Blæksprutten, 1895.
Hvis der mangles lidt baggrund til tegningens iltre kvindeforsamling, kan teksten om Kvindernes Udstilling forsøge at fortælle om revolutionen i fuld offentlighed.
PUK, 16. juni 1895.
I gæve Kvinder! I, som til St. Hans
Vil vise, hvad I ville, hvad I kunne, —
At Eders Evners Rigdom ingenlunde
Paa noget Punkt staar under nogen Mands;
For Eder Vintren gik med Slæb og Slid,
Med Slid og Slæb den grønne Foraarstid;
Selv Hvilens Stund hos Eder ikke kjendtes,
Det var — ja undskyld — nok i den I skændtes.
At Eders Stræben krones vil med Held,
Et kolossalt, det er skam intet Under:
I faar jo alle Mændene til Kunder,
De samme Mænd, som I vil slaa ihjel.
Det er jo klart, hver Mand vil se, hvordan
Han ta’er sig ud, knust under Kvindens Tand;
Og efter Nederlaget, jeg forjætter,
Bli’er Trøsten vist — Fru Nimb’ses Koteletter.
Jo — I forstaar at spille Eders Kort; —
Hvis ej I kan besejre os paa Valen,
Saa fører I os ind i Spisesalen,
Dér maa den sidste Modstand svinde bort.
Den Mand er ikke født, som staar imod
En »Lam i Ærter«, naar den da er god.
— Hvem husker ej den Handel mellem Prinser:
En Førstefødselsret for et Fad Linser.
Og dog jeg tror, I naaede nok saa vidt,
Hvis I indbyrdes vilde bytte Rolier;
Det gamle, kjendte, meget let forvolder,
Man mister noget af sin Appetit.
Nej, lad Amalie Skram og Emma Gad
For Gryden staa og lave os vor Mad;
Jeg tror, en saadan Ordning var ret priselig,
— Om ogsaa Maden blev lidt mindre spiselig.
Maaske til Gjengjæld kunde man formaa
Fru Nimb, da hun jo slipper Madfabriken,
Til at forsøge sig i Symboliken
Med et to-tre Akts Drama eller saa.
Vist til Balletten man med Lethed fandt
Et Par Etatsraadinder — ikke sandt?
— Saaledes ordnet vandt I Sejr, til visse!
Og Mændene blev meget mer’ tilfredse.
PUK, 18. august 1895.
PUK, 29. september 1895.
Emma Gad: Rørt Vande.
— Se, Fru Gad er jo en Dame med Slav i og som inte er videre bange af sig. Og før har hun været gode Venner med Øjropæerne og Bohemserne og gjort Grin med Borgerskavet -og Etasrødderne og Præsterne, men nu gjør hun saadan en lille Vending helt omkring paa Tælling og gjør Halløj med Øjropæerne og Bohemserne, som hun nu siger er nogle Somikler, fordi de gifter sig med hinandens Koner og lader sig skille fra hinandens Kærrester og forlover sig med deres egne aflagte forhenværende Separerede.
Hvad ellers Indholdet angaar, saa er det i Korthed dette. Fru Nyrop er gift med Jerndorff og skilt fra Sophus Petersen, der er forlovet med Oda Nielsen, som er gift med Emma Nielsen, der er gift med Røjmert, og med Fru Mantzius, der ogsaa er forlovet med Zangenberg, men ikke kan lide, at han er ædel og har Fuldskjæg, hvad der heller ikke klæder ham saa godt, som naar han er lidt mere lebendig af sig og spiller påa sit eget Ansigt.
Men Fru Gad holder paa det Bestaaende og Fuldskjæget og fortryder, at hun har været letsindig ved Kvindernes Forestilling, hvor hun foragtede begge Dele. Og derfor faar Fru Mantzius Zangenberg, hvad hun dog vist alligevel ikke havde gjort, hvis ikke hendes Mand — nemlig i Virkeligheden, ikke i Stykket, hvor hun nok har to Kærrester, men ingen Mand — ogsaa havde slaaet sig paa det Ædle og Fornuftige, og sagt til Zangenberg, at der var inte noget i Vejen.
Men Publikummerne er glade og tilfredse over, at Dyden faar sin Løn. Hvad den da ogsaa burde. For der kan man rigtig se, hvad det bliver til, naar man skriver saadan nogle umoralske Stykker som »Et Sølvbryllup« og »Hos Dameskrædderinden«. ” Det fører bare til at Folk gaar paa Daarligdom og Bimpel og solder Ugelønnen op i Steden for at tage den med hjem til Mutter og Børnene.