Familieselskabelighed står sædvanligvis ikke højt i kurs, i hvert fald sjældent hos den yngre generation. Man kan høre unge damer og herrer fremkalde jævnaldrendes medlidenhed ved at fortælle, at de skulle tilbringe en søndag hos en bedstemoder eller en tante, der måske, når alt kommer til alt, har bragt sine små ofre for at kunne se sin slægt hos sig. Da de ældre heller ikke synes at sætte så stor pris på at blive indbudte til en familiemiddag som til et selskab, hvor kredsen er sammensat af forskelligartede elementer, kommer man nødvendig til at spørge sig selv, hvorfor da familieselskaber stadig blomstre. Svaret må vel blive det, at de dog opfylde en mission ved at holde familieånden oppe, og når det kommer til stykket, vil det måske alligevel være på disse lidet påskønnede men hyggelige familiesammenkomster, særlig ved årets fester, at de, der leve borte fra hjem og fædreland, med savn ville tænke tilbage og ikke på de efter alle kunstens regler sammensatte middagsselskaber. Faldt disse stadigt tilbagevendende familiesammenkomster bort, vilde det i vore urolige og adsplittende tider være endnu vanskeligere, end det er, ikke alene at holde unge fætteres og kusiners gensidige interesse vedlige, men især deres gode forhold til de ældre i slægten, hvis største glæde det ofte er at kunne erhverve sig de unges venskab og fortrolighed. Det er desværre kun alt for sjældent, at det lykkes dem.
JUL
Ingen højtid har så dybe rødder i den nordiske bevidsthed som julen, ingen fest afføder for den, der er langt borte fra hjemmet, det savn som juleaften, ingen andre dage formå som den at bringe kiv og misnøje i glemsel og at sætte det til højbords, der er godt og rart i familielivet. Julen er bleven fejret her i norden længe før kristendommens indførelse; det synes således, som om trangen til at afholde fest i de mørke dage ligger dybt i selve den nordiske folkekarakter. under forskellige former, men altid under udfoldelse af stor gæstfrihed, er den i tidernes løb bleven fejret, indtil juletræet i begyndelsen af dette århundrede indførtes fra tyskland og efterhånden sejrrigt og enerådende står for alles bevidsthed som et lysende symbol på julen.
Travlheden af alle arter, bagningen, slagtningen og indkøbene, der gå forud, er måske, alt ret beset, den morsomste del af festen, thi det lader sig ikke nægte, at de mange helligdage, som fejres sammen af omtrent de samme mennesker med megen ufordøjelig mad, kunne virke lidt slappende på sindenes livlighed. Ikke heller kunne de lotteri- og kortspil om konfekt og smågaver, som spilles meget i julen af børn og voksne i fællesskab, egentlig siges at forøge det intellektuelle udbytte af sammenkomsterne. Dertil kommer, at man af hensyn til børnene, der jo have særligt krav på juleglæde, samles tidligere end ellers ved aftenselskabelighed, således at timerne kunne blive lidt mange og lange. Julens hoveddag er juleaften, hvor man sædvanlig samles til juletræ ved sekstiden, og denne dags traditionelle mad er endnu som oftest risengrød, gåsesteg og æbleskiver. Endvidere er huset forsynet med grisesylte, skinke osv. samt alskens bagværk og kager, og som regel er det endnu skik, at hvor man aflægger besøg i julen, bydes forfriskninger, som man må nyde noget af for ikke at bære julen af huset.
På landet spiller julen måske en endnu større rolle end i byerne. Ikke alene kommeR de voksne børn hjem for at fejre højtiden, men de medføre gerne venner og kammerater, der følge med alle vegne hos egnens familier, hvor der danses, spilles komedie og drives alskens julespøg indtil afrejsen efter nytår.
JULETRÆER
Et juletræs størrelse og udstyr afhænger selvfølgelig af husets velhavenhed, men det synes dog mere og mere at gå op for folk, at et mindre træ på et bord glæder børnene lige så meget som et større. I gamle dage klippede og klistrede man selv af papir de kurve og kræmmerhuse, der hængtes på træet, men nutildags kan man købe så mange smukke og praktiske ting til pyntning og belysning af juletræet, at det kan lønne sig at opbevare dem fra år til år i en æske, særlig når man ved siden af træet stiller skåle med konfekt, så at børnene ikke fristes til at rive for meget i træet.
JULEGAVER
Ved juletid kan samfundet egentlig deles i to store grupper, den ene bestående af dem, der yde, og den anden af dem, der kun nyde, og det er så kostbart at høre til den ydende del, at mange familiefædre med gru se julen nærme sig med de uforholdsmæssigt store udgifter til gaver, gevinster, pengeuddelinger og alle hånde andre krav til pengepungen. At glæde børn og at give dem, der er mindre heldigt stillede, et bidrag til en glad jul, er selvfølgelig kun rigtigt, men det samme kan ikke siges om den udveksling af overflødige luksusgenstande, galanterivarer og modesager, som juleaften finder sted mellem fornuftige, voksne mennesker. Denne skik bidrager i ingen henseende til at forhøje julens betydning hverken for familielivet eller den religiøse følelse.
NYTÅR
Da nytår falder så kort efter jul, fejres det i reglen ikke i hjemmene ved særlige festligheder, dertil er kræfterne og pungene for udtømte. Nytårsaften bliver man i reglen samlede til klokken 12 for ved årsskiftet i et glas champagne eller punch at ønske hverandre et godt år under salut af gadeungdommen, der skyder det nye år ind med kinesiske pistoler. I København er de traditionelle gadeuordener nytårsaften for en stor del faldne bort, men i provinserne florere de endnu, trods politiets kamp derimod, med skylden, kasten potter på dørene osv. nytårsdag aflægges officielle visitter og besøg hos dem, som man mener at skylde dette hensyn. De officielle visitter er i de senere år lidt efter lidt blevne betydeligt indskrænkede. I hof- og diplomatkredse sendes der kort efter en stor målestok. Forretningsfolk bruge ofte at se deres kontorpersonale og lign. hos sig til middag på denne dag. Næste dag begynder uddelingen af gratialer til dem, som man på en eller anden nok så fjern måde har stået i forhold til i årets løb. – Regningerne behøves heldigvis ikke her at omtales.
PÅSKE
Til denne højtid knytte sig ingen særlige skikke; dog er det gammel skik at spise kål skærtorsdag middag og i velhavende huse et lam påskedag. Børnene more sig med at trille med påskeæg, hårdkogte æg, hvis skaller er farvede med anilin. De mange helligdage give naturligvis anledning til familiesammenkomster, men disse have intet særpræg, og overhovedet er der ikke nogen højtid, hvor folk kede sig så meget som i påsken. Alle forlystelsesanstalter er lukkede, og årstiden indbyder ikke til udflugter, men ikke desto mindre flygter man fra byen ud på landet og fra landet til byen for at få has på de fire lange helligdage, hvormed vi er velsignede fremfor andre lande, hvor de nøjes med to eller højst tre.
PINSE
Denne er udflugternes og de nye klæders højtid. Efter den lange vinter føles en uimodståelig trang til at komme ud mellem de spirende træer og lysegrønne buske, men ifølge traditionen må det ske under indvielsen af det nye sommertøj, og længe forinden arbejdes der nat og dag hos skræddere, syersker og modehandlerinder. Jernbaner og hoteller er fulde, og i de lysegrønne skove myldrer det med glade og festklædte mennesker. Men uheldigvis falder højtiden på en lunefuld årstid, hvor det nordlige klima kun alt for ofte viser sig fra den barske side, og ofte kommer ikke alene de nye kjoler og hatte hjem i en sørgelig forblæst og forpjusket tilstand, men ejerne af dem med en grundig forkølelse.