Dydens Belønning 1. akt

Handlingen foregaar i København.

PERSONERNE:

Direktør PRANGEN. KAMMA, hans Datter.
Oberstinde MOTLAU, hans Søster. Grosserer HARRY FLERON.
Frøken SUZETTE ANKERKRONE. Viktualiehandler P. V. BRASK.
Kammerherre VON PLATEN. Missionær HELLEMANN.
Digteren Hr. ARNOLD KRACK Stum Person. En Pige.
En Tjener. Damer og Herrer.

DYDENS BELØNNING: INTRO1. AKT2. AKT3. AKT4. AKTANMELDELSER

1. AKT Direktør Prangens Privatkontor. Et stort Arbejdsbord midt paa Gulvet. Langs Væggene Hylder med Kontorbøger. I Forgrunden et lille Bord med Aviser og nogle Lænestole. I Baggrunden Udgang til Kontoret og paa Siderne Døre til den øvrige Lejlighed.
1. SCENE To tarvelig klædte unge Damer og en Herre med lurvet Kunstnerpræg sidde og vente. Senere DIREKTØR PRANGEN OG MISSIONÆR HELLEMANN.
Første Unge Dame Det varer dog forfærdelig længe, inden Direktøren kommer.
Anden Unge Dame Jeg maa snart gaa. Jeg fik blot en Time fri.
Første Unge Dame Det er skrækkeligt, hvor det er svært at faa en Plads.
Anden Unge Dame Alle vil ogsaa være Kontorister nutildags. Man skulde maaske hellere have slaaet sig paa det huslige! Naa, der er vist Direktøren.
Direktør Prangen kommer ind fra Baggrunden, ret ungdommelig, skønt lidt tyndhaaret og med Antydning til Mave. Han ser noget misfornøjet ud ved at se de Tilstedeværende, der alle rejser sig i Forventning om først at faa ham i Tale.
Direktør PRANGEN (til en af Damerne)
Tør jeg spørge —
Første Unge Dame Det er i Anledning af den ledige Plads ved Kassen.
Anden Unge Dame Jeg har været i fem Aar hos Brødrene Blichfeldt.
(Begge rækker ham Anbefalinger talende i Munden paa hinanden)
Direktør PRANGEN (peger mod Baggrunden)
Tillad mig, mine Damer, vil De ikke være saa venlige at henvende Dem til Bogholderen. Desværre, min Tid er saa optagen.
Damerne Undskyld — vi troede — (de gaa ud i Baggrunden)
Direktør PRANGEN (til Herren)
Tør jeg spørge —
En Herre Mit Navn er Schlichtkrull-Rasmussen, Billedhugger — Direktøren kender maaske Navnet — ikke? Naa, jeg vilde tillade mig at forevise Dem et Fotografi af min Statue „Den danske Søkriger”, som det er mit Haab at faa rejst i Bronce paa Holmens Kirkegaard, naar blot jeg kunde faa tilvejebragt en Sum paa …
Direktør PRANGEN (afværgende)
Men jeg har destoværre Gravsted paa en anden Kirkegaard — beklager meget —
(Oberstinde Motlau, en højtidelig sortklædt Dame, kommer ind fra højre ledsaget af Missionær Hellemann, en ung, slank Mand med et elskværdigt Ansigt og et lyst Blik)
OBERSTINDEN Godmorgen Theobald! Ja, Missionær Hellemann, De kender jo min Broder —
MISSIONÆREN Jo, jeg har haft den Fornøjelse —
(Herrerne hilser paa hinanden)
OBERSTINDEN Vi har temmelig længe siddet i Dagligstuen og ventet paa dig.
Direktør PRANGEN Jeg beder undskylde! Men vi kan jo gaa derind, hvis du foretrækker —
OBERSTINDEN (sætter sig)
Tak, siden vi er her, lad os saa blive her.
Direktør PRANGEN Tilgiv, denne Herre venter.
Herren Gudbevares — jeg vil ikke forstyrre — maaske en anden Dag — i Morgen — naar det er Direktøren belejligt — alt forladt —
(gaar ud i Baggrunden)
Direktør PRANGEN (sætter sig)
OBERSTINDEN Ja, kære Theobald, Missionær Hellemann har daarlig Tid, saa det er bedst, vi gaar lige til Sagen.
MISSIONÆREN Vi kommer for at appellere til Direktørens Menneskekærlighed og Offervillighed.
OBERSTINDEN Men jeg har sagt til Hr. Hellemann, at du ikke altid er let at —
Direktør PRANGEN At bearbejde.
MISSIONÆREN Men her gælder det en stor Sag, Hr. Direktør, der er sket en Ulykke.
Direktør PRANGEN Saa – hvad da?
MISSIONÆREN Præsteboligen og Skolen i Assam er brændt.
Direktør PRANGEN Beklager meget — (lader uforstaaende) Assam —?
MISSIONÆREN I Santalistan.
Direktør PRANGEN Santalist an —?
MISSIONÆREN I Indien.
OBERSTINDEN Det ligger i Asien, ved du maaske. Hr. Hellemann forbereder sig til at rejse dertil.
Direktør PRANGEN Ah!
MISSIONÆREN Det er jo mærkeligt, ikkesandt, at det er blevet vort Folk forundt at udøve en saa velsignelsesrig Virksomhed i det fjerne Santalistan.
Direktør PRANGEN Ja, det er meget mærkeligt.
MISSIONÆREN Og derfor er jo denne lille Bygnings Brand et Fingerpeg om at ombygge den større, stærkere, smukkere end før — jeg mener — som et Vidnesbyrd. Og nu er det vort Haab, Hr. Direktør, at De vil støtte os i vor Stræben. Jeg vil saa gerne bringe den Glæde med mig ud.
Direktør PRANGEN Jeg har ganske vist mange Krav at imødekomme, men paa den anden Side har jeg megen Sympathi for Buddhas Lære. Den har jo en smuk, opløftende Moral og særdeles fornuftige Teorier.
MISSIONÆREN (forfærdet)
Buddha —
OBERSTINDEN (oprørt)
Men Theobald —
Direktør PRANGEN Ja, er det ikke den Tro, de bekender sig til derovre — det var jo i Indien?
MISSIONÆREN Det er jo den, vi bekæmper af al vor Magt, denne sørgelige Vranglære.
Direktør PRANGEN Men naar sekshundrede Millioner eller saa — ad Gangen — lever og dør i den, saa kan den vel ikke være saa helt ueffen — for dem.
OBERSTINDEN (undskyldende)
Min Broder interesserer sig for Religionernes indbyrdes Forhold, deres ….
Direktør PRANGEN Relativitet.
MISSIONÆREN (ser raadvild paa, Oberstinden)
Direktør PRANGEN Der er ogsaa Ting i den muhamedanske Tro, som jeg bifalder, for Exempel Opfattelsen af de paradisiske Glæder med disse Haver og Huris —
OBERSTINDEN Ja, kære Hr. Hellemann, det er ikke værd, at vi tager mere af Deres kostbare Tid. Nu har De forebragt Sagen, saa skal jeg videre tale med min Broder derom.
MISSIONÆREN (rejser sig)
Ja, gør det, Fru Oberstinde. En Kvindes Mildhed formaar allermest over Sindene. (venlig bebrejdende) Saa siger jeg Farvel, Hr. Direktør.
Direktør PRANGEN Godmorgen, Hr. Missionær — takker meget — særdeles venligt —
MISSIONÆREN (gaar ud i Baggrunden)
1. AKT
2. SCENE
PRANGEN og OBERSTINDEN.
OBERSTINDEN Men Theobald, jeg er som forstenet over din Opførsel.
Direktør PRANGEN Nu bliver jeg vel fri! Man værger sig som man kan mod Folks Prellerier.
OBERSTINDEN Kalder du denne Opfordring for Prelleri — og fra en saadan Mand; saa varm og glødende begejstret for sit Kald!
Direktør PRANGEN Jeg betvivler ikke hans Fortræffelighed, men for mig er det snart hip som hap — alle kommer de rendende og plager mig! — Samfundsdamer, der vil lave Legepladser og Løjtnanter med Sabel paa, der vil laane Penge, og Koffardikaptajner, der samler ind til Orkan i Vestindien — jeg har en Fornemmelse, som hele Samfundet laa paa Lur efter mine sølle Penge.
OBERSTINDEN Saadan gaar det altid, naar man uforvarende bliver rig.
Direktør PRANGEN Kalder du det uforvarende, at min Kones Broder ærligt og redeligt lægger sig til at dø i Rostock.
OBERSTINDEN Det var da vist i hvert Fald uforvarende, at han har sat sine Penge i de umaade]ig indbringende Petroleumsaktier. Du anede jo ikke, han var rig.
Direktør PRANGEN Desto større er Glæden og desto mindre Lysten til at lade mig blanke af igen.
OBERSTINDEN Fordi din Livsopfattelse er saa sørgelig jordbunden, kan jeg ikke finde mig i, at du modtager en Henvendelse fra en af mine skattede Venner paa en spottende Maade. Mindst i en Sag som denne.
Direktør PRANGEN Skal vi til vort sædvanlige lille Omvendelsesforsøg? Tillader du saa, at jeg tænder en Cigaret?
OBERSTINDEN Spøg kun Theobald! Du vil dog ende med at tænke som jeg.
Direktør PRANGEN Tag det med Ro, Angelika, jeg skal nok klare mig. Med dig er det en anden Sag. Du er en fornuftig Kone. For dig har det været et brillant Skaktræk at slaa dig paa det Kirkelige i Forbindelse med lidt Sørgeflor.
OBERSTINDEN (med Værdighed)
Theobald, tror du, at jeg vilde have taget aktiv Del i Kampen for Troslivets Fremgang, hvis det ikke havde stemt med min dybeste Overbevisning?
Direktør PRANGEN Nej, Gudbevares! Jeg tror blot, at det har været en heldig Kombination af — hvad er det, det hedder — det ethiske Krav og et mere praktisk Element. Uden dine Sømandsbazarer og Bibeltheer havde du nu siddet hen.
OBERSTINDEN Hvadbehager?
Direktør PRANGEN Ja, siddet i en lille Lejlighed i en Udkant med et Par Guldfisk og en Kanariefugl, aldeles upaaagtet; jo, min Ven, en pensioneret Enkeoberstinde uden Formue er haabløst henvist til at være Søndagstante.
OBERSTINDEN (grynter misfornøjet)
Direktør PRANGEN Hvorimod du nu er søgt i fornemme Kredse, og bliver nævnt i Bladene sammen med de mest yndede af Kategorien „Five o’clock Teologer” og andre gudelige Notabiliteter.
OBERSTINDEN Godt, lad os da se Sagen fra dit Synspunkt. Hvorfor følger du da, ikke mit Exempel og søger af den Vej — med lidt pekuniære Ofre — at opnaa et eller andet Hædershverv, hvad du i høj Grad kan trænge til efter din ikke ganske heldige Fallit.
Direktør PRANGEN (misfornøjet)
Hvor tidt har jeg sagt dig, at det var den forbandede Mælkekondendenseringsanstalt.
OBERSTINDEN Lige meget, min Ven —
Direktør PRANGEN Kan jeg gøre for, at Mælk ikke vil lade sig lave til Pomade og sætte paa Blikdaaser, som de foresnakkede mig.
OBERSTINDEN Men fraset Falliten er der i og for sig ikke noget særlig fint ved en Smørforretning.
Direktør PRANGEN Smørexportforretning, maa jeg bede.
OBERSTINDEN Naa ja, det hjælper jo ogsaa, at det er blevet et Aktieselskab, men ingenting hæver Ens Position som at støtte en Livssag. Husk det er Religionen, der værner om det Bestaaende, og igen det Bestaaende, der værner om de personlige Interesser.
Direktør PRANGEN (med Værdighed)
Angelika, tror du, at jeg vil tage aktiv Del i Kampen for Troslivets Fremgang, naar det ikke stemmer med min dybeste og inderligste Overbevisning.
OBERSTINDEN (grynter lidt).
Er det Kammas Stemme, jeg hører?
Direktør PRANGEN Nej, men hun maa snart komme fra Ridning.
OBERSTINDEN Maaske er det saa bedst, at jeg i Forvejen forbereder dig lidt. Jeg skal sige dig, naar din Datter kommer, er det muligt, at hun vil have en Meddelelse at gøre dig.
Direktør PRANGEN (studser)
Hvilken?
OBERSTINDEN Grosserer Harry Fleron har jo været en saa hyppig Gæst baade i dit og mit Hus, at —
Direktør PRANGEN (sukker)
Naa, er det alligevel kommet.
OBERSTINDEN Ja, jeg tror, at Fleron har forstaaet at vinde din Datter, og at det kommer til en Afgørelse i Ridehuset i Dag.
Direktør PRANGEN Saa er du fornøjet — hvad! Omsider er det lykkedes dig, takket være dine Foredragsaftener og Formiddagstheer at faa din Protege anbragt midt i mine Grunker — jo, Kamma er nu et meget godt Parti.
OBERSTINDEN Men Gud, hvor kunde du faa en heldigere Svigersøn end Fleron, der er saa beleven og køn og desuden af en saa solid Karakter og ægte religiøst Gemyt.
Direktør PRANGEN Ægte — naa!
OBERSTINDEN Tænk blot, om Kamma havde knyttet sig til den gudsforgaaende Døgenigt, vor ærede Nevø Hr. Arnold Krack, Digteren, som det en Tid truede med. Hun havde saa været ude paa et tøjlesløst Kunstnerlivs oprørte Vande, mens hun nu kommer i sikker Havn, baade i aandelig og materiel Henseende.
Direktør PRANGEN Hvad den materielle Side angaar, har den kære Fleron mig lidt vel megen Ambition og Foretagelsesaand.
OBERSTINDEN Da var det dog dig, der gik fallit, og ikke ham.
Direktør PRANGEN (heftig)
Men det var sgu- hans Skyld. Det var ham, der fik mig paa Glatis med de forbandede Mælkedaaser.
OBERSTINDEN Men saa var det da ogsaa ham der fik Boet lavet om til et Aktieselskab med dig til Direktør.
Direktør PRANGEN Og ham til Aktionær — ja, en, der gælder for ti, hvad Vigtighed angaar. Det er jo derfor, jeg ikke kan lide ham, for Fanden.
OBERSTINDEN Kan du ikke lide ham?
Direktør PRANGEN (ærgerlig)
Jo, Gud bevares, han er fortrinlig i enhver Henseende og korrekt og velklædt og paa det rene med Livet. Og nu har jeg den Lykke at have ham som Parthaver i min Forretning og min Datter og mine Penge og min Fru Søsters Bevaagenhed. Jeg har ham allevegne. Det er yndigt.
OBERSTINDEN Vær blot overbevist om, at det er til din Datters Lykke. Der kommer hun vist — saa faar Vi at se.
(Kamma, en slank, lidt nervøs ung Pige, klædt i Ridedragt, kommer ind fra Baggrunden, ledsaget af Digteren Hr. Arnold Krack, en mørkhaaret, moderne klædt ung Mand med en vis Verdensforagt i sin Mine)
1. AKT
3. SCENE
KAMMA, PRANGEN, OBERSTINDEN og DIGTEREN.
KAMMA Goddag!
DE ANDRE Godmorgen Kamma! Goddag Arnold!
(Kamma kaster Hat og Ridepisk paa Bordet og gaar tankefuld frem og til- bage. Digteren betragter hende med et mørkt Blik, mens han nervøst drejer paa Ridepisken.)
OBERSTINDEN Har du haft en behagelig Ridetur, Kamma?
Direktør PRANGEN Det er pænt af dig, min unge Skjald, at du har fulgt hende hjem.
DIGTEREN (mumler adspredt et Par forekommende Ord)
KAMMA (vedbliver at gaa)
Jeg traf ham her nedenfor.
OBERSTINDEN Var der Bekendte i Ridehuset i Dag?
KAMMA (svarer ikke)
Direktør PRANGEN Jeg synes, du er saa adspredt, mit Barn.
KAMMA (kaster sig i hans Arme)
Aa Fader, der er sket noget, noget meget vigtigt.
Direktør PRANGEN Fortæl mig det.
KAMMA Jeg er bleven forlovet med Grosserer Fleron.
DIGTEREN (farer sammen og tager haardt om en Stol)
OBERSTINDEN (aabner Armene)
Min elskede Kamma!
Hvor jeg i dette Øjeblik føler, at jeg har været dig i Moders Sted.
Direktør PRANGEN (sukker)
Ja, Gud bedre os!
KAMMA Jeg begriber ikke selv, at det er sket — at det virkelig er sandt.
Direktør PRANGEN Saa Barn, fat dig nu. Sæt dig ned og fortæl mig det hele. Hr. Harry Fleron har altsaa friet til dig i Ridehuset i Dag, og du svarede Ja.
KAMMA Jeg husker ikke, hvad jeg svarede, men forlovede er vi.
DIGTEREN (kaster med vred Mine Ridepisken paa Bordet og gaar frem og tilbage i Baggrunden).
KAMMA Han kommer om lidt for at tale med dig, Fader. Han gik blot hjem for at klæde sig om. Tag saa imod ham, saadan at han føler, hvor uendelig meget du holder af mig, og hvor meget du derfor ogsaa gærne vil holde af ham. Vil du det — for min Skyld?
Direktør PRANGEN (kysser hende)
Min lille Pige! Men sig mig, har du nu rigtig tænkt over dette! Husk, det er dit hele Liv, du giver bort, og endnu kan det gøres om.
OBERSTINDEN Kamma kender sit Hjerte.
KAMMA Og netop naar det gælder Ens Hjerte, hvad kan det saa hjælpe at gaa og grunde paa det. Jeg synes kun, man maa give efter for noget, man ikke selv forstaar — ja, noget, der overvinder En.
OBERSTINDEN Det man kalder en højere Viljes Styrelse, lille Kamma.
Direktør PRANGEN Du mener — Oberstinde Motlaus!
OBERSTINDEN Jeg har kun været det Redskab, Forsynet har brugt for at bringe de to Unge sammen.
DIGTEREN (standser og tilkaster hende et harmfuldt Blik)
Direktør PRANGEN Hvad Ungdommen anbelanger, er da Hr. Fleron vel passeret de tredive.
OBERSTINDEN Saa uerfaren som Kamma er, vil hans større Indsigt være af uendelig Værdi for hendes Udvikling.
Direktør PRANGEN Har du slet ikke vaklet, Kamma?
KAMMA (lidt usikker)
Der var jo en Tid, hvor jeg troede, at Arnold var den rette.
Direktør PRANGEN (uvilkaarligt)
Gid han var! Ja, ved Gud, Arnold, jeg tog heller dig.
DIGTEREN (gør en haanlig anerkendende Bøjning)
OBERSTINDEN (grynter lidt)
KAMMA Det kan jeg jo nok sige her mellem os selv, og det ved han ogsaa godt. Vi har jo altid holdt saa meget af hinanden, Nolle og jeg, saa meget. Og det vil vi blive ved med. Hvor har vi haft det rart, naar vi spillede sammen, du paa din Violoncel, Nolle —
OBERSTINDEN Det er sandelig ikke paa ligegyldig Tant som selskabelige og musikalske Fornøjelser, at man skal bygge sit Liv. Det er Sand.
Direktør PRANGEN Nolle, Musik er Sand.
KAMMA Men da saa Fleron begyndte at tale saa meget med mig hos Tante Angelika, og jeg følte, hvor mit Hjerte kom til at banke, naar han saa paa mig, aa, hans Øjne, de — ja, saa følte jeg jo, at det maatte blive ham.
Direktør PRANGEN Det er kedeligt nok, Nolle, men du kan jo skrive Vers om det.
DIGTEREN (drejer sig vredt paa Hælen)
KAMMA Og saa kunde jeg efterhaanden ikke tænke paa andet end ham, lige indtil i Dag, hvor det er sket —(rørt) — For nu tænker jeg med et saa meget paa Moder og paa hendes sidste Dage og paa al den Kærlighed, jeg har faaet af jer alle — jo, I har været altfor gode imod mig — jo — —
(hun græder og lægger Hovedet paa sin Faders Skulder. Mens han og Oberstinden er optagne af at berolige hende, forsøger Digteren at tage Afsked. Da man ikke giver Agt paa ham, trækker han paa Skulderen, hilser med fornærmet Mine og gaar ud i Baggrunden.
Lidt efter kommer Suzette Ankerkrone ind fra højre. Hun bliver et Øjeblik staaende uvis. Hun er ung og spinkel og tarveligt, men smagfuldt klædt.)
1. AKT
4. SCENE
PRANGEN, OBERSTINDEN, KAMMA og SUZETTE.
SUZETTE Goddag — undskyld, jeg er vist gaaet forkert.
Direktør PRANGEN (rejser sig)
Jeg ved ikke — hvem jeg har den Ære —
SUZETTE (kommer nærmere)
Jeg kommer for at tale med Direktøren om den ledige Kontorplads.
Direktør PRANGEN Hvem er mon det, der hele Tiden viser Damerne ind til mig. Vær saa venlig at henvende Dem til Bogholderen, Hr. Mortensen.
SUZETTE Ja gærne. Jeg beder undskylde.
(slaar Øjnene op og ser paa ham)
Direktør PRANGEN (i en anden Tone)
Men jeg kan jo naturligvis ogsaa selv se Deres Anbefalinger. — (byder hende en Stol) — Jeg skal straks være til Frøkenens Tjeneste, hvis De vil vente saa længe.
SUZETTE Mange Tak.
OBERSTINDEN Saa vil jeg tage Afsked. — (tager nogle Papirer i sin Taske) — De er selverhvervende, Frøken?
SUZETTE Ja, Frue.
OBERSTINDEN De er enligstillet?
SUZETTE Ja.
OBERSTINDEN Saa vil jeg bede Dem læse denne Beretning om en Andagtsforening med Aftenthe for unge Piger, som jeg har stiftet — med tilhørende Syge- og Begravelseskasse. Er De i en Kasse?
SUZETTE Nej, jeg har altid tænkt, at hvis jeg skulde være saa uheldig at dø, saa kommer jeg saamænd ogsaa nok i Jorden.
Direktør PRANGEN Det er sandsynligt.
OBERSTINDEN De maa tænke lidt alvorligere over Tingene. — Vær saa artig, der har De flere Beretninger til at uddele blandt Deres Veninder.
SUZETTE Mange Tak.
OBERSTINDEN Hvor har jeg sat min Paraply — aa — i Dagligstuen.
Direktør PRANGEN Nu skal jeg se efter den.
OBERSTINDEN Tak, jeg følger med. Farvel Kamma. — (kysser hende med højtidelig Mine) — Vorherre være med dig, mit elskede Barn.
(hun hilser flygtigt paa Suzette og gaar med Prangen ud tilhøjre)
1. AKT
5. SCENE
KAMMA, SUZETTE; senere FLEREON.
KAMMA (ser smilende hen for sig)
Om lidt — saa kommer han! Og saa — og saa
SUZETTE (ser i Oberstindens Papirer og kaster dem med et lille Fløjt i Papirkurven).
KAMMA Naa, jeg maa nok ind og klæde mig om. — (vender sig, men standser ved at se Suzette) — Aa, undskyld!
SUZETTE Jeg beder —
KAMMA Men hvordan er det, vi to kender vist hinanden. Aa, nu husker jeg — vi har jo gaaet i Skole sammen.
SUZETTE Ja, det er rigtigt nok, men jeg var allerede i ældste Klasse, da De kom ind i Skolen. Jeg er nogle Aar ældre end De.
KAMMA De hedder Ankerhjelm, ikke?
SUZETTE Ankerkrone. Suzette Ankerkrone.
KAMMA Aa ja, nu husker jeg.
SUZETTE De var saadan en sød køn lille Pige, som Alle kælede for.
KAMMA Det kan jeg egentlig ikke sige om Dem. De ser meget bedre ud nu end dengang. De var en tyk Trunte, ligesaa bred som lang. Og saa havde De Ord for at være meget uartig.
SUZETTE Det har jeg saamænd Ord for endnu.
KAMMA (ler)
Har De det? Men hvad er De ellers — Kontorist?
SUZETTE Ja, desværre.
KAMMA Dengang lod De til at være i gode Forhold?
SUZETTE Ja, mine Forældre havde det godt, og pænt skulde vi opdrages. De havde en Mel- og Grynforretning med strygende Afsætning. Men saa døde min Fader, og efter mange Kvaler tog Moder hjem paa Landet — syg, og vi Børn maatte forsørge os selv.
KAMMA Kan De virkelig det?
SUZETTE Ja, fordi jeg er pænt nødt til det. Det er jo ikke for sin Fornøjelses Skyld, at man sidder i et Kassehul fra Klokken 9 om Morgenen til 8 om Aftenen. Uf, Fødderne bliver saa kolde.
KAMMA Hvor meget faar De saa for det?
SUZETTE 50 Kroner om Maaneden, der hvor jeg nu er. — Det er det almindelige, men her paa Kontoret er nok Pladsen bedre.
KAMMA (forfærdet)
50 Kroner i en hel Maaned — til alting?
SUZETTE Hvad skal man sige — det er skralt nok. Naar et Værelse koster 15 og Kosten 30, saa bliver der jo ikke overvældende meget tilbage at flotte sig for.
KAMMA 5 Kroner til alt det andet. Klæder og Kørsel og Fornøjelser og Toiletsager og Bøger —
SUZETTE (trækker paa Skulderen)
Det slaar man en Streg over. Ja — det vil sige, Klæder maa man jo have.
KAMMA De ser jo rigtig nydelig ud.
SUZETTE Synes De! Ja, jeg siger altid — Tøjet, det er det vigtigste, mens man er ung og køn. Ellers saa hutler man sig igennem, som man kan, man fryser lidt i sit Værelse og man sulter jo ogsaa saa smaat sidst paa Maaneden. Men hvad saa! Man har jo ligefuldt de morsomme Gader og Mennesker at se paa, og Musik, hvor man kommer.
KAMMA Men at have det saa trangt, det er jo dog forfærdeligt.
SUZETTE Ja, for Dem vilde det være det, Frøken, men ikke saa meget for os Mange, der er vante til det. Og ved De hvad, det er snarest de gladeste i vor By og de kønneste med. — Jeg morer mig saamænd tidt storartet.
KAMMA De gør vist ogsaa Lykke hos Herrerne. Det ser De ud til.
SUZETTE Aa ja saamænd. Det har altid været min bedste Fornøjelse at tumle, dem lidt.
KAMMA Men Gud, De er da dydig.
SUZETTE Det synes jeg idetmindste selv. Saa fattig jeg er, har jeg aldrig benyttet mit Ydre, som de siger kunde være indbringende nok, til en eneste Øres Fordel, men har trolig arbejdet for mit Brød. Det kalder jeg nu at være en honnet Pige.
KAMMA Er De forlovet?
SUZETTE Ja. Naturligvis. Det er man jo.
KAMMA (interesseret)
Er De virkelig? Med hvem?
SUZETTE Det kan jeg ikke sige. Det er hemmeligt.
KAMMA Skal De snart have Bryllup?
SUZETTE Jeg ved ikke rigtig. Det varer maaske ikke saa lang Tid.
KAMMA Hvor længe har De været forlovet?
SUZETTE Et Aarstid, tror jeg.
KAMMA Hvad — ved De ikke Dagen bestemt?
SUZETTE (lidt tøvende)
Nej, det kom saadan lidt efter lidt.
KAMMA Den vil jeg aldrig kunne glemme — min Forlovelsesdag. Jeg skal sige Dem — jeg er bleven forlovet i Dag.
SUZETTE I Dag — saa, jeg gratulerer. Har De kendt Deres Kæreste længe?
KAMMA Ja, han kommer saa meget hos min Tante. — I flere Maaneder har jeg da vidst, det maatte blive til Alvor.
SUZETTE Og De er dog saa ung. Naa, det er ikke underligt! Nydelig er De jo, og et glimrende Parti — eneste Datter — ikke?
KAMMA (ivrig)
Det spiller ingen Rolle for ham. Han er det mest nobelttænkende Menneske og meget religiøs.
SUZETTE Aa, om Forladelse. Jeg mente det ikke saadan.
KAMMA Det er da noget, De er sikker paa, ikke at blive taget for Deres Penges Skyld.
SUZETTE Ja, det ved Vorherre, for jeg ejer ikke mere end 3 Kr. 87. — Og min Kæreste er en finere Herre, der hører til helt andre Kredse end jeg. Saa jeg er da vis paa, at han maa holde af mig, siden han har lovet at gifte sig med mig.
KAMMA Lovet! Naar man har forlovet sig med en Pige, saa vil man da ogsaa gifte sig med hende.
SUZETTE (smiler lidt)
Naa — det er nu ikke saa sikkert. Ja, det vil sige, De kan vist være sikker nok i den Henseende.
KAMMA Ja, han har allerede sagt, at han gærne snart vil have Bryllup. Om lidt kommer han for at tale med min Fader — (ser hen for sig) og saa kalder de paa mig —og saa gaar min Fader — og saa bliver jeg alene med ham — og saa siger han mig de Ord, der er allerdejligst i Livet at høre.
SUZETTE Hm — ak ja! Hvad hedder Deres Forlovede?
KAMMA Han hedder — (lytter) — der kommer han! Ja —ja, det er ham.
(Grosserer Harry Fleron kommer ind fra Baggrunden. Han er i Begyndelsen af Trediverne, smuk, elegant klædt og med verdensmandsagtigt Væsen.)
1. AKT
6. SCENE
KAMMA, SUZETTE og FLERON.
Grosserer HARRY FLERON (iler hen imod sin Forlovede)
Kamma —
(Han standser med et Ryk ved at se Suzette. Kamma vender sig forventningsfuldt betaget imod ham uden at give Agt paa Suzette, der er faret sammen og holder sig krampagtigt ved en Stol. Fleron fatter sig hurtigt, gaar hen til Kamma og kysser hende galant paa Haanden.)
Grosserer HARRY FLERON Frøken Kamma — kære Kamma, her er jeg. Jeg haaber, at mit Komme er forberedt?
KAMMA Ja, jeg har sagt til min Fader og min Tante, at De — du — at De vistnok kom for at — — — (standser pludselig) — Grosserer Fleron, Frøken Ankerkrone, en ung Dame, der skal tale med Fader om en Plads.
SUZETTE (hilser stift)
Jeg kender Grossereren — noget.
Grosserer HARRY FLERON (til Kamma, forlegen konverserende)
Jeg haaber, at De — du — befinder Dem vel efter Ridningen?
KAMMA Jo mange Tak.
Grosserer HARRY FLERON Luften har været lidt kold nu til Morgen.
KAMMA Ja maaske — det var vist Taage. Men jeg vil gaa ind og klæde mig om. Fader er i Dagligstuen — og venter. Vi ses om lidt.
(hun ser paa ham med et lykkeligt Smil og gaar ud tilhøjre. Idet han har aabnet Døren for hende, standser han, som om han ikke ved, om han skal gaa eller blive.)
1. AKT
7. SCENE
FLERON, SUZETTE; senere PRANGEN.
Grosserer HARRY FLERON Suzette, jeg skulde tale med dig, men du hørte — Direktøren venter mig netop —
(gør en Bevægelse for at gaa)
SUZETTE (kort)
Nej, bliv!
Grosserer HARRY FLERON (ser sig om)
Kære Suzette
SUZETTE (lidt dirrende i Stemmen)
Vil du være saa god at give mig en Forklaring paa, hvad jeg her har været Vidne til.
Grosserer HARRY FLERON (lukker Døren og kommer nærmere)
Jeg har skrevet til dig, et langt Brev, som du vist vil finde, naar du kommer hjem. — Deri vil du se mine Grunde fremsatte.
SUZETTE Lige meget med Grundene. Svar mig blot. Har du i Dag forlovet dig med denne unge Pige — Ja eller Nej?
Grosserer HARRY FLERON (sagtere)
Ja, du saa det jo. — Men den Sag kan vi ikke drøfte her. Sæt Nogen hørte os.
SUZETTE Hvad bryder jeg mig om det? – (tager Hatten af) —Jeg vil tale med dig.
Grosserer HARRY FLERON Jeg skal komme hjem til dig eller træffe dig naar eller hvor du ønsker. Men du maa dog kunne forstaa — her kan du ikke blive. Jeg beder dig — gaa.
SUZETTE Gaa gaa fra alt, hvad jeg haabede paa og saa hen til! Her ligger det altsammen, smidt i denne fremmede Stue, som jeg kom ind i for et øjeblik siden uden at ane det mindste. Er Livet saa haardt, saa haardt, hvad har jeg dog gjort?
(kaster sig hulkende i en Stol)
Grosserer HARRY FLERON (urolig)
Kære Suzette, fat dig dog! Jeg tænkte, at dit Instinkt havde forberedt dig lidt paa dette. Jeg havde dog i den senere Tid trukket mig en Del tilbage.
SUZETTE (springer op)
Har du Mod til at se mig i Øjnene og sige, at du ikke har lovet at gifte dig med mig?
Grosserer HARRY FLERON Lovet — lovet! Hvem kan vel svare for alle sine Ord — under en Stemningsrus —
SUZETTE Du vil ikke tale rent ud om Sagen, ser jeg — eller tør ikke. Godt, jeg skal hjælpe dig. Du vil kassere mig, fordi jeg er fattig, og gifte dig med. Frøken Prangen, fordi hun er rig. Det er altsaa Udgangspunktet. Saa meget har jeg seet. Gaa saa videre — med Stemningsrusen.
Grosserer HARRY FLERON Naar du tager det paa den Maade, er det jo umuligt at tale med dig. Ens Bevæggrunde er mere sammensatte og uklare end som saa.
SUZETTE Jeg synes ellers, dine er tydelige nok.
Grosserer HARRY FLERON Jeg burde have talt med dig om dette før. Der ligger min store Fejl. Det var Fejghed overfor det afgørende Øjeblik; nu er det kommet — som det maatte.
SUZETTE Ikke med din gode Vilje, lader det til.
Grosserer HARRY FLERON Det hele er gaaet hurtigere, end jeg havde tænkt. Jeg havde en Rival, en Fætter, som altid var til Stede som en Fare. Du ser, jeg taler ærligt. Nu er Maalet naaet, og du vil forstaa, at min eneste Tanke fra nu af maa være at gøre denne unge Pige lykkelig.
SUZETTE Og du tror, at denne Fremgangsmaade er Vejen dertil?
Grosserer HARRY FLERON Hun er saa ung og tillidsfuld. Skabt til som elskelig Hustru at se Livet gennem sin Mands Briller og iøvrigt glæde sig ved alt, hvad der er godt og smukt.
SUZETTE Og det er det, hun faar at se gennem dine Briller?
Grosserer HARRY FLERON (blidt)
Du er bitter, det er saa forstaaeligt, men Suzette, vær nu fornuftig.
SUZETTE Jeg bliver bedraget, tilsidesat og løjet for, og saa skulde jeg sige: du har Ret, jeg trækker mig ærbødigst tilbage og under dig al mulig Lykke! Hvis det er det, du kalder Fornuft, saa ligger den ikke for mig.
Grosserer HARRY FLERON Du kan da begribe, hvor dette Brud smerter ogsaa mig. Du har været mig saa kær, den kæreste af alle, du søde, æggende Suzette, Gadens glade urolige Barn — jo, du har en sær feminin Magt, som det er vanskeligt nok at rive sig løs fra. Dog — hver Ting til sin Tid! Vi har været lykkelige, men tusind Gange heller bryde nu end at begynde paa noget, der vilde blive til Ulykke for os begge — jo ogsaa for dig. Jeg ved, at jeg ikke vilde kunne udholde at leve Livet saa middelmaadigt, som det vilde forme sig for os, jeg vil ikke være en lille Fedtegrosserer, der sidder med sine smaaborgerlige Bekymringer under en Petroleumshængelampe i en fire Værelsers Lejlighed. Det vilde pine mig, saa det gjorde ogsaa dig ulykkelig. Jeg er ærgerrig, det ved du, jeg vil og maa frem. Med Direktør Prangen til Svigerfader kan jeg realisere store Planer og Tanker, ja, jeg tror ikke engang, at det er selve Rigdommen, der frister mig, men Bevægelsen, Spændingen, der følger med Erhvervelsen af den. Jeg maa virke, jeg maa at sætte Værdier i Bevægelse.
SUZETTE Og dertil tror du ikke, at jeg kan bruges som Hjælper. Det turde dog være, at du tager fejl. Jeg kan det — jeg kan det! Lad mig blot lære noget —skaf mig Forudsætninger, og du skal se!
Grosserer HARRY FLERON Det vilde dog vist blive dig lidt vanskeligt, skønt du unægtelig er klogere end Gennemsnittet af dine Ligestillede.
SUZETTE Du tror, Penge er den eneste Løftestang! — Pyt, dem kan man blive af med, men Dygtighed, du, den beholder man, og det er dog den, der skaffer baade Pengene og det andet. Ogsaa jeg har Lyst til at binde an med Livet og kæmpe mig ud af det smaa og usle, men jeg vilde blot saa gærne kæmpe for noget, der var godt og kønt — en Mand, jeg holdt af — og Børn og Hjem. Og jeg holder nu engang af dig, Harry, saa meget Egoist, du end er. — Du og Fremtiden, I var eet for mig. Derfor — gaa ind til den Mand derinde, som venter dig, sig, at du har betænkt dig, at du var bunden i Forvejen — sig, hvad du vil, men svigt mig ikke.
Grosserer HARRY FLERON Tro mig, Suzette, Livet er ikke saa let at klare, som du tror. Vi staar os ved at skilles nu som Venner.
SUZETTE Jeg gad vide, om du gør dig klart, hvordan du i dette Øjeblik bærer dig ad, hvad for et Ansvar du tager paa dig. Se min Fremtid i Øjnene, som den er.
Jeg taler ikke om, at jeg slider Dagen lang for en elendig Løn, at jeg flytter fra det ene uhyggelige Værelse til det andet, at jeg tærer min usle Kost i et halvsmusket Pensionat og maa nægte mig alle smaa Goder for blot at skaffe det nødtørftige; lad gaa, Hoved- sagen er — jeg staar saa henvist til mig selv, saa ubeskyttet, at om jeg i Morgen blev ukampdygtig, saa kom jeg paa Gaden uden Tag over Hovedet, ja blot en Uven bagtaler mig, saa jeg mister min sølle Plads, saa er jeg mistænkeliggjort og fortabt. Og du ved ikke, hvor man bliver fristet, naar man er nogenlunde køn, lokket til alt det, der uhjælpelig trækker en ung Pige tilbunds. Aa jo, du ved, det er farligt, og dog kan du ubarmhjertigt slippe den, der stolede paa dig.
Grosserer HARRY FLERON Vel, Suzette, naar du tager det saa, alvorligt, saa vil ogsaa jeg aabne dig mit Hjertes Inderste. Der er dybere Grunde end dem, jeg har nævnt! Det har jeg netop skrevet til dig! Vi to bør ikke blive Mand og Hustru.
SUZETTE Hvorfor?
Grosserer HARRY FLERON Fordi jeg i en saadan Livssag maa lyde en Vilje, der er højere end min egen. I den sidste Tid, hvor jeg har fjernet mig noget fra dig, er jeg kommet ind i Forhold og har talt med Mennesker, som har lært mig at indse, at hvis jeg ikke, aandelig set, skal gaa til Grunde, saa maa jeg sætte min Lid til andre Livsmagter end dem, der hidtil har ledet mig.
SUZETTE (vender sig pludselig mod ham)
Er du bleven gudelig?
Grosserer HARRY FLERON Nej, men – naa, kald det, hvad du vil, at jeg har forandret Livssyn. Du forstaar mig dog ikke — — destoværre.
SUZETTE Aa jo, jeg ved da nok, ligesom Andre, at der er noget, man kalder praktisk Kristendom. Og den er vist ret langt fra den ægte, som jo er god nok.
Grosserer HARRY FLERON Den Ting er det ikke her Stedet at drøfte. — Jeg vil kun sige saa meget, at vort Samliv var ikke bygget paa de rene og alvorlige Grundsætninger, der aabner Ægteskabets Porte. Ægteskabet er en alvorlig og hellig Institution, Suzette. Med den har man ikke Lov at gantes, som jeg i Kaadhed og Nydelseslyst har gantedes med dig. Du repræsenterer den Del af mit Liv, som jeg nu ser i det rette Lys og angrer dybt.
SUZETTE (ser op og ned ad ham, ler og vender sig bort)
Grosserer HARRY FLERON Du ler —
SUZETTE Hvordan skulde jeg ellers tage imod dine andægtige Skrupler, der er komne saa yderst belejlige for at føre dig — ad en anden Vej — til Ægteskabets hellige og forgyldte Porte.
Grosserer HARRY FLERON Du ved slet ikke, hvad der er bag de Porte.
SUZETTE Der er alle Snobberne — for dig.
Grosserer HARRY FLERON Dine Ord viser bedst, at der nu er en Verden mellem din og min Tanke. — Gid den Dag maatte komme, Suzette, hvor ogsaa du —
SUZETTE (gaar hen til ham)
Nok med de Talemaader! Endnu engang, bryd med denne unge Pige, eller — saa sandt jeg staar her — jeg gengælder det — jeg hævner mig. — Jeg gør det. — Det skal være mit Maal.
Grosserer HARRY FLERON (pludselig venlig spøgende)
Hævn — det er et stort Ord for en drilsk, men højst indtagende og ganske uskadelig lille Kontordame. Jeg tror at kunne sige, at vore Virkefelter er saa forskellige, at du ikke formaar meget, der hvor jeg færdes.
SUZETTE Lad os se! Man siger, liden Tue kan vælte stort Læs, og dit Læs hører vel ikke til de største.
Grosserer HARRY FLERON Du er et Barn! Kom, ræk mig nu Haanden til Afsked. Tænk paa alt det gode, der var imellem os, og tilgiv mig.
SUZETTE (rejser Hovedet)
Aldrig!
Grosserer HARRY FLERON (venlig)
Hvorfor ikke. — vi ses ikke mere! Hvorfor saa skilles som Fjender?
SUZETTE Fordi jeg fra nu af hader dig — ja; hader dig. Du kender mig nok til at vide, at jeg er ingen Fromhedens Engel, som man uhindret kan træde paa. — Dem maa du søge blandt dine nye Venner. Tidt nok har du kaldt mig en Trold, – Gud ved , om jeg var det, — men nu er jeg det, takket være dig. — (peger paa Døren) — Værsaagod, nu er Vejen fri. — (tager Hatten paa) — Vort Standpunkt er klart. Vi skilles som Fjender og vi igen ses som Fjender. Stol paa det.
Direktør PRANGEN (Direktør Prangen kommer ind fra højre)
(galant)
Frøken — nu er jeg til Tjeneste — (ser Fleron) —
Aa, om Forladelse, jeg vidste ikke —
Grosserer HARRY FLERON Direktøren ventede mig dog vist —
Direktør PRANGEN (trykker hans Haand, med forlegen, højtidelig Mine)
Jo, min Datter sagde ganske vist — — antydede at — ja — det skal være mig en Ære, eller rettere sagt en Glæde — jeg mener — en Pligt, en kær Pligt at være — til Deres Disposition. Tør jeg bede Dem træde indenfor i Salonen.
Grosserer HARRY FLERON Som Direktøren ønsker. — (bukker til Afsked for Suzette) Frøken —
Direktør PRANGEN Undskyld et Øjeblik, Frøken! Jeg beder Dem — vent!
SUZETTE (bøjer Hovedet uden at svare)
(Prangen og Fleron gaar sammen ud til højre.)
SUZETTE (ser efter dem)
Akkurat, mine Herrer! Jeg venter.
TÆPPE TÆPPE EFTER 1. AKT

DYDENS BELØNNING: INTRO1. AKT2. AKT3. AKT4. AKTANMELDELSER