Dydens Belønning 1900

DYDENS BELØNNING

AF EMMA GAD.

Dagmarteatret 360

PREMIERE PAA DAGMARTEATRET DEN 3. OKTOBER 1900.


Dydens Belønning

PERSONERNE:
Direktør PRANGEN.
KAMMA, hans Datter.
Oberstinde MOTLAU, hans Søster.
Grosserer HARRY FLERON.
Frøken SUZETTE ANKERKRONE.
Viktualiehandler P. V. BRASK.
Kammerherre VON PLATEN.
Missionær HELLEMANN.
Digteren Hr. ARNOLD KRACK Stum Person.
En Pige.
En Tjener.
Damer og Herrer.

Handlingen foregaar i København. Mellem første og anden Akt er et Tidsrum af nogle Maaneder.

FØRSTE AKT.
Direktør Prangens Privatkontor. Et stort Arbejdsbord midt paa Gulvet. Langs Væggene Hylder med Kontorbøger. I Forgrunden et lille Bord med Aviser og nogle Lænestole. I Baggrunden Udgang til Kontoret og paa Siderne Døre til den øvrige Lejlighed.

FØRSTE SCENE.
To tarvelig klædte unge Damer og en Herre med lurvet Kunstnerpræg sidde og vente. Senere DIREKTØR VRANGEN OG MISSIONÆR HELLEMANN.

FØRSTE UNGE DAME.
Det varer dog forfærdelig længe, inden Direktøren kommer.
ANDEN UNGE DAME.
Jeg maa snart gaa. Jeg fik blot en Time fri.
FØRSTE UNGE DAME.
Det er skrækkeligt, hvor det er svært at faa en Plads.
ANDEN UNGE DAME.
Alle vil ogsaa være Kontorister nutildags. Man skulde maaske hellere have slaaet sig paa det huslige! Naa, der er vist Direktøren.

Direktør Prangen kommer ind fra Baggrunden, ret ungdommelig, skønt lidt tyndhaaret og med Antydning til Mave. Han ser noget misfornøjet ud ved at se de Tilstedeværende, der alle rejser sig i Forventning om først at faa ham i Tale.
PRANGEN
(til en af Damerne)
Tør jeg spørge —
FØRSTE DAME.
Det er i Anledning af den ledige Plads ved Kassen.
ANDEN DAME.
Jeg har været i fem Aar hos Brødrene Blichfeldt.
(Begge rækker ham Anbefalinger talende i Munden paa hinanden)
PRANGEN
(peger mod Baggrunden)
Tillad mig, mine Damer, vil De ikke være saa venlige at henvende Dem til Bogholderen. Desværre, min Tid er saa optagen.
DAMERNE.
Undskyld — vi troede —
(de gaa ud i Baggrunden)
PRANGEN
(til Herren)
Tør jeg spørge —
HERREN.
Mit Navn er Schlichtkrull-Rasmussen, Billedhugger — Direktøren kender maaske Navnet — ikke? Naa, jeg vilde tillade mig at forevise Dem et Fotografi af min Statue „Den danske Søkriger”, som det er mit Haab at faa rejst i Bronce paa Holmens Kirkegaard, naar blot jeg kunde faa tilvejebragt en Sum paa …
PRANGEN
(afværgende)
Men jeg har destoværre Gravsted paa en anden Kirkegaard — beklager meget —
(Oberstinde Motlau, en højtidelig sortklædt Dame, kommer ind fra højre ledsaget af Missionær Hellemann, en ung, slank Mand med et elskværdigt Ansigt og et lyst Blik)
OBERSTINDEN.
Godmorgen Theobald! Ja, Missionær Hellemann, De kender jo min Broder —
MISSIONÆREN.
Jo, jeg har haft den Fornøjelse —
(Herrerne hilser paa hinanden)
OBERSTINDEN.
Vi har temmelig længe siddet i Dagligstuen og ventet paa dig.
PRANGEN.
Jeg beder undskylde! Men vi kan jo gaa derind, hvis du foretrækker —
OBERSTINDEN
(sætter sig)
Tak, siden vi er her, lad os saa blive her.
PRANGEN.
Tilgiv, denne Herre venter.
HERREN.
Gudbevares — jeg vil ikke forstyrre — maaske en anden Dag — i Morgen — naar det er Direktøren belejligt — alt forladt —
(gaar ud i Baggrunden)
PRANGEN
(sætter sig)
OBERSTINDEN.
Ja, kære Theobald, Missionær Hellemann har daarlig Tid, saa det er bedst, vi gaar lige til Sagen.
MISSIONÆREN.
Vi kommer for at appellere til Direktørens Menneskekærlighed og Offervillighed.
OBERSTINDEN.
Men jeg har sagt til Hr. Hellemann, at du ikke altid er let at —
PRANGEN.
At bearbejde.
MISSIONÆREN.
Men her gælder det en stor Sag, Hr. Direktør, der er sket en Ulykke.
PRANGEN.
Saa — — hvad da?
MISSIONÆREN.
Præsteboligen og Skolen i Assam er brændt.
PRANGEN.
Beklager meget — (lader uforstaaende) Assam —?
MISSIONÆREN.
I Santalistan.
PRANGEN.
Santalist an —?
11
MISSIONÆREN.
I Indien.
OBERSTINDEN
(lidt irriteret)
Der ligger i Asien, ved du maaske. Hr. Helle-mann forbereder sig til at rejse dertil.
PRANGEN.
Ah!
MISSIONÆREN.
Det er jo mærkeligt, ikkesandt, at det er blevet vort Folk forundt at udøve en saa velsignelsesrig Virksomhed i det fjerne Santalistan.
PRANGEN.
Ja, det er meget mærkeligt.
MISSIONÆREN.
Og derfor er jo denne lille Bygnings Brand et Fingerpeg om at ombygge den større, stærkere, smukkere end før — jeg mener — som et Vidnesbyrd. Og nu er det vort Haab, Hr. Direktør, at De vil støtte os i vor Stræben. Jeg vil saa gerne bringe den Glæde med mig ud.
PRANGEN.
Jeg har ganske vist mange Krav at imødekomme, men paa den anden Side har jeg megen Sympathi for Buddhas Lære. Den har jo en smuk, opløftende Moral og særdeles fornuftige Teorier.
MISSIONÆ REN
(forfærdet)
Buddha —
12
OBERSTINDEN
(oprørt)
Men Theobald —
PRANGEN.
Ja, er det ikke den Tro, de bekender sig til derovre — det var jo i Indien?
MISSIONÆREN.
Det er jo den, vi bekæmper af al vor Magt, denne sørgelige Vranglære.
PRANGEN.
Men naar sekshundrede Millioner eller saa — ad Gangen — lever og dør i den, saa kan den vel ikke være saa helt ueffen — for dem.
OBERSTINDEN
(undskyldende)
Min Broder interesserer sig for Religionernes indbyrdes Forhold, deres
PRANGEN.
Relativitet.
MISSIONÆREN
(ser raadvild paa, Oberstinden)
PRANGEN.
Der er ogsaa Ting i den muhamedanske Tro, som jeg bifalder, for Exempel Opfattelsen af de paradisiske Glæder med disse Haver og Huris —
OBERSTINDEN.
Ja, kære Hr. Hellemann, det er ikke værd, at vi tager mere af Deres kostbare Tid. Nu har De forebragt Sagen, saa skal jeg videre tale med min Broder derom.
13
MISSIONÆREN
(rejser sig)
Ja, gør det, Fru Oberstinde. En Kvindes Mildhed formaar allermest over Sindene. (venlig bebrejdende) Saa siger jeg Farvel, Hr. Direktør.
PRANGEN.
Godmorgen, Hr. Missionær — takker meget — særdeles venligt —
MISSIONÆREN
(gaar ud i Baggrunden)

ANDEN SCENE.
PRANGEN. OBERSTINDEN.
OBERSTINDEN.
Men Theobald, jeg er som forstenet over din Opførsel.
PRANGEN.
Nu bliver jeg vel fri! Man værger sig som man kan mod Folks Prellerier.
OBERSTINDEN.
Kalder du denne Opfordring for Prelleri — og fra en saadan Mand; saa varm og glødende begejstret for sit Kald!
PRANGEN.
Jeg betvivler ikke hans Fortræffelighed, men for mig er det snart hip som hap — alle kommer de rendende og plager mig! — Samfundsdamer, der vil lave Legepladser og Løjtnanter med Sabel paa, der vil laane Penge, og Koffardikaptajner, der samler ind til

14
Orkan i Vestindien — jeg har en Fornemmelse, som hele Samfundet laa paa Lur efter mine sølle Penge.
OBERSTINDEN.
Saadan gaar det altid, naar man uforvarende bliver rig.
PRANGEN.
Kalder du det uforvarende, at min Kones Broder ærligt og redeligt lægger sig til at dø i Rostock.
OBERSTINDEN.
Det var da vist i hvert Fald uforvarende, at han har sat sine Penge i de umaade]ig indbringende Petroleumsaktier. Du anede jo ikke, han var rig.
PRANGEN.
Desto større er Glæden og desto mindre Lysten til at lade mig blanke af igen.
OBERSTINDEN.
Fordi din Livsopfattelse er saa sørgelig jordbunden, kan jeg ikke finde mig i, at du modtager en Henvendelse fra en af mine skattede Venner paa en spottende Maade. Mindst i en Sag som denne.
PRANGEN.
Skal vi til vort sædvanlige lille Omvendelsesforsøg? Tillader du saa, at jeg tænder en Cigaret?
OBERSTINDEN.
Spøg kun Theobald! Du vil dog ende med at tænke som jeg.
PRANGEN.
Tag det med Ro, Angelika, jeg skal nok klare mig. Med dig er det en anden Sag. Du er en for-
15
nuftig Kone. For dig har det været et brillant Skaktræk at slaa dig paa det Kirkelige i Forbindelse med lidt Sørgeflor.
OBERSTIEDEN •
(med Værdighed)
Theobald, tror du, at jeg vilde have taget aktiv Del i Kampen for Troslivets Fremgang, hvis det ikke havde stemt med min dybeste Overbevisning?
PRANGEN.
Nej, Gudbevares! Jeg tror blot, at det har været en heldig Kombination af — hvad er det, det hedder — det ethiske Krav og et mere praktisk Element. Uden dine Sømandsbazarer og Bibeltheer havde du nu siddet hen.
OBERSTINDEN.
Hvadbehager?
PRANGEN.
Ja, siddet i en lille Lejlighed i en Udkant med et Par Guldfisk og en Kanariefugl, aldeles upaaagtet; jo, min Ven, en pensioneret Enkeoberstinde uden Formue er haabløst henvist til at være Søndagstante.
OBERSTINDEN
(grynter misfornøjet)
PRANGEN.
Hvorimod du nu er søgt i fornemme Kredse, og bliver nævnt i Bladene sammen med de mest yndede af Kategorien „Five o’clock Teologer” og andre gudelige Notabiliteter.
OBERSTINDEN.
Godt, lad os da se Sagen fra dit Synspunkt. Hvorfor følger du da, ikke mit Exempel og søger ad den
16
Vej — med lidt pekuniære Ofre — at opnaa et eller andet Hædershverv, hvad du i høj Grad kan trænge til efter din ikke ganske heldige Fallit.
PRANGEN
(misfornøjet)
Hvor tidt har jeg sagt dig, at det var den forbandede Mælkekondendenseringsanstalt.
OBERSTINDEN.
Lige meget, min Ven —
PRANGEN.
Kan jeg gøre for, at Mælk ikke vil lade sig lave til Pomade og sætte paa Blikdaaser, som de foresnakkede mig.
OBERSTINDEN.
Men fraset Falliten er der i og for sig ikke noget særlig fint ved en Smørforretning.
PRANGEN.
Smørexportforretning, maa jeg bede.
OBERSTINDEN.
Naa ja, det hjælper jo ogsaa, at det er blevet et Aktieselskab, men ingenting hæver Ens Position som at støtte en Livssag. Husk det er Religionen, der værner om det Bestaaende, og igen det Bestaaende, der værner om de personlige Interesser.
PRANGEN
(med Værdighed)
Angelika, tror du, at jeg vil tage aktiv Del i Kampen for Troslivets Fremgang, naar det ikke stemmer med min dybeste og inderligste Overbevisning.
17

17
OBERSTINDEN
(grynter lidt).
Er det Kammas Stemme, jeg hører?
PRANGEN.
Nej, men hun maa snart komme fra Ridning.
OBERSTINDEN.
Maaske er det saa bedst, at jeg i Forvejen forbereder dig lidt. Jeg skal sige dig, naar din Datter kommer, er det muligt, at hun vil have en Meddelelse at gøre dig.
PRANGEN
(studser)
Hvilken?
OBERSTINDEN.
Grosserer Harry Fleron har jo været en saa hyppig Gæst baade i dit og mit Hus, at —
PRANGEN
(sukker)
Naa, er det alligevel kommet.
OBERSTINDEN.
Ja, jeg tror, at Fleron har forstaaet at vinde din Datter, og at det kommer til en Afgørelse i Ridehuset i Dag.
PRANGEN.
Saa er du fornøjet — hvad! Omsider er det lykkedes dig, takket være dine Foredragsaftener og Formiddagstheer at faa din Protege anbragt midt i mine Grunker — jo, Kamma er nu et meget godt Parti.
18
OBERSTINDEN.
Men Gud, hvor kunde du faa en heldigere Svigersøn end Fleron, der er saa beleven og køn og desuden af en saa solid Karakter og ægte religiøst Gemyt.
PRANGEN.
Ægte — naa!
OBERSTINDEN.
Tænk blot, om Kamma havde knyttet sig til den gudsforgaaende Døgenigt, vor ærede Nevø Hr. Arnold Krack, Digteren, som det en Tid truede med. Hun havde saa været ude paa et tøjlesløst Kunstnerlivs oprørte Vande, mens hun nu kommer i sikker Havn, baade i aandelig og materiel Henseende.
PRANGEN.
Hvad den materielle Side angaar, har den kære Fleron mig lidt vel megen Ambition og Foretagelsesaand.
OBER STINDEN.
Da var det dog dig, der gik fallit, og ikke ham.
PRANGEN
(heftig)
Men det var sgu- hans Skyld. Det var ham, der fik mig paa Glatis med de forbandede Mælkedaaser.
OBERSTINDEN.
Men saa var det da ogsaa ham der fik Boet lavet om til et Aktieselskab med dig til Direktør.
PRANGEN.
Og ham til Aktionær — ja, en, der gælder for ti, hvad Vigtighed angaar. Det er jo derfor, jeg ikke kan lide ham, for Fanden.
19
OBERSTINDEN.
Kan du ikke lide ham?
PRANGEN
(ærgerlig)
Jo, Gud bevares, han er fortrinlig i enhver Henseende og korrekt og velklædt og paa det rene med Livet. Og nu har jeg den Lykke at have ham som Parthaver i min Forretning og min Datter og mine Penge og min Fru Søsters Bevaagenhed. Jeg har ham allevegne. Det er yndigt.
OBFRSTINDEN.
Vær blot overbevist om, at det er til din Datters Lykke. Der kommer hun vist — saa faar Vi at se.
(Kamma, en slank, lidt nervøs ung Pige, klædt i Ridedragt, kommer ind fra Baggrunden, ledsaget af Digteren Hr. Arnold Krack, en mørkhaaret, moderne klædt ung Mand med en vis Verdensforagt i sin Mine)

TREDIE SCENE.
KAMMA, PRANGEN. OBERSTINDEN, DIGTEREN.
KAMMA.
Goddag!
DE ANDRE.
Godmorgen Kamma! Goddag Arnold!
(Kamma kaster Hat og Ridepisk paa Bordet og gaar tankefuld frem og til- bage. Digteren betragter hende med et mørkt Blik, mens han nervøst drejer paa Ridepisken.)
OBERSTINDEN.
Har du haft en behagelig Ridetur, Kamma?
PRANGEN.
Det er pænt af dig, min unge Skjald, at du har fulgt hende hjem.
20
DIGTEREN
(mumler adspredt et Par forekommende Ord)
KAMMA
(vedbliver at gaa)
Jeg traf ham her nedenfor.
OBERSTINDEN.
Var der Bekendte i Ridehuset i Dag?
KAMMA
(svarer ikke)
PRANGEN.
Jeg synes, du er saa adspredt, mit Barn.
KAMMA
(kaster sig i hans Arme)
Aa Fader, der er sket noget, noget meget vigtigt.
PRANGEN.
Fortæl mig det.
KAMMA.
Jeg er bleven forlovet med Grosserer Fleron.
DIGTEREN
(farer sammen og tager haardt om en Stol)
OBERSTINDEN
(aabner Armene)
Min elskede Kamma!
KAMMA.
Tante Angelika, du kender ham!
OBERSTINDEN.
Hvor jeg i dette Øjeblik føler, at jeg har været dig i Moders Sted.
21
PRANGEN
(sukker)
Ja, Gud bedre os!
KAMMA.
Jeg begriber ikke selv, at det er sket — at det virkelig er sandt.
PRANGEN.
Saa Barn, fat dig nu. Sæt dig ned og fortæl mig det hele. Hr. Harry Fleron har altsaa friet til dig i Ridehuset i Dag, og du svarede Ja.
KAMMA.
Jeg husker ikke, hvad jeg svarede, men forlovede er vi.
DIGTEREN
(kaster med vred Mine Ridepisken paa Bordet og gaar frem og tilbage i Baggrunden).
KAMMA.
Han kommer om lidt for at tale med dig, Fader. Han gik blot hjem for at klæde sig om. Tag saa imod ham, saadan at han føler, hvor uendelig meget du holder af mig, og hvor meget du derfor ogsaa gærne vil holde af ham. Vil du det — for min Skyld?
PRANGEN
(kysser hende)
Min lille Pige! Men sig mig, har du nu rigtig tænkt over dette! Husk, det er dit hele Liv, du giver bort, og endnu kan det gøres om.
OBERSTINDEN.
Kamma kender sit Hjerte.
22
KAMMA.
Og netop naar det gælder Ens Hjerte, hvad kan det saa hjælpe at gaa og grunde paa det. Jeg synes kun, man maa give efter for noget, man ikke selv forstaar — ja, noget, der overvinder En.
OBERSTINDEN.
Det man kalder en højere Viljes Styrelse, lille Kamma.
PRANGEN.
Du mener — Oberstinde Motlaus!
OBERSTINDEN.
Jeg har kun været det Redskab, Forsynet har brugt for at bringe de to Unge sammen.
DIGTEREN
(standser og tilkaster hende et harmfuldt Blik)
PRANGEN.
Hvad Ungdommen anbelanger, er da Hr. Fleron vel passeret de tredive.
OBERSTINDEN.
Saa uerfaren som Kamma er, vil hans større Indsigt være af uendelig Værdi for hendes Udvikling.
PRANGEN.
Har du slet ikke vaklet, Kamma?
KAMMA
(lidt usikker)
Der var jo en Tid, hvor jeg troede, at Arnold var den rette.
23
PRANGEN
(uvilkaarligt)
Gid han var! Ja, ved Gud, Arnold, jeg tog heller dig.
DIGTEREN
(gør en haanlig anerkendende Bøjning)
OBERSTINDEN
(grynter lidt)
KAMMA.
Det kan jeg jo nok sige her mellem os selv, og det ved han ogsaa godt. Vi har jo altid holdt saa meget af hinanden, Nolle og jeg, saa meget. Og det vil vi blive ved med. Hvor har vi haft det rart, naar vi spillede sammen, du paa din Violoncel, Nolle —
OBERSTINDEN.
Det er sandelig ikke paa ligegyldig Tant som selskabelige og musikalske Fornøjelser, at man skal bygge sit Liv. Det er Sand.
PRANGEN.
Nolle, Musik er Sand.
KAMMA.
Men da saa Fleron begyndte at tale saa meget med mig hos Tante Angelika, og jeg følte, hvor mit Hjerte kom til at banke, naar han saa paa mig, aa, hans Øjne, de — ja, saa følte jeg jo, at det maatte blive ham.
PRANGEN.
Det er kedeligt nok, Nolle, men du kan jo skrive Vers om det.
DIGTEREN
(drejer sig vredt paa Hælen)
24
KAMMA.
Og saa kunde jeg efterhaanden ikke tænke paa andet end ham, lige indtil i Dag, hvor det er sket —(rørt) — For nu tænker jeg med et saa meget paa Moder og paa hendes sidste Dage og paa al den Kærlighed, jeg har faaet af jer alle — jo, I har været altfor gode imod mig — jo — —
(hun græder og lægger Hovedet paa sin Faders Skulder. Mens han og Oberstinden er optagne af at berolige hende, forsøger Digteren at tage Afsked. Da man ikke giver Agt paa ham, trækker han paa Skulderen, hilser med fornærmet Mine og gaar ud i Baggrunden. Lidt efter kommer Suzette Ankerkrone ind fra højre. Hun bliver et Øjeblik staaende uvis.
Hun er ung og spinkel og tarveligt, men smagfuldt klædt.)

FJERDE SCENE.
PRANGEN, OBERSTINDEN, KAMMA, SUZETTE.
SUZETTE.
Goddag — undskyld, jeg er vist gaaet forkert.
PRANGEN
(rejser sig)
Jeg ved ikke — hvem jeg har den Ære —
SUZETTE
(kommer nærmere)
Jeg kommer for at tale med Direktøren om den ledige Kontorplads.
PRANGEN.
Hvem er mon det, der hele Tiden viser Damerne ind til mig. Vær saa venlig at henvende Dem til Bogholderen, Hr. Mortensen.
25
SUZETTE.
Ja gærne. Jeg beder undskylde.
(slaar Øjnene op og ser paa ham)
PRANGEN
(i en anden Tone)
Men jeg kan jo naturligvis ogsaa selv se Deres Anbefalinger. — (byder hende en Stol) — Jeg skal straks være til Frøkenens Tjeneste, hvis De vil vente saa længe.
SUZETTE.
Mange Tak.
OBERSTINDEN.
Saa vil jeg tage Afsked. — (tager nogle Papirer i sin Taske) — De er selverhvervende, Frøken?
SUZETTE.
Ja, Frue.
OBERSTINDEN.
De er enligstillet?
SUZETTE.
Ja.
OBERSTINDEN.
Saa vil jeg bede Dem læse denne Beretning om en Andagtsforening med Aftenthe for unge Piger, som jeg har stiftet — med tilhørende Syge- og Begravelseskasse. Er De i en Kasse?
SUZETTE.
Nej, jeg har altid tænkt, at hvis jeg skulde være saa uheldig at dø, saa kommer jeg saamænd ogsaa nok i Jorden.
PRANGEN.
Det er sandsynligt.
26
OBERSTINDEN.
De maa tænke lidt alvorligere over Tingene. — Vær saa artig, der har De flere Beretninger til at uddele blandt Deres Veninder.
SUZETTE.
Mange Tak.
OBERSTINDEN.
Hvor har jeg sat min Paraply — aa — i Dagligstuen.
PRAMGEN.
Nu skal jeg se efter den.
OBERSTINDEN.
Tak, jeg følger med. Farvel Kamma. — (kysser hende med højtidelig Mine) — Vorherre være med dig, mit elskede Barn.
(hun hilser flygtigt paa Suzette og gaar med Prangen ud tilhøjre)

FEMTE SCENE.
KAMMA, SUZETTE, senere FLEREON.
KAMMA
(ser smilende hen for sig)
Om lidt — saa kommer han! Og saa — og saa
SUZETTE
(ser i Oberstindens Papirer og kaster dem med et lille Fløjt i Papirkurven).
KAMMA.
Naa, jeg maa nok ind og klæde mig om. — (vender sig, men standser ved at se Suzette) — Aa, undskyld!
SUZETTE.
Jeg beder —
27
KAMMA.
Men hvordan er det, vi to kender vist hinanden. Aa, nu husker jeg — vi har jo gaaet i Skole sammen.
SUZETTE.
Ja, det er rigtigt nok, men jeg var allerede i ældste Klasse, da De kom ind i Skolen. Jeg er nogle Aar ældre end De.
KAMMA.
De hedder Ankerhjelm, ikke?
SUZETTE.
Ankerkrone. Suzette Ankerkrone.
KAMMA.
Aa ja, nu husker jeg.
SUZETTE.
De var saadan en sød køn lille Pige, som Alle kælede for.
KAMMA.
Det kan jeg egentlig ikke sige om Dem. De ser meget bedre ud nu end dengang. De var en tyk Trunte, ligesaa bred som lang. Og saa havde De Ord for at være meget uartig.
SUZETTE.
Det har jeg saamænd Ord for endnu.
KAMMA
(ler)
Har De det? Men hvad er De ellers — Kontorist?
SUZETTE.
Ja, desværre.
28
KAMMA.
Dengang lod De til at være i gode Forhold?
SUZETTE.
Ja, mine Forældre havde det godt, og pænt skulde vi opdrages. De havde en Mel- og Grynforretning med strygende Afsætning. Men saa døde min Fader, og efter mange Kvaler tog Moder hjem paa Landet — syg, og vi Børn maatte forsørge os selv.
KAMMA.
Kan De virkelig det?
SUZETTE.
Ja, fordi jeg er pænt nødt til det. Det er jo ikke for sin Fornøjelses Skyld, at man sidder i et Kassehul fra Klokken 9 om Morgenen til 8 om Aftenen. Uf, Fødderne bliver saa kolde.
KAMMA.
Hvor meget faar De saa for det?
SUZETTE.
50 Kroner om Maaneden, der hvor jeg nu er. — Det er det almindelige, men her paa Kontoret er nok Pladsen bedre.
KAMMA
(forfærdet)
50 Kroner i en hel Maaned — til alting?
SUZETTE.
Hvad skal man sige — det er skralt nok. Naar et Værelse koster 15 og Kosten 30, saa bliver der jo ikke overvældende meget tilbage at flotte sig for.
29
KAMMA.
5 Kroner til alt det andet. Klæder og Kørsel og Fornøjelser og Toiletsager og Bøger —
SUZETTE
(trækker paa Skulderen)
Det slaar man en Streg over. Ja — det vil sige, Klæder maa man jo have.
KAMMA.
De ser jo rigtig nydelig ud.
SUZETTE.
Synes De! Ja, jeg siger altid — Tøjet, det er det vigtigste, mens man er ung og køn. Ellers saa hutler man sig igennem, som man kan, man fryser lidt i sit Værelse og man sulter jo ogsaa saa smaat sidst paa Maaneden. Men hvad saa! Man har jo ligefuldt de morsomme Gader og Mennesker at se paa, og Musik, hvor man kommer.
KAMMA.
Men at have det saa trangt, det er jo dog forfærdeligt.
SUZETTE.
Ja, for Dem vilde det være det, Frøken, men ikke saa meget for os Mange, der er vante til det. Og ved De hvad, det er snarest de gladeste i vor By og de kønneste med. — Jeg morer mig saamænd tidt storartet.
KAMMA.
De gør vist ogsaa Lykke hos Herrerne. Det ser De ud til.
SUZETTE.
Aa ja saamænd. Det har altid været min bedste Fornøjelse at tumle, dem lidt.
30
KAMMA.
Men Gud, De er da dydig.
SUZEETE.
Det synes jeg idetmindste selv. Saa fattig jeg er, har jeg aldrig benyttet mit Ydre, som de siger kunde være indbringende nok, til en eneste Øres Fordel, men har trolig arbejdet for mit Brød. Det kalder jeg nu at være en honnet Pige.
KAMMA
Er De forlovet?
SUZETTE.
Ja. Naturligvis. Det er man jo.
KAMMA
(interesseret)
Er De virkelig? Med hvem?
SUZETTE.
Det kan jeg ikke sige. Det er hemmeligt.
KAMMA.
Skal De snart have Bryllup?
SUZETTE.
Jeg ved ikke rigtig. Det varer maaske ikke saa lang Tid.
KAMMA.
Hvor længe har De været forlovet?
SUZETTE.
Et Aarstid, tror jeg.
31
KAMMA.
Hvad — ved De ikke Dagen bestemt?
SUZETTE
(lidt tøvende)
Nej, det kom saadan lidt efter lidt.
KAMMA.
Den vil jeg aldrig kunne glemme — min Forlovelsesdag. Jeg skal sige Dem — jeg er bleven forlovet i Dag.
SUZETTE.
I Dag — saa, jeg gratulerer. Har De kendt Deres Kæreste længe?
KAMMA.
Ja, han kommer saa meget hos min Tante. — I flere Maaneder har jeg da vidst, det maatte blive til Alvor.
SUZETTE.
Og De er dog saa ung. Naa, det er ikke underligt! Nydelig er De jo, og et glimrende Parti — eneste Datter — ikke?
KAMMA
(ivrig)
Det spiller ingen Rolle for ham. Han er det mest nobelttænkende Menneske og meget religiøs.
SUZETTE.
Aa, om Forladelse. Jeg mente det ikke saadan.
KAMMA.
Det er da noget, De er sikker paa, ikke at blive taget for Deres Penges Skyld.
32
SUZETTE.
Ja, det ved Vorherre, for jeg ejer ikke mere end 3 Kr. 87. — Og min Kæreste er en finere Herre, der hører til helt andre Kredse end jeg. Saa jeg er da vis paa, at han maa holde af mig, siden han har lovet at gifte sig med mig.
KAMMA.
Lovet! Naar man har forlovet sig med en Pige, saa vil man da ogsaa gifte sig med hende.
SUZETTE
(smiler lidt)
Naa — det er nu ikke saa sikkert. Ja, det vil sige, De kan vist være sikker nok i den Henseende.
KAMMA.
Ja, han har allerede sagt, at han gærne snart vil have Bryllup. Om lidt kommer han for at tale med min Fader — (ser hen for sig) og saa kalder de paa mig —og saa gaar min Fader — og saa bliver jeg alene med ham — og saa siger han mig de Ord, der er allerdejligst i Livet at høre.
SUZETTE.
Hm — ak ja! Hvad hedder Deres Forlovede?
KAMMA.
Han hedder — (lytter) — der kommer han! Ja —ja, det er ham.
(Grosserer Harry Fleron kommer ind fra Baggrunden. Han er i Begyndelsen af Trediverne, smuk, elegant klædt og med verdensmandsagtigt Væsen.)

33
SJETTE SCENE.
KAMMA., SUZETTE, FLERON.
FLERON
(iler hen imod sin Forlovede)
Kamma —
(Han standser med et Ryk ved at se Suzette. Kamma vender sig forventningsfuldt betaget imod ham uden at give Agt paa Suzette, der er faret sammen og holder sig krampagtigt ved en Stol. Fleron fatter sig hurtigt, gaar hen til Kamma og kysser hende galant paa Haanden.)
FLERON.
Frøken Kamma — kære Kamma, her er jeg. Jeg haaber, at mit Komme er forberedt?
KAMMA.
Ja, jeg har sagt til min Fader og min Tante, at De — du — at De vistnok kom for at — — — (standser pludselig) — Grosserer Fleron, Frøken Ankerkrone, en ung Dame, der skal tale med Fader om en Plads.
SUZETTE
{hilser stift)
Jeg kender Grossereren — noget.
FLERON
(til Kamma, forlegen konverserende)
Jeg haaber, at De — du — befinder Dem vel efter Ridningen?
KAMMA.
Jo mange Tak.
FLERON.
Luften har været lidt kold nu til Morgen.
34
KAMMA.
Ja maaske — det var vist Taage. Men jeg vil gaa ind og klæde mig om. Fader er i Dagligstuen — og venter. Vi ses om lidt.
(hun ser paa ham med et lykkeligt Smil og gaar ud tilhøjre. Idet han har aabnet Døren for hende, standser han, som om han ikke ved, om han skal gaa eller blive.)

SYVENDE SCENE.
FLERON, SUZETTE, senere PRÅNGEN.
FLERON.
Suzette, jeg skulde tale med dig, men du hørte — Direktøren venter mig netop —
(gør en Bevægelse for at gaa)
SUZETTE
(kort)
Nej, bliv!
FLERON
(ser sig om)
Kære Suzette

SUZETTE
(lidt dirrende i Stemmen)
Vil du være saa god at give mig en Forklaring paa, hvad jeg her har været Vidne til.
FLERON
(lukker Døren og kommer nærmere)
Jeg har skrevet til dig, et langt Brev, som du vist vil finde, naar du kommer hjem. — Deri vil du se mine Grunde fremsatte.
35
SUZETTE.
Lige meget med Grundene. Svar mig blot. Har du i Dag forlovet dig med denne unge Pige — Ja eller Nej?
FLERON
(sagtere)
Ja, du saa det jo. — Men den Sag kan vi ikke drøfte her. Sæt Nogen hørte os.
SUZETTE.
Hvad bryder jeg mig om det? – (tager Hatten af) —Jeg vil tale med dig.
FLER ON.
Jeg skal komme hjem til dig eller træffe dig naar eller hvor du ønsker. Men du maa dog kunne forstaa — her kan du ikke blive. Jeg beder dig — gaa.
SUZETTE.
Gaa gaa fra alt, hvad jeg haabede paa og saa hen til! Her ligger det altsammen, smidt i denne fremmede Stue, som jeg kom ind i for et øjeblik siden uden at ane det mindste. Er Livet saa haardt, saa haardt, hvad har jeg dog gjort?
(kaster sig hulkende i en Stol)
FLERON
(urolig)
Kære Suzette, fat dig dog! Jeg tænkte, at dit Instinkt havde forberedt dig lidt paa dette. Jeg havde dog i den senere Tid trukket mig en Del tilbage.
SUZETTE
(springer op)
Har du Mod til at se mig i Øjnene og sige, at du ikke har lovet at gifte dig med mig?
36
FLERON.
Lovet — lovet! Hvem kan vel svare for alle sine Ord — under en Stemningsrus —
SUZETTE.
Du vil ikke tale rent ud om Sagen, ser jeg — eller tør ikke. Godt, jeg skal hjælpe dig. Du vil kassere mig, fordi jeg er fattig, og gifte dig med. Frøken Prangen, fordi hun er rig. Det er altsaa Udgangspunktet. Saa meget har jeg seet. Gaa saa videre — med Stemningsrusen.
FLERON.
Naar du tager det paa den Maade, er det jo umuligt at tale med dig. Ens Bevæggrunde er mere sammensatte og uklare end som saa.
SUZETTE.
Jeg synes ellers, dine er tydelige nok.
FLER ON.
Jeg burde have talt med dig om dette før. Der ligger min store Fejl. Det var Fejghed overfor det afgørende Øjeblik; nu er det kommet — som det maatte.
SUZETTE.
Ikke med din gode Vilje, lader det til.
FLERON.
Det hele er gaaet hurtigere, end jeg havde tænkt. Jeg havde en Rival, en Fætter, som altid var til Stede som en Fare. Du ser, jeg taler ærligt. Nu er Maalet naaet, og du vil forstaa, at min eneste Tanke fra nu af maa være at gøre denne unge Pige lykkelig.
SUZETTE.
Og du tror, at denne Fremgangsmaade er Vejen dertil?
37
FLERON.
Hun er saa ung og tillidsfuld. Skabt til som elskelig Hustru at se Livet gennem sin Mands Briller og iøvrigt glæde sig ved alt, hvad der er godt og smukt.
SUZETTE.
Og det er det, hun faar at se gennem dine Briller?
FLERON
(blidt)
Du er bitter, det er saa forstaaeligt, men Suzette, vær nu fornuftig.
SUZETTE.
Jeg bliver bedraget, tilsidesat og løjet for, og saa skulde jeg sige: du har Ret, jeg trækker mig ærbødigst tilbage og under dig al mulig Lykke! Hvis det er det, du kalder Fornuft, saa ligger den ikke for mig.
FLERON.
Du kan da begribe, hvor dette Brud smerter ogsaa mig. Du har været mig saa kær, den kæreste af alle, du søde, æggende Suzette, Gadens glade urolige Barn — jo, du har en sær feminin Magt, som det er vanskeligt nok at rive sig løs fra. Dog — hver Ting til sin Tid! Vi har været lykkelige, men tusind Gange heller bryde nu end at begynde paa noget, der vilde blive til Ulykke for os begge — jo ogsaa for dig. Jeg ved, at jeg ikke vilde kunne udholde at leve Livet saa middelmaadigt, som det vilde forme sig for os, jeg vil ikke være en lille Fedtegrosserer, der sidder med sine smaaborgerlige Bekymringer under en Petroleumshængelampe i en fire Værelsers Lejlighed. Det vilde pine mig, saa det gjorde ogsaa dig ulykkelig. Jeg er ærgerrig, det ved du, jeg vil og maa frem. Med Direktør Prangen til Svigerfader kan jeg realisere store Planer og Tanker, ja, jeg tror ikke engang, at det er
38
selve Rigdommen, der frister mig, men Bevægelsen, Spændingen, der følger med Erhvervelsen af den. Jeg maa virke, jeg maa at sætte Værdier i Bevægelse.
SUZETTE.
Og dertil tror du ikke, at jeg kan bruges som Hjælper. Det turde dog være, at du tager fejl. Jeg kan det — jeg kan det! Lad mig blot lære noget —skaf mig Forudsætninger, og du skal se!
FLERON.
Det vilde dog vist blive dig lidt vanskeligt, skønt du unægtelig er klogere end Gennemsnittet af dine Ligestillede.
SUZETTE.
Du tror, Penge er den eneste Løftestang! — Pyt, dem kan man blive af med, men Dygtighed, du, den beholder man, og det er dog den, der skaffer baade Pengene og det andet. Ogsaa jeg har Lyst til at binde an med Livet og kæmpe mig ud af det smaa og usle, men jeg vilde blot saa gærne kæmpe for noget, der var godt og kønt — en Mand, jeg holdt af — og Børn og Hjem. Og jeg holder nu engang af dig, Harry, saa meget Egoist, du end er. — Du og Fremtiden, I var eet for mig. Derfor — gaa ind til den Mand derinde, som venter dig, sig, at du har betænkt dig, at du var bunden i Forvejen — sig, hvad du vil, men svigt mig ikke.
FLERON.
Tro mig, Suzette, Livet er ikke saa let at klare, som du tror. Vi staar os ved at skilles nu som Venner.
SUZETTE..
Jeg gad vide, om du gør dig klart, hvordan du i dette Øjeblik bærer dig ad, hvad for et Ansvar du tager paa dig. Se min Fremtid i Øjnene, som den er.
39
Jeg taler ikke om, at jeg slider Dagen lang for en elendig Løn, at jeg flytter fra det ene uhyggelige Værelse til det andet, at jeg tærer min usle Kost i et halvsmusket Pensionat og maa nægte mig alle smaa Goder for blot at skaffe det nødtørftige; lad gaa, Hoved- sagen er — jeg staar saa henvist til mig selv, saa ubeskyttet, at om jeg i Morgen blev ukampdygtig, saa kom jeg paa Gaden uden Tag over Hovedet, ja blot en Uven bagtaler mig, saa jeg mister min sølle Plads, saa er jeg mistænkeliggjort og fortabt. Og du ved ikke, hvor man bliver fristet, naar man er nogenlunde køn, lokket til alt det, der uhjælpelig trækker en ung Pige tilbunds. Aa jo, du ved, det er farligt, og dog kan du ubarmhjertigt slippe den, der stolede paa dig.
FLERON.
Vel, Suzette, naar du tager det saa, alvorligt, saa vil ogsaa jeg aabne dig mit Hjertes Inderste. Der er dybere Grunde end dem, jeg har nævnt! Det har jeg netop skrevet til dig! Vi to bør ikke blive Mand og Hustru.
SUZETTE.
Hvorfor?
FLERON.
Fordi jeg i en saadan Livssag maa lyde en Vilje, der er højere end min egen. I den sidste Tid, hvor jeg har fjernet mig noget fra dig, er jeg kommet ind i Forhold og har talt med Mennesker, som har lært mig at indse, at hvis jeg ikke, aandelig set, skal gaa til Grunde, saa maa jeg sætte min Lid til andre Livsmagter end dem, der hidtil har ledet mig.
SUZETTE
(vender sig pludselig mod ham)
Er du bleven gudelig?
40
FLER ON.
Nej, men – naa, kald det, hvad du vil, at jeg har forandret Livssyn. Du forstaar mig dog ikke — — destoværre.
SUZETTE.
Aa jo, jeg ved da nok, ligesom Andre, at der er noget, man kalder praktisk Kristendom. Og den er vist ret langt fra den ægte, som jo er god nok.
FLERON.
Den Ting er det ikke her Stedet at drøfte. — Jeg vil kun sige saa meget, at vort Samliv var ikke bygget paa de rene og alvorlige Grundsætninger, der aabner Ægteskabets Porte. Ægteskabet er en alvorlig og hellig Institution, Suzette. Med den har man ikke Lov at gantes, som jeg i Kaadhed og Nydelseslyst har gantedes med dig. Du repræsenterer den Del af mit Liv, som jeg nu ser i det rette Lys og angrer dybt.
SUZETTE
(ser op og ned ad ham, ler og vender sig bort)
FLERON.
Du ler —
SUZETTE.
Hvordan skulde jeg ellers tage imod dine andægtige Skrupler, der er komne saa yderst belejlige for at føre dig — ad en anden Vej — til Ægteskabets hellige og forgyldte Porte.
FLERON.
Du ved slet ikke, hvad der er bag de Porte.
SUZETTE.
der er alle Snobberne — for dig.
41
FLERON.
Dine Ord viser bedst, at der nu er en Verden mellem din og min Tanke. — Gid den Dag maatte komme, Suzette, hvor ogsaa du —
SUZETTE
(gaar hen til ham)
Nok med de Talemaader! Endnu engang, bryd med denne unge Pige, eller — saa sandt jeg staar her — jeg gengælder det — jeg hævner mig. — Jeg gør det. — Det skal være mit Maal.
FLERON
(pludselig venlig spøgende)
Hævn — det er et stort Ord for en drilsk, men højst indtagende og ganske uskadelig lille Kontordame. Jeg tror at kunne sige, at vore Virkefelter er saa forskellige, at du ikke formaar meget, der hvor jeg færdes.
SUZETTE.
Lad os se! Man siger, liden Tue kan vælte stort Læs, og dit Læs hører vel ikke til de største.
FLERON.
Du er et Barn! Kom, ræk mig nu Haanden til Afsked. Tænk paa alt det gode, der var imellem os, og tilgiv mig.
SUZETTE
(rejser Hovedet)
Aldrig!
FLERON
(venlig)
Hvorfor ikke. — vi ses ikke mere! Hvorfor saa skilles som Fjender?
42
SUZETTE.
Fordi jeg fra nu af hader dig — ja; hader dig. Du kender mig nok til at vide, at jeg er ingen Fromhedens Engel, som man uhindret kan træde paa. — Dem maa du søge blandt dine nye Venner. Tidt nok har du kaldt mig en Trold, – Gud ved , om jeg var det, — men nu er jeg det, takket være dig. — (peger paa Døren) — Værsaagod, nu er Vejen fri. — (tager Hatten paa) — Vort Standpunkt er klart. Vi skilles som Fjender og vi igen ses som Fjender. Stol paa det.
(Direktør Prangen kommer ind fra højre)
PRANGEN
(galant)
Frøken — nu er jeg til Tjeneste — (ser Fleron) —
Aa, om Forladelse, jeg vidste ikke —
FLERON.
Direktøren ventede mig dog vist —
PRANGEN
(trykker hans Haand, med forlegen, højtidelig Mine)
Jo, min Datter sagde ganske vist — — antydede at — ja — det skal være mig en Ære, eller rettere sagt en Glæde — jeg mener — en Pligt, en kær Pligt at være — til Deres Disposition. Tør jeg bede Dem træde indenfor i Salonen.
FLERON.
Som Direktøren ønsker. — (bukker til Afsked for Suzette) Frøken —
PRANGEN.
Undskyld et Øjeblik, Frøken! Jeg beder Dem — vent!
43
SUZETTE
(bøjer Hovedet uden at svare)
(Prangen og Fleron gaar sammen ud til højre.)
SUZETTE
(ser efter dem)
Akkurat, mine Herrer! Jeg venter.
Tæppet falder.

ANDEN AKT.
Nogle Maaneder senere. En elegant, lidt pralende møbleret Dagligstue hos Direktør Praugen. I Baggrunden Udgang til Entreen, tilvenstre Dør til Kontoret og til højre til Spisestuen.
Fleron og Prangen komme ind fra højre.
FØRSTE SCENE.
FLERON, PRANGEN senere KAMMA.
PRANGEN
(idet de kommer)
Jo, ved en Frokost virker Moselvin langt bedre til Hummer end Rhinskvin. Den er lettere.
FLERON.
Maaske, men det var det, vi kom fra — det maa nødvendigvis blive en udmærket Forretning.
PRANGEN
(ud ad Døren)
Kamma, kommer du ikke du ikke med herind? — — — Hvad for noget, vil du hellere tale med Jomfruen. Det er smigrende.
45
FLERON.
Lad hende blive! Husk, hvor interessant det naturligvis er som ung Kone første Gang at besøge sin Faders Hus efter Bryllupsrejsen.
PRANGER.
Vil du ryge?
FLERON.
Tak, en Cigaret. Jo du, jeg har nøje sat mig ind i Forholdene og er kommen til det Resultat, at en stort anlagt Gardinfabrik vil forrente sig glimrende. Det er jo den nationale Industri, der skal fremmes, ikke sandt, og med et Kapitalanlæg fra min Side af — lad os sige — 100,000 Kroner —
PRANGEN.
Stop, min Ven, af mig faar du 30,000. Dem har du pint ud af mig, og dermed basta.
FLERON.
Kære du, jeg forlanger jo kun Resten som Laan — mod god Sikkerhed.
PRANGEN.
Og naar saa Gardinerne gaar fallit, tror du saa ikke, at Sikkerheden gaar samme Vej?
FLERON.
Har du dog ikke Gnist af Foretagsomhed i dig?
PRANGEN.
Tak, jeg fik nok dengang med Mælkedaaserne, da det hele gik ad Helvede til. Jo, min Ven, det var dit Raad —
FLERON.
Jeg ved ikke, om det maa være mig tilladt at spørge, hvem det var, der saa reddede Situationen?
46
PRANGEN.
Jo, naar det maa være mig tilladt at svare, at det har jeg nu hørt nok om, og den Sag vil jeg holde ganske udenfor mine Penge. (med Eftertryk) — De er nemlig mine egne — indtil videre.
FLER ON.
Gudbevares! Hele dit Syn paa Forretningslivet kan sammenfattes i det ene Verbum: At bremse, ja, stoppe Farten, lukke for Pengeposen. Som om du kom, videre ved det! Hvad betyder Pengene, naar de bliver i de respektive Lommer: Intet! De skal ud og gøre Bekendtskaber, du, og formere sig; de skal assimilere sig med Samfundet, med Religionen, med Opfindelserne, Industrien og Kunsten — med alle Faktorer for at give Ejerne den Magt, de i Virkeligheden besidder.
PRANGEN.
Naar jeg nu hellere vil have mit paa det tørre i al Hyggelighed, saa bliver det jo min Sag. — Du kan jo assi—similere dig selv.
FLERON.
Det er netop det, jeg agter. Det gælder blot at faa begyndt — at komme indenfor den Ring, som omslutter alle de fede og store Ting, saa at ingen Udenforstaaende kan komme til. A propos, jeg hører, at Etatsraad K. P. Poulsen er død — hvoraf?
PRANGEN.
Af kronisk Overernæring.
FLER ON.
Fordømt det skulde ske allerede nu! Havde han været saa taalmodig at vente blot et Par Aar, saa maaske jeg havde kunnet gribe til.
47
PRANGEN.
Naa — !
FLERON.
Min Beskytter, Kammerherre von Platen er meget formaaende indenfor Ringen.
PRANGEN.
Direktør i de forbundne Bryggerier — ja, det er en Hæderspost og en fed Bid, men for omfangsrig for dig at gabe over, min Ven.
FLERON
(sukker)
I Øjeblikket — ja!
KAMMA
(kommer ind fra højre. Hun er i elegant Formiddagsdragt og har faaet et vist Fruepræg over sig. Ser sig om.)
Jeg kan knap kende vore gamle Stuer igen. Her er ligesaa fint som hos min Dameskræderinde.
PRANGEN.
Her trængte til at fikses lidt op. Saa henvendte jeg mig til en Tapissier eller saadan en Blodigle. — Regningen var et helt Værk med Dele og Kapitler, der arbejdede sig hen mod en effektfuld Slutningspointe.
KAMMA.
Du har da faaet meget for Pengene.
PRANGEN.
Ja. Frynser. Især.
KAMMA
(giver sig til at ordne nogle Planter)
Men hvordan er det, de har stillet Blomsterne — de har savnet mig, Staklerne. Det haaber jeg ogsaa du har, hvad Fader?
48
PRANGEN.
Forfærdeligt!
KAMMA.
Du har ikke haft mange Gæster, sagde Jomfruen.
PRANGEN.
Nej, hun har det nemt — staar i Kløver til Halsen !
KAMMA.
Men Tante Angelika har vel tidt været her?
PRANGEN.
Jo, mange Tak.
KAMMA.
Og Arnold?
PRANGEN.
Ham havde jeg bedt til Frokost i Dag. Han sagde, at han maaske kom senere.
KAMMA.
Gid han gjorde.
PRANGEN.
Men Hilledød, jeg kommer i Tanker om, at han ikke har villet laane Penge af mig. Det er snart den eneste. (rørt) Han er i Grunden en rar Dreng, Nolle.
FLERON
(haanlig)
Ja, det er en rar Dreng!
KAMMA
(ivrig)
Netop. Han bliver god nok! Vent I!
49
FLERON.
Saa indtagende med sin uhyre Foragt for os Andre. Dyster og mørk i Blik — og i Slips.
KAMMA.
Foragt. — Det er jo noget, de elsker, de ganske unge. Især Kunstnere.
PRANGEN.
Det har allerede fortaget sig lidt, Det er ligesom der er gaaet Fornuft i ham.
FLERON.
Hjertesorg maske! Den udvikler jo!
KAMMA
(ser hurtigt paa ham)
FLERON.
Jeg saa i et Blad, at han har udgivet et Bind Digte.
PRANGEN.
Ja, “Blodrøde Blomster”. De er uanstændige.
FLERON.
Naa!
PRANGEN.
Der er især eet, Side 23, som er nok — nok sagt! Man siger, de skal forbydes.
KAMMA.
Hvad saa! Det er tidt de bedste Digtere begyndt med.
50
FLERON.
Meget fornuftigt! — Fortrinlig Reklame. — Straks udsolgt.
KAMMA.
Det vilde Arnold aldrig lægge an paa.
FLERON.
Hvordan kan dog den Utugtighedens Aand faa Lov til at brede sig i Literaturen. Hvor er Myndighederne?
PRANGEN.
De er maaske til Eftermiddagsthe hos Oberstinde Motlau.
KAMMA.
Men hvis Digtene er gode — hvis det er Kunst!
FLERON.
Aa, de evindelige Floskler om Kunst! Moralen og Troslivet kommer da i første Række, ikkesandt, Svigerfader?
PRANGEN.
Jeg er saa beskeden. Jeg holder mig helst til andet Geled.
(Oberstinde Motlau kommer ind fra Baggrunden)

ANDEN SCENE.
PRANGEN, OBERSTINDEN, FLERON, KAMMA, senere KAMMERHERRE VON PLATEN,
TJENEREN.
OBERSTINDEN
(overstrømmende)
Goddag, kære, kære hjemvendte Børn.
(giver dem Velkomstkys)
51
FLERON
(modtager sit med behersket Glæde)
OBERSTINDEN.
Goddag, Theobald! Har Bryllupsrejsen været behagelig? Naa, I behøver ikke at svare, I to Lykkelige! Tak, lille Kamma, ingen Skammel! Det bedste ved at rejse er dog at komme hjem — hjem til Pligterne og den aandelige Gerning. Ikkesandt. Fleron! Der ligger meget og venter paa dig.
FLERON
(lidt sursød)
Jeg takker.
PRANGEN.
Ikke en Kop Kaffe? Den staar i Spisestuen.
OBERSTINDEN.
Nei, mange Tak. Lad mig begynde med at sige, at jeg kommer i et vigtigt Anliggende. Kammerherre von Platen har vel ikke været her?
DE ANDRE.
Nej.
OBERSTINDEN
(triumferende)
Saa kommer han! Han kommer! Vi er nemlig i Færd med at danne en Komite til Indsamling af den nødvendige Kapital til Opførelse af et Drankerhjem paa kristeligt Grundlag. Destoværree, det tiltrænges haardt.
PRANGEN
(tørt)
Saa!
OBERSTINDEN.
Sagen bliver beskyttet paa meget høje Steder.
52
FLERON
(interesseret)
Saa!
OBERSTINDEN.
Og det bliver en overordentlig fin Komit, lutter høje Titler og social Anseelse. — Nu kommer Humlen. Jeg har faaet udvirket, Theobald, at du bliver anmodet om at indtræde. Det er i den Anledning, at du faar Besøg af Kammerherre von Platen i egen Person. Nu ved du det hele.
PRANGEN.
Det er kønt af dig, kære Angelika, at du har tænkt paa mig, men før Kammerherren kommer, vil jeg bede dig gaa hen og sige til ham, at jeg finder det saa rimeligt, at han vil være noget, men at jeg desværre ikke kan hjælpe ham med det.
FLERON.
Du siger nej!
OBERSTINDEN.
Ogsaa her! Nu har jeg aldrig hørt saa galt. Jeg vil sige dig, det har aldeles ikke været nemt for mig at sætte igennem, at du blev anmodet. Det var ikke sket for et Aar siden.
PRANGEN.
Nej, for dengang havde jeg ingenting at betale med.
OBERSTINDEN.
Hvem har talt om Pengene! Men det er det sørgelige ved Købmandsstandpunktet, at det ser Livet saa lidt fra den ideelle Side.
PRANGEN.
Hvad vil I saa med os, I andre — Serapher!
53
OBERSTINDEN.
Du kan hidse, at du stiller mig i et mærkeligt Lys overfor Kammerherren, og før han kommer, vil jeg —
TJENEREN
(mælder).
Kammerherre von Platen!
OBERSTINDEN.
Saa, der er han!
(Kammerherre von Platen kommer ind fra Baggrunden. Det er en fornem ældre Herre med pompøs Holdning og nedladende Væsen. Oberstinden og Fleron gaar ham ilsomt i Møde og ønsker ham velkommen.)
OBERSTINDEN.
Kammerherren kender vist min Broder, Direktør Prangen, ikke sandt? —
KAMMERHERREN
(hilser)
Stor Ære —
OBERSTINDEN.
Og min Broderdatter, Fru Fleron —
KAMMERHERREN.
Jeg har allerede før paa Afstand haft Lejlighed til at glæde mig over min yngre Kollegas gode Smag! — (slaar Fleron beskyttende paa Skulderen.) — Ja, Hr. Fleron er min skattede Kollega ved Bestyrelsen af mere end eet smukt Foretagende.
FLERON
(mumler noget om Ære)
OBERSTINDEN
Vil Kammerherren ikke tage Plads?
54
KAMMERHERREN.
Megen Tak! — (sukker) Jeg kommer lige fra et Sorgens Hus — fra Etatsraad K. P. Poulsens efterladte Damer. — Ak ja, Døden kom saa brat.
FLERON.
Er hans Post besat?
KAMMERHERREN.
Endnu ikke. Man overvejer. Ja, kære Hr. Direktør, for at vende os fra Døden til Livet — De er maaske bleven underrettet om mit Komme af Fru Oberstinden, som jo ligeledes er min uvurderlige Med-hjælperinde i de Sager, der fremfor alle ligger os paa Hjerte.
OBERSTINDEN.
Kære Kammerherre, ros mig ikke. Jeg gør kun min Pligt.
KAMMERHERREN.
Deres Søster kommer højt i Himlen, Hr. Direktør.
PRANGEN.
Titel af Generalinde, maaske!
OBERSTINDEN.
For Vorherre er vi alle lige.
KAMMERHERREN.
Naturligvis! Dog — dette med den ubetingede Ligestillethed er jo et af de delikateste Punkter i vor ellers saa skønne Troslære. Min Broder Hofjægermesteren kunde nu aldeles ikke finde sig i det.
OBERSTINDEN DEN.
Der er jo Punkter, som for vore dødelige Øjne er lidt dunkle.
55
KAMMERHERREN.
Det er der, ja! Men for at komme til noget mere aktuelt, vor Komite er nu dannet, og jeg hilser Dem med Glæde velkommen i vor Midte, Hr. Direktør. Deres. ædle Tænkemaade vil være os til Støtte — paa flere Maader.
PRANGEN.
Jeg er destoværre ikke ædel.
OBERSTINDEN.
Du gør dig selv Uret, Theobald.
FLERON.
Højlig!
KAMMERHERREN.
De er naturligvis vor Kasserer, kære Hr. Fleron, som sædvanlig.
FLERON
(mumler noget om Glæde)
KAMMERHERREN.
Ser De, Hr. Prangen, der findes et Samfund, en Kreds, — en — kort sagt. noget, som under Navn af Evangelisk Afholdsforening har stillet sig den Opgave at bekæmpe de alkoholiske Drikkes Udbredelse, og
som det i Opraabet hedder — arbejder paa ved Ordets Hjælp at bevare de Unge fra at blive Drukkenskabens og Værtshuslivets Ofre og vinde dem for Menigheden.
PRANGEN.
Men nu er Ordet maaske ikke mere nok?
KAMMERHERREN.
Rigtigt. Ordet er ikke nok — for dem, der allerede er blevne Ofre — de Ældre. For at redde dem, har vi sat os til Maal at skabe et Asyl paa aandeligt Grundlag, der skal bære Navnet — (tager en Notelog frem) — — Navnet Sofrosyne. Det er græsk.
OBERSTINDEN.
En af de græske Kardinaldyder. Betyder Maadehold, Beskedenhed, Sædelighed, Dyd.
KAMMERHERREN.
Et saadant moralsk anlagt Drankerhjem i stor Stil vil sikkert have stor Betydning for vort Land, og hvis jeg maa nævne Direktøren nogle Tal i Overslaget —
PRANGEN.
Det skulde ellers være mig en Fornøjelse, men jeg skal sige Dem — jeg drikker selv.
KAMMERHERREN
(stirrer lamslaaet paa ham)
PRANGEN.
Jeg siger — hvad er vi Mennesker uden lidt Spirituosa?
OBERSTINDEN
(forfærdet).
Men kære Theobald.
KAMMERHERREN.
Den gode Direktør er lidt eksentrisk!
PR AN GEN.
I gamle Dage, da Folk var kloge, gjorde de Vinen til en Gud. Det er ogsaa græsk. Jeg har en Chateau la Rose i min Kælder! Naar jeg drikker en Flaske af den med en god Ven, saa forstaar jeg deres Standpunkt — Grækernes.
57
OBERSTINDEN.
Lad gaa med Vin, men alle disse Bajere og Brændevinen —
PRANGEN.
Jeg siger nu, at en Snaps paa en raakold Morgen, den er ogsaa guddommelig.
FLERON.
Snapsen er vort Lands Ulykke.
PRANGEN.
Hvorfor drak du den saa selv til Frokost?
KAMMERHERREN
(lidt mat)
Men tænk paa de mange Sjæle, der gaar under i Drukkenskabens Elendighed.
PRANGEN.
Og efter Middag siger jeg: En Kognak, men kun een! Principer, ved De. Om Aftenen Whisky — der ser Englænderne rigtigt. Aldrig Tømmermænd. Faar den fra Skotland.
KAMMERHERREN
(mere livlig)
De forskriver selv Deres Vin?
PRANGEN.
Alt — i Reglen pr. Oksehoved. Skulde være mig en Glæde engang at vise Kammerherren en Tjeneste.
(raaber) — Carlsen, kom herind med Kognaken.
TJENEREN
(bringer den, skænker og gaar igen)
PRANGEN.
Vil Kammerherren nu smage — lind paa Tungen, — ikke?
58
KAMMERHERREN
(smager med Alvor)
Den er virkelig blød i Smagen — særdeles behagelig. Men for at komme tilbage til vort Formaal —
PRANGEN.
Og jeg har en Leoville til daglig Middagsbrug. — Har De ikke Lyst at forsøge — staar derinde — altid ved Haanden!
KAMMERHERREN.
Maaske! Et godt Glas Rødvin er den bedste Medicin.
OBERSTINDEN
(misfornøjet)
Skal vi ikke heller tale om vor Komite.
PRANGEN.
Vil du ikke foreløbig tage Kammerherrens Arm og være Hebe.
KAMMERHERREN
(byder hende Armen)
Vi kan jo fortsætte derinde, kære Oberstinde! — Komiteens Sammensætning — — —
PRANGEN.
Der er ogsaa en hvid Portvin —
(gaar efter Kammenherren og Oberstinden ud tilhøjre.

TREDIE SCENE.
KAMMA, FLERON.
KAMMA.
Skal du ikke ind og kredense Bægeret for Kammerherren?
59
FLERON.
Jo. — Jeg vil blot gærne sige dig noget først.
KAMMA.
Jeg er ikke rigtig færdig med Blomsterne.
FLERON
(kærligt)
Kom nu pænt herhen, lille du! Vil du?
KAMMA
(sætter sig hos ham)
Hvad er det, min egen Ven?
FLERON.
Ikke noget videre — jeg vilde blot sige — vi skal jo nu til at begynde vort eget hjemlige Liv og grunde vor Kreds, og du kan nok forstaa, at den gærne skal staa i Samklang med den Maade, hvorpaa vi som Helhed betragter Livet.
KAMMA.
Før vi tænker paa andre Mennesker, skal vi saa ikke se at faa vort daglige Liv i Gang — vort eget Samliv.
FLERON.
Naturligvis, Kæreste. — (trykker hende til sig) — — Du min egen, søde Kone! Selvfølgelig faar vi det allerbedst i vor egen smukke lille Rede, naar vi er alene, vi to. Men det kan vi jo ikke altid være, og det gælder at vælge sine Venner med Omtanke. Det er derfor, jeg vilde sige dig — bede dig — ja, jeg synes ikke det er værd, at du anmoder din Fætter, ham, den blodrøde Digter, om at besøge os.
KAMMA.
Nolle, hvorfor ikke?
60
FLERON.
Hans Principer og Livsførelse vilde vist komme til at virke lidt grelt i den Atmosfære af aandelig Renhed og Pietetsfølelse, som forhaabentlig kommer til at herske i vort Hjem.
KAMMA.
Det maa være dig meget om at gøre at undgaa Arnold, siden du først at alt beder mig om det.
FLERON.
Vist ikke! Jeg synes blot, det er bedst at faa det klaret, før du nu om lidt ser ham og angiver Tonen. Tror du ikke, at jeg har Ret?
KAMMA
(ser hen for sig og svarer ikke)
FLERON.
Du tier. Er du forstemt?
KAMMA.
Aldeles ikke. Jeg skal handle efter dit Ønske. Jeg skal ikke indbyde Arnold.
FLE RON.
Og heller ikke vise dig med ham ude?
KAMMA.
Naar du nødig vil have det, skal jeg lade være, og i det hele taget undgaa ham.
FLERON
(tilfreds)
Du er den føjeligste Engel af en lille Hustru. — Kan jeg nogensinde være taknemlig nok for min Lykke.
61
KAMMA.
Vær ikke helt sikker paa den endnu, hvad mig angaar.
(Digteren Hr. Arnold Krack kommer ind fra Baggrunden. Da han ser de unge Ægtefolk tale saa fortroligt sammen uden at mærke hans Komme, ser han et Øjeblik paa Kamma, trækker paa Skulderen, kaster sin Hat paa et Bord i Baggrunden, og gaar ud til højre, hvorfra han hører Stemmer.)
FLERON
(ser forbavset paa hende)
Sikker paa dig — hvad mener du?
KAMMA.
Det, jeg siger.
FLERON.
Du taler saa underligt — saa uvant!
KAMMA.
Det kommer maaske af, at det er saa løjerligt som gift Kone at staa her igen i disse Stuer, hvor jeg som ung Pige har gaaet om og drømt og længtes. Nu er alt slaaet fast. Der er slet ikke mere at drømme om.
FLERON.
(lidt fornærmet)
Du har jo dog mig. Vi har jo hinanden.
KAMMA
(forbeholden)
Ja, det har vi. Naturligvis.
FLER ON.
Og du elsker mig jo.
KAMMA.
Ja, det gør jeg jo. Jeg forelskede mig i dig — i dit Ydre, men jeg kender dig jo derfor ikke endnu — nej, ikke rigtig. — (ler lidt) — Naa, se ikke saa forskrækket ud. Det er da netop dejligt at gaa paa Opdagelse i et Hjerte og hver Dag finde noget nyt at holde af.
FLERON.
Ja, gør det, Kære —
KAMMA.
Husk, nok er jeg en gift Kone, men jeg er ligefuldt endnu en Ingenue. — (ler lidt) — Jeg ved nok,
at det er et Ord, der kun anvendes i Teaterkritiken — jeg har idetmindste aldrig hørt det anvendt om levende Mennesker. Alligevel — det passer lidt paa mig, forsaavidt som jeg endnu nærmest har faaet mit Syn paa alt muligt fra Tante, fra dig, kort sagt af Andre. Min Kritik, min egen Mening. om Tingene, den skal jeg nu til at lave mig.
FLERON.
Behold den, du har. Den er god nok.
KAMMA.
Vi faar at se. Foreløbig vil jeg tie stille og rette mig efter alle Paabud. Jeg vil se paa jer allesammen, paa al Fortræffeligheden og Andægtigheden og Komitevigtigheden og det hele. Maaske kommer jeg saa til det Resultat, at det er udmærket altsammen, det eneste, man bør leve Livet efter, men det kan ogsaa være, at jeg lige med et synes, det er skrup forkert. — Forfængelighed og Hykleri til Hobe. Det kommer vist an paa dig, hvordan det gaar.
FLERON.
Fra min Side skal det sandelig ikke skorte —
63
KAMMA.
Paa Forestillinger, mener du! Nej tak, lad mig blot selv derom. Jeg forstaar jo nok — Troen paa det Overleverede og Pieteten og hvad alt det hedder, du sætter saa højt, det har jo Værdien i sig selv og bliver hverken bedre eller daarligere gennem dig, men jeg tror ikke, jeg forstaar at skille Personer og Tanker ad i det, der staar mig nær, og hvis jeg skulde miste min Tillid, saa ved jeg, at jeg var færdig med det hele.
FLERON
(lidt nervøs)
Tillid til hvad? Til mig, mener du — Enhver kan jo fejle.
KAMMA.
Ja vist saa! Jeg mener min Tillid til, at det, du overhovedet gaar ud fra, er sandt og ægte.
FLERON.
Men Kamma dog, du tvivler da ikke om, at det, jeg føler for dig, er mit allerbedste?
KAMMA.
Nej, naturligvis. Uden det var det jo umuligt, det hele! Hvis det for Exempel blev mig klart, at du ikke havde giftet dig med mig for min egen Skyld, men fordi jeg var et godt Parti, saa vilde jeg gøre mig rent ud til Bens, gaa min Vej — gøre Skandale — jeg ved ikke hvad.
FLERON.
Hvor har du dog samlet de sære Ideer! Du er jo min allersødeste lille Hustru, og dette ene Ord omslutter alt, hvad jeg har Ærbødighed for og Tillid til.
64
KAMMA.
Ser du, det, jeg følte for dig — (standser) — det, jeg føler, det staar sommetider for mig som en ilter lille Bæk, der med al sin Kraft strømmer afsted — ud mod noget større, mod det store, dybe Vand. Og det ved vi jo, kommer der en Hindring for saadan en Foraarsbæk, saa strømmer den over og ødelægger alt omkring sig. Det kunde jeg vist ogsaa gøre — først mig selv. — (lægger Armen, om hans Skulder) — Ser du, Harry, det bliver saa din Sag at sørge for, at det gode, jeg har i mig, strømmer fredeligt ud mod det store Vand — — mod den allerbedste Kærlighed.
FLERON
(trykker hende til sig)
Tro mig, det skal være mit Livs vigtigste Stræben.
(Suzette kommer ind fra venstre med nogle Breve. Hun er uden Overtøj, klædt i en tarvelig Arbejdsdragt, men har faaet lidt mere Rankhed og Selvbevidsthed over sig)

FJERDE SCENE.
FLERON, KAMMA, SUZETTE.
SUZETTE.
Goddag, jeg beder undskylde —
FLERON
(springer op)
Er du — er De her?
SUZETTE.
Ja. Jeg er ansat paa Kontoret.
KAMMA
(ser paa dem)
Kender du Frøken Ankerkrone nøjere?
65
FLERON.
Ja — nej, det vil sige —
SUZETTE.
Grossereren og jeg har undertiden truffet hianden. Sidst den Dag, De blev forlovet. Jeg ved ikke, om De erindrer det?
FLERON.
Jo, jeg husker nok. De søgte en Ansættelse. Men De fik den jo ikke.
SUZETTE.
Nej, dengang ikke.
FLERON
(studser lidt)
Blev den da ledig paany?
SUZETTE.
Ja, Direktøren var ikke tilfreds med den Dame, der blev ansat.
FLERON.
Søgte De saa Pladsen igen?
SUZETTE
(smiler lidt)
Ja. Og fik den.
FLERON.
Det vidste jeg ikke. Vi har jo været bortrejste.
KAMMA.
Vi er komne hjem i Gaar. Men min Fader har allerede sagt mig, at han er saa fornøjet med Dem. De er nok næsten hans Sekretær.
66
SUZETTE.
Det glæder mig, hvis Direktøren er tilfreds.
FLERON.
Kamma, bør vi ikke gaa ind til de andre? Kammerherren undrer sig vist.
SUZETTE.
Direktøren er altsaa optaget?
KAMMA.
Han har Besøg.
FLERON.
Skulde De tale med ham?
SUZETTE.
Jeg har et Par Sager til Underskrift.
FLERON.
Jeg skal give ham dem og lade Tjeneren bringe dem tilbage.
SUZETTE.
Tak, jeg venter her saa længe.
FLERON.
Kommer du saa, Kamma?
(Han gaar ud til højre. Kamma vil følge med, men bliver Digterens Hat vaer, standser, tager den et Øjeblik i Haanden, lægger den saa med et Skuldertræk og gaar atter hen til Blomsterne. Straks efter kommer Viktualiehandler P. V. Brask ind fra venstre. Han er lidt førladen og har et jovialt Ansigt, som han af og til stræber at lægge i højtidelige Folder.)

xxxxxxxxxxxxxxxxxxxxxxxxxxxxxxxxxxxxxxxxxxxxxxxxxxxxxxxxxxxxxxxxxxxxxxxxxxxxxxxxxxxx
67
FEMTE SCENE.
KAMMA, SUZETTE, BRASK.
BRASK.
Med Forlov, kunde, jeg faa Direktøren i Tale! Der blev sagt, at han er herinde. — (kommer nærmere) — Ih Goddag, Suzette. Jeg saa efter dig paa Kontoret, men Fuglen var jo fløjet.
SUZETTE.
Goddag Peter. Maa jeg forestille — Fru Fleron — Viktualiehandler Brask.
BRASK.
Firma P. V. Brask! Stor Ære. Kender Fruen fra Oberstinden, dengang Fruen var Frøken. Maaske ved Lejlighed Fruen gør mig den Ære — min Hønsesalat er ligefrem anset.
KAMMA.
Jeg skal forsøge den.
BRASK.
Suzette kender den. Delikat — hvad?
KAMMA.
De lader til at kende Frøken Ankerkrone godt?
BRASK.
Om jeg kender Suzette — naa! Det er jo min Kæreste.
SUZETTE.
Nej, det ved Gud det ikke er. Det maa De ikke tro, Frue, men vi har kendt hinanden fra Børn, og derfor synes han, at han har Lov at sige, hvad han vil, han, Peter Brask.
BRASK.
Hør nu Suzette, har det da ikke været en Aftale, at du skulde være min Kone, ligefra den Tid af, hvor vi tyggede Knaldviskelæder sammen i Bagbutiken. Og senere hen lovede jeg dig et Pæretræs Fortepiano, naar vi blev gifte. Det staar jeg ved endnu.
SUZETTE.
Men jeg staar ikke mere ved det. Hvor gamle var vi?
BRASK.
Naa, efterhaanden blev jeg da til en lang Lømmel, eller velvoksen Yngling, som din Fader betroede baade at tage imod Penge og veje Gryn af, Fruen maa vide, jeg var lige fra først af en Brand til at veje af, og det takker jeg min Skaber for. Det er nu noget, der er medfødt, det lille Klask paa Posen, der giver Balance i Tingene.
KAMMA.
Kan ikke engang det Talent friste Dem, Frøken Ankerkrone?
SUZETTE.
Selv ikke det. Hr. Brask og jeg ser saa forskelligt paa Livet.
BRASK.
Ja, fordi du kun tænker paa at føjte ud og more dig.
SUZETTE
(ser hurtigt paa ham)
69
BRASK.
Men det maa jo indrømmes, at du ogsaa i den Ting kan have en vis Kamp med dit indre Menneske. Ser De, Frue, hun har alle sine Dage været et Livstykke — saadan med en vis Geskæftighed over sig til at være med paa Noderne.
SUZETTE.
Dine Noder er nu ikke af de vanskelige.
BRASK.
Jeg siger altid, at have hende staaende bag Disken som en ferm og proper lille Kone med hvidt Smækforklæde og et venligt Smil til Kunderne, se, det var der jo Lykke ved.
KAMMA.
Saa faar vi haabe, at Frøken Ankerkrone lader sig overvinde.
BRASK
(indsmigrende).
Gør du, hvad, Suzette?
{Suzette vender sig uvillig bort og ser paa Fotografier. Idet Kamma vender sig fra dem, kommer Digteren, Hr. Arnold Kraek, ind fra højre. Ved at se hende, gaar han hende i Møde med udstrakte Hænder.)
KAMMA
(kølig konverserende)
Ah, Goddag Arnold, jeg haaber, Du befinder dig vel?
(Digteren standser. ser studsende paa hende med et betydningsfuldt Hm og lader Hænderne synke)
KAMMA
(forestiller)
Frøken Ankerkrone, Hr. Brask — Hr. Arnold Krack.
70
SUZETTE.
Aa, Hr. Krack, det er altsag Dem, der skriver de bedrøvelige Vers! De er saa yndige.
DIGTEREN
(mumler en Anerkendelse af hendes Hyldest, ser atter paa Kamma, antager en foragtende Mine, trækker svagt paa Skulderen, hilser formelt og gaar ud i Baggrunden. Kamma følger ham høfligt til Døren, bliver et øjeblik staaende, fører Haauden over Panden og gaar ud til højre.)

SJETTE SCENE.
SUZETTE, BRASK, senere PRANGEN og KAMMERHERREN.
SUZETTE
(irriteret)
Nu vil jeg sige dig noget, min gode Peter Brask! Du har staaet i Butik hos min Fader — det er meget godt — dermed basta. Om ogsaa vi har tygget Knaldviskelæder sammen, maa jeg have mig frabedt, at du opagiterer nogensomhelst Slags Forlovelse eller Gifter-maalsplaner med mig.
BRASK.
Vi har dog sommetider været forlovede, hvad?
SUZETTE.
Saa?
BRASK.
Husker du — ude hos din Tante paa Landet.
SUZ ETTE.
Pyt! Sommerferieforlovelser regner jeg ikke. Der er ingen Konkurrence.
BRASK.
Ikke det, nej!
71
SUZETTE.
Hvor tør du vove at blære dig med det overfor Hr. Prangens Datter, som jeg mindst af alle vilde have skulde høre det.
BRASK.
Det var derfor jeg sagde det. Lad dem blot faa at vide, at der er lagt an paa dig. En ung Dame som du kan kun vinde i Omdømme ved, at en honnet Forretningsmand begærer hende til Ægtefælle for Gud og Mennesker. Har jeg sagt andet end som det?
SUZETTE.
Du kan jo ikke ane, hvad jeg vinder eller taber ved. I hvert Fald kan du være stødt paa, at jeg skal ikke have noget af dine hellige Skinker og missionæriske Hønsesalater.
BRASK
(med en advarende Pegefinger)
Suzette, det ender galt med din formastelige Udtryksmaade overfor de aandelige Ting.
SUZETTE.
Kalder du dine Skinker for aandelige Ting. Det var om dem, jeg talte.
BRASK
(stadig mere irriteret)
Suzette, lad dig advare! Hvilken Fremtid tror du, ligger for din Fod, naar du farer fort i Bespottelighed og Tant.
SUZETTE.
Det er da allenfals ikke dig, der skal faa mig paa andre Griller. Tror du, det virker opløftende at se dig antage en hellig Mine for at fremme din Geschäft Og du kan slet ikke — det gaar ikke, min Ven, du er for trivelig.
72
BRASK
(hæftig)
Og tror du, at den Slags Levnedsløb, du hælder til, er af dem, der er velbehagelig for de Udvalgte? Allesammen saa vimser de om dig.
SUZETTE.
Ja Gudskelov, det gør de!
BRASK.
Alle dine Dage har du været et Letsindighedens Kar.
SUZETTE.
Hvad er det?
BRASK
(usikker)
Det er et — et — bibelsk set —
SUZETTE.
Hvad saa — bibelsk set?
BRASK.
Du har udsaat megen ond Sæd med dine søde Lader og besnærende Smil. Du er en Satans Tøs. Det er hvad du er.
SUZETTE.
Lad mig om det. Dig har jeg da ikke gjort noget.
BRASK.
Ikke det. Du har berøvet mig al Lyst til at gifte mig med Andre.
SUZETTE.
Det er kedeligt! Saa var jeg af med dig.
73
BRASK.
Og har jeg kendt dig fra du gik paa Barnsben, saa skal jeg heller ikke undlade min advarende Røst over dine nuværende Fiksfakserier.
SUZETTE
(rejser Hovedet)
Hvadbehager?
BRASK.
Hvis du tror, at de ikke ude paa Kontoret er paa det rene med, hvordan du ogsaa — ja, jeg siger ogsaa — fjaser og koketterer med Direktør Prangen for at komme an i hans Gunst, saa tager du fejl. Derfor siger jeg: tag dig i Agt.
SUZETTE.
Og det samme siger jeg. Der er Døren. Behag at forføje dig bort! Her er jeg mere hjemme end du og ikke et Ord mere vil jeg høre.
BRASK.
Det bliver du dog nødt til, naar jeg — (standser og ser paa hende) — Suse — Suzette, du ved godt, at du er det yndigste, jeg kender, og at jeg er helt elendig, naar du er vred. Giv et godt Ord, hvad — se paa mig.
SUZETTE
(ler lidt)
Naa, hvad er det værd at regne din taabelige Snak. Sig mig heller, hvad du vil her ?
BRASK.
Vil her! Hilledød, jeg glemmer rent, at jeg er i et rædsomt Humør?

74
SUZETTE.
Hvorfor?
BRASK.
Jeg har tabt min Proces med hende den russiske Tatarinova, den forbandede Madam.
SUZETTE.
Hvad skulde det ogsaa til med de direkte Gæs?
BRASK.
Kan jeg gøre for, at det ved Himlens Tilskikkelse gaar hen og falder i Tøvejr paa Vejen, saa de bliver fordærvede for mig alle 780 Par. Tænk dig nu 1560 Gange Kraaser, der er lige til at smide i Vasken! Og det gaar de hen og dømmer mig til at betale foruden Kørsel og Ærgrelse. Og saa griner Folk oven i Købet.
SUZETTE.
Det gør de! Men hvad kommer den Sag Direktøren ved?
BRASK.
Han kan lade mig faa Henstand med Smørret, kan han. Det skylder han mig vel nok, siden at min Fader han mistede hvad han havde ved Hr. Prangens Fallit. Det lagde ham ligefrem i Graven, min Gamle, og det var jo heller, ikke saa rart for mig.
SL ZETTE.
Saa var det jo, det hele kom paa Aktier, ikke?
BRASK.
Jo, men den Slags Mikmak med Fallitboer, de er ikke synderlig velsete, forstaar du.
75
SUZETTE.
Men Direktør Prangen kan du nu ikke bestikke med forlorne fromme Lader.
BRASK.
Vær nu ikke saa slem ved mig. Det er jo ikke saadan at klare sig i disse konkurrerende Tider, og hvad saa, Herregud — at gaa til et lille Møde hist og her og have nogle Traktater og den Slags liggende paa Disken, det fornærmer jeg jo ingen med, og det hjælper alligevel til at faa Kunder mellem Nobiliteterne — jo, den Slags Meninger, dem har de nu meget i de Huse, hvor de bestiller Delikatesser som ægte Kaviar og hvad der ellers tjenes paa.
SUZETTE.
Peter, Peter!
BRASK.
Det er ogsaa mere end Kaviaren, maa du vide. Der ligger noget større bagved. Jeg vil se at skaffe Kapital til en Kafe paa aandeligt Grundlag. Nærmest Frokostretter. Det vilde blive en smuk Forretning, kan du tro — foruden den smukke Tanke.
SUZETTE.
Peter, Peter!
BRASK.
Jeg kan da ikke leve af Madamerne, der skal have for 16 Øre skaaren Rullepølse. Uden en dygtig Kone, saa siger jeg, at en Fedevareforretning, den er Pinedød ni ager.
SUZETTE.
Peter, Peter!
76
BRASK.
Lad være at sige Peter!
SUZETTE.
Du er storartet! Det Jordiske og det Himmelske mikser du sammen til et Kompositum, der ligner din egen Rullepølse, den til Madamerne! Du ser slet ikke, saadan som vi Andre, ligesom et Lysskær — ja, et stort ubestemt Haab langt borte, noget, der er saa smukt, at man ikke kan tale om det. Hvad, du gamle Fedevare! (dasker ham venskabeligt paa begge Kinder.)
BRASK
(lidt krænket)
Jeg tænker virkelig ikke saa meget paa Rullepølse.
SUZETTE.
Men desto mere paa at skaffe Kunder til den. Og der er det, du er kommen galt op at køre, min Ven. Du er altfor opfarende til at være med paa Salmesprogene. Kalder du det for den rette Spagfærdighed. Se nu her!
BRASK.
Jeg blev blot lidt gal i Hovedet ved at tænke paa, hvordan du stadig har holdt mig for Nar.
SUZETTE
(mildt)
Lad heller Tanken om mig helt fare. For jeg tror alligevel, at du holder af mig paa en pæn Maade. Det er ikke alene Smækforklædet, vel?
BRASK.
Nej, det er ved Gud hele Personen, baade udvendig og indvendig.
77
SUZETTE.
Det er derfor, det er Synd for dig. Jeg er nu, som jeg er! Jeg har faaet en tør Plet inde i Hjertet, som gør, at jeg ikke kan holde rigtig af Nogen. Det, jeg tænker paa af Galskab og Ondsind, det er langt fra dig og din Disk, maa du tro.
BRASK.
Hvad er da det?
SUZETTE
(trækker paa Skulderen)
BRASK.
Naa, Tanker, de driver over, men Disken bliver staaende. Det haaber jeg da.
SUZETTE.
Ja vel, Peter, du holder mest af mig alligevel. Og det forlanger jeg ogsaa af dig. Tak, du! (giver ham Haanden)
(Prangenu og Kammerherren kommer ind fra højre, begge ret oplivede).
PRANGEN.
Desværre, Hr. Kammerherre, der er lagt saa stærkt Beslag paa mig —
KAMMERHERREN.
Der er Plads til meget i et stort Hjerte.
PRANGEN.
Hjertet er ganske til Disposition, hvis det er nok !
KAMMERHERREN.
Det vil sige — lidt Virken — materielt set —
78
BRASK
(gaar hen til dem)
Hr. Direktør, maa det være mig tilladt — Hr. Kammerherre — til Tjeneste! Hvis det er Direktøren belejligt, vil jeg gærne tale et Øjeblik med Dem angaaende Forretninger.
PRANGEN.
Vil De være saa venlig senere at søge mig paa. Kontoret. De ser, jeg har Besøg af Kammerherre von Platen.
KAMMERHERREN.
(hilser nedladende)
BRASK.
Glæder mig særdeles! Hvad siger Kammerherren om den Strasburgerpostej, jeg leverede Dem i Mandags — delikat! (rørt) Naar den saadan er frisk ankommen, saa er det jo, som man hørte Englene synge. ikkesandt (smækker med Tungen) Godmorgen, Hr. Kammerherre —Hr. Direktør! (hilser, nikker til Suzette og gaar ud til venstre)
PRANGEN.
Jeg maa bede undskylde!
KAMMERHERREN
(nedlad ende)
Jeg beder! Hr. Brask er en pligttro og nidkær Mand, som jeg sætter Pris paa — relativt! Naa, kære Hr. Direktør, jeg maa afsted! Jeg siger ikke farvel, men paa Gensyn, og indtil vi ses, haaber jeg, at Deres Søster, den kære Oberstinde — —
PRANGEN.
Holder mig varm.
KAMMERHERREN.
Hvorledes — naa — holder Dem varm — ja. (giver ham Haanden) — Hr. Direktør — —
79
PRANGEN.
Hr. Kammerherre — stor Ære!
KAMMER HER REN.
Særdeles kært!
(Da han vender sig, ser han Suzette, hilser galant og veksler et anerkendende øjekast med Prangen, der følger barn til Dørs)

SYVENDE SCENE.
PRANGEN SUZETTE.
PRANGEN
(kommer tilbage.)
Naa, Frøken Suzette —
SUZETTE.
Jeg venter blot paa de Breve, Direktøren fik ind.
PRANGEN.
Det er sandt de ligger derinde.
SUZETTE.
Saa vil jeg hente dem.
PRANGEN.
Nej, De maa ikke gaa straks.
SUZETTE.
Har Direktøren da Tid?
PRAN GEN
(sætter sig)
For Dem — altid.
80
SUZETTE
(sætter sig paa en Taburet ved Siden af ham)
Der er nemlig noget, jeg gerne vil tale med Dem om.
PRANGEN.
Saa meget des bedre — jeg kan nok trænge til lidt Trøst. Aa, Frøken Suzette, jeg er en plaget Mand. Fra alle Kanter trækker de i mig for at faa Fingrene ned i mine Lommer. Han der — —
SUZETTE.
Kammerherren — —
PRANGEN.
Ja, hans Hellighed. Han vil have en Stjærne paa Brystet, og derfor skal jeg betale et kristeligt Alkoholist-asyl — jo Godmorgen! Han og Oberstinden prøvede derinde at blødgøre mig i Portvin og Kognak —
SUZETTE.
For at blive i Tankeforbindelsen.
PRANGEN.
Gud, hvor De er nydelig, naar De smiler, Frøken Suzette — jo min Sæl! Er her ikke meget varmt! Og min Hr. Svigersøn, han pumpede mig ved Frokosten for 30,000 Kroner til en Gardinfabrik.
SUZETTE.
Og han faar dem?
PRANGEN.
En Svigersøn kender jo bedst de svage Punkter. Ellers er Fæstningen nogenlunde garderet. Skulde jeg give til dem Alle, gik jeg Pinedød fallit igen.
81.
SUZETTE
(deltagende)
Ja, De har jo prøvet det engang.
PRANGEN.
Jo Tak!
SUZETTE
(skænker for ham)
Det maa være en slem Tid! Især naar Andre ogsaa mister deres Penge ved En.
PRANGEN
(drikker)
Det kommer ogsaa i Betragtning — det gør det. Men hvad var det, De vilde tale med mig: om, allerkæreste Frøken?
SUZETTE.
Jeg vilde bede Direktøren om en Anbefaling.
PRANGEN
(med et Sæt)
Vil De væk herfra?
SUZETTE.
Ja, det er nok bedst.
PRANGEN.
Er De ikke tilfreds? Er det Lønnen?
SUZETTE.
Nej slet ikke. Det er ikke noget af den Slags. Det er rent privat.
PRANGEN.
De gør mig ganske ulykkelig — jeg kan slet ikke undvære. Dem. Fra det første øjeblik, jeg saa Dem, var jeg — ja, jeg mener, Deres Kvalifikationer og Dygtighed maa jeg jo paa mine Aktionærers Vegne søge at holde paa. Har De en anden Plads?
SUZETTE.
Nej, endnu ikke.
PRANGEN.
Men i saa Fald —
SUZETTE.
Jeg kunde jo godt give en eller anden Grund, men Direktøren har altid været saa venlig imod mig — jo, De har, og derfor vil jeg heller sige Dem Sandheden. Dem alene, Hr. Prangen.
PRANGEN.
Hvad er det, Barn, hvad er det?
SUZETTE.
Jeg kan ikke blive her, fordi jeg — — ja, jeg har været forlovet med Deres Svigersøn, Grosserer Fleron.
PRANGEN.
Se mig til den Strik! Var han da ikke net imod Dem?
SUZETTE.
Jo, Fejlen var min. Da jeg mærkede, at han foretrak en Anden, Deres Datter, blev jeg urimelig, det er jeg saa tilt. Det ene Ord tog det andet, og før jeg vidste af det, var det forbi.
PRANGEN.
Naa, hvad saa — en Smule Forlovelse — nuomstunder! Derfor kan De da nok blive her.
83
SUZETTE.
Ja, mig generer det sandelig ikke at se ham, men Alle er jo ikke lige fornuftige. Jeg traf ham før, og jeg kunde mærke, at det var ham imod.
PRANGEN.
Aa, fordi han er en —
SUZETTE
(ser hurtigt paa ham)
PRANGEN.
Hvor kunde De ogsaa finde paa at forliebe Dem i ham?
SUZETTE.
Hvad ved jeg — han ser jo godt ud. Jeg tror i Grunden det var hans Stemme, den var saa blød og dannet. Direktøren maa huske, unge Piger af min Stand kan være saa vanskeligt stillede. Vi er ofte udgaaet fra de tarveligste Hjem, men saa slibes vi af vort Arbejde og vore Omgivelser. Vi er — hvad er det, det hedder?
PRANGEN.
Perfektible!
SUZETTE.
Ja, vi faar nemt et lidt forfinet, dameagtigt Præg over os og en Afsky for alt plumpt og simpelt Væsen, maaske mest, naar vi har lidt under det i Hjemmet.
PRANGEN.
Men Mandfolkene af samme Lag — bedrer de sig ikke ogsaa, alle de paa Værkstederne og bag Disken?
SUZETTE.
Aa! — Nej, de følger ikke saa hurtigt med, de spytter og de er vulgært klædte, har røde Slips og sorte Negle. Kan vi gifte os med dem — nej, ikke uden at opgive, hvad der er mere dannet! Man vil jo ikke nøjes med at blive en tarvelig Mutter i en Bagbutik! Og saa er det, at vi kan indlade os med den første den bedste “fine Herre”, med hvide Hænder og en behagelig Maade at tale paa. Vi er hurtig bedaarede og — — (smiler lidt) — — inde paa den Vej, som kaldes den gale.
PRANGEN
(rykker nærmere)
Alt det maa De fortælle mig mere om. Betro Dem til mig som til en Ven. For Himlens Skyld, gaa dog ikke hen og gift Dem med et tarveligt Mandfolk.
SUZETTE.
Nej, skal jeg vel —
PR ANGEN
De Allerdejligste, som blot behøver at vinke, for at alle Mænd ligger for Deres Fødder, de rigeste og de fornemste. Som en lille Prinsesse skulde De have det — jo, stod det til mig, gik De i Silke fra inderst til yderst. Suzette, ved De ikke, hvor bedaarende De er?
SUZETTE
(smiler til ham)
Aa jo, nogenledes! Man har jo sagt mig det.
PRANGEN.
Nej, De maa ikke se paa mig med det skraa Sideblik, det kan gøre En rødglødende. Fra det Øjeblik, jeg først saa Dem, fik jeg Ild i Blodet, og naar jeg nu ser Solskinnet flakke i Deres Nakkehaar derude ved Pulten, saa bliver jeg komplet ør i Hovedet. Jeg regner forkert.
SUZETTE.
Mon?
85
PRANGEN.
Jo Pinedød, jeg regner forkert. De er altfor sød. — (tager hende om Livet) — Allerkæreste, bedaarende Suzette — vær min — sig ikke nej —
(han kysser hende. I det samme kommer Oberstinden ind. Hun bliver først forfærdet staaende, men nærmer sig saa med stram Mine. De Andre rejser sig).

OTTENDE SCENE.
PRANGEN OBERSTINDEN, SUZETTE, senere FLERON og KAMMA.
PRANGEN
(for sig selv)
Død og Salte — hende havde jeg glemt!
SUZETTE
(for sig selv, energisk)
Nu —!
OBERSTINDEN.
Jomfru, vil De behage øjeblikkelig at forføje Dem bort. Hvor tør De vove at drive Deres frække Væsen i selve de Stuer, hvor min Broderdatter og jeg har hjemme.
PRANGEN
(forsøger at imponere)
Kære Angelika, jeg maa bestemt kræve — —
OBERSTINDEN
(strængt)
Jeg tror ikke, at du i dette øjeblik har noget at kræve, min bedste Theobald. Jeg taler her som Kvinde til en anden Kvinde, og paa din Datters Vegne.
SUZETTE
(rolig)
Saa meget desbedre, Fru Oberstinde. De er da den rette til at meddele hende, at jeg er bleven forlovet med hendes Fader.
PRANGEN
(studser og forsøger at tale, men opgiver det)
OBERSTINDEN.
Forlovet?! Det Ord er elastisk.
SUZETTE.
De fornærmer Deres Broder, Fru Oberstinde! Tror De, at han vilde krænke en ung Dames Ære i sit eget Hjem. Hr. Prangen, jeg ved, at jeg taler ud af Deres Hjærte.
PRANGEN
(med stive Øjne)
Upaa—tvi—tvivlslig.
SUZETTE.
Og De kender mig daarligt, Frue, naar De tror, at jeg vilde lade mig sligt byde. Jeg arbejder for mit Brød, men er derfor lige god — og lige stolt.
OBERSTINDEN.
Er dette sandt, Theobald? Agter du at gifte dig med denne Dame?
PRANGEN
(i Vaande)
Der gives Øjeblikke, hvor Ens Livsskæbne saa at sige — hænger i et Haar, og hvor Omstændighederne Omstændighederne — ikke lader sig lede direkte af Ens Tankebevidsthed —
OBERSTINDEN.
Er du saa god at svare mig med lidt klarere Ord. Har du i Sinde at ægte denne Person?
87
SUZETTE
(ser vedholdende paa ham)
PRANGEN
(begynder forfra)
Angelika, der gives Øjeblikke, hvor —
SUZETTE
(vender sig resolut mod Oberstinden)
Da De kom og afbrød os, Frue, spurgte Deres Broder mig, om jeg vilde være hans. De gav mig ikke Tid til at svare. Nu gør jeg det i Deres Paahør! Ja, Hr. Direktør, jeg samtykker. Og dermed stiller jeg mig som Deres tilkommende Hustru under Deres Beskyttelse.
PRANGEN
(søger at mande sig op)
Glæden er paa min Side — og Æren — Æren den er ganske vist —
OBERSTINDEN
(gaar hen til Døren og kalder)
Kamma, Fleron, kom herind!
(De kommer fra højre)
KAMMA.
Hvad er det — er Fader syg?
OBERSTINDEN
(peger paa Suzette)
Kamma, maa jeg forestille dig for din tilkommende Stedmoder.
BEGGE
(standser med et Ryk)
Hvordan —
KAMMA.
Er dette muligt, Fader?
88
PRANGEN
(søgende)
Husk, enhver Alder har sine Glæder, mit Barn
FLERON
(fatter sig og gåar hen til Suzette)
Maa jeg have den Ære at gratulere.
SUZETTE
(ser triumferende paa ham)
Tak. Jeg venter mig megen Fornøjelse af vort Familieskab.
FLERON
(sagte)
Det skal ikke ske. Jeg siger ham alt.
SUZETTE
(venlig)
Det er allerede besørget. (vender sig deltagende) Fru Oberstinde, kan det trøste Dem lidt, at min Tip—Tip — Oldefader skal — have — været — svensk Baron!
Tæppet falder.

TREDIE. AKT.
En tarvelig, men smagfuld gammeldags Dagligstue hos Oberstinde Motlau. I Baggrunden ses gennem en bred Døraabning ind i et Kabinet. Til højre Udgang til Entreen.
Oberstinden har Modtagelsesdag. Nogle ældre Damer sidde midt i Stuen grupperede omkring Kammerherre von Platen og Missionær Hellemann. Tilvenstre to Damer, den ene tyk, den anden tynd, tilhøjre to andre Damer, den ene i grønt, den anden i brunt. Oberstinden tager ved Døren Afsked med en Dame, Kamma skænker The ved et Sidebord, hjulpen af en korrekt paaklædt, men dog landlig Pige. Almindelig Samtale;
FØRSTE SCENE.
OBERSTINDEN. KAMMA. KAMMERHERREN, MISSIONÆREN, senere PRANGEN og SUZETTE. BESØGENDE DAMER.
DEN TYKKE DAME
(tilvenstre)
Jeg forstaar ikke, at nogen kan finde det kønt! Hun er en ren Humlestang! Ikke Spor af Facon!
DEN TYNDE DAME.
Men Halsen — alting klæder en lang Hals! Jo, store Hatte — — —
DEN BRUNE DAME
(tilhøjre)
Ja, tænk Dem! Han er 26 og hun 38 og fraskilt.
90
DEN GRØNNE DAME.
Har hun da Penge?
DEN BRUNE DAME.
Endnu ikke. Men hun har en udmærket Arvetante med Sukkersyge.
MISSIONÆREN
(i Midten)
Jo, Gudskelov, vi har gode Tidender fra vore Stationer derude.
KAMMERHERREN.
Har Damerne ikke set det sidste Nummer? — (søger paa Bordet) — Her er det! — (læser) — — Ifølge sidste Efterretning have vore Sendebud den Glæde at kunne mælde, at to af vore Brødre i Sju-jang er vundne for Afholdssagen. De fem fra Feng-hvang-cheng, hvis Navne ikke tidligere har været meldte her hjem, hed henholdsvis Li, Ding, Dang, Vang og Jang.
MISSIONÆREN.
Vi vil tænke paa dem med Glæde,
EN DAME.
Aa, maa jeg have Lov at notere Navnene.
DEN TYKKE DAME
(til venstre)
Tror De, at engelske Korsetter er bedre?
DEN TYNDE DAME.
Ubetinget, for dem, der vil være slanke. Ser De, denne Linje — — —
(stryger ned ad sin Figur)
91
KAMMERHERREN
(til den noterende Dame)
Li, Ding, Dang, har De det?
DAMEN.
Ding, Dang —
KAMMERHERREN.
Vang og Jang.
DEN GRØNNE DAME
(til højre)
Hvad var da hendes Mand?
DEN BRUNE DAME.
Ved Post- eller Toldvæsenet, eller noget ved et andet Væsen.
DEN GRØNNE DAME.
Det kaster jo ikke meget af sig.
DEN NOTERENDE DAME
(i Midten)
Hvad hed de to sidste?
KAMMERHERREN.
I — langt I og Mong.
Mang?
Nej, Mong.
DAMEN.
KAMMERHERREN.
MISSIONÆREN
Husk, de to seneste var fra Sju-jang, ikke fra Feng-hvang-cheng.
92
DAMEN.
Fra Sju-jang!
KAMMERHERREN.
Li, Ding, Dang, Vang og Jang var fra Feng-hvang-cheng-
OBERSTINDEN.
Kamma, byd dog Admiralinden en Kop The.
DEN TYNDE DAME
(tilvenstre)
Jo, en Brøndkur magrer, det er afgjort.
DEN TYKKE DAME.
Kan man ikke drikke den paa Sengen?
DEN NOTERENDE DAME
(i Midten)
Det er jo saa stort, det hedenske Land!
MISSIONÆREN
(ser frem for sig)
Men Haabet, Frue, Haabet er ogsaa stort, – uden Grænser.
DEN TYKKE DAME
(til venstre)
Jeg finder, at han er noget af det mest betagende, den unge Missionær! — (til Kamma, der byder hende) — Tak, ingen Fløde — jeg tør ikke. — — Saa lysende i Blikket!
DEN TYNDE DAME.
Og saa glødende i Troen.
KAMMA.
Ja, han tror paa alt! Paa Ding og Dang og Kammerherren og paa Menneskenes Forbedring.
93
DEN TYKKE DAME
(spiser Kage)
De bliver væk i ham, Hedningedamerne!
PIGEN
(gaar ud og kommer ind med en Pakke)
Der er kommet en Bog til Oberstinden — vær saa god.
OBERSTINDEN
(pakker den ud)
Lad os se. —
DEN BRUNE DAME.
Det er jo “Blodrøde Blomster”, Kærlighedsdigte af Arnold Krack.
FLERE
(kiger i den)
Gud!
OBERSTINDEN.
Bring Sandkagen ind, Bolette.
PIGEN.
Jeg har ingen Sandkage købt. Oberstinden sagde jo, den var for dyr.
OBERSTINDEN
(med et Blik)
Saa har De misforstaaet mig. En Tvebak, Deres Naade?
KAMMERHERREN.
Eksemplaret af denne gudsforgaaende Bog er tilegnet Dem, Fru Oberstinde, ærbødigst fra Forfatteren.
(stirrer maalløs paa hende)
94
OBERSTINDEN.
Det er jo med Skam at tale om min Nevø.
KAMMA.
Og Tante har sendt ham et indigneret Brev.
MISSIONÆREN.
I Sandhed — forstaaeligt!
KAMMA
(ler og peger paa Bogen)
Der er Svaret.
KAMMERHERREN
(tager Bogen)
Det manglede blot, at han selv havde indfundet sig.
KAMMA.
Det kunde lignet ham.
DEN TYKKE DAME.
Sæt han kom! Det var spændende!
DEN BRUNE DAME.
Han har vist for travlt. Han skal jo have Fest i Morgen.
DEN GRØNNE DAME.
Hvor?
DEN BRUNE DAME.
Paa Hotel Royal. Tænk Dem, en Fest for Mænd uden Koner og Koner uden Mænd.
95
DEN TYNDE DAME.
Fraskilte Kunstnere alle.
(Forargelse)
DEN BRUNE DAME.
Og Bogen bliver forbudt. Nu er det afgjort. Det er Side 23.
DEN GRØNNE DAME.
Man maa haabe, han bliver strengt straffet.
MISSIONÆREN.
Verdslige Myndigheder er jo lunkne!
OBERSTINDEN.
Man maa heller sætte sin Lid til Evigheden.
DEN TYNDE DAME.
De mener hvad Varmegraden angaar.
DEN TYKKE DAME.
Har De fundet noget, Hr. Kammerherre?
KAMMERHERREN.
Det er noget svulmende.
(læser)
Røde Roser, røde Blod, Livsens Kilde, Ungdoms Mod —
(blader videre)
— Og sligt — —
DEN TYKKE DAME.
Men det kriminelle Sted — Side 23.
96
KAMMERHERREN
(kaster Bogen)
Skandaløst! — Mine Damer — undskyld — jeg kan ikke — gengive —
(En Dame tager ganske stille Bogen, fjerner sig, blader i den og skærer den op med en Haarnaal; der danner sig en Gruppe om hende. Af og til høres Smaareplikker som: “Er det slemt” — — „Maa jeg se” — — “Side 23.” — Under de paafølgende Scener er der stadig En og Anden, der har den i Hænde.)
(Direktør Prangen og Suzette kommer ind fra Entreen. Direktør Prangen er anstrengt ungdommelig med en Rose i Knaphullet, Suzette lidt finere klædt end før)
OBERSTINDEN
(sagte til Kamma)
Tak Skæbne, der er han med hende. Hvad nu?
KAMMA.
At hun vover det!
OBERSTINDEN.
Paa min Modtagelsesdag!
PRANGEN.
Goddag, Angelika! Frøken Ankerkrone har gerne villet hilse paa dig og gøre Bekendtskab med din Kreds.
OBERSTINDEN
(hilser og svarer med et lille Grynt)
SUZETTE.
Jeg fandt, De saa lidt træt ud i Gaar, Fru Oberstinde, og Direktøren og jeg er derfor komne for at høre til Deres Befindende.
OBERSTINDEN
(svarer paa samme Maade)
97
SUZETTE.
Goddag, Fru Fleron.
KAMMA
(hilser stift)
SUZETTE
(fjerner sig lidt)
KAMMERHERREN
(til den brune Dame)
Hvem er nu det — jeg kender de Ansigter —
DEN BRUNE DAME.
Det er jo Hr. Prangen.
KAMMERHERREN.
Rigtigt! Og Damen?
DEN BRUNE DAME.
En Frøken Ankersværd — eller -krone, som han nok vil gifte sig med.
KAMMERHERREN.
Jeg holder med ham. Hun er charmant.
DEN BRUNE DAME.
Men ikke af Selskabet. Hun er Kontordame.
KAMMERHERREN.
Og han Kontormand. Jeg ser ikke Forskellen.
DEN BRUNE DAME.
Den er dog ret iøjnefaldende.
KAMMERHERREN.
Ikke set fra mit Stade, naadige Frue! — De undskylder. — (gaar hen til Suzette) — Jeg havde vist den
Fornøjelse at se Frøkenen hos Hr. Prangen?
SUZETTE.
Ja, jeg erindrer ogsaa — —
(De fjerner sig i sagte Samtale og lidt efter ser man dem gaa ind i Kabinettet)
DEN BRUNE DAME
(halvsagte)
Forlovede — Gud, hvad siger Datteren!
DER TYNDE DAME.
Nærmest en Skandale.
(Efterhaanden gaar Selskabet med Undtagelse af Direktør Prangen ind i Kabinettet. Da han vil følge efter, kommer Fleron ind fra Entreen.)

ANDEN SCENE.
FLERON. PRANGEN.
FLERON.
Goddag — du her?
PRANGEN
(lidt forlegen)
Ja, med Frøken Ankerkrone.
FLERON
(studser lidt)
Ah, hun ogsaa! Paa formel Visit?
PRANGEN.
Man maa jo tage Tyren ved Hornene.
99
FLERON
(peger ind mod de andre)
Og hvad siger Tyren?
PRANGEN.
Ingenting. Indtil videre — hm! — (prøvende), — Saa vidt jeg har erfaret — forstaaet — har du kendt Frøkenen før?
FLERON
(forsigtig)
Ja — jo — stor Glæde — —
PRANGEN.
Nøjere?
FLERON.
Naa! Hun er jo ung og lystig. Ikke vanskelig at blive Venner med — saadan!
PRANGEN.
Som I altsaa var — Venner?
FLERON
(søgende)
Har hun maaske ytret noget — desangaaende?
PRANGEN.
Naa! Saadan — lige — antydet — maaske
FLERON.
Berørte hun, at hun stadig er mig venskabelig-sindet?
PRANGEN.
Naa — ! Venskab er jo af forskellig Kaliber. Undertiden langt som Livet, sommetider mere egnet til at rive ud.

100
FLERON.
Det kommer jo an paa paa Arten — og paa
PRANGEN.
(ser prøvende paa ham)
Paa hvor langt det gaar, Venskabet!
FLERON
(usikker)
Selvfølgelig — ganske vist — Venskab lader sig jo ikke saadan maale ud — som Baand.
PRANGEN.
Nei, det gør det jo ikke, hm!
FLERON.
Og Frøken Ankerkrone har jo været Genstand for en Del — Venskab.
PRANGEN.
Der heller ikke lod sig maale ud?
FLERON.
Hvorledes?
PRANGEN.
Er det ikke snarere mig, der maa sige hvorledes?
FLERON.
Frøken Ankerkrone er saa indtagende og imødekommende, at hun altid maa træffe Beundring paa sin Vej.
PRANGEN.
Upaatvivlelig! Naturligvis!
101
KAMMA
(kommer ind fra Kabinettet for at hente en Skaal med Kager. Da hun ser Fleron, sætter hun den fra sig igen og kommer nærmere)

TREDIE SCENE.
KAMMA. PRANGEN. FLERON.
KAMMA
(til Fleron)
Goddag. Jeg vidste ikke, du var her.
PRANGEN.
Vi staar og taler om — om Frøken Ankerkrone.
KAMMA
(kort)
Ja saa. Jeg viI ikke forstyrre.
(vil gaa)
PRANGEN.
Nei, Kamma, bliv et øjeblik.
KAMMA.
Gærne. Hvad ønsker du?
PRANGEN.
Du ser — Situationen er ikke let for Suzet — — for Frøken Ankerkrone. Jeg vil derfor bede dig — ja, vil du ikke være saa elskværdig at tage dig lidt af hende og forestille hende for nogle Damer. Din Tante vil jo ikke.
KAMMA.
Jeg vil heller ikke. Indtil videre.

102
PRANGEN.
Ikke det! Jeg maa sige, det Svar finder jeg lidt mærkeligt og ikke ganske hensynsfuldt. Frøken Ankerkrone falder maaske ikke i din Smag, men hun er nu engang den, som jeg, din Fader, har valgt.
KAMMA.
Skal vi sige — du er den, hun har valgt.
PRANGEN
(krænket)
Saa du tror, at jeg lader mig tage! Nei, du, jeg er saa vel konserveret som nogen, og den, der mener, at jeg er uskadelig og aflægs, han tager fejl. — Fleron, jeg apellerer til dig!
KAMMA.
Ligefuldt tillader jeg mig foreløbig at tro, at du har ladet dig fange af en intrigant og pengebegærlig Expeditrice.
PRANGEN.
Der tager du igen fejl. Hun elsker mig.
KAMMA.
Tror du virkelig selv, at det var meget bevendt med hendes Forelskelse, hvis du stod for hende som en aldrende Blikkenslager eller en anden Professionist af hendes egen Stand?
PRANGEN.
Nej, for det er netop min Dannelse, hun føler sig tiltrukken af. Det er den, hun hidtil forgæves har søgt.
KAMMA.
Hvor — hos sig selv maaske?
103
PRANGEN.
Kamma, dit Syn paa denne Sag smerter mig dybt. Den viser din grænseløse Forkælelse og din Mangel paa Forstaaelse og Resignation.
KAMMA
(trækker paa Skulderen)
Kan være!
PRANGEN.
Fleron, har jeg ikke Ret! Er dette datterligt talt! — (rørt over sig selv) – Nej, Kamma, du tænkrt i dette Øjeblik ikke paa, hvor offerberedt jeg for nylig tog imod den, du havde kaaret dig — — ja, med hele mit overstrømmende — overstrømmende Hjærte — ikkesandt, Fleron! Men den Dag kommer nok, Kamma, hvor du selv vil indse, at voksne Børn ikke altid har Øje for det Lykkekrav, som ogsaa deres Fader — eller Moder — hm — ogsaa de — ja, kort sagt, de Unge er ikke saa kærlige som de Gamle — jeg mener — de Ældre. — (med en affærdigende Bevægelse) — Som du vil!
(Han gaar ind i Kabinettet)
FLERON
(vil følge efter)

FJERDE SCENE.
FLERON, KAMMA, senere SUZETTE og KAMMERHERRE VON PLATEN.

KAMMA.
Jeg beder dig, gaa ikke. Jeg vil gærne spørge dig til Raads angaaende det, min Fader bad mig om — ja, angaaende Frøken Ankerkrone. Se ikke saa nervøs ud, jeg forlanger kun Ærlighed. Du forstaar — jeg bryder mig fejl om Standsforskel og den Slags. Kan han finde Lykken hos bemeldte unge Dame, saa
lad gaa. Det gælder for mig noget andet — noget personligt.
FLERON
(ilde berørt)
Hvorledes?
KAMMA.
Ser du, gaar jeg ind i den Stue og anerkender hende som min Faders tilkommende Hustru, saa er vort Forhold dermed givet, ikke sandt! — (ser paa, ham) — Synes du, at jeg, som din Kone, skal gøre fælles Sag med hende, gaa ind til hende nu og sige: Kom, læg din Haand i min, vær paa engang min Moder, min Søster, min Veninde.
FLERON
(lidt usikker)
Ønsker og ønsker — hvad vil det sige! Det Spørgsmaal maa afgøres af den Hensynsfølelse, der knytter dig til din Fader.
KAMMA.
Aldeles ikke — i dette Tilfælde. Har man giftet sig, træder Forholdet til Ens Forældre i anden Række. Det vigtigste er Ens Mand. — (betonet) — Derfor spørger jeg dig.
FLERON
(tier)
KAMMA.
Du har jo kendt Frøkenen før?
FLERON.
Ja — ganske vist — (pludselig venlig) — og det er saa rigtigt, at du raadfører dig med mig.
105
KAMMA.
Men du svarer blot ikke.
FLERON.
Vi tales jo ved om Sagen, Kære.
KAMMA.
Hendes Forhold forekommer mig ikke rigtig klare. Du husker maaske — den Dag vi var blevne forlovede, kom hun for at søge Pladsen paa Kontoret. Jeg kendte hende fra Skoletiden, og vi passiarede sammen. Hun fortalte blandt meget andet, at hun var hemmelig forlovet med en Mand af finere Stand.
FLERON.
Saa —
KAMMA.
Hvor er han, den finere Mand, monstro bleven af?
FLERON.
Skal ikke kunne sige det.
KAMMA.
Han er maaske sat i Parenthes. — (kaster et prøvende Blik paa ham) — — Du ved ikke, hvem han var?
FLERON
(trækker paa Skulderen)
Du siger jo selv, at det var hemmeligt.
KAMMA.
Ja, det var det jo. Kender du en anden Ven af hende, Hr. Viktualiehandler Brask, som jeg talte med i Gaar i hendes Selskab?
106
FLER ON.
Naa — jo —
KAMMA.
Han tror ogsaa, han er forlovet med hende. Og Fader er i lige Maade ret overbevist i saa Henseende. Hvem af de tre har mon Forrettighederne som Frøken Suzettes Forlovede?
FLERON.
Jeg skal kun dertil bemærke, at den Slags unge Damer —
KAMMA.
Hvilken Slags ?
FLERON.
Unge selverhvervende Piger, halvt dannede, halvt — folkelige, ret jævnlig uden skellig Grund tror sig forlovede — det vil sige — paa Vej til Brudeskamlen.
KAMMA.
Det er maaske den, han har taget Afstand fra, han, den Finere?
FLERON.
Kan hænde.
KAMMA.
Har du Kendskab til hendes egen Opfattelse af Sagen?
FLERON.
Hvorfor — mener du —
KAMMA.
Maa jeg være ærlig — — jeg føler instinktmæssig ligesom noget, der svæver i Luften omkring jer — en Strømning, en Forbindelse, en dragende -eller frastødende
107
Kraft — — ja, jeg kan ikke forklare det. — (lidt skarpt) — Men det kan maaske du?
FLERON.
Ja. Det er ikke saa vanskeligt, min egen Kamma. Dit Nervesystem er blevet lidt pirreligt ved denne mindre behagelige Begivenhed.
KAMMA.
Det tror jeg ikke, men du kan indse, at naar jeg staar overfor Begrebet min Mand og min Faders Hustru, saa maa jeg føle mig paa ganske sikker Grund. —Ganske. — Ellers er vort Forhold umuligt. Dit og mit.
FLERON
(ser hurtigt paa hende)
Du kan i saa Henseende berolige dig. Jeg ynder ikke særlig Frøken Ankerkrone, men finder det heldigst at forholde mig neutral.
KAMMA.
Godt, saa er Sagen paa det rene. — Jeg handler altsaa efter min Faders Ønske — (ser paa ham) — og takker dig for dit aabenhjertige Svar.
(Kammerherren og Suzette kommer ind fra Kabinettet i sagte Samtale)
SUZETTE.
Goddag, Hr. Fleron, jeg vidste ikke, at De var her.
FLERON
(hilser)
Frøken —
KAMMA.
Frøken Ankerkrone har været saa optaget af Deres Underholdning, Hr. Kammerherre, at hun næsten ikke har gjort Bekendtskab med andre. Vi maa senere oprette det forsømte.
SUZETTE.
Jeg takker meget.
KAMMA.
En Kop The, Frøken?
SUZETTE.
Ja, hvorfor ikke ?
KAMMA
(skænker og byder hende)
KAMMERHERREN.
Vi har set paa Tegningerne til vort Drankerasyl. — Fruen har da set dem?
KAMMA.
Nej.
KAMMERHERREN.
Gudbevares, saa maa jeg endelig have den Glæde at forevise dem, inden jeg gaar.
KAMMA.
Mange Tak, men —
KAMMERHERREN.
Det vil interessere Dem i høj Grad, Frue, min Arm — De maa endelig — — —
(de gaa ud i Baggrunden)

xxxxxxxxxxxxxxxxxxxxxxxxxxxxxxx
109
FEMTE SCENE.
FLERON, SUZETTE.
SUZETTE
(smiler)
Naa, vel mødt igen, Svigersøn!
FLERON
(ser sig om)
Vi maa tale sammen.
SUZETTE.
Det skal være mig en Fornøjelse. Skal vi tage Plads? — Da vi sidst talte sammen, mente De ikke, vi skulle træffes oftere. — Jeg havde bedre Haab. Hvem fik Ret?
FLERON.
Suzette, jeg maa sige dig —
SUZETTE
(tilrettevisende)
Hvadbehager, Hr. Fleron —
FLERON.
Som De vil. — Kan jeg slutte af Deres Tilstedeværelse her, at De fastholder Tanken om dette vanvittige Ægteskab ?
SUZETTE.
Vanvittigt — hvorfor?
FLERON.
Af mange Aarsager. Husk, hvad der er gaaet forud.

110
SUZETTE.
Imellem os, mener De. Det Kapitel er læst ud. Vi begynder paa et nyt.
FLERON.
Direktør Prangen er desuden ikke en Mand for Dem.
SUZETTE
(drikker The)
Jeg maa igen sige — hvorfor? Jeg finder, det er en yndig Mand.
FLERON.
Spøg til Side!
SUZETTE.
Jeg synes ikke, De har set saa særdeles spøgefuld ud.
FLERON.
Dette Giftermaal kan ikke, maa ikke blive til Alvor.
SUZETTE.
Naa, heller ikke Alvor! Godt, saa siger vi – midt imellem.
FLERON.
Forstaar De da ikke — det vilde gøre Livet uudholdeligt.
SUZETTE.
Mener De — for Dem?
FLERON.
For alle Parter. Min Kone er kommet under Vejr med et eller andet. Jeg har lige haft en Samtale med hende.
111
SUZETTE.
Ikke behagelig?
FLERON.
Nej, hendes Mistanke er vakt. Hun gik mig paa Klingen. Fra nu af er hun paa sin Post.
SUZETTE.
Saa bliver jo Deres Samliv pikant,
FLERON.
Lad os sige umuligt. Hun er ikke tolerant, hvad Sandfærdighed angaar. Og den nøgne Sandhed var under disse Forhold i høj Grad uheldig.
SUZETTE
(ler)
Og Usandhed lige saa uheldig. Det er blot Spørgsmaalet, hvad der er værst.
FLERON.
De har Ret, Situationen er uholdbar. Og hun synes at være af dem, der ikke er bange for at gaa til det yderste.
SUZETTE.
Hvad er det yderste — en Fætter, ikke sandt?
FLERON
(irriteret)
Jeg maa bede Dem — (fatter sig) — Ser De, en Ægteskabsskandale tilgives ikke let i denne Kreds. Den virker næsten ruinerende. Forstaar De ikke det?
SUZETTE
(ser paa ham og smiler)
Vil De byde mig en af de smaa Kringler der. De ser ikke saa ilde ud.
112
FLERON
(indtrængende)
Der er kun en Udvej — Deres Forsvinden, Suzette. Den er nødvendig. Deres Hjærte er jo ikke med i denne Affære; Livet kan byde Dem saa meget andet og smukkere. De vil som Menneske kun vinde ved paa dette Tidspunkt at trække Dem tilbage — diskret — uden Opsigt, naturligvis ikke uden klækkelig Erstatning.
SUZETTE
(farer op med et Sæt og ser paa ham med et harmfuldt Blik, smiler saa pludselig og sætter sig igen)
FLERON.
Frøken Suzette — —
SUZETTE
(venlig konverserende)
Fortæl mig, hvordan De har levet saa længe — godt? Jo, mange Tak, jeg ogsaa. Jeg har anvendt Tiden til at lære en Del, hvad jeg haaber, De kan mærke. Ikkesandt, jeg har udviklet mig? Jeg har blandt andet lært at le ad en hel Del af det, der før kostede mig Taarer. Dem selv, for Eksempel. Jeg lover mig megen Fornøjelse af Dem med Tiden — som komisk Figur. Endnu er De det ikke, men De har allerede et let lille Anstrøg — for mig.
FLERON
(indædt arrig)
De er en Kat!
SUZETTE.
Hvorfor ikke! En lun og hyggelig Huskat, der vil more sig særdeles ved at lege med en erfaren Rotte, der ingen Udvej kan øjne. Jeg skal sige Dem, Katte har baade Fløjelspoter og Kløer.
113
FLERON
(forsøger at være venlig)
Suzette, er alt det, De engang har følt for mig er det ganske dødt — Sympatien, Hengivenheden, In-
teressen?
SUZETTE.
Interessen ikke. Den lever. — (nikker til ham) — Det synes jeg, De maa kunne mærke.
FLERON.
Er den ikke nok til at bevæge Dem?
SUZETTE.
De Kringler var alligevel ikke rigtig gode.
FLERON.
Jeg indrømmer, at jeg maaske talte lidt hensynsløst og haardt, da vi skiltes, men Omstændighederne den Dag — — hvis De husker —
SUZETTE
(venlig)
Jo, jeg husker Omstændighederne. De gør Dem selv Uret, De talte nydeligt. Deres Ord slog ligefrem ned i mig. Jeg havde aldrig før den Dag tænkt paa, at vi skylder det Hinsides at ofre det alt — — Troskab, Hengivenhed, Finfølelse — — ja, alt. Men hvad De lærte mig, har jeg jo hidtil ikke haft megen Brug for; bag en Kontorpult passer simpel menneskelig Pligtfølelse bedre. Nu er det noget andet; her i disse Forhold skal jeg se at udnytte det lærte — — ogsaa for Deres Vedkommende. Stol paa det — (med et pludselig skarpt Tonefald) — Ja, stol paa, at jeg skal søge at ramme Dem lige i Centrum — midt i Deres Snobberi, som De har anbragt paa et Gebet, hvor det virker —skal vi sige uklædeligere end paa noget andet.
114
FLERON.
Jeg har forsøgt et Kompromis — forgæves. Betænk Dem dog endnu engang, og forsvind heller med det gode. Husk, jeg kender Dem ret nøje, og med mig til Fjende bliver det umuligt for Dem at hævde Deres Stilling.
SUZETTE.
Mon det?
FLERON.
Tror De, at det overhovedet bliver let?
SUZETTE.
Aa jo.
FLERON.
Er denne Situation maaske en god Begyndelse for Dem?
SUZETTE.
Det skal vi netop faa at se.
(Oberstinden følger et Par Besøgende til Døren og tager Afsked med dem. Da hun vil vende tilbage til Kabinettet, tiltaler Suzette hende)

SJETTE SCENE.
OBERSTINDEN, SUZETTE, FLERON.
SUZETTE.
Fru Oberstinde, maa jeg have Lov at lægge Beslag paa Dem et lille Øjeblik, siden jeg nu engang er Deres Gæst.
OBERSTINDEN
(kommer nærmere, stiv som en Pind)
115
FLERON.
Saa vil jeg tillade mig —
SUZETTE
(venlig)
Ak nej, Hr. Fleron, De behøver ikke derfor at gaa. Jeg beder Dem, bliv!
FLERON
(bukker let)
SUZETTE.
Ja, Fru Oberstinde, mine Øjne og min sunde Fornuft kan sige mig, at De ikke er synderlig henrykt ved at skulle optage mig, en lille ukendt Kontordame, i Deres Kreds og Deres Slægt.
OBERSTINDEN
(svarer med et lille Grynt)
SUZETTE.
Det er saa rimeligt, det ved Gud det er, men naar De har lært mig lidt nærmere at kende, saa haaber jeg, at De vil se paa mig med noget mildere Øjne.
OBERSTINDEN
(svarer paa samme Maade)
SUZETTE.
De maa vide, paa Afstand har jeg længe beundret Dem for alt det, De paatager Dem. Tænk, hvad det vil sige for mig at faa saadan en yndig Svigerinde.
OBERSTINDEN
(værdig)
Skal vi tage Plads.
116
FLERON
(forfærdet)
Hvad er det! Der ligger denne Hr. Arnold Kracks uanstændige Bog — paa Bordet — her!
SUZETTE.
Fy!
OBERSTINDEN.
Han har tilladt sig at sende mig den. Jeg vil dog kaste et Blik paa den. Fleron, vær saa venlig at skære den op, mens vi passiarer.
(giver ham en Kniv)
FLERON.
Hvis det lader sig gøre — Bladene er jo flaaede.
OBERSTINDEN.
Undskyld, Frøken. Jeg slutter af Deres Ord, at De har besøgt min lille Andagtsforening for unge Piger.
SUZETTE.
Jeg skulde lige til at melde mig ind, jeg længtes saadan efter det, men saa kom dette, og nu kommer vi jo hinanden nærmere.
OBERSTINDEN.
Hm — ja —
SUZETTE.
Jeg har lige talt derom med Hr. Fleron. Han forstaar at skatte Dem.
OBERSTINDEN.
Hvor har De før truffet Hr. Fleron?
117
SUZETTE.
Han har været saa elskværdig at interessere sig for mig og tage mig med til Sammenkomster —
og andre Møder.
OBERSTINDEN.
Ja, Hr. Fleron er uvurderlig. Hans Virken er saa flersidig.
SUZETTE.
Det er et sandt Ord! Vi kan nok i hans Paahør sige, at han er et mere end almindeligt Menneske.
OBERSTINDEN.
Det er han.
FLERON
(skærer Bogen op med stadig mere arrig Mine)
SUZETTE.
Han har lært mig saa meget. Ja, Fru Oberstinde, jeg har jo ikke været som jeg skulde. Har jeg vel, Hr. Fleron! Jeg har været et glad og ubetænksomt Verdensbarn — et Letsindighedens Kar — jeg har elsket at more mig. Allevegne, hvor der var Lystighed, der var jeg med. Helst med en ny Hat paa og en Blomst i Bæltet.
OBERSTINDEN.
En højst beklagelig Letfærdighed! Men intet er jo tabt, naar De blot selv erkender det.
SUZETTE
Det gør jeg. Jeg har allerede erkendt, at her hos Dem, hvor alle er saa opadvendte, her morer man sig ikke. Langtfra.
OBERSTINDEN.
Det er i alt Fald ikke vort Maal. Vi lever for en højere Overbevisning, som altsaa ganske fattes Dem.
118
SUZETTE
(bønlig)
Det maa De nu ikke tro, men dette Liv har givet mig saa meget at tænke paa, at jeg endnu ikke har haft rigtig Tid til at tage mig af det næste.
OBERSTINDEN.
Højst beklageligt!
SUZETTE.
Men jeg har altid tænkt, at det holder Vorherre mig nok til Gode.
OBERSTlNDEN.
Meget dadelværdigt! Det er anderledes positive Begreber, vi skal bygge paa.
SUZETTE.
Netop. Det har jeg nu lært af Hr. Fleron, og det takker jeg ham for.
OBERSTINDEN.
Og disse Begreber skal gennemsyre ogsaa den daglige Side af vort Liv, saa at de giver —
SUZETTE.
Ikke alene Englevinger, men ogsaa Etatsraadstitler og andre jordiske Hædersposter. Ikkesandt, Hr. Fleron?
FLERON.
Jeg maa bestemt fralægge mig –
OBERSTINDEN.
Lidt uheldigt fremsat, men enfin — der er vage Muligheder for en mere udviklet Forstaaelse.
119
SUZETTE.
Tror De! Det er den, jeg saa gærne vil naa til — De forstaar — for Direktørens Skyld. Det staar mig nemlig klart, at jeg ved at slutte mig til Dem, Fru Oberstinde, Dem og Deres Virken, bedst kan erobre den Stilling, som jeg jo nødvendigvis maa indtage for at kunne være det, jeg bør være for den kære Direktør.
OBERSTINDEN
(lidt formildet)
Deri ser De rigtigt. Ved at tage Del i vor vækkende Gerning med den fornødne Hensynstagen og Takt, vil De allerhurtigst kunne vinde en Position i Selskabet. lkkesandt, Fleron! Naturligvis især, hvis De vil bringe den lidt Ofre.
SUZETTE.
De mener Penge! Selvfølgelig — det maa blive min Indsats — eller rettere sagt — Direktørens. — Men Gud, Hr. Fleron, De maa skære lidt omhyggeligere.
OBERSTINDEN.
Pas paa Side 23. — — Det lader sig ikke nægte, at det i disse nedbrydende Tider kræver et stedse fastere Sammenhold at bevare Udviklingen paa det rette Grundlag. Den ene yder sin Kundskab, den anden sin høje Rang, den tredje sin brændende Iver, den fjerde —
SUZETTE.
Pengene! Saa underligt det lyder, aandelig Overbevisning er ogsaa dyr.
OBERSTINDEN
(mere formildet)
Destoværre — ja, idetmindste Kampen for den. Og det er en af mit Livs Sorger, at min Broder ikke ser disse Ting i det rette Perspektiv.

120,
SUZETTE.
Endnu! Det kommer!
OBERSTINDEN.
Ja, vi maa jo haabe!
SUZETTE.
Stol paa mig, naar. De vil staa mig bi og raade mig, Fru Oberstinde, De, der er saa erfaren og klog. Vil De tage Dem af mig? (indsmigrende) Vil De ikke nok?
OBERSTINDEN
(ganske formildet)
Kære Frøken, da Deres Anmodning falder sammen med mine dyrebareste Livsinteresser, vil jeg selvfølgelig yde Dem min fulde Tilslutning.
SUZETTE.
Aa — tak, jeg ventede det. Ikkesandt, Hr. Fleron, jeg ventede det. — (tager deres Hænder i sine) — — Naar vi tre slutter os sammen, Haand i Haand, tænk, hvad vi saa vil kunne udrette.
OBERSTINDEN
(rørt)
Ja, Fleron, jeg forstaar Deres Interesse for denne unge Sjæl.
SUZETTE
(nikker kærligt til ham)
Han skal nok blive lønnet for den.
(Prangen, Missionæren, Kamma og Kammerherren kommer samtalende ind fra Kabinettet.)
121

SYVENDE SCENE.
PRANGEN, SUZETTE, PLERON, KAMMA, OBERSTINDEN, KAMMERHERREN, MISSIONÆREN.
OBERSTINDEN
(vender sig)
Der har vi jo vore Herrer! Er der Ingen, der ønsker en Kop The?
KAMMERHERREN.
Tak, maaske en lille halv Kop.
KAMMA.
Maa jeg servere?
KAMMERHERREN
(sætter sig)
Skænket af saa smuk en Haand, vil den smage mig dobbelt godt. Tak, Frue — tak!
OBERSTINDEN
(affabel)
Hr. Kammerherre, De har jo alt gjort Bekendtskab med min tilkommende Svigerinde, Frøken Suzette Ankerkrone, ikke sandt?
KAMMERHERREN
(arbejder sig op af Stolen med Koppen i Haanden)
Ja bevares, højst indtagende ung Dame — (trykker Prangens Haand) — jeg maa have Lov at udtale for Direktøren, at jeg er aldeles charmeret.
PRANGEN
(trykker smigret igen)
I lige Maade! Kammerherren er altfor elskværdig!
122
OBERSTINDEN
(halvsagte)
Svensk Familie — gammel Adel —
KAMMERHERREN
(venlig skeptisk)
Ah — saa
OBERSTINDEN.
Missionær Hellemann, maa jeg have den Glæde at forestille Dem en ung Dame, der har den største Interesse for vor Virken og Stræben, Frøken Suzette Ankerkrone. — (halvsagte) — Adelig svensk Familie, meget gammelt Navn.
MISSIONÆREN
(til Suzette)
Gid De maa befinde Dem vel iblandt os.
SUZETTE.
Endnu er jeg jo lidt fremmed.
MISSIONÆ REN.
Det varer ikke længe.
OBERSTINDEN.
Imorgen skal jeg sætte Dem ind i vor Gerning og Virken.
MISSIONÆREN.
Ja, Komtesse Ankerkrone, det vil sikkert interessere Dem at se baade vort Børnehjem og vort Sømandshjem.
OBERSTINDEN.
Og vort Lærlingehjem.
SUZETTE.
Jeg vil helst til Sømændene.
123
OBERSTINDEN.
De skal se det altsammen.
SUZETTE
(sukker lidt)
Tak!
MISSIONÆREN.
Fremfor alt Oberstindens fortræffelige Forening for unge Piger! —
OBERSTINDEN.
Fremhæv ikke mig! Den ene af os støtter jo den anden. Netop i det Foretagende har jeg en saa uskatterlig Hjælper i vor kære Fleron. Han forstaar at tage de Unge! Ja, De sagde jo, Frøken Ankerkrone, at ogsaa De kender den Indvirkning, Hr. Fleron kan have paa unge Piger.
SUZETTE.
Jo. Den kender jeg.
OBERSTINDEN.
Han skaffer opbyggelige Foredrag, han tager sig af Bibliotheket, hvis Sammensætning er af saa stor moralsk Betydning for de Unge.
KAMMERHERREN.
Og han holder Orden paa det Økonomiske, hvad der er af ikke mindre Betydning for os Ældre.
PRANGEN.
Nu maa De ikke rose ham for meget.
FLERON.
Nej, det er højst ufortjent. Hele min Stræben gaar blot ud paa i selve Livet at gennemføre, hvad Religion og Moral fordrer af os.
124
SUZETTE.
Det er kønt!
KAMMERHERREN.
Men først af alt har jeg interesseret Frøkenen for vort nye Barn, vort Alkoholist asyl.
SUZETTE.
Ja! Jeg har altid haft noget tilovers for fulde Mænd. De er saa morsomme.
KAMMERHERREN.
Vi har lige gennemgaaet Planerne. Vi har vandret i Tankerne sammen gennem Kapellet, Forsamlingsværelserne, Sovesalen, Kliniken —
SUZETTE.
Der bliver nydeligt! Jeg ønskede blot jeg var Dranker.
KAMMERHERREN
(galant spøgende)
Frøkenen skal være velkommen.
SUZETTE
(smiler til ham)
Tak gærne, hvis jeg faar Kammerherren til Selskab.
KAMMERHERREN.
Der bliver jo, som De saa, en Kvindeafdeling, som destoværre Oberstinden skal have Overledelsen af -jeg mener — destoværre er Trangen der — ja at sige — til Patienterne — ikke til Oberstinden — bevares — —
OBERSTINDEN.
Det er Tanken, at de kvindelige Patienter skal henkoge Frugter.
125
SUZETTE.
Kognak maaske!
MISSIONÆREN.
Planen er saa fortræffelig gennemtænkt.
OBERSTINDEN.
Der mangler kun een Ting, den nødvendige Kapital.
(Man ser paa Prangen, der stirrer ud i Luften)
KAMMERHERREN.
Det drejer sig jo om en ikke ubetydelig Sum.
PRANGEN.
Suzette, Vognen venter vist.
SUZETTE.
Naturligvis, der skal jo meget til. — Naa, 30,000 har vi altsaa. Det er da altid noget.
DE ANDRE
(ivrige)
30,000 — hvordan?
SUZETTE.
Aa, jeg maatte vist ikke sige det, hvad, Hr. Fleron, det faldt mig ud af Munden. De maa ikke være vred! De skulde jo selv — — ved et Møde —
DE ANDRE.
Sig os dog — hvad er det?
SUZETTE.
Hr. Fleron fortalte mig lige, at hans Svigerfader har lovet ham 30,000 Kroner til at sætte i en Gardinfabrik, og dem har han faaet den Ide istedetfor at —
126
OBERSTINDEN.
At skænke til vort Drankerhjem! — Hvad hører jeg! — (omfavner ham) — Ædle Menneske!
MISSIONÆREN.
Store Hjerte.
DE ANDRE.
Er det muligt kan vi tro —
PRANGEN
(synker betaget om i en Stol)
Og det er mine Penge.
FLERON
(bleg og stiv)
Jeg maa bemærke, at jeg — at — —
SUZETTE.
Det kan man kalde at vise sine Ord i Gerning. Man kan nemlig gaa ud fra, at Folk nok faar Gardiner uden Religion og Moral.
OBERSTINDEN
(begejstret)
Det gør de, det gør de.
SUZETTE.
Hvorimod Alkokolistasylet Sofrosyne absolut trænger til disse to hæderkronede Substantiver.
FLERON.
Jeg maa forbeholde mig — eventuelt — jeg — (ser paa Kammerherren og Oberstinden og mister Modet) — Selvfølgelig en Glæde — beskeden Gave — særdeles kært —
127
KAMMERHERREN
(trykker hans Haand)
Kære Hr. Fleron, noget saadant ventede jeg mig af Dem.
MISSIONÆREN
(følger efter)
Kære Hr. Fleron. jeg har længe følt denne Offertrang spire hos Dem.
SUZETTE
(følger efter)
Kære Hr. Fleron, saaledes ser altsaa en glad Giver ud.
FLERON
(tilkaster hende et harmgnistrende Blik)
Tæppet falder.

FJERDE AKT.
Dagligstuen hos Direktør Prangen, festligt oplyst. De fleste Møbler er flyttede ud. Tilvenstre en Talerstol med Lys og et Glas Vand. Foran denne er der anbragt Stolerækker med et Selskab af Damer og Herrer, nogle med et fornemt. andre med et theologisk Tilsnit. En Del af dem i Selskabsdragt.
Missionær Hellemann staar paa Talerstolen i Færd med at holde Foredrag. Noget før Tæppet ruller op, hører man hans Stemme i Foredragstone.
FØRSTE SCENE.
PRANGEN, SUZETTE, OBERSTINDEN, FLERON, KAMMERHERRE VON PLATEN, MISSIONÆR HELLENANN, senere VIKTUALIEHANDLER BRASK. DAMER og HERRER.
MISSIONÆREN.
— — — bearbejde Jorden, udsaa Sæden, væde den med Taarer, men aldrig glemme i vor Ulændighed herneden, at vi har et virkeligt Blivested, hvor der ikke gøres bitre Erfaringer om de jordiske Glæders Tomhed.
(Han gaar ned fra Talerstolen og trykkes i Haanden af adskillige af Tilhørerne, der alle har rejst sig. Man hører Smaabemærkninger saasom: “Herligt, varmt Foredrag” — “Begavet ung Taler” — o. s. v.
EN DAME.
Vi maa undvære Deres Frue, Hr. Fleron —
129
FLERON.
Hun befandt sig ikke rigtig vel; hun sidder inde i sin Faders Stue.
DAMEN.
Det er da kedeligt!
OBERSTINDEN
(til Damen)
Fru Stoltenberg, ønsker De ikke lidt Is? — — (til bele Selskabet) — Maa jeg paa min Broders Vegne bede Dem, før vi fortsætter, om at indtage en Forfriskning i Spisestuen.
FLERE.
Gærne — tak.
EN DAME
(til Oberstinden)
Hvor kan det egentlig være, Fru Oberstinde, at Mødet afholdes her og ikke hos Dem?
OBERSTINDEN.
Det er efter Ønske af min tilkommende Svigerinde Frøken Ankerkrone.
FLERE.
Ah — saa
OBERSTINDEN.
Lidt ung, men intelligent. Nydelig, ikkesandt, og af udmærket Familie — — oprindelig svensk.
Men vil Damerne ikke nyde noget?
(Hun ledsager dem hen mod Døren til højre, men standser, da Viktualiehandler Brask kommer ind fra Baggrunden)
BRASK.
Godaften, mine Herskaber, Godaften,. Hr. Direktør.

130
OBERSTINDEN.
Men Hr. Brask, hvorfor kommer De dog saa sent?
BRASK.
Fordi Lørdag er saadan en travl Dag — den gaar jo forud for Helligdagen, forstaar sig! — Godaften, Fru Kammerjunkerinde, jeg haaber, Oksetungen var efter Ønske? Fornøjer mig særdeles. Er virkelig Foredraget forbi?
FLERE.
Lige nu.
EN DAME.
Det var herligt, sjælden vækkende.
BRASK.
Aa—aa! Men jeg kan maaske faa det at læse.
MISSIONÆREN.
Gærne.
EN DAME.
Det er kun en daarlig Erstatning. Det er Hr. Hellemanns Foredragsmaade, der virker saa overbevisende.
MISSIONÆREN
(beskeden)
Takket være min Iver for Sagen, ikke andet.
DAMEN.
Den kommer, til at udrette store Ting.
MISSIONÆREN.
Aa – –
BRASK.
Ja, det er jo i vore Dage blevet et rigtig nydeligt Levebrød at være Missionær! — (spøgefuldt) — —
Den Tid er forbi, hvor Menneskeæderne kunde sige ved deres Gilder: Maa jeg byde Dem et Stykke kold Missionær i Mayonaise — ha hi!
MISSIONÆREN
(ser hen for sig med et lyst Blik)
Ja, det gaar fremad derude!
BRASK.
Det gør det maaske! Men en god Mayonaise er nu vanskelig!
KAMMERHERREN
(højt)
Maa jeg underrette vore Venner om, at der bliver optaget en Kollekt til Fordel for Drukkenskabens Bekæmpelse blandt de Vilde.
(En Herre har sat sig ved et Bord med Bog og Blyant for at notere Bidrag. Enkelte gaa hen til ham, men de fleste faar et distrit Udtryk og forsvinde paafaldende hurtigt ind i Spisestuen.)

ANDEN SCENE.
OBERSTINDEN, TRANGEN, SUZETTE, KAMMERHERREN og FLERON.
PRANGEN
(til Kammerherren)
Hr. Kammerherre, et lille Glas. Madeira?
KAMMERHERREN.
Tak — tak maaske! Men jeg maa være forsigtig. Jeg kan ikke komme mig efter min Influenza.
132
PRANGEN
(deltagende)
Det er ogsaa en slem Sygdom.
KAMMERHERREN.
Afskyelig! Jeg kan ikke beskrive Dem, hvad jeg led i mit Hoved.
PRANGEN.
Ikkesandt — det er det lumske ved den, at den altid slaar sig paa de svage Punkter.
KAMMERHERREN.
Og jeg har aldeles ikke Tid at være syg. — Dette sørgelige Dødsfald i ølbryggerierne — min skattede Kollega K. P. Poulsen — — det har givet mig saa meget at tænke paa.
PRANGEN.
Er hans Direktørpost besat?
KAMMERHERREN.
Definitivt ikke.
FLERON.
Det sker vel snart?
KAMMERHERREN.
Ja, min kære Fleron, lad mig ligesaa gærne her sige Dem, at der er al Udsigt til, at Posten vil blive tilbudt Dem.
FLERON
(med et Sæt af Glæde)
Mig — hvorledes — —
133
KAMMERHERREN.
Der er, som De kan indse, Stemmer, der gør sig gældende, at De endnu er for ung og har virket for lidt til at beklæde en saadan Hæderspost, men hvad jeg kan gøre dertil, skal ikke blive forsømt.
PRANGEN
(misfornøjet)
Jeg maa dog sige, at jeg — —
FLERON.
Maa jeg takke Kammerherren varmt for Deres store Tillid.
KAMMERHERREN
(ryster hans Haand)
Skal være mig en Glæde at gøre mit i Betragtning af Deres ubestridelige Dygtighed — og Trosiver — og sjældne Gavmildhed — — stor Glæde — — Gudbevares — (til Oberstinden, idet de gaar) — for det første er Tantiemen jo betydelig —
OBERSTINDEN.
Men en saadan Offervillighed fortjener ogsaa — —
PRANGEN
(gaar efter dem)
Det er dog et stift Stykke — — for mine Penge — —
(de gaar ud til højre.)

TREDIE SCENE.
FLERON. SUZETTE.
FLERON
(sejrsstolt)
Maa det være mig tilladt, Frøken, at bringe Dem min ærbødige og varmeste Tak for det uovertræffelige Skaktræk, De har gjort i min Favør.
SUZETTE
(ærgerlig)
Staa ikke der og se saa hoverende ud. Endnu har De den da ikke — Hædersposten.
FLERON.
Efter denne Udtalelse af Kammerherren er den mig sikker nok. Fra dette Øjeblik er jeg, takket være Deres værdifulde Bistand, indtraadt i en ny Æra af mit Liv. Jeg faar Foden indenfor den Kreds, hvor man skraber Sukkeret af Kagen, og er udset til at naa, hvad man hertillands kalder alt — Formue, Titler, Ordener, Magt —
SUZETTE.
Og Festmiddage. Glem ikke dem.
FLERON
(spydig)
Tør jeg spørge, om De har i Sinde at fremture i Deres Hævntørst? Intet skulde være mig kærere. Men det kan jo ikke nægtes, at det er faldet lidt uheldigt ud, naar man betænker, at De har udfoldet al Deres Opfindsomhed for at komme mig tillivs og kun har udvirket at faa mit højeste Ønske opfyldt.
SUZETTE.
Hvad saa! Naar jeg engang ser Dem som en pelsklædt, skaldet, blegfed Samfundsstøtte med tredobbelt Hage og Øjne som et Par Spejlæg, saa kan hænde, jeg siger til mig selv — det var alligevel det værste, jeg kunde have gjort ham — det dengang.
FLERON.
Takker for det smigrende Udkast.
135
SUZETTE.
For der er nu noget, der hedder Nemesis’en. — Naar Folk bærer sig ækelt ad, saa kommer de ogsaa
til at se ækle ud i Længden! Eller dumme eller opblæste eller lumske — eftersom de nu er. Derfor synes jeg, at smukke gamle Mennesker er noget af det kønneste, jeg ved.
FLERON.
Lige meget, De indrømmer altsaa, at det er dumt af os blinde Mennesker at ville hævne os. Det maa vi lade Forsynet om — eller om De vil — Livet.
SUZETTE.
Livet! Akkurat. De faar det rædsomt, selv om De bliver Etatsraad. Gudskelov!
FLERON.
Naa —
SUZETTE.
Livet – .ja, det skal De altsaa tilbringe i Bethesda og Bethania og det øvrige Samaria under Fru Oberstindens beskyttende Vinge. — Det bliver yndigt for Dem! — Og hun bliver syv og firs, stol paa det.
FLERON.
Maa jeg takke for Deres Medlidenhed.
SUZETTE.
Det skal De ikke, for jeg har ingen.
FLERON.
De vil mig ikke vel paa noget Punkt?
SUZETTE
(i en anden Tone).
Jo, paa eet. Det, der angaar Deres Kone. Det gør mig ondt at vide, at jeg har bragt Uro i hendes Sind. Jeg vil tale med hende, gøre hende Afbigt og se at gøre det godt, jeg har gjort galt.
FLERON.
Kan jeg stole paa det?
SUZETTE.
Det kan De. Ganske.
FLERON
(ser paa hende)
Ja, jeg tror Dem. Det er nemlig i Aften et lidt vanskeligt Moment for vort Forhold og et Ord kan gøre Udslaget. — Hun er pirrelig og nervøs, vil slet ikke komme herind.
SUZETTE.
Det gør hun paa min Ære klogt i.
FLERON.
Til Trods for mit Forbud — (retter sig) — — mit Ønske tænker hun at gaa til denne forargelige Fest.
SUZETTE.
Aa, Fætteren!
FLERON.
Der er naturligvis Journalister. Hvis hun blev nævnt i Bladene i det Selskab, kunde det have uoprettelige Følger — særlig nu.
SUZETTE.
Godt. Jeg skal se at faa hende fra det. — Af al min Ævne.
137
FLERON.
Frøken Suzette, hvad De her har sagt om min unge Hustru har grebet mig, virkelig bevæget mig.
SUZETTE.
Aa Passiar, gaa nu og hent Deres Kone.
FLERON.
Hun er derinde i sin Faders Stue. Frøken!
SUZETTE.
Hr. Øldirektør —
FLERON
(gaar ud tilhøjre)
— (bukker)
SUZETTE
(gaar hen til Døren tilhøjre og taler ud)
Maa jeg have Lov at komme ind til Dem et Øjeblik? — (Ophold.) — Aa, kommer Deres Fætter da lige nu? Naa, der er han jo. — (ophold) Godaften, Hr. Krack! Ih bevares, det var da en pragtfuld Buket.
Naa, De er rigtignok det galante Pindsvin. — (Ophold) — Aa jo, Fru Kamma, kom herind blot et Øjeblik.
KAMMA
(kommer ind fra venstre i lys Aftendragt og med en stor Buket højrøde Roser i Haanden. Hun har et hvidt Kniplingssjal over Armen, som hun kaster fra sig paa en Stol.)

FJERDE SCENE.
KAMMA, SUZETTE, senere FLERON.
SUZETTE.
Tak, fordi De kom herind.
‘138
KAMMA.
De saa, min Fætter er her for at hente mig, og venter paa mig derinde.
SUZETTE.
Men Deres Mand venter ogsaa paa Dem — (peger paa den anden Dør) — derinde.
KAMMA.
Er det ham, der har sendt Dem som Gesandt.
SUZETTE.
Ingen har sendt mig. Jeg ønskede selv at tale med Dem. Jeg beder Dem — sæt Dem ned.
KAMMA.
Nej, jeg maa afsted.
SUZETTE.
De er saa fin. De agter Dem altsaa til den Fest i Aften?
KAMMA.
Jeg ved ikke, hvad jeg vil, jeg maa tale med min Fætter, sige ham at – (standser) — hvad angaar det iøvrigt Dem? — — Hvad ønsker De at tale med mig om?
SUZETTE.
Se ikke saa vredt paa mig. Er den Tanke Dem umulig, at vi kan blive Venner?
KAMMA.
Vi! Fra det Øjeblik, De har trængt Dem ind i mit Liv, er der ikke det Sted, hvorhen jeg kan vende mine Tanker og finde Ro. De har jaget mig bort fra det, der var mit, De har ødelagt alt.
139
SUZETTE.
Blot fordi jeg vil gifte mig med Deres Fader?
KAMMA.
Ikke blot derfor. Men jeg har forstaaet det hele.
SUZETTE
(studser)
Hvilket?
KAMMA.
Det med min Mand og Dem. Ja, jeg ved, at det var ham, De fortalte mig om — dengang.
SUZETTE.
Det ved De — hvordan?
KAMMA.
Jeg har vejret det — følt det som et Dødsstød for min Lykke.
SUZETTE
(fjerner sig lidt og gør nogle Gange en nervøs Haandbevægelse)
Saa kan jeg ikke — nej — jeg vil ikke, naar hun —
KAMMA.
Og nu — —
SUZETTE
(vender sig imod hende)
Nu vil jeg ikke! Nu er det forbi.
KAMMA.
Hvordan — De vil bryde —?

140
SUZETTE
(gaar hen til hende)
Sæt Dem saa ved Siden af mig, hvis Fruen da vil gøre mig den Ære. Det er ikke længer Deres vordende Stedmoder, der taler til Dem, hende, De ikke syntes om. Det er slet og ret den lille Suzette Ankerkrone, Kontordamen, som De ganske godt kunde lide. Og hun vil sige Dem farvel.
For bestandig?
KAMMA.
For bestandig?
SUZETTE.
For bestandig.
KAMMA.
Og hvad Grund vil De give min Fader?
SUZETTE.
Jeg vil gaa lige hjem og skrive til ham, at een Dag til som denne vilde gøre det ganske af med mig og mit Humør. — Du min Skaber, jeg har ikke kedet mig saadan, siden jeg blev konfirmeret.
KAMMA.
Det kan jeg forstaa.
SUZETTE.
Sig mig, har De talt med Deres Mand om dette?
KAMMA.
Jeg har lagt ham det paa Læben, og han tav. Det gjorde mig ondt, fordi jeg synes, saameget kan klares, naar det blot gaar med Ærlighed. Naa, siden har jeg tænkt over det og forstaaet, at maaske de fleste Mænd havde gjort ligedan. I Hjertesager mener de det vist mest hensynsfuldt mod os Kvinder at tie og lyve.
141
SUZETTE.
Det tror jeg ogsaa. Og De skal vide, at al Fejl har været paa min Side — al; for min Skyld behøver der ikke at være en Skygge mellem Dem og ham. Jeg havde givet ham et Aar af min Ungdom og været lykkelig — underligt nok — naa undskyld! Da jeg saa fik at se, at det var forbi, og at han vilde have Dem til Hustru, lovede jeg ham Hævn og jeg trængte mig ind paa den Plads, hvor jeg kunde pine uophørligst og mest.
KAMMA.
Det var ikke — kønt gjort.
SUZETTE.
Nej, saadan er jeg. Men husk, jeg er saa underlig omdrivende og ene. Jeg kan ogsaa være god imod dem, jeg holder af — — paa min Vis — — jo, det maa De tro. Naar jeg nu aabent vedgaar dette, og De selv siger, at Ærlighed afvæbner Dem, vil De saa tilgive mig?
KAMMA.
Det ved jeg ikke endnu.
SUZETTE.
For det vil nu alligevel pine mig at vide, at De tænker nedsættende om mig. Fra første Færd har jeg følt mig saa tiltrukken af det milde og fine, der er ved Dem. — Jeg kan saa godt lide Dem.
KAMMA
(hurtigt)
Godt lide mig? Var det ikke mig, De hadede?
SUZETTE.
Nej, kun ham. Ham alene.
142
KAMMA
(farer op)
Saa har han altsaa taget mig for Pengenes Skyld.’
SUZETTE.
Hvordan?
KAMMA.
Og De — De vidste det.
SUZETTE.
Vidste det?
KAMMA.
Jo ! Havde han elsket mig, saa havde det jo været mig, De havde hadet og pint — ja, mig, Kvinden! Ham ikke, kun mig!
SUZETTE
(studser og svarer ikke)
KAMMA.
Kan De se, De føler selv, at jeg har Ret. De er ogsaa Kvinde. — (brister i Graad) — Saa kan jeg ikke mere — aa, jeg kan ikke. Aldrig har han elsket mig. —
SUZETTE
(trækker paa Skulderen)
Heller aldrig mig. Kun sig selv.
KAMMA.
Slet — slet ikke.
SUZETTE.
Græd ikke, Fru Kamma. —
143
KAMMA
(tørrer øjnene)
Nej undskyld, jeg plejer ellers ikke at te mig saa ufornuftigt. Nu bliver jeg rødøjet til i Aften. Det klæder ikke.
SUZETTE.
Lad nu være at gaa til den Fest, hører De.
KAMMA.
Hvorfor det! Koner uden Mænd og Mænd uden Koner — det er Løsenet! Nutildags er som bekendt ingenting saa tarveligt som at blive hos sin Mand.
SUZETTE.
Men De laver jo en forfærdelig Ballade for Dem selv.
KAMMA
(tager et Par Roser af Buketten og fæster dem i Haaret)
Røde Roser, røde Blod, Livsens Kilde, Ungdoms Mod —
SUZETTE.
Vis vas! Bliv i det hjemlige og det trygge, det, der gør Dem selv fin og smuk, fordi det passer for Dem.
KAMMA.
Man kan vel blive smuk paa en anden Maade ogsaa. Jo, man bliver smuk af alt det, man føler stærkt, Kærlighed og Vrede og Trods og Had. Hvor er mit Sjal — naa, der!
(hun kaster det om sig)
SUZETTE
(standser hende)
Nej, De faar ikke Lov! Tænk Dem om, er det dog ikke en tarvelig Revanche i Trods at kaste Dem hen til denne mer eller mindre tilfældige Fætter! De elsker ham jo ikke — ikke nok til at begaa en Livsens Dumhed for ham. Ja, det lyder underligt, at det er mig letsindige Taske, der præker Moral, men det er heller ikke Moral —
KAMMA.
Hvad da?
SUZETTE.
Det er snarere det, at jeg maa — jeg maa holde Dem fra at gøre dette.
KAMMA.
For hvis Skyld?
SUZETTE.
For min egen. Det vilde i al Evighed staa for mig som min Forseelse, at De blev forkvaklet, og det vilde alligevel være Synd for mig, ikke?
KAMMA
(studser og betænker sig)
Hvad skal jeg blive til, midt i alt dette, som er omkring mig?
SUZETTE.
De skal skam blive til noget godt saadan som De lover. Hvor jeg under ham at leve ved Siden af En, som han midt i al sin Snobbestræben er nødt til at skamme sig for, En, der frister ham til at sige: Ti stille.
KAMMA.
Jeg siger vist ingenting.
SUZETTE.
Nej, men De tænker, og det ved han.
145
KAMMA.
Men hvor kan jeg — uden Støtte, som vi Kvinder trænger til —
SUZETTE.
Nu maa jeg le! Vi, hvem Livet har dresseret til at sørge for os selv, vi er saa dejlig usolidariske. Vi siger: hjælp dig selv! Det er det, der duer. Saa, nu kører De pænt hjem, vel indsvøbt i Selvrespekt og andre smukke Dyder.
KAMMA.
Som eneste Bagage. Men jeg er jo saa ung, og jeg troede, at — (kæmper et øjeblik med Graaden) Naa,
ligemeget, De skal ikke i Aften gaa herfra med den Tanke, at De har noget Ansvar for min Fremtid. Jeg lover Dem — jeg tager hjem.
SUZETTE.
Aa tak —
KAMMA
(vil tage den røde Buket)
SUZETTE
(tager den blidt fra hende)
Lad den blive her.
KAMMA.
Som De vil. — Jeg vil tidt tænke paa det, vi her har talt om.
SUZETTE.
Og De har tilgivet mig?
KAMMA.
Ja. Maaske vi to kunde vre bleene gode Venner. Som det nu er, kan jeg kun sige: Levvel! Og glem mig ikke helt.
(hun kysser hende og gear ud i Baggrunden)
146
SUZETTE
(lytter)
Se saa! Borte! — (tager Buketten, gaear hen til Døren til venstre, aahner den og taler ud) — — Hr. Arnold Krack, Deres Kusine bad mig sige Dem, at hun var ikke vel og er kørt hjem. — (Ophold) Ja, hjem, er det saa underligt! — (Digteren kommer til Syne i Døren, iført Overfrakke) — Og saa, skulde jeg give Dem denne Buket og bede Dem ved Festen overrække den til en anden Dame — ja, en smuk Dame — uden Mand. — Aa, jeg beder! God Fornøjelse. — Farvel!
(hun lukker Døren, idet Fleron kommer ind fra højre)
FLERON.
Hvor er min Kone?
SUZETTE.
Hun er kørt.
FLERON
(overvældet)
Kørt — altsaa dog — trods mit Forbud! — (farer hen til hende) Hvad har du sagt — Øgle — falske Slange?
SUZETTE
(smiler)
Jeg hævnede mig nok alligevel. Da jeg ikke vilde. For det kan vel ikke hjælpe at sige, at jeg kun havde Deres Bedste for Øje?
FLERON.
Nej. — (gaar hen og raaber ud) — Carlsen, min Hat og min Pels – hurtigt!
TJENEREN
(kommer og hjælper ham Tøjet paa)
147
FLERON.
Naa — det Ærme der — tak! Skaf saa en Vogn, skynd Dem.
TJENEREN.
Ja, Hr. Grosserer!
(gaar hurtigt)
FLERON
(overdreven høflig)
Frøken, jeg tør maaske bede Dem meddele Fru Oberstinden, at jeg har været nødt til at bortfjærne mig paa Grund af en uopsættelig Sag.
SUZETTE
(ligesaa høflig)
Som De agter helt at forkludre. Jeg skal sige det. Maa jeg have Lov at ønske Dem god Fornøjelse ved Festen.
FLERON.
Jeg takker.
(han slaar Pelskraven op, tilkaster hende et forbitret Blik, sætter Hatten haardt paa Hovedet og gaar ud i Baggrunden, idet Prangen og Oberstinden kommer ind fra højre.)

FEMTE SCENE.
PRANGEN, SUZETTE, OBERSTINDEN.
PRANGEN
(gnaven)
Men du maa indrømme, at naar det er mine Penge –
OBERSTINDEN.
Er Fleron ikke her? Der spørges efter ham.
148
SUZETTE.
Han er gaaet.
OBERSTINDEN.
Hvadbehager.
SUZETTE.
Han er gaaet til Hr. Kraeks Fest. Bad saa meget hilse.
PRANGEN
(ærgerlig)
Han kan sagtens gaa! Nu har han Sit paa det tørre.
SUZETTE.
Han var ogsaa i straalende Humør.
OBERSTINDEN.
Jeg er som lamslaaet. At gaa — midt under Mødet og til denne Forargelighed.
PRANGEN.
Møde eller ikke Møde — jeg giver Fanden i det. — (til Suzette) — Vær saa venlig ikke at le. Ja, det er din Skyld, din ene og alene. Det er dig, der har kørt i Ring med Kammerherren og Drankerhjemmet og hele Kleresiet, og hvis du bliver ved, som du er begyndt med at rulle med mine Penge, saa ender jeg Pinedød i Almindeligheden eller i Tugt-, Rasp- og Forbedringshuset.
SUZETTE.
Eller i Drankerhjemmet — paa Friplads.
PRANGEN.
Abonner heller selv paa den, siden du snakker om 30 Kroner og om 30,000, som om de sejlede lige højt.
149
SUZETTE.
Akkurat. For jeg har ingen af Delene.
PRANGEN.
Det er maaske derfor, at du med din mageløse fripostige Ugenerthed gaar hen og forærer dem til nogle forbandede Svinepelse af Drukkenbolte til Fordel for Hr. Fleron. Det næste er, at han bliver Ridder — eller Etatsraad. Gudbevares, hvorfor ikke — for mine Penge.
OBERSTINDEN.
Du forbavser mig, Theobald.
PRANGEN.
Saa forbavs dig, gode Angelika, for mig gærne. Jeg kan da vel ogsaa blive ked af at gad og hedde Direktør, den fjollede Titel! Folk kalder sig snart Direktør for en Lirekasse.
OBERSTINDEN.
Men Fleron —
PRANGEN.
Vist saa, Fleron kan skumme Fløden, og hvad faar jeg! — — Den Post, han er ved at redde sig, kan føre til hvad det skal være — jeg siger — til hvad det skal være.
SUZETTE.
Herregud, saa lad være at give ham Pengene. — Tag Posten selv og anfald ikke mig.
PRANGEN
(pludselig eftertænksom)
Tage den selv! Nonsens, hvordan skulde jeg faa den?

150
SUZETTE.
Ved at gøre noget for det, højstærede Hr. Direktør. Ellers faar man som bekendt ingenting.
OBERSTINDEN.
Undtagen Attest for Skikkelighed.
SUZETTE.
Slaa et stort Slag! Staa op paa den Talerstol der og bekend.
PRANGEN.
Bekende hvad?
SUZETTE.
Hvadsomhelst! At du føler Trang til at sone din Fallit ved at skænke den Sum, der dengang gik rabundus for Folk til et højt og ædelt Formaal, der sorterer under Kammerherren. Naar du gør det med nogle nette Ord om Samvittighed og Sparepenge og faderløse Enker, saa ved jeg da ikke den Hæderspost, du ikke har gjort dig værdig til her og hisset.
OBERSTINDEN
(pludselig opildnet)
Theobald, det var en stor Tanke.
PRANGEN.
Ja, det skal du have Ret i, for Passiverne beløb sig til —
SUZETTE.
Du kan jo give, hvad du har Lyst til. De samme 30,000 —
PRANGEN.
Lyst til — ?
151
SUZETTE.
Ja, jeg er ogsaa Kontormand og ved da, at det kommer an paa, hvordan det bliver stillet op. — (opremsende) — Boet blev jo lavet om til et Aktieselskab, ikkesandt, mod at Varelagerets Værdi, som enkelte af Kreditorerne tilbød Skifteretten at købe plus Indboet, der overdroges den eneste Datter paa Betingelse af Fallentens Brugsret af det i hans Levetid, gik over paa — kollevippen, kollevappen, den Slags er saa indviklet, at det maa være en smal Sag for en Prokurator at sætte op efter Behag. Mig er det lige meget.
OBERSTINDEN.
Nej, bedste Suzette —
SUZETTE
(med krænket skælmsk Mine)
Jo, Hr. tilkommende Etatsraad, lad være, at du kalder disse Venner af Oberstinden og mig, disse hæderlige graanede Drankere for nogle forbandede Svinepelse! Jeg siger — lad være! Til Nød kan jeg ogsaa gaa ind paa, at jeg vil bringe dig i Rasp- og Forbedringshuset, det kan vi maaske alle tiltrænge, men naar du er saa topmaalt uretfærdig at sige, at jeg har kørt i Ring med dig og Kammerherren og hele Kleresiet, saa vil jeg opgive Ævret og trække mig tilbage til mit Eget med Ønske om, at du og Fru Oberstinden maa faa det mest mulige ud af det Hersides og det Hinsides uden min uheldige Medvirkning.
(hun gaar med et fornærmet lille Kniks ud til højre)
152

SJETTE SCENE.
PRANGEN, OBERSTINDEN.
OBERSTINDEN.
Der ser du! Nu har du saaret hende med din ubetimelige Opfarenhed. — Du maa se at formilde hende. Naa, derom senere! Her gælder det om at handle hurtigt og resolut. Jeg betragter nemlig denne unge Piges uoverlagte Ord som et Fingerpeg fra oven.
PRANGEN
(tier og tæller paa Fingrene)
OBERSTINDEN.
Du vil ved et saadant Skridt vinde uendelig i Anseelse, ja, staa som en af de bedste.
PRANGEN
(lidt usikker)
Men der er jo ogsaa det med den indre Sandhed, du ved —
OBERSTINDEN.
Den svigter du sandelig ikke ved noget saa ædelt som dette. Jeg, din Søster, ved, at du inden føje Tid selv vil være overbevist om at have handlet af dybtfølt indre Trang.
En saadan Daad bærer Lønnen i sig selv, Theobald, og vil aldrig være spildt, hverken sjæleligt eller materielt set.
TJENEREN
(kommer ind med frisk Vand til Talerstolen)
OBERSTINDEN.
Carlsen, vil De bede Kammerherre von Platen og Missionær Hellemann om at komme herind.
153
TJENEREN.
Ja, Frue.
(gaar ud tilhøjre)
PRANGEN
(eftertænksom)
Varelagerets Værdi —
OBERSTINDEN.
Tænk heller paa at finde de rette Ord! Naa, der kommer de.
(Kammerherren og Missionæren kommer ind fra højre)

SYVENDE SCENE.
PRANGEN, OBERSTINDEN, KAMMMERHERREN, MISSIONÆREN.
KAMMERHERREN.
Man har bedt os komme herind.
OBERSTINDEN
(byder dem at sidde)
Ja. —
KAMMERHERREN.
Hvor er vor kære Fleron?
PRANGEN
(rask)
Han er gaaet til Hr. Kracks Kunstnerfest.
MISSIONÆREN
(forskrækket)
Denne Fest med Koner uden Mænd?
154
KAMMERHERREN.
Kønne unge Koner formodentlig.
MISSIONÆREN.
Det var dog mærkeligt.
KAMMERHERREN.
Og ikke ganske klogt maaske. Det røber Grundsætninger, som jeg ikke kan støtte.
OBERSTINDEN
(til Missionæren)
Vor kære unge Ven, de vækkende Ord, De talte før, har sikkert slaaet ned i mangt et Sind —
MISSIONÆREN
(beskeden)
Aa, sig ikke det!
OBERSTINDEN.
Ved et pludseligt Klarsyn er i Aften min Broders Samfundsfølelse bleven vakt.
MISSIONÆREN.
Er det muligt! Det talte Ord kan dog have en mærkelig Magt.
KAMMERHERREN.
Hvorledes har Hr. Prangens Klarsyn givet sig Udtryk?
PRANGEN.
Jo — ja — Herrerne har vist hørt, at jeg havde det Uheld at gaa fallit, nærmest fordi Mælkekondensering —
155
OBERSTINDEN
(afbryder ham med et Blik)
Jeg ved bedst, jeg, min Broders Søster, hvor det har skaffet ham betyngede Timer, at saa mange Mennesker ved ham havde mistet deres Velfærd.
MISSIONÆREN.
Det fatter man.
PRANGEN.
Og nu har Forsynet —
OBERSTINDEN.
Nu har Forsynet skænket ham Erstatning for det, han dengang tabte, men hans Skrupler er kun derfor blevne større.
MISSIONÆREN.
Jeg forstaar det. De spørger Dem selv — har jeg Lov at være rig, naar jeg har gjort Andre fattige. Har jeg Livssandheden inde!
PRANGEN
(usikker)
Det er jo altid — lidt — problematisk.
OBERSTINDEN.
Nej, Theobald, det har du ikke haft.
KAMMERHERREN.
Men nu har han den — inde?
OBERSTINDEN.
Nu har denne Aften indgivet ham en Beslutning a, at han vil frigøre sig for alt Ansvar og skænke den Sum, han dengang blev Andre skyldig, til et stort og skønt Formaal.
KAMMERHERREN.
Ædelt tænkt, i Sandhed!
MISSIONÆREN
(begejstret)
Hvor smukt! Maaske til min lille Gerning i Assam —
KAMMERHERREN
(prøvende)
Eller til noget mere hjemligt —
OBERSTINDEN.
Det er Tanken om vort Alkoholistasyl, der har grebet min Broder.
MISSIONÆREN
(lidt skuffet)
Ah!
KAMMERHERREN
(synlig tilfreds)
Ah —
PRANGEN
(iagttager ham)
Ja, jeg maa sige, at Drankerhjemmet Euterpe, det —
MISSIONÆREN.
Euterpe, det er en hedensk Muse, hende med Fløjterne.
PRANGEN
(retter sig)
Vist saa — Muserne, dem kender jeg paa Fingrene.
157
KAMMERHERREN
(viser ham sin Note bog)
Det hedder — So — fro — syne!
PRANGEN
(skriver det i sin)
Jeg ved det! Dyd! Nøjsomhed — o. s. v.!
OBERSTINDEN.
Kære Hr. Hellemann, naar vi nu atter er samlede, vil De maaske med nogle faa Ord meddele denne Sag paa Deres egen hjertelige Maade. Det kan øve sin Virkning paa Sindene.
MISSIONÆREN.
Det gjør jeg med Glæde. — (bevæget) — De fatter ikke, hvad det betyder for mig at leve min sidste Tid i Hjemlandet mellem Mennesker, hvis Livssyn er saa rent, saa ædelt!
PRANGEN
(beskeden)
Aa
OBERSTINDEN.
Kære unge Ven —
(Rørt Pause)
KAMMERHERREN
(diskret)
Er der nogen bestemt Sum at nævne?
PRANGEN.
Endnu ikke.
OBERSTINDEN.
Dette er jo blot den første varme Impuls.
MISSIONÆREN.
Rigtigt! Ligesaa varm og uforbeholden bør den meddeles Vennerne. — (giver Prangen Haanden) Kære Hr. Direktør, hvilket Vidnesbyrd! Det bliver lyst i Deres Sind efter dette.
KAMMERHERREN.
Og Velsignelse ved Deres Gerning.
MISSIONÆREN.
Indadtil.
KAMMERHERREN.
Ogsaa udadtil. Hvad jeg kan gøre dertil, skal ikke blive forsømt.
PRANGEN.
Tak. Naar De blot er tilfreds, Hr. Kammerherre, saa er det min bedste Belønning.
MISSIONÆREN.
Dydens Belønning!
(Selskabet kommer samtalende ind fra højre)

OTTENDE SCENE.
OBERSTINDEN, PRANGEN, KAMMERHERREN, MISSIONÆREN, BRASK, DAMER og HERRER, senere .SUZETTE.
OBERSTINDEN
(ringer paa en Haandklokke)
Mine Damer og Herrer, skal vi gaa videre. Vær saa god – tag Plads. Hr. Kammerherre og Deres Højærværdighed, jeg beder Dem —
(Man sætter sig)
MISSIONÆREN
(fra Talerstolen)
Mine Venner, forinden vi atter gåar over til den Sag, der har samlet os, har jeg en Meddelelse at gøre, som for saavidt berører den og som vil berede almindelig Glæde. Vi har her i vor Midte en Mand, der har lært Selverkendelsens Alvor at kende, og føler Trang til at vise dens Oprigtighed ved et betydningsfuldt Offer. Denne Mand er Direktør Theobald Prangen i hvis gæstmilde Hus vi her er forsamlede. Direktør Prangen, der som Handelsmand har været udsat for den Fristelse at hige efter Mammon og verdslig Fordel, fordi Verden —
EN HERRE
(rejser sig)
Tillad mig, vilde det ikke være mest lærerigt at høre denne Meddelelse af Hr. Prangens egen Mund?
ALLE.
Jo. —
PRANGEN
(afværgende)
Jeg er ikke Taler — nej —
FLERE.
Jo, De maa endelig —
MISSIONÆREN
(ringer)
De har Ret. Han bør selv vidne. Direktør Prangen har Ordet.
(Han gaar ned fra Talerstolen og klapper Prangen paa Skuldren, idet denne
gaar op)
SUZETTE
(kommer ind fra højre med Overtøj paa. Da hun ser, at Mødet er i fuld Gang, vil hun vende om, men standser og bliver staaende ved Døren for at høre.)
EN DAME
(til en anden)
Det bliver sikkert opløftende!

160
PRANGEN
(usikker)
Ja, mine Damer og Herrer, som sagt, jeg er ikke Taler, og vil derfor blot sige de Par Ord, at — at jeg ganske rigtig higede efter verdslig — verdslig – ja, det var Mælk paa Daaser — kondenseret Mælk og Konjunkturerne — de — kort sagt, jeg gik Fallit. Og selv om det er værst for En selv, er der ogsaa noget pinligt i den Ide — association, at Andre mister deres Penge — jeg mener – Mammon ved En. — Og de betyngede Timer, betyngede Timer, som — ja, kort og godt, det er derfor, at jeg nu, hvor jeg er kommen oven Vande igen, føler Trang — føler Trang til at oprette, hvad jeg dengang gjorde galt.
BRASK
(med Energi)
Bravo.
FLERE.
Tys!
BRASK.
Nej, jeg haaber, det maa være mig tilladt at sige højt og lydt, at en saa ædel og opofrende Tankegang, den er ualmindelig, for ikke at sige sjælden.
KAMMERHERREN.
Deri har Hr. Brask tifold Ret.
BRASK.
Og naar jeg i denne Stund —
MISSIONÆREN.
Hr. Viktualiehandler Brask har Ordet.
BRASK.
Og naar jeg i denne Stund føler Trang til at forebringe en varm og dybtfølt Tak til Hr. Direktør Prangen, saa er det, fordi jeg som eneste Arving efter min salig Fader, der mistede alt ved Hr. Prangens Fallit, altsaa her kan tale paa de øvrige Kreditorers Vegne — ja, udtale mig med den Paaskønnelse, den Anerkendelse, den Beundringsværdighed, som en saadan Handlemaade fortjener.
(Tilslutning)
MISSIONÆREN.
Naar Hr. Delikatessehandler Brask udtaler sin Paaskønnelse af Hr. Prangens Handlemaade, saa maa vi af Hjertet samstemme med ham, men paa en anden Maade, end han tror, da det vil vise sig, at Direktørens Tankesyn er endnu mere vidtrækkende, end Hr. Brask formoder. Hr. Prangen har Ordet.
PRANGEN.
Sagen er, at – at den Sum, som jeg ved nærmere Eftersyn af mine Bøger kommer til Erkendelse af, at jeg er bleven Andre skyldig, den har jeg bestemt at anvende til et stort og ophøjet Formaal.
(Tilslutning)
PRANGEN.
Og eftersom jeg har bragt i Erfaring, at Drukkenskaben er den Last, som er mest — mest tillokkende – lokkende, kort sagt — en ækel Last, saa vil jeg skænke — skænke Pengene til den Komite bestaaende af Kammerherre von Platen, der har dannet sig — dannet sig til Opførelse af et Hjem for kristelige Drukkenboldte, som skal bære Navnet Terpsichore — det betyder Dyd, Ædruelighed o. s. v. — paa Græsk —
FLERE.
Nej stop!
162
PRANGEN
(ser i sin Notebog)
Naa — nej — Sofrosyne, hvor de kan lære det, som vi Andre har været saa lykkelige at leve efter hele vort Liv — Pligtens og Religionens Grundsætninger. (stærk Tilslutning)
BRASK.
Naa saadan at forstaa! Med Forlov at spørge —
MISSIONÆREN.
Hr. Brask har Ordet.
BRASK.
Med Forlov at spørge, kunde der ikke ogsaa være nogen Raison i at sige, at det hører ind under den Slags Grundsætninger at give Pengene ganske stille til de Folk, som Direktør Prangen borgerlig set skylder dem til. Det var den Idé, jeg tillod mig at applaudere.
MISSIONÆREN.
Ikke en Idé, der bærer opad, Hr. Brask.
KAMMERHERREN.
Mod det fælles Maal — nej!
BRASK
(taler sig varm)
Opad mig her og fælles mig der! Alle den Slags pæne Ord, dem er vi sammen om, men naar det kommer til Stykket, saa har vi jo allesammen hver vores Vorherre, saadan som vi nu er skabte til, og i denne Situation saa vilde han nu sige til mig, min Vorherre: Naar du staar i Gæld til en Mand og ikke kan betale, godt, saa maa du vedgaa det, min Ven. Men kommer du til Hægterne igen, saa er det Pinedød ikke mere end som din forbandede Skyldighed at give ham igen, hvad der er hanses.
SUZETTE.
Bravo, Peter!
BRASK
(vender sig)
Er det dig, Suzette!
(Enkelte vender sig for at se)
MISSIONÆREN.
Hr. Brask mangler den rette Forstaaelse af hvad der bevæger Direktør Prangen. Det er en Følelse, der rækker langt ud over det personlige, en Trang til at gøre netop disse Penge, der har tynget ham, til et Symbol – paa Selverkendelsen.
PRANGEN
(stadig paa Talerstolen)
Det er Sagen. Det er Symbolik.
BRASK.
Gudbevares, saa er det mig, der tager fejl. Med Forlov, er det ikke Grosserer Grüner af Firmaet Hyltoft og Grüner, som sidder derhenne?
FLERE.
Jo.
BRASK.
Godt, saa ved jeg altsaa, at jeg har denne velbyrdige Forsamlings Medhold, — Hr. Grosserer Hyltoft og Grüner, naar jeg meddeler Dem angaaende de 1118 Kroner og 83 Øre, som jeg er Dem skyldig for diverse Partier Margarine, at jeg heller vil anvende dem til Aktier i en Kafé paa aandeligt Grundlag.
(Protester)
BRASK
(stadig mere arrig)
Jo. Hille den Gloende vil jeg saa!
OBERSTINDEN.
Her bander vi ikke.
BRASK.
Ikke det! Da synes jeg, vi snakker nok om Død og Helvede.
KAMMERHERREN.
Sammenligningen kan aldeles ikke drages.
BRASK.
Men naar jeg nu synes, at saadant et Foretagende er et ophøjet Formaal!
MISSIONÆREN.
Forskellen er, at De har den lovlige Pligt at betale Deres Margarine, mens Direktøren bringer et Offer i Frihed og sjælelig Løftelse.
PRANGEN.
Akkurat!
KAMMERHERREN.
Og Direktøren er ikke pligtig til nogetsomhelst efter Loven.
FLERE.
Nej.
165
BRASK
(flyvende vred)
Naa saadan! Naar det ikke er om en højere Slags Love end som saadan, at der her skal holdes Diskussion, saa siger jeg heller saa mange Tak for i Aften. For Fallitloven, den er jeg ogsaa med paa, og den behøver jeg allenfals ikke at gaa i hvidslipset Aftensoirée for at sætte mig nærmere ind i. Maa jeg have den Ære at anbefale mig og ønske Herskaberne god Fornøjelse med samt den sjælelige Løftelse i det moralske Drankerhjem.
SUZETTE
(løber hen til ham)
Vent, Peter! Dette skal du have et Kys for — til Tak fra Forsamlingen. Jo. Hille den Gloende skal du saa!
BRASK.
Suzette ! — (ser paa hende) — Vil du — virkelig —?
SUZETTE
Ja, nu gaar jeg med dig.
BRASK.
Men tror du, det varer?
SUZETTE.
Ja Peter, denne Gang skal det vare.
(Almindelig Bestyrtelse. Et Par Damer og Herrer pege forargede paa Døren.)
OBERSTINDEN
(med opbragt Mine)
Gaa videre, Theobald!
Tæppet falder.


Anmeldelse: Illustreret Tidende 14. oktober 1900

Fru Emma Gad har givet Dagmarteatret sit Lystspil Dydens Belønning.

Fru Gads Digterskib er altid en let og elegant lille Yacht, som i snildt Kryds befarer den københavnske Selskabeligheds ikke meget dybe Vande, snart med et lille Slag op mod litterært Klike-Uvæsen, snart et Stræk med Retning mod Tevands-Gudeligheden. Kvikt og muntert med Smaabølgerne pludrende for Bougen, gaar denne Sejlads, uden synderlig Fare for at Baaden skal blive hængende paa nogen af Grundene. Der er ikke uforsigtig meget Bly i Kølen.
Denne Gang er det den rene Dame-Sejlads.

Fruen havde dog gjort et Fund. Hun har truffet paa den københavnske Kontor-Dame, en ufortrøden og uforknyt lille Ting, med muntre Øjne og en Appetit paa Livet, som de halvthundrede Kroner om Maaneden ingenlunde tilfredsstiller. Saa smaasulter hun og fixer sig op efter bedste Evne, lever let hen uden mange Skrupler, klarende sig fri for de værste Skær – dydig? Ja, det mener hun da; hun har jo aldrig gjort sig nogen Fordel paa sine Venners Bekostning.

Saadan har Forfatterinden stillet hende hen, frisk og levende. Og Fru Anna Larssen lagde saa til af sit – kaad, forfløjen, tindrende og alligevel med saa megen Ruhed nu og da, at man mærkede, hvor Livet havde skuret og gnavet, og i et afgørende Øjeblik med en Ed paa, som ikke er Koketteri.

Den unge Dame svigtes af sin noget-mer-end Forlovede, der har Brug for en rig Grossererdatters Penge. Til Hævn forlover hun sig med Svigerfaderen og kører i Ring baade med ham, sin tidligere Elskede og hele det højtidelige Selskab, indtil hun, led og ked af al deres beregnende Fromhed, gaar sin Vej sammen med en Ungdomsven, der ogsaa har faaet for meget al den nævenyttige Gudelighed, med hvilken han for Resten selv har søgt at afstive sin Spækhøkerbod…

Vist er der pudsige Scener og adskillige lattervækkende Ord rundt om i Stykket, men Fru Emma Gad har paafaldende konsekvent undgaaet at lade sine Personer sige eller gøre det, som rigtige Mennesker vilde gøre og sige. Tilmed har hun haft det utvivlsomt uforskyldte Uheld. at flere af Motiverne i ‘Dydens Belønning’ lige i Forvejen har været behandlede af andre og mere indgaaende Forfattere.

Selve Arten af Fru Gads Talent sikrer hende imidlertid mod det ubetingede Nederlag. Folk nænner ikke let at blive vrede paa en elskværdig spøgende Dame, som underholder dem og faar dem til at le.