2. Akt: Samme Stue hos Fru Heger. Lysekronen er tændt endnu. Fru Heger staar i Baggrunden og tager Afsked med Gæsterne, der ere i Færd med at tage Tøjet paa i Entreen. Dam gaar urolig frem og tilbage. Cecilie og Vinge sidde i Sofaen.
PERSONERNE:
| FRU HEGER. | JØRGEN, hendes Søn. |
| REGITZE KROG, hans Forlovede. | FABER, Fabrikejer, Regitzes Formynder. |
| DAM, Grosserer og Dampmøller. | CECILIE, Dams Hustru, Fabers Datter. |
| VINGE, Landskabsmaler. | BONDRUP, Direktør. |
| TANTE LINE. | TANTE JANE. |
| Damer og Herrer. | En Tjener hos Fru Heger. |
| 2. AKT 1. Scene |
FRU HEGER. CECILIE. DAM. VINGE. TANTE LINE. TANTE JANE |
| FRU HEGER | (ud ad Døren) Godnat, kære Bondrup, tak fordi De kom. Men Gud, Line, har Du ingen Paraply, saa tag endelig min — den der med Hornskaft. |
| TANTE JANE | (kommer ind med Ydertøj) Undskyld, jeg har vist glemt mit Strikketøj her inde! Ja, der er det! |
| TANTE LINE | (i Døren) Jane, er Du saa færdig? |
| TANTE JANE | Ja nu kommer jeg! Undskyld – Godnat! (Hun gaar ud i Entreen). |
| FRU HEGER | (ud ad Døren) Aa ingen Aarsag, kom snart igen – Godnat! (Hun lukker Døren og kommer ind i Stuen). |
| VINGE | (rejser sig) Saa vil ogsaa jeg tage Afsked, Frue – |
| FRU HEGER | Nej vist ej, Vinge, De faar ikke Lov at gaa, før De har faaet lidt at spise. De fik jo næsten ingenting – hverken De eller de andre, da den bedrøvelige Efterretning kom. |
| VINGE | Jeg takker mange Gange, men jeg trænger ikke til noget. |
| FRU HEGER | (fører ham hen mod Døren) Vist saa – det staar paa Bordet. Tror De, jeg vil lade Dem gaa sulten her fra? |
| VINGE | De er virkelig altfor venlig. (Han gaar ind i Spisestuen). |
| FRU HEGER | (I Døren) De skal se, Dam kommer nok og gør Dem Selskab. |
| DAM | Nej, jeg takker overordentlig — jeg skal ingenting have. |
| FRU HEGER | Hør, I tilgiver mig nok, at jeg gaar lidt ind til Regitze. I forstaar – |
| CECILIE | Bevares, kære Fru Heger — vi skal ogsaa afstod nu. Hvis Fader er der inde, vil De saa ikke spørge ham, om vi skal køre ham hjem. |
| FRU HEGER | Det skal jeg nok. Godnat, søde Børn, kom snart og besøg mig igjen. |
| CECILIE og DAM. | Ja tak. |
| (Fru Heger gear ind i Kabinettet). |
| 2. AKT 2. Scene |
DAM. CECILIE. |
| CECILIE | Saa, nu er vi alene; maa jeg saa faa at vide, hvad her er gaaet for sig? |
| DAM | Gaaet for sig – vi er fortabte! Aa, mit arme Hoved. |
| CECILIE | Men, saa tal dog, Menneske! Hvad er der i Vejen? |
| DAM | Ikke andet, end at vi hænger i en Sytraad over en gabende Afgrund. |
| CECILIE | Hvordan er vi komne der? |
| DAM | Winkelmanns i Hamborg er gaaet Fallit. |
| CECILIE | (med et Udraab) Hvad siger Du – nej dog! Taber vi grumme meget? |
| DAM | Vi gaar ogsaa Fallit, det er det hele. |
| CECILIE | (halvt, grædende) Men Du Alforbarmende. Det er da ikke dit Alvor. Har jeg ikke sagt, Gud ved hvor mange Gange, at det var Galskab at betro hele vort Ve og Vel til de Mennesker. |
| DAM | Det har Folk altid sagt – naar det gaar galt. |
| CECILIE | Skal saa alt, hvad vi ejer og har, sælges? |
| DAM | Jeg er bange for det. |
| CECILIE | Men, det er jo forfærdeligt! Vore smukke Møbler – og det nye Smyrnatæppe – tager de det fra mig? |
| DAM | (ryster paa Hovedet) Ak, ja! |
| CECILIE | Gud bevare mig vel, Dam, hvor har Du ogsaa kunnet bære Dig saadan ad! |
| DAM | Pin mig dog ikke. Jeg er saa syg af min nervøse Hovedpine – den der kommer med Kvalme. Det er ogsaa det forbandede Flødeskum vi fik der inde. Aa, at man dog kan lide saadan i sit Hoved. |
| CECILIE | (ærgerlig) Især naar man har saa lidt af det. |
| DAM | (fornærmet) Min bedste Sille! |
| CECILIE | Lad være at kalde mig Sille — Du ved, jeg kan ikke fordrage det. Hvad skal vi dog gribe til! Men nu – Jørgen Heger? |
| DAM | Han gaar vel fallit ligesom vi, hvad ved jegl |
| CECILIE | Nej, vist gør han ej! Han arver jo lige nu Onkel Smiths Formue — den maa jo kunne redde os med. |
| DAM | Ja, hvis han fik den. |
| CECILIE | Hvad – faar han den ikke? |
| DAM | Han siger mig lige nu, at Regitze vil stifte et Børnehospital for Arven, fordi hun har faaet at vide, det er Aagerpenge. |
| CECILIE | Nej, nu har jeg aldrig i mine Dage hørt noget saa bindegalt. |
| DAM | Nej, hvad synes Du! |
| CECILIE | Og, i et saadant Øjeblik, sætter Du Dig ganske rolig til at have Kvalme. |
| DAM | Ja, for jeg har Kvalme – jeg er overordentlig daarlig. Du ved, jeg taaler ikke stærke Sindsbevægelser. |
| CECILIE | Aa, er det en Mand, der falder sammen som en Klud, naar hans Fremtid staar paa Spil. Altsaa-— hvis Jørgen faar Arven, kan vi endnu reddes? |
| DAM | Ja, det antager jeg. |
| CECILIE | Men, saa maa jo Regitzes forrykte Ide forpurres, inden den faar Tid at sætte sig fast. Du maa smedde, mens Jernet er varmt, mens vi har dem alle samlede her. |
| DAM | Hvad vil Du have, jeg skal gjøre? |
| CECILIE | Tale mod hende, mod ham, med Fader, med Vinge, med dem alle – |
| DAM | Jørgen vil ikke gøre et Skridt. Han siger, det er hende, der maa komme ham i Møde. |
| CECILIE | Han har altsaa søgt, at faa hende fra det? |
| DAM | Ja, det er klart. |
| CECILIE | Og hun bliver dog staaende ved det? |
| DAM | Ja, vist gør hun saa. Og naar hun sidder i den ene Stue og bliver staaende ved det, og han i den anden, hvad Fanden vil Du saa have, jeg skal gøre? |
| CECILIE | Alt andet, end at have Kvalme, og vil ikke Du kæmpe til det yderste for vor fælles Sag, saa vil skam jeg. Der er Fader – lad os nu først se, hvad han siger. |
| Faber kommer ind fra Kabinettet. |
| 2. AKT 3. Scene |
CECILIE. DAM. FABER. |
| FABER | Undskyld, at jeg har ladet jer vente. |
| CECILIE | Det gør ikke noget – tværtimod! Jeg kommer vist til at bede Dig blive lidt endnu, hvis Du vil følges med os. |
| FABER | Saa-! |
| CECILIE | Ja, Dam er desværre ikke rask; han har faaet saadant et slemt Anfald af Svimmelhed, og jeg tør ikke lade ham gaa ned ad Trappen, før det er blevet lidt bedre. |
| FABER | Det var da kedeligt. Skal han ikke have noget koldt paa Hovedet? |
| DAM | Nej, Tak. |
| FABER | Efter at have talt med Regitze, kan jeg jo nok slutte mig til Aarsagen. |
| DAM | Nej, De maa ikke tro – |
| CECILIE | Lad os meget heller tale aabent og ærligt med Fader. Du har altsaa hørt, hvad for en Ulykke der truer os? |
| FABER | Ja. |
| CECILIE | Vil Du da ikke hjælpe os at afvende den? |
| FABER | Det kan jeg ikke. |
| DAM | Kan De ikke? |
| FABER | Paa min Ære, jeg kan ikke med min bedste Vilje. Min Formue er hverken stor eller rørlig. |
| CECILIE | Det mener jeg heller ikke. Det er om Dit Forhold til Regitze, at jeg vil tale. |
| FABER | (afværgende) Det kan ikke nytte. |
| CECILIE | Jo, hun kan jo ikke hjælpe Jørgen ud af dette uden at hjælpe os med. |
| FABER | Jeg vil ikke paavirke Regitze i den Sag. Og selv om jeg kunde, tror I. saa, at jeg vilde kaste de Penge, der er en saa god Anvendelse for, ned i jert gabende Svælg, hvor der ikke er andet end Usundhed og Daarlighed paa Bunden? |
| DAM | Men – |
| FABER | Nej, Børn, gaa I blot fallit, der er ikke andet for. Saa kan vi siden hen tale om Hjælp. |
| DAM | Men, saa hør dog, bedste Faber – kære Svigerfader – |
| CECILIE | Hør, Dam, Du maa vist heller holde Dig i Ro. |
| FABER | Naturligvis – det bliver lidt svært for jer at komme over. Men, hvad skal man sige, det er en Krise, der som oftest indfinder sig før eller senere, naar man indlader sig paa at spekulere. |
| DAM | Nej, jeg forsikrer Dem, det er de sobreste, ædrueligste Forretninger, der er blevne forfulgte af et overordentligt Uheld. |
| FABER | Ja, det er underligt med det Uheld, det kommer altid uforskyldt. |
| DAM | Men, naar De nu kan hjælpe os med et Ord, uden at det koster Dein selv en Øre. |
| FABER | (ser paa ham) Hvad for noget? |
| CECILIE | (hurtig) Kære Dam, det anstrenger vist Dit Hoved at tale, vi ved saa godt, hvad Du vil sige (tager Fader om Skulderen). Har Du virkelig ikke en Smule ondt af mig, Fader? |
| FABER | Jo, vist saa, Barn. |
| CECILIE | Og vil Du ikke gerne se mig lykkelig? |
| FABER | Jo, paa min Maner. |
| DAM | (halvhøjt) Det er sgu en rar Maner. |
| CECILIE | (til Faber) Hvor kan Du saa bære over Dit Hjerte at lade os gaa til Grunde. Naar en Fader ikke bryder sig mere om sit eget Barn, hvad kan man saa stole paa her i Verden. |
| DAM | Og vi, der altid har omfattet Dem med saa megen Kærlighed, saa megen Ømhed – |
| FABER | Ja, ser Du, min lille Cecilie, jeg ser roligt paa det, fordi jeg ved, at I vil have saa godt af det, baade Du og Din Mand. |
| CECILIE | Godt af det! |
| FABER | Dette øjeblik har jeg i mange Tider ventet paa, og naar jeg syntes, I bar Jer rent splittergalt ad, saa har jeg trøstet mig med, at det varede næppe længe. Derfor, om jeg havde en Million i rede Penge i Lommen, saa tror jeg ikke engang, jeg hjalp jer paa Fode igen. Naturligvis, det gør mig ondt at se Dam saa elendig, som han i dette Øjeblik er, men det er et helt – stort Omslag, der skal hjælpe – |
| DAM | (tager sig om Hovedet) Hvad! Nej, kolde Omslag hjælper mig aldrig! Aa – |
| CECILIE | (affærdigende) Dam dog – |
| FABER | Du kan tro, Cecilie, det har tidt gjort mig ondt, at Du saa helt var bleven borte for mig. Tænk Dig engang oml Kan Du huske, hvor det er længe siden, at vi har talt sammen, vi to? |
| CECILIE | Hvordan talt sammen? |
| FABER | Ja, det forstaar sig – vi har passiaret og konverseret – det kan man jo altid. Men det, jeg kalder at tale sammen, at lade sine Tanker lige fra Sjælen strømme En paa Læben uden Forbehold, fordi man ved, man bliver hørt paa med Sympathi, saadan har vi ikke talt sammen i lange Tider; og kan man ikke det, saa tørrer Kærligheden bort. |
| CECILIE | Trdr Du ikke, at Du selv ogsaa har lidt Skyld deri? Du er bestandig kommen med Stikpiller, med smag Skarpheder, Som om Du ærgrede Dig over vor Medgang. Jeg har været nødt til at være saa forsigtig og gaa udenom saa meget – |
| FABER | Der har vi det! Det, man ikke tør tale om, bliver til Is, det, man strides om, til en rask Storm, der klarer Luften. |
| CECILIE | Men, Du har virkelig tidt været saa urimelig. |
| FABER | Maaske! Ser Du, af Naturen ligner vi hinanden saa ubegribelig lidt. Du er Din Moder op ad Dage. |
| DAM | I en finere Udgave, heldigvis. |
| FABER | Jeg, der har slidt mig frem fra en Bagsal i Grønnegade, hvad forstaar jeg mig paa det Stads og Fjas, Pynt og Selskaber, som Du var gaaet op i. Men nu er alt det forbi. |
| DAM | (sukker) Aa Gud – ja. |
| FABER | Nu skal Du se, hvor det falske Glimmer falder i Støv ved det første Pust af Livets Alvor, og behøver jeg at sige jer, Børn, at mit Hjerte og mit Hjem staar jer aabent. |
| CECILIE | Det ved jeg, Fader! Du vilde med Glæde dele Din sidste Brødskorpe med os, men det er saa kedeligt med Dig, Du vil altid hellere være bedrøvet med de Bedrøvede end glad med de Glade. Hvorfor følger Dine gode Følelser altid Folk ned ad Bakke, aldrig opad? |
| FABER | Fordi de, der vil opad, som oftest kun har det ene Ord : “Forfængelighed” paa Fanen. Tror Du nu, at Du som Menneske, har vundet ved det, Du kalder Medgang? |
| CECILIE | Det er der dog Enkelte, der mener. |
| FABER | Ja vel — den har lært Dig at være Modedame, i saa Henseende har jeg vist al Grund til at være stolt af min Datter, men Livets ideelle Krav, dem har Du lagt godt paa Hylden. |
| CECILIE | Dem har man jo ikke Brug for – saadan til Hverdags – |
| FABER | Ikke det! Jo, de bør danne Grundlaget for alt, det viser sig først ret i Modgangen. |
| CECILIE | Tak, lad dem saa bare blive hvor de er. |
| FABER | Du er for slem mod Dig selv. Jeg er vis paa, at der er Stof i Dig til med Mod og Dygtighed at tage fat paa en anden Maade. |
| CECILIE | Det tror jeg ogsaa, jeg skal altid gøre min Pligt. Om saa Dam skulde blive nødt til at tjene sit Brød ved at flette Dørmaatter, saa skal jeg efter Ævne staa ham bi. Hvad andet har en Kone at gøre, det ved jeg nok. |
| DAM | (misfornøjet) Brug dog ikke saa, stærke Udtryk. |
| CECILIE | Om det bliver nødvendigt, skal jeg baade sy og vaske, feje og lave Mad. Hvis det er det, Du kalde Livets ideelle Krav, saa skal jeg opfylde dem, uden at Nogen skal høre mig klage. Men ingen kan forlange, jeg skal finde dem behagelige. |
| DAM | Nej, det ved Vorherre! |
| CECILIE | Og Ingen kan fortænke mig i, at jeg kæmper for at holde os oppe. |
| FABER | Vel, Du kan jo tale med Regitze. |
| CECILIE | Det vil jeg ogsaa, det kan Du stole paa, og hvis hun blot virkelig elsker Jørgen, saa skal jeg nok faa hende paa andre Tanker. |
| FABER | Ved hvilke Midler, om jeg tør spørge? |
| CECILIE | Lad Du mig om det. (ser til Spisestuedøren) Jeg har netop et ved Haanden. |
| FABER | Nu i Aften? |
| CECILIE | Nu i Aften. Men gaa helst Din Vej. |
| FABER | Godt, saa gaar jeg lidt ind til Jørgen. |
| CECILIE | Ja, gør det og tag Dam med Dig. |
| FABER | Kom saa Dam! Din Kone kan undvære endog Din Bistand. (Han gaar ind i Jørgens Stue.) |
| 2. AKT 4. Scene |
DAM. CECILIE. |
| CECILIE | Hvorfor gaar Du saa ikke? |
| DAM | Nej, lad mig bare blive siddende, jeg tror, jeg faar ondt, naar jeg rejser mig. |
| CECILIE | Det er det samme. |
| DAM | Er det det samme? |
| CECILIE | (sagtere) Tys, det er ham, der skal hjælpe os. Han er forelsket i Regitze op over begge øren. |
| DAM | Hvad kommer det os ved? |
| CECILIE | Jeg vil se at ægge ham – optænde ham til at gøre hende en Kærlighedserklæring – nu hun er tvivlraadig. |
| DAM | Og hvad saa? |
| CECILIE | Forstaar Du da ikke, hvis hun saa virkelig elsker Jørgen, kunde det i et Nu faa hende til at slaa om. Saadan er unge Piger – let bevægelige – |
| DAM | Og saa? |
| CECILIE | Saa er vi jo frelste (nærmer sig Døren og lytter) Nu rejser han sig – saa skynd Dig, dog at gaa. |
| DAM | (rejser sig) Naa, ja – aa, mit Hoved. Lad mig nu se, Du tager Dig sammen. |
| (Han gaar ind i Jørgens Værelse. Straks efter kommer Vinge ind fra Spisestuen). |
| 2. AKT 5. Scene |
CECILIE. VINGE. |
| VINGE | Ah, Fru Cecilie! |
| CECILIE | Naa, hvordan smagte saa det ensomme Maaltid? |
| VINGE | Med Fru Hegers gamle Madejra til Selskab kan man aldrig føle sig ensom. Den gemmer noget af selve Livsnydelsen i sine gyldne Draaber (vil tage Afsked). Men, maa jeg saa bede Dem hilse vor Værtinde – |
| CECILIE | Gaar De nu – vil De dog ikke først tale med Regitze? |
| VINGE | Nu, her? |
| CECILIE | Ja, tror De ikke, der er meget, De nu maa hjælpe hende med? |
| VINGE | Det vil være mig, en stor Glæde, hvis det gaar an at forstyrre hende. Hvordan er hun til Mode? |
| CECILIE | Aa, det er rent galt. Ja, De har da hørt det med Arven? |
| VINGE | Ja, jeg var jo selv til Stede. |
| CECILIE | De kan da nok begribe, at det straks. har ført til et Brud, i ethvert Tilfælde til en meget alvorlig Konflikt mellem Jørgen og hende. |
| VINGE | (uvilkaarlig glad) Er det muligt — aa, det anede mig nok. |
| CECILIE | (Iagttager ham) Blot det ikke gaar overstyr med det samme. |
| VINGE | Tror De virkelig? |
| CECILIE | Det ser skam slemt ud. Hør, kunde De ikke se at snakke Regitze lidt til Fornuft, naar De nu taler med hende, hvad Vinge? |
| VINGE | Jeg, Frue? |
| CECILIE | Ja, De kan aller bedst. Der har jo altid været saadant et kønt, kammeratligt Forhold mellem Dem og hende. |
| VINGE | (forlegen) Ja – jo – |
| CECILIE | Uden Spor af Kurmageri, ikkesandt? |
| VINGE | Frøken Regitze har ganske vist altid forstaaet min ejendommelige, stemningsrige Natur, der skifter og veksler som – |
| CECILIE | Som en Vejrhane, mener De. Men sig mig, hvad stikker der under dette Paafund? |
| VINGE | En sjelden Sjælsadel, som jeg skatter højt. |
| CECILIE | Naa, ja, jeg er nu ikke saa ædel. Nej, ved De hvad, jeg tror snarere, hun er ked af Jørgen og Forlovelsen og det hele. |
| VINGE | Skulde det være Tilfældet? |
| CECILIE | Har De ikke mærket, at hun forholdt sig noget køligt til dette Giftermaal? |
| VINGE | Jo, nu De siger det. Endnu i Aften kom – hun med en lille Antydning. |
| CECILIE | Der ser De! Det var jo ikke andet end en Børneforlovelse, som de saa at sige er slumpede til. |
| VINGE | De første Forelskelser har jo sjelden dybe Rødder. |
| CECILIE | Nej, ligesom de første Tænder. Det faar hun da nu at se, hvor det viser sig, at han er færdig med hende i samme øjeblik, hun staar for ham uden sine Penge. |
| VINGE | Aa, usselt, elendigt! |
| CECILIE | Og hvis der saa tilmed skulde svæve noget andet. i Luften – |
| VINGE | Hvad mener De? |
| CECILIE | Ja, til Dem kan jeg jo nok sige, det. Jeg er bange, hun er forelsket, og saa er Sagen jo haables. |
| VINGE | Forelsket? |
| CECILIE | Ja, i en Anden end Jørgen, forstaar sig. |
| VINGE | (tier) |
| CECILIE | Til mig har hun ingenting betroet, men alligevel – jeg har det paa. Følelsen. Men hør, hvem kan det være! Sig mig, hun har ikke ude hos sin Onkel truffet Nogen, man kunde. tænke sig – |
| VINGE | (forlegen) Nej, ikke det jeg ved af. |
| CECILIE | Aa, Mandfolk ser heller aldrig noget. Har De ikke engang lagt Mærke til, at der i den sidste Tid er kommet noget særegent over hende, jeg ved ikke – noget uroligt – længselsfuldt – |
| VINGE | Maaske – til Tider – |
| CECILIE | Nu i Aften – hun var saa, adspredt og drømmende, sad blot og stirrede paa en Buket røde Nelliker og indsugede Duften med et hemmelighedsfuldt lille Smil i Mundkrogen. |
| VINGE | (studser) Røde Nelliker! |
| CECILIE | Ved De ikke, hvor hun havde faaet dem fra? |
| VINGE | Nej. |
| CECILIE | Vel ikke af Jørgen? |
| VINGE | (forlegen) Nej, det vil sige – jeg tror det ikke – |
| CECILIE | Dem bliver man saamænd ikke klog af. Nu skal jeg hente hende. |
| VINGE | Ja, lad hende komme |
| CECILIE | Men, for Himlens Skyld, nævn ikke, hvad jeg her har sagt. |
| VINGE | Bevares! |
| CECILIE | Husk, hvor det staar paa Vippen, det hele. Et Ord til den gale Side, bums, der ligger Jørgen, og hvad saa? (Hun gør en hilsende Bevægelse og gaar ind i Kabinettet). |
| VINGE | (ser efter hende) Hvad saa. Hvor hun dog er naiv! Hun fortæller mig uden at ane det, at – (lytter) Der er Regitze, min Regitze. (Regitze kommer ind fra Kabinettet). |
| 2. AKT 6. Scene |
VINGE. REGITZE. |
| VINGE | (gaar hende i Møde) Kære Frøken – |
| REGITZE | (i en træt Tone) De vil tale med mig, Vinge! |
| VINGE | (med Varme) Ja, jeg maa tale med Dem (behersker sig). Jeg vilde spørge, om der ikke er noget, jeg kan gøre for Dem. |
| REGITZE | Aa tak – jeg ved ikke – |
| VINGE | For hvis De trænger til en Ven – en Støtte – til En, der i et og alt staar paa Deres Side, saa ved De, at De har mig, ikkesandt? |
| REGITZE | Tak, Vinge, det er kønt af Dem. |
| VINGE | Og saa føler jeg Trang til at sige Dem, hvor jeg beundrer Deres kække, højsindede Beslutning. |
| REGITZE | Aa, – |
| VINGE | Jo, jo. Denne Aften har gjort Dem fra et tankeløst Pigebarn til et helstøbt Menneske. Giv ikke efter for de Andres filistrøse Meninger. |
| REGITZE | Men, det er dog saa tungt, at kunne hjælpe dem, man holder af, og saa ikke at ville det. – Og hvordan skal jeg holde ud at staa saa ene med det! Man kan da ikke leve alene for en god Sag uden Kærlighed. |
| VINGE | Og det forstaar selv De, der endnu næppe Ved, hvad Kjærlighed er. |
| REGITZE | (tier). |
| VINGE | Den fylder Dem med fjerlette Anelser og Længsler, aa – jeg har jo set det følt det, men de Ord, der vil give den Vinger og løfte Deres Sjæl højt op over alt andet, dem har De endnu ikke hørt. |
| REGITZE | (lidt forbavset) Jeg forstaar ikke – |
| VINGE | Saa lad mig da sige det lige ud saadan om det jublende trænger sig frem. Regitze, Elskede, Kære, hos mig finder De den Kærlighed, De længes mod – higende og hed. |
| REGITZE | (overrasket) Men, hvad skal jeg svare Dem – |
| VINGE | Intet. De skal blot høre paa mig. De skal blot vide, at der midt i de smaalige Interesser, der omsnærer Dem, er et Hjærte, som flyver Deres i Møde. Her kan jeg jo ikke sige mere. |
| REGITZE | (tier og rejser sig). |
| VINGE | Himlen være lovet – De har sprængt Lænken og med eet Sæt svunget Dem ud af disse Omgivelser, hvor De virkede som en ædel Violintone i en Samling Lirekasser og Harmonikaer. Tror De ikke, jeg har set, hvor De har lidt under det, kæmpet med Deres Længsel mod det Ubekendte – Vidunderlige, der lokkede og drog Dem. Lille Stakkel – Barn som De var, der havde kastet Dem i Armene paa et Menneske, der var blottet for Ævne til at føle – til at tilegne sig den fine Forstaaelse af et andet Sjæleliv. Regitze, forstaar De mig ikke nu? |
| REGITZE | Jo, jeg begynder at forstaa Dem. |
| VINGE | Men, Gudskelov, nu har han i Tide vist sig for Dem i al sin Lidenhed, den tomme Modejunker, der kaster Dem fra sig som en brugt Hanske i samme øjeblik, Deres Pengepung bliver tom. (kommer nærmere) Men nu – |
| REGITZE | (vender sig heftigt om) Vil De behage at tie! |
| VINGE | Hvordan – |
| REGITZE | Ti, siger jeg. Hvor tør De vove at udtale Dem paa den Maade om Jørgen til mig mens De er Gæst her i hans eget Hjem? |
| VINGE | Men – |
| REGITZE | Nej, ikke et Ord mere! Hvor kan De tale om Kærlighed til mig i dette øjeblik? Og naar De ved, at jeg er bunden til en Anden, hvor kan De saa forhaane ham og mig paa den Maade? |
| VINGE | Dem, nej – |
| REGITZE | Hvad kan der siges mere krænkende til mig, end at det var mine Penge, han holdt af, og ikke mig selv? |
| VINGE | Men det viser sig jo dog her. |
| REGITZE | Med hvad Ret hlander De Dem i vort Forhold, hvad ved De om det? Har vi maaske spurgt Dem til Raads? |
| VINGE | Nej, ganske vist – |
| REGITZE | Saa lad De os afgøre, hvad der kan være os imellem, og kom ikke til mig med onde Ord om ham. |
| VINGE | Det gør mig overmaade ondt, men jeg kunde ikke tænke mig – |
| REGITZE | Jeg beder Dem gaa Deres Vej. |
| 2. AKT 7. Scene |
CECILIE. VINGE. |
| CECILIE | Ah, jeg træffer Dem endnu, Vinge! |
| VINGE | Ja, men jeg vilde lige tage Afsked. |
| CECILIE | (sagte) Hvordan gik det saa? |
| VINGE | (irriteret) Det var Dem – (fatter sig) Rigtig godt. |
| CECILIE | Det var jo rart. (højt) Godnat, kære Vinge, Godnat. |
| VINGE | (Vinge hilser og gaar ud i Entreen.) |
| 2. AKT 8. Scene |
REGITZE. CECILIE. |
| CECILIE | Jeg Synes ikke, Du sagde Farvel til Vinge. |
| REGITZE | Nej, vil Du tænke Dig, han kom med en Kærlighedserklæring til mig. |
| CECILIE | Gjorde han det! Naa ja, Mandfolk er nu engang ikke rigtig behændige i det Kapitel. |
| REGITZE | Det havde jeg ikke trot om Vinge. |
| CECILIE | Aa Gud jo, naar de er forelskede, griber de altid Lejligheden til at komme af med det. Jeg kender dem – de maa af med det. |
| REGITZE | Og ikke nok dermed, men han talte om Jørgen i de mest nedsættende Udtryk – til mig – her – vil Du tro det? |
| CECILIE | Ja, det tror jeg gerne. Hvor kan han eller Nogen i dette øjeblik mene, at Du bryder Dig det mindste om Jørgen, saadan som Du vil bære Dig ad. |
| REGITZE | Men det gør jeg. Jeg følte før – da Vinge angreb ham, hvad han er for mig. |
| CECILIE | Ja, det tænkte – (retter sig) det var jo dejligt. Lad os saa gaa ind til ham og sige, at Uvejret er trukket over. |
| REGITZE | Ja, men det er det jo ikke. Disse Penge – dette Forfærdelige – Uoverkommelige, det er der jo endnu. |
| CECILIE | Men, naar Du siger, at Du holder af ham. |
| REGITZE | (usikker) Det vedrører jo ikke min Kærlighed, dette. |
| CECILIE | Det var da en besynderlig Kærlighed. Ved Du da ikke, hvad der hænger- over, hans Hoved? |
| REGITZE | Jo. |
| CECILIE | Og dog vakler. Du? |
| REGITZE | Aa, Cecilie, hvad skal jeg gøre! Jeg ved jo, at det var min Onkels Ønske at gøre godt med sine Penge, og jeg har en klar Følelse af, at det er min Pligt. |
| CECILIE | Men, det er det ikke, spørg hvem som helst. |
| REGITZE | I den Slags Ting bør man helst spørge sig selv. |
| CECILIE | Næst Den, man har gjort til Eet med, min Kære. |
| REGITZE | Men, først og fremmest maa man dog være et Menneske for sig selv, og naar det gælder – hvordan skal jeg forklare mig ja de Forudsætninger om, hvad der er godt og sandt, som vi skal leve paa, saa synes jeg, at det er min egen Overbevisning, jeg maa, følge, og ikke hans. Denne Sag vedrører jo mig personligt. |
| CECILIE | Nej, undskyld, enhver Sag er fælles, naar man først har slaaet sine Pjalter sammen. |
| REGITZE | Det er vel det, jeg ikke rigtig forstaar. |
| CECILIE | Jeg har aldrig hørt Mage! Jeg, som troede, det hørte med til Ægteskabets A. B. C. at være solidarisk med sin Mand. Og det er man ogsaa, det maa man være. Indad til kan man jo kævles saa meget, man vil, men udad til maa man ved Gud holde sammen, hvor surt det end kan være. |
| REGITZE | Tror Du det? |
| CECILIE | Og det er da saa let at komme overens, naar man elsker hinanden. Gør man ikke det, ja — (sukker) saa er det naturligvis sværere. |
| REGITZE | Cecilie, er det sandt, hvad Folk siger, at Du kun giftede Dig med Dam af Ærgrelse, fordi der var en Anden, som Du – nej fy, det var ikke rigtigt af mig at spørge om. |
| CECILIE | Derfor svarer jeg heller ikke. |
| REGITZE | Tilgiv mig. |
| CECILIE | Aa, det gør ingenting. Du ved jo godt, at jeg ikke er lykkelig, idetmindste ikke som man er lykkelig med sin Mand, naar man føler, at hver Dags Samliv gør En til et bedre Menneske, for det er jo det bedste ved Kærlighed, at den gør En god. Den Lykke ved jeg ikke noget om – derfor er jeg vel, som jeg er. |
| REGITZE | (kærlig) Cecilie! |
| CECILIE | Men, jeg ved, at har man giftet sig, saa maa man tage Følgerne fuldt ud, man maa staa støt ved sin Mands Side og gøre hans Sag til sin i et og alt. Det har jeg gjort, og det vil jeg blive ved mod, hvor skævt det saa end gaar. |
| REGITZE | Altid staar Du paa hans Parti? |
| CECILIE | Altid – ligeoverfor Andre, selv om jeg synes, han bærer sig taabeligt ad, og det synes jeg tidt, det ved Gud, jeg gør. |
| REGITZE | Naar det kun var taabeligt, saa – men, aa, hvad ved jeg – maaske har Du Ret i, hvad Du siger. |
| CECILIE | Det kan Du være sikker paa, ellers faldt jo alt fra hinanden. Og hvis Du her, for at trodse Din egen Vilje igennem, ødelægger Jørgens Velfærd, maaske hele hans Fremtid, for han er kun daarligt skikket til at kæmpe mod Fattigdom, forkælet som han er – saa tager Du et Ansvar paa Dig, som kommer til at svie til Dig Livet igennem. Nu kan Du tro mig, om Du vil. |
| REGITZE | Ja – aa ja, jeg vil jo aller helst tro Dig. Du kan da begribe, det er det letteste og kæreste for mig, og naar Du synes, det er det Rette, og naar han kun vil holde rigtig – rigtig meget af mig, saa faar det være lige meget med det andet. Jeg vil ikke tænke paa, det, jeg vil glemme denne Aften som en ond Drøm. Kom, lad os gaa ind til ham. |
| CECILIE | (glad) Du giver efter — aa, Kæreste, jeg vidste det, Du kunde ikke andet (for sig selv). Det lettede. |
| (DAM og FABER komme ind fra Jørgens Stue). |
| 2. AKT 9. Scene |
REGITZE. CECILIE. DAM. FABER. |
| FABER | Naa, her er I! Jeg har siddet her inde og ventet forgæves. |
| CECILIE | Nej, ikke forgæves – Faren er ovre. Regitze har for Jørgens Skyld opgivet sin Plan. |
| FABER | Hvad for noget? |
| DAM | Ah, naturligvis! Frøken Regitze med sit varme Gemyt og elskelige Sind kunde umuligt bære over sit Hjerte ikke at komme sine Nærmeste til Hjælp, naar det kneb. |
| CECILIE | Hun trængte blot til at samle sine Tanker en Smule. |
| DAM | Vist saa – derfor har jeg ogsaa taget det med nogenlunde Ro. |
| FABER | (smiler) Ja, det kan jeg bevidne. |
| DAM | Hvad, har jeg maaske ikke taget Frøken Regitze overordentlig i Forsvar? |
| REGITZE | Mod hvem? |
| DAM | Mod Jørgen. Jeg fastholdt, at det kun var Vinge, der var forelsket i Dem, og at det fra Deres Side var den reneste Offertrang – |
| CECILIE | (sagte til Dam) Men er Du fra Forstanden? |
| REGITZE | Tror Jørgen, det er for Vinges Skyld, jeg har villet dette? |
| DAM | (forvirret) Ja, jeg vilde sige – han siger – at nu er alt muligt muligt – |
| REGITZE | Det var altsaa det, han mente før. Faber, tror han det virkelig ? |
| FABER | (Trækker paa Skuldrene) Det synes næsten saa. |
| DAM | De maa ikke regne det saa nøje – han er rent fra Sans og Samling derinde. Han Mangler jo desværre Selvbeherskelse, den kære Jørgen. |
| REGITZE | (halvt for sig selv) Saa kender han mig altsaa slet ikke – han forstaar mig ikke. |
| DAM | (ængstelig) Men, hør nu, søde Frøken Regitre – naar vi nu ser det fra hans Side, hvad ? De arver en betydelig Formue, som – som han har overordentlig paatrængende Brug for, og saa laaner De Øre til en forelsket Rivals Forestillinger, ikkesandt – |
| CECILIE | (sagte) Kan Du dog ikke tie. |
| DAM | Hvad Under om han saa er en Smule skinsyg. |
| REGITZE | (heftig) Aa, I er afskyelige allesammen. |
| CECILIE | (tager hende om Armen) Vær nu ikke urimelig — kom og tal med ham. |
| REGITZE | Nej, nu vil jeg ikke. Jeg gaar ikke der ind, jeg gør det ikke. |
| CECILIE | Men, Regitze dog – |
| DAM | Du Alstyrende, begynder vi nu for fra? |
| CECILIE | (sagte og misfornøjet) Ja, og hvis er Skylden? |
| REGITZE | Kan han misforstaa mig saa grænseløst, at han tror, denne Aftens pinefulde Kamp for mig ikke betyder andet end Lefleri med en Anden, saa er der meget mere imellem os end disse Penge, saa kan jeg ingenting være for ham. |
| DAM | Jo netop — en Hjælp i Nøden. |
| CECILIE | (ser bebrejdende paa ham) |
| REGITZE | Nej, sig hvad I vil, nu skal ingen Magt mere faa mig bort fra min første Indskydelse. |
| CECILIE | Aa Gud, dog – |
| REGITZE | Hvor kunde han tro det – og sige det! Faber, jeg vil ikke være her længer, maa jeg følge hjem med Dem? |
| FABER | Betænk dog, hvad det vil sige. |
| REGITZE | Det er det samme – jeg vil ikke blive her – tag mig med! Vil De ikke nok? |
| FABER | Du ved, Barn, mit Hjem er altid Dit. |
| REGITZE | Tak – aa, lad os saa komme bort. |
| (Fru Heger kommer ind fra Kabinettet og ser forbavset Faber og Regitze gaa udi Entreen. Jørgen kommer i samme øjeblik ind fra sit Værelse). | |
| JØRGEN | (ser efter Regitze) Hun gaar – Regitze! Hun er borte! Saa er alt forbi. (Han gaar atter ud). |
| FRU HEGER | (ængstelig) Men, hvad er der sket – jeg skulde tælle Sølvtøjet! Hvorfor gik Regitze sin Vej? |
| CECILIE | Det kan De bedst faa at vide af Jørgen. |
| FRU HEGER | Men Gud – af Jørgen? |
| (Hun gaar hurtigt ind i Jørgens Værelse) | |
| CECILIE | (til DAM) Se saa! Nu har Du da faaet ødelagt enhver Mulighed for Frelse. |
| DAM | Lad nu være at plage mig, Sille! |
| CECILIE | Det er dog for galt at kludre til den Grad. |
| DAM | (fornærmet) Jeg sagde jo ikke andet, end hvad der var Tilfældet, og jeg maa dog som enhver Anden have Rettighed til – |
| CECILIE | (afbryder ham) Til at være dum – ja! Men enhver Rettighed kan ogsaa misbruges. Kom saa, lad os gaa! |
| Tæppet falder. |