Gadens Børn. Anmeldelse

Tegning: Folketeatret, Ill. T. 1882

GADENS BØRN

4 TABLEAUER AF EMMA GAD.
PREMIERE PAA FOLKETEATRET 1903.

DET SCHUBOTHESKE FORLAG. KØBENHAVN 1903.


Skuespillet forventes indskrevet i løbet af 2019/2020.


Anmeldelse: Illustreret Tidende, nr. 28 1902/03

“NED GENNEM skumle Huses Trapper siver en forpestet Strøm af raadne Sjæles Aande, fra Smøger og Kældere rinder slimede Kilder, flydende sammen til en klæbrig Flod, som dorsk vælter sig gennem Gyder og Stræder, skjult som i Taage af kvalmende Dunst. I de slibrige Dønninger spejler sig Lyset af Øjne, der ulmer af sygt Begær, og uren Vindesyge drager Vaad i Strømmen i Haab, om at finde Guld i Skarnet paa dens Bund…
Og den suger Mennesker til sig — Kvinder.”

Saadan skriver Fru Emma Gad i Fortalen til “Gadens Børn”, og noget saadant er det altsaa Forfatterindens Hensigt at skildre i sit Skuespils fire Tableauer. Lad os kortelig se, hvorledes de former sig.

Vi indføres i Rigsdagens Gang, hvor UdskudsBarnet den lille Fernanda søger hen for at træffe en Rigsdagsmand, hvem hun har givet et Kys for en Cither, og møder her en fattig Fyr, der vil være Kunstner. Hun synger en Gadevise for ham og han prædiker lidt Moral for hende. Aktens Baggrund dannes af Rigsdagsmændenes letfærdige eller salvelsesfulde Snak om den nye Prostitutionslov. Tilsidst foreslaar en Redaktør-Folketingsmand at sætte Fernandas Billede og Biografi i sit Blad.

Næste Afdeling er i Kvindernes Klub, hvor der forberedes en Velgørenhedsfest i stor Stil med Tingeltangel og Tableauer. Den unge Maler, som udnytter sit Kvindetække, skal hjælpe med ved Arrangementet. Fernanda derimod, der har faaet et Barn for sit Herretække, søger en Opvartningsplads, men da hun helst vil lære at synge, griber hun en Lejlighed ved Haarene og synger atter en Gadevise, hvorefter hun ikke faar Pladsen. En energisk Kvindesagsdame giver hende en Bøf og haaner Damernes Overfladiskhed. I det Hele er der ingen Ende paa Fru Emma Gads Spot over disse Damer, som sammenblander Samfundsspørgsmaal, Pjank og Moral.



Tredje Tableau henfører os til en Trappegang, hvor en Morgens muntre Farce-Scener viser os arrige Madammer, fløjtende Malersvende, en sejg Vicevært og Fernanda, som kommer hjem fra Maskerade. Kunstmaleren fremtræder her søgende efter en Model — det er Fernanda nu bleven. Hun synger en Gadevise, jages paa Porten for sin Stillings og Letfærdigheds Skyld og gaar efter at have læst Madammerne ordentlig Teksten og væltet en Vandspand henover Benene paa dem.

Endelig er Fernanda landet paa en Variete som anden Smørrebrødsjomfru. Maleren, der har faaet Guldmedaille og en Milionkærest, møder op for at tegne en Variete-Sangerinde til en folkelig Avis. Fernanda viser sig yderlig reduceret og har tabt
sin Stemme; hun synger alligevel en Gadevise, meldes til Sædelighedspolitiet for tvivlsomt Levned, og synker sammen paa Gulvet med et svagt Skrig.

Dette er Stykket, kort men samvittighedsfuldt gengivet. Hvorledes Fernandas egentlige Liv former sig paa de afgørende Punkter, hvad hun duer eller med hvad Ret hun meldes til Politiet, det ser vi intet til. Kun en Cither, en Plads, et Begris og den sørgelige Ende. Esmann motiverede .. i ‘Magdalene’.
En Række af Skuespillerne agerede brillant i Smaaroller, især Frk. Sigrid Andersen og Hr. Helsengren (Viceværten). Hr. Albrecht Schmidt fik derimod ikke rigtig fat i Kunstneren med hans blanding af brav Forstandighed og behændig Stræberi.
Fru Oda Nielsen sang Gadeviserne nydeligt og virkede i enkelte Optrin med Glans, men ét Menneske blev Fernanda ikke til — i anden Akt klynkende, paa Trappegangen Madame Sans-¨éne, i sidste Akt sammenbidt tragisk.
Men Rollen var jo fire Tableauer — og deraf kun Farce-Optrinet god Komedie. Fru Emma Gads lette Lystsejler tager sig bedst ud, naar den i smilende Godvejr krydser frem med smaa Slag, et til venstre og et til højre, og muntre Smaabølger pludrende for Bougen.
CHR. G.