Samtidens nekrolog over admiralinden

8. januar 2021 var det 100 år siden der blev flaget på halvt for Emma Gad.
Her følger tekster fra begravelsen samt nekrologer fra samtidens aviser og tidsskrifter.
På 100 år er meget blevet glemt, men dengang, som nekrologerne skriver, var det en meget aktiv kvinde der afsluttede sin livsbane.
Takt og Tone var kun en perifer bedrift, som dog viste sig at kunne overleve de 100 år, i modsætning til de mange teaterforestillinger der nok var for tidstypiske til at holde. Imidlertid kan hele Emma Gads dramatiske produktion fint benyttes til forståelse af datidens levevis. Naturligvis først og fremmest blandt det bedre borgerskab, men omkring herskab er der altid både flittige tjenestefolk og kulørte eksistenser.

UDVALG AF DANSKE AVISER – DAMETIDENDE – TIDENS KVINDER – ILLUSTRERET TIDENDE – NORDISK FORFATTERTIDENDE

B.T., 13. december 1920.
* Enkedronningen maa i disse Dage holde sig inde paa Grund af en lettere Forkølelse. Den samme Skæbne har ramt Prinsesserne Thyra og Dagmar.
* Admiralinde Gad ligger for Tiden syg i sit hjem.

B.T., 28. december 1920.
Fru Emma Gad befandt sig igaar i Bedring, men maa foreløbig ikke modtage noget Besøg.

EMMA GAD † 8. januar 1921.

Politiken og Politikens hus var for en stor del Emma Gads hjemsted for både tekster og mange sociale arrangementer. Lukker redaktionen tidligere her, end på andre aviser? Det ser næsten sådan ud når man ser Politikens tekst til højre, fra dødsdagen den 8. januar, mens alle øvrige aviser havde både sidste øjebliks notitser og hele nekrologer over den i nattens løb afdøde forfatterinde.
Til gengæld kom Politiken dagen efter, med den mest omfattende nekrolog – også begravelsen var naturligvis mest fyldigt beskrevet i Politiken.

Julius Clausen – BERLINGSKE, 8. januar 1921.

Med Emma Gad er en kvinde gået bort, der i udpræget grad har tilhørt vor tid og vor by ved sin personlighed og ved hele sit virke. Hun besad en lykkelig hånd til at forene det gamle og det nye: indenfor en svunden tids faste og fornemme rammer evnede hun at lade en ny tids tanker og ønsker gro frem.
Da hun som statelig, ung pige, grosserer P. Halkiers datter, for henved et halvt århundrede siden dansede ind i de udsøgte københavnske bourgeoisiekredse, var hendes position udad fastslået og styrkedes senere yderligt ved ægteskabet med den elegante søofficer, senere admiral Urban Gad. Men Emma Gad var for lyst et hoved og for virksom en sjæl til blot som tilskuer at ville tage til takke med retterne ved livets bord. Hun havde et åbent blik for tomheden og fraserne i det højere selskabsliv, og skønt hendes milde sind og medfødte godmodighed hindrede hende i at blive en oprører og hvas kritiker af det samfund, hun tilhørte ved fødsel og opdragelse, udvikledes hos hende en satirisk sans overfor livets små latterligheder og en aldrig svigtende bonsens.
Det var disse egenskaber, som i forbindelse med en god portion lune og et betydeligt dramatisk håndelag gennem en række år gjorde Emma Gad til borgerskabets yndede lystspilforfatterinde. Efter nogle mindre forsøg slog hun sit store slag i 1890 med komedien “Et sølvbryllup”, der ved hele den tone, der skaber musiken, ved sit veltrufne miljø, sin godlidende satire og sit humør, vakte en hyggestemning hos det borgerskab, som den gang var vore teaters bedste kunder, ved at genkendte sine egne vinduer. Og hun fortsatte gennem en snes år denne sejr. “Tro som guld”, “I rørte vande”, “Gadens børn” – og hvad de nu alle hedder, disse mere ellermindre vellykkede fostre af en lystspillets muse, som Emma Gad elskede og dyrkede. Det var hende lidt af en hjertesorg, at visse litterære kredse netop i disse år fornemt så ned på lystspillet og ikke ret ville anerkende hende. “Lever vi da ikke i Holbergs fædreland?” spurgte hun flere gange med en let bitterhed – for vred blev Emma Gad aldrig – i stemmen.

Kun i et af disse sceniske arbejder – “For åbent visir” eller “Barnets ret”, som det i en omarbejdelse kom til at hedde – rører hun ved alvorligere strenge, det udenfor ægteskab fødte barns vanskellige stilling, og dermed åbner hun for en anden side i sin natur, som de, der kendte Emma Gad nøjere og havde lejlighed til at arbejde sammen med hende, hurtigt opdagede: hendes gode hjerte og medfølende sind, hendes hjælpsomhed og lyst til at tage fat med, hvor hun skønnede at kunne være til nogen nytte. Emma Gad var ladet med et uendelig virksomhedstrang, til sin sjæls inderste fiber var hun fuld af energi. Utallige er de institutioner og foretagender, hun har rakt en hjælpende hånd, utallige er de komitésammenkomster og bestyrelsesmøder, hun har deltaget i, aldrig trættet, aldrig krævende noget for sig selv. Hun blev stifter af Kvindernes Handels- og Kontoristforening, hun var ledende sjæl i deres kunstflidsforening, hun ordnede og arrangerede udstillinger, og med sit elskværdige væsen, sin beskedne fornemhed, sin naturlige frimodighed, var hun den fødte repræsentant til at gøre les honneurs ved modtagelse og fornemt besøg. Aldrig krævende noget for sig selv, ganske usnobbet, næsten spartansk i sin ydre fremtræden, fraterniserede Emma Gad lige så godt med høj og lav, med fornem og ringe. Hun sad længe i forfatterforeningens bestyrelse og var en virksom formand for Danske Dramatikeres forbund. Selv om hun ikke altid evnede at gå helt til bunds i de mange sager, hun havde hånd med i – aldrig trættedes hun, aldrig beklagede hun sig, aldrig gav hun op. Kom en stund, hvor hun ikke syntes, hun havde arbejde nok, søgte hun det ligefrem op – hendes hoved og hjerte var altid fuld af ideer til andres bedste. Fortjenstmedaljen i guld var i sandhed på sin plads på Emma Gads bryst.

Snart skal hun for stedse forlade de stuer på Dronningens Tværgade, hun så mange år beboede, og hvor hun havde skabt så skønt et hjem, hvor hun elskede at samle sine gamle og unge venner til beskedne, men altid skønhedsbårne små fester. Endnu for nogle måneder siden havde hun stævnet en kreds hid for at lytte til hendes minder fra de unge dage, fra et København så vidt forskelligt i fysiognomi og kultur fra det nuværende. Selv havde hun vist at bevare at det værdifulde af det gamle i sit liv i nuet.

Hos Emma Gad – den fødte fornemme dame, men som ingen, der kendte hende, faldt på at tiltale med rang og titel – gled det svundne og det vundne på en lykkelig måde sammen. I al sin travlhed, i al sin optagethed, blev hun et elskeligt, et harmonisk menneske.
Julius Clausen

SORØ AMTSTIDENDE, 8. januar 1921.

Emma Gad er ifølge telegram til os død efter længere tids svagelighed (Galdestenslidelse og åreforkalkning), 69 år gammel.
Den afdøde tilhørte ved fødsel og giftemål det københavnske bourgeoisi. I sine første ægteskabsår boede fru G. i Korsør, hvor hendes mand, der døde i fjor som kontreadmiral, da førte et af postskibene.
Udpræget københavnerinde og med lyst og evne til repræsentativ fremtræden har hun i en række år, der dog nu ligger lidt tilbage, spillet en ikke ringe rolle i den finere kvindebevægelse (bl. a. som medstifter af “Kvindelig Handels- og Kontoristforening”) samt ved en mængde fine basarer og andet lignende.
Fru Emma Gad var et nyttigt mellemled mellem “Politiken”s kreds og det konservative borgerskab. Ikke uden dygtighed redigerede fruen i lang til bladets dameafdeling.
– – –
Hendes lille selskabsvejleder “Takt og tone” har trods al spot sikkert haft en mission hos krigsårenes mange opkomlinger.
Den statelige dame vil blive savnet i visse københavnske kredse, men døden forskånede hende for at blive gammel og glemt, hvad vistnok ville have faldet hende svært nok.

NATIONALTIDENDE 8. januar 1921 og DAGBLADET 9. januar 1921.

Efter flere ugers sygeleje er fru Emma Gad i nat afgået ved døden.

Fru Emma Gad tilhørte både ved sin fødsel, som datter af grosserer P. A. Halkier, og gennem sit ægteskab med Kontreadmiral Urban Gad, der døde i fjor, det bedste københavnske selskab.

Og det var dette selskab, hun skildrede, snart med vittig spot og snart med oprigtig anerkendelse af dets gode sider, lige fra hun som ganske ung pige begyndte sin dramatiske produktion. Hun tog helst det gode borgerskabs fejl og svagheder op til behandling. Naturen havde givet hende et lyst og muntert sind og et åbent blik for det komiske i menneskenes væsen. Men hun ironiserede altid, som den gør det, der i sit hjerte holder af dem, der må stå for skud. Og selve skuddene var aldrig dræbende, skønt de næsten altid ramte.

De efterlod kun små mærker, som kunde tjene den ramte og hans medborgere til lære. Hun havde megen sund fornuft, et herligt, usnobbet humør og en frimodighed, der ikke kendte til persons anseelse.

Sit første lystspil, “Et aftenbesøg”, en lille enakter, fik hun opført på Det kgl. Teater, hvor professor William Bloch, der gennem alle de senere år stod hende nær, satte det i scene. Han og hans hustru, fru Anns Bloch, hørte til hendes intime vennekreds, hvad der sikkert har haft megen betydning for hendes litterære udvikling.
Efter den stilfærdige debut paa Kongens Nytorv fulgte de mere opsigtsvækkende stykker, “Fælles sag” på Folketeatret og “Et Sølvbryllup” på Dagmarteatret, af hvilke navnlig det sidste blev en stor succes – vel nok en af de største københavnske lystspil-succes’er. “Sølvbryllupet” blev med sin lette og elskværdige satire overhovedet forbilledet for en mængde andre stykker af samme, halvt aktuelle støbning, der kun i de heldigste tilfælde har været lige så vellykkede.

Og af fru Gads mange dygtige dramatiske arbejder kan desuden nævnes “I veldædigt øjemed”, som revsede velgørenheds-Humbugen. “Tro som guld”, “Rørt vande”, “Aabent visir”, der var et varmfølt indlæg for de såkaldte uægte børn. “Gadens børn”, farcen “Den mystiske arv” og “Guldfuglen”. Alle de større københavnske teatre – vistnok med undtagelse af Casino – har haft stykker af fru Gad på deres repertoire.

Ikke blot som forfatterinde og som journalist, men på mange sociale områder udfoldede hun en rastløs virksomhed. Hendes forfatterskab kunne være overfladisk, og især når hun forlod sit egentlige område, Scenen, og skrev i tidsskrifter og blade. Men hendes praktiske sans var beundringsværdig, og hendes intelligens og energi var usædvanlig. Energien var, hvad der ikke altid er tilfældet hos kvinder, forbunden med så megen takt, at den aldrig blev generende for andre; og hendes kundskaber og sociale dannelse gjorde hende til en naturlig og meget påskønnet førerske ved mangfoldige lejligheder, hvor kvinder optrådte med deres krav i kvindebevægelsens første år.

“Kvindernes Handels- og Kontoristforening”, “Dansk Kunstflidsforening”, “Den dramatiske Læreanstalt” og flere samfundsnyttige institutioner er stiftede af hende; og hun var formand for “Dramatikernes Forbund”, som hun ogå havde været med til at skabe.

Hendes arbejdsevne var så stor og så mangesidig, at hun selv undertiden frygtede, det skulle blive komisk, og at hendes medmennesker skulle angribe hende med hendes eget våben, ironien. Hun arrangerede udstillinger, arbejdede i velgørenhedens tjeneste, holdt foredrag, anvendte sin personlige indflydelse til fordel for kolleger, der var kommet i ulykke – arbejdede så ivrigt, at hun som Rregel bad, om hun måtte være hemmeligt medlem af de kommitéer, hvis opfindsomme og utrættelige sjæl hun i virkeligheden var. Hendes flid gav de mere magelige naturer et alt for godt stof til vittigheder.

Endnu for få dage siden skrev hun på sit sygeleje lange breve, der var spøgende i tonen, men hvori det dog hed med et suk: “Jeg er vist egentlig rædsom syg”.

Nu har hun nedlagt sin flittige pen. To hårdnakkede sygdomme, årebetændelse og Galdesten, besejrede hendes viljestyrke og tapre livsmod. Og hendes venner vil med sorg tænke på, at de ikke mere skal modtage hendes kloge og muntre breve – hun sagde selv, at hun var postvæsenets største frimærkekunde – og at de ikke oftere skal møde hendes klare, skarpe, skæmtende og dog så elskværdige blik.
H. F.

Endvidere DAGBLADET, 9. januar 1921.

NOTER OM EMMA GAD.
Blandt de mange nyttige Foretagender Fru Emma Gad har sat i Gang, indtager “Dansk Kunstflidsforening” en fremtrædende Plads.
Den blev paabegyndt under meget beskedne Former, og Fru Gad blev ret forskrækket, da der en Dag blev telefoneret til hende fra Hoffet, at Kong Frederik den Ottende vilde komme om et Par Timer og tage Virksomheden i Øjesyn i dens Lokaler. Foreningen var allerede til stor Gavn for mange flittige, haardtarbejdende Kvinder, men “Lokalerne” var en ganske lille Kælder, et uanseeligt Udsalgssted i Niels Hemmingsensgade.
Fru Gad vilde dog ikke sige Nej til Besøget, der i sig selv var Foreningen kærkomment, især da Dronning Louise var dens Protektrice. Hun foreviste altsaa de smukke Haandarbejder for Kongen, der havde taget sin Broder, Kong Georg af Grækenland med, og Majestæterne blev en halv Times Tid dernede og underholdt sig med Bestyrelsesmedlemmerne og gjorde en Del Indkøb.
Men bagefter sagde Fru Gad smilende: – Jeg blev lidt nervøs, da jeg saa de to Konger med deres høje Silkehatte stige ned ad den smalle Stentrappe. Det gik heldigvis godt, men jeg vil sige dem, det er slet ikke saa let at være Værtinde for et Par af Europas Monarker i en lille, halvmørk Kælder i Niels Hemmingsensgade.
*
I Virkeligheden var Fru Emma Gad under alle Forhold en udmærket Værtinde. Hvad enten hun modtog sine private Gæster til smaa Middage eller større Fester eller Aftenselskaber i sit Hjem, eller hun gjorde Honneurs ved Indvielsen af Koloniudstillingen i Tivoli, af “De gamle Hjems Udstilling”, og lignende officielle Lejligheder – hun virkede altid paa en Gang statelig og demokratisk i Ordets gode Betydning. Uden Spor af ydre Prunk var hun en Verdensdame, blot ved sin Holdning og sit Væsen; og hun var i sin Optræden ganske ens overfor alle, hverken imponeret opefter eller nedladende nedefter.
En af hende Kolleger i Dramatikernes Forbunds Bestyrelse skrev om hende ved hendes Jubilæum: – “Fru Gad bor i den fine Dronningens Tværgade, med paa Hjørnet af Borgergade. Og hun har lige stor Sympati for Beboerne af begge Gader”.
Det var rigtigt. Under sin lune Spot over Menneskene gemte hun megen Sympati for dem; og den blev ogsaa gengældt fra Beboerne af begge de to Gader, der hilste hende med megen og med lige ærlig Respekt.
*
Om Vinteren havde hun sit ret store og hyggelige Hjem her i København. Det var præget af hendes Slægts gode gamle Kultur, og blandt dets Kunstværker holdt hun særligt af de Malerier, dendes Fætter Fritz Thaulow havde malet og foræret hende.
Naar hun havde indbudt en Mængde Gæster til Aften hos sig, anbragt dem godt, saa de, der “kunde sammen”, var bleven placeret ved Siden af hverandre, og hun selv i en lille Velkomsttale havde anslaaet den muntre og glade Tone – saa var der virkelig Feststemning i det Gadske Hus, hvor hendes Mand, Admiralen og hendes to Sønner, Søofficeren og Forfatteren, støttede hende som repræsentative Værter.
Om Sommeren boede hun i Humlebæk i en lille, køn Villa, til hvilken der hørte sig en stor Have. Hun tog sig selv ivrigt af dens Dyrkning og hendes Søn overraskede hende en Gang, at hun tidligt om Morgenen, før Andre var staaet op, var ude og pille Sten i en Kurv. Hun havde læst, at de gav Kulde til Jorden og skadede Planterne – hvad der jo kunde være noget rigtigt i, og saa maatte de væk.
Det var ikke saa faa Sten, hun i sin Tid med Energi og Hjælpsomhed har ryddet væk fra sine nærmere og fjernere Venners Vej.
*
Undertiden kunde hun være for hastig i Vendingen og fare ud med sin Pen, inden hun havde skaffet sig tilstrækkelig Oplysning.
Saaledes raadede hun en Gang i en Artikel til, at de danske Husmandskoner skulde anlægge smaa Strudsegaarde og gøre sig en Indtægt af at sælge de kostbare Strudsefjer. Da en Godsejerdatter forhørte sig i Zoologisk Have og bagefter gjorde hende opmærksom paa, hvor mange Tusinder, helst Hundredtusinder, der skulde bruges som Driftkapital, indrømmede hun villigt sin Fejltagelse, lo hjerteligt – og fandt snart paa en ny og bedre Idé til Kvinder, der vilde arbejde.
Kvindepolitik havde hun ikke synderlig Interesse for. Men Kvindernes Indsats i sociale Arbejder satte hun højt, og hun kæmpede altid for, at de skulde blive ved at være kvindelige og holde sig borte fra den Del af Mandens Arbejdsmark, de ikke egnede sig til at færdes paa.
Hendes Raadsnarhed, hende Opfindsomhed og hendes mæglende og organiserende Evner, der ogsaa kom vore litterære Foreninger til Gode, vil blive savnet.

EN SØRGEHØJTIDELIGHED I HJEMMET I AFTES.
Paa Onsdag finder Fru Emma Gads Begravelse Sted, og allerede i Gaar Aftes førtes Baaren til Kapellet i Holmens Kirke.
Forinden fandt der en smuk og stemningsfuld Højtidelighed Sted i Hjemmet i Dronningens Tværgade. Foruden den Afdødes to Sønner, Kaptajn H.C. Gad og Direktør Urban Gad var der samlet en Del Venner om den rigt blomstersmykkede Baare. Fru Etatsraadinde Emma Gamél, Etatsraad F.V. Blom og Frue, født Halkier, Professor Dorph-Petersen og Frue, født Sødring, Fru Professorinde Ingeborg Christensen, født Sødring. Forfatteren Chr. Houmark, Arkitekt Gotfred Tvede. Redaktør Cavling, Højesteretssagfører Erik Krag, Grosserer Halkier m. fl.
Højtideligheden indlededes med at Pianisten Axel Schnoor spillede Händels Largo. Derefter bragte Sønnen, Kaptajn Gad en Tak og mindedes i en smuk, lille Tale sin afdøde Moder.
Efter at Fru Margrethe Schnoor, født Dorf-Petersen, havde sunget “Dejlig er Jorden” blev Kisten baaret ud.
Hele Følget fulgte med til Holmens Kirke, hvor Kisten blev hensat i Kapellet, som var fuldt oplyst og smykket med grønne Træer.

POLITIKEN, 9. januar 1921.

Det må naturnødvendig være således, at meddelelsen om Emma Gads død først fremkalder billedet af den udprægede verdensdame, den typiske repræsentant for det toneangivende københavnske bourgeoisi. Ved bogen ‘Takt og tone’, der ved sin fremkomst for to-tre år siden opnåede en så usædvanlig succes, bidrog fru Gad selv til at styrke denne almindelige opfattelse, som er ensidig og – vi kan tilføje – uretfærdig. Thi med en sådan overfladisk betegnelse rammes kun en enkelt og ydre side af en personlighed, der igennem et usædvanlig virksomt liv udfoldede sig på mange områder og på adskillige ydede et arbejde af værdi og betydning.
Emma Gad tilhørte ved sin fødsel – det er sandt – det noget indsnævrede københavnske bourgeoisi, men allerede gennem sit ægteskab med den unge søofficer droges hun ind i en kreds – den Gad-Thaulow’ske – der for en væsentlig del bestod af kunstnere og forfattere, og det er et karakteristisk vidnesbyrd både om hendes egne omfattende interesser og om den anseelse, hun nød i alle lejre, at hun gennem årene gjorde sit hyggelige og harmoniske, men ingenlunde rige eller overdådige hjem til et midtpunkt i hovedstadens selskabelige liv, hvor handelsfyrster, ministre, ællige af de gamle handelshuse og officerer mødtes med kunstnere, forfattere og journalister, der ofte først skulde skabe deres navn. Kendte hun som få det københavnske selskab, havde hun i alt fald selv frigjort sig for dets fordomme og frygtede aldrig det nye, der kom frem.
En ustandselig virkelyst – forenet med en oprigtig trang til at gøre folk tjenester – bevarede hendes sind friskt op i de høje år. Hun trættedes ikke, måske netop, fordi hun ikke attråede store resultater for sig selv, men var glad blot for at være med og udrette et eller andet. Man må ikke tro, hun tog sig selv altfor højtidelig; ved mangfoldige mondæne lejligheder medvirkede hun med sin sikre anstand udadtil og med et lille, skjult smil. Men mellem alt det, hun i årenes løb fik tid til, og hvoraf meget sank sporløsthen, er der dog et og andet, der er blevet stående, ikke så helt lidt endda. Vi nævner Kvindernes Handels- og Kontoristforening – en meget nyttig institution – Dansk Kunstflidsforening, som lå hende særlig på sinde, og som nu lader til efter adskillig famlen at have fundet fastere linier at arbejde efter, vi kan også i denne forbindelse nævne Danske Dramatikeres Forbund.

Der var utvivlsomt ved Emma Gad noget, der undertiden virkede lidt spredt.

Hun havde til tider for mange jern i ilden, og det hang atter sammen med, at man søgte hende fra alle kanter, fordi hun var så praktisk og dygtig; hvad der end skulle laves – en basar, en forestilling, en udstilling, en fest – hun kendte alle, hun kunne trykke på de rigtige knapper, hun sparrede fremfor alt ikke sig selv.

Sagde hun ja og gik med, så var det for at gøre et arbejde – og hun gik altid med.

Og det værdifulde i hendes personlighed og karakter gjorde, at hun ikke opslugtes af dette, men også fandt stunder til selvudvikling, og sammenligner man Emma Gad i de senere år, interesseret for sociale spørgsmål, med blik også for de af tidens problemer, som hun savnede forudsætninger for at trænge til bunds i, måler man afstanden fra den unge, kvikke og slagfærdige københavnerinde, der nu for 35 år siden debuterede som forfatterinde.

Dette blad skylder Emma Gad, der i mange år redigerede vor Dametidende, en særlig tak. Hendes flid og praktiske sans kom også os til gode. Med sit enestående kendskab til det københavnske bourgeoisis forgreninger, med sin instinktmæssige opfattelse af de emner, der i øjeblikket interesserede, med sin gode og sunde fornuft og sin lette stil gjorde hun sin specielle afdeling i bladet læst og diskuteret. Punktlig til aftalt tid trådte hun ind på kontoret, selv på de varmeste sommerdage, hvor rejse på Kystbanen var en gru, altid medbringende en blomst fra villaen i Humlebæk, der stod hendes hjerte så nær. Hjemmet og børnene var vel for hende som for enhver ægte kvinde det første og vigtigste her i livet. Men hendes livlige ånd og kvikke hoved, hendes trang til at udrette noget og ikke blot gå unyttig rundt i sine egne stuer og andres saloner førte hende tidlig ud i en omfattende virksomhed af broget og mangeartet natur, der bidrog til at gøre hendes væsen rigere og hendes liv lykkeligere.
V.K.

Emma Gad som Skribent.
Emma Gads dramatiske produktion var skabt med så let en hånd, dens ydre fortrin var så iøjnefaldende, at tilskuerne som oftest standsede herved og ikke kom videre. Hvor var det muligt ikke at glæde sig over det vagtsomme og spejdende blik, der lyste dem i møde, og over den lydhørhed over for tilværelsens små pudsigheder i ord og tale, der røbede sig i disse dialoger. Gemyttet i fru Gads dramatik var farvet af en helt oprindelig friskhed, og stedse lige ungdommelig trang til at gøre sig lystig over de fænomener, som unge mennesker i almindelighed er blevet enige om at kalde for dydsdragoner og prækeheste.

Men under denne lette form lever den stundom en anden tone, der har sin grund i, at den, der her skriver, er en kvinde. Hun kan føle en egen svulmen og betagelse, når fattigdommen og elendigheden nærer sig hende – og hun kender moderfølelsen som noget mystisk og oprindeligt, der kan benyttes literært som en protest mod den konventionelle samfundsmoral.
Men som kvinde manglede hun lidenskab – og derved manglede hun også forudsætningen for at kunne forstå adskillige af de forhold, som hun har prøvet på at skildre – Elskovsforhold fx og alle de dybe Forviklinger, som de kan skabe mellem mennesker. Hun har kun set deres grimasser.
Og denne mangel på lidenskab har også svækket virkningen af de angreb, som hendes ærlige indignation ofte fik hende til at gøre mod den almindelige moral i de krese, som hun selv i så eminent grad tilhørte: Bourgeoisiet.

Der har vist til tider været hendes ærgerrighed at blive sådan noget som bourgeoisiets onde samvittighed. Væbnet med så smukke følelser som sin moderømhed og sin medlidenhed med de forurettede ville hun holde sin omgangskreds dens synder under næsen som en osende brand.
Meningen var god nok – men lidenskaben manglede.

Derfor tænkte det gode selskab ikke på at blive forarget. Det nikkede venligt til hende og faldt hen i smilende beundring over den elegante måde, branden blev svunget på. Og selv om man en gang imellem fik lidt af soden på sig, sværtede den ikke – man kunne nemt knipse den af sig, man var lige ren for det. Og morsomt var og blev det at se en af sine egne stå der og være samfundsrevser med en mine, som kun den har, der elsker, hvad han tugter.

Alligevel har dette forfatterskab alt i alt nået resultater, som mange stærkere talenter forgæves har kæmpet for. Sammen med Esmann og Otto Benzon har Emma Gad listet en ændret opfattelse af mange ting ind i bourgeoisiet, lirket lidt dér og pillet ved adskillige stramme knuder, så de løsnedes. At der nu fornemmes og ræsonneres anderledes i de ledende kredse her i byen end for en menneskealder siden, har fru Emma Gad sikkert nok en betydelig andel i.
S.L.

Dramatisk Forfattervirksomhed.
Emma Gads dramatiske produktion er temmelig omfangsrig. Ialt har hun skrevet 22 arbejder for scenen, deriblandt et enkelt, Fruens Politik, opført på Det ny Teater i 1909, i samarbejde med sønnen, Peter Urban Gad. Et af hendes arbejder er en lille ballet i rokokostil, I Rosentiden, der opførtes på Dagmarteatret ved Kvindernes Udstilling i 1895, men ellers har hun væsentligst skrevet lystspil; kun et par småstykker er af alvorligere karakter. Desuden har fru Gad oversat to af de københavnske teatres udenlandske ‘træffere’, nemlig den svenske forfatter Ernst Lundqvists lystspil ‘Fætter Georg’, der har oplevet en lang række opførelser på Dagmarteatret, som Sardous populære ‘Madame Sans-Gêne’.

Det er i år 35 år siden, fru Gad på Det kgl. Teater havde sin debut med en lille københavnsk toakter ‘Et aftenbesøg’, der vakte meget behag. To år efter spillede scenen på Kongens Nytorv igen en toakter af hende, et skuespil med titel ‘Et stridspunkt’ som hører til hendes værdifuldeste Arbejder. På Det kgl. Teater er endvidere opført: En advarsel (1890), Tro som guld (1893), Rørt vande (1895), Åbent visir (1898) og Guldfuglen (1903).

Størst sukces har fru Gad haft med lystspillet ‘Et sølvbryllup’, der fremkom på Dagmarteatret i 1890 med Sophus Neumann og søsteren Mathilde Nielsen i hovedrollerne og siden er spillet ikke mindre end 142 Gange. Det er ikke langt fra nu at være klassisk.

Hendes sidste arbejde var ‘Hectors afsked’, der gik på Folketeatret i 1916 og kun gjorde ringe Lykke.

*
Det er Emma Gad, hvem vore teaterforfatteres aammenslutning, Danske Dramatikeres Forbund, skyldes. På hendes initiativ stiftedes i marts 1906 denne forening, der i forbindelse med et salgsbureau fik til opgave at varetage dramatiske forfatteres økonomiske interesser, og så udmærket efter sin hensigt har den i de forløbne år virket, at den længst har indkasseret den første million i honnorarer til forfatterne.

Foreningens første formand var Albert Gnudtzmann, efter ham kom en kort tid overretssagfører Frederik Richard og derpå Hjalmar Bergstrøm. Siden den sidstes død har fru Gad beklædt formandspladsen, efter fra foreningens stiftelse uafbrudt at have haft sæde i bestyrelsen.
Da meddelelsen om fru Gads død i går indtraf, samledes bestyrelsen til et kort møde, i hvilket næstformanden, hr. Otto Rung, holdt en smuk mindetale. Det vedtoges tillige, at hr. Rung foreløbig skal fungere som formand, mens hr. Svend Rindom afløser ham som næstformand.

Højtid i fru Gads hjem.
Sørgeklædte damer og herrer strømmede i går aftes ved 7-tiden ind gennem porten i Dr. Tværgade Nr. 40 og samledes i den kendte stuelejlighed, hvor fru Gad i 30 år har haft sit hjem. Kærlige hænder havde skjult gange og værelser under et væld af de blomster, som fru Gad i livet elskede.

Mellem blomster og lysekroner udveksledes dæmpede hilsner gennem de sørgeklædte gæster, men for første gang kom værtinden i disse hyggelige stuer dem ikke selv i møde med åbne Arme. Det syntes forunderligt for alle, og den Følelse greb enhver, at et af byens mærkeligste hjem i dette Øjeblik opløstes. Indsvøbt i et sørgeklæde, kun smykket med tre buketter stod Båren i den midterste af stuerne mellem blomsterbehængte opstandere og tændte lys. Sørgeskaren, som var samlet her, indbefattede fru Gads slægtninge og nærmeste og afspejlede derfor ikke hele hendes uhyre store omgangskreds. Mellem de tilstedeværende var fru Sødrings døtre, familierne Gad, Halkier, Blom o. fl. Der var kunstnere fra digterkunstens, musikens, malerkunstens og teatrets verden. Fru Gads to sønner stod ved båren, og efter der var udført et stemningsfuldt musiknumer, tog kaptajn i marinen Gad ordet og holdt en i sin højtidelige jævnhed gribende tale, hvori en søn sagde sin moder tak, fordi hun altid havde delt sine to drenges glæder og sorger og havde været så kærlig, så trofast, så forstående og så god. Tårerne strømmede fra alle øjne, da kaptajnen sluttede sin lille tale, og da musiken dæmpet faldt ind, og en kendt kunstnerinde sang:
Dejlig er Jorden,
prægtig er Guds Himmel.

Lidt senere drog en rustvogn, trofast fulgt af den lille sørgeskare, hen over Kongens Nytorv, hvor dame og herrer i aftentoiletter hastigt ilede over pladsen i retning af Det kgl. Teater. Den mørke rustvogn skar sig skarp og sort gennem lyskeglen fra de åbentstående teaterporte, men selv fangede den i forbifarten et lysglimt fra den verden, hvor smilet skjuler menneskers tårer. Det var byens og teatrets afskedshilsen til Emma Gad.

I Holmens kirkes store kapel, hvor alle kandelabre var tændt, hensattes båren og skjultes øjeblikkelig under et tæppe af stærkt duftende hvide syrener og røde roser.

NOTER
Emma Gad havde i nogen tid lidt af en alvorlig årebetændelse, og dertil var nu yderligere kommet en galdestenslidelse. Længe syntes det, som om hendes kraftige konstitution skulle sejre, men i de sidste dage var det klart, at det bar mod døden.
Fru Gad døde natten til i går i det smukke hjem i Dronningens Tværgade. Hendes søn, filmforfatteren Peter Urban Gad, der var kaldt hjem fra Berlin i anledning af den faretruende vending i moderens sygdom, var til stede ved hendes dødsleje.
*
Emma Gad tilhørte ved fødsel det københavnske handelsbourgeoisi. Hun var datter af grosserer P.A. Halkier, og hendes brødre var højesteretsadvokat Herman Halkier og grosserer Godtfred Halkier, der nu begge er døde.
Hun blev født den 21. januar 1852 og ville således om nogle dage have fyldt 69 år.
Kun 20 år gammel blev hun gift med den unge søofficer Urban Gad, der i årenes løb avancerede til kontreadmiral, og ved sin afsked fra flåden udnævntes til udskrivningschef. Admiral Gad døde for et års tid siden.
*
Fru Gad var dekoreret med fortjenstmedaljen i guld.
*

Emma Gads første stykke ‘Et aftenbesøg’ iscenesattes på Det kgl. Teater af prof. William Bloch, og blandt de medvirkende i stykket var fru Anna Bloch. Fra den tid bestod der et varmt venskab mellem de Gad’ske og Bloch’ske familier.
*
Da meddelelsen om fru Gads død i går nåede Det kgl. Teater, hejste teatret flaget på halv stang.
*
Fru Gad omgikkes alle slags mennesker fra majestæten til den fattigste skuespillerinde og student. Frederik VIII kom ofte til te i hendes lille hjem, og det er ikke længe, siden hun til en underholdning havde samlet et særlig udsøgt selskab med spidserne i vort corps diplomatique. Men teaterbørnene blev altid hendes hjertebørn, og hun blev aldrig træt af at hjælpe unge kunstnerinder fremad og at lancere unge fremmede begavelser i det københavnske selskab. På sine udflugter ledsagedes hun næsten altid af en ung dame, som i sin tid af frk. Gert Egede Nissen, i den sidste tid af frk. Karina Bell.
*
Emma Gad havde på mange måder tilknytning til Politikens virksomheder. særlig interesserede hun sig for foredragssalen, hvor hun holdt en række stærkt besøgte foredrag. Det er kun et par måneder siden, at hun talte om forholdet mellem de sidste generationer, assisteret af de unge skuespillerinder frk. Karina Bell og frk. Gerda Madsen.
For to år siden tog hun initiativet til oprettelsen af det intime teater, idet hun tilrettelagde og iscenesatte Ove Rodes Herlekins omvendelse for den lille scene. Det glædede hende meget, at stykket gjorde lykke, og hun fulgte siden med elskværdig interesse de unge kunstnere, der forsøgte sig på intimscenen.
*
I foredragssalen arrangerede fru Gad også en række udstillinger og matinéer, der interesserede et stort damepublikum.
*
En særlig glæde for fru Gads venner var en indbydelse til sommermiddag i hendes lille smukke villa i Humlebæk. Så skrev hun med sin klare håndskrift: Glem nu ikke toget! Olaf, Johannes, Frederik og Poul kommer (de sidste var Fred. Hegel og Poul Reumert). I selskabet var unge damer fra nabolaget, og når damer og herrer efter middagen samledes om kaffebordet i haven, optrådte ‘admiralinden’s æsel, der forspændt en lille vogn havde hentet de ældre gæster på stationen. Det hændte, at Olaf Poulsen opførte en komisk skærsommernats eventyrscene med det ejegode dyr. Disse lystige middage vekslede med middage for ældre venner, mellem hvilke man traf brygger Jacobsen, Georg Brandes, Jacob Hegel og frue, departementschef Rentzmann, William Bloch og frue og etatsråd H.N. Andersen og frue. Anretningen var nydelig, dog ingenlunde overdådig. Men lysene var i reglen tændt på skibene ude over sundet, før selskabet opløstes i den lyse sommernat.
*
Under mærket ‘Snusfornuften’ skrev fru Gad i Politiken nogle gode råd om opførsel i godt selskab. En ven rådede hende til at omarbejde disse pudsige småstykker og samle dem i en bog. Således kom ‘Takt og tone’ til verden, og da den faldt lige ind i gulaschtiden, da mange nye velhavere trængte til en bedre optræden, blev den en meget betydende salgssucces for fru Gad. I de sidste måneder påbegyndte hun efter anmodning fra gyldendalske forlag at nedskrive sine erindringer, og det må meget beklages, at dette arbejde ikke blev udført. Samtidig omarbejdede hun sit stykke Guldfuglen og indleverede det til Det kgl. Teater, hvor det i sin tid var gået en halv snes gange med fru Anna Bloch i hovedrollen. Stykket led af visse teatertekniske mangler, som forfatterinden i sin omarbejdelse mente at have overvundet, og det var hendes håb, at fru Bloch ville få lejlighed til at bære stykket frem i dets ny skikkelse nu til foråret.
*
Skønt alle holdt af fru Gad, blev hun meget forskellig bedømt. De, der ikke forstod hende, var de, der ikke kendte hende. Var hun nu og da overfladisk, som det sagdes, skyldtes det oftest, at hun påtog sig for meget, vel navnlig af tjenstvillighed mod andre. Men hvem, der nøje kendte hende, vil især hædre hende for trofasthed. Da Edward Brandes for år tilbage blev stenet af den samlede højrepresse for fransk letfærdighed i en af sine bøger, betænkte hun sig ikke på at undertegne en fra udpræget frisindede mænd udgået hyldestadresse til ham, skønt hun derved skilte sig fra hele den konservative side i sin omgangskreds. Også dette blad må takke hende for en trofasthed, der helt beroede på instinkt. Da sidste forår al magt i landet rejste sig mod bladet, tog hun i kredse hvor hun færdedes, med kvindelig fanatisme parti for os. Den trofasthed skal Politiken sent glemme Emma Gad.
*
Fru Emma Gads begravelse foregår på onsdag kl. 1 og jordfæstelsen i familiegravstedet på Holmens kirkegård.

POLITIKENS DAMETIDENDE 9. januar 1921.

Til denne Plads i Dametidende bragte Fru Emma Gad Søndag efter Søndag et Billede, hvortil hun under sit Mærke E- -d havde skrevet en altid overbærende og kærlig Tekst. Pennen er nu faldet Fru Emma Gad af Haanden, og vi sætter stille hendes Billede ind i den Ramme, hun nænsomt havde skabt. Lad hende blive staaende her, let og lys og glad, som hun vil blive staaende i Erindringen, ogsaa naar vi ser hende gennem det bølgende Sørgeflor.

Mindeord om Fru Emma Gad.
Fru Professorinde Helga Matsen, som gennem mange Aar har kendt Fru Emma Gad og deltaget i hendes Arbejde, giver os følgende smukke Mindeord om den afdøde Forfatterinde:
Det er vanskeligt for mig paa mit Sygeleje her ude paa Kommunehospitalet at sige ret meget om Fru Gad. Maaske jeg slet ikke kan give nogen rigtig Karakteristik af hende. Men hun var sine Venners aller bedste Ven, det mest trofaste Menneske, jeg har truffet.
Jeg havde Brev fra hende Juleaften. Et langt, kærligt Brev, hvori hun søgte at holde mit Mod oppe, skønt hun selv laa syg.
– Jeg har tre Sygdomme, stod der i Brevet, ligger selvopgivende hen, jeg maa nøjes med at tænke paa Dem og kan ikke komme derud.
Jeg fik en Anelse om, at dette var et Afskedsbrev, skønt hun maaske næppe selv forstod det.
Det er underligt at tænke sig hende død. Hun, der var saa virksom, altid paa Farten, altid optaget af nye Idéer og Planer, altid parat til at hjælpe og støtte, hvor andre trak sig bort. Hun sørgede med rørende Omhu for Syersker og ældre Mennesker, som hjalp hende i Hjemmet, skaffede dem Hvile og Landophold, saa de kunde komme til Kræfter efter Sliddet. Traf man hende i Hjemmet, havde hun altid et Arbejde i Hænde, hæklede eller syede, intet Minut af hendes Dag gik tabt. Mage til Værtinde findes næppe i Kjøbenhavn. Omhyggelig, opmærksom, hjertelig. Hun sørgede altid for, at hver Enkelt netop fik det, som han ønskede og kunde føle sig vel tilpas.
Det er kun ni Maaneder siden Admiralen døde. Alle har jo tænkt, at Hjemmet, Virksomheden, det var Fru Gad. Men vi, som stod hende nær, fik noget andet at føle. Vi saa, at hun ligesom visnede efter hans Død. Hun havde nok af Planer, tænkte paa at rejse ud, var ivrig paa Færde. Men der var ikke den gamle Kraft i hendes Gerning. Hun ældedes tydeligt fra Dag til Dag.
I hendes Hjem gaar nu to gamle Piger, som har været der i henved tredive Aar. Fru Gad glemte ikke deres Trofasthed. For nogle Aar siden tog hun hele den sum et af hendes Stykker havde indbragt, og købte et Hus til dem i Byggeforeningen ved Søerne. Dér kan de nu henleve en fredelig Alderdom.
Jeg synes, dette lille Træk bedre end noget andet viser hendes Hjertes Adel.

KØBENHAVN, 9. januar 1921.

Det er 35 år, siden Emma Gad debuterede på Det kgl. Teater med et lille skuespil, “Et aftenbesøg”, der vakte opmærksomhed om hendes navn, der jo tilhørte det bedste københavnske selskab. Her var evne – en kvik replik, et lidt drilsk smil og et ikke helt almindeligt håndelag for scenisk fremstilling – og i de følgende år udnyttede hun den flittigt. Det københavnske publikum fandt behag i disse munters satiriserende skuespil hvor det fandt sig selv med sine latterligheder og dårskaber helt levende truffet, men dog aldrig så snærtende ramt, at det fornærmet vendte sig bort.

Baade “Et stridspunkt”, “Fælles sag” og “En advarsel”, som ved siden af satiren rummede adskilligt borgerligt frisind og bonsens, gjorde lykke, men det var dog færst ved “Et sølvbryllup”, som i 1890 opførtes på Dagmarteatret, at hun helt slog igennem. Fra det tidspunkt kappedes teatrene om at få lov til at spille hendes stykker, og på så godt som alle københavnske scener var hun i de kommende år repræsenteret. Lidt for stærkt åbenbart i forhold til hendes talents lødighed og dybde. Hun hentede sig vel nu og da nogle sejre hjem, men efterhånden syntes hendes evne at ebbe ud, og afslutningen på hendes dramatiske forfatterbane – “Hektors afsked” som i 1915 spilledes på Folketeatret, var det sidste og vel også det dårligste af hendes skuespil -, holdt ikke, hvad begyndelsen lovede. Og dog var der i hendes produktion et og andet, som havde bud om, at der kunne være blevet en dramatisk forfatter at virkelig betydning ud af hende, således i det lille skuespil “Et forspil”, som Dagmarteatret opførte, og som med stor alvor behandlede en ægteskabelig konflikt på en meget fængslende måde. Men til dette forspil kom der aldrig noget efterspil.

Emma Gad begyndte en gang en stump selvbiografi med ordene: “Det er ikke sådan -” hvorefter hun gjorde rede for, hvor optaget hendes tid og dag var af mangfoldige gøremål, som ikke levnede hende den ønskede lejlighed til et forfatterskab. Det var jo netop det. Det er ikke sådan at skulle være her og der og strålemester tillige og som årene gik blev admiralinde Gad en meget travlt beskæftiget dame, hvem veldædighed og kvindesag – og selskabelighed naturligvis også – lagde stærk beslag på. Så måtte det jo gå med digteriet som det best kunne, og som det gik.
Der er jo næppe tvivl om, at Emma Gad både har haft den bedste vilje og også udrettet adskilligt i sin lidt rastløse trang til at tage del i det offentlige liv – for sit arbejde for kvindesagen var hun dekoreret med Fortjenstmedaljen i guld -, men der var dog måske oprindelig i hendes stof til noget andet og mere. Og for hendes skribentevne var det synd at “Takt og tone” skulle blive hendes flittige pens sidste arbejde. H.L.

Fra sin fødsel var fru Emma Gad så at sige prædestineret til at indtage en stilling indenfor det københavnske selskab. Det gamle kultiverede hjem, hun tilhørte, – hun var som bekendt datter af grosserer P.A. Halkier og hustru, født Munch, af den gamle norske slægt, – sikrede hende i så henseende hendes stilling. Men i øvrigt besad hun personlige egenskaber, der hævede hende op over den sædvanlige bourgoisifrøken-type. Intelligent, livlig, vittig hørte hun til de mest ombejlede af datidens unge københavnske damer, og da hun 20 år gammel indgik ægteskab med den unge, elegante søofficer Urban Gad, der ligesom hun selv tilhørte en gammel, anset slægt, var man enige om, at det var et såre “passende” parti for grosserer Halkiers statelige datter.

Det Gad’ske hjem blev efterhånden samlingsstedet for en stor kreds af det københavnske bourgeoisi. Men hjemmets venner strakte sig i øvrigt langt ud over denne kreds. Kunstens, videnskabens og litteraturens mænd og kvinder fandt stedse en hjertelig modtagelse dér, og fru Gad var altid en såre gæstfri værtinde for dem.
I det hele taget er fru Emma Gad kommet i forbindelse med en utrolig mængde mennesker, – mennesker der mange gange søgte hendes råd og bistand. Med sit gode hjerte hjalp hun der, hvor hun kunne, klog og erfaren som hun var.
Den moderne kvindebevægelses udvikling er falden indenfor fru Emma Gads leveår. Hun har dog ikke taget synderlig aktiv del i denne, med stedse har hun været en interesseret og fuldt ud forstående tilskuer. Til gengæld har hun ved flere lejligheder været meget virksom, hvor det drejede sig om rent praktiske formål, der kunne komme kvinderne til gode. Fru Gad var således medstifter af Kvindernes Handels- og Kontoristforening og i adskillige år dens formand, og navnlig i de første år tog hun meget aktiv del i dens ledelse.
En anden forening, der skylder Fru Gad sin tilblivelse, er Dansk Kunstflidsforening, som hun lige til det sidste omfattede med megen interesse. Lad så være, at foreningen ikke blev det, den burde have været, en foregangsforening på kunstflidens område. Men tanken i den var god nok, og måske der endnu, når de rette kræfter kommer til, kan komme noget godt ud af den.
Og hvor mange gange har vi ikke set fru Emma Gad repræsentere ved velgørenhedsforestillinger og udstillinger i mange forskellige formåls tjeneste!
Fru Gads virksomme ånd har nu ophørt at eksistere. Hendes venner vil mange gange komme til at savne hende som det hjertensgode menneske, hun var.

Fru Emma Gad har ikke været længe syg. For en 3 ugers tid siden måtte hun gå til sengs af årebetændelse. Man troede sikkert ikke, selvom hun havde mange smerter, at sygdommen skulle tage en så alvorlig vending, som tilfældet blev. Når den gjorde dette, skyldtes det, at en galdestenslidelse og i de sidste dage tillige en alvorlig bronchitis støste til og forværrede situationen kendeligt.
Den afdødes to sønner, marinekaptajn Henry Gad og filmsinstruktør Peter Urban Gad, der kom hjem i julen for at se til deres moder, men atter vendte tilbage til Berlin, da en bedring var indtrådt for dog at vende tilbage til København for et par dage siden, var til stede ved deres moders dødsleje.
Det er kun et godt års tid siden hendes mand, kontreadmiral Urban Gad døde. Det gamle smukke hjem i Dronningens Tværgade, hvortil så mange minder knytter sig for dem, som kom der, står altså nu foran sin opløsning.
Fru Emma Gad var dekoreret med Fortjenstmedaljen i guld og den franske dekoration som “Officier de l’indtruction publique”.

Fru Rosalie – FOLKETS AVIS, 10. januar 1921.

Emma Gad havde den gode Skik, at hun nøjedes ikke med at kende dem, hun skulde arbejde sammen med paa et eller andet Omraade, skriftligt eller paa Afstand. Hun vilde staa Ansigt til Ansigt med dem, se dem, tale med dem. Og saa sendte hun en Indbydelse til Te i hendes Hjem.
Det var et fornemt Hjem, det derude i Dronningens Tværgade. Der var hyggeligt, som de gamle Stuer er det, med deres solide Møbler, der stod, hvor de stod, paa et tykt Tæppe, hvor man ikke risikerede at snuble hverken over tilfældigt Nips, Skamler eller Puder. Henne ved Skrivebordet sad en høj, slank Dame med kloge Øjne og et venligt Smil i et stort blegt Ansigt. Et Par rare, men alt andet end ægte “Racehunde” laa gerne ved hendes Side. Det var Emma Gad, prunkløs klædt i en glat sort Kjole med en hvid broderet Krave om Halsen. Hun rejste sig og bød Velkommen i hjertelige, naturlige Ord, Teen blev budt om, og Admiralen, en lille sirlig Herre, mere afmaalt end hans Frue, kom ind og hilste paa Husets nye Gæst.

Det var et klogt Træk af Emma Gad at ville kende sine Medarbejdere personligt. Paa Tomandshaand fik hun Lejlighed til at udvikle et Synspunkt og høre sin Gæsts Mening. Saa vidste hun, hvordan Landet laa. Hun havde megen sund Menneskeforstand og et aabent Blik for sine Medmenneskers Smaasvagheder, som hun kendte til Bunds, som hun maaske godtede sig lidt over, men altid dækkede, som hun kunde bedst.
Emma Gad var paa en vis Maade sjælden, for hun var velmenende, og hun var næsten blottet for Egoisme. Hun var desuden myreflittig, og kunde hun hjælpe, regnede hun aldrig, hvad Arbejde det kostede hende selv. Fru Gad, der fra Fødslen og gennem Ægteskabet tilhørte vort fineste Bourgeoisi, veg aldrig tilbage fra personlig at tage en Haand i med, naar det kneb, at faa et eller andet Arrangement til at glide i et af de mange Foretagender til Bedste for hendes Medsøstre, hvor hun var Sjælen. Hendes sidste Handling var et Bevis derpaa. Den kvindelige Handels- og Kontoristforening, hvis Støtte hun var, havde anmodet hende om at holde et Foredrag til Fordel for en Vogn til Rekreationshjemmet “Nebs Mølle.” Skønt meget syg den Aften – Aarebetændelsen, hvoraf hun nu er død, var brudt ud – slæbte hun sig derhen og hold Foredraget. De, der engang kommer op at køre i Vognen, tænker vist næppe paa, at den blev en Pind til Fru Gads Ligkiste.

Hvad hun var som Forfatter, Foredragsholder og Skaber af en virkelig Kraft ved utallige Institutioner, ved Alverden. Det skal siges om hende, at hun brugte sit Pund til det yderste, men brugte det helst til Gavn for sine Medsøstre.
Nu er Pennen faldet ud af hendes flittige Hænder, hendes talende Mund er stum, hende gode Hjerte er hørt op at slaa. Maaske har hun været lykkelig, hun, der fik Lov at virke og arbejde saa længe i et smukt Samliv med Mand og Børn og en uhyre Vennekreds. Men derom ved man aldrig noget bestemt. Hun vil i hvert Fald være een af dem, der vil blive savnet, fordi hun var trofast og mente Smaa og Store det godt.
Fru Rosalie.

ØSTSJÆLLANDS FOLKEBLAD, 11. januar 1921.

For den store Offentlighed ude i Landet staar Fru Emma Gad kun som Forfatterinden og Journalisten, Forfatterinden til en Række muntre Lystspil og til den uhyre læste Bog “Takt og Tone” og Journalisten ved Frisindets Blad Politiken. I København var hun mere, dér var hun et Midtpunkt for en stor Kreds, en broget Skare, der omfattede Kongehusets Medlemmer og de yngste Nybegyndere i Literatur og paa Scenens skraa Brædder og alle Mellemstadier. I hendes fine, gamle kultiverede Hjem møder de alle fra den yngste Himmelstormere i Kunsten til de konservativeste Bedsteborger-Grosserer, fra den ukendte Ingenu ved et Sekundteater til den hvidhaarede, verdensberømte Georg Brandes. Hun kunde samle alle, der var noget eller vilde noget, og hun havde været ens overfor dem alle. Paa en sjælden Maade forenede hun gamle Slægters høje, fine Kultur med virkelig menneskelig Frisind og Sans for det ægte, det menneskelige. Hun var udgaaet af en gammek konservativ Bourgeoisislægt, var Admiralinde og tilhørte selv det højeste Bourgeoisi, men samtidig var hun i tredive Aar og til sin Død Medarbejde ved Politiken og stod trofast og fanatisk paa dets Side i den Kamp, den københavnske Handelsstand i de sidste ni Maaneder har rejst mod dette Blad.

Man forstaar, at kun en virkelig stor Personlighed kunde hævde en af sine Omgivelser saa uafhængig Stilling, kun et virkelig betydeligt Menneske kunde samle saa vidt forskellige Mennesker om sig. Kun en Dame med en virkelig grundfæstet Kultur kunde uafhængigt hævde saa frisindede Anskuelser, som Fru Emma Gad formaaede det. Thi alt var og blev hun den fine Dame, den fødte Dame, hvis naturlige Anstand og Værdighed blot aldrig fik Lov at underkue hendes varme menneskelige Hjærte og Kamp for Sandhed, Ærlighed og Ret. Disse Følelser fik hende til at arbejde for Kvindernes Ret.
Hun blev Stifteren af Kvindernes Handels- og Kontoristforening, da de smaa Butikdamer i København udnyttedes af Stormagasinerne for usle Lønninger. Hun kæmpede for de enlige, selverhvervende Kvinders Vilkaar, og da det i de senere Aar havde gaaet dem godt, kæmpede hun navnlig for de gifte Kvinders, Hustruernes Ret og for at hæve Moderens og Husmoderens Arbejde i Mændenes og de selverhvervende Kvinders Omdømme. Hun havde en særlig Evne til at føle Tiden paa Pulsen og hjælpe netop der, hvor man havde Hjælpen behov. Og næsten hele hendes Liv blev et nervøst flittigt opofrende Arbejde for andre. Altid og fra alle Sider kaldtes der paa hende til Basarer og Velgørenhedsfester og -Forestillinger, til Dannelse af Hjem for forældreløse Børn og for gamle Tjenestepiger, til Dannelse af Foreninger og Varetagelse af Forfatteres og Dramatikeres og Skuespilleres Kaar, og alle Vegne sagde hun Ja; hun kunde ikke sige Nej, hun havde alle Forbindelsene, der gjorde hendes Bistand værdifuld. ja, næsten uundværlig. Kongelige, adelige, Finansmænd, Handelsfyrster, Skuespillere, Digtere, Journalister, alle var de villige, naar Fru Emma Gad kaldte.

Hun kendte alle Kredse, men i sit Forfatterskab har hun særlig taget “sit eget” Millieu, det velstillede Bourgeoisi, paa Kornet. Hun revser og tugter ikke, men med forstaaende Menneskelighed og lun Humor blotter hun sine Medmenneskers smaa Skavanker og Bristen i den officielle Moral. Uden at saare – men maaske uden ogsaa at opnaa at reformere – faar hun sagt, hvad hun vil, og altid er hendes Opfattelse præget af ægte Frisind og menneskelig Forstaaelse.

Fru Emma Gads Lystspil som for Exempel Et Sølvbryllup er vel kendt over hele Landet, men særlig i København, hvor hun har haft sin store Betydning og bidraget til at udrede menneskeligt frisindede og værdifulde Synsmaader i de borgerlige Kredse, hvor bornert Stupiditet for en Menneskealder tilbage var det overvejende.

Mathilde Muus – KØBENHAVN, 12. januar 1921.

Blandt de mange fremragende Egenskaber, som i disse Dage er nævnet om Emma Gad, er der en, som ikke er omtalt, og som har stor Betydning, naar et Menneske skal have en Virksomhed til at gaa. Hun kunde overlade dem, der arbejdede sammen med hende, deres Arbejde i Fred. Hun forstod at vælge sine Medarbejdere, og havde hun fundet et dygtigt Menneske, kunde hun lade være med at blande sig i smaaligt i dets Arbejde.
I to Aar har jeg haft rig Lejlighed til at iagttage dette og set det i flere Forhold.
I denne Egenskab bundede sikker, at det lykkedes hende at skabe et lykkeligt Hjem, hvor Mand, Børn og Tjenestefolk elskede at være, og sammen med dette at forstaa og lede saameget udenfor Hjemmet. Hun lod det huslige tillidsfuldt ligge i de trofaste og dygtige Hænder som i en lang Aarrække besørgede dette for hende.

En anden stor Egenskab hos hende var hendes Venlighed. Aldrig har jeg set hende gnaven eller pirrelig. Til alle højststillede og til alle i smaa Forhold havde hun de gode, aabne Smil, den venlige Tiltale. Og dette kom fra hendes Hjerte. Bag ved hendes Kiste gaar der en Mængde unge Piger, ogsaa Mænd, hvis Livsstilling hun har skabt, ja hun behøvede ikke at bedes, hørte hun om en, der trængte til at hjælpes frem, kom hun af sig selv.
Der er sagt meget om hendes sidste bog “Takt og Tone”, og det maa indrømmes, at nogle Kapitler kunde helst være udeladt. Men i det store og hele maa det siges, at Bogen gjorde Nytte. Man maa erindre, at den er ikke skreven for dem der ved Besked om, hvorledes man forholder sig ved Lejligheder, hvor man ikke alene kan gaa efter sit Hjertelag, men maa ind under Form. For disse Mennesker har Bogen (jeg ved det fra mange) været en god Hjælp. Heller ikke maa det overses, at Grundtonen i Bogen er Kærlighed til Næsten, Beskedenhed, Fordringsløshed men Hensyn til, hvad man maa vente af andre, og Opfordringer til at yde det kærligste og hensynsfuldeste selv. Det er slet ikke underligt, at Bogen er bleven saa udbredt.

Det bliver ikke let igen at finde en Kvinde, som Emma Gad, der saaledes gjorde sit Hjem til et Samlingssted baade for Familie, Venner og en Mængde betydelige Mennesker, og som ogsaa udadtil støttede og ledede Foretagender og fattede Impulser.
Man vil sent glemme hendes stilfulde Fremtræden, hendes smaa Velkomsttaler ved Aabningshøjtideligheder, for Eks. hendes skønne, lille Tale til “Mændene” ved Kvindekongressens store Festmiddag, holdt paa ulasteligt Fransk med hende blide, smukke Stemme.
Emma Gad glemmes ikke af hendes Venner og Uvenner havde hun næppe. For hun har sikkert aldrig med sin gode Villie gjort noget Menneske Fortræd.
Hvormange Mennesker kan man sige det om?
Mathilde Muus.

POLITIKEN, 12. januar 1921.

In memoriam
En ung Skuespillerinde har bedt os i Dag offentliggøre følgende Artikel.
Fru Emma Gad er død – hendes varme, rige Hjertes Slag er standset – aldrig skal vi føle hendes kærlige Blik hvile paa os – aldrig mere skal hendes hjælpende Haand udstrækkes imod os: mon vi egentlig tilfulde fatter, hvilket smerteligt – uerstatteligt Tab vi har lidt – alle vi Unge, der kæmper for at bevare vor Tro og vore Idealer i Teatrets Atmosfære?

Ak! Jeg ser mig selv en Dag nu i Efteraaret gaa fra Teatret i en fortvivlet, opreven Sindstilstand efter en Samtale med min Direktør. Grunden? Den almindelige: Svigtede Løfter – sikre Forventninger, der var blevet skuffet – jeg havde troet paa Menneskene, men forgæves, og jeg syntes pludselig, alt var mørkt om mig, og gik, hvorhen Tilfældet førte mig. Saa standsede jeg og saa, at jeg befandt mig i Dr. Tværgade ud for Nr. 40. Som i et Glimt syntes jeg at se Fru Gads Ansigt for mig og høre hendes milde, kærlige Stemme, og før jeg vidste det selv, stod jeg i hendes Stue og saa hende komme imod mig med udstrakte Hænder. – – Da jeg havde udøst sin Sorg for hende og hørte hendes trøstende Ord, følte hendes milde Øjne hvile saa moderligt og forstaaende paa mig – da var det, som alt det, der nys var ved at overvælde mig, svant ind og blev til en Hindring, jeg sagtens kunde overvinde, blot jeg samlede min Viljes Kræfter. Hun var utrættelig i at finde paa Raad – hun havde tusinde Planer, og jeg lod mig rive med, syntes, jeg kunde alt ved hendes Hjælp.

Naar jeg unævnt for dette Blads Læsere har fremdraget denne Episode, er det, fordi jeg ved, at det, der hændte mig den Dag, er hændt mange andre, der søgte hende i deres Nød, og som opmuntrede af hendes rige Personlighed fik Styrke til at føre Kampen videre.

Lad da alle os, hun har hjulpet, Teaterbørnene, som hun kaldte os, lad os paa denne Dag, hvor hendes Legeme stedes til Hvile, sende en Strøm af brændende Hengivenhed og Taknemmelighed strømme imod hende – saa stærk, at hun maa kunne fornemme den.
En Skuespillerinde.

B.T., 13. januar 1921.

SOCIAL DEMOKRATEN, 13. januar 1921.

POLITIKEN, 13. januar 1921.

Emma Gads Begravelse.
Et talrigt Følge, hvori alle Samfundets Krese var repræsenteret, fulgte i Gaar Forfatterinden Fru Emma Gad til Graven.
Da Holmens Kirkeklokker i Gaar Formiddags begyndte at ringe, gik et Par gamle Syersker ind ad Døren forbi Graveren, som stod i Kjole og fint hvidt Slips og tog imod. Ingen vidste, hvem de var. De saa sig om i det smykkede Rum men Øjne anstrengt af Syarbejde og Spekulationer over de vanskelige Tider. De kendte ingen af de faa, som allerede sad i Kirken. Men de kendte Emma Gad. Stille gik de op ad Gulvet og lagde to Kranse, de selv have bundet af Kristtorn og Tulipaner foran Kisten. Saa forsvandt de op ad Trappen til Pulpituret.

Den næste, som gik forbi Graveren, var en Admiral med gyldne Epauletter, med Ordner paa Brystet og klirrende Sabel. En forfatter, en Skuespillerinde, to unge Piger, en Læge, en Professor og en fremmed Diplomat… Klokkerne ringede stadig, Lysenes gule Flammer viftede i Kandelabrene omkring Kisten, som stod i hvid og blomstersmykket oppe i Koret. Den havde en Æresvagt af kjoleklædte Herrer, Repræsentanter for Danske Dramatikeres Forbund: Sophus Michaélis, Otto Rung, Julius Magnussen, P.C.V. Hansen, Edgard Høyer, Alfred Tofft, Victor Lemkow, Sven Lange og Svend Rindom.

Den gamle Kirke smykkedes af Blomster og grønne Træer, alle Lys var tændt. Gulvet skjultes af Kranse. De laa som en broget, duftende Løber fra Døren op til Baarens Fod. Mange bar signerede Baand med fornemme Navne, men talrige af dem havde kun et lille, hvidt Kort.

De signerede Kranse.
Kongen, Dronningen, Enkedronningen og Prins Valdemar havde sendt signerede Kranse. Georg Brandes sendte en smuk Lavrbærkrans med hvide Baand. Blandt de øvrige Signaturer nævner vi: Bjørn Bjørnson, Forfatterforeningen, Danske Dramatikeres Forbund, Dansk Kunstflidsforening, Louiseforeningen, Kvindernes Handels- og Kontoristforening, Gyldendalske Forlag, Bergens nationale Scene, Politikens Redaktion, Aarhus Teater, Arbejdernes Læseselskab, Kariline Bjørnson, Kvindernes Køkken, Feriehjemmet Nebs Mølle, Dansk Kokkeforening, Det kgl. Teater, Folketeatret, Værnehjemmet Bethania, Husassistenternes Fagskole og Orlogsværftets Stabskontor.

Navne fra Følget.
Kirken blev helt fyldt, efterhaanden som Følget samledes. Et Blik ned over de tæt besatte Stolerækker var som en Revy over de mangfoldige Mennesker, Fru Emma Gad i sit travle Liv kom i Berøring med. De kom fra alle Samfundslag, fra Hoffet, Diplomatiet, fra Kunstnernes Krese og fra de Ukendtes, de Navnløses Lejre, unge Piger og ældre Damer, som ingen vidste Navn paa.
Men Skribenterne var vel dem, der stod Emma Gad nærmest, ligesom de nu stod Vagt omkring hendes Baare.
Vi saa i Skaren Erik Skram, Professor Karl Larsen med Frue, Zakarias Nielsen, hvis hvide Hoved sjældent dukker frem i Hovedstadslivet, Christian Houmark, Hjorth Clausen, Johan Skjoldborg, Carl Behrens, Chr. Engelstoft, Vilh. Madsen, Aage Barfoed, Josias Bille, Fru Loutou Lassen, J.I. Kronstrøm, Leth Hansen, Kai Holberg, Nielsen-Steens, Svend Leopold, Ingeborg Vollquartz, Dr. Louis Bobe, Chr. Gjertøv, O. Münster, Fru Olga Eggers, Chr. Bogø, Orla Bock, Professor Vilh. Andersen, Professor Finnur Jønsson, Professor Johannes Steenstrup, Bibliotekar Julius Julius Clausen.

Men ogsaa Teatrets Verden, Journalistiken, Musiken, Filmen, alle mulige Kunstarter samledes omkring Baaren: Fru Anne Bloch, Peter Jerndorff, Arkitekt Gotfred Tvede, Redaktør Henrik Cavling, Skuespiller Johs. Ring, Teaterchef Grev Brockenhuus-Schack, N.V. Dorph og Fru Bertha Dorph, Poul Reumert, Filminstruktør Sandberg med sin Hustru, Fru Else Frølich, Direktør Fr. Hegel, Hofbogtrykker Bagge, Forretningsfører Jespersen, Ove Rode, Schnedler-Petersen, Redaktør Kristian Dahl, som repræsenterede Journalistforbundet. Fru Mimi Carstensen, Kontorcheferne Chr. M. Hansen og Smith fra Gyldendal, Dr. phil. Crone, Alfred Bramsen, Direktør Arne Petersen, Olfert Jespersen, Fru Elna Munch, Instruktør Grudman, Sceneinstruktør Poul Nielsen, Etatsraadinde Julie Hegel, Fru Mathilde Nielsen. Direktør Ernst Bojesen, Professor Dorph Petersen og de to unge Skuespillerinder Karina Bell og Gerda Madsen.

Sverig og Norge repræsenteredes af deres Gesandter, Ministrene Irgens og Beck-Friis. Blandt de mange Navne fra alle Krese fandt vi Etatsraad H.N. Andersen med Frue, Etatsraad Emil Glückstadt, fhv. Departementschef Rentzmann. Professor V. Benzon, Fabrikant C. Hasselbalck, Kammerherre Hoppe, Etatsraad Bestle med Frue, Hofjægermester Nie. Gersdorff, Admiralerne Garde og Nyholm, Kommandør Konow, Admiral Wandel, Kommandørerne Grove, Garde, Drechsel og Schwanenflugel, Jagtkaptajn C. Carstensen, Overretssagfører Arthur Sully. Etatsraad F. Blom, Grossererne C. Gamél, Etatsraadinde Gamél, Direktør Halkier, Etatsraad Thomas Møller, Grosserer Philip Heymann, Etatsraad, Kammerherre Krag, Snedkermester, Frk. Cathrine Horsbøll, Lederen af Magasinet Liberty, Frk. Christophersen, Kaptajn Daniel Bruun, Kammerjunker Holten, Etatsraadinde Louise Hansen, Frk. Inger Klüwer, Etatsraad Wilh. Hansen med Frue, Ordrupgaard, Telegrafkontrolør Holger Petersen.

Kunstflidforeningen, for hvilken Emma Gad var Formand, repræsenteredes af en Deputation. Den bestod af Hofdame, Baronesse Reedtz-Thott, Baronesse de Plessen, Frk. Marie von Rosen og Professorinderne Krog og Fischer.

Mange af Fru Gads Venner fra hendes Sommeropholdssted i Humlebæk var ogsaa i Kirken og viste hende den sidste Ære. Det var jævne Folk. De er ukendt af alle, men kom i taknemmeligt Minde om hendes venlige og milde Væsen. Nær ved den blomsterbesmykkede Baare sad hendes to Sønner, Kaptajn Gad og Direktør Urban Gad. Tæt ved dem sad ogsaa hendes to Piger, der har været i Huset i snart 30 Aar: Frk. Elisabeth Jønsson og Frk. Olga Karsen, sortklædte, stilfærdige. Alle de nære Venner kendte dem og vidste, at mere hengivne Venner har Emma Gad ikke ejet.

Provst Fenger taler.
Under dæmpet Orgelmusik tog de mange Mennesker Plads i Kirken. Dagens Taler, Provst Fenger, viste sig i Koret, og Salmen Lær mig, o Skov, at visne glad blev sunget af Følget. Provst Fenger gik da hen ved Baarens Hovedende og talte. Han havde valgt Ordene: Det bør mig at gøre hans Gerning, som udsendte mig. Natten kommer, da ingen kan arbejde.

Provsten talte dæmpet. stilfærdigt om Emma Gad. Hun havde følt sig forpligtet af de Evner, Gud gav hende, og af sit gode, gamle Navn. Hun bestræbte sig for at aabne Menneskenes Øjne for det lyse og gode. Nogle af de Evner, vi Danske priser hos Holberg, var givet hende, og hun brugte dem til at aabne vore Øjne for Snobberi og Naragtighed. Det var hendes Lykke, at hun kunde se saa klart og turde sige, hvad hun saa. For der er jo Ting hos et Folk, der ikke skal grædes bort i Tragedien, men langt hellere forflygtiges i et Smil.

Vi véd alle, at Emma Gad har ydet en værdifuld Indsats i vort Liv og vor Kultur. Men har jeg Ret eller ikke? Hører hun ikke til en Slægt, som forsvinder: de Nationalliberale? Der var adskilligt hos dem, som var mere nobelt end det, der præger vor Slægt. Emma Gad bevarede sin Livsforbindelse med dem, til Pennen faldt hende af Haanden, vi følte allesammen Hjertelaget bag Glimtet i hendes Øjne.

Provsten vendte sig til de to sønner. Han vidste, at de nu havde mistet deres allerbedste Ven… en Ven hvis Dør aldrig var lukket for dem, ligegyldigt hvad der mødte dem ude i verden. Vi skylder hende alle Tak, fra de jævneste til de højeste. Saa lægger vi da Taknemmelighedens lille Blomst paa hendes Baare, paa hendes sidste Vej…

Efter Provstens jævne og simple Tale sang Peter Cornelius: Kirkeklokke, ej til Hovedstæder -. Og mens hele Følget i Kor sang Dejlig er Jorden, bar Dramatikernes Æresvagt Baaren ned over Blomstertæppet til Kirkedøren.

Paa Kirkegaarden.
Emma Gads Grav ligger i Familiegravstedet paa Holmens Kirkegaard, tæt ved Indgangen fra Farimagsgade. Her samledes en lille Del af Følget, den nærmeste Familie og de næreste Venner. Blandt dem var Etatsraad H.N. Andersen og Frue, Etatsraad Ferd. Blom, Redaktør Henrik Cavling, Redaktør Lemkov med Frue, Fru Nina Gad, født Thaulow, Frk. Inger Klüwer, Fru Else Frølich, Christian Houmark, Dr. Lunn med Frue, Fru Ida Krog, Frk. Christophersen, Dramatikernes og Forfatternes Repræsentanter, Skuespillerinderne Frk. Karina Bell og Gerda Madsen, Frk. Kathrine Horsbøll.
Da Kisten var sænket, bad Provst Fenger en Bøn og lyste Velsignelsen. Langsomt spredtes Følget i den graa Vinterdag – .
Vidi

GADS GRAVSTED – HOLMENS KIRKE, 2010.

TIDENS KVINDER, 16. januar 1921.

For alle os, der har haft den Lykke at arbejde sammen med Fru Gad, vil Mindet herom til alle Tider staa i uforgængelig Glans.

Hvor hun viste sig, kom der Liv og Fart i Sagerne; med aldrig svigtende Elskværdighed kunde hun forhandle med de forskelligste Mennesker og skaffe Klarhed og Forstaaelse i mangt et indviklet Spørgsmaal. Ikke alene ved sin klare, kloge Hjerne, men lige saa ofte ved sin blide, beroligende Maade at behandle selv de vanskeligste Personer paa, – hun forstod at gyde Olie paa Bølgerne. Og i alle de mange Foretagender, som Fru Gad har fremført og gennemført, var det saa ofte om at gøre, at jævne højst forskellige Mennesker sammen mod fælles Maal. Dette var hendes Styrke. Og aldrig blev hun træt. En Opgave kunde se nok saa vanskelig og ufremkommelig ud. Hun fandt stedse paa Udveje, sparede sig aldrig – opgav aldrig.

Og paa anden Maade fandt saa mange Vej til Fru Gad. Der gik ikke mange Dage, hvor der ikke indfandt sig en eller anden hos hende, som trængte til hendes Raad om Hjælp i de forskelligste Retninger. Og de gik alle trøstet bort. Hun kunde ikke sige Nej, naar nogen søgte hendes Bistand.

Mange er de taknemmelige Tanker, som strømmer ved hendes Livs Afslutning. Dette rige, daadfyldte Liv til Gavn og Glæde for saa saare mange.

Alle vi som har staaet om Fru Gad gennem Aarene, lært af hende at arbejde, lært at elske hendes varme, storladne Sindelag, alle vi forener os i en dybtfølt Tak for alt, hvad hun har været for os, forener os i den store Smerte, som Fru Gads Bortgang har kastet ind i vore Sind.

Savnet er uopretteligt, dybt skaaret i vore Hjerter, men en Trøst skal det være at have kendt denne store, ædle Kvinde med det varme Hjerte, der altid slog kærligt mod hver, der kom hende imøde.

Hendes Minde er os dyrebart!
Inger Klüver.

ILLUSTRERET TIDENDE, nr. 3, 23. januar 1921.

Emma Gad.
Knapt 69 Aar gammel, er Forfatterinden, Admiralinde Emma Gad, født Halkier, afgaaet ved Døden.

Det løfte, hun oprindelig gav som en talentfuld Skildrer al Livet i det københavnske Bourgeoisi, i hvilket hun var født og virkede med hele sin personlige Charme, indfriede hun ikke rigtigt. Livets forskellige Foreteelser havde hver for sig for stærkt Tag i hende, til at der kunde komme noget helstøbt ud deraf. Der var Foreninger, det skulde stiftes og ledes, der var utallige Mennesker, der skulde hjælpes og bringes i Vej.

Fru Gads Hjerte var helstøbt i opofrende Godhed, og hun efterlod sig ingen Fjender — der var Hjemmet, der i høj Grad lagde Beslag paa hendes Røgt, der var Selskabeligheden, der ikke kunde forsømmes, og under alt dette kom Forfatterskabet ikke rigtig til den Udvikling, det maaske vilde have faaet, hvis Fru Gad ikke havde udmøntet sine Gaver i saa mange forskellige Møntsorter.

Efter at have debuteret med “Et Aftenbesøgs” paa det kgl. Teater 1886 Fulgt en hel Række Arbejder, mindre og større, at hvilke “Et Sølvbryllup”, der gik paa Dagmarteatret 1890, absolut havde det største Sceneheld og længe vil bevare hendes Navn som dramatisk Forfatter. De fleste af hendes Arbejder tumler i en legende og let Form med Dagliglivets Problemer, de gaar ikke dybere ind paa Sjælelivet, men de bærer et behageligt Præg af Dannelse, og deres Replikbehandling er ofte udmærket.

Admiralinde Gad var en i høj Grad repræsentativ Skikkelse og hører uløseligt med i Billedet af den sidste Menneskealders København. Kvindernes Handels- og Kontoristforening og Dansk Kunstflidsforening skylder hende Tilværelsen.

Johanne Godfred Christensen – BERLINGSKE, 30. januar 1921.

Emma Gad in memoriam.

Admiralinde Gad havde kun faa Uger til sin 69-aarige Fødselsdag, der falder i disse Dage. Den afdøde Forfatterindes Skolekammerat og Ungdomsveninde, Fru Johanne Godfred Christensen har sendt os følgende smukke Mindeord om den unge Emma Gad, f. Halkier, der allerede i Ungpigedagene vandt sig saa mange trofaste Venner for Livet.

Jeg har kendt Emma Gad fra hende 8de Aar. Min Søster og jeg gik i Professor Bjerrings Skole ved Holmens Kanal (Erichsens Palæ). Som 7-aarige kom vi ind i en lille, hyggelig Forberedelsesklasse, Aaret efter kom vi op i 1ste Klasse, og det var her, at Døren en skønne Dag gik op, og ind traadte en sortklædt Dame med en lille Pige, ogsaa ganske klædt i sort. Hun var meget bleg, havde markerede Træk og livlige Øjne. Det var Emma Gad, f. Halkier; hun havde den Gang lige mistet sin Far. Min Søster og jeg fik straks stor Deltagelse og Sympati for denne lille Pige, og vi sluttede et ubrødeligt Venskab, som har varet gennem disse mange Aar.

Emma Gad havde fire Brødre; Godfred, Herman, Nicolai og Peter Halkier. Hun kom nogle Aar bagefter disse Drenge, og den Dag, hun fødtes, havde de en engelsk Ven i Besøg, Brøchner, tror jeg han hed. Brødrene var meget fornærmede over den lille Piges Indtrædelse i deres mandlige Verden. Den engelske Ven trøstede dem og sagde: “ah, well, den kan jo dø!” Men Gud ske Lov, Emma Gad levede i mange Aar til Glæde for os alle, som har kendt hende. Brødrene forgudede hende da ogsaa. Hun var den sidste af de fem Søskende, som gik bort.

Hvad der altid har karakteriseret Emma, var hendes udprægede Pligtfølelse og hendes store Trofasthed. Hun blev opdraget i et kærligt, men meget uroligt og selskabeligt Hjem. Hendes Moder, Fru Halkier, f. Munch, var et talentfuldt, livligt Menneske, som elskede at se Gæster hos sig. Hun kunde, ligesom Emma, overkomme det utrolige. Hun malede smukt paa Porcelæn, hun spillede Klaver, hun var i Virksomhed fra Morgen til Aften. Der var mange store Selskaber i det smukke Hjem i Bredgade. Halkier beboede en af de gamle Patricierlejligheder i et af de store Huse lige overfor Sct. Annæplads. Værelserne var meget store, og der var mindst 7 á 8. En meget stor Spisestue husker jeg, og ved Siden af denne et stort Soveværelse. Naar der var Selskab, blev dette Værelse indrettet til Anretterstue, og Tjeneren arrangerede sig med Borde og Stole, til Tallerkener, Fade o.s.v. Emma lod sig dog ikke forstyrre. Hun fik et Skærmbræt sat op i Hjørnet af den store Stue, og naar Kl. var henad 9, klædte hun sig af i sin Krog, gik i Seng og sov sødeligt. Tidlig næste Morgen var hun paa Benene; selv sørgede hun for alt til Skolen, Posen blev pakket og afsted gik det i flyvende Fart til Holmens Kanal. Hun kunde næsten altid sine Lektier, kneb det en Gang imellem, var hun med sit klare Hoved aldrig i Forlegenhed for Svar.

Halkiers havde et yndigt Landsted. Søvang kaldet. Der var en stor Have med vidunderlig Frugt, Strandjord, hvor en Ko græssede (vi Børn kaldte den Md. Halkier), Badehus var der ogsaa. Ejendommen laa paa den nuværende Strandboulevard, ved Siden ad Johanne Louise Heibergs Villa. Mangen en Aften tilbragte vi hos den berømte Kunstnerinde. Hvor var der henrivende i de lange Alléer, naar Lindene sprang ud og Nattergalene sang i de lyse Nætter. Min Søster og jeg boede ofte paa Søvang om Sommeren, hvilken Lyksalighed for os tre Smaapiger at tumle os i den herlige Have. Jeg ser Emma for mig en Morgen i Jordbærtiden. Som altid i sit Liv vilde hun gøre Nytte. Tidlig var hun oppe, mens Duggen laa paa alle Bladene. Hun iførte sig Træako og en gammel Fløjlstrøje; saa laa hun i Timevis i de vaade Bede og plukkede Jordbær til os alle. Jeg mindes de henrivende Morgener, naar vi vandrede til Skolen, belæsset med Frugt og Blomster til vore Lærerinder. I Kastellet, hvorigennem vi gik, blæste Soldaterne Bjørneborgernes Marche.

Saa gik Aarene og Emma blev ung Pige. En Dag, da vi sidder paa Verandaen, ser vi en høj, smuk, ung Mand komme gaaende op gennem Haven. Emma stirrede betaget paa hans herlige Skikkelse og friske og solbrændrw Sømandsansigt. Der var Marineleøjtnant Urban Gad. Emma var “væk” fra samme Stund. Kort Tid efter blev Forlovelsen deklareret mellem det unge Par, og ikke længe efter stod Brylluppet i Hjemmet i Bredgade, og veninderne var henrykte; de var Brudepiger. De Nygiftes første Hjem var ved Østervold; der var hyggeligt, som alle Steder, hvor Emma færdedes. Senere flyttede de til Haregade, hvor de boede i et af de smaa Nyboderhuse. Mange glade Timer har Venner tilbragt dér, morsomt og hyggeligt var der altid hos Emma og Urban Gad. Trods den store Virksomhed, Emma udfoldede, saa havde hun dog altid Stunder til at tale med Folk, som søgte hende. Kom man en Dag Kl. 3½, fik man en herlig Kop The og en lun Passiar.

Sidste Gang, jeg besøgte min kære Veninde, var kort før Jul, da laa hun i sin Seng, eller rettere hun sad op, omgivet af Bøger og Skriverier. Paa Væggen lige for Sengen hang et temmelig stort Maleri af hendes kære, afdøde Mand, malet af Sønnen, Peter Urban. Man ser Gad, frisk og solbrændt, som en kæk Sømand, iført stor, gul Straahat. Dette kønne Billede minder om de glade Dage i Humlebæk, hvor Emma og Gad havde skabt en yndig Sommerbolig. – Ingen af os anede, hvor syg Emma allerede var den Dag, hun var ved godt Mod, hun sagde til mig: “Jeg ligger og læser din Mors Bog og opfrisker gamle Minder; jeg faar en Del at gøre, da jeg har lovet Gyldendal en bog til Foraaret.” – Jeg bad Emma om dog at skaane sig lidt nu herefter. “Ja, naar jeg er færdig med den Bog,” sagde hun, “saa skal jeg tænke paa at hvile.” – Det var sidste Gang jeg talte med Emma Gad; hun gik bort midt i sin Gerning, alle vil vi savne hende, vi, som havde hende kær. Et kærligt, virksomt og originalt Menneske har vi mistet, men Mindet om hende lever, det Gad’ske Hjem glemmer ikke.
Johanne Godfred Christensen

NORDISK FORFATTERTIDENDE, 2. Aargang nr. 1, Januar 1921.

NYLÆNDE, 35. Aargang, januar 1921.

Fru Emma Gad in memoriam.
En i vide kredser kjendt dame var fru Emma Gad. Hun var knyttet med liv og sjæl til Kjøbenhavn og hadde en stor skare av venner, medarbeidere og beundrere i sin by. Ivrig som hun var efter at ta sig av ungdommen, især den som viste kunstneriske anlæg, er der mange, ogsaa norske, kunstnerinder, som hun paa forskjellig maate har vist sympati og ydet støtte paa forskjellig vis. Arbeidsom og fuld av initiativ, var hun altid i virksomhet, og der vil nok bli stille efter hende i mange kredse i Kjøbenhavn, nu da hun er borte.
Fru Gad hadde ogsaa norsk blod i sine aarer, idet hun paa sin mors side stammet fra Norge. De ældre medlemmer av Kvindestemmeretsforeningernes Klub vil mindes den hyggelige kveld, da admiralinde Gad sammen med fru Ann Margret Holmgren var dens gjest. Hun holdt da en meget vakker tale til Norges kvinder.
Ogsaa som forfatterinde har Emma Gad et navn. Hendes “Et sølvbryllup” har været opført i Kjøbenhavn.

POLITIKEN – DAMETIDENDE, 22. Januar 1922.

De kendte Træk i Billedet over disse Linjer vil vække en vemodig Gensynsglæde hos “Dametidende”s Læserinder. Det var Fru Gad, som ved sin lunefulde Kløgt og ved Stanhaftigheden i sin Alvor skabte og udformede Politikens Dametidende. Det var hende, der alene havde Æren for, at denne Dame-Journalistik med sin spøgende Belæring til Trods for al Modstand sejrede saa afgørende, at andre Blade skyndte sig at efterligne den – hvad der dog ikke altid helt lykkedes.

Ved “Dametidende”s første Fremkomst ankede man især over Titlen Dame- (og ikke Kvinde-) Tidende. Men Fru Gad, der kun havde et Smil tilovers for, hvad man den Gang kaldte Hvad-vil-vi-Kvinder, svarede spøgende, at nu, da Kvinderne havde erhvervet sig Mandens Rettigheder, kunde de ogsaa tillade sig den Luksus at lade sig kalde Damer (NB. i Fald de var Damer).

Fru Gad opnaaede i sin Levetid at gennemføre adskilligt, men den blotte Omstændighed, at hun vilde gennemføre noget, bragte hende i bestandig Kollision med Tilhængere af det Bestaaende. Hvad vi alle ejede i hende, gik egentlig først op for os den Dag, da et umaadeligt Følge, ja egentlig en hel By, fulgte hendes Baare ud til Graven. Og senere er hun i Erindringen stadig vokset, ogsaa hos dem, der blot kendte hende som Skribent.

– Mange af hendes nære og fjerne Venner valfartede i Gaar til Holmens Kirkegaard, hvor hendes Grav ud ad Aften laa i Sneen som en duftende Blomsterhøj. Længe skal Admiralindens kæreste Venner – Blomsterne – paa denne Gravhøj tale deres tavse Sprog om Troskab.

AARHUS STIFTSTIDENDE, 27. December 1922.

DAGBLADET, 27. December 1922.

Det blev et meget hjerteligt Gensyn med Fru Emma Gads muntre Lystspil “Et Sølvbryllup” i Casino i Aftes.
I første Akt tales der en Del om Kvindesag og flere andre Sager, som er uddebatterede siden Stykkets Fremkomst; og man blev lidt ængstelig for, at Tiden skulle være løbet fra det. Men saa snart dets lille Familiekonflikt kom i Gang, virkede det ligesaa vittigt og skælmsk som i gamle Dage paa Dagmarteatret. Grosserer Selby, som har været ude paa Livet med et Par gode Venner, og som med denne lille Letsindighed er lige ved at sætte hele sin Sølvbryllupsfest, er aabenbart evig; og Publikums Overbærenhed med ham er uforanderlig.

Professor Martinius Nielsen har en altfor sikker Holdning til at være en rigtig Selby. Overfor ham havde Frk. Knudsgaard, Kvindesagsdamen, maattet strække Vaaben saa tidligt at der aldrig var blevet nogen Komedie ud af deres Sammenstød. Sophus Neumann gav hans slatne og værgeløse Væsen med mere Komik, men iøvrigt var Martinius Nielsen en saa fin og elskværdig og rar Sølvbrudgom, at man af sit fulde Hjerte glædede sig med ham, da han besejrede Heksen. Og den anden Sejrede, Syersken Jomfru Ludvigsen, er saa meget af en Folkekomediefigur, at hun paa Forhaand har Casino-Tilskuernes Sympati.

Fru Ellen Aggerholm havde en god Maske som Syjomfruen: en bleg og forslidt lille Skabning, uden Øjenbryn og nærsynet og krumrygget af at sidde bøjet over Arbejdet. Men hun havde for mange Bevægelser, og det Sidegadesprog, hun talte, lød ikke helt ægte.

De to københavnske Damer i Stykket, Fru Gad kendte bedst, og som hun har skildret med mest Talent, var ogsaa de to Roller, der blev spillet dygtigst; den forkælede og pylrende Fru Selby, som Fru Amanda Lund fremstillede med diskret Lune, og Datteren, Poula, som Frk. Lissen Bendix gengav med sin moderne Ynde og sit nydelige Smil.

Doktor Frandsen og Pastor Mathiesen havde endelig udmærkede Fremstillere i Hr. Gregers og Hr. Bewer. Casinos store Rum egner sig ikke til Konversation, men det gik dog langt bedre, end det plejer at faa Replikerne til at lyde som Dagligtale. Aftenen sluttede med mange Fremkaldelser.
H.F.

KØBENHAVN, 27. December 1922.

Casino
Et Sølvbryllup: Lystspil
3 Akter af Emma Gad.

Mærkeligt nok skulde der hengaa to Aar efter Emma Gads Død, inden et københavnsk Teater fandt paa den ret nærliggende Idé at spille et af hendes Stykker. Isen blev endelig brudt i Aftes i Casino men en Genopførelse ad “Et Sølvbryllup”.

Nægtes kan det ikke, at mangt og meget har ændret Kurs siden dens Hvad-vi-vil-Kvinde, der danner Stykkets egentlige Millieu, er jo længst et forstaaet Standpunkt i vor Tid, hvor Kvinden staar som Manden ligestillede i Samfundets arbejde, og dermed har Stykkets Satire unægtelig mistet sit Peber og Salt. Tilbage er blevet et muntert Bourgeoisibillede fra Halvfemserne med kvikt tegnede Personer fra den Verden, Forfatterinden selv tilhørte, med et friskt Replikskifte og fornøjelige Situationer, alle de gode Egenskaber, der beretter om en Tid, da man kunde skrive virkelige Lystspil herhjemme.
Publikum morede sig i Aftes af Hjertenslyst baade over Stykket og den gode Udførelse. D’Hrr. Martinius Nielsen og Gregers burde vel nok have byttet Roller, men ellers var der den rette Lystspiltone over samtlige Optrædende. Saaledes var Fru Ellen Aggerholm virkningsfuld som den forpjuskede Sypige og Fru Jutta Lund yderst pudsig som den mandige Frk. Knudsgaard, en morsom Blanding ag to kendte Typer fra hine Dage, nemlig den højtansete Dame fra den Gadske Kreds og en kendt Sanglærerinde.
P.G.

KLOKKEN 5, 27. December 1922.

Casino
Et Sølvbryllup, Lystspil i 3 akter,
af Emma Gad.

Casino fik sig i Aftes en pæn lille Succes paa afdøde Fru Emma Gads:: “Et Sølvbryllup”, som havde faaet rød Lygte ud og gennem tre Akter underholdt og morede et festligt klædt Publikum, der ikke var tilbageholdende med Applaus.
Rollebesætningen med Martinius Nielsen og Amanda Lund i Spidsen var vellykket i alle Enkeltheder.
– – –

BT, 27. December 1922.

Casino.
Emma Gad: “Et Sølvbryllup”.

Alt hvad vi elskede i Emma Gad, hendes lyse Smil, hendes kloge Spot, hendes muntre Overbærrenhed – alt det genfinder vi i hendes vittige og saa ægte mennekelige Lystspil “Et Sølvbryllup”.

Tiden har ikke bleget Stykkets Ironi. De tre Akter virkede levende og saa friske som var de skrevne i dette sørgelige Aar. Emma Gads mennekekundskab gik dybere end til Overfladen, og man syntes iaftes hvert Øjeblik bag Repliken at høre hendes hjertelige, hendes overbærende Tone.

Casinos Skuespillere virkede i en sikkert beregnet Iscenesættelse ganske i Lystspillets glade, lette tempo, og Latter og Bifald rungede gennem det tætfyldte Hus. Een – een skikkelse stod med Livets stærke Magt midt i al den behagelige Underholdning, og det var Fru Aggerholms Jomfru Ludvigsen. “Et Sølvbryllup” viste, at Emma Gads Lune ikke blot tilhører Overfladen og det flygtige Døgn – det har sin Styrke og sin Sandhed og vil leve, naar mangen hul Dybsyndighed er glemt.

Fru Gad fik aldrig den Mindeforestilling, som hun fortjente. Casinos Opførelse af “Et Sølvbryllup” hædrer paa den smukkeste Maade en Forfatter, der i sine sidste Leveaar kun mødte Modstand, bigotteri og dum Vigtighed.
C.H.

Peter Urban Gad – B.T., 30. December 1922.

Den Aften, Emma Gads Baare blev ført fra henders Hjem i Dr. Tværgade til Holmens Kirke, udbrød en af hendes Venner: Hvor er hun nu? Og mens Kisten skurrede over Rustvognens Rigler, svarede en anden: Ingen Steder, men hun glemmes ikke.
De Ord er paa mærkelig Vis gaaet i Opfyldelse.

Emma Gads Gerning døde ikke med hende. Naar “Danske Dramatikere” nu kan optræde som en anerkendt Organisation, da skyldes det hendes Energi. Men det er kun de officielle Resultater. Mange Mennesker, Kunstnere og private, har hende at takke for deres Eksistens. Hun aabnede Virkefelter for dem, der havde lidt svært ved at finde sig til Rette i det praktiske Liv, for hun ejede baade Blikkets Klarhed og Hjertets Godhed til at ville hjælpe sin Næste. Der var dem, som fandt det passende at karaterisere hende som et overfladisk Menneske. Det var de misundelige, der selv intet fik udrettet, fordi de manglede, hvad hun ejede, den fødte Dames Lethed til at klare en vanskelig Situation. Emma Gad var en udholdende Arbejder, hvad det saa end gjaldt. Det var kun Hvergarnet og Bommesiet, som saa sig arrige paa Admiralindens kloge Behændighed og smidige Evne til at omgaas alle. Ikke for intet er hende Bog “Takt og Tone” blevet saa elsket og saa efterspurgt. Bag selv de alvorligste Leveregler møder man her hendes smukke, hendes ironiske Smil, det Smil som gav hende Styrke til at besejre baade Mismod og Mistro. Nu spilles “Et Sølvbryllup paa Casino, og Folk ler saa hjerteligt som kun sjældent i disse Tider. Alle kender de Skikkelserne, og hver Scene staar for dem, som var den kendt netop ud fra deres Hjem, fra deres egen Kreds. Og det holder vi af.

Jeg besøger Urban Gad i den gamle, populære Lejlighed i Dr. Tværgade, den, i hvilken han Forældre boede de mange, mange Aar, og hvor nu et nyt Slægtsled, han og hans unge og yndefulde Hustru, er rykket ind.
– Hvornaar skrev Deres Moder “Et Sølvbryllup”? spørger jeg.
– Det kan jeg sige Dem nøjagtigt. Det kan jeg sige Dem nøjagtigt. For hver gang, Mor havde faaet et Skuespil opført, købte hun nemlig et Stykke Sølvtøj – paa den Maade forsynede hun Huset – og lod indgravere Titel og Opførelses-Aar og -Dato.
1890, siger Urban Gad og holder en smuk Vinkande op mod Lyset. Mor fik tre Hundrede Kroner for “Et Sølvbryllup” af gamle Cortes, og saa glad blev hun over de mange Penge, at hun skyndte sig at skrive Salgssedlen under. Hun var bange, han skulde gaa fra sit Ord. Men eet havde Mor i sin Hast overset, og det var en meget vigtig Bemærkning om, at Cortes forbeholdt sig Ret til videre Forhandling af Stykket. Og De kan tro, han og Direktør Walther handlede videre. Mor gjorde alle mulige Forsøg paa at generhverve sig Ejendomsretten, men det viste sig umuligt. Og saa stiftede hun “Danske Dramatikeres Forbund”. Det er altsaa egentlig Hr. Walther, som de danske Forfattere kan takke for, at de nu sidder i ordnede Forhold.
– Skildrer “Et Sølvbryllup” en virkelig Oplevelse?
– Nej. Der er ingen Modeller. Oprindelig var det et Problemdrama, men da Mor læste det igennem, saa hun, at det var som alle Problemdramaer i Virkeligheden var et Lystspil – og saa skrev hun det om.
– Deres Mor overkom meget?
– Ja. For hun forstod at koncentrere sig. Og saa gav hun Afkald paa en Del, som andre Damer anser for Livsbetingelser. Hun fik kun Tid til to Ting: At arbejde og at vise Venskab og Godhed, Og Mor havde den sjældne Egenskab at kunne give sit Venskab helt til hver enkelt, fordi hver enkelt, stor eller lille, for hende blev en Personlighed, ikke blot en, der skulde hjælpes.
– Skuffede hun aldrig?
– Jo, det gjorde hun rigtignok, og maaske oftere end de fleste, fordi hun knyttede sig til saa vidt forskellige Mennesker. Men hendes sunde Ironi hjalp hende over meget, dog ikke over alt. Hun følte sig dybt skuffet, ja, bedrøvet over den Nedslagtning, der blev hendes sidste Skuespil til Del: “Hectors Afsked”. Det var hendes Hensigt med det at sige Scenen Farvel, og saa … Herregud. Hun sagde saamænd selv: Jeg kan godt forstaa, at Folk blever kede af altid at se Emma Gad troppe frem, der skal Nye og Unge til, men de kunde dog gerne have taget pænt Afsked med mig. – Det smertede Mor dybt.
– Deres Mor havde dog megen Medgang?
– Ja. Erik Bøgh var forøvrigt saa venlig at kassere “Et Sølvbryllup” med den Motivering, at det var kedeligt og smaatskaaret og savnede enhver scenisk Berettigelse. Hun sagde i Spøg, at to af hendes Arbejder havde man gjort Uret. Det ene var “Et Sølvbryllup” – det andet – var mig. Gamle Krohn, min Lærer, udtalte nemlig, at han ikke turde kalde mig helt normal. Jeg tror nok, han er det Menneske, jeg … naa, det er Jul og Nutaar, lad os tie og være milde.
– Hvad betød Deres Mor for Dem?
– Hun var min eneste Ven, min Kammerat, fra jeg blev født. Savnet af hende er mig noget ubegribeligt. Jeg har stillet alt om i mit Hjem, ja, det er der vel dem, som ikke kan forstaa, for ikke paa den Maade at blive mindet om det, der er forbi.
– Hvad vilde Deres Mor med sine Skuespil?
– Det, hun vilde med alt her i Livet: Glæde, kalde det venlige, det overbærende Smil frem, vise, at Livet ogsaa bestaar af smaa Ting, som vi alt for ofte gør til store – til Fortræd for os selv og for vore Kære…

I disse Aftener lyser Emma Gads venlige Smil fra Casino gennem “Et Sølvbryllup”s kloge Vid og hjertelige Overbærenhed. Fru Gad faar paa den Maade sin Mindeforestilling. Og den er, som hun vilde have det, mild og munter, spydig, let og nydelig. Hun, der græmmede sig syg over sit sidste, haabløse Nederlag paa Scenen, faar nu Oprejsning gennem Publikums Latter og Bifald.
Christian Houmark.

Emma Gad

Bannerføreren for anstændig adfærd