Aarets Fester

Familieselskabelighed staar sædvanligvis ikke højt i Kurs, i hvert Fald sjældent hos den yngre Generation. Man kan høre unge Damer og Herrer fremkalde jævnaldrendes Medlidenhed ved at fortælle, at de skulle tilbringe en Søndag hos en Bedstemoder eller en Tante, der maaske, naar alt kommer til alt, har bragt sine smaa Ofre for at kunne se sin Slægt hos sig. Da de ældre heller ikke synes at sætte saa stor Pris paa at blive indbudte til en Familiemiddag som til et Selskab, hvor Kredsen er sammensat af forskelligartede Elementer, kommer man nødvendig til at spørge sig selv, hvorfor da Familieselskaber stadig blomstre. Svaret maa vel blive det, at de dog opfylde en Mission ved at holde Familieaanden oppe, og naar det kommer til Stykket, vil det maaske alligevel være paa disse lidet paaskønnede men hyggelige Familiesammenkomster, særlig ved Aarets Fester, at de, der leve borte fra Hjem og Fædreland, med Savn ville tænke tilbage og ikke paa de efter alle Kunstens Regler sammensatte Middagsselskaber. Faldt disse stadigt tilbagevendende Familiesammenkomster bort, vilde det i vore urolige og adsplittende Tider være endnu vanskeligere, end det er, ikke alene at holde unge Fætteres og Kusiners gensidige Interesse vedlige, men især deres gode Forhold til de ældre i Slægten, hvis største Glæde det ofte er at kunne erhverve sig de unges Venskab og Fortrolighed. Det er desværre kun alt for sjældent, at det lykkes dem.


JUL

Ingen Højtid har saa dybe Rødder i den nordiske Bevidsthed som Julen, ingen Fest afføder for den, der er langt borte fra Hjemmet, det Savn som Juleaften, ingen andre Dage formaa som den at bringe Kiv og Misnøje i Glemsel og at sætte det til Højbords, der er godt og rart i Familielivet. Julen er bleven fejret her i Norden længe før Kristendommens Indførelse; det synes saaledes, som om Trangen til at afholde Fest i de mørke Dage ligger dybt i selve den nordiske Folkekarakter. Under forskellige Former, men altid under Udfoldelse af stor Gæstfrihed, er den i Tidernes Løb bleven fejret, indtil Juletræet i Begyndelsen af dette Aarhundrede indførtes fra Tyskland og efterhaanden sejrrigt og eneraadende staar for alles Bevidsthed som et lysende Symbol paa Julen.

Travlheden af alle Arter, Bagningen, Slagtningen og Indkøbene, der gaa forud, er maaske, alt ret beset, den morsomste Del af Festen, thi det lader sig ikke nægte, at de mange Helligdage, som fejres sammen af omtrent de samme Mennesker med megen ufordøjelig Mad, kunne virke lidt slappende paa Sindenes Livlighed. Ikke heller kunne de Lotteri- og Kortspil om Konfekt og Smaagaver, som spilles meget i Julen af Børn og voksne i Fællesskab, egentlig siges at forøge det intellektuelle Udbytte af Sammenkomsterne. Dertil kommer, at man af Hensyn til Børnene, der jo have særligt Krav paa Juleglæde, samles tidligere end ellers ved Aftenselskabelighed, saaledes at Timerne kunne blive lidt mange og lange. Julens Hoveddag er Juleaften, hvor man sædvanlig samles til Juletræ ved Sekstiden, og denne Dags traditionelle Mad er endnu som oftest Risengrød, Gaasesteg og Æbleskiver. Endvidere er Huset forsynet med Grisesylte, Skinke o. s. v. samt alskens Bagværk og Kager, og som Regel er det endnu Skik, at hvor man aflægger Besøg i Julen, bydes Forfriskninger, som man maa nyde noget af for ikke at bære Julen af Huset.

Paa Landet spiller Julen maaske en endnu større Rolle end i Byerne. Ikke alene komme de voksne Børn hjem for at fejre Højtiden, men de medføre gerne Venner og Kammerater, der følge med alle Vegne hos Egnens Familier, hvor der danses, spilles Komedie og drives alskens Julespøg indtil Afrejsen efter Nytår.


JULETRÆER

Et Juletræs Størrelse og Udstyr afhænger selvfølgelig af Husets Velhavenhed, men det synes dog mere og mere at gaa op for Folk, at et mindre Træ paa et Bord glæder Børnene lige saa meget som et større. I gamle Dage klippede og klistrede man selv af Papir de Kurve og Kræmmerhuse, der hængtes paa Træet, men nutildags kan man købe saa mange smukke og praktiske Ting til Pyntning og Belysning af Juletræet, at det kan lønne sig at opbevare dem fra Aar til Aar i en Æske, særlig naar man ved Siden af Træet stiller Skaale med Konfekt, saa at Børnene ikke fristes til at rive for meget i Træet.[/ads_custom_box]


JULEGAVER

Ved Juletid kan Samfundet egentlig deles i to store Grupper, den ene bestaaende af dem, der yde, og den anden af dem, der kun nyde, og det er saa kostbart at høre til den ydende Del, at mange Familiefædre med Gru se Julen nærme sig med de uforholdsmæssigt store Udgifter til Gaver, Gevinster, Pengeuddelinger og alle Haande andre Krav til Pengepungen. At glæde Børn og at give dem, der ere mindre heldigt stillede, et Bidrag til en glad Jul, er selvfølgelig kun rigtigt, men det samme kan ikke siges om den Udveksling af overflødige Luksusgenstande, Galanterivarer og Modesager, som Juleaften finder Sted mellem fornuftige, voksne Mennesker. Denne Skik bidrager i ingen Henseende til at forhøje Julens Betydning hverken for Familielivet eller den religiøse Følelse.[/ads_custom_box]


NYTAAR

Da Nytaar falder saa kort efter Jul, fejres det i Regelen ikke i Hjemmene ved særlige Festligheder, dertil ere Kræfterne og Pungene for udtømte. Nytaarsaften bliver man i Regelen samlede til Klokken 12 for ved Aarsskiftet i et Glas Champagne eller Punch at ønske hverandre et godt Aar under Salut af Gadeungdommen, der skyder det nye Aar ind med kinesiske Pistoler. I København ere de traditionelle Gadeuordener Nytaarsaften for en stor Del faldne bort, men i Provinserne florere de endnu, trods Politiets Kamp derimod, med Skyden, Kasten Potter paa Dørene o. s. v. Nytaarsdag aflægges officielle Visitter og Besøg hos dem, som man mener at skylde dette Hensyn. De officielle Visitter ere i de senere Aar lidt efter lidt blevne betydeligt indskrænkede. I Hof- og Diplomat-kredse sendes der Kort efter en stor Maalestok. Forretningsfolk bruge ofte at se deres Kontorpersonale og lign. hos sig til Middag paa denne Dag. Næste Dag begynder Uddelingen af Gratialer til dem, som man paa en eller anden nok saa fjern Maade har staaet i Forhold til i Aarets Løb. – Regningerne behøves heldigvis ikke her at omtales.[/ads_custom_box]


PAASKE

Til denne Højtid knytte sig ingen særlige Skikke; dog er det gammel Sæd at spise Kaal Skærtorsdag Middag og i velhavende Huse et Lam Paaskedag. Børnene more sig med at trille med Paaskeæg, haardkogte Æg, hvis Skaller ere farvede med Anilin. De mange Helligdage give naturligvis Anledning til Familiesammenkomster, men disse have intet Særpræg, og overhovedet er der ikke nogen Højtid, hvor Folk kede sig saa meget som i Paasken. Alle Forlystelsesanstalter ere lukkede, og Aarstiden indbyder ikke til Udflugter, men ikke desto mindre flygter man fra Byen ud paa Landet og fra Landet til Byen for at faa Has paa de fire lange Helligdage, hvormed vi ere velsignede fremfor andre Lande, hvor de nøjes med to eller højst tre.[/ads_custom_box]




PINSE

Denne er Udflugternes og de nye Klæders Højtid. Efter den lange Vinter føles en uimodstaaelig Trang til at komme ud mellem de spirende Træer og lysegrønne Buske, men ifølge Traditionen maa det ske under Indvielsen af det nye Sommertøj, og længe forinden arbejdes der Nat og Dag hos Skræddere, Syersker og Modehandlerinder. Jernbaner og Hoteller ere fulde, og i de lysegrønne Skove myldrer det med glade og festklædte Mennesker. Men uheldigvis falder Højtiden paa en lunefuld Aarstid, hvor det nordlige Klima kun alt for ofte viser sig fra den barske Side, og ofte kommer ikke alene de nye Kjoler og Hatte hjem i en sørgelig forblæst og forpjusket Tilstand, men Ejerne af dem med en grundig Forkølelse.