Den Mystiske Arv 1. akt

Handlingen foregaar en Foraarsdag i København paa en af Villavejene hos Oberst Falkenhertz.
Tidlig paa Dagen i Haven. Til venstre ligger Huset med en Verandatrappe. I Baggrunden ser man ind i Nabohaven bag et Gitter. Bag Huset til venstre tænkes Udgangen til Forhaven og til Vejen. Bede med blomstrende Tulipaner og Hyazinther. Foran Huset en hyggelig Ordning af Havestole rundt om et Bord.

PERSONERNE:

OBERST FALKENHERTZ	FRUEN
VILHELMINE – datter	BERTHA – datter
ADJUNKT NÆRUM	TOLDASSISTENT JOACHIM PRAG
HØJESTERETSSAGFØRER NYSTED	STRYGERSKE FRU KLEMMENSEN
LØJTNANT BISSEN	TANTE BINE
OPPASSER	EN STUEPIGE

INTRO ■ 1. AKT ■ 2. AKT ■ 3. AKT ■ ANMELDELSER

1. AKT 1. Scene	Fruen og Vilhelmine gaar og sysler ved Blomsterbedene med Vandkande og Rive. Fruen, smuk, rank og velbevaret, er klædt i elegant Morgen-Hjemmedragt; Vilhelmine, tør og mager, er i lærerindeagtig Paaklædning og med Næseklemmer.
FRUEN	Jeg tror alligevel, at de nye Aurikler sætter Blomst. Se!
VILHELMINE	Hvor staar de?
FRUEN	Der. Du kan heller aldrig se noget.
VILHELMINE	Kære Moder, er det min Skyld eller din, at jeg er saa nærsynet?
FRUEN	Lad os vande dem lidt.
VILHELMINE	Jeg maa forresten gaa op. Jeg skal jo snart afsted til Kontoret.
STUEPIGE	Jeg ved ikke, om Oberstinden ønsker, at der skal slukkes under Strygeovnen, siden Fru Klemmensen er bleven borte.
FRUEN	Er hun virkelig ikke kommen?
STUEPIGE	Her staar vi nu i den Redelighed med Oberstens Manchettøj og det altsammen.
VILHELMINE	Det er dog frækt saadan at blive borte.
STUEPIGE	Hvad skal vi saa gøre?
FRUEN	Der er vel ikke andet for end at opgive det for i Dag.
	(Stuepigen gaar op med misfornøjet Mine. Straks efter kommer Fru Klemmensen ind fra Vejen til venstre. Hun er i Mellemalderen, lidt førladen, forloren dameagtig og klædt i en Antydning af Sørgedragt.)
FRU KLEMMENSEN	Goddag, Fru Oberstinde. Goddag, Frøken.
FRUEN	Er De der, Fru Klemmensen. De har sat os i den dødeligste Forlegenhed ved at blive borte.
FRU KLEMMENSEN	Da har jeg skrevet, at Oberstinden ikke skulde vente mig til Strygning i Dag.
FRUEN	Det Brev har jeg ikke faaet.
FRU KLEMMENSEN	Saa — ikke! Naa, jeg kan jo ikke svare for Postvæsenet.
VILHELMINE	Men det kan jeg.
FRU KLEMMENSEN	Jeg maatte da i Frederiksberg Kirke til Grossererens Begravelse, kan De vide.
VILHELMINE	Aa, Hummelgaards. Jeg ser, De har ogsaa Sørgeslør paa.
FRU KLEMMENSEN	Den Ære maatte jeg da vise Grossereren, efter at jeg har strøget hans Manchettøj i saa mange Herrens Aar. Jeg har ogsaa sendt en Krans med Pinseliljer. Men der var jo saa mange, at den ikke saadan kunde komme til sin Ret. Nej, ikke engang den fra Oberstinden – den var ellers saa dejlig — jeg saa den hos Blomsterhandleren.
VILHELMINE	(ser hurtigt paa sin Moder, men tier.)
FRUEN	Var Talen køn?
FRU KLEMMENSEN	Jeg er nu ikke af dem, der sværmer for Pastor Petersen. Der var kønne Momenter, men den greb mig ikke.
FRUEN	Ikke det.
FRU KLEMMENSEN	Han blev ved med alt det Ydre, og vi, som kendte Grossereren, vi vidste jo, hvad der gemte sig bag det mere Livlige. Ja, Oberstinden har jo ogsaa kendt ham nøjere før i Tiden.
FRUEN	Ja, det har jeg.
FRU KLEMMENSEN	Hjerte, det havde han jo. Eminent! Og flot var han. Altid spendabel – aabent Hus baade inde og ude. Rigtig Levemand.
VILHELMINE	(misfornøjet). Det er vist. Hvor var han ækel med de røde Bakkenbarter.
FRU KLEMMENSEN	Jeg fandt nu, at det var en køn Mand. Og at tænke sig, at det altsammen kan være forbi i saadan en Gesvindighed. Ligesom han forleden staar i Skjorteærmer og hvid Vest, saa falder han om og er væk.
VILHELMINE	Saadan gaar det, naar man lader Lyset brænde i begge Ender.
FRU KLEMMENSEN	Ja, naturligvis. Hvis at Grossereren havde sat lidt mere i Sparekassen af Kræfter og Betænksomhed, saa havde en anden En ikke nu staaet uden sit bedste Hus. Men saadan var han jo. Leben und Leben lassen, hedder det jo. Ak ja, for at komme tilbage til det Jordiske – jeg gik herind paa Hjemvejen for at bede Obersten om en Anbefaling til min Mand. Han søger om at blive Bud i Landmandsbanken.
VILHELMINE	Jeg troede, han var Sømand.
FRU KLEMMENSEN	Det er han ogsaa, Understyrmand. Men Landjorden er jo behageligere.
FRUEN	Min Mand er ikke hjemme.
VILHELMINE	Men Fader kommer vist snart.
FRUEN	Kan De da ikke blive med det samme og stryge, saa kan De jo tale med ham senere. Jernene er varme.
FRU KLEMMENSEN	Det kan der ikke være Tale om. Damerne ser – jeg er ikke klædt paa til Arbejde, og de venter mig hjemme.
FRUEN	Vi sender Bud.
FRU KLEMMENSEN	Ja mange Tak. Det er nu ikke saadan at gaa ud hver evige Dag. Jeg tænker ogsaa paa at begynde noget for mig selv sammen med Fru Amanda Andersen – De ved, ham der skød sig’s Enke.
FRUEN	Det vilde være en slem Historie for os, kære Fru Klemmensen — vi kan skam ikke undvære Dem. Jo, bliv nu pænt. Jeg skal sige Dem, vi skal til en stor Fest i Aften i Anledning af, at Oberstens Regiment fejrer sit 200aarige Jubilæum. De Kongelige kommer og alle Honoratiores.
FRU KLEMMENSEN	Naa, den bliver nok ikke billig.
VILHELMINE	Min Fader skal holde Festtalen.
FRUEN	Og hvem uden De kan saa stryge mit Kniplings Skørt.
FRU KLEMMENSEN	(tager Hanskerne af.) Godt! Det er noget andet. Naar der er Tale om Fest, saa træder jeg an.
VILHELMINE	Og De kommer lige fra Deres Vens Begravelse.
FRU KLEMMENSEN	Jeg siger — man skal tage alting med, Frøken Mine. Det sagde Hummelgaard ogsaa.
FRUEN	De kan laane et Forklæde hos Stuepigen.
FRU KLEMMENSEN	Frøken Jensen hjælper mig nok. Der er ikke Tale om andet – jeg ofrer mit det Personlige. Skørtet skal blive, saa det strutter. (Hun gaar op i Huset.)
FRUEN	Det var da godt hun kom.
VILHELMINE	Jeg synes nu ikke særligt om hende. Hun giver Damen uden Held og har nok alligevel været lovlig løs paa Traaden.
FRUEN	Det bliver da hendes og hendes Understyrmands Sag. Hun stryger fortræffeligt.
VILHELMINE	Du er nu altid saa grumme overbærende hvad angaar det ethiske Moment i Livet.
FRUEN	Det bliver saa fyldigt representeret her i Huset af Dig og din Adjunkt.
VILHELMINE	Se nu! Straks skal der stikles til Marius og mig. Skal vi ikke gaa op? Her er alligevel lidt køligt.
FRUEN	(ser op i Træerne). Nej, jeg bliver her nede. En saadan Foraarsformiddag beruser mig, fryder mig ligesom Vin. Ja, Vin og Sol er jo i Grunden det samme.
VILHELMINE	Det kan jeg som Afholdsmand dog ikke gaa ind paa (vender sig). Der kommer Nogen.
	(Højesteretssagfører Nysted, en slank, forhenværende rødblond Mand med et lidt arbejdstræt Udtryk kommer ind fra Haveindgangen. Han er i Uniform under en civil Overfrakke. Trekantet Hat.)
VILHELMINE	(ser i Lorgnetten). Det er Højesteretssagføreren.
NYSTED	Goddag, mine Damer.
FRUEN	(fornøjet). Er det Dem, Nysted! Hvor kan De være fra Deres Kontor paa denne Tid af Dagen?
NYSTED	Det kan jeg heller ikke. Men Folk vil jo baade dø og begraves og have Følge med paa Vejen. Da jeg saa kom her forbi, saa jeg herind for at bringe Dem en sidste Hilsen fra Deres gamle Ven Hummelgaard.
FRUEN	Det var fortjenstfuldt af Dem. Det var nok en fin Begravelse?
NYSTED	En sand Svælgen i Sørgeflor og Sølvfrynser svarende til hans adskillige Millioner og splendide Middage. Fire Kandelabrer med Krep, sort Gulvtæppe, flere hundrede Kranse med og uden Baand. Farvel af en kgl. Kammersanger og tre kvart af Byens Spidser, tildels i Karet. Jeg haaber blot, Hummelgaard har kunnet vejre det fra sin lyse Bolig deroppe.
VILHELMINE	De tager mig vel ikke ilde op, kære Nysted, at jeg gaar op til min Dont.
NYSTED	Bevares, undskyld, hvis jeg forstyrrede.
VILHELMINE	Men husk, at jeg betror Dem Moder, saa hun ikke forkøler sig.
NYSTED	Jeg skal gøre mit Bedste for at holde Fruen varm.
	(Vilhelmine gaar med en Hilsen op i Huset.)

1. AKT 2. Scene	Nysted. Fruen.
NYSTED	Hvor mange Aar er De yngre end Vilhelmine?
FRUEN	(ler). Jeg holder nok af det Spørgsmaal til Moderen.
NYSTED	For hun er jo lidt vissengrøn med samt sin Fortræffelighed.
FRUEN	Sig ikke det til hende. Hun tror nemlig, hun er smuk og langt vilde overstraale sin Søster, hvis ikke hun havde helliget sig højere Interesser end Pynt og anden Livets Tant.
NYSTED	Hun er altsaa misundelig paa Bertha.
FRUEN	Ogsaa det vilde forbavse hende at høre. Naa, min Mand var altsaa ikke til Begravelsen?
NYSTED	Jeg saa ham da ikke, og en saa pragtfuld Tilsynekomst er jo vanskelig at overse.
FRUEN	Det ærgrer mig virkelig.
NYSTED	Obersten yndede jo ikke Hummelgaard. De passede heller ikke sammen.
FRUEN	Nej, min Oberst kunde jo ikke være sammen med ham. Jeg har ikke haft saa lidt Besvær med det Uvenskab, for Hummelgaard holdt nemlig saa meget af mig, at han ikke vilde slippe mig.
NYSTED	Det vilde De vel ogsaa nødig?
FRUEN	Naturligvis, men det var vanskeligt. Han blev ved med at sende mig Blomster og Bøger og sligt trods mine Forbud, og jeg var nødt til at tie stille med det, for ellers vilde min Mand have frabedt sig det i pompøse Breve og den Slags Postyr. Saadan er han jo. For nogen Tid siden sendte Hummelgaard saagar et Brillantsmykke. Storartet, Kære.
NYSTED	Det lyder nu mere kriminelt.
FRUEN	Ja, hvorfor er Diamanter egentlig uanstændige?
NYSTED	Fordi de koster mange Penge.
FRUEN	Det gør jo alting, Blomster ogsaa. Naa, det var nu et Smykke, han havde givet sin Moder, der lige var død, og saa skrev han, forresten saa pænt, at han ikke kunde lide, nogen Anden skulde bære det end jeg. Iøvrigt ganske urimeligt, for jeg kendte hende jo næsten ikke.
NYSTED	Det Smykke har jeg slet ikke set.
FRUEN	Nei, jeg tør jo ikke gaa med det. Jeg gemmer det til min lille Pige, som han holdt meget af.
NYSTED	(med blødere Tonefald). Bertha — ja, hende vil Diamanter klæde. Hvor er hun henne?
FRUEN	Ude at cykle, tror jeg. Sig mig, er der Testamente?
NYSTED	Ja.
FRUEN	Hvornaar skal det aabnes?
NYSTED	I Morgen. Er der ikke kommet en Tilsigelse her til Huset?
FRUEN	(med et Sæt). Vi er altsaa nævnet deri?
NYSTED	(tier og smiler).
FRUEN	Er det meget?
NYSTED	De kan forstaa — min Mund er lukket.
FRUEN	Det vilde jo have sine Vanskeligheder overfor den kære prikne Oberst, hvis Hummelgaard har betænkt mig. Han slog forresten flere Gange paa den Streng. Sig mig det nu, strenge Lovens Fortolker (bøjer sig indsmigrende imod ham). Lad mig se paa Øjnene.
NYSTED	De siger ingenting. Idetmindste ikke om det.
FRUEN	Jeg kender jo de Øjne ganske godt fra gamle Dage.
NYSTED	Ja, dengang var der noget ved Dagene og ved — (stanser og ser paa hende).
FRUEN	Det taler vi ikke mere om. Jeg er jo nu en adstadig og fornem Dame.
NYSTED	Stadig lige smuk, lige attraaværdig, lige overlegen i Synet paa denne Verdens Foreteelser.
FRUEN	Ja, ved De hvad, kunde man ikke smile ad det meste og forresten tage det med Ro, saa var det jo uudholdeligt, det hele.
NYSTED	Ak, hvorfor har vi saa faa af den Slags Damer. Enten er vore Kvinder smaaborgerlig kokette eller saa uklædelig samfundsgeskæftige.
FRUEN	De Aar, jeg var ved Teatret, gjorde mig vel lidt mere liberal end de Andre. Og det var morsomt, for jeg gjorde jo Lykke.
NYSTED	(galant). Intet Under.
FRUEN	Jeg takker. Og var jeg ikke bleven forlovet med den kønne Løjtnant dengang paa Tournéen, saa havde jeg muligvis haft en Fremtid.
NYSTED	En Fortid er jo ogsaa skøn.
FRUEN	(truer ad ham). Ikke spydig, Monsieur. Naa, det varede jo kort. Man kan ikke paa eengang have Mand og Hjem ved Garnisonen i Viborg og glimre ved en Scene i Hovedstaden. Jeg tog altsaa mit Parti.
NYSTED	Et temmelig daarligt Parti.
FRUEN	Kan hænde, men jeg tog det resolut. Jeg er en helt upaaklagelig Oberstinde.
NYSTED	Nu — ja bevares!
FRUEN	Det lille Nu kunde været udeladt, min Herre. Naa, saa blev vi jo forflyttede hertil. (Ler lidt.) Forflyttelse! Kommer man ikke ved selve Ordet til at tænke paa en Tøjrepæl?
NYSTED	Men ingenlunde paa en Ko — i dette Tilfælde.
FRUEN	De er altfor artig. Jeg har aldrig kunnet tilegne mig militær Tankegang. Jeg er haabløs civil, og i den Henseende ligner Bertha mig.
NYSTED	Som i mange andre heldigvis.
FRUEN	Ja, hun er sød. (De ler begge.) Forresten tænker jeg en Del over, hvad vi skal fange an med hende. Hun er lidt — lidt ubeskæftiget.
NYSTED	Det klarer sig nok.
FRUEN	Gad vide, om hun ikke kunde uddannes til Visesangerinde. Hendes Stemme er bøjelig, og hun har det ved sine Øjne, at de lover meget.
NYSTED	Tænk ikke paa det. Bertha har alle de Egenskaber, som gør et saadant Liv farligt. Luksustrang, Livslyst, Uoverlagthed.
FRUEN	Den Art kvindelige Egenskaber, der lige blev priste, forekommer det mig.
NYSTED	Netop, men som en Pryd for Privatlivet. Bertha skal ikke indrulleres i et Fag.
FRUEN	(rynker Brynene lidt). Det turde maaske blive min Sag.
NYSTED	Naturligvis, det var jo blot et Raad. Men jeg vil meget gerne se Bertha lykkelig.
FRUEN	Det vil vi Alle.
	(Oberst Falkenhertz kommer ud fra Huset, klædt i civil Formiddagsdragt. Han er mørkhaaret, lidt graasprængt, elegant og smuk og har et Sving i Holdningen, der øjeblikkelig røber den høje Militær.)

1. AKT 3. Scene	Obersten. Fruen. Nysted.
OBERSTEN	(idet han kommer ned ad Trappen). Har I ventet paa mig? Her er jeg, Goddag.
NYSTED	(vender sig). Hil Dem, glade Jubilar, paa denne Deres Hædersdag.
OBERSTEN	Saa maa De skam gratulere hele Regimentet sammen med mig.
FRUEN	Vi tænker kun paa Dig.
OBERSTEN	Det er kønt af jer. De er i Uniform, kære Nysted – ah, Begravelsen.
NYSTED	Hvor intet savnedes med Undtagelse af Dem.
OBERSTEN	Jeg har jo været til Parade, har lige klædt mig om.
FRUEN	Men Du kunde vist efter Paraden nok have naaet derhen. Jeg bad Dig dog om det, Hannibal.
OBERSTEN	Derfor satte jeg mig ogsaa i Gaar ved min Aftencigar til at overtænke, om jeg skulde vise den Afdøde denne sidste Ære. Jeg kom til det Resultat, at Den, jeg ikke vilde række min Haand i Livet, vilde jeg ikke heller hædre i Døden.
FRUEN	Og Herregud, hvad var det saa, I blev Uvenner om! Det var da snarere ham, der skulde være uforsonlig imod Dig, der havde fornærmet ham i hans eget Hus.
NYSTED	Hvordan var det egentlig, det kom?
OBERSTEN	Det skal jeg sige Dem. Den Parvenu behagede ved et af sine lukulliske Gilder at udtale sig i en saadan Tone om vort Forsvar og vore Officerer, at jeg fandt mig beføjet til at tale ham til Rette med Fynd og Klem.
FRUEN	Og gaa din Vej.
OBERSTEN	Netop — ja.
FRUEN	Og tage mig med Dig.
OBERSTEN	Selvfølgelig. Naar jeg gaar, følger min Hustru med mig.
FRUEN	(lidt ærgerlig). Føler min Hr. Gemal sig mon ligesåa bunden til min Gøren og Laden?
OBERSTEN	(galant). Din Gemal gik glad til Verdens Ende, naar han derved kunde gavne Dig, Athalia.
NYSTED	En Verden af ridderlig Ømhed forstaar Obersten at lægge i det ene Ord – Athalia.
OBERSTEN	Det kæreste af alle Ord for mig.
FRUEN	Hvor jeg husker den Aften, det var saa ubehageligt. Hvor var dog Hummelgaard rasende hele Festen gik i Skuddermudder. „Jeg skal nok hævne mig,” blev han ved at sige.
OBERSTEN	(trækker paa Skulderen). Kræmmersjæl !
FRUEN	Naa, han naaede jo ikke at hævne sig.
NYSTED	Hvem ved!
OBERSTEN	Han er jo død, kære Ven.
NYSTED	De Døde hævner sig ogsaa. Ofte værst.
OBERSTEN	Jeg gad se, hvordan han vilde bære sig ad med det. Hans Magtomraade, det vil sige Pengejobberi, det naar ikke til de Sfærer, hvor jeg har mine Interesser inde. Enfin, han hvile i Fred. Kære Nysted, De bliver da og spiser Frokost?
NYSTED	Nej, jeg takker. „Til vor lille Gærning ud, gaar vi Smaa fuldglade”. Paa Gensyn tør jeg bede Dem hilse Frøken Bertha. Farvel.
	(Han gaar ud ad Haveindgangen, fulgt nogle Skridt af Obersten.)

1. AKT 4. Scene	Obersten. Fruen. Senere Adjunkt Nærum og Vilhelmine.
FRUEN	(da Obersten kommer tilbage). Naa, var Paraden vellykket?
OBERSTEN	Alt efter en Snor. Almindelig Paaskønnelse.
FRUEN	Var Ministeren der?
OBERSTEN	Naturligvis. Alle var der.
FRUEN	Sagde han noget?
OBERSTEN	Han trykkede min Haand og sagde: Godmorgen, kære Oberst, og til Lykke.
FRUEN	Det var jo interessant.
OBERSTEN	Det Interessante kommer. Jeg er i Dagens Anledning bleven benaadet med Kommandørkorset.
FRUEN	Det havde Du jo.
OBERSTEN	Første Grad, Kære!
FRUEN	Det er sandt, der er Grader. Saa siger jeg da ogsaa: Til Lykke, kære Oberst. Betyder det noget?
OBERSTEN	Du mener med Hensyn til de kommende Avancementer? Ved ikke, Du! (eftertænksom) Det kunde maaske snarere være farligt.
FRUEN	Du mener – et Plaster. Antydede han slet ingenting.
OBERSTEN	Om de Ting plaprer en Minister virkelig ikke.
FRUEN	Ikke direkte, men man føler saa ofte, hvad der ikke siges. Ja, for mig er det jo ikke slet saa magtpaaliggende, skønt – men for Dig, saadan som Du er anlagt, er det jo en Livssag, om Du inden en Maaned er avanceret til General, eller om Du bliver en halvforglemt Pensionist.
OBERSTEN	Hvordan det end gaar paa denne Dag kan jeg sige, at jeg har gjort mit Yderste for at tjene mit Land.
FRUEN	Det har Du sikkert. Der tales saa meget om Oberst Mortensen.
OBERSTEN	(ubehagelig berørt). Naa, han er jo ogsaa en Mulighed. Han er jo belæst og den Slags, men en Plebejer Du, mellem os sagt. Og Konen ganske upresentabel.
FRUEN	Min Kjole er kommen. Den er nydelig.
OBERSTEN	Det glæder mig. Det har været mit Ønske, at selv om det skulde knibe lidt, maatte der ikke spares. Den er lilla, ikkesandt?
FRUEN	Østersfarvet.
OBERSTEN	Den vil klæde Dig saa meget desto mere bedaarende.
FRUEN	Hvornaar falder de Avancementer?
OBERSTEN	Den fjortende i næste Maaned. Ja, jeg tilstaar, at hvis denne Hædersdag var falden en Maaned senere, og alt var paa det Rene, vilde det være med en lysere Feststemning, at jeg i Dag kunde staa overfor min Konge og tage Ordet for ham og Fædrelandet.
FRUEN	Kan Du din Tale?
OBERSTEN	Jeg er ikke helt sikker endnu, men jeg har jo Dagen for mig.
FRUEN	Skal jeg ikke høre Dig?
OBERSTEN	(giver hende et Papir). Det skulde være lige Slutningen. Derfra. „Vi slipper ikke det Haab, at den kommende Tid vil fremme Samarbejdet mellem Hæren og Folket til vort dyrebare Fædrelands Betryggelse og til Bevarelsen i Hjerterne af de hæderfulde Minder, som mere end noget andet maa – maa
	(Adjunkt Nærum kommer ind fra venstre. Boglig dannet Ydre, glatkæmmet, omhyggelig klædt i lidt medtaget Diplomatfrakke. Obersten tager hurtigt Papiret fra Fruen og stikker det til sig.)
NÆRUM	Goddag, kære Svigerforældre.
	Begge (uden Begejstring). Goddag, Nærum.
NÆRUM	(trykker Oberstens Haand), Til Lykke med Dagen, Svigerfader. Gid det Regiment, som er Dig saa kært, altid maa staa saa hæderkronet som i Dag.
OBERSTEN	Jeg takker.
NÆRUM	Hvor er Vilhelmine?
FRUEN	Hun gik lige op.
NÆRUM	(kalder ind i Huset). Ville, her er jeg! Her er Marius.
VILHELMINE	(kommer ilende). Goddag, kæreste Marius!
NÆRUM	Goddag kære Ville – goddag!
FRUEN	Man skulde ikke tro, I havde set hinanden i Gaar Aftes.
OBERSTEN	Det er maaske et Ekstra-Gensyn.
VILHELMINE	Netop. Marius plejer jo aldrig at komme paa denne Tid af Dagen.
NÆRUM	Jeg løb herud mellem to Timer for at bringe en glædelig Nyhed. Ville, jeg har faaet Gagetillæg. Tænk, Marius
VILHELMINE	(glad). Hvor meget?
NÆRUM	Trehundede. Saa tror jeg, vi tør gifte os til Efteraaret.
VILHELMINE	Hvor meget har vi saa? Jeg tjener 800.
NÆRUM	Dertil kommer saa mine Skolebøger og min literære Virksomhed. Min nye Udgave af Johannes Ewalds Digte vil dog altid indbringe noget.
FRUEN	Men er det nok til at leve af i den Samfundsklasse, hvor der overhovedet stilles Krav til En?
NÆRUM	Vi forlanger ikke meget. Vort lille Hjem, der ganske — ikke bliver prangende elegant – iøvrigt ejer jeg vist jo en ret værdifuld Samling Kobberstik i Mahognirammer, jeg siger — vort lille Hjem vil blive besjælet af en Lykke, som er hævet over Livets materielle Maal. Derfor borger den Hustru jeg faar. Ikke, Ville?
VILHELMINE	(beskeden). Ros mig ikke.
FRUEN	Gensidig Ros er en billig Fornøjelse. Og I nyder den. Bliver Du her til Frokost?
NÆRUM	(ser paa sit Ur). Tak, det kan jeg ikke — jeg har en Time i Kirkehistorie i Lyceum Kl. 1. Jeg har iøvrigt lige spist mit medbragte Smørrebrød.
VILHELMINE	Du kan nok gaa op med og faa en Kop Kaffe.
NÆRUM	(ser paa sit Ur). Maaske en lille Kop.
VILHELMINE	Jeg vil ogsaa gærne vise Dig nogle Viskestykker til mit Udstyr.
NÆRUM	Der er blot noget, jeg saa paa Vejen, som jeg maa paatale, før jeg gaar. Jeg saa Bertha –
FRUEN	Saa, er det nu Bertha igen?
NÆRUM	(forarget). Ja, kære Svigermoder, det kan ikke fragaas. Jeg saa din yngste Datter sidde foran en Kafé paa Fortovet – alene med min ærede Hr. Fætter Joachim Prag. Nu beder jeg – en ung Pige.
FRUEN	De er vel blevne tørstige paa deres Cykletur.
NÆRUM	Saa havde de i al Fald slukket deres Tørst. For det tiltrak sig almindelig Opmærksomhed, at de under Gøen og Latter kastede Kage til en sort Pudel, der gik paa Bagbenene. Jeg ved ikke, om hendes Familie finder den Optræden passende — ja, jeg appellerer til Dig, Svigerfader.
OBERSTEN	Jeg skal tage det under Overvejelse.
NÆRUM	Det bliver vist under velvillig Overvejelse. Du er svag for Bertha.
OBERSTEN	Paa ingen Maade.
VILHELMINE	Jeg forstaar hende ikke i dette.
NÆRUM	Nej, kære Ville, Du og din Søster er saa grundforskellige i Indre som i Ydre, at det er, som I hørte til paa to forskellige Kloder. Du saa principfast, saa ethisk anlagt, hun saa forunderlig — lad mig kalde det flagrende.
FRUEN	Kald det simpelthen ung og glad.
VILHELMINE	Man kan være glad paa forskellige Maader. Jeg er ogsaa glad.
FRUEN	Det er maaske efter Schallenfeldts Methode ligesom Linnedsyningen.
VILHELMINE	Jeg ligner nu Fader mest.
OBERSTEN	Ja, Vilhelmine har megen Anstandsfølelse.
NÆRUM	Jeg tør da trygt paastaa, at selv om hun ikke var forlovet og ikke forlovet med mig, saa vilde hun aldrig have indladt sig paa daglig at fjugte rundt med denne Patent Drivert og Laban –
OBERSTEN	Daglig, siger Du?
VILHELMINE	Saa godt som daglig.
NÆRUM	Jeg siger denne Laban, som ved sin Fader Konferensraadens Indflydelse er bleven puttet ind i Toldvæsenet og sikkert aldrig vil naa til andet end ganske subalterne Ansættelser, fordi han, istedetfor at sætte alt ind paa at passe sine Embedssager, kun gør det mindst mulige ved dem, men derimod er at træffe allevegne, hvor der er Anledning til at fjase og synge letfærdige Viser til sin Guitar eller hvad det er for et Strengespil.
FRUEN	Men det gør han morsomt.
NÆRUM	Jeg finder overhovedet ikke den Slags morsomt.
FRUEN	Det gør jeg. Man kan da ikke have lutter Adjunkter og Kirkehistorie.
NÆRUM	(krænket). Jeg tror dog nok, kære Svigermoder, at det er sikrere at betro en Datters Fremtid til Den, der dyrker Kirkehistorie end til Den, der traller Gadeviser.
OBERSTEN	Den Risiko er jo heller ikke løbet endnu, bedste Nærum, og det sker vist næppe. Jeg skal tale med Bertha om Sagen.
VILHELMINE	Der kommer hun med ham.
	(Prag og Bertha kommer farende ind paa deres Cykle et Par Gange rundt om Blomsterbedene mens Fruen anraaber om Medlidenhed med Auriklerne, og Nærum misfornøjet trækker sine Fødder til sig. Bertha er rødblond, frisk og yppig, Prag mørkhaaret og køn, lidt indolent men indtagende i Talesæt og Bevægelser.)

1. AKT 5. Scene	Obersten. Fruen. Nærum. Vilhelmine. Prag. Bertha.
BERTHA	(springer af Cyklen). Goddag. Det var Ret, at I er ude i det Frie. Er det ikke dejligt at være til paa saadan en Solskins-Foraarsmorgen.
PRAG	Digteren siger jo, at Verden er ung og skøn, Skoven er lysegrøn.
OBERSTEN	(lidt stift). Goddag, min kære Prag.
PRAG	(vender sig til Nærum). Goddag! Men er Du her, min hjerte Fætter, det er da dejligt at se Dig igen. Mine Øjne maa altsaa have bedraget mig. For et Øjeblik siden syntes jeg, vi saa Dig ved Søerne.
NÆRUM	Jeg var der ogsaa. Jeg saa jer.
PRAG	(med en Bevægelse mod Vilhelmine). Ak, havde man blot Kærlighedens Vinger som han.
OBERSTEN	Jeg troede, at De paa denne Tid var paa Deres Toldkontor?
PRAG	Ikke saa tidlig. Heldigvis er der jo dog noget foruden Tanker, der er toldfrit her i Landet.
VILHELMINE	Der er altsaa ikke travlt?
NÆRUM	Næppe for ham.
PRAG	(tager ham om Skulderen). Elskelige Marius, bidske Afholdsven, sursøde Idealist, lad denne skønne Foraarsdag stemme Dig til Mildhed. Og trøst Dig med, at jeg er paa Vej til Kontoret. Jeg er det virkelig. Jeg har blot haft et flygtigt Cykleuheld og skal med det forulykkede Dyr hen i Lysthuset, hvor Frøken Bertha siger, at Lægemidlerne findes. Farvel saa længe.
NÆRUM	Nej bliv, Joachim.
OBERSTEN	Ja, bliv, Bertha. Jeg ønsker at sige Dig, at jeg ikke rigtig synes, dette gaar an – jeg mener denne bestandige Turen om med Hr. Joachim Prag. Ganske vist, han kommer en Del i vort Hus, men alligevel –
BERTHA	Altsaa – Nærum har igen sladret. Det fik Du hurtigt besørget, min Ven.
NÆRUM	Sladret — hvad er det for Ord, Du bruger. Det er simpelthen min Pligt som din Svoger at gøre dine Forældre opmærksomme paa dine Tendenser henimod en flagrende Levevis, der staar i Disharmoni med de Kaar, Du kommer til at leve under.
BERTHA	De bestemmes dog heldigvis ikke af Dig, lille Nærum.
FRUEN	Nej, bedste Nærum, Du maa nøjes med den ene af dem.
NÆRUM	Ja heldigvis!
BERTHA	For mig – ja
VILHELMINE	Kære Bertha, Du er i Forgaars fyldt fem og tyve Aar, og det er paa Tide, at Du tager Skeen i en anden Haand.
NÆRUM	I en ganske anden Haand.
FRUEN	I hvilken? Siden der synes at staa flere til Raadighed?
VILHELMINE	Der er kun een — Selverhvervet. Bertha maa have en Opgave, hvis hun ikke skal blive som en af de Flaner, vi ser drive om allevegne, fordi de benytter de frisindede Principer til et Paaskud for at more sig.
BERTHA	Nej, ved Du hvad, jeg har da ikke Spor af Principer.
NÆRUM	Nej, destoværre.
FRUEN	Ungdommen maa jo dog ogsaa have sin Blomstringstid.
NÆRUM	Driveri – er det Blomstring! Se paa Vilhelmine. Blomstrer hun ikke?
PRAG	Og se paa Liljerne paa Marken. Blomstrer de ikke?
NÆRUM	Ville er kun halvandet Aar ældre end Bertha, og se hvor ypperligt hun forstaaar at dele sig mellem en smuk Virksomhed ved statistisk Bureau og et betydeligt Arbejde for Samfundet.
BERTHA	Lykkelige Samfund.
VILHELMINE	Den Ven af Dig, Marius, som har det store Magasin.
NÆRUM	Ja, han vilde sikkert paa min Anmodning ansætte Bertha. De foretrækker unge Damer af god Familie.
BERTHA	(nejer). Mange Tak.
OBERSTEN	Skulde saa min Datter staa bag en Disk og anbefale Modepynt?
PRAG	Hvis det er Herreslips, tør jeg love rivende Afsætning.
BERTHA	(nejer igen). Mange Tak.
NÆRUM	Men der er jo ogsaa Kontorarbejde.
BERTHA	I overvælder mig. Men I taler om mig i tredje Person, som om det var en Hundehvalp, der skal anbringes. Nu skal jeg sige jer, min kære Søster og Svoger, at I behøver aldeles ikke at tage jer af min Fremtid og Anbringelse. Den skal jeg nok sørge for selv.
FRUEN	Bertha klarer sig nok.
BERTHA	Det er nu engang ikke noget for mig alle disse dygtige og vigtige Damer — Lærerinder og Bogholdersker og Telegrafister og Tandlæger og hvad det er, der optræder paa Talerstole og i Fagforbund. Jeg synes naturligvis det er umaadelig beundringsværdigt og respektabelt, men hvor bliver det af under den megen Dygtighed det Yndefulde hos Kvinder, det spøgefulde og det lunede, det selvmodsigende og det lokkende, Silken og Smilet og de farlige Øjne — hvad er det jeg mener —
PRAG	Blomsterkransen om Haaret.
VILHELMINE	Naar det er Kvinders Hverv at spadsere rundt med den, hvem skal saa gøre Arbejdet?
BERTHA	Det skal rigtig Mandfolkene. Det har vi dem jo til.
NÆRUM	Ah, Du er af dem, der kun vil eksploitere Mændene.
BERTHA	Ikke dig, kære Nærum. Det lover jeg.
OBERSTEN	Ja ja, lille Bertha, det var jo ment som et godt Raad.
BERTHA	Du er saamænd altid sød, Fader, det er de Andre, der vil hovmesterere mig, fordi jeg ikke kan være med paa alle deres Sager. Men det er jo saa kedeligt og ugemytligt alt det med Afhold og saadan noget. Jeg holder af, hvad der er festligt. Smukt.
VILHELMINE	Derfor kan man ikke unddrage sig det Nyttige.
BERTHA	Jeg vil foreløbig heller være lykkelig.
PRAG	Lykkelig og smuk.
BERTHA	Alt kan da heller ikke være til Nytte, eller skal da alle Blomster luges op. Der er jo Roser til, og der er ogsaa Persille. Den dyrker nu I, lad mig saa elske Roserne.
PRAG	De gror dog ikke i Nærums lille Afholdshave.
NÆRUM	Afholdssagens omfattende Betydning forstaas næppe af Den, for hvem det er af Vigtighed, om den Champagne, der serveres ved Gildet, er sød eller tør.
PRAG	(drillende). En Mellemting, Marius. Jeg siger altid Champagne og Kys maa ikke være for tørre. –
NÆRUM	Ja ja, kære Svigerfader, nu har jeg forelagt Dig Sagen. Det forekommer mig, at et Omgangsforhold som det mellem Bertha og min ærede Hr. Fætter, der ikke holdes indenfor Hjemmets Vægge, men udfolder sig ikke alene paa Gader og Veje, men endog paa offentlige Traktørsteder, det er noget, der maa sættes en Stopper for i Tide.
FRUEN	Det kommer jo allenfals ikke Dig ved, lille Nærum.
NÆRUM	Jeg maa bede – alt, hvad der vedrører dette Hus, kommer mig ved, fordi jeg er forlovet med dets Datter. Det Ord, at man ikke gifter sig med Familien, det holder ingenlunde Stik. Man gifter sig mere eller mindre med dem alle og gøres ogsaa mere eller mindre ansvarlig for deres Færd.
BERTHA	Hvis Du er saa utilfreds med mig, saa maa Du for min Skyld saa inderlig gærne lade være at gifte Dig med Vilhelmine.
OBERSTEN OG FRUENINFO	Bertha
NÆRUM	Jeg lader ikke være at gifte mig med Vilhelmine, men hun og jeg søger at paavirke Dig, lille Bertha, saaledes at Du i Tankegang og Handlesæt kan blive din Søster mere lig og — jeg tør sige — mere værdig. Kom Vilhelmine, lad os gaa op og se paa dine Viskestykker. (De gaar op i Huset.)
BERTHA	De trænger selv til at viskes af, de to. Hvor er de vigtige.
OBERSTEN	Naa naa, det er jo ikke netop sagt, at Du har Ret, lille Bertha (klapper hende kærligt paa Kinden). Du er sød, er Du, men jeg holder afgjort med de Andre i, at det er mindre heldigt at have Stævnemøder hver Dag med en Herre, man ikke er forlovet med.
BERTHA	Det har vi ikke. Vi har blot den Aftale at træffes her paa Hjørnet Kl. 10.
OBERSTEN	Hvis det ikke er Stævnemøder, saa ved jeg virkelig ikke, hvad et Stævnemøde er.
BERTHA	Det gør Du vist heller ikke, lille Fader.
OBERSTEN	(lidt fornærmet). Naa — jeg maa dog sige –
PRAG	I Oberstens Tid fandt de blot Sted i et Jasminlysthus.
OBERSTEN	(drejer sit Overskæg). Der var unægtelig mere Romantik og mere Galanteri.
FRUEN	Jeg finder nu, det er den allerbedste Betryggelse, at Ungdommen færdes sammen.
OBERSTEN	Jeg tilstaar, jeg ynder ikke denne Formløshed, og den udelukker ikke een Ting vil jeg konstatere. Den udelukker ikke Sladderen. Naar en ung Pige atter og atter viser sig med den samme Herre, saa ender det med, at hun er kompromitteret ganske som i gamle Dage.
BERTHA	Det kan jeg ikke se.
OBERSTEN	(lidt mere bestemt). Nej, men dine Forældre kan se det, og det er derfor en Pligt for mig og min Hustru, min kære Prag, at bede Dem indskrænke Deres Omgang, som iøvrigt er os meget kær, til vort Hjem, hvor De altid er en velkommen Gæst, og ikke færdes med Bertha til Stadighed paa offentlig Vej.
PRAG	(kort). Som De ønsker, Hr. Oberst.
OPPASSER	(Oberstens Oppasser, en Bondekarl med stive Øjne, kommer ud fra Huset.) Jeg melder Obersten, at den gamle Frøken, hun er her for at gratulere Obersten til Dagen.
FRUEN	(lidt misfornøjet). Herregud, er nu Bine her.
BERTHA	Aa, Tante Bine.
OBERSTEN	Vi maa gaa op til hende.
BERTHA	Søren, kør de Cykler hen i Lysthuset.
OPPASSER	Javel. (Gaar ud til Højre.)
OBERSTEN	Ja, kære Joachim Prag, jeg er overbevist om, at De ingenting har at bebrejde Dem overfor min Datter, men da De selv ved, at en ung Piges Rygte her i vor By er ligesaa let til at tilsøles som den Sne, der falder i Gaderne, behøver jeg kun at sige til Dem, at jeg stoler paa Dem som Kavaler. Athalia, kom.
	(De gaar op i Huset.)

1. AKT 6. Scene	Prag. Bertha.
BERTHA	(har plukket en Hyacinth). Se og lugt. Det er Foraarets Blomst – Fremtidens!
PRAG	(ænser det ikke). Hør nu, Bertha, det er altsaa ikke saa gunstigt dette. Vi har moret os for godt sammen, været for overmodig glade. Det finder Andre sig ikke i.
BERTHA	Den ækle Nærum.
PRAG	Ham eller en anden — Verden er fuld af Nærum’er.
BERTHA	Men vi bryder os ikke om det.
PRAG	Jo Bertha, jo vi gør. Deres Fader og jeg er jo ikke videre godt afstemte. Han er saa pompøs og saa nøjeregnende, og jeg lader for det meste fem være lige, men jeg tror, han har Ret. Og han har henholdt sig til mig som Mand af Ære med Deres Vel for Øje. Jeg har kun at rette mig efter hans Vink.
BERTHA	Skal vi ikke – ikke mere følges?
PRAG	Nej.
BERTHA	Men disse daglige Ture, hvor kan vi undvære dem. Og kan vi undvære hinanden? Det er os jo saa naturligt og selvfølgeligt at være sammen at more os over Livets de kønne og pudsige Ting. Uden et Ord, blot ved et lille Blik og Smil. Alting vil jo blive saa trist.
PRAG	(tøver lidt). Bertha, De er da ikke forelsket i mig?
BERTHA	(uvilkaarligt). Jo, det ved Gud jeg er.
PRAG	Den er jo ikke saa god.
BERTHA	Kan vi da ikke forlove os?
PRAG	Vorherre bevares. Det er der jo ikke Tale om, at vi kan. Desværre.
BERTHA	(ser hurtigt paa ham). Nej – naturligvis.
PRAG	Kære Bertha, De har alle de Egenskaber, jeg elsker hos Kvinder – Svagheden, Lystigheden, Ynden, og De har ikke dem, jeg sætter mindre Pris paa hos det andet Køn – Energien, Handlekraften, Samfundsfølelsen. Ja, Bertha, De er simpelthen yndig, og jeg vilde være ovenud lykkelig ved at faa Dem til Kone.
BERTHA	(leger med sin Blomst). Det er — kønt — af Dem.
PRAG	Men vi kan jo ikke.
BERTHA	(tier).
PRAG	Deres Mine siger – hvorfor ikke? Men hvor skal vi faa Pengene fra, disse usalige Penge. Ja, det lyder saa elendig jordbundent, men man skal jo have dem, maa have dem.
BERTHA	Ja, naturligvis, det maa man.
PRAG	Det gaar os som Tusinder af unge Par i denne By, Mennesker, som holder af hinanden og som mister deres Lykke ved den uoverstigelige Kløft mellem Hjertets Krav og Livets Krav. Man kan simpelthen ikke, fordi det er saa forbandet dyrt det hele.
BERTHA	Man kan jo ogsaa vente. Der er dem, der venter.
PRAG	Paa hvad! Jeg kan endnu ikke ernære mig selv, var en jævn doven Knægt, som jo kun havde Lyst til at blive Komponist — Musiker. Umuligt paa Grund af Brødløshed. Skulde saa puttes ind i et Væsen – kom til Toldvæsenet uden Glæde, uden Haab, blot fordi man skal være noget. Har tusinde Kr. om Aaret og muligvis Udsigt til 150 i Pension for min Enke, naar jeg efter en vel udført Livsgerning stedes til Hvile paa Assistens.
BERTHA	Saa langt som til Assistens har man vel ikke nødig at tænke.
PRAG	Nej, det er vist, dø – det har jeg nu slet ikke Raad til.
BERTHA	Hverken til at leve eller dø.
PRAG	Ingen af Delene. Deres Forældre har jo, saa vidt jeg ved, ingen Formue, klarer sig net og pænt med Smaapineri i det Skjulte, som høje Embedsmænd jo gør.
BERTHA	Ak ja.
PRAG	Jeg gad nok se Oberstens majestætiske Ansigt, hvis jeg en Dag traadte an og sagde: Jeg har herved den Ære at anholde om Deres Frøken Datters Haand. Vær af den Godhed at give os to tusinde Kr. om Aaret, blot for at vi kan leve.
BERTHA	Jeg er bange, det ikke gik. Af gode Grunde.
PRAG	Og selv om han kunde og vilde, hvad saa! Det blev jo et kummerligt og glædeforladt Liv, som det vilde være en Forbrydelse at prisgive Dem til.
BERTHA	Ikke naar — (standser) jeg ved ikke — jo — maaske —
PRAG	Saa meget mere, som jeg ved med mig selv, at jeg vilde blive fuldkommen utaalelig i et Liv med bestandige Næringssorger. Jeg trænger til lidt Velvære for at udfolde mig til en nogenlunde veludviklet Blomst.
BERTHA	Det gør vi vel alle.
PRAG	Jeg særlig, desværre. Som Millionær vilde jeg blive uimodstaaelig, som almindelig Velhaver ret behagelig, og som Habenichts kender De mig — højst mangelfuld.
BERTHA	(lidt tøvende). Men jeg kan nu alligevel lide Dem.
PRAG	Kære søde Bertha, jeg kan jo ikke, tør ikke under disse Forhold sige Dem, i hvor høj Grad det er gengældt. Og det behøves ikke, De ved det. Ja, vi maa nøjes med at vide det begge to og lade den Tanke lyse lidt op for os i den graa Skumring, der kommer.
BERTHA	Men er det da ikke usselt og smaat, det vi gør, at lade Pengehensynet gaa forud for en anden og bedre Lykke?
PRAG	Det er nu min Tro, at det vilde være mere usselt af mig at føre Dem ind til et Liv paa Skyggesiden. Det har jeg ikke Lov til. Og jeg tror, at det vil De takke mig for — engang, fordi De er den Solblomst, De er.
BERTHA	Jeg ser ikke Solen nu. (River Hyacinthen itu og lader den falde.) Giv mig saa Deres Haand og lov mig ikke at glemme (peger op mod Træerne) ja, naar det er Foraar som nu, saa husk paa i Dag og paa mig og paa det, jeg haabede — uden rigtig at vide af, hvad det betød, før — (standser) farvel.
	(Hun gaar hurtigt ud til venstre foran Huset. Han ser efter hende, tørrer Panden og gaar frem og tilbage i øjensynlig Sindsbevægelse, mens han siger: „Aa Bertha, kære søde Bertha. “)
	(Obersten, Fruen og Tante Bine, en sammenskrumpen gammel Dame med en lille Hund i et Baand, kommer ud fra Huset).

1. AKT 7. Scene	Obersten. Fruen. Prag. Tante Bine.
TANTE BINE	Ja ja, Athalia, saa siger jeg farvel.
FRUEN	Farvel, kære Bine og Tak for Besøget.
OBERSTEN	Bine kender jo vor unge Ven Joachim Prag.
FRUEN	Af Vennerne kaldet Jochum.
TANTE BINE	Ork ja, jeg har jo gaaet i Skole med Hr. Prags Faster — eller var det Moster — Petra Sommerfeldt —
PRAG	(lidt adspredt). Husker ikke – naa jo – der var En i den Retning.
TANTE BINE	Hun var lidt skrutrygget, men hun var saa flink til fransk Brodering.
PRAG	Saa – glæder mig.
TANTE BINE	Saa er I ikke vrede, at jeg tog Lady med?
FRUEN	(ser paa Hunden). Aa, den fylder jo ikke saa meget.
TANTE BINE	Jeg skal sige jer, Justitsraadens den store brunplettede Hønsehund paa anden Sal gør Haneben og er saa rædsom paatrængende.
FRUEN	Man forstaar dens Smag.
OBERSTEN	Men Hvalpene bliver nogle underlige Dyr.
TANTE BINE	Gud, saa galt skulde det da ikke gaa. Ja ja, Hannibal, til Lykke! Saa faar jeg altsaa Lov at komme igen i Aften og se jer i Stadsen.
De Andre.	Saa gærne, Farvel.
TANTE BINE	Sig pænt Farvel, lille Lady. Kan I se han vifter med Halen. Farvel.
	(Hun gaar ud til venstre, fulgt nogle Skridt af Obersten og Fruen.)
FRUEN	Naa fik De Deres Cykle i Stand, kære Prag?
PRAG	Endnu ikke. Jeg har talt med Frøken Bertha.
OBERSTEN	Ja saa!
PRAG	Jeg har ogsaa ventet paa Dem for at tage Afsked.
FRUEN	Hvortil den megen Højtidelighed?
PRAG	Fordi jeg ikke mere kommer igen.
FRUEN	Men kære Ven.
PRAG	Jeg har tænkt over det, Obersten sagde før. Naturligvis har jeg dunkelt følt det samme, men De ved nok, hvordan Ungdom er – man skubber det Ubehagelige fra sig, undgaar at tænke paa det og beholder det Gode saa længe som muligt. Jeg tror, at Bertha og jeg holder af hinanden, og hvis jeg saa nogen Udvej, vilde jeg klamre mig til den. Der er ingen. De har aabnet mine Øjne for Umuligheden. Og det er det, jeg har sagt til Frøken Bertha.
FRUEN	Og hun – hvad sagde hun?
PRAG	Kun det, der var kønt og godt – og uforglemmeligt for mig.
FRUEN	Men hvorfor vil De ikke blive ved at komme her. Vi er jo saa gode Venner – det var blot disse Ture, vi havde lidt imod.
PRAG	Jeg tror, det er bedre at bryde overtvært. Ogsaa for hende. Det vilde være Synd, om det Lyse og Rare, som vi har haft sammen, skulde være nogen Hindring for hendes videre Liv. Lad det staa som noget for sig selv. Og desuden — jeg vil ikke gærne være Gæst her i Huset efter det, Bertha og jeg har talt sammen. Jeg oppebiede Dem blot for at bringe Dem min Tak.
OBERSTEN	Det kan godt være, at De har Ret, og jeg agter Dem for Deres faste Standpunkt.
FRUEN	(giver ham venligt Haanden). Jeg kan slet ikke tænke mig, at vi ikke mere skal se Dem paa vore Enemærker. Jeg betragter Dem som min kære og gode Ven.
PRAG	Jeg beder Dem blive ved dermed og give mig Lov til det samme. Farvel.
	(Han trykker dem i Haanden og gaar ud til højre.)

1. AKT 8. Scene	Obersten. Fruen.
FRUEN	Der fik Du det forplumret.
OBERSTEN	Det gør mig ondt, men det var nødvendigt.
FRUEN	Jeg er bange, at Bertha vil tage sig det nær. Jeg ved heller ikke, om Du handlede rigtigt ved at gribe saa haandfast ind i et Forhold, der maaske endnu var halvt ubevidst. Jeg vilde i hvert Fald ikke have gjort det, men jeg tav jo stille for ikke at desavouere Dig.
OBERSTEN	(selvsikker). Vær rolig. Jeg er Soldat og ved altid, hvad jeg bør gøre, fordi jeg altid er i Balance.
FRUEN	Det er meget sagt i dette indviklede og vanskelige Liv.
OBERSTEN	Livet er ikke saa vanskeligt, som de Fleste tror. Ligesom d’Hrr. Kunstnere paastaar, at der kun gives to Slags Smag, den gode og den daarlige, saaledes siger jeg, at der kun er to Livsbegreber – det Rette og det Urette.
FRUEN	Vogt Dig. Det Liv, Du tror er saa nemt, det har en Skelm bag Øret og leger med dem, der er for sikre.
OBERSTEN	Ikke med mig. Ingen leger med mig, heller ikke Livet, fordi jeg ser det lige i Øjnene, Venner saa vel som Fjender.
FRUEN	Det maa være dejligt at være saa selvsikker.
OBERSTEN	(galant). Lidt Mangel paa Sikkerhed overfor Livet er en Ynde mere hos en Kvinde, og jeg er stolt over at have været den Vejledende og Beskyttende, jeg Manden, den stærke Eg, Du Kvinden, den bøjelige Vedbend, som jeg tror, en af vore Digtere har sagt.
FRUEN	(smiler). Jeg tror — flere.
OBERSTEN	Det er, fordi det er saa sandt og saa smukt. Og altid har min skønne Vedbend suget Ynde af min stærke Manddom og staar derfor nu ligesaa frisk og frodig som paa vor Bryllupsdag.
FRUEN	Vi ved jo, Du er en Ridder, Hannibal, en af vore sidste.
STUEPIGE	(Stuepigen kommer ud af Huset med et Par Breve paa en Bakke.) Værsaagod, to Breve. (lægger dem paa Bordet og giver Obersten et Kort). Og saa er der en Herre deroppe.
OBERSTEN	(ser paa Kortet). Aage Mathiesen, Medarbejder ved „Dagen”
STUEPIGE	Han vilde gærne tale med Obersten i Anledning af Jubilæet.
OBERSTEN	Vil De sige, at jeg er forhindret.
FRUEN	Nej hør, tag dog imod ham, Hannibal.
OBERSTEN	Du ved, jeg tager aldrig imod Journalister. Interviews har Fanden skabt. Naar der staar noget galt, og det gør der altid, hvem faar saa Skylden – jeg, der ikke har den. To Gange er jeg bleven interviewet og Død og Helvede hvad for en Skylle jeg begge Gange har faaet over mig.
FRUEN	Prøv alligevel tredje Gang.
OBERSTEN	Nej Tak, min Ven. Offentligheden – hvem er det? Maa jeg bede om en Modstander, jeg kan ramme. Hvem skal man holde sig til! Mine Sager og mit Hus skal Aviserne ikke faa deres Næse i.
FRUEN	Vore Dages Journalistik trænger ind paa alle Punkter. Især de ømme.
OBERSTEN	(til Stuepigen). Sig til den Herre, at jeg tager ikke imod.
STUEPIGE	Jo.
	(Hun gaar op i Huset, mens Fruen ser paa Obersten med et lille kritisk Blik).
OBERSTEN	Naa, det var de Breve (ser paa dem). De er jo ikke til mig. Det ene er til Dig og det andet til Bertha og begge med Højesteretssagfører Nysteds Stempel. Det var da kuriøst. Værsaagod her er dit. (Lægger det andet paa Bordet.)
FRUEN	Fra Nysted – hvad kan han skrive. Han var her jo lige.
OBERSTEN	Se ad.
FRUEN	Aa, Tilsigelsen!
OBERSTEN	Hvad for en Tilsigelse.
FRUEN	Han sagde, der var sendt – sendt –
	(Hun aabner Brevet, læser det og geraader i den heftigste Sindsbevægelse, slipper det, tager det atter og tager sig til Panden.)
OBERSTEN	Men hvad er det dog hvad skriver han?
FRUEN	Det er ikke fra ham.
OBERSTEN	Fra hvem da?
FRUEN	Fra Frøken Konradsen – ganske privat — den Dame, der er paa hans Kontor – hun besøger mig engang imellem.
OBERSTEN	Hun har altsaa brugt en Forretningskonvolut. Men hvad kan Frøken Konradsen meddele, der er saa sindsoprivende?
FRUEN	Jeg ved ikke, om om jeg tør —
OBERSTEN	Naa, lad høre?
FRUEN	Hun skriver, at hun ved et Tilfælde er kommen til at se Hummelgaards Testamente, og at hun vil være den første til i dyb Fortrolighed at bringe mig den glade Efterretning, at – at
OBERSTEN	Naa?
FRUEN	At Bertha er indsat som Arving til en halv Million.
OBERSTEN	(med et Sæt). Hvadbehager –
FRUEN	Bertha – ja
OBERSTEN	Hvordan skulde hun komme til at arve noget efter Grosserer Hummelgaard — Nonsens.
FRUEN	Det staar der.
OBERSTEN	(tager Brevet). Lad mig se – ja, sort paa hvidt – faktisk – grangivelig.
FRUEN	Og Frøken Konradsen er saamænd paalidelig nok.
OBERSTEN	(drejer grublende paa sit Overskæg). Det var paafaldende.
FRUEN	(kalder). Bertha – Bertha –
OBERSTEN	(stikker Brevet til sig). Nej, jeg beder Dig ti stille. Lad os indtil videre beholde det for os selv. Sig ingenting, heller ikke til Bertha (tørrer Sveden af Panden). Hører Du — ikke et Ord.
FRUEN	Bertha rig – pludselig det er saa besynderligt —
OBERSTEN	Ja, tilforladelig – det er højst besynderligt.
FRUEN	Og jeg, som troede, at — Hummelgaard sagde at — sagde sikkert, at – aa – det drejer altsammen – (Hun overvældes af sin Sindsbevægelse og synker om paa en Bænk.
OBERSTEN	Athalia, hvad fejler Du – (løber hen til Huset og kalder). Kom — kom, Vilhelmine, din Moder er bleven syg.
	(Nærum, Vilhelmine og Bertha kommer ilende ud fra Huset.)

1. AKT 9. Scene	Obersten. Fruen. Bertha. Nærum. Vilhelmine. Senere Fru Klemmensen og Prag.
VILHELMINE	Hvad er det — har Moder faaet ondt?
NÆRUM	Har hun Krampe?
BERTHA	(ængstelig). Moder dog, kære Moder – se paa mig – (løber hen og kalder ind ad et Vindue). Fru Klemmensen kom lidt – aa kom!
NÆRUM	(stænker Fruen med Vand). Det er vist ikke noget af Betydning.
FRU KLEMMENSEN	(kommer farende). Hvad er det – er der Nogen, der er kommen til Ulykke?
BERTHA	Min Moder er bleven syg. Jeg kaldte – De er saa flink til saadant noget.
FRU KLEMMENSEN	(geskæftig). Ja lad mig! Lad mig blot komme til. Jeg forstaar mig paa det — min Søster led af Ligfald. Knap op knap op – Tag og læg hende ned. Hovedet skal lavest for Blodcirkulationen. Lad være at pjaske med det Vand — er her en Spiseske? Rend efter lidt Kognak. Nej, lad Armene ligge i Fred. Naa, hun trækker Vejret.
VILHELMINE	Hun kommer til sig selv.
FRUEN	(usammenhængende). Bertha — en halv Million – han har villet — har villet –
NÆRUM	(spidser Øren). Hvad er det, hun siger? Hørte Du, Ville?
VILHELMINE	Hvilket?
FRU KLEMMENSEN	Lad hende faa lidt Kognak – jeg bad om Kognak.
FRUEN	(rejser sig halvvejs). Bertha –
BERTHA	Her er jeg – har Du det bedre, Moder?
FRUEN	Ja, jeg tror det er ovre. Jeg blev blot lidt svimmel.
BERTHA	Naa Gudskelov.
OBERSTEN	Det er Foraarsluften.
VILHELMINE	Lad os gaa, Marius. Vi har smølet altfor længe.
NÆRUM	(ivrig). Straks. Vent blot. Hvad var det, Du sagde, Svigermoder?
FRUEN	Hvornaar? Jeg har ingenting sagt.
NÆRUM	Noget med Bertha. En halv Million, sagde Du.
OBERSTEN	(afværgende). Det betød ikke noget.
BERTHA	(ivrig). Hvad for noget — maa jeg høre –
FRUEN	Det ved jeg ikke af.
NÆRUM	Det forekom mig dog – ganske tydelig
VILHELMINE	(tager Konvoluten op). Højesteretssagfører Nysted staar her trykt.
NÆRUM	Har Du faaet Brev fra ham, Svigermoder?
FRUEN	Ja, det vil sige – nej, ikke fra ham.
NÆRUM	Men fra hans Kontor altsaa. Ikke, Svigerfader?
VILHELMINE	Og fik Moder saa ondt?
NÆRUM	Var han ikke Hummelgaards Sagfører? Har Bertha arvet?
OBERSTEN	(usikker). Vist ej –
VILHELMINE	(til Fruen). Har Bertha arvet?
FRUEN	Nej – det vil sige — vi ved det jo endnu ikke.
VILHELMINE	(finder det andet Brev). Her er et Brev til Bertha med samme Stempel.
NÆRUM	Værsaagod, Bertha, vær saa venlig at se – lad os saa høre –
BERTHA	(aabner Brevet). Det er en Tilsigelse til at møde paa Nysteds Kontor i Morgen Kl. 12 i Anledning af Grosserer Hummelgaards Testamente. (Ganske forvirret.) Hvad skal dog det betyde?
NÆRUM	Lad mig se – jo, det staar der. Naa, saa er jo Sagen klar. Det er jo oplagt. Du sagde en halv Million, Svigermoder?
VILHELMINE	Er det en halv Million?
BERTHA	(begejstret). En halv Million?
Alle tre (ophidsede)	Hvad er det – sig det dog
OBERSTEN	Naa, godt, siden det ved et uheldigt Træf er kommet for Dagen i denne snævre Familiekreds, saa kan det jo ikke hjælpe at lægge Skjul paa det her.
FRUEN	Der er kommet en privat Meddelelse om, at Bertha i Grosserer Hummelgaards Testamente er indsat som Arving til en halv Million.
BERTHA	(slaar henrykt Hænderne sammen). Aa Moder — Moder –
NÆRUM	Og ingen andre af Familien?
OBERSTEN	Nej.
VILHELMINE	Det finder jeg en mærkelig Historie.
NÆRUM	Ja, en temmelig mystisk Arv, maa jeg sige.
FRU KLEMMENSEN	(giver sig til at græde.) Aa, Du milde Skaber!
NÆRUM	Hvad tuder De for?
FRU KLEMMENSEN	Det er dog saadan en mageløs Glæde.
VILHELMINE	Bertha, maa jeg gratulere.
BERTHA	Aa Tak, hvor er det dog vidunderligt. I skal allesammen faa alt, hvad I vil. Vilhelmine, nu kan I faa Penge til at rejse til Skolemødet i Krefeld. Begge to.
VILHELMINE	(tørt). Vi takker saa meget.
BERTHA	(ser hen for sig). Men saa – saa kan jeg jo faa ham!
VILHELMINE	Hvadbehager
	Prag kommer ind fra højre trækkende med en Cykle og vil gaa forbi i Baggrunden med en Hilsen.
BERTHA	Prag – Jochum – aa, kom dog, Jochum!
	Prag (slipper Cyklen og nærmer sig lidt).
OBERSTEN	(afværgende). Nej lad være – vent!
BERTHA	Jeg kan skam ikke vente med at være glad, Jochum, De maa høre, der er hændet noget vidunderligt. Jeg har arvet en halv Million efter Hummelgaard, den rige Vingrosserer, Moders gamle Ven. Ja – (Ser paa ham med forventningsfulde Øjne.)
PRAG	Er det ikke Spøg? (ser sig om). Nej, jeg ser paa Fætter Marius sursøde Mine, at det er sandt.
BERTHA	Hvad siger De saa til det?
PRAG	Hvad jeg Siger ! (sætter over et Bed med et Spring og bukker højtideligt for Obersten). Hr. Oberst, jeg har herved den Ære at anholde om Deres Frøken Datters Haand.
	TÆPPE

INTRO ■ 1. AKT ■ 2. AKT ■ 3. AKT ■ ANMELDELSER

Emma Gad

Bannerføreren for anstændig adfærd

Den Mystiske Arv 1. akt