Otto Rung 1942

klunketid-top

Fra min klunketid:en hjemlig kavalkade.

Til en forståelse af personen Emma Gad, og den tid hun levede i, mangler vi hendes erindringer der aldrig blev skrevet. I stedet er der heldigvis små tidsklip, eller notitser, i andres fortællinger.
Her er Otto Rungs beskrivelse af klunketiden som han så den, og i de cirkler var Gad familien.
Her følger to korte omdrejninger i tiden.

klunketid300 Titel: Fra min Klunketid.
Forfatter: Otto Rung
Udgiver: Gyldendal.
År: 1942 .
246 sider.
(1985 ISBN 87-01-20544-7
322 sider, illustreret.)

Find bog, e-bog og lydbog her

For de der bliver interesseret i mere om Mette Gauguin f. Gad, kan varmt anbefales romanen ‘Din hengivne’ af Anne Thompson fra 2014.


Otto Rung:
Men den gang fandtes til gengæld hårpiger!

Og hvorfor har mon også den moderne kvinde couperet det allernaturligste og skønneste talent, hun ejer i sin vækst: Det lange hår? Jeg husker min hustrus ældre søster, hvis udslagne hår faldt ned om hendes hæle og svøbte sig om hende helt. Hun stod der i en guldmorskåbe.

Nu er dette herlige og rige smykke ofret af den moderne kvinde — af lutter angst for ikke at nå tidsnok hen på kontoret — og så fordi hun har bildt sine kavalerer ind, at det lange hårs substans af horn er mindre hygiejnisk end de vandondulerede stubbe, de har igen på deres isse!

Jeg mindes kun en eneste fra firserne og halvfemserne, der bar håret kort, og endda var alles yndling for sin tapre kvindelighed, hvor hun viste sig. Jeg skal nævne hende, fordi hendes minde er bevaret op til i dag igennem hendes mand, den nu verdensberømte maler, Paul Gauguin. Hun levede den gang i København og opdrog dér sine børn. Og hun var jævnlig gæst i vort hus. Alle elskede Mette Gauguin for hendes ukuelige mod og hendes aldrig knækkede, ofte drastiske humør. Over sit glatkæmmede hår, der frynsede let i nakken, bar hun en af de i tiden for småpiger brugte kamme, der klædte hendes altid spillevende træk med deres præg af på en gang moder og gamin. Herrerne ikke blot tilgav, men yndede, at hun ved selskaber sad i rygeværelsets ellers eksklusive kreds og morede alle ved sine muntre påfund. Selv damesiden, der sad grupperet om salonbordet efter middagen og bladede i familie-albumet eller gennemgik kortene i visitkortskålen, ville ikke undvære Mette.

(Denne lille emalje- eller porcellæns-skål, der i reglen præsenterede sig på høje snørklede galanteriben, havde sin faste plads ved siden af den uundværlige Eau de Colognerefrâichisseur. Det gjaldt for adskillige af husets gæster om at konstatere, hvorvidt familien havde endnu finere bekendte end de tilstedeværende, og som man altså ikke var bedt sammen med! Således, at man bare var tilsagt til det, man ude på herregårdene kaldte for „slyngelmiddagen”!)

Men nu råbte alle damerne på Mette for at få hende tilbage i deres kreds. Og Mette kom brusende med et bonmot på fransk eller i den — tit lidt for kække og kætterske — københavnske slang, der vel sagtens stammede fra de radikale kredse, hvor hun færdedes imellem kunstnere og journalister. Men Mette tilgav man alt! Hun var den snobbede og snærpede klunketids af alle elskede enfant terrible!

Jeg nævner særligt Mette Gaugin, fordi hun var en overgangstype til det nye selskab af frisindet københavneri, der var på vej, og fordi et par franske og vist også en engelsk skribent i biografier eller romanform så ganske har misforstået hendes rolle i det ægteskabelige kompleks og fremstillet fru Mette Gauguin og hendes slægt, den højtkultiverede og forstående familie Gad, som hovmodigt og snæversynet bourgeoisi. Intet er mere misvisende. Admiral Gad og fru Emma Gad betød indenfor selve Bredgade-kredsen den førende front for en helt ny kultur af hjertelighed og menneskelighed. Og Mette Gauguin var selv typen på det sunde og naturlige frisind og langt mere menneskelig end mange af tidens hjemlige såkaldte kafé-bohémer med flagreslips og slængkappe, og som med god grund blev mødt med et lidt overbærende smil af det gamle konservative København, hos hvem iøvrigt den store franske maler både mødte gæstfrihed og sikkert også en vis, omend lidt forbeholden, forståelse.

Og jeg husker personlig med varme fru Mette, når hun kom susende ind i faders arbejdsværelse, hvor han gav hende en håndsrækning med de svære krigsvidenskabelige gloser, da hun, ypperligt, oversatte Zolas: Le débâcle.

„Nå, kaptajn! Nu står altså det franske artilleri på højderne ved Sedan. De har spændt hestene fra kanonvognene! Hvad siger De? Hedder det „protse af” og ikke „spænde fra”!

For mig står Mette Gauguin som en af de mest betydningsfulde skikkelser, jeg i min drengetid har mødt. Og jeg bevæges endnu, de mere end fem årtier efter, ved mindet om hendes datter, den yndige Adeline Gauguin, der døde purung. Jeg mindes det smalle hvide ansigt og de dunkle øjne, sorgfuldt brændende, som i et digt af Edgar Poe om den altfor unge døde!

Mette Gauguin var en af klunketidens tapre, der stred for at samle dun til den rede, hvor de nye unge skulle blive gode og frie kunstnere i den tid, der kom!

—————

I de øverste lag var en forskydning sket. De, der var nedenunder, skubbede nemlig på og ville opad. Og særligt nu efter det politiske forlig, hvor en bonde havde fået sæde i kongens råd, var det nærmest ude med den gode gamle tid, da den borgerligt kongelige residens gav tonen an med nobel familiehygge og passende, men tvangfri værdighed. De gamle hofklasser: Marine, hær og civiletat, var truet i deres faste position som førende i Bredgades inderkreds omkring Amalienborg eller det gule Palæ, hvor den elskværdige prins og den kække og frisindede prinsesse Marie endnu var toneangivende for marinens officersfamilier, og dermed for hele det gode selskab i Bredgade og omegn. Men også i disse udvalgte kredse var forfaldet begyndt. Kammerherrer og stiftsdamer korsede sig: man så det særsyn, at folk af handelsklassen — endog med butik! — blev inviteret til hofbal! — Det var storindustri og børs, der dominerede i det danske samfund som overalt i Europa nu. Det gamle kongens og det bedsteborgerlige København var fornyet ved de mange hundredetusinde, der i de to sidste tiår var vandret ind fra købstæder og fra land. De ydre kvarterer skød deres fangarme vidt ud langs overdrev og agre, og oplandet drømte om snart at blive lemmet ind i den uimodståeligt voksende storby på dens vej til million-stad!

[wpex more=”Læs mere” less=”Læs mindre”]Den gamle by-adel indrettede sig klogeligt i et eller andet embede eller fag indenfor det borgerlige system, og land-adelen retirerede fra hovedstads-palæet eller vinterboligen ud til deres gods som den sidste faste skanse. Mange anede allerede i den ikke fjerne fremtid lensafløsningens spøgelse som den endelige rædsel i regeringens nye udstyknings-program — nu, da den endelige provisorietid fra Estrups dage var håbløst kompromitteret ved det skammelige forlig, og landet gerådet udi i bondevold!

Et helt nyt pengearistokrati var vokset op og syntes endnu så temmeligt uden hæmninger. Den gamle heraldiske devise fra den feudale tid var helt forbi. Nu hed det ikke mere, som min moder ofte gentog: „Det er finere at være fornem end at være rig!” Og at vejen fra en butiksdisk til noblesse var længere end en tur til månen! Fra det voksende kapitalvælde udgik et nyt motto. Det lød kort og klart: „Fra din lomme over i min!”

Man har talt om tiden fra halvfemserne og indtil lidt ind i det nye århundrede som etatsrådernes tid. Det er kun delvis rigtigt. Der skabtes ganske vist mange etatsråder i de to tiår. Men de var ikke alle lige ægte. Etatsråd blev man i den gamle stil fra Sjette Frederiks dage som et bevis på kongens gunst og nåde efter en lang og trofast tjeneste i et højt og ansvarsfuldt statsembede, eller når en åndens stormand en H. C. Andersen eller J. L. Heiberg — så sit værd bekræftet ved en plads i statskalenderens fornemme rubrik. Men nu blev i pengevældets nye stortid titlen — som det hed i England — blot „en hank”, der blev sat på navnet. Særlig anseelse krævedes ikke forud, den håbede man oprigtigt kom med titlen, noget, der dog ikke hver gang holdt stik. Folk så meget godt forskellen på den gedigne rang, som blev givet til en højt fortjent amtmand eller lands-overrets-dommer, og den, der tilfaldt en filantropisk geskæftig pengemand, som af sin overflod gav det fornødne tilskud til en offentlig basar eller til et af tidens andre monumentale formål. Titler skabte heller ikke i den epoke kavalerer eller gentlemen!

Men rigtigt nok er det, at den rige og ikke altid helt distingverede grosserer-etatsråd var en af de synligste samfundsspidser i de år. Og et nyt betitlet, men plebejisk firma fik ofte sat et ældre patricier-hus fra handels-empirens store tid i skygge. Lystspilforfatterne i de år, fru Emma Gad, Otto Benzon og Gustav Esmann har fastlagt denne type på den danske scene. Men heller ikke offentligheden i de år var helt forblindet af en titel, hvor man før havde regnet med kultur. Man vidste meget godt, at man her var inde på et skråplan, præcis som når det hændte, at en huslæge hos en minister, et privatteaters meget smarte direktør, eller en vindskibelig dagbladslitterat blev gjort til titulær professor! — Selv til en hjemvendt og imiteret nordpolsopdager kunne en æresdoktortitel falde! — Men efterhånden vidste man, at forfremmelsen snarere skyldtes nævenyttig fermhed end moralsk fortjeneste.

Var klunketiden i sin fulde blomstring det, som jeg et andet sted har kaldt for snobbet, snusket og snærpet, så var det efterår, der med århundredskiftet kom for plyds og frynser, i nogen grad saneret! Der var allerede — omend i meget moderate former — indtrådt en frisindet, frisk og frejdig halvdemokratisk nytid.

For at se andre over hovedet var det således ikke nok som før! — at stå på stylter og slå med nakken. Man måtte i hvert fald stå på en stor sæk penge! Frisind viste man mod enhver på samme levefod som en selv. Og hvad angår hjemlig hygiejne, så vaskede man sig, ikke blot ved det obligate lørdagsbad i den hambroske anstalt ved Rundetårn, men endog flere gange ugentlig! — (Herrer i reglen dog noget mindre!) I enkelte større hjem var indført baderum, eller i hvert fald en bruse bag et voksdugsomhæng. Mest var det et af pigeværelserne, der blev afset til familiebad, og tyendet måtte så bare ligge lidt flere sammen i det kammer, der blev tilovers!

Og hvad dernæst familie-dyden angår, så rugede endnu de gamle borgerlige interdikter fra Jeronimus’ dage over de fleste hjem. Og døtrenes moral var stadig hævet over al debat!

Men der var alligevel brudt en breche i systemet: cyklen var nået til Danmark! Og de unge kørte kammeratvis ud til Constantia og Charlottenlund med „Fluepapiret” ved den kongelige strandhave (hvor der dog allerhøjst blev soppet en smule rundt med bare ben!) eller endogså helt ud til Eremitagen med madpakke svøbt i papir til at strø ud over det grønne — præcis som nu! Udflugten skete med udtrykkelig orlov hjemmefra, og den unge familiefrøken var højhalset og langskørtet også på cykel. Men alligevel var der rokket ved den gamle præstelige parol om ikke at lade de to køn komme sammen, for så vidste man nok, hvad der ville ske! Og dyden, der i et kvart århundrede havde sovet rævesøvn i et torneroseslot af klunker, gned sig nu i øjnene og tog uden altfor vred protest mod et kys af prinsen!

Men bag det gamle spind af uldgarn lyste det ny århundredes årle gry, og alle fremsynte ventede sig en hidtil ukendt dagning med lutter frihed og fred samt ligefod for i hvert fald alle landets bedre klasser.

Var provisorietiden ikke endt! Og parlamentarismen grundlagt i den danske rigsdag med lutter folkevalgte ministre!

Og var en gylden stortid for vor industri og handel ikke under vejs? Havde ikke „Valkyrien” ført af den danske prins vist landets orlogsflag helt ud til Siam? Havde ikke H. N. Andersen nylig åbnet vejen for vore skibe til alle Østens rigdomme i teaktræ, gummi eller kopra. Og gik ikke vor danske smør-eksport til England via den nye stabelplads i Esbjerg!

Det oprundne sekel havde vist sig fra den allerbedste side![/wpex] —–