Otto Rung 1942

Otto Rung
Fra min klunketid:en hjemlig kavalkade.


Otto Rung: Fra min klunketid
Otto Rung: Fra min klunketid

Titel: Fra min Klunketid.
Forfatter: Otto Rung
Udgiver: Gyldendal.
År: 1942 .
246 sider.
(1985 ISBN 87-01-20544-7
322 sider, illustreret.)

Til en forståelse af personen Emma Gad, og den tid hun levede i, mangler vi hendes erindringer der aldrig blev skrevet. I stedet er der heldigvis små tidsklip, eller notitser, i andres fortællinger.
Her er Otto Rungs beskrivelse af klunketiden som han så den, og i de cirkler var Gad familien.
Her følger to korte omdrejninger i tiden.
For de der bliver interesseret i mere om Mette Gauguin f. Gad, kan varmt anbefales romanen ‘Din hengivne’ af Anne Thompson fra 2014.


Otto Rung:
Men den gang fandtes til gengæld hårpiger!

Og hvorfor har mon også den moderne kvinde couperet det allernaturligste og skønneste talent, hun ejer i sin vækst: Det lange hår? Jeg husker min hustrus ældre søster, hvis udslagne hår faldt ned om hendes hæle og svøbte sig om hende helt. Hun stod der i en guldmorskåbe.

Nu er dette herlige og rige smykke ofret af den moderne kvinde — af lutter angst for ikke at nå tidsnok hen på kontoret — og så fordi hun har bildt sine kavalerer ind, at det lange hårs substans af horn er mindre hygiejnisk end de vandondulerede stubbe, de har igen på deres isse!

Jeg mindes kun en eneste fra firserne og halvfemserne, der bar håret kort, og endda var alles yndling for sin tapre kvindelighed, hvor hun viste sig. Jeg skal nævne hende, fordi hendes minde er bevaret op til i dag igennem hendes mand, den nu verdensberømte maler, Paul Gauguin. Hun levede den gang i København og opdrog dér sine børn. Og hun var jævnlig gæst i vort hus. Alle elskede Mette Gauguin for hendes ukuelige mod og hendes aldrig knækkede, ofte drastiske humør. Over sit glatkæmmede hår, der frynsede let i nakken, bar hun en af de i tiden for småpiger brugte kamme, der klædte hendes altid spillevende træk med deres præg af på en gang moder og gamin. Herrerne ikke blot tilgav, men yndede, at hun ved selskaber sad i rygeværelsets ellers eksklusive kreds og morede alle ved sine muntre påfund. Selv damesiden, der sad grupperet om salonbordet efter middagen og bladede i familie-albumet eller gennemgik kortene i visitkortskålen, ville ikke undvære Mette.



(Denne lille emalje- eller porcellæns-skål, der i reglen præsenterede sig på høje snørklede galanteriben, havde sin faste plads ved siden af den uundværlige Eau de Colognerefrâichisseur. Det gjaldt for adskillige af husets gæster om at konstatere, hvorvidt familien havde endnu finere bekendte end de tilstedeværende, og som man altså ikke var bedt sammen med! Således, at man bare var tilsagt til det, man ude på herregårdene kaldte for „slyngelmiddagen”!)

Men nu råbte alle damerne på Mette for at få hende tilbage i deres kreds. Og Mette kom brusende med et bonmot på fransk eller i den — tit lidt for kække og kætterske — københavnske slang, der vel sagtens stammede fra de radikale kredse, hvor hun færdedes imellem kunstnere og journalister. Men Mette tilgav man alt! Hun var den snobbede og snærpede klunketids af alle elskede enfant terrible!

Jeg nævner særligt Mette Gaugin, fordi hun var en overgangstype til det nye selskab af frisindet københavneri, der var på vej, og fordi et par franske og vist også en engelsk skribent i biografier eller romanform så ganske har misforstået hendes rolle i det ægteskabelige kompleks og fremstillet fru Mette Gauguin og hendes slægt, den højtkultiverede og forstående familie Gad, som hovmodigt og snæversynet bourgeoisi. Intet er mere misvisende. Admiral Gad og fru Emma Gad betød indenfor selve Bredgade-kredsen den førende front for en helt ny kultur af hjertelighed og menneskelighed. Og Mette Gauguin var selv typen på det sunde og naturlige frisind og langt mere menneskelig end mange af tidens hjemlige såkaldte kafé-bohémer med flagreslips og slængkappe, og som med god grund blev mødt med et lidt overbærende smil af det gamle konservative København, hos hvem iøvrigt den store franske maler både mødte gæstfrihed og sikkert også en vis, omend lidt forbeholden, forståelse.

Og jeg husker personlig med varme fru Mette, når hun kom susende ind i faders arbejdsværelse, hvor han gav hende en håndsrækning med de svære krigsvidenskabelige gloser, da hun, ypperligt, oversatte Zolas: Le débâcle.

„Nå, kaptajn! Nu står altså det franske artilleri på højderne ved Sedan. De har spændt hestene fra kanonvognene! Hvad siger De? Hedder det „protse af” og ikke „spænde fra”!

For mig står Mette Gauguin som en af de mest betydningsfulde skikkelser, jeg i min drengetid har mødt. Og jeg bevæges endnu, de mere end fem årtier efter, ved mindet om hendes datter, den yndige Adeline Gauguin, der døde purung. Jeg mindes det smalle hvide ansigt og de dunkle øjne, sorgfuldt brændende, som i et digt af Edgar Poe om den altfor unge døde!

Mette Gauguin var en af klunketidens tapre, der stred for at samle dun til den rede, hvor de nye unge skulle blive gode og frie kunstnere i den tid, der kom!

—————

I de øverste lag var en forskydning sket. De, der var nedenunder, skubbede nemlig på og ville opad. Og særligt nu efter det politiske forlig, hvor en bonde havde fået sæde i kongens råd, var det nærmest ude med den gode gamle tid, da den borgerligt kongelige residens gav tonen an med nobel familiehygge og passende, men tvangfri værdighed. De gamle hofklasser: Marine, hær og civiletat, var truet i deres faste position som førende i Bredgades inderkreds omkring Amalienborg eller det gule Palæ, hvor den elskværdige prins og den kække og frisindede prinsesse Marie endnu var toneangivende for marinens officersfamilier, og dermed for hele det gode selskab i Bredgade og omegn. Men også i disse udvalgte kredse var forfaldet begyndt. Kammerherrer og stiftsdamer korsede sig: man så det særsyn, at folk af handelsklassen — endog med butik! — blev inviteret til hofbal! — Det var storindustri og børs, der dominerede i det danske samfund som overalt i Europa nu. Det gamle kongens og det bedsteborgerlige København var fornyet ved de mange hundredetusinde, der i de to sidste tiår var vandret ind fra købstæder og fra land. De ydre kvarterer skød deres fangarme vidt ud langs overdrev og agre, og oplandet drømte om snart at blive lemmet ind i den uimodståeligt voksende storby på dens vej til million-stad!

Læs mere —–