Fruens Politik 3. akt

PERSONERNE:

HERBERT ARNHOFF, Noget i et Ministerium	LISBETH, hans Hustru
JONAS BERNHARDT, det samme i et andet Ministerium	CAROLINE, hans Hustru
HS. EXCELLENCE, Ministeren	HDS. NAADE, hans Frue
Frøken PETRA SMITH	FRU MEYER, Pensionatsværtinde
DOKTOR STERN	TILLA, hans Datter
FRØKEN LOMHOLT	NELLY, hendes Niece
Skuespiller HAGBARTH SCHRØDER	STUDENT WAAGE
Kunsthistorikeren HR. OCTAVIUS BORCH	HR. SCHULTZE aus Krefeld
Bernhardts tre smaa Børn

Alle bor i Fru Meyers Badepensionat, hvor Handlingen foregaar ved Højsommertid.

INTRO ■ 1. AKT ■ 2. AKT ■ 3. AKT ■ ANMELDELSE

	Pensionatets Salon næste Morgen. Det er Regnvejr, som i Løbet af Akten klarer op. Exellencen og Frøken Lomholt sidder paa Divanen. Fru Meyer staar ved Bordet til venstre og pakker Smørrebrød og Flasker i en Kurv.
3. AKT 1. Scene	Exellencen. Frøken Lomholt. Fru Meyer. Senere Dr. Stern.
Frk. LOMHOLT	(med et Brev i Haanden). Og saa skulde jeg hilse og sige fra min Broder, at Deres Exellence endelig ikke maa lade Dem besnakke af denne Dr. Stern til at gaa bort fra Deres klare Standpunkt i Sagen om – (ser i Brevet) Over-Børnepleje-Til-syns-Kommissionen.
EXCELLENCEN	Jeg sætter stor Pris paa Dr. Lomholts Mening.
Frk. LOMHOLT	Han roser Dem ogsaa altid.
EXCELLENCEN	Jeg kunde maaske tænke mig at bede ham indtræde i Sanitetsraadet. Det er, som De maaske ved, ret fordelagtigt.
Frk. LOMHOLT	Aa, det er hans Drøm.
EXCELLENCEN	Vi faar at se. Man vil jo gærne hjælpe dem, der har hjulpet En selv.
Frk. LOMHOLT	Men nu vil jeg blot sige Dem, at denne Bulbider til Dr. Stern truer med at lægge ud med en ny Serie af sine afskylige Artikler imod Dem. Ja, med kedelige Oplysninger, siger han.
EXCELLENCEN	(studser). Oplysninger?
Frk. LOMHOLT	Har De ikke talt med ham?
EXCELLENCEN	Nej, den Mand er jo umulig at komme nær. (overlegen) Men lidt Avisbavl anfægter mig ikke. Jeg læser det aldrig.
FRU MEYER	(vender sig). Frøken Lomholt, synes De, jeg skal tage Chokolade med paa Flasker i uldne Stykker?
Frk. LOMHOLT	(rejser sig og gaar derhen). Ja, siden det er Hr. Bernhardts Fødselsdag.
	Dr. Stern kommer ind fra højre med morgengnaven Mine og lægger sin Straahat, der er Mage til Exellencens ved Siden af dennes paa Klaveret.
DR. STERN	Godmorgen!
FRU MEYER	Godmorgen, Hr. Doktor. Er det ikke rædsomt, at det er Regnvejr. Hvad skal det blive til med Baadturen?
DR. STERN	De ved, jeg ønsker mig fritaget for enhver Art af Samtale før Kl. 11. (ser til Kurven) Hvad skal vi have med?
FRU MEYER	Smørrebrød med delikat Paalæg og Sandvikses med Skinke
Frk. LOMHOLT	Og Chokolade med uldne Klude det er utroligt, hvor den saa holder sig varm.
	Exellencen staar under dette og betænker sig, faar saa en Idé, gaar hen og tager Doktorens Hat og sætter den paa Hovedet. Den sidder oppe paa Issen. Han stiller sig derpaa afventende i Forgrunden, mens han paa Skrømt ser i en Avis. Dr. Stern gaar hen for at tage sin Hat. Han ser først paa den og saa paa Ministeren, og gaar hen til ham.
DR. STERN	(brysk). Jeg turde maaske spørge, om Exellencen har Deres egen Hat paa? (tager den anden paa; den hænger ham ned over Ørerne) For dette er ikke min.
EXCELLENCEN	(tager Hatten af og beholder den i Haanden). Aa, er det Doktorens Hat, jeg har faaet paa. Jeg beder undskylde. (sætter sig paa Divanen og byder Doktoren Plads ved Siden af sig) Da jeg sidst havde den Fornøjelse at underholde mig med Dem, var det ikke under saa tiltalende Omgivelser.
DR. STERN	Nej. Det var i Deres eget Ministerium. Angaaende Over-Børnepleje.
EXCELLENCEN	Tilsyns-Kommissionen. De husker
DR. STERN	Jo mange Tak. Men De har ikke givet mig Grund til at tro, at De huskede den.
EXCELLENCEN	Sagen er jo ikke afsluttet, kære Doktor. Før jeg gaar videre i den, maa jeg indhente paalidelige Oplysninger, og jeg har med Interesse læst deres instruktive Artikler. Glimrende skrevet. Jeg er ganske enig med Dem, selv om De ikke er det med mig. Og derfor har jeg netop tænkt mig at bede Dem yde os en Haandsrækning i Spørgsmaalet.
DR. STERN	(brummer lidt formildet).
EXCELLENCEN	(meget elskværdig). De raader jo over et saa stort og velordnet statistisk Materiale, at De vil blive en ypperlig Kraft for os. Men saa haaber jeg ogsaa, at De gør os den Fornøjelse at indtræde i Sanitetsraadet.
DR. STERN	Bevares, det skal være mig en Fornøjelse at hjælpe Exellencen. Jeg troede forresten, det var Dr. Lomholt, der skulde have Pladsen.
EXCELLENCEN	Det behøves ikke. Han er jo enig med os. Naa (rejser sig) Altsaa, kære Doktor, vi taler nærmere om det maaske der inde ved Kaffen. (forekommende) Jeg turde maaske anmode Dem om min Hat.
DR. STERN	Aa undskyld
EXCELLENCEN	Jeg beder.
	Han gaar med en naadig Haandbevægelse ud til venstre. Dr. Stern gnider sig tilfreds i Hænderne. Waage, Borch og Nelly kommer ind fra Baggrunden under en Paraply, som Borch slaar ned. Man siger God morgen.

3. AKT 2. Scene	Fru Meyer, Dr. Stern, Waage, Borch, Nelly. Efterhaanden Tilla, Schultze, Schrøder, Arnhoff og Lisbeth.
FRU MEYER	Gud, Frøken Lomholt, pas dog paa, det er de hakkede Æg med Sky.
TILLA	(Tilla kommer ind fra højre.) – Atter Godmorgen. (gaar hen og kysser Dr. Stern). Men Gud, Fader, hvordan er det, Du ser ud, er Du ikke morgengnaven i Dag? (til de Andre) Fader plejer nemlig at være lidt morgengnaven.
WAAGE	Og det fortager sig ikke op ad Dagen.
FRU MEYER	(sagte til Frøken Lomholt). Det har jeg nok lagt Mærke til.
	Hr. Schultze kommer ind fra højre i Baggrunden udstyret til Sejlturen med Gummikappe og Kasket med Øreklapper.
SCHULTZE	(hilser). Meine Herrschaften
NELLY	Guten Morgen, Hr. Schultze.
TILLA	(peger paa hans Dragt). Wo sollen Sie hin?
SCHULTZE	Gehen wir nicht auf eine Segelpartie?
Frk. LOMHOLT	Aber es ist Regen und Blæsenwetter.
SCHULTZE	Thut nichts. Die wilde See, das ist meine Passion.
DR. STERN	(skutter sig). Rigtig Sommerferievejr. Plask-Plask paa Ruderne deroppe ovenpaa.
FRU MEYER	Jeg haaber da ikke, at Doktoren har sovet daarligt?
DR. STERN	Jo Gu min Sæl og Salighed har jeg sovet daarligt. Her har været en Støj og Snakken i Huset i Nat, saa Karaflen dirrede.
FRU MEYER	Gud hvad kan det have været. Jeg har ikke hørt noget.
DR. STERN	Nej, for De sover i Sidelængen.
Frk. LOMHOLT	Jeg har ogsaa hørt det. Nogen har diskuteret og skændtes i det Uendelige.
WAAGE	Er det mon ikke Ministeren, der har forhandlet om Finansloven med sin Kone.
	Arnhoff og Lisbeth kommer ind fra højre i Baggrunden og hilser.
Frk. LOMHOLT	Har De ikke ogsaa hørt Skænderi i Nat?
ARNHOFF	(umaadelig uskyldig). Nej, jeg har sovet dejligt.
DR. STERN	Det er Pinedød godt gjort. Sikken et Helbred.
WAAGE	Og Fruen?
LISBETH	Jo, jeg synes nok – men jeg troede, jeg drømte.
	Skuespiller Hagbarth Schrøder kommer ind fra højre i Baggrunden og hilser.
SCHRØDER	(gnider sig i Hænderne). Hvilket afskyligt Vejr i Dag — hvad bliver det til med vor lille Udflugt? Hør, sig mig, Fru Meyer, hvad er det for en dramatisk Effekt vi har haft i Huset i Nat?
De andre	Har De ogsaa hørt det?
SCHRØDER	Særlig en Kvindestemme. Man skulde tro, det var En, der indstuderede Hedda Gabler. Det lød i Sandhed lovende.
BORCH	Det er vist. Man hørte hysterisk Hulken.
FRU MEYER	Det er dog besynderligt. Men skal Herskaberne ikke ind og have Morgenkaffe. Exellencen er allerede der inde.
DR. STERN	(sagte idet han gaar). Ja, hvis den Drik iøvrigt kan kaldes Kaffe
	De gaar samtalende ud til venstre med Undtagelse af Arnhoff og Lisbeth. De ser paa hinanden og ler.

3. AKT 3. Scene	Arnhoff. Lisbeth.
LISBETH	Tænk den Nat han har haft, den arme Bernhardt. Fy, Du rænkefulde Loke.
ARNHOFF	Du sande Evadatter, Du underfundige Kvinde.
LISBETH	Det synes jo at have slaaet til.
ARNHOFF	(munter). Og vil Du saa forestille Dig Ulykkens Ophav, Cleo-Petra, som under alt dette ligger der inde og sover uskyldig – eller – skal vi sige – intetanende.
LISBETH	Ved Du hvad, jeg har næsten ondt af Bernhardt, skønt han var uhyre vigtig.
ARNHOFF	Det er han vist ikke mere. Tænk Dig at være indelukket med Caroline en hel vred Nat under fire Øjne.
LISBETH	Men ikke under fire Øren. Hvis ikke Exellencen sover som et Murmeldyr, maa han have hørt dét lige saa vel som de Andre.
ARNHOFF	Kære – der var en Bræddevæg imellem dem.
LISBETH	I hvert Fald kan vi vist stole paa Hds. Naade.
ARNHOFF	Skal vi vædde denne Kvindebehersker til Bernhardt har i denne Nat hævet mine Chancer betydeligt.
LISBETH	(med Vægt). Nej hør nu, bliv Du nu bare ikke vigtig – Du ogsaa, for ærligt talt, I har været akkurat lige gode, Du og han, hvad Frøken Cleo-Petra angaar. Jo, det har I! Begge to har I været nogle Kludderhaser, der har ladet jer fange af hver sin misfornøjede Kone. Jo, min Ven, husk det hæklede Stykke.
ARNHOFF	Jeg indrømmer, hans og mit Tilfælde er det samme. Det er kun Konerne, der tager det forskelligt. Heldigvis for mig. (Sender hende et Fingerkys.)
LISBETH	Caroline tager det forhaabentlig heller ikke højtideligt.
ARNHOFF	Tror Du ikke! Du skal se, hun sælger Cleo-Petra som hvid Slavinde til Frøken Lomholt.
LISBETH	Naa, Caroline er jo paa sin Vis ret skikkelig. Nu gaar jeg ind til den tynde Kaffe. Vil Du med?
ARNHOFF	Kommer straks. Jeg vil blot ryge min Morgenpibe og se om den glade Ægtemand Bernhardt ikke skulde vise sig. Red et af de smaa Surbrød til mig.
LISBETH	Nej, vil Du væsaagod komme straks, ellers henter jeg Dig om lidt.
	Hun gaar ud til venstre. Arnhoff sætter sig i en Rør-Lænestol. Straks efter kommer Bernhardt ind fra højre med Hat i Haanden, Havelock, Paraply og Galoscher.

3. AKT 4. Scene	Arnhoff. Bernhardt.
ARNHOFF	Ah, Godmorgen, kære Jonas.
BERNHARDT	Godmorgen.
ARNHOFF	Og til Lykke med Fødselsdagen.
BERNHARDT	(stærkt mellemfornøjet). Ja tak skal Du have. Tak.
	Han sætter sig og henfalder i triste Betragtninger, mens Arnhoff beser ham.
ARNHOFF	Hvordan er det, Du ser ud. I Gaar var Du saa højt oppe. I Dag ligner Du nærmest en havareret Flyvemaskine.
BERNHARDT	Naa
ARNHOFF	Det er da ikke noget at være saa ked af – et Aar ældre.
BERNHARDT	Aa nej, det er heller ikke det.
ARNHOFF	Hvad er det da?
BERNHARDT	(lidt forlegen). Det er lidt trykkende Luft, synes jeg.
ARNHOFF	Finder Du i Grunden det? Jeg synes, det er nok saa friskt.
BERNHARDT	(mander sig op). Er der noget Nyt? Har Posten været her?
ARNHOFF	Ja, han har, men Verden staar nogenlunde som i Gaar. Har Du ikke sovet godt?
BERNHARDT	Jeg faldt maaske nok lidt sent i Søvn.
ARNHOFF	Saa – man sover dog ellers saa godt paa Landet. Er det Rabarbergrøden ligesom Drengen?
BERNHARDT	(buser omsider ud). Nej. Værre end det. Det er Caroline.
ARNHOFF	Caroline? Ja, det var værre. Hvad var der da i Vejen? I er jo ellers to Sjæle, een Tanke og tre Børn.
BERNHARDT	(lidt usikker). Ja, Du maa ikke misforstaa det – Du kender mig jo. Du husker jo nok, at – at i Gaar Aftes –
ARNHOFF	(ligegyldig). Hvordan – naa jo— Du vilde tale med Frøken Petra Smith om noget journalistisk Arbejde. Fik I saa talt om det?
BERNHARDT	Ja ja, det ene Ord tog det andet.
ARNHOFF	Og det andet det tredje maaske.
BERNHARDT	Saadan kan det jo gaa.
ARNHOFF	Men det kunde Caroline da ikke have noget videre imod?
BERNHARDT	Nej – naa
ARNHOFF	Hun er ret pikant hvad? Ja, jeg mener ikke Caroline.
BERNHARDT	Ja, det var det, som – det kan jo komme saadan over En, at man ligesom rives med af en hed Strøm. Som en pludselig Beruselse. Kender Du ikke det?
ARNHOFF	Nej, det kan jeg forresten ikke sige, at jeg gør.
BERNHARDT	Jeg forstaar heller ikke, hvad der gik af mig. Jeg fatter det ikke. Jeg plejer jo at være saa besindig, men jeg forsikrer Dig, det var, som der var Trolddom i selve Luften.
ARNHOFF	Det var jo Maaneskin. Herligt forresten.
BERNHARDT	Ja, det var ikke blot det. Men Jasmin og Kaprifolium duftede saa vellystsvangert. Og Nattergalen sang. Jeg har aldrig hørt en Nattergal synge som den. Du skulde blot have hørt det.
ARNHOFF	Ja, det maa min Salighed have været en mærkelig Nattergal.
BERNHARDT	Og der sad jo saa Petra ved min Side og fortalte om, hvor ensom hun var.
ARNHOFF	Og smuk er hun jo.
BERNHARDT	Det er hun. Mærkelig æggende smuk.
ARNHOFF	Og man nænner jo ikke at lade en køn Dame være altfor ensom. Det er ligefrem uridderligt.
BERNHARDT	Hun fortalte mig – meget kønt – om sin ulykkelige Skæbne. Hun har virkelig lidt meget.
ARNHOFF	Det har hun. Rædsomt.
BERNHARDT	Og saa bad hun jo, om jeg vilde gøre noget for hende.
ARNHOFF	Og hvad gjorde Du saa?
BERNHARDT	Ja – Du – ja – jeg gik ind til hende for at tale nærmere om det –
ARNHOFF	Det var jo altid noget.
BERNHARDT	(betænker sig). Jeg burde have ladet være.
ARNHOFF	Naa hvad – det havde maaske været ligesom lidt ugemytligt.
BERNHARDT	Ja men – men saa
ARNHOFF	(hæver Haanden). Saa lader vi Tæppet falde for, hvad der da skete.
BERNHARDT	Ja, saa vilde hun jo –
ARNHOFF	Forskaan mine kyske Øren. Lad mig heller høre, hvordan Du kom ud igen. Det er nemlig vanskeligere.
BERNHARDT	Ja! Saa var det jo, at jeg havde hvide Bukser og Støvler paa –
ARNHOFF	(afgjort). Det var en Dumhed.
BERNHARDT	De lyser jo saa forbandet i Maaneskin.
ARNHOFF	(uskyldig). Og da Du tog dem paa, havde Du vel ikke tænkt, at noget saadant vilde ske?
BERNHARDT	(endnu mere uskyldig). Nej. Og jeg maatte jo ud af Vinduet. Her inde sad de jo opmarscherede til Oplæsningen Du husker –
ARNHOFF	Hvor var da Caroline?
BERNHARDT	Ja, jeg troede jo, hun var oppe at lægge Kallemand og Ingeborg i Seng.
ARNHOFF	Men hvor var hun da?
BERNHARDT	(rejser sig med Pathos). Hun stod der, da jeg kom ud. I Maaneskinnet.
ARNHOFF	Føj for Fanden.
BERNHARDT	Du kan tænke Dig, hvordan jeg blev til Mode.
ARNHOFF	Det kan jeg. Til Nød. Men hun?
BERNHARDT	Ja – Caroline – var – jo – ikke – glad.
ARNHOFF	Men hun sagde vel ikke noget videre hun er jo saa elskværdig.
BERNHARDT	Naa – i Nat maa jeg dog sige, at – ja Du, det har været en ret streng Nat.
ARNHOFF	Saa! Græd hun? Saa er de værst.
BERNHARDT	Ærligt talt, Du, hun gjorde alt. Hun tog slemt paa Veje.
ARNHOFF	(rejser sig). Naa, nu er det jo overstaaet.
BERNHARDT	(tungt). Det er det næppe. Det er Sagen.
ARNHOFF	Saadant noget kan jo da ske for den Bedste – eller skal vi sige – den Næstbedste.
BERNHARDT	Du ved jo, Caroline har saa meget med den personlige Sandhed og alt det. Hun holder paa Moralen her i Livet.
ARNHOFF	Saa kommer det blot an paa, hvad der er det mest moralske, at tie stille med den Slags eller lave Postyr af det.
BERNHARDT	Der tvivler hun ikke. Hun var virkelig i sin Vrede meget uretfærdig mod Frøken Smith. Tillagde hende adskilligt, satte hende i Forbindelse med Alverden. Ja, ogsaa med Dig.
ARNHOFF	(ædel). I en saadan Stund siges der jo let for meget. Det skal Du bære over med. Jeg gør det. Jeg tilgiver.
BERNHARDT	(trykker hans Haand). Det er virkelig kønt af Dig.
ARNHOFF	Du skal se, op ad Dagen fordufter nok hendes Vrede. Hør, skal vi faa Lisbeth til at snakke med hende?
BERNHARDT	Du siger noget – tak, hvis hun vilde.
ARNHOFF	Med saadant noget forstaar Kvinder jo hinanden.
BERNHARDT	Hun er jo øvet i at tage den Slags – er Lisbeth.
ARNHOFF	Naa – af Naturen holder Koner nu engang ikke af det.
BERNHARDT	(afgjort). Nej. Det gør de ikke.
ARNHOFF	(beroligende). Men,Du skal se –
BERNHARDT	(søger det eneste Lyspunkt). Der er jo det Gode, at Ingen aner det mindste om, at der er sket noget.
ARNHOFF	Nej. Ingen aner noget. Undtagen altsaa Caroline.
BERNHARDT	(farer sammen ved Mindet). Ja, hun ved det.
ARNHOFF	Desværre. Men lad nu Lisbeth tale hende til Rette og lad det saa være begravet under jeres ægteskabelige Roser.
BERNHARDT	(ser frem for sig). Tja –
ARNHOFF	Naa, klar nu op! Det dummeste, Du kan gøre er at gaa rundt med den Bedemandsmine paa. En Skandale kan man kun bekæmpe ved at negte, at den er til.
BERNHARDT	Du har Ret –
ARNHOFF	Saa, gamle Ven, Du skal lade, som Du er rigtig godt tilfreds. (slaar ham paa Skulderen) Nu gaar Du og lufter Dig lidt. Saa kommer Du hjem som fornøjet Fødselsdagsbarn og finder alt i Orden.
BERNHARDT	(trykker hans Haand). Aa Tak, Du! det var godt, Du var her ude.
ARNHOFF	(trykker igen). Ikkesandt! Jeg haaber, jeg kan vise Dig et Par Tjenester endnu. For det første skal jeg muntre Dig ved at gaa et lille Svip med Dig. Lad mig blot tage min Regnfrakke herude og kom saa! (klapper ham) Hvad gamle Roué. (Han aabner Døren til Entreen, tager sin Regnfrakke og kommer hurtigt ind igen) Caroline kommer! Hun skrider ned ad Trappen som det skinbarlige Problemdrama.
BERNHARDT	(rejser sig som et Lyn). Kom saa! Hvad er det, Du gaar og smøler med.
	De iler ud i Baggrunden. Caroline kommer ind fra Entreen, værdig, bleg og fattet. Hun gaar hen til Bordet og sammenfolder sit Haandarbejde, et Par paabegyndte strikkede Barnebukser. Lisbeth kommer ind fra venstre.

3. AKT 5. Scene	Lisbeth. Caroline.
LISBETH	Hvor er Herbert mon?
CAROLINE	Jeg ved ikke. Det var godt, at jeg traf Dig alene, saa jeg kan sige Dig Farvel.
LISBETH	Farvel? Skal I rejse?
CAROLINE	Ja, jeg tager herfra med mine Børn. Hvad deres Fader gør, ved jeg ikke.
LISBETH	Men Gud hvem er da deres Fader – er det ikke Jonas?
CAROLINE	Jo desværre. Det er Jonas.
LISBETH	Er I Uvenner?
CAROLINE	Det er som Du vil kalde det. Han er siden i Gaar en fremmed Mand for mig.
LISBETH	Men Du gode Skaber, hvad er der sket?
CAROLINE	Jeg ved nu, at han har sveget sit Hjem, sin Arne, sine Børn og mig.
LISBETH	Alt det? Med hvem? Hvordan?
CAROLINE	(peger paa Petras Dør). Med den Kvinde – den Dame der inde.
LISBETH	Hvornaar – fortæl dog
CAROLINE	Det var i Gaar Aftes. Jeg var gaaet op og havde lagt Kallemand og Ingeborg tilsengs. Det skærer mig endnu i Hjertet, naar jeg tænker paa mine Smaabørns uskyldige Pludren. Vi hørte gennem det aabne Vindue Nattergalen slaa. Jeg fortalte dem, at den slaar sine Triller for Hunnen
LISBETH	Hvad! For Hunnen
CAROLINE	Ja, for Hun-Nattergalen, der ligger paa Æg i sin Rede, dette henrivende Billede fra selve Naturen paa Familielivets fredhellige Skønhed.
LISBETH	Men hvordan – Du kom jo saa ned i Haven –
CAROLINE	Ja, jeg troede, det var Dig, jeg skulde hjælpe, men ved Du, hvem jeg fandt?
LISBETH	Nu er jeg med. Du fangede Jonas.
CAROLINE	I Færd med at liste sig ud af et Vindue.
LISBETH	Et umoralsk Vindue! Jonas! Har Du talt med ham om det?
CAROLINE	Kære – omtrent den hele Nat.
LISBETH	Ih Gud!
CAROLINE	Vi har optrævlet hver Fiber i vort Sjæleliv i det pinligste Opgør.
LISBETH	Saa kan Du da være sikker paa, at han angrer det.
CAROLINE	(ruller Strikketøjet sammen). Det er forgæves. Jeg ringeagter Anger. Den er de svage Naturers Forsøg paa at bryde de evige Love om Aarsag og Virkning.
LISBETH	Bliv nu ikke saa dybsindig. Hvad, Herregud, Jonas har været lidt ubetænksom. Det gør Konerne klogest i at sætte sig ud over.
CAROLINE	Det er uværdigt. Min Personlighed vilde gaa til Grunde, hvis jeg her som den taalsomme Hustru gav Køb og tav. Først og fremmest maa en Kvinde være et Menneske for sig selv, om hun er gift eller ikke.
LISBETH	Hør nu, Caroline, Du er vant til at se paa mig som blot overfladisk og lystig, og tror ikke, at jeg er noget andet end det. Men Du har Uret, Du og alle de, som er ude af Stand til at fatte, at Latteren er en Gave fra Himlen – en straalende Kaabe om den barske Alvor.
CAROLINE	(ser lidt overrasket paa hende). Naa og saa?
LISBETH	Jeg har virkelig ogsaa tænkt lidt over de Ting, fordi jeg har haft Grund dertil.
CAROLINE	Det kan næppe være synderlig indgaaende, saa beskæftiget Du er med Selskabelighed og Pynt.
LISBETH	Det er nu min Maade at arbejde for det fælles Bedste og det er vist ikke den daarligste. Ja, Du og jeg er saa forskellige. Vi betegner maaske de to Hovedtyper for gifte – nej, for alle Kvinders Væsen. Du betragter Frugten – Ægteskabet – som det væsentlige, Børnene, Familien, Hjemmet. Men det er det, Mændene aldrig vænner sig til, fordi det er Blomsterne, de elsker. Det bør vi forstaa, og det er derfor, det er klogest og kærligst af os at tilgive.
CAROLINE	Du kender ikke de mest elementære Love for vor Tids Kønsmoral. Lige Frihed, lige Ret og lige Pligter. Kun paa de Vilkaar faar man den Tryghed og Lykke, som Du vel næppe kender.
LISBETH	Lykke – nu ja! Jeg har en lille smertende Byld paa Hjertet, men jeg døver den med et Smil – ler den bort. Og dermed bringer jeg ham Glæde, som jeg elsker. Jeg vil ikke bringe ham bitre Timer, ikke bringe ham til at angre eller lyve. Derfor er jeg maaske i Længden Den, der er tryggest; for Lykke, det vil jo sige at gøre Andre lykkelige.
CAROLINE	Du taler let om svære Ting.
LISBETH	Maaske. Det er nu min Politik.
CAROLINE	Hvor kan Du bruge det flade Ord Politik her?
LISBETH	Kan hænde Ordet er fladt, men Tingen er saamænd alvorlig nok. Min Politik er den, at jeg giver simpelthen, hvad jeg har, mit Liv, mit Haab, mine Tanker. Jo mere man giver, jo mere faar man, og jo mere man kræver, jo fattigere bliver man.
CAROLINE	Før eller senere vil Livet straffe baade din Eftergivenhed og din Mands Letfærdighed.
LISBETH	Aa – det Livet straffer, det er sjælden Sagen selv, men blot Støjen, som den vækker. (tager hende om Skulderen) Ja, Du synes, det er skrækkeligt, som jeg staar og taler, men prøv for en Gangs Skyld at glemme din Værdighed lidt. Det er dit Uheld i Livet, at Du altid har Ret. Og det er saa lidt at have Ret. Men Tilgivelse er kvindelig, og det er kun ved vore mest kvindelige Egenskaber at vi er stærke.- Husk det.
	Hun gaar ud i Baggrunden, mens Caroline trækker paa Skulderen. Hds. Naade kommer ind fra Entreen.

3. AKT 6. Scene	Caroline. Hds. Naade. Senere Fru Meyer.
CAROLINE	Godmorgen!
HDS. NAADE	(en Tanke stram). Godmorgen, Frue. Jeg haaber, De befinder Dem vel efter den urolige Nat, De har tilbragt?
CAROLINE	(ubehagelig berørt). De ved altsaa, at
HDS. NAADE	Vi har hørt tilstrækkelig gennem Væggen. Det var virkelig uundgaaeligt. Vi baade rømmede os og børstede Tænder, men De hørte ingenting. Otto – det er Exellencen – har jo heller ikke sovet meget.
CAROLINE	(med stille Værdighed). Det gør mig ondt, men siden De altsaa ved Besked, vil De ogsaa kunne forstaa, hvordan jeg maa se paa det, der er sket. Igennem det, jeg har lidt, er jeg vokset.
HDS. NAADE	Saa ja – det er kun lidt uheldigt, naar den Slags Gennembrud indtræffer i et Sommerpensionat ved Ferietid. Ja, Frue, – jeg kan sige Dem, at min Mand er bleven ikke saa lidt betænkelig ved det Indblik, han har faaet i Deres ægteskabelige Liv. Han er ligefrem konsterneret.
CAROLINE	(samler et Par Bøger og lidt Legetøj paa Bordet). Jeg beklager det.
HDS. NAADE	Jeg tror, det bliver nødvendigt, at De gør, hvad De kan, for at dække over denne pinlige Episode. Maaske De saa alligevel kan faa min Mand omstemt. Han sætter jo Pris paa Dem.
CAROLINE	Dække, det stemmer kun daarligt med mine Meninger, som jeg saa ofte offentlig har fremsat.
HDS. NAADE	(trækker paa Skulderen). De vil ikke! Ja, saa frygter jeg, at –
CAROLINE	Det vilde saa være Slut med min Selvtillid og min Styrke. Alle kender mit Blik paa Kvinden og Ægteskabet.
HDS. NAADE	Hvad vil De da gøre?
CAROLINE	Jeg tager foreløbig hjem til min Moder med Børnene. Nu straks.
HDS. NAADE	Ih dog
CAROLINE	Jeg søgte netop Fru Meyer for at bede hende bestille en Vogn til det første Tog.
HDS. NAADE	(kan ikke holde Værdigheden længer). Sig mig – hvordan kom det frem – hvem havde sagt Dem det?
CAROLINE	Jeg udspørger ikke. Det jeg ved, er mig nok.
HDS. NAADE	Maaske det, naar alt kommer til alt, er en lille Uagtsomhed.
CAROLINE	(peger paa Petras Dør). Uagtsomhed! Naar jeg selv saa hans hvide Benklæder komme ud af denne Dames Vindue i Maaneskin. Kalder De det en Uagtsomhed?
HDS. NAADE	(afgjort). Ja, det gør jeg.
CAROLINE	(vender sig imod hende med Vægt). Deres Naade, De giver mig jo Ret.
HDS. NAADE	Jeg! Det vil sige
CAROLINE	Enhver, der følger med i Udviklingen og har sat sig ind i de moderne engelske Filosofers Livssyn, vil give mig Ret. Stuart Mill har talt i alle Kvinders Navn.
HDS. NAADE	(samler al sin Dannelse). Selvfølgelig! Men – ja – jeg er nu af dem, der lærer mere af Livet end af Bøgerne, og jeg tilstaar, at jeg ofte finder Mandens Opførsel degoutant – og dog –
CAROLINE	(med talerisk Kraft). Jeg henholder mig i dette Forhold trygt til Dem. Jeg kræver af Dem, den højtstillede Kvinde men dog min Kønsfælle og Søster, at De tager mig og mit Syn paa denne Sag under Deres Beskyttelse.
HDS. NAADE	(imponeret af hende og sig selv). Hvis jeg med min ringe Indflydelse paa nogen Maade kunde – kan
CAROLINE	De kan. Det er heldigt for det Eksempels Skyld, som min faste Handlemaade maaske kan- give Andre, at De er til Stede og ser den. Husk, den enkelte Kvinde har et Ansvar overfor Helheden og Fremtiden. Jeg handler, som jeg maa og bør. Tak for Deres Sympathi. Jeg gaar for – at pakke ind, men kommer siden og siger Dem Farvel.
	Hun tager Strikketøj, Bøger og Legetøj med sig og gaar ud i Baggrunden til højre. Fru Meyer er under den sidste Replik kommen ind fra venstre og bliver forbavset staaende ved Døren.

3. AKT 7. Scene	Hds. Naade. Fru Meyer. Senere Frøken Lomholt. Tilla Nelly.
FRU MEYER	(nærmer sig). Godmorgen, Deres Naade. Café au lait’en staar og venter der inde. (lidt urolig) Hvad mente Fru Bernhardt forresten med at sige Farvel?
HDS. NAADE	Hun rejser herfra med sine Børn. Nu med Formiddagstoget. Hun gik for at pakke. Vil De ikke være saa god at bestille en Vogn.
FRU MEYER	(ulykkelig). Men Gud – vil Fruen allerede rejse – nu i Dag? Er hun misfornøjet?
HDS. NAADE	Aldeles ikke! Det er rent personlige Grunde der kalder hende bort.
FRU MEYER	Paa hendes Mands Fødselsdag? Hvad siger dog Hr. Bernhardt til det?
HDS. NAADE	(spids). Jeg antager, han finder Opholdet her i Huset saa behageligt, i Selskab med dets Gæster, at han med Glæde tilbringer sin Fødselsdag i disse Omgivelser.
FRU MEYER	Jeg har saamænd allerede bagt en Mamsell Sonntags det vil sige uden Kage efter min salig Tantes Opskrift slet saa meget Smør, men alligevel delikat, og jeg har ordnet Bordet med højrødt og hvidt – men hvad skal det blive til uden Fruen og de Smaa.
	Frøken Lomholt, Tilla og Nelly kommer ind fra venstre.

3. AKT 8. Scene	Hds. Naade. Fru Meyer. Frøken Lomholt. Tilla. Nelly. Senere Bernhardt.
Frk. LOMHOLT	Tak for Kaffe, Fru Meyer.
FRU MEYER	(klagende). Nu skal De høre – Fru Bernhardt vil rejse sin Vej med Børnene nu med det samme – hun er gaaet op for at pakke.
Frk. LOMHOLT	(interesseret). Ih hvorfor dog?
TILLA	Der maa jo være død en Tante eller saadant noget.
NELLY	Ja, noget maa der være sket.
TILLA	For det er jo Hr. Bernhardts Fødselsdag.
FRU MEYER	(fornærmet). Og her staar jeg med seks og halvtredsindstyve Stykker skaaret Smørrebrød og de kolde Koteletter til Sejlturen i Anledning af Dagen, og saa rejser Konen sin Vej med Børnene ganske mir niks dir niks.
Frk. LOMHOLT	Jeg maa sige – det ser underligt ud.
TILLA	Gud, saa er det naturligvis hende, der har kaglet op i Nat.
Frk. LOMHOLT	Men hvad er det dog?
HDS. NAADE	(der har kogt for at komme til). Mine Damer, jeg har talt med Fru Bernhardt, og jeg kan sige Dem, at naar hun tager bort med sine Børn, saa har hun sine vægtige Grunde. Ja, jeg betragter mig som hendes Kønsfælle og Søster, og tager hendes Syn paa denne Sag under min Beskyttelse. Jeg finder, hun handler superbt.
De andre	Men hvorfor –
HDS. NAADE	Jeg vil ingenting røbe, for Fru Bernhardt har betroet sig til mig. Men saa meget kan jeg sige, at hendes Mand faar sin fortjente Løn.
De andre	(nysgærrige). Hendes Mand?
HDS. NAADE	Han har sveget sine Pligter paa det skændigste ved her i selve Huset, her for hendes – og vore – Øjne at indlade sig paa en Liaison med denne – skal vi sige kokette Dame – Frøken – hvad hedder hun – Smith, som har sit Pavlun der inde. (Peger paa Petras Dør.)
FRU MEYER	(stiv af Rædsel). Ih, Du alforbarmende Skabermand!
De andre	Gud – det anede mig
Frk. LOMHOLT	Og her kommer man med unge Piger.
TILLA	Det er formodentlig en Dame, han har slæbt med sig her ud fra Byen.
Frk. LOMHOLT	(indigneret). Ved De, hvad jeg finder?
NELLY	(vinker hende af). Ja, vi ved, Tante.
FRU MEYER	Men alligevel- at Konen rejser sin Vej –
HDS. NAADE	(belærende). Min gode Fru Meyer, en gift Dame med et moderne Blik paa Hustruens Stilling behøver kun at henholde sig til de engelske Filosofers Livssyn – f. E. Milton – ham med Kvinderne – for at kende sit Standpunkt i et Til fælde som dette.
TILLA	Hvad er der da sket?
HDS. NAADE	Jeg tror, at jo mindre vi taler om det faktiske, jo bedre. (glemmer sin Højhed) Nu Skal De høre.
Frk. LOMHOLT	Nelly, vær saa venlig at gaa ud paa Verandaen og tag din Veninde med Dig.
NELLY	(afgjort). Nej, Tante, det var i din Tid.
	De trækker Stolene sammen og grupperer sig omkring Hds. Naade.
Frk. LOMHOLT	Hvad har Konen opdaget?
HDS. NAADE	Hun saa ham selv entre ud af Frøken Smiths Vindue i Maaneskin.
Alle	Nej – – – – dog
FRU MEYER	(indigneret). Det er ved den Højeste i Himlens Rige for galt –
TILLA	Saa hun ogsaa Frøkenen?
Frk. LOMHOLT	Hvornaar var det?
NELLY	(vinker hende af). Naturligvis i Aftes –
HDS. NAADE	Det er simpelthen en Skandale.
Frk. LOMHOLT	Men er det nu sikkert, at det var ham?
HDS. NAADE	Gud – hans hvide Buk – hans Pantalons røbede ham jo. (De ler. Almindelig Snadren.)
	Bernhardt kommer ind fra Baggrunden. Pludselig Stilhed, da han opdages. Han sætter Paraplyen fra sig og kommer, tilsyneladende veltilfreds og gnidende sig i Hænderne hen til Damerne.
BERNHARDT	Godmorgen, mine Damer! Jeg haaber, De har sovet vel
FRU MEYER	(tørt). Godmorgen, Hr. Bernhardt.
BERNHARDT	(Med spøgelseagtig Munterhed). Jeg har nok ikke været noget rigtig artigt Barn, siden Vejret er saa daarligt paa min Fødselsdag.
Frk. LOMHOLT	(grav-alvorlig). Nej, det maa De jo bedst selv vide.
BERNHARDT	Det begynder forresten at klare op.
NELLY	Tror De?
TILLA	Det varer vist noget, Hr. Bernhardt.
BERNHARDT	Jo, Damerne skal se vi kan endnu komme ud at sejle.
HDS. NAADE	(med pompøs Bredde. Rejser sig). Jeg sejler – i hvert Fald – ikke – med. (Hun gaar majestætisk ud til venstre.)
BERNHARDT	(ser efter hende og forsøger sig til Frøken Lomholt). Der er forresten mere sølet ude paa Vejene, end man skulde tro.
Frk. LOMHOLT	(Isnende. Rejser sig). Der er snart sagt mere Snavs og Søle allevegne, end man skulde tro.
BERNHARDT	Det bliver vist næsten for vaadt til at gaa i Vandet.
Frk. LOMHOLT	Ja, De behøver vist ikke at gaa i Vandet i Dag, Hr. Bernhardt. (Hun gaar fornærmet ud til højre.)
BERNHARDT	(ser sig lidt om). Ah, nu er vi alene! Saa er det min kære Pligt at underholde de unge Damer.
TILLA	(med Næsen i Vejret. Rejser sig). Mange Tak. Ja, det kan De jo nok lide.
NELLY	(rejser sig). De har vist andet at tage Vare.
TILLA	Bryd Dem bare ikke om os.
	De vender sig fra ham og gaar med et: “Nu skal De høre” ud i Baggrunden med D’Hrr. Waage og Borch, som i det samme kommer tilbage fra Morgenkaffen ad Døren til venstre. De ses alle fire et Øjeblik staaende i ivrig og fnisende Samtale paa Verandaen kiggende over Skulderen ind paa Bernhardt. De gaar saa under Paraplyen ud i Haven

3. AKT 9. Scene	Fru Meyer. Bernhardt. Senere Petra.
BERNHARDT	(forsøger endnu en spøgefuld Tone). Tør jeg spørge, Fru Meyer, om De ogsaa har i Sinde at forsvinde?
FRU MEYER	(rejser sig). Nej tværtimod, Hr. Bernhardt. Jeg bliver. Hvad er dette, jeg hører?
BERNHARDT	(lader overlegen). Hvad for noget? Jeg ved virkelig ikke, hvad De hører.
FRU MEYER	Saa skal jeg saamænd fortælle Dem, at jeg hører nogle nydelige Historier om Dem, Hr. Bernhardt.
BERNHARDT	Saa – det kunde interessere mig at erfare.
FRU MEYER	Hr. Bernhardt, maa jeg være fri for, at De stiller Dem op her og spiller overlegen. Har De virkelig Lyst til at staa der og faa at vide af mig, hvad det er, jeg har hørt om Dem?
BERNHARDT	(i spagfærdigt Tonefald). Det maa jeg bestemt – kræve – efter den Tone, De finder det passende at anvende overfor mig.
FRU MEYER	(meget værdig). Jeg har ikke altid haft det let. Jeg er født i Ringkøbing, hvor jeg havde et godt Hjem, men da min Fader døde af Blodforgiftning og min Moder sad tilbage med otte Børn, hvoraf En havde Vand i Hovedet – da jeg var fjorten Aar
BERNHARDT	(afbryder). Det forekommer mig, at Fruens Levnedsløb er mig lidt uvedkommende. Hvis det er det, De kalder for en nydelig Historie, saa –
FRU MEYER	(gaar rolig videre). Nej, Hr. Bernhardt, det er det ikke. Spil bare ikke den Uskyldige. Jeg vilde sige, at jeg har staaet paa egne Ben og har klaret mig net og pænt. Og jeg kan virkelig ikke finde mig i, at De bruger mit ordentlige Hus til Indkvartering for Deres – jeg havde nær sagt – Damebekendtskaber.
BERNHARDT	Jeg har ikke før kendt den Dame, De mener.
FRU MEYER	Naa, saa De ved dog altsaa, hvem der tales om. Det glæder mig, at jeg ikke har taget fejl. Og siden De ved saa god Besked om, hvem det er, saa er det ogsaa bedst, at De faar hende her ind.
BERNHARDT	(stærkt afværgende). Aa nej – jeg ønsker ikke
FRU MEYER	Jo, jeg maa bede, siden De saa daarligt kan undvære Frøkenen i Maaneskinsbelysning, saa er det vist i sin Orden, at De ogsaa taler lidt med hende paa Formiddagen. Det ønsker jeg idetmindste.
BERNHARDT	Jeg beder Dem
FRU MEYER	(aabner Petras Dør paa vid Gab). Frøken Smith, vil De ikke være saa venlig at komme lidt herind.
	Petra kommer ind fra sit Værelse iført en blød Morgendragt, med Haaret løst men gratiøst opsat, rygende paa en Morgen-Cigaret. Hun strækker sig let, idet hun kommer ind.
Frøken PETRA	Med Fornøjelse! Her er jeg. Godmorgen søde Fru Meyer! Aa, hvor har jeg dog sovet henrivende! Det er nok Regnvejr i Dag. Gud, hvor det pjasker. Godmorgen, Hr. Bernhardt. Hjertelig til Lykke med Dagen.
BERNHARDT	(skummelt). Jeg beder – ingen Aarsag.
FRU MEYER	Ønsk De ham bare til Lykke, Deres – om jeg saa maa sige – Ven.
Frøken PETRA	Men Gud, hvad er der paa Færde?
FRU MEYER	Paa Færde! Hvordan De har opført Dem her indenfor mine Vægge, skal jeg ikke forklare, for jeg kan ikke tage saadanne Ord i min Mund. Men det vil jeg der imod sige, at hvis De ønsker at holde Fødselsdagskalas, saa bliver det et andet Sted end her hos mig. Maa jeg ikke derfor bede Dem om at være saa venlige begge To at forlægge Deres Residens til et Sted, hvor de er mindre nøjeregnende end her.
Frøken PETRA	(ryger paa sin Cigaret). Med største Glæde. Det er saamænd nemt nok – jeg har knap faaet pakket ud endnu. Hvornaar gaar Toget? Vil De være saa sød at bestille mig en Vogn?
FRU MEYER	Det skal jeg – med Fornøjelse. Her gaar jeg og tror, at det er dannede Mennesker, der bor hos mig, og saa generer De Dem ikke, Hr. Bernhardt, for at brede Usædelighedens Gift i et Pensionat, hvor der bor baade uskyldige unge Piger og pæne ældre Damer. Jeg maatte skamme mig og blues, da jeg hørte det af Hds. Naade.
BERNHARDT	(samler sine sidste Kræfter). Vil De øjeblikkelig bestille mig en Vogn til det første Tog!
FRU MEYER	(lader ikke de Andre komme til Orde). Ja, det ved Gud jeg vil. Men det maa jeg blot sige Dem først, Hr. Bernhardt, at naar alting skal være saa respektabelt og saa fint med Dem – Gudbevares, det hører man altid, saa skulde De tænke en lille Smule over, hvad De skylder andre Mennesker. Ja, Frøkenen der, hende vil jeg slet ikke tale til – det behøves ikke. Men hvis jeg maa ytre en Opinion, saa synes jeg nok, at De, min Herre, skulde have betænkt, at det, der for Dem er en kortvarig Plasér, det kan være et Grundstød for en anden En, der gaar og slider for at faa det hele til at slaa til. Badetiden er ikke lang, og det er ikke altid let, naar det slaar ind med vaadt Vejr i Ferien. Og saa meget skulde man dog vente, at en nobel Herre, som De, ikke lavede Skandaler i en Enkes Hus med Damer, som De trækker herud, fordi De ikke kan undvære Deres Harem om Sommeren. Ja, Harem – det var mit Ord. Saa vil jeg blot bemærke, at Toget gaar Kl. 11.37 De undskylder! (Hun gaar fortørnet ud til venstre.)

3. AKT 10. Scene	Bernhardt. Petra. Senere Exellencen.
Frøken PETRA	(ganske upaavirket, sætter sig paa Klaverstolen). Naa, det var jo en god En paa Morgenstunden! Hun er allerkæreste.
BERNHARDT	(sætter sig i Gyngestolen). At blive smidt ud – en Embedsmand!
Frøken PETRA	Hvad tror De, jeg bryder mig om det. Pyt. Jeg er bleven smidt ud, som De kalder det, paa Steder, der er finere end denne lille Snask. (Giver sig til at spille en blid Sagte-Vals.)
BERNHARDT	Intet kunde i dette Øjeblik være værre for mig end det, der her er sket – for min højeste Foresattes Øjne.
Frøken PETRA	(spiller stadig). Naa, hvad saa! De har jo Penge. Naar man blot har Grunker, saa klarer man den altid.
BERNHARDT	At blive vist Døren i et Sommerpensionat paa Grund af usædelig Vandel – jeg, der er Kasserer i Foreningen Moralens Fremme.
Frøken PETRA	Der bliver De sagtens selv kasseret. Det gaar ikke altid efter Fortjeneste.
BERNHARDT	(med Ruelse). Jo netop, efter Fortjeneste. Hvor kunde jeg ogsaa! Jeg begriber det ikke selv.
Frøken PETRA	(vender sig, meget fornem). Det er ellers ikke videre høfligt mod mig.
BERNHARDT	Hvorfor vilde De ogsaa endelig have mig ind i Deres Værelse?
Frøken PETRA	Et underligt Spørgsmaal! Jeg er gæstfri af Naturen. Hvorfor kom De da?
BERNHARDT	De aner ikke, hvad den lille Letsindighed kan koste mig. Hele Pensionatet ved Besked – Exellencen og Hds. Naade – alle Sladderdamerne, de gamle og de Unge. Det er forfærdeligt.
Frøken PETRA	(faar ondt af ham). Er det saa slemt. Men hvem er det da, der har sladret paa os? Jeg synes ved Gud vi var saa stille.
BERNHARDT	(dyster). Det var min egen Kone.
Frøken PETRA	Ih! Hvorfor holdt hun dog ikke sin Mund?
BERNHARDT	(let irriteret). Det gjorde hun nu altsaa ikke. Det ligger ikke for min Kone at holde sin Mund. Og nu er det hele spoleret, min Fremtid, min Stilling, min Hustru .
Frøken PETRA	(venlig, idet hun rejser sig). Det er da virkelig Synd for Dem. Er det nu noget at tage paa Veje for.
BERNHARDT	Jeg sætter, en Badekorrespondent faar fat paa denne Historie! Hvad faar de ikke fat paa.
Frøken PETRA	Naa – vi er jo ikke i Skandale-Saisonen. Men alligevel – han Studenten – han gaar vist og snuser ved et Blad.
BERNHARDT	Saa er det rent ude – for mig – og for Dem!
Frøken PETRA	Mig er det saamænd lige fedt. Men jeg skal se at faa strøt lidt Sand paa det. Jeg kender jo alle Journalisterne.
BERNHARDT	Tror De, at De kan afværge idetmindste det? (tager hendes Haand). Jeg vilde sige Dem Tak.
Frøken PETRA	(klapper ham venligt paa Hovedet). Vær nu ikke saa ked af det! Det kan blive godt engang endnu.
TXT	Exellencen kommer i det samme ind fra venstre. Da han ser Bernhardt i Enrum med Petra, gør han en lille Bevægelse som for at trække sig tilbage. Bernhardt kommer i en Fart op af Gyngestolen.
EXCELLENCEN	(diskret afvisende). Jeg beder undskylde, hvis jeg forstyrrer.
Frøken PETRA	Aldeles ikke. Jeg stod blot og trøstede Hr. Bernhardt lidt.
EXCELLENCEN	Er der Nogen, der kan det, saa er det vel Dem, Frøken.
Frøken PETRA	Tror De! Han er saa ked af det. Vi er blevet sat ud af Pensionatsfruen.
EXCELLENCEN	Saa -!
Frøken PETRA	Ja vi er saamænd. Baade Hr. Bernhardt og jeg. Vi tager med Formiddagstoget.
EXCELLENCEN	(rømmer sig). Til et livligere Opholdssted, kan jeg tænke.
Frøken PETRA	(anlægger sin fornemme Tone). Saa vil jeg tillade mig at sige Deres Exellence Farvel og Tak for de behagelige Dage. Det har været mig en overordentlig Fornøjelse at gøre Exellencens Bekendtskab.
EXCELLENCEN	(lidt tilknappet). Meget forbunden.
Frøken PETRA	Jeg haaber paa en Fortsættelse paa et Sted, hvor man kan have det mere ugenert end sammen med disse Grippeniller og Konfirmander.
EXCELLENCEN	(afværgende Petras udstrakte Haand). De gør mig altfor megen Ære, Frøken.
Frøken PETRA	Naa ja, jeg kan jo nok forstaa, at De i Deres Alder og Stilling ikke kan være med i Vognen ved den Slags som dette her. Og jeg holder for saa vidt med Dem man skal aldrig lade sig opdage. Men hvis De kan huske da De var ung engang, saa har De vel ogsaa selv været ude at more Dem, og det kan ogsaa være, at De ikke altid har haft Deres Kone med.
EXCELLENCEN	(afværgende men ikke benegtende). Den Slags – maa jeg sige
Frøken PETRA	Jo netop. Den Slags Minder har Alle, Gudskelov, og det er dem, I kan takke os for, os, der har Modet og Humøret til at lade staa til. De skal saamænd se, jeg kan blive god nok engang. Naar jeg bliver gammel, saa skifter jeg ogsaa Standpunkt, og saa bliver jeg Hun Minister for Eksempel for de offentlige Arbejder. For det har man jo nok til den Tid.
EXCELLENCEN	Naa – Deres Fortid vil dog vel næppe gøre Dem til Minister.
Frøken PETRA	Ministre kan jo ogsaa have lidt Vrøvl med deres Fortid. I Nutiden kan man nemlig saa udmærket godt have Fremtid, fordi man har Fortid. Deres Exellence – paa Gensyn i Fremtiden.
	Hun nejer yndefuldt og gaar ud i Forgrunden til højre, mens Exellencen ser efter hende i krænket Majestæt.

3. AKT 11. Scene	Exellencen. Bernhardt. Senere Arnhoff og Lisbeth.
BERNHARDT	Deres Exellence, det er absolut nødvendigt, at jeg forklarer Dem, hvordan denne beklagelige Misforstaaelse er fremkommen.
EXCELLENCEN	Om det er en Misforstaaelse, ved jeg ikke, heller ikke, hvordan den er fremkommen. Lige meget. Man kan kun konstatere, at den er der, og at det smager lidt af en Skandale.
BERNHARDT	(prøver at slaa det hen). Sagen er jo i og for sig saa ubetydelig, at den i Grunden ikke vil kunne skade mig.
EXCELLENCEN	Aa – naa – Skandale skader altid en Mand, naar det ikke lige er en Skønaand, der har Brug for den til man havde maaske kunnet overse Reklame. Dog dette, hvis ikke Deres Hustru, som jeg hører, havde taget det Parti at rejse fortørnet bort.
BERNHARDT	(skrækslagen). Caroline! Gør hun det – virkelig?
EXCELLENCEN	Hun agter at tage hjem til sin Moder. Og De forstaar – naar Konen bryder Staven over sin Mands Moral, saa bestyrker hun dermed Omverdenen i at gøre det samme.
BERNHARDT	(tilintetgjort). Saa er – saa er alt
EXCELLENCEN	(Venlig). Ser De, min gode Hr. Bernhardt, som Mandfolk undskylder jeg Dem, ja, forstaar Dem – til en vis Grad. Men vi er nu engang ikke Mandfolk i Administrationen.
BERNHARDT	Nej. Det vil sige –
EXCELLENCEN	I den Forstand. Hvad der her er sket – hvor lidt eller hvor meget – det er det samme.
BERNHARDT	Ikke – ikke for mig.
EXCELLENCEN	Men for mig! Der er rejst en Forargelse, som for mig ikke er til at overse, og det kan De takke Deres Kone for. Ja, jeg beklager det, men de kære Fruer maa vide, at i det Øjeblik, man tænder en Ild, er man ikke sikker paa at være Herre over den.
	Arnhoff og Lisbeth er under denne Replik komne ind fra Verandaen. Lisbeth sætter sig med stille Mine ved Bordet med et Broderi, Arnhoff staar beskedent afventende ved hendes Side. Familiebillede.
BERNHARDT	Deres Exellence mener vel ikke helt at ville unddrage mig Deres Bevaagenhed?
EXCELLENCEN	Aa – paa ingen Maade. Jeg finder det blot min Pligt udelukkende at handle som Embedsmand. Selvfølgelig. (vender sig lidt) Ah, der er Arnhoff. Og Fruen.
ARNHOFF	Deres Exellence sagde –
EXCELLENCEN	Jeg drøfter netop med Hr. Bernhardt det lille natlige Æventyr, som i Dag optager Husets Beboere saa stærkt.
ARNHOFF	(ryster bekymret paa Hovedet).
EXCELLENCEN	De er jo med – ikke?
ARNHOFF	Jo vel. (klapper Lisbeth paa Hovedet) Det Vil Sige – ikke i Æventyret. (Nærmer sig diskret.)
EXCELLENCEN	(lægger som i Tanker Haanden paa hans Skulder). Ja, kære Arnhoff, jeg siger her til Hr. Bernhardt, at til den Post, han ansøgte om, gaar det ikke med de noget letbenede Tendenser, han har røbet.
ARNHOFF	(beklagende). Ja, hvem skulde have trot – om Dig Jonas –
EXCELLENCEN	Ved dens Besættelse maa der nemlig lægges Vægt paa de Egenskaber, som De har vist Dem ikke at besidde, bedste Hr. Bernhardt.
ARNHOFF	Exelléncen har maaske – saa – andre – Planer?
EXCELLENCEN	(lidt paa sin Post). Naa – ja – man faar jo se
LISBETH	(ser blidt op paa ham fra Sytøjet).
EXCELLENCEN	(fanges af hendes Blik). Til en Post som den agter jeg at bestemme mig for en Mand, hvis Kvalifikationer, jeg
BERNHARDT	(ser paa Arnhoff). Men Kva-li-lifi-ka-tioner –
LISBETH	(ser atter paa Exellencen).
EXCELLENCEN	(giver sig). Hvis Kvalifikationer – ogsaa med Hensyn til Intelligens og et taktfuldt Familieliv – jeg har lært at skatte. (nikker let til Arnhoff)
	Arnhoff ser beskeden men fortjent ud. Lisbeth rejser sig med en glad Bevægelse.
BERNHARDT	Deres Exellence tager fejl, naar De tror –
ARNHOFF	(afbryder ham hurtigt). Kære Jonas, vi strør blot lidt Sand paa denne lille Sommer-Episode, der har bedrøvet dine Venner saa meget. Søg et Embede paa Landet for en Tid – Hvad siger Du til Færøerne?
BERNHARDT	Men
ARNHOFF	Det er jo en anselig Stilling. Representativ!
	Bernhardt forstaar men for sent.
ARNHOFF	Og en storladen Natur! Jeg kunde saamænd næsten selv have haft Lyst til den.
EXCELLENCEN	(til Bernhardt). Arnhoff har Ret. Søg De det Embede, og jeg lover, at jeg skal gøre, hvad jeg kan. (vender sig)
BERNHARDT	(modfalden). Ja Tak skal De have.
LISBETH	(sagte til Exellencen). Se, nu bruger De Deres Magt til at skabe Glæde. Tak.
EXCELLENCEN	(smiler). Ja, se paa Bernhardt.
	Hds. Naade, Dr. Stern, Frøken Lomholt, Waage, Borch, Tilla, Nelly, Hr. Schultze og Fru Meyer kommer ind fra forskellige Sider. Petra kommer ind fra sit Værelse med Støvkaabe og Fjerhat. Rejsetaske i Haanden.
Frøken PETRA	Saa, her er jeg!
TXT	Caroline kommer ind fra Entreen med sine Børn. Flagene er sammenfoldede, Gasballonerne er blevne slatne. Kallemand græder.

3. AKT 12. Scene	Arnhoff, Lisbeth, Bernhardt, Caroline, Exellencen, Hds. Naade, Dr. Stern, Frøken Lomholt, Waage, Borch, Tilla, Nelly, Hr. Schultze, Fru Meyer, Petra, Børnene. Senere Schrøder.
BERNHARDT	(indtrængende). Caroline
CAROLINE	(med en afværgende Bevægelse). Jeg maa overveje. Være ene. Vi faar at se.
	Hun vender sig, og der danner sig en afskedtagende Gruppe om hende i Baggrunden. Bernhardt tager Overtøj paa. Schrøder kommer ind fra Baggrunden.
SCHRØDER	Jeg melder, at en Vogn holder derude.
CAROLINE	Det er min Vogn.
Frøken PETRA	Nej, det er min.
BERNHARDT	Det er min.
FRU MEYER	Ja, jeg har bestilt til dem alle tre.
SCHRØDER	Men Vognmanden siger, at siden det var til samme Sted, har han sendt den store Familie-Char-ä-banc.
Caroline og Bernhardt	Det kan jeg ikke finde mig i Fru Meyer
FRU MEYER	(meget bestemt). Hvis De vil med Toget, saa maa De køre nu.
Frøken PETRA	Pyt, kom saa blot, jeg har ingen Fordomme. Fru Bernhardt, maa jeg indbyde Dem med Familie og Mand i min Vogn. (til de Andre) Farvel. God Fornøjelse og Tak for dengang.
	Man gaar afskedstagende og diskuterende hen mod Baggrunden.
ARNHOFF	(til Lisbeth). Du skal se jeg faar Embedet.
LISBETH	(tager ham om Halsen). Og det har jeg hjulpet Dig til – lidt – ikke? (ser kærligt paa ham) Husker Du saa?
ARNHOFF	Ja, nu holder Du mig fast. Aldrig skal jeg glemme Dig dette. (kysser hende) Lille Hustru, Du har meget tilgivet, derfor skal Du ogsaa meget elskes.
HDS. NAADE	(kommer tilbage med Exellencen). Se, der har vi nok det ideelle Ægteskab. Er det nu ikke charmant!
ARNHOFF	(med en Bevægelse mod Lisbeth). I hvert Fald den ideelle Hustru.
LISBETH	(nejer pænt). Til Tjeneste.
TÆPPE	■

INTRO ■ 1. AKT ■ 2. AKT ■ 3. AKT ■ ANMELDELSE

Emma Gad

Bannerføreren for anstændig adfærd

Fruens Politik 3. akt