Berlingske (politiske og Avertissements-Tidende) 31. maj 1914.
Pinse den lysegrønne Æreport, der fører ind til alle Sommerens Glæder og Skønheder, hvor er den kær for vore Hjerter, og hvor fylder dens blotte Navn de vintertratte Bymennesker med Flyvegriller — Længsler efter svajende Bøgegrene og duftende Skovmærker! Selve Festen er jo kun en eneste Dag ud over den almindelige Søndag — ikke som Paaske en uoverskuelig Ansamling af blæsende Helligdage — men ved den Overgang, den uvilkaarlig danner fra Vinter til Sommer, fra Stueliv til Friluftsfærden, spiller den en saa uhyre Rolle, i det mindste for Bybevidstheden, at den sætter Restaurant-Næringen, Manufakturfaget og Samfærdselen paa den anden Ende og næsten sprænger de arme Mennesker, der er ansatte ved disse Erhverv. Prøv paa at sige til en lille Frøken, at hun kan more sig lige saa godt i Skoven, og at den vil være lige saa straarende lysegrøn, selv om hun ikke faar sin hvide Flonels-Sommerdragt, og hun vil blot smile foragteligt, hun ved bedre — Skoven kræver absolut den hvide Flonels, om saa en Syerske skal sidde oppe om Natten for at faa den færdig.
Men denne hvide Pinsedragt er jo altsaa Indvielsen til Sommerens solskinnende Herlighed, der varer saa kort her nordpaa og derfor maa nydes saa intenst. Og er man først efter Pinseturen hjemme igen paa Trediesalen, der forekommer lidt opfyldt og støvet efter den friske Natur, saa er man paa det rene med, at noget maa der gøres for at faa Landluft og samle Kræfter til Vinteren. Hvor i Verden er Folk saa ganske paa det rene med det som i Skandinavien! Og der foreslaas og forkastes, drøftes og planlægges i Familieraadet med foregaaende Aars Erfaringer for øje.
“Nej, Børn,” siger Husmoderen, “leje et Landsted ved Kysten her i Nærheden, det gaar jeg ikke med til. Det har jeg faaet nok af. Tanken om den forfærdelige Omnibusflytning ud til et tomt Hus faar mig endnu til at gyse, og jeg glemmer ikke, at jeg kom fuldstændig udaset hjem om Efteraaret, efter oven i Købet hele den udslagne Sommer at have hørt onde Ord af jeres Far for de mange Husholdningspenge, jeg brugte. Som om jeg kan gøre for, at hvert Bundt Persille derude koster dobbelt saa meget som i Byen og alt det andet ogsaa. Og det gaar med Appetiterne som med Priserne, de er ogsaa dobbelte paa Landet. Og naar man saa tilmed har Forpligtelse til at indbyde alle Tanterne og Svigerinderne fra Byen om Søndagen foruden Studenterkammerater og Kursusveninder — jeg husker nok, da jeg fik en hel vaad Roklub paa Halsen en Regnvejrssøndag i Forfjor — og der uafladelig skal bruges Jernbanepenge og Badehusbetaling og Cyklereparation og Klipning af Tjørnehække og Gud ved hvad, saa tror jeg nok, man kan sige, at Landlivet ikke er en Hvile for Husmoderen. Nej, maa jeg bede om lidt Fred for Husholdningssager paa et eller andet Strandhotel.”
“Ih Vorherre bevares,” siger Husfaderen “det prøvede vi jo ifjor. Det gik ligefrem over alle Grænser. Hver Dag 5 Kr. pr. Stk. for 5 Personer — det giver 750 Kr. pr. Maaned foruden det, man kører op og turer op, og det, men trakterer tilfældige Gæster med — blot en Sodavand og Whisky lader de En bløde for — ikke at tale om Rejsen og Badningen og Sommerudstyret og Kostpengene her i Byen og den Flom af Udgiftsposter, der venter En, naar man kommer hjem. Og hvor mange Dage med fint Vejr har man saa i hele Ferien? De fleste Dage sidder man indespærret i Regn og Blæst sammen med de andre Ofre for Sommerglæderne i en fæl Hotelsal og spiller Bridge. Det kan man da ogsaa opnaa, naar man bliver i Byen. Og billigere… Nej, maa jeg bede om at blive hjemme i min gode, hyggelige Lejlighed.”
“Nej, hør nu” — kommer det med et Hyl fra Ungdommen, “skal vi sidde her i Byen paa tredie Sal, naar Alle er paa Landet — det er ikke til at holde ud.”
Hvis det efter megen Raadslagning alligevel bliver besluttet formedelst et lidt anstrengt Budget — som Budgetter er flest — at blive i Byen og gaa paa Akkord mod den levelystne Ungdom ved at modtage Ferieindbydelser fra landlig Slægt o. l. og ellers at nyde Sommeren ved Smaaudflugter og Ture, saa vil den samme Husmoder om Efteraaret sige:
“Kære — nej — at blive i Byen, det er det værste af alt. Som det koster en Sommer igennem! Det er da virkelig umuligt paa en straalende Juniaften, hvor Roserne blomstrer derude, at sidde hjemme omkrig det samme Bord, hvor Lampen staar og lyser om Vinteraftenerne. Der er noget, der drager En ud i Guds frie Natur. Og blot man rører sig, koster det Penge, Penge paa Jernbane og Skib, Penge, hvis man en Aften vil sidde paa en Restaurant i det frie og høre lidt Musik — Penge, hvis man vil se en Friluftsforestilling eller en Flyvekunstner — Penge allevegne. Det koster selvfølgelig ogsaa altsammen noget om Vinteren, men saa hører det jo ikke paa den Maade til Dagens Orden. Engang imellem er man dog hjemme om Vinteren. Og naar saa Ferien kommer, og de Unge skal afsted, den ene til en Herregaard med up to date Paaklædning og den anden til Tennisturnering i Gøteborg, og den tredie skal til Venner ved Vesterhavet med Badedragt og Sandalsko og bagefter paa Fodtur i Norge med Tornyster paa Nakken, og naar det er Kufferter hist og Citytasker her og Rejsepenge og Drikkepenge og Lommepenge over hele Linien, saa kommer tilsidst det Øjeblik, hvor Vandene slaar sammen over Hovedet paa En.”
“Ja,” supplerer Husherren, “foruden at det har været dyrt, grumme dyrt, har det heller ikke været helt morsomt. Organismen trænger til Luftforandring. Nu har vi ogsaa taget den Beslutning, at vi vil købe en Grund og bygge os et lille Hus. Hver Mand sit eget Hus, som det hedder i Aviserne. Selvfølgelig — det skal være rigtig ude paa Landet, lige ved Stranden, hvor Luften er styrkende og frisk, og der skal i al Beskedenhed være fuldstændig møbleret, saa vi kan tage derud, naarsomhelst vi trænger til det.”
“Gør ikke det,” siger den, han talor med. “Saadan har vi gjort, og jeg vil sige Dem, at det er komplet Vanvid at have to Hjem — det skal man aldrig. Det er med dobbelt Besvær og Udgift, blot to Steder i Stedet for eet, hvor man skal sørge for de utrolig mange Genstande, vi Nutidsmennesker ikke vil leve foruden. Møbleret, hvad vil det nemlig sige? 
Man tror straks, man kan nøjes med Seng. Bord, Stol, Kniv, Ske og Gaffel, kort sagt det undgaaelige, naar blot man er ude i Naturen, og saa er der ikke gaaet to Aar, før man synes, at man umuligt kan undvære Barometer og Klaver, engelsk Leksikon og Ærmestrygebrædt, Kikkert og Haveslanger, Hængekøje og Luftbøsse. Sofapuder og Krustadejern, ja, alle de Tusinde menneskelige Udenoms-Behov, for ikke at tale om Gas, Vand og Elektricitet, som straks møder op paa Egnen, saa snart man er kommen der, og ikke er til at komme udenom. Nej, er man først kommen ind paa det at holde to Hjem gaaende, saa er det forbi med En, saa har man aldrig Penge til noget som helst andet — stol paa det.”
Kort sagt, Sommerlivet er et Problem, et kostbart Problem. Hvordan man saa end indretter det efter nøje Overlæg, er det for Familicrne en saa svær Belastning af Budgettet, at enhver tror, at alt andet, hvad Folk gør, maa være billigere og bedre end det, han selv gør. Trods alt er dog vist Manden, der vil købe sig en Grund helt ude paa Landet og bygge sig et eget, overkommeligt lille Hus til Sommerbrug, den, der træffer det fornuftigste Valg. Ganske vist, det er baade dyrt og besværligt, og det, man skal bruge derude, overstiger saa langt, hvad man paa Forhaand tænker sig, men et saadant lille Hus bliver En saa kært, at det gaar med det som med et elsket Barns Opdragelse og Vækst, man bringer gerne Ofre for det og ærgrer sig ikke over Udgifterne derved, fordi det gælder noget, der har blivende Værd for En, baade økonomisk og æstetisk set. Ikke alene bliver man nemlig selv bedre og lykkeligere ved at færdes mellem sine Dyr og Planter, der er afhængige af Ens Omsorg, men man skaber noget for sine opvoksende Børn, der er af en hel anden Værd end den øjeblikkelige Badehotels-Forfriskning. Nemlig Erindringer og Familie-Sammenhold. En tilfældig Bylejlighed — den ene som den anden — efterlader ikke noget Spor i Bevidstheden. Det er til Familiens Sommerhjem, til Friluftslivet derude — til en og anden kaad og munter Streg — at Erindringerne og Samtalerne senere hen i Livet gaar tilbage mellem voksne Søskende i fælles Minder om en lykkelig og munter Barndom, de Minder, som Mennesker saa nødig maa undvære.
Emma Gad