Punch
“Siig, Clara, hvorfor leer Du over Berlingske Avis?
Dertil er man jo ellers ei gelassen.”
»Aa, Moer, jeg glæder mig, at nu til nedsat Pris
Jeg faaer min Yndlingsdigter, Oscar Madsen.
Og Herman Bang han koster nu næsten ingen Ting,
Og Peter Nansen — yderst beleiligt! . . .
Hvem finder jeg der? — naa, kun Ivar Ring! —
Men Gustav Esmann — Gud, det var da deiligt!
Carl Bernhard og Bagger — pyt! Mark Twain — mange Tak!
Og Franzos — lad gaae, skjøndt for alvorlig.
Fru Gad ta’er vi med, og ligesaa Balzac, —
Men Rudolph Schmidt — nei, nu bli’r jeg daarlig!
Jens Baggesen og Overskou— nei Tak for den Skjænk !
Men Malle Skram jeg derimod mig mærker;
Det Bedste er dog, at man for 10 Øre — tænk!
Faaer Helge Rodes samlede Værker!”
Punch laa og læste sin Leder i »Nationaltidende«, og selvfølgelig faldt han i Søvn. Saa drømte han og syntes, at Cultusministeriet var bleven deelt i tre Dele, af hvilke Punch havde faaet den ene og var bleven Litteraturminister.
Han sad paa sin Tabouret og lod Forfatterne defilere forbi sig. Alle havde de et stort Papir i Haanden — Taxt 65 Øre — og derpaa havde de forfattet en indtrængende Bøn om Statstilskud til Skriverierne. Punch saae paa Sagerne med det ham egne kritiske Blik og fremkom med passende Bemærkninger. Til Herman Bang sagde han: »Jeg begriber ikke, hvad Du kommer her og tigger Staten for, efter at Du har faaet Dit Grevskab i Paris. Skam’ Dig og gaa hjem!« Saa var der Johannes Jørgensen: »Efterat Du er bleven Taarnugle, kan jeg ikke hjælpe Dig. Taarnuglen er kun meget langt ude beslægtet med Minervas Ugle.« Holger Drachmann: »Ja, vil Du love mig at lade være at skrive, indtil Din Udvikling er afsluttet — eller — veed Du hvad! — skriv blot Reisebreve, i Retning af det Fjollet-Grinagtige er de storartede.« Henrik Pontoppidan: »I Betragtning af, at Du nu i mange Aar har staaet paa Finantsloven og alligevel ikke faaet Andet end Lamperøg, skal Du denne Gang blive blandt de Lykkelige. Men kom mig aldrig mere og fortæl, at ingen Landsbypige gaaer til Alteret som Jomfru.« Karl Gjellerup: »Du har no’en Evner. Men Du er langtfra – saa farlig en Karl, som Du selv bilder Dig ind. Kunde Du ikke faae lidt Beskedenhed at kjøbe for en billig Penge? Saa kan Du hente Pengene her.« PeterNansen: »Din Stil er maaskee god nok, men Din Moral er skidt. Som Medlem af et sædebevarende Ministerium kan jeg derfor ingen Penge give Dig. Men kunde Julie ikke tjene et Par Skilling til Dig?« Emma Gad: »Tjen hvad Du kan ved Dit Forfatterskab, og vær forresten Commandeurinde.« Amalie Skram: »Hvis Du kan skrive om Andet end Voldtægt og Ægteskabsbrud, saa maaskee. Kom igjen næste Aar!« Karl Larsen: Naa, det er nok Dig, E. B. har udnævnt til Sprogkunstner? Gaa bare væk!« Helge Rode: »Nei hør, min unge Ven, naar ogsaa Du melder Dig, saa hører Lystigheden op. Jeg frasiger mig Bestillingen. «
Saa nedlagde Punch sin Portefeuille og faldt ned af Tabouretten med et saadant Bump, at han vaagnede.
