OPFØRT VED KVINDERNES UDSTILLING 1895.

NIELSEN & LYDICHE – KØBENHAVN 1895.

Efter at de unge Piger ere blevne alene, læser Uline sit Brev for Kammeraterne. Disse forskrækkes ved at erfare, at Ulines Tilbeder vil søge hende i Klosteret, men hun beroliger dem ved at vise dem, at han i Brevet forsikrer hende om, at han nok skal beskytte hende.

Lyden af en Klokke kalder Søstrene til Resektoriet. En af dem betror en lille Pige en Kurv med Nonnehuer, som hun paalægger Barnet at bære forsigtig ind i Skolen, hvorefter saa vel Søstrene som de smaa Piger forlade Haven.

Idet den lille Pige vil udføre det paalagte hverv, bliver hun forhindret derfra ved, at de muntre unge Piger plyndre Kurven og bemægtige sig Huerne, som de i en fart omdanne til Pjerrettehuer og tage paa, ligesom de ved at hefte Kjolen op og paa andre Maader saa vidt muligt søge at omdanne deres hvide Klosterklædninger til Pjerettedragter. Deres Lystighed tiltager, og idet de finde en Pjerrotdukke, og en af dem i Kaadhed ytrer, at de nu dog have een Kavaler, danse de alle en Pjerrettedans.

Lystigheden afbrydes ved Tonerne af en Citar, der høres ude fra Vejen, ledsaget af en Elskovssang.

De unge Piger gætte snart, at det er Ulines Elsker, der bringer hende sin Hyldest. Hun selv er aldeles betaget ved at føle, at det er ham. Til de unge Pigers forskrækkelse tvinger Chevalieren sig pludselig over Muren, de flygte ud, og kun Uline bliver tilbage.

Chevalieren staar et Øjeblik henrykt i tavs Beskuelse, medens Uline beskedent slaar Øjnene ned. Chevalieren gør en ceremoniel Reverens, som Uline besvarer. Forlegen gentager den unge Mand sin Kompliment, og smilende besvarer Uline den atter. Idet han ser Smilet, forsvinder hans Forlegenhed, og heftig griber han hendes Haand og fører hende længere frem i Haven. Hun trækker Haanden til sig og betyder ham, at her i Klosteret bør sligt ikke finde Sted. Ærbødig trækker han sig tilbage og erklærer, at fra det Øjeblik, han saa Hende, har han været heftig forelsket i hende og har søgt hende her i Klosteret for at sige hende dette og fæste hende til sin Brud. Han tager en Ring af sin Finger og sætter den varsomt paa hendes Haand. Smilende og med et Blik ned ad sin Klosterdragt siger hun, at hun her intet har at give ham til Erindring – dog eet kan hun skænke ham. Hun afbryder en Rose som hun glad rækker ham. Da han tøver med at modtage den, spørger hun forbavset, om han afslaar hendes Gave. Han svarer, at hvis hun vil trykke sine Læber til Blomsten, skal den være ham den dyrebareste Skat. Forskrækket vægrer hun sig, men da hun ser ham knæle ærbødigt ned, kan hun ikke modstaa hans bedende Blik og trykker blufærdigt en Kys paa Rosen, som hun rækker ham med bortvendt Ansigt. Henrykt trykker han Rosen til sine Læber og siger, at den skal hvile ved hans Bryst, indtil han ligger i sin Grav, og idet han sagte hvisker hende de første Elskovsord i Øret, lægger han ømt hendes Arm i sin.

De unge Piger ile hurtigt til at skille de elskende ad, idet de fortælle, at Søstrene komme. Chevalieren hilser paa de unge Piger, som han nu først ser, men Uline trækker ham frygtsomt op mod Havemuren og beder ham skynde sig bort. Efter et sidste farvel gaar Uline ind i Kirken for at bede for deres Lykke, og Chevalieren svinger sig over Muren.

De unge Piger søge at bortled Opmærksomheden fra ham ved at danse omkring Søsteren der kommer ind. I det samme opdager denne Hatten, som Chevalieren i sin Iver for at komme afsted har glemt i Haven. Idet hun bukker sig for at tage den op, flygte de unge Piger hen i den anden Ende af Haven; misbilligende truer Søsteren ad de unge Piger og gaar med Hatten hen til Priorinden, som forfærdet spørger de unge Piger, hvorfra denne Hat er kommen. Da ingen vil vedkende sig den, bliver hun vred og lover, at hun nok skal bringe Klarhed i Sagen. I det samme kommer en lille Pige springende med et Brev, som hun har fundet i Haven. Brevet er til Uline. Priorinden spørger hvor hun er. Denne er netop traadt ud af Kirken og ser forbavset paa sine Kammerater, der staa forlegne omkring hende. Priorinden viser hende vredt Hatten og spørger, om hun kender den. Uline svarer ja, og da Priorinden i det samme viser hende Brevet, vil hun gribe sit kære Brev, men Priorinden stikker resolut Brevet og Hatten i Lommen, idet hun erklærer, at herefter kan Uline ikke blive i Klosteret, hvorfor hun straks vil følge hende hjem til Marquisen. Stolt erklærer Uline sig villig til at følge med og beder kun om Tilladelse til at tage Afsked med sine Kammerater. Det tilstaas hende, hvorpaa Priorinden byder de grædende unge Piger at gaa ind i Kirken for at bede for den vildfarende Uline, og bortfjerner sig med hende.

Idet Greven kommer i Tanker om Hensigten med sit Besøg, kalder han Sønnen til sig og anholder for ham om Marquiens smukke Datters Haand. Henrykt giver Marquien sit Samtykke til en forbindelse mellem de Unge.

Flere Besøgende træde ind og hilse paa de Tilstedeværende. I det samme melder en Tjener hemmelighedsfuldt til Marquisen, at Priorinden er ankommen med Uline og begærer straks at tale med Marquisen.

For at kunne tale uforstyrret med Priorinden indbyder Marquisen sine Gæster at tage et nyt Maleri i Øjesyn, som findes i en tilstødende Salon.

Priorinden fører den forlegne Uline ind.

Paa Matquisens Spørgsmaal om Hensigten med dette forunderlige Besøg, svarer Priorinden, at Uline ikke længer kan forblive i hendes Kloster, og rækker hende Ulines Brev. Marquisen modtager koldt Brevet, som hun læaer, men erklærer, at hun ikke betragter en saadan Kærlighedserklæring pr. Brev som en farlig Sag. Triumferende trækker Priorinden Chevalierens Hat frem. Forfærdet spørger Marquisen, hvad hatten og Uline have med hinanden at gøre. Dette kan Priorinden ikke besvare, men henviser til Uline selv. Paa Marquisens gentagne Spørgsmaal fortæller Uline, at Brevet er hendes Ejendon, og at hun elsker ham, der har skrevet det. Han har skænket hende denne Ring og vil ægte hende. Marquisen spørger, hvem hendes Elsker er. Det veed Uline ikke, men desuagtet vil hun være ham tro. Marquisen ler ad hendes Tro paa, at han vil gifte sig med hende, og fortæller, at i Salen ved Siden af er der en fornem Herre, hvem hun vil, at Uline skal ægte. “Nej aldrig!” svarer Uline, tager Brevet, som hun trykker til sit Hjerte, og erklærer, at kun ham vil hun ægte, hvis ikke, vil hun tage Sløret. Priorinden aabner moderlig sine Arme. Idet det unge Pige vil kaste sig til hendes Bryst, griber Marquisen hende i Armen og byder hende ægte den, hun har valgt for hende. Da Priorinden ser, at det er Marquisens bestemte Vilje, tager hun venlig Afsked med Uline, hvem hun byder at adlyde sin Moder.

Endnu en Gang søger Uline ved kærlige Bønner at rokke Moderens Beslutning. Marquisen vil intet høre, men nærmer sig Døren ind til Chevalieren. Uline bliver ude af sig selv af Angest og falder i Afmagt.

Forfærdet kalder Marquisen hjælp til; Greven og Chevalieren komme i det samme ind, og da alle Oplivningsforsøg vise sig frugtesløse, beroliger Chevalieren dem med, at han nok skal kalde hende til Live igen ved Tonernes Magt. Idet han griber en Citar og skjuler sig bag et Skærmbræt, synger han Serenaden fra Klosterhaven.

Uline vaagner af sin Afmagt, tror i Drømme at høre den Elskedes Stemme, men da hun opdager det er Virkelighed, og at Tonerne komme fra Skærmbrættet, iler hun derhen, vælter dette og kaster sig i sin Elskedes Arme. Bestyrtet betragte Greven og Marquisen hinanden og spørge de Unge, hvorfra de kende hinanden. Smilende svarer Uline, at Klosterdragten ikke har beskyttet hende imod at blive forelsket i den unge Mand. Efter at Gæsterne imidlertid have trængt sig nysgerrigt ind i Salen, griber Marquisen Lejligheden til at forestille de Nyforlovede for dem. Hun foreslaar derefter Gæsterne at indtage nogle forfriskninger ude i Haven, medens Balletmesteren arrangerer nogle Smaadanse i Anledning af Festen.

Balletmesteren foreviser Marquisen forskellige Programmer, blandt hvilke hun vælger “Amors Magt” som passende til Lejligheden.

Festen indledes med en Polonaise. Derefter opføres en Amorindans, en Hyrdedans og Dianas Jagt.

Til Slutning bekranser Amor Brudeparret, som derefter danser en Havotte. De Ældre danse en Menuet, og festen slutter med en Keraus, hvori saa vel Ældre som Yngre deltage.

—ooo—