Dydens Belønning

Dydens Belønning


Her udstilles hykleriet i det bedre borgerskab, hvor direktør Prangen og hans søster, Oberstinden, dækker over moralsk forfald med religiøs selvhøjtidelighed. Den unge, rapkæftede Suzette forlover sig med Prangen for at hævne sig på hans svigersøn, Fleron, som tidligere har svigtet hende. Gennem manipulation tvinger hun selskabet til at udstille deres sande ansigt: grådighed forklædt som næstekærlighed. Da Prangen vælger at donere penge til et “ædelt formål” frem for at betale sin faktiske gæld til almindelige folk, får Suzette nok. Hun forlader det hule skuespil til fordel for den ærlige viktualiehandler Brask og sandheden.
Dydens belønning 301avislæser

En Samfundssatire, der i sin Friskhed og dristige Slaaenhed næsten er Holbergsk. Fru Emma Gad, der selv hører til det Bourgeosi, som hun i Aften saa gladelig slog løs paa, har her vovet Springet helt ud, det hun antydede i “Rørte Vande”, og som Otto Benzon i sin Tid tilsigtede med “En Skandale”, men som han bøjede bort fra i sidste Øjeblik af letforstaaelig Frygt for Følgerne.

Fru Gad har i “Dydens Belønning” vist, hvor megen Snobberi og falsk Kristendom, der trives i Ly af Ordet “Hellighed”, hvorledes dette i mangfoldige Tilfælde er Døren, hvorigennem man naar frem til gode Stillinger, Dekorationer og Titler, og hun gar udstyret sine Personer med den rette Fraserigdom, der glinser paa dem som tyk Oliefarve, trukket Linierne skarpt op og ladet Stykket ende med en velberegnet Slutnings-Effekt, hvor Spækhøker Brask, der ogsaa har gaaet om med en hellig Maske af Hensyn til de gode Kunder, pludselig taber denne og viser sig og Selskabet, som det de er, nemlig en Samling forløjede, selvkærlige og beregnende Samfundsstøtter. (Østsjællands avis, 5. oktober 1900.)

***
Læs alle de originale anmeldelser og omtaler fra tidens aviser

DYDENS BELØNNING

SKUESPIL I 4 AKTER AF EMMA GAD.
PREMIERE PÅ DAGMARTEATRET, 3. OKTOBER 1900.

DET SCHUBOTHES FORLAG, 1900 – KJØBENHAVN.

Direktør PRANGEN.
En falleret forretningsmand, der desperat forsøger at genvinde sin sociale status. Han er selvhøjtidelig og pynter sig med religiøse titler og “godgørenhed”, men er i virkeligheden styret af penge og forfængelighed. Han er svag og lader sig let manipulere af både sin søster og Suzette.
KAMMA, hans Datter.
Prangens datter og Flerons hustru. Hun er en tragisk figur – mild, fin og lidt naiv. Hun er fanget i et kærlighedsløst ægteskab og bliver et offer for både Suzettes hævn og mandens hykleri. Hun repræsenterer den ægte sårbarhed, som Suzette ender med at få medlidenhed med.
Oberstinde MOTLAU, hans Søster.
Prangens søster og det moralske politi. Hun er ekstremt optaget af etikette, religion og samfundets anseelse. Hun bruger kristendommen som et værktøj til at kontrollere andre og dække over familiens skandaler. Hun er personificeringen af det hykleri, som stykket kritiserer.
Grosserer HARRY FLERON.
Prangens svigersøn og stykkets skurk. Han er en kynisk stræber og en hykler, der har svigtet Suzette for at gifte sig til penge. Han lever i konstant frygt for, at hans fortid og hans tvivlsomme forretningsmetoder skal blive afsløret, hvilket ville ødelægge hans karriere i de “hellige” kredse.
Frøken SUZETTE ANKERKRONE.
Stykkets “oprører”. Hun er en ung, fattig kontordame, begavet, og blottet for respekt for borgerskabets facader. Hun drives af hævntørst over for Fleron, men viser i sidste ende, at hun har mere integritet og hjerte end hele selskabet tilsammen, da hun vælger ærlighed frem for rigdom.
Viktualiehandler P. V. BRASK.
Stykkets jordbundne modpol. Han er jævn, ærlig og praktisk anlagt. Han taler ligefremt og gennemskuer selskabets “symbolske” godgørenhed som det, det er: et forsøg på at slippe udenom at betale deres faktiske gæld. Han ender med at blive Suzettes vej ud af hykleriet.
Kammerherre VON PLATEN.
Repræsentant for den øverste magtelite. Han er mest af alt optaget af titler, orden og at alt ser pænt ud på papiret. Han er villig til at se igennem fingre med meget, så længe de formelle bidrag til samfundets institutioner falder på plads.
Missionær HELLEMANN.
En ung, idealistisk, men også lidt blind prædikant. Han er “nyttig idiot” for borgerskabet, da hans foredrag om afsavn og himmelske glæder giver Prangen og Fleron det moralske dække, de har brug for til at fremstå som gode kristne.
Digteren Hr. ARNOLD KRACK Stum Person. En Pige.
En Tjener. Damer og Herrer.