Mette og Paul Gauguin

Paul Gauguin - Fatate te Miti 1892
5 børn og en ægtemand på fransk visit, havde Mette Gad med hjem, efter en sprogrejse til Paris.

METTE GAUGUIN – PAUL GAUGUIN – JEAN GAUGUIN – LULU GAUGUIN – ALBERTE WINDING


Mette og Paul Gauguin (1885).
Foto: Julie Laurberg.

METTE GAUGUIN (f. GAD)
f. 7. september 1850 (Læsø)
† 25. september 1920 (København).

PAUL GAUGUIN
f. 7. juni 1848 (Paris)
† 9. maj 1903 (Marquesasøerne).

Paul var færdig med sin ungdom og havde fast arbejdede som bankfunktionær – med malning som fritidsinteresse.

Mette var ved at afslutte sin vej til et rigt kvindeliv, og rejste til Paris sammen med en veninde, for at afslutte med fransk som tilvalg.

blank
Mette Gauguin med sine 5 børn.

Den viltre tøs, som Emma Gad kaldte hende, fandt tiltrækning ved den franske bankmand, og så gik det ellers stærkt:
1873 Gift – 1874 Emil(e) – 1877 Aline – 1879 Clovis – 1881 Jean-René – 1883 Paul-Rollon “Pola”.

Børskrakket i Paris 1882, medførte imidlertid et tilbagefald, der nok er hovedårsagen til den drejning på godt og ondt som afstedkom familien og Paul Gauguins karriere; Han mistede sit arbejde.


blank
Paul Gauguin, Portrait of Mette Gauguin, 1877.
blank
Emil Gauguin

I 1877 boede familien Gauguin på Rue des Fourneauxi Paris. De boede til leje hos skulptøren Jules Ernest Bouillot.
Dette har naturligvis inspireret Paul Gauguin til at forsøge sig indenfor genren.

Der kendes kun de her to viste marmorskulpturer fra Guaguins hånd. Hans hustru Mette, og den daværende 3-årige søn Emil. Det er meget tænkeligt at Bouillot har assisteret med udskæringen.


blank
– Jeg hader Danmark dybt og inderligt. Klimaet, indbyggerne…, skrev han i bogen “Før og efter” kort før sin død, hvor han fik raset ud over sit liv, venner, fjender og familie.

I 1882 krakkede børsen i Paris imidlertid, og året efter blev Gauguin fyret fra sit job. Han besluttede derfor at forsøge at leve af at være kunstner, men familiens økonomi var på det tidspunkt elendig, så Mette Gad pakkede børnene sammen og tog dem med til København, efter at have sikret sig der var en levevej.

To år senere fulgte Gauguin efter. Idéen var at sælge presenninger i Danmark for et fransk firma og male ved siden af. Men franskmanden havde ikke succes med nogen af delene. Sproget var for stor en barriere, og han kom til at afsky Danmark og danskerne, som han ikke mente forstod hans kunst.
Han havde en noget anstrengt fremtræden, der ofte virkede ubehagelig på omgivelserne.
Den eneste han i virkeligheden kunne komme overens med, var admiral Gad, der også havde den fordel at kunne kommunikere på fransk. I øvrigt havde admiralen også et godt forhold til sin kusine, Mette, og deltog også med hjælp i hendes oversættelsesarbejde, der var en stor del af hendes indtægt.

Paul Gauguin ønskede ikke at blive i Danmark. Intet lykkedes for ham, og efter et halvt år ønskede han at vende tilbage til Paris. Mette ville ikke tilbage til den usikre tilværelse, og Gauguin returnerede alene.
I 1887 og 1891 besøger han familien i København. Efter det sidste besøg tager Gauguin efter et kort ophold i Paris, til den lille havneby Pont-Aven i Bretagne og han rejser flere gange til Tahiti før han endelig bosætter sig der.


blank
Mette Gauguin 1890
blank
Gyldendal 1956

Følgende lille historie viser, at Mette var sig sine legemlige fortrin bevidst: Emma Gad var gift med hendes fætter, admiral Urban Gad, og af den grund var Mette Gauguin medlem af „Den kvindelige Læseforening”, men hun var ellers ikke interesseret i kvindesagen og deltog mere for et syns skyld i foreningens højtidelige sammenkomster. Ved en af de lejligheder var prinsesse Marie til stede og gik hen og hilste på Mette og sagde: „Man kan da tydeligt se på Deres frisure, at De er en af Danmarks foregangskvinder.” — Hvortil Mette svarede: „Deres kongelige højhed tager fejl. Når jeg er kortklippet, er det for at fremhæve min smukke hovedform.”


blankblankJeg mindes kun en eneste fra firserne og halvfemserne, der bar håret kort, og endda var alles yndling for sin tapre kvindelighed, hvor hun viste sig. Jeg skal nævne hende, fordi hendes minde er bevaret op til i dag igennem hendes mand, den nu verdensberømte maler, Paul Gauguin.
Hun levede den gang i København og opdrog dér sine børn. Og hun var jævnlig gæst i vort hus.
Alle elskede Mette Gauguin for hendes ukuelige mod og hendes aldrig knækkede, ofte drastiske humør.
Over sit glatkæmmede hår, der frynsede let i nakken, bar hun en af de i tiden for småpiger brugte kamme, der klædte hendes altid spillevende træk med deres præg af på en gang moder og gamin.
Herrerne ikke blot tilgav, men yndede, at hun ved selskaber sad i rygeværelsets ellers eksklusive kreds og morede alle ved sine muntre påfund.
Selv damesiden, der sad grupperet om salonbordet efter middagen og bladede i familie-albumet eller gennemgik kortene i visitkortskålen, ville ikke undvære Mette.
Otto Rung: Fra min Klunketid.


DIN HENGIVNE er en roman om Paul Gauguins stærke og selvstændige kone Mette. Hun levede alene med fem børn fra 1880’erne og frem, mens København blev moderne og Paul realiserede sine kunstnerambitioner først i Frankrig og sidst i Tahiti.
Stærk læsning, skrev Berlingske.
ISBN-13: 9788702150094


Mette Sophie Gauguin – 70 år, død og begravelse


blank
Fru Mette Gauguin

Politiken, 5. september 1920.

Et Dameportræt hver Uge.
Hvor mange kan man sige om, at den, der nævnes, er helt original – uden at være en Original – men noget helt for sig selv og dog i Kontakt med Menneskene ved en stadig tagen Del i Livet, stærk i Følelsen, myndig, hidsig, kæmpende – alt under den blideste Medynk med dem, det gaar ilde.
Alt det kan man sige om Mette Gauguin, som vi andetsteds paa “Dametidende” helliger er Kapitel. Og hun staar i Overmorgen paa sin 70-aarige Fødselsdag omgivet af saa megen ægte og varm Hengivenhed hos Slægt og Venner, at Aarene, der kommer, lyser imod hende.
E–d

Politiken, 5. september 1920.

En vilter Tøs, var hun i sin Opvækst og Ungdom, denne Datter af Herredsfoged Theodor Gad i Thisted. Vilter og morsom. Men da hun havde to yngre Søstre, der ogsaa var morsomme, udlaantes hun ofte i længere Tidsrum til sin Farbror i Sæby, der ligeledes var Herredsfoged.

Lidt før hun blev voksen, døde Faderen, og Moderen flyttede til Kjøbenhavn; smaat var det for dem, og ligesaa snart den unge Pige havde faaet lært det nødvendige hos Frøken Zahle, kom hun ud som Guvernante. Hendes Lykkestjerne vilde at det blev til Skaføgaard hun kom, hos Estrups, og det vilde have været umuligt at finde et Hjem, der egnede sig bedre for hende. Hun passede i den Grad til Fru Estrups straalende Humør og Ekscellencens tørre Lune, at hun ligefrem voksede fast til Familien, og endnu den Dag i Dag hersker der den varmeste Hengivenhed mellem hende og Estrups Døtre, hendes daværende Elever, Lensgrevinde Molkte og Hofjægermesterinde Neergaard – de vil slet ikke undvære hende. Imidlertid – de blev en Gang voksne – det vil jo Pigebørn blive, og da deres Undervisning var endt, rejste frk. Mette til Paris for at lære Fransk. En skønne Dag indløb saa den Meddelelse, at hun havde forlovet sig med en Franskmand, der hed Paul Guaguin, en Mellemting mellem en Bankfunktionær og en ravgal Maler uden en Sou i Lommen. Tableau.
blank
Men der var ikke noget at gøre, hvor bekymret end Familien var. De giftede sig, fik i en Fart adskillige smukke, mørkøjede Børn og kæmpede naturligvis en haard Kamp for at komme igennem. De boede i et Arbejderkvarter, hvor de underlige snaa Gaarde og Baghaver, som Paris er saa rigt paa, afgav ypperlige Motiver for Gauguin, der malede om Søndagen og gik paa Kontoret om Hverdagen, mens Mette dyrkede Venskaber i Massevis med de smaakaarsfolk, hun levede Dør om Dør med – passede deres Børn, smagte paa deres Suppe – hun plejede at sige: “Frankrigs Haandværkerstand – udmærket! dets Bourgeoisi – jeg takker!”

Naa, saa skete det, at Familien Gauguin en skønne Dag kom til Kjøbenhavn – jeg husker ikke af hvilke Grunde – og fæstede Bo i en Stueetage paa Gl. Kongevej, hvor Paul Gauguin skulde være Agent i Linoleum og Voksdug for en fransk Fabrik. I det Rum, der skulde fungere som Kontor, svinede han ubeskriveligt – borgerligt set: farvede ægyptiske Gibs-Figurer sorte med Kønrøg, modellerede og klinede i graat Leer, skar i Træ, saa Spaanerne fløj om ham, og havde Farver, Paletter og Malerklude flydende, hvor der burde have ligget pæne, numererede Prøver paa Voksdugskvaliteter, saa de Kunder der forvildede sig ind paa dette Kontor, forsvandt igen noget desorienterede. Der tjentes vist ikke meget paa den Voksdug.

Man behøver ikke at være Menneskekender for at forestille sig, hvordan en pligtopfyldende, net dansk Embedsmandsfamilie saa paa denne Kunstner-Fremtoning. Man tør vist nok sige, at har der nogen Sinde været Brug for det garale Ord: “Hvad forstaar Bønder sig paa Agurkesalat”, saa har det været i det Forhold, for naturligvis har det været de herligste Ting, han frembragte. Vi kunde blot ikke se det – men nu kan vi se det – i hans Hustrus Dagligstue. Og naar han udtalte sig vidt og bredt om, at den ægyptiske Gudinde med Kattehovedet – er det ikke Sekhet, jun hedder – er tusindfold skønnere end Venus fra Milo, saa rystede man blot paa Hovedet af hans Galskab; selvfølgelig fandt han da ogsaa denne pæredanske Familie filistrøs, og skønt den her var bekendt med sin Skønhed, mente han, den var atrocement laid. Kort sagt, det gik ikke. Opholdet her blev da ogsaa, saa vidt jeg husker, af temmelig kort Varighed, og nye Trængselsaar fulgte for Familien.

Men saa brød han med ét ud. Paul Gauguin forlod Hustru og Børn og rejste til Taiti, hvor han malede de Billeder, der nu beundres højt af alle Landets Kunstkendere. Hvad hans Hustru stræbte og stred, mens hun var knyttet til denne noget ekscentriske Kunstnernatur, og hvad hun udrettede, da hun med sinde Børn var vendt tilbage hertil, sled for at opdrage dem samtidig med at hun tjente til Hjemmets Ophold, fortjener et Kapitel for sig i den Livsens Bog, hvori de opofrende Mødrers Gerninger antegnes. Men nu, hvor hun er naaet til de halvfjers, faar hun Lønnen derfor. Ikke alene er hun agtet og afholdt som faa af sine mange Venner, men hendes to Sønner blev til Kunstnere, som er i Færd med at vinde Ry, og som med Ære bærer det berømte Navn, de tog i Arv fra deres Fædre.
Emma Gad.

Politiken, 19. september 1920.
Fru Mette Gauguin, den berømte franske Malers Enke, hvis Portræt vi bragte for et Par Uger siden i Anledning af hendes 70-aarige Fødselsdag, blev straks efter Festdagen angrebet af en heftig Lungebetændelse og indlagt paa Øresundshospitalet. Efter nogle farefulde Dage, tilbragt i stor Ængstelse af Slægt og Venner, er Patienten nu i god Bedring.

B.T., 28. september 1920.
Fru Mette Gauguin, der forleden blev 70 Aar, blev et Par Dage efter angrebet af en heftig Lungebetændelse, som igaar har gjort Ende paa hendes Liv. Fru Gauguin var Enke efter den berømte franske Maler Paul Gauguin.

Jyllands-Posten, 29. september 1920.
Dødsfald.
Den bekjendte franske Maler Paul Gauguins Enke, Fru Mette Gauguin er afgaaet ved Døden som Følge af en heftig Lungebetændelse, lidt over 70 Aar gl. Hun var Datter af Herredsfoged Theodor Gad i Thisted og saaledes Søster til nylig afdøde Admiral Gad.[Admiral Gads kusine, red.] [nb] blank
Berlingske, 1. oktober 1920.

Fru Mette Sophie Gauguin, den franske Maler Gauguins Enke, blev igaar bisat fra Kapellet paa Garnisions Kirkegaard. Kisten dækkedes af pragtfulde Kranse, hvoraf der var sendt saa mange til Baaren, at Størsteparten maatte anbringes, stærkt ophobede, omkring Kisten. Følget var saa stort, at de fyldte Kapellet.

Blandt de Tilstedeværende var Lensgreve, Kammerherre F. Molkte-Bregentved, Viceadmiral Zachariae, Jagtkaptajn, Kommandør Carstensen, Kommandør With-Seidelin, Højesteretssagfører Erik Krag, Direktør Benny Dessau, Nationalbankdirektør Winther, Grev Erik Molkte, Kammerjunker Holten, fhv. Amtsforvalter C. D. Weidemann, Oberst, fhv. Guvernør Hedemann, fhv. Apoteker Riise og Direktør Hornemann. Af Familien saas bl. a. den afdødes to Sønner, endvidere Birkedommer Gad, Forfatterinden, Fru Emma Gad og Kaptajn Gad.

“Den store hvide Flok -” blev sunget med forstærket Kor, og derefter talte Provst Fenger. Saa sang Koncertsanger Vilh. Michelsen “Herre, er det Dig, der kalder -“, Koncertsangerinde, Fru Schiøler sang “Dejlig er Jorden -“, og endelig spillede Hr. Fritz Ditzmann Chopins Sørgemarche.
Kirsten førtes derefter til Krematoriet. Urnen nedsættes senere i et Gravsted paa Garnisons Kirkegaard.


JEAN RENÉ GAUGUIN 1881-1961


blank
Nationaltidende, 6. november 1920.

blank

diskoskasteren
Diskoskasteren.Jyllands-Posten,

Jyllands-Posten,
28. november 1920.

I Kunstbygningen i Aarhus aabner “Moderne Kunst” i Dag en Udstilling af “Grønningen”-Malernes Frembringelser. Den er højst uensartet, idet den rummer saa store Modsætninger som Knud Kyhns Dyrebilleder og Arne Lofthus’ Fresco-Malerier paa den ene Side og Harald Giersings og William Schaffs Uhyrligheder paa den anden Side; medens de to sidstnævnte Kunstnere stadig benytter deres utvivlsomme Talent til at udfordre Latteren, synes derimod Folk som Axel P. Jensen, Albert Naur og Olaf Rude, der jo tidligere har været meget langt ude, at have faaet nok af Halløjet og være paa gode Veje til at male saaledes, at man kan forstaa og nyde dem uden at være malerisk overbegavet.

En ublandet Nydelse finder man i Skulptursalen, hvor Johannes C. Bjerg har udstillet en Række Arbejde, blandt hvilke man særlig lægger Mærke til en brunstig Pan-Skikkelse, en Teaktræs-Buste af Maleren Kræsten Iversen og et Studiehovede til en Granit-Uffe, som er bestilt til Opstilling foran Aarhus Stadion sammen med tre lignende Statuer af Utzon Frank, Kai Nielsen og Jean Gauguin.
Dan.
[Red.: Utzon Franks “Atalante” er i dag opstillet i Rådhusparken, Aarhus.
Kai Nielsens “Aarhuspigen/ Vågnende Kvinde” er i dag opstillet i Rådhusparken, Aarhus.
Jean Gauguins “Diskoskasteren” er i dag opstillet på Riisvangen Stadion.]

blank
I 1936 blev endnu en statue af Jean Gauguin, “Fodboldsspillere”, placeret ved Aarhus Stadion.

blank
Hingst

Politiken, 5. december 1920.

Jean Gauguin
I Dag slutter Efteraarsudstillingen. Den har to Skulpturarbejder af overordentlig Interesse: Jean Gauguins “Hingst” og “Statue” – som han med Rette kalder sin lille Mandsfigur.
I begge disse Arbejder er Figuren forbundet med en Gnomfigur, der afgørende bestemmer dem som Arkitektur, bestemmer deres Højdedeling, deres Volumen, deres Frontalitet.
Denne lille fortættede Hingst burde staa i slebet Granit paa et brolagt Torv.
Statuen er trods sin frie, levende Bevægelse ikke mindre arkitektonisk bundet af sin Gnom.

Begge Arbejderne er i Gips. Desværre tør Billedhuggerne næppe mere straks udføre deres Arbejder i det virkelige Materiale.
Gauguins “Hingst” og “Statue” bør virkeliggøres.
Ivar Bentsen.


blank
gauguingauguinPolitiken, 13. november 1921.

Dette Aars Efteraarsudstilling er en Begivenhed.
Den er morsom.
Malerne og Arkitekterne har slaaet sig sammen for at vise, at den moderne Malerkunst efter sin Natur er dekorativ, og at den egner sig fortrinligt til at beherske et helt Interiør, fordi den ogsaa kan være rumligt omspændende.
– – –
Hovedværket paa Udstillingen er dog en Statue af Jean Gauguin, en Nævekæmper i Angrebsstilling gaaende fremad med hævet højre Arm og sammenbidte Træk.
Den virker mægtig ved sin rene Frontalitet og sin store Fylde.
Saaledes vilde Canova løse Statuekunstens Monumentalproblem i sine to Nævekæmpere, som er dygtigt gjorte, men virker frastødende ved Emnets Hæslighed (et Drab). Gauguin har naaet en større Helhed og Styrke i sin Figur, fordi den er sandere i Bevægelsen, fordi Omridslinjerne er større sete og gentager sig fra Lemmerne til Kroppen i interessante Forbindelser, og endelig fordi den er ene! Den har hele Rummet foran sig (og udenom sig), ikke blot en Modstander paa kort Hold. – Der er noget af Ægypternes enorme Kunnen i denne Figur, uden at Tanken om noget Ægyptiseren har været fremme.

Figuren er foreløbig modelleret i Gips og Cement, et ikke ubehagelig, graaligt Stof; han tænker vel at hugge den i Sten, og han vil da hæve Fødderne, som nu er for flade. Plinthens nuværende Form maa man ikke regne med.
For denne ene Statues Skyld bør man se Efteraarsudstillingen.
Den er meget betydelig.
Vilhelm Wanscher.

blank
Jean Gauguin

Politiken, 29. oktober 1922.

I Dag er det sidste Søndag, Grønningens Udstilling kan tages i Øjesyn, og der er ingen Tvivl om, at der bliver vrimlende fuldt ude i Den Frie, for Udstillingen har i Aar haft en kunstnerisk Sukces, der er adskilligt over daglig Vande.
For en Gangs Skyld har Pressens Dom været enstemmig. Den lyder: en fortrinlig Opvisning af moderne Kunst, den smukkeste Udstilling, der længe har været set i Kjøbenhavn. Atter har Historien gentaget sig. Gode Kunstnere bliver i Begyndelsen skældt ud, grint ud, efter Evne sultet ud, men der er ikke noget at gøre ved dem, blot de selv holder ud. Det har Grønningens Kunstnere gjort, og efterhaanden har de sejret.
Grønningen er jo overvejende en Malerudstilling. De har kun to Billedhuggere med sig, man skulde tro, der maatte blive noget tomt i den store Skulptursal. Der er alt andet, skønt Jean Gauguin er næsten ene om at fylde den. Al Respekt for Adam Fischers nydelige, smaa Hoveder og Statuettere: Salen er Jean Gauguins. Hans Nævnefægter alene er nok til at beherske den. Den er blevet stærkt omdispuleret. Er den nu ogsaa korrekt? Er det ikke et raat Sujet? Det er selve den brutale Kraft, der her er forherliget! Kan man ha’ Skulptur i armeret Beton? Og den har været her en Gang før! Kan man udstille en Figur to Gange? – Der er meget at kritisere.

Men det nye og overraskende er, at Jean i Aar er mødt med en stor Samling Keramik, Fajance i Tinglasur, prægtige fantasifulde Figurer i et nyt Materiale. Det ligner ham. Han kan alting, og alt, hvad han rører ved, faar noget af Mesterskabets Glans. En Dag finder han paa, at Fajancen maa være et godt Materiale for hans Skulptur, og saa rejser han et Svip til Østrig og sætter sig ind i Sagerne, og nu møder han med den prægtiste Samling Fajance, vi har set herhjemme, indeholdende smaa, funklende Mesterværker. – Læg Mærke til dem i Dag derude, hvor Lyset brydes vidunderlig smukt i dette Jean Gauguins sidste Materiale. En Forøgelse af Skønhedsrigdomme i hans levende og formfine Skulptur.
-n.


blank

Paul og Mette Gauguins slægt kan følges helt op til i dag, og Alberte Winding som slutter listen her, er kendt af alle fra B&U afdelingens tv produktioner og andet skuespil og sang og, her fra 2018, bogen Kastevind. “Jeg beundrer den hudløst sitrende tone af kærlighed”, skrev Politiken.
ISBN/EAN/ 9788763857239


PETER URBAN GAD FORBEREDTE EN BOG OM PAUL GAUGUIN

blank
Berlingske, 24. juni 1936.

En dansk Bog om den berømte franske Maler.
Peter Urban Gad, der nu har taget Ophold for Sommeren bag Den blaa Laage i Humlebæk, nøjes ikke med at være Københavns bedste Biografteaterleder…. han faar ved Siden af Tid til at dyrke omfattende litterære Interesser; I mange Aar har han arbejdet paa et større Værk om De franske Revolution, hvis Begivenheder han ved mere om end nogen anden Dansk, og nu er han travl beskæftiget med at skrive en Bog om sin berømte Slægtning, Maleren Paul Gauguin.

blank
Paul Gauguin.

Som bekendt var Paul Gauguin gift med Mette Sofie Gad, en Datter af Herredsfoged H. T. Gad i Thisted og altsaa Søster til den senere Byfoged i Aalborg, Theodor Gad, Fru Misse Madsens Fader. Fru Mette Gauguin var Kusine til Admiral Urban Gad (Peter Urban’s Fader) og stod denne meget nær. Peter Urban Gad mindes ikke selv at have været sammen med Paul Gauguin under dennes Københavnsophold der kun strakte sig over en enkelt Vinter. Men han har gennem sine Slægtninge, først og fremmest Faderen, der var den eneste af den store Gad’ske Familie, for hvem Paul Gauguin nærede nogen Sympati – hvilket hang sammen med, at den unge Søofficer talte glimrende Fransk – og gennem Nini Gad, født Thaulow, Misse Madsens henrivende Moder, hørt saa meget fortælle om den franske Kunstner og hans mærkelige Sind, at han føler det som sin Pligt at nedskrive det. Ikke mindst fordi der ude i den store Verden han dannet sig en Række Myter om den Gad’ske Familie og deres Mangel paa Forstaaelse af Geniet…. Myter, som ikke har den ringeste Rod i Kendsgerningerne. Bogen vil da ogsaa komme til at hedde: Legenden om Paul Gauguin.

blank
Urban Gad.

Det mest frisindede københavnske Hus i 80’erne.
Udenlandske Kunsthistorikere, der selvfølgelig ikke har ringeste Anelse om Livet i København under Christian den Niende i Plystiden, fremstiller gerne Paul Gauguins Forhold til sin Kones Familie som et Martyrium for hans Vedkommende. I bedste Fald skildres Familien Gad som snæver og bigot og uforstaaende…. som en Familie noget i Retning af skotske Puritanere i Edingburgh. Nu er Sandheden, at af alle københavnske Huse i 80’erne var det Gad’ske sikkert det mest frisindede og levende og aabne for Tidens Rørelser, meget mere radikalt end et tilsvarende Milieu i Frankrig. Gennem Ægteskaber var Gad’s beslægtet med Edward Brandes (ved siden af sin Broder Georg, Hovedstaden interessanteste Mand) og med Fritz Thaulow, Norges største Maler. En Række kultiverede Bourgeoisifamilier, bl. a. Halkier’erne og Blom’erne, tilhørte den nærmeste Kreds…. alle disse Mennesker ønskede intet hellere end at komme sammen med Paul Guaguin og være venlig mod ham, men han stødte den fra sig: Han vilde ikke have noget med dem at gøre. Og traf han tilfældigvis Repræsentanter for Kredsen, skyndte han sig med bevidst at fornærme dem.

Agent i Voksdug og Linoleum.
Mette og Paul Gauguin boede i København paa Gamle Kongevej, hvor Franskmanden havde nedsat sig som Agent i Voksdug og Linoleum. Han malede ogsaa lidt i den korte Tid, Opholdet varede, navnlig i Ørstedparken. Paa det Tidspunkt var han jo ingenlunde berømt…. og Mette Gad havde slet ikke giftet sig med en Maler – den Mand, hun indgik Ægteskab med, var en dygtig Bankmand, et Menneske uden geniale Anfægtelser. Hun betalte dyrt for sin Fejltagelse, men bar altid Skæbnen og den Tilskikkelser med en vidunderlig Styrke. Og hun opdrog sine Børn til Bevidstheden om at være en stor og udvalgt Mands Børn.
Paul Gauguin forlod hurtigt Hjemmet paa Gamle Kongevej og vendte tilbage til Frankrig, medtagende Sønnen Clovis, der snart døde. Han blev ved med at skrive til Mette, lige indtil Tahiti-Perioden. Brevene er udgivne. De viser, at han var lige saa uegnet til Ægteskab som f. Eks. Strindberg. I Familien Gad efterlod Paul Gauguin intet Savn…. man havde kun hørt ham aabne Munden for at sige Ubehageligheder.

Den Gad’ske Kreds var ikke kedelig.
Mette Gauguin døde først 1920, 70 Aar gammel. Hun ernærede sig tappert ved Oversættelsesarbejde. I mange Aar var de fleste af Politikens franske Roman fordanskede af hende. Til det sidste bevarede hun Admiral Urban Gad’s Venskab, (Admiralen døde ogsaa 1920), han hjalp hende med Oversættelser. Peter Urban Gad’s Bog: Legenden om Paul Gauguin, vil naar den engang foreligger, være sikker paa at vække Opmærksomhed. Van Gogh-Bogens enorme Succes viser, hvilken Interesse almindelige Mennesker nærer for Geniets Skæbne…. og foruden at skildre Paul Gauguin i det københavnske Millieu vil Peter Urban Gad selvfølgelig give et intimt Billede af dette. Bourgeoisiet i 80’erne, navnlig den Gad’ske Kreds, var ikke kedeligt, og den nuværende Generation ved altfor lidt om det. Vidunderlig godt truffet er dog Otto Rung’s Skildring i Danmark i Fest og Glæde…. man kan næsten lugte Plysset.
*
NB: Bogen blev aldrig skrevet færdig; eller måske ligger den og samler støv – for udgivet er den ikke blevet.



Emile Schuffenecker og hans kone Billedet af Gauguins ven Emile Schuffenecker og hans kone, har tidligere fejlagtigt her på siden været angivet som Paul og Mette Gauguin. [Tak til Ketil Torstenson]


blank
Googles algoritme har et problem med at adskille den nøgne kunst fra anden anvendelse af nøgenhed. Derfor har anvendelse af censurmærket været nødvendigt på nogle billeder. 😉