ET SØLVBRYLLUPLYSTSPIL I 3 AKTER AF EMMA GAD.
PREMIERE PAA DAGMARTEATRET DEN 26. DECEMBER 1890. UDGIVET PAA DET SCHUBOTHES FORLAG, 1890 – KJØBENHAVN. |
 Emma Gads største dramatiske Sukces ***
Læs anmeldelser/omtaler efter skuespillet: JYLLANDS POSTEN – 28. december 1890 KJØBENHAVNS ADRESSE EFTERRETNINGER – 29. december 1890 ILLUSTRERET TIDENDE – 11. januar 1891 AALBORG STIFTSTIDENDE – 17. august 1891 JYLLANDS POSTEN – 24. oktober 1891 HORSENS FOLKEBLAD – 27. november 1891 BORNHOLMS TIDENDE – 4. april 1893 VERDEN OG VI – 3. november 1916  8. april 1896 |
PERSONERNE:
| FABRIKANT SELBY |
FRU SELBY |
POULA, deres Datter |
FRK. KNUDSGAARD Fru Selbys Søster |
| DOKTOR FRANDSEN |
HOTHER, hans Søn |
PASTOR MATHIASEN |
STUDENT ENGELSØE |
| FRØKEN PRIP |
FRØKEN MØLLER |
JOMFRU LUDVIGSEN |
EN TJENER. | EN PIGE | DAMER OG HERRER |
| En rummelig og rigt udstyret Dagligstue hos Selbys. I Baggrunden Udgang til Entreen, i Hjørnet til højre Dør ind til et Kabinet, dækket af et Forhæng; paa Siderne Døre til den øvrige Lejlighed. Jomfru Ludvigsen ligger paa Knæ foran et stort Spejl og fæster Sløjfer paa en halvfærdig Balkjole, som Poula holder. |
|
| 1. AKT 1. SCENE |
Poula. Jomfru Ludvigsen. Senere Selby. |
| JOMFRU LUDVIGSEN |
Undskyld, Frøken Poula, men De maa staa lidt mere stille. |
| POULA | Er De dog ikke snart færdig, Jomfru Ludvigsen? |
| JOMFRU LUDVIGSEN |
Jeg skynder mig virkelig, alt det jeg kan. |
| POULA | Aa ja, jeg ved det nok; det er en Skam, jeg er utaalmodig. |
| JOMFRU LUDVIGSEN |
Aa, det er noget, jeg er saa vant til, naar Damerne skal prøve. Vil Frøkenen saa se i Spejlet, bliver det ikke en yndig luftig Nederdel? Nu kommer her Sløjfer med Blonder imellem helt ned ad Sidebredden, saa det danner ligesom en Stribe. Saadan syede jeg til Frøknerne Jansen til et stort Bal forleden, og jeg hørte siden efter, at de ikke var af Gulvet hele Aftenen. |
| POULA | Men tror De, at De kan blive færdig i Dag? |
| JOMFRU LUDVIGSEN |
Ja, færdig maa jeg jo være, om jeg saa skal sy Fingerne af mig. Frøkenen skal jo have Kjolen paa til Sølvbryllupet i Morgen. |
| POULA | Ja, helst. |
| JOMFRU LUDVIGSEN |
Man er jo saa ophængt, at det er rædsomt. Jeg skulde endelig have været hen i Holmens Kirke i Aften for at se paa et Bryllup, hvor jeg har tre Kjoler med, ja, jeg fik dem først færdige i Nat Kl. tre, men naar jeg kommer hjem, saa maa jeg i Lag med et graat Liv, som jeg skal sy om til i Morgen for Deres Tante, Frøken Knudsgaard. |
| POULA | Saa — ! |
| JOMFRU LUDVIGSEN |
Det er rigtignok noget slemt gammelt Stads; ikke det, der ligner Snit. Se, hvad synes Frøkenen saa om Sløjferne? Fjong, ikke sandt? Man ser straks, det er svære Baand. Naar nu blot, de var syet fast. |
| POULA | Skal jeg ikke hjælpe Dem ? |
| JOMFRU LUDVIGSEN |
Jo, mange ‘Tak, hvis Frøkenen har Tid; De er jo saa mageløs fiks. For i Regelen er det rigtignok det bare Juks, naar Damerne selv skal sy med. Vil De tænke Dem, forleden Dag havde Fru Jansen syet mig Frøken Mollys Forstykker til Frøken Nellys Ryg. |
| POULA | Bevares vel! |
| JOMFRU LUDVIGSEN |
Nej, man har saamænd kuns sine egne Fingre, lige til man styrter. |
| Selby kommer ind fra venstre. Han har en Skramme i Panden. | |
| POULA | Er Du endelig der, Fader? |
| SELBY | Goddag, lille Poula. Er Din Moder ikke hjemme? |
| POULA | Jo, hun har spurgt efter Dig; nu skal jeg sige, at Du er kommen. (vil gaa). |
| JOMFRU LUDVIGSEN |
Ih, Gud bevares, Frøken! Riv dog ikke saadan i Nederdelen. |
| POULA | Om Forladelse. |
| JOMFRU LUDVIGSEN |
Lad mig heller faa den. |
| POULA | Vær saa god. (Hun gaar ud til højre). |
| 1. AKT 2. SCENE |
Selby. Jomfru Ludvigsen. |
| SELBY | De har nok travlt, Jomfru! |
| JOMFRU LUDVIGSEN |
Det har jeg næsten alfetider, for hver Dame tænker jo kuns paa Sit. |
| SELBY | Ja, det forstaar sig. |
| JOMFRU LUDVIGSEN |
Men Gud, Hr. Selby, hvad er der dog i Vejen med Deres Pande? |
| SELBY | (lidt forlegen). Aa, det er ikke noget; jeg er kommen en Smule til Skade. |
| JOMFRU LUDVIGSEN |
Det var da uheldigt. Hvordan er det sket? |
| SELBY | Jo, jeg var paa Landet i Gaar hos min gamle Barnepige ude ved Taastrup — |
| JOMFRU LUDVIGSEN |
I Gaar? |
| SELBY | Ja, hvorfor? |
| JOMFRU LUDVIGSEN |
Aa, ikke noget. |
| SELBY | Der er jo faldet saa meget Sne i denne Tid, og da jeg skulde afsted i Aftes, var jeg saa uheldig at falde i Gaarden og støde min Pande mod en Høtyv, der laa. |
| JOMFRU LUDVIGSEN |
En Høtyv — hvad er det? |
| SELBY | Det er et Jernredskab i Landbrugsvæsenet. Den ser nærmest ud som en stor Gaffel; man bruger den til at stikke ind i Høet. |
| JOMFRU LUDVIGSEN |
Saa —! Ja, jeg er nu ikke saadan kendt ude paa Landet, omendskønt min Moder var fra Bornholm. |
| Fru Selby kommer ind fra højre. |
| 1. AKT 3.SCENE |
Selby. Fru Selby. Jomfru Ludvigsen. |
| SELBY | Goddag, kære Konstance! |
| FRU SELBY | Det er sent, Du kommer fra Fabriken. |
| SELBY | Jeg har haft saa meget at bestille. |
| FRU SELBY | Saa! Jeg har ogsaa haft saadan en anstrengende Dag. |
| SELBY | Hvormed, kære? |
| FRU SELBY | Naturligvis med Sølvbrylluppet i Morgen. Jeg maa jo tage mig af alt. |
| SELBY | Men Folkene — |
| FRU SELBY | Ingen kan hjælpe mig med at have det i Hovedet, og, ved Du hvad, at tale med Jomfruen om al den Mad, det er sandelig ikke Smaating med mit svage Helbred. |
| JOMFRU LUDVIGSEN |
Fruen skulde staa op hver Morgen Klokken seks og gaa en Tur. Det styrkner. |
| FRU SELBY | Hvordan kommer De her ind med Deres Sytøj, Jomfru Ludvigsen? |
| JOMFRU LUDVIGSEN |
Ja, undskyld, Frøkenen gik her ind for at se i Spejlet, hvordan Nederdelen faldt bag, til. |
| FRU SELBY | Naa saadan! Men saa er det vist bedst, De gaar ind til Dem selv igen. |
| JOMFRU LUDVIGSEN |
(gaar hen mod Døren). Det vilde jeg netop ogsaa. Undskyld, jeg glemte vist mit Fingerbøl. |
| FRU SELBY | Der staar det. |
| Jomfru Ludvigsen gaar ud til højre. |
| 1. AKT 4. SCENE |
Selby. Fru Selby. |
| FRU SELBY | Gud ved, hvor de Andre bliver af? |
| SELBY | Hvem Andre? |
| FRU SELBY | Min Søster Gusta. |
| SELBY | (misfornøjet) Naa, kommer hun nu igen! |
| FRU SELBY | Og Pastor Mathiesen og Student Engelsøe; maaske ogsaa Frøken Prip og Frøken Møller. |
| SELBY | Hvad skal de? |
| FRU SELBY | Det ved Du jo meget godt. De kommer for at hente os til Gustas Foredrag i Pastor Mathiesens Forening. |
| SELBY | Om hvad? |
| FRU SELBY | Om Midlerne mod Samfundets voksende Fordærvelse. |
| SELBY | Ja, den maa hun som gammel Jomfru jo være godt inde i. |
| FRU SELBY | Med Gustas Begavelse kan man godt forstaa sig paa en Ting uden just at være inde i den. Men altid skal Du stikle til Gusta. Du maa dog ikke glemme, at hun er min eneste Søster. |
| SELBY | Nej, ved Du hvad, det giver hun mig ikke Lejlighed til at glemme. |
| FRU SELBY | Jeg har tænkt at byde dem en Kop Kaffe før Foredraget? |
| SELBY | Maa jeg saa ikke nøjes med Kaffen? |
| FRU SELBY | Kære Selby, Du mangler i en sørgelig Grad Sans for alvorligere Ting. |
| SELBY | Ja, unægteligt, hvis Du dermed sigter til Din Søsters Virken for Samfundet. |
| FRU SELBY | Ikke alene det, men Du har ikke Interesse for andet end den velsignede Fabrik. Der er dog noget som har mere Værd end Bomuldstøjer. |
| SELBY | S’gu ikke for os. |
| FRU SELBY | Det er ikke nok at tjene Penge, de skal ogsaa anvendes smukt og gavnligt, og det er dog Interessen for de højere Formaal, der skal bringe En tilvejrs. |
| SELBY | Mener Du mod Idealet? |
| FRU SELBY | Naturligvis, men ogsaa mod en højere social Stilling. Var det maaske ikke mig, der fik Dig til at skænke de ti tusinde Kroner til Bartholomæuskirkens Spir? |
| SELBY | Jo. De gik unægteligt tilvejrs. |
| FRU SELBY | De vandt megen Paaskønnelse. Jeg havde haabet, at Du ved den Lejlighed var bleven Etatsraad — det blev Du nu ikke. Men denne Gang har jeg i Tide givet Pastor Mathiesen et Vink om, at Du i Anledning af vort Sølvbryllup vil skænke en større Sum til hans Forenings Byggefond. |
| SELBY | Jeg takker meget, men jeg vilde dog foretrække at anvende Pengene paa mine Arbejdere. |
| FRU SELBY | Jeg tror, Du ser galt i det Forhold, kære Selby. Naturligvis, det er altid priseligt at lette de Arbejdendes ydre Kaar, men mon det dog ikke er, som Pastor Mathiesen siger, at vi udretter mere ved at virke for vore Medmenneskers moralske og sædelige Oprejsning. Aa, ræk mig den Skammel, er Du god. Det Sjælelige maa dog være Hovedsagen. |
| SELBY | Jeg vidste ikke, at det hørte ind under det Sjælelige at blive Etatsraad. |
| FRU SELBY | Du har altid Din Morskab af at vende Vrangen ud af mine Ord. |
| Poula kommer ind fra højre. |
| 1. AKT 5. SCENE |
Selby. Fru Selby. Poula. |
| FRU SELBY | Naa, kære Poula, bliver Kjolen saa pæn? |
| POULA | Det haaber jeg. Aa, jeg glæder mig saadan til i Morgen, jeg, der elsker Liv og Bevægelse. |
| FRU SELBY | Hvis blot Din Fader ikke havde faaet den grimme Skramme i Ansigtet. |
| SELBY | Lad os nu ikke tale mere om den. |
| FRU SELBY | Da har jeg sendt Bud til Doktor Fransen om at komme og se til Dig. |
| SELBY | (misfornøjet) Nej hør, hvad skal det nu til for den Ubetydeligheds Skyld. |
| POULA | Det er da saa rimeligt, at Moder blev ængstelig. Du havde jo de forfærdeligste Hovedsmærter i Morges. |
| SELBY | Aa — |
| FRU SELBY | Ja, hvem kan vide, om ikke Høtyven var rusten. |
| SELBY | Det var den ikke. |
| POULA | Kunde Du da se det? |
| SELBY | (usikker) Jeg tror det idetmindste ikke. |
| FRU SELBY | Man læser jo hvert øjeblik i Avisen, at Folk faar Blodforgiftning af at rive sig paa rustent Jern. |
| SELBY | Vis vas! Det er mig meget imod, at Du har sendt Bud efter Doktoren. Du ved, han bliver gnaven, naar han bliver forstyrret i sine Studier for Smaatings Skyld. |
| FRU SELBY | Gnaven! det er han saamænd, hvad man saa end gør. At jeg skal have ham til Læge, jeg med mit sarte Helbred, det er sandelig et Offer, Du forlanger. |
| POULA | Men han er jo saa dygtig, og dertil Faders gamle Ven og Kammerat. |
| FRU SELBY | Ja, jeg kunde næsten fristes til at sige — desværre. |
| SELBY | Jeg indrømmer at han af og til er lidt pirrelig. Det kommer af, at hans Liv er en fortsat Kamp mellem et haardnakket Maveonde og et medfødt sprudlende Humør. |
| POULA | Men det gode Humør sejrer tidt. Man behøver blot at se paa det lune lille Smil ved han Mundkroge, naar der er noget, han morer sig over. |
| FRU SELBY | Eller spotter! Det hjælper ikke, hvad I siger, Doktor Fransen er en Materialist uden Spor af Ærefrygt for, hvad der er højt og ædelt, og derfor er ogsaa hans Søn bleven saa — lad os sige letsindig, som han er. |
| POULA | Er Hother virkelig saa letsindig, Fader? |
| SELBY | Vist ej. Ganske vist har han slaaet Gækken noget løs, men hvad gør det! Det er den Slags Fyre, der bliver til dygtige Mænd, naar de har Ideer og Fart i sig. Han er mig allerede til udmærket Støtte i Fabriken. |
| FRU SELBY | Der har vi ham naturligvis til Arv og Eje, det bliver Din Sag, men noget andet er det her i vort Hjem. Han er næppe den heldigste Omgang for en ung Pige. |
| POULA | Hvorfor — hvad gør han da? Har man ikke Lov at spøge og være munter? |
| FRU SELBY | Kære Barn, Du er saa trættende med dine evindelige Hvorfor. |
| POULA | En Samtale bestaar jo af Spørgsmaal og Svar, og naar Ingen spørger mig om noget, hvordan vil Du saa have, jeg skal bære mig ad? |
| FRU SELBY | En ung Pige kan godt tie stille. |
| POULA | Ja, men saa bliver hun jo aldrig klogere. |
| Hother kommer incl fra venstre. |
Et Sølvbryllup 1890,