Klods Hans 1910

Klods Hans
1910


Klods Hans, 7. januar 1910. Tegning: Alfred Schmidt.
Klods Hans, 7. januar 1910. Tegning: Alfred Schmidt.
KlodsHans19100107z


Klods Hans , 19. august 1910.
Klods Hans , 19. august 1910.
Jeg maa igen gribe Pennen fora at belære mine Medmennesker. Det er trist, at jeg skal være det eneste kloge Menneske i Verden, men saadan er det jo.
Man har spurgt mig: Hvorledes skal to, der er skilt fra hinanden, bære sig ad, naar de har Barn i Kirke? Skal en Dame bede sin Mand med til Barnedaab? Eller naar hun gifter sig igen, skal saa den første Mand med til Brylluppet? Er det ikke mest passende, at han er Forlover?
Hvilken Afgrund af Spørgsmaal, som kræver øjeblikkelig Besvarelse i vort Samfund, hvor alle ordentlige Mennesker er skilte! Og det er mig, mig ulykkelige Admiralinde, som skal svare paa det altsammen, fordi jeg er saa klog.

Men jeg vil ikke besvare dette Spørgsmaal nu, der kan skrives mange Krøniker endnu á 10 øre Linjen om den Ting. — Nej, nu vil jeg lære Bonderkonerne noget.
Jeg sad og fandt paa det i Gaar, da jeg sad oppe i Thesalonen og kedede mig. Det faldt mig ind, at Bønderkonerne vist ikke havde fjærneste Anelse om, hvad de skulde bruge deres Tid til. Ogsaa det maa jeg lære dem.
Jeg har en Gang været paa en Biltur ude i Glostrup, og da saa jeg, at næsten alle Gærder og Vejkanter var ubevoksede. Og rundt omkring gik der Bønderkoner og bestilte ingenting. Naar alt Smørret laves paa Andelsmejerier, og Køerne malkes paa Maskine, hvad skal saa Bøndernes Koner og Døtre faa Tiden til at gaa med?

Jeg synes, de skulde plante nogle Tulipaner pas Vejkanterne. Og Vindruer op ad Digerne og Oliventræer paa Kæmpehøjene. Saa havde de da dem at gaa og passe, og tænk, om vi aarlig kunde udfore en Mængde Skibsladninger Oliven til Syden.
Jeg saa ogsaa i Glostrup flere ubevoksede Kvadratalen Jord udenfor Gaardene. Hvor vilde ikke et Par Palmetræer tage sig ud pas et saadant Sted! Og Kokusnødder er jo saa nærende. De vilde nære Børnene og fede dem, og Børnene vilde gode Kokusnødderne, vilde det ikke være yndigt?
Tænk over det, kære Bønderkoner, og naar I har sat det i Værk, saa send en venlig Tanke til den kære Admiralinde, som sad og fandt paa det herinde i Thesalonen for at fri Jer fra Lediggang.
Jeg har ogsaa tit spurgt mig selv, hvorfor de fleste Mennesker trækker den venstre Strømpe først paa om Morgenen. Jeg trækker altid forst den højre paa. Her er et Problem, som jeg ved Lejlighed skal skrive en Kronik om. Ogsaa det er et aabent Spørgsmaal, hvorvidt Strømper af Uld eller Strømper af Traad holder længst … og om de kun behøver at gaa til Knæet eller hvor langt … Dog nok herom i Dag, det vilde fore for vidt og løbe ud i Snakkesalighed, og det er da det værste jeg ved. Jeg kender en Dame, det er min bedste Veninde, men Mage til Snakkesalighed skal man lede længe efter. Dog herom næste Gang.
Emma Glad


Klods Hans, 26. august 1910.
Klods Hans, 26. august 1910.
Nedenstaaende besynderlige Tegning fremstiller en smuk Sommeraften paa Langelinje, hvor Eliten af Københavns fremragende Borgere er ude at lufte sig efter Dagens Besvær. Man vil med nogen Fantasi kunne se de ejendommelige Skikkelser tegne sig mørkt paa Baggrund af Havnens blanke Vande, hvor Skibe og Baade vugger sig i den opgaaende Fuldmaanes Skær, medens Klokkerne fra den engelske Kirke i skøn Samklang med Yachtpavillonens Service ringer Aftenfreden ind.
Det er saa at sige et Kapitel af den blaa Bog i Sort, Kunstneren her har fremtryllet for os.
Det er dette, vi overlader vore Læsere at komme paa det rene med. Silhouetten har jo den Ejendommelighed, at den baade ligner og ikke ligner. Ansigtstrækkene forsvinder helt i den sorte Farve. Men det er ikke altid dem, der er det mest karakteristiske ved en Person. I Reglen vil Profilen være mere end nok til at fastslaa Identiteten, ja selv den kan være overflødig. En Holdning, en Bevægelse, en Ryglinje, et Ben, ja blot en Fod kan være det, hvorpaa vi kender vore Yndlinge. Herpaa er det just, Karikaturens Charme beror — dette, at en lille, i Almindelighed ret uvæsentlig Ting hos den enkelte bestemte Person netop bliver det væsentlige, som særtegner ham.

Men hvem er nu alle disse pæne Herrer og Damer, som er ude at gaa Aftentur?
Men hvem er nu alle disse pæne Herrer og Damer, som er ude at gaa Aftentur?
Paa dette Langelinjebillede vil der nu være Lejlighed for vore Læsere til at finde 32 kendte Skikkelser, og det kan nok betale sig at gøre Forsøget, idet Klods-Hans udsætter 20 Præmier bestaaende 1 Anvisninger á 5 Kroner til Indkøb af Bøger hos Landets Boghandlere.

Selv om det altsaa ikke lykkes at gætte rigtigt paa alle de 32, er Chancen ikke ringe for at blive en af dem, der naaer de fleste Træffere, og skønt Personerne nærmest er Københavnere, hvad Billedets Ide medfører, er de fleste saa kendte, at man ogsaa i Provinsen vil have Fornøjelse af at være med.



Klods Hans 26. august
Klods Hans september 1910

Klods Hans, 7. oktober 1910.
Klods Hans, 7. oktober 1910.
Det er nu snart længe siden, jeg har anstillet Betragtninger. Jeg ved det fra flere Sider. Folk gaar og spørger, om Admiralinden er syg, hun har Ingen Betragtninger anstillet i en hel Maaned. Er Verden da helt Gaaet i Orden nu, siden hun slet ikke mere retter paa den?

Jo vist anstiller jeg Betragtninger. Jeg sidder saamænd hele Dagen og betragter min Søns Biografkomedie »Afgrunden« og tænker over, hvilken Moral jeg nu kan uddrage af den til Gavn for mine kære Medmennesker. Foreløbig har jeg ganske vist ikke fanet andet end Umoral ud af det hele. Jeg synes, jeg kan se paa Reumert, at han har et lignende Indtryk af Situationen.

Men det var det, jeg vilde fortælle. Saa forleden Dag opdagede jeg, at der pludselig var blevet et stort Stykke borte af den Dans, hvori Asta Nielsen viser saa megen Kvindelighed og Ynde (à propos: hvor hun dog maa være et tiltalende lille Menneske at omgaaes til daglig, lige noget for Karin Michaëlis). Jeg hørte ogsaa, at to unge Damer paa fjorten Aar, der sad bagved mig (som bekendt vaages der strængt over, at Barn ikke besøger Hr. Davidsens Afgrund) — to unge Damer altsaa, skumlede over. at det allerbedste var klippet af Filmen. De vidste det saa bestemt, for de havde været der mindst en halv Snes Gange, og der var ved Gud klippet noget af. Lige det dejlige Sted, hvor man næsten synes, man kan høre Reumert sige: Hør Asta, i Grunden fortjente du en ordentlig Endefuld!

Og nu hører jeg altsaa ogsaa, at der virkelig er klippet noget af. Reumert har været oppe hos Justitsminister Bülow og har bedt ham om at blive fri. Han er saa moralsk, Reumert. Og saa har Bülow klippet af Filmen, medens Rosenberg stod ved Siden af og var flov.

Og nu er det, jeg begynder at betragte. Jeg holder saarmend ikke af Griseri, en Smule pikant Lummervarme indenfor dannede selskabelige Former trækker akkurat lige saa godt, men naar her er Tale om min egen Urbans Film, saa maa jeg som den ømme Moder og allerstedsnærværende Admiralinde, jeg er, træde offentlig op og sige: Hvor ender vi?

Saa kommer vel ogsaa Neiiendam pludselig og opdager, at han er for fin til at være Ligrøver i Panoptikon, hvad han vel ogsaa er, siden han ikke ved, hvad Vej Gevindet gaar paa en almindelig Ligkisteskrue, og Hr. Bülow maa ud i Panoptikon – og klippe af Filmen, og hvem ved, om saa ikke dette Skuespiller-Anarki tilsidst overføres paa de rigtige Teatre, saa at Frederik Jensen pludselig en Dag bliver dydig og gaar op og faar Bülow til at stryge hele »Sommerrevyen« eller faar den lavet om til Børneforestilling, saa unge Damer paa fjorten Aar bogstavelig ikke mere ved, hvor de skal gaa hen og lære det virkelige Liv at kende.

Naa, heldigvis har de jo mig. Jeg haaber, det skal lykkes mig og Asta Nielsen at faa noget fikst ud af den kommende Slægt.
Emma Glad


Klods Hans, 11. november  1910.
Klods Hans, 11. november 1910.
Ved Indvielsen af Kvindernes Bygning forleden holdt Formandinden Frk. Sophie Alberti en Tale, som af Dagspressen blev stemplet som særdeles vellykket. Klods-Hans føler i den Anledning Trang til at opfriske den mest vellykkede Del af Talen.

— Det er som et stort og stolt Eventyr af H. C. Andersen, at en Forening af Kvinder har kunnet rejse dette Hus! sagde Formandinden. Vi begyndte med et Bogskab — d. v. s. egentlig begyndte vi med en Stol, men den blev hurtig for lille — altsaa vi begyndte med et Skab, som vi havde laant af en kvindelig Snedker. Da vi ikke var mere end en halv Snes Medlemmer, kunde vi magelig være i Skabet, naar vi trykkede os sammen. Senere flyttede vi saa ud i Værelset, hvor Skabet stod — der var nemlig nogle af Kvinderne, der havde lagt sig ud — og det vare ikke længe, før vi havde hele to Kvistværelser med Køkken og W. C. at disponere over.
KlodsHans1910 02
Saa rykkede vi op i “Hafnia”, og nu ejer vi 4000 Medlemmer, 62,000 Bøger og dette Hus! (Langvarigt Bifald). Naar jeg siger ejer dette Hus, maa jeg dog indskyde den Bemærkning, at vi ikke ejer det i den Forstand, at vi kan sige, det er vor Ejendom. Vi skylder for Grunden, vi skylder Huset, vi skylder kort sagt det hele (Frk. Alberti længe leve).
Men, mine Damer, dette er kun en Bagatel — det drejer sig kun om nogle Hundred Tusind Kroner – og Bekymringen herover opvejes fuldt ud af den Glæde, vi føler over at have modtaget to Guldmedaljer og
en Buste. (Rasende Bifald.)

Endvidere er der lovet os et smukt Vægbillede, en Nipsfigur, et Sæt Strikkepinde og en Tevarmer samt
en broderet Sofapude. Med alle disse Gaver kan vi nok sige, at vi er ovenpaa — selv om vi altsaa skylder paa Huset. (Hørt!)

Frk. Alberti endte med at sige: — Kundskab og Skønhed (alle Medlemmerne rejser sig) er den ædle Vin,
man vil finde her i Huset.
Skaal!