Dansk Forfatterforening 1899

Dansk Forfatterforening
1899


Jyllands Posten 26. marts 1899
Jyllands Posten 26. marts 1899
Dagens Nyheder 4. april 1899
Dagens Nyheder 4. april 1899

forfatter
Dagens Nyheder, 10. februar 1900.

Dansk Forfatterforening, hvis Liv i de første Aar af dens Tilværelse henglede ret stilfærdigt, er i den senere Tid vaagnet til en mere bemærkelsesværdig Tilværelse. Den har samlet sine Medlemmer til faglige Diskussioner, og den er ogsaa paa forskjellig Vis traadt i Rapport til Offentligheden. Den samler da ogsaa stedje Flere og Flere af vore skrivende Kræfter indenfor sine Rammer. Nu om kort Tid vil den sætte et nyt Foretagende i Verden: en Række Oplæsningssoiréer, ved hvilke bekjendte danske Forfatterinder og Forfattere ville oplæse deres egne Arbejder.

Foreningen har med denne Idee et dobbelt Formaal for Øje.
For det Første det at bringe Forfatterne i personlig Rapport til Publikum. Det er et meget moderne og meget betimeligt Foretagende. Thi netop den moderne Kritik – og med den vel den moderne Publikums-Opfattelse – interesserer sig stærkt for Forfatternes Personlighed og søget at finde ham bag Værket. Der vil nu ved Forfatterforeningens Oplæsnings-Aftener blive givet Publikum Lejlighed dertil. Sikkert vil den ikke lades ubenyttet af det Publikum, der overhovedet interesserer sig for Literatur. Det vil blive en Art Præsentation af Forfatterne for deres Publikum – to Parter, der til daglig kun undtagelsesvis komme i Berøring med hinanden. For Forfattere vil det betyde, at Publikums Stemning overfor deres Produktion kommer dem nærmere ind paa Livet, for Publikum, Nydelsen ved at Læsningen af deres Yndlingsforfattere vil faa det Blus, som et kjendskab til Forfatterens Person giver den. Enhver, der har hørt f. Eks. Shandorph eller Herman Bang læse op, vil sikkert have faaet et dybere og fyldigere Indtryk af disse Forfatteres literære Fysiognomi, end det kan erhverves ved Læsningen alene.

I Udlandet have da ogsaa saadanne literære Soiréer slaaet stærkt an, navnlig i Berlin og Paris. Sidstnævnte Sted spiller f. Eks. Bodeniéres Forfatterkonferencer en betydelig Rolle i det mondæne Liv. Man tør da haabe, at ogsaa de kjøbenhavnske Forfatter-Aftener ville blive Sæson-Begivenheder, om hvilket Hovedstadens læsende Publikum vil samle sig.Men Forfatterforeningen har endnu en Hensigt med at sætte disse Oplæsninger i Scene. Den haaber af Overskudet at klunne tilvejebringe en Fond, hvis Midler sklulle anvendes til Støtte for danske Forfattere. Dels har man tænkt at uddele Rejsestipendier, del vil man søge at yde Forfatterne Hjælp, naar Sygdom, Alderdom eller anden Modgang rammer dem og lammer deres Erhvervsmuligheder. Danske Forfattere ere jo gjennemgaaende ikke saa heldigt pekuniært stillede, at de med Sindsro kunne se saadanne Eventualiteter i Møde, og ogsaa af denne Grund fortjener da Forfatterforeningens Plan Publikums varmeste Støtte.

De Forfattere og Forfatterinder, som foreløbig have tilsagt Oplædnings-Soiréerne deres Medvirken, ere følgende:
Harman Bang, Edv. Blaumüller, Fru Blicher-Clausen, Otto Borchsenius, L. Budde, Einar Christiansen, Sophus Clausen, Carl Ewald, Fru Emma Gad, Albert Gnudtzmann, Fru Erna Juel-Hansen, Johs. V. Jensen, Dr. Hans Kaarsberg, Sven Lange, Karl Larsen, Sophus Michaëlis, L. C. Nielsen, Lauritz Petersen, Ove Rode, S. Shandorph, Fru Amalie Skram og Viggo Stuchenberg.

Den første Oplæsnings-Soiré bliver den 22. Februar i Koncertpalæets lille Sal. Billetsalget hertil begynder den 13. Kl. 12 i Nordiske Forlags Musikafdeling, Jorts Passage.
Som man vil se, ere alle Afskygninger af Literaturen repræsenterede. Enhver vil da rimeligvis kunne finde et eller flere af de Navne, han sætter Pris paa.


Adresseavisen 1. marts 1899
Adresseavisen 1. marts 1899

Social Demokraten, 26. februar 1903.

Dansk Forfatterforening talte den 1. januar 1903 128 Medlemmer, hvoraf 112 ordinære (74 af den skønlitterære, 38 af den videnskabelige Afdeling), 6 korresponderende, 10 extraordinære.
I Aarets Løb er der optaget 6 nye Medlemmer, udgaaet 2, død 1 (L. Budde).
Foreningens nuværende Bestyrelse bestaar af følgende: Foreningens Formand: Prof. Karl Larsen. Bestyrelsen for den skønlitterære Afdeling: Karl Larsen (Formand), Edvard Blaumüller, Emma Gad, Albert Gnudzmann, Sophus Michaëlis. Bestyrelsen for den videnskabelige Afdeling: Prof. Dr. phil. Cl. Wilkens (Formand), Dr. med. I. Carlsen, Biblioteksassistent, Cand. mag. Jul. Clausen, Musæumsinspektør Karl Madsen, Prof. Dr. phil. Jul. Petersen. Foreningens Sekretær: Hjalmar Bergstrøm. Foreningens Kasserer: Hovedkasserer i Københavns Handelsbank C. Nielsen. Foreningens juridiske Konsulent Overretssagfører Carl Levin.
Foreningen ejede den 1. Januar 1902 5759 Kr. Medlemsbidrag og Renter har beløbet sig til 1630 Kr. Udgifterne har i Aarets Løb været 792 Kr., saaledes af Foreningen den 1. Januar 1903 ejede 6597 Kr.
Foreningen holder Generalforsamling paa Lørdag Aften Kl. 8½ i Industriforeningens Repræsentantskabssal med Dagsordenen: Foreningens Virksomhed i det forløbne Aar, Fremlæggelse af det reviderede Regnskab for 1902-1903 og Valg af Revisor.



Social Demokraten, 11. april 1904.

I Løbet af næste Aar udløber vore tre Privatteatres Bevilling til at lade opføre Skuespil.

Dansk Forfatterforening og Skuespillerforeningen har derfor nedsat et Udvalg, bestaaende af Admiralinde Emma Gad, Skuespiller Peter Jerndorff, Professor Karl Larsen, Skuespiller B. Lindstrøm og Karl Mantzius, Overretssagfører Carl Meyer og Forfatterne Ove Rode og P. A. Rosenberg.

Dette Udvalg har nu endt sit Arbejde og har derefter indsendt et Andragende til Regering og Rigsdag om, at Teaternæring maa blive stillet frit, og Lovgivningen om den bør efter Udvalgets Mening indeholde følgende Bestemmelser:

1) Offentlige Skuespilopførelser maa kun finde Sted i Bygninger, der er indrettede særlig til dette Brug i Overensstemmelse med de til enhver Tid for Bygningens Indretning gældende Vedtægter.
2) Ret til at indrette og drive Teater tilkommer enhver, der opfylder de i Lov af 29. December 1857 om Haandværks- og Fabriksdrift m. m. fastsatte Betingelser, og som gør Anmeldelse om Driftens Begyndelse for en nærmere fastsat Myndighed.
3) Enhver, der driver Teater, skal være forpligtet til at føre de i Forordningen af 1. Juni 1832 for visse Erhverv paabudte autoriserede Handelsbøger.
4) Princippet i Lov af 29. December 1857 § 34 om, at ingen i samme Kommune maa have mere end en Butik, gøres gældende paa Teaterdrift.



Holbæk Amts Venstreblad, 29. februar 1908.

Kbhvn., 27. Febr.
I Forfatterkredse er man i disse Dage stærkt optaget af den forestaaende Generalforsamling i Dansk Forfatterforening.

Der har nemlig dannet sig en Slags Sammensværgelse med det Formaal at vælte Foreningens Formand, Karl Larsen.

Professoren har i en længere Aarrække beklædt Formandsstillingen og har egentlig opfyldt sine Pligter til alle Medlemmernes Tilfredshed. Misstemningen til ham har sine Aarsager.

Der er Folk, som finder, at han er en lidt for smart Forretningsmand til at indtage er repræsentativ Stilling, indenfor vor Forfatterverden, og i saa Henseende beraaber man sig navnlig paa Historien med “Ibsens episke Brand”.

Baade fra norsk og dansk Side er det gjort gældende, at Karl Larsen er kommen i Besiddelse af disse Ibsen-Manuskripter paa en mindre “fair” Maade, og det er ikke lykkedes Professoren i væsentlig Grad at afkræfte de rejste Sigtelsen for mindre tilladelig Omgang med anden Mands ejendom.

Saa er der ogsaa dem, der vil erindre, at Karl Larsen paa en vel overlegen Maade nægtede Holger Drachmann Ordet, sidste Gang den gamle Skjald gæstede Foreningen.

Det er disse og lignende Aarsager, der ligger bagved Oppositionen mod Professor Larsen. De misfornøjede, der flokkes om Forfatteren Walter Christmas og Digteren Helge Rode, mener at have grundet Haab om at kunne sætte en anden Mand paa Formandspladsen.
Simpålex.


Politiken, 29. februar 1908.

Til Forfatterforeningens Generalforsamling iaftes var mødt ca. 80 Medlemmer. Debatten begyndte meget saglig med Formandens Beretning, og vor Tegning fremstiller denne rolige Indledning. Omkring den omstridte Professor paa Talerstolen grupperer sig paa dette Tidspunkt en Række af kendte Forfattere. Man vil fra højre til venstre finde Portrætter af Dr. Karl Mantzius, Pastor Kacob Knudsen, Tandlæge Alfr. Bramsen, Ægteparret Michaëlis og Sekretæren Hr. Louis Bobé.

Men endnu holdt de, der førte Angrebet mod Karl Larsen, sig lidt i Baggrunden, og først senere rykkede Helge Rode, Edvard Blaumüller og Palle Rosenkrantz frem med det fældende Skyts, medens Karl Larsen forsvaredes af Prof. Johs. Stenstrup og Henri Nathansen. Blandt Angriberne blev det især Helge Rode, der virkede ved sin skarpe Tale om Karl Larsen og Den episke Brand.

Afstemningen gav 39 Stemmer for Karl Larsen af 78. Karl Larsen havde forlangt kvalificeret Majoritet for at blive siddende og maatte altsaa vige Formandsposten. Da Prof. Torp ikke selv var til Stede iaftes, og man ikke vidste, om han var villig til at modtage Valg, blev den endelige Afgørelse af, hvem der skal være Formand, udsat i 14 Dage.


Lemvig Folkeblad, 11. januar 1910.

Vore Forfattere har hidtil maatet savne deres eget Hjem. Nu har den utrættelige Fru Emma Gad ved sine talrige Fester faaet samlet saa mange Penge sammen, at Forfatterforeningen og Danske Dramatikeres Forbund i Lørdags kunde indvie deres egne Lokaler i a Portas Ejendom paa Kongens Nytorv i Kjøbenhavn. Stuerne er hyggelige og stilfulde.



Berlingske, 28. september 1915.

Igaar Aftes afholdt Dansk Forfatterforening sin tidligere omtalte ekstraordinære Generalforsamling. Over 100 Forfattere havde givet Møde; de videnskabelige mødte med Alderspræsidenten, Professor Henrik Scharling i Spidsen, desuden saas Frk. Ingeborg Maria Sick, Fru Ingeborg Vollquartz, Frk. v. der Lyhe Zernichow, Fru Edith Rode, Sophus Clausen, Andersen-Nexø, Bering Liisberg, Hans Ahlmann og Carl v. Kohl.

Efter Forslag af Bestyrelsen valgtes Overretssagfører Carl Levin til Dirigent; og Oppositionens Hovedtalere tog fat. Hr. J. J. Kronstrøm bebrejdede Bestyrelsen, at den ikke havde faaet oprettet et Salgsbureau, og i et meget langt Foredrag rettede han alle Slags Angreb paa Bestyrelsens Arbejdsmetode. Da Dirigenten skred ind herimod, indgav Oppositionen Begæring om

Valg af ny Dirigent.
Forfatteren, Hr. Carl E. Daugaard blev valgt med stor Majoritet, og Oppositionen kunde derefter uhindret fortsætte sit Stormangreb. Fru Thit Jensen erklærede, at Foreningen levede i et Dødvande og snart vilde forsvinde af de Levendes Tal, om ikke en ny Bestyrelse blev valgt.

Gennem det Bifald, Fruens Tale høstede, var det straks klart, at Oppositionen var i Flertal, det viste sig end tydeligere ved den Kulde, hvormed Forsamlingen modtog Formanden, Hr. Erik Skrams forskellige Forsvarstaler, hvori han hævdede, at Bestyrelsen havde gjort, og stadig udførte, et stort Arbejde for Oprettelsen af et Salgsbureau, og at det var en uhørt Fremgangsmaade, at rende Stormløb mod en Bestyrelse midt i dens Udførelse af de Planer, alle Parter ellers var enige om.

En Række Forfattere havde Ordet og talte i Disfavør af Bestyrelsen. Kun Baron Palle Rosenkrantz fraraadede Oprettelsen af et Bureau; han havde selv været med i et litterært Bureau i sin Tid, og det udrettede intetsomhelst til Gavn for mere end een enkelt Forfatter.

Fru Emma Gad, Formanden for Danske Dramatikeres Forbund, talte om, hvad denne kollegiale Forening ved sit Sammenhold havde udrettet til Beskyttelse af vore Forfatteres dramatiske Rettigheder, og tilraadede Oprettelsen af et Salgsbureau, hvis man kunde skaffe Kapital hertil.

Diskussionen drejede sig derefter om Tilvejebringelsen af Kapital. Hr. Vogel Jørgensen foreslog: Et Lotteri, hvori bortloddedes Originalmanuskripter med Forfatternavn.

Bestyrelsen skal gaa.
Da det imidlertid havde vist sig, at Lovene ikke hjemlede Ret til Valg af ny Bestyrelse paa den ekstraordinære Generalforsamling, afsluttedes denne med en Udtalelse om, at Forsamlingen opfordrede Bestyrelsen til at gaa, da den ikke havde røgtet Foreningens Tarv.

Bestyrelsen nægtede at gaa af.
Da Bestyrelsen imidlertid ikke var sindet straks at følge Forsamlingens Ønske, og da den paa den anden Side anstændigvis ikke kan sidde et saa kraftigt Mistillidsvotum overhørig, gik man ud fra, at Bestyrelsen i Løbet af et Par Uger vil indkalde til en ny Generalforsamling og paa denne overlade Oppositionen sine Mandater.
Literat.


Dagbladet, 5. oktober 1915.

I Foraaret 1908 stod den store Kamp i Dansk Forfatterforening, hvormed en lang Æra afsluttedes og Foreningens Berømteste Formand maatte bide i Græsset og for stedse trak sig tilbage fra førende Virksomhed i Kollegernes Kreds. Det kunde maaske more Læserne at opfriske disse Begivenheder, nu da Dansk Forfatterforening igen er indviklet i en Borgerkrig, der interesserer en Del af Publikum, fordi de her ser deres kære Forfattere i indbyrdes Kamp – en Syssel, der, lige siden vore Forfædre i Hedenold regalerede hverandre med Kødben i Hovedet under Gæstebudene, har været Danske en ligesaa kær Beskæftigelse som husvant at plaske paa Søen.

Altsaa:
Forfatterforeningen er stiftet i Halvfemserne som en selskabelig Forening for danske Forfattere. Den skyldes Fru Emma Gad og Professor Carl Torp, og den førte i sine første Aar en mild Tilværelse, medens Universitetets Videnskabsmænd og de skønlitterære Forfattere fredeligt græssede Side om Side.

Ved aarhundredskiftet blev Professor Karl Larsen Forfatternes Høvding. Støttet til Universitetes Professorer og med en trofast Bestyrelse, der talte saa elskværdige Medlemmer som de nu afdøde Forfattere Pastor Blaumüller, Alb. Gnudzmann og Hjalmar Bergstrøm, ledede Karl Larsen Foreningen med ubøjelig prøjsisk Orden og Strenghed. Som Bethmann Hollweg siger usentimeltal – saaledes var Karl Larsen allerede 14 Aar før Verdenskrigen. Han skød en digtende Tandlæge ublidt til Side, da denne ønskede Optagelse i Digterlauget, han satte Fagorganisation paa Dagsordenen for første Gang, og han holdt Medlemmerne i Tømme ved Love og Jurister.

Foreningen bestod af Matadoerne, de fremragende Digtere med Karl Larsen i Spidsen, Professorerne med Mænd som Carl Torp og Johs. Steenstrup, der med Vægt støttede Karl Larsen, og endelig Smaaforfatterne, der med Ærefrygt saa op til de store, og til hvem man kun gjorde Kur, naar der trængtes til Stemmer paa Generalforsamlingerne.

Ve den, der rejste sig mod Professoren og hans Bestyrelse, der blev dødt og stille om ham, og ældre skrivende Damer gøs omkring ham. “Vi alene vide” var Bestyrelsens Løsen, og under denne oplyste Enevælde voxede og trivedes Foreningen, saa den naaede et Medlemstal af omtrent 200 Forfattere og Videnskabsmænd.

Men en skønne Dag blev der Uro blandt Matadorerne. Liden Tue var det maaske, men den væltede et stort Læs. Ved Holger Drachmanns Gravfærd havde Karl Larsen uforsigtigt taget Plads lige bag Rustvognen, der førte Digterens Aske til Toldboden. Denne Plads var forbeholdt Lyrikerforeningens Formand, Pastor Blaumüller, og han vilde hævde den. Deraf randt Uvenskab. Men samtidig havde Karl Larsen af en gammel Kuffert fremdraget nogle Fragmenter af et Henrik Ibsensk Arbejde, de episke Brand, som han havde udgivet og kommenteret.

Herimod rejste Digteren Helge Rode sig i vældig Harme og angreb med klingeskapt Vid Forfatterforeningens enevældige Formand. Den fredelige Forening blev Skueplads for en Kamp saa Bitter som mellem Sparta og Athen. I Uger virkede de underjordiske Kræfter, der blev skrevet Lister og Kontralister, der konspitreredes og organiseredes, der hvervedes og vaabensmededes, man delte paa Forhaand Byttet, og man skrev i Aviserne, saa Blæk og Sværte føg.

Den store Aften kom i Studentersamfundets Festlokaler, under vældigt Gny, med Højesteretssagfører Bülow som Dirigent. Karl Larsen stod med himmelvendte Øjne og talte sin Sag, støttet af Professorerne og enkelte Forfattere, svigtet af sin gamle Bestyrelse, der fulgte Pastor Blaumüller, som talte med lynende Øjne, og Helge Rode, der spidede Karl Larsen paa sit Vids spidse Klinge. Oppositionens store Triumf var den, at en Snes af Matadorerne havde forpligtet sig til, hvis Karl Larsen blev genvalgt, at udmelde sig af Foreningen.

Emma Gad og Carl Torp havde grædt ved deres Forsterbarns Sygeleje, og i al Stilhed var det bleven bestemt, at hvis Karl Larsen sejrede med en lille Majoritet, saa skulde han træde tilbage og Professor Torp træde frem og frelse Foreningen.

Og saaledes gik det. Karl Larsen fik 89 Stemmer mod 83, med en værdig og ædel Gestus meddelte han Foreningen, at han takkede for Valget, men renoncerede paa Æren. Foreningens Bestaaen var ham kærere end hans egen Sejr!

Og hermed gled han ud af den Forening, hvis Trivsel og Væxt han i en Aarrække havde omfattet med al sin Energi, i klog Forstaaelse af, at han vandrede frem med Foreningen. For ham maa dette Nederlag have været en dyb Skuffelse. Foreningen vilde sikkert i Tidens Længde have baaret ham frem til en betydelig Hædersplads, og han vilde sikkert aldrig have stridt imod.

Professor Torp blev altsaa hans Afløser. Han styrede Foreningen i vistnok fire Aar, og ved den store internationale litterære Kongres gjorde han Honnør paa de danske Skønaanders Vegne, og Landets Konge hængte Kommandørkorset om hans Hals.

Aaret efter overgav han Tøjlerne til Otto Benzon, der efter en kortvarig Regering overlod dem til Erik Skram, som kun ugerne traadte til, men følte sig forpligtet til at være sine Koleger til Tjeneste i deres Nød. Allerede i den Benzonske Tid havde foreningen lidt en Aareladning derved, at P. A. Rosenberg og Alfred Ipsen udmeldte sig og dannede den nationale Forfatterforening, hvortil en Række folkelige Forfattere sluttede sig.

Det kan ikke skjules, at Prøjseraanden under Karl Larsen var fremmede for Foreningens ydre Trivsel. Maaske skal Digtere ledes med fast Haand. Emma Gad og Blaumüller glattede saa efter med Smil og venlige Ord.

Forfatterfioreningen er gaaet tilbage siden Lyrikerne fældede Karl Larsen, men det er muligt, at den atter kan vinde frem i Frihed under en Ledelse der forbinder Karl Larsens Energi med Fru Gads Behagelighed og Professor Torps formelle Korrekthed.

Medlemmernes Forhold er nu noget anderledes. Begrebet “Matadorer” existerer ikke mere. Det aandelige demokrati har besejret Aandsaristokratiet. En Forfatter er “en, der forfatter”, om det er “Faust” eller Scalas Revue, er for saa vidt ligegyldigt, man har at føle sig som Arbejder, og alle Arbejdere er lige. Paa Lygtepælen med den, der tror, at han bør hæve sig over sine Kammerater. Det er naturligvis den rigtige Vej, fordi det Aristokrati, der skal til, besørger Avancementet selv, og mellem de afdøde er Rangforordning overflødig, men det gør nogen Forskel, saa længe til man vænner sig til Forandringen.

Dernæst er Forholdet til Universitetets Videnskabsmænd blevet noget ændret, de arbejdende Forfattere er lige ved at synes, at de skal have Foreningen helt for sig alene. Og der er maaske noget i, at saadan en gammel Herre der sysselsætter sig med Erik Menved og Magnus Lagabøter, ikke har meget at gøre i en fri Forening af digtende Arbejdere!

Hvordan dette nu vil udvikle sig, vil fremgaa af, hvad der sker under den anden store Kamp i Forfatterforeningen, som nu indledes med Gny. Men hvorom al Ting er, Hovedpersonen fra den første store Kamp, Professor Karl Larsen, vil smile bittert og endnu en Gang befæstes i sin Tro paa Prøjseraandens Fortræffelighed.

Publikum vil smile, og Aviserne vil overbærende kommentere Kampen, men i hvert Fald vil den sejrende Pari næppe indlade sig paa at være ædel som i 1908. I vor demokratiske Tid kan man nu en Gang ikke være bekendt at ville være “fin” – ikke en Gang i Tankegang!
Historicus.


Dansk Forfatterforening i dag.
Dansk Forfatterforening i dag.