Punch, 17. januar 1895.
Motto: “Hvad vi vil! Det skal til.”
By Det gælder jo ved hvert et Værk,
Ført frem ved fælles Kræfter,
Det gamle “Enighed- gør stærk!”
Den bør man stræbe efter,
De Kvinder skulde vise os’
Alt, hvad de havde villet —-
Ja. de blev enig om at slaas,
Før de begyndte Spillet.
Se, Vicepræsidenten, Fru —
Fru Gad — De ved Fru Emma? -—
At Alt ej skulde gaa itu,
Var i et slemt Dilemma,
En Kammerherreinde paa
Den ene Side vejer,
Men paa den anden Side saa
Man Fru Johanne Meyer.
Et Etiquettespørgsmaal delt
Dem fik i tvende Lejre;
Fru Kammerherreinden helt
Man monne dog besejre.
Men hvem skal nu vel,tage fat?
Concordia, hun smiler —
Vi tro forresten næppe, at
Det, bliver Laura Kieler.
Forleden var man nu parat
Til muligt at forliges,
Men der kom intet Resultat,
Ifølge hvad der siges.
Den Ene vil ha’e en Reedtz-Thott,
Den Anden en Prinsesse —
Johannne Meyér faar det godt
Imellem den Noblesse. —
Til dette store Kvindeværk
Vi Damerue vil raade
At mindes “Enighed gør stærk!”
Vel brugt paa rette Maade.
Det samme sagde Manden, som
I en gemytlig Tone
Blev enig med sig selv derom
At banke paa sin Kone.
*
EN FILIPPIKA
I Anledning af den forestaaende Udstilling af Kvindearbejder, aflagde Punch en af vore mest fremragende Hvad-vi-vil-Kvinder et Besøg for at faa lidt at vide om Udstillingen.
Med et Blik fuldt af den dybeste Mandfolkeforagt saa hun paa Punch, der fremførte sit Ærinde og sagde i en Tone, der dæmpede enhver Fristelse for Punch til at blive nærgaaende baade bogstaveligt og i sine Spørgsmaal: “Vi Kvinder kan, hvad vi vil, og vi vil alt. Dermed maa De lade Dem nøje. Vig fra mig!”
Punch (diplomatisk): “Ak! jeg forstaar Dem. De har ikke noget at lade Mandfolkene høre?”
Kvinden (i et Tempo der begynder staccato og en der i den vildeste fortissimo): Ikke nogét at lade Jer høre! vil man høre! I Satans Yngel, I Belzebubs Børn!
(Pungh sætter sig ved Bordet og sténograferer) Saalænge vi har Stemme (Punch: Ja, det skal Guderne vide, I har; det Punkt paa Programmet kan I da frafalde). Saalænge vi kan røre en Pen (Punch: eller en Gryde) skal vi skrige Jer i Øret, slynge Jer i Ansigtet. Jert Tyranni og Uretfærdighed. I, som nidske og gjærrige ruge over alle Rettigheder og Goder til Fordel for Jert eget kostbåre Herreliv (Punch: Aa, et Dameliv er undertiden heller ikke saa lidt kostbart), I, som holder os i Trældom og under Prostitutionens Skændsel (Punch: der er dem, der siger, at I altid vil skændes), I; som paalægger os det ene Kors efter det andet (Punch: Jamen, I bærer jo med Glæde Korset), som skaffer os saa mange Taarer og tunge Tanker (Punch: Er det de bly Tanker?) Jer skal vi vise, hvad vi formaar at udrette ved egne Kræfter, Jer skal vi vise, at vi i enhver Henseende kan præstere Arbejde, der staar langt over Jert, Jer skal vi jage til Fortvivlelsens yderste Pynt (Punch: Ak ja, den Pynt, den er og bliver Mændenes Fortvivlelse). Vi skal slaa Jer paa ethvert Punkt, paa Haandens som paa Aandens Områade, kort sagt, vor Udstilling skal vise, at vi Kvinder er færdige med Lystspillet og Farcen og nu begynde paa det store Samfundsdrama” (Punch: Ja, hvis blot Fru Emma gad)…
Kommen til dette Punkt havde Hvad-vi-vil-Kvindens Ansigt naaet til et saadant Udtryk af Energi, at Punch fandt det raadeligst at fordufte med Tak for de gode “Oplysninger.
Punch, 24. januar 1895.
For Præsidenter er nu Livet
Gruelig besværlig;
Tilværelsen er — det er givet
Ligefrem gefærlig.
Rundtom i alle Staterne
Der truer Attentaterne,
Og som en ussel Fidibus
De pustes ud, ja, paa en Studs.
En uskyldig Sardindaase, en Smule Dynamit, ogsaa
Er Fyren sprængt i Luften —
Sligt strider mod” Fornuften.
At Præsidenterne nu maa
Befinde sig lidt ilde,
Og at de kan faa Lyst at gaa,
Alt før det er forsilde,
Det er nu ej ufatteligt,
Men sjældent uerstatteligt.
Hr. Prier blev hurtig træt,
Saa tog han: en Udgangsbillet;
Men Frariskmændene fik ikke stor Respekt for
ham i den Anledning,
Da Skrækken jo betog ham,
Og Angsten, den forjog ham.
I Frankrig er det Mændene,
I Danmark er det Kvinden,
Der, Alting endevendende,
Her vipper Folk af Pinden.
Fru Oxholm var jo, som bekendt,
De gode Damers Præsident,
Men Damernes Achilleshæl,
Det er nu, at regere sel’ —
Saa fik de hende »werfet«, men efter
Hvad der nu forlyder,
De sidder og fortryder.
I Thinget Sligt er ogsaa kendt,
Men ikke saa alvorligt;
Der er jo Rasmus Dirigent.
Kort efter denne Nytaarscour,
Saa er han gaaet sig en Tur.
Og bli’er ej snart han veltilpas,
Saa mister han da vist sin Plads;
Og saa kan Rasmus med Henblik paa de to
Andre synge med Schiller:
“Ich sey, gewähr die Bitte,
In eurem Bund’ der Dritte!”
Herunder hviler Søren Povlsen.I Krigen var han tapper,
Efter Krigen var han Øltapper.
Sat af Venner og Vaabenbrødre.
Punch, 21. februar 1895.
Mel.: »Den Skønne gaar ind i sit attende Aar.«
De Skønne, de snakker og snakker paa Kraft
Om alt hvad til Sommér de vil.
En halv Snes Bestyrelser snart har de havt,
Og flere vil nok komme til,
Den ene gaar ind, naar den anden forlader
Den grueligt brydsomme Vej
Men vi, der se til, ja, vi sige: Gud Fader
Bevares for saadan Staahej!
Og hvis de til Slutningen kommer tilkort
Og alt gaar rabundus, ja, saa var det haardt,
Skade! Skade!
Beslutningens Tid er saa kort.
Det var, som vi ved, i det Foraar ifjor
Fru Oxholm, der da, som bekendt,
Udtalte det første, befriende Ord,
Af Rigsdagen fik hun Patent.
Og Fruen hun virked’ og lirked’ og dirked’
Adskillige Pengeskrin op,’
Ja Mynten kom rundelig’, man blev misundelig,’
Derfor med Et sa’e hun: Stop!
Nej, lad os saa hellere skilles ad,
De skal, mine Damer, ha’e Tak for Mad.
Glade, glade
De gik saa til Fru Emma Gad.
Men hun var nu ej saa forhippet just, som
De mente, paa al den Staahej;
Da tilmed de malende Kvinder nu kom
Og satte paa Bagbenet sig,
Det Hele var nærved at gaa rent i Vadsken,
Men nu er det lykkedes en
Gehejmeraadinde at svinge -Krabasken
Og prøve at løfte den Sten,
Som syntes de Andre for tung, med Suk,
Og Opgaven, den er jo meget smuk –
Bare, bare
Man ikké gør nok end en — Buk!
PUK, 16. juni 1895.
I gæve Kvinder! I, som til St. Hans
Vil vise, hvad I ville, hvad I kunne, —
At Eders Evners Rigdom ingenlunde
Paa noget Punkt staar under nogen Mands;
For Eder Vintren gik med Slæb og Slid,
Med Slid og Slæb den grønne Foraarstid;
Selv Hvilens Stund hos Eder ikke kjendtes,
Det var — ja undskyld — nok i den I skændtes.
At Eders Stræben krones vil med Held,
Et kolossalt, det er skam intet Under:
I faar jo alle Mændene til Kunder,
De samme Mænd, som I vil slaa ihjel.
Det er jo klart, hver Mand vil se, hvordan
Han ta’er sig ud, knust under Kvindens Tand;
Og efter Nederlaget, jeg forjætter,
Bli’er Trøsten vist — Fru Nimb’ses Koteletter.
Jo — I forstaar at spille Eders Kort; —
Hvis ej I kan besejre os paa Valen,
Saa fører I os ind i Spisesalen,
Dér maa den sidste Modstand svinde bort.
Den Mand er ikke født, som staar imod
En »Lam i Ærter«, naar den da er god.
— Hvem husker ej den Handel mellem Prinser:
En Førstefødselsret for et Fad Linser.
Og dog jeg tror, I naaede nok saa vidt,
Hvis I indbyrdes vilde bytte Rolier;
Det gamle, kjendte, meget let forvolder,
Man mister noget af sin Appetit.
Nej, lad Amalie Skram og Emma Gad
For Gryden staa og lave os vor Mad;
Jeg tror, en saadan Ordning var ret priselig,
— Om ogsaa Maden blev lidt mindre spiselig.
Maaske til Gjengjæld kunde man formaa
Fru Nimb, da hun jo slipper Madfabriken,
Til at forsøge sig i Symboliken
Med et to-tre Akts Drama eller saa.
Vist til Balletten man med Lethed fandt
Et Par Etatsraadinder — ikke sandt?
— Saaledes ordnet vandt I Sejr, til visse!
Og Mændene blev meget mer’ tilfredse.
PUK, 18. august 1895.
PUK, 29. september 1895.
Emma Gad: Rørt Vande.
— Se, Fru Gad er jo en Dame med Slav i og som inte er videre bange af sig. Og før har hun været gode Venner med Øjropæerne og Bohemserne og gjort Grin med Borgerskavet -og Etasrødderne og Præsterne, men nu gjør hun saadan en lille Vending helt omkring paa Tælling og gjør Halløj med Øjropæerne og Bohemserne, som hun nu siger er nogle Somikler, fordi de gifter sig med hinandens Koner og lader sig skille fra hinandens Kærrester og forlover sig med deres egne aflagte forhenværende Separerede.
Hvad ellers Indholdet angaar, saa er det i Korthed dette. Fru Nyrop er gift med Jerndorff og skilt fra Sophus Petersen, der er forlovet med Oda Nielsen, som er gift med Emma Nielsen, der er gift med Røjmert, og med Fru Mantzius, der ogsaa er forlovet med Zangenberg, men ikke kan lide, at han er ædel og har Fuldskjæg, hvad der heller ikke klæder ham saa godt, som naar han er lidt mere lebendig af sig og spiller påa sit eget Ansigt.
Men Fru Gad holder paa det Bestaaende og Fuldskjæget og fortryder, at hun har været letsindig ved Kvindernes Forestilling, hvor hun foragtede begge Dele. Og derfor faar Fru Mantzius Zangenberg, hvad hun dog vist alligevel ikke havde gjort, hvis ikke hendes Mand — nemlig i Virkeligheden, ikke i Stykket, hvor hun nok har to Kærrester, men ingen Mand — ogsaa havde slaaet sig paa det Ædle og Fornuftige, og sagt til Zangenberg, at der var inte noget i Vejen.
Men Publikummerne er glade og tilfredse over, at Dyden faar sin Løn. Hvad den da ogsaa burde. For der kan man rigtig se, hvad det bliver til, naar man skriver saadan nogle umoralske Stykker som »Et Sølvbryllup« og »Hos Dameskrædderinden«. ” Det fører bare til at Folk gaar paa Daarligdom og Bimpel og solder Ugelønnen op i Steden for at tage den med hjem til Mutter og Børnene.
Blæksprutten, 1895.
Hvis der mangles lidt baggrund til tegningens iltre kvindeforsamling, kan teksten om Kvindernes Udstilling forsøge at fortælle om revolutionen i fuld offentlighed.