Blæksprutten, 1899.
Den fortræffelige Idé, Normændene har haft med at anbringe Statuer af Bjørnson og Ibsen foran det nye Theater i Kristiania, har slaaet saaledes an, at de nuværende kjøbenhavnske Theaterdirektører ogsaa har bestemt sig til foran deres respektive Theatre at anbringe Statuer af nulevende danske Forfattere.
Ved velvillig Imødekommen fra vedkommende Billedhuggers Side ser vi os i Stand til at bringe et Billede af, hvorledes de kjøbenhavnske Theatres Facader sandsynligvis allerede næste Aar vil præsentere sig.
Samtlige Forfatteres Tilladelse er Indhentet, og man forventer, at de, naar Statuerne er opstillede, vil vise en lignende Taknemlighed og Glæde som den, der har givet sig et saa rørende Udtryk hos Bjørnson.
PUK, 1899.
Manden og Konen satte sig ned,
Ikke i Fryd og Gammen;
Manden han var saa inderlig kjed,
Isnende var Madammen.
Bøffen var bare halvbrændte Stumper,
Grøden var sve’en og smækfuld af Klumper.
Ungen i Vuggen
Skreg li’som stukken,
Vilde skam ha” skiftet Bleen.
Det havde været Valgdag i By
(Kvinden nu med blev regnet).
Derfor hun var ved tidligste Gry
Hentet af en fra »Hegnet«;
Der havde talt Fru Gad og Fru Meyer,
Fru Dagmar Hjort og Frederikke Bayer:
»Ned med Ægtestanden!
Fanden med Manden!
Kvindesagen længe leve!«
Senere gik en lignende Kværn
Omme i en anden Gade;
Bagefter man i Kvindernes Værn
Havde drukket Chokolade;
Med de nysvalgte Repræsen-Tanter
Havde man spist Syltetøj og leget Panter,
Først sent paa Natten
Manden saa Skatten
Vende hjem til Hjemmets Pligter,
Til Kl 10 om Morgenen hun laa:
»Slide, det skulde Pokker!«
Manden foruden Kaffe maatte gaa,
Hullede var hans Sokker.
Da efter Thevand Han til Gud Evan
Vil paa Kaféen, spænder Hun Ben:
»Stop lille Susse,
Nu skal Værtshusemessieurs.
Lukke Klokken 7 hver Aften!«