Premiere paa Dagmarteatret Kjøbenhavn, Onsdag Nat.
Saa vi vi da igen en Samfundssatire, der i sin Friskhed og dristige Slaaenhed næsten er Holbergsk. Fru Emma Gad, der selv hører til det Bourgeosi, som hun i Aften saa gladelig slog løs paa, har her vovet Springet helt ud, det hun antydede i “Rørte Vande”, og som Otto Benzon i sin Tid tilsigtede med “En Skandale”, men som han bøjede bort fra i sidste Øjeblik af letforstaaelig Frygt for Følgerne.

Fru Gad har i “Dydens Belønning” vist, hvor megen Snobberi og falsk Kristendom, der trives i Ly af Ordet “Hellighed”, hvorledes dette i mangfoldige Tilfælde er Døren, hvorigennem man naar frem til gode Stillinger, Dekorationer og Titler, og hun gar udstyret sine Personer med den rette Fraserigdom, der glinser paa dem som tyk Oliefarve, trukket Linierne skarpt op og ladet Stykket ende med en velberegnet Slutnings-Effekt, hvor Spækhøker Brask, der ogsaa har gaaet om med en hellig Maske af Hensyn til de gode Kunder, pludselig taber denne og viser sig og Selskabet, som det de er, nemlig en Samling forløjede, selvkærlige og beregnende Samfundsstøtter.