Kvindernes Bygning 1896

Kvindernes Bygning
1896-1936

Kvindernes Bygning var ikke en bygning, men en forening med det formål at bygge et mødested for kvinder. For kvinder på storbybesøg eller et spise- læse- og mødested for alle de især unge kvinder der var i gang med en kontor- eller ekspeditrice uddannelse i hovedstaden og ikke havde nogen familiehjælp.
Der skulle også være mulighed for uddannelser i bygningen, så unge piger fik mulighed for at klare sig selv ved deres håndgerning, eller muligheden som håndgerningslærerinde eller oplært til at klare mindre reparationsarbejder.
Emma Gad kunne ikke parkere sin energi da det ikke lykkedes at samle nok midler til at påbegynde byggeprojektet, og hun begyndte så at sige for sig selv! Da det ikke var lykkedes med en hus til tankerne, lod hun i stedet tankerne flytte et nyt sted, og hun dannede Dansk Kunstflidsforening aar 1900, der blev grundstenen for hendes tanker om kvindehjælp.
Kvindernes Bygning lykkes endelig at transformere sig fra navnet på en forening til navnet på en bygning i 1936.

Aarhus Stiftstidende, 8. december 1895.

Den samlede Komite for Kvindernes Udstilling i Kjøbenhavn holdt forleden Aften et Møde for at tage Bestemmelse om Anvendelsen af Udstillingens Overskud.
Det Forslag, der efterhaanden samlede saa godt som alle Stemmer om sig, fremsattes af Fru Emma Gad paa flere Komitemedlemmers Vegne og gaar ud paa intet mindre end at benytte Udstillingens Overskud som Grunsfond til en Kapital for Opførelse af en Kvindernes Bygning “Womans Palace”, der dels skal være Samlingspunkt for alle de kvindelige Institutioner, der for Tiden findes her i Landet, dels yde Støtte til den kvindelige Industris Udøvere. I dette sidste Øjemed skal der indrettes en stor Udstillings- og Forsamlingssal i Bygningen. Endvidere skal der forefindes Bade- og Gymnastiklokaler, en billig Restaurant uden Drikkepenge og et Gjæstehjem for Kvinder fra Provinserne.
Man paatænker endvidere i samme Bygning at indrette Boliger for kvindelige Kontorister, Kommis’er og andre enligt stillede Kvinder, der føler Savnet af et Hjem. Man mener, at en Bygning i denne Stil og ledet af Kvinder vil være af stor Betydning saavel for Kvinderne selv som for Samfundet i det Hele.
Som man ser, en stor Idee!

FULD AF FORHAABNING MED EN FIREAARSPLAN 1896-1900

I 1896 (den 9. januar) fandt det første repræsentantskabsmøde sted. Det var starten på en lang sejg kamp for indsamling af de nødvendige midler. En kamp der utrætteligt blev kæmpet og som skulle vare i 40 år før det ønskede mål kom i hus.

Der var 13.000 kroner at starte på, som var overskuddet fra Kvindernes Udstilling.
Der blev lavet indsamlinger på alle tænkelige områder. Der kunne køber reklamemærker, der kunne købes fingerbøl, der kunne købes bogmærker.

25 øres mærket blev tegnet af Susette Holten for indsamlingen til Kvindernes Bygning. Susette Holten havde også været produktiv på Kvindernes Udstilling. Her kan læses mere om mælkebøtterne.

500.000 Fingerbøl til fordel for Kvindernes Bygning blev fremstillet til Illums Magasin. I øvrigt var A. C. Illum meget hjælpsom overfor ‘kvindesagen’ og udlånte blandt andet lokaler til møder, og gav sine kvindelige ansatte gode forhold.

Marianne Høst tegnede platten på Den kongelige Porcelænsfabrik, der med årstallene 1896-1900 klarlagde forventningerne om et resultat indenfor rækkevidde, hvilket som bekendt var en forhåbning der ikke blev indfriet før 1936!

Kvinden og Samfundet, nr. 11 1896.

[På et spørgsmål i Dansk Kvindeforenins medlemsblad (nr. 11 – 1896) om Kvindernes bygning, blev Emma Gad som bestyrelsesmedlem bedt om at svare.]

Kære Landbokvinde!
Ja, saaledes maa jeg vel nok have Lov at kalde Dem, siden jeg skriver til Dem i et Anliggende, der paa en Maade gør os alle til samarbejdende Søstre. De ønsker altsaa at faa noget at vide om Kvindernes Bygning, om hvilken De skriver, at man ikke har faaet andet oplyst, end at den skal være hvid og ligge paa Kongens Nytorv. Det sidste sker næppe, det bliver meget dyrt, og det første formodentlig ikke heller. Det er vistnok mig selv, der af Skønhedshensyn har fremsat det beskedne Ønske, men jeg er tilbøjelig til atter at frafalde det, efter at jeg har set det nye hvide Palads paa Kongens Nytorv, der nærmest virker i Ensemblet som en skinnende ny hvid Tand i et ældre Gebis. Dog – som De selv siger – dette er mindre væsentligt! Men jeg synes, De er lidt uretfærdig, naar De mener, at man paa Mødet den 15. Septbr. ikke fik noget andet at vide. Det forekommer mig nemlig, at man i Talerne paa en saa fyldestgørende Maade gjorde Rede for Bygningens Formaal og Indretning, som det paa Sagens nuværende Stadium kunde ske. Hvis jeg forstaar Dem ret, er det Bygningens Administration, som De ønsker at faa nærmere Besked om, og angaaende denne skal jeg da berette Dem Følgende:
Den paatænkte Kvindernes Bygning bliver en selvejende Institution i Lighed med Kbhvns. Sygehjem, Kbhvns. Værnehjem for enligtstillede Kvinder og lignende andre Foretagender. Den forestaas af 31 Repræsentanter, valgte ud af Kvindernes Udstillings Komité, som af deres Midte vælger en Bestyrelse paa fem for et Aar valgte eller genvalgte Medlemmer.

Hvis Nogen af Repræsentantskabet dør eller udtræder, supplerer Repræsentantskabet sig selv, hvorved der søges tilvejebragt en vis Stabilitet i den Aand, hvori Foretagendet ønskes ledet.

For at der kan tilflyde Repræsentantskabet friske aandelige Kræfter, paatænker man at lade de Foreninger, der knytte sig til Foretagendet, repræsentere ved Delegerede. Der findes saaledes allerede nu Repræsentanter for en Del af de alt eksisterende kvindelige Institutioner, saasom Frøken Elisabeth Grundtvig for Dansk Kvindesamfunds Københavns Kreds, Frøken Sofie Alberti for Kvindelig Læseforening, Fru Johanne Meyer for Kvindelig Fremskridtsforening, Fru Jutta Møller for Dansk Kvindesamfunds Udenbys Afdelinger, foruden Repræsentanter for de forskellige Landsdele og Bilande.

Bestyrelsen har Ret til at tilkalde raadgivende Udvalg. Paa givne Tidspunkter vil Regnskabet blive offentliggjort.

Idet jeg haaber, at disse Oplysninger maa være tilstrækkelige til, at De vedblivende skænker Sagen Deres Velvilje og Interesse og udbreder denne i Deres Kreds, er jeg med den bedste Hilsen Forbindtligst Deres
Emma Gad.

Bornholm Tidende, 12. februar 1896.

Det heldige Resultat, som Kvindernes Udstilling naaede, har fremkaldt ny Tanker om en stor Plan, der kunde komme hele Landets Kvinder til Gode.
Man vil bygge et Palads, hvori man kan centralisere alt og alle, der kan hjælpe Kvinderne frem i økonomisk og intellektuel henseende. Selve Udstillingen af Kvindernes Arbejde var et lærerigt Materiale til at se Kvindearbejdets Fremgang, men maaske mere, hvad der endnu mangler, og aller mest den haarde Kamp, som unge og ældre enligt stillede Kvinder maa føre for at skaffe sig selvstændigt Erhverv. Man har derfor ment, at som det var hele Landets Kvinder, der har Part i det ærefulde Resultat, som Udstillingen bragte, saaledes bør det være alle Landets Kvinder, der har Ret til at nyde godt af Overskudet af Pengene.
Naturligvis er en 10 a 15,000 Kr. kun en lille Sum til det store Foretagende, som man tænker sig virkeliggjort; men Erfaringen har vist, at et virkeligt Fællesarbejde nok kan bringe Penge i Kassen, og der er nu allerede dannet Bestyrelse til at realisere Kvindernes Bygning.
Denne Bygning skal være Knudepunktet, hvor al kvindelig Arbejds- og Aandsinteresse kan samles, et Mødested, hvor Planer og Forsæt kan drøftes, Sale, hvori temperære Udstillinger kan afholdes, og Udsalgssteder for de Kvinder, der i Hjemmet flittigt og ihærdigt frembringer baade kunstfærdige og nyttinge Ting, men ikke kan faa disse Ting solgte. Der skal findes Restauration, hvor der kan faas god Mad for billig Pris, der skal indrettes Badeanstalt, Toiletrum, Gymnastikanstalt, Oplysningsbureau og Gjæstehjem for enlige tilrejsende Kvinder fra Provinserne.
Man vil i rigtig Forstaaelse af Hovedstadslivets Farer indrette en Serie smaa Bopæle med fælles Belysning og Varme paa kooperativt Grundlag, beregnet paa kvindelige Kommiser, Lærerinder, Syersker o.a., som kan faa hel eller delvis Kost fra Bygningens Restaurant. Saadan et Hjem for unge Kvinder vil have den aller største Betydning for disse og være et mægtigt Værn mod daarlige Forlystelser, da der i dette Fælleshjem baade skal findes Læsesal med Tidsskrifter og Blade, ligesom der vil blive sørget for Musik og andre opdragende og forædlende Nydelser.
Men Millionerne? – hvor faar man dem fra, vil man naturligvis spørge om.
Bygningen skal være alle danske Kvinders Ejendom, og Danmark tæller 1,200,000 Kvinder, hvoraf 500,000 er mellem 20 og 60 Aar. Vil blot alle disse betale 25 Øre om Aaret i 5 Aar, har man allerede en smuk Sum og selvfølgelig vil mange betale mere; desuden tænker man, at Rigsdagen, som en Gang har tilstaaet de 10,000 Kr., som ikke kom til Anvendelse ved Udstillingen, nu til denne sag vil give dem som Gave.
Til Komité for Kvindernes Bygning blev der valgt 18 Medlemmer fra Kjøbenhavn, 9 fra Provinserne og 1 for hvert af Bilandene.
Af disse 18 Medlemmer er 7 Bestyrelsesmedlemmer, som nu allerede er i fuldt Arbejde med at starte en fælles Organisation, der kan spænde sit Net ud over hele Landet, saa enhver, der har Lyst og Ævne kan give sit Bidrag i en større eller mindre Sum, kan være med eller maaske blot give sin 25 Øre for at have den Glæde at lægge en lille Sten til den stolte Bygning, som man haaber skal blive en virkelig Folkesag.
Fru Emma Gad, der paa en saa smuk Maade løfte sin Opgave som Vicepræsident ved Kvindernes Udstilling, blev enstemmig valgt til ogsaa at staa i Spidsen for dette Foretagende.
Det er vort Haab, at denne Bygning ikke alene vil glæde Kvinderne ude i Provinserne, men at det ogsaa vil kalde dem til søsterligt Arbejde med vi Kjøbenhavnere.
Johanne Meyer.

Fru Emma Gad indledede Mødet med følgende Ord:
Det er altsaa Meningen med vort Møde i Dag, dels at mindes Kvindernes Udstilling, der lukkede for et Aar siden paa denne Dato, og dels at forklare de Damer, der saa elskværdigt har lovet at være Kredsforstandere ved Indsamlingen til Kvindernes Bygning, lidt nærmere om, hvad der egentlig menes dermed, og hvad man haaber at det Foretagende, som gærne skulde affødes af Udstillingen og dens Resultater.

Naar jeg nu ser paa den lille Forslagstale, som jeg holdt ved Udstillingskomiteens sidste Plenarmøde, saa bringer det mig til at tænke paa, hvordan vi, der ledede Udstillingen, dengang atter og atter overvejede, hvortil vort Overskud bedst skulde bruges. En mente, at der meget tiltrængtes et Lokale til Sammenkomster og Foredrag, en Anden, at en Udstillingssal for Haandarbejder var endnu mere nødvendig; en Tredje foretrak en Læsestue for Arbejdersker og atter Andre ønskede et Gæstehjem for tilrejsende Kvinder, og saa fremdekes! Men saa var det, at den Tanke, at samle det altsammen til en Enhed, saa at sige fødte sig selv og efterhaanden antog fastere Form. Vi fattede det Ønske at rejse en Bygning, der skal tilhøre Danmarks Kvinder og blive et Centrum for deres Virken baade med Aanden og Haanden.

Det har naturligvis fra første Færd staaet os klart, at Maalet var stort og svært at naa, men det er jo altid lettere at samle Viljer og Ævner om et stort Formaal end om et mindre; den store Tanke giver uvilkaarligt en varmere Interesse og en videre Synskreds. Og saa var der ogsaa den Ting, der gac os Haab, at Ideen straks ved Mødet dengang aldeles spontant og uvilkaarligt slog ned i Forsamlingen, der som bekendt, ikke altid var ganske af samme Mening. Den bleb modtaget med Velvilje, ja, for Manges Vedkommende med Begejstring, saa at vi derved tænkte os, at det maaske ikke vilde være saa vanskeligt at sprede denne Interesse ud over alle danske Kvinder, saa at de samlede vilde hjælpe hverandre at naa Maalet, der omfattede saa meget, at der altid maa blive noget, som den Enkelte bifalder og kan ønske at støtte.
Læs mere

[Kvindernes Bygning bliver en selvejende Institution i Lighed med Københavns Sygehjem, Børnehjemmet Bethania og lignende andre Foretagender.
Den forestaas af 31 Repræsentanter for Størsteparten valgte ud af Kvindernes Udstillins Komite. – Disse vælge af deres Midte en Bestyrelse paa 5 Medlemmer, der gaa af henholdsvis 2 og 3 hvert Aar, men kan genvælges. De 31 Repræsentanter supplerer sig selv, hvorved der søges tilvejebragt en vis Stabilitet i den Aand, hvori Foretagendet ønskes ledet.
For at der ved Siden af kan tilflyde Repræsentantskabet friske aandelige Kræfter, paatænker man efterhaanden at lade de Foreninger, der knyttes til Foretagendet repræsenteres ved Delegerede.]

Lad os derfor helst tage disse Formaal et for et og betragte dem lidt nøjere end det kunde ske i et Opraab. Først og fremmest vil man se at gøre Bygningens Beliggenhed saa central, at allerede bestaaende Institutioner, og kvindelige Foreninger eventuelt vilde kunne huses smukt og tidsvarende deri. At man endvidere ønsker en Sal til Foredrag, Forsamlinger og festlige Sammankomster, er indlysende. At have et Sted, hvor danske Kvinder kan sætte Foden under eget Bord, og hvor det er selvfølgeligt, at Alle søger hen, naar de virker i Fællesskab, det vil altid bidrage til godt Sammenhold og Samarbejde. Derom behøves der ikke at siges mange Ord, det forstaas af sig selv.

Men man kan ikke altid holde Sammenkomst, og denne Forsamlingssal vil kunne bruges ogsaa til andet. Og der kommer vil til et Punkt, som efter mit Skøn er saare væsentligt i vor Plan og vigtigt for mange Kvinder.

Det er nemlig Tanken i en saadan Sal at foranstalte stadig vekslende Udstillinger af kvindelig Husflid med tilhørende Salgsbureau, saaledes at de mange Damer, der gærne vil arbejde hjemme og tjene noget, paa denne Maade vil kunne afsætte deres Arbejde nemmere og fordelagtigere end nu, hvor Fortjensten i saa høj Grad forringes ved Forhandlernes berettigede eller uberettigede Krav. For at nævne et Eksempel, hændte det efter Udstillingen det Tilfælde, at en Dame, der havde afhændet en broderet Kakkelovnsskærm til en Broderihandler for 10 Kr., senere i hans Forretning saa et Nul sat til Prisen – – altsaa 100 Kr.

Men det pekuniære Moment synes mig i dette Tilfælde endda ikke at være Hovedsagen. I Retning af kvindelige Haandgærningsarbejder viste Udstillingen, at der er stor Vindskibelighed i de danske Hjem, idet der indsendtes en Stndflod af arbejder, der havde krævet utrolig Taalmodighed at forarbejde, men Smagen stod ikke altid i Forhold til Fliden; og hvis det ogsaa, som det bleb fremhævet, var en af Opgaverne ved den første Kvindernes Udstilling, at belyse Manglerne ved det kvindelige Arbejdes nuværende Standpunkt, saa viste det sig uomstødeligt, at man meget tiltrænger kunstnerisk Ledelse i den danske Husflid, der i saa Henseende staar ikke saa lidt tilbage for Produktionen i Søsterlandene, hvor f. E. et Selskab som det svenske “Handarbetets vänner” og flere lignende norske Foreninger har bidraget særdeles meget til at hæve Smagen.

Det er altsaa Meningen med Kvindernes Bygning, i Forbindelse med en Udstillingssal og et Salgsbureau ar grunde en Art Husflidsforening, hvoraf man maatte være Medlem, for at kunne udstille, og hvor der stadig sørgedes for Tegninger og Farvesammensætninger af Kunstnere med dekorativ Sans. At dette vilde kunne hæve Skønhedssansen og i det hele taget være en god Foranstaltning, kan der næppe være Tvivl om, og i den Henseende tror vi at kunne paaregne Interesse hos Enhver, der har Kærlighed til det danske Hjem og Tro paa dets Betydning for den Enkelte. Og hvad mere er; denne Sag kunde faa en endnu større Udstrækning ved at bidrage til at udvide det kvindelige Arbejdsfelt. Nutidens Udvikling gaar jo heldigvis mere og mere ud paa, at Kvinder søger Erhverv istedetfor at tære paa Andre, men for at opnaa dette Erhverv strejfer de jo ofte ind paa Mændenes Omraade. Dette kan der ikke siges noget særligt til, da Enhver jo maa have Ret til at gribe Live an efter sine Ævner og sin Lyst, men selvfølgelig vilde det lette Vilkaarene en Del i Konkurrencen og Livskampen for begge Parter, hvis Kvinderne, istedetfor at søge længere ind paa de Arbejdsfelter, der hidtil har tilhørt Mændene, vilde søge at udnytte og højne de kvindelige Erhvervsgrene og derved saa at sige indvinde ny og naturlige Felter. Vi har netop her i Landet paa det mandlige Arbejdes Omraade i den Kgl. Porcellænsfabrik et Eksempel paa det jeg mener.

Naar man mindes dens Standpunkt for omtrent 25 Aar siden, og man saa ser, hvorledes den, blot ved at arbejde med Kunstforstand og Finhed i Smagen, nu frembringer noget helt andet, en ny Art, som man dengang slet ikke kendte, saa faar man et Begreb om, hvad der kunde udrettes af Kvinder i Retning af Træskæring, Lædersager, Broderier, Dekoration, Kurbefletning og sligt, naar det ledes paa rette Maade med en god Organisation som Udgangspunkt. I saa Fald vilde sikkert mangen ung Pige foretrække at bruge den Hang til Ynde og Skønhed, som er hende medfødt, og tjene Brødet ved Kunstindustri istedetfor Kontorgærning. Nu finder en dygtig Kvinde det lidet lønnende at sætte sit Liv ind paa Broderifaget eller Terrakottamaleriet, men naar Industrien staar saa højt, at den gaar Haand i Haand med Kunsten og vinder Afsætning i Ind- og Udland, saa bliver Sagen en hel anden. Det er bekendt, hvilke Kapitaler de franske Kvinders Flid og gode Smag indbringer Frankrig. Fliden har vi, men Smagen kunde maaske udvikles til at højere Standpunkt, og dette vilde altsaa blive Maalet for en Husflidsforenings Stræben og Virken.

Naar vi dernæst vender os til den paatænklte Restaurant, saa har vi et ualmindelig fast Grundlag i vore Erfaringer fra forrige Aars Udstilling. Dens Køkkenafdeling, der var af en vis hjemlig Karakter, med nogle faa gode Familieretter hver Dag, med kvindelig Betjening og uden Drikkepenge, viste sig nemlig at udfylde et Savn baade for Byens Damer og for Tilrejsende. Der var altid fuldt. Bespisningsspørgsmaalet havde i Forvejen voldt en Del Hovedbrud; vi var os bevidste, at det vilde være højst uheldigt at foranstalte en Udstilling af Kvindearbejde, uden at Mad, eller rettere Madlavning var repræsenteret, da denne dog maa siges at være et af de allervigtigste Led i den kvindelige Gærning, men paa den anden Side fremhævedes det, at en Restaurant vilde ruinere os, da Udstillingen mest vilde blive besøgt af Damer, der altid, naar de ikke er i Selskab med Herrer helst nøjes med lette Forfriskninger, fordi de har en instinktmæssig Skyhed for at gaa ind paa Restaurant’er, hvor der serveres varm Mad. Dette viste sig at være en ganske fejl Anskuelse. Damerne vilde saamænd gærne have baade varm og solid Mad og et godt Glas Vin oven i Købet til den paa Væggen opslaaede Pris, da det først var blevet dem klart, at alt serveredes den paa en hyggelig hjemlig Maade, uden banal Kafé-Elegance og uden Opvarter med Krav paa Drikkepenge.

Vi tror, at en saadan Restaurant vilde være til stor Gavn for de mange arbejdende Kvinder, der midt i Arbejdstiden har ondt ved at naa hjem og derfor ofte saa maa nøjes hele Dagen med Smørrebrød i Papir. Hvis man desuden fik Plads til en Afdeling, hvor der udskænkedes virkelig god The med Brød til, i Lighed med de meget yndede “tearooms” i London, vilde det vist i Byens Midtpunkt blive et kært Tilflugtssted for mange Damer, der bor i Udkanterne og lidt savner et Hvilepunkt unden Byturene. Man maa imidlertid ikke tro, det er Meningen at afspærre denne Restaurant for Mandfolk. Ganske vist tror vi, at den vil være til størst Nytte for Kvinder, som nu helt savner et saadant hyggeligt Spisekvarter, men forhaabentlig vilde det ogsaa være en Del Herrer belejligt at spise der. Hvor Kvinder er Værtinder, kommer jo uvilkaarligt lidt af den Hygge, som enlige Herrer saa ofte klage over at savne paa Restauranterne i vor By.

Hvorvidt det vilde være gørligt og heldigt i Køkkenet at uddanne Kogeelever, som stadig derfra kunde gaa ud som dygtige Kokkepiger, lader sig naturligvis ikke nu afgøre, men det var dog muligt.

I en anden Del af Bygningen haaber man at kunne faa indrettet nogle Badeværelser i Forbindelse med en Gymnastiksal med alle nutidige Apparater og Indretninger. Badning er en Sag, man aldrig kan skænke Opmærksomhed nok, idet Renlighed jo forfiner og Smuds fornedrer Mennesker. Man læser undertiden statistiske Fakta om, hvor mange Bade aarligt hver københavnsk Kvinde tager, og disse Fakta er saa nedslaaende, at man krymber sig ved at tro paa deres Renlighed. Lad være, at Søbade og Overskylninger i Hjemmet udgør den væsentligste Del af den kvindelige Badning, saa vil dog en praktisk og billig Badeinretning altid bidrage Sit til at fremme den almene Renlighedssans og bør i hvert Fald ikke savnes i den paatænkte Bygning.

Hvad Gymnastiken angaar, er jeg for lidt inde i den Sag til at kunne udtale sig derom, men man hører jo saa ofte fra sagkyndig Side, hvilken vidtrækkende Betydning det har for Sundheden at bringe Legemet i Bevægelse ved gymnastiske Øvelser, særlig for blegsottige unge Piger, som har en stillesiddende Beskæftigelse inden Døre, og da disse er talrige, føles der stor Trang til en Gymnastiksal for Kvinder. I denne Sal vilde man tillige kunne afholde gratis Gymnastik for Fabrikspiger og i Forbindelse dermed indrette et gratis Konsultationslokale for Kvindesygdomme med kvindelige Læger.

Og saa er der Læsestuen for Arbejdersker, som utvivlsomt vilde virke i høj Grad opdragende og udviklende. Man har ganske vist Folkebibliotekerne, der er til stor Nytte, men de yder ikke fuldt ud det, som vi tænker os at forsøge. Paa Folkebiblioteket henter og bytter man jo sine Bøger som paa ethvert andet Bibliotek, og vi ved jo Alle, at de har sine Vanskeligheder, selv for Folk, der er bevandrede i Literaturen, i en Fart at træffe det rette Valg i et stort Katalog, da man som bekendt sjældent kan faa den Bog, man kom for at faa. Det vilde derfor være til stor Gavn, naar der i en saadan gratis Læsestuer var en Dame til Stede, som interesserede sig for Sagen, som talte vejledende med de besøgende Arbejdersker, og forklarede dem lidt om Bøgerne Indhold og Forfatternes Liv og Virken.

Et Bibliotek kan imidlertid ikke skabes af intet i en Haandevending. Det maa samles efterhaanden med Kærlighed og Omhu, men hvad der straks kunne skaffes tilveje, det var et lyst og tiltalende Rum, hvor der laa Blade og Tidsskrifter, hvor der kunde holdes smaa oplysende Foredrag, fremvises Billeder og sligt, kort sagt, et Sted, hvor efter Dagens Slid mangen arbejdende baade gift og ugift Kvinde for en kort Stund vilde hente lidt aandelig

Hvile og Forfriskning, som kunde føres med til Hjemmet og maaske efterhaanden udøve sin gode Virkning der.

Hvad vi her har omtalt, maatte, for at være praktisk, indrettes i et let tilgængeligt Lokale ud mod Gaden. Side og Bagfløjene er det vor Plan at benytte til Boliger af to forskellige Slags.

For det første vil man gærne indrette et billigt, godt og renligt Gæstehjem, for enligt tilrejsende Kvinder fra Provinsen, dels for dem, der er her i kortere Tid for at tage Del i Hovedstadslivet, men især for dem, der kommer heril for at uddanne sig i et eller andet Fag. Damer fra Provinserne, der ikke har Slægt eller Venner at bo hos her i Byen, er tidt lidt ilde farne. Hoteller passer ikke til enlige Damers Liv og Tilbøjeligheder, og de billige Pensionater opfylder næppe altid rimelige Krav til Ernæring Orden og Hygge.

For det andet ønske man at benytte Bygningens Sidefløje til at gøre et forsøg med at indrette smaa Boliger for unge, enligt stillede Kvinder, der er ansatte her i Byen ved Kontorer, Modemagasiner og deslige. I Amerika findes efter Sigende mange saadanne Bopæle, hvis Fortrin er, gennem den store Sammenslutning, at kunne leveret til en langt billigere Pris og paa nemmere og bedre Vilkaar end Smaaboliger for en Enkelte i almindelige Huse. Opvarmningen og Belysningen er fælles. Hver har sit Værelse, og i en stor, hyggelig møbleret Fællesstue modtages der om Aftenen Besøg, samtales, dyrkes Musik eller læses højt. Kosten maa, enten fuldstændig eller delvis, i denne Afdeling, som ogsaa i Gæstehjemmet, kunne faas paa fordelagtige Vilkaar i Bygningens Restaurant, ligesom man for lettere Sygdomstilfældes Skyld kunne ønske at indrette en Sygestue. Hvorvidt det lod sig gøre i Kælderetagen at indrette et billigt tidssvarende Vaskeri, kan selvfølgelig ikke nu bestemmes, men naturligvis var det ønskeligt.

Taler man med Arbejdsgivere, der benytter kvindelige Kommis’er, faar man det Indtryk, at en saadan Institution vilde være i høj Grad formaalstjenlig, og at den, hvis den maatte vise sig heldig, vilde danne Begyndelsen til flere saadanne billige Fællesboliger.

Den unge, kvindelige Kontorist, der tidt er kommen hertil fra de andre Landsdele og staar alene, uden Slægt og Beskyttelse, har paa Grund af sit Arbejdes Beskaffenhed, der fjerne hende fra Hjemmet, som oftest ondt ved at skaffe sig lidt af den hjemlige Hygge, som Kvinder saa daarligt kan undvære. Naar hun efter Arbejdet kommer hjem til et koldt og uhyggeligt Værelse, gaar hun hurtigst muligt bort igen, og søger ud paa de oplyste livlige Gader eller paa de mange Forlystelsessteder, der ikke altid er af forædlende Art eller heldbringende for hendes Fremtid.

Undertiden forsøger fire á seks unge Piger at føre Hus sammen, men naturligvis kan de da ikke enes saa godt, som det vilde kunne blive Tilfældet i en stor Fællesbolig, hvor Hver har sit lille Område og hvor alt maa gaa efter ordnede Regler. Ikke at forstaa det saaledes, at man derfor vil paalægge den Enkelte nogensomhelst Tvang med bestemte Klokkeslet eller med fastslaaede Livsanskuelser. Meningen er kun, med Opretholdelse af en god Tone, at skaffe enligt stillede unge Piger gode og sunde Boliger paa saa bekvemme og billige Vilkaar som muligt.

Efter at have dvælet ved alle disse Afdelinger, staar det En klart, at hvis Planen realiseres, vil den største Vanskelighed blive at faa saa mange forskellige Ting smaltede sammen til en Enhed, og at det kun er stor Alvor og Kærlighed til Opgaven, der kan bringe saa mange Afdelingschefer, Bestyrelsesmedlemmer, Funktionærer og Hjælpersker til at arbejde med det samme Formaal og i den samme Aand. Hvad bliver da Aanden, vil De spørge! Aanden, der skal holde sammen paa det hele, maa blive Agtelse for det kvindelige Arbejde og Tro paa dets Nødvendighed og dets Lykke. Det Folk, der har dygtige Kvinder, har altid en Fremtid, og hvis de danske Kvinder, som de første i Evropa, formaar at rejse et saadant stort stærkt Hus som et Centrum for deres Virken og Færden, saa har de tilfulde vist deres Dygtighed og deres Ævne til at se fremad.

Kvindernes Udstilling, ligeledes den første i Evropa, blev, trods alle Vanskeligheder, ført igennem, og fulgtes af Held. Lad os saa ogsaa haabe, at Kvindernes Bygning ved fælles Hjælp engang vil blive rejst og bære en Løvetandsblomst over Porten. Det var Udstillingens Mærke. Da den Blomst blev valgt dertil, var ikke nogen anden Tanke forbunden dermed end den, at Blomsten var af dekorativ Virkning. Men Alle har villet lægge en symbolsk Betydning deri. Nuvel, naar det endelig skal være, lad saa Folk faa Ret. Lad da det danske kvindelige Arbejde til sit Symbol tage den hidtil ringeagtede Løvetand, med Blomsten, der danner er Enhed af mange, med Frøet, der i selve Luften spredes over hele Landet og ad Aare kommer igen som et utalligt og lysende Foraarsflor.

……………………………………..
Derefter udtalte Frk. Sofie Holten:

Mens Fru Gad særlig har dvælet ved Bygningen, hvad vi tænker os i og med den, er det blevet mig overdraget at tale lidt om hvorledes man mener at kunne faa de mange Penge ind.

Vi tænker os belærte af Erfaringen fra “Kvindernes Udstilling”, at der virkelig er ikke blot almindelig men endogsaa særlig stor Interesse hos alle Landets Kvinder for at ophjælpe Kvindens Arbejde og derigennem hendes hele Stilling.

Og vi staar overfor Landets 120.000 Kvinder med det rigeste Haab om, at de her vil slutte sig sammen. Vi ved, at af disse 1200.000 Kvinder er 500.000 mellem 20 og 60 Aar. Naar vi nu er beskedne og tager blot 1/5 af disse og siger: 1/5 af Landets Kvinder i alderen fra 20-60 Aar giver i et Aar f. Eks. 25 Øre om Maaneden i Bidrag til Kvindernes Bygning, saa har vi allerede en Sum af 300.000 Kr.
En saadan Sum er tilstrækkelig til at begynde med.
Læs mere

Gør disse 100.000 Kvinder, hvad de sikkert alle vil føle som deres Pligt blot dette; saa kan vi allerede til næste Aar nedlægge Grundsten til vort eget Hus.

Vi spreder idag Landet over smaa røde Mærker, som lyder paa 25 Øre, og vi er overtydede om, at mangen en Kvinde inden Aaret er omme vil være stolt af at have erhvervet sig tolv af disse Mærker. Dog Bygningen vil ikke blive rejst udelukkende paa 25 Øres Bidrag, der er saaledes allerede i den sidste Maaned endnu før vi har gjort Sagen offentlig inkommet i større Bidrag flere Tusind Kroner. Vi ved vel, at 300.000 Kr. ikke er tilstrækkeligt til at rejse hele dette store Foretagende for; men vi stoler fremdeles paa de danske Mænd og Kvinder.

Den 15 September Aar 1900 vil blive en stolt Dag for enhver Kvinde, der har ydet Bidrag til dette store Foretagende; thi den Dag, vil Kassen sikkert være saa fuld, at vi med Glæde kan sige stop.

Meningen er jo heller ikke at hele Foretagendet skal drives af filantropisk Vej; vi beder om Hjælp til at starte det, og Hjælp til at vedligeholde enkelte filantropiske Afdelinger i det store Hele; som allerede af Fru Gad nævnt:
den gratis Læsestue for Arbejdersker, den gratis Gymnastik for Fabrikspiger, det gratis Konsultationslokale og den ganske billige Badeanstalt, der skal give de mange Kvinder Adgang til den Livsnydelse, som Renligheden i stor Udstrækning er.

Med alle de andre Afdelinger er det vor Hensigt saa vidt muligt at lade bære sig selv, lade gaa paa egne Ben, naar de først er sat i Gang vel at mærke; thi vi ynder Princippet Hjælp til Selvhjælp! Pengene vi beder om er Driftkapitalen til at rejse det hele for.

Og jeg sagde dem: vi har det bedste Haab, vi har den største Tillid til, at de vil komme disse Penge; thi noget af det bedste, den Udstilling, hvis Aarsfest vi idag mindesm har lært os, er: at der findes megen – megen god og ærlig Villie til Samarbejde hos de danske Kvinder. Vi saa det alle, vi som i Fjor var med i Arbejdet, vi saa f. Ex., hvorledes de unge Piger fra “den gensidige kvindelige Hjelpeforening” kom i deres tidlige Morgenfritimer for at indøve de Sange, som de om Aftenen sang til Glæde for det besøgende Publikum.

Vi saa, hvorledes de unge Damer, der saa ærefuldt deltog i det kvindelige Orkester, Aften efter Aften mødte med deres Violiner og andre Instrumenter og ofte sad til langt ud paa Natten og indøvede Orkestermusik.

Vi saa, hvorledes de mest fejrende Skuespillerinder Side og Side med den lille syv Aars Pige fra Balletten hver især ydede sit Bidrag.

Vi saa, hvorledes Landbokvinden med sin Nationalhætte Gang efter Gang gæstede Udstillingen og offrede den sine 50 Øre; og netop det, at hun stadig vendte tilbage, var os et Bevis for, at noget maatte der vel være, som trak hende til Stedet.

Vi saa ogsaa, hvorledes Kvinderne fprmelig stormede Salen de Dage, der blev holdt gratis Foredrag, og naar vi betragtede de Ansigter, der Aften efter Aften gik bort fra disse, sagde de til os, at mangen Kvinde gik beriget derfra med et eller andet godt Ord, som var faldet paa et godt Sted.

Ingen har som vi, der var midt i Udstillingsarbejdet, følt dens store Mangler; og hvis Udstillingen er bleven til noget af det, som de Kvinder, der forestod den, haabede den skulde blive, saa blev den det ikke i Kraft af det Arbejde, som disse udrettede, men den blev det i Kraft af den Tilslutning, som den vandt hos de danske Kvinder.

Det er denne Tilslutning, der har givet os Mod til at komme frem med en ny Plan og sige: skal vi forsøge endnu engang, om vi kan danne Kæde og udføre noget, der kan blive til fælles Sag og fælles bedste. Og det er denne Tilslutning, som end ydermere har givet os Mod til at paabegynde en Nationalsubskription, fordi vi véd, at enhver, der ser den store Kæde af Kvinder, der bære Sten til Kvindernes Bygning, strax vil gaa hen og slutte sig til den for ogsaa selv at bære sin Sten med.

Kan det lykkes, da har den gryende Sol, der stor over Udstillingens Portal, allerede faaet Magt til at kaste sine Straaler ind i de mange Hjem, som Tusinder af Kvinder Landet over daglig værne og hygge om.

Lad det for os alle blive en Ære at være med i dette store Foretagende, lad os være med til at skaffe Lys og Luft til det, som er godt, stort og smukt i Kvindens Arbejde.
—————————–
TRYKT HOS NIELSEN & LYDICHE
—————————-

Bornholms Tidende, 10. april, 1897.

Forleden Fredag Aften var “Kvindelig Læseforening”s store Sal i Kjøbenhavn fyldt til sidste Plads for at høre Fru Emma Gad tale om Kvindernes store Fremtidsplaner. Kun Skade, at ikke alle Kvinder Landet over, der interesserer sig for Kvindernes Bygning, kunde være til Stede, thi vi synes ikke nogen Sinde at have hørt et saa smukt og interessant Foredrag.

Fru Gad begyndte med en Udtalelse om sine personlige Erfaringer under Arbejdet ved Kvindernes Udstilling. Hun fortalte beskedent og kort, hvorledes hun før den Tid havde levet som et Menneske i Hjemmet og i Selskabslivet, havde været fremmed for Samfundsopgaver; men ved at blive tvungen ind i disse havde hun faaet Øjnene op for den store Glæde, der laa i at gjøre et Arbejde i Fællesskab til Gavn for det store og hele og tage Del i Kvindernes Kamp for bedre og lykkeligere Kaar for de mange.
Under sit Arbejde her mødte hun stadig ny kvindelige Personligheder med faglig Dygtighed, Kvinder med store Kundskaber, der allerede havde begyndt et stort Samfundsarbejde, hvem hun maatte se op til. Selv kom hun derved til at erfare, at ogsaa hun sad inde med Kræfter, der kunde være til Nytte for de mindre heldigt stillede Søstre i Samfundet.

Saaledes mente hun, at der ogsaa var mange Kvinder, der begravede deres gode Ævner i Selskabslivet, fordi de ikke lærte at benytte dem til Gavn paa Sociale Opgaver eller ikke kjendte Forholdene, som de vare. Taleren kjendte mange Damer i de højere Kredse, der havde et varmt Hjerte for andres Nød, og som havde den største Medlidenhed med syge og udslidte Syersker, og dog kunde disse samme Damer blive højlige forarget, om Syerskerne søgte at organisere sig for at forhøje deres Løn, faa bedre Kaar eller blot forsøge at hæve ders Fag og faa en bedre Uddannelse.

Kjendte de derimod de virkelige Samfundsforhold, saa vilde ogsaa sikkert disse Damer yde deres Bidrag til at have de kvindelige Arbejdere i økonomisk og intelligent Henseende og støtte dem i Kampen for Tilværelsen.
Fru Gad mente derfor, at Kvinderne allerede nu, før Bygningen var rejst, burde begynde paa praktiske Opgaver og ved at forene og levendegjøre disse nætop forhøjede Interessen for Indsamlingen til Kvindernes Bygning.

Særligt fremhævede hun, at man burde begynde med alle de unge Kvinder, der myldrede ind fra Landet i ny Stillinger, som kvindelige Kommis’er, Expeditricer og Haandværkere, og manglede Hjemmet. Disse havde ofte en lille Løn, en mangelfuld Uddannelse. Ved savnet af Hjemmet vare de udsatte for de største Fristelser. Dersom man blot lejede et Lokale og samlede disse unge, var meget vundet. Man kunne skaffe dem hyggelige Aftentimer med oplysende Læsning, Sang og Musik og muligvis skaffe dem Adgang til mange gode Ting, der kunde gavne og støtte dem i deres Fag.
Hun pegede paa den Nytte, en billig og smuk Restaurant vilde gjøre for de enligt stillede Kvinder, der havde deres Beskæftigelse i Byen og ofte havde lange Veje til Hjemmet. Tillige viste hun det værdifulde ved at danne en Klub, hvor Ind- og Udlandets Kvinder kunde søge at finde hinanden. Hun omtale Betydningen af en Kunstflidsudstilling, hvoraf Kvinderne kunde lære meget nyttigt og kjønt. Kvinder skulde lære af Kvinder, og de ejendommelige Ævner, mange sidder inde med, skulde forme sig til selvstændig Kunst.

Alt sligt, mente Fru Gad, kunde straks begynde at give Stødet til rig Virksomhed.
Under den paafølgende Diskussion, som blev ledet af den bekjendte Forstanderinde for vor største Handelsskole, Frøken Testman, udtalte Fru Akseline Lund en varm Tak til Fru Gad for hendes Foredrag. De Erfaringer, som Fru Gad her havde udtalt viste, hvor store Livsværdier Udstillingen havde bragt fræm. Fru Lund, som selv havde arbejdet ved Udstillingen, fortalte om, at en af de Mænd, hun den Gang skaffede som Garant, havde sagt til hende, at de 1000 Kr., han den Gang stillede til Afbenyttelse, havde han aldrig tænkt paa at faa tilbage, og han havde sagt til hende, at dersom Kvinderne igjen vilde sætte noget i Scene, stod Summen atter til Tjeneste, og saaledes mente hun, der var mange, der gjerne igjen vilde være Garanter, naar Kvinderne tænkte paa saadanne praktiske Planer, som Fru Gad omtalte.

Fru Johanne Meyer var enig med Fru Gad i, at det vilde være den rette Vej at gaa. Den store Del af unge Piger, der søgte Beskæftigelse paa ny Felter, trængte i høj Grad til Vejledning oo Støtte af ældre og erfarne Kvinder. Hovedspørgsmaalet er nemlig at skaffe de unge Piger en grundig Fagdannelse, da mange følte saa lidt Glæde og Interesse ved selve Arbejdet, fordi de fleste bleve sendte ud for at tjene deres Brød, før de havde erhværvet Dygtighed i deres Fag. Centraliserede man derimod Kvindearbejdet, kunde der ydes de unge den største Hjælp.
Flere andre Damer deltog i Diskussionen, og ale vare enige om, at det var heldigt at tage fat straks. Indsamlingen til Bygningen vilde sikkert ikke kølnes derved.
Mine ærede Læserinder i By og paa Land dele sikkert vor Mening.
Johanne Meyer.

Alle bestyrelsens medlemmer arbejdede på indsamling af midler til Kvindernes Bygning og informationerne fra Charlotte Norrie blev bragt i Kvinde og Samfund nr. 7, 1897.

Tilskueren, november 1897.
Kvindernes Bygning.

EFTER af den i 1895 afholdte „Kvindernes Udstilling” var afsluttet og havde vist baade Fortrin og Mangler ved den nuværende kvindelige Deltagelse i Udviklingen, besluttede de ledende ved Udstillingen at gaa videre ad den betraadle Vej ved i en Bygning, der agtes grundet som en selvejende Institution, at faa et et nyt og blivende Centrum for den kvindelige Virken. Foruden de nødvendige Kontorer, skal denne „Kvindernes Bygning” indeholde en Forsamlings- og Foredragssal, der, benyttet som Udstillingslokale kan virke til Stolte for Hustlid og Industri, en gratis Læsestue for Arbejdersker, en Restaurant, uden Drikkepenge, et Gæstehjem for Kvinder fra Provinsen, tidssvarende Bade- og Gymnastiklokaler, der tillige kan benyttes som Klinik med kvindelige Læger og desuden saa mange Smaaboliger som muligt for enligstillede Lærerinder, kvindelige Kommis’er og lignende. Kort sagt, ligesom Mændene har deres Samlingssteder, Købmændene deres Børs, de studerende deres Foreningslokaler, Arbejderne deres Forsamlingshus, Teologerne deres Bethesda, ønsker Landets Kvinder at faa et Sted, hvor de ikke alene kan samles til gensidigt Værn, Men ogsaa skaffe sig nogle af de materielle Goder, som Autoriteterne hidtil ikke i særlig rigeligt Maal har tiltænkt dem, sikkert ikke af Uvilje, men fordi Tanken derom ikke har været rigtig fremme.

Rimeligvis vil mange fremsætte det Spørgsmaal: Tiltrænges en saadan Bygning, og vil den kunne svare til sit Formaal? Jeg skal i det følgende søge om ikke at besvare Spørgsmaalet, saa i hvert Fald at belyse Sagen lidt nærmere.

Hvad man end kan mene om den herskende Tidsaand, vil ingen kunne nægte, at den er opfyldt af Iver for at forbedre og omforme Samfundstilstandene. Overalt væltes Fordomme, Skranker nedbrydes og Grænser udviskes i den Kamp, hvormed Individet kræver sin Ret. Paa intet Omraade er Udviklingen dog foregaaet med en saa rivende Fart, og har haft saa vidtrækkende Følger som i Kvindens Livsopfattelse. Ældre Folk, der er indlevede i den Forestilling, at Kvindens Magtomraade indskrænker sig til Hjemmets Styrelse og Nydelsen af Mændenes Galanteri, mener nu om Stunder at opleve de mærkeligste Ting, som forekommer et yngre Slægtled ganske naturlige og ligefremme. Unge Piger har kastet Naal og Fingerbøl og studerer Anatomi og Fysik. Døtre af ansete Familier nedsætter sig som Jordemødre, Tandlæger eller Sygeplejersker uden at føle sig beskæmmede ved at tjene deres Udkomme paa denne Maade, og disse uafhængige Anskuelser udvikles og opelskes ved den megen Sport der nu drives af unge Mænd og Kvinder i Forening paa en kammeratlig Fod, der er vidt forskellig fra gamle Dages ridderlige Omgangstone. Kvindeligheden og Ynden taber sig ved alt dette, siger de gamle, Blomsten mister sin Duft. Men det gør den alligevel ikke; den vokser blot op af en anden Jordbund. Kvindeligheden er ved al antage nye Former, idet Kvinderne sætter sig nye Maal.

Man kan vistnok ret sikkert maale et Lands eller et Folks Civilisation eller den Stilling, Landets Kvinder indtager i Samfundet, særlig i Forhold til Mændene. I de Dele af Verden, hvor kvinderne er udelukkede fra det frie Liv og Arbejde og kun i rent kønslig Henseende spiller en Rolle for Mændene, f. Eks. i de muhamedanske og de øvrige asiatiske Lande, der staar den moderne Udvikling paa en underlig Maade stille. I de Samfund derimod, hvor Kvinden arbejder Side om Side med Manden og deler ondt og godt med ham i de fælles Livsforhold, som i Europa, særlig Nord- og Mellemeuropa, og i Nordamerika, der er Kulturen højest og Fremskridtet størst, hvad der i og for sig er naturligt nok, da det altid maa give større Udbytte, at hele Befolkningen tager Del i Arbejdet paa Udviklingen, end naar Halvdelen ligger brak og i Stedet for at skabe Værdier ved Arbejde og Erhverv blot tærer paa andres Kræfter.

Gaar man ud fra denne Opfattelse, er der netop nu meget at haabe af Fremtiden for vore Kvinder, idet næsten alle unge Piger jo nu opdrages til at kunne noget og ville noget og derved ganske selvfølgelig under deres Udvikling faar Følelsen af Arbejdets Lykke og Tilfredsstillelsen ved Selverhvervet, en Følelse, der til den Grad maner til Brug af Vilje og Kræfter, at den ikke let siden kan slippes, ikke alene, naar disse unge Piger som ugifte er henviste til selv at tjene deres Brød, men ogsaa, hvis de gifter sig; thi ogsaa da kan Selverhvervet betyde meget.

Det er imellem Kvinder en velbekendt Sag, at selv i velhavende Forhold er de gifte Koner som oftest ret afhængigt og uheldigt stillede i pekuniær Henseende, ja del kan vistnok uden Overdrivelse siges, at de fleste ugifte Damer, der lever af deres Arbejde, har flere Penge at raade over til personligt Forbrug end de gifte Koner, der skal have de saakaldte Paaklædningspenge af deres Mænd, som ikke altid eller rettere snare sjælden tænker pan, at Paaklædningen kun er en ringe Del af et dannet Menneskes personlige og uundvaerlige Udgifter i Livets daglige Færd. Det er her til Lands Skik og Brug, at selv en rig Mands Datter ved Brvllupet, sammen med et Udstyr, overleveres Ægtemanden til videre Forsørgelse, uden at der medgives hende en Sum, hvis Renter er bestemte til hendes personlige Forbrug, og selv om Bruden har Medgift, overgives denne som Regel til Manden og bliver en Del af det øvrige Fællesgods, uden at hun har nogen som helst egen Raadighed over den. Det er ikke noget Særsyn i Krese, hvor, som det hedder sig, Mændene tjener Pengene og Konerne bruger dom, det vil sige, hvor Hustruen bestyrer en kostbar Husstanda at hun har meget lidt at råde over til sine egne Udgifter, det vil sige Udgifter, som hidføres ikke alene af hendes personlige Fornødenheder og Ønsker men ogsaa af hendes Livsinteresser som Menneke. For at nævne et Eksempel: Ved Ordningen af Kvindernes lille Orchidé-Udstilling fik man det Svar af en i rige Omgivelser levende Dame, hvem man anmodede om at tegne en Garanti paa 100 Kr.: „Min Mand interesserer sig ikke for Sagen, og tro blot ikke, at jeg selv har 100 Kr. at råde over til den Slags Ting.” Naar det stiller sig saaledes i de Forhold, der maa kaldes rige og store, at Hustruen sjælden kan sige: „Jeg vil gøre det eller det,” men pænt maa spørge først: „Maa jeg gøre det eller det,” saa siger det sig selv, at det pekuniære Spørgsmaal er endnu mange Gange vanskeligere i de Tusinder af økonomisk jævnt stillede hjem. Det Øjeblik, hvor der skal bedes om Penge, staar for de fleste Koner som mindre behagelige Momenter i det daglige Liv, og at være fritaget for denne Bøn, fordi man selv tjener de Penge, der er nødvendige til eget Forbrug, det er en Lykke, der ikke kan skattes højt nok. Det giver en Følelse af Tryghed, af rolig Stolthed, ja, man kan næsten sige af Borgerværd, som er det mest heldbringende af alt for Ægteskabets Lykke, fordi derved to uafhængige Mennesker stilles jævnsides med gensidig Respekt for hinandens Handleevne og Arbejde.

Det Forhold, at Mand og Hustru begge tjener og lægger sagngen til Hjemmets Drift, er jo udenfor Kunst- og Teaterkrese endnu saare sjældent, men det vil forhaabenlig blive almindeligere i Fremtiden, fordi de unge Piger, der nu oplæres og udvikles til at staa paa egne Ben, ikke mere, selv indenfor et lykkeligt Ægteskab, vil kunne undvære deres Arbejde og Selverhverv, naar først de har lært Lykken ved det at kende.

Nu vil naturligvis mange sige: Men Huset — og Børnene! Hertil man svares, at selvfalgelig skal baade Hus og Børn passes, omend det sker paa en lidt anden Maade. Ikke saaledes at forstaa, at Hjemmet skal være noget underordnet. Tværtimod! For vor nordiske Bevidsthed staar vel Hjemmet som det bedste, Menneskene ejer, det tryggeste Værn og den kæreste Tilflugt her i Livet, men Hjemmet er jo ikke ensbetydende med den daglige Husgerning. Det synes at være en daarlig Økonomi at bruge sin Tid til at stoppe Børnestrømper og hulle Vasketøj, naar man har Evne til et mere interessant og indbringende Arbejde. Strømpestopningen bestemmer jo ikke aanden i hjemmet, ikke Skønhedeb! Til det rent praktiske kan der altid skaffes Hjælp, og hvad det etiske angaar, Forholdet mellem Moder og Børn, saa har man vist aldrig set det forringet ved, at Moderen havde sin selvstændige Gerning, hvis hun ellers duede noget. En god Moder faar altid Stunder til at tale med sine Børn. De, der for Eksempel har haft den Lykke at kende vore to store Skuespillerinder, Fru Heiberg og Fru Sødring, der uafladelig spillede om Aftenen og var til Prøver om Dagen, vil erindre, hvordan de alligevel fandt Tid til at opdrage deres Børn med kærlig Omhu og skabe Hjem, som netop havde det Præg af stille, skønhedsfyldt Hygge, som kun frembringes af en god Husmoder, der tillige er et betydeligt Menneske. Og hvem kan ikke i sin Bekendtskabskres udpege Husmødre i en eller anden praktisk Virksomhed, en Skræderinde, en Modehandlerinde eller maaske en jævn Arbejderske, son gør udmærket Fyldest baade i sin Virksomhed og i sit Hjem, ja, som netop giver dette Hjem et særligt Præg, fordi hendes Arbejde ude i Livet har gjort hende til noget af en Personlighed.

Thi hvad er egenlig hjemmet! En lille bitte Del af Fædrelandet og af Udviklingen og af Tidsaanden. Det er jo de Tusinder af Hjem, som udgør Folkets Helhed. Hjemmet kan ikke bestaa alene, ikke staa upaavirket af de Strømninger, der giver Tiden Livskraft og Præg, selv om naturligvis hvert Hjem til en vis Grad formair at bestemme de Livsformer, det vil leve under. Men saa er det ogsaa indlysende, at jo mere Husmoderen, der fornemlig præger Aanden i hjemmet, bringer med sig ind i Stuerne af Ideer og Tankestof fra Livet udenfor, det være sig gennem Livsgerning eller Sarmfundsinteresser, jo mere vil det højne Aanden i hendes Hjem.

Samfundsinteresser ikke at forglenme! I de Tilfælde, hvor Rigdom og andre Livets Forhold bevirker, at Selverhverv maa lades ude af Betragtning for en gift Kone, vil hun altid kunne finde rige og varme Impulser i Arbejdet for andres Bedste, og en Husmoder, der forstaar og føler, at hendes egen Familie indenfor Hjemmets Vægge kun er en lille bitte Del af den store Familie, der bestaar af hendes Landsmænd og i videre Forstand af hendes Medmennesker, som ogsaa hun har den Pligt at virke for og bekymre sig om, hun vil gennem denne Tanke, der er saa godt egnet til at faa Bugt med egen Smaalighed, oftest. blive til en mere værdifuld Kraft for Hjemmet, end om hun levede for dette Hjem alene.

Forstaar nu vore Kvinder dette? Er denne Følelse at Ansvarlighed og Virkelyst vakt til Live hos Kvinderne her i Danmark? Vistnok ikke. Vi er endnu langt tilbage i saa Henseende.

Naar man ser, at de Lande, der staar højest i Kultur, ogsaa har de bedste og dygtigste Kvinder, saa forekommer det En saa uimodsigeligt, at de, der elsker deres Fædreland og har Magt til at virke for dets Fremgang, burde være de første til at søge at gore dets Kvinder saa arbejdsdygtige og højtudviklede som muligt. Men et saadant Syn paa Sagen har hidfil haft vanskeligt ved at trænge igennem her hjemme. Mange Mænd synes, som bekendt, at den megen Energi klæder Kvinderne ilde. Andre ser Konkurrenter i de arbejdende Kvinder og vil ikke indse, at for hver Kvinde, der forsørger sig selv, bliver der et Individ mindre for en Mand at ernære. — Naar Mændene tænker saaledes, er deres standpunkt dog til at forstaa, men det synes ganske ufatteligt, at kvinderne i deres Stræben mod en højere Udvikling tit har deres eget Køn mest imod sig. Man havde ofte ved Kvindernes Udstilling i 1895 Lejlighed til at iagttage, at der netop fra mange Kvinders, eller rettere sagt fra „Damernes” Side var en lille sej, vedholdende Modstand mod den Tanke, at Kvinderne skulde fremtræde paa egen haand, og besynderligt nok, jo højere man kom op i Samfundslagene, hvor man skulde vente at finde Synskresen mere vid, jo sjældnere traf man det store Blik. Højtstillede Damer, som i det daglige Liv fra Morgen til Aften benytter Kvinders Arbejde og drager Fordel at det for deres egen Person, det være sig gennem Frisørinder, Skræderinder, Kniplersker, Ekspeditricer o. s. v. fandt det i højeste Grad overflødigt, at disse Kvinder sluttede sig sammen for ogsaa en Gang at passere Revy med deres Arbejde og vække forøget Interesse for deres respektive Erhvervsgrene.

Dermed være ikke sagt, at vore Damer af de velstillede Klasser mangler Hjerte for Næstens Savn og Lidelser — tværtimod! Den omfattende Velgørenhed bærer de næsten paa deres Skuldre, og der appelleres aldrig forgæves til Damernes Offerberedvillighed, naar det gælder at hjælpe trængende. Men kristeligsindet Vældædighed er et, og Interesse for humane Samfundsopgaver er noget andet, skønt Grænserne mellem dem naturligvis er noget ubestemte. Dog — det er saadan, at den samme Dame, der kan blive dybt rørt over en stakkels udslidt, slet betalt Syerske og er beredt til at hjælpe hende paa alle Maader, i de fleste Tilfælde vilde være ret forarget, hvis en Masse saadanne Syersker slog sig sammen for at opnaa, jeg vil ikke tale om heldigere Livsbetingelser, men blot en bedre Uddannelse. Der savnes kun alt for ofte Forstaaelse af, at der er noget mere storstilet ved at være med til at hæve Dele af Menneskeheden op til en højere Aandsbevidsthed og en større Nytteværdi for Nationen end ved at øve den almindelige Barmhjertighed imod de enkelte.

Dette mere overlegne Livssyn finder man oftere i andre Lande, især i Amerika og England, hvor tit de fornennne og formanende Damer, „Verdensdamerne”, alt imens de passer deres selskabelige Pligter, er dybt inde i sociale Spørgsmaal, og Livet igennem virker for det, der, humant set, synes dem rigtigt og godt. I første Række staar vel Grevinden af Aberdeen, der ved sit organisatoriske Talent har givet et vægtigt Bidrag til Udviklingen, idet hun har samlet først sit eget Lands og dernæst andre Landes Kvinder til gensidig Hjælp. Fra ganske ung har det været hendes Stræben at udrette noget for andre, og mens hun endnu selv halvvejs var Barn, underviste hun Landarbejdernes Børn paa hendes Faders Gods i Skotland. Som nygift var hun med at danne en Forening til Støtte for unge Tjenestepiger, som nu har over titusinds Medlemmer og udgiver et meget læst Maanedsskrift. Mens Lady Aberdeens Mand var Vicekonge af Irland, stiftede hun „Foreningen for irsk Nationalindustri”. Formaalet for denne nu stærkt blomstrende og nyttige Institution, var, foruden dens kunstindustrielle Betydning, at være til Gavn for det kvindelige Erhverv i alle Klasser ved at ophjælpe den nationale Produktion af Kniplinger, Broderier og Uldstrikning. Lady Aberdeen viste senere, at hun dog havde mere vidtstrakte Maal at arbejde for; hun har nu givet Stødet til Kvindernes Sammenslutning i de Sager, der angaar dem selv og del almene Vel. I 1893 samlede hun Englands kvindelige Foreninger til Samvirken. Dengang udgjorde de 30 Underafdelinger med et Medlemsantal af omtrent 5000 Personer, men dette Antal er siden da vokset med en Fart der godtgør, hvor let vakt de britiske Kvinders Interesse er for humane Spørgsmaal, særlig paa de Felter hvor Kvinderne bedst har Betingelser for at udrette noget. Disse samlede Foreninger har saaledes med Iver taget sig af Arbejderbefolkningens Vel; de har i Parlamentet og overfor andre Autoriteter virket for sundere hygiejniske Forhold i Fabrikslokaler, bedre Arbejderboliger, Indskrænkning at Kvinders Arbejde under Svangerskab og efter Fødsler, højere kvindelig Dagløn. Nedsættelse af Arbejdstiden i Butiker, bedre Vilkaar under Sygdom, Forhøjelse af den Alder, hvor det tillades Børn at arbejde i Fabriker o. s. v. De har ligeledes udvirket, at der er gjort Forsøg med at ansætte en kvindelig Arbejdsinspektør ved Siden at de mandlige i fabriker, hvor der anvendes kvindelige Arbejdere o. m. a. Lady Aberdeen bor for Tiden i Kanada, hvor hendes Mand er Generalguvernør. Til Trods for de mange Pligter, den høje Stilling paalægger hende, har hun dog derovre gennemført Oprettelsen af et internationalt Kvinderaad, der skal virke dels som de engelske Foreninger i Retning af social Virksomhed, dels som en Fortsættelse af Kvindekongressen i Chicago. For Tiden er hun beskæftiget med Forarbejderne til den første Kongres, der vil finde Sted i London i 1898.

Jævnsides Grevinden af Aberdeen spiller Lady Henry Somerset en stor Rolle i det engelske Samfundsliv. Hun har særlig helliget sig Afholdssagen og de gifte Arbejderskers Kaar, har til Fremme for sine Formaal stiftet adskillige Blade og ladet afholde talrige Folkemøder, og da hun tilhører en af Storbritanniens fornemste Slægter og tillige er begavet som Taler og Skribent, har hun kunnet paavirke Autoriteterne og Folkestemningen, og har gjort særdeles meget for at bibringe de engelske Kvinder større Samfundsfølelse.

Noget anderledes stiller Sagen sig i Amerika, hvor Kvinderne ikke alene for længst har faaet deres eget indflydelsesrige Foreningsliv, men i det hele taget har vundet en Stilling, der i Europa kun staar som fjerne Fremtidsmuligheder, en Stilling, der selvfølgelig aldrig var bleven naaet og hævdet, i Fald den ikke opretholdtes af den ene Generation efter den anden al dygtige Kvinder, der ledes af enkelte, som er særlig egnede til at indtage en Førerstilling. Blandt disse indtager Mrs. Potter Palmer en fremtrædende Plads. Efter længe at have været Præsident for en stor Forening at arbejdende amerikanske Kvinder, valgtes hun til Præsident for Kvindernes Afdeling af Verdensudstillingen i Chikago 1893 og for den derunder hørende Kvindekongres, hvis Valgsprog var: „Not for herself, but for humanity.” Mrs. Potter Palmer udførte med Glans dette omfattende og vanskelige Hverv, der i lige høj Grad krævede Takt og betydelige Talegaver.

Den mest populære Personlighed blandt de fremragende amerikanske Kvinder er dog Mrs. Elisabeth Cady Stanton. Paa alle Omraader har hun bidraget til at skabe den amerikanske Kvindes indflydelsesrige Stilling; men især er det Kvindens politiske Stilling, hun har helliget sit fremragende Talent som Taler og Skribent. I over et halvt Aarhundrede har hun, sammen med sin Veninde og Medarbejderske Susan B. Anthony, holdt utallige Foredrag og Møder pm Kvindernes Deltagelse i det offentlige Liv og atter og alter hævdet, at Civilisation og Humanitet vilde gaa fremad med endnu hurtigere Skridt, naar Kvinden stilledes jævnsides Manden i Statsstyrelsen. Mrs. Stanton er nu gammel. Hendes 8Oaarige Fødselsdag fejredes ifjor i New Yorks ny Operahus ved en stor Festlighed, der overværedes af Tusinder af Mennesker under New Yorks Borgmesters Forsæde og med Udsendinge fra alle Verdensdele. Mrs. Stanton har altsaa oplevet at se, at hendes Livsgerning har baaret Frugt, og hun henlever nu sine sidste Aar omgiven af en hæder, der kun forøges ved, at hun under sin utrættelige Virksomhed for Samfundets Bedste bestandig har været mønsterværdig som Hustru og Moder.

De her nævnte Kvinders største Betydning er, at de har været Tolke for en herskende Livsopfattelse hos den bedre Del af deres Landsmændinder. De har været støttede af Tusinder naar de har arbejdet ud fra den Overbevisning at det Kvinden i Hjemmet betyder som Moder, det har hun den Pligt ved Mandens Side at føre ud i Livet paa de store fælles Omraader, hvor hendes instinktive Opfattelse og medfødte Beskyttelsestrang vil kunne udrette saa meget til Menneskenes Gavn. Paa samme Tid man beundrer dette paa en saa smuk Maade kvindelige Grundsyn. maa man erkende, at selv om Livssynet er stort, saa er Forholdene, hvorunder der arbejdes, ogsaa store; de lader sig ikke helt overføre paa Danmark, hvor man i den Henseende dog er kommet langt videre end i Frankrig og især i Tyskland. Men vi behøver alligevel ikke at gaa længer end til Sverig, iberegnet Finland , for at se, at Kvinderne der har formaaet at tage sig af virkelige Samfundsopgaver, f. Eks. de saakaldte Skolekøkkener, hvor Pigebørn af Almuen i selve Skolen lærer Madlavning og Opvaskning paa bestemte Dage i Ugen, og hvor Bespisning af alle Skolens Børn foregår, sikkert en Ide, der har Fremtiden for sig og vil medføre en gavnlig Uddannelse af de vordende Husmødre, der allerede som Tjenestepiger vil kunne høste Nytte af den huslige Kundskab, vi nu alle haardt savner hos de begyndende Kokkepiger.

For at nævne et andet Eksempel, er vor „Kvindelige Læseforening” der med sin fortræffelige Bogsamling, sit billige Kontingent og sine Læsesale maa kaldes en Institution af stor opdragende Betydning, oprindelig en svensk Ide, der er overført Hertil. Men til nok saa megen almen Nytte er dog den store stockholmske Husflidsforening „Handarbetets vänner”. Dens Stifterinde, Frøken Sofie Lejonhufvud, havde indset, hvilken smuk Opgave det var for Kvinder gennem en saadan Forening at skabe Værdier og Erhverv i Hjemmene samtidigt med, at Smagen hævedes ved, at den gamle Husflids Mønstre kaldtes til Live igen. Efter hendes Bortgang overtoges hendes Plads først af Frøken Anna Fleetwood og efterhaanden af andre ligestillede Damer, der fik de svenske hunstnere og Kunstnerinder til med en hos os ukendt Offervillighed og Hjælpsomhed gratis at give Foreningen Tegninger og kunstneriske Raad. Paa den Meade evnede Foreningen at vokse sig stor og levedygtig, og den har nu en aarlig Omsætning paa et Par hundrede tusinde Kr., saa at den svenske Husflid i den Grad har taget Teten overfor os, at vi her, trods al opdukkende Interesse for Sagen, næsten udelukkende lever paa svenske Broderi- og Tekstilmønstre og endogsaa forskriver Garnet fra Sverig da der endnu ikke findes et Garnfarveri i Danmark indrettet med Kunstfliden for Øje.

En saadan Hjemnmeflidsforening med tilhørende hurtigt vekslende Udstillinger af Arbejder fra Foreningens Medlemmer der ved at betale et lille aarligt Kontingent tillige vilde kunne faa baade Vejledning, gode Mønstre og andre Fordele, tænkes ogsaa knyttet til „Kvindernes Bygning”, og man vil søge snarest muligt at faa den oprettet, endnu for Bygningen er rejst, i Fald man møder Støtte og Hjælp hos de kunstneriske Kræfter, hvorpaa en saadan Forenings Tilbliven for en stor Del beror.

Det er nemlig ganet op for de ledende i Foretagendet, “Kvindernes Bygning”, at man bør begynde straks med nogle af de nyttige Institutioner der tænkes knyttede til Bygningen som Hjemsted. En saadan Fremgangsmaade passer sikkert bedst for Kvinder, der altid helst begynder smaat og forsigtigt, og naar først nogle af Foretagendets praktiske Afdelinger fungerer paa en heldig Mande er Huset jo aandelig talt alt under Opførelse. Desuden mener man, at det vil vække forøget Interesse og Sympati for Tanken og derigennem skaffe Penge til Veje, naar Folk ser, at der, i Stedet for at der tales om noget fjernt, tages fat paa noget, som alle kan finde nyttigt og godt. Foruden at skabe en saadan Husflidsforening tænker man ogsaa paa en gensidig Hjælpeforening i Lighed med den i Berlin fungerende meget indbringende „Kaufrnannischer und gewerblicher Hilfsverein für weibliche Angestelte”, som iøvrigt allerede har et Sidestykke her i Byen i den af Professor Brandes stiftede kvindelige Hjælpeforening for Syersker. Denne Forening. der i 1867 stiftedes af den bekendte Menneskeven, næsten uden Penge og med kun 24 Medlemmer, har nu en Kapital paa omtrent 150,000 Kr. og tæller over 2,800 Medlemmer, der, foruden gratis Lægehjælp og Hospitalspleje, kan faa dels Friboliger, dels billige Boliger i Foreningens Ejendom i Gyldenløvesgade. Desuden byder den sine Medlemmer gratis Landophold, naar det af Sundhedshensyn er nødvendigt, fri Undervisning i Haandarbejde om Aftenen, en aarlig Udstilling af Medlemmernes Arbejder og endelig 6 á 8 Aftenunderholdninger med Foredrag og Musik foruden en aarlig Teaterforestilling.

Nu vil man maaske indvende at naar en saadan Forening forefindes, tiltrænges der jo ikke noget nyt al samme Art, men Sandheden er, at denne Forening netop i høj Grad trænger til at suppleres, da den kun optager Syersker og Kvinder, der er ansatte i Modeforretninger, og derfor aarligt maa afvise Hundreder, der ønsker Optagelse, idet der jo nu findes kvindelige Employerede i mange andre Erhvervsgrene end selve Syfaget. Og alle disse unge kvindelige Kommis’er, som tit kommer fra Provinserne, er, som man ved, særlig uheldigt stillede i Hovedstaden, da deres Art af Arbejde er af temmelig ny Oprindelse, og der derfor saa godt som ingen Institutioner findes til deres Beskyttelse, skønt de er udsatte for mange Fristelser, naar daarlige Pensionater og uhyggelige, kolde Værelser er deres eneste Tilholdssted. Kunde man nogenlunde hurtigt naa at faa oprettet et Forsamlingslokale, hvor Medlemmerne af en saadan Forening kunde samles om Aftenen og faa lidt Musik og Oplæsning, og hvor der muligvis kunde blive Rum ogsaa for en billig Restaurant, vilde det utvivlsomt være højst velkomment og afhjælpe et virkeligt Savn.

Naturligvis gaar det ikke uden Vanskeligheder at faa saadanne nye Indretninger satte i Gang, i Særdeleshed da de til selve Byggefonden indsamlede Penge helst maa bibeholdes urørte, men det kommer vist nærmest an paa modigt at tage Initiativet. Bliver der blot af enkelte gjort en Begyndelse, lagt en Grund, saa vil der i en god og sund Sag næsten altid findes energiske og dygtige Mennesker, som er rede til at tage fat og hjælpe baade med Arbejde og Penge; det er paa den Maade, at Kvindernes Bygning skal kunne opfylde sin Mission, den, foruden at være et Hvile- og Rekreationssted for de mange, der trænger til et saadant, ogsaa at være det Centrum for Virken og Samarbejde blandt Kvinderne, som udvikler Personlighederne.

Ved Kvindernes Udstilling fik man Øjnene op for, hvor meget dette har at sige, og den, der skriver disse Linjer, behøver blot at holde sig til sine egne Erfaringer. Jeg havde indtil den Tid levet her i selve min Fødeby uden at kende det mindste til dens mange arbejdende og virkende Kvinder, der paa saa mange Omraader har vist, at de evner at udrette noget. Jeg kendte i Grunden, fraset de nære Forhold, kun Menneskene og Verden fra det private Selskabsliv, havde, ligesom andre Damer, ikke haft Lejlighed til at færdes i Livet paa anden Maade, og dog havde jeg altid haft en tydelig Fornemmelse af, at privat Selskabelighed er det slettest mulige Berøringspunkt med Livet, naar man ønsker at skaffe sig Menneskekundskab og Erfaring, fordi Folk i Selskabslivet altid optræder ens, med samme behagelige og velopdragne Mine; Kampene og Konflikterne lader de blive hjemme, som heldigt er. Saa vilde Tilfældet, at jeg, ikke helt med min gode Vilje, blev draget ind i den Hvirvel af Vanskeligheder og stridende Standpunkter, som hed “Kvindernes Udstilling”, og dermed var mit Forhold til Omverdenen med et blevet et ganske andet. Ikke alene traf jeg de Autoriteter, som jeg ellers kun havde kendt som konverserende Bordfæller ved Middagsselskaber, paa en helt anden Maade, midt i deres Virkefelter, og talte med dem om reelle Ting, men jeg blev pludselig stillet mellem Kvinder fra vidt forskellige Samfundslag, og jeg lærte, hvad Livskamp vil sige, og hvad Dygtighed formaar. Dag for Dag kom jeg hjem, beriget ved at have lært en eller anden fremragende og intelligent Kvinde at kende, og lidt efter lidt forandrede det mit Syn paa mange ting.

Naar jeg nævner dette, er det kun for med den Sikkerhed, som det personligt oplevede altid giver, at kunne fremhæve, hvor Samvirken er udviklende og befrugtende, og hvor meget man som Menneske vinder ved at arbejde for en fælles Sag sammen med andre. For kun tre Aar siden vilde jeg have betragtet det som lige saa umuligt for mig som at springe til Maanen at staa og tale til en stor Forsamling eller at klare vanskelige Diskussionspunkter ved et Møde; saa blev jeg tvungen dertil af givne Forhold, og det viste sig da, at det gik, i det mindste til Husbehov, fordi det skulde og maatte gaa. Jeg er derfor overbevist om, at der rundt om blandt vore Kvinder, som nu føler Tilfredshed ved et jævnt henglidende Liv i Stuernes Fred eller ved Selskabslivets smaa Adspredelser, findes mange Kræfter, mange Viljer og Evner, som blot behøver den tændende Gnist, der udgaar fra andres Viljer og Tanker, for at blive til frugtbringende Virksomhed til eget og andres Bedste.

Det er derfor, jeg mener, at der kan blive et nyt Samlingspunkt for Kvinderne i deres eget Hus og især i det Fællesarbejde, dette nødvendigvis vil kræve. Thi dygtige Kvinder udvikles af andre Kvinder. Det ligger jo i Sagens Natur, at fra Mændene kan de aldrig faa just det, som skaber det særlige Element, der skal komme ind i Udviklingen ved Kvindernes Deltagelse i den, det impulsive, det fantasifulde, det moderlig beskyttende, som er saa højst værdifuldt, ja, næsten uundværligt, naar det blot tilfulde forstaas, at Kvindens Arbejde skal supplere Mandens, skal virke som noget særegent, noget sideordnet og ikke som noget blot efterlignende og konkurrerende. Under den kommende Bygnings Tag haaber vi, at det ene Slægtled efter det andet skal virke fremmende og udviklende paa det næste, saa at Danmarks Kvinder, til Held for Landet, stadig maa vokse i Dygtighed og Intelligens.
EMMA GAD

Adresseavisen, 14. januar 1898.

Bestyrelsen for Institutionen “Kvindernes Bygning” havde i Aftes indbudt til et Møde angaaende Oprettelsen af en Forening for Kontoristinder med tilhørende Sygekasse, gratis Landophold for Rekonvalejcenter m. v. Fru Louise Hansen afgav først Beretning om “Kvindernes Bygning”. Der var i Bidrag indkommet 53,009 Kr. og ca. 1000 Kr. i Gaver. Udgifterne havde andraget 9787 Kr.
Fru Emma Gad fremlagde derefter Planen for den ny Forening. Hun mindede om, at Ideen til Opførelsen af en Kvindernes Bygning var fremkommen efter Udstillingen i 1895. Man havde troet, at det vilde gaa hurtigt og let med at skaffe de mange Penge. Men det havde vist sig, at der skulde meget til for at faa Bygningen reist, som den var tænkt. Ved fra 1ste Februar at stifte Kontoristindernes Forening begyndte man imidlertid den oprindelige Forenings praktiske Virksomhed. Hun henviste til den store Fremgang, den i 1857 af afdøde Dr. Brandes stiftede Hjælpeforening for Syersker havde havt.
Den ny Forening, som var døbt “Hegnet”, vilde foruden de ovenfor omtalte Formaal særlig stille sig for Øje at skabe et Hjem for Kontoristinder, der ikke havde Familie her i Byen. Foreløbig skulde Kontorlokalerne i Gothersgade benyttes hertil.
Efterat Navnene paa de af Foreningen engagerede Læger og Lovene var oplæste, tegnede straks endel unge Damer sig som Medlemmer af Foreningen.

Kvinden og Samfundet, 1899 05.

Meddelelser fra Kvindernes Bygning
Den 25. April afholdt „Kvindernes Bygning” sit aarlige ordinære Repræsentantskabsmøde.

Den vigtigste Begivenhed ved dette bestod i Fremlæggelsen af Regnskabet for Lotteriets Afholdelse. Dette fremviste et Overskud paa lidt over Kr. 11.200, et Resultat, der naturligvis hilstes med den største Tilfredshed.
Frøken Sofie Holten meddelte Resultatet af det Arbejde, som i Vinterens Løb var udført af det ved det sidste Repræsentantskabsmøde nedsatte Tid valg til Undersøgelse af Betimeligheden af allerede nu at paabegynde Kvindernes Bygnings Virksomhed i lejede Lokaler med tilhørende Restaurant. To Betænkninger i saa Henseende oplæstes, den ene skrevet af Formanden Frøken Holten, den anden af Frøken Anne Bruun. Det viste sig, at de Lokaler, der i Vinterens Løb havde været til at faa, ikke havde vist sig formaalstjenlige.
Det vedtoges enstemmigt, at Kvindernes Bygning slutter sig til den nystiftede Institution „Dansk Kvinderaad”. Som Delegerede hertil valgtes Fru Nanna Liebmann og Fru Emma Gad.

I Aarets Løb have Frøken Ida Falbe-Hansen, Frøken Elisabeth Grundtvig, Fru Charlotte Norrie, f. Harbou, Frøken Kristiane Konstantin-Hansen, Frøken Theodora Lang og Frøken Johanne Lund meldt sig ud af Repræsentantskabet; Frøken Johanne Lund, der repræsenterer Dansk Gymnastikforening og ikke kunde forblive i Repræsentantskabet paa Grund af Bortrejse, meddelte, at Gymnastikforeningen havde valgt Frøken Bonnevie i hendes Sted.
Det vedtoges, at man nedsætter et Byggeudvalg med tre Medlemmer for bestandig at kunne holde sig ajour med Byggeforhold og Grunde. Dette Udvalgs Sammensætning kunde ikke endelig fastslaas, men man overdrog Bestyrelsen at træffe Ordning i denne Henseende.
Bestyrelsen genvalgtes med Undtagelse af Fru Norrie, som havde nedlagt sit Mandat; i hendes Sted valgtes Frk. M. Madsen, Holstebro.
Repræsentantskabsformændene genvalgtes enstemmigt.

Kvinden og Samfundet, 1899 06.
I de sidste “Meddelelser fra Kvindernes Bygning”
Bemærkninger, skønt jeg har fundet mig foranlediget til at udtræde saavel af Bestyrelsen som af Repræsentantskabet for Kvindernes Bygning.
Paa Repræsentantskabsmødet den 12. Oktober f. A. drøftedes Tanken om snarest mulig at aabne en Restaurant for Kvinder, og i Forbindelse hermed toges det under Overvejelse at leje Lokaler i Fællesskab med andre Kvindeforeninger. Der nedsattes, med alle Stemmer mod én, et kombineret Udvalg med den Opgave i Løbet af Vinteren at samle Oplysninger og udarbejde Planer, som til Foraaret kunde forelægges Repræsentantskabet. (Se Kv. og S. 1898 Side 178.)
Der fremkom i Vinterens Løb et Forslag fra 2 af Udvalgets Medlemmer, men Udvalget nægtede at foranledige Repræsentantskabet sammenkaldt, skønt det hastede med Afgørelsen.
Naar det nu i sidste Hæfte af Kv. og S. siges, at „det viste sig, at de Lokaler, der i Vinterens Løb havde været til at faa, ikke havde vist sig formaalstjenlige,” – saa skal jeg tillade mig at oplyse, at Udvalget end ikke havde gjort sig den Ulejlighed at bese Lokalerne.
Charlotte Norrie, f. Harbou.

Kvinden og Samfundet, 1900 19.

Kvindernes Bygning
Da vi nu ikke længere faar Meddelelser om Kvindernes Bygning i vores Blad, men dog interesserer os for, hvordan det gaar, – vi har jo ogsaa en Repræsentant i Foreningen – saa vil jeg nu fortælle Dem lidt derom.

Vi var i Gaar til Repræsentantskabs-Møde i Foreningens Kontor, Dagsordenen, var: Indsamlingens Afslutning, Drøftelse af fremtidige Forhold og Fremlæggelse af Regnskabet. Det bekendtgjordes, at i September i Aar skulde den Indsamling, der nu har varet i 4 Aar, afsluttes; Resultatet har været c. 70,000 Kr. Netto, der har kostet 17,000 Kr. at indsamle. Da Kontingentet kun har været 25 Øre, har det selvfølgelig kostet meget at indsamle.
For 4 Aar siden – da Sagen begyndtes – havde man haabet at faa 300,000 Kr. ind, men det var jo kun en Fugl paa Taget, nu staar, man med 70,000 i Haanden, og efter Ordsproget er det bedre at have én Fugl i Haanden end ti paa Taget.
Men fordi man maa standse denne Indsamling, det var jo fra først af kun bestemt, at den skulde vare 4 Aar, saa tænker man dog ikke alle Bidrag skulle høre op med det samme, men kun indkomme paa en anden Maade. Bestyrelsen har selv vist Vejen, og man maa sige, den har gjort et stort Arbejde og været utrættelig i at finde paa nyt – Lotteri, Koncert, Blomsterudstilling o. s. v. og nu i Søndags havde den foranstaltet en Gymnastikopvisning, hvor Kvinder af alle Samfundsklasser gav Prøver paa deres Smidighed og Bevægelighed – forhaabentlig et Løfte om, hvad der vil kunne udrettes i Kvindernes Bygning, særlig til Bedste for Sypiger og andre stillesiddende kvindelige Arbejdere.
Denne Forestiling indbragte Foreningen 1250 Kr. Netto. Det var jo udmærket! – Mon ikke dette gode Eksempel kunde bringe andre til at gøre ligesaa om ikke med Gymnastik saa med noget andet. Jeg for mit Vedkommende fik da den største Lyst til at faa nogle Penge ind paa den Maade. Kvindernes Bygning, det er jo noget, der maa interessere Kvinder Og vi – som er Flertal i Landet, burde dog kunne faa rejst een Bygning. Mændene bygger saa mange til deres Foreninger. –

Jeg henvender mig særlig til alle „Dansk Kvindesamfunds” Kredse, kunde de ikke have Lyst til at foranstalte et eller andet, der kunde give lidt Penge ind, man kan jo nok sige, det væsentlig er en Københavner-Sag; men naar vi arbejde for de fjerne Indiere; Kinesere og Armenier, kunne vi vel ogsaa gøre noget for vor egen Hovedstad.
Til Slut blev der valgt et Udvalg paa 6 Medlemmer, der skulde tage Sagen i sin Haand – lave Plan, Udkast og Overslag – som saa skulde forelægges for Bestyrelse og Repræsentantskabsmødet til Efteraaret. Vi ønsker Udvalget al Lykke til Arbejdet, at De maa faa gode Ideer og gode Kræfter til Deres Hjælp, saa Sagen kan krones med Ære.

Kvinden og Samfundet, 1900 51.

Kvindernes Bygning
Ved et offentlig indvarslet Møde, afholdt den 13. Decbr., hvortil alle Bidragydere vare indbudne, fremkom, foruden en Tak til de Ydende, følgende Redegørelse fra Bestyrelsen:
Den fireaarige Indsamling, der sattes i Gang i September 1896, er nu afsluttet og har omtrentlig givet følgende Resultat: København 36,000, Provinserne 18,000, et Lotteri 11,000, en Sportsfest 1.300, en Orchideeudstilling 850, to Concerter 300, Salg af Porcellainsplatter 2,800 Kr.

Naar dertil kommer de indvundne Renter, og Overskud af Kvindernes Udstilling med Fradrag af Driftsomkostningerne i de forløbne 5 Aar, haves der nu en Kapital paa ca. 74,000 Kr. Af det forholdsvis ringe Tilskud fra Landet, vil man se, at Sagen nærmest bliver opfattet som et københavnsk Foretagende, som dog vil komme alle Landets Kvinder tilgode. Skøndt henimod 75,000 Kr. er en respektabel Kapital at have tilvejebragt af danske Kvinder, der gennemgaaende ikke er velstillede, nærmer dog denne Sum sig langt fra til det Tal, som ved det indledende Møde 15 Sptbr. 1895 nævnedes som det kalkulerede Resultat af Indsamlingen, idet man paaregnede at en Sag af saa almen Interesse, som at skabe et Knudepunkt for Landets Kvinder til fælles Støtte i Uddannelse og Selverhverv, vilde vinde Tilslutning hos alle. Dette er ikke sket efter den Maalestok, man havde ventet, og man maa altsaa indrette sig efter det forhaandenværende Resultat.

Bestyrelsen udbad sig derfor Bidragydernes Samtykke til følgende to Ting: For det første at maatte dele Planen, der oprindelig omfattede saavel Forsamlingslokaler som Smaaboliger for enligstillede Kvinder. Da der nu ikke er indkommet Penge nok til et saa stort Byggecomplex, og da der netop i de 4 Aar har fundet en saa uforudset Prisstigning Sted, at det er ugørligt nu at bygge billige Boliger i Byens Centrum, maa man indskrænke sig til at realisere den Del af Planen, som er til Nytte for Alle: Kontorer- Forenings- og Udstillingslokaler, Restaurant, Gymnastiksal, Baderum, Læsestuer kort sagt: alt det, hvis Værdi for Almenheden beror paa en Beliggenhed midt i Handelskvarteret, og da senere at bygge Bopælene til de Enkelte i Byens ydre Kvarterer. Dog vilde Bestyrelsen anse det for ønskeligt i Forsamlingshuset at faa en Række Gæsteværelser for tilrejsende Kvinder fra Provinsen, men mente det umuligt for Øjeblikket at bestemme, hvor vidt det er gennemførligt.

For det andet udbad Bestyrelsen sig eventuelt at maatte se Tiden an – Helst vilde man straks søge at faa Kapitalen forøget paa den mest praktiske Maade, og derpaa hurtigst muligt begynde at opføre Bygningen der i høj Grad tiltrænges; da imidlertid alle Sagkyndige afgjort fraraade at paabegynde et større Byggeforetagende lige i dette Øjeblik, hvor Grunde, Materiale og Arbejdsløn er i særlig høj Pris, og hvor det er vanskeligt at rejse Penge, mener Komitéen at burde bøje sig for Omstændighedernes Magt og under Ventetiden beskæftige sig med de ny Institutioner, som efter Planen skulle huses i Bygningen saasom Kvindelig Handels- & Kontoristforening „Hegnet” med Aftenundervisning og Sygekasse, Damernes Kunstflidsforening med tilhørende Industriskole, en Kogeskole, der tænkes sat i forbindelse med Restauranten m. m.

Imidlertid har Bestyrelsen, for stadlig at være underrettet om de forhaandenværende Byggeforhold og om muligt besejre deres Vanskeligheder, nedsat et planlæggende Udvalg bestaaende af syv af Repræsentantskabets Damer, og Foretagendets juridiske konsulent, samt en senere tilkaldt bygmester.
Kapitalen, der er anbragte i solide Pengeinstitutioner, administreres af den af Repræsentantskabet valgte Bestyrelse.
Regnskabet vil, naar det er revideret, blive fremlagt til Eftersyn for Bidragyderne paa Kontoret, Pilestræde 19, 1. Sal.
Der vedtoges paa Mødet ikke at skyde Byggeforetagendet ud til en vis Fremtid.

INDSAMLINGSRESULTAT UNDER FORVENTNING 1901

Kvinden og Samfundet, 1901 01.

Af: Emma Gad
Den stærke Strømning af aandeligt Liv, den lykkelige Forening af nye Ideer og deres praktiske Iværksættelse, som over hele Linien karaktiserede Halvfjerserne, har ogsaa for Kvindernes Vedkommende sat varige Spor paa mange Maader, bl. a. ved Grundelsen af to saa betydningsfulde Institutioner som Dansk Kvindesamfund og Kvindelig Læseforening, der begge i høj Grad har bidraget til at fremhjælpe danske Kvinders Samvirken og fyldigere Deltagelse i Livet. Det synes, som saadanne Bølgeslag af aandeligt Røre kommer periodevis. Firserne bragte intet væsentligt nyt, man arbejdede paa at fæstne og udvide de nystiftede Foreninger og faa fast Grund under Fødderne, men i Halvfemserne har Udviklingen atter taget Fart med Kvindernes Udstilling i 1895 som Udgangspunkt. Trods de Fejltagelser og Mangler, der ganske naturligt maatte klæbe ved et saadant Førsteforsøg uden nogensomhelst støttende Erfaring, blev der alligevel udrettet saa mærkeligt meget ved denne Udstilling. Ideer vaagnede, Forhaabninger vaktes til Live og Kræfter blev satte i Bevægelse ved dette stærkt sammensluttende Arbejde, hvori man var nødt til at glemme afvigende Meninger for at tilvejebringe det bedst mulige Resultat. Og Resultatet blev varigt og betydningsfuldt. Det betød mindre, at de Enkelte, ved at fremvise dygtigt Arbejde, maaske kom noget mere paa den grønne Gren end tidligere, det vigtige var, at alle blev dragne ind under samme Formaal, idet man, for at fortsætte det praktiske Samarbejde, blev enig om at stræbe hen mod at faa rejst et Hus i Byens Midte, der skulde danne et Knudepunkt til fælles Afstivning og Støtte i Henseende til Livserhverv og Uddannelse. En fireaarig Indsamling blev sat i Gang med dette Formaal for Øje; denne er nu afsluttet i dens dengang vedtagne Form og har indbragt omkring 75,000 Kr. som roligt maa formere sig ved Renter og eventuelle Gaver, indtil det Øjeblik kommer, hvor Forholdene synes gunstige for Bygningens Opførelse.

Men i denne forhaabentlig ikke lange Mellemtid agter man ikke at ligge ledig, lige saa lidt som man under Indsamlingen har indskrænket sig til at indkassere de tegnede Femogtyveører. Det har nemlig staaet de ledende klart, at man umuligt kan bygge Rum til Foretagender, som ikke ere til, og at derfor de Institutioner, som efter nøje Overlæg mentes at være nødvendige Led af Helheden, maatte skabes og have nogen Vækst, før Murene kan rejses. Derfor eksisterer allerede Kvindernes Bygning, omend paa en beskeden og lidet fremtrædende Maade i en Mellembygning i Pilestræde 9, 2. Sal. Den eksisterer gennem de to Institutioner, der ere affødte af Tanken, nemlig den snart treaarige Kvindernes Handels- og Kontoristforening „Hegnet” og dens yngre nyfødte Søster „Damernes Kunstflidsforening”. Begge Foreninger maatte komme til Verden, fordi der var et naturligt Behov for dem, og det har kun været heldigt, at de har kunnet startes omtrent samtidigt under en Centralledelse, der ved en saare praktisk Sammenslutning af Lokaler, Restaurant, Personale, Renholdelse o. s. v. gør det muligt at yde de to Foreningers Medlemmer store Behageligheder for saa lave Kontingenter som 3 Kr. aarlig for Hegnets Vedkommende og 4 Kr. for Kunstflidsforeningens. Da „Hegnet” nemlig kun har Brug for sine Lokaler om Aftenen, har den udlejet dem om Formiddagen til Kunstflidsforeningen med tilhørende Formiddagsklub, hvis billige og gode Frokostservering, hyggelige Lokaler med Toiletværelse og Læsebord med Tidsskrifter og Blade synes at være af stor Værdi som centralt Hvilepunkt for Byens mange fjerntboende Damer, og hvor de ad Aare tillige vil kunne bese den permanente Udstilling af Kunstindustri og gøre Indkøb med Rabat af store og smaa Genstande til Hjemmets Forskønnelse.

Den vigtigste Del af Foreningens Virksomhed vil dog altid blive Industriskolen til unge Pigers Faguddannelse i Vævning, Kunstbrodering, Hedebosyning, Træskæreri og forhaabentlig senere i Kurvefletning, Metalgravering, Bogbinderi og Læderarbejde. Da den kvindelige Del af den nationale Kunstindustri staar meget tilbage for vore to Søsterlandes og i høj Grad trænger til at komme ind under en planmæssig Samvirken og kunstnerisk Kontrol, er der grundet Haab om, at den unge Forening, der nu tæller over 800 Medlemmer, med Tiden vil kunne bidrage til det kvindelige Haandværks højere Kultur, omend den, som de fleste nye Foretagender, maa fægte sig gennem den altid vanskelige Begyndelse under stærk Mangel paa Kapital. Selvfølgelig arbejder Søsterforeningen „Hegnet” med samme beklagelige Mangel, da den ingensinde har ejet nogen Driftskapital og Medlemmerne er lutter selverhvervende unge Piger lønnede med de sparsomme Gager, som ydes Ekspeditricer og Kontorister. Dog, trods Foreningens ret smalle Kaar, bæres den oppe af Ungdommens Virketrang og gode Humør. Aar efter Aar bliver dens Virksomhed mere forgrenet. Fra Syge-og Hjælpekassen er man gaaet til et meget nyttigt Engageringsbureau og et ganske vist sparsomt forsynet Bibliotek med Bogudlaan; foruden den stærkt besøgte Aftenklub med billig Servering af The og Smørrebrød er der hver Aften Undervisning i Sprog, Stenografi og andre Handelsfag og hver Uge Fagforedrag eller Musik og Oplæsning af danske Digteres Værker, for ikke at tale om de Diskussionsaftener, som ordnes af Medlemmerne selv, hvor de i livlig Debat boltre sig i de mest aktuelle Emner, saasom: „Selverhverv og Ægteskab”, „Uddannelse og Arbejdsvilkaar” o. l. Disse forskellige Afdelinger ledes for en stor Del af en Sidebestyrelse af selve de unge Piger, der med forbavsende Dygtighed og Energi forstaa at ordne disse ikke altid nemme Administrationsforhold, særlig fordi Rumforholdene ere altfor snævre, og der bestandig maa tages Hensyn til Sammenslutningen med Kunstflidsforeningen. Dog det kan have sin gode Side fra først af at vænne sig til denne stadige Hensynstagen, da en nøje overtænkt Sammenslutning i den kommende Kvindernes Bygning sikkert vil blive nødvendig paa alle Punkter for tilfulde at udnytte Værdierne. Gymnastiksalen maa vist f. Eks. tillige bruges til Klinik, Foredragssalen til temporære Udstillinger, Selskabsrummene til Bestyrelsesmøder o. s. v. da Bygningens Formaal kræver, at den faar en meget central og som Følge deraf dyr Beliggenhed.

Denne nødvendige Betingelse og særlig den uventede stærke Prisstigning har, i Forbindelse med den indsamlede Sums forholdsvis ringe Størrelse bevirket, at man maa opgive de fra først af planlagte Smaaboliger for enligtstillede Kvinder og nøjes med det, der er til Gavn for Alle: Forsamlingslokaler, Kontorer, Gymnastiksal, Baderum, Restaurant, Læsestuer o. 1. Boligerne vil da altid senere kunne bygges i fjernere og billigere Kvarterer. Det er Forsamlingshuset, der især stærkt tiltrænges, og man maa haabe, at Myndighederne vil træde til med Hjælp og Støtte, naar det først tilfulde bliver forstaaet, at Institutionens Grundlag vil blive en stadig fortsat Vekselvirkning af økonomiske praktiske Goder for de Besøgende og af Uddannelse for de unge.
Jo længere man har beskæftiget sig med Sagen, jo klarere er det nemlig kommet til at staa for de ledende, hvor overordentligt vigtigt det belærende Element maa blive i den kommende Institution. Ved at give Plads for faglige Skoler paa alle kvindelige Omraader, ved f. Eks. at gøre Restauranten til en Kogeskole, der uddanner dygtige Kokkepiger for vore Hjem, ved at gøre Undervisningen i Sprog og Handelsfag til en Grundpille for „Hegnet”, ved at arbejde paa Væksten og Betydningen af Kunstflidsforeningens Industriskole, ved at huse Dansk Kvindesamfunds Skoler for Syersker og andet mere, vil man ikke alene kunne opnaa bedre og billigere Betingelser for Alles Vedkommende og samtidig kunne sende Stabe af veludlærte unge Kvinder ud i Livet til Ære for Institutionen, men man vil tillige skabe en Sympati om Foretagendet rundt i Hjemmene, en Interesse og Deltagelse, som det i sin Fremvækst har maattet savne, fordi det ikke ret blev forstaaet. Gid da denne almindelige Sympati maatte komme saa varmtfølende og rundhaandet, at Kvindernes Bygnings unge Foretagender ikke maa blive gamle og bedagede, før de kommer under Tag i deres blivende Hjem.

EMMA GAD UDTRÆDER AF KVINDERNES BYGNINGS BESTYRELSE 1903

Bornholms Tidende, 30. september 1903.

Kvindernes Bygning.
I flere Aar er der indsamlet Bidrag til en “Kvindernes Bygning”, der skulde være ikke blot et fælles Samlingssted for Kvinder, med Restauration, Læsestue, Bibliotek, Gymnastilsal o. s. v., men tillige med Lokaliteter for en Husflidsskole for Kvinder, en Udstillingssal med Salgsburteau og andet mere, og det er til Dato lykkedes at indsamle ca. 83.000 Kroner.
Der er nu opstaaet Uenighed inde for Byggekomitéen, som har været ledet af Forfatterinden, Fru Emma Gad. Flertallet af Komiteens Medlemmer er stemt for straks at gaa i Gang med at rejse Kvindernes Bygning, men Fru Gad holder paa, at det vil være ønskeligt at vente, til man raader over et større Byggefond. Situationen har antaget en saa tilspidset Karaktér, at Fru Gad i disse Dage er udtraadt af Komitéen.

Kvinden og Samfundet, 1904 20.

Kvindernes Bygning
Af: Caroline Herding
Beretning, aflagt på Fællesmødet af Grosserer. Frk. Caroline Herding.

Da D. K. S.’s Repræsentant, Frøken Eline Hansen, for 5 Aar siden nedlagde sit Mandat i Kv. B. og jeg blev valgt i hendes Sted, klagede hun over Aanden og Tonen der. Ja, jeg ved ikke, hvad jeg skal lade være at klage over; for alt, hvad der sker, strider imod, hvad jeg har lært, er ret og rigtigt.

I Reglen tier vi jo alle med alt, hvad der er budt os og har vedblivende støttet Indsamlingen for Sagens Skyld, endskønt den ene efter den anden har trukket sig tilbage; det samme havde jeg sikkert gjort, hvis jeg ikke havde været D. K. S.’s Repræsentant. – Men efter hvad der er sket i Kv. B. i Aar, er jeg tvungen til at blande Offentligheden ind i Sagen, idet jeg absolut anser Foretagendet for offentligt, og Pengene for at tilhøre „de danske Kvinder.”

Der har i Aar været en voldsom Kamp mellem en Del af Repræsentantskabet og Bestyrelsen. Bestyrelsen siger nemlig, at Kv. B. er et privat Foretagende, og at Repræsentanter er en Uting, som de vil have fjernet. Bestyrelser vil ikke gaa af, skønt Lovene byder, at den ene Halvdel fratræder det ene Aar, den anden det andet Aar, det Repræsentantskabsmøde, som skal afholdes hvert Foraar, hvor Omvalg skal ske, blev ikke afholdt i Fjor, og i Aar maatte vi afbryde midt i Mødet, fordi Bestyrelsen løb sin Vej og ikke vilde stemme. Der blev atter indkaldt til den anden Halvdel af Mødet, og her bar Bestyrelsen sig ad paa samme Maade. Dette gav Anledning til, at Repræsentantskabet blev enig med Dirigenten, Hr. Overretssagfører Harboe om at vælge 4 andre Damer istedetfor den Del af Bestyrelsen, som i dette Foraar burde afgaa, da vi var enige om, at den Bestyrelse, som bryder Lovene, har tabt sine Rettigheder. I August i Fjor fik vi tilsendt et Forslag fra Bestyrelsen, som gik ud paa at give 6 Damer Eneraadighed over alt og smide Repræsentantskabet ud. Fra Næstformanden i Repræsentantskabet, Fru Emma Gad, fik vi derpaa en Skrivelse om, at hun ikke mere vilde være ansvarlig for Foretagendet, men vilde trække sig tilbage. Det generede imidlertid ikke Bestyrelsen; den indkaldte til et Møde 15. Septbr., og uagtet det ikke var fuldtalligt, vedtog de alligevel nye Love og gjorde 6 Damer eneraadende, hvoraf de 5 var den gamle Bestyrelse og den 6te Dame udenfor Repræsentantskabet. Frk. Marie Madsen, Holstebro, og Fru Krarup Smith blev strøget. Jeg var sengeliggende i flere Maaneder og var ikke til Stede ved Mødet, men jeg skrev til Formanden, Fru Liebmann om at komme hjem til mig, hvor jeg foreholdt hende det urigtige i at tænke paa at fjerne Repræsentantskabet (en københavnsk Repræsentant har jo ikke Ret til at lade sig repræsentere ved Stemmeseddel). Jeg hørte imidlertid ikke noget om Mødet, hvorfor jeg skrev til Frk. Konstantin Hansen og bad hende komme til mig og sige mig, hvad der var foregaaet den 15. September. Hun fortalte mig, hvorledes alt var gaaet til, skønt hun havde stemt imod; derpaa anmodede jeg hende om at gaa til Fru Geheimeraadinde Buck, som altsaa var den eneste Repræsenskabsformand, vi havde, da Fru Gad var gaaet.
Læs mere

Mens Fru Gad var Næstformand, tog Geheimeraadinden sig ikke meget af Sagen og havde derfor ikke tænkt paa selv at undersøge, om Mødet var gyldigt. Men da Geheimeraadinden saa satte sig ind i Forholdene, erklærede hun Mødet for ugyldigt og sammenkaldte os til et Møde i hendes Hjem; ved dette Møde holdt Frk. Rerup, Fru Louise Hansen og Fru Johanne Meyer bestemt paa at fjerne Repræsentantskabet og gøre de 6 Damer eneraadende. Efter Mødets Slutning anmodede Geheimeraadinden Geheimekonferensraad Buch om at komme til Stede, og han fremsatte her for de tilstedeværende Damer klart og tydeligt, hvorfor et Repræsentantskab var nødvendigt. Imidlertid havde vi modtaget en Skrivelse fra den saakaldte Administration, lydende:

Ærede Repræsentanter:
Fruerne Geheimeraadinde Buch, Nanna Liebmann, Louise Hansen, Josefine Nyrop, Krarup Smith, Gyrithe Lemche, Jutta Bojsen Møller, Johanne Meyer, Henriette Dreyer, Louise Melchior, Juliane Blicher-Hansen, Caroline Carlsen, Caroline Ditlefsen, Emmy Dons, f. Castenskjold, Sørine Buchwald samt Frøknerne Th. A. Davidsen, Elonore Knudsen, Sophy A. Christensen, Marie Madsen, Wilhelmine Rerup, Bertha Abrahamson, Konstantin-Hansen, Caroline Herding, Johanne Frimodt, Marie Hasselback, Kirsten Laursen.

Da der paa Generalforsamlingen den 15. December i Aar er bleven begaaet en fejlagtig Optælling af Stemmerne, vil De muligen fra Repræsentantskabsformanden modtage Indbydelse til en ny Generalforsamling.

I den Anledning henleder Undertegnede, den paa Generalforsamlingen den 15. September sammentraadte Administration, Deres Opmærksomhed paa, at samme Administration kun lader sig vælge samlet og paa Betingelse af, at Forretningsgangen bliver saaledes, som den blev ordnet paa Mødet den 15. September, hvor Repræsentantskabet, Bestyrelsen og Byggeudvalget opløstes, og af hvis Midte Administrationen dannedes.
Naar vi bestemt maa forlange en saadan Ordning er det, fordi Erfaringen har vist Nødvendigheden af at have en saa hurtig Forretningsgang som mulig, naar gunstig Køb af Grund til en „Kvindernes Bygning” tilbyder sig.

Iøvrigt henvise vi Dem til det dem tilsendte Referat af Generalforsamlingen den 15. September, og bede vi Dem derfor i Sagens Interesse hurtigst mulig efter eventuel modtagen Indbydelse at tilsende, saafremt De ikke selv kan møde, Fru Geheimeraadinde Buch indlagte Stemmeseddel med Deres ærede Underskrift.
København, den 10. Oktober 1903.
Administrationen:
—
—
Stemmesedlen.
Undertegnede giver herved Fru Geheimeraadinde Buch Fuldmagt til at stemme paa Administrationens Afløsning af Repræsentantskab, Bestyrelse og Byggeudvalg, og paa den, paa Generalforsamlingen af 15. September dannede Administration, bestaaende af:
—
—
Underskrift:…………………………………………………………

Alt dette gav Anledning til, at Frk. Konstantin-Hansen og jeg henvendte os til 2 af de tidligere Repræsentanter, som var kendte med Forholdene i Kv. B. lige fra de første Dage, nemlig Frk. Anne Bruun og Frk. Elisabeth Grundtvig. Vi 4 i Forening blev enige om, at der burde sendes Kv. B.’s Bestyrelse en Protest fra de danske Kvinder, da vi aldeles ikke kunde anse denne Bestyrelse for at have Forstaaelse af den Kv. B. som vi havde tænkt os, og hvortil vi alle havde indsamlet Pengene. Vi blev da enige om, at Formændene for de kvindelige Foreninger Landet over maatte være de danske Kvinders naturlige Repræsentanter. 23 Foreningsformænd underskrev denne Protest, som sikkert er lidt stærkt og klart affattet; men ingenlunde for stærk lige overfor Bestyrelsens Opførsel.

Naturligvis ignorerede de disse Damer paa samme Maade som os andre, og siden den Tid har de vist Repræsentantskabet endnu større Uhøflighed end tidligere. Bestyrelsen har overgivet Beviserne for Pengene til en Sagfører og vil ikke anerkende de 4 ny Damer, som Repræsentantskabet har valgt ind i Bestyrelsen.

I den Anledning har Geheimeraadinde Buch meddelt Bankerne, at Fru Liebmann var udtraadt af Bestyrelsen, og at Pengene ikke kunde hæves af nogen, før Bestyrelsesforholdene vare ordnede paa et nyt Repræsentantskabsmøde.

For en halv Snes Dage siden havde vi det sidste Møde; jeg forsøgte, om det ikke var muligt at ordne Sagen uden at blande Offentligheden deri.
Jeg havde den Gang med Fru Liebmann en lang Samtale, men jeg fik kun det Indtryk, at hvis det alene havde staaet til Fru Liebmann, saa kunde Sagen nok have ordnet sig; men Fru Liebmann erklærede det for Politik og sagde, at hun maatte rette sig efter sine Raadgivere; tillige erklærede Fru Liebmann, at det var uden hendes Vidende, at Byggeudvalget havde afskediget deres juridiske Konsulent, Hr. Overretssagfører Carl Meyer.
Hvorlænge det varer, inden Sagen bliver ordnet, er jo ikke godt at vide, men imidlertid vil denne Krig jo nok bevirke en anden Ordning af Forholdene og mindre russiske Tilstande, idet vi maa have Enevoldsmagten slaaet ned. – Lige Ret for alle maa være det, vi kæmper for.

For nu at bevise, at jeg personligt ikke ønsker Magt, saa træder jeg tilbage, saa snart Sagen er i Orden; og jeg beder saa Dansk Kvindesamfund at vælge en anden Repræsentant.
Hvem Repræsentanterne og de danske Kvinder skylder en Tak i dette Øjeblik for trofast Støtte, det er vor Repræsentantskabsformand, Fru Geheimeraadinde Buch. Skønt der ikke er mange Aar tilbage, før hun fylder 80 Aar, saa ser hun nu, da hun har faaet Øjnene aabnede, klart og tydeligt paa det hele og har lovet at staa Repræsentanterne bi, indtil alt er ordnet. Derfor vil jeg bede Dem alle om at slutte sig til denne Tak og give Geheimeraadinde Buch et Tillidsvotum.

Forsamlingen sluttede sig hertil ved at rejse sig.

Kvinden og Samfundet, 1905 06.

Kvindernes Bygning
Det ordinære Repræsentantskabsmøde i „Kvindernes Bygning” afholdtes Onsdag den 15de Marts.

I Stedet for afdøde Gehejmeetatsraadinde Buch, der var Repræsentantskabets mangeaarige Formand, valgtes Fru Alexandra Møller (g. m. Dr. jur. Ernst Møller) ind i Repræsentantskabet og blev derefter valgt til Formand for dette; som Næstformand genvalgtes Frk. Konstantin-Hansen.
Til Medlemmer af Bestyrelsen i Stedet for de efter Tur fratrædende: Frk. Davidsen, Snedkermester Frk. Sophy Christensen, Frk. Marie Madsen, af hvilke den sidste ikke ønskede Genvalg, valgtes Fru Gyrithe Lemche, Kommunelærerinderne Frk. Riese og Frk. Anne Bruun. Den øvrige Bestyrelse er: Læge Frk. Reinhard (Formand). Kommunelærerinde Frk. Præstgaard (Næstformand), Frk. Johanne Krebs, Formand for Jordemoderforen. Fru Anna Hansen. Til Revisorer genvalgtes Vexellerer Philipsen og Skoleinspektør Frk. Henriette Petersen.

Frederiksborg Amts Avis, 31. januar 1907.

København, 29. Jan.
Der har nu længe været stille om “Kvindernes Bygning”. Det var i Aarene 1897-1900, at man iværksatte den store Landsindsamling, som indbragte omtrent ved 100.000 Kr., og Planen var, at der i København skulle rejses en Bygning, som var i Stand til at afgive Lokaler for det store og omfattende Forenings- og Samfundsarbejde, som Kvinderne i de senere Aar har sat i Værk.

Der skulde være Forsamlingssale, Gymnastiksal, Foreningslokaler, Badeanstalt for Kvinder, Hjem for enligtstillede unge Piger, permanente og periodiske Udstillinger, Køkken- og Restaurationslokaler m. m.

Saa hvilede Sagen i nogle Aar. Man var noget ængstelig for at begynde, nærede Tvivl om, at Pengene ville strække til, savnede maaske ogsaa de rette, som kunde tage Ledelsen i Haand. Men nu har den indsamlede Kapital staaet og samlet Renter; ny Kræfter er traadte ind i Ledelsen, og efter alt at skønne vil der nu blive taget fat.

I Aftes holdt Kvinde-Organisationernes Repræsentantskab et Møde, paa hvilket det vedtoges at anmode Repræsentantskabet om at indlede Forhandlinger om Købet af en Byggegrund – enten paa Raadhuspladsen eller i den projekterede Christian den 9des Gade, der vil komme til at gaa igennem det ny Gammelmønt – Mønstergade-Kvarter. Ejendomspriserne er her henholdsvis 160 og 130 Kr. pr. Kvadratalen.

Der var i Repræsentantskabet mest Stemning for Raadhuspladsen, som det mest centralt beliggende Sted. Maaske bliver det da her, at Kvindernes Palads ad Aare vil rejse sig.
Repræsentantskabet og Bestyrelsen sætter sin Lid til, at det vil lykkes dem at øge Byggefondet i betydelig Grad, naar Folk nu faar at se, at Ideen er ved at træde ud i Livet.
Ib.

Berlingske, 24. marts 1909.

Der har i den senere Tid været Stilhed om “Kvindernes Bygning”. Ganske vist er der fra Tid til anden dukket Forslag op om den bedste Anvendelse af de Penge, Byggefondet ligger inde med, men noget positivt er der ikke foretaget. Indenfor Byggefondet vil der imidlertid i nær Fremtid blive afholdt et Repræsentantskabsmøde, paa hvilket de forskellige Forslag vil blive tagne op til Drøftelse.
Det vil derfor være af Interesse at opfriske Hovedtrækkene i den Historie, der ligger bag “Kvindernes Bygning”. Vi har i den Anledning henvendt os til Admiralinde, Forfatterinden Fru Emma Gad.

“Ja, Sagen gaar jo langt tilbage”, siger Fru Gad, “lige tilbage til den Udstilling, Kvinderne i 1895 afholdt i Industriforeningen, og som var den første i sin Art her i Europa. Man betragtede den herhjemme med megen Skepsis, men den gik dog alligevel rigtig godt og gav endda et Overskud paa 14,000 Kr.
Vi, der dengang traadte Kvindesagens Børnesko, blev selvfølgelig overvældede af saa mange Penge og mente absolut, at de skulde bruges til noget virkeligt stort, noget monumentalt.
Saa udkastede jeg da paa et afsluttende Møde den Tanke med de 14,000 Kr. som en Begyndelse at grundlægge en Byggefond, som gennem Bidrag fra Kvinder hele Landet over engang med Tiden skulde blive istand til at skænke dem deres egen Bygning. Tanken blev greben – ja, jeg tør nok sige: med Begærlighed. Ved et løseligt Overslag regnede vi ud, at Fondet i Løbet af faa Aar vilde være vokset til 300,000 Kr., og for de Penge maatte vi da kunne faa os en stolt Bygning, som foruden at rumme Forsamlings- og Læsesale tillige kunde afgive Lokaler til alle de forskellige Kvindeforeninger.

Men ak! Da Indsamlingen sluttede – det var vist i 1900 – var der ialt indkommet 60,000 Kr. For de Penge kunde vi jo ikke faa nogen Bygning, og da vi først og fremmest vilde have, at Kvindernes Bygning i bogstaveligste Forstand skulde være deres egen, var der ikke andet for end at sætte Pengene paa Rente og iøvrigt se Tiden an.
Nu er Summen vokset til 100,000 Kr. og nu er den almindelige Mening den, at der i hvert Tilfælde maa være tilstrækkeligt til at begynde med.”

“Hvilke Forslag er der fremkommet?”
“Mange flere, end jeg kan huske nu! En vil bruge Pengene til et “Kvindernes Bygnings Mindelegat”. En anden vil have lavet en Centralbygning. Fru Gyrithe Lemche foreslaar en Bygning paa Aktier. Jeg selv kunde tænke mig de 100,000 anvendt til Oprettelsen af en Slags Sparekasse for Kvinder eller ogsaa…”
“Har De da opgivet Deres første Tanke?”
“Den duer ikke mere! Dengang regnede vi med 300,000 Kr. og dengang var Priserne paa Grundene inde i Byen ikke saa høje som nu. Desuden er Kvindebevægelsen altfor vidtforgrenet til at kunne samles undet eet Tag. Der var engang ifjor Tale om, at “Kvindernes Bygning” skulde slaa sig sammen med “Kvindelig Læseforening” om en fælles Bygning; men da det kom til Stykket, vilde Læseforeningen alligevel ikke – og det kan man saamænd ikke fortænke dem i, naar de har Raad til at bo for sig selv.”
“Hvad gaar Deres andet Forslag ud paa?”
“Det gaar ud paa at bygge et Slags Værnehjem for unge Piger fra Provinsen – noget i Smag med “Bethania”, men baade større og mere tidsvarende.
Der er saa mange Provinsborgere, Embedsmænd, Haandværksmestre ell. lign. som hellere end gerne vilde sende deres Døtre ind til Hovedstanden for at lære et eller andet: men dels har de ikke Raad til at koste altfor meget paa de unge Piger herinde og dels rummer Hovedstadslivet jo saa mange Fristelsen for en ung Pige.
Det Værehjem, jeg tænker paa, skal kunne yde den unge Pige Kost, Logi, Vask etc. for 20-25 Kr. maanedlig. Desuden vil der selvfølgelig blive holdt Kontrol med Værnehjemmets Beboere.
Der er virkelig paa dette Omraade et Savn, som “Kvindernes Bygning” kunde afhjælpe og derigennem sætte Kvindesagen et værdigt Monument.”
“Er der nogen Rimelighed for, at denne Tanke vil vinde udelt Tilslutning?”
“Næ, da! Alle de… om jeg maa sige: Teoretiske Kvindesagskvinder vil rimeligvis foretrække den anden Bygning, den med Lokalerne og Forsamlingssalene.”
“Endnu et sidste Spørgsmaal: Mener De, de 100,000 er tilstrækkeæig hertil?”
“Maaske – maaske ikke! Men der er da i hvert Tilfælde nok til at begynde med – og Resten kommer saamænd nok. Naar det gælder en god Sag, kan man altid skaffe Penge.”
Admiralinde Gad, der imidlertid har rejst sig, slutter nu smilende:
“Jeg er Sangviniker – ser De!”

Nationaltidende, 21. april 1909.

Jeg maa vist ikke have været rigtig heldig i Valget af mine Udtryk, da jeg skrev i dette Blad for 10. Marts om Kvindernes Bygning, i alt Fald har Fru Emma Gad grundig misforstaaet mig. Jeg har ikke rettet nogen som helst Opfordring til danske Kvinder om at tage Aktier i et Foretagende af saa mangfoldig Art, som det af Fru Gad og Meningsfæller oprindelig presenterede, jeg har tværtimod med et rask Snit fjernet fra Planen alle de filantropiske Udvækster, saasom Læsestue med tilhørende Bibliothek for Arbejdersker, cooperative Boliger gor kvindelige Kontorister, Kommisser o. s. v.; jeg har kun bibeholdt det, jeg kalder Helhedstanken: Samlingsstedet for danske Kvinders Virken og Færden. Hvis de kvindebygningsinteresserede og taalmodige Læsere endnu engang vil tage min Artikel for sig og særlig dvæle ved mit skitserede Bygningsprojekt, maa de sikkert give mig Ret heri. Der staar at læse, at Bygningen skal afgive Bolig for parthavende kvindelige Virksomheder, som rummer Fest- og Forsamlingslokaler, en finere Restaurant, et Kvindernes Køkken, en Gymnastiksal med Bade, et Gæstehjem for tilrejsende Kvinder (der staar ikke noget om, at det skal være særlig billigt, saaledes som i Fru Gads oprindelige Plan, Navnet antyder blot et Hotel under beskedne Former; det kunde f. Ex. tænkes beliggende i Kvindeetagen med Elevatorforbindelse). – Hvad Fru Gad siger om den sammenblandede Plan, som sikkert ikke mange vil tage Aktier i, rammer altsaa ikke min Tanke. Jeg har ikke været medskyldig i denne Plan, jeg har fra første Færd for mig selv konstateret, hvad der i den havde Fremtiden for sig, og hvad der nødvendig maatte bortfalde, og naar jeg medvirkede som Bidragssamler, var det i Overbevisning om, at det, jeg i min Artikel kaldte Planens upraktiske og uvæsentlige Biomstændigheder, aldrig i det afgørende Øjeblik vilde komme i Betragtning. “Planen maa nødvendigvis deles”, siger Fru Gad, og heri er vi ganske enige, men Fru Gad vil rede Filantropien, jeg vil redde Kvindesagen. Jeg ser i Filantropien en Hæmning for alt Fremskridt, demokratisk saa vel som kvindeligt, og jeg mener, det er af større kvindesaglig Betydning, at Kvinder enes om at rejse et Centrum for kvindeligt Aandsliv herhjemme, end at forære nogle unge studerende Piger et Hjem.

Vi tæller op imod et halvt Hundrede forskellige Kvindeforeninger her til Lands eller vil i en nær Fremtid komme til at gøre det. Disse Foreninger lejer sig Lokaler snart hos andre Foreninger, snart paa offentlige Steder; jeg tror, de fleste af dem vil søge til Kvindernes Bygning som til deres naturlige Forsamlingssted. Men for at kunne gøre vore Lokaler saa rummelige, saa alsidige og saa kvindeprægede i deres Udstyrelse som muligt, maa vi kalde paa alle kvindelige Kræfter saa vel i By som paa Land; thi Kvindernes Bygning skal ogsaa være et Bindeled mellem Landets og Byens Kvinder, ikke mindst, fordi der ogsaa staar Landets Penge i den. Men det er i første Led paa Kvindesammenslutningen min Tanke bygger, og til den, den henvender sig – Kvindernes Bygning optræder i Øjeblikket med et pragtfuld Følge af Repræsentanter, adskillige af disse er Delegerede for kvindelige Institutioner og Organisationer, som i sin Tid har sluttet sig til Tanken om en Fællesbolog og altsaa maa have havt til hensigt at leje Lokale deri, naar Planen realiseredes. Eftersom disse Delegerede stadig har deres Pladser i Repræsentantskabet og paa Generalforsamlingerne øver deres Indflydelse, tør jeg gaa ud fra, at de endnu foretrækker et saadant Fællesforetagende, fremfor at opføre en Bygning selv eller indgaa nye Lejemaal andet sted; jeg beder dem derfor overveje Fordelene, som et saadant Fællesforetagende, bygget paa Andelstanken byder dem. Jeg skal ved anden Lejlighed komme nærmere ind herpaa.

Fru Meldal udtaler i samme Nummer af “Kvindernes Blad”, at naar 300,000 Kr. for 14 Aar siden anslaas som fornødent til at begynde med, saa maa det nu under de stigende Priser være altfor lidt. Jeg skal her atter henvise til, at jeg i min Plan har strøget alla filantropiske og urentable Øjemed og kun bibeholdt de rentable, beregnelige Lejemaal, hvorfor jeg mener, at den Sum, som var anslaaet til at sikre det filantropiske Foretagende ogsaa maa kunne sikre det frigjorte til Trods for den stigende Grundværdi og Arbejdsløn. Endvidere mener Fru Meldahl, at det vil have lange Udsigter med Kapitalens Tilvejebringelse, eftersom vi har brugt 14 Aar til at samle 100,000; men denne Indvending er heldigvis let at imødegaa. Pengeindsamlingen strakte sig kun over 5 Aar; i den Tid blev den Sum indsamlet, som nu med paaløbne Renter er vokset til 100,000. Men efter de 5 Aar er der intet foretaget i Retning af at tilvejebringe den tilstræbte Kapital. Et Forsøg paa Aktietilslutning vil sandsynligvis ikke strække sig ud ovet et Aar og byder desuden den Fordel, at Folk ikke bliver at med deres Penge, før Planen er iværksat, samtidig med, at den giver dem Haab om i Tiden at faa Pengene forrentede. Jeg har allerede uden særlig Opfordring fra min Side modtaget frivillige Tilsagn om Tegning af Aktier, saa jeg kan foreløbig ikke lade mig afskrække af Fru Gads og Fru Meldals mistrøstende Spaadomme i saa Henseende.

Mit Standpunkt er fremdeles: Skaf os de 300,000, og saa bygger vi et Kvindernes Forsamlingshus til Udlejning efter gængse Priser. Fru Meldal siger: Begynd strax i det ene eller det andet kvindefilantropiske Øjemed og stil paa, at Pengene kommer – Fru Emma Gad bygger for 100,000 og paa forventet Efterbevilling i Fantasien et storstilet Gæstehjem for unge Piger, en Udklækningsanstalt for fremtidige Politikere, Husmødre, Kunstnerinder, Foretningsdrivende o. m. fl. Hun undlader dog at nævne Hjemmets væsentligste Betingelse, Lederen og Opretholderen, som i sig maa forene Moderens, Pædagogens, Administratorens og den frisindede Depots lige uundværlige Egenskaber. Gives der en saadan Kvinde? Det der saare tvivlsomt, men utvivlsomt er det, at af den kvindelige Ledelse afhænger Hjemmets Skæbne, og findes den rette, saa kan hun ikke opvejes med mindre end Renten af de 100,000 som foreløbig staar til Raadighed. Jeg overlader til Læseren at dømme om, hvem der i Spørgsmaalet “Kvindernes Bygning” ser mest jordbundent og praktisk paa Sagen, de to Damer eller jeg.
Gyrithe Lemche.

Nationaltidende, 16. september 1910.

Kvindelig Læseforening.
er i Gaar saa smaat begyndt at flytte forskellige Sager fra “Hafnia”s Gaard hen til Hjørnet af Gammel Mønt og Antoniegade, hvor den nye Bygning jo opføres.

– – –
En Ting er ubegribelig: hvorfor protesteres der ikke fra begge Sider, naar der Gang paa Gang (f. Ex. i “Berlingske Tidende” og i “Politiken”) skrives om dette Foretagende: “Kvindernes Bygning” -; den Bygning der opføres paa Hjørnet af Gammel Mønt og Antoniegade, er “Kvindelig Læseforenings Bygning”.
Desværre har disse to Institutioner jo ikke kunnet gaa sammen om at skabe noget virkelig stort og monomentalt, og de bør derfor ikke staa i den offentlige Bevisthed som det samme. Formand for “Kvindernes Bygning” (den, der endnu kun er et Fond) er Frøken Grosserer, Borgerrepræsentant Wilhelmine Rerup.
M.L.

Næstved Tidende, 8. oktober 1913.

Kvindernes Bygning.
Arbejdet sættes paany i Gang.

Der er nu snart gaaet en lille halv Menneskealder siden den store Landsindsamling til en Kvindernes Bygning. Det lykkedes ikke den Gang at faa samlet eller sikret et saa stort Beløb som maatte anses for nødvendigt for at Foretagendet kunde sættes i Værk, og Sagen har nu ligget hen i en længere Aarrække – saa længe, at adskillige af Bidragyderne maa antages ikke mere at være i Live, mens andre vel sagtens har været paa Vej til at opgive Haabet om, at de nogensinde vilde faa den planlagte Kvindernes Bygning at se.
Det indsamlede Beløb er imidlertid i god Behold. Det er i Aarenes Forløb vokset til 110,000 Kr., og Fondet bestyres af en Komite med Borgerrepræsentant, Grosserer Frk. Rerup som Formand. Og nu har Komiteen sammen med Dansk Kvindesamfund dannet et Fællesudvalg, som er i Færd med at træffe Forberedelser til paany at faa Sagen i Gang.
Man tænker sig Bygningen paa det gamle Jernbaneterræn i København ud mod St. Jørgens Sø, hvor Grundene bliver forholdsvis billige. Oprindelig var Kvindernes Hus anslaaet til at ville koste ca. 300,000 Kr., men det er nu længe siden. Baade Byggemateriale og Arbejdskraft er bleven dyrere siden, og Bygningen vil sikkerrt nu komme paa godt op mod en halv Million. Der skal altsaa flere Penge til, end man endnu har til Raadighed, for at der i det hele kan begyndes, og der forberedes derfor en ny Indsamling.
Men først ønsker Fællesudvalget at blive klar over, hvor meget Plads der vil være at skaffe til Leje, og man har derfor nu udsendt Forespørgsler til de forskellige Kvindeforeninger i København, om de vil indtræde som Lejere i det ny Hus. Man tænker sig ogsaa, at Kristelig Forening for unge Kvinder, som har en Byggefond paa 80,000 Kr., mulig vil være med i Arbejdet, saaledes at de faar en særlig Fløj af Huset.
I Løbet af Oktober venter man Svar fra de forskellige, der er rettet Henvendelse til, og derefter paabegyndes saa Agitationen for den ny Indsamling og Aktietegning, der ligesom den første vil komme til at strække sig over det ganske Land.

Folkebladet Sydjylland, 23. juni 1916.

Kvindernes Bygning.
Det paatænkes at skride til Opførelsen.
Beliggenhed paa det gamle Jernbaneterræn. – 130.000 Kr.

København, 22. Juni
I Aarene 1896-99 blev der hele Landet over foretaget en Indsamling til en “Kvindernes Bygning” i København. – Indsamlingen, der afsluttedes det sidsnævnte Aar, indbragte ialt 80,000 Kr. Dette Beløb er i Aarenes Løb ved Renternes Hjælp steget til ca. 130,000 Kr. Det er nu under overvejelse i den nærmeste Fremtid at skride til at opføre Bygningen. Grunden hertil er vel navnlig den, at der jo, naar det gamle Jernbaneterræn bliver rømmet, bliver store og godt centralt beliggende Byggepladser at faa til Købs. Og man tænker sig altsaa, at Kvindernes Bygning skulde komme til at ligge ved Sct. Jørgens Sø i Nærheden af den ny Højskole. Fra visse Sider har man tænkt sig etableret et Slags Lokale-Fællesskab mellem den ny Højskole og Kvindernes Bygning.
Det er Meningen med Kvindernes Bygning, at den skal afgive Lokaler for de forskellige kvindelige Foreninger, samt give Plads for cooperative Boliger for kvindelige kontor- og Butiksarbekdere og andre ligestillede. Endvidere er det Tanken i Bygningen at indrette et stort Kvindehotel. Foretagenet forestaas af et dertil særligt nedsat Udvalg, hvis Formand er Forfatterinden, Fru Gyrithe Lemche.
V.K.

Et mellemspil fra Politikens Dametidende, red. Emma Gad.

4. januar 1920.

Det ungdommelige Klagebrev fra en ung Pige fra Provinsen til hendes Moder, som vi gengav i forrige Nummer, maatte virke som en Manen til at skabe bedre Livsbetingelser for de unge, arbejdende Kvinder, som ikke har Hjem her i Byen og sidder forhutlede og forfrosne paa et saakaldt møbleret Værelse uden Komfort og Hjælp, udnyttet til det yderste af pengebegærlige Indehavere af Lejligheden. Et saadant Værelse koster for Tiden mindst 50 Kr. pr. Md., og hvordan er det saa?
Det ligger inder disse Forhold nær at spørge, om der ikke var Anledning til hurtigst muligt, at anvende den Pengesum, som ligger hen til en Kvindernes Bygning, til at skabet et storstilet Fælleshjem for unge Piger fra hele Landet, der kommer hertil dels for at uddanne sig, dels for at tiltræde en Plads. Et saadant Fælleshjem, der maatte være forholdsvis billigt, kunde jo ligge i en beskeden Sidegade, naar blot den laa centralt, være ganske tarveligt i Udstyr, blot smagfuldt og renligt med rigelige Baderum, Centralkøkken og Forsamlingsværelser. En enkelt stor Sal til Udlejning vilde naturligvis ikke være af Vejen.

Undertiden faar man det Spørgsmaal, hvor den Kapital er blevet af, der fra 1895 til 1900 indsamledes til Kvindernes Bygning. De Spørgende kan være rolige – Pengene er i god Behold i en Bank under Varetægt af en Komité af hæderkronede Kvinder, for hvilken Fru Gyrithe Lemche er Formand. Kapitalen maa vist nu være noget som 150,000 Kr. Den ligger hen endnu, fordi man aldrig har fundet, at Øjeblikket var gunstigt, og det bliver det, betragtet paa den Maade, saamænd aldrig.

Der foreligger jo nok fra Tidernes Morgen en Slags Love, der bestemmer, at alle kvindelige Foreninger skal samles i Bygningen – noget vage er de naturligvis disse Love, eftersom det var umuligt at forme noget koncist helt ud i det Blaa. Alt som Tiden trak hen, har da ogsaa disse meget forskelligartede Institutioner skaffet sig Bolig og Bygning andetsteds, f. Eks. den største af dem Kv. Læseforening. Desuden vil det vistnok vise sig vanskeligt for ikke at sige umuligt at skabe en Central-Ledelse for saa mange Bestyrelser.

Er der Nogen, der er inde i denne Sags Begyndelse, er det mig, idet jeg var i høj Grad medvirkende ved Pengenes Indsamling, saa vidt jeg husker som Formand eller Næstformand.
Hvorfor er jeg det ikke mere?
Jo, det skete, at jeg en Dag søgte nu afdøde Borgerrepræsentant Anders Hvass for at tale med ham om en gammel Stiftelse paa Nikolaj Plads, som tilhørte Kommunen og muligvis kunde passe til Formaalet.
“Hvordan har De tænkt Dem Prioritetsforholdene ordnet?” spuRgte ham.
“Det ved jeg ikke,” svarede jeg, “for jeg forstaar mig saa lidt paa den Slags.”
“Det er der ikke noget at sige til,” sagde han, “men saa maa De blot ikke staa som ansvarlig for det Foretagende.”
Den lysende Sandhed af disse Ord slog til den Grad ned i mig, og jeg ved næste Møde nedlagde mit Mandat, usigelig lettet. Og det er jeg endnu, for aldrig har jeg i noget Foretagende set saa megen Tøven overfor Vanskeligheder, hvis Løsning selvfølgelig bestaar i et raskt: Ikkedestomindre.

Hvorfor i Herrens Navn saa ikke resolut overhugge Knuden ved at overdrage Pengene til én Institution, f. Eks. Dansk Kvindesamfund og bemyndige den til at skabe det bitterligt tiltrængte Centralpunkt her i Byen for Landets kvindelige Ungdom, der kommer hertil for at lære og for at arbejde. De, der i forrige Aarhundrede gav et Par Femogtyveører til Indsamlingen – den var i det Smaa – til det oprindelige vage Program, er enten døde, eller ogsaa vil de sige: “Hvad vi gav, vil vi hellere end noget andet, se anvendt til, at Landets Mødre med Tryghed kan sende deres unge Døtre til Hovedstaden og vide dem vel beskyttet i et hyggeligt og billigt Fælleshjem, som er skabt dem af os, der gik forud. Dertil giver vi gerne noget om igen”. Og det gør de. Saa fornuftige er da Folk.
Emma Gad

11. januar 1920.

Vi har i Anledning af den i forrige Nummer bragte Artikel om Kvindernes Bygning modtaget nedestaaende Svar fra Institutionens Formand, Forfatterinden Fru Gyrithe Lemche:

Det er hændt mere end en Gang, at en eller anden kendt Kvinde i Dagspressen er fremkommet med et Forslag til Løsning af Problemet: “Kvindernes Bygning”, og har henledt opmærksomheden paa “hæderkronede Kvinder”, som sammen med mig har gjort sig skyldig i den Brøde at antage os den ulykkelige Skabning, som en kreds af lige saa “hæderkronede Kvinder” med Fru Emma Gad i Spidsen i 1895 holdt over Daaben, der indrømmer, at det er praktisk at være trofast baade mod egne og andre Idéer, der er meget mere praktisk naar Vanskelighederne tropper op, at smøge Idéen af sig, og kan man overvinde sig selv til at udstille den som et Misforster og prisgive den til et lattermildt Publikum, saa har man [ulæseligt] baade i Nutid og Fremtid.
Det [ulæseligt] at Fru Gad har givet mig Anledning til offentligt at forsvare hendes Idé med hende selv, hvilket beviser, at hun stadig kreser om det udsatte Barn og ønsker at hjælpe det til en hæderlig Livsvej. Blot kunde jeg ønske, at Fru Gad vilde have benyttet den Lejlighed, som tilbød sig i Forsommeren, til dette spørgsmaalet med selve “de hæderkronede Kvinder”, som efter hendes Mening kvæler Barnet i deres altfor trofaste Favntag. “Kvindernes Bygning” havde den Gang indbudt Repræsentanter for alle vore Kvindeforeninger, ogsaa for Dansk Kunstflidsforening, til et Møde, hvor der blev gjort Rede for den nuværende Styrelses Arbejde ligesom for hele Institutionens Historie. Alle Foreningernes Tillidsmænd paa Mødet blev opfordret til at tiltræde vort Repræsentantskab, for dér at kunne øve en sund og gavnlig Kritik af Styrelsens Foretagender, og øve den paa rette Sted og til rette Tid. Mange fulgte Opfordringen, men desværre var Fru Emma Gad ikke tilstede som Repræsentant for Dansk Kunstflidsforening, og er derfor ikke Medlem af Repræsentantskabet, men tvunget til at appellere til et udenforstaaende Publikum, som rimeligvis vil lade hendes Forslag gaa ind af det ene Øre og ud af det andet, medens det indefor vores egne Vægge vilde være blevet omhyggelig vejet og prøvet. Fru Gad vilde ogsaa paa ovennævnte Møde have erfaret, at “Kv. B.” i 1913 foreslog Dansk Kvindesamfund at skaffe den manglende Kapital til veje mod at faa overdraget Administrationen af Bygningen, men dette Forslag mødte forholdsvis Kølighed.
Sluttelig vil jeg takke Fru Emma Gad fordi hun saa uforbeholden gav os Grunden til, at hun i sin Tid lod sin Idé i Stikken, hvilket jeg med min tunge Opfattelse har haft saa ondt ved at forstaa. Kan man ikke bringe sin Idé det Offer at forsøge at sætte sig lidt ind i Prioritetsforholdene ved en Bygning, da er man heller ikke berettiget til at føre den ud i Livet. Jeg kan til Gengæld berolige Fru Emma Gad med, at den nuværende Styrelse, som tilfulde anerkender sine Mangler, ikke desto mindre efter ringe Evne har forsøgt at sætte sig ind i Prioritetsforhold og andre Forhold, vejledt af vor udmærkede og i Byggeforhold vejledet af vor udmærkede juridiske Raadgiver. Det er ikke den Slags Vanskeligheder, som undertiden frister mig til at give op, men det er en bange Anelse om, at den Solidaritetsfølelse blandt Kvinderne, som skulde være Grundvolden for “Kvindernes Bygnin”, og som i flere andre Lande har rejst lignende Bygninger, den findes ikke blandt danske Kvinder, og det er en af Grundene til, at “Kvindernes Bygning” endnu kun eksisterer paa Papiret i Bankernes Boxer.
Gyrithe Lemche

Fru Gyrithe Lemche maa endelig ikke blive træt af at stræbe med Kvindernes Bygning – Sagen kan vist umuligt være i bedre og dygtigere Hænder end hos hende og den Komité, der nu sidder ved styret. Naar Fru Lemche ved en lille Tanke bittert og mildt bedrejder mig, at jeg har givet Sagen op, saa kan jeg kun sige, at jeg tror at have handlet rigtigt deri. Det gik op for mig i Tide, at det til Gennemførelsen af dette meget vanskelige Foretagende ikke var gjort med “at sætte mig lidt ind i Prioritetsforhold”. Dertil maa man sikkert være forretningsmæssigt anlagt fra Naturens Haand, og det er jeg ikke – destoværre.
Derimod skal jeg villigt indrømme den Fejl, jeg og mine Værkfæller begik i 1895 ved at ville gabe over for meget. Vi var sejrsberuste og lidt øre i Hovedet efter lykkeligt at have gennemført en Udstilling, Alle paa Forhaand havde dødsdømt. Saa troede vi, at vi kunde alt – ogsaa paa Grundlag af et 14,000 Kr. stort Overskud faa rejst et Palads med Bolig for alle kvindelige Foreninger, et Hjemsted for enligststillede Kvinder, Forsamlingssale, Udstillingsrum, Butikker m. m. Det ville jo kræve Millioner. De kom ikke, og vi forstod ikke den Gang, at de kommer aldrig.
Men saa er det jeg mener: Hvorfor klamre sig krampagtigt til et vistnok uigennemførligt og vagt Program, som Ingen uden for Komitéen bryder sig om og overhovedet aner, er til? Hvorfor ikke anvende den dog ret betydelige Kapital, der faktisk er til Stede, til Gennemførelse af en Del af Programmet, som der er saa usigelig Trang til- for det er der til et stort moderne Hjemsted for Landets unge Piger, der søger til Hovedstaden for Uddannelsens eller Erhvervets Skyld. Jeg tro de fleste vil give mig Ret i dette Synspunkt, der i hvert Fald har den Fordel at være praktisk gennemførligt og til vedblivende Nytte for vort Lands kvindelige Ungdom.
Emma Gad

Kvindernes Bygning der først blev materialiseret i 1936 findes stadig. Heldigvis er tiderne så forandrede at dens betydning for tidens unge kvinder må siges at være lav.

En videre tekst frem til huset blev en realitet findes i Tove Koed’s festskrift:
Historien om Kvindernes Bygning 1896-1936.

En opdatering frem til i dag findes fra Karen Arpe m. fl.:
Kvindernes Bygning 1936-2011.

Emma Gad

Bannerføreren for anstændig adfærd