*
Stykkets Handling ligger i de to forlovedes Hænder… den drejer sig om, at den unge Pige ikke vil modtage en Arv, fordi den paagjældende Formue er skabt ved uhæderlige midler, skjønt hun derved kunde redde baade sin forlovede, dennes Moder og nogle nære Venner fra Fattigdom og Fallit.
FÆLLES SAGLYSTSPIL I 3 AKTER AF EMMA GAD. UDGIVET PAA H. HAGERUPS FORLAG. TRIERS BOGTRYKKERI (H. J. SCHOU), 1889. |
  Men det er ikke Stykkets Fabel og Alvor, som det ved denne Lejlighed kommer an paa, eller som til syvende og sidst sysselsætter Tilskuernes Sind. Det er Stykkets gode Humør. Det ligesom kribler og krabler overalt i dette Skuespil af Spot og gode Løjer, og Publikum stemmes fra første Færd ved en særegen Ro og Raskhed i Optrinene til at kunne gaa ind paa dets muntre Tone. Der er øjensynligt her et virkeligt Talent i Virksomhed, en frisk, endnu ikke synderlig vovsom, men oprindelig og vel avet Evne til at tugte Skrøbeligheder og bringe Folk til at le. ***
Læs anmeldelser/omtaler efter skuespillet: ILLUSTRERET TIDENDE – 7. oktober 1889 AF DAGENS KRØNIKE – Oktober 1889 AARHUS STIFTSTIDENE 22. oktober 1889 HORSENS FOLKEBLAD – 22. oktober 1889 ADRESSEAVISEN – 22. oktober 1889 NÆSTVED TIDENDE – 23. oktober 1889 TILSKUEREN – nov./dec. 1889 HVAD VI VIL – Nr. 1 1890 AARHUS STIFTSTIDENDE – 29. november 1891 |
| Handlingen foregaar i Kjøbenhavn. 1. Akt, Scene 1-13: En hyggelig Dagligstue hos Fru Heger med et lidt gammeldags Præg. I Baggrunden Udgang til Entreen, til venstre Dør ind til Jørgens Værelse. Til højre Døre til Spisestuen og et Kabinet. Værelset er stærkt oplyst med en tændt Lysekrone og flere Lamper. 2. Akt, Scene 1-9: Samme Stue hos Fru Heger. Lysekronen er tændt endnu. Fru Heger staar i Baggrunden og tager Afsked med Gæsterne, der ere i Færd med at tage Tøjet paa i Entreen. Dam gaar urolig frem og tilbage. Cecilie og Vinge sidde i Sofaen. 3. Akt, Scene 1-14: Et tarveligt møbleret Arbejdsværelse hos Faber. Langs Væggene Hylder mod Bøger og Instrumenter. I Baggunden ses gennem en aaben Dør ind i et Kontor med Pulte. Til højre en aaben Glasdør, som fører ad til en Have, til venstre Dør ind til den øvrige Lejlighed. Faber staar i Havedøren og ser ud. |
PERSONERNE:
| FRU HEGER. | JØRGEN, hendes Søn. |
| REGITZE KROG, hans Forlovede. | FABER, Fabrikejer, Regitzes Formynder. |
| DAM, Grosserer og Dampmøller. | CECILIE, Dams Hustru, Fabers Datter. |
| VINGE, Landskabsmaler. | BONDRUP, Direktør. |
| TANTE LINE. | TANTE JANE. |
| Damer og Herrer. | En Tjener hos Fru Heger. |
| 1. AKT 1. Scene |
Fru HEGER sidder ved et Bord midt I Stuen, omgivet af TANTE LINE, TANTE JANE og nogle flere Damer, der ere beskæftigede med Haandarbejde. REGITZE sidder i Sofaen længer fremme med et Broderi i Skødet. Senere JØRGEN og VINGE. |
| TANTE JANE | Det var da et nydeligt Mønster, det Du der strikker, Line! Er det svært? |
| TANTE LINE | Nej, slet ikke. Du tager hele Tiden tre Masker i Luften og fem paa Pinden. Ser Du tre i Luften og fem paa Pinden. |
| Jørgen og Vinge komme ud fra venstre. | |
| FRU HEGER | Ah – vil De ikke tage Plads, Hr. Vinge! Damerne kender jo Landskabsmaler Vinge? |
| TANTE LINE | Jo Tak. |
| TANTE JANE | Jeg har ogsaa den Fornøjelse. |
| FRU HEGER | (sagte) Jørgen, kan Du ikke faa nogle af Herrerne her ind? |
| JØRGEN | Nej, Mama, de sidder fast fortøjede ved Spillebordene. |
| FRU HEGER | Uf, den evige Spillen Kort! |
| JØRGEN | (sætter sig hos Regitze) Naa, hvordan gaar det Dig, min lille Fæstemø? |
| REGITZE | Aa, jeg har kedet mig rædsomt! Nu har Tante Line og Tante Jane snakket om Tjenestepiger og Hæklemønstre i een Køre. |
| JØRGEN | Stakkel! |
| REGITZE | Du kunde ogsaa; gerne være kommen her ind lidt før. Husk paa, nu har Du ikke set mig i alle de tre Uger, Du har været paa Jagt. |
| JØRGEN | Ja vel, fordi Du har været paa Landet hos Onkel Smith. Hør Du, talte han noget om, at det er til os, han har købt Vindingegaard. |
| REGITZE | Ikke saadan lige ud, men jeg er sikker paa det. |
| JØRGEN | Hurra! Regitze, mit kære gamle Vindingegaard. Det er da engang en flot Brudegave. |
| REGITZE | Han holder jo saa meget af mig. |
| JØRGEN | Det kan jeg godt forstaa. |
| REGITZE | Og af Dig med. |
| JØRGEN | Det kan jeg ogsaa godt forstaa. |
| REGITZE | Se, det kalder jeg klædelig Beskedenhed. |
| TANTE JANE | (til Fru Heger) Nu faar Du vel travlt med Udstyret? |
| FRU HEGER | Ja, Regitze har, jo ikke sine Forældre i Live, det lille Skind. |
| TANTE LINE | Hendes Fader var jo Officer? |
| TANTE JANE | Ja, Dragon! Han var dejlig, især i Uniform. |
| FRU HEGER | Mens Heger levede, og vi boede endnu paa Vindingegaard, kom de saa meget til os fra Næstved. Og der kom saa Børnene til at holde af hinanden. |
| TANTE JANE | Det maa, rigtignok være velsignet, saadan at lave til Bryllup for sin Søn. |
| TANTE LINE | Især naar man har Penge nok – som her. |
| FRU HEGER | Ja, Gud ske Tak, deres gode Udkomme faar de da. |
| TANTE LINE | Men Gud Jane, hvordan er det Du strikker, Du glemmer jo de tre Masker i Luften. |
| TANTE JANE | Aa, om Forladelse. |
| TANTE LINE | Regitzes Onkel er jo rig, ikkesandt? |
| FRU HEGER | Hovedrig, og hun er jo hans eneste Arving. |
| TANTE JANE | Tænk, hvor rart! |
| TANTE LINE | (spids) Især hvis han var kommen lidt mere ærligt til sine Penge. |
| FRU HEGER | Tys, kære Line. |
| TANTE LINE | Det er da noget, Enhver ved, at han er en gemen Aagerkarl og Møbellaaner, der ikke kan faa ordentlige Mennesker over sin Tærskel. Uf – fy! |
| FRU HEGER | Men Regitze ved det Gudskelov ikke, og nu begynder han jo at trække sig lidt tilbage, har jeg hørt. |
| TANTE JANE | Naar han engang gaar bort, er det vel gemt og glemt. |
| TANTE LINE | Det kan vist vare længe. |
| TANTE JANE | Han er maaske Sundheden selv? |
| FRU HEGER | Naa – man siger dog, hans Hjerte er for stort. |
| TANTE LINE | Nej, ved Du hvad, den Sygdom tror jeg ikke, han lider af. |
| FRU HEGER | Saa er det noget andet. |
| Vinge kommer nærmere og betragter Jørgen og Regitze med en misfornøjet Mine, mens Tanterne gaa hen til de øvrige Damer. | |
| FRU HEGER | De ser paa mine Børn, Vinge! Ak ja, ingenting i denne Verden er dog saa dejligt som Kærlighed! |
| VINGE | (vender sig fortrædeligt om) Ganske vist, Frue, men den hører til de Ting, der heller skal føles end ses. |
| FRU HEGER | Regitzes Onkel tog altsaa ikke med til Byen i Dag? |
| VINGE | Nej, han klagede over lidt Hjertebanken, saa han overdrog mig at følge Frøken Regitze her ind. |
| FRU HEGER | Regitze! Det gør mig da ondt at høre, at Din Onkel ikke er rask. |
| REGITZE | (rejser sig) Aa, han fejlede ikke noget videre. Jeg smigrer mig nu med, at det var lutter Græmmelse over, at jeg tog bort. |
| JØRGEN | Det er grumme forstaaeligt. |
| REGITZE | Og jeg gjorde det forresten ogsaa nødig. |
| JØRGEN | Saa – ? |
| REGITZE | Det vil sige, jeg længtes nok efter jer, men der var saa smukt ude paa Landet, var der ikke, Vinge? |
| VINGE | Jo, men en lidt banal Allemandsskønhed – saadan med Skov og Sø, De ved – |
| REGITZE | Da skulde I se de nydelige Skitser, han har taget der ude – og det paa et øjeblik. |
| VINGE | Det gælder at gribe Stemningen i Flugten. |
| REGITZE | Han kan alt muligt det Menneske – male, digte, spille, synge – alt, hvad der er smukt. Om Aftenen sang han saa dejligt for mig, at jeg sommetider kunde have givet mig til at græde. |
| JØRGEN | Hvor heldigt at Onkel Smith er i Slægt om end fjernt – med en saa alsidig Skønaand. |
| REGITZE | Det morer ham ogsaa. Han har lige lovet Vinge fem tusinde Kroner til et Ophold i Italien, og tænk, hvor dygtig han saa., bliver. |
| VINGE | Kære Frøken, opsæt at rose mig til jeg ikkd er til Stede. |
| JØRGEN | Tag Dem i Agt, saa glemmer hun det maaske. |
| VINGE | Frøken Regitze glemmer aldrig at være elskværdig. (Han gaar ud til venstre.) |
| 1. AKT 2. Scene |
De Forrige. FABER. BONDRUP (komme ind fra Entreen). |
| FABER | Godaften, kære Fru Heger. |
| FRU HEGER | Er De endelig der, Faber. |
| FABER | Jeg har, som De ser, tilladt mig at tage min gamle Ven, Direktør Bondrup fra Skelskør med her hen. |
| BONDRUP | (hilser). |
| FRU HEGER | Det skal De rigtig have Tak for. (til Bondrup) Herregud, vi har med saa megen Beklagelse hørt om den store Sorg, De har havt, kære Hr. Bondrup. |
| BONDRUP | (sukker). Ak ja, min uforglemmelige Hustru! Hvad det vil sige, pludselig at blive berøvet en trofast Livsledsagerinde, det fatter kun Den, der har prøvet det. |
| FRU HEGER | Ja, det har De Ret i. Jørgen, Du kender jo Hr. Bondrup? |
| JØRGEN | (kommer nærmere). Jo – |
| FABER | (til Regitze) Naa, min lille Myndling, hvordan har Du saa haft det saa længe? |
| REGITZE | Jo Tak, man oplever ikke meget hos Onkel Smith – der kommer jo saa Faa. Hvorfor kommer De aldrig og besøger mig, naar jeg er hos ham? |
| FABER | (lidt forlegen). Du ved — jeg har saa meget at bestille. |
| REGITZE | Aa, det er ikke alene det. Men De synes ikke om at se, at Onkel Smith føjer mig i alting. |
| FABER | Naturligvis, som Din Formynder – |
| REGITZE | Men De maa huske, Moder var hans eneste Søster, og nu synes ban, at han faar noget af hende igen i mig. Ikke saa meget, desværre, for jeg ligner vist ikke Moder. |
| FABER | (kærligt). Jo vist gør Du saa paa øjnene – de søde graa øjne. |
| REGITZE | Hør Faber, sig mig – De har nok været gift med en Anden, men har De alligevel ikke holdt af min Moder – engang – da De var ung? |
| FABER | Hvoraf slutter Du det? |
| REGITZE | Jo, Fru Heger har saa tidt fortalt mig, at De har haft en stor Hjertesorg i Deres Liv. |
| FABER | Aa, det Vrøvlehoved! |
| REGITZE | Hun og Moder var jo Ungdomsveninder. |
| FABER | Ja. |
| REGITZE | Og saa har jeg kunnet mærke det paa. den Maade, De taler om Moder til mig. |
| FABER | (lidt nølende). Naa ja – Du har ogsaa set rigtigt. Jeg har elsket Din Moder – inderligt – og derfor holder jeg saa meget af Dig. Du, hendes eneste Barn, Du er jo paa engang min Kærlighed og min Datter. |
| REGITZE | Tak, fordi De holder af mig for Moders Skyld, men ogsaa lidt for min egen, ikkesandt? |
| FABER | (klapper hende paa Kinden). Naa, saa det tror Du, Din Skelm. |