Den Mystiske Arv 2. akt

Afsnit

Oberstens Stue et Par Timer senere. Midt paa Gulvet et Skrivebord og nogle Læder-Lænestole. Paa Væggen en Vaabensamling og Portræter af Feltherrer. I Baggrunden Udgangen til Entreen. Paa Siderne Døre til den øvrige Lejlighed. Paa et lille Bord i Forgrunden en Bakke med Vin og Smaakager.
Oppasseren staar med eftertænksom Mine og hefter Ordner paa Oberstens Galauniform til Festen. Obersten staar med Glas i Haand og veksler pæne Ord med Løjtnant Bissen, en purung vordende Kriger med en lille bitte Snurbart.

PERSONERNE:

 

OBERST FALKENHERTZ FRUEN
VILHELMINE – datter BERTHA – datter
ADJUNKT NÆRUM TOLDASSISTENT JOACHIM PRAG
HØJESTERETSSAGFØRER NYSTED STRYGERSKE FRU KLEMMENSEN
LØJTNANT BISSEN TANTE BINE
OPPASSER EN STUEPIGE
2. AKT
1. Scene		 Obersten. Oppasseren. Løjtnant Bissen.
LØJTNANTEN Maaske det maa være mig tilladt i al Beskedenhed at fremføre mine bedste Ønsker for Regimentet, der har det Held at have en Chef som Obersten.
OBERSTEN Takker meget, kære Løjtnant Bissen glæder mig at have gjort Bekendtskab med en lovende ung Kammerat. Haaber, at De ved denne Lejlighed vil tilegne Dem den for en Officer ganske uundværlige Egenskab at kunne ordne en Fest.
LØJTNANTEN Obersten skal bestandig være mit Forbillede i mit alvorlige militære Kald.
De tømmer Glassene med militær Anstand.
OPPASSER Jeg vil gærne spørge Obersten, om Tyskeren skal sidde foroven eller forneden?
OBERSTEN (vender sig).
Hvad for noget?
OPPASSER Det er Tyskeren, Hr. Oberst.
OBERSTEN I den mindste Strop, gode Søren. De skal ordne det aldeles som til Begravelser.
OPPASSER (viser en Orden).
Jeg kan ikke mindes, hvor han her plejer vant at sidde ved Begravelser.
OBERSTEN Nederst, Søren. Det er Japaneseren. Og Kristusordenen der, den skal nærmest ved Knappen. Tag Dem nu sammen og husk Dem om.
OPPASSER Ja vel, Hr. Oberst.
OBERSTEN (til Løjtnanten).
Ja, saa har vi vel truffet Aftale angaaende Arrangementet med Undtagelse af Bordordningen, som De nu tager Dem af sammen med Pr. Løjtnant Hansen og forelægger mig til Godkendelse senere paa Dagen.
LØJTNANTEN (lidt forlegen).
Jeg ved ikke, om Obersten vil finde det ubeskedent, at jeg bliver Bordkavaler for Deres Datter Frøken Bertha – vilde være mig saa overordentlig kært.
OBERSTEN Det vilde sikkert ogsaa være min Datter kært, men hun har sendt Afbud til Festen.
LØJTNANTEN (synlig skuffet).
Men Gud forbarme sig – det var dog forfærdeligt. Frøkenen er da ikke syg?
OBERSTEN Nej, hun er bleven forhindret paa anden Maade.
LØJTNANTEN (ser til Døren tilhøjre).
Jeg turde maaske saa tillade mig at aflægge et lille Besøg hos Damerne for at forebringe mine Ønsker i Dagens Anledning.
OBERSTEN Det er saa elskværdigt af Dem, men maa jeg ikke overbringe dem — ja Ønskerne. Min Hustru er lidt optagen i Dag.
LØJTNANTEN Beklager meget — Obersten vil maaske saa formelde min ærbødige Kompliment – har den Ære!
(Han hilser og gaar ud i Baggrunden, høfligt fulgt nogle Skridt af Obersten, som derpaa kommer tilbage, og staar lidt med Blikket heftet paa noget i det Fjerne.)
OBERSTEN (for sig selv).
Altid i Balance, sagde jeg, aldrig i Tvivl om det Rette! Kan det da være det Rette at være i Tvivl – er Tvivl Balance! Er det Rette uden Balance – eller hvad Fanden var det, jeg mener! Naa, jeg vil være fast,
(ser paa Oppasseren.)
Hvad i Helvede er det, De staar og bestiller – klipper De Baandet til Frelserordenen i Stykker?
OPPASSER (med stive Øjne).
Obersten sagde jo, at han skulde sidde nærmest ved Knappen, og saa var Baandet for langt.
OBERSTEN Jeg sagde Christusordenen.
OBERSTEN Jeg troede, det var eet og det samme.
OBERSTEN Frelseren er Græker, og Christus er Portugiser. Og hvad er De?
OPPASSER (aldeles fortumlet).
Jeg er Lollik.
OBERSTEN De er en Torskepande, er De. Nu har jeg haft mange Oppassere men Pinedød aldrig Magen til Dem. Gaa derind med hele Stadsen, saa skal jeg bede en af Damerne komme og hjælpe Dem. Naa – afsted – Marsch !
Oppasseren gaar ud til venstre med Tøjet, synlig lettet ved at slippe væk. Obersten gaar hen til Døren tilhøjre og kalder.
OBERSTEN Hør, vil en af jer ikke komme lidt herind.
Fruen kommer ind, klædt i Formiddagsdragt.
2. AKT
2. Scene		 Obersten. Fruen.
OBERSTEN Aa, er det Dig, Athalia, det var ikke min Mening at forstyrre Dig.
FRUEN Er der noget, jeg kan hjælpe Dig med? Jeg venter rigtignok hvert Øjeblik min Friseredame.
OBERSTEN Det er blot den Klodrian til Oppasser, som har klippet et af mine Ordensbaand over. Vær saa venlig at afpasse et nyt til min Hals.
FRUEN Gærne, sæt Dig ned.
Obersten tager et Stykke Baand i en Skuffe og tager Frakken af.
OBERSTEN Jeg beder undskylde, at jeg i en Dames Nærværelse et Øjeblik viser mig i Skjorteærmer.
FRUEN Aa, jeg beder.
OBERSTEN (sætter sig).
Er Hr. Joachim Prag derinde?
FRUEN (lægger Baandet om hans Hals).
Nej.
OBERSTEN Jeg tilstaar, jeg havde ventet hans Besøg efter den Maade,
han optraadte i Formiddag.
FRUEN Han kommer vel ogsaa.
OBERSTEN Han mener sig vel forlovet med Bertha uden et formelt Besøg hos mig. Jeg venter mig nemlig alt af den nutidige Ungdoms Formløshed.
FRUEN Du skal se, Du vil alligevel komme til at holde af ham. Er Baandet tilpas?
OBERSTEN Lidt for vidt — tak. Der skal jo være Plads til flere Kors.
FRUEN (forsøger sig lidt).
Det er saadan en Glæde at se Berthas Lykke derinde. Hun straaler.
OBERSTEN (tilknappet).
Jeg kan tænke det.
FRUEN Hendes Lykke kom jo saa pludselig, at den næsten har taget Vejret fra hende.
OBERSTEN Fra flere end hende.
FRUEN Det bedste af alt er jo at se sine Børn lykkelige.
OBERSTEN (kort).
Det siger man jo.
Hun ser lidt hjælpeløs ned paa ham. Stuepigen kommer ind fra Baggrunden.
STUEPIGE Det er Hr. Prag, som gerne vil hilse paa Obersten.
FRUEN Bed ham komme ind.
OBERSTEN (med en Haandbevægelse).
Gør mig saa den Tjeneste, Athalia, at gaa ind og give Oppasseren Besked om mine Dekorationer, mens jeg tager imod Hr. Prag.
FRUEN Med Fornøjelse.
Hun gaar ud til venstre. Obersten tager Frakken paa og gør et Tegn til Stuepigen, som lukker Prag ind. Han er klædt i sort Frakke og høj Hat.
2. AKT
3. Scene		 Obersten. Prag.
PRAG Prag (hjertelig, idet han sætter Hatten fra sig).
Her har De mig, som De kunde vente, kære Oberst. Goddag igen.
OBERSTEN (meget formfuld).
Goddag, kære Hr. Prag. Værsaagod, tag Plads.
PRAG (ser paa ham, tager atter Hatten i Haanden og slaar over i det højtidelige).
Hr. Oberst, i Formiddag tillod jeg mig under lidt forvirrede Omstændigheder at anholde om Deres Frøken Datters Haand og opnaaede ikke at faa noget fyldestgørende Svar dels paa Grund af de mange Vidner, dels paa Grund af –
OBERSTEN Det maaske mindre heldig valgte Øjeblik.
PRAG Netop. Altsaa — jeg indfinder mig derfor nu for at indhente det Svar, hvoraf min – og jeg tør sige Frøken Berthas Lykke afhænger.
OBERSTEN Efter at De endnu i Dag har taget saa bestemt Afstand endog fra vort Hus, maa Deres Frieri jo nok forekomme lidt mærkeligt.
PRAG Ingenlunde. Situationen er jo nu en ganske anden.
OBERSTEN Kun for saa vidt som Bertha i Mellemtiden er bleven et godt Parti.
PRAG Akkurat. I eminent Forstand et godt Parti, for hun skal ikke som alle Andre vente et langt Liv paa Pengene. De er der.
OBERSTEN De indrømmer altsaa, at De tager Pigen for Pengenes Skyld?
PRAG Tværtimod. Jeg tager Pengene for Pigens Skyld.
OBERSTEN En bekvem Omskrivning.
PRAG Allerede i Morges tillod jeg mig at udtale, at mit højeste Ønske jordiske Ønske var at kunne
ægte Frøken Bertha, men at jeg blot ikke turde paatage mig Ansvaret, fordi vi begge var blottede for Subsistensmidler.
OBERSTEN Men nu tør De saa godt paatage Dem Ansvaret?
PRAG Saa udmærket.
OBERSTEN Og det generer Dem ikke, dette pludselige Omslag?
PRAG (uvilkaarligt).
Aldeles ikke. Jeg er virkelig i den Henseende aldeles fordomsfri.
OBERSTEN (med et lille Sæt).
Hvad mener De med det?
PRAG (ser paa ham og bøjer af).
Jeg mener — at disse lumpne Penge skal ikke skille vore Hjerter.
OBERSTEN Det er jo ikke gjort med Hjerterne alene. For det første er Deres Udsigter jo ikke glimrende, for det andet er Deres Livsbetragtning næppe saa alvorlig, som jeg kunde ønske.
PRAG I Grunden er jeg melankolsk. Mangen Morgen vaagner jeg tung i Sinde.
OBERSTEN Efter en glad Aften formodentlig. Nej, min ældste Datters Valg har jo været grundet paa en dybere Erkendelse.
PRAG Deres to Døtre er jo saa forskellige, at deres to Husbønder ogsaa maa blive det.
OBERSTEN Maaske Bertha alligevel havde godt af lidt solidere Ballast.
PRAG Min Fætter Adjunkten er jo fremragende som Skole og Afholdsmand samt Udgiver af Andres Digte, men naar jeg efter ringe Ævne søger at tage ham til Forbillede, kan jeg dog maaske med Tiden svinge mig op til de samme Højder.
OBERSTEN Det vil næppe lykkes. Det lader sig ikke fragaa Deres Fætter siger, De er en Laban.
PRAG Ja Gudskelov, det er jeg (ser paa Obersten). Sammenlignet med ham.
OBERSTEN Jeg vil ikke bedømme Dem efter Deres Tale.
PRAG Jeg forlanger kun at dømmes efter mine Gærninger. Jeg beder Obersten selv dømme efter mine Udtalelser i Dag var min Ære sat i Pant til dette Hus, og jeg iler med at indfri mit Ord.
OBERSTEN Der er det ædleste Retsind i Deres Ord. Men jeg tilstaar, at for min yngste Datter havde haabet paa en Militær, en ung lovende Kammerat.
PRAG Jeg har været Militær. Sygepasser. Der var Mæslingeepidemi, og jeg blev paa min udsatte Post.
OBERSTEN Vel, selv om det ikke i eet og alt er et Parti efter mit Hoved, saa stemmer det jo ikke med Tidens Aand, at jeg modsætter mig Berthas Valg (trykker hans Haand). Altsaa jeg ønsker Dem velkommen i vor Familiekreds og haaber, at De vil befinde Dem vel iblandt os.
PRAG (trykker igen).
Jeg fik ikke sagt, at al min Stræben skal gaa ud paa at gøre Bertha lykkelig. Det plejer man vist.
OBERSTEN Unge Mand, stol ikke paa Lykken. Naar man mindst aner det, springer der en Bombe for Ens Fod, fyldt med Tvivl og Gift og det der – (sadler om med en Kraftanstrængelse). Nok om det, nu skal jeg kalde paa min Hustru. Hun vil vist gerne sige Dem et Par Ord til Velkomst.
(Han gaar ud til venstre.)
PRAG (alene).
Saa, nu har vi det Højtidelige fra Haanden.
Han Prøver Portvinen, opgiver den, kaster sig i en Lænestol. Fruen kommer ind fra venstre og gaar imod ham med udstrakte Hænder. Han rejser sig hurtigt og kaster Cigaretten.
2. AKT
4. Scene		 Fruen. Prag. Senere Bertha.
FRUEN Kære Prag, min unge Ven Jochum! Naa, det blev jo til noget, før vi kunde ane det var da godt.
PRAG Hjertelig til Lykke med den nye højst elskværdige Svigersøn.
FRUEN Jeg takker. Ja, saa behøver jeg jo ikke at sige noget.
PRAG (tager hende om Livet).
Jo, De gør. Lykønsk mig ligesaa hjertelig til den Svigermoder, jeg faar.
FRUEN Sig dog Du til mig med det samme.
PRAG Maa jeg! En Forening af Moder, Søster og Veninde, der tilsammen udgør en ung smuk og ikke altfor streng Svigermoder.
FRUEN Nej, det har jeg saamænd ingen Grund til. Men jeg skal søge at opveje i Elskværdighed, hvad der maatte mangle i Strenghed.
PRAG Og derved føje stadig nye Renter til den uhyre Taknemlighedsgæld, jeg er Dig skyldig fra denne Dag.
FRUEN Ja, det er sandt. Jeg har givet Dig det bedste, jeg havde, min Bertha.
PRAG Ja, Bertha. Og i en gylden Fjederham.
FRUEN (bestemt).
Det har jeg nu ingen Andel i.
PRAG (hurtig).
Nej naturligvis. Det skyldes udelukkende en anden ligesaa elskværdig Dame – Fru Fortuna.
FRUEN Udelukkende./td>
PRAG Men jeg lover, at jeg til Tak for Bertha skal blive Idealet af en galant og behagelig Svigersøn for min unge Svigermoder. Altid parat med en god Teateraften, en munter Udflugt og en Posefuld Konfekt.
FRUEN Giv mig helst lidt Spøg i det daglige Liv (sukker lidt). Det er det, jeg trænger mest til.
PRAG Saa gærne. Det er oven i Købet billigere.
FRUEN Godt, saa vær min Ven og Kammerat.
PRAG Vi begynder straks.
FRUEN Jeg trænger til det, for efter det, der er hændet i Dag, føler jeg jo de Andres Formodninger stryge tæt op ad mig. Latteren vil baske mig om Ørerne ligesom Sne af Fugle i Luften — noget, man ikke ser i Mørket men fornemmer ubestemt. Det er ikke rart.
PRAG Nej, det er det ikke.
FRUEN Sig mig, naar Folk nu hører om denne Arv, tror Du saa ikke, at de vil blade lidt tilbage i min Fortid, om der er noget at finde?
PRAG (klør sig paa Næsen)
Jo.
FRUEN Er det helt umuligt at undgaa?
PRAG Jeg tror det (ser paa hende). Ja, platterdings umuligt.
FRUEN (trækker paa Skuldrene).
Naa ja, saa maa jeg jo tage mit Parti og se Sagen lige i Øjnene. Og i Grunden hvad betyder lidt Ubehageligheder for mig, naar det gælder en uventet Lykke for mit Barn.
PRAG (hjertelig).
Hvem kan sige den Slags som Du.
FRUEN Det er da saa rimeligt.
PRAG Du er jo heldigvis af dem, der kan sige: Aa pyt til saa meget, som Andre græmmer sig over. Det er det, der gør Dig saa indtagende.
FRUEN Jeg synes nu ikke, Livet fortjener bedre.
PRAG Maaske. Det har jeg jo endnu at lære.
FRUEN Men jeg er bange for, at min Oberst derinde ikke kan tage det paa den Maade. Han har ikke den Skelm bag Øret, som trøster En for saa meget.
PRAG Nej, skelmsk er han pinedød ikke. Idetmindste ikke i Dag.
FRUEN Han er Retsindigheden selv, men han tager jo alting en Smule højtideligt og pompøst.
PRAG Ja, saadan med Pligt og Ære i Pragtbind.
FRUEN Det lyder næsten, som Du mente, at Indholdet ikke svarer til Bindet.
PRAG Det sagde ikke jeg.
FRUEN Naa, han ynder sin Stands ydre Apparat, det er han opdraget til (ler lidt). Det er nu heller ikke saa morsomt for ham med denne Arv, der kommer lidt udenoms.
PRAG (ler med).
Nej, Gu er det ej. Det passer saa forbandet daarligt til Dagens militære Pomp.
FRUEN Vi maa jo gøre alt for, at han ikke mærker noget videre til det.
PRAG Jeg vil dog varsko, at han er paa sin Post, saadan lidt i den store Stil.
FRUEN Ja, det mærkede jeg. Vi maa se at tage Stødet af og glatte saa godt vi kan.
PRAG Ja, vi glatter.
Bertha kommer ind fra højre i en elegant sort Dragt og med en Guitar i Haanden.
BERTHA (i Døren).
Moder, din Friseredame er kommen.
FRUEN Endelig.
BERTHA Kom, saa øver jeg mig paa min Guitar, mens hun gør Dig ung og skøn.
PRAG (nærmer sig).
Maa jeg ikke hellere give Dig en Time i Guitar saa længe?
BERTHA (ser ham og lægger Guitaren).
Aa Jochum, er Du her har Du talt med Fader — hvad sagde han?
PRAG Han beherskede sin Glæde, saa godt han kunde. Men indvendig var han lutter Jubel. Det var tydeligt.
BERTHA Og han sagde Ja. Saa har vi da hinanden.
PRAG Skønner Du nu rigtig paa det?
BERTHA Det var nok mig, der skulde spørge om det.
FRUEN Men Gud forbarme sig, Barn, Du er jo klædt i Sorg. Hvad er det?
BERTHA (drejer sig).
Er jeg pæn?
PRAG Det Sorte klæder charmant til det rødblonde Haar. Der er kommet noget nyt over Dig, noget bevidst, noget straalende.
BERTHA Jeg skal nok blive god med Tiden, vent blot. Det første jeg gjorde, da jeg var bleven Millionær.
PRAG Halv Millionær.
BERTHA Var at gaa hen og købe en smuk Kjole. Endelig engang en, hvor jeg ikke behøvede at se paa, hvad den kostede. Ogsaa en til Vilhelmine og en Kørekaabe til Dig, Moder, til i Aften. Flot.
FRUEN Er Du da gal, Pigebarn?
BERTHA Ja naturligvis – helt gal af Glæde. Nu kan jeg da sige ligesom han – hvem var det nu, der sagde: Det er det samme, hvad det koster, naar bare Pigebarnet morer sig.
PRAG Det var Øhlenschläger.
BERTHA Virkelig!
FRUEN Men en Sørgekjole, Bertha.
BERTHA Naturligvis. Det er da kun rimeligt, at jeg gaar i Sorg for Hummelgaard, der har efterladt mig de mange Penge.
PRAG (ser paa Fruen med en betænkelig lille Snøften).
BERTHA Jeg maa da have den til i Morgen der henne. Jeg kan da ikke komme i Rosenrødt.
FRUEN Jeg tror ikke, det er saa heldigt.
BERTHA Hvorfor?
FRUEN (usikker).
Ja – Folk vil finde –
PRAG Det vil se ud som –
STUEPIGE (ind ad Døren tilhøjre).
Friseredamen spørger efter Fruen.
FRUEN Jeg kommer.
BERTHA Jeg fik ikke at vide –
PRAG (for sig selv).
Nej, heldigvis.
FRUEN I undskylder mig maaske et Øjeblik.
(Hun smiler til dem og gaar ud tilhøjre.)
2. AKT
5. Scene		 Prag. Bertha.
De staar et Øjeblik og ser paa hinanden, ler af Glæde og styrter sig i hinandens Arme.
PRAG Kære søde Bertha!
BERTHA Nej, sæt Dig nu pænt ned. Nu vil vi tale fornuftigt. Sig mig — bliver vi to mon lykkelige og holder det ud?
PRAG Jeg skal prøve at holde Dig ud.
BERTHA Kalder Du det at tale fornuftigt?
PRAG I Retning af Fornuft har vi den bedste Garanti. Hver af os har jo i Sinde at lade den Anden blive i sin egen Ham, og vi ved jo begge, at vi ikke gifter os med en Helgen.
BERTHA Jeg idetmindste ikke. Du tager mig for Pengene.
PRAG Ja, det ved Gud jeg gør.
BERTHA Kun?
PRAG (ser forelsket paa hende).
Kun.
BERTHA Og hvis jeg mistede dem, slog Du saa op?
PRAG Straks med det samme. Ja, det er nu rigtignok det med de frydefulde Øjne, Du har. Det er deres Skyld, at det har strejfet min Tanke, omend flygtigt, at gifte mig med Dig selv uden den halve Million. Aa, de graa Øjne.
BERTHA De passer til dine, det er Sagen. Jo, til noget, Du har der i Øjenkrogen (peger) en lille hemmelig Glæde over et eller andet.
PRAG Skulde det være over Dig?
BERTHA Du vover da ikke at sige andet?
PRAG Nej ikke i Dag. Men vent.
BERTHA For det tredje vil jeg sige Dig, at med de bedaarende Egenskaber, jeg nu raader over, kunde jeg faa en ganske anderledes representativ Mand, baade en Husar-Baron og en Margarinefabrikant.
PRAG Jeg synes nu ikke, Du kunde anbringe din lille Kapital bedre end i mig.
BERTHA Ikke det – jo, jeg bærer mig splittergalt ad.
PRAG Vi har jo Raad til at bære os lidt galt ad, saa længe den halve Million varer.
BERTHA Den varer evig. Hvad skal vi begynde med – et Bal for vore Venner?
PRAG Nej, en lille Jubelfest for os to alene.
BERTHA Den har vi i Dag.
PRAG I Dag?
BERTHA (pludselig bevæget.)
Saa lykkelig tror jeg aldrig Du kan gøre mig mere.
PRAG Tak for din unge Tillid, Du Kære.
BERTHA Jeg beder.
PRAG Naa, glade det er vi alligevel (begejstret). Noget maa der gøres – kom med Champagne.
BERTHA Hvor kan Du tro, at vi har den i Huset. Saadan er det ikke her. Men der staar Portvin. Det er den Løjtnanterne plejer at faa af.
PRAG (afværgende.)
Ja, ellers Tak, den kender jeg. Saa vil vi da heller beruse os i en Drikkevise af egen Aftapning. Kom med din Guitar.
Først synger Prag alene, saa stemmer Bertha i med. Vilhelmine kommer lidt efter ind fra højre og ser paa dem med stram Mine uden at forstyrre. Da hun kommer nærmere gaar Bertha i Staa. Prag bemærker hende ikke.
2. AKT
6. Scene		 Prag. Bertha. Vilhelmine. Senere Nærum.
VILHELMINE Goddag.
Prag holder op midt i en Tone.
VILHELMINE Er Marius der inde hos Fader?
VILHELMINE Er Marius der inde hos Fader?
BERTHA Det ved jeg ikke.
PRAG Jeg længes ellers altid efter Nærum, men lige nu kan vi nok klare os uden ham.
VILHELMINE At dømme efter dette Ensemblenumer, kan jeg formodentlig gratulere til Forlovelsen.
PRAG Det kan De gærne vove paa.
BERTHA (tager hende om Skulderen).
Aa Ville, jeg er saa lykkelig.
VILHELMINE Det er jo dejligt. Gid det maa vare. (giver Prag Haanden). Jeg gratulerer.
PRAG Bertha, tror Du, vor Lykke kan holde Stand overfor saa megen Begejstring?
VILHELMINE Den er der jo ikke saa megen Grund til endnu.
Naar I bringer noget godt og ædelt ud af Livet, skal jeg være den første til at begejstres.
PRAG Saa ser vi hen til det, hvad Bertha.
VILHELMINE For al sand Lykke maa der jo arbejdes og kæmpes.
BERTHA Jeg kan da ikke begynde at kæmpe i Dag.
PRAG Giv os en lille Timestid i Fred.
BERTHA Naar Heldet i det mørkeste Øjeblik kommer styrtende ned over En som over – hvem var det.
PRAG Susanne i Badet.
BERTHA Saa er man da bare ovenud tindrende glad, ja det er jeg, og Du skal værsaagod dele min Glæde. Du skal, Ville.
VILHELMINE Det gør jeg, kæreste Bertha, saa vidt det staar i min Magt.
PRAG Saa er det just ikke meget, der staar i Deres Magt.
VILHELMINE Af sand Interesse for Berthas Udvikling er det uendelig meget.
Nærum kommer ind fra Baggrunden.
NÆRUM (ser paa det unge Par).
Ah, jeg ser, det er altsaa fastslaaet. Hjertelig til Lykke.
PRAG Vi takker.
NÆRUM Goddag, Vilhelmine. Du har telefoneret efter mig.
VILHELMINE Ja, det var nærmest paa Faders Vegne.
NÆRUM Jeg ser ham ikke. Er han ikke hjemme?
PRAG Jo, han er derinde, beskæftiget med at pudse sin Rustning til i Aften.
NÆRUM Meget vel, saa venter jeg lidt.
VILHELMINE Men er det ikke paa denne Tid Du har din Privattime i Reverdilsgade?
NÆRUM Jeg fik Bud, at Eleven har faaet røde Hunde.
VILHELMINE Det var da heldigt.
PRAG Især for Eleven.
NÆRUM (ser paa Bertha).
Du er sørgeklædt.
VILHELMINE (forskrækket).
Gud forbarme sig det ser jeg først nu.
NÆRUM Tør jeg spørge i hvad Anledning?
BERTHA For Hummelgaard naturligvis.
PRAG Den for tidlig, nej, lige tilpas bortgangne Velgører.
NÆRUM Vilhelmine, vil Du ikke paalægge din Søster at tage den Sørgedragt af.
BERTHA Tage den af – hvorfor?
NÆRUM Fordi den turde være mindre heldig valgt under disse Forhold.
BERTHA Heldig valgt! Synes Du ikke, den klæder mig, Nærum? Gør den ikke, Jochum?
PRAG Nærum foretrækker vist et livligere Snit. Det er en Gavstrik.
NÆRUM Jeg tillader mig igen at henstille – tag den Kjole af.
BERTHA Tage den af – nej, det ved Gud jeg ikke gør. Jeg har ogsaa købt en til Vilhelmine.
NÆRUM Tør jeg spørge, er det ogsaa en Sørgedragt?
BERTHA Nej bevares, hun har jo ingenting at sørge over. Hun har jo ikke arvet.
PRAG Det var da snarere en Grund til Sørgeflor.
NÆRUM Synes Du maaske selv det er passende?
VILHELMINE Kære Marius, Bertha tager nok Sørgekjolen af, naar hun faar tænkt sig om. Giv blot Tid.
BERTHA Hvorfor er I dog saa gnavne og sure. Vi fire kunde da faa det saa udmærket sammen, hvis I blot vilde være lidt rare.
NÆRUM Et virkeligt Venskabsforhold er noget, vi maa arbejde os frem til, som til alt andet af indre Værd.
PRAG (griber hans Haand).
Ja netop, Marius, jeg arbejder vældigt.
NÆRUM I maa huske, vort Syn er jo saa forskelligt, ligesom vore Livsvilkaar vil blive det.
BERTHA Lad os ikke snakke saa meget om de Livsvilkaar. Netop naar de er forskellige, gaar vi jo ikke hinanden i Vejen. Vi vil saa vist ikke tage Pladsen op i jeres Bestyrelser for Vuggestuer og Afholdssag.
NÆRUM I forstaar slet ikke, at Afholdssagen samler alle, der arbejder for Samfundets virkelige Fremvækst.
PRAG Det er vist. Jeg kender en Afholdsmand, der har fjorten Børn.
BERTHA Fjorten!
PRAG En Afholdsmand maa da virkelig ogsaa have Lov til at holde af —
NÆRUM Ti!
PRAG (fortsætter).
Et rigt Familieliv. Hvad mente Du ellers?
BERTHA Nu skal Du være artig, Jochum.
NÆRUM Hvordan har I tænkt at planlægge jert Liv?
PRAG Det er snart sagt. Sorgløst og muntert og let vil vi leve og aldeles holde os borte fra det almindelige Kapløb om at komme først til den fedeste Bid.
NÆRUM Du mener allerede at være kommen til din.
PRAG (tager Bertha om Livet).
Aa ja, den er da saa velnæret, at jeg kan sige Farvel til det forbandede Toldvæsen med de blankslidte Ærmer og den lurvede Snakken om Avancement. Nu har jeg Raad til at være Kunstner. Jeg vil skrive kønne og glade Viser. Og hvis ikke Andre vil synge dem, saa skal Pinedød Bertha.
BERTHA Det skal jeg.
PRAG Og vore Børn skal lære dem udenad iétedefor Balles Lærebog og synge dem for vore Gæster. Ja, Bertha, i det smukke Joachim—Pragske Hjem — jeg spenderer fire kr. paa en Bindestreg mellem Navnene, — jeg i det Joachim—Pragske Hjem samler vi vore Tonekunstnere om Wein, Weiber und Gesang, som Psalmisten siger, dermed menes en passende Blanding af god Musik, sjældne Blomster, fyldige Vine og smukke Damer – nej, jeg sagde ikke fyldige Damer, lille Marius. Notitser i Bladene. – Alle vil søge at komme med.
VILHELMINE (stram).
I skal ikke gøre Regning paa os.
BERTHA Aa hvad, I maa endelig komme.
PRAG Og fra dette maaske lidt anstrengende musikalske Centrum flygter vi engang imellem til Hvile i Sydens Orangelunde.
VILHELMINE Og alt det tror I er Fundamentet for en Livsførelse. Hvor er Arbejdets Velsignelse?
PRAG Arbejdets Velsignelse, det er Hvilen.
NÆRUM I er jo rene Nydelsesanarkister.
PRAG Bravo, Nærum, det var et nyt Ord, Du i din Anerkendelse fandt paa. Maa jeg ikke byde Dig et Glas Portvin ?
NÆRUM Du ved, jeg nyder ikke Spirituosa.
PRAG Naa nej, Du er jo ikke forfalden til andet end Afhold og Ærgrelse.
NÆRUM Jeg ærgrer mig ikke paa egne Vegne, men det harmer mig unegtelig at tænke paa den Velsignelse, der gennem Legater kunde være kommen ud af dette Efterladenskab.
PRAG Ja, to hundrede Magistrats-Legater paa hundrede Kr. til uberygtede ugifte Døtre over halvtreds Aar af retskafne indenbys Haandværksmestre. Det er lige noget for Dig.
BERTHA Har vi ikke nok af den Slags?
NÆRUM Aldrig nok.
BERTHA Jeg kan bedre lide en ødsel rundhaandet Kunstglæde.
NÆRUM Den finder nu jeg, at vi har nok af.
PRAG Lille Marius, hvor var dine florentinske Kobberstik henne, hvis Lorenzo den Prægtige havde brugt Pengene til Legater for trængende Enker efter retskafne Hellebardister?
NÆRUM Ifølge de nyere Humanisters Læresætninger har man overhovedet ikke Lov at fuldføre en æstetisk Opgave, saa længe en ethisk ligger uløst. Maaske har de Ret.
PRAG Det har de formodentlig, men Folk, der har Ret, er som oftest kedelige og derfor vil jeg med din Tilladelse blæse dine nye Humanister et. Stykke og trække mig tilbage til den lille Hjørnesofa med Bertha for sammen med hende at studere en Filosof caf ældre Dato, hvis første Læresætning er noget i Retning af dette – (giver Bertha et Kys). Du ser – hun har et forbavsende Nemme. Paa Gensyn.
De gaar ud tilhøjre, fortsættende deres Sang fra før.
2. AKT
7. Scene		 Nærum. Vilhelmine.
NÆRUM Lad dem blot hovere – de bygger paa Sand (tager en Bog op af Lommen). Sig mig, Ville, synes Du, jeg skulde tage dette Ewaldske Digt til Abrahamson med i Samlingen – jeg vakler lidt. Hør nu.
VILHELMINE Gør Forsøg paa at stanse ham.
NÆRUM (læser).
„Tre Ting, o skærp mit Syn, Kalliope,
Tre sjældne Under ønsker jeg at see:
Den Draabe i Neptunus salte Skød
Som Solen greb og ikke gjorde sød;
Det bitre Blomster, som en vittig Bi -“
VILHELMINE Ja, det er nydeligt, men det maa vente. Jeg bad Dig komme for at tale med Dig om noget, der haster.
NÆRUM (lægger Bogen).
Er det om det, der er hændet her i Huset i Dag?
VILHELMINE Netop. Jo mere jeg har tænkt over det, jo mere umuligt synes jeg det er, at vi kan lade den passere denne Skandale med Arven. Hvis der er noget, jeg tror, jeg kan rose mig af, saa er det at være en god Datter for min Fader, og det er at forudse, at et Stytebad af Latter og Spot vil regne ned over ham ved dette.
NÆRUM Over ham – men over os da –
VILHELMINE Hvis vi ikke forhindrer det nu, vil jeg til evindelig Tid bebrejde mig det. Derfor bad jeg Dig komme. Vi maa tale med Fader, Du maa tage Ordet, Dig har han Respekt for.
NÆRUM For mig – naa ja, hvad jeg kan gøre, skal blive gjort. Men først og fremmest det maa ske uden din Moders Vidende. Hun lader sig vist ikke genere af dette. Derfor borger hendes forhenværende Livsstilling og nuværende Taalsomhed, som ikke altid er fri for at være anstødelig.
VILHELMINE Marius, husk, det er min Moder.
NÆRUM Tilgiv, kære Ville, men — ja, det maa frem: er Du efter dette i Tvivl om, hvordan det hænger sammen med Berthas Herkomst?
VILHELMINE Jeg beder Dig kast ikke Lys ind i mine Anelser.
NÆRUM (ivrig).
Ved Du noget nærmere?
VILHELMINE Det er mig jo saa pinligt altsammen.
NÆRUM Men dette mere end delikate Æmne paatvinger sig jo her paa den mest brutale Maade. Denne gamle Levemand, som efter Døden kaster sine smudsige Penge, tjente ved Spirituosa, ind ad Døren som en Slags Undskyldning — Afbigt — i et hidtil hæderligt og pletfrit Hjem. Det er oprørende.
VILHELMINE Marius, stans det, Du, der har Ævnen.
NÆRUM Ja, Ville, vær rolig, det skal ikke ske. Med et Flammesværd skal jeg jage Offentlighed og Skandale bort fra dit Hjem, selv om det ikke maatte behage min Hr. Fætter.
VILHELMINE Tænk, at disse Penge, denne Latterlighed ikke piner ham.
NÆRUM Ham! Han var maaske i Stand til selv at le med. Grinet — det er hans Element.
VILHELMINE Men Finfølelsen ikke, viser det sig.
NÆRUM Det er sandt, Ville, og dog – dog er han ikke lavttænkende, dog mistvivler jeg ikke helt om, at han kan udvikle sig til noget værdifuldere, hvis denne Fristelse bliver taget fra ham. De kan maaske begge blive flinke – de er jo unge.
VILHELMINE Hvor ser Du dog smukt paa Livet og Menneskene, Marius.
NÆRUM (mildt).
Tænk, om det kunde blive vor Fortjeneste at virke til deres Forædling gennem Selvfornægtelse.
VILHELMINE Det vilde virkelig være en Daad.
NÆRUM Vi vil prøve at udføre den. Lad os tale med din Fader.
VILHELMINE Saa kalder jeg paa ham.
Hun gaar hen og kalder paa Obersten, der straks efter kommer ind fra venstre.
2. AKT
8. Scene		 Obersten, Nærum. Vilhelmine.
OBERSTEN Aa – er det Nærum. Goddag.
NÆRUM Ja, jeg vilde gærne tale lidt med Dig. Jeg ønsker at spørge Dig om, hvilken Stilling Du tager til denne uhørte Begivenhed ?
OBERSTEN (lader ubekymret).
Hvilket – hvad mener Du?
NÆRUM Jeg mener naturligvis denne mere end mystiske Arv paa en halv Million, som tilfalder den ene af dine Døtre med en paafaldende – jeg kan sige pinlig Forbigaaelse af den anden.
OBERSTEN Det er jo ikke saa uforklarligt. En gammel Ven – af –
NÆRUM Af din Kone.
OBERSTEN (ubehagelig berørt).
Af min Hustru — ja, har faaet den Idé at betænke hendes Datter med en Erindring.
NÆRUM Paa en halv Million.
OBERSTEN Man ser jo hver Dag i Bladene mærkelige Historier om Arv.
NÆRUM De er maaske ogsaa morsommere for Læserne end for dem, det gaar ud over.
VILHELMINE Det kan ikke hjælpe, Fader, at Du lader ligeglad. Jeg kan se paa dit Overskæg, at Du ærgrer Dig.
OBERSTEN Paa ingen Maade, skønt jeg indrømmer, at det havde været nok saa bekvemt, om denne Sum var bleven fordelt paa begge mine Døtre.
NÆRUM Du misforstaar os ganske. Vi taler ikke af Misundelse men af Familiefølelse. Hvordan Du vil forholde Dig overfor din Hustru, skal jeg ikke blande mig i, jeg taler kun om Dig selv og os — Vilhelmine og mig. Hverken Du eller vi har vel Lyst at være til Latter.
OBERSTEN (farer lidt sammen).
Til Latter?
VILHELMINE Du maa huske, det er ikke en Byge, der hastigt formørker Himlen og trækker over igen. Der vil altid ske Sammenligninger mellem den rige og den fattige Datter; det vil uundgaaeligt holde Skandalen i Live og gøre Situationen umulig.
NÆRUM Den ene, der rejser til Rivieraen med Bram og Brask og holder musikalske Router, der anmeldes i Aviserne, den anden, der gaar til sin lønnede Dagsgærning med Frokost i Papir.
OBERSTEN Forskellighed i ydre Kaar er jo ret almindelig mellem Søskende.
NÆRUM Men hvorfra kommer den her! Man maa jo blues. Ja, jeg er knyttet til dette Hjem, dets Ære er ogsaa min – udadtil. Af Hensyn til min Stilling og mine Principer maa jeg forlange af Vilhelmine, at hun afbryder enhver Forbindelse med dette Hus, ifald dette uhindret faar Lov at finde Sted. Hvis det sker, ja, saa maa hun vælge mellem mig og jer Andre.
VILHELMINE Tvivler Du om Udfaldet, Marius?
NÆRUM Nej, Ville, det gør jeg ikke (vender sig). Men Du ved, Svigerfader, at Du i din ældste Datter har din varmeste og bedste Ven, din i Sind og Skind. Derfor betragter jeg det som min Pligt at mane Dig til at gribe ind og formaa Bertha til ikke at modtage denne Arv.
VILHELMINE Det maa ske.
NÆRUM Fra Ærens Synspunkt er Velstand af den Art aldeles uantagelig.
OBERSTEN (farer op imod ham).
Af hvad Art mener Du? Nu har jeg nok af Antydninger.
NÆRUM (gaar fra Koncepterne og fjerner sig lidt).
Du maa ikke lægge mere i mine Ord, end jeg mente, det ser jo blot lidt underligt ud – (forskanser bag Skrivebordet). Har det virkelig aldrig slaaet Dig, hvor Bertha er forskellig fra Vilhelmine, som er din Slægt op af Dage?
OBERSTEN (søger at ‘beherske sig).
Bertha er jo noget mere livfuld – yppig
VILHELMINE Og rødblond.
OBERSTEN Der har jo ogsaa været blonde Kvinder i min Slægt (søger). Havde ikke Tante Rosalie lyse Krøller ved Ørerne som ung?
NÆRUM (kommer atter med).
Det er ikke alene det, men tænk paa hendes Temperament. Lige til Smaating. Har Du f. E. set hende løfte et Champagneglas — det er jo som en Bacchantinde.
OBERSTEN Det kan nu komme af Vinens berusende Virkning.
NÆRUM Sandt nok, men detbunder dybere. Denne Sorgløshed, denne Higen efter Nydelse og det lille frivole Træk ved Mundvigen, det er Afglansen af en Levemands lumre Smil (ser lidt ængstelig paa ham), det er en Hummelgaards Smil.
OBERSTEN (ligbleg).
Hvad vover Du at sige?
NÆRUM (gaar atter fra det).
Misforstaa mig ikke – det er hvad Folk vil sige.
VILHELMINE Du bad os jo tale lige ud.
NÆRUM (i lidt Afstand).
Vi forstaar saa godt, at det ikke er let for Dig at drøfte dette Æmne, men Forsynet har vel sendt dig denne Tilskikkelse for at prøve Dig paa dette Punkt, som er det allerkildneste din Ære og Navnet Falkenhertz.
OBERSTEN Jeg gentager, hvor tør Du besudle Athalia, min Hustru, blot med en Mistanke af en saa fornærmelig Art?
NÆRUM (trækker paa Skuldrene).
Fordi den er uafvendelig.
VILHELMINE Grib Dig i Barmen. Har Du da ikke selv en Mistanke? Har Du foreholdt hende det?
NÆRUM (ser til Døren).
Jeg skal gærne gaa og bede hende komme, saa Du kan tale med hende i Enrum.
VILHELMINE Hun kan ikke. Hun bliver friseret.
NÆRUM Friseret i en saadan Stund.
VILHELMINE Saadan er hun jo — rolig.
NÆRUM (forsigtig).
Vilhelmine har iøvrigt gjort Iagttagelser, som ikke lader sig afvise.
OBERSTEN Iagttagelser ?
VILHELMINE (tier med et lille Skuldertræk).
NÆRUM Jo, det maa frem. Hvad er det?
VILHELMINE Ikke andet end at der altid har været Samkvem mellem Hummelgaard og Moder uden dit Vidende. Stadig har han sendt hende Breve, Blomster, Konfekt, Bøger, de sædvanlige Galanterier, som omhyggeligt blev skjulte for Dig. For nogen Tid siden kom der endog et pragtfuldt Diamantsmykke fra ham.
OBERSTEN (tager efter Vejret).
Umuligt.
VILHELMINE Jeg saa det. Jeg kom tilfældigt ind i Stuen og saa tydelig Stenene funkle i Moders Haand. Da jeg spurgte, hvad det var, kastede hun det hurtigt i sit Sybord og sagde, det var hendes Sølv-Brosche, der var bleven gjort i Stand.
NÆRUM Hun er øvet.
VILHELMINE Men senere sagde Kirstine, Stuepigen, at Hummelgaards Kontorbud havde været her med en Pakke og et Brev.
NÆRUM (mander sig op ved at se paa ham).
Tvivler Du endnu, Svigerfader?
OBERSTEN (staar rank som en Stenstøtte).
NÆRUM Men Du indser dog, at for Navnets og Ærens Skyld maa Bertha fraskrive sig denne smudsige Arv.
OBERSTEN (svarer stadig ikke).
NÆRUM (kommer nærmere).
Endnu ved heldigvis Ingen det. Et Brev til Sagføreren endnu i Dag, inden Testamentet er aabnet, vil sikkert være tilstrækkeligt til, at Sagen kan ordnes paa en diskret Maade. Summen kan jo gaa til Legater til Velsignelse for Mange.
OBERSTEN (med en Haandbevægelse .
Bed Bertha komme.
VILHELMINE Ja
NÆRUM Faa hende saa til at indvilge – helst med Mildhed (tager Oberstens Haand). Kære Svigerfader, Du handler, som man kunde vente det af en Mand og en Falkenhertz.
VILHELMINE (kærlig).
Skal jeg blive hos Dig?
OBERSTEN Nej Tak. Bed Bertha komme.
(De gaar ud tilhøjre, idet Nærum siger:) „Kan Du se, jeg klarede det.” Obersten staar og svulmer og siger et Par Gange til sig selv: “Rolig, rolig.” Bertha kommer ind med oprømt Mine).
2. AKT
9. Scene		 Obersten. Bertha. Senere Vilhelmine.
BERTHA Er der noget, jeg kan hjælpe Dig med, Fader?
OBERSTEN Point PORC500
BERTHA For Du skal vel være saa fin i Aften, som Du kan blive, og have den nye Chakot paa, den med Hestehalen, der klæder Dig saa storartet. Hvorfor ser Du saadan paa mig?
OBERSTEN Hvorfor er Du sørgeklædt?
BERTHA For at hædre Hummelgaard.
OBERSTEN Vil Du øjeblikkelig gaa ind og klæde Dig om?
BERTHA Du ogsaa. Hvad er det dog! Hvorfor maa jeg ikke gaa i Sorg for Den, der har handlet imod mig som en Fader.
OBERSTEN Klæd Dig om, siger jeg. Nej vent, jeg maa først tale med Dig.
BERTHA Hvorfor ser Du saa underlig paa mig vredt og mørkt, er Du ikke glad, fordi Hummelgaard har tænkt saa pænt paa mig?
OBERSTEN (gaar frem og tilbage).
Sæt Dig ned.
BERTHA Ja
OBERSTEN Jeg sagde – sæt Dig ned.
BERTHA Jeg sidder jo. Hvad er det dog?
OBERSTEN Det er noget meget alvorligt.
BERTHA Ja, det kan jeg da se.
OBERSTEN Ja, Bertha, det, der er hændet Dig i Dag, er ikke saa lige til, som Du tror. Du kan ikke blot tilegne Dig det i egenkærlig trallende Henrykkelse. Det forandrer simpelthen alt for din Moder og mig. Ja, alt.
BERTHA Jeg forstaar ikke, hvad Du mener.
OBERSTEN Enhver nærmere Forklaring vil være overflødig og saarende. Du er forstandig i hvert Fald instinktmæssig forstaaende. Efter det, der er sket — ja, denne store Arv, der er falden ind ad Døren til Dig efter en fremmed Mand, med hvem jeg stod paa en mindre venskabelig Fod, antager jeg, at Du kan forstaa Sammenhængen.
BERTHA (rejser sig med et Sæt).
Du mener — aa naa — ja nu kan jeg begynde at forstaa det.
OBERSTEN Du indser vel saa, at Du umuligt kan modtage denne Arv, der bærer Sammenhængen til Skue for Alle.
BERTHA (forfærdet).
Hvad hvad er det dog Du siger?
OBERSTEN Det er nødvendigt, at Du giver Afkald paa den og det straks og ubetinget, før Nogen faar Sagen at vide.
BERTHA Det kan Du da ikke forlange. Det var jo Opfyldelsen af alle mine Ønsker — et helt nyt Liv for mig.
OBERSTEN Fra dine tidligste Aar har jeg indprentet Dig, at man betaler, hvad man skylder, før man tænker paa sit eget Velvære. Har jeg?
BERTHA Naturligvis.
OBERSTEN Du staar dybt i Gæld til dette Hus, Du er bleven værnet bag dets Vægge, kaldet ved dets Navn. Huset er hædret, anset og pletfrit. Vel, det staar i dette Øjeblik til Dig, om det skal blive ved dermed. Saa længe har Du vel indaandet dets Luft, at Du ikke tvivler om, hvad der er din Pligt.
BERTHA (bønlig).
Men kære Fader.
OBERSTEN (farer sammen).
BERTHA (mærker det).
Hvordan det saa end er, min ældste og bedste Ven, det har Du dog været. Mine lykkeligste Timer har jeg tilbragt her inde, og mine Barnesorger har jeg trygt betroet til Dig. Du har dog holdt af mig.
OBERSTEN Tal ikke om det — jeg vil ikke høre det.
BERTHA Jo, Du har holdt af mig, maaske mere end af nogen Anden, og her staar jeg jo, med det samme Ansigt og det samme Hjerte som før. Det er jo dog mig som Du klippede Papirdukker til der ved det Bord. Hvor kan Du da være saa ganske forandret? Jeg kan jo da ikke gøre for det.
OBERSTEN Det er en Mands Følelse, som Du ikke forstaar, ikke kan forstaa.
BERTHA Nej, det kan jeg ikke, men saa meget maa der jo dog være tilbage, at Du ikke for den Følelses Skyld vil forlange, at jeg ødelægger alt, hvad der er mit. Hvis Du ikke mere vil vide af mig, godt, saa skal Du ikke se mig mere.
OBERSTEN Det hjælper ikke. Det er Tavsheden om det Skete, som det gælder om. Det er den, som maa købes med et Offer.
BERTHA Og det Offer, det er mig selv —- hele mit Liv. Aa. Lad mig beholde min Lykke, det kan jo dog ikke skade Dig.
OBERSTEN Ikke skade mig — siger Du. Hver Time, Du nyder denne ulyksalige Arv er et bestandig levende Vidnesbyrd om det Skete, en Hæmsko for min Stilling, en Skive for mine Undergivnes Spot – i dette Øjeblik en farlig Spot.
OPPASSER (Oppasseren kommer ind fra venstre med Uniformen.)
OBERSTEN Læg den der, Søren, Husk at pudse Sabelen.
OPPASSER (breder Uniformen over Ryggen paa en Stol og forsvinder skyndsomt med et Blik paa Obersten.)
OBERSTEN Hvad sagde jeg — Hæmsko for mine Undergivne nej ja, Bertha, saa sandt Du har levet som min Datter i dette Hus, befaler jeg Dig at sætte Dig der ved mit Bord og skrive til Sagføreren, hvad jeg dikterer Dig.
Bertha synes i Færd med at give efter. Fra Stuen til højre høres Prags Stemme til Guitaren i en Kærlighedssang. Hun standser, lytter og rejser Hovedet.
OBERSTEN Naa –
BERTHA (peger mod højre).
Nej. Jeg gør det ikke for hans Skyld. Den Sang der maa ikke forstumme. Du forlanger, at jeg som Vederlag fordi jeg er opfødt i dit Hjem, skal give Afkald paa mit Livs Lykke, men jeg har jo ikke bedt om det, ikke valgt det. Hvis Du virkelig, som Du mener, er en Fremmed for mig, hvad Rettighed har du saa til at befale mig nogetsomhelst. Ingen.
OBERSTEN Det turde dog være.
Vilhelmine kommer ind fra højre og bliver staaende.
BERTHA (uden at bemærke hende).
Ingen, siger jeg. Saa gaar jeg ud af dit Hus og siger Tak for det altsammen – for hvert et kærligt Ord og for hver en god Tanke – altid skal jeg mindes det som mit Bedste, men jeg maa jo lade det ligge, naar det ikke er mit. Og jeg gaar bort til et lysere Liv, end jeg nogensinde kunde faa det her, fordi jeg er rig paa samme Tid jeg er ung og glad og fordi jeg kan dele det med Den, jeg har kær. Og det vil jeg gøre. Ingen kan hindre mig deri, heller ikke Du. Ja, nu har vi jo talt ud derom.
Hun vender sig og standses af Vilhelmine.
VILHELMINE Nej, endnu ikke. Du tænker paa ham, der traller derinde, men tænker Du aldeles ikke paa din Moder?
OBERSTEN (griber Tanken.
Ja, din Moder.
BERTHA (standser og studser)
VILHELMINE Din Moder, hvis Liv Du ved din egenkærlige Opfattelse staar i Begreb med at ødelægge.
BERTHA Jeg vil tale med Moder. Bed hende komme.
VILHELMINE Moder bliver friseret.
BERTHA Aa ja – dette Bal.
VILHELMINE Men saa megen Sans for det Passende er dog vel levnet i Dig trods den Guldrus, der er faret Dig til Hovedet, at Du ikke taler om dette til din Moder.
OBERSTEN Det er en Selvfølge.
BERTHA Hvorfor?
VILHELMINE Behøver vi at belære Dig om, at der er noget, som hedder Pietet. Fader har vel oplyst Dig om sin Stilling til Sagen. Det staar saa til Dig at træffe Afgørelsen.
BERTHA Hvordan?
VILHELMINE Hvis Du i Stilhed og uden et Ord til hende giver Afkald paa disse fatale Penge, saa bliver alt ved det Gamle.
OBERSTEN Alt, undtagen i mit Hjerte.
VILHELMINE Men hvis Du farer fort, saa — ikke — Fader?
OBERSTEN Ja, hvis Du farer fort, saa maa det blive til Opgør og Skilsmisse.
BERTHA Skilsmisse – Moder –
OBERSTEN Det kan Du da begribe. Det Hjem, Du har kaldt dit, er splittet.
BERTHA Moder sendt bort fra sit Hjem – stemplet – aa nej, nej! (kæmper med sig selv). Vel, jeg skal skrive. Lad det saa gaa som det kan. For Moders Skyld vil jeg gøre alt.
(Hun gaar hen til Skrivebordet.)
VILHELMINE Jeg vidste nok, at dit bedre Jeg vilde sejre.
OBERSTEN Har Du Papir? Skriv saa: Hr. Højesteretssagfører Nysted!
BERTHA Jeg siger jo altid „ Kære Nysted” til ham.
VILHELMINE Dette er noget andet. Det er en Forretningssag.
OBERSTEN Kun Forretning. Videre. Ifølge en mig i Dag fra Deres Kontor tilflydt –
BERTHA Hvad –
Begge Tilflydt —
OBERSTEN Tilflydt Meddelelse, gaaende ud paa, at jeg i Grosserer Hummelgaards Dødsbo er indsat som Arving til en betydelig Sum — har Du en betydelig Sum ?
BERTHA Nej —
OBERSTEN Videre: Tillader jeg mig at meddele Dem, at jeg af Familiehensyn ikke agter at modtage denne Arv.
Bertha giver sig til at græde.
VILHELMINE Vær stærk, Bertha. Vej Hensynet til din Moder med disse usle Penge.
OBERSTEN Jeg beder Dem om derfor ikke at nævne mit Navn i Forbindelse med – med det omtalte Testamente, men paa mine Vegne – Vegne at anvende Beløbet i veldædigt Øjemed, hvorom nærmere Bestemmelse vil blive truffen.
Ærbødigst
Bertha Falkenhertz.
Bertha rejser sig og læner sig grædende til en Stol. Under Diktatet er Fru Klemmensen kommen ind fra Baggrunden med noget stivet Linned og bliver diskret staaende ved Døren. Obersten lægger Brevet i en Konvolut og skriver uden paa.
VILHELMINE Hvad ønsker De?
FRU KLEMMENSEN Jeg kommer blot med Oberstens Manskettøj til i Aften for at give det til Oppasseren (lægger det paa en Stol). Og saa vilde jeg med det samme gerne bede Obersten om en Anbefaling til min Mand, der søger om at blive Bankbud.
OBERSTEN Senere, Fru Klemmensen. Jeg har andet at tage Vare.
FRU KLEMMENSEN (undskyldende).
Gud, det er saa forstaaeligt.
OBERSTEN Her er et Brev. Vær saa venlig at gaa hen med det i en Postkasse.
FRU KLEMMENSEN Jeg! Men Gudforbarme sig, jeg kan virkelig ikke gaa fra Jernene, der er varme.
OBERSTEN Saa giv det til Kirstine.
VILHELMINE Brevet er vigtigt og haster.
BERTHA (gør en hindrende Bevægelse, men opgiver det).
FRU KLEMMENSEN Jeg beder meget undskylde – Gudbevares – alt forladt – aa, jeg beder – alt forladt.
(Hun gaar lidt misfornøjet ud med Brevet i Baggrunden).
OBERSTEN Vel, Bertha, Du har maattet bøde for det gamle Ord om, at Fædrenes Synder hjemsøges paa Børnene.
VILHELMINE Men Du har været tapper og gjort din Pligt. En højere Løn vil ikke udeblive.
BERTHA Det er forbi – forbi. I har ofret min Fremtid og min Lykke for nogle skimlede Ideer om Familieliv og Ære. Jeg har givet efter, men I maa forsvare det for jer selv hvis I kan.
(Hun gaar ud til venstre.)
OBERSTEN Hvis vi kan!
VILHELMINE Det maatte ske, kære Fader; ingen Plet er nu sat paa Æren og Navnet.
OBERSTEN Nej, i Verdens Øjne ikke.
Nærum kommer ind fra højre.
2. AKT
10. Scene		 Obersten. Vilhelmine. Nærum. Senere Prag. Tilsidst Bertha.
NÆRUM Har Du talt med hende?
VILHELMINE Ja.
NÆRUM Har hun givet sig?
OBERSTEN Ja, dog med en Del Modstræben.
VILHELMINE (rørt).
Hun er jo saa god paa Bunden.
NÆRUM Freden og Harmonien i Familien er altsaa genoprettet.
OBERSTEN (peger paa sit Bryst).
Harmonien! Tror Du der er Harmoni her inde?
Prag kommer ind fra højre med Guitaren i Haanden.
PRAG Er Bertha ikke her?
VILHELMINE (peger til venstre).
Hun gik der ind.
PRAG Saa vil jeg søge hende.
OBERSTEN Jeg beder Dém, min unge Ven, vent et Øjeblik. Jeg har en Meddelelse at gøre Dem.
NÆRUM Vilhelmine, kom, lad os To gaa.
OBERSTEN Det behøves ikke. I er jo inde i Sagerne. Ja, kære Joachim Prag, hvad jeg vilde sige Dem, det er, at Bertha, paa min Tilskyndelse, har tilskrevet Højesteretssagfører Nysted, at hun fraskriver sig den hende tilfaldende Arv efter Grosserer Hummelgaard.
PRAG Hvadbehager — hører jeg ikke galt? Og Grunden?
OBERSTEN Grunden er det odiøse Skær, som disse Penge vilde kaste paa hendes Moder og derigennem paa vort Hus.
NÆRUM Det højst odiøse Skær.
PRAG Vil De ikke venligst bede Deres Frue om gt komme herind.
NÆRUM Hun bliver friseret.
PRAG Godt. Tør jeg spørge – er Brevet afsendt?
De andre Ja.
PRAG Jeg kan altsaa sige med hin berømte Garderløjtnant: Saa giftede jeg mig dog af Kærlighed.
NÆRUM (tilfreds).
Det er saamænd ogsaa det solideste, kære Joachim. Den ruster som bekendt ikke.
PRAG (kaster Guitaren mod Gulvet).
Det har Du altsaa faaet lavet, Du vindskibelige Adjunkt, Du sure Dannermand, som aldrig hviler, naar det gælder at nivellere og gøre Andre til dine Lige i sober og mager Livsførelse. Du Kraftessens af det os iboende Nid, selvfornegtende i Vandel, dannet i Udtryk. Der findes ikke det anden Mands Held, som du ikke gerne vil slaa ned, ikke den Lykke, Du ikke gad kue, ikke det Hoved over Folket, som Du ikke helst vilde dukke for bagefter at træde til med ædelt Vennesind og mager Trøst. Vor lille glade Lykke har Du saa betragtet som et selvskrevet Bytte i Mangel af højere Maal.
OBERSTEN Jeg maa bede Dem beherske Dem.
VILHELMINE Det kan man kalde Værdsættelse af Nærum.
PRAG Ja, forsvar ham, fortræffelige Vilhelmine, begavet som De er med fladbrystet Dyd og alle de prisværdige Egenskaber, der aldrig har lokket nogen Mand undtagen Nærum og aldrig kommer dertil. Nyd jeres smaatskaarne Lykke, spis jeres Vandgrød og Torsk, mens I udvikler jeres fælles Harme over de syndefulde Heldige og roser dem, det gaar skævt; slæb og træl til jeres lille Afholdenhedens Myretue med grønt Betræk og Kobberstik. Men det kan jeg sige jer, at jeg vil ikke være med, nej, Kraft knuse mig, om jeg vil.
VILHELMINE De vil altsaa slaa op?
NÆRUM Det turde dog være Topmaalet.
PRAG Hvad jeg vil gøre eller ikke gøre, det skal jeg tillade mig ikke at drøfte her, men kun bemærke, at jeg hører ikke til dem, der stikker Piben ind for saa lidt.
BERTHA (Bertha kommer ind fra venstre og ser ængstelig paa ham.)
Jochum, har Du hørt det?
PRAG Jo Tak.
BERTHA Saa maa jeg igen spørge hvad siger Du til det?
PRAG tilbøjelig til at tro, at Du er saa legitim, som Du kan være, for Ingen uden den ægtefødte Frøken Datter af Hr. Oberst Hannibal von Falkenhertz, Kommandør af Dannebrog, Dannebrogsmand og saa videre p. p. kunde da være saa ærkedum at kaste en halv Million ud ad Vinduet alene til Glæde for den ethiske Livsfilosofi.
Der har I min Mening og dermed Farvel.
Han gaar rask ud i Baggrunden med et lille Spark til Guitaren, mens Bertha hulkende kaster sig i en Stol.
TÆPPE