Fælles sag 1889

Skuespil

FÆLLES SAG

LYSTSPIL I 3 AKTER AF EMMA GAD.
PREMIERE PAA DAGMARTEATRET 22. OKTOBER 1889.

UDGIVET PAA H. HAGERUPS FORLAG. TRIERS BOGTRYKKERI (H. J. SCHOU), 1889.

Fælles sagFælles sag 2
Stykkets Handling ligger i de to forlovedes Hænder… den drejer sig om, at den unge Pige ikke vil modtage en Arv, fordi den paagjældende Formue er skabt ved uhæderlige midler, skjønt hun derved kunde redde baade sin forlovede, dennes Moder og nogle nære Venner fra Fattigdom og Fallit.
Men det er ikke Stykkets Fabel og Alvor, som det ved denne Lejlighed kommer an paa, eller som til syvende og sidst sysselsætter Tilskuernes Sind. Det er Stykkets gode Humør. Det ligesom kribler og krabler overalt i dette Skuespil af Spot og gode Løjer, og Publikum stemmes fra første Færd ved en særegen Ro og Raskhed i Optrinene til at kunne gaa ind paa dets muntre Tone. Der er øjensynligt her et virkeligt Talent i Virksomhed, en frisk, endnu ikke synderlig vovsom, men oprindelig og vel avet Evne til at tugte Skrøbeligheder og bringe Folk til at le.

***
Læs anmeldelser/omtaler efter skuespillet:
ILLUSTRERET TIDENDE – 7. oktober 1889
AF DAGENS KRØNIKE – Oktober 1889
AARHUS STIFTSTIDENE 22. oktober 1889
HORSENS FOLKEBLAD – 22. oktober 1889
ADRESSEAVISEN – 22. oktober 1889
NÆSTVED TIDENDE – 23. oktober 1889
TILSKUEREN – nov./dec. 1889
HVAD VI VIL – Nr. 1 1890
AARHUS STIFTSTIDENDE – 29. november 1891
Handlingen foregaar i Kjøbenhavn.
1. Akt, Scene 1-13: En hyggelig Dagligstue hos Fru Heger med et lidt gammeldags Præg. I Baggrunden Udgang til Entreen, til venstre Dør ind til Jørgens Værelse. Til højre Døre til Spisestuen og et Kabinet. Værelset er stærkt oplyst med en tændt Lysekrone og flere Lamper.
2. Akt, Scene 1-9: Samme Stue hos Fru Heger. Lysekronen er tændt endnu. Fru Heger staar i Baggrunden og tager Afsked med Gæsterne, der ere i Færd med at tage Tøjet paa i Entreen. Dam gaar urolig frem og tilbage. Cecilie og Vinge sidde i Sofaen.
3. Akt, Scene 1-14: Et tarveligt møbleret Arbejdsværelse hos Faber. Langs Væggene Hylder mod Bøger og Instrumenter. I Baggunden ses gennem en aaben Dør ind i et Kontor med Pulte. Til højre en aaben Glasdør, som fører ad til en Have, til venstre Dør ind til den øvrige Lejlighed. Faber staar i Havedøren og ser ud.

PERSONERNE:

FRU HEGER. JØRGEN, hendes Søn.
REGITZE KROG, hans Forlovede. FABER, Fabrikejer, Regitzes Formynder.
DAM, Grosserer og Dampmøller. CECILIE, Dams Hustru, Fabers Datter.
VINGE, Landskabsmaler. BONDRUP, Direktør.
TANTE LINE. TANTE JANE.
Damer og Herrer. En Tjener hos Fru Heger.

1. AKT
1. Scene		 Fru HEGER sidder ved et Bord midt I Stuen, omgivet af TANTE LINE, TANTE JANE og nogle flere Damer, der ere beskæftigede med Haandarbejde. REGITZE sidder i Sofaen længer fremme med et Broderi i Skødet. Senere JØRGEN og VINGE.
TANTE JANE Det var da et nydeligt Mønster, det Du der strikker, Line! Er det svært?
TANTE LINE Nej, slet ikke. Du tager hele Tiden tre Masker i Luften og fem paa Pinden. Ser Du tre i Luften og fem paa Pinden.
Jørgen og Vinge komme ud fra venstre.
FRU HEGER Ah – vil De ikke tage Plads, Hr. Vinge! Damerne kender jo Landskabsmaler Vinge?
TANTE LINE Jo Tak.
TANTE JANE Jeg har ogsaa den Fornøjelse.
FRU HEGER (sagte)
Jørgen, kan Du ikke faa nogle af Herrerne her ind?
JØRGEN Nej, Mama, de sidder fast fortøjede ved Spillebordene.
FRU HEGER Uf, den evige Spillen Kort!
JØRGEN (sætter sig hos Regitze)
Naa, hvordan gaar det Dig, min lille Fæstemø?
REGITZE Aa, jeg har kedet mig rædsomt! Nu har Tante Line og Tante Jane snakket om Tjenestepiger og Hæklemønstre i een Køre.
JØRGEN Stakkel!
REGITZE Du kunde ogsaa; gerne være kommen her ind lidt før. Husk paa, nu har Du ikke set mig i alle de tre Uger, Du har været paa Jagt.
JØRGEN Ja vel, fordi Du har været paa Landet hos Onkel Smith. Hør Du, talte han noget om, at det er til os, han har købt Vindingegaard.
REGITZE Ikke saadan lige ud, men jeg er sikker paa det.
JØRGEN Hurra! Regitze, mit kære gamle Vindingegaard. Det er da engang en flot Brudegave.
REGITZE Han holder jo saa meget af mig.
JØRGEN Det kan jeg godt forstaa.
REGITZE Og af Dig med.
JØRGEN Det kan jeg ogsaa godt forstaa.
REGITZE Se, det kalder jeg klædelig Beskedenhed.
TANTE JANE (til Fru Heger)
Nu faar Du vel travlt med Udstyret?
FRU HEGER Ja, Regitze har, jo ikke sine Forældre i Live, det lille Skind.
TANTE LINE Hendes Fader var jo Officer?
TANTE JANE Ja, Dragon! Han var dejlig, især i Uniform.
FRU HEGER Mens Heger levede, og vi boede endnu paa Vindingegaard, kom de saa meget til os fra Næstved. Og der kom saa Børnene til at holde af hinanden.
TANTE JANE Det maa, rigtignok være velsignet, saadan at lave til Bryllup for sin Søn.
TANTE LINE Især naar man har Penge nok – som her.
FRU HEGER Ja, Gud ske Tak, deres gode Udkomme faar de da.
TANTE LINE Men Gud Jane, hvordan er det Du strikker, Du glemmer jo de tre Masker i Luften.
TANTE JANE Aa, om Forladelse.
TANTE LINE Regitzes Onkel er jo rig, ikkesandt?
FRU HEGER Hovedrig, og hun er jo hans eneste Arving.
TANTE JANE Tænk, hvor rart!
TANTE LINE (spids)
Især hvis han var kommen lidt mere ærligt til sine Penge.
FRU HEGER Tys, kære Line.
TANTE LINE Det er da noget, Enhver ved, at han er en gemen Aagerkarl og Møbellaaner, der ikke kan faa ordentlige Mennesker over sin Tærskel. Uf – fy!
FRU HEGER Men Regitze ved det Gudskelov ikke, og nu begynder han jo at trække sig lidt tilbage, har jeg hørt.
TANTE JANE Naar han engang gaar bort, er det vel gemt og glemt.
TANTE LINE Det kan vist vare længe.
TANTE JANE Han er maaske Sundheden selv?
FRU HEGER Naa – man siger dog, hans Hjerte er for stort.
TANTE LINE Nej, ved Du hvad, den Sygdom tror jeg ikke, han lider af.
FRU HEGER Saa er det noget andet.
Vinge kommer nærmere og betragter Jørgen og Regitze med en misfornøjet Mine, mens Tanterne gaa hen til de øvrige Damer.
FRU HEGER De ser paa mine Børn, Vinge! Ak ja, ingenting i denne Verden er dog saa dejligt som Kærlighed!
VINGE (vender sig fortrædeligt om)
Ganske vist, Frue, men den hører til de Ting, der heller skal føles end ses.
FRU HEGER Regitzes Onkel tog altsaa ikke med til Byen i Dag?
VINGE Nej, han klagede over lidt Hjertebanken, saa han overdrog mig at følge Frøken Regitze her ind.
FRU HEGER Regitze! Det gør mig da ondt at høre, at Din Onkel ikke er rask.
REGITZE (rejser sig)
Aa, han fejlede ikke noget videre. Jeg smigrer mig nu med, at det var lutter Græmmelse over, at jeg tog bort.
JØRGEN Det er grumme forstaaeligt.
REGITZE Og jeg gjorde det forresten ogsaa nødig.
JØRGEN Saa – ?
REGITZE Det vil sige, jeg længtes nok efter jer, men der var saa smukt ude paa Landet, var der ikke, Vinge?
VINGE Jo, men en lidt banal Allemandsskønhed – saadan med Skov og Sø, De ved –
REGITZE Da skulde I se de nydelige Skitser, han har taget der ude – og det paa et øjeblik.
VINGE Det gælder at gribe Stemningen i Flugten.
REGITZE Han kan alt muligt det Menneske – male, digte, spille, synge – alt, hvad der er smukt. Om Aftenen sang han saa dejligt for mig, at jeg sommetider kunde have givet mig til at græde.
JØRGEN Hvor heldigt at Onkel Smith er i Slægt om end fjernt – med en saa alsidig Skønaand.
REGITZE Det morer ham ogsaa. Han har lige lovet Vinge fem tusinde Kroner til et Ophold i Italien, og tænk, hvor dygtig han saa., bliver.
VINGE Kære Frøken, opsæt at rose mig til jeg ikkd er til Stede.
JØRGEN Tag Dem i Agt, saa glemmer hun det maaske.
VINGE Frøken Regitze glemmer aldrig at være elskværdig.
(Han gaar ud til venstre.)
1. AKT
2. Scene		 De Forrige. FABER. BONDRUP (komme ind fra Entreen).
FABER Godaften, kære Fru Heger.
FRU HEGER Er De endelig der, Faber.
FABER Jeg har, som De ser, tilladt mig at tage min gamle Ven, Direktør Bondrup fra Skelskør med her hen.
BONDRUP (hilser).
FRU HEGER Det skal De rigtig have Tak for.
(til Bondrup) Herregud, vi har med saa megen Beklagelse hørt om den store Sorg, De har havt, kære Hr. Bondrup.
BONDRUP (sukker).
Ak ja, min uforglemmelige Hustru! Hvad det vil sige, pludselig at blive berøvet en trofast Livsledsagerinde, det fatter kun Den, der har prøvet det.
FRU HEGER Ja, det har De Ret i.
Jørgen, Du kender jo Hr. Bondrup?
JØRGEN (kommer nærmere).
Jo –
FABER (til Regitze)
Naa, min lille Myndling, hvordan har Du saa haft det saa længe?
REGITZE Jo Tak, man oplever ikke meget hos Onkel Smith – der kommer jo saa Faa. Hvorfor kommer De aldrig og besøger mig, naar jeg er hos ham?
FABER (lidt forlegen).
Du ved — jeg har saa meget at bestille.
REGITZE Aa, det er ikke alene det. Men De synes ikke om at se, at Onkel Smith føjer mig i alting.
FABER Naturligvis, som Din Formynder –
REGITZE Men De maa huske, Moder var hans eneste Søster, og nu synes ban, at han faar noget af hende igen i mig. Ikke saa meget, desværre, for jeg ligner vist ikke Moder.
FABER (kærligt).
Jo vist gør Du saa paa øjnene – de søde graa øjne.
REGITZE Hør Faber, sig mig – De har nok været gift med en Anden, men har De alligevel ikke holdt af min Moder – engang – da De var ung?
FABER Hvoraf slutter Du det?
REGITZE Jo, Fru Heger har saa tidt fortalt mig, at De har haft en stor Hjertesorg i Deres Liv.
FABER Aa, det Vrøvlehoved!
REGITZE Hun og Moder var jo Ungdomsveninder.
FABER Ja.
REGITZE Og saa har jeg kunnet mærke det paa. den Maade, De taler om Moder til mig.
FABER (lidt nølende).
Naa ja – Du har ogsaa set rigtigt. Jeg har elsket Din Moder – inderligt – og derfor holder jeg saa meget af Dig. Du, hendes eneste Barn, Du er jo paa engang min Kærlighed og min Datter.
REGITZE Tak, fordi De holder af mig for Moders Skyld, men ogsaa lidt for min egen, ikkesandt?
FABER (klapper hende paa Kinden).
Naa, saa det tror Du, Din Skelm.