Emma Gads glade julestemning

Juleaften oprinder efter megen Løben om og en fortvivlet Kamp med Pengepungen, der absolut har nægtet at strække sig saa langt, som de uafviselige Krav forlangte. I sidste Øjeblik jager man ud for at skaffe en endnu manglende Gave, efter at det Haab, man havde om at faa sendt noget, der kunde gaa videre, er glippet. Man har ikke flere Penge, og hvad man skulde leve af Resten at Maaneden har for længst sagt Farvel – Gud véd, hvad man i Parentes bemærket eksisterer paa fra 25de December til 2den Januar, naar Gaaseskroget er pillet rent. I sin Gave-Vaande slaar man ned paa et lille Beløb lagt til Side til en Nytaarsregning – alt forsvinder i Julens store Svælg, alle ubarmhjertige Følger maa komme bagefter. I Øjeblikket endevender man Pungen for hver Øre, berøvet al Fornuft i en kataleptisk Jule-Ekstase, omgivet af Indpakningspapir, Ringning, ankommende og afgaaende Blomsterpotter og Julehæfter, der flyder alle Vegne. Naar man saa endelig bænker sig ved Risengrøden og Gaasestegen, er de fleste noget trætte og desaarsag mindre livlige, og naar Børnene, Dagens Helte og Heltinder, er bragte af Vejen, tilpas uatrige af den overvættes Nydelse, saa kan det hænde, at det kniber lidt at holde Stemningen paa Højden. Selve Juleaften gaar det endda, men hvor præcis de samme Familiemedlemmer mødes 1ste Juledag hos Onkelen, 2den Juledag hos Fætteren og Nytaarsaften hos Arvetanten osv., saa er det, at den skjulte Gaben bag Vifter og Vittighedsblade bliver mere eftertrykkelig.

I gamle Dage var man i den Henseende resigneret – man vidste, at egentlig morsomt var det ikke, alligevel saa hyggeligt og kønt. Men resignation er jo ikke Løsnet hos vor Tids Ungdom. Den har Mod til aabent at erklære, at det fra Bedsteforældrene overleverede er kedeligt. Og hvad er sket? Grundet paa dette Mod er en hel ny Art Juleglæde og Nytaarsløjer udenfor Hjemmet opstaaet, nemlig den, hvormed der fester paa de store Hoteller og Restauranter. Deres Marmorsale og Palmehaver straaler fra Jul til Nytaar i feagtig Glans, de prydes med Juletræer og blomstrende Syrener, og deres Fløjdøre lukkes op paa vid Gab for de Letsindige af la jeunesse dorée, der flirter og danser Sagtevals i flagrende Tafteskjoler til et sort Orkesters Toner, efter med det Gode eller med det Onde at være smuttet bort fra Familiemiddagen med Tanter, Pebernødder og hemmelig Gaben.

Disse Unge kan naturligvis med nogen Føje gøre gældende, at de ikke har mindste Skyld i Fortidens ubetimelige Sammenhobning paa én Gang af Helligdage og Familiesammenkomster og ikke bør undgælde for den. En Dag – to Dage – lad gaa, men dette er mere, end man kan tage.

Og de Ældre, der bliver siddende ved Pebernødderne, kan med endnu mere Føje sige: Nu danser I. Børn, ja vel, men Livet hævner sikkert og uafvendeligt. Før I véd af det, er det jer, der er de Bedagede, jer, der vil finde Glæden ved Hjemmets Risengrød eller rettere sagt det, den symboliserer, fordi I er blevne erfarne nok til at forstaa, at Hjemmet, Slægten og dens gamle Venner trods alt er det Grundlag, hvor Ens Fod staar sikrest fast, det Grundlag, vi gennem alle Tider samles paa i Julen.
Emma Gad.

Det begynder allerede med det første Jule-Legetøj. I Stedet for de primitive Ting, der sætter Fantasien i Bevægelse – en Kæphest, et Trædyr, en Blikvogn; forærer man dem, før de kan sanse, sindrige Jernbanetog med elektrisk Drift og pragtfulde Dukker, der kan slaa Øjnene ned og sige Papa, senere hen Flyvemaskine-Modeller og selvbevægende Fartøjer. Og Børn nøjes ikke nu med at hoppe rundt ved et Juleseskab med skaaret Smørrebrød og Hindbærlimonade; der er Børnemiddage med Menu og med Dans bagefter, hvor de tager Damer til Bords. Dette naturligvis kun i de velhavende Krese. Men Grundtonen er den samme gennem hele Samfundet – Børnene bliver ikke længer holdt lidt i Baggrunden, hvilket bekom dem saa usigelig vel.

Selvfølgelig er Julen, denne Masse Ophobning af Forkælelse og Legetøj, Fornøjelser og Godter, særlig egnet til at gøre Børn Havesyge og egenkærlige. De bliver det da ogsaa ærlig og redeligt. Og det er ens i alle Stænder. Det rige Barn, der staar med Favnen fuld af kostbare Gaver, er misundelig paa Fætteren, der har faaet en Salonbøsse, og Fattigbarnet, som gaar fra Juletræ til Juletræ i Foreninger og Asyler, der siges at staa paa Ekspektancelister for overhovedet at faa Børnene – dette Barn staar til sidst og glor sløvt paa det sjette eller syvende i Rækken og ender med at sige:
“Du Krisjan, det er sgu et sløjt Træ dette hersens. Der var Knallerter og fyldte Bonbons paa Proppeskærernes Træ i Torsdags”.

Julen, som er den store Glædebringer for Børnene, burde ikke i samme Maade være deres Fordærver. Man kunde ønske, at Forældrene vilde page det paa en anden Maade end at overdænge Børnene med Gaver og Sukkergodt. Hvad det drejer sig om, vilde være, at benytte Julens sjælelige Indhold, dens store Appel til Barmhjertighed og medmenneskelig Følelse til at berige ogsaa Børnene med de Tanker og den Stemning, som desværre savnes Resten af Aaret. Det vilde være en bedre Gave end det dyre Dukkehus med Elevator, W. C. og varmt Vand, som Nutidens fantasiløse Legetøj bestaar af.
Emma Gad.

Pakker alle Vegne – Børe med Pakker, Bude med Pakker! Pakker i Net, Pakker paa Skødet, Pakker paa Sæder, Pakker under Sæder, gammel Herre med en Gyngehest, stram Dame som en eksamineret Minerva med en Hellebard. Tyk Mand sætter sig paa en flad Pakke, der viser sig at være en Lagkage. Heftig Klokkeklemten, ophidsede Ansiger bag Ruden. Nye Passagerer, der slynges ind – ubegribeligt, saa mange Ben der sidder paa 16 Mennesker. Mere Fløjten. Lokomotivet gør et Par stønnende Hiv, giver op, hidses atter af skingrende Piber og ramler omsider af som for at undgaa den nye Kaskade af Mennesker, der klasker Trapperne ned.

Fredelig, kølig og skovduftende ligger Granen imens paa en Godsvogn som den største af Hundreder, og de Barnedrømme, der i Sommer omskabte Solstraalerne til Guldtraade i dens Grene – de tabte. De maa nu ertattes med Glæden over Hovedstadens Juletræspynt fra Pilestræde i Sortimentsæsker á 75 Øre. Men alligevel bærer Granen paa et kort Vinterbesøg Naturen ind til Byens Mure og Søle. Det er, som selve Skoven for nogle Dage gyder sin friske Duft ud over Gaderne, der hvor Juletræerne staar Rad paa Rad. Midt i den travle Byfærdsel staar Granen og blander sine Grene ind i de elektriske Traade. Og de Forbigaaende standser et Øjeblik for af dens styrkende Harpiksduft at indsuge Minder – Sommerminder og Juleminder, Barneminder og Ungdomsminder om rene og stille Glæder i Samvær med dem, der stod Hjertet nær. Saa iler Folk videre, genoptaget af, om Tante Mine vil bryde sig om en Fjerboa, eller om man hellere skal købe en Paraply, og om der kan blive Plads til Onkel Carl til Middagen 1ste Juledag.

Hvor ædruelig man end er, hvor gode Fortsætter man end har, er det nemlig umuligt at holde sig fri af det periodiske Vandvid, kaldet Juletravlhed, der griber Menneskeheden i den mørke Aarstid. Dette Vanvid holdes energisk oppe, først og fremmest af de Handlende, hvis Aarsomsætning er beregnet paa denne Verdenskrampe, og dernæst af alle Partiers Aviser, som skal bjerge de dermed følgende Annoncer. Disse to allierede Magter blæser derfor en Fanfare ud over Universet, der hypnotiserer Menneskeheden til en kataleptisk Iver efter at slide sig op til ingen Nytte og kaste altfor mange Penge bort til Gaver, som Ingen bryder sig om.

For at bøde lidt på Urimelighederne og holde Folk i Aande, har man saa fundet paa det, der hedder nyttige Julegaver. Alt kommer i Annocerne ind under dette rummelige Begreb. Sammen med det mest intime, som man kun selv kan købe, saasom Korsetter og Tandsæt, anbefales de urimeligske Ting, som Husfruerne iler omkring for at sikre sig til deres Kære; med Poser, Haandtasker og Pakker fylder de Sporvognene og Magasinerne og kommer mødige hjem med vaade Fødder og tom Portemonæ. Saa er deres Døtre klogere. Med en lille forloren Pakke sirligt paa Fingeren tripper de unge Frøkner ned ad Strøget, drikker Te med deres Beundrere i en Palmehave og flirter i det morsomme Selskab videre langs Fortovet, der straaler af Blomstervinduernes og Modemagsinernes Farvepragt. “Nej se, der er saamænd allerede Juletræerne! Se den store Gran dér – den er flot, hvad? Gud véd, hvad den synes om København og Valse d’Amour.”

Alvorlig og fremmed staar Granen paa Gaden som et Naturens Symbol, men en undersætsig tyskbrokkende Hotelherre i Pels betragter den med kritisk og dog lysthavende Mine.
“Dass ist doch viel zu teuer.”
“Saa kan Herren jo tage et mindre Træ.”

Nej, det er netop denne Gran, han vil have, og den næste Aften pranger den som Dekorationsgenstand i Hotellets mægtige Vestibule ved det store Veldædigheds-Julebal. Unge Herrer i hvide Veste og udringede Fruer og Frøkner i flagrende Taft er troløst flygtet fra Hjemmenes Jule-Gæstfrihed med Risengrød og Gaas og Tanter og Marcipan-Gevinster for pr. Bil at flyve til Nutids-Ungdommens jordiske Paradis: De store Hotalsale med Palmer og Flirt med Champagne og Orkestrets bløde Valsetoner. Bil efter Bil afsætter foran Portalen en kostbar Last af Bæverskindspelse og Hermelinskaaber – Propper knalder, Millionærer fra i Gaar gnider sig op ad Fallenter fra i Morgen. – “Har De hørt – de forenede Sennepsfabrikker giver kun 6 pCt.”
“Død og Pine – hvor er der en Telefon – ?”


En Kammejunker en vogue starter le dernier eri: Den amerikanske Vuggevals med Pengepartiet Frk. Agga Jensen af Garverfirmaet C. E. Jensen & Ko. – Blik søger Blik – sagte Hvisken bliver til ét med de smægtende Toner – iblandet en alt gennemtrængende Duft af franske Kartofler fra Køkkenregionerne –

Upaaagtet rejser Granen sin ranke Stamme op mod Glasloftet som for at søge op over det kunstlede Liv, der svirrer om den. –
Allerede næste Morgen ligger den væltet paa Brysselertæppet, omgivet af søvnige og blege Tjenere og Opvaskekoner.
“Væk mit dem Tannenbaum,” siger den undersætsige Hotelherre, “Hospitalet – kranke Kinder -”
“Ja, inden det giver sig til at drysse.”
Som en Gave til Børnehospitalet straaler saa Granen næste Aften med Hundreder af elektriske Blus for de syge Børn, som længselsfuldt har ventet paa den skønne Time, der faar dem til at glemme Feber og Smerte. Varmen og Lysene straaler gennem Granens Grene som et Minde om Solsommerdagens Pragt og fører den atter tilbage til Naturens Dybde og Fred – den, der lever evig og stor – saa vel i den stille Skov som i Barnehjerternes Drømme og Haab.
Emma Gad.

Almindeligvis ikke. Juleaften er vist som oftest den Dag i Aaret, hvor Børnene er mest havesyge og egenkærlige. Har lille Charles faaet et Jernbanetog, optændes han af Misundelse ved at de sin Fætter Willy køre med et Tog, der kan gaa med Elektrik, og lille Astrid vilde meget hellere have Claras Dukke, der kan sige Mama, end sin egen. De klynger deres nyerhvervede Ejendele til sig, og Juleaften lærer de ganske Smaa de elementære Begreber om Ejendomsretten.

Kan man undre sig over det? Alle Herligheder og Ønskers Opfyldelse regner ned over Kæledæggene ved Juletid, de føres fra Fest til Fest, fra Teater til Juletræ, de faar Lov til alt, uden at der forlanges noget som helt til Gengæld. Kan svage Menneskebørn taale det? Bliver maaske ikke ogsaa Voksne kæphøje og begærlige, naar Livets Goder dynges for deres Fod? Noget for noget er en af Livets Love, og man unddrager sig den ikke, uden at Sjælen tager Skade.

Forældre har derfor ved Juletid et lille Ansvar over for deres Børn, hvis ikke denne Børnenes Fest skal virke skadeligt paa dem. For det første skal man ikke give Børn for kostbart Legetøj. Er der noget Sted, hvor Luksus er daarlig anvendt, er det over for Børn. Vore Dages altfor naturalistisk Legetøj af malet Blik med Sporvogne med Trolje, og Biler, der kan styres, er ikke egnet til at skabe et Kæmpebarn som H. C. Andersen med den store Fantasi – han kommer næppe. Men Børnene bryder sig ikke en Gang om de altfor grangivelig lignende Ting – i hvert Fald ikke længe, fordi de ikke sætter deres Indbildningskraft i Bevægelse. Og dernæst – Forældrene maa ikke glemme, at selv om de selv kan være rige, er der saa godt som altid Børn til Stede, hvis noget fattigere Forældre ikke har Raad til de kostbare mekaniske Pragtstykker, som deres egne Poder skal have.

Det sker kun alt for ofte, at smaa Menneskebørn i Lyset af det hellige Juletræ lærer Fattigdommens Bitterhed og Rigdommens Hovmod at kende. Og det var vel ikke det, der var Meningen med Julen?
Emma Gad.

I fornuftigere Kredse har dog Urimeligheden ved, at voksne Mennesker giver hverandre Overraskelsesgaver, gjort sig saa vidt gældende, at man indskrænker sig til Bagateller og spøgefulde Ting, og man maa haabe, at denne Opfattelse vil brede sig, hvor meget end de Handlende anstrenger sig for at holde Skikken vedlige.

De bør ikke give Den, hvis Smag og Vaner De ikke nøje kender, en Genstand af speciel Art eller af stort Omfang. En uhyre Majolikavase, man ikke har Plads til, er slem at faa til Huse, hvorimod et Silkesjal eller et Par Hansker, der lægges i en Skuffe, aldrig kan genere.
Hvis man har ondt ved at finde paa Gaver til sine Kære, er man som oftest paa den sikre Side, naar man holder sig til det, der kan spises, drikkes eller ryges. En Høne, en Æske Konfekt eller en Flaske Likør kan virke beskedent men aldrig uvelkomment. Spisevarer er at foretrække for Blomster, der sendes rundt efter en stor Maalestok.
Naar De faar noget, De finder forfærdeligt, brug da hele Deres Aandsnærværelse for ikke at røbe det, selv med den mindste Trækning. Glem ikke, at Giveren synes om det.

Giv ikke Deres Børn kostbare Julegaver. Barnefantasien har den lykkelige Ævne at gøre det tarveligste Legetøj illuderende, og Luksus bidrager kun til, at Julen, modsat af, hvad den skulde, gør Børnene fordringsfulde og mindre elskværdige.

At lade Gaver, man ikke bryder sig om, gaa videre, er behageligt og besparende, men farligt. Hvem kan i Juleundersøgelsen af Skabe og Skuffer huske, af hvem man har faaet en Tegnebog eller Krukke i Fjor. Men Giveren kan saa glimrende huske det, og en drilsk Skæbne vil undertiden lade det blive ham eller hende, man lyksaliggør med Tingen, og det er ikke Enhver, der kan tage det spøgefuldt.
Naar De derfor lagrer en Genstand med denne Brug for Øje, bør De udstyre den med en oplysende Seddel.

Glem ikke ved Juleudgifterne, at der efter Juleaften er endnu fuldt en Uge tilbage af den endeløse December. Hvis De i Deres Hjertes Godhed lader Dem friste til at støvsuge Deres Pengeskuffe c. den 23de, bliver det vanskeligt for Dem ved de sidste Juletræer at synge: Glade Jul, dejlige Jul med den rette Overbevisning.

HELLIGDAGE.
Julen er helliget til Familiesammenkomster. Der er ganske vist lidt for mange af dem, fordi Helligdagene er for mange. Det morer ikke de Unge synderlig Dag efter Dag at spille Lotteri om Smaating med gamle Tanter, hvorfor de stræber, hvad de kan, for at komme afsted til Juleugens Dansefester paa de store Hoteller. Det virker ikke altid helt elskværdigt, idet Julesammenkomsterne har deres virkelige Berettigelse som et Samlingsmærke for Familien. Til anden Adspredelse er Aaret langt nok.

Jule-Anspændtheden minder om Krigslaansagitation i et krigsførende Land. Hvem formaar at holde sig fri af det periodiske Vanvid, kaldet Juletravlhed, der griber Menneskeheden i December, et Vanvid der holdes oppe dels af de Handlende hvis Aarsomsætning er beregnet derpaa, dels af den samlede Presse, der skal bjerge de deraf følgende Annoncer. Disse allierede Magter er os for stærke. Vi hypnotiseres til at styrte os ud i de sølede Gader til Butikker og Magasiner, og kommanderes af Julens Diktatur til at indrangere os i det decemberfugtige Mylder, der trænges omkring Diske, betjent af sveddryppende Kommis’er og overanstrengte Frøkener. Man kommer i Panikstemning og køber forvildet i Flæng – i Stedet for det planlagte – en Mængde Ting, der kun har det til fælles, at de er for dyre.

Julen har altid haft det ved sig, at de, der er paa Landet, vil til Byen, og de, der er i Byen, vil paa Landet. Hvor det ikke lader sig gøre, er der gensidig Forsendelser af Kasser og Pakker, hvor meget end Befordringsvæsenet forbander det og mener, at en Udveksling af kærlige Tanker vilde være mere end nok. Resultatet er forfærdende.

Stormløb mod Togene – en hvirvlende Malstrøm af Hastværk, Misforstaaelser og Træthed – Bjerge af Pakker paa Perronen – Pakker paa Nettet, Pakker paa Sæderne – Gyngeheste, Papegøjeure, Grantræer og Barnevogne – Børn der har tabt Billetten. Det ser ud som et ubehjælpeligt Virvar, men ved et Mirakel kommer Alle alligevel af Sted og fordeler sig i de Hundreder af landlige Hjem, hvis Tanker og Virken i Maanedsvis har kreset om det glade Øjeblik, hvor Lars Kusk kører op for Døren med de kære Gæster.

Glade Øjeblik, det bedste af det Hele, naar den grønne Gran bliver bragt og stilles i en Krog af Selskabsværelset, hvorfra den blander sin forjættende Duft af Jul og Hjemlighed med Peberkagerne fra Køkkenregionerne! Endnu gladere naar det store Øjeblik forestaar, og den behænges med Glaskuglerne og de forgyldte Kogler, der opbevares som Klenodier i en brun Papæske, der hver Juleaften hænges paa Grenene, mens smaa Barnenæser klemmes Flade mod den stængte Spisestuedør. Lange Timer indtil Døren aabnes! Lange, fordi Børnene endnu ikke har læst Søren Kirkegaard og af ham har faaet at vide, at Forventningen, det er Lykken.

Omsider aabnes Døren. Der staar det tændte Juletræ som en aabenbaring af Lyset i Mørket – alle Smaabørns Fryd og Længsel og efter et Øjebliks Forløb er der ikke en Mindreaarig, som ser paa det eller bryder sig en døjt om det, men styrer sig over Dukkesenge og Jernbanetog, Tinsoldater og Miniaturekomfurer.

Lille Carl er ikke tilfreds med, at hans Lokomotiv ikke kan løbe af sig selv, naar Oles kan det, og Lili kan ikke forstaa, hvorfor Annas Dukke kan sige Mama, men hendes ikke. Hver ruger over sit og stikker i Skraal, naar de Andre rører det. Julen har den pædagogiske Betydning at lære Børnene de Voksnes fremtrædende Egenskab – den Havesyge, der florerer saa frodigt i vor Midte.

Resten af Juleaften er – skal vi sige – hyggelig. Naar den ikke hører til de mest aktive af Aarets Aftener, er Aarsagen enten den, at man er for træt og for mæt efter den meget tunge Nydelse af Risengrød, Gaasesteg og Æbleskiver til at faa Dampen op, eller ogsaa den, at Selskabet mere er sammensat efter Pligtfornemmelser og Familiehensyn end efter Fut og Fart.

Man gaber lidt, spiser det, man orker, af Konfekt, blader i Julehæfterne og beundrer sine Gaver med mere eller mindre Forestillelseskunst, indtil Posen med Lotteriet kommer frem. Det er vistnok den eneste Dag i Aaret, hvor Folk sidder spændt og venter paa Nr. 37 i Haab om at vinde en Marcipangris. Efter at Spændingen er udløst, falder man hen i en let letargisk Tilstand, der fortsættes 1. Juledag hos Tante Hanne, 2. Juledag hos Tante Helene og saa fremdeles.

De Ældre resignerer over for den Livets Kedsomhed, der ikke er til at afsværge. De Unge ikke. Paa en uforklarlig Maade forsvinder de fra Tanterne og Lotteriet efter i Krogene at have henaandet Bemærkninger til hinanden, saasom: “Nu kan vi vist nok stikke af,” eller: “Har du bestilt Bord derhenne?”

Forklarringen er der, naar Bil efter Bil kører op foran de lysstraalende og granprydede Hotelsale, hvor silkebrusende Ungmøer, til Tonerne af Zigøjnerorkestre, fejrer Frelserens Fødsel ved at danse Foxtrot og Onestep med Kavalerer, deres Forældre aldrig har set – danser og flirter sig til Forlovelser og Ægteskaber.

Paa den første Hverdags Morgen efter den endeløse Række af Helligdage er der en sand Valfart til Magasinerne for at bytte de Genstande man Juleaften højlydt har udtalt sin Henrykkelse over at have faaet efter længe at have ønsket sig dem. Den der har faaet en Damaskes Dug, vil hellere have tolv Pudevaar, og den unge Frøken, der er blevet skænket et Par Balhandsker, foretrækker efter modent Overlæg en Haandtaske.

De er velkomne til Hobe i Magasinerne, for endnu er det aldrig set, at den, der kom for at bytte, ikke maatte bløde klækkeligt for at faa sin Lyst styret. Men i kun altfor mange Tilfælde viser Gaverne sig at være saa vel uombyttelige som uanvendelige og holder derfor det store Kresløb vedlige ved at indgaa i Samlingen af de Ting, der figurerer ved næste Juletræ. Ved den endelige Opgørelse vil det vise sig, at det Indkomne aldrig svarer til den udlagte Kapital. Hvor bliver Overskudet af?

Hvem glemmer ikke under Juleforberedelsernes Højtryk, at der er en Række graa Hverdage mellem Jul og Nytaar. Dage med uomviselige Krav, som man ikke har Midler til at tilfredsstille, fuldkommen støvsuget som man er. Man vender forgæves Pengeskuffen for at se, om ikke et Par Kronesedler skulde have forvildet sig, og ender med, naar Skorstensfejeren og Postbudet lidt i Forhaanden ønsker Nytaar, at foregribe sig paa de Beløb, man har lagt til Side til Skatter, Tandlæge, Kontingenter og al det andet fæle, som melder sig ubarmhjertigt den 2. Januar. Man har paa den Maade Glæde af Julen langt ind i det nye Aar.

Og alligevel – selv om Juleenglen og Julenissen er besværlige Gæster, saa er de dog velkommen i alle Huse, store eller smaa. De sidder usynlig med til Bords i enhver Kres, hvor de Nærmeste og Kæreste er samlet og smiler venligt, naar de ønske hinanden en

Snusfornuften (alias Emma Gad).

Det er jo saadan trods alt. Oceandampere fører fjerntboende Sønner og Døtre til det gamle Lands Juleaften sammen med de Kære, der hører den Dag til. Paa de hjemlige Stationer puffes man og trænges i en hvirvlende Malstrøm af Hastværk og Geskæftighed – Bjerge af Pakker paa Perronen, Pakker i Nettet, Pakker paa Sæderne, broget Papir, itutraadte Pebernødder, Gyngeheste, Fuglebure, Kransekager, Grantræer, Barnevogne, Hunde i Baand, forvildede gamle Damer, der har tabt Billetten – det hele et tilsyneladende uhjælpeligt Virvar, Men fordi Julen gør Alle fornøjede og elskværdige, kommer som ved et Under, allesammen med – derud, hvor de ventes i de glade Hjem. Og Togene krydses af modgaaende – lige saa proppede med oprømte Julerejsende – det synes, som om Alle fra Landet vil til Byen, og Alle fra Byen vil paa Landet.

Det vil de ogsaa – de, der har deres Nærmeste og Kære andetsteds end hvor de selv er – Juleaften kalder paa dem – bidrager maaske mere end nogen tænker, til at holde sammen paa Familielivet, ja, det deraf, som endnu er til Rest. Verden er blevet ond og bitter, Statsmændene kives og truer, Borgerskabet river til sig, hvad reddes kan. Folkene lider; men Juleaften glemmes Begærlighed og Ufordragelighed – det hele bliver til Idyl. Selv venlige gamle Tanter kommer i Kurs.