Husherren og Husfruen

En enkelt Husstand kan synes en Ting af ringe Betydning, men for dem, der forstaa at se, hvad der er under Overfladen, ere Egenskaberne ved det enkelte Hjem et Tal i den mægtige Sum, hvis Helhed udgør Tidens Særpræg og Udvikling. Hvis man ønsker at trænge ind i et Folks Aand, skal man ikke alene søge til de offentlige Forsamlinger eller Forlystelsessteder – man skal gaa til Hjemmene. Og for at gennemføre Reformer og Fremskridt er det ikke nok at gribe Sagen an fra Talerstole og Retssale – man maa begynde i Hjemmene, begynde med Barnet paa Moderens Arm.


FAMILIEN

Familien er Verdens ældste Institution, og den vil bestaa, naar alle Livsformer, vi kende, ere forsvundne. Før der var Konger og Regeringer, Præsteskab og Borgerstand, ja, før der var rige og fattige, var Familien til i den Forstand, vi opfatte den, som en Forening af een Mand og een Kvinde, forøget med de Børn, som der fødes dem, og de Hjælpere, der ere nødvendige til det huslige Arbejde.

Familiens Historie er selve Menneskeslægtens Historie, ingen Magt kan ødelægge den, og den vil vare, saa længe der eksisterer Mand og Kvinde.

Husets Herre, det vil sige Ægtemanden, Faderen, den, der tjener Brødet, er ansvarlig med Navn og Person for hele Familien, men Udtrykket Husherren har ikke mere samme Betydning som i de ældste Tider. Da var Familiefaderen i bogstavelig Forstand Herre, Despot og Tyran. Hans Hustru og Børn tilhørte ham som hans andre Ejendele, hans Tjenestefolk vare Slaver, hans Herskerstav en Pisk, og hele Husstanden skælvede for hans Vrede. 

Nutildags har Kærligheden forlængst besejret Frygten, og Kærligheden taaler jo ikke gerne, at man taler om den, som om den følte Trang til at befale.

Og dog maa Husets Herre nødvendigvis betragtes som Hovedet for Familien, da det er ham, der til syvende og sidst staar med Ansvaret; i de fleste Forhold maa i sidste Instans hans Mening være den afgørende, dels fordi han som Forsørger staar der, hvor Livskampen er hedest, og dels fordi han har den Pligt at beskytte dem, han er ansvarlig for.

Men endnu større Betydning har det, at han for Loven staar som Repræsentant for Familien. Husherren er den, som i de fleste Tilfælde staar inde for Borg og Gæld, den, der har det politiske Ansvar, den, i hvis Navn Funktionærer antages og lønnes, og den, der kræves til Regnskab og maa bøde, hvis noget Medlem af Familien kommer i Vanskeligheder og Konflikter.

Hans største Forpligtelse er derfor at bære det moralske Ansvar, idet Hjemmets Værdi i ydre Forstand beror paa ham, og alle Medlemmer af hans Husstand til en vis Grad maa synge med hans Næb. Ikke alene er det hans Livserhverv, politiske Standpunkt og borgerlige Anseelse, som angiver Familiens sociale Stilling, men ogsaa inden for Hjemmets Vægge vil det som oftest være hans Standpunkt, der i det store Hele gør sig gældende og anslaar den herskende Tone. Hvis han derfor er en Personlighed, der forstaar at opretholde sin Værdighed og Myndighed, saa følger det ganske af sig selv, at man i hans Hjem respekterer hans Ønsker som Husets øverste Lov. Hvor rigtigt og nødvendigt dette er, ses bedst af et kun alt for nærliggende Eksempel. Sæt, at en Mand, der var anden Gang gift, fandt, at hans Børn af første Ægteskab ikke af deres Stedmoder bleve behandlede med den Kærlighed eller blot Retfærdighed, som de kunde gøre Krav paa i Jeres Faders Hus, hvad maatte man da tænke om ham, hvis han ikke havde Resoluthed nok til at gøre sin Vilje gældende og beskytte sine egne Børn.

Men lige saa vel som det er en uvurderlig Støtte, naar Husherrens Mening har en saadan Vægt i Hjemmet, at der ved givne Tilfælde appelleres til den som til en højeste Instans, lige saa uheldigt virker det, naar den stadig tages i Brug i Livets daglige Smaating. De Husfruer, som idelig henvise til deres Mands Myndighed, saa at han stadig indblandes i alt forbigaaende husligt Kævleri, blotte ikke alene derved deres egen Uduelighed, men de nedbryde ogsaa den Mandens Autoritet, som kun bør gøre sig gældende i alvorlige Tilfælde, og som en klog Hustru bør værne om det blanke Skjold, der beskytter Husets Ære og Familielivets Fred.

Ikke sjældent hører man nutildags sige, at Familielivet, selv om det eksisterer, er ved at miste sin Betydning. Ungdommen af begge Køn begynder saa smaat at mene, at Livet føjer sig nemmest og bedst, naar man ikke gifter sig, men arbejder sig frem alene. Det lader sig jo heller ikke nægte, at vore Tanker om Familielivets Værd ganske langsonet ere ved at undergaa en Forandring, og sandsynligvis vil Udviklingen fortsætte sin Gang. Familien gør, ligesom andre Institutioner, Fremskridt i Tidernes Løb, og dens Værdi for Samfundet kan forandres og forrykkes, men Familielivet kan ikke udryddes, fordi det har sin Rod i selve Menneskets Instinkt; netop i disse Tider, hvor Livskampen er ret haard for mange og let gør Sindet egenkærligt, tiltrænges mere end nogen Sinde Hjemmets mildnende Indflydelse. At vokse op med den Bevidsthed, al ens Fader er hæderlig, klog og god, kan have stor Indflydelse paa deri unges Tankeliv, og til syvende og sidst er der intet, der kan erstatte et Barn sønlig eller datterlig Pietet. Mistes den en skøn Dag, kommer der et Hul, som ikke kan udfyldes, og dog er der Hjem nok, hvor det er vanskeligt at opretholde en saadan Følelse.

Lad os ikke tale om de talløse utro Ægtemænd i alle Samfundslag og de brutale og fordrukne Mænd, som ere en Gru for Hustru og Børn, eller om de Familiefædre, der ere gnavne hjemme og lystige ude og kun tænke paa hurtigst muligt at komme bort fra det daglige Livs Modgang og Vanskeligheder for at nyde Livet udendørs – den Slags Familiefædre faa i Tidens Løb ufejlbarligt Gengældelsen over sig; de ringeagte Hjemmets Fred, og de faa til Løn derfor aldrig dets Lykke at føle.
Men den Anstødssten, der i de fleste Tilfælde er ødelæggende for Hengivenheden fra Børnenes Side over for deres Fader, er den ældres Mangel paa Forstaaelse af de unges nære Forbindelse med den Tid, hvori de leve, den Tid, der er nyere end hans, og som tusende Traade knytte dem til i Talesæt og Væsen, i Vaner og Synspunkter.
Han forlanger sin egen Tidsperiodes Meninger fastholdte, mener, at kun Skik og Brug fra dengang er godt Latin, skænder og gnaver over formentlige revolutionære og pietetsløse Udtalelser og Handlinger og indser ikke, at da alt Liv er Forandring og Udvikling, kunne hans Børn umuligt tænke og leve ganske som han gjorde det i sin fejreste Tid, ligesom hans eget Ungdomsliv var forskelligt fra hans Faders. Er det ham umuligt at huske det, og kan han ikke finde den ægte og fine Forstaaelse, der snart spøgefuld, snart alvorlig fører fra det ene Slægtleds Tankegang til det næstes, da ere alle Velgerninger omsonst – Fortroligheden er fløjet bort, og Husfaderen bliver for Børnene “den gamle”, der har at sørge for alle Livsfornødenheder, men ikke Vennen, hos hvem de søge Raad for de store Sorger som for de smaa. Mange Husfædre ere ensomme i Hjemmet.

I dette meget vanskelige Forhold vil han, maaske mere end i noget andet, have sin bedste Støtte i sin Hustru. En Moder er i Regelen smidigere i Tanken, finere i Forstaaelsen over for de unges Krav til Livet end Faderen, kan mildne mangt et Stød, afværge mangt et ukærligt Ord; og naar de unge ere hensynsløse og de ældre uretfærdige, formaar hun med Takt og Finhed at fjerne Misstemningerne, snart med nogle forstandige Ord, snart med et Smil eller en Spøg; hun er derfor den, der bedst formaar at hæve og opretholde Agtelsen for Familiefaderen, naar hun aldrig – ved at gaa i Ledtog med Børnene mod Manden – glemmer, at hendes Plads er ved Mandens Side, og at hun i første Række er Hustru og dernæst Moder. Hjemmets Lykke inden Døre beror paa Moderen – Husmoderen! Lad hende derfor være sig sin Evne og sin Betydning bevidst!



Hvor ofte hører man ikke rige Folk, der vare opvoksede i smaa Kaar, sige om deres Barndomshjem: “Vi havde det nok smaat, men vi vare saa glade sammen”. I de faa Ord ligger hele Hjemmets gode Aand, den, der gør, at det, der er størst i Samfundet, som Regel er udsprunget fra det, der er bedst i Hjemmet. Naar vi se tilbage paa de store Mennesker, der have opdyrket og hidført, hvad der er højst og skønnest i Livet, ville vi næsten altid faa at se, at deres Mod og Evner kunne føres tilbage til Barndommens første Paavirkninger eller med eet Ord: til Moderen.

Der tales meget om de forskellige Leveveje, der mere og mere aabnes for Kvinden, og dette er selvfølgelig rigtigt og godt, men ingen kvindelig Levevej er dog saa naturlig og saa at sige selvskreven som den at være Hustru, Moder og Husmoder. Det ses bedst af, at intet Steds fremkaldes og udvikles Kvindens bedste Egenskaber som ved dette hendes hovedsagelige Hverv. Lad os da betragte dette Hverv lidt nøjere og se, hvad det i Grunden vil sige at være Husmoder.
De Pligter, der praktisk set paahvile hende, kendes af enhver og ligge lige paa Overfladen – de, der bestaa i at give Pengene forstandigt ud, ligesom at spare dem med Omtanke, at vælge Fødemidler, der afgive en sund og behagelig Ernæring, at passe, at Boligen holdes ren og ordentlig og at sørge for, at de, for hvem hun er ansvarlig, ere formaalstjenligt og efter Evne kønt og klædeligt paaklædte.

Men det, der højner Opgaven, det er Evnen til at udfylde disse jævne Pligter saaledes, at ethvert Medlem af Husstanden gennem Velvære og Hyggefølelse bibringes den Hjemmets fredelige Lykke, som til syvende og sidst saa lidet beror paa Husets ydre Kaar.

Det er jo ikke altid de rige Hjem, der elskes højst! Tværtimod. De kæreste Minder gaa tit tilbage til smaa, tarvelige Stuer, hvor der dog var godt at være, og saadanne Minder staar det i enhver Moders Magt at skabe hos sine Børn. Ganske vist, Sorg og Vanskeligheder kan ikke den bedste Husmoder holde borte, men hun kan mellem Børnene indbyrdes indpode og opretholde det fast forbindende Venskab, det Sammenhold, som bygger et stærkt Værn mod det onde, der kommer udefra, og gør Hjemmet til det Sted, hvor de bedste Tanker og Ønsker søge hen.

Har hun denne Evne til at vække Harmoni og Tillid, saa vil hun – ogsaa føle, at Hjerterne knyttes stadig fastere til hende, og at det er hende, som de omværende – baade voksne og Børn, Husfæller og Tjenestefolk – instinktmæssigt ville ty til, naar de trænge til Bistand og Raad.
Og ikke alene vil hun føle, at hun er selve det bankende Hjerte i sit Hjem, men ogsaa at hendes gode Indflydelse strækker sig uden for dets Grænser. Dette ikke at forglemme.

Har man et godt og lykkeligt Hjem, bør man lade nogle af de Samfundets Stedbørn nyde godt deraf, som selv intet Hjem have, det være sig unge eller gamle, for hvem det kan betyde saa meget at have Adgang til en gæstfri Families Kreds; lever man i den Tanke, at man opfylder enhver Pligt, naar man blot sorger for sit eget, indskrænkes Livssynet og fortørres Hjertet.
Vi høre jo alle til den store Samfundsfamilie lige saa vel som til den lille Familie, vi leve under Tag med, og vi have ikke Ret til helt at forsømme de mange af Hengivenhed for de faa.

Naar en Husmoders skønneste Hverv altsaa bestaar i at sprede Lykke om sig, saa maa det staa hende klart, at hun kun formaar at gøre dette, ifald det fylder hende selv med en indre Lykkefølelse. Hvem kender ikke de fortræffelige Husmødre, som udrette, hvad de skulle, med den yderste Samvittighedsfuldhed, men som synes evig kuede af det daglige Livs Byrde og kun komme gennem deres Pligter med det øjensynligste Besvær. At kunne skjule og glemme egne Smaabekymringer og skabe en god og glad Tone i Hjemmet, det er ikke alene at bidrage mægtigt til dets Velvære, men ogsaa at gøre Arbejdet og Pligten lettere for alle, saa vist som et lyst Humør er Fjederhammen, der skal bære os op over Livets tunge og smudsige Veje. I det hele taget. at finde sin egen Lykke i Tanken om at være til for at gøre Livet godt for de andre, det er vel Løsenet for en god Husmoders Livsopfattelse; men hun bør derfor ikke udviske sig og kun virke i den Formening, at det er nok at sørge for Husstanden uden at drage Omsorg for sig selv. Gør hun ikke det, smelter hun ikke sin egen Personligheds Krav sammen med Følelsen for de andres Lykke, saa vil hendes Hjem miste sin Skønhed.

Intet er mere dødbringende for det almene Velbefindende i et Hus end en Kone, der optræder som Offer. Ikke alene lide Mand og Børn derunder, saa at de lidt efter lidt søge deres Glæder andet Steds, men det ender med, at hun mister sin Værdighed og Følelsen af i dybeste Forstand at være den vigtigste i Huset – den, der indblæser Hjemmet dets Aand. Den Kone, der slider, til hun er dødsenstræt, der lever af hvad som helst, naar Mand og Børn ere ude, der gaar i gammelt, udslidt Tøj, for at Døtrene kunne være des finere klædte, hun mister sit Hold over for Mand og Husstand. Selv om hun aandelig set er hævet over at dyrke sig selv og udfolde Luksus i Klædedragt og Livsvaner, bør hun klogelig hævde sin Stilling saavel udad som indad gennem Omhu for sin Person og Opretholdelse af sin huslige Værdighed. De Betingelser for et lykkeligt Hjem, som udgaa fra en sund, velplejet og tilfreds Husmoder, ere ganske uerstattelige, og denne Bevidsthed bør i god Forstand højne hendes Selvagtelse og holde hendes Livsmod oppe.

Dette kan tit og ofte være vanskeligt nok. At skulle komme ud af det med en maanedlig eller ugentlig bestemt Sum, der kun alt for ofte er utilstrækkelig til de mange Fordringer og de mange Munde, at skulle stag til Ansvar for en hel Husstands daglige Velbefindende, ofte kun med ringe Midler og slet Hjælp, at skulle tvinge sine Tanker til uophørligt at beskæftige sig med det huslige Livs trivielle Smaating, al denne Kamp med Pengene, al denne Mangfoldighed i de tusinde smaa og store Krav, kan let føre til en tyngende Fornemmelse al, at ingen Livsstilling i Verden er mere opslidende og besværlig end den at være Husmoder med mange Børn og faa Penge.

Og om disse Pligter, der ere byrdefulde nok, selv for den dygtigste, tales der tit, som om det var den letteste Sag af Verden at styre et Hus, saa at enhver udygtig og uvidende Kvinde, som intet andet kan udrette, altid kan tage denne Opgave op. Sandheden er, at det er en højst ansvarsfuld og vanskelig Gerning. At udføre den virkelig godt, kræver de højeste og bedste Egenskaber: praktisk Erfaring, Flid, Taalmodighed, Takt, Klogskab, Elskværdighed, Orden og Skønhedssans. Ikke mindst det sidste. Hjemmets Skønhed virker forædlende, og Husmødre tage storlig fejl, naar de mene, det er nok at føre Krig mod Støv og Smuds. Den skønhedselskende Ordning, den kærlige Haand, der giver det hele et Præg af Ynde og Omhu, alle disse Ubetydeligheder, der samlede udgøre Forskellen mellem et hotel garni og et Hjem, de maa enten udgaa fra Husfruen eller ogsaa maa de savnes. Ganske vist, de kræve megen Omsigt og Tid, og det kan vel hændes, at en Husmoder, efter at have draget Omsorg for alle de utallige Smaating, kan blive lidt træt ved Fornemmelsen af, at det ikke er til at se, hvad hun har bestilt. Og dog, hvis hun lagde Hænderne i Skødet, vilde det snart vise sig, at hele Velværet, Hyggefølelsen, den dulmende Fred, der før udstraalede fra hendes Stuer, vilde være forsvunden, saa at kun Nytten og Fornuften blev tilbage.

Lad hende derfor, naar hun er paa Veje til at trættes ved sin Gerning, blot huske paa, at den Kunst at skabe et virkeligt Hjem, den beror paa Kvinden alene.

En Mand kan lige saa lidt skabe et Hjem, som en Dreng kan lave en Bikube. Han kan bygge et Palads, men han kan ikke gøre det til et Hjem.
Det kan kun en Kvinde. Hun kan gøre det uden nogen Mands Hjælp og atter lade denne skønne Forret gaa i Arv til sine Døtre fra Slægt til Slægt.


SLÆGT

Naturligst og oftest bestaar et Hjems Beboere af Mand, Hustru og Børn; men i utallige Hjem Landet over forøges Husstanden af Slægtninge af begge Køn og alle Aldre, som paa Grund af Ensomhed, Svagelighed, Formuesomstændigheder og andre Livets Forhold ikke have været i Stand til at skabe et eget Hjem. I den Henseende udfoldes der, til vort Folks og vor Stammes Ære, stor Gæstfrihed og Hjertevarme. Trænge de unge paa Landet og i Provinsbyerne til Uddannelse og Udvikling i Hovedstaden, ville de i de fleste Tilfælde finde et midlertidigt Hjem hos deres Slægtninge, og hvis der omvendt i Byerne findes en og anden, som trænger til frisk Luft og et roligt Liv, skulde det være løjerligt, om ikke der fandtes Onkler eller Fætre paa Landet, som vare mer end villige til at give Kinderne ny Rødme og Sindet Spændstighed og Kraft.

Lige saa vel som denne midlertidige Gæstfrihed efter en uhyre Maalestok udfoldes i Familielivet, findes meget af det lange Gæstevenskab, det, der varer for Livet. Miste Børn deres Forældre, ville de ofte i deres Slægt finde aabne Arme, der tage imod dem og værne om dem, til de selv kunne staa paa egne Ben, og hvem har ikke i sin Familie haft en gammel Slægtning, der fredeligt henlevede sit Livs sidste Dage i en yngre Generations Hjem.

Hvem kender for Eksempel ikke “Tanten”, som gør sig til eet med den Familie, som har optaget hende, saa at hun til sidst næsten udvisker sin egen Personlighed i Tanken om de andres Glæder og Sorger og den stadige Syslen med deres daglige Velvære. Og det er hendes Løn, at de unges Tanker senere hen i Livet ikke kunne gaa tilbage til Hjemmet uden at standse ved hende som et fast og kært Inventar.

Og hvem kender ikke den hos Børnene boende Svigermoder, Lystspillenes Skræmmebillede, Vittighedsbladenes uudtømmelige Emne. Men lad det være sagt til Menneskenes Ros: den plagsomme Svigermoder er langt sjældnere i Livet end paa Brædderne. Og ville vi være ærlige, kende vi alle kun faa ufordragelige Svigermødre, men derimod mange, som over for deres Svigersøn nære den sværmeriske Kærlighed, der er en Afglans fra deres egen Ungdoms Følelser. Ifølge den underlige Naturens Lov, der bevirker, at baade Mennesker og Dyr ere mest ondsindede over for deres eget Køn, er Forholdet ulige vanskeligere, hvor det drejer sig om Svigermoder og Svigerdatter. Men der bør den unge Kone aldrig glemme, at en Moders Kærlighed til sin Søn er den Følelse, som er den stærkeste af alle og tillige den, hvori der kræves den største Resignation og de største Ofre over for den unge. Forstaaelsen af dette findes saare sjældent. Det er jo saa, at det er de ældre, der bære Familiekærligheden oppe og skatte den Slægtfølelse, der samler Generationerne og holder sammen paa det hele. Der hører Modenhed til at forstaa de Følelser, der have saa dybe og faste Rødder, at de – trods alle Familielivets Rivninger – vare endog ud over Livet i Minder, der aldrig kunne forgaa.