Det kgl. Teaters Venner
1920
Social Demokraten, 12. januar 1920.
Ved et Møde i Gaar paa Hotel d’Angleterre stiftedes, som i Gaar bebudet, Foreningen »Det kgl. Teaters Venner«.
Den første, der tog Ordet, var Generalkonsul Johan Hansen, der fastholdt, at det var en Voldshandling, hvis man skilte de tre Kunstarter ad. Foreningen agtede at søge udvirket enten et Præmieoblikationslotteri eller en Udviddelse af Klasselotteriet, saa at man dels derved og dels ved kommunal og privat Støtte kunde skaffe den nødvendige økonomiske Basis for en Dobbeltscene. Forøvrigt kunde Foreningens Program udtrykkes i, at det brede Publikum forlagde Residensen fra Paladsteatret til Det kgl. Teater.
Borgmester Kaper meldte sig som hørende til det brede Lag. Han havde ikke Raad til at gaa i Det kgl. Teater. »De beskedne Embedslag« var ved at blive trykket ihjel. Selv om Kommunen sad haardt i det haabede han dog, den en Gang vilde kunne hjælpe paa dette Omraade.
En Række Talere havde nu Ordet, nemlig Carl Behrens, Overretssagfører Nathansen, Johan Hansen og Raadmand Jessen, der ogsaa talte for de tre Kunstarters Bevarelse. Endvidere talte Professor Ellinger og Statsgælddirektør Andersen, der ironisk bemærkede at man lige saa godt kunde bede Staten om Østersregaliet og Kommunen om Hundeafgiften som om Klasselotteriet. Præmieobligationslaanet ansaa han for mere gennemførligt.
Efter at endelig Boghandlerne Gad og Hagerup og Emma Gad havde haft Ordet, stemte de »Venner«, der havde indfundet sig, og som iøvrigt næsten alle syntes hvidskæggede – Emma Gad undtagen – for Dannelse af Foreningen, der som Smagsbannermærke satte »Elverhøj«, »Syvsoverdag« og »Der var engang -«.
En Del tegnede sig, og der vil nu blive indkaldt til en Generalforsamling.
B.T., 13. januar 1920.
“Hører De til ‘Det kongelige Teaters Venner’?” spørger den unge Mand den gamle Herre.
“Nej, det kan jeg vel ikke gøre”, siger den Gamle og ser sig om med et lunt Smil, der tangerer saavel Teatrets Censor som dets Husnisse, Hr. Carl Behrens. “Jeg læser jo, at der er seks Herrer, der har valgt de hundrede salonfähige Kvinder og Mænd ud, som skal skabe dette Venskab i en lille let Diskussion paa d’Angleterre.”
“Og De er ikke Med?”
“Nej, men skidt med mig; man kunde jo ogsaa have risikeret, at jeg havde haft en lidt anden Mening end den, de seks havde angivet som Basis for det hele.
Jeg skal sige Dem, hvad hele Ulykken er, naar det gælder Teater og Teaterhistorie her hjemme. Saa kommer disse seks eller andre seks med deres: “Vi alene vide”, og saa er de saa ædle og stolte deraf, at de øjeblikkelig lægger en død Haand over det, der netop havde spirende Liv, og saa bliver det hele til en Forening, der sparer nogle Tusinde sammen det første Aar, og hvorfra Folk melder sig ud det næste. De Herrer har Æren og Takken; Teatret kan se sig om efter den Stemning, der netop nu kunde være vakt. Den kvalte den evindelige Fru Emma Gad, der synes at forstaa sig paa alt mellem Himmel og Jord lige fra Takt og Tone til stoppede Strømter, paa d’Angleterres Parketgulv.”
“Hvad mener De da, der skulde være gjort?”
“Alt muligt andet! Vi er nok i den jævne Middelstand, der forstaar os paa Kunst, men ikke har Raad til at købe Biletter til de nuværende Priser og ej heller er begejstret for den bestaaende Tilstand, til at vi kunde have lejet Casino en Formiddag og ladet Gxxden flyde, saa alle og enhver kunde faa Lov at sige sin Hjertens Mening. Det havde været en Demonstration, der battede, og vi havde faaet Bladene med os. Nu indskrænker disse sig til den vel sagtens maskinskrevne officielle Begejstring, der er udsendt fra de seks, der véd Besked.”
“Hvor kan det være, at ingen af Teatrets Kunstnere var indbudt?”
“Fordi de ikke forstaar sig paa Kunst; Kontrollørerne var jo heller ikke indbudt.”
“Ja, men Censor? Og Teaterforfatter Fru Emma Gad?”
“Unge Mand! Hvor er De naiv! Tror De, det var for at høre Folks og Sagkyndiges Røst, man holdt lukket Møde paa d’Angleterre? Ak nej, det var en Forfængelighedssag. Vi lider jo af Komité-Syge her hjemme, saa skidt med Sagen! En Dag, da Fanden fik i Sind, at intet skulde ske, saa satte han i Verden ind den første Komité. Og der skal De se, hvor dejligt Sagen faar Lov at sove”.
“Melder De Dem da ikke ind i ‘Det kgl. Teaters Venner’?”
“Nej,” svarer den gamle Herre med et Suk, “dertil holder jeg for meget af Teatret.”
Knud.
B.T., 13. januar 1920.
Naar Emma Gad til Møde gaar,
saa tager hun som Regel Ordet.
Hun glad paa Teaterstolen staar
og slaar sin lille Haand i Bordet.
Maa jeg tillade mig idag,
da vi er samlede herinde,
at sige lidt om denne Sag
– forstaar sig: qua Forfatterinde.
Dog, naar jeg staar og siger qua,
saa mener jeg paa Standens Vegne.
Man altsaa slutte kan dera’,
at ikke blot det er paa egne.
Naturligvis, forstaa mig ret,
skønt jeg Ulejlighed har gjort mig
saa er der jo forresten slet
aldeles ingen, der har spurgt mig.
Men nu til Sagen. Altsaa: Hør!
Nu har jeg altfor længe tiet.
Hvis De Forfatterstanden spør’,
saa er den enig med mig i’et.
Ja, naar jeg siger Enighed,
saa mener jeg, at vi er mange,
der mener det. I hvert fald véd
jeg helt bestemt, der er Svend Lange.
Det, som i vore Hjerter bor,
det vil jeg i min Tale ramme
præcis og fyndigt, thi jeg tror
da nok, at Lange si’er det samme;
og maaske mange fler end han
kan muligvis det samme mene.
Maaske – det kan ogsaa hænde kan –
at jeg dog nærmest staar alene.
Med disse faa, velvalgte Ord
har jeg vistnok forsvaret Retten.
Og uden Pral jeg sikkert tror,
at jeg har truffet midt i Pletten.
Ærbødigst.