Arbejdet som biografdirektør, tekster og nekrologer. Kampen om at overtage biografbevillingen.
*
*
B.T., 3. august 1929.
I sin smukke og meget oplysende Bog om Filmen og dens Maal og Midler, skriver Urban Gad om Fremtidens Under: den talende Film, som i Aftes blev til Virkelighed.
– De kalder den talende Film en Ulykke, hvorfor? spørger jeg.
– Ja, det gjorde jeg…. ja, for Filmens største Egenskab, den Internationalitet vilde derved blive bragt i Fare, jeg gør nemlig i min Bog, gældende, at Filmen i det lange Løb vil blive en af de største Faktorer til Folkenes Forening med hinanden, jeg har, skal jeg sige Dem, aldrig hørt et Menneske hade den Nation, som han kendte. Hvis man virkelig har lært et Folk at kende, i dets Glæder og i dets Sorger, saa vil, saa kan man aldrig lade sig rive med at noget saa ækelt som Massesuggestion…. hvor kan man overhovedet hade…. jeg forstaar det ikke…. Derfor var enhver ny teknisk Opfindelse, som vilde nedsætte Filmens Evne til at gaa fra Folk til Folk og sprede Kendskab og Sympati mellem Nationerne, den var mig paa Forhaand imod.
– Ogsaa den talende Film?
– Den talende Film kunde ikke standses, ikke paa nogen som helst Maade, det er jo dog en af Menneskehedens ældgamle Drømme at kunne skabe det kunstige Menneske, Mennesket, som var skabt af Kunst, og derfor maatte den talende Film komme – og nu er den kommen…. Opgaven er løst, det levende Billede har faaet Ord, faaet Talens Naadegave, er blevet tonende, det er sket, det store Under, men det er dog kun en Station paa Vejen, vi haar naaet, Fremskridtet, man kan ligefrem sige, at Fremskridtet raser fremad, frem efter, vi har naaet den virkelige Homunculus…. der vil komme en Brydning mellem Lysstraaler, et Resultat af Fotoceller og Forstærkere, som staar frit i Rummet med naturlige Farver og som taler saa naturligt, at Skikkelserne ikke er til at skelne fra et levende Menneske paa en Scene.
Læs mere
B. T., 14. december 1929.
I Nat var det hos Urban og Esther Gad, at de to skandinaviske Gæster blev fejret. Festen vat tillige en Indvielse af det nye Gad’ske Hjem i Upsalagade. Der knyttede sig saa mange Minder til Hjemmet i Dr. Tværgade… og det syntes saa betinget af de herlige Gad’ske Traditioner, at det skulde synes umuligt at overføre dem til en anden Lejlighed. Men Kunststykket lykkedes. Penaterne flyttede med ligesom Nissen i Eventyret… og den Stemning, der altid har været over Fester i Urban Gads Hjem, slog Natten igennem ud i vilde Glammer.
Selvfølgelig var det Bjørn, der holdt Nattens første Tale, men derefter gik det Slag i Slag. Jeg kunde berømme mange af de Cicero’er, der rejste sig i Skæret af Nell Gwyn-Kandelabrene, men jeg vil holde mig til de Taler, der vil blive husket om mange Aar. Statsminister Stauning var en af Gæsterne, og hans brede og rige Tale for Gösta Ekman var en skandinavisk Gestus, der i al Beskedenhed tør sammenlignes med Tegners Tale for Oehlenschläger. Den knyttede to Brødrefolk sammen. Saa var der selvfølgelig Göstas Takketale, Storms franske Tale, Fru Clara Pontoppidans nydelige Lovprisning af Kærligheden – og sidst og ikke mindst Johannes Poulsens pragtfulde Parafrase over Kunst og Gøgl. “Glem ikke din Oprindelse!” Det var det betydningsfulde Omkvæd i Johannes’ Tale, der paa en Gang var Historie og Livsglæde og Inspiration.
Det maa være en Lykke for et Værtspar som Esther og Urban Gad at have lagt Hjem, Lys, Vin og anden Festlighed til en saadan Nat, hvor Poesi, Sandhed og dyb Menneskelighed springer ud af de smaa Timer og det lykkelige Samvær.
– – –
Folketælling 1930. Upsalagade 18.
*
*
Berlingske, 22. marts 1931.
Filmsdiskussionen er aabenbart brændende – og der var fuldt i Studenterforeningens store Sal, da man i Aftes havde sat “Filmen” paa Programmet.
Der var sendt Indbydselse til en Række Filmsfolk, men det var ganske karakteristisk, at saa at sige ingen af dem var kommet til Stede. Blandt Gæsterne saa man dog Dr. techn. Holger Schmidt, Overretssagfører Max Rothenborg, Fru Hertha Skaarup, Borgerepræsentant Gerda Mundt og Forfatteren Otto Lütken. Men Biografejerne og Udlejerne saa man ikke. End ikke Organisationens Ledere havde givet Møde – antagelig fordi man ventede en “Bevillings-Diskussion.
Intelligensen har ikke Interesse for Film!
Indlederen af Diskussionen, Direktør Peter Urban Gad, der af Kaptajnløjtnant Westermann præsenteredes som en af Filmens Pionérer, fik straks Ordet og talte om Filmen.
Indledningen var en kritisk Vurdering af Filmen som Kunstværk – og hævdede, at Filmen gennem sit Nærbillede bragte fine Nuancer ud til det store Publikum, og at Filmen ogsaa paa andre Maader havde kunstneriske Fortrin fremfor Teatret.
Om Anklagerne paa “Kunstens Mekanisering” kunde man henvise til, at Guttenberg “mekaniserede” Bogen. Noget smukt dør – og noget større fødes. Kunstens Mekanisering trænger f. Eks. Tusinder af middelmaadige Musikere ud, men erstatter dem maaske med Genier.
Naar man taler om at hæve Filmens Standard, saa støder man paa den store Vanskelighed, at det intellektuelle Publikum i København ikke har Interesse for Film.
Taleren henviste til, at man forlanger en uforkortet Udgave af Storværket “Hallalujah” – og naar saa den endelige Udgave kommer, maa den faa Dage efter tages af Plakaten af Mangel paa Tilslutning.
Intelligensen – blandt Publukim og blandt Pressen – har intet gjort for Filmen herhjemme – selv om Pressen i det sidste halve Aar har begyndt at interessere sig for Filmskritikken. Og de, der har interesse for Filmen, de slutter sig sammen i Foreninger – alle disse unge Mænd, der gaar uden Hat, fordi de er idealister (Haandklap).
Gid vor Tid maa arbejde paa at skænke vore Efterkommere en ny og straalende Kunst i Stedet for at bekæmpe den.
Bifaldet efter Talen var ualmindelig voldsom – og Kaptajnløjtnant Westermann kunde erklære, at Bolden var givet op, og saa gik man over til Diskussionen.
Læs mere
B.T., 2. januar 1932.
Charles Dickens, herlige gamle Charles, vilde have frydet sig, hvis han i Aftes kunde være staaet op af sin Grav og kikket ind i et bestemt københavnsk Selskab.
Trods Krise, trods alle Omvæltninger i Smag og sociale Forhold, er der nemlig stadig københavnske Hjem, hvor der dyrkes Selskabelighed, der holder det glade Sind og den frie Aand i Ære – og hvor man hører Tonerne fra lykkelige længst henfarne Dage.
Jeg tænker i dette Tilfælde paa et Selskab, som Direktør Peter Urban Gad og Fru Esther holdt i deres smukke Hjem i Upsalagade. Det var som bekendt Peter Urban Gads Moder, den elskelige Admiralinde Emma Gad, der oversatte Sardous berømte Folkekomedie “Madame Sans Géne” til Dansk…. og i den Anledning havde Peter Urban efter Premiéren paa Folketeatret inviteret en Del af sine Venner og af de Mennesker, der havde haft med Forestillingen at gøre, til en Nytaars- og Teaterfest.
Sørøver-Punch.
Festens store Øjeblik oprandt, da Johannes Poulsen som denne Bys herligste magister bibendi lavede sin berømte Sørøverpinch under medvirken af et Par Skønheder som Fru Ulla (der rev Citronskallerne) og Fru Eva Heramb, der pressede Citroner.
Puncheblanding er jo efterhaanden en glemt Kunst, men Johannes kan den – og hans Blanding med Æquator-Rom, den duftende Kina-Te og den tunge Ribsgelé kalder paa alt, hvad der hedder Stemning, Dickens-Humør og gode Husalfer.
Dobbelt Dickensk blev Stemningen, fordi den første Snestorm hylede uden for Vinduerne, mens han lagde Ildrageren til Rette paa den gyldne Bowle og tændte Rommens blaa Offerflamme paa den hvide Sukkertop.
Se, Flammen brænder, se, Johannes staar som en rødmende Ildens og Rommens Gud, se, Glassene rækkes frem mod den svingende Sølvske – og unge, smukke Ansigter kommer frem i Flammens Himmelglans…. jo, old man Charles, du vilde have glædet dig og forundret sagt:
– Der er endnu Jul i Verden!
Punche-Taler.
Da Flammen var slukket, begyndte de berømte Punchetaler, som Johannes er en Mester i at fremtrylle. Hver Mand og hver Kvinde maa op og vise, at Cicero ikke har levet forgæves – og hver Gang en Delinkvent er færdig, dirigerer Johannes sit berømte Hurra, der er længere end en Bjergtorden – og almindeligvis kaldes “Opsigelsen”, fordi meget faa Lejere undgaar en i bestemte Vendinger holdt Skrivelse fra Værten Dagen derpaa!
Kammersanger Holm kender ikke sin Besøgelsestid. Forleden, da der var Midnatscabaret paa Det ny Teater, holdt han Lytterne oppe til Klokken 3 Nat…. men i Nat var de overhovedet ikke gaaet i Seng, men havde røgtet deres Radio-Apparater med Fødderne i koldt Vand for at holde sig vaagne. Tænk en Nat igennem at høre Taler af Mænd som Johannes Poulsen, Adam Poulsen, Peter Urban selv, Direktør Gregaard…. og af Kvinder, jeg gemmer det bedste til sidst, som Ulla Poulsen, Hertha Skaarup, Danmarks Liva, Eva Heramb, Esther Gad…. En Blomsterkrans af Københavnerinder, der, for at tale i Punchesproget, forener Skønhed med tindrende Aand. O, blonde Haar, o. gyldne Smil! Det siges efter Eksperters Opgivelse at være et forbandet Aar, vi er gaaet ind i…. men saa længe saadant eksisterer, saa længe Nell Gwynn-Lys kan flamme i høje Stager og skønne Kvinder le, saa er Liver alligevel værd at leve…. og held den Vært og Værtinde, der faar Lov til en festlig Nat at sætte Huset paa gloende Pæle…. paa lysende Støtter af Vin og Sang og evig Ungdom.
Punktum.
Da Vækkeurene kimede over Byen i Morges, brød de første 29.718 Københavnere deres fornemste Nytaarsløfte.
Kammerjunker Lassen.
*
Berlingske, 8. april 1934.
I Anledning af, at Fru Else Sandberg har faaet Bevilling til at drive Merry-Teatret, afholdtes der i Aftes hos Direktør Peter Urban Gad og Fru Esther Gad en Middag til hendes Ære. Der var udelukkende indbudt Damer, og bl. a. deltog Fru Udenrigsminister, Folketingsmand Elna Munch.
I Anledning af Opførelsen af “Familien Rothschild” har der været naziopløb ved Grandteatret i Mikkelbryggersgade.
*
Politiken, 13. august 1935.
Foran et fyldt Grand Teater står biografdirektør, Gad og taler med Christian VII og Caroline Matilde. Bag dem hænger paklater med skriften “Dronning Caroline Matilde og Strueense” og “Den mest tragiske kærlighedshistorie i Danmarkshistorien”.
Christian VII: – Hr. Biografdirektør jeg maa virkelig gøre Dem min Kompliment. Noget saa sindsygt har jeg aldrig været med til!
Caroline Mathilde (1771-1755) Dronning af Danmark
Christian VII (1749-1808) Konge af Danmark
Tegning: Valdemar Møller (1885-1947).
Urban Gad, havde planer om at skrive en bog om Gauguin. Han mente der skulle rettes op på de misforståelser han mente der fik Gauguin til at udtale at han hadede Danmark.
“Legenden om Paul Gauguin” skulle bogen hedde; men den blev aldrig skrevet. Den blev i hvert fald ikke udgivet.
Omtale af bogprojektet kan læses på Gauguinsiden, i en artikel fra Berlingske, 24. juni 1936.
*
Folkebladet Sydjylland, 28. december 1937.
Da Bjørn Bjørnson sidst var i København som Gæst hos Vennen Hals- og Ørespecialisten Niels Blegvad, deltog han i et Middagsselskab hos sin Vært.
Man var 12 til Bords; men midt under Maaltidet ankom Filmsdirektøren Urban Gad, lidt forsinket – og nu var man altsaa 13! Der blev stor Opstandelse! Fru Esther Gad rejste sig og erklærede hun ville forlade Bordet, mens Værtinden dekreterede: “Saa kan Jytte sidde ved et lille Bord for sig!”
– Inden Fru Gad havde gjort Alvor af sin Trussel, rykkede Bjørn sin Stol midt ud paa Gulvet, men blev samtidig lynende sint og tordnere: “Er Dere virkelig saa enfoldige at tro, at han deroppe (peger mod Loftet) sidder og tæller os?! Saa’nt forbandet Tøv!” Dermed rejste den vrede Bjørn sig og gik op paa sit Værelse og lagde sig.
– – Men en halv Time efter kom han ned igen, iført en pragtfuld Pyjamas, og underholdt Selskabet, som om der ingenting var sket.
*
Leni Riefenstahl og hendes Moder, fotograferet i Lufthavnen ved Afrejsen i Gaar. Hun fløj Kl. 14,20 til Stockholm, hvorfra hun efter et kort Ophold vilde fortsætte til Helsingfors.
Lagationsraad Hensen med Frue fra den tyske Legation, Direktør Urban Gad, Esther Gad og Landsretssagfører Meincke var i Lufthavnen for at tage Afsked. Sidstnævnte overrakte som Repræsentant for den olympiske Komité Blomster.
Berlingske, 28. juli 1938.
Aarets store Filmsbegivenhed var Fuldendelsen af den mægtige Olympiade-Film – og nu skal det danske Filmspublikum præsenteres for den. Foreløbig Filmens første Del… den officielle Premiére finde Sted i Grand-Teatret paa Onsdag hos Direktørparret Peter Urban og Esther Gad.
Forinden vil der dog Tirsdag Aften finde en Forestilling Sted for en indbudt Kreds – og denne Gang foregaar Forevisningen i Odd Fellow-Palæet. Under Protektion af Hs. kgl. Højhed Prins Axel er der blevet dannet en Komité bestaaende af Borgmester, Dr. Ernst Kaper, Generalkonsul Langkjær, Direktør Gad, Chefredaktør Svend Aage Lund og Redaktør Jørgen Bast – det er denne Komité, der staar for det specielle Arrangement Tirsdag Aften.
Det vil blive en virkelig Filmens Festaften – og ikke mindst fordi Olympiadefilmens Skaber og Chefinstruktør Leni Riefenstahl kommer til Stede.
Efter Forestillingen Tirsdag Aften har “Berlingske Tidende” indbudt til en Fest for Leni Riefenstahl. Hun vil være Æresgæst under Besøget i København. Ankomsten finder Sted allerede paa Søndag – og om Eftermiddagen har Direktørparret Gad indbudt til en Eftermiddags-Reception i deres Villa i Humlebæk.
Ved denne Lejlighed vil bl. a. den københavnske Presses Filmsredaktører faa Lejlighed til at hilse paa den geniale kvindelige Filmsinstruktør.
*
Berlingske, 30. januar 1939.
At tale med Hjalmar Davidsen, den den 2. Februar fylder 60 Aar, er som at blade i en stor og morsom Bog om dansk Films Barndom. Hjalmar Davidsen der startede i sin Tilværelse som islandsk Købmand, er en god Fortæller, og han har oplevet en Mængde morsomme Ting i sit Liv. Selv om han nok “sad fast” som Biografdirektør, fik han ogsaa Tid til at beskæftige sig med saa meget andet. Først og fremmest med Filmsinstruktion – og siden med Sprogforskning og Musik.
– – –
Da Frede Skaarup var 1. Reservelæge.
Ovre i Aarhus var de begyndt at lave danske Films. Det var dengang, Frede Skaarup spillede 1. reservelæge i “Den lille Hornblæser” og de i øvrigt lavede Films med Titlerne “Den frygtelige Sandhed” og “Hvem aad Barnet”.
En Dag fik jeg Besøg af min daværende meget gode Ven Peter Urban Gad. Hans Moder, Admiralinden og Forfatterinden Emma Gad kunde saa-gu skabe Fut og Fest i Tingene. Hun havde faaet oprettet en ny Stilling til sin Søn – han var noget saa fint som Sceneinspicient. Urban Gad kom med et Manuskript, jeg omarbejdede det, og vi samarbejdede om Filmen – det blev til “Afgrunden”. Hovedrollen spilledes af en dengang lidet kendt Kunstnerinde….
Asta Nielsens Verdensberømmelse.
Hun hed Frøken Asta Nielsen – og “Afgrunden” blev Indledningen til Asta Nielsens Verdensberømmelse. Hun spillede sammen med Poul Reumert, han var dengang 28 Aar, og han var fortræffelig. Den 9. September 1910 skulde Filmen have Premiére. Forinden havde en indbudt Kreds set den, bl. a. min Far. Jeg havde selv 10.000 Kr. i den Film – da Far saa den, sagde han kun: “I næste Uge skal du betale Husleje – du kan laane de Penge af mig”.
Alle der havde set Filmen, syntes den var slem. Jeg omredigerede den, klippede den fuldstændig om, indlagde nye scener. Dagen efter Premiéren havde jeg sejret. Pressen roste den til Skyerne. Publikum syntes om den – “Afgrunden” var den første danske Sukces-Film – og den spillede dog kun i 40 Minutter.
– – –
Chief.
*
Berlingske, 14. juni 1940.
I 1889 skrev Emma Gad den berømteste af sine Komedier, Et Sølvbryllup, som opførtes paa Dagmarteatret med Sophus Neumann i Hovedrollen og gjorde stor Lykke. Admiralinden tjente forholdsvis mange Penge paa sit Arbejde, og for den Sum, hun kunde sætte I Banken, besluttede hun at virkelig gøre et længe næret ønske: et Sommerhus! Nord for Humlebæk Fiskerleje laa Tibberup Gaard, som ejedes af Madam Vilhelmsen. Ingen Københavner havde endnu haft Mod til at bygge Sommerhus saa langt bort fra Byen, men Admiralinden var en Dame med Fremsyn …. af Madam Vilhelmsen købte hun en smal Strimmel Land med gamle Træer paa Skraaningen ned mod Stranden, og her opførtes i 1890 en beskeden, straatækt Bygning med en hyggelig Skrivekrog, saaledes som Admiralinden havde drømt om at faa den: med Udsigt over Sundet. I Slutningen af Juni Maaned stod Huset færdigt til Indflytning, og Familien Gad ankom til Humlebæk, hvor den altan nu i 50 Aar har hørt til den faste Stok. Admiralinden knyttede til sit opfyldte ønske følgende Valgsprog:
Daarer bygger Huse – Kloge Folk boer i dem.
Efter Admiralindens Død overtog hendes Søn, Direktør Peter Urban Gad, Ejendommen. Den er senere Aar for Aar blevet udvidet — der har været god Grøde i de Sølvbryllups-Penge! – men alle Ombygninger er gaaet uden om Emma Gads Skrivekrog med det beskedne, gammeldags Arbejdsbord. Hendes Valgsprog er nu indmejslet i Trinet up til den aabne Kamin i Solgaarden. Her star ogsaa hendes Buste, de klare og faste Træk, støbt i Bronze af en norsk Billedhuggerinde. Emma Gad har grundlagt Humlebæk som Badested og Sommertilflugt. Et Sølvbryllup blev den tilfældige Aarsag, og i Huset bag de knaldblaa Laager vil Mindedagen blive fejret af Admiralindens Sønner den 29. Juni.
Henry H
Berlingske, 16. august 1940.
– – –
Et Kunstnerhjem i Paris…
Københavns Biografejere er en broget Skare. Der er mange mærkelige Skæbner blandt dem … faa har dog haft saa afvekslende et Liv som Fru Sandberg.
Hendes Far var Norges store Maler Fritz Thaulow (død 1906), hendes Mor Ingeborg Charlotte Gad af den højt ansete danske Embedsmands- og Officersfamilie. Fru Thaulow giftede sig, efter at hendes første Ægteskab var opløst i 1887, med Dr. Edvard Brandes … saaledes kom den lille Else allerede i Barneaarene ind i det intellektuelle københavnske Bourgeoisi. En Tante var gift med Maleren Paul Gauguin, som 80’erne opholdt sig nogen Tid i København og hørte til Familiekredsen.
Else Thaulow vedblev med at have Forbindelse med Faderen, der førte stort Hus i Paris … hans Atelier laa ved Place Pereire ude i Nærheden af Porte Champerret, det Kvarter, hvori alle de velhavende Kunstnere klumpede sig sammen. I den lille Gaard bag Huset stod mellem grønne Planter en af Rodin’s Borgere fra Calais, en Gave fra den franske Billedhugger til den norske Maler. Herman Bang skildrede Fritz Thaulow og hans anden Hustru (Alexandra Lasson) i Kunstnerromanen Mikael, hvor de optræder som Finner.
Omkring Aarhundredskiftet hørte det Thaulow’ske Hjem til de morsomste i Paris. Her traf man paa Modtagelses-Aftenerne gerne Anatole France. Ogsaa Oscar Wilde udfoldede sit Konversationstalent i Atelieret, hvor der altid stod et Lærred med Husherrens Specialitet: Reflekser i rindende Vand! paa Staffeliet.
En Dag ankom Peter Urban Gad for at spise Frokost hos sin Onkel. Hans Frakkeærme strejfede i Døren en lille, uanselig Herre, der netop gik ud.
— Kedeligt, at du ikke var her et Par Minutter før! sagde Fritz Thaulow. Den lille, uanselige Herre var Kaptajn Alfred Dreyfus!
I dette Milieu voksede Else Thaulow op. Hun har selv engang med Lune skildret de unge Aar og Paris I en
Artikel i Maanedsmagasinet, som Frederik Hegel udgav. I Samværet med Faderen og hans Kreds fik hun sin Opdragelse som Verdensdame. Der kom et andet Skær i hendes lyse øjne end det, man ser hos de unge Piger fra Bredgade og Drammensvejen.
– – –
Berlingske, 26. oktober 1940.
Esther og Peter Urban Gad, der i Grand-Teatret altid bestræber sig for at vise det usædvanlige, har Planer om at Fremføre en ny Film, et Værk, hvis Mage ikke før har været set i København. Det drejer sig om den af Degeto Tobis i Zürich fremstillede Michelangelo, iscenesat af Kurt Oertel, en Biografi i Billeder, Michelangelos begivenhedsrige Liv skildret, uden at man ser Mesteren selv, kun gennem hans Værker.
– – –
I Morgen Eftermiddag samler Esther og Peter Urban Gad i Grand-Teatret en lille udsøgt Skare af den kulturbetonede Filmskunsts Venner og ruller for dem Michelangelo-Filmen… lader fra det lysflimrende Lærred Peterskirkens Pietâ, Louvres Slaver, Det sixtinske Kapels Sibyller og Profeter, Il Pensiero fra Mediciernes Gravmæle, Mose, alle Værkerne forklarede ydre Begivenheders Indvirkning paa Mesterens Sjæleliv. En Tragedie om en Gigant indenfor Kunstens Verden, det største af alle billedskabende Genier – for saa vidt Genier ikke alle er lige store! – udspilles, men Rollerne er ikke fordelt mellem svage Aktører, de betros i dette Tilfælde kun til Paladser, Monumenter, Kirkekupler. Og det mærkelige er: Stenene spiller mere gribende end mennesker.
– – –
Hvis Esther og Peter Urban Gad kan faa den nødvendige Støtte, vil de lade Michelangelo-Filmen indtale paa Dansk – der kræves fem-seks fremragende Stemmer, helst Poul Reumert – og derigennem gøre det tilgængelig for en større Kreds.
HENRY H.
B.T., 28. oktober 1940.
– – –
Det var paa Forhaand meddelt, at Esther og Peter Urban Gad vilde samle “en lille udsøgt Skare af den kulturbetonede Filmskunsts Venner”, og det vakte naturligvis rørende Misundelse hos de ikke faa, som ikke var indbudt og altsaa ikke kunde regne sig som hørende til denne exclusive Kulturkreds…
Direktør Peter Urban Gad oplyser overfor B. T. følgende:
– Blandt de Indbudte var Repræsentanter for Skattemyndighederne, Sagkyndige fra Musikken, Skuespilkunsten, Billedhuggerkunsten og Kunsthistoriens Verden. Efter Forestillingen var alle disse Mennesker saa venlige at skrive under paa et Andragende om Skattefrihed for Filmen, som de alle anbefalede varmt…
– Der har været Tale om, at Filmen skulde indtales paa Dansk…
– Hvis jeg havde faaet Filmen, førend Biografloven blev revideret, vilde det ogsaa være sket. Nu er det ikke gørligt – jeg har ikke Penge til det. Ellers havde jeg gjort det af min egen Lomme. Det havde været min Tanke at de bedste danske Mikrofon-Stemmer skulde have været benyttet.
– Har De ikke søgt Kulturfondet?
– Ja, jeg mente, at her var netop en Opgave for Fondet. Hvad vilde være smukkere netop for et Kulturfond end at faa en Film ud i Danmark, der gør Propaganda for Kunsten, paa den værdigste Maade? Men Kulturfondet havde ingen Penge. Det drejer sig om et Beløb, der er mindre end det, Grand-Teatret alene har svaret Kulturfondet det sidste Aar.
Berlingske, 29. november 1940.
Mange ældre Københavnere vil i Aften sætte sig tuk Højttaleren og nikke genkendende til Emma Gads “Et Sølvbryllup”, og frem i deres Erindring vil stige Minderne fra muntre Teateraftener og glimrende Skuespillere, maaske især Sophus Neumann som Grosserer Selby og hans søster Mathilde Nielsen som Frøken Knudsgaard. Hvordan det gamle Skuespil vil gøre sig i Radioens Udgave, vil vise sig i Aften, men der er een Ting, som gør Opførelsen til en Begivenhed: Fru Mathilde Nielsen spiller den samme Rolle i Dag som i 1889, da Sølvbryllup’et havde Premiére hos Riis-Knudsen paa Dagmarteatret. Forfatterindens søn, Direktør Peter Urban Gad, siger om sin Mors Skuespil:
– Riis-Knudsen vilde redde Dagmarteatret, men havde ikke Pengene dertil, og hele hans Repertoire bestod af Grillparzer og Schiller. Hans gamle Far, der var Kvæghandler i Jylland, vilde ikke hjælpe ham, og i sin Nød gik han saa til min Mor. Hun havde kort forinden skrevet “Et Sølvbryllup” og faaet det kasseret af Det kgl. Teater. Erik Bøgh var dengang Censor og læste følgende Censur op for Kammerherre Fallesen: “Stykket er kedeligt, smaatskaarent og savner enhver Berettigelse til Opførelse paa Det kgl. Teater”. Med denne Paategning blev det sendt tilbage til Mor, som læste den op for Riis-Knudsen. Da han hørte den, klappede han Manuskriptet sammen og sagde: “Saa er det antaget!”
Det kom op paa Dagmarteatret og gjorde straks megen Lykke. Det gav et morsomt Billede af københavnsk Borgerliv, og jeg tror, det har bevaret sin Aktualitet. Teatret blev reddet – i den omgang.
Det blev blændende spillet og Folk morede sig. Noget Røre om det opstod dog ogsaa, idet det behandler Problemet om Kvindernes Ligeberettigelse paa en saadan Maade, at Kvindesagskvinderne var ved at flaa Mor, fordi hun tillod sig at smile ad dem. I mange Aar var hun et sort Faar i deres Øjne.
“Et Sølvbryllup” har den sjældne Egenskab kun at indeholde gode Roller, og mange fremragende Skuespillere har i Tidens Løb gjort Lykke i det. Jeg kan huske, at Chr. Houmark fejrede store Triumfer som Student Engelsøe, Kvindesagskvindernes mandlige Ridder!
Mors Tanke var, at Kvinderne ikke kunde faa Ligeret, før de har bevist, at de er i Stand til at bære lige Pligt. Om de i den forløbne Tid har ført Bevis herfor, unddrager sig min Bedømmelse, siger Urban Gad til sidst, men jeg glæder mig til at høre Mathilde Nielsen, det er en utrolig Præstation.
*
Berlingske, 3. januar 1941.
Direktørparret Gad i Grand forstaar ikke blot at finde de særprægede Film frem til sit Teater, det har i lige saa udpræget Grad den Evne at kunne lancere dem; Præsentationen af “Michelangelo” i Aftes blev derfor en virkelig fornem og stilfuld Begivenhed, hvis Publikum alle var Direktørparrets Gæster, idet Aftenen formede sig som en lukket Forestilling, mens den offentlige Premiére først finder Sted i Dag.
I god Tid fyldtes Professor Rosens røde Tilskuerrum, og foran det varmtrøde Fløjlstæppe kunde man, inden Lysene dæmpedes ned, se en udsøgt Repræsentation for det København, hvis Navne kendes. Det var Statsminister Stauning, Justitsminister Harald Petersen, Finansminister Buhl, Minister von Renthe-Finck fulgt af en talstærk Repræsentation for det tyske Gesandtskab, Overborgmester Viggo Christensen, Politidirektør Stamm, en lang Række kendte danske Kunstnere, saavel fra den bildende Kunsts Verden som fra vore Scener og fra dansk Film, Nationalmuseumsdirektør, Dr. Nørlund, Stadsarkitekt Holsøe, Dr. Thorvald Madsen, Departementschef Graae og Radiochef F. E. Jensen og mange flere.
Smukt spillede en Trio, sammensat af Koncertmester Carlo Andersen, kgl. Kapelmusikus Torben Anton Svendsen og Pianisten Palle Alsfeldt Johann Nepomuk Hummels mozartlydende Trio, inden det røde Forhæng langsomt gled til Siderne. “Michelangelo”-Filmen erobrede Lærredet og Tilskuerne takkede til Slut med varmt Bifald for den egenartede Oplevelse.
Flim.
Social-Demokraten, 11. januar 1941.
Komiteen til Afholdelse af Museumsforedrag for Arbejdsløse har den Glæde at meddele, at Arbejdsløse ved Direktør Urban Gads Velvilje faar Lejlighed til at se den fremragende Kulturfilm om Michelangelo, der for Tiden spilles i Grand Teatret i Mikke Bryggersgade.
Direktør Gad har besvaret Kommiteens Anmodning om Imødekommenhed med at stille hele Teatret til Raadighed for de Arbejdsløse Tirsdag den 14. januar Kl. 11,30. Forestillingen vil blive indledet med et orienterende Foredrag af Museumsdirektør Sigurd Schultz.
Billetter kan afhentes gratis paa Komiteens Kontor, Nørre Søgade 27, St. Mandag den 13. Januar Kl. 12-14.
Det bemærkes, at Forestillingen begynder præcis Kl. 11,30.
B. T., 20. januar 1941.
I Fredags spillede Grand Teatret for sidste Gang den store Film om Michelangelo. I Løbet af de 15 Dage, Filmen har kørt, er den blevet set af rundt regnet 20.000 Mennesker, og baade af Anmeldere og Publikum er den blevet betegnet som en stærkt lødig Film af høj kunstnerisk Kvalitet.
Adskillige Biografdirektører i de større Provinsbyer har derfor naturligt været interesseret i Filmen, men efter hvad Grand Teatrets Direktør, Hr. Urban Gad, oplyser, bliver der overhovedet ikke Tale om at sende Filmen ud i Provinsen, fordi man mener, dens Standard er for høj til at samle Publikum nok.
Om dette enestaaende i dansk Filmshistorie, at en Film trækkes tilbage, før den er udspillet i hele Landet, fortæller Direktør Gad:
— Mit Forhold til Filmen er det, at jeg staar som direkte Lejer hos „Tobis” i Berlin, der distribuerer Filmen. Ingen af de københavnske Udlejningsselskaber turde paatage sig Risikoen for at leje en Film uden Skuespillere og uden Replikker, men jeg vilde absolut have Filmen frem og fik det altsaa ogsaa. Filmen henvender sig naturligvis til en ret snæver Kreds af det store Filmpublikum, og jeg har derfor heller aldrig drømt om at tage støre Fortjenester hjem paa den. Naar jeg derfor nu anser Filmen for udspillet, skal den returneret direkte til „Tobis” i Berlin, simpelthen fordi ingen danske Udlejningsselskaber selv efter de 15 Dages Spilletid i Grand har faaet Mod til at leje Filmen og sende den til Provinsen. Jeg staar personlig kun som Lejer af Filmen og har ingen Ret til at udeje den videre, og som Filmsmand kan jeg ikke bebrejde Udlejningsselskaberne, at de ikke vil tage Risikoen og Arbejdet med at sende den til Provinsen. Filmens Standard er af en saadan Kvalitet, at den maaske kun vilde trække Hus een Dag i hver større Provinsby. Og det kan intet Selskab, der skal leve at at udleje Film, være tjent med.
*
Berlingske, 8. januar 1942.
I Gaar Eftermiddags bisattes Frede Skaarup fra Mariendals Kirke. Efter en kort Højtidelighed i Hjemmet var Kisten blevet ført til Kirken, fulgt af en mindre Kreds af Frede Skaarups nærmeste Slægt og Venner til Fods. Den brune Moseegkiste var enkelt smykket med en stor Buket mørkerøde Rosenknopper, der helt dækkede Kistens Laag. Koret, ved hvis Fod Kisten stod, var skønt pyntet med hvide Syrentræer, Pilegrene og grønne Ranker med hvide Anemoner. I store Kandelabre brændte levende Lys.
Blandt Kransene, der laa ned ad Kirkegulvet, saas signerede fra Hs. kgl. Højhed Prins Axel, Statsministeren, Dansk Skuespillerforbund, A/S Nordisk Film Co., Lily Gyenes, Landmandsbankens Direktion, Biografforeningen for København og Omegn, Personalet i Standard Bio og Teaterdirektørforeningen.
Efter Frede Skaarups eget Ønske fandt Begravelsen Sted i Stilhed, og det var kun en snæver Kreds af hans nærmeste Venner, der var til Stede. Bl. a. saas: Statsminister Th. Stauning, Skuespillerinden Fru Bodil Ipsen, Skuespiller Thorkild Roose, Skuespiller Poul Reumert og Fru Anna Borg, Koncertsangerinden Augusta Erichsen, Chefredaktør Niels Hasager og Frue, Direktør Peter Urban Gad og Frue, Fabrikejer Jarl, Grevinde Else Moltke, Valdemar Willumsen, Veksellerer Johan Levin og Frue, Skuespillerinden Fru Liva Weel, Fru Solvejg, Grosserer Ulf Salomonsen, Direktør Tage Nielsen og, Frue, Direktør Jørgen Jørgensen og Frue, Arne Weel, Ludvig Brandstrup. Skuespillerinden Kis Gregers, Fru Edith Rode, Redaktør Georg Nygaard, Forfatteren Axel Kjerulf og Frue, Skuespillerinden Fru Vera Lindstrøm, Billedhuggerinden Fru Inger Magnussen, Kontorchef Fr. Rothe og Frue, Redaktør Henry Helissen, Redaktør Jørgen Bast og Frue, Forfatteren Christian Houmark, Hans W. Petersen, Tage Hertel, Kapelmester Emil Reesen og Frue, Scenemester Anders Andersen, Kapelmester Hans Kaufmann, Fru Alice Warburg.
Efter Salmen „Kærlighed fra Gud” holdt Mariendalskirkens Sognepræst, Pastor Svend Bøgh, der var Frede Skaarups Genbo og gennem adskillige Aar havde kendt ham baade som Præst og Ven, en stærkt personlig præget Tale.
Præsten citerede først det Ord, der staar over Altertavlen, som Frede Skaarup saa tit havde glædet sig ved: Komme hid til mig, alle I, som lider, Møje og Besvær, og jeg vil give Eder Hvile. Ud fra dette talte Pastor Bøgh meget smukt om Vennen Frede Skaarup, hvem der havde været saa megen Alvor, og som havde været en jævnlig Kirkegænger og Altergæst. Talen sluttede med nogle Ord henvendt til Fru Hertha Skaarup.
Derefter sang Fru Ella Heiberg en Sang.
Følget sang nu Grundtvigs „At sige Verden ret Farvel”, og saa spillede Kapelmestrene Emil Reesen og Hye-Knudsen med 11 Strygere Griegs „Vaaren”. Mens Følget til sidst sang „Altid frejdig, naar du gaar”, blev Kisten baaret ud.
Jordfæstelsen fandt Sted paa Frederiksberg gamle Kirkegaard.
Berlingske, 6. februar 1942.
– De har ogsaa sejret paa Filmen,
– Naa-aah, sejret, nu gør De mig helt flov. Min gode Ven fra Dreng Peter Urban Gad han satte Afgrunden, hans eget Skuespil i Scene, og med Asta Nielsen og mig, han skabte det første store Fremstød for dansk Film, og han var sød og elskelig, klog og talentfuld – dengang som nu.
– – –
Berlingske, 15. april 1942.
– – –
Det sidste Par Aar var det tyndet ud blandt Bjørn Bjørnsons københavnske Venner. Frede Skaarup var død. Johannes Poulsen var død – men til det sidste talte Bjørn Bjørnson om sin Længsel efter at komme ned og hilse paa dem af Vennerne, der var tilbage, først og fremmest Urban og Esther Gad og Overlæge Blegvads.
Berlingske, 14. september 1942.
Direktøren for „Grand-Teatret” I Mikkelbryggersgade, Peter Urban Bruun Gad, mødte i Dag i Byrettens 1. Afdeling hos Dommer Jacobi i Anledning af, at der til Filmen „Veritas forhekser Byen”, som „Grand” opførte i August, var tilføjet en forklarende Tekst paa ca. 50 Meter, som ikke var censureret. Samtidig var tiltalt Kontorchef Arnold Olsen, fordi han var medansvarlig for, at Teksten ikke var censureret.
Overretssagfører Sven, der mødte for Urban Gad, erklærede, at Direktøren var ganske uskyldig i det passerede, idet han matte gaa ud fra, at Filmen med Tilbehør var censureret gennem Udlejningsselskabet. Man mødte op i Retten med hele Filmen og et Apparat
til at rulle den op paa for at vise, at Censors Stempel stod part Filmen paa et Sted, der laa mellem 50 og 100 Meter fra Begyndelsen, det Sted, hvor Censors Stempel altid var anbragt.
A. V. Olsen erklærede, at Fejlen var hans: men at det hele kun var en Fejltagelse. I øvrigt mente han, at der var 5 forskellige Maader, hvorpaa Teksten kunde komme til Publikums Kendskab, uden at den behøvede at blive censureret.
Dommeren til Urban Gad: — De er altsaa ikke inde paa den Tanke, at Teksten Ikke behøver at blive censureret.
— Nej!
A. V. Olsen: — Jeg mener at maatte holde paa, at det efter Loven kun er levende Billeder, der skal censureres. Tekst er efter min Mening ikke levende Billeder, ligesom Ost ikke er Smør.
Dommeren: — Og jeg mener, at levende Billeder ogsaa omfatter Teksten.
Da Urban Gad ikke vilde vedtage en lille Bøde, men ønskede Spørgsmaalet forelagt Justitsministeriet, blev Sagen udsat for begges Vedkommende, idet der blev foreslaaet A. V. Olsen en Bøde paa 200 Kr.
Berlingske, 10. december 1942.
Direktør Peter Urban Gad og Frue udsender i disse Dage Indbydelser til en snæver og ældre Kreds af det københavnske Borgerskab til en familiær Mindehøjtid i Biografen Grand-Teatret paa næste Søndag den 20. December. Begivenheden finder Sted om Formiddagen og vil ifølge sin intime Karakter være forbeholdt omkring 60 Indbudte, alle Venner og Slægtninge af Huset Gad.
Datoen bliver Hundredaars-Dagen for Peter Urban Gads Far, Kontreadmiral Urban Gads Fødsel, og denne Anledning bliver grebet med Pietet og Trofasthed til at samle dem, som er tilbage af den Verden, der færdedes i Emma og Urban Gads gæstfrie, kultiverede Hjem. Om Sommeren i “Sølvbryllupshuset” i Humlebæk, opkaldt efter Emma Gads Skuespil “Et Sølvbryllup”, for hvis Udbytte det blev erhvervet, og om Vinteren i Dronningen Tværsgade. Sammen med Direktør Peter Urban Gad vil hans Broder Kommandør Henry Gad, hilse paa deres gamle Venner.
Mindehøjtidens Arrangør og Vært har valgt at henlægge Sammenkomsten til sit ansete Biografteater i Mikkelbryggersgade for at kunne glæde Gæsterne med en særlig Overraskelse, en aldrig før forevist Film fra de glade Sommerdage i “Sølvbryllupshuset” 1911, fotograferet af ham selv netop paa det Tidspunkt, da hans Ry som Filmsinstruktør og Filmsforfatter gik over Europa. Den Gang var private Optagelser højst usædvanlige, og dette Eksemplar er derfor et interessant tidsbilledligt Dokument, hvori mange af de indbudte Tilskuere paa næste Søndag vil kunne genkende deres nære Venner og maaske sig selv.
Efter Forevisningen, hvortil Peter Urban Gad knytter en Introduktion, vil Forfatteren Christian Houmark betræde et Podie og læse Indledningskapitlet af Emma Gads berømte “Takt og Tone”. Og til sidst holder Forfatteren fhv. Bibliotekar Julius Clausen et Foredrag om “København før og nu” efter et originalt Manuskript fra Emma Gads Haand. Bagefter fortsættes Sammenkomsten under selskabelig Form.
Det er Minde om et af Københavns mest aandfulde Kulturhjem, som ved denne Lejlighed gøres levende, og i den komfortable, moderne Strøgbiograf vil deres fine, patinerede Stemning af Aarhundredets første lyse Dage udbrede sig.
Samtidig med 100-Aaret for Admiralens Fødsel indtræffer i Aar Admiralindens 90 Aars Dag.
Nationaltidende, 21. december 1942.
DIREKTØREN for Grand Teater, Urban Gad og Fru Esther Gad havde i Gaar indbudt til en Festlighed i Anledning af, at det er Hundredaaret for hans Fader, Kontreadmiral Urban Gads Fødsel. I Teatersalen tog de imod, henved et Hundrede Gæster, som alle
havde haft Tilknytning til Admiralens og hans Hustrus, Forfatterinden Emma Gads gæstfrie — og aandsfrie — Hjem i Dronningens Tværgade. Mellem Deltagerne i Festen var Admiralens anden Søn, Kommandør Henry Gad og Frue og samtlige Medlemmer af Familien Gad.
Da Direktør Gad havde budt velkommen, holdt Forfatteren, Bibliotekar Julius Clausen en velformet Mindetale om Emma Gad, hvis Virke og Væsen han karakteriserede med de rammende Ord, en Blanding af Mildhed, Sarkasme og Velvilje. Han oplæste et Manuskript, hun havde efterladt sig, en Skildring af København, som det havde været i hendes Barndom og Ungdom. Hun fortalte om mange fremtrædende Personligheder, hun havde mødt — om H. C. Andersen, som de Unge, ubekymret om hans Verdensberømmelse, smilte af, fordi han gik med grøntærnede Bukser til høj Hat. Grundtvig, der i levende Live lignede et mosgroet Monument, og Fru Heiberg, som hun havde set arbejde og køre med Trillebør i Haven paa Strandboulevarden. Skildringen priste den danske Hovedstad som en smilende, sorgløs By, en By med Gemyt, den Tids Mennesker havde haft inderligt kær.
Oplæsningen blev illustreret med Lysbilleder, og der vistes ogsaa en fornøjelig, gammel Film fra det Gadske Sommerhjem i Humlebæk. Derefter oplæste Forfateren Christian Houmark Forordet til Fru Gads „Takt og Tone”, der viser, at Bogen blev skrevet for at lære sine Læsere Hensynsfuldhed mod andre Mennesker.
Saa gik Selskabet ind i Palace Hotel, hvor Redaktør Franz von Jessen holdt en ypperlig Mindetale om Admiral Gad, der havde gjort den danske Marine Ære med sin Dygtighed og som ridderlig Officer. Forfatterinden Thit Jensen talte om Emma Gad som Hjælpsomhedens Forkynder, og i en sidste Mindetale bragte Direktør Urban Gad sine Forældre en Tak, fordi de med deres Eksempel havde vist, hvorledes Livet bør leves, naar Maalet er et frit og lykkeligt Danmark
Mindefestligheden for det gamle Kulturhjem, der med sin fine Hjertelighed og Ynde var typisk for en Epoke i Københavns Historie, Christian den Niendes og Frederik den Ottendes Tid, havde en særegen smuk Stemning, som gjorde et stærkt Indtryk paa Deltagerne.
Haagen.
*
Berlingske, 11. januar 1943.
ROMANTISK Interesse og Mystik omgiver den svenske Eventyrer, tidligere Filmskuespilier Nils Chrisander, som efter flere Aars Fraværelse og Forglemmelse er fundet som hellig Eremit paa Himalaya. Tilfældet førte nylig en svensk Missionær til de Egne, hvor Chrisander opholder sig, og hvor Beretninger om hans fromme og mærkværdige Landsmand fristede ham til al opsøge Fænomenet.
Chrisander tog vel imod Gæsten, men afvigte hans energiske Forsøg paa at trænge ind i hans Identitet. Først ved Hjemkomsten til Stockholm kunde Missionæren konstatere ved Hjælp af fremlagte Fotografier og Familieoplysninger, at den hellige Eremit paa Himalaya, som har vendt Verden Ryggen, er den forsvundne, tidligere feterede svenske Filmhelt.
Noget drømmeragtigt over ham. Læs mere
Social-Demokraten, 18. februar 1943.
Direktør Urban Gad har sendt os følgende:
I Anledning af Social-Demokratens Fremstilling af “Brand-Uro i Grand-teatret” vil jeg gerne have Lov til at fremsætte følgende:
I Gaar, den 17. Febr. Eftermiddag, viste der sig i hele Palace-Hotel, i hvilket Grand-Teatret er beliggende, nogen Os, stammende fra en Bunke Brunkuls-Briketter i Kælderen.
Omkring Kl. 3,30 sporedes i Teatret nogen Røg, der syntes at trænge ind gennem Ventilationskanalerne; Personalet lukkede derfor disse, og da Brandvæsenet, der selvfølgelig var blevet tilkaldt, ankom Kl. ca. 3.30 havde dette naturligvis hele Ledelsen i sin Haand. Brandmesteren blev straks taget op i Teatret, hvor han fandt de trufne Foranstaltninger tilstrækkelige, og ikke krævede Forestillingen afbrudt.
Da Røgen imidlertid under Brandvæsenets Oprydning i Palace Hotels Kælder tog til, blev Grand Teatrets Forestilling alligevel afbrudt et Kvarter for at udlufte Salen, hvorefter Forestillingen blev normalt gennemført. Fraregnet maaske en halv Snes særlig nervøse Personer, der forlod Teatret og fik deres Penge igen, tog hele det fuldtallige Publikum den lille Episode med prisværdig Ro; den følgende Forestilling maatte derimod udgaa, naar Teatret som paabudt, skulde være færdig til Kl. 10.
Andet og mere er der ikke sket.
Ærbødigst Urban Gad.
Berlingske, 10. december 1943.
Grand-Teatret har i disse Dage haft et Par usædvanlige Morgenforestillinger, idet man havde inviteret et meget stort Antal danske Nonner hen for at se Pavefilmen, der er blevet en saa stor Sukces.
Da Nonnerne – blandt andet fra Den evige Tilbedelsesorden – ankom til Teatret, viste det sig, at de fleste af dem aldrig havde set en Film før, og dette førte til nogen Forvirring, idet de allesammen strømmede til for at faa Pladser paa de første Rækker i Teatret.
Direktør Urban Gad maatte derefter forklare dem, at det var bedre at sidde lidt tilbage i Teatret – og for at de kunne vænne deres Øjne til det, vilde han derfor køre en Kortfilm for dem inden Pavefilmen.
Kortfilmen var “Kongefilmen”, og den vakte en uhyre Begejstring.
Kun faa af Nonnerne havde nogen Sinde set Kongen, og de var meget betagede over Filmen – hvilket senere har givet sig Udslag i en Række taknemmelige Breve – samt smaa Blomsterhilsener til Direktør Gad.
Næstved Tidende, 10. december 1943.
»Afgrunden« Nr. 1
Det er vist almindeligt bekendt, at man I Stumfilmens første Dage svælgede i “Dramatik” i en Grad, saa man set med en nutidig ansvarlig Films-instruktørs øjne maa betegne de fleste at Datiders Produkter som Rabalder-film. Folket vilde se, at der skulde ske noget, og Producenterne “lod ske”, saa det raslede efter.
Men der kom senere en Række virkelig kunstneriske Stumfilm, der drog mange fremragende Kræfter ind under Filmens Celloluidstrimmel. Den første virkelige kunstneriske Stumfilm herhjemme var Urban Gads “Afgrunden”, der blev skrevet til og paa Foranledning af den senere saa berømte danske Filmsstjerne Asta Nielsen, som i lang Tid paa Teatret havde ført en Skyggetilværelse i Biroller som “ond Kvinde” eller komiske Kvindefigurer.
Det blev hun efterhaanden ked at, og engang, da hun overfor Gad beklagede sig, truede hun for Spøg med at gaa over til den dengang saa forkætrede Film.
Gad tog Sagen til Eftertanke, og saa skrev han Manuskriptet til den danske Film “Afgrunden”, der blev om Ikke et Vendepunkt saa dog den første i en Epoke, der blev af Betydning for kunstnerisk Film.
Reumert og Asta Nielsen som Partnere.
Poul Reumert, som den gang var ansat ved Det ny Teater, blev udset til den mandlige Hovedrolle, og man begyndte saa under de mest primitive Forhold, man kan tænke sig, Indspilningen af denne Film, der blev en Sensation ikke blot paa det danske Films-marked, men over den ganske Verden.
“Afgrunden” vil ingen have glemt af dem, der saa den.
Det var i denne Film, at man saa den berømte Gaucho-Dans danset af Reumert og Asta Nielsen. I sin Bog “Masker og Mennesker” fortæller Poul Reumert meget fornøjeligt om denne Dans, der havde ret chokerende Virkninger. Urban Gad Instruerede den som et helt Drama i Dramaet.
Reumert fortæller, at Asta Nielsens Kostume ved denne Lejlighed var et Kapitel for sig: en sort Kjole, der kom i en Æske paa Størrelse med en Æske Husholdningstændstikker. Hun maatte male sine Ben sorte, fordi der ikke var Plade til Strømpeholdere under det snævre Gevandt. Under Dansen skulde hun binde Reumert med et Reb og atter frigive ham, og Sluteffekten var, at hun udmattet sank om paa Gulvet, efter at Reumert havde bidt hende i Strubn.
Læs mere
B.T., 5. september 1944.
DER forestaar i Løbet af Efteraaret en interessant dansk Filmbegivenhed, idet en Eksperimentalfilm vil faa Premiere, muligvis paa Grand. Direktør Urban Gad har haft Lejlighed til at se noget af den paagældende Film, som foreligger delvis færdig, og han har fattet saa stor Interesse for Sagen, at han har stillet i Udsigt, at Filmen kan faa Premiere paa hans Teater. Ganske vist var den oprindelig lovet færdig til d. 1. Juni, men forskellige Vanskeligheder har bevirket, at den næppe vil blive optaget før hen under Jul.
Det er Hasselbalch & Winkel Tonefilm, der staar som Producenter af Filmen, og det er Roos og Mertz, der har skrevet Synopis og sat i Scene. Vi har til Morgen haft en Samtale med Hr. Iver Hasselbalch, der fortæller om Filmen:
— Oprindelig var det Meningen, at det skulde være en Stumsmalfilm, og hele Historien var beregnet til at koste ca. 3000 Kroner. Instruktøren gik i Gang med Opgaven i et interimistisk Studie i Snaregade — den saakaldte Snaresal — men saa blev det efterhaanden til, at det skulde være en Normal-Tonefilm, og det gjorde Udgifterne betydeligt større. Vi kommer op paa det 10-dobbelte Beløb, men selv 30.000 Kr. maa vel siges at være en billig dansk Film.
— Skal der Musik til Filmen?
— Ja, og det er overdraget Kai Rosenberg at skrive den. En Strygekvartet skal indspille Musikken, og de store dramatiske Passus bliver underlagt med Musik at et 16 Mands Orkester. Der kommer for første Gang Musik under hele Filmen …
— Hvad handler den om?
— Det bliver en retrospektiv Handling, idet Hovedpersonen paa Landevejen fortæller en ung Pige om sit Liv. Teksten er skrevet paa Vers, men selve Handlingen oplever man kun i Billeder og Musik. Hovedpersonen er blevet holdt nede hele sit Liv og har paa Grund af Omstændighederne ikke kunnet udvikle sig naturligt. Filmen ender med, at han stjæler et Lokomotiv og kører at Sted med Pigen. Han kører mod en Bom og dræbes, men i Forvejen er det lykkedes hende at springe af.
De sidste Optagelser.
— Hvornaar bliver De færdig med Filmen?
— Ja, det skal ikke være nogen Hemmelighed, at der har været en lille Kurre paa Traaden mellem Producenterne og Instruktørerne, men forhaabentlig kommer vi snart i Gang igen. Jeg vil tro, at vi mangler 14 Dages Optagelser, og derefter kommer saa Musikken og Indspilningen. Hen under Jul skulde vi være helt færdige med Filmen, der spiller lige saa længe som en almindelig “Storfilm”.
— Og Direktør Urban Gad vil gerne opføre den i Grand?
— Hr. Urban Gad har altid vist unge danske Kunstnere stor Interesse, og det har han ogsaa gjort i dette Tilfælde. Hvorvidt Hr. Gad stadig føler sig forpligtet, da Fristen for Afleveringen af Filmen ikke blev overholdt, ved jeg ikke, men vi haaber det bedste.
Maurice.
[Jvf. DFI/Filmdatabasen blev “Historien om en Mand” aldrig færdiggjort.]
*
Social-Demokraten, 7. august 1945.
Det maa hilses med Tilfredshed, at der gøres saa meget for at oplære visse Folk til pæne og dannede Demokrater og lidt efter lidt vænne dem af med det andet. Selvfølgelig kan der være Vanskeligheder. F. Eks. har det været nødvendigt ligefrem at genne Hermann Göring og Julius Streicher ind til de smaa belærende Film om tysk Lejrliv, og det er osse sket, at de har vendt Hovederne den anden Vej, indtil de fik en Ispind. Derimod synes det at gaa meget lettere med Mænd, der selv har en Smule Forstand paa Lysbilleder. Jeg tænker her paa Direktør Urban Gad, der nu er blevet Sabotør af sværere Grad, og som inden han betræder sit Teater udi Mikkelbryggergade, skrider en hel Front af inviterede Frihedskæmpere af. Det er en glædelig og ovenud hastig Udvikling, som endog Psykologer, ja selv Psykopater vil have svært ved at forklare, den Kendsgerning der modsiger det altopgivende: Hvad kan det nytte? Jo, vist kan det nytte.
Vi maa tænke os at Gad har siddet og kørt Smalfilm fra Buchenwalde og Neuengamme saadan helt for sig selv. I Begyndelsen har det maaske været meget underholdende, men efterhaanden har han nok sagt til sig selv: Urban, det er vel nok Uha – eller Ufa. Maaske har han osse i sit Lønkammer en liden Kortfilm fra sin egen Sommerlejr med smukke Naturbilleder af Renthe Fink og Frue omkring Nordeuropas eneste St. Hans Baal i Begyndelsen af Fyrrerne.
Der er jo ikke noget saa belærende som saadanne retrospektive Film, og han maatte forresten langt hellere have moderniseret og brugt den i Stedet for den, Svenskerne har lavet til ham. De har jo ikke som Gad, været direkte med i Frihedskampen.
Den skulde vel laves om saadan: Et Kioskbud ruller op foran Kastelvej og afleverer en Billet. “Det vilde glæde Urban Gad og Frue at se den helt befuldmægtige Minister o.s.v. o.s.v. til Middag und Gardenpartei Sct. Hans Aften mit Sct. Hans-Feuer. S.U.”
Ministeren og han forførende Gemalinde kører op ad Strandvejen. Das war eine grosse Ehre. Vielen Dank, siger den Urban Gad, hertzlich wilkommen. Setzen Sich nieder paa de første Rækker. Intetanende spiser Hr. Fink de tre Retter og Dessert og den Gad tænder Juletræet (fra ifjor), Zusammen mit nogle ældre Madrasser bliver det ein ganz wunderbare St. Hans-Baal. En Tjener gaat om med Glassene. Uset putter den Urban Gad, der i Virkeligheden er identisk med den kendte Sabotør “Kamæleonen” er hvidt Pulver i Hr. Finks Bæger, og mens Baalet brænder ned, ses den befuldmægtigede ligge sovende i Græsset.
Den Urban Gad fløjter, og fra alle Sider myldrer Frihedskæmpere frem af Krattet – og fører den Fink til et hemmeligt Fængsel, hvorefter de Allierede vinder Krigen. Den Urban Gad kører gennem Byen og hilses med Jubel. Vi er aller fri, og paa Vesterbro afdækkes Frihedsstøtten til hans Ære. Billetter til alle Ugens Dage uden Fornøjelse C, 2655 eller 1611.
Jonas.
*
Lolland Falsters Social-Demokrat, 9. november 1946.
I Anledning af Nordisk Films Kompagnis 40 Aars Jubilæum fortælles i denne Kronik om den Tid, da Psilandet, Betty Nansen, Asta Nielsen og unge Johs. Poulsen var Stjerner i Ole Olsens danske Verdensfirma.
NORDISK FILM KOMPAGNI, der stiftedes af Ole Olsen, kan paa Onsdag fejre 40 Aars Jubilæum. I Anledning af Fødselsdagen skriver Film-Historikeren Arnold Hending om den danske Films spæde Begyndelse efter Aarhundredeskiftet, det, der blev Optakten til en gylden Periode hvori dansk Film spillede en international Rolle:
Det begyndte herhjemme – som i Udlandet – med at Filmenes Ophavsmænd gemte sig i Anonymitetens Mørke.
Læs mere
*
Berlingske, 19. august 1947.
I denne Sæson kan Grandteatret fejre sit 25 Aars Jubilæum. Det er dog adskilligt mere end et kvart Aarhundrede siden, der først blev Biograf i Paladshotellets Sal ud mod Mikkel Bryggersgade. Første Bevillingshaver var Walter Christmas, hvis Medarbejdere var saa kendte Filmnavne som Sophus Madsen og Hans Malmstrøm.
I 1922 fik den berømte Filminstruktør Urban Gad Bevilling, og efter nogle Maaneders Gæstespil i det gamle Kosmorama i City-Passagen, rykkede han ind i Mikkel Bryggersgade, gav Biografen Navnet Grand — og gjorde den gennem Aarene til det Grand, som nu har sit særlige Renomméog Rygte inden for dansk Film.
Urban Gad fortjener stort Jubilæum. men han ønsker det ikke. Han har nemlig i det kvarte Aarhundrede vist, at han forstod at bringe sin Biograf frem i Førsterækken og at skaffe den et Ansigt. Der har været en Linie i hans Repertoire — en bevidst kunstnerisk Linie, som han fik Publikum til at bøje sig for og føje sig under. Linien naaede sin Kulmination I Trediverne, siden har den svinget noget, men Grand er stadig blandt Byens førende Biografer. Urban Gad selv er utvivlsomt den Biografleder i Danmark, som er urokkeligst overbevist om sine Films Uovertræffelighed. Intet over og intet ved siden af Grand kunde være hans Motto, og selv om det ikke altid har holdt Stik, kan han dog med stolthed henvise til det Repertoire, han har haft i Grand.
Selvfølgelig har der været daarlige Fim i Grand — selv den bedste Direktørs Smag kan svigte, og Udlejere kan svigte Direktøren, men aldrig har Direktøren i Grand svigtet Udlejerne. Ingen Biografleder gør for „sine” Film, hvad Direktør Gad gør for Grands. Han hjemsøger alt og alle, til alle Tider, pr. Telefon og Pen for at skaffe sine Film den Plads i Solen — eller Avisernes Spalter, han er usvigelig overbevist om, de har Krav paa. Filmudlejerne burde takke ham paa deres Knæ for hans gigantiske Ihærdighed.
Jubilaren vil ikke fejres, derimod vil han fejre sit Teater med et udsøgt Repertoire, siger Grand-Teatret. En Række Storfilm skal op i Grand til Vinter: “Matter of life and death”, Bette Davis i „Alt dette og Himlen med”, Noel Cowards „This happy breed”, Ray Milland i “Lost Week-end” og Ingrid Bergman i “Notorious”. Det er blot noget af, hvad Urban Gad lover paa Grands Lærred til Vinter, og det viser, at hans formidable Energi som Biogralleder ikke er svækket af et halvt Aarhundredes Bryderier, som han selv i sine sorte Øjeblikke vilde kalde “djævelsk Modstand”, dog ikke mere djævelsk altsaa, end han synes at være kommet ubesværet gennem det hele.
Lad os haabe, Sæsonen maa blive idel Jubel og Sukces’er, det var ikke blot det rareste og letteste, men ogsaa det glædeligste for alle Parter: Publikum, Presse, Udlejere og Direktørem selv plus den Medarbejder, som altid han været ved hans Side i Slagene: Fru Direktøre, Esther Gad.
Jack.
Berlingske, 21. august 1947.
DET er i den kommende Sæson 25 Aar siden, at Direktør Urban Gad overtog det daværende Metropol-Teater i Mikkel Bryggersgade og omdøbte det til Grand Teatret.., og selv om Teatret paa Grund at Tiderne ikke agter at offentliggøre Datoen eller arrangere særlige Jubilæumsfestligheder, er der nok Grund til at mindes de 25 Aar.
Det maa jo nemlig selv Urban Gads Konkurrenter indrømme: Grand Teatret er lidt mere end et almindeligt Biografteater. Det har opført flere lødige Film end maaske noget andet Teater, det har med Held søgt at erobre sig en Plads blandt Byens Kulturinstitutioner — og har da ogsaa Mand og Mand imellem erobret sig det smukke Navn: „Filmens kongelige Teater”.
Nu kom Urban Gad ogsaa til sin Virksomhed som Biografdirektør med Forudsætninger ud over det sædvanlige. Han havde været en af Filmens Pionerer, ikke blot dansk Films, men Verdensfilmens. Hans „Afgrunden” betød ikke mindre end et Gennembrud for „Spillefilmen”, og det var med denne Film og de mange andre, I hvilke han optraadte som Asta Nielsens Instruktør, at han gav hende Verdensry. Dertil kom, at han ved sin Side havde sin Hustru, Esther Gad, der havde arbejdet ved Filmen og var ved at folde sig ud til Stjerne, da Urban Gad traf hende i Atelieret i Berlin og bortførte hende til Danmark.
Princippet for deres Ledelse at Teatret har i og for sig været enkelt nok: utrætteligt har de i alle filmproducerende Lande været paa Jagt ikke efter de overfladisk set sukcesrigeste Film, men efter dem, der havde Kunstens Vingefang og den aandelige Lødighed. Det har naturligvis af og til betydet et Nederlag over for det brede Publikums Indstilling, men mere uretfærdigt er Livet dog altsaa ikke, end at det ogsaa stort set har vist sig at være en god Forretning. Urban Gads Direktørvirksomhed er i Virkeligheden det flottest ønskelige Dementi af Paastanden om, at man for at tjene Penge absolut skal lefle for de banaleste Publikumsinstinkter.
Det var saaledes Grand Teatret, der var Banebryderen for fransk Film, da den paa Overgangen mellem Tyverne og Trediverne pludselig vaagnede til kunstnerisk Besindelse — og hvilke nydelsesrige Timer har Teatret ikke bare paa dette Felt beredt os!
For at holde denne Standard har Parret Gad ofte søgt de sjældne Stier — her var Stedet, hvor man saa det nye og særprægede.
Det er klart, at Forholdet mellem Udlejerne og et Teater, der stiller saadanne Krav, ikke altid har været lige harmonisk … og i mange Tilfælde er da Urban Gad ogsaa med stor Dristighed optraadt som sin egen Importør. Næsten hver Gang har det vist sig, at det var ham, der saa rigtigt … ogsaa forretningsmæssigt set.
Nu har det naturligvis ogsaa hjulpet, at baade Urban og Esther Gad har haft en udpræget Sans for „publicity”. Ud fra deres egen brændende Overbevisning om, at hvad de havde fundet, var det bedste af det bedste, lykkedes det dem næsten altid at faa Pressen til at se, at netop den Grand Teater-Premiere var den rigtige Københavner-Begivenhed. Kendte danske Personligheder har Gang paa Gang indtalt opsigtvækkende Indledningsord til de mere problemagtige Film, der blev opført …, og kom der saa til at staa offentlig Strid om Filmen, ja, saa var det jo ogsaa et Moment, der fik Folk til at dreje om ad Mikkel Bryggersgade.
At lede et københavnsk Biografteater kan være et saare rutinemæssigt Arbejde, men det kan ogsaa, som sagt i denne Artikel, være en virkelig Indsats I Byens Kultuliv — og derfor er der al Grund til at sige, Urban og Esther Gad til Lykke med de 25 Aar og ønske dem en straalende Jubilæumssæson.
Københavneren.
I dybeste Stilhed bisattes Direktør Urban Gad I Gaar fra Holmens Kirke. Ved Baaren holdt Skuespiller Poul Reumert følgende smukke Tale:
Berlingske, 31. december 1947.
Det var en dyb og overvældende Sorg for os alle, da vi fik at vide, at Peter Urban var død. Det var saa smerteligt, at Budskabet slet ikke kunde formes i Ord; der blev blot sagt: Peter Urban … og saa ikke mere.
For alle os, der kendte og elskede Peter Urban, betyder hans Død Slutningen paa et stort, rigt og smukt Afsnit af vort eget Liv. Det er en Del af os selv, som vi i Dag maa føre til Graven.
Han stod os alle saa nær — paa en særlig Maade overfor hver enkelt — og var saa livgivende og glædebringende først og fremmest, fordi han havde arvet sin Fars fine, fornemme Ridderlighed og sin Mors muntre, menneskelige Klogskab. Og Peter Urban steg allerede fra sin tidlige Ungdom saa højt op paa Aandens Rangstige, at Dagligdagens Smuds aldrig kunde naa ham.
Den, der har været saa lykkelig at eje hans Venskab igennem 57 Aar, fik at lære, hvad ubrydelig Troskab vil sige. Naar blot den mindste Fare truede hans Ven, var Peter Urban øjeblikkeligt til Stede; — drejede det sig maaske om et offentligt Angreb, som han mente burde imødegaas, saa stod han der som vokset op af Jorden med sin høje, trygge Skikkelse, og i Haanden holdt han mange store, gule Papirark, hvorpaa han havde skrevet Forklaringer, Oplysninger og Forsvar!
Og fik han under Besættelsestiden Nys om Vanskeligheder, Besvær og Bortrejse, — med det samme ringede det paa Dørklokken — det var Peter Urban, der kom og bad om Lov til at værne og beskytte sin Vens Børn.
Og naar der var Sygdom — naarsomhelst — indtil det allersidste igennem de mange, mange Aar — hvem sad da ved Sengen, hjemme eller paa Hospitalet … Peter Urban! Med Vindruer i Haanden og et lille Smil om Munden, bag hvilket han skjulte sin Ængstelse, og talte kærlige og opmuntrende Ord med sin forunderlige, graciøse Blanding af Alvor og Spøg.
Peter Urban Gad var en Kunstner, en sjælden ejendommelig sart og forfinet Kunstner, der paa en helt original Maade udøvede sin Kunst paa ethvert af de Felter, han i Tidernes Løb underlagde sig. Men — allerstørst var han maaske i den ædleste, men vanskeligste Kunst, Livets Kunst. Han forstod baade selv at leve og at give alle os andre Del i sin Livsfylde.
Hvem kunde I Sorgens Dage hjælpe os og bringe os en saa varm og nænsom Trøst som Peter Urban, og hvem kunde i Glædens Timer straale som han i Fryd og Fest med sit forborgne Smil og sin befriende Latter. — I Sommeren 1890 løb den 11-aarige Peter Urban og legede med sin 4 Aar yngre Ven paa den ufærdige Trappe og oppe paa Loftet i den spartanske, beskedne lille Villa, som hans Mor og Far var i Færd med at bygge ved Stranden i Humlebæk. Dette Hus blev senere Peter Urbans Ejendom og forvandlede sig, som ved Trolddom, fra Aar til Aar, til en Eventyrbolig, et Smykkeskrin, der gemte det kærligste Hjertelag, den fineste Skønhedsglæde og den mest grænseløse Gæstfrihed. Men — trods sin festlige Forvandling bevarede Huset dog alle sine Traditioner og vedblev altid at være det samme — det gamle Gadske Hjem.
Det var som Peter Urban selv. — Der er kun et ganske lille Skridt — det, som vi alle skal tage — I Dag, i Morgen eller senere — det Skridt, der fører fra Livet og ind gennem Dødens Dør. Peter Urban fik den Naade at gaa dette Skridt hurtigt og uden pinefuld Tøven. Og han havde den Lykke i sine sidste Timer at være sammen med Esther, som han elskede over alt paa Jorden, og som for ham betød hele Livet. — Og til Esther vender vi os nu allesammen med alle vore bedste og kærligste Tanker.
Jeg har aldrig kunnet lide det Ord Farvel, men altid sagt: Paa Gensyn — og jeg synes ogsaa, at jeg vil sige: Paa Gensyn, Peter Urban, i Dag.
Nationaltidende, 31. december 1947.
Efter sit Ønske blev Direktøren for Grand Teatret, Peter Urban Gad i Gaar begravet i Stilhed, men der var dog en Sørgehøjtidelighed i Holmens Kirke, hvor en talrig, Kreds af hans Slægtninge og mange Venner var kommet for at sende ham taknemmelige Tanker for Trofasthed, der for ham havde betydet saa meget gennem hele hans Liv.
Kisten var dækket af et stort Dannebrogsflag, og der laa en enkelt Buket mørkerøde Roser paa den. Kirken var smykket med levende Lys, hvide Syrentræer, Liljekonvaller og Kalaer. I Følget saas den Afdødes Broder, Kommandør Henry Gad og Frue, Direktør, Dr. med. Thorvald Madsen og Frue, født Gad, Fru Else Sandberg, Skuespillerinden, Professorinde Anna Bloch, Generalkonsul Alfred Olsen, Overlæge N. R. Blegvad og Frue, Fru Gerda Hartmann, Redaktørerne Hasager og Svend Aage Lund, Dr. Ib Freuchen, Skuespillerinden Fru Anna Borg, Forfatteren Christian Houmark og Fru Hertha Skaarup.
Talen blev holdt af Pastor Ørsted der nævnte Urban Gad som en af Filmens stærke og dristige Foregangsmænd, hvis Bortgang nu vakte Sorg, baade paa Grund af hans smukke personlige Egenskaber, og fordi man endnu ventede dygtig Indsats fra hans Side. Efter Præsten traadte Poul Reumert hen til Kisten og sagde nogle inderligt følte Mindeord, der formede sig som en Karakteristik af den bortgangne Ungdomsven.
Kgl. Kammersanger Einar Nørby sang „Den store Mester kommer”, og medens der blev præluderet paa Orglet, bas de Nærmeste, hvoriblandt Broderen, Baaren til Udgangen. Fru Esther Gad takkede hver enkelt i Følget. Bisættelsen fandt Sted paa Kirkegaarden i Humlebæk, hvor Urban Gad og hans Forældre i mange Aar har haft Sommerbolig.
Information, 31. december 1947.
Efter Direktør Urban Gads Død er man i Filmkredse stærkt optaget af hvem der vil faa tildelt Bevillingen til Grand Teatret. Bliver det Urban Gads Enke, der far Æren, eller søger man fra højeste Sted at sikre sig en fremragende kunstnerisk Personlighed der vil været Stand til at fortsætte det ansete Teaters store Traditioner? Forskellige Navne har været fremme i denne Forbindelse.
Interessen synes i første Række at samle sig om Fru Asta Nielsen der har alle Betingelser for at beklæde den ansvarsfulde Stilline; Naar Talen er om en saa betydningsfuld Biograf som Grand Teatret, bør Myndighederne for en Gangs Skyld bryde med den Sædvane, der tildeler Enken Bevillingen. Asta Nielsen maa paa alle Maader siges at være kvalificeret til Stillingen og det vil vække Glæde blandt de Sagkyndige, hvis hun faar Bevillingen.
Ingen dansk Kvinde har betydet mere for vor Filmkunsts Anseelse I Verden.
*
Information, 3. januar 1948.
Hr. Redaktør!
I Bladet for den 31. December 1947 findes en redaktionel Artikel, der gaar ud paa, at man for Grand Teatrets Vedkommende bør bryde den Sædvane, at Bevillingen tildeles Enken, og at man i Stedet bør give den til en fremragende kunstnerisk Personlighed, der vil være i Stand til at fortsætte det ansete Teaters store Traditioner, og som denne fremragende kunstneriske Personlighed nævnes Fru Asta Nielsen.
Ingen vil bestride at Fru Asta Nielsens kunstneriske Personlighed gør hende kvalificeret til en Biografbevilling, men det turde, maaske være paa sin Plads at oplyse, at Urban Gads Enke, Fru Esther Gad, gennem 25 Aar har været sin Mands daglige Medarbejder ved Valg af Film og Teatrets Ledelse iøvrigt, og Urban Gad lagde aldrig Skjul paa, at de opnaaede kunstneriske Resultater lige saa meget skyldtes Esther Gads som hans egen Indsats.
Baade paa det kunstneriske som paa det økonomiske Omraade var hun gennem Aarene hans kloge Raadgiver, og Urban Gad har Gang paa Gang udtalt, at ingen som hans Hustru vilde være, i Stand til at videreføre Teatrets Traditioner.
I min Egenskab af Grand Teatrets mangeaarige juridiske Konsulent har Urban Gad med mig drøftet Spørgsmaalet om Teatrets Fremtid i Tilfælde af hans Død, og det kan maaske have Interesse at vide, at ogsaa fra et kunstnerisk Synspunkt saa Urban Gad med Tryghed Ledelsen lagt i sin Hustrus Hænder.
J. H. Berner,
Overretssagfører.
Berlingske, 16. januar 1948.
GRAND-TEATRET’s Bevilling er efter Peter Urban Gads Død opslaaet ledig, men dette er antagelig kun en Formsag. Der kan næppe herske Tvivl om, at Bevillingen vil blive givet til Enken, Fru Esther Gad. En københavnsk Avis havde det mærkelige Indfald allerede i Nekrologen over dets, bortgangne Biografdirektør at skrive, at nu var der vel omsider en Lejlighed til at gøre Uretten god mod Fru Asta Nielsen og sætte hende ind i Grand. Journalisten har Ret i, at det er skandaløst, at Filmens store banebrydende Kunstnerinde ikke forlænget har faaet en Bevilling, saa meget desto mere som hun har søgt om den. Hun burde slet ikke have behøvet at søge. Bevillingen burde være tildelt hende som en offentlig Æresbevisning. Men netop i Tilfældet Grand vilde det være uretfærdigt at forbigaa Fru Esther Gad. Thi naar Grand-Teatret i Dag anses for at være vort fornemste Filmteater — det Sted, hvor kunstneriske Film, som ingen andre tør risikere at opføre, bliver langvarige Sukcesser — er Fortjenesten Esther Gads ikke mindre end hendes afdøde Ægtefælles. De to stod sammen i Arbejdet. Det er ikke muligt at skelne, hvem der havde den største Del af Æren. Begge sled i det for Grand og gav Teatret i Mikkelbryggersgade deres Hjerteblod. Nederlag tilføjede dem Lidelse. De kunde græmme sig, naar en Film, de havde troet paa, ikke fandt Forstaaelse hos Presse og Publikum.
Da Juleaftensdag 1922 den unge Skuespillerinde Esther Hagen — hendes virkelige Navn var Esther Burgert v. Westernhagen — holdt Bryllup med sin Instruktør Peter Urban Gad, gled hun straks naturligt og let ind i hans københavnske Milieu. Hun havde medvirket i store Roller paa Max Reinhardts Teatre, men nu blev hun Fru Gad og dansk, indgiftet i en højt anset Familie. I Løbet af forbløffende kort Tid lærte hun at tale og skrive sin Mands Sprog. Admiralinde Emma Gad, Svigermoderen, var død i Januar det foregaaende Aar, men i Dronningens Tværgade stod endnu det
gammeldags, hyggelige Hjem med den fine Slægtskultur og Traditionerne for Gæstfrihed og utvungen Konversation, og Esther Gad tog med Dygtighed og Takt Arven op.
Hvis der nogen Sinde i København har eksisteret noget i Retning at det franske Begreb Salon, var det hos Gads. Samtalen var altid meget animeret ofte saa Ivrig, at man blev i siddende ved Middagsbordet til Kl. 3-4 om Morgenen. Folk fra alle Lejre — og af alle politiske Anskuelser — mødtes og lærte hinanden at kende. Det var ikke blot Teater og Film, der blev diskuteret, selv om disse Emner vel nok optog Værtsfolkene mest. Navnlig Filmen!
Esther og Peter Urban Gad drev deres Teater med Fanatisme. De følte, at de havde en Mission og gik med en Kærlighed, der var rørende (men ogsaa kunde virke hektisk) op i Arbejdet. Selv med Hjertevennen Johannes Poulsen kunde der opstaa Divergenser, naar Johannes — I Angst for at Filmen skulde besejre, hvad han kaldte det levende Teater — talte uden Respekt om Celluloidkunsten. Skuespillere, der optraadte paa Lærredet i Grand, var Ægteparret Gads Skuespillere, De forsvarede dem, som om de virkelig hørte hjemme i Mikkelbryggersgade og ikke levede en fjern og med Hensyn til Mikkelbyggersgade temmelig ubekymret Tilværelse i Hollywood. Bjørn Bjørnson, en af Husets bedste Venner, fortalte gerne om et Møde med Esther Gad. Han spurgte hvordan det gik med Grand, og hun brast i voldsom Graad:
— Forfærdeligt! Vor nuværende Forestilling har løbet i 37 Uger, og vi kan slet ikke faa Premiere paa alle de dejlige Film, vi har købt!
I danske Filmkredse ved man, at der er en særlig Slags Film: De, som kan gaa i Grand, og som alle andre Teatre brænder sig paa. Og det er i Reglen de kunstnerisk værdifuldeste. Esther og Peter Urban Gad holdt Prøver paa en Film som paa et Teaterstykke. De sad i Timevis og drøftede Tonestyrken. Premiérerne blav forberedt med den minutiøseste Omhu; smaa Foredrag indledte dem. Musik skabte Stemning. Som i Hjemmet (i de senere Aar om Vinteren i Upsalagade, om Sommeren i Humlebæk) var der ogsaa i Grand en særlig Gad’sk Atmosfære.
Esther Gad er et Menneske med udprægede Meninger om Kunst, og hun har sine Meningers Mod. Hun har altid haft en vaagen Sans for Kvalitet, og gennem den høje Standard, Repertoiret i Grand altid har haft, har hun og hendes Ægtefælle ydet en betydelig Indsats til Forbedring af Filmsmagen herhjemme. Ogsaa under hendes Ledelse vil Grand-Teatret forblive det mest kræsne i sit Valg, det Sted, hvor Hensynet til Idealerne gaar forud for alle andrwe. Vi har allerede en Række dygtige kvindelige Ledere af Biografteatre: Bodil Ipsen, Hertha Skaarup, Else Sandberg. Med Talentets Ret vil Esther Gad indtræde i Rækken.
HENRY HELLESEN
Berlingske, 2. marts 1948.
Flere af de Tidsskrifter, der bekæmpede Nazismen, og som Hitler derfor kvalte, dukker nu op til nyt Liv. „Roland von Berlin” er et af dem. I Nummeret for 15. Februar skriver Filmforfatteren B. E. Lüthge følgende Mindeord om Peter Urban Gad:
Blandt de store kunstneriske Indtryk, som jeg i mit Liv har modtaget, er der tre, som særlig stærkt har hæftet sig i Erindringen: Begravelsesoptrinet i „Vaarbrud”, „Forvandling” af Toller i en Opførelse i Tribüne, og — maaske det stærkeste — en Filmscene, som jeg som ungt Menneske endnu i Stumfilmens Dage har set: Asta Nielsen, da hun i Filmen „Den fremmede Fugl” flakkede gennem Skov og Sump, brød sammen og druknede. Og hvorledes hun senere i en sælsom Ligfærd paa Baade, med Kisten stillet paa tværs, blev roet gennem Sprewald’s Laguner og derefter begravet. Endnu i Dag er Visionen af denne kunstneriske Oplevelse saa frisk, som dengang jeg oplevede den. Da jeg saa senere selv blev Filmforfatter og havde den Lykke at arbejde med og for Asta Nielsen, ja, lang Tid ogsaa blev Medarbejder hos Skaberen af dette Optrin, Forfatter-Instruktøren Urban Gad, kunde jeg, Venskabet til Trods, aldrig frigøre mig for denne Følelse af Beundring.
Han hørte til de store Banebrydere for den kunstneriske Film, jævnbyrdig med Griffith og Lubitsch. Egentlig var det ham, der opfandt den store Spillefilm med Niveau og gjorde denne Nyskabning til Kunst. Ry fik han for i Asta Nielsen at Opdage den Kvinde, der lynsnart aabenbarede, hvilke Muligheder der overhovedet laa i Film. Som Maler, Skribent, Lærd, Kunstsamler, Forfatter af den første grundlæggende Bog om Film („Filmen — dens Midler, dens Veje”), uden Krogveje i Karakteren, ofte stejl, ja, ubøjelig skred han sammen med Asta Nielsen (skønt fjernt fra hende i Følelsen, ja, i et Samliv med hende som et Strindberg-Ægteskab) for Kunstens Skyld videre.
I Esther Hagen fandt han en ny Kammerat for Livet. Da han ophørte med at sætte i Scene, overtog han, efter at være vendt hjem til sit Fædreland, Grand-Teatret i København, som han evnede at gøre til et førende Filmteater i Danmark, ja, til et Begreb i de nordiske Riger. Det var hans Ærgerrighed at kunne vise sit Land Alverdens kunstneriske Film, og han forstod omsorgsfuldt at føre dem frem. Urban Gads Navn vil altid blive staaende blandt Filmens virkelig skabende Kunstnere, blandt Pionererne i første Række vil hen ikke blive glemt, hvordan end Filmkunsten vil forvandle og udvikle sig.
B. E. LÜTHGE
Berlingske, 4. maj 1948.
Afdøde Direktør Peter Urban Gad havde omfattende litterære Interesser. Grandteatrets Leder arbejdede I mange Aar – det var almindelig kendt mellem hans Venner – paa et større Værk om den franske Revolution, og i Midten af Trediverne begyndte han at samle Stof til en Bog om sin berømte Slægtning, Maleren Paul Gauguins der ved sit Ægteskab med Mette Gad, der var Kusine til Admiral Urban Gad, Peter Urbans Fader, var kommet ind I det københavnske Bourgeoisi.
Om Peter Urban Gad var blevet færdig med sin Bog om Gauguin ved sin Død i December 1947, vidste man ikke. Han havde arbejdet paa den om Natten efter sit Arbejde med Biografen, men nu har hans Enke, Fru Esther Gad, fundet det færdige Manuskript, som hun vil drage Omsorg for bliver udgivet paa Fransk.
Læs mere
Berlingske, 15. juli 1948.
I Gaar har Justitsministeriet uddelt bevillingen til Grand, og der kan ikke være Tvivl om, at Beslutningen overalt i den danske Filmverden vil blive anset for rigtig og retfærdig – og saa er den tilmed kommet saa nogenlunde hurtigt, i det mindste naar man regner med det Snegletempo, der ellers raader ved Bevillingstildelelser.
Esther Gad har naturligvis faaet Bevillingen til Grand, og at hun fik den saa hurtigt, kan sikkert tilskrives, at der ikke kunde herske Tvivl om, at hun burde have den. Det er i det store og hele en daarlig Coutume, at Bevillingshaverenker absolut skal arve Bevillinger, men her er der ikke Tale om Arv, her er Sagen ganske simpel den, at Esther Gad gennem de mange Aar, Urban Gad var Bevillingshaver, var aktivt med i hver eneste Beslutning der blev Taget. Hun var i alleregentligste Forstand Med-Leder, og Grands gode Ry skyldes i lige saa høj Grad hendes Filmkendskab, Filmfornemmelse – og Fornemmelse for Publikum ikke at forglemme – som det skyldes hendes afdøde Mands. Det er rart at vide, at Grand i Fremtiden vil blive ført videre ad de Baner, Ægteparret Gad i sin Tid lagde og saa vidt muligt holdt for Filmkunsten i Mikkelbryggergade. Nu, hvor Mulighederne er større, Valget videre, er det endda troligt, at Esther Gad vil føre Grand til ny Blomstring. Det vilde være godt – ikke blot for hende selv, men ogsaa for den københavnske Biografverden, hvor de forskellige Teatres Linier efterhaanden er ved at blive saa slyngede, at man snart ikke mere kan tale om, at en Premierebiograf har sit eget Ansigt. Det har Grand, og Trækkene en nu helt Esther Gads. Foreløbig bliver der dog ikke Tegn til, at den nye Bevillingshaver kommer paa Prøve, den storartede Noel Coward-Film “This happy breed” har sikkert endnu mange Uger i sig paa Grand.
Berlingske, 30. december 1948.
Klunketiden — Den unge Generation mener sig berettiget til at smile.
Efter Fremkomsten i 1943 af Otto Rungs Bog “Fra min Klunketid” opstod Diskussion om denne Epokes Lys- og Skyggesider. Adskillige mente, at Rung som andre Forfattere i sin Bedømmelse af Tiden havde været for haard. Selskabet for Historie, Litteratur og Kunst opfordrede derfor et af sine Medlemmer, Peter Urban Gad, til at holde et Foredrag og meddele sin Opfattelse at Klunketiden. Urban Gad holdt sit Foredrag i November 1947, seks Uger før han døde. Hans Hustru Fru Esther Gad, har nu paa Det Berlingske Bogtrykkeri til Vennerne ladet trykke Foredraget i sin Helhed. Da det fortæller om København fra en Tid, der har alles Interesse, da det er fuldt af morsomme Enkeltheder og repræsenterer en noget andet Opfattelse af Tiden, end den andre Samtidige har givet Udtryk for, omtales Skriftet her.
Urban Gad kendte Klunketiden Som Søn af Kontreadmiral Nicolaus Urban Gad og Forfatterinden Emma Gad, født Halkier, voksede han op i et af Klunketidens blandt det københavnske Borgerskab bedst kendte Hjem, et af de mest demokratiske og et af de mest dannede. Straks paa dette Sted skal medtages en Anekdote om Emma Gad, fortalt af Sønnen i det lille Skrift, hvis hele Titel er “Klunketiden paa en anden Maade”. Emma Gad var blevet hendes Naade Admiralinden og dekoreret med Fortjenstmedaillen i Guld. Hun var dog saa bange for eller havde saa megen Respekt for sin Kokkepige Lisbeth, at Hendes Naade, der led af nervøs Appetitløshed, altid paa landet medførte en lille Planteske for at kunne grave sin Portion ned i Haven. Hun turde ikke udsætte Lisbeth for at opdage at hun levnede hendes gode Mad.
Hvorfor Klunker.
Angrebet paa Klunketidens Møbelsmag finder Urban Gad lidt overfladisk og lidt letkøbt. Angrebet paa Tiden som saadan ligeledes. Man maa huske, siger han i sit Foredrag, at Richard Wagner, Zola, Maupassant, Dickens og Tolstoj, at Bonnat, Claude Monet, Whistler, Brahms eg Tachaikowsky, at Darwin, Pasteur og Robert Koch sad netop mellem Klunker og Kvaster, og fik dog imellem gode Ideer.
Læs mere
Og Urban Gad slutter:
– Det eneste Københavnerne forlanger af hinanden – det er, at de forstaar og behersker Byens Sprog, denne underfundige og let selvironiske Svingen mellem Alvor og Skæmt, en Tone, der bevæger sig paa den kromatiske Skala. Det er denne Tone, der er det blivende og det typiske for København.
Det er Forstaaelsen heraf, jeg har savnet hos “Klunketiden”s Kulturhistorikere. Jeg synes, det er magert og smaaligt at bedømme den Epoke med et forvrængende Glasskaar af Mindreværdskompleks i Øjet – det er sygeligt at sidde og pille i Saarene – selv om en Modebølge, der i en vis Periode gik hen over Verden og derpaa svandt igen – var mere eller mindre æstetisk vellykket, set med vore Øjne.
Men det, de burde have set, det er den bestaaende og blivende Rytme i denne gamle Bys Sind, det, som binder os til dens Fortid og forhaabentlig til dens fremtid, dens Lune, dens Humor, dens Godmodighed, dens Uimponerthed
Hvert Slægtled føjer sit Bidrag til den brogede og afvekslende Perlekæde, som Historien er, nogle smukkere end andre, men Snoren, som bærer den, den fører tilbage til Tiden før Holberg – og ud i en forhaabentlig fjern Fremtid.
top-
Her kan hele bogen læses: Klunketiden paa en anden maade.
|
* |
|
Læs alle teksterne om Peter Urban Gad: