I Rosentiden 1895

I ROSENTIDEN

BALLET I ROKOKOSTIL AF EMMA GAD OG JEANETTE TARDINI HANSEN.
MUSIKKEN AF THEKLA GRIEBEL.

width="418"

OPFØRT VED KVINDERNES UDSTILLING 1895.

NIELSEN & LYDICHE – KØBENHAVN 1895.

KU Annonce 1895 08 28 3
Anmeldelse: Horsens Folkeblad, 29. oktober 1895

Nu følger en udmærket musikalsk Mellemakt med Sang af Fru Bjørnson, Frk. Dons og Frk. Fanny Christensen, og saa slutter aftenen med en 2-Akts Ballet, “I Rosentiden”, som Fru Emma Gad og den tidligere Balletdanserinde Fru Tardini har været enige om at komponere, og hvortil Frk. Thekla Griebel har skrevet en meget vellykket Musik. Hovedpersonen er en Klosterfrøken (Frk. Valborg Jørgensen), der taget venligt mod Kurmageri af en smuk ung Mand (Fru Emma Nielsen) og derfor bortvises fra Klosteret, hvorefter hun i Hjemmet overvinder forskjellige Gjenvordigheder og forenes med sin elskede. Handlingen er ikke meget original, men iscenesættelsen er al Ære værd, og adskillige Danse – især en Dans af smaa Amoriner – udmærker sig ved livlig Komposition.
Alt i alt kan man sige om Forestillingen, at den har Kuriositetens Interesse og er ganske passabel for en Gangs Skyld.

Anmeldelse: Social Demokraten, 29. august 1895
Kvindernes første Forestilling
Aftenens dramatiske Glanspunkt er Slutningsnummeret paa Programmet: Balletten “I Rosentiden”, som Fru Emma Gad har givet Ideen til og Fru Tardini-Hansen sat i Scene. Den er i to Akter: første Akt Klostergaarden, hvor de unge Elskende har deres forbudne Sammenkomst, anden Akt en Rokoko-Salon, hvor deres Forlovelse finder Sted og fejres med levende Tableuer. Frk. Valborg Jørgensen er den unge Pige, en halvudsprungen Rosenknop, skælmst og blufærdig – Fru Emma Nielsen er den galante Chevalier.

Balletten er meget fikst arrangeret; i første Akt forvandler de smaa Klostersøstre sig pludselig til kokette Pjerretter, som opfører en overgiven Dans med en pjekrolklædt Mannequin; i anden Akt er “Kærlighedens Fødsel”, fremstillet i levende Tableauer, af stor Virkning. Her optræder nogle allerkæreste smaabitte Amoriner, og Fru Anna Harboe er statelig som den jagende Diana, der betragtes af Elskov til den slumrende Enbynnion. Balletten slutter med en stilfund og flot, stor Kehraus.
Fru Tardini-Hansen, som selv medvirkede, havde megen Ære af sin Iscenesættelse. Men ogsaa Musikken som Frk. Thekla Griebel havde komponeret, klang let og fint og fik en fortræffelig Udførelse. Damerne har sat deres Krig igennem og kan for den første Forestillings Bedømmende notere en smuk Sucses.
C.E.

Anmeldelse: Bornholms Tidende, 30. august 1895
Kvindernes Udstilling – Kjøbenhavn d. 28. August.
De dramatisk-musikalske Forestillinger.

Paa Dagmartheatrets Scene gav Kvindernes Udstilling i Aftes den første af de to dramatisk-musikalske Forestillinger, der have været omtalt saa meget i Forvejen.
Alt forløb pænt og net og pynteligt, men heller ikke stort mere som Helhed taget; kun den ny Ballet og “Rosentiden” naaede en Del ud over det jævne.

Endelig kom Balletten “I Rosentiden”, til hvis Tilblivelse mange har været medvirkelde. Texten, Skelettet, den korte Handling, eller hvad man nu vil kalde det, skyldes Fru Emma Gad; selve Balletten er skabt af den gamle Balletdanserinde Fru Jeanette Tardini-Hansen og Musikken skyldes endelig den unge komponistinde Frk. Thekla Griebel. I Balletten medvirkede kun Damer.

Det er virkelig Synd, om denne lille fikse og fordringsløse Ballet skal dø med denne ene Opførelse ikke mindst af Hensyn til Frk. Griebels smukke og melodiøse Musik. Denne Musik er sikkert det bedste af alt det er fræmkommet i Anledning af Kvindernes Udstilling.
G.

Anmeldelse: Fyens Stiftstidende, 30. august 1895

Aftenen sluttede med en temmelig omfangsrig, original Ballet i to Akter: “I Rosentiden”. Musikken, der er særdeles virkningsfuld og paa flere Punkter helt ypperlig, skyldes Frk. Thekla Griebel, der forud har udgivet endel Sangkompositioner. Texten, der omfatter mange nydelige Arrangementer og flere gode Ideer, er paa saa habil Haand som Fru Emma Gads, assisteret af Fru Tardini-Hansen. Balletten hvori man saa en Række af det kgl. Theaters Ballets bedste Kræfter med Frk. Valborg Jørgensen og Fru Harboe i Spidsen, modtoges med stærkt Bifald. Særlig morede det at se Skuespillerinden Fru Emma Nielsen danse en ung Greves Parti.

PERSONERNE:

Marquise de Fontenaye: fru Tardini Hansen Uline, hendes Datter: frk. Valborg Jørgensen
Greve de Gramont: fru Emilie Walbom Chevalieren, hans Søn: Emma Nielsen
Priorinden for en Opdragelsesanstalt: Emilie Poulsen En Balletmester: frk. Frederikke Madsen
Herrer og Damer. Klostersøstre – Tjenere.

De i Balletten forekommende Dansere:
1. Afdeling: Pjerrettedans, udføres af frk. Valborg Jørgensen og 9 unge Damer.
2. Afdeling: Umorindans, udføres af 5 Børn. Hyrdedans, udføres af frk. Valborg Jørgensen og fru Marie Jessen. Dianas Jagt, udføres af fru Anna Harboe og 5 unge Damer. Gavotte, udføres af fru Emma Nielsen og frk. Valborg Jørgensen. Menuet, udføres af fruerne Tardini Hansen og Emilie Walbom samt 6 Damer. Kehraus, udføres af 16 Damer.

width="592"

Til forhåbentlig gavn og glæde er denne gotiske tekst blevet ‘oversat’ så alle kan læse dette lille eventyr. Som en lille erstatning for den manglende ballet og tilhørende musik, er der tilføjet et par billeder og nederst er der en mulighed for en lille menuet til visuel anskuelse via YouTube. (red.)

width="417"

I Klosterhaven.

Chevalieren springer over Muren for at gense en ung Pige, som han om Morgenen har set gaa ind i denne Have, og som han er bleven heftig forelsket i. Idet han hører Sang inde fra Kirken, nærmer han sig andægtig for at forrette sin Bøn, men genkender i det samme den unge Pige, han søger, og betages af hendes skønne Sang. Da han ser, at han umulig kan komme til at tale med hende, river han et Blad af sin Tegnebog, og medens Kirkesangen fortsættes, nedskriver han sine følelser for hende, men idet han vil skrive Udskriften paa Brevet, standser han i Uvidenhed om, hvem hun er. Da han ikke opdager nogen, til hvem han kan betro Brevet, beslutter han at kaste det ind til hende. Han nærmer sig allerede Kirkedøren, men ser, at Gudstjenesten er til Ende, hvorfor han skyndsomt flygter tilbage over Muren, fra hvilken han uset iagttager, hvorledes Søstrene, de unge Piger og Marquise de Fontenaye forlade Kirken. Idet Marquisen kærligt nærmer sig den unge Pige, i hvem han er forelsket, og roser hendes smukke Sang, gætter han, at hans Elskede er Uline de Fontenaye, hvilket navn han skriver uden paa Brevet, hvorefter han oppebier et belejligt Øjeblik til at kaste Brevet ned til hende.

Medens Marquisen samtaler med Priorinden, fortæller Uline sine Kammerater, at da hun om Morgenen var ude at spasere med Priorinden, traadte hun i fin Kjole og faldt. En ung smuk Herre ilede til, tog hende om Livet og hjalp hende op. Hun blev forlegen og vilde takke ham, men Priorinden greb hende i Armen og førte hende hurtigt ind. Siden havde hendes Tanker kun været opfyldte af ham. Paa Kammeraternes Spørgsmaal, om hun elsker ham, svarer hun ja; de unge Piger betragte med Beundring deres Kammerat, der allerede har et Elskovseventyr. Idet Uline fjerner sig lidt fra de andre, ser Chevalieren sit Snit til at kaste Brevet ned til hende. Nysgerrige stimle de unge Piger sammen om hende for at se Brevet, men Uline gemmer det hurtigt ved sit Bryst, da hun ser Moderen nærme sig hende for at tage Afsked.

Efter at de unge Piger ere blevne alene, læser Uline sit Brev for Kammeraterne. Disse forskrækkes ved at erfare, at Ulines Tilbeder vil søge hende i Klosteret, men hun beroliger dem ved at vise dem, at han i Brevet forsikrer hende om, at han nok skal beskytte hende.

Lyden af en Klokke kalder Søstrene til Resektoriet. En af dem betror en lille Pige en Kurv med Nonnehuer, som hun paalægger Barnet at bære forsigtig ind i Skolen, hvorefter saa vel Søstrene som de smaa Piger forlade Haven.

Idet den lille Pige vil udføre det paalagte hverv, bliver hun forhindret derfra ved, at de muntre unge Piger plyndre Kurven og bemægtige sig Huerne, som de i en fart omdanne til Pjerrettehuer og tage paa, ligesom de ved at hefte Kjolen op og paa andre Maader saa vidt muligt søge at omdanne deres hvide Klosterklædninger til Pjerettedragter. Deres Lystighed tiltager, og idet de finde en Pjerrotdukke, og en af dem i Kaadhed ytrer, at de nu dog have een Kavaler, danse de alle en Pjerrettedans.

Lystigheden afbrydes ved Tonerne af en Citar, der høres ude fra Vejen, ledsaget af en Elskovssang.

De unge Piger gætte snart, at det er Ulines Elsker, der bringer hende sin Hyldest. Hun selv er aldeles betaget ved at føle, at det er ham. Til de unge Pigers forskrækkelse tvinger Chevalieren sig pludselig over Muren, de flygte ud, og kun Uline bliver tilbage.

Chevalieren staar et Øjeblik henrykt i tavs Beskuelse, medens Uline beskedent slaar Øjnene ned. Chevalieren gør en ceremoniel Reverens, som Uline besvarer. Forlegen gentager den unge Mand sin Kompliment, og smilende besvarer Uline den atter. Idet han ser Smilet, forsvinder hans Forlegenhed, og heftig griber han hendes Haand og fører hende længere frem i Haven. Hun trækker Haanden til sig og betyder ham, at her i Klosteret bør sligt ikke finde Sted. Ærbødig trækker han sig tilbage og erklærer, at fra det Øjeblik, han saa Hende, har han været heftig forelsket i hende og har søgt hende her i Klosteret for at sige hende dette og fæste hende til sin Brud. Han tager en Ring af sin Finger og sætter den varsomt paa hendes Haand. Smilende og med et Blik ned ad sin Klosterdragt siger hun, at hun her intet har at give ham til Erindring – dog eet kan hun skænke ham. Hun afbryder en Rose som hun glad rækker ham. Da han tøver med at modtage den, spørger hun forbavset, om han afslaar hendes Gave. Han svarer, at hvis hun vil trykke sine Læber til Blomsten, skal den være ham den dyrebareste Skat. Forskrækket vægrer hun sig, men da hun ser ham knæle ærbødigt ned, kan hun ikke modstaa hans bedende Blik og trykker blufærdigt en Kys paa Rosen, som hun rækker ham med bortvendt Ansigt. Henrykt trykker han Rosen til sine Læber og siger, at den skal hvile ved hans Bryst, indtil han ligger i sin Grav, og idet han sagte hvisker hende de første Elskovsord i Øret, lægger han ømt hendes Arm i sin.

De unge Piger ile hurtigt til at skille de elskende ad, idet de fortælle, at Søstrene komme. Chevalieren hilser paa de unge Piger, som han nu først ser, men Uline trækker ham frygtsomt op mod Havemuren og beder ham skynde sig bort. Efter et sidste farvel gaar Uline ind i Kirken for at bede for deres Lykke, og Chevalieren svinger sig over Muren.

De unge Piger søge at bortled Opmærksomheden fra ham ved at danse omkring Søsteren der kommer ind. I det samme opdager denne Hatten, som Chevalieren i sin Iver for at komme afsted har glemt i Haven. Idet hun bukker sig for at tage den op, flygte de unge Piger hen i den anden Ende af Haven; misbilligende truer Søsteren ad de unge Piger og gaar med Hatten hen til Priorinden, som forfærdet spørger de unge Piger, hvorfra denne Hat er kommen. Da ingen vil vedkende sig den, bliver hun vred og lover, at hun nok skal bringe Klarhed i Sagen. I det samme kommer en lille Pige springende med et Brev, som hun har fundet i Haven. Brevet er til Uline. Priorinden spørger hvor hun er. Denne er netop traadt ud af Kirken og ser forbavset paa sine Kammerater, der staa forlegne omkring hende. Priorinden viser hende vredt Hatten og spørger, om hun kender den. Uline svarer ja, og da Priorinden i det samme viser hende Brevet, vil hun gribe sit kære Brev, men Priorinden stikker resolut Brevet og Hatten i Lommen, idet hun erklærer, at herefter kan Uline ikke blive i Klosteret, hvorfor hun straks vil følge hende hjem til Marquisen. Stolt erklærer Uline sig villig til at følge med og beder kun om Tilladelse til at tage Afsked med sine Kammerater. Det tilstaas hende, hvorpaa Priorinden byder de grædende unge Piger at gaa ind i Kirken for at bede for den vildfarende Uline, og bortfjerner sig med hende.

width="417"

Sal hos Marquisen.

Marquisen overværer en Time i Dans, som bliver givet hendes Døtre af Balletmesteren. En Tjener melder Greve de Gramont og hans søn Chevalieren, som ønske at faa Marquisen i Tale.

Hurtigt afbryder Marquisen Undervisningen og beder Balletmesteren og Eleverne fjerne sig, kalder sin Selskabsdame til sig og faar travlt med at rette paa fin Pynt, da hun i Greven har en fordums Tilbeder.

Greven træder ind og hilsen paa Marquisen, for hvem han forestiller sin Søn.

Idet Marquisen elskværdig byder Greven velkommen, faar denne Øje paa hendes smukke Haand, som han erindrer fra deres Ungdomstid, da de tilsammen traadte Menuetten. Forstaaende følger Marquisen ham i hans Erindringer. Pludselig spørger han hende, om hun endnu husker hin Aften paa Maskeballet, hvor han var ude af sig selv af forelskelse i hende, og idet han forglemmer sig selv, trykker han et Kys paa hendes Hals. Hun tysser paa ham og med et Slag af Viften gør hun ham opmærksom paa hans Søn, der imidlertid diskret har trukket sig lidt tilbage.

Idet Greven kommer i Tanker om Hensigten med sit Besøg, kalder han Sønnen til sig og anholder for ham om Marquiens smukke Datters Haand. Henrykt giver Marquien sit Samtykke til en forbindelse mellem de Unge.

Flere Besøgende træde ind og hilse paa de Tilstedeværende. I det samme melder en Tjener hemmelighedsfuldt til Marquisen, at Priorinden er ankommen med Uline og begærer straks at tale med Marquisen.

For at kunne tale uforstyrret med Priorinden indbyder Marquisen sine Gæster at tage et nyt Maleri i Øjesyn, som findes i en tilstødende Salon.

Priorinden fører den forlegne Uline ind.

Paa Matquisens Spørgsmaal om Hensigten med dette forunderlige Besøg, svarer Priorinden, at Uline ikke længer kan forblive i hendes Kloster, og rækker hende Ulines Brev. Marquisen modtager koldt Brevet, som hun læaer, men erklærer, at hun ikke betragter en saadan Kærlighedserklæring pr. Brev som en farlig Sag. Triumferende trækker Priorinden Chevalierens Hat frem. Forfærdet spørger Marquisen, hvad hatten og Uline have med hinanden at gøre. Dette kan Priorinden ikke besvare, men henviser til Uline selv. Paa Marquisens gentagne Spørgsmaal fortæller Uline, at Brevet er hendes Ejendon, og at hun elsker ham, der har skrevet det. Han har skænket hende denne Ring og vil ægte hende. Marquisen spørger, hvem hendes Elsker er. Det veed Uline ikke, men desuagtet vil hun være ham tro. Marquisen ler ad hendes Tro paa, at han vil gifte sig med hende, og fortæller, at i Salen ved Siden af er der en fornem Herre, hvem hun vil, at Uline skal ægte. “Nej aldrig!” svarer Uline, tager Brevet, som hun trykker til sit Hjerte, og erklærer, at kun ham vil hun ægte, hvis ikke, vil hun tage Sløret. Priorinden aabner moderlig sine Arme. Idet det unge Pige vil kaste sig til hendes Bryst, griber Marquisen hende i Armen og byder hende ægte den, hun har valgt for hende. Da Priorinden ser, at det er Marquisens bestemte Vilje, tager hun venlig Afsked med Uline, hvem hun byder at adlyde sin Moder.

Endnu en Gang søger Uline ved kærlige Bønner at rokke Moderens Beslutning. Marquisen vil intet høre, men nærmer sig Døren ind til Chevalieren. Uline bliver ude af sig selv af Angest og falder i Afmagt.

Forfærdet kalder Marquisen hjælp til; Greven og Chevalieren komme i det samme ind, og da alle Oplivningsforsøg vise sig frugtesløse, beroliger Chevalieren dem med, at han nok skal kalde hende til Live igen ved Tonernes Magt. Idet han griber en Citar og skjuler sig bag et Skærmbræt, synger han Serenaden fra Klosterhaven.

Uline vaagner af sin Afmagt, tror i Drømme at høre den Elskedes Stemme, men da hun opdager det er Virkelighed, og at Tonerne komme fra Skærmbrættet, iler hun derhen, vælter dette og kaster sig i sin Elskedes Arme. Bestyrtet betragte Greven og Marquisen hinanden og spørge de Unge, hvorfra de kende hinanden. Smilende svarer Uline, at Klosterdragten ikke har beskyttet hende imod at blive forelsket i den unge Mand. Efter at Gæsterne imidlertid have trængt sig nysgerrigt ind i Salen, griber Marquisen Lejligheden til at forestille de Nyforlovede for dem. Hun foreslaar derefter Gæsterne at indtage nogle forfriskninger ude i Haven, medens Balletmesteren arrangerer nogle Smaadanse i Anledning af Festen.

Balletmesteren foreviser Marquisen forskellige Programmer, blandt hvilke hun vælger “Amors Magt” som passende til Lejligheden.

Festen indledes med en Polonaise. Derefter opføres en Amorindans, en Hyrdedans og Dianas Jagt.

Til Slutning bekranser Amor Brudeparret, som derefter danser en Havotte. De Ældre danse en Menuet, og festen slutter med en Keraus, hvori saa vel Ældre som Yngre deltage.

—ooo—

—ooo—