Et Sølvbryllup 2. akt

Samme Stue hos Selbys. Der er stærkere oplyst. Midt i Værelset staar et dækket Bord, som Tjeneren gaar og sysler med. Dr. Fransen sidder og læser i en Avis. Selby ordner nogle Vinflasker.
*
PERSONERNE:

FABRIKANT SELBY FRU SELBY
POULA, Selbys Datter FRK. KNUDSGAARD, Fru Selbys Søster
DOKTOR FRANDSEN HOTHER, doktorens Søn
PASTOR MATHIASEN STUDENT ENGELSØE
FRØKEN PRIP FRØKEN MØLLER
JOMFRU LUDVIGSEN EN TJENER
EN PIGE DAMER OG HERRER
2. AKT
1. SCENE
Selby. Doktor Fransen. Tjeneren. Senere Poula.
SELBY Den Flaske, som staar der, skal vi have til Desserten, Anton.
EN TJENER Ja, jeg skal nok passe det.

Han gaar ud.
SELBY Dette minder mig lidt om vore smaa Ungkarlegilder, hvad Fransen! Husker Du den Gang, vi spiste til Aften hjemme hos mig, før vi gik til Maskerade i Vognmagerforeningens Syge- og Begravelseskasse. Det var en Aften, hvad!
DOKTOR
FRANDSEN
Kan Du dog ikke lade mig have et Øjebliks Fred til at læse den Artikel, jeg fandt her om Køernes Tuberkulose.
SELBY (trækker en Flaske op) Jo, læs Du bare! Kan Du huske, jeg var Tyrk med gule Atlaskes Bukser og Turban.
DOKTOR
FRANDSEN
Ja, gu’ husker jeg — Du saa rædsom ud.
SELBY Men Død og Pine, hvor vi morede os. Jeg ser Dig endnu danse Mazurka med Jomfru Klemmensen.
DOKTOR
FRANDSEN
Hun var Sylfide.
SELBY Ak ja, det var dengang. Om man naar aldrig saa vidt, den glade Tid faar man ikke om igen.
DOKTOR
FRANDSEN
Aa jo, lidt af den, naar man har Børn, der tager en Smule fornøjeligt paa Livet. Bevares, hvor jeg vilde ærgre mig, hvis Hother var et Hængehoved.
SELBY Jeg har nu desværre ikke nogen Søn.

DOKTOR
FRANDSEN
Der kan ogsaa være Humør i et Pigebarn, og Poula kan vi godt være bekendt.
SELBY Ja, Du ved nok, jeg giver Dig gerne Part i hende.
DOKTOR
FRANDSEN
Naa, Du mener det Giftermaal, Du gaar og snakker om. Det bliver vist ikke til noget.
SELBY Jo Du, jeg tror, det er lige ved at blive til noget, og det vilde jo være det allerbedste, der kunde ske, baade for dem og os — og Fabriken. Tænk, om vi kunde drikke deres Skaal i Morgen.
DOKTOR
FRANDSEN
Hvad tror Du saa, Din Kone vilde sige?
SELBY Aa, hun er ikke saa stridbar, som Du tror.
DOKTOR
FRANDSEN
Det tror jeg slet ikke, hun er, naar det ikke gaar ud over hendes egen smukke dyrebare og forkælede Person. Hun er blot i Lommen paa den begavede Frøken Knudsgaard.
SELBY Ja, desværre!
DOKTOR
FRANDSEN
(læser) Nej, det er dog det værste Vaas, jeg længe har læst.
SELBY Det om Køerne?
DOKTOR
FRANDSEN
Ja, for —
SELBY Ingenting kunde dog glæde os mere, end om vort gamle Venskab gik videre som Kærlighed mellem vore Børn, ikke sandt?
DOKTOR
FRANDSEN
(ser i Avisen) For naar Tuberkulosen optræder —
SELBY Naa, Gnavepotte, kan Du idetmindste ikke sige Ja?
DOKTOR
FRANDSEN
Jeg troede, det var de Andre, der skulde sige Ja.
SELBY Tys, der er Poula.
Poula kommer ind fra højre. Hun er i lys Dragt og har et Glas med Roser i Haanden, som hun sætter paa Bordet.
POULA Sidder I der og snakker endnu!
DOKTOR
FRANDSEN
Jeg ikke — jeg læser.
POULA I lovede jo at gaa ud og købe Konfekt.
DOKTOR
FRANDSEN
Nej, lad mig nu sidde i Fred! Jeg er midt i en Artikel om Køernes Tuberkulose.
POULA (tager Avisen fra ham og lægger den paa Bordet) Men nu er De færdig med den.
DOKTOR
FRANDSEN
Nej, gu’ er jeg ej. Er Du gal, Pigebarn?
POULA Ikke det mindste. Kom nu her og se, om Bordet er smukt dækket. Jo, ser det ikke kønt og farverigt ud med den grønne Salat og Roserne og de blanke Glas.
DOKTOR
FRANDSEN
Lad os nu først se, om der kommer noget godt i dem.
SELBY (slaar Fransen paa Skulderen) Vi skal faa os en rigtig morsom Aften, hvad Gamle?
DOKTOR
FRANDSEN
Tror Du! Det er farligt at love paa Forhaand.
SELBY Ikke her.
POULA Fy, Dr. Fransen, i Aften faar De ikke Lov at være gnaven. Han kan jo være saa rar og fornøjelig, naar han vil, ikke Fader?
DOKTOR
FRANDSEN
Men det vil han sjælden.
POULA Saa ryster vi Dem godt, ligesom en Flaske, for vi ved, at paa Bunden gemmer De det bedste.
DOKTOR
FRANDSEN
(klapper hende paa Kinden) Ja, til Dig, Primula. (Han tager Avisen igen)
Hother kommer ind fra Entreen. Han er i Selskabsdragt.
2. AKT
2. SCENE
Selby. Doktor Fransen. Hother. Poula. Senere Jomfru Ludvigsen.
HOTHER Godaften!
POULA Er De endelig der! Se, nu har vi alting i Orden, er her ikke kønt?
HOTHER (ser sig om) Nydeligt. Men hvorfor skal vi spise her inde?
POULA Fordi vi vilde have noget nyt — noget helt udenfor det sædvanlige.
HOTHER Festens Dronning er da ikke kommen?
SELBY Endnu ikke.
POULA Foreløbig maa De glæde Dem ved Prinsessen — det er mig.
HOTHER Jeg glæder mig alt det, jeg kan, med Syn, Hørelse og Følelse.
SELBY Ja, har hun ikke pyntet sig pænt?
POULA Det har Hother jo ogsaa.
SELBY (truer ad ham) Vist saa! Istedetfor at skrive det Forretningsbrev til Manufakturhandler Jespersen, som jeg
havde bedt ham om.
HOTHER Nu skal jeg gaa og gøre det.
POULA Nej, vent lidt — jeg vil fortælle jer noget! Jeg har skrevet et lille Digt, som jeg vil fremsige, idet Moder kommer ind.
DOKTOR
FRANDSEN
Død og Pine!
SELBY Hvornaar har Du udarbejdet det?
POULA Nu før — mens jeg skrællede Appelsiner.
HOTHER Maa vi ikke høre det?
POULA Nej, ikke før Moder kommer. Det er forresten saa kønt. Det begynder saadan — Vi hilse Dig med Glæde! Korn. Sæt Foden i din Stue —
Jomfru Ludvigsen kommer ind fra højre.
JOMFRU
LUDVIGSEN
Undskyld, jeg forstyrrer. Jeg vilde blot spurgt Frøken Poula, om jeg skal sætte Sløjfer paa Skuldrene?
POULA Jeg ved ikke —
HOTHER Jeg stemmer for Sløjferne.
JOMFRU
LUDVIGSEN
Ja, jeg finder ogsaa, det er det fineste til Bal. Det er saa klædeligt for Figuren.
DOKTOR
FRANDSEN
Men det er jo Bolette Ludvigsen. Hvordan lever De?
JOMFRU
LUDVIGSEN
Jo Tak, godt, Hr. Doktor.
DOKTOR
FRANDSEN
Jeg synes ellers, De ser noget blegnæbet ud.
JOMFRU
LUDVIGSEN
Det kommer sig vist kuns af, at jeg er træt. Jeg har maatte skynde mig saadan med at faa Frøkenens Kjole færdig, og jeg faar alletider saadan en fæl sugendes Fornemmelse her i Brystet, naar jeg sidder for længe bøjet over Sytøjet. Der er saa Mange, der raader mig til at gaa til den kloge Kone i Klerkegade, der laver en Mikstur, som skal være noget af det mest forbavsendeste, for hvad der saadan gør ondt indvendigt, og jeg tror ogsaa, jeg vil gaa til hende, saa snart jeg faar Raad til det.
DOKTOR
FRANDSEN
(gnaven) Naa, saa det tror De! Nu skal jeg sige Dem, hvad jeg tror, og det er, at De kommer og lader mig se paa Dem, saa snart De faar Tid og ikke Raad, istedetfor at blive baade ødelagt og snydt af saadan en forbandet Kærling formildet. De kan da nok unde mig Deres Søgning for gammelt Venskabs Skyld, hvad, Jomfru Ludvigsen?
JOMFRU
LUDVIGSEN
Ja Tak, Doktoren er altid saa mageløs venlig, mange Tak. (Gaar hen til Døren) Ja, saa syr jeg altsaa Sløjferne, Frøken?
POULA Gør, som De har Lyst.
JOMFRU
LUDVIGSEN
Mange Tak, undskyld.
Hun gaar ud til højre.
POULA (ler) Ja, undskyld! Jomfru Ludvigsen er lidt forfjamsket — det kommer af, at hun altid er saa forjaget, det Skind; men hun er ellers saadan en rar og flink en.
DOKTOR
FRANDSEN
Det ved jeg.
POULA Kender De hende da nøje?
DOKTOR
FRANDSEN
Ja, vi har i længere Tid boet i Hus sammen med hende og en Søster.
SELBY Søsteren var nok køn?
HOTHER Nydelig, med en Holdning som en ung Gran og den mest bedaarende lille Kløft i Hagen.
SELBY Hvor er hun da nu henne?
DOKTOR
FRANDSEN
Jeg tror, hun er gaaet til Bunds, desværre! Det var ligefrem rørende at se, hvor Søsteren sled og stræbte for at holde hende oven Vande.
POULA Den skikkelige Jomfru Ludvigsen!
Engelsøe kommer ind fra Entreen.
2. AKT
3. SCENE
Selby. Doktor Fransen. Hother. Poula. Engelsøe.
STUDENT
ENGELSØE
(i Døren) Godaften!
SELBY Saa
DOKTOR
FRANDSEN
Der har vi ham!
POULA (sagte til Selby) Du maa ikke bede ham blive til Aften, hører Du!
SELBY Vær saa god, Hr. Engelsøe, kom nærmere.
STUDENT
ENGELSØE
(ser paa det dækkede Bord) Tak, jeg kommer maaske til Forstyrrelse.
SELBY Paa ingen Maade.
Poula trækker i hans Frakke.
SELBY Jeg mener — det haster ikke.
DOKTOR
FRANDSEN
Kunde der nu ikke siges mere der henne om den voksende Fordærvelse?
STUDENT
ENGELSØE
Ak jo, om den Ting lader der sig desværre sige overmaade meget. Frøken Knudsgaard var netop midt i sit beaandede Foredrag.
ALLE: Men Gud, Hr. Engelsøe —!
POULA Hvorfor gik De saa?
STUDENT
ENGELSØE
Jo, jeg løb herhen for at høre, om jeg ikke skulde have tabt min Pung. Jeg blev pludselig hed om Ørerne derhenne ved at savne den.
POULA Det har jeg ikke hørt noget om. Hvordan saa den ud?
STUDENT
ENGELSØE
(søger paa Gulvet) Det var en lille blaa Pung, forarbejdet af Silke.
SELBY Var der mange Penge i den?
STUDENT
ENGELSØE
Tre Kroner og syv og halvfjerdsindstyve Øre.
HOTHER Og en halv.
STUDENT
ENGELSØE
Det er dog ikke faa Penge.
POULA Her er den vist ikke.
STUDENT
ENGELSØE
Maa jeg have Lov til at se efter i den anden Stue?
DOKTOR
FRANDSEN
For mig gærne.
POULA Der tror jeg heller ikke, den er.
STUDENT
ENGELSØE
Jeg vil dog se ad.
SELBY Nu skal jeg gaa med ind og hjælpe Dem.
STUDENT
ENGELSØE
Tak. Han gaar ud til venstre, idet han kaster et Blik paa Bordet.
SELBY (til Fransen) Kom, følg med!
DOKTOR
FRANDSEN
Hvad kommer hans Pung mig ved?
SELBY (ser paa Hother og Poula) Jo, kom nu!
DOKTOR
FRANDSEN
(rejser sig) Naa ja — jeg kan ogsaa læse min Artikel der inde.
De gaa ud til venstre.
2. AKT
4. SCENE
Poula. Hother.
POULA (efter et Ophold) Skal vi følge med?
HOTHER Nej, for Guds Skyld — jeg mener kan vi ikke blive her?
POULA (forlegen) Vil De ikke sidde ned?
HOTHER (adspredt) Nej Tak (ser paa hende) jo Tak.
POULA Nu kommer Moder vist forresten snart.
HOTHER Det haaber jeg ikke.
POULA Saa —?
HOTHER Ikke før jeg — jeg maa endelig tale med Dem først. Men jeg ved ikke rigtig — jeg skal sige Dem, jeg har aldrig før friet, og — og det var det, jeg vilde.
Poula smiler og tier.
HOTHER Og alt det, mit Hjærte er saa fuldt af, det — nej, jeg tror, aldrig jeg kommer videre. Jo, Poula, naar De vil se saadan paa mig, blot eengang endnu med et saadant Blik af Solskin og Lykke, saa kan jeg! Saa er det ikke saa svært at sige Dem, at De er mig kærere end alt andet i Verden.
POULA (sagte) Nej, jeg synes ikke, det kan være saa svært.
HOTHER De ved det jo saa godt, har vidst det saa længe, saa jeg behøver ikke at sige mere.
POULA Jo, jo, De gør. De har jo næsten ingenting sagt. –
HOTHER (sagte) Poula, hvor skal jeg finde Ord til at sige Dig, hvor jeg elsker Dig.
POULA Hvor Du elsker mig! Endelig hører jeg dem, de Ord, som jeg har længtes efter og haabet paa og drømt om. Hver Gang Du kom ind i Stuen, hver Gang vi blev alene, har mit Hjærte banket, som det skulde sprænges. Jeg tænkte, nu kommer det maaske, i Dag kommer det — jeg ved jo, det maa komme, det dejligste øjeblik af alle. For tror Du, at der kan gives noget dejligere end første Gang at høre de Ord: Jeg elsker Dig, sagte af den Eneste, til hvem man kan sige dem igen. Nej, der kan ikke være nogen større Lykke ! Der kan ikke.
HOTHER Poula —
POULA Og saa gav Du dig til at tale om Tolden paa Bomuldsvarer og saadant noget — de ligegyldigste Ting, saa jeg kunde have grædt af Ærgrelse.
HOTHER Det var jo ikke den heldigste Indledning. Men i Dag havde jeg nu besluttet, at jeg vilde sige det — jeg vilde — det var egentlig det, jeg mente med denne lille Fest. Jeg forsikrer Dig, jeg har ikke kunnet spise en Bid den hele Dag. Ja, nu ler Du, men jeg kunde jo ikke vide, hvad Du tænkte.
POULA Ikke?
HOTHER Jeg anede, haabede, troede, men vide det, kunde jeg jo ikke.
POULA Saa forstaar Du Dig ikke paa Kærlighed.
HOTHER Tror Du ikke (drager hende til sig) Se paa mig — tror Du ikke?
POULA (trækker sig tilbage) Jo jo.
HOTHER Og dog — Du har Ret. Først i dette Øjeblik forstaar jeg fuldt ud den Kærlighed, der ikke kan tage Ende før med Livet.
POULA Men den begynder da Gudskelov først nu.
HOTHER (peger paa Bordet idet han rejser sig) Ja, begynder med Roser og Festglæde.
POULA Nej, hvor vil Du hen?
HOTHER Ind og skrive til Manufakturhandler Jespersen. Jeg gør det, men gør det nødig.
POULA Hvad skal Du skrive til ham?
HOTHER (ler) Der kommer vist til at staa: Kæreste Jespersen, del min Fryd! Poula er min — min for Livet! (Han kysser paa Fingeren og gaar ud til venstre)
POULA (gaar frem og tilbage) Aa, den Lykke, det er; den jublende Lykke!
Doktor Fransen kommer ind fra venstre.
2. AKT
5. SCENE
Doktor Fransen. Poula. Straks efter Engelsøe.
DOKTOR
FRANDSEN
(misfornøjet) Det er dog for galt, at man ikke
kan faa Lov at læse den Smule Artikel for Hr. Engelsøes Vrøvl.
Han sætter sig ned og folder Avisen ud. Engelsøe kommer ind fra venstre, stadig søgende med et tændt Lys i Haanden.
DOKTOR
FRANDSEN
Der har vi ham Gud hjælpe mig igen, det Pernittengryn!
STUDENT
ENGELSØE
Der inde var Pungen destoværre heller ikke.
POULA Men vi skal sende Dem den, hvis vi finder den. –
STUDENT
ENGELSØE
(skotter til Bordet) Ja Tak.
POULA For De maa da endelig ikke gaa helt glip af min Tantes Foredrag.
STUDENT
ENGELSØE
Jeg kender det, Frøken! Jeg har det netop i Lommen for at bringe det til Trykkeriet. Ja, De har vel læst det?
DOKTOR
FRANDSEN
Jeg ikke!
POULA Jeg heller ikke — jeg beklager meget —
STUDENT
ENGELSØE
Engelsøe (tager et Manuskript frem) Ikke? Saa maa jeg sandelig læse et Afsnit for Dem, før jeg gaar.
DOKTOR
FRANDSEN
Det manglede blot.

POULA (afværgende) Det er virkelig alt for meget, Hr. Engelsøe. De har jo Hoste.

STUDENT
ENGELSØE
Det gør ikke noget, jeg gør Dem saa gærne den lille Fornøjelse. De skal høre hvor det er interessant, især er Slutningen overordentlig ildfuld.
DOKTOR
FRANDSEN
(vil rejse sig) Naa, saa maa jeg altsaa der ind igen —
POULA (sagte) Nej, nej — De maa ikke gaa.
DOKTOR
FRANDSEN
Aha, saadan staar det sig.
Poula sætter sig og tager med en ærgerlig Mine et Haandarbejde.
DOKTOR
FRANDSEN
(folder Avisen ud) Naa, Hr. Engelsøe!
STUDENT
ENGELSØE
(blader) Her kan vi begynde. (Læser) Vi leve i en Vidundernes Tid. Usædens Periode har været lang og fuld af Besvær, men nu gulnes Markerne mod Høsten, og Arbejderne ere kun altfor faa til at bringe det rige Høstudbytte hjem. Hvorfor? Fordi Kampen har gjort os stærke. Tillad mig, mine Damer og Herrer, at minde Dem om, at i en Kamp om Moralprincipet kendes ingen Vaabenstilstand, ingen Fredsbetingelser, ingen Indrømmelser. Den fordærvede officielle Verden, der overalt er vor Modstander, siger om os, at vi er selvretfærdige og umedgørlige, og at vi ikke ville give et Haarsbred efter. Det er sandt, det ville vi ikke. Sejren beror paa en ubøjelig Udholdenhed, og Sejren maa blive vor, naar vi sætte hele vor Viljekraft ind paa vor store og højt- stræbende Opgave. Derfor op, Venner, kast Sløvhed og Lunkenhed til Side, tal til hvert Menneskes Samvittighed, og hvor den sover, der væk den. (Vender sig) Ikkesandt. Hr. Doktor —
Dr. Fransen lader som han sover.
STUDENT
ENGELSØE
Jeg tror tilforladelig, den gode Doktor er falden lidt i Blund.
POULA (ærgerlig) Det er dog for galt.
STUDENT
ENGELSØE
(putter Hæftet i Lommen) Vi maa undskylde ham, han er jo baade ældre og svagelig. Desuden beklager jeg det ikke saa meget, da det giver mig Lejlighed til at være lidt ene med Dem, Frøken Poula.
POULA (ærgerlig) Ja, saa omtrent.
STUDENT
ENGELSØE
Jeg tilstaar, det Øjeblik havde jeg netop hanbet skulde indtræffe i Dag. Det er mig nemlig magtpaaliggende at kunne tale lidt uforstyrret med Dem.
Dr. Fransen skotter i Smug til ham.
STUDENT
ENGELSØE
Naar jeg har søgt oftere at komme her i Huset, saa har det ikke alene haft sin Grund i den Tiltrækning her i og for sig kan findes baade i aandelig og materiel Henseende.
POULA Ikke?
STUDENT
ENGELSØE
Heller ikke absolut i den Ærefrygt for de højere og alvorligere Ting, som hersker i dette Hjem. Det har været noget, der griber Sindet mere umiddelbart. Det har været en huld og elskelig Kvinde.
POULA Ja, Tante Knudsgaard.
STUDENT
ENGELSØE
Just ikke.
Dr. Fraasen aabner Øjnene og smiler.
STUDENT
ENGELSØE
Ganske vist, Frøken Knudsgaard er en højst fortræffelig Dame, men hun er jo dog saa gammel at —
POULA Naa — kun ældre.
STUDENT
ENGELSØE
Nej, Frøken Poula, det har været Dem. De har vist alt fornummet, hvilket stærkt Indtryk, De har gjort paa mit Sind.
Dr. Fransen snorker svagt.
STUDENT
ENGELSØE
(ser til ham) Vel ved jeg, at den Plads, jeg kan naa til her i Livet, den er ikke for dem, der higer efter denne Verdens Guld og Glimmer, skønt der forhaabentlig ogsaa ad den Vej lader sig samle lidt Midler, særligt ved Udgivelse af Skolebøger, men Hovedsagen er, at min Stræben og Virken har været rettet mod Idealet.
POULA Hvordan, mener De?
STUDENT
ENGELSØE
Jeg tror at turde sige, at mit Liv og min Fortid har været en Forberedelse til denne Stund.
POULA (hoster og ser hen til Doktor Fransen)
STUDENT
ENGELSØE
Jeg tilstaar, ogsaa jeg har som enhver Anden, været paa Veje til at hvirvles ind i Fristelsernes Malstrøm af Vellyst og Begær, men i slige Stunder har jeg sagt til mig selv: Nej, Balthasar, naar den Dag oprinder, hvor Du træffer hende, den Eneste, den Bette, da maa Du kunne sige til hende: Ransag mit Hjærte og mit Liv, og Du vil finde det pletfrit og uskyldigt som Dit eget.
Dr. Fransen snorker svagt.
STUDENT
ENGELSØE
(kaster et ærgerligt Blik paa ham) Kun paa et saadant Grundlag har man jo Lov at bygge Ægteskabet. Først naar Elskovens hede Attraa forbinder sig med det ethiske Moment i det ægteskabelige Liv, da først kan der fremblomstre en Følelse, der gør os værdige til at nyde en varig Lykke i Hjemmets fredsæle Bo. Denne Følelse nærer jeg for Dem, Frøken Poula, og jeg vover at haabe, at De, der er opvokset i saa gode, saa rene og smukke Omgivelser —
Poula lader sin Syæske falde haardt til Gulvet.
DOKTOR
FRANDSEN
(lader som han vaagner) Nej vist ej — jeg sov ikke, aldeles ikke. Jeg har hele Tiden fulgt med i det Knudsgaardske Foredrag. Rejser sig. Men jeg er ikke af Deres Mening, Hr. Engelsøe, jeg fandt dog ikke Slutningen ildfuld nok.
STUDENT
ENGELSØE
(ærgerligt) Ikke det!
Selby og Hother kommer ind fra venstre.
2. AKT
6. SCENE
Selby. Poula. Doktor Fransen. Engelsøe. Hother.
HOTHER Men hvad ser jeg, Hr. Engelsøe, er De her endnu?
STUDENT
ENGELSØE
Ja, tilforladelig —
SELBY Men vil De da ikke —
POULA (sagte) Nej, vi vil ikke have ham.
SELBY (lidt forlegen) Ja, jeg beder Dem ikke blive — De ser, vort Aftensbord staar og venter paa min Kone, men for vor Skyld maa De ikke give Afkald paa den Nydelse at høre min Svigerinde tale. Jeg ved hvor gærne De vil.
HOTHER Det Offer kan vi ikke tage imod.
SELBY Paa ingen Maade.
STUDENT
ENGELSØE
(skotter til Bordet) Frøken Knudsgaard er vist allerede færdig.
DOKTOR
FRANDSEN
Mon hun nogensinde bliver færdig.
SELBY Og Diskussionen!
HOTHER Ved den kan De da umulig undværes.
DOKTOR
FRANDSEN
De kan da ikke svigte Deres Beskytter- inde midt i Kampens Hede.
SELBY Nej, De, der er hendes bedste Støtte.
POULA Skynd Dem dog endelig der hen.
STUDENT
ENGELSØE
(nølende) Ja, jeg vil ogsaa tillade mig at tage Afsked — at sige — hvis De ikke tager mig det ilde op.
SELBY (forekommende) Paa ingen Maade.
HOTHER Farvel!
POULA Farvel, Hr. Engelsøe og god Bedring med Hosten.
STUDENT
ENGELSØE
Tak, Frøken, Godnat.
Han gaar ud i Baggrunden, fulgt til Døren af Selby.
SELBY (kommer tilbage) Se saa, der blev vi omsider af med ham.
HOTHER Det kneb.
POULA Tys — jeg synes, jeg hørte Vognen køre ind! Ja, der kommer Moder, skynd jer — kom her.
Fru Selby kommer ind fra Entreen og giver sit Ydertøj til Tjeneren.
2. AKT
7. SCENE
Selby. Fru Selby. Doktor Fransen. Hother. Poula.
FRU SELBY Godaften, men hvad er dog dette?
POULA Vil Du nu blot tie stille og høre efter.

Vi hilse Dig med Glade! Kom,
Sæt Foden i Din Stue,
Og tag imod den Velkomst, som
Vi byde Husets Frue.
Knap tindre Dine Øjne blaa
Og Dine Kinder gløde,
Før Jubelsang, her fra Din Vraa,
Vil lyde Dig i Møde.

Du gjorde Livets Byrde let,
Var Hjemmets Fred og Lise,
Var Hjemmets Fred og Lise — —

hvad er det saa der kommer?

SELBY Men nu er Du af Sangen træt
Og nu vil vi sgu spise.
POULA Aa fy, Fader, der var seks Vers endnu.
FRU SELBY Men sig mig, hvad skal dog denne Stads betyde?
SELBY At vi vilde overraske Dig med paa Forhaand at højtideligholde vort Sølvbryllup med denne lille improviserede Fest — for os selv.
DOKTOR
FRANDSEN
Uden Skaaltaler og Taarer og al den anden Staahej i Morgen.
SELBY I Aften siger vi kun: Leve Glæden.
FRU SELBY (kølig) Ja, det kan jo være meget morsomt, men efter et Foredragsmøde af en saa tankevækkende Art som det, jeg lige har bivaanet, kan man ikke straks gaa ind paa Fjas og Løjer.
SELBY Aa hvad —
FRU SELBY Min Søster vilde heller ikke synes om, at jeg tog bort fra Diskussionen af en saadan Grund.
HOTHER Men Deres Søster staar jo nu derhenne.
SELBY (sagte) Heldigvis.
FRU SELBY Det hjælper ikke, kære Selby, jeg er nu engang ikke af et saa let Gemyt som Du. Jeg husker nok forleden Aften, da vi kom fra Orgelkoncert, hvor jeg var greben til min Sjæls Inderste af den alvorlige Musik, og straks kunde Du nynne en Polka og sætte Dig til at spise Sildesalat.
DOKTOR
FRANDSEN
(bebrejdende) Selby dog!
FRU SELBY Mor I jer blot, men jeg er ikke oplagt til at være med; jeg vil gaa ind i mit Værelse og tænke lidt.
SELBY Det plejer Du jo aldrig.
HOTHER Aa nej —
POULA Det faar Du ikke Lov til, hvad er der saa ved det hele. Jeg synes virkelig, det var saadan en køn Ide af os, og vi havde glædet os saadan til Du kom.
FRU SELBY Ja Tak, mit søde Barn.
HOTHER Og se hvor her er smukt! Saa mange Lys og Blomster, og saadanne fornøjede Ansigter. Kan De modstaa det?
SELBY Nej, vist kan Du ej. Kom nu Konstance, og spis lidt med.
DOKTOR
FRANDSEN
De kan jo tænke bagefter.
FRU SELBY Naa ja, naar det ikke kan være andet. Jeg vil naturligvis nødig forstyrre Fornøjelsen for jer Andre.
SELBY Det vidste jeg nok. Kom, lad os gaa til Bords. Jeg byder Festens Dronning Armen. Fransen, vil Du tage Poula —
HOTHER (byder hende Armen) Nej, hun er optagen! Fader maa gaa alene.
DOKTOR
FRANDSEN
Det kunde jeg nok begribe.
De sætte sig til Bords.
FRU SELBY Jeg maa rigtignok sige, I har gjort festlige Forberedelser.
SELBY (skænker Vin) Vi kan aldrig faa det festligt nok til at fejre en saadan Sølvbrud. Se paa hende Fransen, hvad siger Du!
DOKTOR
FRANDSEN
Ja, godt ser hun jo ud.
FRU SELBY (smigret) Kære Selby, vær dog ikke saa ungdommelig.
SELBY Jo, i Aften vil vi netop være ungdommelige — nej, unge.
HOTHER (ser paa Poula) Og lykkelige.
POULA Hør, maa jeg nu ikke have Lov at fremsige de andre Vers?
Alle: Nej!
POULA Aa fy! De er ved Gud saa pæne alle seks.
SELBY Ja Tak, min Pige, men vi vil alligevel heller have seks Østers— til at begynde med. Anton, kom saa med dem.
FRU SELBY Nej tænk, skal vi have Østers!
DOKTOR
FRANDSEN
Blot de nu er gode!
FRU SELBY De ser lovende ud.
SELBY Træk saa Champagnen op, Anton!
DOKTOR
FRANDSEN
Kan vi ikke faa noget andet end det søde Kram!
SELBY Hvad vil Du da have?
DOKTOR
FRANDSEN
Har Du ikke mere af Din gamle Madejra?
SELBY Jo, der staar netop en Flaske derhenne, Anton, kom med den og skænk for Doktoren.
DOKTOR
FRANDSEN
Ja, kom med den, Anton!
SELBY Aa, ræk mig lidt Brød!
FRU SELBY Det var ellers en net Historie, da vi sidst skulde have af den Madeira. Kan Du huske, Selby, det Middagsselskab, hvor Tjeneren gik rundt og skænkede i Glassene med de højtidelige Ord: Gammel Madeira fra 1813 — men De har jo ingen Citron, Doktor!
SELBY Og tænk, saa var det min Sandten en Flaske dovent Øl, han havde faaet fat i.
DOKTOR
FRANDSEN
Det var sgu heldigt, for ellers havde vi maaske ingen Madejra faaet i Aften.
SELBY Du skulde have set Pastor Mathiesens Ansigt, da han fik den Læskedrik at smage.
De le.
HOTHER Det havde været en dejlig mild Drik for Hr. Engelsøe, der aldrig smager en Draabe Spiritus.
POULA Han sværmer for Bruslemonade.
FRU SELBY Den skal han saamænd faa i Morgen Aften.
HOTHER Naar han svinger sig i Dansens Hvirvel med Frøken Prip og Frøken Knudsgaard.
POULA De skal ogsaa have en Svingom med Tante Gusta, Dr. Fransen.
DOKTOR
FRANDSEN
Ja, en Galopade.
De le og tale i Munden paa hverandre. Frøken Knudsgaard kommer ind fra Entreen.
2. AKT
7. SCENE(B)
Selby, Fru Selby. Frøken Knudsgaard. Doktor Fransen. Poula. Hother.
FRØKEN
KNUDSGAARD
Godaften!
Tavshed.
POULA Men Gud, Tante Gusta, kommer Du her?
FRØKEN
KNUDSGAARD
Det ser Du jo.
HOTHER (sukker) Ja! Det ser vi!
FRØKEN
KNUDSGAARD
Men det lader til, at jeg kommer til Ulejlighed?
FRU SELBY Det gør Du aldrig her, kære Gusta.
DOKTOR
FRANDSEN
(sagte) Jo, gu’ gør hun saa.
SELBY Hvad sagde Du?
DOKTOR
FRANDSEN
Jeg sagde ligesom Du: Leve Glæden!
FRØKEN
KNUDSGAARD
(ser paa Bordet) Jeg kunde jo ikke ane, at her var Drikkegilde.
FRU SELBY (lidt forlegen) Det var sandelig ogsaa en Overraskelse for mig.
FRØKEN
KNUDSGAARD
Saa —! Det vil jeg ogsaa helst tro.
FRU SELBY Vil Du ikke spise med?
FRØKEN
KNUDSGAARD
Nej, jeg takker, jeg har drukket en Kop Thevand.
SELBY (forbindtlig) Jeg haaber ellers, Du har moret Dig godt?
FRU SELBY Kære Selby, det er næppe det rette Udtryk for Gustas gribende Foredrag.
SELBY Naa, nej — just morsomt var det vel ikke.
FRØKEN
KNUDSGAARD
Hvadbehager?
SELBY (forlegen) Jeg mente — det var jo ikke det, Du mente.
FRØKEN
KNUDSGAARD
Nej, just ikke.
FRU SELBY Men Diskussionen, kære Gusta?
FRØKEN
KNUDSGAARD
Den forlod jeg, fordi jeg havde en Sag af Vigtighed at drøfte med jer.
SELBY (sukker) Tak, Skæbne.
FRØKEN
KNUDSGAARD
Men jeg vil ikke forstyrre.
FRU SELBY Det gør ikke noget. Vi kan spise senere.
POULA Hvad er det for en vigtig Sag, Tante Gusta?
FRU SELBY Kom nu ikke igen med din evige Spørgen, kære Barn.
FRØKEN
KNUDSGAARD
Jeg vil tværtimod bede Dig gaa lidt ind i den anden Stue, lille Poula.
POULA (ærgerlig) Hvad skal jeg der?
FRU SELBY Du kan jo øve dit nye Musikstykke.
DOKTOR
FRANDSEN
Og din Taalmodighed.
POULA Ja, den kan man have Brug for.
HOTHER Maa jeg tillade mig at følge med for at vende Noderne?
POULA (sagte) Tak. Saa tror jeg ikke, jeg faar saa megen Brug for min Taalmodighed.
Hun gaar med Hother ud til venstre.
2. AKT
8. SCENE
Selby. Fru Selby. Doktor Fransen. Frøken Knudsgaard.
FRØKEN
KNUDSGAARD
Er det passende, at den unge Hr. Fransen gaar der ind alene med Poula?
SELBY (ivrig) Paa ingen Maade! Kom, Fransen, lad os gaa ind til dem.
FRØKEN
KNUDSGAARD
Nej, Selby, jeg ser gærne, Du er til Stede ved vor Samtale.
SELBY Naa!
DOKTOR
FRANDSEN
Godt, saa gaar jeg hjem.
FRØKEN
KNUDSGAARD
Som De vil, Hr. Doktor, men Sagen berører ogsaa Dem. Det er nemlig om Deres Søn, jeg ønsker at tale.
DOKTOR
FRANDSEN
Det eren anden Sag, saa tager jeg Hansken op.
FRØKEN
KNUDSGAARD
Vi mener nemlig, at nu er øjeblikket kommet til at tage Bladet fra Munden.
FRU SELBY Jeg skal sige Dem, min Søster har paa Vejen hen til Mødet fortalt mig —
FRØKEN
KNUDSGAARD
Lad mig, Konstance! Det staar vist nu klart for os alle, Hr. Doktor, at Deres Søn synes at nære Tilbøjelighed for Poula, og at det ikke lader til at være hende imod.
DOKTOR
FRANDSEN
Og hvad saa?
SELBY Er det maaske ikke ønskeligt?
FRØKEN
KNUDSGAARD
Nej.
FRU SELBY Det tror jeg ikke.
DOKTOR
FRANDSEN
Tør man spørge, hvad Damernes Indvending da er?
FRØKEN
KNUDSGAARD
Den vigtigste af alle. Deres Søns umoralske Liv og Grundsætninger.
DOKTOR
FRANDSEN
Nej, hør nu —
FRØKEN
KNUDSGAARD
Vil De maaske søge at paastaa, at der ikke har været Kærlighedshistorier i hans Liv?
DOKTOR
FRANDSEN
Jeg vil næsten sige, Skam skulde han da faa, om der ikke havde. Ungdom uden Forelskelse er ligesaa bagvendt som Forelskelse uden Ungdom.
FRØKEN
KNUDSGAARD
Er det ikke forfærdeligt, Konstance!
DOKTOR
FRANDSEN
Nej, aldeles ikke, hvis han har bevaret sit Hjærte rent.
FRU SELBY Er Du ogsaa af den Anskuelse, Selby?
SELBY (usikker) Ja, det vil sige — jeg mener — Erfaringen er jo ikke fri for at vise, at det tidt bliver de bedste Ægtemænd, der har set lidt af Livet, saa er de færdige med det andet — jeg mener — det betrygger ofte Lykken —
DOKTOR
FRANDSEN
Der gives nemlig ogsaa Lykke udenfor Pastor Mathiesens Forening.
FRØKEN
KNUDSGAARD
For saa vidt man ved Lykke forstaar Tilfredsstillelse af sine verdslige Begæringer.
DOKTOR
FRANDSEN
Hvad skal man sige! Vi kan ikke Alle være Engle — saadan som De!
FRØKEN
KNUDSGAARD
Kom kun med Ukvemsord.
SELBY Kan en Engel egentlig siges at være et Ukvemsord?
FRØKEN
KNUDSGAARD
Alt sligt maa man være forberedt paa, naar man taler Afholdenhedens og Selvfornægtelsens Sag.
FRU SELBY Ja, Dyden bliver kun daarligt belønnet her i Verden.
DOKTOR
FRANDSEN
Vist saa, for hvis den blev belønnet, saa var det jo ikke Dyd.
SELBY Ærbarhed er da heller ikke alt. Forstand og Hjærte og Dygtighed maa da ogsaa have Ret til —
FRU SELBY Kære Selby, vi ved desværre, at Din Ven, Doktoren finder Medhold hos Dig. At hans Livsbetragtning kan foraarsage Skade paa Sjælen, det bekymrer Dig kun lidt.
DOKTOR
FRANDSEN
(gnaven) Det foruroligede heller ikke Fruen forleden, da De havde Hold i Ryggen.
FRØKEN
KNUDSGAARD
Lige meget, Hr. Doktor, her maa det frem. De letsindige, jeg kan gærne sige frivole Principer, som De ved enhver Lejlighed forfægter, de har ikke undladt at berøre min Svoger føleligt, og jeg ved bedst, hvor den Indflydelse, De har paa ham, gør min Søster ondt.
FRU SELBY Kun Gusta ved, hvor det smærter mig.
FRØKEN
KNUDSGAARD
Men lad det nu være, hvad det vil. Selby har maaske i Dem sit Livs Fristelse, som han selv maa søge at kæmpe imod.
DOKTOR
FRANDSEN
Som den Stridens Mand, han er.
FRØKEN
KNUDSGAARD
Men en anden Sag er det, hvor det, som her, drejer sig om et uerfarent og ubefæstet Barns Fremtid, der, given i Hænderne paa en Mand uden mindste Agtelse for Alvor og Moral, maaske vilde gaa den visse Fortabelse i Møde.
FRU SELBY Ingen ved, med hvilken utrættelig Omhu vi fra Poulas spædeste Aar har arbejdet paa i hendes unge Sjæl at indpode Sans, for hvad der er skønt, og — og smukt, og — og kønt!
FRØKEN
KNUDSGAARD
Derfor maa vort Værk ikke nu gaa til Spilde.
FRU SELBY Selby, hvis Du bliver ved at pille ved Saaret paa din Pande, saa bliver den ikke bedre til i Morgen.
DOKTOR
FRANDSEN
Men hvad Pokker er Deres Mening med alt dette? Enten vil Hother og Poula ikke have hinanden, og saa er det jo ganske overflødigt, eller ogsaa vil de have hinanden, og da er det ogsaa overflødigt, for saa afgør de vist den Sag uden at spørge om Forlov. Den Slags hverken bør eller kan man hindre.
FRØKEN
KNUDSGAARD
Jo netop. Vi kan hindre den Forbindelse, og det var vor Hensigt med denne Samtale at underrette Dem om, at vi ogsaa har i Sinde at gøre det.
DOKTOR
FRANDSEN
Vi takker!
FRØKEN
KNUDSGAARD
Et Ægteskab er et saadant Livsspørgsmaal, at vi maa betragte det som vor Pligt at skride ind, naar vi ser, det vilde blive til ubodelig Ulykke for Poulas Sjæleliv.
FRU SELBY Og det maa sandelig gaa fremfor alt andet. Det maa dog ogsaa Du indrømme, Selby.
SELBY Ja, naturligvis — Ægteskabet er en Ting, som man omhyggelig skal vogte sig for — jeg mener — overveje —
DOKTOR
FRANDSEN
Og hvordan vil De saa afvende den ubodelige Ulykke?
FRØKEN
KNUDSGAARD
Kun ved at tale med Poula. Vi agter blot at oplyse hende om, hvorledes Deres Søns Fortid har været.
DOKTOR
FRANDSEN
Tror De, at det kan kaldes — fint?
FRØKEN
KNUDSGAARD
Kald det, hvad De vil, jeg finder det at være min Pligt som Kvinde og Tante. Jeg har i Dag lært et Træk af Hr. Hother Fransens foregaaende Liv at kende, som vil være tilstrækkeligt til at fylde en uskyldig ung Pige med Afsky.
SELBY Hvem har fortalt Dig det Træk?
FRØKEN
KNUDSGAARD
Det har en meget troværdig Person, en Syerske, der var nøjere bekendt med ham, og hun berettede, at —
DOKTOR
FRANDSEN
Jeg beder Dem, Frøken! De forstaar maaske — jeg ønsker ikke at lære min Søns Liv at kende af fremmede Folks Beretning, mindst af Deres. Dertil stoler jeg altfor sikkert paa, at han aldrig vilde svigte det, jeg kalder Ære og Ret.
FRØKEN
KNUDSGAARD
Men Poula —
DOKTOR
FRANDSEN
Lad hende komme, jeg skal kalde paa hende. Opfyld saa Deres Pligt som Kvinde og Tante og sig hende, hvad De finder for godt. Men holder hun af min Søn, og er hun Den, jeg tror og haaber, saa lader hun ikke Andenmands Sladder være bestemmende i sit Hjærtes bedste Følelser. Nu kender De min Mening og dermed Basta. (Rejser sig.)
SELBY (til Damerne) I undskylder, jeg følger med —
DOKTOR
FRANDSEN
(i Døren til Selby) Jeg giver Dig Ret, min Ven, hun gør Dig til Idiot.
De gaa ud til venstre.
FRØKEN
KNUDSGAARD
Det er dog en utrolig Fripostighed!
FRU SELBY Den Slags er saa angribende!
Poula kommer ind fra venstre.
2. AKT
9. SCENE
Fru Selby. Poula. Frøken Knudsgaard.
POULA Dr. Fransen sagde, jeg skulde gaa ind til jer.
FRU SELBY Ja, vi vil gærne snakke lidt med Dig, mit Barn.
FRØKEN
KNUDSGAARD
Du ved Poula, vi har fulgt din Udvikling Skridt for Skridt.
POULA Ja, Tante.
FRØKEN
KNUDSGAARD
Den er ikke i alle Henseender bleven, som vi kunde have ønsket og haabet, men Du tvivler vel ikke om, at din Lykke, den ydre saa vel som den indre, ligger os, din Moder og din Moster paa Hjærte?
POULA Hvorfor skulde jeg tvivle om det, og hvorfor den højtidelige Tone?
FRU SELBY Fordi det, vi har at sige Dig, er af Vigtighed for hele din Fremtid.
FRØKEN
KNUDSGAARD
Vi vil nemlig tale med Dig om Hr. Hother Fransen.
POULA Ja saa!
FRU SELBY Sig os ærligt, har Du lagt Mærke til, at Hother viser Dig Opmærksomhed?
POULA (sagte) Ja, Moder, jeg ved, han elsker mig.
FRU SELBY Har han sagt Dig det?
POULA Ja.
FRØKEN
KNUDSGAARD
Hvornaar?
POULA I Aften.
FRU SELBY Min Gud —
FRØKEN
KNUDSGAARD
Har han virkelig!
POULA Og aldrig, aldrig havde jeg tænkt mig, det var muligt at være fyldt til sin inderste Sjæl af en saadan Følelse af Lykke.
FRØKEN
KNUDSGAARD
(irriteret) Den Lykke er misvisende og usund, Poula, som Lygtemænd i en giftig Sump. Du maa rive enhver Tanke om ham ud af dit Hjærte.
POULA Hvorfor — jeg forstaar jer ikke.
FRØKEN
KNUDSGAARD
Det er ogsaa min Agt at sige Dig det med klare Ord. En uskyldig og ren ung Kvinde kan ikke række Hr. Hother Fransen sin Haand.
FRU SELBY Vel vidste vi, at han har ført et letsindigt Ungdomsliv, men din Tante har erfaret noget i Dag, som vil berøve Dig alle dine Illusioner.
POULA Hvad er da det?
FRØKEN
KNUDSGAARD
Han har lokket en hæderlig og arbejdsom Kvinde til Fordærv og Fald, saa at hun er sunken ned i Skarnet og er endt paa en Sangerindeknejpe.
FRU SELBY Og ved Du, hvem den unge Pige er; det er Jomfru Ludvigsens Søster.
POULA (bevæget) Hende! Han talte om, hvor smuk hun var! Skulde det være muligt!
FRØKEN
KNUDSGAARD
Ikke sandt, Du ser, hvilken Afgrund, Du har svævet over, men Gud være lovet, er Du bleven reddet i Tide. Der staar jo nu saa mange andre Veje aabne for Kvinden end just Kærlighed og Ægteskab; Du kan fuldt saa vel finde Lykken i en uafhængig Livsopgave, i en selvstændig Udvikling og i et nyttigt —
POULA Tilgiv, Tante Gusta, jeg vil helst tale lidt med Moder alene.
FRØKEN
KNUDSGAARD
Hvadbehager?
POULA Det synes jeg, Du maa kunne forstaa.
FRØKEN
KNUDSGAARD
Gudbevares, jeg ønsker saamænd ikke at trænge mig paa. Jeg overlader det allerhelst til din Moder. (i Døren) Konstance, lad mig nu se, Du er viljestærk og fast.
Hun gaar ud til højre.
2. AKT
10. SCENE
Fru Selby. Poula.
POULA (løber hen til hende) Moder, Moder, hvad er dog dette?
FRU SELBY Min egen Poula, Du elsker ham altsaa virkelig?
POULA Aa, ja, ja, Moder; jeg synes i dette øjeblik, at alt andet er mig ligegyldigt — tilgiv mig.
FRU SELBY Du kan da begribe, hvor tungt det er for mig — din Moder — at maatte gøre Dig Sorg; men det kunde ikke være andet, og Gud være lovet, min kæreste Pige, er Du jo her i dit Hjem atter og atter bleven mindet om, at det ikke er jordisk Lykke, man skal tragte efter.
POULA Efter hvad da?
FRU SELBY (søgende) Efter — efter Selvfornægtelse, mit Barn, og Offerberedvillighed.
POULA Er da det, som Tante Gusta fortalte om Jomfru Ludvigsens Søster, saa uopretteligt, at jeg derfor maa ofre min Lykke?
FRU SELBY Det maa din egen Finfølelse kunne sige Dig.
POULA Hvor kan den det? Jeg forstaar jo ingenting af den Slags. Aa Moder, Du maa forklare mig det, sige mig saa meget, som jeg ikke ved.
FRU SELBY Ting af den Beskaffenhed egner sig ikke til Drøftelse med en ung Pige.
POULA Men hvor kan jeg saa dømme om det? Hvor kan jeg være sikker paa at Tante Gusta har Ret?
FRU SELBY Du ved jo, hvor hun holder sig strengt til Sandheden.
POULA Kan hun da ubetinget vide, hvad der er Sandhed for Andre?
FRU SELBY Jo, Poula, hun kan vide, at det indre Livs Vækst altid maa gaa forud for den timelige Lykke og Glæde.
POULA Men hvor kan hun være sikker paa, at ikke den uendelige Glæde, jeg følte, var det allerbedste for mit indre Liv?
FRU SELBY Det kan den ikke være, hvor den hviler paa et urigtigt og usikkert Grundlag, og det gør den her i Hothers hele Livsopfattelse og Tænkemaade.
POULA Kan da en ældre ugift Dame helt forstaa, helt sætte sig ind i en ung Mands Livsopfattelse og Tænkemaade?
FRU SELBY Nej — jo, det vil sige — jo, Poula, der er noget, som vi Alle skal og bør finde lastværdigt. Ser Du, i ydre Henseende er Hother jo, hvad man kalder et godt Parti; han ser godt ud, er dygtig, formuende — bliver idetmindste, men — ak, det er ikke nok! Du har selv saa ofte hørt din Tante Gusta fremhæve, at Kvinden bør fordre Kyskhed af Manden, ligesom den hidtil er bleven krævet af hende.
POULA Tror Du da, jeg kunde vente, at jeg skulde være hans allerførste Kærlighed?
FRU SELBY Saaledes bør det jo være.
POULA Men naar jeg nu haaber og stoler paa, at jeg kan være den sidste — og den bedste, er det saa ikke nok for min Lykke?
FRU SELBY (forlegen) Lykken er et skrøbeligt Kar, mit Barn.
POULA Sig mig, Moder, er Du ganske sikker paa, at Du var Faders første Kærlighed?
FRU SELBY (usikker) Han elskede mig i alt Fald ubeskriveligt.
POULA Men jeg mener, var Du sikker paa, at hans Liv dengang havde været ganske saaledes, som Tante Gusta fordrer, det skal være?
FRU SELBY (undvigende) Det er jo nu saa længe siden. Dengang var man endnu ikke begyndt at lægge saa megen Vægt paa de Ting.
POULA Hvorfor skal man da nu lægge saa megen Vægt paa dem?
FRU SELBY Fordi at — jo, nu er Kvinden vaagnet til Erkendelse af sin egen Værdighed.
POULA Men har din Værdighed da lidt noget Skaar?
FRU SELBY Herregud, det var ikke om mig, vi skulde tale, lille Poula, det var om Dig, og Du maa dog kunne begribe, hvor det maatte ængste mig som Moder at give mit unge, uerfarne Barn hen til et Menneske med en saa letfærdig Fortid.
POULA Men hvordan kan han saa være saa frisk og glad, og hvordan kan Fader da sætte ham saa højt?
FRU SELBY Din Faders Meninger tør hverken din Tante eller jeg i det Punkt dele.
POULA Tror Du da virkelig, at Fader, der ser saa kønt paa Livet, at han vilde holde saa meget af Hother, hvis han ikke fortjente, at ogsaa jeg holdt af ham?
FRU SELBY At holde af — det er saadant et vidtstrakt Begreb. Der skal mere til i Ægteskabet. Tro mig, min kære Pige, Samlivet kan ikke tilfredsstille, hvor der ikke findes Tillid til den Mand, man har ægtet.
POULA Det forstaar jeg. Det havde jeg altid tænkt mig, at fuld Aabenhjærtighed og fuld Tillid maatte man baade have og give for at kunne binde sig til en Anden for Livet. Og derfor vil jeg helst tale med Hother selv.
FRU SELBY Hvor vil Du hen, Du, en ung Pige, hvor kan Du drøfte det Emne med ham. Det maa Du sandelig overlade til dine Forældre.
POULA Men det gælder jo dog ham og mig alene hans og min Fremtidslykke.
FRU SELBY Den har jeg jo nu talt med Dig om.
POULA Ja, men har Du givet mig Svar paa det, der laa mig paa Hjærte? Ved jeg mere nu — forstaar jeg mere — nej ! Kun min egen Følelse siger mig, at heller end at fæste Lid til Andres Beskyldninger maa jeg tro helt og fuldt paa ham selv og det, han synes er rigtigt at sige mig. Det er det, jeg forstaar ved Tillid.
Frøken Knudsgaard kommer ind fra højre.
2. AKT
11. SCENE
Fru Selby. Frøken Knudsgaard. Poula. Senere Jomfru Ludvigsen.
FRØKEN
KNUDSGAARD
Jeg beder undskylde, at jeg forstyrrer; jeg ønskede blot at sige Godnat.
FRU SELBY Du forstyrrer ikke.
FRØKEN
KNUDSGAARD
I har altsaa faaet talt sammen?
FRU SELBY Ja, men uden at være komne til noget Resultat. Jeg har gjort, hvad menneskelig Magt formaar for at klare Poulas Tanker, men hun holder haardnakket paa, at hun heller vil tale med Hother selv end fæste Lid til dit Udsagn.
FRØKEN
KNUDSGAARD
Hun tror mig altsaa ikke! Godt, saa har jeg et Vidne, som snart skal bringe hende paa andre Tanker.
POULA Hvem er det?
FRØKEN
KNUDSGAARD
Det er Jomfru Ludvigsen. Hun er her endnu, jeg skal hente hende. Af hendes Mund skal Du erfare, hvordan det Menneske er, til hvem Du tror at kunde fæste mere Lid end til mig.
POULA Jeg ønsker ikke at høre noget af Jomfru Ludvigsen om ham.
FRØKEN
KNUDSGAARD
Men vi forlanger det, din Moder og jeg.
POULA Det er en anden Sag. Som I vil.
Frøken Knudsgaard gaar hen mod Døren til højre, idet Jomfru Ludvigsen kommer ind. Hun har Overtøj paa.
JOMFRU
LUDVIGSEN
Undskyld, maa jeg gaa her igennem. Jeg vilde gærne sige Godnat og Tak for i Dag.
FRØKEN
KNUDSGAARD
Nej vent, Jomfru Ludvigsen, kom lidt her.
JOMFRU
LUDVIGSEN
Ja, men jeg skulde rigtignok skynde mig hjem og sy paa Frøkenens graa Liv til i Morgen.
FRØKEN
KNUDSGAARD
Vi skal ikke opholde Dem længe. Det er blot et Par Spørgsmaal, vi ønsker at gøre Dem. Sig os, hvem var det, der var Ophavsmand til Deres Søsters Ulykke og Fald?
JOMFRU
LUDVIGSEN
Jeg ved ikke — Frøkenen mener vel Ferdinand Mortensen?
FRØKEN
KNUDSGAARD
Hvadbehager?
JOMFRU
LUDVIGSEN
Ja, for hun var jo første Gang forlovet med en Urtekræmmer, der hed Mortensen; men saa var det ham ikke fint nok, dengang han arvede Onklen i Nakskov, og saa havde dog hans egen Moder før i Tiden haft Rulle og Grønthandel.
FRØKEN
KNUDSGAARD
Naa, men —
JOMFRU
LUDVIGSEN
Saa var det, han senere hen blev gift med Froms Datter, De ved, den Hestehandler From, hvis ældste Søn af første Ægteskab stak af til Amerika med Smørhandler Sørensens kønne Kone, ja, det ved Gud, de gjorde.
FRØKEN
KNUDSGAARD
(utaalmodig) Saa, men —
JOMFRU
LUDVIGSEN
Men det gik dem ogsaa snavs der ovre. Det vil Familien nu ikke være ved, men jeg har det fra hans Kusine, hende, der spiller Fortepiano til Koncerter. Har De ikke hørt hende — hun spiller ganske storartet.
FRØKEN
KNUDSGAARD
Men Hr. Hother Fransen, som De fortalte mig om i Eftermiddags?
JOMFRU
LUDVIGSEN
Naa ja, det var nu efter Mortensens Tid, og til ham talte vi jo heller ikke om den Slags, for han var jo, hvad man kalder for et finere Slags Menneske, der kuns havde lidt Kommers og Morskab med Ludovika, naar det kunde falde sig.
FRØKEN
KNUDSGAARD
(utaalmodig) Men De fortalte jo selv, lille Jomfru, at al hendes Ulykke stammede fra, at hun tog i Skoven med ham St. Hansnat, og først kom hjem i den lyse Morgen.
JOMFRU
LUDVIGSEN
Naa ja, det vil sige, hun tog nok ud med Hr. Fransen, men hun kom hjem med Peter Skaarup.
FRØKEN
KNUDSGAARD
Hvadbehager. —
JOMFRU
LUDVIGSEN
Ham, Styrmanden, der nu er rejst til Brasilien, og havde hun blot ventet paa ham, mens han gjorde den Tur til Grønland, saa havde det maaske set anderledes ud, for han var saadan et yndig, dannet Menneske, der var noget saa mageløst reelt ved ham. Men der har jo aldrig været nogen rigtig Bestandighed hos Ludovika, det kan ikke hjælpe at sige andet, for saa var det heller aldrig gaaet saa galt, at Folk skulde behøve at rynke paa Næsen ad hende, der var saa pæn og nydelig en Pige græder. Ak ja, jeg har saamænd tidt og ofte været fristet til at ønske, at Vorherre havde taget hende, dengang jeg plejede hende i den daarlige Hals, hun havde. Saa havde man da ikke haft det at sørge over.
POULA Tag Dem det ikke saa nær, Jomfru Ludvigsen, Jeg ved, hvor god De har været, og hvor meget De har gjort for Deres Søster.
JOMFRU
LUDVIGSEN
Det maa Frøkenen saamænd ikke tro.
POULA Jo, Doktor Fransen har sagt mig det, og ham tror jeg.
JOMFRU
LUDVIGSEN
Naa ja, Doktoren! Han har nu alle- tider været saa mageløs pæn imod os.
POULA Saa kan De altsaa godt lide ham — og hans Søn?
JOMFRU
LUDVIGSEN
Ja, det har jeg rigtignok ikke Grund til andet.
POULA (tager hendes Haand) Det glæder mig. Man vil jo altid gærne høre noget godt om dem, man holder af, især naar det er af et saa bravt Menneske, som De er, Jomfru Ludvigsen.
JOMFRU
LUDVIGSEN
Aa Tak, Frøken, Godnat!
Poula gaar ud til højre.
2. AKT
12. SCENE
Fru Selby. Frøken Knudsgaard. Jomfru Ludvigsen.
JOMFRU
LUDVIGSEN
Det var da underligt, at jeg skulde komme til at tale om Ludovika i Dag, for netop i Aftes sagde jeg det selvsamme til hende og foreholdt hende saa meget, da jeg saa hende ude i Varietesalonen.
FRØKEN
KNUDSGAARD
Fy, kommer De saadanne Steder?
JOMFRU
LUDVIGSEN
Ja, der kommer jeg saamænd ikke saa sjælden, naar jeg faar en Billet forærendes af min Søster. Hun er jo ansat der ude, og jeg har jo ikke saadan Raad at gaa i de rigtige Teatre.
FRØKEN
KNUDSGAARD
Og saa gaar De paa Knejper.
JOMFRU
LUDVIGSEN
Men Gud, Frøken, lidt Fornøjelse skal man da have.
FRU SELBY Ikke af den Art, min gode Jomfru Ludvigsen.
FRØKEN
KNUDSGAARD
Ved De da ikke, at det er den Slags Forlystelsessteder, der er de aller værste Arnesteder for Usædelighed og Fordærvelse?
JOMFRU
LUDVIGSEN
Der kommer virkelig mange pæne Folk.
FRØKEN
KNUDSGAARD
Saadan sagde ogsaa min Pige Olavia, da hun først kom til mig, fuld af slige slette Tilbøjeligheder. Men hende har jeg reddet ved at formane hende og sige til hende: »Vend om, Olavia,« ligesom jeg nu siger det til Dem.
FRU SELBY Husk, hvordan det er ganet Deres ulykkelige Søster.
FRØKEN
KNUDSGAARD
Formodentlig har hun alt kastet Letfærdighedens giftige Smitstof ind i Deres Sind.
JOMFRU
LUDVIGSEN
Nej, det vil jeg ved den Algodeste ikke længer staa og høre paa. Nu er jeg kommen i saa mange pæne Familier i saa mange Aar, og gid jeg maa synke i Jorden her lige for Deres Øjne, om nogensinde noget Menneske har haft nogen Verdens Ting at sige paa mig.
FRU SELBY Saa bør De ogsaa holde Dem fra Forlystelsessteder, som alle ordentlige Mennesker skyr som Pesten.
JOMFRU
LUDVIGSEN
Naar det er saa forfærdeligt slemt, hvor kan det saa være, at Fruens egen Mand vil komme der?
FRU SELBY Hvad siger De — min Mand?
FRØKEN
KNUDSGAARD
Min Svoger?
JOMFRU
LUDVIGSEN
Ja, jeg saa ham da derude i Gaar med mine egne livfødte Øjne.
FRØKEN
KNUDSGAARD
I Gaar?
FRU SELBY De tager Fejl.
JOMFRU
LUDVIGSEN
Nej, det ved den godeste Gud jeg ikke gør. Jeg kender da nok Hr. Selby, og jeg saa selv, at han sad sammen med Doktor Fransen og nogle andre Herrer og drak Champagne med Sangerinderne. Ja, det ved Gud han gjorde.
FRØKEN
KNUDSGAARD
(deltagende) Konstance!
FRU SELBY Almægtige Himmel!
JOMFRU
LUDVIGSEN
Og naar jeg skal være ærlig, saa maa jeg ogsaa tilstaa, at i mit stille Sind, der undrede jeg mig over, at Hr. Selby, der ellers er saa dannet, at han kunde have Lyst til den Fornøjelse, for de Sangerinder, de er rigtignok, hvad jeg kalder temmelig simple, saadan som de er majede ud og sminkede.
FRØKEN
KNUDSGAARD
Aa fy — ti!
JOMFRU
LUDVIGSEN
Og naar Herrer, som hører til den bedre Klasse, kan more sig med det, saa maa jeg vel ogsaa kunne have Lov at sidde lidt og høre paa Musiken i al Anstændighed.
FRØKEN
KNUDSGAARD
Vil De behage at høre op med Deres usømmelige Tale, og gaa Deres Vej.
JOMFRU
LUDVIGSEN
Ja, det vil jeg saamænd netop heller end gærne, for jeg er rigtignok ellers ikke vant til at blive tiltalt paa den Maade. Men nu kan Frøkenen jo se, hvem der vil sidde oppe i Nat og sy paa Deres Silkekjole. For mig kan Frøkenen faa Lov at gaa i Morgen baade uden Frynser og med Livet hængende i en Ritraad. Godnat og Tak for i Dag.
Hun gaar ud i Baggrunden.
2. AKT
13. SCENE
Fru Selby. Frøken Knudsgaard. Straks efter Selby og Doktor Fransen. Tilsidst Hother.
FRU SELBY Gusta, Gusta, hvilket knusende Slag!
FRØKEN
KNUDSGAARD
Konstance, vær fattet, jeg er hos Dig, jeg svigter Dig ikke.
Selby og Doktor Fransen komme ind fra venstre.
DOKTOR
FRANDSEN
Naa, har De saa haft den Samtale med Poula, som De ønskede?
FRØKEN
KNUDSGAARD
Ja.
DOKTOR
FRANDSEN
Den synes ikke at være falden rigtig tilfredsstillende ud, idetmindste at dømme efter Damernes Ansigter.
SELBY Nej, Du ser virkelig en Smule anstrengt og bleg ud, kære Konstance.
FRØKEN
KNUDSGAARD
Intet Under!
SELBY Jeg føler mig saamænd ogsaa selv noget træt og medtagen.
FRØKEN
KNUDSGAARD
Formodentlig fra i Gaar.
SELBY Naa, det vil jeg ikke sige.
FRØKEN
KNUDSGAARD
Det tager paa Kræfterne at gøre den Slags Ture paa Landet.
SELBY Ja naturligvis — naar Føret er saa daarligt —
FRØKEN
KNUDSGAARD
Og naar man er saa uheldig at falde paa en Høtyv.
DOKTOR
FRANDSEN
Han kunde unægtelig være falden paa noget bedre.
SELBY Det kom sig af, at gamle Trine, som stod henne i Døren, hun holdt Lyset saa forkert, at jeg ikke kunde se, hvordan Sneen var fejet sammen i en Bunke — lige hvor man skulde gaa —
FRØKEN
KNUDSGAARD
Jeg synes, Du sagde, Trine var sengeliggende.
SELBY (forlegen) Ja — jeg mener — det plejer hun ogsaa, hun er jo svag Skindet, men i Gaar befandt hun sig tilfældigvis noget bedre.
DOKTOR
FRANDSEN
Det var vel Glæden over at se Dig —
SELBY Ja, formodentlig —
FRØKEN
KNUDSGAARD
Spar Dine Usandheder — Konstance ved alt.
FRU SELBY (svagt) Alt!
SELBY Hvad for noget — hvordan?
FRØKEN
KNUDSGAARD
For din Hustru kan Du ikke mere dække dit forargelige Levnet med Løgn. Vi har af Jomfru Ludvigsen erfaret, hvor og hvorledes Du tilbragte din Aften i Gaar.
DOKTOR
FRANDSEN
Se saa!
FRØKEN
KNUDSGAARD
Vel delte jeg ikke min arme Søsters blinde Tillid. Ser paa Doktoren. Man skal kende en Mand paa hans Venner.
DOKTOR
FRANDSEN
Tak, Frøken, det siger jeg med.
FRØKEN
KNUDSGAARD
Men saa dybt troede jeg dog ikke, Du var sunken. Ikke engang en Knejpesangerinde foragter Du.
SELBY Paa ingen Maade — jeg mener — jeg forsikrer Dig, Konstance, det er ingenting.
FRØKEN
KNUDSGAARD
Det kalder han ingenting! Tro ham ikke, Konstance, se blot paa ham. Er det en god Samvittighed, der staar præget paa det Aasyn?
DOKTOR
FRANDSEN
Nej, det er med Respekt at sige en Lygtepæl paa Halmtorvet.
FRØKEN
KNUDSGAARD
Ogsaa det! Han er kommen beruset hjem ved Nattetid.
FRU SELBY Aa, min Gud!
FRØKEN
KNUDSGAARD
Tag Dig sammen, Konstance! Vis Dig stærk i Hjemsøgelsens Stund.
FRU SELBY Aa, mit Hoved, mit Hoved! Dette forvinder jeg ikke.
SELBY (nærmer sig) Konstance —
DOKTOR
FRANDSEN
Maa jeg, Frue —
FRØKEN
KNUDSGAARD
Rør hende ikke — tal ikke til hende! Jeg alene vil drage Omsorg for min ulykkelige Søster.
Hother kommer ind fra venstre.
HOTHER Er her noget paa Færde?
DOKTOR
FRANDSEN
Ja, Frøken Knudsgaard er stærkt paa Færde.
SELBY (sagte) Engelsøe kom bedst fra det — han gik.

DOKTOR
FRANDSEN
(slaar ham paa Skuldren) Jeg maa igen give Dig Ret, min Ven! Det var en overmaade morsom Aften, vi fik.
TÆPPE

ET SØLVBRYLLUP: INTRO1. AKT2. AKT3. AKTANMELDELSER