Den Mystiske Arv. Anmeldelse

Tegning: Folketeatret, Ill. T. 1882

DEN MYSTISKE ARV

LYSTSPIL AF EMMA GAD.
PREMIERE PAA FOLKETEATRET 1906.

DET SCHUBOTHESKE FORLAG. KØBENHAVN 1906.


Skuespillet forventes indskrevet i løbet af 2019/2020.


Anmelselse: Hver 8. Dag og Illustreret Tidende.


Anmeldelse: Hver 8. Dag, 30. september 1906

Den mystiske Arv. Fru Emma Gad har med sit sidste Lystspil “Den mystiske Arv”, der nylig havde Premiere paa Folketeatret, atter opnaaet en solid Succes. Det kvikke Replikskifte og den muntre Elskværdighed manglede heller ikke her. Og som i Fru Gads andre Stykker var Figurerne, Fruen virkede med, set klogt og dømt mildt. Folketeatrets Kunstnere gav “Den mystiske Arv” en ypperlig Udførelse.
Den mystiske arv
Paa Billedet ses i Forgrunden Hr. Dorph-Petersen og Fru Orlamundt, Hr. Reumert og Fru Aggerholm. Tilvenstre Hr. Neiiendam.


Anmeldelse: Illustreret tidende 1906
FRU EMMA GAD har paa Folketeatret faaet opført et nyt Stykke, “En mystisk Arv”, og som saa ofte før har hun vidst at behage sit Publikum. Der blev leet længe og højlydt under Førsteforestillingen, og baade Skuespillerne og Forfatterinden kaldtes frem.
Fru Aggerholm og Hr. Poul Reumert
Fru Aggerholm og Hr. Poul Reumert

Det er ikke vanskeligt at se, hvad det er, der har vundet Forfatterinden saa stor en Yndest. Hun er et klart Hoved, en vittig Spotter af den menneskelige Daarskab, født med de lykkelige Anlæg, der let og behændigt former morsomme sceniske Optrin, dertil et varmt og bevæget Menneske med en sund Sans og den allerbedste Villie. Og til disse personlige Egenskaber maa føjes hendes Stilling som en af Selskabslivets Spidser og hendes utrættelige Virksomhed i mange fortræffelige Formaals Tjeneste. En saa kendt, saa alsidig og saa højtstaaende Dame vil altid være sikker paa at vække Opmærksomhed, dobbelt naar hun ejer baade Vid og Lune.
Men i Virkeligheden er nogle af de Egenskaber, der tjener hendes Held paa Scenen, ogsaa dem, der forringer hendes Arbejde og hindrer hende i at skabe den Kunst, der lever. Kunst er nu én Gang ikke noget, der lader sig frembringe i de Fristunder, anden Syssel af den forskelligste Art levner. Den vil have sin Skaber helt og udelt, fordringsfuld, som den er.

Fru Emma Gad ved det sikkert selv. Hun, som har – eller har haft Evner og Lyst til alvorligere Arbejde og stærkere Fordybelse – hvad hun jo bl. a. viste, da hun i sin Tid skrev “Et Forspil” – kan næppe i Længden føle sig tilfredsstillet med dette, som i Virkeligheden kun er en Spøg og en munter Leg.

Hvad andet er “En mystisk Arv”!
Skuespillet akkurat berører et alvorligt Spørgsmaal – Oberst Falkenherz’ Paternitet til den unge Pige, der pludselig efter en Husvens Død arver en stor Formue – men det sker saa løseligt, at ingen et Øjeblik er i Tvivl om, at Sagen absolut intet har paa sig. Det bliver ikke til nogen dramatisk Kamp, kun en Skinfægtning, hvis Udgang forud er givet, og som derfor har vanskeligt ved at interessere. End ikke den Smule Alvor i Spøgen, som det kunde have været, om den smukke Oberstinde i al Ærbarhed, gudbevares! – havde haft lidt varmere Følelser for Husvennen, end hun ønskede at fortælle sin Hr. Gemal, under Forfatterinden os. Ja, saa let tager hun Tingene, at hun lige knap nok lader Oberstinden blive krænket over den under de givne Forhold jo dog ret graverende Beskyldning.
Den mystiske arv

Men den Slags Betragtninger henfaldt Folketeatrets Publikum ikke til. Det morede sig udenSkrupler over Fru Gads mange’ pudsige Bemærkninger og applauderede hende ivrigt, naar hun talte frit fra Leveren og sagde den fladbrystede Misundelse og sure Mistænksomhed sin Hjærtens Mening. Og det glædede sig ikke mindre over den jævnt dygtige, men paa ingen Maade straalende Udførelse, Teatrets lystspilvante Stab gav Stykket.
HELMER LIND