Fru Emma Gad

Findes der nogen i Danmark, som i den Grad har formaaet at skabe Glæde som Fru Emma Gad.
Sikkert ikke!
Ak, der var en Tid,- da Regeringsorganet var Danmarks mest frygtede Blad; det var en vidunderlig Tid for de mere haardføre og kampflade Naturer.
Hvem henrettes i Dag? spurgte man med en let og behagelig Gysen, naar man aabnede Bladet til Morgenkaffen.
Hvem lægger hvem paa Hjul og Stejle?

Og man kendte alle disse Mærker under Artiklerne, disse rædselsvækkende Forbogstaver og Noms de guerre!
Offentlige Henrettelser har altid haft et stort Publikum i Danmark. Og’ det radikale Hovedorgan var Danmarks Galgebakke.

Saa kom den nye Tid og dens Mænd.
De gamle Bødler gik i Kloster eller blev Riddere af den belgiske Pelikan eller kgl. Hofdigtere eller søgte Tilflugt bag Børsrampen.
Og de ny Mænd, som kom til havde næsten ingen Ansigter eller rettere de havde det ligesom en berømt Kammersanger, hvis
Ansigt kunde blive til hvadsomhelst paa Scenen.

Det var den godmodige Underholdnings Epoke, som holdt sit Indtog i Danmark. Maalet var at sige nogle smaa Komplimenter paa en saadan Maade, at Publikum troede, det var spøgefuldt ment, mens de paagældende selv tog det alvorligt.
Dermed var det givet, at Emma Gad maatte blive en af de førende Penne i Danmark. En virkelig Forgrundsfigur, overstraalende fuldkomment
Navne som Pontoppidan, G. B., S, L., E. B. og bringende Viggo Hørup ganske og aldeles i Glemme.
Hørup stod og samlede Spanskgrønt i Kongens Have. Passé, færdig!

Tiden tilhørte Admiralinden i Kronprinsessegade!
Saaledes som Hendes Naade kunde skrive f. Eks. om kgl. Kammersangerinde Frk. Ida Møller i sin Dame-Tidende, saaledes havde Hørup aldrig nogensinde magtet det!
Hør engang:
»Blot ved Navnet Ida Møller gaar der et Pust af Glæde igennem En – Kunstens – Musikens rene Glæde. Paa en egen Maade er hendes skønne, klokkeklare og friske Stemme og udviklede Sangkunst passet ind til denne Rokokoens Tonemester, som i højere Grad end nogen anden formaar at skabe Lykkefølelse i Ens Sind – – – og vi siger hende Tak for al den gammeldags og dog saa unge Skønhed, som’ hendes Sang ejer!« Saadan skriver Fru Emma Gad, naar hun er bedst!

Fru Gad takker mindst een om Ugen paa Danmarks Vegne!
Og hør, hvad Admiralinden kan faa ud af en lille Bagatel som en Notits om en Celeber Rejsendes Ankomst til Byen – »Kammerherreinde N. N., hvis Mand for Tiden er bortrejst, trøster sig i sin Ensomhed med et kært Besøg af- Forfatterinden Fru X. fra Stockholm. Det vil glæde Fru x.s mange herværende Venner, at hun i en Maanedstid vil være at finde paa et saa nærliggende Sted som i Bredgade.«
Minder dette ikke om de berømte Précieuses ridicules, som salig Moliére var saa ond ved?
Læg blot Mærke til den lille Vending »et saa nærliggende Sted som i Bredgade«.
Hvor fint og diskret er det ikke antydef, at Fru X- ingen Venner har paa Vester- eller Nørrebro.

Og hør saa, hvad Fru Gad har at sige i den mere alvorlige Rubrik for Moral og Snusfornuft:
»Selv om De, kære Læser, i Deres Hjerte nok saa meget opponerer mod gængse Skik og Brug, saa giv ikke Deres Mishag Luft! – – Men nyd den gode Middag med et glad Ansigt! Det er ørkesløst for den enkelte at ville bekæmpe selv de taabeligste Udslag af Skik og Brug. – Sig aldrig Deres Medmennesker ubehagelige Sandheder, Det klogeste er at lade andre om deres og ikke at sejle mod Strømmen!«
Det kan vel ikke betragtes som nærgaaende at sige, at hvis Hørup havde været i Live, da vilde han som en rasende have taget Repressalier!

Men som sagt, Hørups Tid er forbi.
Edvard Brandes er Minister og pacificeret, Georg Brandes er 77 Aar, og Esmann er død.
Ikke engang Gustav Wied eller Carl Ewald har vi til at hævde den danske Ironi og det sunde Smils Prestige.
Admiralindenn staar paa Kommandobroen!
Alle Mand i Læ – klar- til at vende!
Ingen personlige Meninger, det er inoppurtunt; ingen alvorlige Ansigter, det er kedeligt; men smaa Smil og Nik og Kniks og protegerende Komplimenter
til Smaa Damer, som syr Hedebosyning.
Ros og Hyldest, Hilsen og Tak til alle – alle!
Jubel over hele Dannevang.
Ligemeget hvad det koster!