Politiken – Illustreret Tidende – Af Dagens Krønike – Aarhus Stiftstidene – Horsens Folkeblad – Adresseavisen – Næstved Tidende – Tilskueren – Hvad Vi Vil – Aarhus Stiftstidende
Politiken, 21. oktober 1889.
Spørgsmaalet er dette: bør man modtage en Arv, der er plettet ved uhæderlig Vandel? Naar Arveladeren for Eksempel har været en vitterlig Aagerkarl, der paa skammelig Maade blodsugede sine Medborgere, kan da Arvingen rolig sætte sig i Bessidelse af de saaledes indvundne Skatte og leve behageligt, uden Samvittighedsnag af, hvad der har kostet saamange Taarer og saa ynkværdige Ulykker?
Det tør anses for givet, at de fleste Mennesker, naar Problemet opstilles med tilbørlig Skarphed, vil i alt Fald teoretisk erklære sig for, at en aarvaagen Hæderlighed ikke bør besmitte sig ved saadan indirekte Immoralitet. Det bør ogsaa anses for givet, at i Virkeligheden vil Spørgsmaalet sjældent forliges saa let haandterligt, og hvis Arvingerne har en lille Fornemmelse af, at Pengene skyldes mindre elegante Handelstransaktioner, vil de kaste en Kærlighedens Kaabe over Arveladerens formentlig Synlighed og ikke blotte deres Velynders Skam ved at afstaa den dem lovligt tilkommende Arv.
I Fru Gads Stykke kan der ikke disputeres om Arvens større eller mindre Appetitlighed.
Og det af den simple Grund, at vi slet ikke præsenteres for Arveladeren. Vi hører kun om ham af forskellige Personer, der alle er dybt forargede over hans skændige Levevis som en gemen Aagerkarl og Møbellaaner, der pinte de sidste Skillinger ud af de nødlidende, “tog Bogen fra Studenten, Symaskinen fra Sypigen, Sengen fra det syge Barn” og kun i sine sidste Dage følte dybe Samvittighedsnag over sin Grusomhed, ja endda gik om med den Tanke at grunde et Børnehospital for sine Penge som en liden Bod for sine mange Synder.
Altsaa om Arvens Beskaffenhed kan ikke tvistes, vi faar ikke en eneste Undskyldningsgrund for dens Ophav; det er slet og ret indvundne Aagerrenter.
Hvad skal den unge og brave Frøken Regitze Krog gøre med sin Arv? I Fryd fortærre den eller bygge det sonende Børnehospital?
Hun er efter kort Betænkning i Beraad med sig selv. Hun vælger Hospitalet, ikke en Øre vil hun modtage og ikke opslaa sit Hjem paa den smukke Vindingegaard, hvor Onkelen boede. Til denne Opofrelse raader mærkelig nok, hendes Formynder, den noget Overskou’ske Købmend Faber. Det er en af disse ærlige og dannemandske Købmænd, med Foragt for Luksus og Spekulationer og med Kærlighed til Arbejderne, som faar Del i Fabrikkens Indtægt, en af de Hæderlighedens prøvede Riddere, som tjener til moralske Eksempler i allehaande Komedier, men som ikke optræder saa kemisk rene for lastefulde Ingredienser i Livet som paa Scenen. Hvormeget nu end Faber holder paa den strænge Redelighed saa er det dog en egen Sag at lade sin Myndling fraskrive sig en stor Arv, for hvis Overtagelse der dog kan anføres adskillige Forsvarsgrunde. Mindre Betydning har det, at den unge Maler Vinge tilraader hende det Samme, saameget mere som hans Betænkeligheder er kun for hendes Regning, ikke for hans egen, idet han selv modtog et Rejsestipendium for Blodpengene.
Hvem der imidlertid forbitres over Regitzes Beslutning og ikke med Urette, er hendes Forlovede Jørgen Heger. Dels fristes han ved Tanken om den smukke Gaard og de gode Penge, og dels kan han kun ved disse frelses fra Armod. Han har nemlig betroet alle sin Moders og sine egne Penge til Fabers Svigersøn Grosserer Dam, der har tabt alt i dumme Spekulationer. Den strænge Svigerfader der fordømmer alle Spekulationer, tvinger endog Dam til at gaa Fallit og gør ikke Mine til at hjæple ham, ja tænker end ikke paa at erstatte den gamle Fru Heger hendes Tilgodehavende, hvilket falder saameget mærkeligere, som han bevarer en Ungdomskærlighed til denne Dame.
Men som sagt, denne Faber er en Mand af ét Stykke, ret op og ned som et Penneskaft og tung som en Hovedbog.
Jørgen og Regitze kan ikke enes. Han mener endnu i anden Akt, at hun for hans Skyld burde modtage Pengene, i sidste Akt gaar han over til hendes Mening, og Faber faar de allerede adskilte Elskende atter forenede. Istedetfor at rejse til Batavia lader Jørgen sig ansætte ved Fabers Fabrik.
Om denne Handling, der næppe er helt uddybet, men som giver Anledning til virkningsfulde Scener, kredser en Del morsomme Figurer. Saaledes Grosserer Dam og Frue, han dum og vigtig og uendelig flov, hun snarraadig, kjøbenhavnsk Dame, sikker og energisk. Han besnærer en ældre Herre, der raader over en Bogholderplads, i en lystig Scene, hvor den gamle Fyr, der lige er bleven Enkemand, viser sig temmekig trøstet over Tabet. Endelig er Fru Heger i sin skikkelige Forvirrethed en vel tegnet Skikkelse.
Stykket skrider let frem i bevægede og muntre Scener. Replikskiftet er ligesaa naturligt som i Fru Gads tidligere Skuespil, og især de komiske Roller taknemmelige.
Stykket morede iaftes meget. Ganske sikkert traadte de alvorlige Optrin i Skygge for de lystige, men den Mellemstemning, som Forfatterinden vil udtrykke, kom dog til sin Ret. Fru Gad vælger sine Personer fra det kjøbenhavnske Selskabsliv med et skarpt Blik for de Latterligheder, som den korrekte Form ikke dækker over, og hun formaar at give dem dramatisk Anskuelighed. Der findes saaledes i første Akt en Art pantomimisk Scene, der med Rette vakte stormende Munterhed. Der fremstilles et Aftenselskab, hvor konversationen dør ud; værtinden anmoder Tante Line om at spille, og efter megen Vægring sætter den ældre Frøken sig til Klaveret og begynder paa et allerkæreste Stykke med langr Salonløb og smæltende Melodi. Først er der Stilhed; saa kommer Tjeneren for under megen Raslen at hente Tetøjet; saa begynder nogle at hviske, snart snakker flere og til sidst ender det i højrøstet Konversation, som Klaverspillerinden, fortræffeligt karakteriseret af Fru Neumann-Nielsen, ikke kan overdøve. Alle har mangfoldige Gange i Selskabslivet oplevet denne Scene, men man kan umuligt forestille sig, hvor ubetalelig komisk den virker fra Brædderne. I et saadant Billede, der ligner en Illustration fra Fliegende Blätter, vise Fru Gads Talent sig tydeligt.
Og i en Række af komiske Optrin faar dette Talent et kækkere og vokdsommere Anstrøg, end det tidligere har besiddet. Fru Gad vover en dristig Karikeren i den lettrøstelige Enkemand, som Hr. S. Neumann udstyrer med himmelske Grimasser, og hun portræterer kjøbenhavnsk Ægteskab aldeles fortrinligt i Grossererparret Dam. Hvert Ord, som Hr. Mantzius sagde, virkede lattervækkende, og dette skyldtes ikke blot Skuespillerens overlegne Teknik og lune Humør, men ogsaa Forfatterindens sjældne evne til at gøre halvt godmodigt og halvt ondskabsfuldy Nar ad sine Medmennesker. Ogsaa til Grossererfruens kvindelige Sikkerhed finder Fru Gad betegnende Vendinger, som Fru Secher anvendte til et virkningsfuldt og dygtigt Spil. Endelig er den gamle skikkelige og bornerte Kone en veludført og sumpatisk Figur, og Frøken Lerche fejrede her en lille Triumf.
Svagede stod de alvorligere Personer, den unge Pige er kedelig og hendes Kæreste ikke syndelig interessant. Hr. Jacques Wiche var dog ganske behjærtet. Ligesaa tordnede Hr. B. Pedersen bravt løs med megen Ædelhed. En Debutant Hr. Larsen kunde ingenlunde magte Stykkets vanskeligste Figur, den hule Maler med de store Fraser og den tarvelige Kærne.Publikum, der klappede og fremkaldte, var overordentlig fornøjet. Og med Rette, thi Stykkets gode Humør og kunstneriske Stræben fortjener al Anerkendelse.
O desuden, betegner ikke Stykket den Vej, ad hvilken Dagmarteatret skal arbejde? Denne Scene mangler vistnok Kræfter til med gunstigt Resultat at konkurrere i klassiske Stykker mod det kgl. Teater. Opgaven for et literært Privatteater synes saa ligefrem: den at opføre saadanne danske Stykker, som det kgl. Teater gaar fornemt forbi. Iaar har det kgl. Teater endnu ikke spillet en eneste dansk Nyhed, og det forlyder, at det første nye Stykke vil være norsk. Hvis det for Eksempel bliver Skik, at det danske Nationalteater forøger sit Repertoire med et á to norske Skuespil om Aaret og forresten lader den danske Literatur skøtte sig selv, saa maatte Dagmarteatret kunne erobre sig en Position, særlig hvis Personalet sammensattes lidt mere kritisk.
Antagelsen af Fru Gads Skuespil peger i den rigtige Retning, og Fælles Sag fortjener at ses. Det rummer en velbegavet Kvindes kaade Spøg og ramme Alvor.
Fra Hovedstadens Scener. Kjøbenhavn, 21de Oktbr.
Dagmartheatret spillede i Aftes for første Gang et nyt Lystspil “Fælles Sag” af Fru Emma Gad, der er bekjendt som Forfatterinde af flere paa det kgl. Theater opførte Stykker.
Det er, uden i nogen henseende at være særlig fremtrædende, et underholdende Stykke, og det er meget glædeligt, at vi i Dagmartheatret have faaet en Scene, som kan træde supplerende til ved Opførelsen at saadanne originale Arbejder.
Handlingen drejer sig væsentligt om Udstillingen af Forholdet imellem et Par unge Forlovede, Maleren Jørgen Heger og Frk. Regitze Krog, hvilken Sidste imod sin Kærestes Ønske ikke vil modtage en hende tilfalden Arv, fordi Arveladeren har tjent sine Penge ved Aager. Ved Siden af de To skildres flere kjøbenhavnske Typer, deriblandt navnlig et godt karakteriseret Ægtepar, Grosserer Dam og hans Kone. Disse Personer ere skildrede med Lune, ligesom der igennem hele Stykket gaar en skarp Opfattelse af det kjøbenhavnske Selskabsliv. Desuden udmærket Stykket sig ved et udmærket Replikskifte, der har en væsentlig Del i det Bifald der lød ved Forestillingen i Aftes. Iscenesættelsen var meget vellykket, og Stykket blev i det hele godt spillet, navnlig var Hr. Mantzius fortrinlig i Grosserer Dams Rolle.
Theaterbrev – Kjøbenhavn, d. 21. Oktober.
Dagmartheatret: “Fælles Sag”.
Medens Kritiken lige fra Sæsonens Begyndelse har været overordentlig villig til at yde Dagmartheatrets ny Direktion sin højeste Anerkjendelse, for dens hæderlige Bestræbelser paa at skabe et godt Repertoire og fremføre det paa den værdigste Maade, har Publikum ikke hidtil vist disse Bestræbelser den samme Paaskønnelse – det er jo ogsaa en vanskelig Opgave at træffe Publikum til Huse uden at lefle for dets mindre gode Smag. Der er dog nu Udsigt til, at der vil ske et Omslag i Stemningen, thi det ny Lystspil “Fælles Sag”, som Dagmartheatret i Aftes opførte for første Gang, er ikke blot i og for sig et fortræffeligt Stykke, men det har tillige alle mulige Betingelser for at underholde og more. Forfatterinden, Fru Emma Gad, har tidligere faaet et Par Stykker opførte paa Statstheatret, men intet af disse var paa én Gang, saa vittigt og karakterstift som “Fælles Sag”.
Moralen i Lystspillet er den, at Ægtefolk altid skal gjøre fælles Sag, men helst naar denne Sag er god og ædel. Handlingens Hovedindhold er dette: Frk. Regitze Krog arver en formue efter sin Onkel, men da hun faar at vide, at Pengene er tjent ved Aager, beslutter hun i Overensstemmelse med et af den afdøde udtalt angrende Ønske, at anvende dem til et Børnehospital, uagtet hendes forlovede, Jørgen Heger, og dennes Moder omtrent samtidig er bleven ruinerede. Jørgen synes ikke om denne strænge Moral, men giver hende Valget imellem at miste ham eller modtage Pengene. Hun vakler, men beslutter sig dog til at følge Ærens Bud og til Slut indser Jørgen naturligvis, at hun havde Ret, og alt ender med Fred og Forsoning. Denne Handling ser ganske vist noget spæd ud, men Stykket rummer samtidig en Del typiske Figurer, som giver det yderligere Liv og Handling. I første Akt, forekommer et Selskab hos Fru Heger, hvor kjøbenhavnsk Selskabsliv er karakteriseret paa en overordentlig vittig og træffende Maade, og som vakte ustandselig Munterhed.
Et Stykke som dette ligger fortræffeligt for Dagmartheatrets Personale. Saa at sige hver eneste Rolle fik en fuldstændig dadelfri Udførelse, og mange af de optrædende – saaledes Herrerne Mantzius og Neumann og Damerne Gecher, Albrecht og Lerche – leverede endogsaa udmærket god Kunst. Hvad der for en stor Del bidrog til den begejstrede Modtagelse, Stykket fik, var den omhyggelige Iscenesættelse, som navnlig i første Akt var af betydelig Virkning. Alt i alt var det en dygtig og fornøjelig Forestilling, som tilrejsende ikke vil fortryde at gjøre nærmere Bekendtskab med.
Dagmartheatret.
Fru Emma Gad: Fælles Sag, Lystspil i 3 Acter.
Cecilie Faber, en ung, kjøbenhavnsk oppdragen Dame, har ikke faaet sin første Inclination, men er bleven gift med et “Parti”, Grosserer og Dampmøller Dam, en Type fra den yngre Handelsstand. Saa længe der er Penge i Kassen, morer Cecilie sig sammen med sin Mand paa de Tider, hvor denne ikke besørger det paa egen Haand, og vil i det Hele helst have Livet formet som en jevnt glidende Strøm af Fornøielser. Da Dam ved dumme Speculationer trues af en Fallit, kjæmper hun af al Magt og med alle Midler for at undgaa Skammen, og da det Uungaaelige er sket, søger hun at raade Bod, saavidt hun kan, og ved sine Forbindelser faa Manden emploieret bedst muligt. Hun er snu og kvindelistig, han indbildsk og mandfolkedum. Til Punkt og Prikke er hun klar over, hvad for en uforbederlig Usselryg han er, men kunne de blot leve jevnt godt, og kan det gaae for dem, uden at Verden opdager deres Ægteskabs sande Character, er hun tilfreds med sit Lod i Livets Lotteri.
Regitze Krog, en landlig Uskyldighed, er forlovet og skal snart giftes med sin første Kjærlighed, Jørgen Heger, en ung, romantisk Mand af ubestemmelig Næringsvej. Han har speculeret med sin Moders lille Formue og sat den overstyr, men Situationen kan endu redes, hvis Regitze vil modtage en stor Arv, der tilfalder hende efter en aagerkarleagtig Onkel, og saa hjælpe Jørgen. Han tigger og be’r, men hun vil ikke eje det Mammon, hvorved der klæber Blod, Taarer og Fattiges Suk, saa hellere give Afkald ogsaa paa ham. Til Slut vil han heller ikke se Pengene, de retter i Forening et Fattig-Børnehospital, han faaer sig en borgerlig Livsstilling, og nu kunne de trygt gifte sig; de have et sandt Grundlag under Fødderne.
Dette er i Korthed Hovedindholdet af “Fælles Sag”.
Som man ser, er det første Ægteskab Skal, det andet Kjærne. I det første gjælder det: Penge for enhver (dog ikke criminel) Pris, i det andet: hellere Fattigdom end uretfærdige Skillinger. Udtrykt med andre Ord: Kan man nøies med Skinnet her i Livet? og kan man modtage Aagerpenge paa anden Haand?
Dette er Problemer, som Fru Gad i “Fælles Sag” løser paa sin Maade, men de ere for vægtige til at discutere i Lystspillets Form, og den Side af Comedien er da heller ikke Lykkedes Fruen. Derimod maneuvrerer hun fortræffeligt med et Galleri af morsomme Figurer, hun har et godt Blik for sine Medmenneskers svage Sider og et fint Øre for daglidags Talesæt. 1ste Act og Begyndelsen af 2den, hvori Personerne præsenteres, vare da ogsaa overordenlig fornøielige og vakte hyppigt Bifald. 2den Acts Slutning og 3die Act, hvor Problemerne tilspidses og Knuden hugges over, faldt mere matte.
Udførelsen paa dagmartheatret var megen Anerkjendelse værd. Helt igennem glædede man sig over Indstuderingens Omhyggelighed og Iscenesættelsens gode Realisme; navnlig Slutningsscenen i 1ste Act, hvor Tante Line hamrer paa Claveret medens Selskabet høirøstet passiarer, var truffet paa en Prik.
Af de Rollehavende udmærkede Hr. Mantzius sig særlig. Man kjender fra Kjøbenhavnerlivet “den unge Grosserer” med graagul Teint, taagede Øine, opstaaende Flipper og lakerede Sko; ham havde Hr. Mantzius taget paa et Haar og afleverede ham med stor Nøiagtighed. Næst ham bør Fru Neumann-Nielsen nævnes for sin med tørt Lune givne Tante Line, ogsaa en Præstation, hentet fra det daglige Liv. De andre Optrædende gjorde Alle deres Sager flinkt, kun en Debutant, Hr. Larsen, burde ikke havt Lov til at komme frem i en Rolle som Landskabsmaler Vingers, der først og fremmest kræver en routineret Skuespiller.
“Fælles Sag” er værd at se, og Dagmartheatret har Ære af dets Præsentation.
Teaterbrev (Fra vor Meddeler) Kjøbenhavn, den 21de Oktbr.
(Dagmarteatret: “Fælles Sag”…)
Medens Kritiken lige fra Sæsonens Begyndelse har været overordentlig villig til at yde Dagmarteatrets ny Direktion sin udelte Anerkjendelse for dens hæderlige Bestræbelser for at skabe et godt Repertoire og fremføre det paa den værdigste Maade, har Publikum ikke hidtil vist disse Bestræbelser den samme Paaskjønnelse – det er jo ogsaa en vanskelig Opgave at trække Publikum til Huse uden at lefle for dets mindre gode Smag. Der er dog nu Udsigt til, at der vil ske et Omslag i Stemningen; thi det ny Lystspil “Fælles Sag”, som Dagmarteatret i Aftes opførte for første Gang, er ikke blot i og for sig et fortræffeligt Stykke, men det har tillige alle mulige Betingelser for at underholde og more. Forfatterinden, Fru Emma Gad, har tidligere faaet et Par Stykker opført paa Statsteatret, men intet af disse var paa én Gang saa vittigt og karakteristisk som “Fælles Sag”.
Moralen i Lystspillet er den, at Ægtefolk al Tid skal gjøre fælles Sag, men helst naar denne Sag er god og ædel. Handlingens Hovedindhold er dette: Frk. Regitta Krog arver en Formue efter sin Onkel; men da hun faar at vide, at Pengene er tjent ved Aager, beslutter hin i Overensstemmelse med et af den afdøde udtalt angrende Ønske at anvende dem til et Børnehospital, uagtet hendes Forlovede, Jørgen Heger, og dennes Moder omtrent samtidig er bleven ruineret. Jørgen synes ikke om denne strænge Moral, men giver hende valget imellem at miste ham eller modtage Pengene. Hun vakler, men beslutter sig dog til at følge Ærens Bud, og til Slut indser Jørgen naturligvis, at hun havde Ret, og alt ender med Fred og Forsoning. Denne Handling ser ganske vist noget spæd ud, men Stykket rummer samtidig en Del typiske Figurer, som giver det yderligere Liv og Handling. I første Akt forekommer et Selskab hos Fru Heger, hvor Kjøbenhavns Selskabsliv er karakteriseret paa en overordentlig vittig og træffende Maade, og som vakte ustandselig Munterhed.
Et Stykke som dette ligger fortæffeligt for Dagmarteatrets gode Personale. Saa at sige hver eneste Rolle fik en fuldstaændig dadelfri Udførelse, og mange af de optrædende – saaledes Herrerne Mantzius og Neumann og Damerne Secher, Albrecht og Lerche – leverede endogsaa udmærket god Kunst. Hvad der for en stor Del bidrog til den begejstrede Modtagelse Stykket fik, var den omhyggelige Iscenesættelse, som navnlig i første Akt var af betydelig Virkning. Alt i alt er det en dygtig og fornøjelig Forestilling, som tilrejsende ikke vil fortryde at gjøre nærmere Bekjentskab med.
…Nogle moderne Skuespil har Hr. Riis-Knudsen dog opført [på Dagmarteatret]: Fru Gads “Fælles Sag”, som det kgl. Theater, ubegribelig af hvilken Grund, forkastede … Det er al Ære værd, at man opførte Fru Gads Stykke, der har Betydning ved sin dristige Satire over københavnsk Selskabsliv og københavnske Børsjobbere…
Det Personale, som Triumviratet engagerede, er sammensat af yderst forskelligartede Kræfter. Hr. Mantzius er den egentlig bærende Kraft. Han er det største Talent blandt vore yngre Skuespillere. Han har faaet en omhyggelig Uddannelse i Paris og har haft de bedste Lærere. Det kgl. Theater savner ham nu haardt. Paa Dagmartheatret overstraaler han alle sine Kolleger. Hans “Grosserer Dam” i Fru Gads “Fælles Sag” var en sjælden gedigen Præstation; Skuespilleren beherskede den vanskelige Opgave i alle Enkeltheder; hans Børsjobber var en komisk Type, der burde være banebrydende i vor fremtidige Skuespilkunst. Brødrene Wiehe, Fru Secher, Sophus Neumann, Frk. Lerche er dygtige og samvittighedsfulde Kræfter, som det altid er heldigt for et Theater at raade over. At Fru Gjørlings Virksomhed som Primadonna assoluta er faldet ynkelig ud, noteres kun for Korrekthedens Skyld. Thi at det vilde blive Tilfældet, var alle de enige om, der havde haft Lejlighed til paa den kgl. Skueplads at se Prøver paa hendes usande og overfladiske Deklamationskunst…
Carl Behrens
Af større Betydning for Theatret og for Nutidens Publikum kunde Opførelsen af Fru Emma Gads Lystspil i 3 Akter “FæIles Sag” være bleven. Hvis Spillet havde værret godt nok, vilde dette Stykke have gjort megen Lykke. Nu gik en Del af Virkningen tabt, i det kun to af Theatrets Kunstnere, Hr. Mantzius og Hr. S. Neumann formaade at gjennemspille deres Roller, saa at ikke en Tøddel af de vittige Repliker blev borte for Publikum. Hr. Mantzius spillede en dum og opblæst Grosserer, og er Spotten fra Forfatterindens Side end nu og da lagt vel tykt paa, er Figuren som Helhed god, moderne og hentet urniddelbart ud fra det fede og mætte Kjebenhavn. Rollen er vistnok den, der er bedst lykkedes. Troligvis staar dog Grossererens Frue, Cecilie Dam, paa Højde med Manden. Hun er i alt Fald en større anlagt, nyere og mere sammensat Figur. Hun skal være baade indtagende, dygtig, brav, koket, snild og ret haardhændet prosaisk; og naar man ikke fik fuldstændig Hold paa hende under Opførelsen, var tiet vistnok Fremstilletindens Skyld. Fru Seeher har næppe opfattet denne Dame med tilstrækkelig Alsidighed. Hendes Spil var virkningsfuldt i et Par Hovedoptrin, men det manglede Ligelighed og var ikke nok gjennemarbejdet. Det kunde endog nu og da se ud, som om Fru Secher begik den strengt taget utilgivelige, men ikke des mindre ikke sjædne Fejl at hvile ud imellem Replikerne, og i disses Anvendelse skortede det paa Slagfærdighed. I en fremragende Skuespillerindes Hænder vilde denne Rolle sikkert have gjort Virkning som noget baade nyt og interessant paa Theatret, Hr. Neumann havde lavet en overordentlig morsom, stille komisk Figur ud af sin Direktør Bondrup fra Skjelskør, der begræder en elsket Hustrus Tab og imidlertid trøster sig grundig under et Ophold i Kjøbenhavn – en ikke ukjendt Fremtoning i Skuespillet, men den var lige frisk fra Hr. Neumanns Side —, og Frøken Lerche spillede som Enkefru Heger med indtagende Elskværdighed en lidt banal, men flink skrevet Scene, hvor hun misforstaar en gammel Vens Adfærd og tror, at han optræder som Frier.
Stykkets Handling ligger i de to forlovedes Hænder, Hr. Jørgen Heger og Frøken Regitze Krog, Hr. J. Wiehe og Frøken Albrecht, og den drejer sig om, at den unge Pige ikke vil modtage en Arv, fordi den paagjældende Formue er skabt ved uhæderlige midler, skjønt hun derved kunde redde baade sin forlovede, dennes Moder og nogle nære Venner fra Fattigdom og Fallit. Der er her samlet en Del Urimeligheder. Man indser saaledes ikke, hvorfor den unge Pige ikke vil gjøre godt i sin egen Kreds hellere end at skjænke en Formue til et Hospital, idet der nemlig ikke er Talae om, at hun i og for sig har noget imod de Mennesker, hun lever iblandt, eller misbilliger deres temmelig verdslige Bestræbelser. Men det er ikke Stykkets Fabel og Alvor, som det ved denne Lejlighed kommer an paa, eller som til syvende og sidst sysselsætter Tilskuernes Sind. Det er Stykkets gode Humør. Det ligesom kribler og krabler overalt i dette Skuespil af Spot og gode Løjer, og Publikum stemmes fra første Færd ved en særegen Ro og Raskhed i Optrinene til at kunne gaa ind paa dets muntre Tone. Der er øjensynligt her et virkeligt Talent i Virksomhed, en frisk, endnu ikke synderlig vovsom, men oprindelig og vel avet Evne til at tugte Skrøbeligheder og bringe Folk til at le.
‘Fælles Sag’ er det betydeligste af, hvad Fru Gad hidtil har skrevet, og hvis Stykket har været tilbudt det kongelige Theater, er det en Dumhed af dette ikke at have taget imod det. Stykket har der store Fortrin, at man ikke faar Lyst til at dvæle ved dets svage Sider. En saadan er t. Ex. Landskabsmaler Vinges Rolle, som er — efter hvad man af denne Prøve tør dømme langtfra udygtig – Debutant, Hr. Larsen hæderlig brækkede Halsen paa. Det er nogle forskrækkelig lavede Ord, den Mand har at sige.
Medens man saaledes i Jærnbanegade paa glædelig Maade har set, at det dog endnu kan lykkes at faa med god og ny hjemlig Skjæmt at gjøre paa Theatret, …
E. Skram.
Af Dagens Krønike oktober 1889 s. 434.
Teater-Dagbog, Dagmarteatret.
…
Den 20. Oktober. Fælles Sag af Fru Emma Gad.
Halvt en kjøbenhavnsk Farce og halvt et moraliserende Problemdrama. Moralen var mildest talt hamper, Farcen til Gengæld fortræffelig. Bare Fru Gad, der absolut mangler Evnen for det samfunds-reformatoriske, ikke vilde ansé det for stridende mod Tidens Krav og sin egen Værdighed engang at være udelukkende morsom! – For Dagmarteatret var Udførelsen og Iscenesættelsen en Triumf. Særlig at notere: Frk. Lerche. At D’hrr Mantzius og S. Neumann var udmærkede, følger næsten sig selv. Kun en eneste – en debuterende Hr. Larsen – var uheldig, men han var det ogsaa til Gavns.
Aarhus Theater.
Den Entré, Direktør Julius Petersens Selskab gjorde i Forgaars Aftes, kunde have været heldigere. Det var ubetinget en Fejl, at Forestillingen trak ud til henimod Midnat; selv ved en bedre Underholdning vilde Publikum have tabl Taalmodigheden. Dertil kom, at Programmet i al sin Afvikling ikke var heldigt valgt og at Iscenesættelsen kunde have været mere omhyggelig. Disse Feil kunde Direktøren have rettet, og de burde have været rettede.
“Fælles Sag” af Fru Emma Gad er ikke noget godt Stykke; stilledstaaende i Handlingen og uden Figurer, der formaa at bære Interessen oppe, egner det sig ikke til at holde Opmærksomheden fangen igjennem 3 Akter. Naar man ikke desmindre i Aftes fulgte Stykket med en vis Interesse, var det mest for Udførelsens Skyld. Hr. Foght var en særdeles heldig Repræsentant for den ældre Respektabilitet, der endnu lever paa Ungdommens Idealer; han tog sig fortræffeligt ud, og naar undtages det uheldige Indtryk, han tykke, grødede Stemme altid gjør, var hans Præstation meget sympathetisk. I Frøknerne Huld og West har Direktør Petersen suppleret sit Selskab med et Par unge Damekræfter, der under en kyndig Veiledning ville kunne blive til Nytte for Provinsscenen. Frk. Huld har, iskønt ikke særlig kjøn, et fordelagtigt Theaterydre, og hun er øiensynlig ogsaa i Besidelse af dramatiske Ævner i Karakterfaget. Hendes Spil er endu noget kantet, hun mangler Rutine og hendes Stemme trænger til at øves og moduleres. For de stærke Følelser har hun imidlertid et godt og troværdigt Udtryk og en ikke ringe Kraft, der formaar at fængsle. Frk. West er i Ydre form i Naturel hendes Modsætning; lille, lys og spinkel er hun mærmest henvist til [Ingenuefaget] hvor hun vist ogsaa vil komme til at gjøre Fyldest. Hun passede kun daarligt til Rollen i Aftes i “Fælles Sag” og trænger til at faa saavel sine Manerer som Spillemaade noget afslebet. Hr. Cohen har forbedret sig adskilligt siden vi saae ham sidst, navnlig er hans Diktion bleven en hel anden end tidligere; han siger som Regel sine Replikker ganske forstandigt og med rigtig Følelse, men hans Plastik er endnu mangelfuld. Hr. Louis Petersen taler velgjørende godt paa en Scene og bevæger sig med en Routine, som vi ogsaa kunde ønske, han havde i sin Rolles Text. Hr. Treschow var tør som den kjøbenhavnske Grosserer, han mangler Lune til at gjøre Figuren essant. I Hr. Lindemann har Provinsscenen faaet en komisk Kraft, som den maaske kan faae Fornøielse af. Hr. Lindemann var i Aftes i enkelte Scener meget morsom; …hans Kejtethed [er] virkelig komisk, men han førte altfor ofte Rollen ud i den kaadeste Farce og forspildte dermed Virkningen.
Max
Tilskueren, Nov./Dec. 1889.
Blandt de private Sceners Nyheder staar “Fælles Sag” fremmest.
Om fru Gad har Forbilleder, turde det være visse germanske Skuespil. Hr. Blumenthal og Hr. v. Schönthan blander paa saadan Vis Graad og Spøg til letløbende Dramaer, hvis Hovedvirkning beror på enkelte Figurers hastig fæstnede Ægthed og Diktionens dristige Greb om den daglige Tale.
Netop dette er Fru Gads Fortrin. Hendes Stykke skænker os de bedre tyske Lystspils behagelige Underholdning, krydret her med megen – noget ond – københavnsk Spot.
Denne samme Spot er det bedste af hendes Talent. Den har skabt hendes Skuespils nye Menneske: Repræsentanten, for Københavns handlekraftige Børs.
I Hr. Mantzius Skikkelse blev denne Figur den svidende Sandhed og maatte virke som et Slag i Publikums fulde Ansigt – Jubel lønnede Slaget.
16.11.89 – Herman Bang
Politiken, 21. oktober 1889.