Klods Hans
1907
Hej, kvæde vil om Karen Borneman jeg,
i Hjemmet var Karen en Pryd.
Saa skøn og saa vakker var Karen, men ej
hun havde sin Styrke i Dyd.
Hun fik sig to Elskere, knuselsked dem,
men Glæden kun vared en kort Tid,
thi begge stak a’, og da Karen kom hjem—
ja, da havde Karen „en Fortid”.
Med Huslægen blev hun forlovet en Da’,
oh Kors, hvor de havde det hedt.
Men Pillen for ham var for stærk, da hun sa’:
Min Skat, Du er ej Nummer 1.
Det Bæst! Ej han vilde ta’ hende til Brud,
og Karen sad rigtignok haardt i’et,
thi Lægen slog op, og han plaprede ud,
at Karen hun havde „en Fortid”.
I Desperation til Teatret hun gik,
og venligt tog Dorph mod den smaa;
men Censor Levin er saa skarp i sit Blik,
naar han faar Lorg’netterne paa.
Han kigged paa Karen og brølte: Herut!
Den Stakkel besvam og gik bort i’et.
Levin skrev med Stiften paa Karen:
Forbudt! For Karen hun havde en Fortid”.
Men op til Ministren — den høj’ste Instans —
løb Lægens forsmaaede Brud.
Ak, ej hos Alberti fik Karen en Tjans,
han smed Frøken Borneman ud,
Og Friis løb med Sludder, til alle han har
om Karen for tidlig Rapport gi’et,
tænk, han har fortalt Karens Mo’er og Fa’r,
at Karen hun havde “en Fortid”.
Men Karen hun syntes nu ej, det var Grin
og laved en frygtelig Fest.
Imod den Censur af den bitte Levin
kom “Berlingske” selv med Protest.
Mod Censor Levin er hun draget i Kri’,
han passer ej heller i vor Tid.
Væk med ham, naar ej han vil finde sig i,
at Karen hun havde “en Fortid”.
Célesti.
— De ønsker? spurgte Frøken Sofie Alberti med sit store, sejrende Smil, idet hun rejste sig i hele sin imponerende Højde, behageligt mindende om Broderen, vor populære Justitsminister.
— Nogle detaillerede Oplysninger om Kvindernes Bygning, det store Formaal, Frøkenen kæmper for med Næb og Kløer.
— Ja, svarede Frøkenen, det er virkelig et stolt Mani, som jeg ikke forstaar, at nogen virkelig Kvinde kan sætte sig imod. Kvinderne bør eje deres eget Hus, thi Livet er jo ikke det bare Lejeværk.
— Her rødmede Fiemor let, da hun opdagede at have sagt en daarlig Brander — noget, Broder Peter aldrig generer sig for.
— Ja, der vilde jo kunne indrettes tidssvarende Foreningslokaler.
– Foreningslokaler? Ork, det er jo slet ikke det vigtigste. De ser med Mandens Snæversyn paa den store Sag. Nej, min Tanke er, at Kvindernes Bygning skulde blive en Slags Universal-Stores, hvor enhver Kvinde kunde faa sine specielle Tilbøjeligheder tilfredsstillede i fuldt Maal. For den behagesyge Kvinde skulde der findes Lokaler for Skønhedsmanicure, samt Udsalg af forlorne Yndigheder; den giftelystne behøvede ikke at lede forgæves efter et mondænt Ægteskabsbureau med tilhørende fotografisk Etablissement. For Sportskvinder vilde der findes Cycle-Golf og Tennisbaner, Svømme- og Robassiner, samt Djævlespilleplads. Den videnskabeligt anlagte Kvinde skulde ikke komme til at savne astronomisk Observatorium, kemisk Laboratorium, Jordemoderklinik og Forsøgs- Fødselsstiftelse. Ogsaa Digterinden skulde finde sig et Tilflugtssted i vor Bygning, som vil komme til at rumme lydløse Digterkontorer med indlagt Inspirationsapparat.
— Og nu Forsvarskvinderne?
— De skulde ogsaa kunne faa deres Krig frem uden Vanskelighed. Bagbygningens Stueetage er tænkt som Artilleri, skole med nødvendig Skydebane saml Eksercerplads. Ja, De ser, kære Klods Hans, at vi har tænkt paa alt.
— Nej, Frøken. Et har De glemt.
— Hvilket?
— Den frie Kærlighed. Frøkenen har ikke nævnt et idyllisk Dueslag med egen Indgang fra Trappen, hvor Karen Bornemænnerne kunde finde deres Ideal sammen med deres skiftende Genstande.
Der gled et Stykke med Sky over Frøken Albertis smukke, tænkefulde Pande.
— De har Ret, svarede hun efter et Øjebliks Overvejelse. Her er vi ved det kildne Punkt. For virkelig at Bygningen kan blive Hjem for enhver Kvinde, bør det moralske Centimetermaal næppe komme til Anvendelse. Men Tiden til en saadan Fuldkommengørelse er ikke inde endnu. Men jeg har tænkt mig en Række Lokaler henstaa ubenyttede til dette Formaal, indtil Samfundet engang akcepterer den erotiske Frigørelse.
Vi komplimenterede Fiemor.
Skælm.