Fruens Politik 1. akt

PERSONERNE:

HERBERT ARNHOFF, Noget i et Ministerium	LISBETH, hans Hustru
JONAS BERNHARDT, det samme i et andet Ministerium	CAROLINE, hans Hustru
HS. EXCELLENCE, Ministeren	HDS. NAADE, hans Frue
Frøken PETRA SMITH	FRU MEYER, Pensionatsværtinde
DOKTOR STERN	TILLA, hans Datter
FRØKEN LOMHOLT	NELLY, hendes Niece
Skuespiller HAGBARTH SCHRØDER	STUDENT WAAGE
Kunsthistorikeren HR. OCTAVIUS BORCH	HR. SCHULTZE aus Krefeld
Bernhardts tre smaa Børn

Alle bor i Fru Meyers Badepensionat, hvor Handlingen foregaar ved Højsommertid.

INTRO ■ 1. AKT ■ 2. AKT ■ 3. AKT ■ ANMELDELSE

	Pensionatets Salon. Til venstre Fløjdør til Spisesalen, til højre nær Baggrunden Udgang til Trappen, der fører til første Sal, i Forgrunden Dør ind til et Kabinet. Gennem en meget bred Fløjdør i Baggrunden ser man ud paa Verandaen, om hvilken der snor sig blomstrende Roser; bagved ses Havens Buske og Hækken, der adskiller denne fra Landevejen. Bagerst Havet straalende blaat og en lys letskyet Sommerhimmel. Bohavet har det for Pensionatsværelser ejendommelige Præg af Uensartethed. Til venstre i Forgrunden staar en rød Fløjlssofa med haarde Puder, foran dette et rundt Bord med Tæppe over og Lysdug. Omkring Bordet Stole af forskellig Dato, samt en lang Straalænestol og en Gyngestol. Til højre mellem Dørene et Klaver foran hvilket, er anbragt en Divan. I Baggrunden til venstre en med Nips og til højre et ærværdigt Mahogni Chatol. I Loftet en Majolikalampe med Prismer, et Pragtstykke af Smagløshed. Paa Væggene Staalstik og Fotografier. Overalt Nipsting og Vaser med Straabuketter.Arnhoff ligger magelig henstrakt i en Kurvelænestol i Forgrunden til venstre, læsende i en Avis med Benene paa en anden Stol og Shagpibe i Munden. Han er ungdommelig udseende skønt i Midten af Trediverne, med en vis indtagende Ladhed over sig og et lunt Blink i Øjnene; glatraget og velplejet, klædt i en lys sommerlig Jacketdragt. Kort Pause, der afbrydes ved, at man udenfor hører Forsøg paa at gengive Nattergalesang paa en dertil indrettet Lerfløjte; derpaa klirrende Ungpigelatter. Straks efter kommer Tilla og Nelly ind fra Verandaen. Det er et Par kønne unge Piger, den ene blond, den anden brunet. De er klædte i lyse Morgendragter, har aabenbart været i Bad, bærer Hætter, Haandklæder o. s. v. Tilla har Haaret udslaaet og vaadt.
1. AKT 1. Scene	Blomquist. Marie. Senere Fru Kruse.
NELLY	(idet de kommer). Hr. Arnhoff, hørte De Tilla fløjte Nattergal. Det er kønt, hvad – hun kan slet ikke.
ARNHOFF	(rejser sig). Det er skam heller ikke saa nemt.
TILLA	De er nu saa vigtig, fordi De har lært det som Dreng.
ARNHOFF	Det er ikke det – nej, det er Følelsen. Kunst er Stemning.
NELLY	Lad mig. Jeg har Følelse.
TILLA	Nej, lad Hr. Arnhoff komme til, Han fløjter saa storartet paa den.
ARNHOFF	(fløjter). Det kalder jeg Triller og Kluk, hvad?
TILLA	Det ligner skam godt.
NELLY	Det er ligefrem romantisk.
ARNHOFF	En Aften i Maaneskin – det maatte besejre Enhver.
TILLA	Mig ikke.
ARNHOFF	Jeg opgiver at trække Gnister af Dem, Frøken Tilla, De er Barn af vor prosaiske Tid – nej, Frøken Nelly, hun er tilgængelig for Poesi. Hvordan var Vandet i Dag?
NELLY	Storartet.
TILLA	Tænk Dem, Herrerne fra Kroen, de var igen paa Lur. Og de havde Kikkerter med.
ARNHOFF	Føj.
NELLY	(bøjer sig og stikker Fingeren i øret). Uf! Jeg har faaet Vand i Øret i den lange Dukkert.
ARNHOFF	Lykkelige lille Vanddraabe!
TILLA	Hvorfor kom Deres Kone ikke med i Vandet?
ARNHOFF	Hun ligger deroppe med sin Greve jeg mener ham fra Monte Christo.
NELLY	Naada den er i tyve Bind.
ARNHOFF	Hun svigter ikke. Hun er umættelig.
TILLA	Jeg begynder ogsaa at blive lidt sulten.
NELLY	Du tænker altid paa Mad. Gudved hvad vi forresten skal have til Frokost.
TILLA	Det ved jeg. Koteletterne fra i Forgaars. Opstegte.
ARNHOFF	Og kolde i Aften.
TILLA	Nu skal De høre – Student Waage har sat en Grønært paa Vrangen af en Kotelet for at se, hvor tidt den kom igen. Nu har den været der fire Gange, den med Grønærten.
NELLY	Tys, der kommer Fru Meyer.
	Fru Meyer kommer ind fra venstre. Hun er i Fyrrerne, oprindelig kraftig, men lidt udvisket af strengt Arbejde. Øjnene ser ud til altid at regne efter, om Tingene kan betale sig. Af og til tager hun sig til Underlivet som for at holde en Smerte nede.
TILLA og NELLY	Fru Meyer, hvad skal vi have til Frokost?
FRU MEYER	(værtindevenlig). Koldt Bord og en lille varm Ret.
TILLA og NELLY	Koteletter?
FRU MEYER	(naadig anerkendende). Rigtig gættet, mine unge Damer.
TILLA	(smaafnisende). Maaske ogsaa en lille Grønært?
FRU MEYER	Nej, Grøntmanden havde ingen i Dag. Det bliver Skorseneer-Rødder.
NELLY	Kom. Nu maa vi op og gøre os i Stand.
TILLA	Uh – mit Haar – kan det blive tørt til Frokost?
ARNHOFF	Der er god Tid. Desværre.
TILLA og NELLY	Vi er allesammen saa sultne, Fru Meyer.
	De gaar ud til højre i Baggrunden.

1. AKT 2. Scene	Arnhoff. Fru Meyer. Senere Lisbeth.
ARNHOFF	Hvor mange Gange om Dagen hører De Ordet “sulten”, Fru Meyer.
FRU MEYER	Det maa De nok sige, Hr. Arnhoff. Er der et Ord paa Guds grønne Jord, som er mig vederstyggeligt, saa er da Sult.
ARNHOFF	Ulykken er, at Søluft giver glimrende Appetit.
FRU MEYER	(dyster). Forfærdelig. Havde man dog blot i Tide lavet et af disse nymodens Sanatorier, hvor Folk betaler i dyre Domme for at komme paa Vand og Brød.
ARNHOFF	Ja Mavesygdommet de betaler sig bedst. Jeg beder saa meget om Forladelse for min gode Fordøjelse.
FRU MEYER	(sætter sig). Det er ikke saadan ment, Hr. Arnhoff. Den tyske Herre, der er her, han er meget værre. Dr. Stern ogsaa. Naar der er Rejer, spiser han hele Fadet med Hud og Haar.
ARNHOFF	Han er ellers ret mager.
FRU MEYER	Ork, de Magre er de værste.
ARNHOFF	Der talte Sagkundskaben.
FRU MEYER	Jeg gik til Præsten med en ung Pige – det var forresten en Niece til Kæmneren i Byen – og hun var i Huset hos en Onkel, der led af Bændelorm, Gud, hvor han spiste. Og de sagde, at Bændelormen vilde have røgede Sager, helst Spegepølse. Ellers bed den. Tror De, det kan være rigtigt, Hr. Arnhoff?
ARNHOFF	Ja. Ubetinget. Men undskyldt De begynder altid lidt langt borte. Hvad var det, De vilde have sagt?
FRU MEYER	Jo – at det kan saamænd A være det samme, hvor meget de spiser, naar blot at det er respektable Folk. Jeg siger – Folk med Stilling og sat Alder, det finder jeg betryggende. (Peger paa Døren i Forgrunden til højre). Især Alder. Inde i det Værelse kommer der i Dag en Frøken Smith, en ældre Dame —
ARNHOFF	Saa har hun nu ikke saa vanskeligt ved at være respektabel, hvad?
FRU MEYER	(stolt). Og ved De, at HS, Exellence Ministeren og hans Frue de er komne.
ARNHOFF	(stærkt interesseret). Hvad – er de komne? Ah – endelig!
FRU MEYER	Ja, med det sidste Tog i Aftes. De bor paa Nr. 8 og 9 deroppe, og jeg tror nok, at Hds. Naade fik et gunstigt Indtryk. De har faaet en Lampe med gul Silkeskærm. Det var saamænd min egen.
ARNHOFF	(gnider Sig i Hænderne). Saa faar vi da fin Mad nu – Kyllinger og Postejer?
FRU MEYER	Man maa jo strenge sig lidt an. Jeg har ellers hørt, at Hds. Naade er Vegetarianer.
ARNHOFF	(energisk). Nej, det er hun ikke. Det ved jeg bestemt.
FRU MEYER	(skuffet). Naa ikke det er ellers saadan en yndig Dame.
ARNHOFF	(peger paa Loftet). Kommer de snart ned fra det Høje?
FRU MEYER	Ja, nu til Frokost. Jeg maa vel klæde mig om, for en Minister, det er jo dog det aller fineste, man har.
ARNHOFF	Det maa De nok sige. HS. Exellenee har været Sagfører i Bogense.
FRU MEYER	(pligtskyldig imponeret). Aa, har han virkelig?
ARNHOFF	Og saa var det, han slog sig paa Frisind i Tide. Nu er der saa Mange, der gnaver paa det Ben.
FRU MEYER	Det forstaar en anden En sig jo ikke paa, men det forsikrer jeg Dem, Hr. Arnhoff, at da jeg fik det Brev fra hendes Naade, saa var det, som om alting det dansede for mig. Tænk en rigtig Naade.
ARNHOFF	Ja, hun er skam rigtig nok. Jeg tror, hun ved sin Start var Assistent ved Bogenses Lejebibliotek, eller maaske det var Syge- og Begravelseskassen. Men udviklende var det i hvert Fald. Det har vist sig.
FRU MEYER	Saa er hun dog kommen godt opad.
ARNHOFF	Det er hun, og hun fortjener det. Hun er fuld af Aand. Men selv De kan forresten ogsaa blive Ministerfrue endnu. Aldrig fortvivle.
FRU MEYER	(smagler). Aa –
ARNHOFF	Skynd Dem at blive gift med en af Egnens Husmænd med Talegaver. Husmanden, det er Fremtiden for ikke at sige Nutiden.
FRU MEYER	De var altsaa Bysbørn, Ministerens. En Ungdomskærlighed – det er saa kønt.
ARNHOFF	Især naar den fører til Taburetten, selv om det er ad lidt Omveje. Jeg tror, hun har været gift et Par Gange paa Vejen.
FRU MEYER	Aa, hun var fraskilt.
ARNHOFF	Derfor beundrer hun ogsaa nu Ægteskabets Hellighed og Kvindens Renhed. Taaler ikke det mindste. der lugter af Letsind. Mærk Dem det, Fru Meyer.
FRU MEYER	(med Vægt). Det tår jeg siget at her i mit Hus vil hun finde en Tone, der ikke kan være mere upaaklagelig i nogetsomhelst Hotel Garni.
ARNHOFF	(gaber). Nej, det er vist. Den er glimrende.
LISBETH	(Fru Lisbeth Arnhoff kommer ind fra Entreen. Det er en smuk slank Storstadsdame omkring de Tredive mcd gratiøse Bevægelser og et forslagent Smil. Hun er klædt i sommerlig Formiddagsdragt, ikke kostbar, men med et forfinet Farvevalg.)
ARNHOFF	Siden vi taler om fortræffelige Hustruer, der kommer min egen.
LISBETH	Ja, undskyld, her har I mig! Jeg overrasker Dem nok i en Hyrdetime med min Mand, Fru Meyer! /td>
FRU MEYER	Hr. Arnhoff er jo saa elskværdig, at man glemmer det, man har at bestille. (pludselig forskrækket) Gud, jeg har glemt at sætte en ny Snor i Rullegardinet hos Frøken Smith. De undskylder maaske.
	Hun gaar hurtigt ud i Forgrunden tit højre.

1. AKT 3. Scene	Arnhoff. Lisbeth.
ARNHOFF	Jeg kan melde Dig – Exellencen og Naaden er endelig arriverede.
LISBETH	(nogenlunde uberørt). Ja saa, er de komne!
ARNHOFF	(med en Bevægelse mod Entrédøren). Hvad sagde ikke den udødelige Schiller – „durch diese hohle Gasse musz er kommen”.
LISBETH	Naa ja, hvad saa!
ARNHOFF	Hvad saat Du har skam at udfolde al din medfødte Elskværdighed, min Pige.
LISBETH	(ligegyldig). Ja. Man ved naturligvis aldrig, hvornaar man faar Brug for en Minister. Hvordan er det – Vi kender dem jo lidt?
ARNHOFF	Ja, vi har jo truffet dem hos Møllmanns – en enkelt Gang.
LISBETH	Men de har formodentlig glemt os.
ARNHOFF	Komplet. Det gør ikke noget. Det gælder blot at sætte Tonen an.
LISBETH	I hvad Dur?
ARNHOFF	I Moll. Vi begynder med at tage os af dem som de mere Husvante. En: Slags Værter. Tilsidst har de saa det Indtryk, at de er vore personlige Gæster. Omtrent.
LISBETH	Hvordan er han – den Exellence?
ARNHOFF	Han er nu vist ikke saadan at komme paa Livet af. Forbeholden, tavs, affabel, kort sagt, han gør det paa at være en Slags provinsiel Sfinks.
LISBETH	Men han kan jo da snakke. Det er det, man bliver Minister paa.
ARNHOFF	Ja, som man snakker paa en Talerstol. Det er en Art Træning. Men privat – ved ikke. Foreløbig kurer jeg til Naaden.
LISBETH	Det vil jeg tro. Hun er jo ung endnu. Maaske ogsaa munter?
ARNHOFF	Naa – Gud ved om det just er det, hun legger den an paa nu. Efter hvad jeg har faaet at vide, staar hun indtil videre lidt vaklende paa Platformen. Brænder efter at føres frem – er i Færd med at føle sig for, hvor Isen bærer bedst – om det bliver som Anstandsdame eller Samfundskvinde. Øver sig Foreløbig i at være charmant og vise Dannelse, tager franske Timer, studerer Modeblade og faar sin ægteskabelige Uangribelighed plomberet.
LISBETH	Saa kan du være ret sikker paa, at hun kræver Dyd ogsaa af Andre. Især, hvis den keder hende selv. Jeg anbefaler Dig derfor at indstille din omfattende Flirt, imens de er her, hine to Sendebud fra det Høje.
ARNHOFF	(med uskyldig Mine). Min Flirt – jeg! Du gør mig ganske undselig.
LISBETH	Det kan Du spare Dig. Ja, jeg hører jo ogsaa noget i Ny og Næ hjemme i Byen, skønt jeg ikke taler om det – jo, hvordan Du morer Dig – maaske lidt for godt, med – hvad hedder hun – en vis Frøken Petra Smith og lignende Damer – med Vinløv i Haaret.
ARNHOFF	(meget elskværdig). Lisbeth, ved Du, hvad jeg synes?
LISBETH	Naa?
ARNHOFF	Jeg synes, vi skal tale om noget andet.
LISBETH	Naa ja, saa kan Du jo sige mig, hvorfor Du lægger saa megen Vægt paa, at denne Minister er kommen?
ARNHOFF	Saa vid ligesaa godt først som sidst at det er af den alleryderste Vigtighed for mig – for os. Det er kun derfor. vi er her.
LISBETH	Saa?
ARNHOFF	Jeg vidste gennem Departementschefen, at de vilde ty til denne Bonde-Idyl for at være i fuldkommen Ro, og saa sagde jeg: Oho, min Ven, der træder Du an! Men jeg sagde det kun til mig selv, for den Slags taler man nu engang ikke om i Kontorerne.
LISBETH	Aa, det er derfor, Du har været saa mærkelig langmodig overfor Blæsten og Rabarbergrøden.
ARNHOFF	(afværgende). Tal ikke om den afskylige Planteføde.
LISBETH	Men hvad er der ved ham? Han er jo ikke engang din Minister.
ARNHOFF	Jo, ser Du, han har noget i Lommen, som jeg har sat min Hu til.
LISBETH	Aa, det er Embedet paa Færøerne.
ARNHOFF	Tværtimod.
LISBETH	Jeg troede, vi maatte derop for at sidde din Gæld af.
ARNHOFF	Paa Suderø! Aa Gud,— Aa Gud, tolv Aar er Taksten.
LISBETH	Naa, men hvad da?
ARNHOFF	Det gælder jo netop at krydse os klar baade af Færøerne og af Gælden. Jeg tror, Gæld formerer sig ved Knopskydning, Du.
LISBETH	Jég forstaar jo nok, at noget maa der gøres. Og derfor – ja, jeg havde egentlig begyndt at vænne mig saa smaat til Tanken om det høje Thule der oppe. Sommetider har jeg kunnet gribe mig selv i næsten at glæde mig til de mørke fjerne Øer, som til en Nødhavn, der maatte være tryg, fordi der kun var Plads til os to.
ARNHOFF	Ja, det vilde naturligvis være yndigt, men det vilde alligevel være Synd mod mig og især mod Dig; Du er vor muntre Hovedstads ægtefødte Datter og bærer dens Præg i hver Bevægelse, hver Mine, hvert Smil. (bøjer sig imod hende} Du er dens rene Type, som dæmpet Latter i Tusmørke, saadan som dens Kvinder er – de der kan elske paa samme Tid morsomt og trofast. Og derfor skal Du blive her som Pryd for dens mørke Gader og lyse Fester – nej min Salighed, om Du nogensinde skal lugte Klipfisk og Tran. Jeg vil kæmpe til min sidste Blodsdraabe – eller – skal vi sige – til min næstsidste.
LISBETH	Tak, Herbert, for dit Heltemod. Men sig mig, hvad drejer Kampen sig om – hvad vil Du opnaa?
ARNHOFF	(med Vegt). Jeg vil være Redaktør af Bladet „Statsefterretninger”, Regeringens mægtige Taagehorn.
LISBETH	Hvilke Kvalifikationer fordres der til den Post?
ARNHOFF	Foruden alsidig Begavelse i første Række Moral og gode Sæder.
LISBETH	Naa, det er jo din stærke Side.
ARNHOFF	Du kan gæme se lidt mere betaget ud, for det er en Stilling, der kan føre til alt. Og jeg føler, at jeg kan udfylde den. (nikker til sig selv) Ja. Jeg kan.
LISBETH	Gud, Du kunde maaske selv blive Minister. Det vilde ligge for mig.
ARNHOFF	Vent ikke det. Jeg har nemlig taget Eksaminer, selv om de er saa som saa. For Fremtiden vil Kundskaber ikke være Vejen. Husk, vi lever i et frit Land.
LISBETH	Der er vel tæt med Ansøgere?
ARNHOFF	I Stimer. Og ved Du, hvem der er den værste Konkurrent – Fætter Bernhardt.
LISBETH	Bernhardt – Jonas! Er han ogsaa pga. Tæerne!
ARNHOFF	(med Vægt). Men Gudskelov er han da ikke her.
LISBETH	(tankefuld). Han har vel gode Eksaminer, Bernhardt?
ARNHOFF	(irriteret). Det kan Du da se paa ham. Han ligefrem lugter af Laudabilis.
LISBETH	En rigtig Duks!
ARNHOFF	(tankefuld afvejende). Og saa har han jo Caroline.
LISBETH	(rejser Hovedet lidt). Hvad saa – har Du ikke mig?
ARNHOFF	Det har jeg, men hun træder frem. Er en af de Kvinder, der spiller en Rolle i Samfundet.
LISBETH	Naa – disse Foreninger, hvor hun løber om og holder Foredrag og alt det —
ARNHOFF	Uden at slippe Arnen og Hjemmet, mærk Dig det. Politik alene og Familiedyd alene, det er der saa Mange, der har, men de to Ting i Forening – glimrende, Kære. Den nye Kvinde, Mandens politiske Jævning, Tidens Løsen, Fremtidens Morgenrøde.
LISBETH	(irriteret). Ja Gudbevares, jeg er saa gammeldags. Jeg ved godt, at Caroline og hendes Krigskamerater siger: Først er man et Menneske for sig selv med Bestemmelsesret og Selvansvar og den Slags, og derefter Hustru. Men jeg føler mig først og fremmest som en Del af et Par, og det tror jeg, er Naturens Bestemmelse med mig. Jeg synes ikke, der er noget nedværdigende ved at være den ene af de to Vægtskaale, der holder det hele i Ligevægt. Jeg mener, at det er en rigtig net Stilling, den jeg har faaet, naar blot jeg kan udfylde den, men det lader det jo til, at jeg ikke kan.
ARNHOFF	Det kan Du, min Lisbeth.
LISBETH	Saa bliver det paa min egen Maner og ikke paa Carolines. Hvor er min Hat – naa – i Lysthusett Jeg løber og henter den.
ARNHOFF	Hvorfor —
LISBETH	Jeg gør mig bedst med Hat – jeg ved det. (taler sig varm) Vent! Lad Du mig faa fat i Stormogulen! Jeg kan blive hel gal i Hovedet over at staa og høre paa den Slags dumme Postulater. For naar Du taler om, at Caroline, Mennesket for sig selv, den politiske Kvinde skulde være saa Storartet just til at bringe et Ægtepar fremad, saa kan Du være stødt paa, at en gammeldags ung Kone hjælper nok saa godt til, for Artikler i Fagtidsskrifter og Valgopraab – alt det bliver Mændene hurtig kede af hos Kvinder – for det kan de selv lave, men de bliver aldrig kede af det evig Kvindelige, det vi har for os selv – det de aldrig lærer at modstaa. Vær Du blot foreløbig tilfreds med mig, min Ven, og lad os i hvert Fald først se, om Mennesket Caroline er en bedre Hjælper og Bundsforvandt for sin Mand end din ærbødige Tjenerinde. Du har mig straks igen!
	Hun løber ud i Bagrunden, idet Arnhoff sender et Fingerkys etter hende. Doktor Stern kommer ind fra Entreen. Gnavent Udtryk. Fuldskæg. Briller. Graat Jakkesæt. Fjedersko. Hvid Kasket. Aabenbart Enkemand.

1. AKT 4. Scene	Arnhoff. Dr. Stern. Senere Frøken Lomholt. Derefter lidt efter tidt Hr. Skuespiller Hagbarth Schrøder, Student Waage Kunsthistorikeren Hr. Octavius Borch, Lisbeth og Fru Meyer. Tilsidst Exelencen og Hds. Naade.
DR. STERN	(mut). Godmorgen.
ARNHOFF	Naa, Dr. Stern, hvad er De misfornøjet med i Dag?
DR. STERN	Med det hele, sgu.
ARNHOFF	Da ikke med Vejret. Det straaler.
DR. STERN	Støv, Sol, Fluer, Blæst. Fuldt af Strandsnobber.
ARNHOFF	Opofrende Fader, at De finder Dem i det Utal af Lidelser.
DR. STERN	Det er vist og sandt. Fanden skulde have en Datter. Hvor er hun forresten?
ARNHOFF	Frøken Tilla var her lige nu med sin Veninde Nelly. Alt andet end misfornøjet.
DR. STERN	Saa! Hvad var hun fornøjet med?
ARNHOFF	Hun sagde det ikke direkte. Jeg formoder – med Ungdommen og Solskinnet og Student Waage.
DR. STERN	Den dovne Flægel af en Student. Jeg rejser i Morgen.
ARNHOFF	Naa Doktor, lidt Sommerflirt – hvad det ligger i Luften herude —
DR. STERN	Det er vist. Det Renderi her er med disse Pigebørn og deres Kavalerer! Det skulde jeg bare have Vidst.
ARNHOFF	De gør jo selv Kur til Frøken Lomholt senior.
DR. STERN	Jo mange Tak.
ARNHOFF	Saa burde De gøre det. Vær barmhjertig. Hun har endnu et lille Blus paa Lampen. Der har De hende!
Frk. LOMHOLT	Kommer ind fra Verandaen. Sidst i Fyrrerne, men endnu med lidt Aspirationer til Ungdommelighed indenfor Rammen af det strengt Passende. Guldlorgnet. Formiddagsdragt af Vaskestof. Rund Straahat, som hun tager af.
ARNHOFF	Frøken Lomholt, vi taler lige om Dem. Jeg siger til Doktoren, at Livets og Ungdommens Ild brænder stadig i Deres Indre.
Frk. LOMHOLT	Det gør den. Jeg siger Ungdom er yndig. Men alligevel – herude føjter de lidt vel meget rundt efter min Opfattelse.
ARNHOFF	Hvad saa! Rend selv med, Frøken Lomholt. Doktoren tilbyder sig gærne.
DR. STERN	(trækker Øjenbrynene op). Frøken Lomholt. Om det saa er min lille Niece Nelly, som ellers er saa fornuftig, saa er hun altid væk. Det maa være Søluften.
ARNHOFF	Maa jeg ikke tilbyde mig som Dyds-Inspicient?
Frk. LOMHOLT	(lidt koket). Jo vist, Hr. Arnhoff, De er nok den Rette.
ARNHOFF	Frøken, jeg er bekendt for mit strenge Livssyn. Det skal De faa at se i de følgende Dage. Timen er inde. Ja, De ved vel, at De nu bor under Tag med Ministeren og hans Frue?
Frk. LOMHOLT	Aa, er de komne?
DR. STERN	Naa, Menageriets Løve og Løvinde. (gnaven) Har de allerede brølet?
ARNHOFF	Løven brøler nu ikke saa meget.
Frk. LOMHOLT	Hvor er de?
ARNHOFF	(peger mod Loftet). Der oppe. Endnu har de ikke vist sig.
DR. STERN	De viser sig sgu tidsnok.
ARNHOFF	(spøgefuldt irettesættende). Maa jeg bede Doktoren udtale Dem med Respekt om vor Exellence. For det første er han vor høje Minister, det er meget. For det andet er han – om jeg saa tør sige – min Ven. Det er endnu mere.
DR. STERN	Føj for Fanden er De af det Parti —
ARNHOFF	(afværgende) Gaa ikke videre. De skulde heller være glad over, at han har plantet Frihedens hellige Banner i Fru Meyers Levkøjbed.
Frk. LOMHOLT	Ja, jeg ved, Doktoren har noget Udestaaende med Ministeren.
ARNHOFF	Det vidste jeg saamænd ikke af.
DR. STERN	Læser De ikke Aviser?
ARNHOFF	Ikke mange. Livet er saa kort.
DR. STERN	Har De slet ikke set mine hvasse Artikler om den mere end tvetydige Holdning Ministeren indtog i Sagen med Over-Børnepleje-Tilsyns-Kommissionen?
Frk. LOMHOLT	Min Broder Dr. Lomholt siger, at han har været saa mageløs.
DR. STERN	Dr. Lomholt har baaret sig ad som en Luskepeter. Ja, jeg siger det ikke, fordi det er Deres Broder.
Frk. LOMHOLT	(lidt stødt). Har Ministeren da nogensinde skiftet Standpunkt?
ARNHOFF	Selvfølgelig! Hvad har man ellers Ministre til!
DR. STERN	(bitter). Men Dyden faar sin Belønning. Nu faar Deres Broder den ledige Plads i Sanitetsraadet – det vil sige Mundkurv paa, men et fedt Ben at gnave.
Frk. LOMHOLT	Det er ellers ikke Spøg for Ministeren at have faaet Dem til Modstander. De er bekendt for at have en giftig pen.
DR. STERN	Det har jeg. Og jeg skal bruge den. Der kommer snart en ny Serie Artikler med generende Oplysninger. Og med Næb og Kløer.
ARNHOFF	Naa, der er vor Germaner.
	Hr. Schultze kommer ind fra Verandaen. Han har Fuldskæg, Briller, grønligt Jakkesæt med Knæbenklæder, Tyrolerhat med en lille Fjer. Forstaar aldrig et Ord af det hele.
SCHULTZE	(hilser høfligt). Meine Herschaften —
Frk. LOMHOLT	Guten Tag, Hr. Schultze, sind Sie in das Wasser gewesen ?
SCHULTZE	Wie – ah ja – der Wald – ja – wunderhübsch!
Frk. LOMHOLT	Hier ist angekommen ein Minister.
ARNHOFF	Ein lebendiger Exellenz.
SCHULTZE	Ah – famos ! (Han sætter sig i Gyngestolen og studerer Landkortene i sin Rejsebog.)
ARNHOFF	(der har nærmet sig Verandaen). Naa, Doktor, her kommer Deres unge Ven, Student Waage.
DR. STERN	Drivert! Bliver aldrig til noget.
ARNHOFF	Jeg vil sige Dem – han er Sekretær i en Boldklub. Særdeles fint nutildags.
Frk. LOMHOLT	(ser ud). Nej se, han har spaseret med Hr. Hagbarth Schrøder.
ARNHOFF	Ja, Frøken Lomholt. Deres og Pensionatets den forgudede Tragiker.
	Student Waage og Skuespiller Hagbarth Schrøder kommer ind fra Verandaen, Waage med et lille næsvist Ansigt og højst moderne Landliggerpaaklædning. Sehrøder herdebred og noget i Frø. Hvid Formiddagsdragt. Stor Panamahat. Korrekt Teaterudtale fra Guldalderen.
SCHRØDER	Godmorgen, endelig er det gode Vejr da kommet. Den første Dag ved Naturens Barm.
STUDENT WAAGE	Vor store Skuespiller har endog fantaseret om Tykmælk.
SCHRØDER	Tykmælk! Herlig Ret!
Frk. LOMHOLT	Hvor er Hr. Hagbarth Schrøder naturlig! Og vi skulde jo til Trøst for Regnvejret have en Oplæsning. Nu narrer De os vist.
SCHRØDER	Jeg narrer aldrig. Det bliver i Morgen.
Frk. LOMHOLT	Tænk, det maa jeg da fortælle ovre i Linnemanns Pensionat. De glæder sig allerede.
WAAGE	(gaar lammefrom hen til Dr. Stern). Jeg ser ikke Frøken Tilla. Jeg haaber da, hun befinder sig vel?
DR. STERN	(ser over Brillerne). Hvordan gaar det med Deres juridiske Studier, Hr. Waage?
WAAGE	Jo Tak, ganske godt! Jeg hviler ud.
DR. STERN	Ja, De har nok haft en anstrengende Vinter. Oppe til Eksamen for anden Gang, ikke?
WAAGE	Professorerne lider jo tidt af usunde Forfølgelseslyster.
ARNHOFF	(der er kommen til). Hr. Waage kom ogsaa op i et vanskeligt Spørgsmaal. Var det ikke om raadne Appelsiner, der tyr i Nødhavn?
DR. STERN	Hvordan klarede De det?
WAAGE	Jeg lod dem blive der.
	Lisbeth kommer med en stor lys Havehat paa og en Buket Blomster i Haanden, ind fra Verandaen ledsaget af Kunsthistorikeren Hr. Octavius Borch. Han er i Tyverne, glatraget, adspredt og overlegen. Han gaar hen til venstre til Arnhoff, Dr. Stern og Waage.
BORCH	(hilser). Goddag.
ARNHOFF	Naa, Hr. Borch, var der slemt med Myg i Skoven?
LISBETH	Jeg har Hr. Borch mistænkt for, at han ikke har været længer end rundt at inspicere alle Malerne, der sidder her omkring.
WAAGE	Saa har det været en travl Morgenstund.
DR. STERN	Man maa tro dem, der siger, at det er ingen Kunst at male, men det er en Kunst at blive af med det.
ARNHOFF	Det er en mere lønnende Vej, den De har valgt, Hr. Borch – at leve for, med og af den Kunst, Andre har lavet.
DR. STERN	Hvad for en Skole har De i Sinde at gøre til Deres Speciale ?
BORCH	I fjern Storhed). Tja —
ARNHOFF	Frem med Ghirlandajo. Lad os slaa ham fast med det samme.
Frk. LOMHOLT	(staar til højre). Jeg siger til Hr. Schrøder, Fru Arnhoff, at det er rædsomt, hvor det er lydt ovenpaa. Man hører alt.
LISBETH	(afgjort). Ja, det ved Gud. Alt.
SCHRØDER	Det er Doktoren, der snorker.
ARNHOFF	(til venstre). Kan De ikke sove – nej! For det er Bræddeskillevægge over det hele.
DR. STERN	Det er Skuespilleren, der snorker.
WAAGE	Jeg tror, det er Frøken Lomholt.
DR. STERN	For mig gærne. Fruentimmer snorker værst.
	De to Grupper blander sig.
Frk. LOMHOLT	Man ønsker tidt, at man var bleven i sin hyggelige Lejlighed. Der har man da Nattero.
DR. STERN	Det er vist. Jeg rejser i Morgen.
LISBETH	Det har De nu sagt hele Tiden.
DR. STERN	Det har jeg —ja. Jeg har Fanden fløjte mig ikke Helbred til at ligge paa Landet.
	Drejer sig gnavent paa Hælen og gaar hen mod Baggrunden, idet Fru Meyer kommer ind fra højre i Forgrunden.
FRU MEYER	(til Hr. Schultze). Entschuldigen Sie, Hr. Schultze, ich soll gern dieses Antima-macassa haben. (Hun tager et hæklet Stykke fra hans Stoleryg).
SCHULTZE	(farer op). Ach, bitte bitte
LISBETH	Men Gud, Fru Meyer, tager De det fine hæklede Stykke fra os?
FRU MEYER	Det skal ind for at pynte op hos den gamle Frøken Smith.
Frk. LOMHOLT	Det ser saa fikst ud med de røde Sløjfer.
FRU MEYER	(viser det frem). Ja, fikst er det. Jeg har vundet det ved en hellig Basarfest. (Hun gaar ud i Forgr. til højre med det hæklede Stykke og lader Døren staa. )
Frk. LOMHOLT	(ser ud efter hende). De maa endelig anbringe det der paa Sofaen. Saadan.
FRU MEYER	(kommer tilbage). Nu er der i Orden. Saa maa jeg ud og nette mig lidt. De undskylder. (Hun gaar hurtigt ud til venstre).
SCHRØDER	Det er da kuriøst, at saa Mange af os er samlede. Hvor kan det mon være?
DR. STERN	(nærmer sig igen). Det skal jeg sige Dem. Hele Kompagniet ligger paa Lur efter Hans eller Hds. Naade, eller hvad Fanden det nu er man siger.
SCHRØDER	Ja, jeg har saamænd netop noget, jeg gærne skulde tale med Ministeren om.
DR. STERN	Stipendium !
Frk. LOMHOLT	(der ikke har hørt). Det træffer sig saa heldigt, for jeg maa endelig tale med Ministeren.
DR. STERN	Rejselegat! Saadan en Minister træder da ogsaa i en Rævesaks, hvor han kommer. Men Stor-Almisse-Uddeleren skal have Fred for mig.
	Almindelig Samtale et Øjeblik
LISBETH	Der kommer de vist paa Trappen.
	Pludselig Stilhed, idet Ministeren og hans Frue kommer ind fra højre i Baggrunden, han med forbeholden Mine og bevægelige Øjne, studset Fuldskæg, knappet Diplomatfrakke, lysegraa Benklæder og Straahat. Hun endnu ungdommelig og køn, svulmende og rank. Moderne sommerlig Paaklædning. Lidt anstrengt dannet Talesæt med stærkt aabne A’er. Selskabet stiver sig af og lader som Ingen har tænkt paa Ministeren med Undtagelse af Dr. Stern, der demonstrativt tager en Avis og slaar den ud.
EXCELLENCEN og Hds Naade	(ser sig lidt usikre om). Godmorgen !
De andre	Godmorgen.
ARNHOFF	(sagte til Lisbeth). Nu! (De nærmer sig overstrømmende). Hvor det glæder mig at se Dem igen, kære Exellence. Deres Naade ser saa vel ud. Ja, De kender jo min Hustru — (med Vægt) Fru Lisbeth Arnhoff.
HDS. NAADE	(lidt usikker). Ja, jo
LISBETH	Vi har truffet hinanden hos Etatsraad Møllmanns.
EXCELLENCEN og Hds Naade	jeg husker
LISBETH	Maa jeg ikke overrække Deres Naade disse Par Blomster som en lille Velkomst.
HDS. NAADE	Aa Tak, hvor elskværdigt.
ARNHOFF	Maa jeg have den Ære at forestille Frøken Lomholt – Skuespiller Hagbarth Schrøder – den lokale Turiststrøm, Hr. Schultze aus Krefeld – Dr. Stern —
DR. STERN	(rejser sig stift). Har den Ære — (sætter sig igen og skjuler sig bag sin Avis.)
	Arnhoff gaar lidt hen i Baggrunden med Exellencen og Hds. Naade og forestiller Resten af Selskabet for dem.
SCHRØDER	(til Dr. Stern og Lisbeth). Skal jeg som den maaske dog mest bekendte blandt Gæsterne byde Hds. Naade Armen nu til Frokost?
LISBETH	Jo – ! Det skulde De ikke lade gaa fra Dem.
ARNHOFF	(vender sig igen). Derinde er Spisesalen. Derude bag Hækken ser De Landevejen, hvor Skuespiller Hagbarth Schrøder vader i brustne Kvindehjerter. Han er jo romantisk Tragiker.
SCHRØDER	Hamlet, Don Carlos
HDS. NAADE	Gud, det ved vi da. Jeg elsker Teatret som Kulturbærer. Jeg saa Dem paa Deres Tournée som – hvad er det, han hedder, den afskylige Negermand, der kvæler sin Kone – Othello! Det var grandiost.
SCHRØDER	(smigret). Jeg beder –
ARNHOFF	Og der til højre har De Haven, hvor Frøken Lomholt plukker Gaaseurter og Doktoren filosoferer –
DR. STERN	(vender barsk Avisen).
HDS. NAADE	Det saa ud til at være en nydelig Have. Jeg elsker Naturen.
ARNHOFF	(byder hende Armen). Har Deres Naade ikke Lyst at gøre et lille Slag ud i det Frie før Frokost?
HDS. NAADE	Jo, hvis De vil være saa venlig at vise os om – jeg tørster formelig efter den friske Søluft.
ARNHOFF	Exellencen vil maaske ogsaa.
EXCELLENCEN	Gerne. (til Lisbeth) Fruen gaar vel med?
LISBETH	Med Fornøjelse.
SCHRØDER	Aa nej – maa jeg have Lov at lægge Beslag paa Fruen blot et Øjeblik i Anledning af Programmet til i Morgen.
HDS. NAADE	Et Program – hvor interessant —!
Frk. LOMHOLT	De kan tro —
LISBETH	Saa støder jeg til om lidt.
EXCELLENCEN	Som Fruen behager. (Han vender sig og kommer lidt mod sin Vilje til at følges med Hr. Schultze ud i Baggrunden efter Arnhoff og Hds. Naade.)
BORCH	Naa, nu skal Exellencen ud paa Tysk.
WAAGE	(med en Tommelfinger bagud). Durch, für, gegen, ohne, sonder, um og wieder.
	Fru Meyer kommer ind fra venstre. Hun har pyntet sig med lidt Blonder og Sløjfer.
FRU MEYER	(forhippet). Er Exellencen og Hds. Naade her ikke?
LISBETH	Jo, der gaar de – ud i Haven.
FRU MEYER	(Vil følge efter) Aa, saa maa jeg jo –
LISBETH	(Vil se at slippe væk) Vær rolig. De befinder sig fortræffelig i min Mands Selskab. Kom heller her hen.
SCHRØDER	Jeg vil gerne høre begge Damernes Mening. Alysaa – jeg begynder. Derefter Pianomusik – ikke –
WAAGE	Poppouri af “Die Walküre” – Fru Sophie Smirnow Jensen.
SCHRØDER	Meget vel. Det er blot Følgerækken, jeg konstaterer. Jeg tager lidt Øhlenschläger, men nu er det, jeg vil spørge – skal jeg tage Balladen om Hakon Jarls Død, eller det lille elegiske Digt fra Aarets Evangelium. (tager en Bog op af Lommen) Det er saa nydeligt og ikke meget kendt.
LISBETH	Jeg kender det heller ikke.
SCHRØDER	Vist gør De saa – hør disse lunstfærdige Dobbeltrim –
WAAGE	(sagte til Borch) Saa! Nu begynder han. Fly hvo som flygte kan !
	De lister lydløst efter hinanden ud i Baggrunden, mens Schrøder deklamerer.
SCHRØDER	“Morgenpurpurkuglen Fuglen Langsom hin og hin med Iil Lover over Havets Vover Gud med Sang og Rosensmil”
Frk. LOMHOLT	Hvor er det dog poetisk!
FRU MEYER	Gudved hvordan de Digtere dog bærer sig ad.
DR. STERN	Det maa De sgu nok sige; Elle tælle ni ti. Det er dejligt. (Gaar gnaven ud i Baggrunden til højre.)
SCHRØDER	„Og af Tulipaner baner Sig en broget ..
LISBETH	Undskyld, jeg afbryder. Jeg synes, De skulde raadføre Dem med Hds. Naade.
SCHRØDER	(griber Ideen). Det har Fruen Ret i.
Frk. LOMHOLT	Jeg følger med. Hvis jeg maa?
SCHRØDER	(lidt mellemfornøjet). Med Fornøjelse.
	De gaar samtalende ud i Baggrunden

1. AKT 5. Scene	Lisbeth. Fru Meyer. Senere Petra Smith. Tilsidst Arnhoff.
FRU MEYER	(synker ned paa en Stol). Jeg burde jo ogsaa ud at hilse paa Ministerens, men jeg maa sidde ned et Øjeblik først. Det er jo det, at der er noget indvendig i mig, som er sunket, ved Fruen – saa er det jo saa svært at gaa saadan og ase Dagen lang.
LISBETH	Ja, stakkels Fru Meyer, De har det vist ikke nemt. Det er altid Folks Vrangsider, De faar at se. (vil afsted) Men jeg maa –
FRU MEYER	Ork ja, det er ikke saadan, naar man har kendt til bedre Dage. Det vil sige, det var jo nok allerede i Meyers Levetid gaaet tilbages. Meyer havde jo sat sine Penge i noget, der skulde preservere Æg og være saa magesløst. Gud, hvor det kostede og Gud, hvor det lugtede.
LISBETH	Saa !
FRU MEYER	Og ligesom det skulde til at kaste noget af sig, saa fik han saadant et latinsk Navn, som han døde af.
LISBETH	(medfølende). Herregud! Naa, De klarer Dem jo pænt.
FRU MEYER	Ja, jeg har jo ikke Lov at klage. Jeg var jo saa ængstelig for de to store Værelser ved Siden af Ministerens, men de er jo lejede ud til en Familie, der kommer i Dag. Og saa er der altsaa det der (peger mod højre) — i kolde Somre bruger vi det til Kabinet, men naar det er godt Vejr, saa lejer jeg det ud.
LISBETH	(adspredt). Hvad er det for en Dame, der skal have det?
FRU MEYER	Jeg har ikke set hende. Hun hedder Frøken Petra Smith, sagde den Herre, der var her og lejede.
LISBETH	(pludselig interesseret). Sagde De Petra? Petra Smith?
FRU MEYER	Ja. Kender De hende? En ældre Dame –
LISBETH	Naa, nej, naar hun er ældre, kender jeg hende slet ikke.
FRU MEYER	Nu maa de forrresten snart være her. Jeg har sendt Vogn til Stationen efter dem.
LISBETH	(medfølende). Og tænk, hvor de saa er sultne, naar de kommer.
FRU MEYER	(bekymret). Tror De, at jeg maa beregne to Spejlæg til Hver?
LISBETH	Tre. Mindst. Der er jo ogsaa Børn.
FRU MEYER	Akkurat. Der skal man give Afslag for Børnene, og saa æder de allerværst. Det er skam ikke nemt.
	Frøken Petra Smith kommer ind fra Baggrunden. Hun er yppig og flot med rask svungne Linjer. Anlægger et korrekt dameagtigt Væsen, hvor det passer, og lægger det ligesaa hurtigt af igen. Sommerlig og klædelig Cycledragt.
Frk. PETRA	Goddag. Tør jeg spørge, er dette Fru Meyers Sommer-Pensionat?
FRU MEYER	Ja, det er. Jeg er Fru Meyer. Hvem søger Frøkenen?
Frk. PETRA	Jeg skal jo bo her. Jeg er Frøken Petra Smith.
FRU MEYER	Det maa vist være en Misforstaaelse, for der blev sagt, at det var en ældre Dame.
Frk. PETRA	Sagde Jakob det – jeg mener – den Herre, der var her. Naa, lige meget, det er nu mig.
FRU MEYER	(ser lidt prøvende paa hende). Naa saadan! Maa jeg saa forestille – Fru Arnhoff Frøken Smith. (De hilser.)
Frk. PETRA	(anlægger en korrekt Mine). Er det Fru Herbert Arnhoff? Vi har vist fælles Bekendte. Glæder mig særdeles.
LISBETH	(fjern). Saa – ja, det kan være.
FRU MEYER	Men jeg ventede jo flere med Toget.
Frk. PETRA	De kommer bagefter. Jeg kørte paa min Cycle. Huha, en Vogn fuld med Rollinger og Flag og Bliktrompeter et helt Grundlovstog. Jeg haaber da ikke, Frue, at jeg skal bo ved Siden af dem?
FRU MEYER	(aabner Døren til højre i Forgrunden). Nej, her er Frøkenens Værelse. Det har kuns denne ene Dør. Men det gør jo ikke noget.
Frk. PETRA	Nej, det gør jo ikke noget. Det er altsaa lige ved Jorden?
FRU MEYER	Ja, udenfor Vinduet er der en lille Blomsterterrasse. Kandidaten, der boede der i Fjor, plejede altid at gaa ud og ind ad Vinduet.
Frk. PETRA	Det lyder jo nok saa gemytligt.
FRU MEYER	Frøkenen er da ikke bange for at ligge her nedenunder alene?
Frk. PETRA	Nej, jeg klarer mig nok. (ser derind). Der ser jo rigtig ud, saadant et fint hæklet Stykke med røde net. Sløjfer der er’ paa Sofaen. Naa, lad mig saa faa Hatten af og se mig i et Spejl.
	Hun gaar ud og lader Døren til sit Værelse staa aaben. Arnhoff kommer ind fra Baggrunden
ARNHOFF	Lisbeth, kom, skynd Dig. Exellencens ønsker at se Hønsegaarden. Der spørges efter Dig.
FRU MEYER	Aa – Hønsegaarden – Hds. Naade – Kom, Fru Arnhoff.
	De to Damer iler ud i Baggrunden. Arnhoff kommer nærmere. Petra kommer ind igen uden Hat og bemærker ham ikke straks, idet hun med begge Hænder retter lidt paa sit Haar.

‘

1. AKT 6. Scene	Arnhoff. Petra.
ARNHOFF	(Arnhoff taber Cigaretten af Forfærdelse). Cleo-Petra.
Frk. PETRA	(vender sig og lader overrasket). Men Gud, Herbert, er Du her?
ARNHOFF	Indrøm, Du vidste godt, jeg var her. Ellers var Du aldrig kommen til dette Hundehul. Hvem har fortalt Dig det?
Frk. PETRA	Det har Jakob.
ARNHOFF	Han kan vente, til jeg faar fat i ham.
Frk. PETRA	Hvor Du er sød i Dag! Jakob, det er rigtignok noget andet. Det er ham, der har set sig om for mig og lejet til mig.
ARNHOFF	Naa, saa det er Dig, der fungerer som den ældre Dame.
Frk. PETRA	Det hører jeg. Ja, Jakob, han kender jo nok Pensionats-Værtinder.
ARNHOFF	(stadig misfornøjet). Hvad Fanden vil Du her egentlig?
Frk. PETRA	Jeg vil have Landluft.
ARNHOFF	Sludder! Hvad skal Du med den!
Frk. PETRA	Naa ja – jeg skal sige Dig – jeg vil ogsaa omgaas Andre end Jakob og disse slunkne Aands-Literater. Jeg siger: Opad og fremad, ligesom – er det ikke ham Prinsen. Jeg vil have lidt af alt – jeg vil ogsaa ind i det fine Selskabsliv, og Du skal presentere mig. Jeg er da køn og elegant nok til det, skulde jeg mene.
ARNHOFF	Sig mig, ved Du ikke, at min Kone er her?
Frk. PETRA	(uberørt). Jo, jeg saa hende lige nu. Hun er forresten sød.
ARNHOFF	(halvkvalt af Raseri). Mange Tak.
Frk. PETRA	Jeg har allerede talt noget med hende. Vi skal nok komme ud af det sammen.
ARNHOFF	(eksploderer). Nu skal jeg sige Dig en Ting, Cleo-Petra, dette finder jeg mig ikke i. Hvis ikke Du tager afsted igen uden at pakke dine Pakkenilleker ud, saa lader jeg, som jeg ikke kender Dig.
Frk. PETRA	(ømt). Herbert, hvor nænner Du!
ARNHOFF	Du kan skade mig ved at være her, og jeg vil Pinedød ikke have Dig her. Jeg haaber ikke, det er til at misforstaa.
Frk. PETRA	Jeg misforstaa Dig! Hvem har forstaaet Dig som jeg.
ARNHOFF	(ser sig om). Hør nu – her kan hvert Øjeblik komme Nogen.
Frk. PETRA	Lad dem komme. Aa, jeg har længtes saa rædsomt.
ARNHOFF	Du har Fanden! Du har moret Dig glimrende, har Du.
Frk. PETRA	(kaster sig til hans Skulder). Herbert – dog
ARNHOFF	Slip mig.
Frk. PETRA	Jeg „kan” ikke slippe Dig. Vi maa tale ud med hinanden.
ARNHOFF	(ser sig forfærdet tilbage). Gud fri mig, der er Exellencen.
Frk. PETRA	Hvem? Kom! Lad os saa gaa ind til mig.
ARNHOFF	(lidt forfjamsket). Nej – naa – ja – lad os – da det – saa længe – for Pokker.
	Han lader sig trække med ind i hendes Værelse. Lisbeth kommer ind fra Baggrunden med Exelleneen og ser sin Mand forsvinde med Petra. Det giver et Sæt i hende, men hun lader som ingenting.

1. AKT 7. Scene	Exellencen. Lisbeth. Senere Tilla, Nelly, Hds. Naade og Fru Meyer.
LISBETH	(der har anlagt en lille troskyldig Mine). Ja, Deres Exellence, nu tror jeg, at De har set det hele. Der er jo ikke saa meget, men Haven er virkelig køn.
EXCELLENCEN	(forekommende). Alting tager sig ud i saa smukt Vejr og med en saa elskværdig Vejviserinde.
LISBETH	Hvor det er pænt af Dem at sige det. (skotter urolig til Petras Dør) Men De har ikke set Spisesalen. Skal vi gaa derind?
EXCELLENCEN	(sætter sig). Vi har det jo meget rart her.
LISBETH	Men der inde er De bedre i Læ. Jeg tror, der er noget, Skuespilleren vil Dem. Han gaar paa Lur.
EXCELLENCEN	Det er jeg jo nogenlunde vænnet til. Man bliver hurtig haardhudet – (med en Bevægelse) undtagen overfor Skønhed.
LISBETH	(indkasserer Artigheden med et Smil). Der gaar vel sjælden en Time, hvor man ikke vil udvirke noget hos Dem.
EXCELLENCEN	Aa – naa
LISBETH	Hvor maa det være dejligt at have saa megen Magt, at man kan bringe Andre Glæde ved den.
EXCELLENCEN	Undertiden – ja.
LISBETH	De ser paa mig. Snart siger Deres Øjne: Det er virkelig en ganske net ung Kone —
EXCELLENCEN	Mere end det – Frue
LISBETH	Og saa kommer straks det afværgende og forsigtige igen i Blikket.
EXCELLENCEN	(rømmer sig lidt).
LISBETH	Ja, tror De nu, at ogsaa jeg har noget paa Hjerte eller ej?
EXCELLENCEN	Det vil vise sig. Jeg afventer, Frue. (lille Pause) Har De været her længe?
LISBETH	Nej, desværre. Min Mand har saa kort Ferie. Exellencen ved bedst, hvor meget de har at bestille i Ministerierne.
EXCELLENCEN	Ialfald mere end Folk tror.
LISBETH	Men det er ikke for det— Herbert elsker sit Arbejde. Han er en Slider. Men hvad fører det til?
EXCELLENCEN	(lidt paa sin Post). Naa, jeg synes dog at – indtil videre –
LISBETH	Gud, tro ikke, at Herbert er misfornøjet. Men de siger Alle, at han er saa dygtig, og saa er der da ikke Tvivl om, at hans Ævner kunde udnyttes bedre end ved at sidde og gnide paa en Kontorstol. Ja, nu siger Deres Øjne: Hun har alligevel noget paa Hjerte. Tror De det?
EXCELLENCEN	Jeg tror alt, hvad De siger.
LISBETH	Naa, ærlig talt – jeg har det.
EXCELLENCEN	Hvorfor ikke! Alle har det.
LISBETH	Ja – Jeg har faaet Herbert overtalt til at indgive Ansøgning om Redaktørposten ved „Statsefterretninger”.
EXCELLENCEN	(med et Sideblik). Saa – naa – nu husker jeg forresten –
LISBETH	Det vilde ligge saa storartet for Herbert. Han er ganske, hvad Englænderne kalder „up to date”. Saa impulsiv, saa livlig
EXCELLENCEN	Det tvivler jeg ikke om, men Livlighed er nu ikke det, man særlig lægger Vægt paa i Statsmaskineriet.
LISBETH	Nej, det ser ikke saadan ud.
EXCELLENCEN	Hvadbehager? Ja, der er jo flere Ansøgninger
LISBETH	Jeg ved nok, han har en farlig Medbejler i Jonas Bernhardt.
EXCELLENCEN	Kender De ham ?
LISBETH	Bevares ja. Han er gift med min Kusine.
EXCELLENCEN	Saa! Han er i mit Ministerium. Det er en meget flink Mand.
LISBETH	(begejstret). Storartet! Men jeg havde ikke tænkt mig, at hans Ævner gik netop – just – i den Retning.
EXCELLENCEN	Det synes man jo sjelden om en Konkurrent.
LISBETH	(beundrende). Hvor De kender Livet og Menneskene!
EXCELLENCEN	(smigret). Naa – en Smule Erfaring
LISBETH	De holder altsaa meget af Bernhardt? Hvor det glæder mig.
EXCELLENCEN	Det gør jeg. Ikke alene hans Arbejde men ogsaa hans Privatliv er mønsterværdigt. Saa fuldt ud smukt og betryggende.
LISBETH	Ja – fortrinligt
	Petras Hoved har vist sig til højre i Døren for at se om Passagen er fri, men trækkes forsigtigt tilbage. Døren lukkes lydløst.
EXCELLENCEN	Men det er jo ogsaa en prægtig Kone han har, Fru Caroline.
LISBETH	(der har set Petra) Ja, hun er mageløs prægtig —
EXCELLENCEN	En Hustru har meget i sin Magt.
LISBETH	Det har hun. (ser ned for sig) Gid jeg var som Caroline.
EXCELLENCEN	(ser paa hende paa Skraa). Ønsk Dem ikke anderledes, end De er.
LISBETH	(ser op paa ham). Tak.
EXCELLENCEN	(rejser sig). Gudved hvor min Kone bliver af.
	Tilla og Nelly kommer ind fra Baggrunden til højre
NELLY	Fru Arnhoff – (stanser ved at se Ministeren).
LISBETH	Maa jeg forestille Deres Exellence mine unge Veninder —
	De gaar hen mod Baggrunden, idet Lisbeth forestiller de unge Piger, der nejer. Hds. Naade og Fru Meyer kommer ind fra Verandaen.
HDS. NAADE	(idet de kommer). Jeg maa virkelig komplimentere Dem. Jeg finder, her er charmant.
FRU MEYER	Hvor det fornøjer mig. Det er jo alt saa tarveligt.
HDS. NAADE	Saa ægte landligt. Hvad er Civilisation imod Naturen. Den gør saa godt. Vi er begge lidt nervøse. Det er ikke saadan med den Rigsdag – de er jo ikke hensynsfulde mod Ministrene.
EXCELLENCEN	(afværgende). Naa —
HDS. NAADE	De fleste af dem naturligvis, men ikke alle. Min Mand er saa anstrengt, at landlig Ro er Nummer eet for ham i hans Ferie. Især om Natten. Han taaler ikke Støj.
FRU MEYER	(lidt bekymret). Værelserne ved Siden af Exellencens er jo rigtignok lejet ud til en Familie med Børn, som jeg netop gaar og venter paa, men det skal være saadanne rolige og yndige Mennesker.
HDS. NAADE	Vi faar jo haabe det bedste.
	Man hører en Vogn og Hurraraab af Barnestemmer.
FRU MEYER	Der er de vist.
	Hun løber ud paa Verandaen og kommer straks efter ind igen med Jonas Bernhardt og Frue med tre støjende Børn, der svinger Flag og Gummi-Balloner. Han er net og redelig udseende, mere lærd end smart, med blond Fuldskæg, blød Filthat og graat Sommersæt. Hun endnu ungdommelig med en lidt bevidst Holdning og letflydende Talesæt som hos Den, der er vant til at tale med Mange. Lys løstsiddende Sommerdragt og Støvkaabe, Frisure, der peger paa personlig Uafhængighed. Begge af det edste Selskab. Efter at have tumlet et Øjeblik, løber Børnene ud i Haven.
LISBETH	(synker tilintetgjort ned paa en Stol). Caroline med Bernhardt! Nej, nu dør jeg!
	Fru Meyer gaar ud til venstre for at rette an, idet Dr. Stern kommer ind fra Baggrunden til højre og samles paa Verandaen med de Øvrige Gæster.

1. AKT 8. Scene	Exellencen. Hds. Naade. Bernhardt. Caroline. Lisbeth. Senere Arnhoff, Petra, Dr. Stern, Frøken Lomholt, Tilla, Nelly, Waage, Borch, Hr. Schultze, Fru Meyer.
BERNHARDT og CAROLINE	(kommer nærmere). Goddag!
EXCELLENCEN	Nej, hvad ser jeg, det er jo Bernhardts.
HDS. NAADE	Aa, det er Dem, der er den rolige Familie med Børn.
BERNHARDT	Deres Naade og Exellencen er her allerede.
HDS. NAADE	Vidste De, at vi skulde her?
BERNHARDT	Vi havde hørt det i Ministeriet.
CAROLINE	(hurtig). Men vi havde allerede bestemt at komme her.
HDS. NAADE	Ja, jeg finder her er tiltalende. (charmant) Særlig nu, med Dem til Selskab.
LISBETH	(rejser sig og kommer nærmere). Goddag, kære Caroline, Goddag, Bernhardt. Hvor er det dog morsomt at se jer her.
CAROLINE	(mellemfornøjet). Lisbeth! Goddag er I her? Arnhoff ogsaa?
BERNHARDT	(sursød). Det var unegtelig en Overraskelse.
CAROLINE	(forklarende). Fru Arnhoff er min Kusine.
LISBETH	Men vi kan godt lide hinanden alligevel. Maa jeg ikke skaffe Dig af med din Støvkaabe og dine Smaating?
CAROLINE	Mange Tak.
	Hun giver hende Kaabe, Tasker og Paraply, som Lisbeth gaar ud med i Baggrunden til højre
HDS. NAADE	(sætter sig). Hvordan har Deres søde Børn det, Fru Bernhardt?
CAROLINE	Jo Tak, de hoster lidt, men jeg har givet dem Triumf Underbeklædning. Jeg haaber, det hjælper.
EXCELLENCEN	De lod til at være i upaaklageligt Humør.
BERNHARDT	(let undskyldende). Ja, Bybørn bliver jo som berusede, naar de kommer ud i den frie Natur.
EXCELLENCEN	(tankefuld). Hm – ja
HDS. NAADE	Jeg siger – Familielivet er dog det evig grundlæggende for Samfundet. Otto – det er Exellencen – lægger den største Vægt paa Barnets Betydning, ikkesandt, Otto!
EXCELLENCEN	Teoretisk set – tilvisse.
HDS. NAADE	(trykker Carolines Haand). Derfor gør det saa godt at se et smukt Familieliv i disse farlige Tider.
BERNHARDT	Ja, der er jo sørgelig mange Skilsmisser.
	Lille pinlig Pavse.
HDS. NAADE	(glemmer Finheden). Har De hørt, at Møllmanns Datter skal skilles? Det er en Portrætmaler, som – (en blid Haand paa Skulderen fra Exellencen. Bremsen sættes paa igen.) Ja, i Tider, hvor den Slags er almindeligt, er det en Glæde at se det ideelle Ægteskab. Hvor er De dog en dygtig Dame! Jeg begriber ikke, at De kan holde alle de Traade i Deres Hoved.
CAROLINE	Det er ethvert Menneskes Pligt at gøre mere end sin Pligt. Ros derfor ikke mig. Min Mand og jeg er fælles om alt, ogsaa om vor Virken for Samfundet. Jonas er en dybt ethisk Natur.
HDS. NAADE	Hvor de nye Ideer dog er epokegørende. (ser i en Modejournal) Tænk at puffede Ærmer er ved at komme op igen. Det er et charmant Par Deres Kusine og hendes Mand.
CAROLINE	(lidt kølig). Ja, meget net.
BERNHARDT	Jeg er lidt ked af, at vi optræder som Konkurrenter til Redaktørposten af „Statsefterretninger”. Det ved De maaske endnu ikke? (ser afventende ud).
EXCELLENCEN	(stryger sig om Skægget). Jo, jeg har hørt det. (Pavse.)
BERNHARDT	Men der vilde vel nok kunne findes noget andet til Arnhoff. Eventuelt.
EXCELLENCEN	(forbeholden). Ja, eventuelt.
BERNHARDT	Der er nu f. E. det ledige Embede paa Færøerne.
CAROLINE	Udmærket. Det rolige Liv i Selskab med Naturen vilde netop være aandelig sundt for Arnhoff.
BERNHARDT	Ja, han har jo ikke faaet Alvorens Gave.
HDS. NAADE	De landskabelige Formationer deroppe skal være ligefrem imposante.
BERNHARDT	(ser stærkt afventende paa Exellencen). Men som sagt – det gør mig ondt, hvis – jeg skulde – gaa ham i Vejen
EXCELLENCEN	(ser ud i Rummet.)
HDS. NAADE	Uden at komme ind paa begge Herrernes Chancer tør jeg dog nok røbe, at – (stanser ved et Blik fra Exellencen.)
EXCELLENCEN	(ser paa sit Uhr). Man er nok ikke rigtig præcis her i Huset.
HDS. NAADE	Jeg mente bare – jeg vilde blot —
BERNHARDT	Det var ikke min Mening at –
EXCELLENCEN	Berolige Dem, kære Bernhardt –
	ser ud som han skal have Embedet.
BERNHARDT	(sagte). Ah – jeg faar det!
	Han kaster et henrykt Blik til sin Livsledsagerinde og gnider sig i Hænderne. En Pige kommer ind fra venstre og slaar paa en Gongong.
EXCELLENCEN	Ah, Frokosten! Jeg er saamænd bleven sulten.
HDS. NAADE	Jeg i lige Maade.
CAROLINE	Børnene er vist ogsaa sultne. Hvor mon de er?
BERNHARDT	De tumler sig nok allerede i Haven.
TXT	Exellencen, Hds. Naade, Bernhardt og Caroline gaar ud paa Verandaen, hvor de ses i Samtale med de øvrige Gæster. Petra kigger forsigtigt ud fra sin Dør.
Frk. PETRA	Passagen er fri. De er allesammen paa Verandaen. (Hun kommer ind, ledsaget af Arnhoff.)
ARNHOFF	(misfornøjet). Det var en rar Rottefælde, Du fik mig ind i.
Frk. PETRA	Jeg kan da ikke gøre for, at de tossede Børn var udenfor Vinduet.
TXT	Han lister efter Petra hen mod Baggrunden for at give det Udseende af, at han er kommen ind ad Døren fra Entreen, men han har uheldigvis det hæklede Stykke med de røde Sløjfer hængende paa en Knap bag paa Frakken. Selskaket kommer ind fra Verandaen, Lisbeth fra Entreen
ARNHOFF	(affabelt hilsende med Ryggen til Tilskuerne). Nej, hvad ser jeg – Bernhardt og Caroline og Kallemand – Goddag – glæder mig – overordentlig.
LISBETH	(ser det hæklede Stykke). Men Gud
HDS. NAADE	Hvor har De været saa længe, Hr. Arnhoff —?
ARNHOFF	(søgende). Jeg har været ude— at køre paa Cycle.
LISBETH	(tager behændigt det hæklede Stykke af Knappen). Herbert er ivrig Sportsmand.
ARNHOFF	(tager til Knappen).
LISBETH	(sagte til Petra, idet hun giver hende Stykket). Det er Deres. Skaf det væk.
HDS. NAADE	(med en Bevægelse mod Petra). Denne unge Dame har jeg ikke den Fornøjelse at kende.
EXCELLENCEN	Jeg heller ikke.
ARNHOFF	(lidt ude af Fatning). Aa – ikke – naa – nej
LISBETH	(ser paa Arnhoff og tager sit Parti). Det er Frøken Petra Smith, en Skolekamerat af mig.
Frk. PETRA	(tager ogsaa sit Standpunkt). Ja, vi er Veninder.
HDS. NAADE	Ah – saa! Stor Fornøjelse –
EXCELLENCEN	(trykker hendes Haand). I lige Maade –
Frk. PETRA	(dameagtig forekommende). Det er mig en stor Glæde at gøre Exellencens og jeres Naades Bekendtskab.
FRU MEYER	(i Døren til venstre). Værsaagod, der er rettet an.
	Selskabet gaar hen mod Døren til Spisesalen, Hds. Naade ved Bernhardts Arm, efter at Schrøder er kommen for sent. Han byder da Petra Armen. Hun kaster over Skulderen et nysgerrigt Blik til Lisbeth og Arnhoff.
ARNHOFF	(slukøret men anerkendende). Den klarede Du godt, lille Lisbeth.
LISBETH	(lynende vred). Det er mere end jeg kan sige om Dig.
ARNHOFF	Vent! Jeg har ogsaa mine lyse Øjeblikke.
LISBETH	Jeg turde maaske da anbefale Dig at bruge dem. Kom (De gaar efter de Andre ud til venstre.)
TÆPPE	■

INTRO ■ 1. AKT ■ 2. AKT ■ 3. AKT ■ ANMELDELSE

Emma Gad

Bannerføreren for anstændig adfærd

Fruens Politik 1. akt