor og Skæmt, en Tone, der bevæger sig paa den kromatiske Skala. Det er denne Tone, der er det blivende og det typiske for København.
Det er Forstaaelsen heraf, jeg har savnet hos “Klunketiden”s Kulturhistorikere. Jeg synes, det er magert og smaaligt at bedømme den Epoke med et forvrængende Glasskaar af Mindreværdskompleks i Øjet – det er sygeligt at sidde og pille i Saarene – selv om en Modebølge, der i en vis Periode gik hen over Verden og derpaa svandt igen – var mere eller mindre æstetisk vellykket, set med vore Øjne.
Men det, de burde have set, det er den bestaaende og blivende Rytme i denne gamle Bys Sind, det, som binder os til dens Fortid og forhaabentlig til dens fremtid, dens Lune, dens Humor, dens Godmodighed, dens Uimponerthed
Hvert Slægtled føjer sit Bidrag til den brogede og afvekslende Perlekæde, som Historien er, nogle smukkere end andre, men Snoren, som bærer den, den fører tilbage til Tiden før Holberg – og ud i en forhaabentlig fjern Fremtid.
top-
Her kan hele bogen læses: Klunketiden paa en anden maade.
Nationaltidende, 11. februar 1951.
– – –
I Admiral Gads og Forfatterinden Emma Gads Hus, det gamle Hjem i Dronningens Tværgade – den, en gammel Dame, i god Tro, paa Konvolutten til et Brev til Emma Gad havde kaldt Hendes Majestæt Dronningens Tværgade – traf jeg første Gang Johannes Poulsen i hans fulde selskabelige Glans. Husets Søn, Peter Urban Gad, havde en Herremiddag. Forældrene var rejst en Tur Syd eller Nord paa, og som den altforstaaende Mor, Emma Gad var, havde hun før Afrejsen givet Pigerne Besked om, hvad der hørte til en god Herremiddag.
– De Unge skal en Gang imellem have Lov til fuldstændig at være sig selv, havde hun sagt. Og Peter Urban samlede en halv Snes Venner om et Festbord.
Johannes beherskede det hele med sine sprudlende Talegaver, sin Aand, sit Vid og sin Slagfærdighed, men han æggede ogsaa os andre til at give vort Bidrag til Underholdningen. Han var allerede saa vidt, at han havde Ry som Skuespiller med store Hovedroller, han havde været – forlovet, maa man vist kalde det? – med en Primadonna og gift med en Kristianiadame af det bedste Selskab, og han var endogsaa skilt fra hende.
En af de tilstedeværende Unge bragte Ægteskabet som Samfundsinstitution paa Bane, og det udartede til Diskussion. Johannes udslyngede sin uforbeholdne Mening, og da jeg spurgte: “Hvorledes kan De vide saa meget om den Sag. De har jo kun været gift saa kort?”, svarede han med sin mest smittende Latter: “Kort og kort! Hvad kalde De kort? Det varede da en helt Sæson.”
Saadan var hans Tempo i de helt unge Dage.
– – –
Roskilde avis, 3. oktober 1951.
Filmcensuren, der bestaar af Fru Gertrud Christmas Møller, Skuespiller Arne Ole David og Repartementschef Boas, er blevet desavoueret af Justitsminister Helga Petersen. Censuren havde meddelt, at en bestemt Scene i Filmen “Et Døgn i Paris”, der i Dag skulde have Premiere paa Grandteatret, skulde stryges. Det drejede sig om et Nærbillede af en Hjerteoperation, hvor Lægen staar med Hjertet i Haanden ved Massage holder det i Gang. Filmens danske Udlejer, Direktør Ingolf Madsen, og Teatrets Direktør, Fru Esther Gad, appellerede Kendelsen til Justitsministeren, og der blev i Gaar Eftermiddag arrangeret en Forestilling, hvor hun saa hele Filmen. Helga Petersens Beslutning blev, at der ingen Grund er til at stryge den paagældende Scene, og Filuen vises derefter i sin Helhed.
Nationaltidende, 3. april 1953.
Saaledes staar der med Johannes V. Jensens egen Haand i det Eksemplar af “Himmerlandshistorier” der ligger paa Bordet i Fru Esther Gads Hjem i Uppsalagade – et Hjem, der med sine højloftede Stuer og Saloner, Fløjdøre, Gobeliner, skønne Møbler, Malerier og Fajance, med sin Atmosfære af fin de siécle, i sig selv et haandgribeligt Minde om en Tid, hvor et Hjem ikke var en to Værelses Ramme om Nutidens højtpriste “Komfort”: Radioen, Køleskabet, Centralvarmen og Nedstyrtningsskakten, men en saare udviklet og agtværdig Institution, der viste Beboernes personlige Kultur og – ikke mindst – deres sociale Position i Kongens København.
Og Fru Esther har meget at mindes og har saa vist intet forglemt:
Ungdomsaarene i Tyskland paa Max Reinhardts Teatre – der var tre! – et lykkeligt Ægteskab med Urban Gad, et fornøjeligt og intellektuelt Familieliv i Svigerforældrenes berømte og toneangivende gamle Hjem i Dronningens Tværgade, et inspirerende og kammeratligt Samarbejde med dansk Films verdensberømte Instruktør og Pionér.
Men gode Minder er et tveægget Svær. Saa længe Fællesskabet med deres Hovedpersoner bestaar – saa længe man kan sige til hinanden: Kan du huske? kan de give En lige saa lyse Timer som dengang man oplevede Tingene sammen. Naar først man er alene, gør Minderne maaske Ensomheden endnu mere tung!
– – –
Jeg synes, Filmen er blevet en Søster til Teaterkunsten, efter at den er blevet talende. Jeg synes de to skal være Venner. Og jeg synes, Filmen er en Slags Fortaler for Teatret. De Mennesker, der hidtil har holdt sig fra Teatrene, faar Lyst til at komme der, naar de har set de gode Skuespilpræstationer paa Film.
– – –
I Hall’en staar færdigpakkede Kufferter, som nu optimistisk har staaet og ventet i indtil flere Uger paa, at Husets Frue skulde beslutte sig til en Paaskeferie. Men selv om man har Sukces – og det har man vel, naar man i Løbet af de sidste Par Aar kun har haft en halv Snes Premiérer – saa nytter det ikke at hvile paa Laurbærrene – og de fine Anmeldelser.
Og det er højst sandsynligt, at Kufferterne ikke – som oprindelig bestemt – bliver stuvet i Bagagerummet og kørt til Humlebæk, hvor Emma Gads “Knaldhytte” med den mærkværdige Knopskydnings-Arkitektur, een Tilbygning for hvert nyt antaget Teaterstykke! – ligger og venter indbydende. Næh, en Dag kommer de ud paa en rask Flyve-Rundtur til Europas Hovedstæder, hvor Esther Gad – i stedet for at nyde Øresunds foraarsklædte Kyster – lukker sig inde i smaa kvadratiske Forevisningsrum, hvor de udenlandske Film vises paa Originalsprogene.
Ingen Ferier – altid paa Farten – det er Esther Gads Bidrag til at føre Filmens Kunst fremad.
Ninka
Aarhus Stiftstidende, 12. december 1969.
København (RB) – Palace Hotel på Rådhuspladsen i København åbner i januar en 24 timers restaurant, hvor man døgnet rundt skal kunne få et måltid mad. Det bliver den første af sin art her i landet.
I morgen åbner hotellet landets første spiritus- og vinbod, hvor hotellets gæster og alle andre vil kunne købe drikkevarer til priser, der hævdes kun at ligge få procent over forretningspriser.
Endelig har hotellet planer om at omdanne den tilhørende biograf, Grand Teatret, til international kongreshal og spillekasino, efter at biografens direktør, Esther Urban Gad, er opsagt.
Land og Folk, 3. april 1973
Det er et bemærkelsesværdigt jubilæum i disse usikre tider, der fandt sted med Grand
teatrets fødselsdag i går d. 2. april — 50 år efter åbningen.
Det skulle hurtigt erobre sig pladsen som en af byens bedste — i mange år den bedste af byens biografer.
I tyverne var repertoiret præget af tyske film, og fra USA var det især Garbos film,
der fandt vej til Mikkel Bryggers gade. Men det er karakteristisk, at da fransk og sovjetiske film vakte opmærksomhed verden over, var det Grand teatret, under ledelse af Urban Gad og senere fru Esther Gad, der sikrede sig de værdifuldeste af disse film. Endnu en karakteristisk ting var, at teatret i de fleste år af sin levetid reklamerede med »Ingen reklamer, Kom præcis«, et udtryk for respekt for kunsten, der er opmærksomhed værd i vort materialistiske land.
Der er derfor al mulig grund til at fejre dagen. Det sker da også med manér ved at vise den film, der gjorde Grand direktør Urban Gad og hans stjerne Asta Nielsens navne kendt over store dele af verden – »Afgrunden«. Det er et 40 minutter langt melodrama med tragisk udgang — en film, der dengang — i 1910 — vakte uhyre opmærksomhed. Det skyldtes først og fremmest Asta Nielsens spil som en borgerlig pige, der lokkes på afveje af artisten Poul Reumert, og til sidst stikker ham ned
med en kniv. Det skete ude i Lorry, og Asta Nielsens udtryk, da hun føres ned ad Riddersalens trappe, skabte filmhistorie. Det er dog bemærkelsesværdigt, hvor god og afdæmpet Poul Reumert er som den alfonsagtige artist Rudolph Stern, mens Oscar Stribolt derimod er i rigtig stumfilmstil som korrupt og svedent grinende tjener, der ofte spiller ud til publikum.
Trods en meget slidt kopi appellerer filmen ikke kun til publikums humoristiske sans
– så meget betyder det altså at bruge talentfulde folk.
Et i høj grad stemningsskabende element er, at Grand teatret har engageret den dygtige pianist Herman Grønning, der »på det opretstående piano vil ledsage den dramatiske handling, hvori forekommer den dengang sensationelle tango«. Mens publikum strømmer ind til priser, som de var for 50 år siden, vil Grønning spille et
potpurri af tredivernes danske filmmelodier.
MS.
Aarhus Stiftstidende, 20. september 1974.
Kun to maaneder efter at have sagt farvel til den kendte københavnske biograf Grand Teatret, er dens leder gennem et halvt århundrede, Fru Esther Urban Gad død, 78 år.
Esther Urban Gad, født Esther Hagen, kom til Danmark gennem sit ægteskab med filminstruktøren Peter Urban Gad. Ham, der lavede “verdens første spillefilm”, “Afgrunden” med Asta Nielsen – som han senere ægtede – og blev et kendt navn gennem tyske film.
Esther Hagen var, da hun traf sin mand, en kendt skuespillerinde, der allerede som purung havde skabt sig et navn hos den store teaterman Max Reinhardt.
I København blev hun samlingspunkt i en kreds af litterater og andre gode hoveder og et strålende og livligt midtpunkt i mellemkrigstidens selskabelighed.
Grand blev, da de to skabte det, filmens “kongelige teater” i København, en position biografen beholdt, da Fru Urban Gad efter sin mands død i 1947 overtog enestyret.
Det sidste årti var hun mærket af sygdom, der til sidst tvang hende til at opgive sit hjem og tage ophold i Helsingør (Skodsborg, red.), hvorfra hun med gode hjælpere fortsatte ledelsen af sin biograf, indtil døden nu er kommet som en forløsning og biografen er gået over på unge nye hænder.
G.A.
Af årets frimærker, der ser på det århundrede der lige sluttede, er Peter Urban Gad repræsenteret på to mærker. Den første og den sidste film han skrev og instruerede.
Afgrunden blev udgivet 12. januar 2000
Lykkehjulet blev udgivet 9. maj 2000.