Gadens Børn 1903

folketeatret
Tegning: Folketeatret, Ill. T. 1882

 

*

“Gadens Børn” bestaar af 4 kun løst sammenhængende Billeder, der viser, hvorledes en letsindig ung Pige gaar til Bunds i Samfundet, fordi hun staar uden Støtte og Vejledning, samtidig med at en ung Mand, der er født paa samme Stiftelse som den unge Pige, og hvis Levevis ikke er mere sober, avancerer fremad til at blive en lovende Kunstner og forlovet med en Millionærdatter.

GADENS BØRN

4 TABLEAUER AF EMMA GAD.
PREMIERE PAA FOLKETEATRET 1903.

DET SCHUBOTHESKE FORLAG. KØBENHAVN 1903.


Fire optrin af hovedstadslivet.
Med indlagte gadeviser af Edvard Søderberg.

Der er mange forslidte Fraser i Stykket, men tillige mange sande og rammende Repliker. Og et Par af Billederne rummer meget virkningsfulde Scener. I Rigsdagskorridorerne, hvor det første Billede foregaar, er Forfatterinden aabenbart ikke hjemme; det er hun derimod, naar hun skildrer Livet i den Dameforening, hvor man laver Velgørenhedsfest for forvildede unge Pigers Frelse, men samtidig afskærrer Stykkets ulykkelige unge Pige fra at faa et hæderligt Ærhverv, fordi man erfarer, at hun har faaet et Barn. Udmærket er ogsaa Billedet fra den Trappegang, hvor den unge Pige logerer, og hvor Husets Beboere fører en arrig Krig mod Viceværten.

***
Læs alle anmeldelser
Social Demokraten, 1. april 1903
Social Demokraten, 2. april 1903
Horsens Folkeblad, 3. april 1903
Illustreret Tidende, 12. april 1903
Adresseavisen København, 12. april 1903

blank
Gadens børn blev også beskrevet i “Klods Hans”.

TABLEAU
Den Danske Ordbog:
Opstilling af dekorationer, personer el.lign. der gengiver fx en stemning eller en historisk begivenhed fx som en del af en udstilling eller et show eller som underholdning ved et selskab
Wikipedia:
En arrangeret opstilling af personer eller figurer som f.eks. viser en historisk begivenhed


Gadens børn blev af Emma Gad tilegnet Alexandra Thaulow.

Kære Alexandra!
Dig være dette Arbejde tilegnet, fordi Du, fremfor andre Kvinder, jeg har kendt, er den fødte Moder med det store Hjerte og den store Barmhjertighed, altid forstaaende, altid tilgivende — i bedste og kærligste Forstand Kvinde, fordi Du ejer den Mildhed og Varme, som skal være Kvindernes Indsats i Livets Kamp, Modvægten mod det, der er for haardt og strengt.

Lovene rejses af Mænd, som Værn og Mur om det Samfund, de er satte til at vogte. Kolde og haarde staar de i tung Tryghed, disse Love, urokkelige, medynksløse. Og det bør vel være saa. Men mens Mændene, der byggede dem med kolde og klare Tanker, maa stole paa deres Værd og Styrke, maa Kvinderne med varme Hjerter ynke de Svage, der trænges op imod Lovens Mure og knuses mod de kolde Stene med de skarpe Hjørner. De maa hjælpe og værge, fremfor alt dem blandt Søstrene, hvis Køn er deres Fare. Thi her ligger den svage Kvindes største Fare, og maaske er det, der giver hende størst Værd som Menneske, tillige det, der lettest driver hende mod Undergangen. Denne Ævne til at vinde, denne Lethed til at behage, det er den store Trudsel, der hviler over saa mangen Kvindes Hoved; og dog er det den fejreste Gave, der blev givet hendes Køn. Men netop den samme Egenskab er hos Mændene et Vaaben i Kampen for at naa frem, en Hjælp, som i deres stærkere Hænder bringer Sejren ind, mens Kvindernes svage Vilje og vage Følelser fører dem mod Nederlag og Skam. Derfor er Lovene, som de er, et Værn for de fleste, men Undergang for mange, og Kvindernes Hverv bør det da være at bøde paa Rettens Brøst. Mændene og deres Love beskytter det almene Vel, men Kvinderne maa værne de Enkelte i deres Nød. Men kender de deres Hverv tyder der nogentid en manende Røst, der siger som saa: »I fra de gode og værnede Hjem, hvor Faren ikke ligger under Eders Skridt som en bundløs Afgrund og uendelig Vanære, husk, at der er andre Kvinder, som stedes i Fare paa Liv og Død, der hvor I med et Smil gaar sikkert frem, dækkede af Eders Stands Overbærenhed. Og I, der er rene og lykkelige, raab ikke højt om Straf og Hævn for dem, der ofres til Fordel for det samme Samfund, som bærer jer oppe i tryg Lediggang. Træk jer ikke koldt tilbage med Dydens selvglade Haansord paa Læben, men ræk en Haand ud til Hjælp for Den, der snublede paa Vandringen. Vær hendes Søster og Ven, naar Eders rige Vej gennem Livet krydser hendes stenede Sti mod Mørket. Lad hende føle Eders Hjertes Medynk, men husk først og fremmest, at alle store og smukke Ord, der raabes ud over Mængden, er for intet at regne mod eet eneste, maaske kun jævnt og fattigt, men sagt til den Enkelte i ForstaaeZse og Medynk«. Hvor ofte bliver det sagt, et saadant Ord!

Ubeskyttet vandrer den unge farligt stillede Kvinde videre paa sin Vej langs de rige Huse ud mod de høje og snevre Boliger, hvor de Mange har hjemme, og hvor Sladderen, hendes værste Fjende, sniger sig langs Trapper og Gange.

I gamle Dage fløj Pestens Smitte som mokke af sorte Dødsfugle over Landene, spredende Angst foran sig og Elendighed bag sig. Menneskenes stadig voksende Viden har besejret dem, men en værre Farsot blev tilbage, uovervindelig, fordi den ikke bor i Legemet men i de besmittede Sjæle. Sladderen er som en stadig rindende Pestbyld, der fylder Tankerne med Lumpenhed og med Lyst og Ævne til at skade Den, der aldrig gjorde sig fortjent til Had og Forfølgelse. Og hvem kan de giftige Pile ramme sikrere end en Kvinde, der staar uden Hjælp og uden Forsvarere.

Men er Skylden hendes, er Uretten hendes Forfølgeres, og mangen en krank Skæbne er bleven fremskyndet ved Klafferen i Baggaarde og Gyder af Hustruer og Mødre og Jomfruer, som af Tilfældet blev satte i snevre Forholds Smaakredse og som med smaalig Tankegang dømte saa haardt om hende, der med eller uden egen Skyld kom paa tværs af deres egen trange Sædelære. Tænkte de nogentid paa, at Ingen tilfulde kender de skjulte Kræfter, der med Skæbnetvang leder et andet Menneskes Liv, og at Ingen har Ret til at sidde til Doms over Andres Raadvildhed og Nød. Og tænkte de paa, at fik man en saadan saaret og stagen Søster til at elske sig, kunde hun lægge sit Hoved til en Kvindes Bryst og finde Hvile der for sin syge Følelse, saa maaske hun kunde rejses. Men finder hun Ingen, som, mens det er Tid, kan tro paa det Gode i hende, da stødes hun retningsløst udenfor det menneskelige Samfund — ud i Mørket.

Der, hvor allermindst findes nogen Grænselinje, der hvor alt — Svaghed og forhærdet Last, Letsindighed og lav Udnyttelse, Kamp for Livet og fortvivlet Selvopgiven, alt flyder sammen, der har Loven rejst en skillende Mur, vilkaarligt anlagt efter Snor midt igennem den vage Ubestemthed. Uden for denne Mur stødes den faldne Kvinde, og Tilbagevejen til Æren og Retten mures til af Lovens kolde Mænd med haarde Hænder. Men den første Sten, hvem kastede den ! Selvgodhed lagde den i Kvindernes Haand, og sneverhjertet Dømmesyge lod den ramme smerteligt. Men Den, som er ren, kaste ikke den første Sten, ej heller den sidste, men ingen ! Og dog regner det ned over det forsvarsløse Offer med Haan, til hun synker sammen i Selvopgivelse og drages nedad mod Dybet.

Ned gennem skumle Huses Trapper siver en forpestet Strøm af raadne Sjæles Aande, fra Smøger og Kældere rinder slimede Kilder, flydende sammen til en klæbrig mod, som dorsk vælter sig gennem Gyder og Stræder, skjult som i Taage af kvalmende Dunst. I slibrige Dønninger spejler sig Lyset af øjne, der ulmer af sygt Begær, og uren Vindesyge drager Vaad i Strømmen i Haab om at finde Guld i Skarnet paa dens Bund. Alverdens Laster gyder sig ud deri for at yde deres stinkende Bidrag, og Strømmen bugner og svulmer paa sin Vej mod Dybet, slæbende med sig det værste Affald fra Menneskenes Sjæle.

Og den suger Mennesker til sig — Kvinder.

Snublede en af dem, der letsindigt færdes ved dens Bred, eller stødtes hun ud deri, ja, vædede dens Gift blot en Fod, da drages hun redningsløst ned i det lumske, graadige Dynd. Hun kan klamre sig fast med blødende Negle i Fortvivlelsens Styrke, hun kan skrige i Angst om Naade, tavst suges hun ned og slæbes med af de sorte Bølger, ned mod Dybet; nedad, dybt ned, hvor Mørkets Kærne ruger som et blaaZigt Flammeskær, et Mørkets Baal, der hviler paa et Alter.

De slimede Bølger af Menneskers Last og Begær, Egennytte og Grusomhed svajer sig her i træge Hvirvler om deres Alter, det der rejstes til Samfundets Gavn for den voldsomste Drift, Venus Astaste, til hvem de bringes som sonende Ofre, de Kvinder, der drages mod Dybet.

I Aartusinder randt Floden, aldrig vil den udtørres, thi dens Kilder ligger dybt i Menneskenes Sjæle, dybt, hvor Dyret bor endnu, den skjulte evige Hersker over deres Vandel og Færd.
København, Januar 1903.



GADENS BØRN INTRO1. HERRERNE2. FRUERNE3. BORGERINDERNE4. OFRENEANMELDELSER