Emma Gads glade julestemning

Admiralinden fører os gennem julens trængsel og alarm.

Emma Gad havde i årene hvor hun redigerede DameTidende på Politiken, en del tekster om julens betydning, dens glæder, velsignelser og forunderligheder op til hver jul.
Juleartiklerne kan læses her – Og der er vel egentlig ikke ændret meget siden.


blank

blank
Julen 1915

Politiken, 19. december 1915.

Julen stunder til, Lysets Fest midt i Mørket, som allerede fejredes af vore hedenske Stamfædre ved osende Begfakler med en Chateaubriand af Hestekød og en mægtig Ølrus. Vi fejrer den endnu – paa lidt anden Maade, men komme udenom den kan vi ikke. Trangen til Lys og Fest midt i det sorteste Mulm er saa dybt indgroet i Nordboens Sind, at det er ørkesløst at ville modsætte sig det meget Postyr, der følger med.

Man maa hellere glide med Strømmen og med Resignation og godt Humør tage imod Julens hæsblæsende Travlhed til ingen Verdens Nytte, dens uforholdsmæssige Kostbarhed, dens – tør man sige det – nu ja, lad os være modige – dens Kedsomhed. For oprigtigt talt, naar man er naaet ud over de Aar, hvor en Gyngehest staar for En som Ønskernes Maal, og et Juletræ bedækket med Nürnbergflitter ikke længer er Indbegrebet af festlig Skønhed, saa er i Virkeligheden Juleugen ikke saa særdeles underholdende, med mindre man finder sin Glæde ved at betragte Børnene.
LÆS HELE ARTIKLEN


blank

blank
Julen 1916

Politiken, 17. december 1916.

Julen er Børnenes Tid, siger man. Det vil sige, at den blot er det i endnu højere Grad end nogen anden Tid. Man tør maaske nok paastaa, at vel meget drejer sig nu til Dags om de kære Børn, sét i Forhold til den mere beskedne Rolle, de spillede i vore Bedsteforældres Epoke, der jo dog ogsaa frembragte i det mindste nogle værdifulde Mennesker.

Den evindelige Fremdragen af Barnet er næppe særlig egnet til at opelske den vistnok i denne Periode mest tiltrængte af alle Dyder, nemlig Nøjsomhed. Det er maaske netop, fordi denne Egenskab er i saa rivende Aftagen, at vi sér os omgivet af Medborgere, der bevæger sig paa den yderste Grænse af det moralsk tilladelige – eller kun altfor ofte paa den anden Side af Grænsen. Folk er jo nu til Dags aldeles ikke tilfreds med det, de selv har, men ser kun paa det, Andre har. Det kommer maaske af, at de, fra de var ganske smaa, er blevet opdraget til kun at tænke paa Fordringerne og ikke paa Forpligtelserne. Nutidens Børn lærer ikke at nøjes.
LÆS HELE ARTIKLEN


blankPolitiken, 24. december 1916.

Dybt inde i Skoven staar den høje Gran, den rankeste af alle. Ved dens Fod vokser Bregner og vilde Bær, og Egnens Børn har valgt den til at samles under, naar de er ude at sanke Tyttebær og Mos.
blank
“Den Gran vil vi have til Juletræ i Aar i Skolen,” siger de. Midt i Sommervarmen, mens Gulkdsmeddene svirrede om dem, tænker de sig alt Lysende straale mellem dens Grene. Men de regner med andre Værdier end Pengene, som Børn jo gør. Deres Landsbyskole var for fattig til saa rank et Træ, og en Decemberdag, hvor de kom til Skoven med deres Slæder, var der af deres Drømmes Træ kun Spaaner og Stub tilbage. Det var hugget om og kørt til Stationen sammen med Kamerater fra Skoven, der i Læssevis var omsatte til Penge som Juletræer i Kjøbenhavn.

Julen skaber de største Dage for Danmarks populæreste Institution: Statsbanerne. De, der er i Byen, vil paa Landet, og de, der er paa Landet, vil til Byen. Mudder – Forvirring – Hastværk! Kasser over Tæerne, Haandtaster, der mystisk forsvinder fra Bænke, hvor de var henstillet, gamle, ivrige Damer, Smaabørn, der er beruset af Tummel. – – “Tante, her er Plads – hvor er Bedstemor?”
“Var det en gammel Dame med hvide Krøller – hun gik med der forrige Tog – Berliner-Ekspressen.”
“Du Altforbarmende, vi skal til Kalundborg.”
LÆS HELE ARTIKLEN



blank
Politiken, 24. december 1916.

blank

blank
Julen 1917

Politiken, 23. december 1917.

Er den arvelig, Børns Fryd over Julen? Er det et medfødt Instinkt, der, nedlagt i Sjælens Dybder, fra Slægtled til Slægtled gennem Tusinder af Aar tænder Lys i Sindet paa Aarets mørkeste Dage her i Norden og vil gøre det i andre Aarhundreder?

Eller er det kun hos Børnene en rent ydre Glæde ved Udsigten til gennem Erfaringerne fra i Fjor, at faa Dukket og Trompeter, Sukkergodt og Marcipan?

Maaske begge Dele – nok er det – Glæden er til Stede. Enhver Voksen kan huske sin Barndoms Tællen Dage til Juleaften og den forjættelsesfulde Duft af Peberkager, for ikke at tale om den frydefulde Fornemmelse, hvormed man vaagnede Juleaftens Morgen. Forældrene maa altsaa regne med denne medfødte eller erfaringsmæssige Glæde hos Børnene. Benyttes den nu i de velstillede Hjem til at gøre Barnesindet rigere og kærligere?
LÆS HELE ARTIKLEN


blankPolitiken 23. december 1917.

blank
Frk. Gudrun Lise Frederik Jensen pakker Kaffebønner.

I Gaar mødtes de Juleløses Hjælpere i Koncertpalæets øverste Etage, og hele Eftermiddagen var Luften fuld af Kvidren og Latter og glade Raab fra de hundrede unge Mennesker.
Som sædvanlig dirigerede Ingeniør Orla Rode som Overpakkemester i lang hvid Kittel. Hver Student blev attacheret to Kjøbenhavnerinder, og dette Trekløver samledes saa om 40 tomme Kurve. I alle Værelserne laa der opstablet fra Gulv til Loft Mure af Rugbrød, Volde af Sække og Barrikader af mystiske Kasser, hvoraf et mekanisk Dampskib snurrede ud, hvis man lettede paa Laaget.

blank
Borgmesterinde Jensen, Fru Hvass og Fru Emma Gad pakker Risengryn.

Bag Diske af lange Borde stod Æresdamerne, Borgmesterinde Jensen, Fru Overretssagfører Anders Hvass og Admiralinde Emma Gad, og afvejede retfærdigt Puddersukker og Byggryn, og under vældige Kampe mellem Barrikaderne søgte hver især af de Unge at rane de bedste Sager til sine egne 40 Fattige, der naturligvis altid er netop dem, der trænger mest.
Hele Aftenen og et Stykke af Natten gik, inden den sidste Kurv var færdig. Men da havde Frederik Jensens Datter, Frk. Gudrun Lise, ogsaa Vabler i Hænderne, og Direktricen for Uldvarerne, Fru Dick, erklærede henrykt, at hun havde tabt ti Pund…

blank
Rugbrøds-Bjærget.

En Julekurv indeholder nu hvidt Sukker, Puddersukker, Pølse, Cigar, Chokolade, Æbler, Julehæfte, Legetøj, Rugbrød, Kaffe, Te, Gryn, Uldtøj… Det skulde være tilstrækkeligt, og alligevel syntes Kurvene i Aftes kun halvt fyldte. Komitéen har nu ogsaa i Aar bestilt det allerstørste Nummer. Hvad er det da der mangler? De, Læser, véd det bedre end vi! Gaver modtages endnu i Palæet til i Morgen Kl. 12.
Da vi i Nat besøgte Pakkerne ved Arbejdet, var netop Fru Indenrigsminister Ove Rode og Fru Dr. Lis Kacobsen paa Inspektion. Lederen af psykisk Laboratorium, Hr. Faustinus, havde forladt sine Yogi-Studier og balancerede som en indisk Fakir mellem de fysiske Fænomener. I øvrigt fremstaar der nu langsomt Orden af Kaos. Vi har faaet ti Præmier til de ti Mandler i Grøden. Vi har faaet 100 elektriske Julelys til Byens største Juletræ. Johs. V. Jensens Julesalme er gaaet i Trykken. Musiken begynder at stemme Instrumenterne. Er der noget, vi har glemt?
EAJ.


Takt og tone

blank
Julen 1918

Gyldendal, 1918.

JULEN.
er en Ting, som Folk i de elleve Maaneder af Aaret ikke skænker en Tanke eller højst er enige om, er en meget besværlig Ting, men som den tolvte rejser sig som en Kæmpe, som det er umuligt at diskutere med eller om. Grunden dertil er naturligvis den, at Julen endog fra Hedenskabets Tid er Nordboernes største Fest, saa at ethvert Forsøg paa at afskaffe selv dens uheldige Egenskaber, saasom Udvekslingen af Gaver, vil falde frugtesløst ud, særlig, fordi Børnene har bemægtiget sig den.

JULEGAVER.
Allerede i November begynder de kære Smaa at lade Vink falde om, hvad de kan tænke sig at ville modtage, og inden Juleaften er naaet, er Gavelavinen svulmet op til en tordnende finansiel Katastrofe i mange Huse. Spørgsmaalet vil for de Flestes Vedkommende være: Hvem skal man give Gaver? Det vil naturligvis afhænge af Temperament og Familietradition og særlig af, hvor mange Gaver, man selv faar.
LÆS HELE ARTIKLEN


blankPolitiken, 22. december 1918.

blank
Hovedbrudet.

I de elleve Maaneder gemmes Julen dybt og sødt i vor Bevidsthed. I den tolvte rejser den sig som en Jætte og rammer os med en Jernnæve. Hvor mange af os nøjes med at festligholde den del man burde, med noget Legetøj til Børnene, en tiltrængt Bagatel til dem, man lever sammen med, og for Resten, naar Velgørenheden har faaet sit, lidt hyggelig Fællesspisning med Slægt og nære Venner? Saare faa.

Man laver Lister og bryder Hovedet med at faa en Idé til Tanter, Nevøer og Svogre, ikke af Trang dertil, men fordi de plejer at forære En noget. Julen er en Fest beregnet paa at glæde Alle, og for at glæde Alle berøver Alle sig Glæden og gør det under en smilende Maske, der dækker over mange smaa oprevne pekuniære Forhold, naar det viser sig umuligt at bringe Balance mellem Forpligtelserne og Budgettet. Man griber til sidst til at undersøge Skabe og Gemmer for at finde noget fra i Fjor, men er ude af Stand til at huske om den umulige vase, der vilde være god til Tante Lise, ikke netop var en Gave fra hende i Fjor.
LÆS HELE ARTIKLEN


blank

blank
Julen 1919

Politiken, 21. december 1919.

Man kan sige om Julen, hvad man vil, og mange ogsaa siger, at den er unødig besværlig og kostbar og dog kan man ikke – nej, man kan ikke bortforklare dens mærkelige Magt over Sindene og dens Evne til at slutte dem sammen, som af Naturen er samhørige.

Tidens strømnigen er nærmest nedbrydende for Familielivet – Ægtefolk gaar fra hinanden paa ringe Foranledning, deres Børn vil ikke rette sig efter de nye Fædre og Mødre, de forskellige Kuld kan ikke forliges – Fortidens Begreber om Hjemmets Arbejde og Hygge er ved at smuldre hen og ombyttes med en almindelig Higen efter Restaurantliv og Hotelelegance. Men i det mindste paa denne ene Aften, Juleaften, er Palmehavepragt tom Flitter og Zigøjneorkestre klingende Bjælder. Er man henvist dertil, flyver Tanken, trods Hotellernes elektrisk tændte kolde Juletræer, til de hjemlige Stuer, tarvelige eller rige, hvor Ens Barndoms og Ungdoms Juleaftener var Aarets festligste Stunder, der hvor man fik sine første Tinsoldater, og hvorfra Duften af Gran og Peberkager endnu vejrer forbi Ens Bevidsthed.
LÆS HELE ARTIKLEN

Men da jeg, som er blevet til lidt af mine Bysbørns Tante Emma, der gaar om med alt for mange mig betroede Hverv i en rummelig Pose – maa jeg have Lov til at sige Glædelig Jul til vore kære Læserinder og bede hver især bidrage, om det kun er et Sandskorn, til, at Juleaftens Fredsælhed maa strække sig videre ud, ja, langt ud til Dagene og Aaret, der kommer, og gøre Menneskene saa gode, som Biskop Balle i sin Lærebog mente, at de burde være, eller dog i det mindste saa gode og rimelige, som de for nogle Aar siden var.
Emma Gad.


For fuldstændighedens skyld, skal lige nævnes at Emma Gad havde et par tidligere korte kommetarer om Jul, Juletræer og Julegaver. Det var i bogværket Vort Hjem omhandlende ÅRETS FESTER.