PERSONERNE:
| HERBERT ARNHOFF, Noget i et Ministerium | LISBETH, hans Hustru |
| JONAS BERNHARDT, det samme i et andet Ministerium | CAROLINE, hans Hustru |
| HS. EXCELLENCE, Ministeren | HDS. NAADE, hans Frue |
| Frøken PETRA SMITH | FRU MEYER, Pensionatsværtinde |
| DOKTOR STERN | TILLA, hans Datter |
| FRØKEN LOMHOLT | NELLY, hendes Niece |
| Skuespiller HAGBARTH SCHRØDER | STUDENT WAAGE |
| Kunsthistorikeren HR. OCTAVIUS BORCH | HR. SCHULTZE aus Krefeld |
| Bernhardts tre smaa Børn |
Alle bor i Fru Meyers Badepensionat, hvor Handlingen foregaar ved Højsommertid.
| Haven ved Fru Meyers Pensionat. Til venstre fra Forgrunden tilbage mod Baggrunden Huset, der er saaledes bygget, at dets Grundlinje har et Knæk, der lader dets bagerste Del dreje tilstrækkelig til, at den vender nogenlunde lige mod Tilskuerne, saa at et her anbragt Vindue i Petras Værelse tydelig ses. Det er et tre Fags Vindue med en stor Midterrude og et Par mindre Ruder paa Siderne. Nedenfor det er der en lille stensat Terrasse, bevokset med Blomster. Huset har desuden endnu et Vindue samt en Dør, til hvilken nogle Trappetrin fører op i Forgrunden til venstre. Her fortsættes det med et Plankeværk, hvori en Dør ind til Gaarden. Til højre Træer, i Forgrunden blomstrende Buske, der skærmer en hvid Træbænk. Omtrent midt paa Scenen en lille Græsplæne med Blomsterbede; hist og her fritstaaende Buske, saaledes i Baggrunden i Nærheden af Petras Vindue og en blomstrende Hyldebusk til venstre. Solnedgangsbelysning, der senere gaar over til Tusmørke, tilsidst Maaneskin. Pensionatets Gæster drikker Kaffe. De er omklædte i lidt pynteligere men dog landlige Dragter. Exellencen, stadig i Diplomatfrakke og med hvid Kasket sidder i en Lærreds-Klaplænestol med Lisbeth ved Siden. Hds. Naade i en lignende konverseres af Arnhoff. Bernhardt i hvide Benklæder og Støvler sidder ved Siden af Petra, hvem han viser en vis Opmærksomhed. Ved Siden af Hds. Naade sidder Frøken Lomholt. Midt i Gruppen et let Kaffebord med Service. Hr. Schultze sidder paa Bænken til højre med et Krus Øl og en Kop Kaffe paa en lille Stumtjener foran sig. De Andre sidder paa lette Feltstole. xxx |
|
| 2. AKT 1. Scene |
Arnhoff, Lisbeth, Bernhardt, Caroline, Exellencen, Hds. Naade, Petra, Dr. Stern, Frøken Lomholt, Tilla, Nelly, Schrøder, Waage, Borch, Hr. Schultze, Fru Meyer. |
| CAROLINE | (idet Tæppet ruller op). Jeg har tænkt mig en Serie paa seks Foredrag, en Skildring af Kvindens gradvise Overgang fra det ganske hjemlige Liv til fuld Deltagelse i det politiske og sociale Liv ved Mandens Side. Men det er jo desværre ikke alle Kvinder, som |
| FRU MEYER | Undskyld, Frue! Hr. Schultze, wollen Sie Fløde haben? |
| SCHULTZE | (afværgende). Danke. |
| CAROLINE | (fortsætter). Ja, finder Deres Exellence ikke ogsaa, at Kvindernes gennemgaaende Mangel paa Interesse for det politiske Liv bør belyses? |
| EXCELLENCEN | (der har været beskæftiget med Lisbeth). Hvorledes – jo – man bør jo helst belyse det Smukke her i Livet. (falder tilbage.) |
| WAAGE | Frøken Lomholt, op med den hvide Slavehandel! Vi har ikke hørt om den endnu i Dag. |
| LISBETH | Jo, til Morgenkaffen fik Exellencen og jeg den. |
| EXCELLENCEN | (ser paa hende med et lille Smil). |
| Frk. LOMHOLT | Der kan ikke tales nok om den Sag. Jeg er selv i Bestyrelsen. Man maa jo have en Livsopgave. |
| DR. STERN | Naa, saa De handler selv! |
| Frk. PETRA | Saa kan Frøken Lomholt sagtens have Raad til at ligge paa Landet. |
| TILLA | Hr. Schultze, wir sprechen von den weiszen Slavinnen |
| SCHULTZE | (aldeles uforstaaende). Ah – bitte – bitte |
| Frk. LOMHOLT | De kan sige, hvad De vil – Sie können sagen, was Sie wollen – den Institution udretter meget Godt paa Jernbanestationerne. |
| CAROLINE | Det er udmærket. Fortræffeligt. |
| WAAGE | Ja, jeg vil skam være hvid Slavehandler, naar jeg bliver stor. |
| BERNHARDT | (halvsagte). De ser saa tankefuld ud, Frøken Smith. |
| Frk. PETRA | (ser op paa ham). Ak ja, Livet er saa mangfoldigt, saa vanskeligt. Synes De ikke? |
| BERNHARDT | Naar man ser paa Dem, husker man kun, at det har sine smukke Øjeblikke. |
| SCHRØDER | (ser paa Uhret). Nu er det vist snart Tid til vor Aftenunderholdning. |
| HDS. NAADE | Vi glæder os til den Ballade. De læser naturligvis superbt. |
| FRU MEYER | Deres Naade, ikke en lille Kop endnu? |
| HDS. NAADE | Maaske en lille halv. |
| ARNHOFF | (galant). Sukker? |
| BERNHARDT | (springer op). Fløde? |
| HDS. NAADE | Tak, Tak. |
| Frk. PETRA | Hvad Tid er det, vi skal afsted i Morgen? |
| FRU MEYER | Jeg foreslaar ved Ti- Tiden. Saa tager vi Frokost med. |
| BORCH | Jeg er nu lidt bange for Vejret. |
| SCHRØDER | Dette er da en vidunderlig Aften. (ser op). Ak, Skærsommer, hvor er Du skøn. |
| HDS. NAADE | Charmant. Hvad er det, her dufter af? |
| DR. STERN | Opvaskevand. |
| FRU MEYER | (oprørt). Nej – gode Doktor mine Rør, de er i Orden. |
| SCHRØDER | Jeg beder, det er blomstrende Hyld. |
| DR. STERN | Det lugter ogsaa forbandet. |
| CAROLINE | Vi maa ikke glemme vor Udlænding. |
| NELLY | Hr. Schultze, es ist morgen Hr. Bernhardts Geburtstag. |
| SCHULTZE | (forstaar for en Gangs Skyld). Ah, ich gratuliere. |
| Frk. PETRA | Und Wir sollen zur Ehre für Hr. Bernhardt auf eine (til de Andre) hvad hedder Sejltur? |
| WAAGE | Prøv „Segeltour”. |
| NELLY | Jeg tror, det hedder „Kahnfahrt”. |
| FRU MEYER | Nej, Kaneture dem har man da om Vinteren. |
| BERNHARDT | Det er virkelig at gøre for megen Stads af min beskedne Fødselsdag. |
| LISBETH | Bliv ikke hovmodig, kære Bernhardt. Du er blot et Paaskud til en Tur. |
| ARNHOFF | (sagte til Bernhardt). Ved Du, hvad jeg tror, vilde gøre Virkning – om En eller Anden gav noget, hvad? Lidt Likør til Kaffen. |
| BERNHARDT | (griber glad Ideen). Det har Du Ret i. (højt) Fru Meyer, vil De ikke være saa venlig jeg giver Likør til Selskabet. |
| FRU MEYER | Aa, nu skal jeg hente – lige straks – (Hun gaar op i Huset.) |
| HDS. NAADE | (til Frøken Lomholt). Jeg har set det paa de sidste Journaler – der bliver til Vinter kun høje Frisurer med Bukler. Det er saa flatterende, især til et grande toilette og et distingveret Ansigt. – De skulde forsøge. |
| Frk. LOMHOLT | Jeg – Gud – dog |
| HDS. NAADE | Frisuren gør Vidundere. |
| Frk. LOMHOLT | Ja, i Grunden er den en Hovedsag. |
| Fru Meyer kommer tilbage med Flaske og Glas | |
| FRU MEYER | Værsaaartig! Hr. Bernhardt trakterer saamænd med Likør. (Almindelig Tilslutning) Maa jeg byde? |
| ARNHOFF | (beregnet paa Exellencen). Tak, jeg for mit Vedkommende har ganske vænnet mig af med saadanne stærke Sager. Naar man skal arbejde næste Dag, saa er det af det Onde. |
| EXCELLENCEN | Ja, min kære Bernhardt, det har Hr. Arnhoff Ret i. Det er et Skraaplan, De er inde paa. |
| ARNHOFF | (bemægtiger sig Flasken). Deres Naade? |
| HDS. NAADE | Tak, jeg drikker heller aldrig den Slags, men maaske en – en ganske lille Taar – jeg vilde sige – en Draabe. |
| ARNHOFF | Og Exellencen? |
| EXCELLENCEN | Lige paa Bunden, siden vi er i det Grønne. |
| Frk. LOMHOLT | Det er stærkt, men det smager skam godt. |
| FRU MEYER | Hr. Schultze – Dom? |
| SCHULTZE | (peger paa sit Øl). Danke – |
| TILLA | Das ist ein Geschenk von Hr. Arnhoff. |
| Frk. PETRA | Eine Aufmerksamkeit – ganz gratis. |
| SCHULTZE | (tager et Glas). Ach, ich bitte – sehr freundlich – sehr angenehm |
| Frk. PETRA | Hr. Arnhoff forstaar sig aabenbart paa det. Skaal. (tømmer sit Glas). |
| HDS. NAADE | Men skal vi dog ikke til Stranden og se Solen gaa ned. Det er sikkert et brillant Syn. |
| DR. STERN | Det er ogsaa ganz gratis. |
| Flere | Jo – vi maa derned. |
| De gaar Alle med Undtagelse af Exellencen og Fru Meyer hen i Baggrunden, hvor de danner samtalende Grupper og under det følgende efterhaanden forsvinder. Fru Meyer sætter Kaffetøjet sammen, en Pige rydder nogle af Stolene til Side. Exellencen tænder en Cigar. | |
| FRU MEYER | Maa jeg dog ikke hente en Skammel til Exellencen? |
| EXCELLENCEN | Nej Tak, De er altfor artig. |
| FRU MEYER | Jeg ser jo saa grumme gærne, at De og Deres Frue skal befinde Dem vel hos mig. |
| EXCELLENCEN | Det gør vi saamænd ogsaa. Det vil sige – der er jo rigtignok noget lydt i Deres Hus. Mellemvæggene maa være af Pap. |
| FRU MEYER | (forfærdet). Af Pap! Murmester Jens Olsen af Sengeløse, der nylig har overtaget Forretningen efter sin Svigerfader, han |
| EXCELLENCEN | (affærdiger hende). Den første Nat var alt saa roligt, men nu ser det mindre lovende ud. Familien Bernhardt har jo Børn. |
| FRU MEYER | Exellencen holder maaske ikke af Børn? |
| EXCELLENCEN | Bevares jo – jeg holder nok af Børn men ikke af deres Lyde. |
| FRU MEYER | Det er da kedeligt. Men jeg har bedt Fru Bernhardt om at bytte om paa Værelserne, saa at Exellencens ikke faar Børnene men Forældrene lige op ad Deres Soveværelse. |
| EXCELLENCEN | Tak skal De have Frue, saa er jeg beroliget. |
| Han gaar med en naadig Haandbevægelse hen i Baggrunden og slutter sig til de Andre. Fru Meyer gaar, hjulpen af Pigen, ud i Forgrunden til venstre med Kaffetøjet, idet Arnhoff nærmer sig med Nelly. | |
| ARNHOFF | De er saa nydelig i Deres nye Kjole, Frøken Nelly – en Anemone. |
| NELLY | Klæder den mig? Det var dejligt. Jeg tog den paa til Ære for Aftenunderholdningen. |
| ARNHOFF | Og for Kunsthistorikeren Hr. Octavius Borch. Han er dog saa sød, naar han taler om Ghirlandajo. |
| NELLY | Uf. Hr. Arnhoff, jeg kan ikke lide ved Dem, at De er saa rædsom til at drille. |
| ARNHOFF | De ser saa bedaarende ud, naar man driller Dem. (bøjer sig mod hende) Se nu bare den lille Rosenmule. |
| Lisbeth kommer hen til dem. | |
| LISBETH | Lad nu være at sætte Pigebarnet Fluer i Hovedet, Herbert. Se hvor hun rødmer, det lille Lam. |
| ARNHOFF | Gid det var for min Skyld – men nej. Hun sværmer for Kunsthistorikeren. Intet Under, han er saa betydelig. |
| NELLY | (forlegen). Hr. Borch har blot forklaret mig – læst – beskrevet |
| ARNHOFF | Hvisket – |
| NELLY | Nej, jeg vil ikke – naar De staar og gør Nar ad mig! Jeg vil ogsaa ned til Stranden og se Solen gaa ned. |
| ARNHOFF | Sammen med Ghirlandajo. |
| NELLY | Uf, hvor De er afskylig. (Hun løber ud i Baggrunden.) |
| 2. AKT 2. Scene |
Arnhoff. Lisbeth. Tilsidst Petra. |
| LISBETH | Ja værsaagod, gør Du kun Kur til de unge Piger. Indenfor det gode Selskab kan man gøre, hvad man vil. Men denne Frøken Petra Smith! At Du dog ikke kan dy Dig i den korte Tid, Ministeren er her. |
| ARNHOFF | Jeg kan, skal, vil og bør dy mig. Og det i Gaar klarede Du jo saa brillant, at Ingen mærkede noget. Ja, Du staar med Palmer i Hænderne. |
| LISBETH | Og hvad staar Du med? |
| ARNHOFF | (undskyldende). En ganske lille Dadelpalme. |
| LISBETH | Det er dog et stift Stykke at skulle være Skærmbrædt for sin egen Mand. Og jeg var jo nødt til det. Ellers havde der været Skandale, og det kan vi ikke taale. |
| ARNHOFF | Det er vist. |
| LISBETH | Og vil Du tænke Dig, nu kan jeg ikke blive af med hende igen. Hun hænger i med Skolevenskabet. |
| ARNHOFF | Fordelen er paa hendes Side. Det er jo saa rimeligt. |
| LISBETH | Jeg plejer ikke at komme med Spørgsmaal, det ved Du, men siden jeg saadan paa staaende Fod fik hende til Barndomsveninde, saa er det dog maaske ikke ubeskedent, at jeg ønsker at faa at vide, hvad det er for et Slags Menneske? |
| ARNHOFF | Cleo- Petra? |
| LISBETH | Kalder I hende Cleo Petra? Det er nu meget godt. (De smaaler begge.) |
| ARNHOFF | Ja, Cleo-Petra er et pragtfuldt Eksemplar af Kunstens Underklasse. |
| LISBETH | Hvad mener Du? |
| ARNHOFF | Skal vi heller sige – dens Hjælpetropper— det lyder bedre. Ser Du, vi har jo Gud være lovet i vort Fædreland nogle faa Malere og er heller ikke ganske berøvede Billedhuggere, Forfattere, Journalister, Komponister, Pianister, Belletrister o. s. v. Og alle disse Kulturbæreres Koner, Søstre, Kusiner, og især Veninder, føler sig kaldede til at indtræde som Frivillige blandt Kunstens Letbevæbnede, det vil sige, de anlægger Kunstens Uniform, Frisure, Jargon og tvangfrie Væsen. Cleo-Petra har tjent i alle de forskellige Korpser med Bravur og med en aldrig svigtende ligeglad Elskværdighed. |
| LISBETH | Hvor tvangfri har hun været? |
| ARNHOFF | Lad os gaa let hen over det Positive. Jeg vil kun sige Cleo-Petra er Samler. Enhver, der har vakt en Smule Opmærksomhed anskaffer hun sig straks, ligesom man anlægger et sjældent Frimærke. Hun besidder derfor ogsaa en glimrende Kollektion, har haft et langvarigt eller kortvarigt Venskab med de fleste af dem, der overhovedet nævnes i Avisernes Nyhedsspalter, uden at hun dog derfor svigter os jævne Borgere helt. |
| LISBETH | Er hun selv paa nogen Maade Kunstnerinde? |
| ARNHOFF | Egentlig ikke. Hun har afvekslende, alt som Omstændighederne krævede det, billedhugget lidt, malet lidt, musiceret lidt, skrevet lidt – eller rettere sagt begyndt paa det eller tænkt paa det. For Øjeblikket har hun bestemt at uddanne sig til kvindelig Føljetonist. Du ved – den fikse Genre, Damernes Rubrik. Det er paa Grund af Jakob. |
| LISBETH | Naa, hører han ogsaa med til Kollektionen? |
| ARNHOFF | Det modsatte vilde ligefrem have været paafaldende, og Jakob er en beskeden ung Mand, der nødig vil vække Opmærksomhed. |
| LISBETH | (rynker sine Bryn). Det er maaske ogsaa af Beskedenhed, at Du gaar her og ødelægger dine Chancer? |
| ARNHOFF | (sukker). Ak Du, det behøves saamænd knap. De er saa daarlige, som de kan være. |
| LISBETH | Du fortjente for dine Meriters Skyld at komme til Færøerne, min Ven. |
| ARNHOFF | (kysser paa Fingeren). Med Dig – ja. Mit Livs Stjerne. |
| LISBETH | Og saa skal man oven i Købet gaa her og se paa, at Bernhardt ikke kan røre sig for Chancer. Velhavende er han, og vel tilfreds og vel renommeret |
| ARNHOFF | Og vel gift. Caroline er netop noget for Alvors-Snobberne. Og det er jo altid dem, der regerer. |
| LISBETH | Og bedømmer. |
| ARNHOFF | Har Du set, hvor hun imponerer Hds. Naade med sin Familiefortræffelighed og sit ethiske Samfundsblik paa os Andre. |
| LISBETH | Ikke mindst paa Cleo-Petra, og det med Rette. Tag Dig i Agt – Caroline tror ikke paa den med Skolevenskabet. Hun er ret spids mod Damen. |
| ARNHOFF | Gud fri os, Caroline skulde da ikke være bange for sin Jonas Dyd! |
| LISBETH | Lisbeth (med en lille Bevægelse) Nu Du siger det – han ser ligesom lidt sulten ud, naar han ser paa Cleo-Petra. Og det gør han saa meget han kan komme til for den Ægteviede. |
| ARNHOFF | (undskyldende). Gør han, Skindet! Han trænger vel til lidt Ferie fra Caroline, den Vandkaraffel. |
| LISBETH | (kort). Ja, det trænger I jo til. |
| ARNHOFF | Saa saa, lille Frue, begynd ikke paa et Opgør, det har vi ikke Tid til. Tværtimod. Tag Dig sammen, kloge Lisbeth. Ikke alene skal vi spille vore egne daarlige Kort godt, men vi skal ogsaa sætte Bernhardt og hans udmærkede Makker Caroline en Beet. |
| LISBETH | Ja, kunde man blot faa dem til at begaa en grundmuret massiv Kapital-Dumhed. Men – i hvad Retning! |
| Petra kommer fra Baggrunden og gaar op i Huset. | |
| ARNHOFF | (med en pludselig Indskydelse). Det skal jeg sige Dig. I den Retning. (Peger paa Petra.) |
| LISBETH | Cleo-Petra! Det gaar aldrig i Livet. Hvor tror Du, at Du kan faa den frodige Skønhed til at indlade sig med en Støder som Jonas. |
| ARNHOFF | Jo ser Du, der er det ved Cleo-Petra, at Aanden er skrøbelig og Kødet er redebon. Vi forsøger. Jeg venter paa hende her. Gaa Du blot. |
| LISBETH | (lyser op i et Udbrud af Glæde). Herbert, vil Du virkelig? Vil Du? |
| ARNHOFF | (med Overbevisning). Ja, det ved Gud jeg vil, min Ven. |
| LISBETH | Du ser snarest henrykt ud ved Tanken. Hvor er I Mandfolk dog mærkelige. |
| ARNHOFF | Ikke det mindste. Vi er blot nogle Asener tilhobe. Men vi falder i to Dele. De, der bliver opdagede og de, der gaar stille med det. |
| LISBETH | (kærlig). Jeg bryder mig ikke om dine Analyser, jeg bryder mig kun om Dig. |
| ARNHOFF | (tager hende om Skulderen). Det gør Du Ret i. (med varmt Tonefald.) Min søde Pige, min egen lille Kone, hvor kan Du dog finde paa, at jeg skulde kunne forveksle min Følelse for Dig med noget noget andet? |
| LISBETH | (inderlig). Ser Du, Herbert, stolede jeg ikke paa det, saa holdt jeg det heller ikke ud. Men jeg gør det. Jeg kan være vred nok paa Dig, naar Du er borte, men naar jeg har ser paa Dig som nu, saa føler jeg Dig kun som Sol og Varme for mit Hjerte. |
| ARNHOFF | (ser kærligt paa hende). Du kære Lisbeth, hvor er Du sød. Ja, jeg er et letsindigt Bæst, og Du skal faa Lov at tage mig i Skole, naar først vi har kæmpet denne lille Strid igennem sammen. |
| LISBETH | (med et lille Smil). Bliver det da saa bedre? – Jeg mener – anderledes |
| ARNHOFF | (tager hende ind til sig). Det gør det. For der er dog Ingen som Du. Alt andet er noget Snak. |
| LISBETH | Husk det. |
| ARNHOFF | Det skal jeg. Vær tryg for det. |
| Lisbeth tager ham med begge Hænder om Kinderne, ser paa ham med Inderlighed, kysser ham og gaar ud i Forgrunden til venstre. Petra kom mer straks efter tilbage, drapperet malerisk med et Kniplingssjal. |
| 2. AKT 3. Scene |
Arnhoff. Petra. |
| Frk. PETRA | Var det din Kone, der gik? |
| ARNHOFF | Ja, men jeg blev. For at vente paa Dig. |
| Frk. PETRA | Det var pænt af Dig. (sætter sig) Naa, lad mig saa høre, hvordan det gaar. Værsaagod, sid her hos mig paa Bænken. |
| ARNHOFF | Tak, jeg foretrækker en Stol. Se, jeg planter min Lommekniv som et Sværd imellem os. |
| Frk. PETRA | Herbert, Du er bleven saa underlig afsvalet. Har Du glemt Dagene paa Solitudevej? |
| ARNHOFF | Nej, de er gemt dybt i mit Sind, saa dybt, at jeg ikke har dem rigtig ved Haanden. Jeg skal sige Dig, Livets Alvor har grebet mig. |
| Frk. PETRA | Saa hvordan det? |
| ARNHOFF | Ja Du, Situationen er den, at – ja, den er mildest talt ikke saa gunstig. |
| Frk. PETRA | Men Du søger jo denne Redaktørpost det var den, jeg vilde høre om. Det er jo kun, hvis den svipper, at det er forkert. |
| ARNHOFF | (dyster). Og den svipper. Alt Haab er ude. |
| Frk. PETRA | Hvad siger Du? Ude! Og jeg, der skulde oversætte Føljetonen og gøre den officielle Tidende lidt fjong. |
| ARNHOFF | Det bliver ikke under mine beskyttende Vinger. Jeg er uden Indflydelse. Kan ikke hjælpe Dig, min Veninde. |
| Frk. PETRA | Siger Du – Veninde! Tak, saa er Du ked af mig. |
| ARNHOFF | (mørk). Jeg er ked af alt. Især af Livet. |
| Frk. PETRA | Men Gud forbarme sig, det er dog rædsomt. Jeg var saa sikker. Saa maa jeg virkelig se at finde en anden En, der kan hjælpe mig. |
| ARNHOFF | Vel, Petra, Du er fri. Du maa knuse mit Hjerte, som Du har knust saa mange Andres. |
| Frk. PETRA | Saa saa, lille Herbert. Jeg kan jo ikke gøre for at jeg er sød og køn. For det er jeg, ikkesandt? |
| ARNHOFF | Gu er Du saa. Bedaarende. Du ynder at kræve Tillidserklæringer. Værsaagod, her har Du min. |
| Frk. PETRA | Endogsaa Damerne siger det. |
| ARNHOFF | Tror Du? |
| Frk. PETRA | Du ser saa skeptisk ud. Det er Herrerne det gælder. Damerne kan man sagtens vinde. |
| ARNHOFF | (gentager). Tror Du? |
| Frk. PETRA | Lad være at sige: Tror Du. Se nu bare din Kone. Vi er jo Veninder. Hun er forresten sød. |
| ARNHOFF | Mange Tak. |
| Frk. PETRA | Jeg beder. |
| ARNHOFF | Jeg tror nu snarere Du skal gøre din Lykke med Herrerne. Alle ligger de for dine Fødder, ja, om det saa er min Fætter Ethikeren Bernhardt. |
| Frk. PETRA | Pyt han! Tror Du ikke, det er Æggesøbe, han har i Aarerne? |
| ARNHOFF | Kære Du – han har fire Børn. |
| Frk. PETRA | (svagt anerkendende). Ja, det har han jo rigtignok. |
| ARNHOFF | Inderst inde er han Fyr og Flamme – jeg kender ham. Han er rent væk i Dig. Jo, han er. Du ved det godt. Jo, Du koketterer med ham. Jeg har selv set Dig tumle ham. |
| Frk. PETRA | Aa, det er derfor, Du er saa muggen. Du er jaloux. |
| ARNHOFF | (griber Ideen). Man holder jo nu engang ikke af at se Lykken tilsmile en Rival. |
| Frk. PETRA | Pyt, hvad tror Du, jeg bryder mig om den Mønsterdreng. Lad ham bare holde sig til sin ædle Viv med Kvinderettighederne. Vi har saamænd Rettigheder nok. |
| ARNHOFF | Ja, det ved Gud I har. Mere end nok. |
| Frk. PETRA | Det er ellers kedeligt, at Du ikke faar det Redaktør Embede. Jeg maa se at faa fat i den, der skal have det. Hvad er det for en Snegl? |
| ARNHOFF | Det er skam etop Bernhardt. |
| Frk. PETRA | (med et lille Sæt). Hvad siger Du – er det Bernhardt? |
| ARNHOFF | Ja vel er det saa |
| Frk. PETRA | Denne Jonas her med Caroline og Rollingerne og – hvad er det nu hun kalder sit Gaskomfur? |
| ARNHOFF | Arnen, Petra. |
| Frk. PETRA | Uf ja, hvor er det kedeligt altsammen. |
| ARNHOFF | Jeg tror skam ogsaa, han selv er lidt ked af det. |
| Frk. PETRA | Han? Naa ja, han ser mig nok ud til det i Øjenkrogene. Og saa roser han sin Kone saa voldsomt. Det er altid de værste. |
| ARNHOFF | Han har glimrende Forbindelser, Du. Og han bliver rig. |
| Frk. PETRA | Gør han det – saa? Det kan man jo ikke have noget imod. Han er forresten meget sød. Lidt genert, men det klæder ham. |
| ARNHOFF | Du kan være stødt paa, at han synes ogsaa, Du er sød. |
| Frk. PETRA | (tankefuldt bedømmende). Han hjælper En dejligt i en Baad. Jeg kunde alligevel have Lyst til at lære ham nærmere at kende. |
| ARNHOFF | Tag Dig i Agt for Caroline. |
| Frk. PETRA | Ja, jeg tror ogsaa, det gaar bedre paa Tomandshaand. Uden Line. Men han er altid saa overhængt af den kære Familie, at jeg aldrig har haft ham lidt for mig selv. Kan Du ikke sørge for det? |
| ARNHOFF | Jo, jeg skal prøve paa det. Nu i Aften, hvad? Her? I Maaneskin ? |
| Bernhardt gaar meget hurtigt fra Baggrunden over Scenen med et Barn ved Haanden og ud til venstre i Forgrunden. Barnet er iført Legetøjs hjælm og Kyrads. |
|
| Frk. PETRA | Der gik han jo. |
| ARNHOFF | I Øjeblikket tror jeg ikke, at det passede. Det hastede aabenbart. Det gør det jo undertiden med Børn. |
| Frk. PETRA | (rejser sig). Men naar han kommer tilbage, snak saa med ham, hvad? Saa gaar jeg imens ned til Stranden til din Kone. Hun er forresten saa sød. |
| ARNHOFF | Mange Tak. Hvis hun spørger efter mig, saa sig blot, at jeg snakker med Bernhardt. |
| Frk. PETRA | Det skal jeg. Det var yndigt at sidde saadan og tale ud med Dig om det, vi har haft sammen, vi to. Gamle Dage, hvad! Maaske vil jeg benytte det i en Novelle eller en Klaver-Fantasi – noget med en rigtig fin Stemning. Snak saa med ham – farvel saa længe. Du er alligevel rar, jo vist er Du saa! |
| TXT | Hun gaar med et let Fingerkys ud i Baggrunden, mens han tænder en Cigaret. Bernhardt kommer ind igen fra venstre med Barnet, der løber videre ud i Baggr. Begyndende Skumring. |
| 2. AKT 4. Scene |
Bernhardt. Arnhoff. |
| ARNHOFF | Naa, er Du der igen, lykkelige Fader. |
| BERNHARDT | Mine Børn kan ikke taale Rabarbergrød. Det er et Faktum. |
| ARNHOFF | Sæt Dig nu her, gamle Ven, det er saa længe siden, jeg har passiaret lidt med Dig. |
| BERNHARDT | (sætter sig). Ja, saadant et Pensionat, det er jo som en Myretue. |
| ARNHOFF | Du har jo ogsaa nok at gøre med at holde Ministeren varm. Og din Kone Hds. Naade. |
| BERNHARDT | (gnider sig i Hænderne). Ingenlunde. Det behøves ikke. Oprigtigt talt – det Standpunkt er vi ude over. |
| ARNHOFF | Naa, det er I! |
| BERNHARDT | (vigtig). Ja, kære Ven, jeg ved jo, at ogsaa Du søger Posten, og det gør mig oprigtig ondt, at jeg maa gaa Dig i Næringen. Det har jeg ogsaa sagt Ministeren. Men det kan nu ikke være andet. |
| ARNHOFF | Det kan jo ikke negtes, at Du træder lidt haardt i mine Ærtebede. |
| BERNHARDT | (endnu mere vigtig). Hør nu, lad os skelne skarpt mellem den officielle Bernhardt, der er din Konkurrent, og den private Bernhardt, der er din Ven. |
| ARNHOFF | Vær nu ikke altfor overmaade vigtig. Jeg agter ikke at sortere dine forskellige Jeg’er, men jeg vil slaas med den ene Bernhardt eller den anden Bernhardt, ligesom det kan falde sig. Jeg vil nemlig meget gerne have den Stilling, skal jeg sige Dig, og jeg tror, den ligger bedre for mig end for Dig. Jo gu gør den saa. |
| BERNHARDT | (beskyttende). Kære Herbert, spild dog ikke din Tid. Mine Chancer er saa gode som tænkeligt. Jeg mangler egentlig talt kun Ministerens Underskrift. |
| ARNHOFF | Netop. Saa længe Udnævnelsen ikke er underskreven, kan man ødelægge sig med en Dumhed. Bagefter gør det ingenting. |
| BERNHARDT | (klapper ham paa Skulderen). Dumhed! (ler overbærende). Overfor Ministeren, hvad! |
| ARNHOFF | Ja ja! Nu har jeg advaret Dig. |
| BERNHARDT | (ler). Ja Tak skal Du have, men Spøg til Side. Der er jo det andet der oppe paa Færøerne. Det kan Du vel nok faa. Jeg skal anbefale Dig. Jeg tror nok, jeg har noget Gehør. |
| ARNHOFF | Jeg takker mange Gange. |
| BERNHARDT | Det er jo en anselig Stilling, Representativ. Storladen Natur. Ja, jeg kunde saamænd selv have haft Lyst til den. |
| ARNHOFF | Saa vil jeg paa ingen Maade tage den fra Dig. Tag den selv. |
| BERNHARDT | Naa – Tak – nej! Blot for Carolines Skyld er det umuligt. Hun har jo saa meget at virke for her i vort Samfunds Midte. Sager, vi er fælles om. |
| ARNHOFF | Den ene Haand vasker den anden. Du har skam en glimrende Støtte i din Kone. |
| BERNHARDT | Ja, paa det Punkt er Du jo lidt mindre heldigt stillet. Forstaa mig ret – Lisbeth er jo sød og indtagende men ikke videre indsigtsfuld. |
| ARNHOFF | (med et lille Smil). Lisbeth er gammeldags, holder sig til det Omraade, som Digterne endnu besynger. |
| BERNHARDT | (lidt eftertænksom). Saa – ja – unegtelig har det jo ogsaa lidt af en Skyggeside at have en saa begavet og altomfattende Hustru; det er ligesom hun ikke rigtig faar Tid for alle sine Pligter og Hverv til at være – hvad skal jeg kalde det – indsmigrende. Samfundsvirken i Forbindelse med Moderomsorg sætter jeg saa højt som Nogen, men |
| ARNHOFF | Du mener, Livet har ogsaa andre Sider. |
| BERNHARDT | Ja, der er jo noget af Kvindens Væsen, som Caroline – ikke rigtig forstaar – ikke paaskønner det lette, det flagrende, det uventede. |
| ARNHOFF | Æventyret i Livet, det der kommer glidende, uden at man forudser det, uden at man vil det. Det er det, jeg synes, at Du ligesom er bleven narret for. |
| BERNHARDT | Netop. Strengt mellem os – Du – undertiden kan man komme til at føle et saa intensivt Ægteskab som mit som lidt af en Lænke – ja, som noget, der holder igen, hvor Andre kan lade sig rive med i en Strøm af Stemninger. |
| ARNHOFF | Du blev jo ogsaa saa tidlig gift. |
| BERNHARDT | Ja. Og Caroline har den Ævne at slaa hundrede Arme om En. |
| ARNHOFF | Og to er ellers nok. |
| BERNHARDT | (bange for at have sagt for meget). Men Du maa ikke misforstaa mig – |
| ARNHOFF | Bevares— Enhver kan se, at Caroline, saa udmærket hun er, maaske savner lidt af det yppige og blodrige ja det blussende stærke, der har saa megen Magt over os Mandfolk og netop for Dig, der er saa kærnesund, saa fyrigt et Naturel |
| BERNHARDT | (med en lille tilfreds Bevægelse). Naa – aa |
| ARNHOFF | For Dig er det egentlig Synd, at Du saa tidlig er bleven holdt tilbage fra det Foryngelsens Bad, som det erotiske Liv dog er. |
| BERNHARDT | (lidt resigneret). Det er jo nu for sent – |
| ARNHOFF | Ingenlunde. Ungdommen og dens Lidenskaber er noget af en Viljessag, og jeg har netop set, at Du har stor Magt over Kvinder uden maaske at vide af det selv. Derfor saa meget des stærkere. |
| BERNHARDT | (spidser Øren). Aa nej Du – hvad |
| ARNHOFF | Se nu bare den smukke Petra Smith som Du har sat Fluer i Hovedet i disse Par Dage. Vist saa. Det maa være noget i dit Blik – det, de ikke kan modstaa. |
| BERNHARDT | Snik Snak – |
| ARNHOFF | Det er givet, min Ven. Siden din Ankomst er der kommet noget vist tindrende over hende, som jeg ikke har set siden – dengang. |
| BERNHARDT | Sig mig, hvad er det for en Dame, og hvor kender Du hende fra? Jeg har aldrig set hende hos jer. |
| ARNHOFF | Ikke – naa, i Grunden er hun lidt menneskesky, kommer nødig, hvor der er Mange. Ja, jeg har egentlig ikke Ret til at sige noget om hende. Men Du er jo diskret og vil ikke bringe hende i Forlegenhed. |
| BERNHARDT | (ridderlig). Selvfølgelig. |
| ARNHOFF | Oprindelig kender jeg hende nemlig fra en Ven af mig, der forførte hende, da hun var ganske ung og meget tillidsfuld. |
| BERNHARDT | (pligtskyldig forarget). Fy! Den stakkels unge Pige! |
| ARNHOFF | Du ved, naar en ung Kvinde lider Skibbrud i et saadant første Forhold, saa glipper alt. Rigtig har hun aldrig faaet fast Grund under Fødderne. I adskillige Aar har hun nu kæmpet sig gennem Verden med det Arbejde, hun kunde faa. Hun har malet, tegnet, musiceret ogsaa skrevet, alt eftersom hendes Anlæg til enhver Tid ytrede sig, altid tapper og uden at klage. |
| BERNHARDT | (lidt rørt). Herregud! Hun er meget indtagende. Jeg har lagt Mærke til hende. Ogsaa paa Gaden. |
| ARNHOFF | Lisbeth har taget sig noget af hende. For i Grunden er Lisbeth jo sød. |
| BERNHARDT | Bevares – ja. |
| ARNHOFF | Nu har Cleo – nu har Petra slaaet sig noget paa Journalistik og har virkelig Ævner – en vis Lethed – en Sans for Pointens Betydning – kort sagt – hun vilde gøre sig. |
| BERNHARDT | (spidser Øren). Ja saa! |
| ARNHOFF | Hun vil jo gærne have noget fast, men det er jo ikke saa let, skønt en god kvindelig Pen har stor Værdi for et Blad. |
| BERNHARDT | Det har den. |
| ARNHOFF | Jeg havde – lidt letsindigt – lovet hende Ansættelse eventuelt, men som Du nu fremstiller det, kan jeg altsaa ikke hjælpe hende. |
| BERNHARDT | Men kan jeg da ikke – hvis hun – som Du siger har Ævner. |
| ARNHOFF | Jo naturligvis – hvis Du vil gøre mig den lille Tjeneste at tage Dig af hende. Jeg har sat hende ind i Foholdet – sagt, at det maaske kunde blive Dig og ikke mig. Hun blev noget nedslaaet ved Tanken, men hun er hærdet i Skuffelsernes haarde Skole. |
| BERNHARDT | Tja – |
| ARNHOFF | I hvert Fald – hun vil gærne tale med Dig. |
| BERNHARDT | Med Fornøjelse. |
| ARNHOFF | Men Du skal ikke lade Uvedkommende være til Stede, for – som jeg sagde – hun er lidt genert. |
| BERNHARDT | Naa – hvad |
| ARNHOFF | Ja, bag dette paatagne friske Væsen er der en stor og nobel Blyhed, som er medfødt og uforanderlig. Det ses jo saa ofte. |
| BERNHARDT | Nu Du siger det, har jeg nok følt det. Godt, lad hende komme. |
| ARNHOFF | Ja. Mens de Andre holder Aftenunderholdning der inde, kan Du jo snakke lidt med hende her ude, hvor der er Ro. |
| BERNHARDT | Jo. gærne. Men Caroline vil maaske næppe forstaa. |
| ARNHOFF | Caroline lægger jo et Barn tilsengs mellem hvert Vers af Hakon Jarl. |
| BERNHARDT | (uvilkaarligt. Ser frem for sig). Skal jeg da altid være gift med Caroline! |
| ARNHOFF | Det skal Du. Glæd Dig. |
| BERNHARDT | Hvor sagde Du, at Frøken Smith er henne? |
| ARNHOFF | Nede ved Stranden. Nu skal jeg hente hende. |
| BERNHARDT | (tegner i Luften). Det er en herlig Linje, hendes Skabning har. (tager sig i det) Jeg mener – rent æstetisk set. |
| ARNHOFF | (tegner med). Yppig – Rubens – hvad? Men hør nu Jonas, eet Spøg et andet Alvor – helt færdig med Livet er hun jo ikke – kan ikke være ifølge Tingenes Gang. Og din Magt over Kvinder maa Du ikke misbruge her. |
| BERNHARDT | Bevares – hvor kan Du tro – |
| ARNHOFF | Hun er blød – jeg mener – som Voks. Ja, Du forstaar nok, naar Du taler med hende, vær saa lidt forsigtig – for hendes Skyld – stoler paa Dig. |
| Han slaar ham paa Skulderen smiler lidt for sig selv og gaar ud i Baggrunden, idet han ser sig om. Tiltagende Skumring. Selskabet kommer efterhaanden i Smaagrupper tilbage ad Havens forskellige Gange, først Exellencen med sin Frue og Caroline. Lidt efter lidt samles man i Forgrunden til højre. |
| 2. AKT 5. Scene |
Exellencen. Hds. Naade. Caroline. Bernhardt. Lidt efter lidt Dr. Stern, Frøken Lomholt, Tilla, Nelly, Waage, Borch, Schrøder, Hr. Schultze, tilsidst Arnhoff og Petra. |
| HDS. NAADE | (kommer med Caroline). Saa De Solnedgangen – det mest eklatante Farvespil. Man føler sig i saadanne Øjeblikke saa lille. |
| CAROLINE | Mennesket er dog altid Numer Eet. |
| SCHRØDER | (ser paa sit Uhr). Er det nu ikke paa Tide at gaa ind? |
| TILLA | Gæsterne fra Linnemanns sidder nok allerede og venter. |
| SCHRØDER | (smigret). Ah! Saa vil jeg dog hilse paa dem, før jeg begynder. (gaar op i Huset.) |
| HDS. NAADE | (søger). Jeg lagde vist min lille Taske fra mig før |
| TXT | Bernhardt og Caroline søger med |
| WAAGE | (til Tilla idet de passerer). Gaar De virkelig med derind? |
| TILLA | Jeg tør ikke andet. Fader passer paa. |
| WAAGE | Men naar de er kommet i Gang, saa stikker vi af. |
| TILLA | Ja, ud i Birkelunden. I Maaneskin. (De gaar op i Huset.) |
| NELLY | (til Borch, idet de passerer). Uf, saa kedeligt |
| BORCH | Vi forsvinder ganske stille – |
| NELLY | Ud i Maaneskin. (De gaar op i Huset) |
| Frk. LOMHOLT | (til Hr. Schultze). Jetzt sollen wir Deklamation hören – etwas von unseren groszen Dichter Øhlenschläger – |
| DR. STERN | Der sogenannte “Danbarde”. |
| SCHULTZE | Ah – sehr interessant. (Han gaar med dem op i Huset). |
| ARNHOFF | (sagte til Petra). Bernhardt er parat. Skal bare trækkes op. Men det er Du jo god til. |
| Frk. PETRA | Lad mig blot faa fat i ham. |
| ARNHOFF | Husk, Du er bleven forraadt og grusomt forladt. Har kæmpet Dig igennem og staar ene i Verden. Jeg har beskyttet Dig. |
| Frk. PETRA | Jeg er med. |
| ARNHOFF | Læg den lidt poetisk an. Han sidder inde med et Restlager af uafsat Romantik. Maaneglitren og Dugdraaber, det er det, han tørster efter. |
| Frk. PETRA | (ser op i Træerne). Her skulde bare være en Nattergal. |
| ARNHOFF | Ja, Nattergalekluk, det vilde gaa lige i ham. |
| Frk. PETRA | Altsaa her! Skulde jeg ikke skrive en Seddel og give ham ? |
| ARNHOFF | Jo, det er i Stilen. Men kald det en Billet. (giver hende sin Lommebog) Papir værsaagod. Du kan vel ikke se? |
| Frk. PETRA | (ruller Papiret sammen). Saadant noget kan de altid se at læse. |
| ARNHOFF | Du giver ham den i Forbigaaende. |
| Frk. PETRA | Javel. Jeg bliver der mellem Træerne, til alle er gaaet op. |
| Bernhardt er kommen nærmere. Hun rækker Billetten til ham med et lille gratiøst Kast og gaar ud til højre. Han griber den ikke og den ligger og griner paa den mørke Jord. Før han kan bukke sig, kommer Caroline og Hds. Naade hen til ham. Han sætter hurtigt Foden paa Billetten. Arnhoff bliver iagttagende staaende med Ryggen til Tilskuerne. | |
| HDS. NAADE | Lad os gaa op. Kunsten kalder. |
| CAROLINE | Det er Pligten, der kalder mig. Jeg maa op at lægge Børnene i Seng og skrive en Artikel. |
| HDS. NAADE | Men Deres Mand |
| BERNHARDT | (med en plantet Fod). Der er vist god Tid endnu. |
| HDS. NAADE | (tager ham let under Armen). Nej, nu kan De ikke faa Lov at staa her længer. (Bernhardt strækker sig saa langt, han kan). Ja – men |
| CAROLINE | Jeg synes ikke, Du er i Stemning i Aften, Jonas. |
| HDS. NAADE | Nej De er helt hypo. (stanser tøvende). |
| ARNHOFF | Efter hypo kommer enten konder eller krit. |
| BERNHARDT | Jeg har lidt Hovedpine. Jeg tror heller jeg maa blive i den friske Luft og gaa en Tur. |
| CAROLINE | Det er maaske den stærke Likør, Jonas. |
| ARNHOFF | Det er bestemt den, Jonas. |
| HDS. NAADE | (let fornærmet). Naar De heller vil blive her ude, saa – |
| ARNHOFF | (byder Armen). Frue |
| HDS. NAADE | Tak, kære Hr. Arnhoff, naar Hr. Bernhardt forsmaar mit Selskab, tyr jeg til Deres. (Hun gaar med Arnhoff og Caroline op i Huset. |
| BERNHARDT | Tager hurtigt Sedlen op, læser den ved en Tændstik, og sætter sig paa Bænken med en lidt nervøs Mine. Man hører i Ventetiden Skuespiller Schrøder deklamere i Salonen: “De Nætter ruge saa lange og sorte Syvstjernen glimter saa mat, Ud stormer Vinden af Himmelens Porte Fælt knager Granen i kolde Nat.” |
| Døren til Huset lukkes. Petra kommer med beregnet Langsomhed ind fra højre, klædeligt drapperet i sit hvide Kniplingssjal. Bernhardt rejser sig og gaar imod hende; de sætter sig paa Bænken. Det bliver Maaneskin. Efterhaanden kommer der et Højtryk af Romantik over Stemningen. |
| 2. AKT 6. Scene |
Bernhardt. Petra. |
| Frk. PETRA | (idet hun nærmer sig). De fik min Billet – maa jeg komme? |
| BERNHARDT | Gærne, Frøken. Min Slægtning Arnhoff har sagt mig, at jeg muligvis vil kunne være Dem til Nytte. |
| Frk. PETRA | Aa Tak. |
| TXT | Hr. Scultze kommer ud fra Huset, gaber og gaar over Scenen foran Bænken. Idet Døren gaar, høres igen Schrøders Stemme. |
| SCHULTZE | Ach, entschuldigen Sie, meine Herrschaften. Bitte – (Han gaar skyndsomt ud til højre.) |
| Frk. PETRA | Hvor det er elskværdigt af Hr. Arnhoff, at han har talt min Sag. Godt, at der er Nogen, der vil det. |
| BERNHARDT | (har set misfornøjet efter Hr. Schultze). Hvilken Sommeraften – af de faa, der forsoner En med Livet trods Vinteren, der lurer. |
| Frk. PETRA | (ser op). Dugdraaber, Maaneglitren hvor er det skønt. |
| BERNHARDT | Da De der kom ud – lysklædt fra de mørke Træer, var De som et Billede paa Sommernatten selv. |
| Frk. PETRA | Hvor De taler smukt. De er vist Digter. |
| BERNHARDT | (betragter hende). Hvem vilde ikke blive det ved at se et saadant Syn. Æventyrprinsessen. |
| Frk. PETRA | Mærk hvor Høet dufter. Alt omkring os aander Skønhed. |
| BERNHARDT | Hvor De forstaar Naturen. |
| Frk. PETRA | Naturen bliver Ens bedste Ven, naar man er ene som jeg. |
| BERNHARDT | Hvor kan en Kvinde, der er saa smuk som De, faa Lov at staa ene. |
| Frk. PETRA | Lidelsen, Hr. Bernhardt! Lidelsen gør ensom. |
| BERNHARDT | Lad os i denne Stund glemme, hvad der er mørkt. Husker De Sagnet om Pan, Naturens stærke Gud, der hersker over alt Levende med sin Syrinxfløjtes Toner. I denne bløde Sommernat er det, som sad han, selve Guden Pan og koglede for vore Hjerter, skjult mellem Blomster, med sin Fløjte. |
| Under denne Replik er Arnhoff kommen listende fra venstre med Nattergalefløjten og en lille Feltstol og placerer sig i Læ af en Busk i Forgrunden til venstre uden at blive set af de Talende. Han skotter derhen og begynder ganske sagte at klukke paa Lerfløjten. | |
| Frk. PETRA | Aa, hør – en Nattergal ! |
| BERNHARDT | Ja, hør den lille Fugl – Kærlighedssangeren. |
| Frk. PETRA | Den maa være ganske tæt ved os. |
| BERNHARDT | (helt smeltet). Hvad nytter deres kunstfærdige Musik! Saadanne Toner kan ingen Mennesker frembringe. Det kan kun Naturen selv. |
| Frk. PETRA | Pan den stærke Gud! |
| BERNHARDT | Man siger, at Nattergalen kan fløjte saa stærkt, at dens fjedrede Bryst sprænges af Lidenskab. Det er et Billede paa os Mennesker, der maa spærre saa megen Udvé inde i vort Hjerte. |
| Smeltende Klukken. | |
| Frk. PETRA | (lægger Haanden for Øjnene og hulker sagte). Tilgiv min Svaghed. Der er noget ved denne Time, som bevæger mig saa stærkt. |
| Medynksfuld Klukken. | |
| BERNHARDT | (bøjer sig over hende). Kender De Jerichorosen, der er en tør og vissen Knold, indtil den med eet springer ud som en vidunderdejlig Blomst. Saadan har mit Liv været til denne Stund. Nu er det Blomstringstid for mig — mine Pulsslag hamrer som en jublende Symfoni. – Det er som følte jeg mig stærk og fri for første Gang. |
| TXT | Jublénde Klukken. |
| Frk. PETRA | (lægger Armen paa hans Skulder). Aa, tal mere. |
| BERNHARDT | (vover sig til at kysse hende). Hvor De er smuk. Smuk som Sommerens Blomster. |
| Frk. PETRA | Og hvor De er god. De ved ikke, hvor jeg er Dem taknemlig. |
| BERNHARDT | Kunde jeg blot være noget for Dem – være alt. |
| Døren gaar op og der falder Lys ud gennem Aabningen. Arnhoff dukker sig. Man hører Skuespilleren deklamere: “Saa hvisker han bleg i sorten Grube Og skælver og udskærer Jarlens Strube.” |
|
| De farer fra hinanden, idet Borch kommer ud. Han staar et Øjeblik og ser sig om, idet han klør sig paa Hagen. | |
| BORCH | Hun er her ikke. (Han gaar ud til højre bag om Bænken.) |
| Frk. PETRA | Her bliver ingen Ro. Men en Stemning som denne maa ikke have Lov at forflygtige. Kom! – |
| BERNHARDT | Men i Haven møder vi jo disse Andre. Deres lyse Dragt – |
| Frk. PETRA | Lad os gaa ind til mig. Der er vi uforstyrrede. |
| BERNHARDT | (lidt urolig). Men kan det gaa. – Gærne vil jeg – men – |
| Frk. PETRA | Vi maa tale ud med hinanden. Hør nu – jeg gaar hurtigt gennem Salen ind til mig selv og aabner mit lave Vindue. (peger paa det) Ikke? (tager ham blidt om Skulderen) Vi ses! |
| Hun gaar op i Huset. Idet hun aabner Døren hører man Liebeslied af “Die Walküre” paa Klaver. Bernhardt stirrer betaget efter hende, tager sig til Panden, bliver dog lidt vaklende og ser ud, som han vil gaa. Arnhoff giver endnu et Par Kluk, som stiver Romantiken af. Der tændes Lys i Petras Værelse, Gardinet rulles op og hun aabner Vinduet. |
|
| Frk. PETRA | (hvisker halvhøjt). Her er jeg! |
| BERNHARDT | Jeg kommer – blot for et Øjeblik. |
| Han svinger sig over Karmen. Arnhoff rejser sig, strækker sig og trækker Vejret. | |
| ARNHOFF | (for sig selv). Den gik! |
| Lisbeth kommer ud fra Huset, ligeledes let drapperet. Hvergang Døren gaar op, lyder Musiken stærkere, ellers svagt. |
| 2. AKT 7. Scene |
Arnhoff. Lisbeth. Tilsidst Nelly. |
| LISBETH | Men Gud, gaar Du her – Du vil da ikke paastaa, at Du er alene. |
| ARNHOFF | Fuldstændig. |
| LISBETH | Hvem venter Du da paa? |
| ARNHOFF | Paa Dig, min Hustru. |
| LISBETH | Er Du da ikke rask? |
| ARNHOFF | Saadan paaskønnes man. Skal vi gaa og sværme? |
| LISBETH | Maa jeg have den Lykke til Gode. Jeg tror nemlig, at Ministeren er under Opsejling. |
| ARNHOFF | Aah – |
| LISBETH | Ved Du – jeg har virkelig faaet lidt af hans Forbeholdenhed til at smelte. Saa underligt det lyder, er der lidt Kød og Blod indenfor. |
| ARNHOFF | Tør jeg saa betro ham min smukke Hustru i Maaneskin ? |
| LISBETH | (afgjort). Ja, det tør Du dog. |
| ARNHOFF | Saa forsvinder jeg i Mørket, men først maa jeg af med min Fjederham. (slaar et lille Kluk paa Lerfløjten og kaster den i Busken) “Flyv Fugl flyv” ja “er jeg en Sanger, saa bør jeg jo vide Kærligheds smigrende Lyst” |
| LISBETH | Det var jo Tillas Ler-Nattergal. Hvad gør Du med den her? |
| ARNHOFF | Hvad jeg gør – Stemning. Ja, ogsaa jeg er Virtuos. Og ser Du, min Pige. det Store ved Kunsten er at kunne beherske Menneskenes Sjæle. Det ved jeg nu. |
| LISBETH | Hvad har Du da fremtryllet? |
| ARNHOFF | (peger paa Petras oplyste Vindue). At Bernhardt er der inde. |
| LISBETH | Ih Gud dog, hos Cleo-Petra? |
| ARNHOFF | (stolt). Han er der. Faktisk. Med hende. Alene. Forelsket. Væk. Jeg tør nok sige, at det er min snildeste Bedrift. Selv af med Cleo-Petra, og min Konkurrent i Saksen. |
| LISBETH | Men hvad saa – hvis nu Ingen faar det at vide? |
| ARNHOFF | Berolige Dig, hvad Skandale angaar, kan man trygt lide paa Cleo-Petra. Hun har en Glorie af Skandale om sit smukke Hoved. |
| Døren gaar, Nelly kommer ud og ser sig om. | |
| LISBETH | (skjuler sig lidt). Der har vi vel Magthaveren. |
| ARNHOFF | Nej, det er jo Nelly (kysser paa Fingeren) mit lille ubeskrevne Blad Papir. (nærmer sig hende kurtiserende) Frøken Nelly, De ser saa søgende ud kan De ikke bruge mig? |
| NELLY | (usikker). Jeg troede – det vil sige |
| ARNHOFF | Ja vel, De ventede en Anden, men han er her jo ikke, Fjolset! (bemægtiger sig hendes Arm, mens han fører hende hen mod Baggrunden) Kom De saa bare med mig – paa Bænken under Lindetræet skal De lære min uimodstaaelighed at kende. Min Kone faar det aldrig at vide. |
| De gaar ud i Baggrunden, idet Ministeren kommer ud fra Huset. Lisbeth kommer frem og gaar hen imod ham. |
| 2. AKT 8. Scene |
Exellencen. Lisbeth. Senere Hr. Schultze. |
| EXCELLENCEN | (en Tanke galant). Ah Fru Arnhoff – det blev ogsaa Dem for varmt – |
| LISBETH | Ja, Hr. Schrøder havde saa megen Lidenskab. Dette er mere afsvalet. Og saa smukt. Alting forskønnes i Maaneskin. Selv en gammel Kone som jeg kan blive helt net. |
| TXT | Lisbeth sætter sig paa Bænken og Exellencen sætter sig hos hende. |
| EXCELLENCEN | De kan taale enhver Belysning, min smukke Frue. Jeg vil benytte Deres egne Ord og sige, at i maaneskin og med Dem ved Siden kan selv en gammel Politicus som jeg ryste Støvet af mig og blive helt ung om Hjertet. |
| LISBETH | Hvor det er nydeligt af Dem, som De taler. Det gør mig derfor saa ondt at maatte sige Dem, at jeg ikke kan lide Dem. |
| EXCELLENCEN | Hvormed har jeg gjort mig fortjent til den Ulykke? |
| LISBETH | De er jo saa ækel imod min Mand. Og vi To er eet Kød. Det staar et eller andet Sted. |
| EXCELLENCEN | Er jeg ækel? |
| LISBETH | Ja, De vil jo ikke give ham den Redaktørpost, som han saa forfærdelig gærne vil have. |
| EXCELLENCEN | (lidt betænkelig). er der ikke noget andet – tja – desværre hvormed |
| LISBETH | (mørkt). Jo der er. Der er noget paa Færøerne. Det siger Herbert. Tænk Dem mig der oppe. Der faar jeg nok – det ingen elskværdige Exellencer til Underholdning – det bliver Pingviner og Hvalrosser. (ser paa ham) Er det nu ikke lidt Synd for mig? |
| EXCELLENCEN | (uvilkaarligt). Jo det ved Gud det er – (atter forbeholden) men Sagen er – at |
| Hr. Schultze kommer tilbage ad samme Vej og ser forbavset ud ved at finde et andet Par. | |
| SCHULTZE | Ach, entschuldigen Sie, meine Herrschaften – bitte – bitte (Han gaar ud i Forgrunden til venstre.) |
| LISBETH | Her sidder vi nok paa Alfarvej. |
| EXCELLENCEN | Skal vi ikke heller spasere lidt i Birkelunden? |
| TXT | Han byder hende Armen og de gaar ud til højre mellem Træerne. Der slukkes hos Petra. Hun lukker Vinduet op. |
| 2. AKT 9. Scene |
Petra. Bernhardt. Straks efter Waage og Tilla. Senere Dr. Stern og Frøken Lomholt. Tilsidst Exellencen og Lisbeth. |
| Frk. PETRA | (i Vinduet). Her er Ingen. Nu kan det godt gaa. |
| Man ser Bernhardts ene hvide Bukseben vove sig ud over Karmen, men hurtigt trække sig tilbage, da Døren i det samme aabnes for Waage og Tilla, der kommer ud fra Huset. | |
| WAAGE | (idet de gaar forbi). Endelig slap vi ud – det var dog Satan til Ballade. Jeg tror der var syv og fyrretyve Vers. Søde Tilla – |
| TILLA | Nej – nej. Jeg vil absolut – slet ikke. |
| TXT | Han kysser hende. Hun løber fra ham ud til højre. Han efter. Det hvide Bukseben gør atter et Forsøg og trækkes atter ilsomt tilbage, da Dr. Stern kommer ud fra Huset og straks efter Frøken Lomholt. |
| DR. STERN | Naa, der er De ogsaa. Ja, ude at krydse efter de forbandede Tøse, hvad? |
| Frk. LOMHOLT | Er det nu ikke rædsomt med Nelly |
| DR. STERN | Det er vel ikke værre med hende end med Tilla. Jeg saa, hun stak af med Studenten. De er vel i den saakaldte Birkelund. |
| Frk. LOMHOLT | Jeg tror ved Stranden. |
| DR. STERN | (indædt). Vi kan jo lige saa godt søge sammen. Kom saa. |
| De gaar ud i Baggrunden. Atter forsigtig Bevægelse udad med Benet og et hurtigt Tilbagetog, da Exelleneen kommer sværmende fra højre med Lisbeth. Det opgives aabenbart foreløbig. Rullegardinet rulles ned igen og der tændes Lys. |
|
| EXCELLENCEN | Kære Frue, forlang alt af mig, men blot ikke, at jeg skal slaa Bernhardt ihjel. For det er jo ham, der skal have Stillingen. |
| LISBETH | Det tør jeg vel ikke. Men altsaa, hvis Bernhardt skulde faa en Tagsten i Hovedet, saa lover De mig, at min Mand har Fortrinet. |
| EXCELLENCEN | Saa er Chancen jo større, men lad os haabe, at Bernhardt bliver frelst. |
| Caroline kommer ud fra Huset. | |
| CAROLINE | (tjenstivrig). Aa, her er Exellencen. Jeg har søgt Dem allevegne. Deres Frue spørger efter Dem. |
| EXCELLENCEN | (lidt mellemfornøjet). Det er i Sandhed for meget. Altsaa – jeg forlader Idyllen og gaar ind til Pligten – jeg mener – til Ægteskabet – Mine Damer – De forstaar – jeg beder undskylde – (Han hilser og gaar op i Huset.) |
| 2. AKT 10. Scene |
Lisbeth. Caroline. Senere Bernhardt og Petra. |
| CAROLINE | Hvorfor hører Du dog ikke paa Musiken, Lisbeth? |
| LISBETH | Jeg foretrak at passiare lidt med Ministeren her ude. |
| CAROLINE | (lidt stram). Ja, jeg saa det. Hvor er din Mand? |
| LISBETH | Jeg ved saamænd ikke, hvor han er henne. |
| CAROLINE | Ikke – nej, jeg kan tænke det. Maaneskin er det jo. |
| LISBETH | Hvor har Du da din Mand ? |
| CAROLINE | Han er gaaet sig en Tur. Han havde Hovedpine. |
| LISBETH | Herregud. |
| CAROLINE | Han er virkelig meget anstrengt og trænger til at lufte sig ordentlig. |
| LISBETH | Saa – gør han det! |
| CAROLINE | Han er gaaet ud over Markerne. Det elsker han ved Aftentide – det store Aabne – Højtidelige |
| LISBETH | Ja, han har jo saadanne pæne Fornøjelser, Jonas. |
| CAROLINE | Det er det med Jonas, at jeg kan være saa tryg, naar han er borte. Han har en naturlig Afsky for alt, hvad der er urent og lavt. Den faste Sikkerhed, som det giver en Hustru, er der jo saa Mange, der maa savne. Uden den kunde jeg ikke leve. |
| LISBETH | Det er jo ikke altid saa rart for Konerne, naar deres Mænd gør megen Lykke. |
| CAROLINE | Nej, kære Lisbeth, Du maa gaa ikke saa lidt igennem. |
| LISBETH | Ja, der er jo en sørgelig Uoverensstemmelse mellem Mandens og Kvindens Natur. Han er jo i Grunden født til Mangegifte og hun til Engifte. |
| CAROLINE | (forarget). Nej, ved Du hvad |
| LISBETH | Jeg siger jo ikke, at det er saadan det skulde være, men at det er saadan, det er. Desværre. |
| CAROLINE | Jeg skal sende Dig Kort til et Foredrag jeg skal holde om Ægteskabets ethiske Betydning set fra Kvindens Synspunkt. |
| LISBETH | Mange Tak. |
| CAROLINE | Opgaven er jo at lade de to Personligheder paavirke hinanden gennem et stadig mere ideelt Blik paa Forholdet – |
| LISBETH | Forstaar sig – |
| Man ser under disse Repliker Skyggen af To, der er i betænkelig Nærhed af hinanden, paa Petras oplyste Rullegardin. | |
| CAROLINE | Det har vi begge stræbt. Jeg har min Jonas, og jeg ved, at jeg beholder ham – trygt, som en Del af mig selv. |
| LISBETH | Og jeg ved, jeg har ikke min Herbert. Jeg maa erobre ham hver Dag paa Ny. Det vil jeg ogsaa helst. Derved vinder jeg ham dybest. |
| CAROLINE | Jeg beklager Dig. I Fremtidens Samfund vil utvivlsomt – (Hun vender sig og standser forfærdet ved at se de to Skygger.) Ja, se nu Forskellen blot i dette ene Øjeblik. Jeg ved, hvor min Jonas er ude i Naturens Ensomhed med sine bedste Tanker. Og Du! Ja, Lisbeth, vend Dig og se! Jeg betragter det som min Pligt at vise Dig dette Syn. Se! |
| LISBETH | (vender sig). Nej, nu dør jeg! (Hun eksploderer i et Latteranfald, som hun skjuler i sit Lommetørklæde.) |
| CAROLINE | (medfølende). Min stakkels Kusine, det smerter mig at høre din Hulken, men Sandheden maa gaa fremfor alt. Mand Dig op! Du maa blive her og tage imod ham med aaben Pande. Han lusker sig vel ud af Vinduet der. |
| LISBETH | (halvkvalt) Jeg kan ikke mere. |
| CAROLINE | (kærlig medfølende). Nej, Bægeret er fuldt, kan jeg tænke. Gaa, min egen Ven, gaa op paa dit Værelse og vent ham der. Saa skal jeg tage imod ham her paa dine Vegne og som en Ven af begge Parter tale med ham om, hvad han skylder sin Hustru. |
| LISBETH | Tak, Caroline. Ja, vent Du ham her og sig ham de rette Ord. Du kan bedre end nogen Anden. (Hun løber op i Huset.) |
| CAROLINE | (ser efter hende). Stakkel. (Hun stiller sig paa Vagt i Skyggen af en Busk. Der bliver mørkt hos Petra. Gardinet rulles op, Vinduet aabnes og Petra viser sig.) |
| Frk. PETRA | Kom blot, nu er de Katte gaaet. |
| Bernhardt springer ud. Da han staar udenfor, vender han sig, og hun slaar endnu engang Armene om hans Skulder. De hvide Benklæder synes selvlysende. | |
| Frk. PETRA | Aa Tak, min Ven, og paa Gensyn. (Hun lukker Vinduet og forsvinder). |
| Bernhardt vil liste sig bort men Caroline træder frem med ædel Holdning.) | |
| BERNHARDT | (forfærdet). Caroline! |
| CAROLINE | (med et svagt Skrig). Det var Jonas. |
| TÆPPE | ■ |