Peter Urban Gad (2) 1902-1916

Urban Gad begyndte som maler og fortsatte som filminstruktør. Han slap Asta Nielsen men aldrig filmen.

Nationaltidende, 10. august 1902.

Maleren Urban Gad,
som under sit Studieophold i Paris blev angreben af Gigtfeber, er nu kommen hjem for at rekreere sig. Den unge Kunstner tilbringer sin Ferie hos sine Forældre, Admiral Gad og Fru Emma Gad, der bor i Humlebæk.

*

Dagens Nyheder, 24. september 1903.

I Udstillingslokalet paa Højbroplads aabnede d’Hrr. Winkel og Magnussen i Gaar en lille Udstilling af Malerier og Studier af ældre og nyere Malere, som har krav paa mere end almindelig Interesse.

Udstillingen byder endog paa en Debut, idet den unge Maler Urban Gad her for første Gang træder frem for Offentligheden med en halv Snes Malerier. Hr. Gad, der er Elev af Fritz Thaulow, og øjensynlig endnu stærkt paavirket af den ansete norske Maler, er uden tvivl i Besiddelse af Talent. Baade “Foraarsdag”, “Røde Tage”, “Det gamle Toldsted” og især “Foraarsregn”, alle med Motiver fra Sydfrankrig, rummer ikke ringe Stemning og kunstnerisk Følelse. Men der er unægtelig endnu ogsaa adskillig Løshed og Usikkerhed til Stede. Den impressionistiske Malemaade dækker ikke helt over de Forsyndelser mod Tegning og Perspektiv, man her møder.

I hvert Fald tror vi, at Hr. Gad nu vilde gøre vel i at melde sig ud af den fransk-norske Skole og tage fat paa den hjemlige Natur. Hans Talent staar ellers i Færd med at miste det Fodfæste i denne, som ingen Kunstner ret vel i Længden kan undvære.
…
Af V. Hammershøj findes to Interiører, “Solskin i Dagligstue” og “Eftermiddagssolskin”. Man kan mene, hvad man vil om Hammershøj som Figurmaler, saa staar det dog fast, at ingen – ikke en Gang Carl Holsøe, der dog her giver Møde med et ganske nydeligt udført “Interiør” – kommer paa Højde med Hammershøj, hvor det gælder den fine Afstemning af Farverne, Solskinnets Lys paa Væggen, der er saa illuderende, at man griber sig selv i at stille sig i Vejen for Lyset for at se, om dette virkelig er malet eller tilfældig falder ind paa Lærredet.
…
Som Helhed gør den lille Udstilling et overmaade godt Indtryk og fortjener at ses af Kunstelskere.
F.B.

*

Nationaltidende, 11. maj 1905.

Tivoli faar efter alle Solemærker at dømme paa sin Aabningsdag paa Søndag tillige en af “Sæsonen 1905″s allerstørste Dage. Takket være den Omstændighed, at J.P.E. Hartmann fødtes den 14. Maj 1805 og at “Dansk Tonekunstnerforening” ganske naturligt har følt det som en kær Pligt at fejre denne Mindedag ved en stor Fest.
…
Naturligvis vil de forskellige Studenter- og Sangforeninger, af hvilke det store Felttog kommer til at bestaa, give Møde med deres velkendte Faner og Bannere. Nær kunde imidlertid selve Ophavet til det hele, Tonekunstnerforeningen, være kommet til som en fattig Per Eriksen at maatte søge ind under et fremmed Flag, fordi de intet selv ejede. Denne Kalamitet er dog vistnok i sidste Øjeblik afværget, idet 25 musikinteresserede Damer, for en Del Medlemmer af Foreningen, for nogen Tid siden traadte sammen i Komite med det smukke Formaal at skaffe “Dansk Tonekunstnerforening” et Banner. Det lykkedes at faa samlet de fornødne Midler. Urban Gad lavede Tegningen og “Dansk Kunstflidsforening”s Damer paatog sig Arbejdets Udførelse.

Resultatet er bleven overmaade vellykket; “Dansk Tonekunstnerforening” vil fra paa Søndag være Ejer af et af de smukkeste og ejendommeligste Foreningsbannere herhjemme.
Paa pergamentfarvet Silketøj staar foroven med gotiske Bogstaver og farvede Initialer “Danst Tonekustnerforening”. Nedenunder det ældste danske Nodemanuskript, vi kender, fire røde Linier med firkantede Noder, angivende Melodien til den skønne, ældgamle Folkevise “Drømte mig en Drøm i Nat”, der er riftet med Runer nedenunder. Det flankeres af de to gamle Broncelurer og nederst det danske Vaaben. Alt broderet med Silke. Som Topspids paa Bannerstangen har man ganske originalt i Stedet for den traditionelle Lyre anbragt en G-Nøgle og paa hver af Tværstangens Ender en F-Nøgle.
Den højtidelige Overrækkelse af Banneret finder Sted i Musikkonservatoriets Festsal paa Søndag Kl. 1½.
…

*

I Anledning af Thaulow-Udstillingen i København i Februar Maaned bringer Maaneds-Magasinet herved Reproduktioner af nogle af de udstillede Billeder ledsaget af en Tekst af Urban Gad.

MANGFOLDIGE og i alle Tungemaal har Dommene lydt over Fritz Thaulow og hans Kunst; overalt har man bøjet sig for Mesteren og elsket Mennesket, overalt hvorhen hans Værker bar hans Ry, og hvor hans egen lyse Personlighed vandt ham trofaste Venner.

Baade som Kunstner og som Menneske har hans Liv udfoldet sig for alles Blikke i fuldt Lys, og det er derfor kendt af mange, tilgængeligt for alle.

Der er saaledes næppe nogen Grund til at udrede hans Kunst, dens nationale Grundejendommeligheder, de Paavirkninger, den blev Genstand for, og de Maal den udviklede sig hen imod, lige saa lidt som der her tiltrænges en Sondring af hans indre og ydre Livsførelse og hans Væsens Særpræg. Begge Dele er gjort ofte og helt udfyldende. Det, der her vil blive gjort Forsøg paa at give en Forestilling om, det ligger midt imellem, – det er ikke Maleren, og det er ikke Manden, men det er Manden, naar han malede.

For at forstaa Fritz Thaulow, maa man egentlig vide, at han saa at sige var to Malere: den ene, Friluftsmaleren ude i Marken, i Sol og Regn, eller Kulde og Sne, den anden: Kunstneren i Værkstedet, der som en lærd Alkymist med hemmelige Fernisser, indviklede Undermalinger føjede dæmpet glimrende Farver sammen, som et Smykke af Ædelstene. Hvilket af disse to Træk i hans kunstneriske Livsværk man vil foretrække, maa bero paa hver enkelts Grundsyn paa Kunsten og dens Maal, — men han selv foretrak ubetinget, i det mindste i sine senere Aar, det sidste, det nænsomt afvejende Hjemmearbejde med arvevirkninger og Lysværdier. Det var naturligt for ham, saaledes som hans Kunstopfattelse havde formet sig.

Det kunstnerisk fuldkomne, det helt og lydefrit gennemførte, var hans store Kærlighed, og alt, hvad der stødte hans skærpede Øje som mindre vellykket i Støbningen, vakte et ubetvingeligt Ubehag hos ham. Han var Virtuos, og beundrede Virtuoser, hvorimod den ufrivillige eller tilstræbte »Troskyldighed« i Kunsten var hans Gru, — han fejede sammen i een Bunke alt, hvor Formens Utilstrækkelighed stødte ham, det være sig en skøn Urkunst, som den ægyptiske og assyriske, eller et grufuldt Modebegreb som »Naivisterne« og deres Forbillede, den forhenværende Toldbetjent Rousseaus haabløse Smørerier.

Virtuosens Glæde ved den tilsyneladende lette Overvindelse af Vanskeligheder gjorde ham Arbejdet i Atelieret kært: med sin Skitse, der lyste af Naturens Friskhed, ved Siden, sad han og gendigtede sindrigt beregnende sine Naturindtryk til Kunst. Det hang sammen med hans Blik paa Naturen, den han elskede mere som et Middel til at frembringe Kunstværker, end for dens egen Skyld. Overfor et Landskab tog han straks og uvilkaarlig Standpunkt som Maler, — var det ikke noget Motiv, interesserede det ham ikke synderligt; men saa han derimod paa en gammel Mur en Belysning, der henrev ham, glemte han det aldrig, selv om han ikke fik det malet, — omtrent ligesom Napoleon, der kunde begejstres rent fagmæssigt ved Synet af en glimrende Slagplads, ligegyldigt om han havde Lejlighed til at levere nogen Kamp paa den eller ej. Thaulow kunde derfor nævne Rækker af Motiver for hvert Sted, han havde set, selv ganske flygtigt.
Læs mere

Var hans Kærlighed til Naturen end saaledes begrænset af hans rent maleriske Synsmaade, harmedes han dog over ethvert Forsøg paa at øve Vold imod den for at benytte den som Udtryk for Mennesketanker; men han harmedes ganske vist mindre paa Naturens Vegne end paa Malerkunstens; han taalte ikke, at denne nedværdigedes til at gøre Tjeneste som Symbol, den var ham Maal nok i sig selv, og han begreb ikke, at nogen »havde Tid til at tænke, naar man maler.«

Dette Blik paa Kunsten førte ham ind i en stedsevarende Guerrillakrig med de Forfattere og Literater, der beskæftiger sig med at skrive om Billeder i den skandinaviske Presse, fordi han syntes, de fandt mere Interesse i et Billede med literært »Indhold«, der kan skrives Artikler om, end i et, der ikke rummer andet end bare Malerkunst, som der kun er lidt at sige om, men meget at se i.

Til Gengæld skaanede den nordiske Kritik gennem en lang Aarrække heller ikke ham. De forunderligste Rygter er bleven sat i Omløb om ham, — og er, ubegribelig nok, ofte bleven troet. Han blev beskyldt for at male det samme Billede en Snes Gange, — for at have »solgt« sig til nogle Kunsthandlere til aarlig at levere Vognmandslæs af Billeder med opgivne Motiver mod en fast Gage, — for at have Fabrik, hvor andre malede Skilderierne, og han selv kun satte Navn paa — — og Gud maa vide hvilke andre Skændigheder. Ingen, der kender Fritz Thaulows dybe Ærbødighed for Kunsten, vilde kunne andet end undres over disse Krøniker, hvis ikke de selv røbede deres Oprindelse ved en vis indeklemt Duft af mindre heldige Maleres sure Paletter. — Han malede ganske rigtig undertiden to Billeder med det samme Motiv, nemlig, først efter Naturen en stor, gennemført Skitse, og saa et Billede efter denne i Atelieret; men de er altid helt forskellige i Behandling, Størrelse og som oftest ogsaa i Materiale.

Og Kunsthandlerne! Ordet hviskes næsten frem med Rædsel, som om han havde solgt sig til Satan mod kun at male rindende Vand. Han havde selvfølgelig fuld Frihed til at vælge og behandle sine Motiver, som han vilde, ligesom Kunsthandlerne havde Frihed til at købe dem eller lade være, som de vilde — for han var naturligvis ikke paa »fast Gage« (!), — Gud véd, om der er ret mange Malere i Norden, der ikke vilde gaa ind paa den Kontrakt, at lade deres Billeder afsætte af Mellemhandlere med Forkøbsret, og saa være fri for selv at handle med Publikum. Alle de store Malere i Paris har den samme Ordning.

Denne Mistænkeliggørelse var ham pinlig, — især maaske naar den kom fra København, den By, han elskede saa højt, og som han saa længe følte sig miskendt af; han mente, at hans evropæiske Kunst ikke vilde kunne forstaas i et lille Samfund, hvis kunstneriske Synskreds var udtrykt i »Charlottenborg og den frie«, og hvor alt, hvad der udefra bragtes ind over den nationale kinesiske Mur, blev modtaget med selvgod Mistro til det fordærvede Evropa.

Han havde ubetinget Ret i, at Udlandets Malerkunst er sørgelig upaaagtet af det danske Publikum, i Modsætning til for Eksempel dets Literatur, der oversvømmer Landet — men han regnede maaske ikke nok med, at Aarsagen til den Vanskelighed, han havde for at vinde Danmarks Publikum, Kritik og Kunstnere, laa i selve hans afvigende Grundopfattelse; den danske nationale Stræben efter »Inderlighed« var ham ganske ligegyldig, naar han fandt haarde og skarpe Konturer og »blaasur« Farve; og det gjorde han ofte, maaske altfor ofte, hos danske Kunstnere. Men de blev ham aldrig ligegyldige alligevel; han havde altid Tanken rettet paa, hvad de nu vilde synes om det, han netop arbejdede paa, og han skjulte maaske kun sin Ærgrelse over deres formodede Misbilligelse med at udmale, hvor de vilde forarges over alle de »raffinerte Tricks og Djævelskaber og Fernisser og Lasurer«, han brugte.

Ti han var stolt af denne sin »Fordærvelse«. Han var aldrig saa glad som naar han havde gjort noget, der var rigtig halsbrækkende; han havde Fremgangsmaader, hvor han lang Tid i Forvejen begyndte bag paa Lærredet, andre med en mystisk Masse, hvori han dannede næsten et fladt Relief, som saa blev overtrukket med matte Farver, der pludselig blev glimrende, naar de fik en egen Fernis. Han elskede sin Kunsts Midler og Teknik, selv sine Redskaber, Paletten og Penselen, der blev levende i hans Haand, som Kaarden i Fægterens, saa den dansede hen over Lærredet med en aldrig svigtende Sikkerhed; — alt imedens han snakkede og spøgede, arbejdende tilsyneladende uden Besvær og uden Eftertanke, — men ogsaa kun tilsyneladende.

En Række af disse Arbejder skaffede ham ny Berømmelse, efter at han først med sine Snebilleder og Elve havde gjort sig gældende som en af Evropas største Landskabsmalere; der var de tre verdensberømte »Broer i Verona« (der ikke gjorde Lykke paa en Udstilling i København for nogle Aar siden), der er hans Maaneskinsbilleder, Torvet i Dieppe, og især Marmorporten (kendt ogsaa fra en Farveradering, der dog staar tilbage for Billedet), alle blandt hans bedste Arbejder, og alle fra den sidste halve Snes Aar.

Han betragtede selV disse Værker som sine ypperste, — de er det maaske ogsaa, trods Snebillederne fra Firserne, — og han fordømte ofte stærkt sine ældre Arbejder. Han var for Eksempel meget stødt over, at Galleriet i København ad privat Vej havde erhvervet sig Billedet fra »Amerikavej«, — »det gamle Fillebillede«, som han kaldte det, »fælt og svart og haardt«, og beklagede, at Musæet ikke heller havde henvendt sig til ham selv, saa skulde det have faaet et af hans allerbedste.

Men maa disse raffinerede Billeder maaske gælde for hans Kunsts Blomster, bør man ikke for dem glemme deres sunde og kraftige Rod — det utrættelige Arbejde i Naturen; der har næppe nogensinde været en saa ivrig Friluftsmaler som han; der var ikke det Vejr, der kunde standse ham, ti hvordan det end var, mødte han det forberedt, idet han havde et Billede staaende paabegyndt til enhver mulig Belysning: Et Morgen-, et Middags- og et Aftenbillede med Sol, et Graavejrsmotiv, et Skumringsbillede, undertiden flere af hver Art, og var det Fuldmaane, klagede han over heller ikke at have Fred om Natten, men at han maatte ud med Lygte.

Han havde da aldrig noget Paaskud til ikke at arbejde — og han søgte ikke heller noget saadant, med sin uhyre Arbejdskraft kunde han gaa hele Rækken igennem, næsten uden at unde sig Hvile, og saa endda skrive eller spille Violoncel om Aftenen.

Han slog sig gerne ned i en eller anden lille Landsby i Nord- eller Sydfrankrig, i Norge eller Holland, og blev overalt for en Tid Befolkningens Midtpunkt; med Ærefrygt opbevarede de indfødte hans Lærred og var stolte af at laane ham Stolen, han sad paa; og saa sad han i Timer, iført Træsko, Fløjls-Knæbukser, en frygtelig, gammel Overfrakke og Kasket med Touring Clubs Medlemsmærke. Vejret var ham ganske ligegyldigt (undtagen naar det passede daarligt til hans Motiv), i Regn og Blæst eller iskold Taage sad han støt paa sin Stol, og hans Pensel vandrede rolig fra Paletten til Lærredet og ramte nøjagtig, hvor den skulde. Hans Sikkerhed var forbløffende, — han gjorde næppe nogensinde en eneste Rettelse. Derfra stammer vel for en stor Del den henrivende Friskhed, som saa ofte kendetegner hans Skitser, — der er netop over dem den Naturens improviserede Uoverlagthed, der altfor ofte gaar tabt i Malerier, selv naar de males færdig ude.

Hans Motiver var ofte næsten utilgængelige og meget vanskelige at finde; han havde, foruden sin store Erfaring, en Art Sporsans til at vide netop hvilken Gyde eller Port en lang Landsbygade, han maatte ind ad for at finde det, han søgte, og naar han havde det, var der ingen Vanskeligheder, der holdt ham tilbage — med et af Stolens Ben ude over en rivende Strøm og en Mand til at holde Lærredet — til Ankers midt i en Fos — paa et Par Brædder midt i en Sump, hvor Vandet stod oven ind i Træskoene — alt var ham ligegyldigt, bare han fik sit Arbejde gjort.

Ofte gik Arbejdet for ham med Virtuosens legende Lethed, men oftere voldte det ham Hovedbrud at faa magtet Stoffet, dette første Livtag Med det, inden han havde fundet den Vej, han skulde frem ad.

Naar han først langsomt og eftertænksomt med Spidsen af sin Spadserestok i Luften havde afgrænset Motivet, tegnede han flygtigt Konturerne op og dækkede derpaa Lærredet med varme, bløde brune Toner, hvori Lysværdierne stod let angivne; saa kom det vanskelige øjeblik, naar de første lyse kolde Toner skulde sættes — gerne nogle Pletter Vert Véronése og en lys, graa-grøn Murflade eller lignende; stod det smukt, var han fornøjet, og Resten gik hurtigt og let, medens han snakkede med Bønderne og deres Unger — han lærte paa to Dage deres Maal.

Og saadan gik det Dag efter Dag med ustandseligt Arbejde, blot afhængig af Vejrets Skiften; han begyndte paa store Lærreder, gjorde dem færdige, begyndte paa andre, malede ind imellem Smaastudier — og overraskede endda ofte sine Omgivelser med den næstsidste Dag (gerne i Slutningen af November), at komme med Ting, de ikke anede, for at faa det altsammen indpakket. Undtagen undertiden een Skitse; den sad han og malede paa Landevejen til Jernbanen, arbejdede rolig til det sidste Minut, til Dagvognen tog ham op; saa rejste han til Paris i Træsko og med et vaadt Billede i Haanden som Haandbagage.
Han troede paa Arbejdet, elskede det og agtede det, lige saa ubetinget som han ringeagtede Dovenskaben. Han kunde endda overdrive dets Værd, som naar han sagde: »Jeg har ikke Gnist af Talent, det er Arbejde altsammen.« Selv om han nok her har ladet sig bevæge af sin drilske Lyst til at sige det uventede, udtrykker disse Ord ikke desto mindre dybtliggende Karaktertræk hos ham; han vendte stedse tilbage til dette Emne, og det har næppe udelukkende været Lyst til at forarge, naar det morede ham at sende et helligt svensk Blad følgende Svar i en Enquete om det evige Liv: »strængt Arbejde er det bedste Middel mod Tanken om Livet efter Døden«.

I Landsbyen Volendam i Holland faldt Fritz Thaulow saa at sige paa Valpladsen, midt i det Arbejde, der var ham dyrebart som Livet selv. Men efter Døden lever hans Navn, langt ud i Fremtiden vil det glide, baaret af hans Livsværk, der kan lignes med det rindende Vand, han malede helst og bedst —ikke det dybe, uudgrundelige Vand, der fylder Menneskene med Undren og Gru, men den muntre, legende og frugtbargørende Strøm, der volder dem Glæde.

København, 12. september 1910.

Urban Gad er nu bleven Forfatter af levende Billeder og har til “Kosmorama” skrevet et københavnsk Stykke, “Afgrunden”, der har Premiére i Dag.
Hovedrollerne i “Afgrunden” spilles af københavnske Skuespillere, bl. a. Poul Reumert, der her for første Gang er paa Film. Det er blevet optaget specielt for “Kosmorama”, som bliver det eneste Sted her i Byen, hvor det forevises.

København, 13. september 1910.

Scene-Manege-Koncert
“Afgrunden”.
Det var et repræsentativt og taknemligt Publikum, der i Gaar efter Indbydelse havde givet Møde i “Kosmorama” for at overvære Førsteopførelsen af Urban Gads Drama i levende Billeder.

Det var Olaf Poulsen og Lindstrøm og Zangenberg og Hofmann og Frue og Fru Emma Gad og mange andre. Spændingen var stor, og den udløste sig i taknemlig Munterhed, da man saa Robert Dinesen og Frøken Asta Nielsen som et ungt forelsket Par drikke Kaffe hos Josty.

Der var naturligvis mørkt i Salen, saa vi kan ikke bestemt sige, hvem af de glade Tilskuere det var, der, da Frøken Nielsen vat gaaet, og Hr Dinesen tog i Lommen for at betale for Kaffen, udbrød halvhøjt:
Saa, nu kniber det!

Man gættede paa Olaf, men Olaf faar jo ligesom Wessel Skyld for at have sagt saa meget, som han aldrig har tænkt paa at sige.

Hvem nu end den lidt nærgaaende Bemærkning skyldtes, maa det siges, at den gjorde megen Lykke. Lystigheden var paa dette Tidspunkt saa stor, at det virkelig saa lidt betænkeligt ud for Dramaet som Drama betragtet, men efterhaanden tog det ikke særlig originale, men ret behændigt udnyttede Emne Interessen fangen, og Latterklukkene blev færre og færre, indtil de tilsidst helt hørte op.

Man fulgte med Medfølelse Frøken Asta Nielsen paa hendes Vej ned mod Samfundets Dybder. Man undrede sig noget over, at Poul Reumert er i Besiddelse af en saa dæmonisk Magt over et Kvindehjerte og morede sig over Stribolt som en erfaren Kellner paa en Forstadsvarieté. Alt i alt, er “Afgrunden” af en ikke ringe Virkning og vilde være andnu bedre, dersom man tog den alt for lange “Gaucho Dans” bort.

Der er ingen tvivl om, at “Kosmorama” vil faa Hus i de kommende Dage til sit nye store levende Billede.
Consin.

Læs også om “AFGRUNDEN” fra 1910 i Filmdatabasen

Dannebrog, 13. september 1910.

Kosmorama mødte i Gaar med den i Dannebrog udførligt omtalte nye danske Kunst-Film Dramaet “Afgrunden” af Hr. Urban Gad. Det lille Theater kunde notere en smuk Sukces.

“Afgrunden” har ikke mindre end 50 Afdelinger – et Bevis for, hvilke Anstrængelser der kræves for at optage et saadant Billede – og Handlingen udvikler sig saa naturligt, at Tilskuerne virkelig bliver grebne. Hertil bidrager i høj Grad Udførelsen; at Poul Reumert vilde være fortræffelig som den dæmoniske Cowboy, kunde man næsten sige sig selv. Frk. Asta Nielsen virker højst tilforladelig som den unge Musiklærerinde, medens Hr. Robert Dinesen er den personificerede Ædelhed.

Optrinene paa Sporvognen og i Jærnbanetoget er af stor Virkning.

*

Aarhus Stiftstidende, 9. maj.

“Kunst” i “Fotorama”.
“Fotorama” foreviste i Gaar et Billede, “Det hede Blod”, som der forud var reklameret kraftigt for og som der forud var reklameret kraftigt for og som med store og fede Bogstaver benævntes Kunst-Film. Forfatteren er den kendte Admiralinde Gads søn, Peter Urban Gad, og en københavnsk Skuespillerinde, Frk. Asta Nielsen, spiller en større Rolle i Stykket. Hovedrollen udføres af en Divan, der samtidig angiver Karakteren af Stykkets Handling. Det er én Raahed fra først til sidst. End ikke en yderst realistisk Voldtægtsscene mangler i denne Kunstfilm. Man maa undres over, at Censor ikke i det mindste har strøget denne Del af Raaheden. Men i endnu højere Grad maa man undres over, at “Fotorama”, hvis Aktionærer jo bestaar af velansete Borgere i Byen, har Dristighed til ganske samvittighedsløst at drive en saa usminket Spekulation i kønslig Raahed under den mistbrugte Kunsts Maske.
Se “Det hede Blod” i Filmdatabasen

Læs også om “DEN SORTE DRØM” fra 1911 i Filmdatabasen

Nationaltidende, 15. december 1911.

hvori man ser de to unge Skuespillere Poul Reumert og Einar Zangenberg paa Flyvemaskiner udkæmpe en Væddekamp i Luften, opførtes i Gaar for første Gang i Kosmorama.

Stykket handler om Kærlighed og Penge. Dets Hovedpersoner er to dygtige Flyvere, Vidart og Aubert. De har begge Mod og Villie, Nerver som staal og Aandsnærværelse – og Aubert har desuden et varmt Hjerte. Skønt han er forlovet med en smuk ung Pige, forelsker han sig i en anden, Vidarts Søster. Hun gengælder hans Følelser; men hendes Broder, Flyveren, vil ikke have sin farligste Konkurrent fra Flyvepladsen til Svoger og afviser hans Frieri, ogsaa af moralske Grunde, da Aubert jo allerede er bunden.

Paa Flyvepladsen kommer det til en spændende Væddekamp mellem de to Flyvere. For Vidat, som har forskrevet sig til en Aagerkarl, gælder Udfaldet Liv eller Død, Ære eller Vanære. Han maa have Præmien for at kunne indløse en kompromiterende Vexel – og kan faa den paa den Maade, at Aubert ædelt opgiver Kampen og med Villie lander, netop som han er ved at sejre.

Dermed har han besejret baade Vidarts Modstand og hans moralske Anfægtelser; og Frk. Vidart kaster sig om hans Hals og giver ham det Kys, der afslutter enhver god, dramatisk Film.

Skuespillet er flot Iscenesat af Hr. Urban Gad, og Herrerne Reumert og Zangenberg klarer overlegent dets mimiske Skær. De luftsportslige Vanskeligheder har Iscenesætteren delt saaledes mellem dem, at Hr. Zangenberg, som virkelig gaar til Vejrs, ikke helt kommer til at gøre den jordbundne Hr. Reumert til Skamme. Ved Hjælp af et lille teknisk Snyderi har han faaet det til at se ud, som om de begge fløj.

Se “Den store flyver” i Filmdatabasen

*

Maaneds-Magasinet, 1912 (968).

DET kom som noget af en Overrumpling for det danske Publikum, da man for et Par Aar siden pludselig fik Forstaaelsen af, at Frk. Asta Nielsen var en Skuespillerinde, der maatte regnes med, eftersom hun nød Berømmelse hele Verden over. Den hidtil lidet kendte Skuespillerinde, der paa Det ny Teater havde haft sit vanskelige Organ at kæmpe med, havde vist sig at sidde inde med alle de særlige Egenskaber, der er af Betydning for Filmsskuespillenes stumme Fremstillere: en slank Skønhed, en levende Mimik, mørke, dybe, glansfulde Øjne, der gør sig paa et Fotografi, et Mod til at gaa paa og spille løs, selv i Situationer, der frembyder virkelig Risiko, og endelig en utrættelig Energi, der satte hende i Stand til at overvinde alle de særlige tekniske Vanskeligheder, som denne ny Kunstart er saa rig paa.

Hun havde det Held i Peter Urban Gad, den nu saa bekendte Filmsforfatter og Sceneinstruktør, at finde en Mand, der kunde og vilde komponere de Roller, hun havde Brug for. Under et stadigt Samarbejde har de to unge Talenter kæmpet sig frem til deres nuværende anerkendte Position. Uden altfor megen Højtidelighed har de begge stræbt at holde Kunstens Fane saa højt, som det overhovedet er muligt indenfor denne specielle Underholdningsgenre, og Meddelelsen om, at de to gode Arbejdsfæller havde slaaet sig sammen som Ægtefæller, blev af deres Landsmænd modtaget med udelt Sympati og Forstaaelse.

Lolland-Falsters Tidende, 12. maj 1912.

Et Filmsbryllup blev i Lørdags fejret i Admiralinde Emma Gads Hjem, idet hendes Søn Urban Gad blev viet til den berømte Filmskuespillerinde Asta Nielsen. Hr. Gad er ansat som Direktør for et tysk Filmsselskab, hvor den nygifte Fru Gad er engageret for en Gage af 40,000 Kr. aarlig. Lige til det sidste anede de indbudte i F. Pol. intet om, at Gæstebudet var Bryllup, men troede, det var et Aftensgilde.

Aarhus Stiftstidende, 13. maj 1912.

Asta Nielsen er forsvundet. Den evropæiske berømtheds Navn vil ikke mere høres – i den Form. Hun har nemlig giftet sig med sin Instruktør, Admiralinde Gads Søn, Urban Gad. Herhjemme ser man hende af og til paa en Film, der altid viser hende fra den fortræffeligste Side som det stumme Teaters Kunstner, og altid – uvægerlig altid – faar mangfoldige Mennesker til at gnide deres Øjne og spørge:

Hvor er det muligt? Herhjemme Statistinde paa en Sultegage, og derude berømt og feteret – selv om Feteringen jo erfaringsmæssigt altid bliver større paa Afstand – og med svimlende Gage.
Verden er nu besynderlig!

Aalborg Amtstidende, 14. maj 1912.

Films-Bryllup. – Films-Primadonnaen Asta Nielsen vies til Films-Forfatteren Urban Gad. – Et anonymt Bryllup.
Pastor Olfert Ricar, København, viede i Lørdags i sit Hjem Filmsskuespillerinden, Frk. Asta Nielsen til Maleren og Forfatteren Peter Urban Gad, og Søndag Formiddag rejste de nygifte til Berlin, hvor de foreløbig vil indrette sig et Hjem i Grosse Beerenstrasse. Fru Asta Urban Gad, som selvfølgelig paa Biografteater-Plakaterne vil beholde sit Pigenavn: Nielsen, det hvorunder hun er bleven verdensberømt, skal i den kommende Tid tiltræde en Række store Engagementer for Kinoselskaber i Tyskland og Spanien.

Brylluppet fandt ifølge “Riget” Sted under stor Hemmelighedsfuldhed, at Parret Lørdag Aften, altsaa paa selve Bryllupsdagen, , havde indbudt en Kres af sine bedste Venner til Middag i Admiral Gads Hjem, uden hverken forud eller ved selve Middagen at røbe for Gæsterne, hvilken Forandring det var foregaaet med Films-Dusens Frøkentitel. Bryllupsfesten forløb derfor ganske som en almindelig Aftenfest.

I Anledning af Brylluppet bringer “Politiken” følgende Poem:
Her sættes Lykken ej paa Spil
for Hustruen og Manden,
selv om en Scene af og til
de laver med hinanden.

Paa Biografteatrene kende Aalborgenserne Asta Nielsens udtryksfulde Ansigt. Hun spiller Hovedrollen i Filmen “Den store Elskov”, som i disse Dage gaar paa “Fotorama-Teatret” i Aalborg.

Social-Demokraten, 6. juni 1912.

Proletarpigen,
et moderne Livs-Billede, hedder en ny Film i Panoptikon-Teatret, som er forfattet af Urban Gad, og hvori hans Hustru, født Asta Nielsen, spiller Hovedrollen.

I en Række meget virkningsfulde Billeder oprulles Proletarpigen Liv: hendes Opvaagnen i det fattige Arbejderhjem, hvor hun tager sig af sine smaa Søskende, hendes Morgengærning med at vaske Trapper i det fine Hus, hvor hun træffer sin Skæbne I Skikkelse af en hjemvendende Levemand, der bliver hendes Elsker, og saa hendes dybere og dybere Synken gennem Variété og Natbeværtning til hendes Død i Sneen paa den øde Mark.

Fru Asta Gad fremstiller denne unge Pige ganske fortræffeligt, med en meget levende og naturtro Beherskelse uden melodramatiske Midler. Det er sikkert hendes bedste Ydelse om Films-Skuespillerinde indtil Dato. Men ogsaa den øvrige Udførelse — af tyske Skuespillere — er god.

Silkeborg avis, 19. juni 1912.

“Landevejens Pige”
hedder et 3 Akters Skuespil, som i disse Aftener opføres i “Biografteatret”. Skuespillet er iscenesat af Urban Gad, og Hovedrollen, Sigøjnersken Luscha, udføres af den berømte Films-Stjerne, Fru Asta Nielsen-Gad.

Horsens Folkeblad, 18. juli 1912.

Asta Nielsen filmer i Spanien.
Asta Nielsen, den danske Skuespillerinde, som nu ganske har helliget sig Kino-Kunsten, og som kalder sig for “Kinoens Duse” paa Grund af sine store Sejre som Filmsskuespillerinde, begiver sig if. Bt i næste Maaned med en Trup paa 20 Kinoskuespillere fra København til Spanien, hvor der skal optages en Serie Tyrefægtningsdramaer i spansk Miljeu for Filmskompagniet.I den kommende Vinter vil Kunstnerinden vende tilbage til den egentlige Scene. Der forberedes en Tourné gennem Tyskland og Østrig, hvor Asta Nielsen med et lille Ensemble vil bringe til Opførelse tre Pantomimer, hvis Forfatter er hendes Mand, Hr. Urban Gad.

Nationaltidende, 26. august 1912.

En ny Asta Nielsen-Film forevises i Formiddag af Phønix-Theatret i Falkoneralleen.

Filmen, en Kærlighedstragedie, er skrevet og iscenesat af Hr. Urban Gad, som utvivlsomt paa dette Omraade sidder inde med det europæiske Mesterskab. Den hedder “Unge Hjerter”, og dens Hovedpersoner er en fornem ung Englænderinde, Miss Man, som paa en Lystrejse kommer til Spreewald med sin Fader, og en Baadfører, Mor, en køn og rask Fyr, der under det daglige Samvær med den engelske Turistfamilie vinder den unge Piges Kærlighed. Foruden den Standsforskel, der er imellem de to Elskende, er der endnu en Hindring, som skiller dem: en Rigmand har anholt om Miss Mans Haand hos hendes Fader og faaet hans bestemte Ja.

Saa flygter Miss Man og Max sammen, og deres Flugt er den egentlige Tragedie, der ender med, at hun drukner sig i Spreefloden, hvor hendes blomstersmykkede Lig ligesom Ofelias bære oppe af Vandet, indtil hendes Slægtninge finder det og angrer deres Grumhed. Paa den sidste Reise staar Mor som Baadfører, alene og sønderknust ved hendes Kiste.

Denne Film kommer den virkelige Skuespilkunst saa nær, som de levende Billeder paa Kinematografiens nuværende Standpunkt kan komme den. Fru Asta Nielsen-Gad passer med sine markerede Træk ikke særligt til den unge Piges Rolle, men de tragiske Slutningsoptrin, hvor hun forfølges som et jaget Vildt og styrter sig i Bølgerne, udfører hun saadan, at man forstaar, hun stadig kan hævde sin Førsteplads mellem det stumme Theaters Skuespillerinder; og hun har udmærkede Medspillende i tre Kunstnere fra nogle af Berlins bedste Scener – navnlig i Hr. Carl Clewing fra Køniglichtes Shauspielhaus. I den tyske Hovedstad er det aabenbart ikke dem, Hr. Johs. Poulsen lejlighedsvis i et Blad kaldte “Skuespillerproletariatet”, der filmer.

De levende Dekorationer, en Række Udsigter over Spreewald med blomstrende Aakander paa Flodens Sidekanaler og med Kratskov og Fiskerhytter langs Kysten, danner de nydeligste Landskaber omkring Tragedien, som den nye Direktion i det lille Billedtheater har sikret sig for at have en fin Start.

Aalborg Amtstidende, 9. oktober 1912.
Fru Asta Nielsen Gad, den berømte Filmsskuespillerinde, er for Tiden sammen med sin Mand, Peter Urban Gad, hjemme i København hos dennes Forældre, Admiralen og Fru Emma Gad.
Fru Asta skal for Tiden være oppe paa en Gage af 60,000 Mark, siges der.

Berlingske, 12. oktober 1912.
Forfatteren Urban Gad og Fru Asta Nielsen-Gad, der har aflagt en lille Efteraarsvisit i Kjøbenhavn, er idag rejste tilbage til deres Hjem i Berlin.

Aarhus Amtstidende, 13. oktober 1912.

Den mest verdenskendte af alle danske Skuespillerinder Asta Nielsen Gad er atter kommen til København paa en kort Visit og bor Ugen ud sammen med sin Mand Forfatteren Peter Urban Gad hos dennes Forældre Admiralen og Admiralinden i deres Lejlighed i Dronningens Tværgade.

Som Verdens højst lønnede Filmsskuespillerinde (60,000 Mark Minimum) har Fru Asta krav paa et Interview, som “Pol. har foretaget pr. Telefon.

Ja, vi kommer altsaa fra Spanien og Marokko, sagde Fruen.
– Hvad skulde De der?
– I Sevilla spillede jeg Hovedrollen i en ny stor Film, som Peter Urban har skrevet.
– Spansk Kolorit?
– Ja. De kan tro! Tyrefægtning og det hele. Men jeg maa indrømme, at Tyrefægtninger er væmmelige.
– Besvimede De?
– Nej, jeg gik min Vej for ikke at besvime. Men jeg blev dog den første Tyr til Ende. Vi var der sammen med et stort Selskab andre Udlændinge. Det er Reglen, man bliver, til den første Tyr er dræbt; saa har man set og kan senere tale med om det.
– Er det sandt, De gaar til Varieteen?
– Ikke til Varieteen. I alt Fald ikke foreløbig. Men jeg forbereder en stor Theater-Tournee, hvor jeg skal optræde i Pantomimer paa Scener i Tyskland, Østrig og Rusland.
– Hvordan er det at tjene saa mange Penge?
– Skrækkeligt. Men dejligt. Jeg tjener saa mange, at jeg er begyndt at gaa daarlig klædt. For nu synes jeg, jeg har Raad til det.
– Har De huller paa Skoene?
– Ikke ligefrem Huller, men skæve Hæle.
– Jeg synes de ler i Telefonen.
– Det er min Mand.

Aalborg Stiftstidende, 23. november 1912.

Fru Asta Nielsen filmer bestandig i Klubhavens Biografteater, og hendes store Publikum følger med Interesse den sjæl- og temperementsfulde unge Dame gennem alle de sindsvage Situationer, Peter Urban Gad udspekulerer. Men Peter Urban er fuldstænsig aandsforladt og misbruger den Kvinde, der har knyttet sin Skæbne til hans. Det ender med, at ingen gider se Fru Asta, fordi Hr. Gads Komedietøjeri jager Publikum bort.

Det er et tyst Billede. og det er som Billede betragtet udmærket, det er dygtig gjorte fotografiske Optagelser, og Fru Asta fylder sine Scener med Kærlighed, Trods, Had, Sorg, Modbydelighed og Kærlighedens Glæde igen, og Fru Asta er hele Filmen. Det er jo hendes Styrke og det, hun bliver kongeligt betalt for. Nu er imidlertid Peter Urban Gad siden Ægteskabet allerede saa vidt, at supplerer sin egen Aandsforladthed ikke blot med pragtfulde Hatte til Fruen, men hendes Nøgenhed fra Taaspids til Midie er gjort til den fornemste Tiltrækning. Men det er sandelig ikke i Ben og Bag, hun har sin Charme. Fru Asta Nielsens Styrke er Sjælelivets ydre Afspejling.

*

Esbjerg avis, 11. april 1913.

“Filmens Duse” som Hertuginde. Maaske bliver det sidste Kapitel af den mærkelige Livsskæbne, der hedder Asta Nielsen. Mærkeligere og mere æventyrligt end de Films den berømte Kunstnerinde har spillet. Det fortælles nemlig, at Fru Asta Nielsen, der som bekendt er gift med Forfatteren Urban Gad, agtede at lade sit Ægteskab opløse for at trække sig tilbage fra Filmen og indgaa nyt Ægteskab med en tysk Hertug. Hvorvidt dette Rygte taler sandt, har vi ikke kunnet faa konstateret, men selv om det ikke er Tilfældet, er der Anledning nok til i disse Filmsraseriets Dage at ridse Asta Nielsen mærkelige Skæbnelinier op.

Det er ikke mere end 4-5 Aar siden, Asta Nielsen tournerede i Provinsen og hun gjorde Lykke til Husbehov. Da “Det ny Teater” i København aabnede var Asta Nielsen knyttet dertil, men efter en Sæsons Forløb forlod hun Teatret og stod uden Engagement. En Dag traf hun tilfældig Direktør Constantin Philipsen, den nuværende Leder af Paladsteatret. Han agtede at spille en af de første danske Kunstfilm, “Afgrunden”, skrevet af Urban Gad, og han tilbød Frk. Asta Nielsen at forsøge sig. Den unge Kunstnerinde slog til. For et Honorar af 200 Kr, filmede hun den kvindelihe Hovedrolle i “Afgrunden”, og dermed havde hun taget det første Skridt paa Verdensberømmelsens Stige. Hun blev sammen med Urban Gad knyttet til det tyske “Bioscopgesellschaft i Berlin, og i Løbet af et Aarstid havde den tidligere danske Statistinde en Aarsgage paa 60,000 Mk. Asta Nielsen filmer overalt i Verden. Snart er hun i Spanien, snart i Wien, snart i Berlin, og en enkelt Gang tager hun en Afstikker til København. Forlængst er hun verdensberømt. “Pa the freres” købte for nogle Maaneder siden 12 “Asta-Nielsen-Film” endnu inden de var skrevne, blot paa den danske Kunstnerindes Ry, og Honoraret for disse 12 Films udgør over 1 Milliuon Mark.

I Løbet af Faa aar er Asta Nielsen avanceret fra Statistinde i Millionær, og nu vil Rygtet gøre hende til Hertuginde. Er hendes Karriere ikke æventyrligere end den mest spændende Film.

Berlingske, 13. april 1913.

Naar man saa ofte ser Overskriften Filmeventyret rundt om i Bladene, saa er der kun faa Tilfælde, hvor dette Udtryk slaar saa godt til som ved Asta Nielsens Livsskæbne. Den er Eventyret om Den grimme Ælling om igen. Her hjemme i hendes Fødeby var hendes Ungdom fattig og trang. Hendes store Evner var ukendte af Publikum og upaaagtede af Teaterfolk, der ganske vist nok kunde se dem, men ikke brød sig om at udnytte dem, fordi hun var ubekendt og ubeskyttet og ikke raadede over noget som helst i Retning af Reklame og Bladomtale. “Hun har Talent,” sagde de, “men hun er ikke køn og hendes Stemme er ru.” Naa, nogen straalende Apparition var hun for saa vidt heller ikke dengang med den lille slidte Kjole og det blege Ansigt, der fortalte tydeligt nok om vanskelige og ublide Kaar. Men den, der talte med hende og forstod sig paa Sagerne, var ikke længe om al opdage, at der her fandtes ualmindelige Evner og et sjeldent Blik for sand og ægte Kunst.

Da alt syntes at være paa det værste og alle Sunde lukkede, fik hun og hendes nuværende. Mand, Urban Gad, der som Følge af en Teaterkatastrofe ligeledes stod paa bar Bund, den Idé at lave en Film sammen, saaledes at han skrev den og satte den op, og hun spillede Hovedrollen. Den hed “Afgrunden”, gik paa Kosmorama og gjorde allerede her i Byen stor Lykke, fordi det var den første originale Film, der baade i Retning af Spil og scenisk Tilrettelægning var Præget af kunstnerisk Kultur. Herfra gik den paa Vandring rundt i Landene og mange Penge tjentes paa den, ikke af de to Hoved-Udøvere, men af dem, der handlede med den.
Læs mere

Verden og Vi, 1913

Om Film og Kvindestemmeret.

Der løber en Film inde paa Paladsteatret, som alle skal se; og det er ikke underligt, for der er mange nye Triks – baade en Gummislange, som bliver ført ned i Maven paa en Stemmeretskvinde og Asta Nielsen med lyst Haar paa. – Den er digtet af hendes Mand, Hr. Gad og er udmærket opfundet, navnlig fordi den griber en af Tidens største Mærkesager ved Vingebenet og gør det at med Suffragetterne. – Paa nogle Hundrede Meter bliver den største Bevægelse i England gjort til Grin af Filmens Dronnings Mand. Prinsgemalen Gad. Forøvrigt er Stykket morsomt og flot smækket op og dygtigt sat i Scene; naturligvis kniber det altid, naar man har med tyske Artister at gøre, at faa en rigtig engelsk Smag over Scenerne – naa hvad, vi kender jo ogsaa fra vore egne Teatre, hvordan unge Skuespillere har svært ved at se engelske ud, skønt de gaar med hvide Gamascher paa begge Ben – men i denne Film gør det ikke engang saa meget, da Halvdelen af de Optrædende skal være temmelig grove og tysklignende Personer – nemlig alle Suffragetterne. Dette er en værre Samling Havgasser og Hystader, der bevæger en lyshaaret ung Pige til at slaa Ruder i Stykker og lægge en Bombe under en Ministers Stol, hvorpaa hun selvfølgelig bliver indtaget i højstsamme, faar Samvittighedsnag i et Aftenselskab og skaffer sig besværlig Adgang til hans Hjem ved Nattetid for at advare ham.

Hun kunde naturligvis ogsaa have ringet ham op i Telefonen og sagt Besked, men saa var Filmen blevet flere Meter daarligere. Derimod havde det været bedre, om hun – i Stedet for at køre hen til ham i en kedelig Automobil – var stormet ud paa Gaden, uden at kunne finde Vogn, og havde løbet stærkt nedringet gennem Fattigkvartererne (»Den unge Kvinde vil vove en Genvej«), hvor Whitechapels Uhygge forfølger hende, til hun endelig naar at frelse ham.
Læs mere

Politiken, 9. juni 1913

Som meddelt ankommer i Aften Asta Nielsen Gad og Urban Gad her til Byen og agter en Maaneds Tid at tage Ophold paa Admiral og Admiralindens Villa i Humlebæk. Nogen egentlig Ferie er det dog ikke. Det bekendte Kunstnerpar ledsages nemlig hertil af en hel Trup, bestaaende af 6 tyske Skuespillere og 4 Teknikere, og endvidere medfølger Dir. Falck, Lederen af det store Selskab, der optager alle Asta Nielsens Films. De tyske Skuespillere vil blive indkvarterede paa Humlebæk Hotel.
Under Opholdet her er det Meningen at gennemstrejfe paa Bil de smukkeste Egne i Nordsjælland og at gøre dem til Skueplads for forskellige Scener i de ny Asta Nielsen-Films, der for Tiden er under Forberedelse. Det gælder for de internationale Filmsfolk om stadig at finde ny smukke Egne, og det store tyske Filmskompagni har nu ment, at det vilde være særdeles virkningsfuldt at kunne præsentere Films, tagne i den skønne nordiske Natur. Selskabet medfører derfor ogsaa hertil egne Biler til den forestaaende Kampagne.
Det bliver en livlig Maaned i Nordsjælland, specielt i Humlebæk!

Humlebæk, juni 1913.

Sommerresidensen i Humlebæk var af stor betydning for familien Gad. Fast sommeradresse hvert aar for Emma og Urban Gad.
Sommeren 1913 var ingen undtagelse, men den blev speciel paa det punkt, at sønnen Peter Urban Gad, under optagelser omkring Humlebæk, boede i byen sammen med hele sit filmshold.
Det gav ham den mulighed vi kan glæde os over i dag; at tage en lille ‘smalfilm’ af sine forældre i hverdagsepisoder. Det var absolut ikke en almindelighed i 1913 – og blev det vel først 50 år senere.

Asta Nielsen er med på den anden film sammen med sin datter og søster i Humlebæk. Derudover er der gode sommerklip i forbindelse med filmsoptagelser og et fint eksempel på kendisliv, der ikke er så forfærdelig anderledes i dag.

Se filmene her.

Horsens Folkeblad, 30. december 1913.

“Stemmeretsdamen” i Kosmorama.
Selvfølgelig skulde Stemmeretskvinderne ogsaa benyttes som Film-Motiv! Det var noget, der fulgte af sig selv, at et saa stor Bevægelse ikke kunde gaa ubenyttet hen for en smart Filmmand.

Det er Hr. Urban Gad, der har taget Idéen op og brugt Stemmeretskvinderne som Ramme om en Kærlighedshistorie.

Urban Gad har faaet alle Ingredienserne med i Blandingen – lige fra ituslaaede Vinduesruder til Sultestrejke og Bombeattentater; men dog er disse Ting det, der interesserer mindst i Filmen.

Det, der interesserer og underholder i denne Film, er selvfølgelig først og fremmest Asta Nielsens udmærkede Spil som den unge engelske Kvinde, der en Tid Hværves for Kvindesagen, men som til Slut indser, at “Kvinden skal regere – ikke ved Forbrydelse, men ved sit Hjærte”, og for den udmærkede Iscenesættelse.
Der er en Mængde ypperlige Billeder af engelsk High-Life og Landliggerglæder, der er Scener med en pragtfuld Mynde og sidst men ikke mindst er der ødslet med Børn i denne Film – de dejligste Unger i alle Aldre lige fra Spædbørn paa 2 Maaneder til guldlokkede Piger paa 14-15 Aar – og alle udmærker de sig ved en sjælden Naturlighed og Livlighed.

Alene disse Billeder er nok til at underholde – Stemmeretsoptøjerne er Tilgift!

*

København, 13. februar 1914.

Paladsteatret havde I Aftes Premiere. Efter en Række mindre Numre, deriblandt et morsomt Behændighedseksperiment “Lulu vil have Hund”, præsenteredes en ny Asta Nielsen Film af Urban Gad. Den var rigtig nydelig. “Den lille Engel” handler om en ung Pige, som af lidt underlige Aarsager skal foregive at være 12 Aar for at arve en Onkel.

Hun maa gennemgaa Barnealderens Kvaler og Glæder om igen i en stumpet Kjole og helt skrue sin Udvikling tilbage til svundne Dukke-Tider.

Kun en Ting kan hun ikke skrue tilbage: sit eget balstyriges Hjerte. Det lever sin egen selvstændige Tilværelse midt i Barnekomedien, og det banker i Længsel og Kærlighed efter denne strenge Onkel, som dog er saa udmærket mod hende. Han efterstræbes af en Familie som trænger til Penge og vil have ham ind i sig som Svigersøn, og hun er fra sin Langkjoleperiode forlovet med Familjesønnen, – men det hjælper altsammen ikke:

Hendes Kærlighed tvinger hende til at sige til Onklen, at det er skam ham, hun elsker – og han forfærdes ved at staa overfor Overbevisningen om, at han elsker dette Barn, men gribes jo af en tilsvarende Fryd, da Hemmeligheden falder af hende som et Slør og hun staar i sin ungpigeagtige Fagerhed.

For hele denne udvikling fandt Asta Nielsen meget indtagende og søde udtryk under en sort midterskilt Manke, der rundede sig om Hovedet. Hun førte sig rigtig morsomt og agerede meget naturtro indenfor dekorative og smagfulde Sceneriers Ramme og havde en god Medspiller, der stilfuldt klarede den mellem sine mærkelige Følelser vaklende Onkel.

“Den lille Engel” faldt i høj Grad i Publikums Smag.
-to.

*

Politiken, 10. januar 1915.

Hvorledes gaar det Filmen under Krigen? spørges der Gang paa Gang. Hvorledes er det med alle vore store Filmskuespillere fra Frankrig, Tyskland og England? Hvor er de henne? Skal vi aldrig mere se dem I nye Roller? Har Løbegravene taget dem? Eller vil de en skønne Dag dukke op igen og lave Films, saa Ole Olsen vil blegne og Philander og Olaf Fønns tabe Pippet. Vi ved ikke, hvorledes det vil gaa, men vi ved, at den største at dem alle, Asta Nielsen, heldigvis er I god Behold, og nu hører vi, et hendes Mand, den berømte Filmsforfatter Peter Urban Ged, i en ledig Stund tager til Østen. I Dag rejser Hr. Gad nemlig til Singapore og derfra til Bangkok. Saaledes skal man have det. For Urban Gad gælder ikke de klassiske Ord: „Hvor har han det fra —?” Alle ved, at Talentet han i Arv efter Moderen fik, som der staer skrevet den gamle Sang, og — det er jo heller ikke nogen Hemmelighed — at Ægteparret Gad har tjent mange, mange Penge ude I den store Verden, hvor Livet leves lidt raskere end herhjemme. Han kan sagtens tage sig en saadan lille Svip … Naar vi tænker paa de beskedne Tider, da Urban Gad var en — ikke lille — for han har jo altid været meget lidt lille — men en upaaagtet Films-forfatter, der forsigtigt vovede sig frem med et levende Billede. Og saa nu: Himlen tilgive os, om vi ikke synes, at det er godt gjort. Berømt fra Hav til Hav. Gift med en af de berømteste Kunstnerinder i Verden, feteret og elsket. Og I Dag rejser han paa en lille Fornøjelsesrejse paa en fem Maaneders Tid for at rekrerere sig!

Selvfølgelig ligger der noget bag ved, siger man. Og umuligt er det vel ikke, at Urban Gad kommer hjem med hele Hovedet fuldt af nye og besynderlige Ideer. Her Asta Nielsen nogen Sinde spillet en Japanerinde eller Kineserinde eller Pige fra Bagindien eller det dejlige Java?en? Never – som Alstrup siger. Meu det vil komme. Derfor er der vel nok Grund til et minde om, at Peter Urban nu motorer at Sted til det fjerne Østen og lader Krig vare Krig i det gamle og grimme Evropa.

Han er et lykkeligt ungt menneske.
Den tavse Mand.

Klods-Hans, 7. maj 1915.

Fra de Stummes Lejr
Asta Nielsen

Asta Nielsen er Filmens Duse, Hendes Gabriele d’Annunzio hedder Urban Gad. Naar hun ikke staar paa Plakaterne, men i sin Svigermoder, Admiralindens Hjem, hedder hun selv Asta Gad.
Asta Nielsen var oprindelig en lille Skuespillerinde, som ingen kendte. Hendes Berømmelse stammer fra et Filmsdrama, der hed Afgrunden. Hun er saaledes i enhver Henseende begyndt fra neden.
Naar Asta Nielsen straks i de levende Billeder gjorde saa udmærket en Figur, var det til Trods for, at der var ikke saa lidt i Vejen med hendes egen. Dog skyldtes det maaske netop hendes Magerhed, at hun blev saa godt en Ben for det Selskab som engagerede hende. Tiden krævede nemlig det smækre.
Som den kloge Dame Asta Nielsen er, har hun forstaaet aldrig at lægge sig ud. Ikke en Gang med sine Direktører. Hun er en af vore fornemste Udførselsartikler, og vil umuligt kunne opfattes som Krigskontrabande, da der ikke er Fugls Føde paa hende.
Af Princip optræder hun kun i de Films, hendes Mand skriver. For Tiden skriver han dog ikke, da han er i Indien for at skyde Storvildt. Papegøjen har han forlængst skudt.
Flimresen

*

Nationaltidende, 16. marts 1916.

Det var Forfatteren Thomas Krag, der opdagede Fru Asta Nielsens Talent — eller rettere, det var ham, som først saa, at hun var, hvad han kaldte “en Mærkværdighed”.

Asta Nielsen var kommen Christiania med De Otte, som var brudt ud fra Dagmartheatret, hvor hun havde debuteret og spillet nogle smaaroller, efter at hun forinden havde været paa Det kongelige Theaters Elevskole.

De Otte spillede paa det faldefærdige Tivolitheater; og den purunge Asta Nielsen havde faaet tildelt den Opgave at varetage det komiske ældre Fag.

Hvad gør man ikke paa en Tournee! Hun spillede den afjaskede Prudence i “Kameliadamen”, den falmede Etatsraadsdatter i “Alexander den Store” – Roller, hun var en lille Menneskealder for ung til, men som hun gjorde morsomme med sit dybe, mørke og ligesom lidt tørre Organ.

Thomas Krag fortalte til dem, han mødte paa “Grand” og paa “Karl Johan”, om denne mærkeligt begavede Skuespillerinde, der sikkert vilde være stor, hvis man fik hende at se i en af de tragiske Roller, som maatte være hendes egentlige Omraade. Med sin rørende Enthusiasme og sin næppe hørlige, slørede Stemme sagde han:

— En herlig Tragédienne — og saa gaar hun her halvvejs som Statist! Selskabets ypperste Skuespillerinde.

Man smilede lidt ad ham. For Anna Larsen var med De Otte, og den nydelige Fru Olivia Norrie — og man kendte jo Krags sære Ideer.

Et Theater havde Krag ikke til sin Raadighed. Og da det var lettere at faa et Filmsdrama antaget end et, der var bestemt for Talescenen, skrev han i en Fart et stumt Stykke for Asta Nielsen — som hun aldrig kom til at spille.

— Hvorfor i Grunden ikke? spurgte vi hende forleden, da hun opholdt sig her i Byen i Anledning af den nye Asta Nielsen-Film, der blev givet i Paladstheatret, den eneste, hun har spillet under Krigen.

— Ja, hvorfor? sagde hun med et lille Smil. — Der var ingen, som brød sig om at se mig paa Film heller. Og den Gang var det dog kun Theatrenes mest foragtede Ubetydeligheder, som nedlod sig til at have med den nye Form for Gøgl at gøre.

— Hvor blev De egentlig af, efter at De Otte var opløst? Gik De saa lige til Filmen?

— Nej, som jeg siger Dem — de vilde ikke have mig. Jeg kom ud paa Det ny Theater, hvor jeg havde et Par udmærkede Roller: en Verdensdame i et af Oscar Wildes Stykker og en komisk Frøkenpige i et dansk Lystspil, og for Resten ingen Ting.

Urban Gad var ansat ved Theatret; og for at vise Direktionen, hvad Slags Roller han mente, jeg skulde spille, skrev han Filmsdramaet “Afgrunden” og fik virkelig en Fabrik, som vi kalder det med et teknisk Ord, til at optage det i levende Billeder.
Men forinden havde jeg endnu en lille munter Oplevelse. Filmen var en helt ny og fremmed Kunstart for mig; og jeg tog den lige saa alvorligt og samvittighedsfuldt, som jeg vilde have taget en Hovedrolle paa Det kgl. Theater. For at lære mit Ansigt og mine Virkemidler at kende, før jeg begyndte paa dette Drama af Gad, bad jeg, om jeg gratis maatte overtage en lille Rolle, en Statistrolle, paa en anden Filmsfahrik — blot for at se mig selv paa et levende Billede og lære af det, forstaar De!

— Og der blev svaret Nej?

— Der blev svaret, at de kunde se, jeg egnede mig ikke til det. Og saa sprang jeg hovedkulds i „Afgrunden”.
Vi begyndte med Slutningsscenen, som jeg spillede paa en Trappe ude paa
Frederiksberg. Det gør man tit, og det maa være saadan af praktiske Grunde; men De aner ikke, hvor det gør Arbejdet svært. Paa Talescenen begynder man med Begyndelsen; og medens Handlingen skrider frem og Stemningen stiger, følger man ubevidst med i det og bæres oppe af det.
Men i Filmen har man, vær saa god, pludselig, uden nogen som helst Forberedelse, og uden at der er gaaet noget forud, som kan have fremkaldt det, at være fortvivlet, oprømt, hævngerrig, vild af Skinsyge, sønderknust — eller hvad der forlanges af Forfatteren. Jeg tror, man maa have en særlig Art Nerver, syge Nerver, for at kunne hallucinere sig til det.

— Gjorde “Afgrunden” strax Lykke — eller først senere?

— Der blev tjent en Formue paa den i Løbet af nogle Maaneder.
Urban Gad vilde saa paa Grundlag af denne europæiske Succes skaffe mig et Engagement ved Casino. Han tilbød, at skrive “Afgrunden” om til en Folkekomedie. Det vilde Casinos Direktør gerne gaa med til — men paa een Betingelse: at jeg ikke kom til at spille deri. Han følte sig ikke overbevist om at jeg kunde fylde Rollen og vilde give den til en Operettesangerinde, der hed — uha, jeg husker ikke Navnet.
Det var min Afsked med Talescenen. Og saa rejste jeg til Tyskland.

— Siden har De vel havt adskillige Tilbud fra Theatrene?

— Det har det ikke manglet paa; men nu vil jeg ikke tilbage. Jeg har optraadt i et Par Pantomimer i Udlandet: en Pjerrot-Pantomime, hvori jeg har spillet en Harlekin, der fik sine øjne brændt ud med et glødende Jern — det var ikke let at gennemføre et saa stærkt Melodrama uden Ord — og en Zigøjner-Pantomime. Og alle mine Film har jeg spillet i forskellige Egne af Tyskland, en enkelt her i Danmark og en i Spanien.[/wpex] Og der maa være Mennesker, som har havt Glæde af det; for der gaar ikke en Dag, uden at Posten bringer mig Breve fra Jordens forskelligste Egne — Breve, som tit er naive, men som jeg, naar jeg skal være ærlig, alligevel vilde savne, hvis de ophørte.

— Hvilken Slags Breve er det oftest?

— Jeg faar tre Slags, i nogenlunde lige stort Antal, og ikke saa faa Tusinder om Aaret, smilte Fru Asta Nielsen: Kærlighedserklæringer, i Reglen med Tilføjelser om, at Afsenderen vil begaa Selvmord, hvis jeg ikke svarer.
Anmodninger om Pengehjælp, som oftest affattet i en roligere Tone — og ønsker om Autografer og Fotografier, især fra unge Piger, og fra unge Mænd, der underskriver sig med Damenavne, for at være mere sikre paa at faa Billedet eller Haandskriften, hvad det nu er, de vil have.

— Og De besvarer hele denne Korrespondance?

— Paa de Dage, hvor det er overkommeligt. Men jeg sætter et blaat Stempel i Hjørnet: “Efter Anmodning”. For jeg vil ikke have Ubehageligheder af det senere, hvad jeg har havt i et Par Tilfælde.
Men det er altsammen Biting. Det vigtigste er, at jeg er tilfreds nu — for jeg synes, jeg har fundet mit Felt. Og jeg hører, ligesom mine Brevskrivere, til de Naive, der har den Overbevisning, at Filmen, som kan faa Tilskuerne til at, græde og le, er en Kunst.