De vestindiske øer

Carl Lunds vestindiske panorama fra Koloniudstillingen (AI)


alberta-victorfor-imod-c170For 100 år siden, den 31. marts 1917, blev de danske vestindiske øer overtaget af USA, efter danskerne havde talt ved en (ikke bindende) folkeafstemning 14. december 1916. Det gav 25 millioner dollars til den danske statskasse.

Når noget i dag er et hundrede år, kan der let spørges:
Havde Emma Gad en kommentar til dette valg?
Svaret er; ganske afgjort.
I det mindste i selve afslutningen på det danske kolonistyre – også med islandske udløbere.
Der vil uden tvivl i årets løb blive skrevet meget om dette emne, ikke mindst på grund af de slaver der om noget var det omdrejningspunkt der fik øerne til at være et produktivt finanseventyr. Og som med slaveriets afskaffelse i 1848 på samme måde fjernede den tidligere interesse og dens muligheder for overskud; og dermed allerede her et ønske om salg fra den danske regering i 1852.
Om end slaveriet blev ophævet, var der andre mere eller mindre fornedrende behandlinger ved folkekaravaner, af nogle kaldt Menneskeudstilling.

Med jævne mellemrum blev der forhandlet et salg, til flere købere (USA, England og Tyskland), men det strandede hver gang. En tsunamis ødelæggelser aflyste det første amerikanske ønske om køb i 1867, og der blev tænkt i nye baner. 1896 var det England og i 1899 Tyskland der blev forhandlet med.
Interesse fra USA vendte tilbage i 1900, og en aftale kom i hus. Men nu begyndte der en folkelig modstand mod salget og Landstinget satte sig imod.
Modstanden var bl.a. fra foreningen “De danske Atlanterhavsøer” der blev oprettet i 1902, med det formål at fremme udviklingen og styrke solidaritetsfølelsen mellem Danmark og de fjerne dele af riget.
frujensen170x220Emma Gad blev medlem af foreningen og sad i bestyrelsen fra 1911; for den islandske afdeling af foreningen.
Netop interessen for Island, var måske begrundet i familiemæssige interesser hos Fru Gad, eftersom hendes ældste søn, Henry Christian Gad var blevet gift med islændingen Helga Havstein i 1906, og var fører til 1909 af postdampskib på Island.

Emma Gads mere kendte tilhørsforhold til de vestindiske øer er imidlertid fra 1905, med den enorme succes fra Koloniudstillingen i Tivoli [Dansk Koloniudstilling (Grønland og Dansk Vestindien) samt Udstilling fra Island og Færøerne].
Her var der staffage fra de implicerede ‘kolonier’, som også inkluderede 4 ‘farvede’ personer; som de ville blive kaldt i dag. En af disse var Fru Jensen. Hun stammede fra en af de vestindiske øer, men boede nu i København.
En anden, Mr. Smith var ankommet med diverse dyr han passede under udstillingen – hvorefter han rejste tilbage.
Derudover var der bestilt et ægtepar, der under udstillingen skulle arbejde med den lokale husflid – men det glippede. Uden ledelsen i Københavns vidende, fandt de udsendte på at de måske i stedet skulle finde et par børn. Et par negerbørn ville jo i sig selv kunne tiltrække besøgende.

19050825-koloni-va-adresseavisenAdresseavisen 25. august 1905:
Til Koloniudstillingen i Tivoli er der ankommen to Negerbørn, Victor og Alberta.
Paa Plakater, som i Dag findes opslaaet rundt om i Byen, opfordres Publikum til “ikke at give Negerbørnene noget at spise”.
Der er snart ikke mere nogen Forskel paa Tivoli og Zoologisk Have.

Victor og Alberta er en hel historie for sig. Der er delte meninger om hvorledes aftalen med deres forældre var. Det nærmeste man kan komme til fakta, er dokumenteret i Birgit Freieslebens: “Fra St. Croix til Tivoli”.

Victor CornelinsEmma Gad var ikke impliceret i deres ankomst, og heller ikke i beslutningen om deres videre færd. Som måske bekendt blev de ikke sendt tilbage ved udstillingens afslutning, men fortsatte efter lidt teknikalitet (de var jo ikke reelt forældreløse!) på Vajsenhus i København.
Alberta skulle så oplæres i håndgerning og Victor i et håndværk, så de berigede kunne sendes hjem.
Alberta døde imidlertid af tuberkulose og blev begravet 31. marts 1917; den samme dag som det danske flag blev nedtaget på St. Croix.
For Victor betød salget af øerne, at han som dansker, fik ret til at vælge St. Croix eller Danmark.
Victor Cornelins valgte Danmark, som beskrevet i hans bog: “Fra St. Croix til Nakskov”.

Dansk Kunstflidsforening
blev oprettet af Emma Gad i 1900. De første 11 år var hun selv formand, med det ønske at virke “til smagens forædling.”
Foreningen havde stor bevågenhed og årsfesterne blev overværet af kongeparret. Der var udstilling og salg af Kunstflidsforeningens produkter, og tombola (der altid nævnes ved udstillingsomtaler fra den tid), som var et af midlerne til at indsamle penge til fripladser for unge piger, der ikke mindst kom fra island og de vestindiske øer.
Emma Gads mål var til enhver tid, at hjælpe unge piger til en fremtid hvor de kunne klare sig selv. At lære et fag og dermed mulighed for selv at bestemme om ægteskab eller ej.

Interessen for de vestindiske øer, kom påny fra USA efter begyndelsen af 1. verdenskrig. De ville sikre sig at tyskerne ikke fik de nu stratetisk fint beliggende øer. Regeringen Scavenius gennemførte i hemmelighed forhandlingerne, men da planen blev offentliggjort mødte den modstand fra oppositionen der krævede folkeafstemning.

Det blev den første folkeafstemning efter kvinderne havde fået stemmeret, og derfor var kvinder også aktive under valgkampen. Emma Gad ville nok have givet sit besyv med uanset valgregler.

Foto fra Kvindernes Aarbog 1912, hvor Emma Gad nævnes i en del kategorier.

blank

Emma Gad havde mistet sin tidligere interesse for øerne, som hun begrundede på denne måde i skriftet FOR ELLER IMOD – Udtalelser med Henblik paa det eventuelle Salg af DE DANSKE VESTINDISKE ØER:
“Den eneste personlige Forbindelse jeg har haft med Vestindien, har været Modtagelsen hver Sommer af et Par unge Mulatinder fra vore Øer til et Frikursus i Dansk Kunstflidsforening.
Elskværdige har de været saa godt som alle, mange af dem ogsaa flinke, men fremmede Fugle, saa dybt forskellige fra os i Race og Farve, i Sprog og Tankesæt, at man har haft svært ved at indordne dem under Begrebet Landsmandinder. Ikke saa underligt, for de sorte Beboere af disse Øer er jo ikke vore Landsmænd, men et tilklistret unaturligt Anhang til os — det er som om vi aldrig er komne ud over, at de fjerne Øer engang er købte for Penge og ikke tilhører os med nogen indre Ret. Hvad urimeligt og urigtigt er der da i at afhænde dem paa samme Maade, siden deres Beboere intet højere Ønske nærer, og vi har vist os ganske ude af Stand til paa saa lang Afstand at opretholde den varige Interesse og den Offervillighed, der skal til for muligvis at ophjælpe dem.”
Emma Gad slutter således:
“At ville klamre disse Øer til sig til Trods for, at deres Beboere kan faa saa meget bedre Livsvilkaar under en nærliggende og human Stormagts Ledelse er vistnok ligesag urigtigt, som naar fattige Forældre selvisk afskærer deres Børn fra en lysere og lykkeligere Fremtid, end de selv kan skaffe dem. Kan være, det er Kærlighed, men den er saa egoistisk, at den er noget nær uforsvarlig.”

Social-Demokraten, 14. december 1916.

Der var nu heller ikke den store interesse (for overhovedet nogen!) fra øboerne for at forblive bundet til Danmark jvf. Otto Schepelern:
“Øernes befolkning deltog ikke i folkeafstemningen, men den dansk-vestindiske fagforeningsleder David Hamilton Jackson arrangerede en privat folkeafstemning på Skt. Croix (Otto Schepelern. Dansk Vestindien: En bittersød historie.), hvor 4.027 stemte for og syv stemte imod.”

Den danske afstemning havde det samme resultat:
283.000 stemte for salg / 158.000 stemte imod salg – Solgt!

Flere ref.:
Der kan også nævnes Slavernes slægt, bog og DVD efter en DR produktion.
Tidskriftet Klods-Hans havde også en kommentar til Koloniudstillingen i Tivoli 1905, og den er illustreret med vanlig satirisk pen.
Tonny Hald