Dydens Belønning 4. akt

PERSONERNE:

Direktør PRANGEN. KAMMA, hans Datter.
Oberstinde MOTLAU, hans Søster. Grosserer HARRY FLERON.
Frøken SUZETTE ANKERKRONE. Viktualiehandler P. V. BRASK.
Kammerherre VON PLATEN. Missionær HELLEMANN.
Digteren Hr. ARNOLD KRACK Stum Person. En Pige.
En Tjener. Damer og Herrer.

DYDENS BELØNNING: INTRO1. AKT2. AKT3. AKT4. AKTANMELDELSER

4. AKT Dagligstuen hos Direktør Prangen, festligt oplyst. De fleste Møbler er flyttede ud. Tilvenstre en Talerstol med Lys og et Glas Vand. Foran denne er der anbragt Stolerækker med et Selskab af Damer og Herrer, nogle med et fornemt. andre med et theologisk Tilsnit. En Del af dem i Selskabsdragt.
Missionær Hellemann staar paa Talerstolen i Færd med at holde Foredrag. Noget før Tæppet ruller op, hører man hans Stemme i Foredragstone.
1. SCENE PRANGEN, SUZETTE, OBERSTINDEN, FLERON, KAMMERHERRE VON PLATEN, MISSIONÆR HELLENANN; senere VIKTUALIEHANDLER BRASK, DAMER og HERRER.
MISSIONÆREN — — — bearbejde Jorden, udsaa Sæden, væde den med Taarer, men aldrig glemme i vor Ulændighed herneden, at vi har et virkeligt Blivested, hvor der ikke gøres bitre Erfaringer om de jordiske Glæders Tomhed.
(Han gaar ned fra Talerstolen og trykkes i Haanden af adskillige af Tilhørerne, der alle har rejst sig. Man hører Smaabemærkninger saasom: “Herligt, varmt Foredrag” — “Begavet ung Taler” — o. s. v.
EN DAME Vi maa undvære Deres Frue, Hr. Fleron —
Grosserer HARRY FLERON Hun befandt sig ikke rigtig vel; hun sidder inde i sin Faders Stue.
EN DAME Det er da kedeligt!
OBERSTINDEN (til Damen)
Fru Stoltenberg, ønsker De ikke lidt Is? — — (til hele Selskabet) — Maa jeg paa min Broders Vegne bede Dem, før vi fortsætter, om at indtage en Forfriskning i Spisestuen.
FLERE Det er da kedeligt.
EN DAME (til Oberstinden)
Hvor kan det egentlig være, Fru Oberstinde, at Mødet afholdes her og ikke hos Dem?
OBERSTINDEN Det er efter Ønske af min tilkommende Svigerinde Frøken Ankerkrone.
FLERE Ah — saa
OBERSTINDEN Lidt ung, men intelligent. Nydelig, ikkesandt, og af udmærket Familie — — oprindelig svensk.
Men vil Damerne ikke nyde noget?
(Hun ledsager dem hen mod Døren til højre, men standser, da Viktualiehandler Brask kommer ind fra Baggrunden)
Viktualiehandler P.V. BRASK Godaften, mine Herskaber, Godaften,. Hr. Direktør.
OBERSTINDEN Men Hr. Brask, hvorfor kommer De dog saa sent?
Viktualiehandler P.V. BRASK Fordi Lørdag er saadan en travl Dag — den gaar jo forud for Helligdagen, forstaar sig! — Godaften, Fru Kammerjunkerinde, jeg haaber, Oksetungen var efter Ønske? Fornøjer mig særdeles. Er virkelig Foredraget forbi?
FLERE Lige nu.
EN DAME Det var herligt, sjælden vækkende.
Viktualiehandler P.V. BRASK Aa—aa! Men jeg kan maaske faa det at læse.
MISSIONÆREN Gærne.
EN DAME Det er kun en daarlig Erstatning. Det er Hr. Hellemanns Foredragsmaade, der virker saa overbevisende.
MISSIONÆREN (beskeden)
Takket være min Iver for Sagen, ikke andet.
DAMEN Den kommer, til at udrette store Ting.
MISSIONÆREN Aa – –
Viktualiehandler P.V. BRASK Ja, det er jo i vore Dage blevet et rigtig nydeligt Levebrød at være Missionær! — (spøgefuldt) — —
Den Tid er forbi, hvor Menneskeæderne kunde sige ved deres Gilder: Maa jeg byde Dem et Stykke kold Missionær i Mayonaise — ha hi!
MISSIONÆREN (ser hen for sig med et lyst Blik)
Ja, det gaar fremad derude!
Viktualiehandler P.V. BRASK Det gør det maaske! Men en god Mayonaise er nu vanskelig!
KAMMERHERREN (højt)
Maa jeg underrette vore Venner om, at der bliver optaget en Kollekt til Fordel for Drukkenskabens Bekæmpelse blandt de Vilde.
(En Herre har sat sig ved et Bord med Bog og Blyant for at notere Bidrag. Enkelte gaa hen til ham, men de fleste faar et distrit Udtryk og forsvinde paafaldende hurtigt ind i Spisestuen.)
4. AKT
2. SCENE
OBERSTINDEN, TRANGEN, SUZETTE, KAMMERHERREN og FLERON.
Direktør PRANGEN (til Kammerherren)
Hr. Kammerherre, et lille Glas. Madeira?
KAMMERHERREN Tak — tak maaske! Men jeg maa være forsigtig. Jeg kan ikke komme mig efter min Influenza.
Direktør PRANGEN (deltagende)
Det er ogsaa en slem Sygdom.
KAMMERHERREN Afskyelig! Jeg kan ikke beskrive Dem, hvad jeg led i mit Hoved.
Direktør PRANGEN Ikkesandt — det er det lumske ved den, at den altid slaar sig paa de svage Punkter.
KAMMERHERREN Og jeg har aldeles ikke Tid at være syg. — Dette sørgelige Dødsfald i ølbryggerierne — min skattede Kollega K. P. Poulsen — — det har givet mig saa meget at tænke paa.
Direktør PRANGEN Er hans Direktørpost besat?
KAMMERHERREN Definitivt ikke.
Grosserer HARRY FLERON Det sker vel snart?
KAMMERHERREN Ja, min kære Fleron, lad mig ligesaa gærne her sige Dem, at der er al Udsigt til, at Posten vil blive tilbudt Dem.
Grosserer HARRY FLERON (med et Sæt af Glæde)
Mig — hvorledes — —
KAMMERHERREN Der er, som De kan indse, Stemmer, der gør sig gældende, at De endnu er for ung og har virket for lidt til at beklæde en saadan Hæderspost, men hvad jeg kan gøre dertil, skal ikke blive forsømt.
Direktør PRANGEN (misfornøjet)
Jeg maa dog sige, at jeg — —
Grosserer HARRY FLERON Maa jeg takke Kammerherren varmt for Deres store Tillid.
KAMMERHERREN (ryster hans Haand)
Skal være mig en Glæde at gøre mit i Betragtning af Deres ubestridelige Dygtighed — og Trosiver — og sjældne Gavmildhed — — stor Glæde — — Gudbevares — (til Oberstinden, idet de gaar) — for det første er Tantiemen jo betydelig —
OBERSTINDEN Men en saadan Offervillighed fortjener ogsaa — —
Direktør PRANGEN (gaar efter dem)
Det er dog et stift Stykke — — for mine Penge — —
(de gaar ud til højre.)
4. AKT
3. SCENE
FLERON og SUZETTE.
Grosserer HARRY FLERON (sejrsstolt)
Maa det være mig tilladt, Frøken, at bringe Dem min ærbødige og varmeste Tak for det uovertræffelige Skaktræk, De har gjort i min Favør.
SUZETTE (ærgerlig)
Staa ikke der og se saa hoverende ud. Endnu har De den da ikke — Hædersposten.
Grosserer HARRY FLERON Efter denne Udtalelse af Kammerherren er den mig sikker nok. Fra dette Øjeblik er jeg, takket være Deres værdifulde Bistand, indtraadt i en ny Æra af mit Liv. Jeg faar Foden indenfor den Kreds, hvor man skraber Sukkeret af Kagen, og er udset til at naa, hvad man hertillands kalder alt — Formue, Titler, Ordener, Magt —
SUZETTE Og Festmiddage. Glem ikke dem.
Grosserer HARRY FLERON (spydig)
Tør jeg spørge, om De har i Sinde at fremture i Deres Hævntørst? Intet skulde være mig kærere. Men det kan jo ikke nægtes, at det er faldet lidt uheldigt ud, naar man betænker, at De har udfoldet al Deres Opfindsomhed for at komme mig tillivs og kun har udvirket at faa mit højeste Ønske opfyldt.
SUZETTE Hvad saa! Naar jeg engang ser Dem som en pelsklædt, skaldet, blegfed Samfundsstøtte med tredobbelt Hage og Øjne som et Par Spejlæg, saa kan hænde, jeg siger til mig selv — det var alligevel det værste, jeg kunde have gjort ham — det dengang.
Grosserer HARRY FLERON Takker for det smigrende Udkast.
SUZETTE For der er nu noget, der hedder Nemesis’en. — Naar Folk bærer sig ækelt ad, saa kommer de ogsaa
til at se ækle ud i Længden! Eller dumme eller opblæste eller lumske — eftersom de nu er. Derfor synes jeg, at smukke gamle Mennesker er noget af det kønneste, jeg ved.
Grosserer HARRY FLERON Lige meget, De indrømmer altsaa, at det er dumt af os blinde Mennesker at ville hævne os. Det maa vi lade Forsynet om — eller om De vil — Livet.
SUZETTE Livet! Akkurat. De faar det rædsomt, selv om De bliver Etatsraad. Gudskelov!
Grosserer HARRY FLERON Naa —
SUZETTE Livet – .ja, det skal De altsaa tilbringe i Bethesda og Bethania og det øvrige Samaria under Fru Oberstindens beskyttende Vinge. — Det bliver yndigt for Dem! — Og hun bliver syv og firs, stol paa det.
Grosserer HARRY FLERON Maa jeg takke for Deres Medlidenhed.
SUZETTE Det skal De ikke, for jeg har ingen.
Grosserer HARRY FLERON De vil mig ikke vel paa noget Punkt?
SUZETTE (i en anden Tone).
Jo, paa eet. Det, der angaar Deres Kone. Det gør mig ondt at vide, at jeg har bragt Uro i hendes Sind. Jeg vil tale med hende, gøre hende Afbigt og se at gøre det godt, jeg har gjort galt.
Grosserer HARRY FLERON Kan jeg stole paa det?
SUZETTE Det kan De. Ganske.
Grosserer HARRY FLERON (ser paa hende)
Ja, jeg tror Dem. Det er nemlig i Aften et lidt vanskeligt Moment for vort Forhold og et Ord kan gøre Udslaget. — Hun er pirrelig og nervøs, vil slet ikke komme herind.
SUZETTE Det gør hun paa min Ære klogt i.
Grosserer HARRY FLERON Til Trods for mit Forbud — (retter sig) — — mit Ønske tænker hun at gaa til denne forargelige Fest.
SUZETTE Aa, Fætteren!
Grosserer HARRY FLERON Der er naturligvis Journalister. Hvis hun blev nævnt i Bladene i det Selskab, kunde det have uoprettelige Følger — særlig nu.
SUZETTE Godt. Jeg skal se at faa hende fra det. — Af al min Ævne.
Grosserer HARRY FLERON Frøken Suzette, hvad De her har sagt om min unge Hustru har grebet mig, virkelig bevæget mig.
SUZETTE Aa Passiar, gaa nu og hent Deres Kone.
Grosserer HARRY FLERON Hun er derinde i sin Faders Stue. Frøken!
SUZETTE Hr. Øldirektør —
Grosserer HARRY FLERON (gaar ud tilhøjre)
— (bukker)
SUZETTE (gaar hen til Døren tilhøjre og taler ud)
Maa jeg have Lov at komme ind til Dem et Øjeblik? — (Ophold.) — Aa, kommer Deres Fætter da lige nu? Naa, der er han jo. — (ophold) Godaften, Hr. Krack! Ih bevares, det var da en pragtfuld Buket.
Naa, De er rigtignok det galante Pindsvin. — (Ophold) — Aa jo, Fru Kamma, kom herind blot et Øjeblik.
KAMMA (kommer ind fra venstre i lys Aftendragt og med en stor Buket højrøde Roser i Haanden. Hun har et hvidt Kniplingssjal over Armen, som hun kaster fra sig paa en Stol.)
4. AKT
4. SCENE
KAMMA, SUZETTE; senere FLERON.
SUZETTE Tak, fordi De kom herind.
KAMMA De saa, min Fætter er her for at hente mig, og venter paa mig derinde.
SUZETTE Men Deres Mand venter ogsaa paa Dem — (peger paa den anden Dør) — derinde.
KAMMA Er det ham, der har sendt Dem som Gesandt.
SUZETTE Ingen har sendt mig. Jeg ønskede selv at tale med Dem. Jeg beder Dem — sæt Dem ned.
KAMMA Nej, jeg maa afsted.
SUZETTE De er saa fin. De agter Dem altsaa til den Fest i Aften?
KAMMA Jeg ved ikke, hvad jeg vil, jeg maa tale med min Fætter, sige ham at – (standser) — hvad angaar det iøvrigt Dem? — — Hvad ønsker De at tale med mig om?
SUZETTE Se ikke saa vredt paa mig. Er den Tanke Dem umulig, at vi kan blive Venner?
KAMMA Vi! Fra det Øjeblik, De har trængt Dem ind i mit Liv, er der ikke det Sted, hvorhen jeg kan vende mine Tanker og finde Ro. De har jaget mig bort fra det, der var mit, De har ødelagt alt.
SUZETTE Blot fordi jeg vil gifte mig med Deres Fader?
KAMMA Ikke blot derfor. Men jeg har forstaaet det hele.
SUZETTE (studser)
Hvilket?
KAMMA Det med min Mand og Dem. Ja, jeg ved, at det var ham, De fortalte mig om — dengang.
SUZETTE Det ved De — hvordan?
KAMMA Jeg har vejret det — følt det som et Dødsstød for min Lykke.
SUZETTE (fjerner sig lidt og gør nogle Gange en nervøs Haandbevægelse)
Saa kan jeg ikke — nej — jeg vil ikke, naar hun —
KAMMA Og nu — —
SUZETTE (vender sig imod hende)
Nu vil jeg ikke! Nu er det forbi.
KAMMA Hvordan — De vil bryde —?
SUZETTE (gaar hen til hende)
Sæt Dem saa ved Siden af mig, hvis Fruen da vil gøre mig den Ære. Det er ikke længer Deres vordende Stedmoder, der taler til Dem, hende, De ikke syntes om. Det er slet og ret den lille Suzette Ankerkrone, Kontordamen, som De ganske godt kunde lide. Og hun vil sige Dem farvel.
For bestandig?
KAMMA For bestandig?
SUZETTE For bestandig.
KAMMA Og hvad Grund vil De give min Fader?
SUZETTE Jeg vil gaa lige hjem og skrive til ham, at een Dag til som denne vilde gøre det ganske af med mig og mit Humør. — Du min Skaber, jeg har ikke kedet mig saadan, siden jeg blev konfirmeret.
KAMMA Det kan jeg forstaa.
SUZETTE Sig mig, har De talt med Deres Mand om dette?
KAMMA Jeg har lagt ham det paa Læben, og han tav. Det gjorde mig ondt, fordi jeg synes, saameget kan klares, naar det blot gaar med Ærlighed. Naa, siden har jeg tænkt over det og forstaaet, at maaske de fleste Mænd havde gjort ligedan. I Hjertesager mener de det vist mest hensynsfuldt mod os Kvinder at tie og lyve.
SUZETTE Det tror jeg ogsaa. Og De skal vide, at al Fejl har været paa min Side — al; for min Skyld behøver der ikke at være en Skygge mellem Dem og ham. Jeg havde givet ham et Aar af min Ungdom og været lykkelig — underligt nok — naa undskyld! Da jeg saa fik at se, at det var forbi, og at han vilde have Dem til Hustru, lovede jeg ham Hævn og jeg trængte mig ind paa den Plads, hvor jeg kunde pine uophørligst og mest.
KAMMA Det var ikke — kønt gjort.
SUZETTE Nej, saadan er jeg. Men husk, jeg er saa underlig omdrivende og ene. Jeg kan ogsaa være god imod dem, jeg holder af — — paa min Vis — — jo, det maa De tro. Naar jeg nu aabent vedgaar dette, og De selv siger, at Ærlighed afvæbner Dem, vil De saa tilgive mig?
KAMMA Det ved jeg ikke endnu.
SUZETTE For det vil nu alligevel pine mig at vide, at De tænker nedsættende om mig. Fra første Færd har jeg følt mig saa tiltrukken af det milde og fine, der er ved Dem. — Jeg kan saa godt lide Dem.
KAMMA (hurtigt)
Godt lide mig? Var det ikke mig, De hadede?
SUZETTE Nej, kun ham. Ham alene.
KAMMA (farer op)
Saa har han altsaa taget mig for Pengenes Skyld.
SUZETTE Hvordan?
KAMMA Og De — De vidste det.
SUZETTE Vidste det?
KAMMA Jo ! Havde han elsket mig, saa havde det jo været mig, De havde hadet og pint — ja, mig, Kvinden! Ham ikke, kun mig!
SUZETTE (studser og svarer ikke)
KAMMA Kan De se, De føler selv, at jeg har Ret. De er ogsaa Kvinde. — (brister i Graad) — Saa kan jeg ikke mere — aa, jeg kan ikke. Aldrig har han elsket mig. —
SUZETTE (trækker paa Skulderen)
Heller aldrig mig. Kun sig selv.
KAMMA Slet — slet ikke.
SUZETTE Græd ikke, Fru Kamma. —
KAMMA (tørrer øjnene)
Nej undskyld, jeg plejer ellers ikke at te mig saa ufornuftigt. Nu bliver jeg rødøjet til i Aften. Det klæder ikke.
SUZETTE Lad nu være at gaa til den Fest, hører De.
KAMMA Hvorfor det! Koner uden Mænd og Mænd uden Koner — det er Løsenet! Nutildags er som bekendt ingenting saa tarveligt som at blive hos sin Mand.
SUZETTE Men De laver jo en forfærdelig Ballade for Dem selv.
KAMMA (tager et Par Roser af Buketten og fæster dem i Haaret)
Røde Roser, røde Blod, Livsens Kilde, Ungdoms Mod —
SUZETTE Vis vas! Bliv i det hjemlige og det trygge, det, der gør Dem selv fin og smuk, fordi det passer for Dem.
KAMMA Man kan vel blive smuk paa en anden Maade ogsaa. Jo, man bliver smuk af alt det, man føler stærkt, Kærlighed og Vrede og Trods og Had. Hvor er mit Sjal — naa, der!
(hun kaster det om sig)
SUZETTE (standser hende)
Nej, De faar ikke Lov! Tænk Dem om, er det dog ikke en tarvelig Revanche i Trods at kaste Dem hen til denne mer eller mindre tilfældige Fætter! De elsker ham jo ikke — ikke nok til at begaa en Livsens Dumhed for ham. Ja, det lyder underligt, at det er mig letsindige Taske, der præker Moral, men det er heller ikke Moral —
KAMMA Hvad da?
SUZETTE Det er snarere det, at jeg maa — jeg maa holde Dem fra at gøre dette.
KAMMA For hvis Skyld?
SUZETTE For min egen. Det vilde i al Evighed staa for mig som min Forseelse, at De blev forkvaklet, og det vilde alligevel være Synd for mig, ikke?
KAMMA (studser og betænker sig)
Hvad skal jeg blive til, midt i alt dette, som er omkring mig?
SUZETTE De skal skam blive til noget godt saadan som De lover. Hvor jeg under ham at leve ved Siden af En, som han midt i al sin Snobbestræben er nødt til at skamme sig for, En, der frister ham til at sige: Ti stille.
KAMMA Jeg siger vist ingenting.
SUZETTE Nej, men De tænker, og det ved han.
KAMMA Men hvor kan jeg — uden Støtte, som vi Kvinder trænger til —
SUZETTE Nu maa jeg le! Vi, hvem Livet har dresseret til at sørge for os selv, vi er saa dejlig usolidariske. Vi siger: hjælp dig selv! Det er det, der duer. Saa, nu kører De pænt hjem, vel indsvøbt i Selvrespekt og andre smukke Dyder.
KAMMA Som eneste Bagage. Men jeg er jo saa ung, og jeg troede, at — (kæmper et øjeblik med Graaden) Naa,
ligemeget, De skal ikke i Aften gaa herfra med den Tanke, at De har noget Ansvar for min Fremtid. Jeg lover Dem — jeg tager hjem.
SUZETTE Aa tak —
KAMMA (vil tage den røde Buket)
SUZETTE (tager den blidt fra hende)
Lad den blive her.
KAMMA Som De vil. — Jeg vil tidt tænke paa det, vi her har talt om.
SUZETTE Og De har tilgivet mig?
KAMMA Ja. Maaske vi to kunde vre bleene gode Venner. Som det nu er, kan jeg kun sige: Levvel! Og glem mig ikke helt.
(hun kysser hende og gaar ud i Baggrunden)
SUZETTE (lytter)
Se saa! Borte! — (tager Buketten, gaear hen til Døren til venstre, aahner den og taler ud) — — Hr. Arnold Krack, Deres Kusine bad mig sige Dem, at hun var ikke vel og er kørt hjem. — (Ophold) Ja, hjem, er det saa underligt! — (Digteren kommer til Syne i Døren, iført Overfrakke) — Og saa, skulde jeg give Dem denne Buket og bede Dem ved Festen overrække den til en anden Dame — ja, en smuk Dame — uden Mand. — Aa, jeg beder! God Fornøjelse. — Farvel!
(hun lukker Døren, idet Fleron kommer ind fra højre)
Grosserer HARRY FLERON Hvor er min Kone?
SUZETTE Hun er kørt.
Grosserer HARRY FLERON (overvældet)
Kørt — altsaa dog — trods mit Forbud! — (farer hen til hende) Hvad har du sagt — Øgle — falske Slange?

SUZETTE (smiler)
Jeg hævnede mig nok alligevel. Da jeg ikke vilde. For det kan vel ikke hjælpe at sige, at jeg kun havde Deres Bedste for Øje?
Grosserer HARRY FLERON Nej. — (gaar hen og raaber ud) — Carlsen, min Hat og min Pels – hurtigt!
TJENEREN (kommer og hjælper ham Tøjet paa)
Grosserer HARRY FLERON Naa — det Ærme der — tak! Skaf saa en Vogn, skynd Dem.
TJENEREN Ja, Hr. Grosserer!
(gaar hurtigt)
Grosserer HARRY FLERON (overdreven høflig)
Frøken, jeg tør maaske bede Dem meddele Fru Oberstinden, at jeg har været nødt til at bortfjærne mig paa Grund af en uopsættelig Sag.
SUZETTE (ligesaa høflig)
Som De agter helt at forkludre. Jeg skal sige det. Maa jeg have Lov at ønske Dem god Fornøjelse ved Festen.
Grosserer HARRY FLERON Jeg takker.
(han slaar Pelskraven op, tilkaster hende et forbitret Blik, sætter Hatten haardt paa Hovedet og gaar ud i Baggrunden, idet Prangen og Oberstinden kommer ind fra højre.)
4. AKT
5. SCENE
PRANGEN, SUZETTE og OBERSTINDEN.
Direktør PRANGEN (gnaven)
Men du maa indrømme, at naar det er mine Penge –
OBERSTINDEN Er Fleron ikke her? Der spørges efter ham.
SUZETTE Han er gaaet.
OBERSTINDEN Hvadbehager.
SUZETTE Han er gaaet til Hr. Kraeks Fest. Bad saa meget hilse.
Direktør PRANGEN (ærgerlig)
Han kan sagtens gaa! Nu har han Sit paa det tørre.
SUZETTE Han var ogsaa i straalende Humør.
OBERSTINDEN Jeg er som lamslaaet. At gaa — midt under Mødet og til denne Forargelighed.
Direktør PRANGEN Møde eller ikke Møde — jeg giver Fanden i det. — (til Suzette) — Vær saa venlig ikke at le. Ja, det er din Skyld, din ene og alene. Det er dig, der har kørt i Ring med Kammerherren og Drankerhjemmet og hele Kleresiet, og hvis du bliver ved, som du er begyndt med at rulle med mine Penge, saa ender jeg Pinedød i Almindeligheden eller i Tugt-, Rasp- og Forbedringshuset.
SUZETTE Eller i Drankerhjemmet — paa Friplads.
Direktør PRANGEN Abonner heller selv paa den, siden du snakker om 30 Kroner og om 30,000, som om de sejlede lige højt.
SUZETTE Akkurat. For jeg har ingen af Delene.
Direktør PRANGEN Det er maaske derfor, at du med din mageløse fripostige Ugenerthed gaar hen og forærer dem til nogle forbandede Svinepelse af Drukkenbolte til Fordel for Hr. Fleron. Det næste er, at han bliver Ridder — eller Etatsraad. Gudbevares, hvorfor ikke — for mine Penge.
OBERSTINDEN Du forbavser mig, Theobald.
Direktør PRANGEN Saa forbavs dig, gode Angelika, for mig gærne. Jeg kan da vel ogsaa blive ked af at gad og hedde Direktør, den fjollede Titel! Folk kalder sig snart Direktør for en Lirekasse.
OBERSTINDEN Men Fleron —
Direktør PRANGEN Vist saa, Fleron kan skumme Fløden, og hvad faar jeg! — — Den Post, han er ved at redde sig, kan føre til hvad det skal være — jeg siger — til hvad det skal være.
SUZETTE Herregud, saa lad være at give ham Pengene. — Tag Posten selv og anfald ikke mig.
Direktør PRANGEN (pludselig eftertænksom)
Tage den selv! Nonsens, hvordan skulde jeg faa den?
SUZETTE Ved at gøre noget for det, højstærede Hr. Direktør. Ellers faar man som bekendt ingenting.
OBERSTINDEN Undtagen Attest for Skikkelighed.
SUZETTE Slaa et stort Slag! Staa op paa den Talerstol der og bekend.
Direktør PRANGEN Bekende hvad?
SUZETTE Hvadsomhelst! At du føler Trang til at sone din Fallit ved at skænke den Sum, der dengang gik rabundus for Folk til et højt og ædelt Formaal, der sorterer under Kammerherren. Naar du gør det med nogle nette Ord om Samvittighed og Sparepenge og faderløse Enker, saa ved jeg da ikke den Hæderspost, du ikke har gjort dig værdig til her og hisset.
OBERSTINDEN (pludselig opildnet)
Theobald, det var en stor Tanke.
Direktør PRANGEN Ja, det skal du have Ret i, for Passiverne beløb sig til —
SUZETTE Du kan jo give, hvad du har Lyst til. De samme 30,000 —
Direktør PRANGEN Lyst til — ?
SUZETTE Ja, jeg er ogsaa Kontormand og ved da, at det kommer an paa, hvordan det bliver stillet op. — (opremsende) — Boet blev jo lavet om til et Aktieselskab, ikkesandt, mod at Varelagerets Værdi, som enkelte af Kreditorerne tilbød Skifteretten at købe plus Indboet, der overdroges den eneste Datter paa Betingelse af Fallentens Brugsret af det i hans Levetid, gik over paa — kollevippen, kollevappen, den Slags er saa indviklet, at det maa være en smal Sag for en Prokurator at sætte op efter Behag. Mig er det lige meget.
OBERSTINDEN Nej, bedste Suzette —
SUZETTE (med krænket skælmsk Mine)
Jo, Hr. tilkommende Etatsraad, lad være, at du kalder disse Venner af Oberstinden og mig, disse hæderlige graanede Drankere for nogle forbandede Svinepelse! Jeg siger — lad være! Til Nød kan jeg ogsaa gaa ind paa, at jeg vil bringe dig i Rasp- og Forbedringshuset, det kan vi maaske alle tiltrænge, men naar du er saa topmaalt uretfærdig at sige, at jeg har kørt i Ring med dig og Kammerherren og hele Kleresiet, saa vil jeg opgive Ævret og trække mig tilbage til mit Eget med Ønske om, at du og Fru Oberstinden maa faa det mest mulige ud af det Hersides og det Hinsides uden min uheldige Medvirkning.
(hun gaar med et fornærmet lille Kniks ud til højre)
4. AKT
6. SCENE
PRANGEN og OBERSTINDEN.
OBERSTINDEN Der ser du! Nu har du saaret hende med din ubetimelige Opfarenhed. — Du maa se at formilde hende. Naa, derom senere! Her gælder det om at handle hurtigt og resolut. Jeg betragter nemlig denne unge Piges uoverlagte Ord som et Fingerpeg fra oven.
Direktør PRANGEN (tier og tæller paa Fingrene)
OBERSTINDEN Du vil ved et saadant Skridt vinde uendelig i Anseelse, ja, staa som en af de bedste.
Direktør PRANGEN (lidt usikker)
Men der er jo ogsaa det med den indre Sandhed, du ved —
OBERSTINDEN Den svigter du sandelig ikke ved noget saa ædelt som dette. Jeg, din Søster, ved, at du inden føje Tid selv vil være overbevist om at have handlet af dybtfølt indre Trang.
En saadan Daad bærer Lønnen i sig selv, Theobald, og vil aldrig være spildt, hverken sjæleligt eller materielt set.
TJENEREN (kommer ind med frisk Vand til Talerstolen)
OBERSTINDEN Carlsen, vil De bede Kammerherre von Platen og Missionær Hellemann om at komme herind.
TJENEREN Ja, Frue.
(gaar ud tilhøjre)
Direktør PRANGEN (eftertænksom)
Varelagerets Værdi —
OBERSTINDEN Tænk heller paa at finde de rette Ord! Naa, der kommer de.
(Kammerherren og Missionæren kommer ind fra højre)
4. AKT
7. SCENE
PRANGEN, OBERSTINDEN, KAMMMERHERREN og MISSIONÆREN.
KAMMERHERREN Man har bedt os komme herind.
OBERSTINDEN (byder dem at sidde)
Ja. —
KAMMERHERREN Hvor er vor kære Fleron?
Direktør PRANGEN (rask)
Han er gaaet til Hr. Kracks Kunstnerfest.
MISSIONÆREN (forskrækket)
Denne Fest med Koner uden Mænd?
KAMMERHERREN Kønne unge Koner formodentlig.
MISSIONÆREN Det var dog mærkeligt.
KAMMERHERREN Og ikke ganske klogt maaske. Det røber Grundsætninger, som jeg ikke kan støtte.
OBERSTINDEN (til Missionæren)
Vor kære unge Ven, de vækkende Ord, De talte før, har sikkert slaaet ned i mangt et Sind —
MISSIONÆREN (beskeden)
Aa, sig ikke det!
OBERSTINDEN Ved et pludseligt Klarsyn er i Aften min Broders Samfundsfølelse bleven vakt.
MISSIONÆREN Er det muligt! Det talte Ord kan dog have en mærkelig Magt.
KAMMERHERREN Hvorledes har Hr. Prangens Klarsyn givet sig Udtryk?
Direktør PRANGEN Jo — ja — Herrerne har vist hørt, at jeg havde det Uheld at gaa fallit, nærmest fordi Mælkekondensering —
OBERSTINDEN (afbryder ham med et Blik)
Jeg ved bedst, jeg, min Broders Søster, hvor det har skaffet ham betyngede Timer, at saa mange Mennesker ved ham havde mistet deres Velfærd.
MISSIONÆREN Det fatter man.
Direktør PRANGEN Og nu har Forsynet —
OBERSTINDEN Nu har Forsynet skænket ham Erstatning for det, han dengang tabte, men hans Skrupler er kun derfor blevne større.
MISSIONÆREN Jeg forstaar det. De spørger Dem selv — har jeg Lov at være rig, naar jeg har gjort Andre fattige. Har jeg Livssandheden inde!
Direktør PRANGEN (usikker)
Det er jo altid — lidt — problematisk.
OBERSTINDEN Nej, Theobald, det har du ikke haft.
KAMMERHERREN Men nu har han den — inde?
OBERSTINDEN Nu har denne Aften indgivet ham en Beslutning, at han vil frigøre sig for alt Ansvar og skænke den Sum, han dengang blev Andre skyldig, til et stort og skønt Formaal.
KAMMERHERREN Ædelt tænkt, i Sandhed!
MISSIONÆREN (begejstret)
Hvor smukt! Maaske til min lille Gerning i Assam —
KAMMERHERREN (prøvende)
Eller til noget mere hjemligt —
OBERSTINDEN Det er Tanken om vort Alkoholistasyl, der har grebet min Broder.
MISSIONÆREN (lidt skuffet)
Ah!
KAMMERHERREN (synlig tilfreds)
Ah —
Direktør PRANGEN (iagttager ham)
Ja, jeg maa sige, at Drankerhjemmet Euterpe, det —
MISSIONÆREN Euterpe, det er en hedensk Muse, hende med Fløjterne.
Direktør PRANGEN (retter sig)
Vist saa — Muserne, dem kender jeg paa Fingrene.
KAMMERHERREN (viser ham sin Note bog)
Det hedder — So — fro — syne!
Direktør PRANGEN (skriver det i sin)
Jeg ved det! Dyd! Nøjsomhed — o. s. v.!
OBERSTINDEN Kære Hr. Hellemann, naar vi nu atter er samlede, vil De maaske med nogle faa Ord meddele denne Sag paa Deres egen hjertelige Maade. Det kan øve sin Virkning paa Sindene.
MISSIONÆREN Det gjør jeg med Glæde. — (bevæget) — De fatter ikke, hvad det betyder for mig at leve min sidste Tid i Hjemlandet mellem Mennesker, hvis Livssyn er saa rent, saa ædelt!
Direktør PRANGEN (beskeden)
Aa
OBERSTINDEN Kære unge Ven —
(Rørt Pause)
KAMMERHERREN (diskret)
Er der nogen bestemt Sum at nævne?
Direktør PRANGEN Endnu ikke.
OBERSTINDEN Dette er jo blot den første varme Impuls.
MISSIONÆREN Rigtigt! Ligesaa varm og uforbeholden bør den meddeles Vennerne. — (giver Prangen Haanden) Kære Hr. Direktør, hvilket Vidnesbyrd! Det bliver lyst i Deres Sind efter dette.
KAMMERHERREN Og Velsignelse ved Deres Gerning.
MISSIONÆREN Indadtil.
KAMMERHERREN Ogsaa udadtil. Hvad jeg kan gøre dertil, skal ikke blive forsømt.
Direktør PRANGEN Tak. Naar De blot er tilfreds, Hr. Kammerherre, saa er det min bedste Belønning.
MISSIONÆREN Dydens Belønning!
Selskabet kommer samtalende ind fra højre)
4. AKT
8. SCENE
OBERSTINDEN, PRANGEN, KAMMERHERREN, MISSIONÆREN, BRASK, DAMER og HERRER; senere SUZETTE.
OBERSTINDEN (ringer paa en Haandklokke)
Mine Damer og Herrer, skal vi gaa videre. Vær saa god – tag Plads. Hr. Kammerherre og Deres Højærværdighed, jeg beder Dem —
(Man sætter sig)
MISSIONÆREN (fra Talerstolen)
Mine Venner, forinden vi atter gåar over til den Sag, der har samlet os, har jeg en Meddelelse at gøre, som for saavidt berører den og som vil berede almindelig Glæde. Vi har her i vor Midte en Mand, der har lært Selverkendelsens Alvor at kende, og føler Trang til at vise dens Oprigtighed ved et betydningsfuldt Offer. Denne Mand er Direktør Theobald Prangen i hvis gæstmilde Hus vi her er forsamlede. Direktør Prangen, der som Handelsmand har været udsat for den Fristelse at hige efter Mammon og verdslig Fordel, fordi Verden —
EN HERRE (rejser sig)
Tillad mig, vilde det ikke være mest lærerigt at høre denne Meddelelse af Hr. Prangens egen Mund?
ALLE Jo. —
Direktør PRANGEN (afværgende)
Jeg er ikke Taler — nej —
FLERE Jo, De maa endelig —
MISSIONÆREN (ringer)
De har Ret. Han bør selv vidne. Direktør Prangen har Ordet.
(Han gaar ned fra Talerstolen og klapper Prangen paa Skuldren, idet denne gaar op)
SUZETTE (kommer ind fra højre med Overtøj paa. Da hun ser, at Mødet er i fuld Gang, vil hun vende om, men standser og bliver staaende ved Døren for at høre.)
EN DAME TIL EN ANDEN (til en anden)
Det bliver sikkert opløftende!
Direktør PRANGEN (usikker)
Ja, mine Damer og Herrer, som sagt, jeg er ikke Taler, og vil derfor blot sige de Par Ord, at — at jeg ganske rigtig higede efter verdslig — verdslig – ja, det var Mælk paa Daaser — kondenseret Mælk og Konjunkturerne — de — kort sagt, jeg gik Fallit. Og selv om det er værst for En selv, er der ogsaa noget pinligt i den Ide — association, at Andre mister deres Penge — jeg mener – Mammon ved En. — Og de betyngede Timer, betyngede Timer, som — ja, kort og godt, det er derfor, at jeg nu, hvor jeg er kommen oven Vande igen, føler Trang — føler Trang til at oprette, hvad jeg dengang gjorde galt.
Viktualiehandler P.V. BRASK (med Energi)
Bravo.
FLERE Tys!
Viktualiehandler P.V. BRASK Nej, jeg haaber, det maa være mig tilladt at sige højt og lydt, at en saa ædel og opofrende Tankegang, den er ualmindelig, for ikke at sige sjælden.
KAMMERHERREN Deri har Hr. Brask tifold Ret.
Viktualiehandler P.V. BRASK Og naar jeg i denne Stund —
MISSIONÆREN Hr. Viktualiehandler Brask har Ordet.
Viktualiehandler P.V. BRASK Og naar jeg i denne Stund føler Trang til at forebringe en varm og dybtfølt Tak til Hr. Direktør Prangen, saa er det, fordi jeg som eneste Arving efter min salig Fader, der mistede alt ved Hr. Prangens Fallit, altsaa her kan tale paa de øvrige Kreditorers Vegne — ja, udtale mig med den Paaskønnelse, den Anerkendelse, den Beundringsværdighed, som en saadan Handlemaade fortjener.
(Tilslutning)
MISSIONÆREN Naar Hr. Delikatessehandler Brask udtaler sin Paaskønnelse af Hr. Prangens Handlemaade, saa maa vi af Hjertet samstemme med ham, men paa en anden Maade, end han tror, da det vil vise sig, at Direktørens Tankesyn er endnu mere vidtrækkende, end Hr. Brask formoder. Hr. Prangen har Ordet.
Direktør PRANGEN Sagen er, at – at den Sum, som jeg ved nærmere Eftersyn af mine Bøger kommer til Erkendelse af, at jeg er bleven Andre skyldig, den har jeg bestemt at anvende til et stort og ophøjet Formaal.
(Tilslutning)
Direktør PRANGEN Og eftersom jeg har bragt i Erfaring, at Drukkenskaben er den Last, som er mest — mest tillokkende – lokkende, kort sagt — en ækel Last, saa vil jeg skænke — skænke Pengene til den Komite bestaaende af Kammerherre von Platen, der har dannet sig — dannet sig til Opførelse af et Hjem for kristelige Drukkenboldte, som skal bære Navnet Terpsichore — det betyder Dyd, Ædruelighed o. s. v. — paa Græsk —
FLERE Nej stop!
Direktør PRANGEN (ser i sin Notebog)
Naa — nej — Sofrosyne, hvor de kan lære det, som vi Andre har været saa lykkelige at leve efter hele vort Liv — Pligtens og Religionens Grundsætninger.
(stærk Tilslutning)
Viktualiehandler P.V. BRASK Naa saadan at forstaa! Med Forlov at spørge —
MISSIONÆREN Hr. Brask har Ordet.
Viktualiehandler P.V. BRASK Med Forlov at spørge, kunde der ikke ogsaa være nogen Raison i at sige, at det hører ind under den Slags Grundsætninger at give Pengene ganske stille til de Folk, som Direktør Prangen borgerlig set skylder dem til. Det var den Idé, jeg tillod mig at applaudere.
MISSIONÆREN Ikke en Idé, der bærer opad, Hr. Brask.
KAMMERHERREN Mod det fælles Maal — nej!
Viktualiehandler P.V. BRASK (taler sig varm)
Opad mig her og fælles mig der! Alle den Slags pæne Ord, dem er vi sammen om, men naar det kommer til Stykket, saa har vi jo allesammen hver vores Vorherre, saadan som vi nu er skabte til, og i denne Situation saa vilde han nu sige til mig, min Vorherre: Naar du staar i Gæld til en Mand og ikke kan betale, godt, saa maa du vedgaa det, min Ven. Men kommer du til Hægterne igen, saa er det Pinedød ikke mere end som din forbandede Skyldighed at give ham igen, hvad der er hanses.
SUZETTE Bravo, Peter!
Viktualiehandler P.V. BRASK (vender sig)
Er det dig, Suzette!
(Enkelte vender sig for at se)
MISSIONÆREN Hr. Brask mangler den rette Forstaaelse af hvad der bevæger Direktør Prangen. Det er en Følelse, der rækker langt ud over det personlige, en Trang til at gøre netop disse Penge, der har tynget ham, til et Symbol – paa Selverkendelsen.
Direktør PRANGEN (stadig paa Talerstolen)
Det er Sagen. Det er Symbolik.
Viktualiehandler P.V. BRASK Gudbevares, saa er det mig, der tager fejl. Med Forlov, er det ikke Grosserer Grüner af Firmaet Hyltoft og Grüner, som sidder derhenne?
FLERE Jo.
Viktualiehandler P.V. BRASK Godt, saa ved jeg altsaa, at jeg har denne velbyrdige Forsamlings Medhold, — Hr. Grosserer Hyltoft og Grüner, naar jeg meddeler Dem angaaende de 1118 Kroner og 83 Øre, som jeg er Dem skyldig for diverse Partier Margarine, at jeg heller vil anvende dem til Aktier i en Kafé paa aandeligt Grundlag.
(Protester)
Viktualiehandler P.V. BRASK (stadig mere arrig)
Jo. Hille den Gloende vil jeg saa!
OBERSTINDEN Her bander vi ikke.
Viktualiehandler P.V. BRASK Ikke det! Da synes jeg, vi snakker nok om Død og Helvede.
KAMMERHERREN Sammenligningen kan aldeles ikke drages.
Viktualiehandler P.V. BRASK Men naar jeg nu synes, at saadant et Foretagende er et ophøjet Formaal!
MISSIONÆREN Forskellen er, at De har den lovlige Pligt at betale Deres Margarine, mens Direktøren bringer et Offer i Frihed og sjælelig Løftelse.
Direktør PRANGEN Akkurat!
KAMMERHERREN Og Direktøren er ikke pligtig til nogetsomhelst efter Loven.
FLERE Nej.
Viktualiehandler P.V. BRASK (flyvende vred)
Naa saadan! Naar det ikke er om en højere Slags Love end som saadan, at der her skal holdes Diskussion, saa siger jeg heller saa mange Tak for i Aften. For Fallitloven, den er jeg ogsaa med paa, og den behøver jeg allenfals ikke at gaa i hvidslipset Aftensoirée for at sætte mig nærmere ind i. Maa jeg have den Ære at anbefale mig og ønske Herskaberne god Fornøjelse med samt den sjælelige Løftelse i det moralske Drankerhjem.
SUZETTE (løber hen til ham)
Vent, Peter! Dette skal du have et Kys for — til Tak fra Forsamlingen. Jo. Hille den Gloende skal du saa!
Viktualiehandler P.V. BRASK Suzette ! — (ser paa hende) — Vil du — virkelig —?
SUZETTE Ja, nu gaar jeg med dig.
Viktualiehandler P.V. BRASK Men tror du, det varer?
SUZETTE Ja Peter, denne Gang skal det vare.
(Almindelig Bestyrtelse. Et Par Damer og Herrer pege forargede paa Døren.)
OBERSTINDEN (med opbragt Mine)
Gaa videre, Theobald!
TÆPPE TÆPPE EFTER 4. AKT.

DYDENS BELØNNING: INTRO1. AKT2. AKT3. AKT4. AKTANMELDELSER