Maler – Instruktør – Forfatter
Biografdirektør (Grand Teatret).
12. februar 1879 – 26. december 1947.
Lykkehjulet, premiere 26. december 1926.
Lykkehjulet.
DET ER VINTER med Frost og Sne. Skoven staar iklædt sin skønne, hvide Vinterdragt, og paa den islagte Skovsø tumler Ungdommen sig af Hjertens Lyst.
Mellem de glade Skøjteløbere er den unge Billedhugger Erik Elmer. Han har forladt sit Atelier derinde i den store By og henter nyt Livsmod herude paa Isens blanke Flade. Det varer ikke længe, før han gør Bekendtskab med en indtagende, ung Dame — Ethel Birk hedder hun — og snart farer de Haand i Haand over Isen.
Her ude træffer vi ogsaa et Par gode, gamle Bekendte, Fyrtaarnet og Bivogn en. De har fundet sig en Næringsvej ved at udleje Skøjter og give Undervisning i den ædle Skøjtesport. Det er Fyrtaarnet, der optræder som Lærer, men da det er smaat bevendt med hans egen Færdighed, faar han ikke mange Elever. Til Gengæld har de to Kompagnoner megen Fornøjelse af at betragte det muntre Liv, som udfolder sig paa Søen.
Erik er allerede blevet forelsket i den skønne Frøken Ethel. Men han faar ikke Lov til at følge hende til Byen. Hun smutter fra ham — og han maa nøjes med Erindringen om et skælmsk Smil og et Par straalende øjne. – – –
Ethel Birk er Datter af en Mand, der udvandrede til Amerika, da hun var lille. Hendes Moder er forlængst død, men dan gamle, elskelige Tante Anna har været hende i Moders Sted. Ethels Formynder, Sagfører Ring, har i Aarenes Løb givet dem en beskeden, maanedlig Understøttelse, og de tror, at han personlig har lagt disse Penge ud.
I Virkeligheden forholder det sig saaledes, at Ethels Fader, John W. Birk, der er en Fætter til Sagfører Ring, hvert Aar sender 10,000 Kr. til Datteren, men en meget stor Del af disse Beløb gaar i Sagførerens egne Lommer. Han har netop modtaget følgende meget vigtige Brev fra John W. Birk:
Læs også om Lykkehjulet hos Det danske Filminstitut.
Aarhus Stiftstidende, 6. februar 1927.
I et Interview fornylig har Filmsinstruktøren, Forfatteren Urban Gad blandt andet udtalt, at medens der er faa danske unge Piger, der egner sig for Filmen, er der slet ingen unge Mænd, da disse alle er forfærdelige.
Da denne Udtalelse fremkaldte Protester, har Urban Gad yderligere til B.T. udtalt:
– Jeg skal først og fremmest udtale, siger Direktør Gad, at det er fuldkommen Overtro, naar man mener, at de amerikanske Instruktører “opdager” stjerner paa Gader og Stræder. Det har intet som helst med Virkeligheden at gøre.
De allerfleste amerikanske Filmsstjerner er opdragne i Filmens Tjeneste, og har tjent sig op i den. Af og til kan det selvfølgelig hænde, at der “opdages” et Talent, men det hører til Undtagelserne.
Man har bedt mig om at se mig om efter unge Talenter. Jeg kan dertil kun svare, at jeg i høj Grad set mig om, hvor jeg kommer hen, i Selskaber, i Teatre, i Sporvogne og Jernbaner og paa Gader og Stræder, og jeg er vant til at bedømme Typer, men jeg har ikke fundet en eneste Mand jeg kunde anvende.
De danske Typer er ligesom det danske Landskab og Temperament bløde og svage. Norges og Sveriges Landskaber er langt kraftigere. Det er da ogsaa karakteristisk, at vi lige siden Psilanders Dage har maatet hente de fleste af de mandlige Hovedkræfter til danske Film i enten Norge eller Sverige.
Den danske Type spænder over en Skala, der ligger mellem Alvor og Gemytlighed, men paa begge Sider heraf ligger den store Patos og den store Humor. Det har vi ikke. Vi har ingen Gösta Ekmann eller Ronald Coleman, ingen Chaplin eller Douglas Fairbanks.
Jeg har sagt at danske Mænd ser forfærdelige ud. Jeg vil bede Folk selv se sig om mellem Publikum i Teatrene, eller hvor de nu kommer hen, og saa sige mig, om jeg ikke har Ret, eller vil jeg bede Dem spørge de danske Kvinder. Lad dem svare.
Aarhus Stiftstidende, 7. februar 1927.
Filmsinstruktør Urban Gad har udtalt, at de danske unge Mænd ikke egner sig for Filmen, da de alle er forfærdelige.
Kan den danske Ungdom ikke filme? Er det sandt, at den er uglet ud
med et Ansigt til at sælge Sild me’ og en Holdning som et Cyklebud?
Er denne Legemsgrimhed uforsvarli’ og dens Charme ganske Nul og Nix?
Har vi ingen, der kan gaa som Charlie eller filme sjælfuldt som Tom Mix?
Nej, man kan jo ikke uden Anstød tolke Elskov, Had og Jalousi
med et Aasyn som en Portion Vandgrød, – saa Hr. Sørensens Fysiognomi,
der kan findes Udtryk, tit saa ægte, for det Sjæleliv, som angaar Mad,
er til Filmsbrug ikke værd at Hægte, der forsikrer da Hr. Urban Gad.
Han har søgt paa Gader og i Hjemmene blandt de unge Mænd i Syd og Nord
– men forgæves – om et brugbart Emne; ingen af dem kunde filme Spor!
“Spørg”, udraaber han, “de unge Pi’er, om jeg har Ret; de ved Besked!”
– Ja, men netop de, der gør det, tier, rødmer bare og slaar Øjet ned.
N.N.
Aarhus Stiftstidende, 31. januar 1928.
Forleden vilde Ægteparret Esther og Urban Gad give en Fest for Johs. og Ulla Poulsen, og efter Johs. Poulsens Ønske formede den sig som et gammrldags Punchgilde.
Bollen var ifl. B.T. anbragt midt paa det runde Bord, og Johs. Poulsen, som i en Aarrække har kæmpet for at man skal lade den gammeldags Punch erstatte Whisky og Cocktails var Brygger og Magister bibendl. Inden Punchen blev drukket, blev Lyset slukket og en med Cognac overgydt Sukkertop antændt over Bollen.
– At den gamle Ceremoni er farverigere og smukkere end Gennemrystningen af en Cocktail, er der ikke Tvivl om. Og Produktet bliver som Regel ogsaa mere velsmagende, hvis der er Tale om Mennesker, som forstaar at brygge en god Punch.
B.T., 3. august 1929.
I sin smukke og meget oplysende Bog om Filmen og dens Maal og Midler, skriver Urban Gad om Fremtidens Under: den talende Film, som i Aftes blev til Virkelighed.
– De kalder den talende Film en Ulykke, hvorfor? spørger jeg.
– Ja, det gjorde jeg…. ja, for Filmens største Egenskab, den Internationalitet vilde derved blive bragt i Fare, jeg gør nemlig i min Bog, gældende, at Filmen i det lange Løb vil blive en af de største Faktorer til Folkenes Forening med hinanden, jeg har, skal jeg sige Dem, aldrig hørt et Menneske hade den Nation, som han kendte. Hvis man virkelig har lært et Folk at kende, i dets Glæder og i dets Sorger, saa vil, saa kan man aldrig lade sig rive med at noget saa ækelt som Massesuggestion…. hvor kan man overhovedet hade…. jeg forstaar det ikke…. Derfor var enhver ny teknisk Opfindelse, som vilde nedsætte Filmens Evne til at gaa fra Folk til Folk og sprede Kendskab og Sympati mellem Nationerne, den var mig paa Forhaand imod.
– Ogsaa den talende Film?
– Den talende Film kunde ikke standses, ikke paa nogen som helst Maade, det er jo dog en af Menneskehedens ældgamle Drømme at kunne skabe det kunstige Menneske, Mennesket, som var skabt af Kunst, og derfor maatte den talende Film komme – og nu er den kommen…. Opgaven er løst, det levende Billede har faaet Ord, faaet Talens Naadegave, er blevet tonende, det er sket, det store Under, men det er dog kun en Station paa Vejen, vi haar naaet, Fremskridtet, man kan ligefrem sige, at Fremskridtet raser fremad, frem efter, vi har naaet den virkelige Homunculus…. der vil komme en Brydning mellem Lysstraaler, et Resultat af Fotoceller og Forstærkere, som staar frit i Rummet med naturlige Farver og som taler saa naturligt, at Skikkelserne ikke er til at skelne fra et levende Menneske paa en Scene.
LÆS HELE ARTIKLEN
B. T., 14. december 1929.
I Nat var det hos Urban og Esther Gad, at de to skandinaviske Gæster blev fejret. Festen vat tillige en Indvielse af det nye Gad’ske Hjem i Upsalagade. Der knyttede sig saa mange Minder til Hjemmet i Dr. Tværgade… og det syntes saa betinget af de herlige Gad’ske Traditioner, at det skulde synes umuligt at overføre dem til en anden Lejlighed. Men Kunststykket lykkedes. Penaterne flyttede med ligesom Nissen i Eventyret… og den Stemning, der altid har været over Fester i Urban Gads Hjem, slog Natten igennem ud i vilde Glammer.
Selvfølgelig var det Bjørn, der holdt Nattens første Tale, men derefter gik det Slag i Slag. Jeg kunde berømme mange af de Cicero’er, der rejste sig i Skæret af Nell Gwyn-Kandelabrene, men jeg vil holde mig til de Taler, der vil blive husket om mange Aar. Statsminister Stauning var en af Gæsterne, og hans brede og rige Tale for Gösta Ekman var en skandinavisk Gestus, der i al Beskedenhed tør sammenlignes med Tegners Tale for Oehlenschläger. Den knyttede to Brødrefolk sammen. Saa var der selvfølgelig Göstas Takketale, Storms franske Tale, Fru Clara Pontoppidans nydelige Lovprisning af Kærligheden – og sidst og ikke mindst Johannes Poulsens pragtfulde Parafrase over Kunst og Gøgl. “Glem ikke din Oprindelse!” Det var det betydningsfulde Omkvæd i Johannes’ Tale, der paa en Gang var Historie og Livsglæde og Inspiration.
Det maa være en Lykke for et Værtspar som Esther og Urban Gad at have lagt Hjem, Lys, Vin og anden Festlighed til en saadan Nat, hvor Poesi, Sandhed og dyb Menneskelighed springer ud af de smaa Timer og det lykkelige Samvær.
– – –
Folketælling 1930. Upsalagade 18.
Berlingske, 22. marts 1931.
Filmsdiskussionen er aabenbart brændende – og der var fuldt i Studenterforeningens store Sal, da man i Aftes havde sat “Filmen” paa Programmet.
Der var sendt Indbydselse til en Række Filmsfolk, men det var ganske karakteristisk, at saa at sige ingen af dem var kommet til Stede. Blandt Gæsterne saa man dog Dr. techn. Holger Schmidt, Overretssagfører Max Rothenborg, Fru Hertha Skaarup, Borgerepræsentant Gerda Mundt og Forfatteren Otto Lütken. Men Biografejerne og Udlejerne saa man ikke. End ikke Organisationens Ledere havde givet Møde – antagelig fordi man ventede en “Bevillings-Diskussion.
Intelligensen har ikke Interesse for Film!
Indlederen af Diskussionen, Direktør Peter Urban Gad, der af Kaptajnløjtnant Westermann præsenteredes som en af Filmens Pionérer, fik straks Ordet og talte om Filmen.
LÆS HELE ARTIKLEN
B.T., 2. januar 1932.
Charles Dickens, herlige gamle Charles, vilde have frydet sig, hvis han i Aftes kunde være staaet op af sin Grav og kikket ind i et bestemt københavnsk Selskab.
Trods Krise, trods alle Omvæltninger i Smag og sociale Forhold, er der nemlig stadig københavnske Hjem, hvor der dyrkes Selskabelighed, der holder det glade Sind og den frie Aand i Ære – og hvor man hører Tonerne fra lykkelige længst henfarne Dage.
Jeg tænker i dette Tilfælde paa et Selskab, som Direktør Peter Urban Gad og Fru Esther holdt i deres smukke Hjem i Upsalagade. Det var som bekendt Peter Urban Gads Moder, den elskelige Admiralinde Emma Gad, der oversatte Sardous berømte Folkekomedie “Madame Sans Géne” til Dansk…. og i den Anledning havde Peter Urban efter Premiéren paa Folketeatret inviteret en Del af sine Venner og af de Mennesker, der havde haft med Forestillingen at gøre, til en Nytaars- og Teaterfest.
Sørøver-Punch.
Festens store Øjeblik oprandt, da Johannes Poulsen som denne Bys herligste magister Bibendi lavede sin berømte Sørøverpunch under medvirken af et Par Skønheder som Fru Ulla (der rev Citronskallerne) og Fru Eva Heramb, der pressede Citroner.
LÆS HELE ARTIKLEN
Da Vækkeurene kimede over Byen i Morges, brød de første 29.718 Københavnere deres fornemste Nytaarsløfte.
Kammerjunker Lassen.
Aarhus Stiftstidende, 16. januar 1934.
Fred, Fremskridt, Broderskab.
Selskabet C.I.D.A.L.C. (Comité international pour difusion artistique et litteraire par le cinematographe) har til Opgave at protegere Films, som i Folkeforbundets Aand “tjener Udviklingen af den menneskelige Natur og fremmer Tilnærmelsen mellem Folkene i Fred, Fremskridt og Broderskab”, ganske særlig ved Uddeling af den aarlige C.I.D.A.L.C.-Pris paa 50,000 franske Francs. Kan man et Aar ikke finde et Arbejde, der er værdigt til denne Pris, uddeles i Stedet flere, højst fem, Opmuntringspriser paa 10,000 Francs. I hvert Land vælges en Jury. For Danmark er Valget i disse Dage faldet paa bl.a. Forfatteren Anders W. Holm, Forfatteren Svend Borbjerg, Forfatteren Direktør Urban Gad og Forfatterinden Fru Thit Jensen. I den internationale Jury repræsenteres Danmark af den danske Gesandt i Paris. Den danske Jury meddeler nu, at Arbejder, som ønskes medtaget i dette Aars Konkurrence, skal indsendes inden 1. April til C.I.D.A.L.C., Dansk Forfatterforening, København.
Berlingske, 8. april 1934.
I Anledning af, at Fru Else Sandberg har faaet Bevilling til at drive Merry-Teatret, afholdtes der i Aftes hos Direktør Peter Urban Gad og Fru Esther Gad en Middag til hendes Ære. Der var udelukkende indbudt Damer, og bl. a. deltog Fru Udenrigsminister, Folketingsmand Elna Munch.
I Anledning af Opførelsen af “Familien Rothschild” har der været naziopløb ved Grandteatret i Mikkelbryggersgade.
Politiken, 13. august 1935.
Foran et fyldt Grand Teater står biografdirektør, Gad og taler med Christian VII og Caroline Matilde. Bag dem hænger paklater med skriften “Dronning Caroline Matilde og Strueense” og “Den mest tragiske kærlighedshistorie i Danmarkshistorien”.
Christian VII: – Hr. Biografdirektør jeg maa virkelig gøre Dem min Kompliment. Noget saa sindsygt har jeg aldrig været med til!
Caroline Mathilde (1771-1755) Dronning af Danmark
Christian VII (1749-1808) Konge af Danmark
Tegning: Valdemar Møller (1885-1947).
Urban Gad, havde planer om at skrive en bog om Gauguin. Han mente der skulle rettes op på de misforståelser han mente der fik Gauguin til at udtale at han hadede Danmark.
“Legenden om Paul Gauguin” skulle bogen hedde; men den blev aldrig skrevet. Den blev i hvert fald ikke udgivet.
Omtale af bogprojektet kan læses på Gauguinsiden, i en artikel fra Berlingske, 24. juni 1936.
Aarhus Stiftstidende, 9. november 1937.
Direktør Urban Gad havde ved Landsretten krævet Akts. Constantin Film dømt til at betale 10,000 Kr. i Erstatning, fordi Selskabet i Strid med indgaaede Aftaler havde overdraget Scala Bio Retten til Opførelsen af Sukces Filmen “Hertugen søger Natkvarter”. Landsretten udtaler, at det ikke kan anses som bevist, at der var indrømmet Direktør Gad en Ret til at have Filmen paa Haanden, eller godtgjort, at der var truffet en endelig Aftale om hans Ret til at opføre Filmen.
Constantin Film blev derfor frifundet og Gad dømtes til at betale 500 Kroner i Sagsomkostninger.
Folkebladet Sydjylland, 28. december 1937.
Da Bjørn Bjørnson sidst var i København som Gæst hos Vennen Hals- og Ørespecialisten Niels Blegvad, deltog han i et Middagsselskab hos sin Vært.
Man var 12 til Bords; men midt under Maaltidet ankom Filmsdirektøren Urban Gad, lidt forsinket – og nu var man altsaa 13! Der blev stor Opstandelse! Fru Esther Gad rejste sig og erklærede hun ville forlade Bordet, mens Værtinden dekreterede: “Saa kan Jytte sidde ved et lille Bord for sig!”
– Inden Fru Gad havde gjort Alvor af sin Trussel, rykkede Bjørn sin Stol midt ud paa Gulvet, men blev samtidig lynende sint og tordnere: “Er Dere virkelig saa enfoldige at tro, at han deroppe (peger mod Loftet) sidder og tæller os?! Saa’nt forbandet Tøv!” Dermed rejste den vrede Bjørn sig og gik op paa sit Værelse og lagde sig.
– – Men en halv Time efter kom han ned igen, iført en pragtfuld Pyjamas, og underholdt Selskabet, som om der ingenting var sket.
Leni Riefenstahl og hendes Moder, fotograferet i Lufthavnen ved Afrejsen i Gaar. Hun fløj Kl. 14,20 til Stockholm, hvorfra hun efter et kort Ophold vilde fortsætte til Helsingfors.
Lagationsraad Hensen med Frue fra den tyske Legation, Direktør Urban Gad, Esther Gad og Landsretssagfører Meincke var i Lufthavnen for at tage Afsked. Sidstnævnte overrakte som Repræsentant for den olympiske Komité Blomster.
Berlingske, 28. juli 1938.
Aarets store Filmsbegivenhed var Fuldendelsen af den mægtige Olympiade-Film – og nu skal det danske Filmspublikum præsenteres for den. Foreløbig Filmens første Del… den officielle Premiére finde Sted i Grand-Teatret paa Onsdag hos Direktørparret Peter Urban og Esther Gad.
Forinden vil der dog Tirsdag Aften finde en Forestilling Sted for en indbudt Kreds – og denne Gang foregaar Forevisningen i Odd Fellow-Palæet. Under Protektion af Hs. kgl. Højhed Prins Axel er der blevet dannet en Komité bestaaende af Borgmester, Dr. Ernst Kaper, Generalkonsul Langkjær, Direktør Gad, Chefredaktør Svend Aage Lund og Redaktør Jørgen Bast – det er denne Komité, der staar for det specielle Arrangement Tirsdag Aften.
Det vil blive en virkelig Filmens Festaften – og ikke mindst fordi Olympiadefilmens Skaber og Chefinstruktør Leni Riefenstahl kommer til Stede.
Efter Forestillingen Tirsdag Aften har “Berlingske Tidende” indbudt til en Fest for Leni Riefenstahl. Hun vil være Æresgæst under Besøget i København. Ankomsten finder Sted allerede paa Søndag – og om Eftermiddagen har Direktørparret Gad indbudt til en Eftermiddags-Reception i deres Villa i Humlebæk.
Ved denne Lejlighed vil bl. a. den københavnske Presses Filmsredaktører faa Lejlighed til at hilse paa den geniale kvindelige Filmsinstruktør.
Berlingske, 30. januar 1939.
At tale med Hjalmar Davidsen, den den 2. Februar fylder 60 Aar, er som at blade i en stor og morsom Bog om dansk Films Barndom. Hjalmar Davidsen der startede i sin Tilværelse som islandsk Købmand, er en god Fortæller, og han har oplevet en Mængde morsomme Ting i sit Liv. Selv om han nok “sad fast” som Biografdirektør, fik han ogsaa Tid til at beskæftige sig med saa meget andet. Først og fremmest med Filmsinstruktion – og siden med Sprogforskning og Musik.
– – –
Da Frede Skaarup var 1. Reservelæge.
Ovre i Aarhus var de begyndt at lave danske Films. Det var dengang, Frede Skaarup spillede 1. reservelæge i “Den lille Hornblæser” og de i øvrigt lavede Films med Titlerne “Den frygtelige Sandhed” og “Hvem aad Barnet”.
En Dag fik jeg Besøg af min daværende meget gode Ven Peter Urban Gad. Hans Moder, Admiralinden og Forfatterinden Emma Gad kunde saa-gu skabe Fut og Fest i Tingene. Hun havde faaet oprettet en ny Stilling til sin Søn – han var noget saa fint som Sceneinspicient. Urban Gad kom med et Manuskript, jeg omarbejdede det, og vi samarbejdede om Filmen – det blev til “Afgrunden”. Hovedrollen spilledes af en dengang lidet kendt Kunstnerinde….
Asta Nielsens Verdensberømmelse.
Hun hed Frøken Asta Nielsen – og “Afgrunden” blev Indledningen til Asta Nielsens Verdensberømmelse. Hun spillede sammen med Poul Reumert, han var dengang 28 Aar, og han var fortræffelig. Den 9. September 1910 skulde Filmen have Premiére. Forinden havde en indbudt Kreds set den, bl. a. min Far. Jeg havde selv 10.000 Kr. i den Film – da Far saa den, sagde han kun: “I næste Uge skal du betale Husleje – du kan laane de Penge af mig”.
Alle der havde set Filmen, syntes den var slem. Jeg omredigerede den, klippede den fuldstændig om, indlagde nye scener. Dagen efter Premiéren havde jeg sejret. Pressen roste den til Skyerne. Publikum syntes om den – “Afgrunden” var den første danske Sukces-Film – og den spillede dog kun i 40 Minutter.
– – –
Chief.
Berlingske, 14. juni 1940.
I 1889 skrev Emma Gad den berømteste af sine Komedier, Et Sølvbryllup, som opførtes paa Dagmarteatret med Sophus Neumann i Hovedrollen og gjorde stor Lykke. Admiralinden tjente forholdsvis mange Penge paa sit Arbejde, og for den Sum, hun kunde sætte I Banken, besluttede hun at virkelig gøre et længe næret ønske: et Sommerhus! Nord for Humlebæk Fiskerleje laa Tibberup Gaard, som ejedes af Madam Vilhelmsen. Ingen Københavner havde endnu haft Mod til at bygge Sommerhus saa langt bort fra Byen, men Admiralinden var en Dame med Fremsyn …. af Madam Vilhelmsen købte hun en smal Strimmel Land med gamle Træer paa Skraaningen ned mod Stranden, og her opførtes i 1890 en beskeden, straatækt Bygning med en hyggelig Skrivekrog, saaledes som Admiralinden havde drømt om at faa den: med Udsigt over Sundet. I Slutningen af Juni Maaned stod Huset færdigt til Indflytning, og Familien Gad ankom til Humlebæk, hvor den altan nu i 50 Aar har hørt til den faste Stok. Admiralinden knyttede til sit opfyldte ønske følgende Valgsprog:
Daarer bygger Huse – Kloge Folk boer i dem.
Efter Admiralindens Død overtog hendes Søn, Direktør Peter Urban Gad, Ejendommen. Den er senere Aar for Aar blevet udvidet — der har været god Grøde i de Sølvbryllups-Penge! – men alle Ombygninger er gaaet uden om Emma Gads Skrivekrog med det beskedne, gammeldags Arbejdsbord. Hendes Valgsprog er nu indmejslet i Trinet up til den aabne Kamin i Solgaarden. Her star ogsaa hendes Buste, de klare og faste Træk, støbt i Bronze af en norsk Billedhuggerinde. Emma Gad har grundlagt Humlebæk som Badested og Sommertilflugt. Et Sølvbryllup blev den tilfældige Aarsag, og i Huset bag de knaldblaa Laager vil Mindedagen blive fejret af Admiralindens Sønner den 29. Juni.
Henry H
Berlingske, 16. august 1940.
Et Kunstnerhjem i Paris…
Københavns Biografejere er en broget Skare. Der er mange mærkelige Skæbner blandt dem … faa har dog haft saa afvekslende et Liv som Fru Sandberg.
Hendes Far var Norges store Maler Fritz Thaulow (død 1906), hendes Mor Ingeborg Charlotte Gad af den højt ansete danske Embedsmands- og Officersfamilie.
LÆS HELE ARTIKLEN
Artikel i Maanedsmagasinet, som Frederik Hegel udgav. I Samværet med Faderen og hans Kreds fik hun sin Opdragelse som Verdensdame. Der kom et andet Skær i hendes lyse øjne end det, man ser hos de unge Piger fra Bredgade og Drammensvejen.
– – –
Berlingske, 26. oktober 1940.
Esther og Peter Urban Gad, der i Grand-Teatret altid bestræber sig for at vise det usædvanlige, har Planer om at Fremføre en ny Film, et Værk, hvis Mage ikke før har været set i København. Det drejer sig om den af Degeto Tobis i Zürich fremstillede Michelangelo, iscenesat af Kurt Oertel, en Biografi i Billeder, Michelangelos begivenhedsrige Liv skildret, uden at man ser Mesteren selv, kun gennem hans Værker.
– – –
I Morgen Eftermiddag samler Esther og Peter Urban Gad i Grand-Teatret en lille udsøgt Skare af den kulturbetonede Filmskunsts Venner og ruller for dem Michelangelo-Filmen… lader fra det lysflimrende Lærred Peterskirkens Pietâ, Louvres Slaver, Det sixtinske Kapels Sibyller og Profeter, Il Pensiero fra Mediciernes Gravmæle, Mose, alle Værkerne forklarede ydre Begivenheders Indvirkning paa Mesterens Sjæleliv. En Tragedie om en Gigant indenfor Kunstens Verden, det største af alle billedskabende Genier – for saa vidt Genier ikke alle er lige store! – udspilles, men Rollerne er ikke fordelt mellem svage Aktører, de betros i dette Tilfælde kun til Paladser, Monumenter, Kirkekupler. Og det mærkelige er: Stenene spiller mere gribende end mennesker.
– – –
Hvis Esther og Peter Urban Gad kan faa den nødvendige Støtte, vil de lade Michelangelo-Filmen indtale paa Dansk – der kræves fem-seks fremragende Stemmer, helst Poul Reumert – og derigennem gøre det tilgængelig for en større Kreds.
HENRY H.
B.T., 28. oktober 1940.
Det var paa Forhaand meddelt, at Esther og Peter Urban Gad vilde samle “en lille udsøgt Skare af den kulturbetonede Filmskunsts Venner”, og det vakte naturligvis rørende Misundelse hos de ikke faa, som ikke var indbudt og altsaa ikke kunde regne sig som hørende til denne exclusive Kulturkreds.
Direktør Peter Urban Gad oplyser overfor B. T. følgende:
– Blandt de Indbudte var Repræsentanter for Skattemyndighederne, Sagkyndige fra Musikken, Skuespilkunsten, Billedhuggerkunsten og Kunsthistoriens Verden. Efter Forestillingen var alle disse Mennesker saa venlige at skrive under paa et Andragende om Skattefrihed for Filmen, som de alle anbefalede varmt…- Der har været Tale om, at Filmen skulde indtales paa Dansk…
– Hvis jeg havde faaet Filmen, førend Biografloven blev revideret, vilde det ogsaa være sket. Nu er det ikke gørligt – jeg har ikke Penge til det. Ellers havde jeg gjort det af min egen Lomme. Det havde været min Tanke at de bedste danske Mikrofon-Stemmer skulde have været benyttet.
– Har De ikke søgt Kulturfondet?
– Ja, jeg mente, at her var netop en Opgave for Fondet. Hvad vilde være smukkere netop for et Kulturfond end at faa en Film ud i Danmark, der gør Propaganda for Kunsten, paa den værdigste Maade? Men Kulturfondet havde ingen Penge. Det drejer sig om et Beløb, der er mindre end det, Grand-Teatret alene har svaret Kulturfondet det sidste Aar.
Berlingske, 29. november 1940.
Mange ældre Københavnere vil i Aften sætte sig tuk Højttaleren og nikke genkendende til Emma Gads “Et Sølvbryllup”, og frem i deres Erindring vil stige Minderne fra muntre Teateraftener og glimrende Skuespillere, maaske især Sophus Neumann som Grosserer Selby og hans søster Mathilde Nielsen som Frøken Knudsgaard. Hvordan det gamle Skuespil vil gøre sig i Radioens Udgave, vil vise sig i Aften, men der er een Ting, som gør Opførelsen til en Begivenhed: Fru Mathilde Nielsen spiller den samme Rolle i Dag som i 1889, da Sølvbryllup’et havde Premiére hos Riis-Knudsen paa Dagmarteatret. Forfatterindens søn, Direktør Peter Urban Gad, siger om sin Mors Skuespil:
LÆS HELE ARTIKLEN
Berlingske, 3. januar 1941.
Direktørparret Gad i Grand forstaar ikke blot at finde de særprægede Film frem til sit Teater, det har i lige saa udpræget Grad den Evne at kunne lancere dem;
Præsentationen af “Michelangelo” i Aftes blev derfor en virkelig fornem og stilfuld Begivenhed, hvis Publikum alle var Direktørparrets Gæster, idet Aftenen formede sig som en lukket Forestilling, mens den offentlige Premiére først finder Sted i Dag.
I god Tid fyldtes Professor Rosens røde Tilskuerrum, og foran det varmtrøde Fløjlstæppe kunde man, inden Lysene dæmpedes ned, se en udsøgt Repræsentation for det København, hvis Navne kendes.
Det var Statsminister Stauning, Justitsminister Harald Petersen, Finansminister Buhl, Minister von Renthe-Finck fulgt af en talstærk Repræsentation for det tyske Gesandtskab, Overborgmester Viggo Christensen, Politidirektør Stamm, en lang Række kendte danske Kunstnere, saavel fra den bildende Kunsts Verden som fra vore Scener og fra dansk Film, Nationalmuseumsdirektør, Dr. Nørlund, Stadsarkitekt Holsøe, Dr. Thorvald Madsen, Departementschef Graae og Radiochef F. E. Jensen og mange flere.
Smukt spillede en Trio, sammensat af Koncertmester Carlo Andersen, kgl. Kapelmusikus Torben Anton Svendsen og Pianisten Palle Alsfeldt Johann Nepomuk Hummels mozartlydende Trio, inden det røde Forhæng langsomt gled til Siderne. “Michelangelo”-Filmen erobrede Lærredet og Tilskuerne takkede til Slut med varmt Bifald for den egenartede Oplevelse.
Flim.
Social-Demokraten, 11. januar 1941.
Komiteen til Afholdelse af Museumsforedrag for Arbejdsløse har den Glæde at meddele, at Arbejdsløse ved Direktør Urban Gads Velvilje faar Lejlighed til at se den fremragende Kulturfilm om Michelangelo, der for Tiden spilles i Grand Teatret i Mikke Bryggersgade.
Direktør Gad har besvaret Kommiteens Anmodning om Imødekommenhed med at stille hele Teatret til Raadighed for de Arbejdsløse Tirsdag den 14. januar Kl. 11,30. Forestillingen vil blive indledet med et orienterende Foredrag af Museumsdirektør Sigurd Schultz.
Billetter kan afhentes gratis paa Komiteens Kontor, Nørre Søgade 27, St. Mandag den 13. Januar Kl. 12-14.
Det bemærkes, at Forestillingen begynder præcis Kl. 11,30.
B. T., 20. januar 1941.
I Fredags spillede Grand Teatret for sidste Gang den store Film om Michelangelo. I Løbet af de 15 Dage, Filmen har kørt, er den blevet set af rundt regnet 20.000 Mennesker, og baade af Anmeldere og Publikum er den blevet betegnet som en stærkt lødig Film af høj kunstnerisk Kvalitet.
Adskillige Biografdirektører i de større Provinsbyer har derfor naturligt været interesseret i Filmen, men efter hvad Grand Teatrets Direktør, Hr. Urban Gad, oplyser, bliver der overhovedet ikke Tale om at sende Filmen ud i Provinsen, fordi man mener, dens Standard er for høj til at samle Publikum nok.
Om dette enestaaende i dansk Filmshistorie, at en Film trækkes tilbage, før den er udspillet i hele Landet, fortæller Direktør Gad:
— Mit Forhold til Filmen er det, at jeg staar som direkte Lejer hos „Tobis” i Berlin, der distribuerer Filmen. Ingen af de københavnske Udlejningsselskaber turde paatage sig Risikoen for at leje en Film uden Skuespillere og uden Replikker, men jeg vilde absolut have Filmen frem og fik det altsaa ogsaa. Filmen henvender sig naturligvis til en ret snæver Kreds af det store Filmpublikum, og jeg har derfor heller aldrig drømt om at tage støre Fortjenester hjem paa den. Naar jeg derfor nu anser Filmen for udspillet, skal den returneret direkte til „Tobis” i Berlin, simpelthen fordi ingen danske Udlejningsselskaber selv efter de 15 Dages Spilletid i Grand har faaet Mod til at leje Filmen og sende den til Provinsen. Jeg staar personlig kun som Lejer af Filmen og har ingen Ret til at udeje den videre, og som Filmsmand kan jeg ikke bebrejde Udlejningsselskaberne, at de ikke vil tage Risikoen og Arbejdet med at sende den til Provinsen. Filmens Standard er af en saadan Kvalitet, at den maaske kun vilde trække Hus een Dag i hver større Provinsby. Og det kan intet Selskab, der skal leve at at udleje Film, være tjent med.
B.T., 2. juni 1942.
* * *
Direktør Urban og Fru Esther Gad havde indbudt hele Personalet fra Grand Teater til at tilbringe første Pinsedag paa deres smukke Landsted i Humlebæk
* * *
Berlingske, 8. januar 1942.
I Gaar Eftermiddags bisattes Frede Skaarup fra Mariendals Kirke. Efter en kort Højtidelighed i Hjemmet var Kisten blevet ført til Kirken, fulgt af en mindre Kreds af Frede Skaarups nærmeste Slægt og Venner til Fods. Den brune Moseegkiste var enkelt smykket med en stor Buket mørkerøde Rosenknopper, der helt dækkede Kistens Laag. Koret, ved hvis Fod Kisten stod, var skønt pyntet med hvide Syrentræer, Pilegrene og grønne Ranker med hvide Anemoner. I store Kandelabre brændte levende Lys.
Blandt Kransene, der laa ned ad Kirkegulvet, saas signerede fra Hs. kgl. Højhed Prins Axel, Statsministeren, Dansk Skuespillerforbund, A/S Nordisk Film Co., Lily Gyenes, Landmandsbankens Direktion, Biografforeningen for København og Omegn, Personalet i Standard Bio og Teaterdirektørforeningen.
Efter Frede Skaarups eget Ønske fandt Begravelsen Sted i Stilhed, og det var kun en snæver Kreds af hans nærmeste Venner, der var til Stede. Bl. a. saas: Statsminister Th. Stauning, Skuespillerinden Fru Bodil Ipsen, Skuespiller Thorkild Roose, Skuespiller Poul Reumert og Fru Anna Borg, Koncertsangerinden Augusta Erichsen, Chefredaktør Niels Hasager og Frue, Direktør Peter Urban Gad og Frue, Fabrikejer Jarl, Grevinde Else Moltke, Valdemar Willumsen, Veksellerer Johan Levin og Frue, Skuespillerinden Fru Liva Weel, Fru Solvejg, Grosserer Ulf Salomonsen, Direktør Tage Nielsen og, Frue, Direktør Jørgen Jørgensen og Frue, Arne Weel, Ludvig Brandstrup. Skuespillerinden Kis Gregers, Fru Edith Rode, Redaktør Georg Nygaard, Forfatteren Axel Kjerulf og Frue, Skuespillerinden Fru Vera Lindstrøm, Billedhuggerinden Fru Inger Magnussen, Kontorchef Fr. Rothe og Frue, Redaktør Henry Helissen, Redaktør Jørgen Bast og Frue, Forfatteren Christian Houmark, Hans W. Petersen, Tage Hertel, Kapelmester Emil Reesen og Frue, Scenemester Anders Andersen, Kapelmester Hans Kaufmann, Fru Alice Warburg.
Efter Salmen „Kærlighed fra Gud” holdt Mariendalskirkens Sognepræst, Pastor Svend Bøgh, der var Frede Skaarups Genbo og gennem adskillige Aar havde kendt ham baade som Præst og Ven, en stærkt personlig præget Tale.
Præsten citerede først det Ord, der staar over Altertavlen, som Frede Skaarup saa tit havde glædet sig ved: Komme hid til mig, alle I, som lider, Møje og Besvær, og jeg vil give Eder Hvile. Ud fra dette talte Pastor Bøgh meget smukt om Vennen Frede Skaarup, hvem der havde været saa megen Alvor, og som havde været en jævnlig Kirkegænger og Altergæst. Talen sluttede med nogle Ord henvendt til Fru Hertha Skaarup.
Derefter sang Fru Ella Heiberg en Sang.
Følget sang nu Grundtvigs „At sige Verden ret Farvel”, og saa spillede Kapelmestrene Emil Reesen og Hye-Knudsen med 11 Strygere Griegs „Vaaren”. Mens Følget til sidst sang „Altid frejdig, naar du gaar”, blev Kisten baaret ud.
Jordfæstelsen fandt Sted paa Frederiksberg gamle Kirkegaard.
Berlingske, 6. februar 1942.
– De har ogsaa sejret paa Filmen,
– Naa-aah, sejret, nu gør De mig helt flov. Min gode Ven fra Dreng Peter Urban Gad han satte Afgrunden, hans eget Skuespil i Scene, og med Asta Nielsen og mig, han skabte det første store Fremstød for dansk Film, og han var sød og elskelig, klog og talentfuld – dengang som nu.
– – –
Berlingske, 15. april 1942.
– – –
Det sidste Par Aar var det tyndet ud blandt Bjørn Bjørnsons københavnske Venner. Frede Skaarup var død. Johannes Poulsen var død – men til det sidste talte Bjørn Bjørnson om sin Længsel efter at komme ned og hilse paa dem af Vennerne, der var tilbage, først og fremmest Urban og Esther Gad og Overlæge Blegvads.
Berlingske, 14. september 1942.
Direktøren for „Grand-Teatret” I Mikkelbryggersgade, Peter Urban Bruun Gad, mødte i Dag i Byrettens 1. Afdeling hos Dommer Jacobi i Anledning af, at der til Filmen „Veritas forhekser Byen”, som „Grand” opførte i August, var tilføjet en forklarende Tekst paa ca. 50 Meter, som ikke var censureret. Samtidig var tiltalt Kontorchef Arnold Olsen, fordi han var medansvarlig for, at Teksten ikke var censureret.
Overretssagfører Sven, der mødte for Urban Gad, erklærede, at Direktøren var ganske uskyldig i det passerede, idet han matte gaa ud fra, at Filmen med Tilbehør var censureret gennem Udlejningsselskabet. Man mødte op i Retten med hele Filmen og et Apparat
til at rulle den op paa for at vise, at Censors Stempel stod part Filmen paa et Sted, der laa mellem 50 og 100 Meter fra Begyndelsen, det Sted, hvor Censors Stempel altid var anbragt.
A. V. Olsen erklærede, at Fejlen var hans: men at det hele kun var en Fejltagelse. I øvrigt mente han, at der var 5 forskellige Maader, hvorpaa Teksten kunde komme til Publikums Kendskab, uden at den behøvede at blive censureret.
Dommeren til Urban Gad: — De er altsaa ikke inde paa den Tanke, at Teksten Ikke behøver at blive censureret.
— Nej!
A. V. Olsen: — Jeg mener at maatte holde paa, at det efter Loven kun er levende Billeder, der skal censureres. Tekst er efter min Mening ikke levende Billeder, ligesom Ost ikke er Smør.
Dommeren: — Og jeg mener, at levende Billeder ogsaa omfatter Teksten.
Da Urban Gad ikke vilde vedtage en lille Bøde, men ønskede Spørgsmaalet forelagt Justitsministeriet, blev Sagen udsat for begges Vedkommende, idet der blev foreslaaet A. V. Olsen en Bøde paa 200 Kr.
Berlingske, 10. december 1942.
Direktør Peter Urban Gad og Frue udsender i disse Dage Indbydelser til en snæver og ældre Kreds af det københavnske Borgerskab til en familiær Mindehøjtid i Biografen Grand-Teatret paa næste Søndag den 20. December. Begivenheden finder Sted om Formiddagen og vil ifølge sin intime Karakter være forbeholdt omkring 60 Indbudte, alle Venner og Slægtninge af Huset Gad.
Datoen bliver Hundredaars-Dagen for Peter Urban Gads Far, Kontreadmiral Urban Gads Fødsel.
LÆS HELE ARTIKLEN
Nationaltidende, 21. december 1942.
DIREKTØREN for Grand Teater, Urban Gad og Fru Esther Gad havde i Gaar indbudt til en Festlighed i Anledning af, at det er Hundredaaret for hans Fader, Kontreadmiral Urban Gads Fødsel. I Teatersalen tog de imod, henved et Hundrede Gæster, som alle
havde haft Tilknytning til Admiralens og hans Hustrus, Forfatterinden Emma Gads gæstfrie — og aandsfrie — Hjem i Dronningens Tværgade. Mellem Deltagerne i Festen var Admiralens anden Søn, Kommandør Henry Gad og Frue og samtlige Medlemmer af Familien Gad.
LÆS HELE ARTIKLEN
Haagen.