Klods Hans 1908

Klods Hans
1908


Klods Hans 12. januar 1908
Klods Hans 12. januar 1908

Klods Hans 19. januar 1908.
Klods Hans 19. januar 1908.
Situationens Herrer II
Frk. ALBERTI

Er Søster til Adler Alberti men ligner ham heldigvis ikke det mindste. Undrer sig vistnok over, al han er falden saa langt fra Stammen, og mener maaske ligesom saa mange andre, at han kan have stødt Hovedet ved samme Lejlighed. Hvad der vilde forklare Et og Andet af det meget, der virker overraskende hos gamle Albertis Søn.

Frk. Alberti bor ligesom Broderen Adler i samme Ejendom som den sjællandske Bondestands Sparekasse. Skønt han er hendes store Broder, er hun for saa vidt i sin Ret til al se en Smule ned paa ham, som han bor en Etage lavere. Muligvis gør hun det alligevel ikke. Frk. Alberti er nemlig et godt Menneske, og naar hun i Virkeligheden i højere Grad end han er Situationens Herre, skyldes det netop den Omstændighed, at Alle kan lide hende. Hvilket man som bekendt ikke absolut tør paastaa om ham.

Dersom Frk. Alberti skulde spørge sig selv, hvorfor hun i saa mange Aar har kunnet hævde Stillingen tom Formand i “Kvindelig Læseforening”, behøver hun ikke at spekulere i Grunde. Hun ved, at det er, fordi hun er en fin og elskværdig lille Dame, for hvem Medlemmerne nærer Sympati, og al den Opposition, der findes i Foreningen, er Hendes Majestæts loyale Opposition. Hvilket i øvrigt er en Selvfølge, da der er en Admiralinde i Spidsen for den. Og naar hun en Dag skrider til Realisationen af sit længe nærede Ønske og begynder at bygge, vil hun rimeligvis kunne bygge paa alle Medlemmernes Tillid. Ogsaa Admiralindens.
Frk. Adler er ikke længere nogen Ungmø, men hun fortjente næsten at være det. Thi uagtet hun er ude over den blomstrende Alder, er hun i Et og Alt en Knop. (Fb)


Klods Hans 15. marts 1908.
Klods Hans 15. marts 1908.
Udenfor Studenterhuset
Den frygteligste Aften, Kvarterets Beboere mindes at have oplevet. Værre og mere nerverystende, end man var belavet paa. Og man var dog belavet paa det værste. Det var, som ventede man en Revolution:

Samtlige Byens Præster havde givet Møde i Ornat og dannede, holdende hinanden i Hænderne, en sluttet Kæde omkring Frue Kirke for at beskytte den mod Overlast. I Bispegaarden skimtedes bag Ruderne en bleg, langnæset Profil — Biskop Rørdams — der i Dødsangst sætter sin Lid til Falcks Redningskorps, som bevæbnet med Køller og Revolvere staar parat i Potten til at rykke ud som Værn for Sjællands Bispestol.



I Folketeatret var det den Aften forbudt Børn under 15 Aar at nyde Willemoes’ sidste Krampetrækninger til halv Pris, al Sporvognstrafik var standset, og Moses og Davids Statuer forsvarligt emballerede i Sækkelærred.

Indenfor
Salen kunde knapt rumme de indstrømmende digteriske Skarer af begge Køn. Luften blev lidt efter lidt pestagtig, fortættet af Cigaretdamp, Berninaparfume og prosaiske Udgydelser.

Aanderne kunde knapt aande.
Oppe fra vor Plads paa Balkonen kaster vi et Blik udover Salen og noterer de mest iøjnefaldende Typer:
Palle Rosenkrantz‘ Holofernes-Skikkelse, tæt ved ham Pastor Blaumüllers viktualiserede Apostelfigur og Admiralinde Gads Boa, der med slangeagtige Bugtninger syntes at nyde Situationens Spænding. Indeklemt mellem Helge Rode, der lignede en eksalteret Marabustork, og Broderen Ove, hvis runde Kaninøjne mønstrede Oppositionens Stemmer, opdagede man – helt nede ved Gulvet lille L. C. Nielsens kraprøde Tupé. Hvert Øjeblik blev han traadt paa og klynkede som et Barn. Hvilket sørgeligt Billede for Danmarks Ungdom!
a pic1
Men hvor var Karl Larsens Tilhængere? I Hjørnet tilhøjre stod de, alle videnskabelige Forfattere med Vat i ørerne og Paraplyen under Armen, med deres Fører i Midten, Professor Steenstrup, som paa en Harmonika intonerer: »Drej om ad Lille Kongensgade» — Professoren har som bekendt et Udsalg af musikalske Instrumenter ligefor Nikolaj Taarn.

Med ét bliver der Røre i Masserne. Et rasende Hyl skringrer gennem Salen: — Der er Forbryderen!

Karl Larsen, bævende, men dog fattet, viser sig, medens hans nævenyttige Ven Christian Vesterbro baner Vej for ham hen til Talerstolen.

— »Væk fra Larsens Plads«, brøler Bøllen og knalder Walther Christinas en Skalle. Den elegante Kaptajn tumler bagover, fuldstændig ukampdygtig, men opfanges af Karin Michaëlis‘ junoniske Former, der virker som Stødpuder.

Generalforsamlingn
Højesteretssagfører Büllow udpibes som Dirigent, og straks efter staar Formanden paa Skafottet, modtaget med en saa isnende Kulde, at han maa stikke Fødderne i et Par Sivsko.
Han vil tage Vandkaraffen.
»La’ vær’, Karl!« skriger i det samme Christian Vesterbro, »de har Saftsuseme kommen Stryknin i Drukken!«
Skælvende trækker Formanden Haanden til sig og begynder:
a pic2
Formanden: Mine Damer og Herrer — jeg har engang skrevet en Bog, som hedder Modet og den blanke Klinge, og derfor frygter jeg ikke noget Angreb.
Chr. Vesterbro: Det er rigtigt, Karl! Ta’ og tæv mig de Kamesjukker! (Tumult).
Palle Rosenkrantz: Formanden har otte Aar i Træk qua Uddeler tildelt sig selv del Anckerske Legat. Faar vi andre det aldrig?
Chr. Vesterbro: Du kan faa et Par paa Snuden, dit lange Subskriptionsværk!
Palle Rosenkrantz: Endvidere er det oplyst vidnefast, at Formanden har fikset paa Børsen under Bankkrisen.
Chr. Vesterbro:Den er godt Karl! Pas paa dine Fedtskillinger.
Helge Rode: Formanden er en Tyv! (Bifald. Protester). Han har stjaalet den epidemiske Brand fra Ibsen og Kvinder fra Det skønne Portugal! (Frygteligt Spektakel.)
Chr. Vesterbro: Færdig med Fyrre! (Smider Helge Rode ned fra Talerstolen) Væk med Kalkunen!
Pastor Blaumüller (med foldede Hænder): Kære Tilhørere — —
Chr. Vesterbro (til Formanden): Er det en af vores Frikkedeller?
(Formanden ryster saavel paa Hovedet som over alle Lemmer.)
— Vil Du saa humme dig, med Siddevægge og Gummihjul!
Blaumüller (med Martyrmine): Her staar jeg. Jeg kan ikke andet
Chr. Veterbro: Næ, du ka’ vist inte majet!
Blaumüller: Hvis Formanden ikke trækker sig tilbage, saa gaar 847 danske Forfattere.
Chr. Vesterbro: La’ dem rende og hoppe, Karl! Saa bli’r der mer for dig at digte!
Prof. Steenstrup (videnskabelig Jubel): Karl Larsen er en Pryd for — (En Stemme: Vejviseren! Latter) Literaturen. Han er den mest vindskibelige af de nulevend Digtere. Han skal genvælges!
Chr. Vesterbro: Han ska’ Saten forsyne mig me’ Noter!
(Rasende Meningskamp. Raab: Atstemning!)
Under frygtelig Tumult og under Afsyngelse af »Kung Karl, hin unge hjelte«, og »Nu ska’ du ha’ din varme Mad« gynder Afstemningen.
Chr. Vesterbro lister sig til at afgiv 14 Stemmesedler paa Karl Larsen.
a pic3
Dirigenten ringer voldsomt for at forkynde Resultatet af Afstemningen.
Havets Brusen afløses af Dødvande.
Dirigenten: Der er afgivet 848 1/2 Stemmer for Formanden, mod ham 846 3/4. Mere faar Hr. Bülow ikke sagt, før infernalsk Uvejr bryder løs. Begge Parter ryger i Haarene paa hinanden. Christian Vesterbros Jærnkno flækker Aage Matthison-Hansens kinesiske Krukke, medens Videnskabsmændene med deres Paraplyer danner en Skjoldborg om Formanden der dog hurtigt bliver sprængt af Lyrikernes Fagforening.
Saa sker pludselig en Kortslutning. Det elektriske Lys slukkes, men i Mørket fortsættes Massakren helt ud paa Frue plads.
Politiet er magteløst.

Efter Slaget
Dagens Frembrud aabenbarer et frygteligtligt Skue:
En lemlæstet, knapt genkendelig Digterhær!
Palle Rosenkrantz humper rundt paa Frueplads søgende efter sit ene Ben. Zacharias Nielsen mangler Fortænderne. Emma Gads Boa har kvalt Ellen Reumert, Blaumüller maa dække sig bag Kristeligligt Dagblad, Bukserne er flaaet af Pastoren. Frk. Sick hænger med vilde Skrig om Halsen paa Kong David, medens Henri Nathansen opsamler Tavlerne med de ti Mosebud, paa hvilke hans blodige Fipskæg hænger fast.

Christian Vesterbro derimod raver rundt i en enorm Kæfert, med en Dusk af Harald Kiddes Bakkenbart i Haanden. Han har efter Kampen styrket sig paa Forfatterforeningens Regning.
Men hvor er den sejrende Formand?
Hvor er Karl Larsen?
Han fandtes om Morgenen af en Rengøringskone, skjult paa W C! Her havde han søgt Tilflugt under Slaget.
Brand! Brand! Brand! stønnede han i Vildelse.
Men da var Ilden slukket.
Slaget var endt.
Skælm


Klods Hans , 13. december 1908.
Klods Hans , 13. december 1908.
Klods Hans, 20. december 1908.

Vore Teatre.
Jeg har været i det kgl. Teater og set et Stykke, der hedder »Guldfuglen«, og som skyldes Fru Admiralinde Gad, til hvis hele Hus og Slægt jeg har følt mig knyttet med de stærkeste Venskabsbaand lige fra den Dag, da hendes Mand i sin Egenskab af Udskrivningschef kasserede mig paa Session.

Da den elskværdige hvidhaarede Admiral rakte mig mit Udygtighedsbevis, bankede mit Hjærte af Taknemmelighed, og jeg svor en dyr Ed papa, jeg altid skulde være en fanatisk Forkæmper for hans Kones Skuespil, hvor rædselsfulde de end var!

Hvor voldsomt denne Ed har tynget paa mig, er det svært for en Udenforstaaende at fatte. Men aldrig har mit letsindige Løfte sviet saadan til mig som nu denne Gang. Men jeg vil holde min Ed og bevare en diskret Tavshed om Indholdet af dette sidste Emma Gad’sk Lystspil. Ingen skal kunne sige om mig, at jeg er utaknemmelig.

For dog at vise, at jeg har haft noget Udbytte af den Aften, jeg tilbragte i det kgl. Teater, vil jeg fortælle lidt om Udførelsen, der var yderst tiltalende.
Bedst klarede Dr. teol. Karl Manizins sig som den halvgamle, kærlighedsfulde Baron. Det passer sig nemlig saa heldigt, at Doktoren for Tiden hverken optræder som Gæst i Aarhus, Aalborg, Helsingfors, Roskilde eller Rødby, saaledes at han uden nævneværdig Afbrydelse kan give denne Gæsterolle paa det kgl. Teater.
Hr. Liebmann udførte den unge Stamherres Rolle udmærket sympatetisk i de fra »Skærsild« og »Frie Hæneer« kendte Knæbukser, der ligesom de i Dagbladene ofte averterede »Vovehalsbukser« synes uopslidelige.
Frøken Houlberg, der har gjort Springet fra Balletten, klarede sig smukt som den unge Pige, mens Fru Bloch, der spillede Titelrollen, som sædvanlig var Trine Rar. Neiiendam, der som den mægtige Børskonge var maskeret som en Mellemting mellem Jeppe paa Bjærget og Dr. Nicola gennemførte til den største Forbavselse hele sin Rolle uden Medvirken fra Sufflørens Side, hvorfor han fortjener en særlig Paaskønnelse.