Peter Urban Gad 1949

Peter Urban Gad
Klunketiden paa en anden Maade


Klunketiden paa en anden maade

Titel: Klunketiden paa en anden Maade
Forfatter: Peter Urban Gad
Udgiver: H. Hagerup, København
År: 1949
44 sider, 2 foto.

Et privattryk i 150 nummererede eksemplarer fra Det Berlingske Bogtrykkeri, udsendtes ved juletid 1948 af Esther Gad til hendes og Peter Urban Gad’s Venner.


EFTER Fremkomsten 1943 af Otto Rung’s Bog: Fra min Klunketid opstod Diskussion om denne Epokes Lys, og Skyggesider. Adskillige mente, at Rung i sin Bedømmelse af Tiden havde været for haard. Selskabet for Historic, Litteratur og Kunst opfordrede derfor et af sine Medlemmer, Peter Urban Gad, til at holde et Foredrag og meddele sin Opfattelse af Klunketiden. Han var rig paa Erfaringer: Som Søn af Kontreadmiral Nicolaus Urban Gad (1841-1920) og Forfatterinden Emma Gad, født Halkier (1852-1921) voksede Peter Urban Gad op i et Hjem, som baade før og efter Aarhundredskiftet spillede en overordentlig Rolle indenfor det københavnske Borgerskab. Her skar bogstavelig talt alle Cirkler hinanden: Brandesianismens Mænd mødtes med Repræsentanter for Hoffet, Flaadens Officerer traf Malere, Digtere og Skuespillere, Handelsfyrster lærte Aandslivets Spidser at kende. Hjemmet i Dronningens Tværgade aabnede sig usnobbet for alt, hvad der var værdifuldt i dansk Kultur.
Peter Urban Gad holdt sit Foredrag i November 1947, seks Uger før han døde. Det blev i forkortet Form oplæst af Poul Reumert i Radioen i Juni 1948.
Her er Manuskriptet til Foredraget i dets Helhed. (H.H.)


DET, jeg her skal tale lidt til Dem om, er kun i svagt udvandet Form Historie. For hvornaar begynder Kendsgerningerne at blive Historie — set i større Sammenhæng er det, et endnu levende Menneske kan huske, jo blot Samtid; og alligevel faar det historisk Patina indenfor det lille Udsnit, der hedder et Menneskeliv. Jeg tror, at historisk Blik og Begavelse — det er den Evne til at se alle Ting i deres Kontinuitet, som en Videreførelse af noget, der allerede var før, og en Videreførelse til noget, der fulgte efter.
Det, jeg her skal tale om, er København og københavnsk selskabelig Samkvem i de Tider, jeg har oplevet som Barn og som ganske ung — nærmere betegnet: København, set og oplevet fra mine Forældres Hus i den ganske bestemte Periode, der er bleven kaldt for »Klunketiden«.

Om »Klunketiden« blot disse Ord: Benævnelsen er selvfølgelig spottende, hænger sig i Datidens forbigaaende Møbelsmag — der ganske vist forekommer vor Tid gammeldags og overlæsset, — ligesom de nu saa elskede Møbler fra tidligere Epoker forekom vore Bedsteforældre stive og ugæstmilde. Man ser altid ned paa den nærmest foregaaende Tidsepokes Smag og Boligsæd.

Læs mere

Samtidig traadte Tekniken til og stillede, ogsaa i Hjemmene, Menneskene over for store nye Muligheder og Problemer af rent praktisk Art. Det gjaldt først og fremmest Belysning og Opvarmning, Petroleummen og Gassen kom til — og fremfor alt: Kakkelovnen, der fyredes med Koks. Takket være en enkelt Skibsladning Koks fra England, som det stigende Samkvem og den forbedrede Skibsfart gjorde mulig, kunde Tusinder af Rum oplyses og opvarmes i Tusinder af Timer. Og Rummene — det er Hjemmene.

Urban Gad i hjemmet
Urban Gad i Dronningens Tværgade 40
Men naar man nævner Ordet Hjem, — saa maa man gøre sig klart, hvad Varmen betyder for selve Begrebet; Hjemmet, det er Arnen, Varmegiveren — mest understreget i de nordiske Lande, hvor Klimaet i Maaneder igennem gjorde den lukkede Dør og den brændende Arne til selve Hjemmebegrebets Symboler. Kulden var Hjemmets Modsætning.

Men selvom Indførelsen af Koksovnen med eet Slag ophævede den Kulde, der havde hersket i Borgernes Huse, — saa var Koks jo alligevel ikke billige; Varmen kostede Penge, maatte ikke spildes; derfor hængte man Gardiner for Vinduerne og Portierer for Dørene, dels for at afværge Træk og Fodkulde, dels for at forøge Indtrykket af hjemlig Hygge.

Et andet Moment kom til — en Modesvingning. Ved Suez Kanalens Aabning var Orienten rykket Vestens Folk ganske nær, var kommen paa Mode, som det hedder, især i Paris, Modens Mekka og Medina; det synes at være en historisk Naturlov, at hver Gang et Regime staar for Fald i Paris, er der en skøn Kvinde, der som en sidste Blomstring giver sin gratiøse Person som en Personifikation af en Epoke, udtrykt i Stil. Marie Antoinette var Louis XVI’ Tidens Inkarnation — næste Gang blev det Kejserinde Eugenie; SuezKanalen var hendes egen søde lille Kanal, og Sværmeriet for Orienten blev derfor til Mode i Paris; en farlig Mode, fordi den medførte en Paavirkning fra et Himmelstrøg med helt afvigende Naturforhold.

Læs mere

Underlig nok har min Moder, der lige til Fru Heibergs Død vedblev at besøge hende i hendes sidste Bolig i Gothersgade, aldrig taget mig med — maaske har hun ladet sig skræmme af de Erfaringer, som Fru Anna Emil Poulsen gjorde, dengang da hun bragte sin fireaarige lille Johannes ud for at præsentere ham for Berømtheden. Han blev saa angst for den forfærdelige gamle Heks, at han, vildt brølende og stampende med sine smaa tykke Ben, maatte bringes bort. — Johannes Poulsen yndede at fortælle om dette sit første og eneste Møde med det danske Teaters ukronede Dronning. Fraregnet den Udvidelse af Horizonten for min første Barndoms København, der hed Søvang, bestod Byen blot af Egnen mellem Østre Vold, der stod endnu, og Grønningen, mellem Kongens Nytorv og Boulevarden; vi kendte knap nogen, der boede udenfor disse snævre Grænser, selv om det næppe har været saa rigorøst gennemført som hos min Moders gamle Tante Line, der overhovedet ikke ønskede at omgaas nogen, der boede uden for »St. Annæ østre Kvarter«.

Men Byen var stor nok for en lille fem seks Aars Dreng, og vel ogsaa stor nok for dens voksne Beboere. For Byens Lidenhed medførte naturligvis, at Ens Bekendtskabskreds blev større — jo mindre en By er, jo flere af dens Beboere kender man — jo større den er, jo mere drukner den enkelte i Ensomhed og i Folkehavet. Dengang vidste man Besked med sine Medmenneskers Liv og Ve og Vel paa en Maade, som ikke kendes nu til Dags — ikke fordi der var større Sladderagtighed dengang end nu, — men simpelthen fordi Begivenhederne kom til at angaa En selv mere, naar man kendte de paagældende personligt. — Men af disse vide Kredse af personlig Bekendtskab udskiltes naturligvis snævrere Cirkler af Vennekredse omkring hvert Hus.

»Klunketiden«s Kulturhistorie er bleven fortalt før, og altid, selvfølgelig, ud fra Minderne om Forfatterens eget Barndomshjem. Man faar af Skildringerne et levende Indtryk af, at Forfatterens Forældre indtog en ret prominent Stilling i Selskabet, at Husets Paarørende var Indehavere af Samfundets højeste Titler og Udmærkelser — og at Husets Selskabelighed var en Række splendide Middage og fejende Fester. Noget saadant har jeg, naar vi skal tale Sandhed, ikke at berette om det Barndomshjem, i hvilket jeg først opdagede Verden.

Peter Urban Gad
Peter Urban Gad
12. Februar 1879 – 26. December 1947

Husets Herre var en ubemidlet Marinekaptajn — Fruen var ganske vist af anset og velstaaende Handelsslægt, men det gav sig ikke Udslag i nogen Art af Overdaadighed. Jeg ved ikke hvorfor, men jeg har altid haft en lille Fornemmelse af, at et Arveskifte i hine Dage ikke var særlig gunstigt for en eneste Datter. — Husstanden bestod ikke, som hos andre Skildrere af »Klunketiden«, af en talrig Flok af Tjenestefolk, men i al Beskedenhed af en Kokkepige og en Stuepige — hvilket i vor Tid vel nærmest vilde svare til en Morgenkone. — Og Ernæringen bestod i god og rigelig, men meget jævn Mad, Øllebrød, Risengrød og en Kødret — til Dessert oftest blot Æbler; men ak, hvor er de henne nu, de store ravgule Gravenstenere med sorte Pletter paa, foreskrevne fra en Landmand — de stod i deres Tønde oppe paa Loftet og duftede.

Æblerne er ikke bleven hverken flere eller bedre i vore Dage, hvor man plukker dem af Papirposer med Guldbogstaver paa.
Huset var som sagt et Nyboderhus. Jeg har senere besøgt det en Gang for at gense mit Barndomshjem — jeg troede, jeg drømte, drømte at jeg var svulmet op til en Slags overnaturlig Gulliver — for de Rum, hvor jeg havde leget som en lillebitte Dreng, var paa en mystisk Maade skrumpet ind til smaa Værelser og snævre Kamre. Jeg fik ikke undersøgt, om Nyboder-Rotterne, der i min Barndom vrimlede og sloges i Gaarden, og som jeg mindes som Dyr paa Størrelse med Pudelhunde, ligeledes var svundet ind til normale Dimensioner — men jeg huskede paa, at min Fader kunde lægge den flade Haand paa Loftet i Stuerne.

Nyboder var dengang en Verden for sig — det var virkelig Marinens Domæne. Det havde sit eget Politi under Ledelse af en Kommandant, der hejste sit eget Splitflag paa Kommandanturen — og Nyboder havde ogsaa sin egen Dialekt, der vist nu er fuldkommen forsvundet og som vist desværre aldrig er bleven studeret. Det var ikke ubetinget Københavnsk, snarere en Art Højdansk med gammelt Præg, og stærkt isprængt med Marinens tekniske Udtryk og Skibshaandværkernes Fagord. Jeg skal nævne et enkelt Eksempel: Min Fader fik paa Forespørgsel, stillet over for en ældre Skibstømrer og Snedker fra Nyboder om, hvorledes det gik hans Chefs Frue, der var alvorlig syg og sengeliggende, det betegnende Svar: Det er kuns snavs med Kommandørinden: nu har hun lagt Vaterpas i to Maaneder.

I Nyboder boede Søofficerer af høj Rang Dør om Dør med Underofficerer i en ret demokratisk Blanding; i Huset ved Siden af min Faders Embedsbolig boede en Overbaadsmand; Familien kendte vi godt, især Datteren, en opløben rødhaaret Tøs ved Navn Jenny. Det var en af min ældre Broders og mine uskyldige Barndomsglæder at passe op, naar Jenny trak sig tilbage paa det lille Hus i Gaarden, og saa sætte et Kosteskaft i Spænd til Plankeværket, saa at hun ikke kunde faa Døren op igen. Det sidste, jeg mindes om hende, var hendes Konfirmationsfest, da hun, som det kirkeligt hedder, »bekræftede sin Daabspagt«. Det var en meget larmende Fest med Taler og Sange, som min Familie maatte deltage i som Orevidner — og den endte med Moderens beængstede Raab: »Guj, Jenny brækker sig«.

Dette temmelig snævre Naboliv mellem Familier af højst forskellig »Stand« var naturligvis i sig selv lidet befrugtende for det Begreb, der hedder Snobberi, Standshovmod. Og dette gælder ikke blot det særlige Samliv i Nyboder, men ogsaa i nogen Grad i hele Byen, hvor Smaakaarsfolk og Standspersoner levede mere ind paa Livet af hinanden end i nogen anden af de store Byer, jeg har oplevet at bo i. Jeg er derfor ikke tilbøjelig til at tro paa Paastanden om, at Firsernes København var særlig snobbet.

Selvfølgelig var den Ærbødighed, der omgav det gamle Kongepar Christian den 9de og Dronning Louise, stærk og bevidst; men det var naturligt, fordi de legemliggjorde Datidens Idealer, usvigelig Hæderlighed og Korrekthed, — og lige saa selvfølgelig gav de straalende Fyrstebesøg af Konger og Kejsere baade Blad og Samtalestof — men vilde det samme ikke være Tilfældet idag? Derimod tror jeg ikke, at Dronning Louise spillede nogen betydeligere Rolle i Datidens Samtaler Mand og Mand imellem, end en Dronning gør det idag.

Jeg har heller ikke Indtrykket af, at Adelen dominerede i Selskabslivet; de sad ude paa Gaardene og straalede som smaa Sole paa deres private smaa Firmamenter, — men i København spillede de forholdsvis ringe Rolle. Saavidt jeg kan bedømme det, er Jagten efter at komme ud paa Besøg paa Gaardene og sole sig som Grevernes Venner og Gæster, snarere bleven skærpet i vore Dage mellem Københavns Borgerskab.

Læs mere

Vidt kom vi omkring i Tid og Rum; det er jo saa mægtigt et Stof, at man knap nok ved, hvor man skal begynde og hvor man skal ende.
Men dette med at begynde og ende bringer mig til at tænke paa en af Anekdoterne om Frederik den Syvende — en af dem, der ikke staar i Holtens Memoirer. Jeg skal til Afslutning genfortælle den, som jeg husker den fortalt:
Paa en af sine talrige Rejser Landet rundt kom Frederik den Ide kørende til en lille Provinsby, siddende i sin Landauer med røde Kuske og fire hvide Heste; Grevinden ved hans Side, Husarer i Trav for og bag. Æresport, smaa Piger med Blomster, buketter, rød Løber, Tribune rejst foran Raadhuset. Borgmesteren træder frem i fuld Gala for at holde Velkomsttalen. Dødsstilhed.
Imidlertid havde Spændingen angrebet Borgmesteren, og især bragt hans Fordøjelsessystem til Bristepunktet — kort sagt: Stilheden blev pludselig afbrudt af et meget lydeligt Knald. — Da slog salig Herren majestætisk ud med Haanden og sagde: »Vel er jeg ikke Taler, men det ved jeg s’gu, at man begynder med Begyndelsen og ikke med Enden!«

Peter Urban Gad