Kvindernes Udstilling *5

Arrangementet.
Hvilken Virvar! Hvilken Travlhed! Der læsses ud i Montrer, der arangeres i Køjerne, der hænges Slyngplanter op, og der afsløres Buster, alt af Damer, hvis Hænder besager sig rapt, hvis Kjoler er energisk, men dog saare diskret opkiltrede, og som midt i Travlheden faar Tid til at udstede et Utal af Ordrer og sige en Mængde nyttige og fornøjelige Ting.

Her er Liv og Fart og godt Humør over dette Billede af arbejdende og arrangerende Kvinder. Enhver gør sit Yderste for at sikre Sukces’en. Og Sukces’en er sikker nok.

Vort Øje søger Baggrunden, hvor et mægtig stort Portræt af Dronningen, malet af Fru Jerichau, indtager Hæderspladsen, flankeret af to pragtfulde broderede Tæpper fra det forrige Aarhundrede.

Men bagved og ud til Siderne ser vi som en Ramme om Udstillingen Rækker af gamle Portræter af Fortidens skønne og berømte Kvinder. Vi undres over, at Kvinderne i vore Tipoldemødres Tid vandt deres Berømmelse i saa ung en Alder; men maaske vandt de den kun ved deres Skønhed, medens vore Damer – skal et Mandfolk virkelig sige Gudskelov! – i højere Grad søger at skabe sig Udødelighed ved indre Fortrin.

Bedst som vi anstiller kulturhistoriske Betragtninger, møder vort Øje Vicepræsidenten, Fru Emma Gad, og vi gør i vort Hjerte Afbigt overfor denne udmærkede Dame, som i sig forener de unge Fortidskvinders Skønhed og Nutidskvindens Intelligens i potenseret Maal. Og som vi senere “Afleveres” til den Ene efter den Anden af Afdelingernes “Formænd” eller de unge Damer, som assisterer dem, møder vi saa megen Skønhed og Ynde og fremfor alt saa mange elskværdige Smil, at vi ganske glemmer Roserne paa de unge, berømte Tipoldnmødres Kinder!
Vi staar altsaa

I den store Sal,
og det Første, som vi har for os, er – Korsettet! Kvindetoilettets Svaghed, “Marteinstrumentet”, som de raa Mænd kalder det, udstilles i allerførste Række!

Med fin kvindelig Sans har man ordnet det saaledes, at den Del af Industrien, som beskæftiger sig med Toilettet, taler først til Publikum, naar det træder ind i Salen. Her er smukke Dragter, elegante Hatte – de mere intime Ting, hvorom man kun taler, naar man gaar paa Udstilling og skal være grundig: blonde og mørke Krøller og Pandehaar og hele Parykker og Sminke og . . . men lad os standse!
Den kongelige Porcellænsfabriks Montre med sine kølige Farver vinker os bort fra Studierne af Boudoirets Hemmeligheder; og vi overbevises her om, at Damerne er Mestre i at male – ikke blot med Sminkens røde, hvide og gule Farver.

Vi kaster Blikket til Venstre og ser os hensat til et grønlandsk Interiør. I Baggrunden af Køjen – saaledes kalder Damerne de smaa Rum, der paa begge Sider af Salen er adskilte fra hverandre med spanske Vægge – skinner os et Riis-Carstensensk Billede af en blaa Grønlandsfjord i Møde; og rundt i Rummet finder vi Masser af smaa morsomme Genstande, som grønlandske Kvinder har lavet med deres negleafbidte Fingre. Man har en Gang fortalt os, at alle Grønlænderinder bed Negle; og vi har fæstet saa sikke Lid til dette Frasagn, at vi senere altid har forbundet Tanken om Neglebiden med Grønlænderinden. Det skulde være os kært, om man kunde oplyse os om, at vi gør de grønlandske Damer Uret.
Lige opad Grønland ligger Norge. Det mærkeligste ved Norges Udstilling synes os ved et første Øjekast dét at være, at man har prydet Køjen med et Maleri af den svenske Dronning.
Heller ikke Sverigs Udstilling, som man med Forstaaelse af Øjeblikkets politiske Situation har anbragt saa langt som mulig fra den norske, gjorde noget dybere Indtryk paa os; men den laa ganske vist ligesom Norges endnu i Gaar i Kaos. Sverig har faaet Island til Nabo; og ved Indgangen til den islandske Kahyt byder en Pige i Festdragt os Velkommen med et passende køligt Smil.

Vi er imidlertid naaet forbi Kronprinsessens Marmorbuste, som staar midt i Salen, og befinder os nu i den kulturhistoriske Afdeling.

Frk. Sofie Holten har Ære af sin Afdeling, som ikke vil øve mindst Tiltrækning paa Publikum, Her er en hel Række af originale Nationaldragter, og her er pragtfulde Silkebrokades Kjoler fra forskellige Tidsaldre, bl. A. en allerkæreste Adrienne fra Holbergs Tid. Her er en stor Montre, helt fyldt men Miniatureportrætter, malede paa Elfenben, af kendte Kvinder i Fortiden; og man findes andre Montrer som er rene Guldgrubet for Kuriositetsyndere; har er Breve fra berømte Kvinder, Fru Gyllembourgs siminuitive Porcellæns-Skrivetøj, Julianne Maries Juvelskrin og en Skildpaddeæske, som Dronningen selv allernaadigst har drejet – og mange andre morsomme Sager; ikke at tale om en stor Samling af antikke Sølv- og Guldsmykker og af gammeldags Sølvservice.

Men vi maa videre.
Vi staar foran den lille Sal i Baggrunden og kigger ind i Husholdningsafdelingen, hvor Fru Bertha Schested og Fru Kammeraadsinde Nimb præsiderer. Fru Nimb sidder i sit “Nutids-Køkken”, der skinner af Kobber og blankt Pocellæn, og binder en mægtig stor Riskost sammen; den skal figurere i “Fortidskøkkenet”, som har til Nabo Fru Sehesteds “Fremtidskøkken”.

At man ikke kan gaa forbi Fru Nimbs Buffet uden at nyde noget, er en velkendt Sag; men efter ved et Glas Portvin at have hilst paa enkelte af Udstillingens Spidser, Kommandørinde Gad, Udstillingens virkelige Kommandant, der er elsket af alle Damerne – tænk, hvad det vil sige! – Finansministeren, Etatsraadinde Gamél, og den rask arrangerende Fru Gauguin med de vittige Indfald og det brillante Humør, som spreder Solstraaler ind i alle Udstillingens Køjer og Køkkener – efter at have tilbragt et behageligt Øjeblik i denne Kres, maa vi, skønt vi elsker at være Køkkenskrivere, fortrække. En finere og kyndigere Haand skal kærtegne – eller revse – den gastronomiske Afdeling.
Vi begivder os da op

Paa Galleriet
og er atter midt i Kvindeindustrien, hvis sikre Hersker er Frk. Johanne Frimodt.
Maaske tør vi betragte det som et Tilfælde, der kun ser ud som en Tanke, at det Første, som præsenterer sig for os, da vi kommer op ad Trappen, er en Række pibende Præstekraver?

Eller har man ment ved paa Galleriet at forevise de gejstlige Attributer første Linje at danne en passende Modvægt til deu mere verdslige Indledning nedenunder med Damernes Toilette? – Kvinderne er snilde som Slanger – man skal Intet forsværge!

Vi gaar over paa det venstre Galleri, hvor Industrien har hjemmet og undrer os over, hvad Kvindehænder kan udrette. Her er grove Børster, færdige Støvler og Sko, Rebslagerarbejde, ja, endog en dirkefri Laas!
At der fandtes kvindelige Rebslagere i Danmark vidste vi ikke; men at vort Fædreland endog har fostret en kvindelig Smed er næsten mere, end man kan tro. Og saa er den smeddende Dame tilmed om vi ikke husker fejl fra Faaborg!
Naturligvis er der en Mængde andre industrielle Arbejder, men vi tør ikke fordybe os i Enkeltheder.

Nu forestiller man os desuden for den smukke Fru Hoffmann, som staar i Spidsen for

Husfliden
uden derfor i nogen Maade i sin Person at give Indbegrebet at en Haandarbejdets flittige Dyrker.

Fru Hoffmann lader sig heller ikke selv nøje med Traad eller Broderinaal. Hendes Specialitet er Læderarbejdet, som hun har drevet til en høj Grad af Fuldkommenhed; et Par af Fruens Stole med forgyldte Fandens Mælkebøtter paa brun Læderbund hører til Udstillingens Pragtstykker.

Men iøvrigt siger det sig selv, at der i Husflidsafdelingen er en overvældende Mængde af Haandarbejde i mere almindelig Forstand; vi skal vel vogte os for at komme ind paa nærmere Omtale af Kniplinger og Hedebosyning og Filerarbejder, og hvad det Altsammen hedder. Men at der vil blive Trængsel af Damer paa det hvride Galleri til Højre, hvor strikkede Sengetæpper danner Drapperierne, er der ingen Tvivl om.

Vi foretrækker imidlertid at søge ind i Værelserne bagved Galleriet, hvor Fru Hoffmann bar møbleret en hel Dagligstue med kvindelige Husflidsarbejder. Et hyggeligere og elegantere Rum finder man ikke paa Udstillingen; der er nok at beundre: Stolene i antikt Billedskærerarbejde med flosvævede Betræk, Gobelinsporti’ererne, Hynder og Puder og Tæpper og Skamler, Alt i de kostbareste og smagfuldeste vævede Mønstre.

Naturligvis rammer ogsaa Husflidssafdelingen pudsige Kuriositeter. Der er saaledes en Puf, lavet af lutter Garnruller, og en Stol af det samme Materiale, der er gamle “Navneklude”, og der er et Skørt, som vi i alt Fald aldrig har sét Mage til. Det er vævet af en Mejerske af hendes eget gennem 18 Aar afredte Haar-!
Det synes en Smule uappetitligt at tage i Haanden, men Haarblonden forneden er nydeligt knyttet. Og som Husflid betragtet, turde det le være le comble!

Hvor mange Afdelinger, der findes paa Udstillingen, sér vi os ikke i Stand til paa staaende Fod at sige, men vi spaserede endnu igennem et ikke ringe Antal.

Skole, Hygiejne og Filantropi har ogsaa sine særskilte Rum.

Vi traf i Skolestuen den unge Snedkermester, Frk. Christensen, som uden berettiget Stolthed foreviste os de udmærket smukke og solide Mahogai-Skoleborde, hun har lavet. Den unge Dames klare Øjne lyser af Energi, og man faar respekt for den Dygtighed og det Initiutiv, som saa kækt bryder igennem gammel Fordom og baner nye Veje for Kvindens Gærning.

Skolestuen indeholder iøvrigt en Mængde morsomme Apparater til Anskuelsesundervisning og andet Skolemateriel, som skyldes Kvinders Arbejde.

I den hygiejniske Afdeling er det naturligt Sygeplejen, som er herskende, og der gives en god, instruktiv Fremstilling af, hvad kvindelig Sygepleje er.

I Literaturafdelingen modtages vi af Fru Sofie Horten, som her har været den virksomme Samler. Paa fire, ikke meget store Reoler, finder vi saa godt som alle de skandinaviske Forfatterinders Værker i Fortid og Nutid.

Fra Væggene skuer kendte Kvindeportræter ned til os: Fru Heiberg, Fru Magdalene Thoresen, Fru Fibiger og flere. Værelset er iøvrigt indrettet som en hygelig Læsestue, hvor trætte Udstillingsbesøgende kan trække sig tilbage for at styrke sig paa Dameliteraturens mer og mindre kraftige Kost.

— — At Kunstafdelingen endnu ikke i Gaar var tilgængelig, vil ikke undre, naar man erindrer de hæftige Kampe, som gik forud for dens Tilblivelse. Dog, den vil utvivlsomt være færdig til Aabningsdagen, og man forsikrer os, at den vil danne et smukt Led i det store Hele.

*
Naar til alt dette, som bliver at skue hver Dag i den tilstundende Sommer, føjes ugenlige Koncerter foruden den store Musikfest — og Teaterforestillingerne, hvor Kvinder har digtet, og hvor Kvinder spiller baade Komedie og Mellemaktsmusik, vil man ikke være i Tvivl om, at Kvindeudstillingen bliver en virkelig Begivenhed, som samler Sommerens Interesse om sig.
Og dog har Damerne saa endnu den store Trumf i Baghaanden; Sportsfesten i Cirkus, hvor unge, smukke Damer rider Kvadrille og gør Gymnastik og svinger Fleuretterne mod hinanden i hurtig Terts!
Plutus

Har der end, beklageligt nok til en Begyndelse været adskillige Meningsforskjel, melle Kvinderne, saa maa det siges til deres store Roes, at de i et Punkt have været enige: at kunne forsvarre deres Handlemaade overfor Staten og Garanterne. Devisen har været den vise Husmoders: “ikke at slaae større Brød op end hun kunde bage”, og skulde Udstillingen muligen i Størrelse og Omfang have lidt noget ved en saadan Fremgangsmaade, har den til Gengjæld vundet i Ædruelighed og Tilforladelighed. Naar Kvinderne næste Gang træde sammen for at holde Udstilling, maa man haabe, at de selv kunne rejse deres Bygning, thi skulde man beklage noget, er det muligen det, at man trods Industriforeningens smukke Lokale, der saa imødekommende og paa saa rimelige Betingelser ere stillede til Disposition, ikke har kunnet tilvejebringe nogen storslaaet Helhed eller samle Udstillingen under eet Tag, men f. Ex. har maatet anbringe Kunstafdelingen i den frie Udstillings Bygning.

For mange danske Kvinder er Dagen en sjelden Festdag. Der er arbejdet ihærdigt og anstrængende af Hundreder af Hænder og Hjerner i over et Aar, og mange staae nu forhaabningsfuldt eller ængstelig afventende det kritiske Publicums Dom. Gid den nu maate blive styrkende, opmuntrende og anerkendende, saavist som der har været Alvor og Sandhed i de Kvinders Bestræbelser, der hver paa sin Viis have deltaget i det for saa mange betydningsfulde Samfundsarbejde. Held og Lykke over Kvindernes Udstilling fra Fortid og Nutid 1895.
Et Medlem af
Udstillings-Comiteen.

Det er det, der giver Kvindernes Udstilling den bedste Ynde og Tiltrækning for den mandlige Part af Befolkningen, at den fra den første Spire til den færdige Udfoldelse i Dag har haft over sig en ganske umiskendeligt feminint Præg. Hvor fortryllende var det f. Eks. ikke, da den henfarne Præsidentinde, Kammerherreinde Oxholm, en skønne Dag [fjernede] et af hende selv udvalgt Komitémedlem, fordi hun kom i Tanker om, at bemælte Medlem ikke var standsmæssigt nok? Hvor forfriskende virkede ikke Referaterne fra hine bevægede Møder, hvor Komitédamerne fløj løs paa hinanden som vrede Høns og endte med i Forening at plukke den spanske Kammerherreinde? Og da saa den ny Præsidentinde, Hendes Naade Gehejmeraadinde Buch, sad paa Pinden, hvor nydeligt var det ikke, da hun indledede sit Regimente med i elskværdig, barnligt rørende Aabenhjærtelighed at formane de hende underordnede Damer til at vise Offentligheden, at ogsaa Kvinder kunde arbejde i Endrægtighed? Eller hvem glemmer den iltre Kunstnerinde-Strid, hvor der under de sukkersødeste Ord og sirligst Gebærder røbedes en frisk og ufordærvet Giftighed? Eller nu – fra de allersidste Dage – den spændende Bindehat-Konflikt? Hvilken Mandsperson med Hjærtet paa det rette Sted har ikke følt sig bedaaret af den Alvor, hvormed Kvindeudstillingens Heltinder har drøftet, om de virkelig skulde være nødt til at møde ved Aabningshøjtideligheden med “Bindehat”?

Allermest Pris sætter vi Mandfolk paa denne Bindehat-Affære. Den er Prikket over i’et. Den er den utvetydige Kvindelighed ved Kvindernes Udstilling. Den er som den Blomst, hvormed vor Elskede pryder sin Dragt. Den er det selvraadige Koketteris Sejr over al mandfolkeagtig Regelrethed.

En Bindehat med løst flagrende Baand burde være den Fane, Kvinderne hejste over deres Udstilling.

De har selv valgt som Symbol en af Havet opstigende Sol. Ogsaa det er godt. Det kan betyde – og saadan vil formodenlig ivrige Kvindesags-Venner udlægge det – at Kvinderne nu rejser sig i deres Vælde efter en lang Dvaletid, rejser sig for at forbavse Verden med deres Oplysning og Evner. Man tage det, som man vil.
Vi Mandfolk glemmer dog aldrig, at det er Aartusinder siden, Venus Steg af Havet, skønnere end nogen Sol.

Lad Kvinderne ikke fortryde, at deres Udstilling er naaet til sin Fuldbyrdelse, saadan som Kvinder bringer Traad paa Tenen. Tænk, om Kvindernes Udstilling i ét og alt var skaaret nøjagtigt efter Mønster af de Udstillinger, Mandfolk har gammel Øvelse i at ordne i en Hastighed! Hvad særlig Interesse var dér da ved den? Hvad skulde vi saa med den?

Nu véd vi, at der paa mange Omraader under Udstillingens Tilblivelse er udfoldet en Dygtighed ikke ringere end den Mænd raader over – ikke mindst af Præsidentinde Fru Buch og Vicepræsidentinde Fru Gad -; nu vil vi faa at sé, at mangfoldige Kvinder præsterer Arbejde, der fuldt kan maale sig i Værdi med Arbejde af maskulin Oprindelse; Udstillingen bliver sikkert en Demostration til ære for Kvinderne i samme Grad som til Beundring og Glæde for Mændene – enfin, det, Kvinder og Mænd i Forening mest bør glæde sig over, det er dog, at der er en lille Forskel. Det er den lille Forskel, der vil sikre Kvindernes Udstilling deres Held. Og idet vi Mandfolk ønsker Kvinderne til Lykke med deres Udstilling, udbringer vi – af vore Hjærtens Dyd – et Leve for den lille Forskel.
Monsieur.

Fru Holten-Skovgaards Sol, omkranset af Fandens Mælkebøtter, var i Opgaaende over Indgangsdøren, og Fru Marie Carl Nielsen sfinkser skuede os i Møde, da Pressen i Aftes betraadte de for almindelige Dødelige endnu strængt tilstængte Haller.
Hvor tog det sig Altsammen henrivende ud i Skæret af det klare elektriske Lys! Galleriet var blevet til et levende Hegn af Slyngplanter, bag hvilke dulgte sig alt det fine Hvide, som er Damernes Specialitet – en af Damernes Specialiteter.

Men ogsaa nede i Salen opdagede vi i Aftes nye smukke Ting. Til Venstre midt i Salen finder man et lille Værelse, som er en af Udstillingens Perler. Det skyldes Fru Holten-Skovgaards og Fru Fischers forenede Ævner. Et grønmalet, yderst stilfuldt Møblement er udstyret med Hynder og Tæpper i de fineste Farver og Mønstre, og Tapetet er et Gobelin, hvor Fru Fischer har indvævet en allerkæreste Tegning af Fru Holten-Skovgaard, forestillende to unge Piger, som gynger under Kastaniens saftiggrønne Blade. Det hele Interiør er stilfuldt indtil de mindste Enkeltheder.

Dog, vi tør ikke i den ellevte Time fordybe os i flere Enkeltheder. Saa meget mere, som Damerne indbyder os til en lille improviseret Souper i selve “Køkkenet”.
Vi tør uden Overdrivelse sige, at vi har ingensinde deltaget i en fornøjeligere Souper. Etatraadinde Gamel og Fru Broberg overgaar hinanden i Elskværdighed som Værtinder. Gehejmeraadinde Buch præsederer med en Grandezza, der ikke udelukker den jævne og Hygge, og Fru Emma Gad indtager straks Pressens velarmerede Fæstning med sit lyse Smil.
Endelig maa vi have Lov at sige, at Fru Nimb i Aftes næsten overgik sig selv i sin intime Forstaaelse af en Gourmands Krav til Livet.

Geheimeraadinde Buch bød ved et Glas Champagne Pressen velkommen og takkede den for dens Nærværelse, og Hr. André Lütken tømte paa de tilstedeværende Journalisters Vegne en Skaal for Udstillingens Sukces.
I Dag er det Publikum, som har Ordet.
Pts.

“Naar Præsidenten har overdraget mig at gjøre Rede for denne Udstillings Fremkomst og Gjennemførelse, saa maa jeg tillade mig at fremlægge et Par Data for Deres Majestæter, Deres kgl. Højheder og den højtærede Forsamling. Den første Tanke om at foranstalte en Udstilling af Kvindearbejde, er, efter at den var realiseret i Chicago, opstaaet hos Kunstindustrimuseets Bestyrelse. Derpaa sluttede fru Kammerherreinde Oxholm, sig med den varmeste Interesse til Tanken, til de nødvendige Pengegarantier bragte tilveje baade fra Rigsdagen og fra privat Side og virkede med en saa altbeseirende Energi for Sagens Fremme, at Udstillingen maa yde hende den bedste Tak. Efterat Planen om, som først paatænkt, at afholde Udstillingen paa Charlottenborg, havde maattet opgives paa Grund af mindre praktiske Localitetsforhold, fandt man et Hjem i Industriforeningen, som takket være Bestyrelsens Forekommenhed og ikke mindre Dhrr. Officerers og Bogtrykkerfirmaet Nielsen og Lydiches elskværdige Hjælpsomhed, er bleven udvidet saa meget at alle Afdelinger, om end med lidt Besvær, have kunnet finde Plads.

Med Dhrr. Lehnsgreve Raben-Levetzau, Profesior Nyrup og Etatsraad Claus Smidt som Raadgivere, er Arbejdet under Fru Geheimeraadsinde Buchs Præsidium derefter energisk ført videre ved Ledelse af et af Comiteen valgt Forretningsudvalg, og er nu blevet til et færdigt Resultat, der staar rede til at underkaste sig først denne repræsentative Forsamlings og dernæst hele Publicums Dom. Naar der hist og her kan være Mangler, maa vi, det have været med ved Ordningen, bede Dem Alle erindre, at det har været Hensigten at vise, ikke alene hvad Kvinden paa sit nuværende Standpunkt kan udrette, men ogsaa, hvad hun endnu ikke formaar. Først i det sidste Quart-Aarhundrede eller saa er der jo aabnet hende Virkefelter ud over Hjemmets Grænser, og i Meget mangler der hende derfor Øvelse og Overblik. Hvad det maaske mest skorter paa, som under dette Arbejde ogsaa nu og da er følt, det er den Egenskab, som gjennem mange Slægtsleds Udvikling saa at sige er Manden medfødt, nemlig Samfundsfølelsen, Evnen til at kunne sætte sit personlige Standpunkt tilside for at fremme den Sag, man virker for. I saa henseende haabe vi, at dette Foretagende har været en Lære, og at mangen Erfaring her er gjort om Samarbejdets Nødvendighed og opdragende Virkning. Men mest af alt haabe vi, at det vil hjælpe til at aabne Øjnene for det kvindelige Arbejdes Betydning og Nytte. Kvinders Arbejdsfelt kan paa en Maade sammenfattes i to Ord: det producerende og det sparende.

Ikke at man maa undervurdere Kvindens Dygtighed til klogt og samvittighedsfuldt at forvalte de Midler, som Andre skaffe tilveie, den bærer jo daglig sin Frugt i Hjemmene hele Verden over -, ja, sandt at sige, er ingen Livsstilling saa opslidende og besværlig som den at være Husmoder med mange Børn og faa Penge. Men netop derfor maa det vel regnes for et Gode, at Kvinderne nu ikke helt ere henviste til denne Stilling alene, men have faaet Ret og Lyst til at tage Deel i Livet ogsaa paa andre Omraader. Der vil neppe være Tvivl om, at den, der med sin Person staar inde for en selvstændig Gjerning og derfor maa bevæge sig mellem forskellige Mennesker og Forhold, uvilkaarligt faaer rigere Udvikling og Tankeliv end den, hvis Virksomhed er indskrænket til Hjemmets Gerning alene. Det producerende Arbeide indeholder alene af den Grund store Betingelser for Livslykke, ikke alene for den, der udøver det, men ogsaa for Omgivelserne, idet Selverhverv giver større Blik paa Livet, og – for at bruge et dagligdags Udtryk – det giver godt Hummeur.

Naar det derfor bliver sagt, at Kvindens forøgede Virkefelt vil skabe Concurrencefølelse og Krig mellem de to Kjøn, saa vil man sikkert lettere, end man troer, komme ud over dette Misnøje, da det kvindelige Arbejde vil lette Mændene for mangen Byrde, der nu tynger dem. De Tilfælde ville nemlig blive mindre og mindre hyppige, at en Mand har kvindelige Slægtninge at underholde, fordi Kvinderne efterhaanden nu ville blive opdragne til at ville Noget og kunne Noget, der skaber dem en Livsopgave i økonomisk Uafhængighed, og de Mænd, der ellers skulle forsørge dem, ville af den Grund neppe holde mindre af dem, men tvertimod agte dem højere for dette stoltere og selvstændigere Standpunkt. Vi ere derfor forvistede om, at denne Udstilling vil have havt sin store Betydning, ifald den yderligere kan slaa fast, at Arbejdet er Livets Betingelse og Livets Belønning saavel for Kvinden som for Manden, saa at Begge mødes i den fælles Gjerning for Side om Side at bidrage hver Sit til vort Fædrelands Fremgang og Hæder, der bestandig for os Alle vil staae som det højeste og bedste.”

Derimod fæster vor Opmærksomhed sig ved det kvindelige Opsyn, som er posteret ved Indgangen; det er unge Damer, klædte i Flagets hvide og røde Farver med et “K.U.” paa venstre side af Brystet. Atter og atter maa de vise Folk bort, som straks vil ind i selve Udstillingen, og de sér allerede en Smule echaufferede ud.

Til Assistance har de nogle enkelte Mandfolk, som er iførte skinnende hvide Klædesfrakker med røde Opslag, og som, duperede af deres egen Toilettepragt, helt glemmer at assistere.

Dog, Damerne er ogsaa Mand for selv at bestride Arbejdet. Saasnart de har vænnet sig lidt til Portnergerningen, indgyder de alene ved deres Personer Gæsterne Respekt, og Strømmen gaar af sig selv den rigtige Vej, opad Trappen.

Til Officersforeningens Festsal.
Overalt hvor man kommer frem, sér man Blomster. Kornblomster og Valmuer og rød og hvid Kløver dækker Trappegelændere, og i Værelserne, som man passerer, og hvor Vinduerne er aabne, slaar en sød, ubetsemmelig Blomsterduft Gæsterne i Møde.

Men de skønneste Blomster, man ser, er Overmarskallens, Fru Gauguins, ti unge Marskaller.

Fru Gauguin selv er iført en hvid Cheviots Dragt med Bluse, paa Skulderen en Buket af Fandens Mælkebøtter, over Brystet et dannebrogsfarvet Silkeskærf, der flatteres ved Naboskabet med et blaa Baand, til hvilket Officier de l’Academie-Ordenen er knyttet.

De ti Marskaller, som udfører deres Hværv med fin kvindelig Takt, er klædte i Hvidt med røde Silkecrépe-Skærf; paa Skulderen et Par Fandens Mælkebøtter. De tog sig altfor nydelige ud til, at vi tør fortie deres Navne:

Frk. Sehested fra Farumgaard, Frøknerne Nyrop – Døtre af Professor N. – Frk. Gauguin, Frk. Gerda Octavius Hansen, Frk. Gad, Frk. Krog, Frk. Meyer – Datter af Skuespiller M. -, Frk. Nielsen – Datter af Direktør, Borgerrepr. N. – og Frk. Cortsen.

Takket være disse elskværdige Damer finder Enhver sin Plads i den ikke altfor store Sal, som er smykket med Flag, og med Tæpper i Gult og Violet, Udstillingens Farver.

Paa en Tribune i Baggrunden har Frk. Gætje, som er i hvid Cheviot med hvid Silkebesætning, taget Plads med sit Kor af halvtresindstyve unge Damer, alle klædte i hvidt Moll. Den mindre Tribune i Salens Forgrund er forbeholdt Udstillingskomitéen, hvis Damer dog endnu ikke alle har givet Møde.

Klokken er halvét, og Salen er ganske fyldt; ikke en Stol mere at opdrive; kun den forreste Række af forgyldte og hvidlakerede Store, som er forbeholdt Kongefamilien med Følge, staar endnu tomme.

Da imidlertid Hoffets Herrer og Damer først er indbudte til Kl. 1, er der god Tid til at kaste et Blik ud over den repræsentative Forsamling, som venter.

Naar vi tager Herrerne først,
er det kun, fordi vi hurtigst kan gøre os færdig med dem; Damerne vil selvfølgelig lægge stærkere Beslag paa vor Pen.

Vi ser af Ministre d’Hrr. Reedtz-Thott, Nellemann, Thomsen, Ravn Bardenfleth og Hørring. Endvidere Overpræsident Klein, Borgmester Hansen, Justitiarius Bech, General Bahnson, Baron Bech-Friis, Folketingets Formand, Hr. Høgsbro, Landstingets Formand, Hr. Matzen, Admiral Meldal, Maleren Keøyer, Etatsraad Ruben, Forfatteren Karl Larsen, Prof. Arnold Krog, Raadmand Kjær, Politidirektør Eagen Petersen, Kommiteret, Prof. P. Hansen, Etatsraad Claus Schmidt, Dr. Sophus Schandorph, Prof. C. Nyrup, Departementscheferne Blenchingberg og Jonquiéres og Kontorchef Marcus Rubin, Fabrikant Harald Bing og Hofjuvelér Michelsen.

Damerne
havde holdt sig til Parolen Bindehat efterretteligt med en næsten militær Disciplin. Der saas kun ganske enkelte bredskyggede Hatte med Nakkenaal. Men Bindehattene var ogsaa gennemgaaende fortryllende og klædte de lyse Dragter smukt.

Paa første Række bag Kongestolen saas dog hovedsagelig mørkere Toiletter. Baronesse Reedtz-Thott var i brusende sort Silke med en mægtig Buket hvide Levkøjer i Brystet, sort Hat med hvidt Slør; Generalinde Bahmson var iført grøn Silkekjole, besat med mørkegrønt Fløjl og grøn Hat med Violer, Fru Nellemann en mørkebrun Kjole med Kniplingsbesætning og Fru Hørup, hvem Kometéen havde det lunefulde Indfald af anvise Plads imellem de to Militærministre, der mødte uden Fruer, bar en dybblaa Silkekjole med crémefarvede Kniplinger og italiensk Straahat med lilla Besætning.

Præsidenten, Gehejmeraadinde Buch, der netop nu forsvinder ud af Salen for i god Tid at være ved Indgangen og modtage de Kongelige, er iført en sort Atlaskes Kjole og lilla Hat; paa Brystet bærer hun en forstørret Udgave den gule Silkesløjfe med Emblemet, Fandens Mælkebøtte, i forsølvet Metal, med hvilken alle Kometéens Damer har prydet sig.

Vicepræsidenten, Fru Emma Gad, bærer en nydelig Uld-Moisselins Dragt med lilla Palmemønster, Etatraadinde Gamel, en pragtfuld silkebroderet hvis ulden Kjole og Hat med appelsinfarvet Fløjlsbesætning og Aigrette; Fru Holten-Skovgaard en stilfuld graalilla Ulderepons Kjole med hvis Silkecrépe de chine-Vest og Hat med gul Løvetand og store Sløjfer i lilla Fløjl; Fru Hofmann tog sig storartet ud i en hvid Cheviot Kjole med gul Silkebesætning og en fantasifuld Hat af svært gult Straa med gule Fløjlssløjfer og sort Aigrette.

Men vi maa nøjes med at optegne vor “Liste” og lade alle Adjektiver være underforstaaede.

Fru Hennings hvid og sortstribet Silkekjole, hvid Hat med sorte Jetvinger; Generalinde Harbon sort Fløjl med lilla Vest; Admiralinde Meldal rødlilla Atlask og gul Hat; Generalinde Holten sort og lillastribet Silke og sort Hat med guld Smørblomster; Fru Glad lys lilla Silke med hvid Kniplingsbesætning og Hat af lyserøde Roser; Frk. With staalgraa ulden Kjole med hvid Besætning; Fru Eugen Petersen broncegul brocheret Silke med brungul Hat; Fru Nimb sort Silkebrokade med Stenkulsbesætning, guldbrokades Hat med sort Fløjl; Fru Broberg hvidt crépe de chine Silkeliv, hvid Cheviot Nederdel og Hat med Kornblomster; Etatraadinde Ruben sort og lilla stribet Fløjl og gul Hat besat med hvide Valmuer; Fru Sehested til Broholm graalilla Silke med tilsvarende Hat; Professorinde Nyrop lys lilla brocheret Silke med gul Besætning, Fru Elisa Halkier stramtsiddende hvidt Klæde med hvid Hat; Fru Nanna Liebmann brun changeant Surah med crémefarvede Kniplinger; Frk. Kjær – Datter af Raadmand K. – Mauvefarvet Kjole og gul Straahat; Fru Franz v. Jessen hvid Kjole med Snorebesætning og sort Hat med Aigrette; Frk. Sofie Holten hvidt Cheviot og Hat med store lilla Fløjls Sløjfer; Fru Louise Hansen, f. Bull, lys drap ulden Kjole med silkebroderet Besætning af Metalperler; Fru Mimi Larsen spinatgrøn Silke med indvævede lilla Buketter; Frk. Frimodt hvidt Cheviot med Besætning af Fandens Mælkebøtter; Fru Andersen, f. Bernhard Olsen, hvid Raasilke med mørkerødt Skærf; Fru Holmblad lyseblaat Silke og Hat med hvide Roser; Fru Redaktør Carstenmsen lilla crépe Kjole med écru Kniplingshat og lilla Nelliker: Dr. Frk. N. Nielsen mørkeblaa Silkekjole med hvide Prikker; Fru Bertha Sehested, f. Fenger, sort Silke med hvid Besætning.

Vi kunde naturligvis fortsætte endnu en lille Spalte med Redegørelse for Damernes smagfulde Toiltter, men vi tør ikke overanstrenge mandlige Læsere i højere Grad, end sket er. Øjeblikket er nu ogsaa kommet.

Fruerne Buch og Gad og Gamel
fører De Kongelige ind i Salen. Med Undtagelse af Kronprinsen er hele Kongefamilien kommen til Stede ved Kvindernes Fest.

Dronningen, der er iført en sort og hvidstribet Silkerobe med hvid Hat og hvidt Slør, tager Plads med Kongen ved sin højre Side midt for Tribunen. Til venstre for Dronningen sidder Kronprinsessen, som bærer en brun Silkerobe overtrukken med sort, blomstret Gazestof, og sort Hat med blegrød og gul Pynt. Prinsesse Marie, iført en staalgraa Silkekjole med matte Steiber og dertil sort Jaket og karmoisinrød Hat med graa Fjederaigrette; Kronprinsessen af Grækenland i fin blaa- og hvidstribet Silkekjole med Staalperlebesætning paa den crémefarvede Bærekrave og med Guldbrokades Hat pyntet med hvide Margueriter; Prinsesse Friedrich Carl af Hessen i lys blaalilla Silke med Hat af Guldpailetter og lyserøde Roser; Prinsesse Louise i lyserød Kjole med tilsvarende Hat, og endelig Pinsesserne Thyra og Ingeborg i hvide Sommerkjoler.

Prinserne Valdemar, Christian, Hans og Friedrich Carl og Kronprinsen af Grækenland, der alle ligesom Kongen er i sort Frakke og lyse Benklæder, tager Plads paa Fløjene.

Da Alle er komne til Sæde, istemmer Frk. Gætjes Kor.

Kantaten.
Vi anfører første Vers, som synges af det enstemmige Kor:
Højligt hædret – i gamle dage – var Nordens Kvinde: – gærne hørte – de høje Helte – hende tale, – naar ved Aften – trindt om Arnen – de sig samled, – lysted tidt – til Kvad at lytte – lagt i Sagas – stolte Sprog

Derefter følger et flerstemmigt Kor, hvorpaa Frk. Noack synger Solo om Fortidsfruerne, som maatte sidde ene hjemme:
Ridderen drager til Hove – med Guld over Brynjerand, – hjemme sidder hans Frue, – maa lyste sig som hun kan.

Kantatens Forfatterinde, Fru Blicher-Clausen beroliger os dog straks med Hensyn til Fruernes “Lysten sig”.

Det hedder i næste Vers: – Hjemme sidder hans Frue – og sømmer paa hviden [] – lytter til gamle Sange – og syr dem i Silke []

Gennem Kor og Recitativ – fordraget af Fru Wulff-Schiøller – kom man saa frem til Nutidskvinden der er

stærk i Aandens Verden at hygge – uden at slippe den fine Traad, – som spinder Hjemmenes Lykke

Vi indfletter her er Par kritiske Bemærkninger om Musikken.
Med de udvortes Midler, som Komponistinde Fru Elisabeth Meyer, f. Tuxen havde at raade over: Damekor og Klaverledsagelse, kunde store Virkninger ikke opnaas, og undgaas kunde det heller ikke, at Kantaten saaledes maatte virke lidt ensformigt, navnlig altsaa for saa vidt Korene angik. Forøvrigt var Musikken til Kantaten sat frisk og naturlig op, velklingende og let forstaaelig var den, og det bør ikke lægges Komponistinden altfor meget til Last, at hun med sit Kvindekor og Klaver kun til Maade fulgte Forfatterindens ovennævnte bredt og højstemte Skildring af Kvindens Liv og Betydning i Oldtid og Middelalder. Maaske kunde dog Koret, der skildrer Kvinden som deltagerinde i Kampen paa “Valkyrievis” have gjort billig Fordring paa en lidt mere fantasifuld Behandling end den Fru Meyer har ladet det blive til Del. Des bedre er Fruen da sluppet fra den følgende Solo. “Ridderen drager til Hove”, der holdt i en køn, veltruffen Folkevise-Tone, var det stykke af Kantaten, man hørte med mest Fornøjelse. Udførelsen bidrog vel sin Del dertil forsaavidt angaar Frk. Noacks nydelige Foredrag, men Numerets bedste og virkelig fine Idé, det i Romancen indflettede Omkvæd: “- de Sange, de gamle Sange -!” kom ingensinde til sin fulde Ret paa Grund af Korets mindre vellykkede Udførelse. Det var Frk. Gätje, der ledede Korsangen; da hun er kendt som en dygtig og energisk Kunstnerinde og ikke uøvet i den Kunst at dirigere (og indstudere), maa Skylden vel ikke søges hos denne Dame, men i den Omstændighed, at der fandtes for mange uøvede Elementer blandt Korets nydelige Damer. Denne Anskuelse bestyrkedes ved Udførelsen af af de øvrige Korsatser. Vi tillader os denne Kritik ikke for den enkelte intimere Opførelses Skyld, men fordi vi formoder, at “Kvinderne” ved de bebudede offentlige Koncerter ogsaa vil fremføre Damekor, i saa Fald bør det tilraades at decimere eller dog arbejde dygtigt med det i Gaar præsterede Kor, saafremt det da agtes benyttet.

Endnu omfattede Kantaten det kvikke og velbehandlede Kor “Længe sad Kvinden hjemme” – et Stykke Recitativ, intelligent foredraget af Fru Sigrid Schiöller – og endelig et Slutningskor, til hvilken Melodien “Vift stolt paa Kodans Bølge” var benyttet uden synderlig Bearbejdelse.

Alt i alt gjorde Kantaten et tiltalende, hjemligt, naturlig musikalsk Indtryk – ikke meget betydeligt, men ganske vel passende til Lejligheden.

*
Under Afsyngelsen af Kantaten har der blandt de yngre Prinsesser hersket en del Munterhed, som hverken skyldtes Teksten eller Musikken eller de syngende Damer, men som havde sin Aarsag i en lille pudsig Fejltagelse.
Paa de Kongelige Stole var først henlagt nogle graa Hæfter med Guldkrone; men lige før de høje Herskabers Ankomst løb en af Komitédamerne til og ombyttede de graa Hæfter med nogle skinnende røde, som ganske vist tog sig mere dekorativt ud, men som til de kongelige Damers og Herrers Forbavselse kun indeholdt – Programmet for Festen!
De skærfsmykkede Marskaller fik nu midt under Kantaten det saare vanskelige Hværv at overrække hver af Kongefamiliens Medlemmer et af de hastigt bortfjærnede graa Hæfter. De unge Damer nejede og rødmede alle lige nydeligt.

Men Musikken tier nu, og Øjeblikket er inde, hvor man skal høre

Præsidentens Tale.
Gehejmeraadinde Buch træder frem paa Tribunen og siger følgende Ord:
Idet denne de danske Kvinders første Udstilling nu skal aabnes, maa jeg først bringe vor allernaadigste Dronning vor dybfølte Tak for den store Naade, Hendes Majestæt har vist Udstillingen ved at overtage Protektoratet over den, og ligeledes en hjertelig Tak til vor naadigste Kronprinsesse for den Ære, Hds. kgl. Højhed har vist Udstillingen ved at være dens Ærespræsident. Dernæst skyldes en varm Tak til Alle, der med Raad og Daad har bidraget til, at Udstillingen er kommen i Stand; en Tak til Rigsdagen og til dem, der som Garanter eller ved anden pekuniær Støtte har gjort de muligt at begynde paa Sagen, en Tak til dem, der med Offer og Tid og Kræfter har virket for dens Fremme: og endelig en Tak til dem, hvis Flid og Snille og velvillig Imødekommen selve Unstillingsgenstandene skyldes. Maatta nu alle de samvirkende Bestræbelser have ført til et nogenlunde heldigt Resultat, maatte denne de danske Kvinders første Udstilling blive til Gavn og Glæde og Ære for Udstillerne, for den nordiske Kvinde.

Straks derefter følger

Vicepræsidentens Tale.
Kommendørinde Gad minder først om Udstillingens Tilblivelse og fortsætter derpaa:
Naar der hist og her kan være Mangler, maa vi, der har været med ved Ordningen, bede Dem Alle erindre, at det har været Hensigten at vide, ikke alene, hvad Kvinden paa sit nuværende Standpunkt kan udrette, men ogsaa, hvad hun endnu ikke formaar. Først i det sidste Kvart-Aarhundrede eller saa, er der jo aabnet for Virkefelter udover Hjemmets Grænser, og i meget mangler der derfør Øvelse og Overblik. Hvad det maaske mest skorter paa, som under dette Arbejde ogsaa nu og da er følt, det er den Egenskab, som gennem mange Slægtsleds Udvikling saa at sige er Manden medfødt, nemlig Samfundsfølelsen, Ævnen til at kunne sætte sit personlige Standpunkt til Side for at fremme den Sag, man virker for. I saa henseende haaber vi, at dette Foretagende har været en Lære, og at mangen Erfaring her er gjort om Samarbejdets Nødvendighed og opdragende Virkning. Men mest af Alt haaber vi, at det vil hjælpe til at abne Øjnene for det kvindelige Arbejdes Betydning og Lykke. Kvindens Arbejdsfelt kan paa en Maade sammensættes i to Ord: det producerende og det sparende. Ikke at at man maa undervurdere Kvindens Dygtighed til klogt og samvittighedsfuldt at forvalte de Midler, som Andre skaffer tilveje, den bærer jo daglig sin Frugt i Hjemmene hele Verden over – ja, sandt at sige, er ingen Livsstilling saa opslidende og besværlig som den at være Husmoder med mange Børn og faa Penge. Men netop derfor maa det vel regnes for et Gode, at Kvinderne nu ikke helt er henviste til denne Stilling alene, men har faaet Ret og Lyst til at tage Del i Livet ogsaa paa andre Omraader. Der vil næppe være Tvivl om, at den, der med sin Person staar inde for en selvstændig Gærning og derfor maa bevæge sig mellem forskellige Mennesker og Forhold, uvilkaarligt faar rigere Udvikling og Tankeliv en den, hvis Virksomhed er indskrænket til Hjemmets Gærning alene. Det producerende Arbejde alene indeholder af den Grund store Betingelse for Livslykke, ikke alene for Dem, der udøver det, men ogsaa for Omgivelserne, idet Selverhværv giver større Blik paa Livet, og – for at bruge et dagligdags Udtryk – det giver godt Humør. Naar det derfor bliver sagt, at Kvindens forøgede Virkefelt vil skabe Konkurrencefølelse og Krig mellem de to Køn, saa vil man sikkert lettere, end man tro, komme ud over dette Misnøje, da det kvindelige Arbejde vil lette Mændene for mangen Byrde, der nu tynger dem. De Tilfælde vil nemlig blive mindre og mindre hyppige, at en Mand har kvindelige Slægtninge at underholde, fordi kvinderne efterhaanden nu vil blive opdragne til at være Noget at kunne Noget, der skaber dem en Livsopgave i økonomisk Uafhængighed, og de Mænd, der ellers skulde forsørge dem, vil af den Grund næppe holde mindre af dem, men tværtimod agte dem højere for dette stoltere og selvstændigere Standpunkt. Vi er derfor forvissede om, at denne Udstilling vil have sin store Betydning, i Fald den yderligere kan slaa fast, at Arbejde er Livets Betingelse og Livets Belønning saavel for Kvinden som for Manden, saa at begge mødes i en fælles Gærning Side om Side at bidrage Hver Sit til vort Fædrelands Fremgang og Hæder, der bestamdig for os Alle vil staa som det Højeste og Bedste.

– – En beundrende Bifaldsmumlen blandet med dæmpede Bravoraab lyder fra hele Salen, da Fru Emma Gad slutter.

Den Situationen ganske overlegne Ro og den samtidig fordringsløse Elskværdighed, med hvilken Fru Gad har holdt sin Tale, har givet Ordene i hendes Mund en egen Charme. Trindt om blandt Tilhørerne lyder der Beundringsudbrud, og Vicepræsidenten modtager senere et Utal af Komplimenter.

Et kort Slutningskor følge nu, hvorpaa

Dronningen aabner Udstillingen.
Kun ganske enkelte af de Nærmestsiddende bemærker, at Dronningen, et øjeblik efter Sangen er forstummet, rejser sig og vender sig om mod Publikum, idet hun meget sagte siger:
“Saa erklærer jeg da her Kvindernes Udstilling for aabnet!”
Ledsaget af Komitéens Damer gaar Kongefamilien nu over Gallerierne i den store Sal gennem Udstillingen.

Kronprinsessen, som maa støtte sig til en Stok, og som øjensynlig under hele Højtideligheden har befundet sig mindre vel, synes under denne Vandring at blive meget træt; det gør næsten pinligt Indtryk at se Kronprinsessen bekæmpe Smærterne og smile tvungent til Damerne, som flittigt viser rundt. Dronningen derimod synes atter ganske rask; Prinsesse Marie har blot endnu ikke efter sin Rekonvalscens genvundet sit muntre Smil, men ser iøvrigt frisk og straalende ud.

Husfliden og Køkkenafdelingen tiltrækker sig aabenbart Kongefamiliens og de øvrige Indbudtes største Opmærksomhed. I Køkkenet serverer Fru Amalie Johnstad Forfriskninger.

Inde i den store Sal overraskes man ved at finde den grønlandske Afdeling beboet af en ægte Grønlænderinde. Hun er iført Nationaldragten: Sælskind fra Top til Taa, ingen Kjole eller Skørter, paa Benene Sælskindsbenklæder og over dem et Par lange røde Læderstøvler. Hun har selv forfærdiget hele sin Dragt. Hun er netop i Færd med at skære et Stykke Sælskind til paa det lille Brædt, som hun har lagt over sit Knæ, og hun bruger, idet hun syr Skindet sammen, den højt opsatte Haartop til – Naalepude! Man smiler ad dette Stykke arbejdende Grønland, og Pigen smiler tilbage med en bred Dobbeltrad af kraftige Tænder.

Kl. 3½ er Kongefamilien tagen bort, og sultne som Spurve styrter de hvide Marskaller sig over Fru Johnstads dampende Fade ude i Køkkenet.
Men de faar næppe Tid at stille den værste Sult, thi Kl. 4 aabnes Udstillingen for Publikum. Idet vi forlod Salen, slap man det første Hold Publikum ind.
Trængslen var saa stærk, at Folk kom i Klemme i Tælleapparaterne.

---

FRA KVINDEUDSTILLINGEN

Kunstnerinderne.
Da vi i Forgaars aflagde en Visit i den Fri Udstillings Lokaler, hvor de malende og modelerende Damer har slaaet sig ned, herskede endnu den største Travlhed og en Forvirring, som det skulde synes umuligt at bemestre til Aabningsøjeblikket i Gaar – eller rettere i Dag, da denne Udstilling ved allerhøjeste Besøg faar sin egen Indvielse.

Aarsagen til den potenserede Travlhed – for ikke at sige Konfusion – som tydelig nok havde grebet de arrangerende Damer, Frøknerne Agnes Lunn, Dohlmann og Ravn-Hansen, er nærmest at tilskrive Malerinden Frk. Wegmann. Denne udmærkede Dame mødte nemlig i sidste Time med ikke mindre end 30 store og smaa Billeder, som Komitéen nu efter at Censuren, velberegnet efter de knebne Pladsforhold, var afgjort – naturligvis havde den største Venskelighed ved at faa anbragte uden at fortrædige de allerede antagne Kunstværker. Da Frk. Wegmann gjorde sin Deltagelse i Udstillingen afhængig af, at alle Billederne antoges, og Komitéen nødig vilde give Slip paa en saa populær Kraft, som Frøkenen ubestridelig er, nødtes den til en Imødekommen, der i en betydelig Grad maatte gaa ud over de iforvejen langtfra uendelige Vægflader og saaledes drive mangt et forhaabningsfuldt lille Billede altfor meget i Højden.

Maaske burde Frøken Wegmann ogsaa have været modtagelig for et Kompromis!

– Da vi i Gaar indfandt os i Kunstafdelingen – der i Modsætning til den øvrige Udstilling – kun var tilgængelig for de særlig Indbudne, traf vi alt paa sin rette Plads. De ophængende Damer, der i Spidsen for en lille Hær af tro, mandlige Hjælpetropper endnu Dagen i Forvejen rumsterede om mellem Kasser, Billeder, Rammer, løse Papirer, Søm og Gud ved hvad, havde endelig nedlagt Arbejdet. Og de kunde gøre det med god Samvittighed. Naar Udstillingen – i hvert Fald hvad Arrangementet angaar – bliver den Sukces, som tilkommer den, skyldes dette i første Række disse ihærdige Damer, hvis Utrættelighed, Takt og gode Humør overvandt alle Hindringer – selv kollegiale – der stillede sig i Vejen.

– De fremhængte Billeder savnede imidlertid endnu Nummerangivelse, og Katalogen var kun ved privat Velvilje at bekomme i defekt Korrektur-Aftryk, saa at en Anmælder kun mangelfuldt er i Stand til at orientere sig selv – endnu mindre andre – ved en enkelt flygtig Gennemgang.

Den omtalte Katalog indledes med en af Frøken Lunn forfattet – med historisk-biografiske Notere udstyret – Fortegnelse over de ældre afdøde Kunstnerinder, af hvem Udstillingen har en ret betydelig Repræsentation. Denne Del af Udstillingen, der domineres af Fru Jerichau, indeholder iøvrigt flere nydelige dels kunstnerisk værdifulde dels blot kuriose Arbejder, Landskabs- og Blomsterbilleder, af længst afdøde og glemte Kunstnerinder, som Johanne Fosie (1726-1764), Magdalene Margrethe Bærens, født Schäffer (1737-1808), som malede i Gouache og paa et græseligt Stykke “agreeredes” til Akademiet, Hermania Nerrgaard, af hvem der findes et meget pudsigt Herreportræt, samt en virkelig ypperlig Blomstermalerinde, Fru Sofie Madsen, f. 1826, – Kunsthistorikeren Karl Madsens Moder- –

– “Politiken” skal forøvrigt senere komme tilbage til dette, i kulturhistorisk Henseende interessante Anhang til Udstillingen, for hvis Tilvejebringelse Komitéen fortjener megen Paaskønnelse.

Blandt endnu levende Kunstnerinders Arbejder lykkedes det os – foruden Frk. Wegmanns 30 – at opdage et ret fyldigt Udvalg af Fru Anchers fine og karaktérfulde Malerier, for største Delen velkendte fra tidligere Udstillinnger. I Tilgift føjer Fru A. en Samling Tegninger, mest løse Blyantsrids af Hoveder og Stillinger, som det er en sand Nydelse at gennemgaa.

Endvidere træffer man talentfulde Arbejder af Frk. Krebs (Portrætter) og Frk. Edwa Frølich, hvis Dameportræt fra Udtrykkets og Opfattewlsens Side er udmærket, vistnok det bedste af, hvad denne Kunstnerinde endnu har præsteret. Paa vor Vandring videre genkender vi med Fornøjelse Frk. Dahlmanns elegante Pensel i flere Naturemante-Fremstillinger, fremdeles finder vi uden Hjælp af Katalog en Del nydelige Prøver af Frk. Constantin Hansens Kunst. Frk. Sofie Holten og Fru Skovgaard-Holten udstiller begge flere dygtige Ting. Ligeledes hilser vi en passant paa en gammel god Bekendt: Under Gudstjenesten af Frk. Anna Petersen, opnaar et Glimt af Frk. Emma Mayers Landskab, Frk. Kösters udtryksfulde Dameportræt og Frk. Marie Henriques tvende nydelige, farvefine Genrebilleder. Af Frk. Ravn-Hansen findes, foruden et noget mat Landskab, et Par Rammer Raderinger, paa hvilket Omraade Frøkenen har frembragt værdifulde Sager, og af Fru Mimmi Larsen et karakteristisk Kvindehoved. Den nys afdøde unge Malerinde Frk. Juliane Hammer er repræsenteret ved tre nydelige, stemningsfulde Landskaber.

Idet vi træder tilbage for at betragte et Billede af Frk. Luplan, snubler vi over en mefisto-agtig Figur paa Gulvet, en meget uhyggelig skulende Fyr, med et Par imponerende Æseløren, der viser sig at være dannet under Frk. Borchs Hænder. Samme Kunstnerinde, der sikkert er ganske ny paa Skuepladsen, har modelleret en Buste af en mager Kvinde, der er særdeles fin af Form og Udtryk. Blandt Billedhuggerinderne træffer vi endvidere Fru Marie Brodersen-Nielsen med et Udvalg af sine Dyrefremstillinger og Frk. Nielsine Petersen med flere dygtige Arbejder.

Foruden af danske Kunstnerinder, rummer Udstillingen en mindre Samling Malerier af norsk-svensk Herkomst, af hvilke ingen dog kan gøre Fordring paa dybere Opmærksomhed.

– Udstillingen som Helhed er ganske fængslende: enkelte virkelig udmærkede Bidrag, adskilligt flere kun yderst jævne. Med Beklagelse savner man Fru Slott-Møller. Hendes kraftige Personlighed og højtstræbende Kunst vilde have lagt et tungt Lod i Vægtskaalen til Fordel for Kvindernes Kunstudstilling.

Vi sér blandt de Fremmede en Dame, der med den største Grundighed gennemgaar hvert Nummer paa Udstillingen. Det er Frk. Antonie Müller fra Riga, Medarbejder ved Düna-Zeitung, hvem Fru Sofie Horten fører om. Frøkken Müller lader intet Punkt paa Programmet gaa upaatalt hen, men især kaster hun sig med Grundighed over Studiet af Fru Hortens Læseværelse, hvor den danske Presse er repræsenteret med alle Blade fra Politiken og nedefter til det mindste Skillingsblad.
Dog – at fortælle udførligt om det muntre Billede, der udfolder sig for vore Øjne, det lader sig næppe gøre. Her ser vi Fru A.C. Broberg – hvis Mand desværre ved en haardnakket Sygdom er forhindret i at være til Stede – i en ivrig Diskurs med en livlig Franskmand, hist er Fru Erna-Juel-Hansen beskæftiget med at give den engelske Presse sagkyndige Oplysninger – et andet Sted finder vi Kommandørinde Gad i et munterst Sammenstød med den tyske Flaade, repræsenteret af en indfødt Kieler-Korrespondent – ved at vende os ser vi Etatraadinde Gamél, der forøvrigt fejrer sin Fødselsdag, i fuld Travlhed med at forklare en Hollænder nogle Detailler i den righoldige Udstilling.

Vi standser, forpustede, idet vi ser os om efter en Kop Kaffe. Dog, i det samme hører vi Taler! Altsaa, heller ikke her undgaaes de frygtelige Mennesker, der holder Taler! Vi har allerede spidset vor Blyant, men opdager hurtigt, at der bliver kun ringe Brug for den. M. Eugéne Destez fra Paris takker i to Ord de elskværdige Værtinder, og Hr. Rubenson fra Göteborg gør nogle flere Ord det samme, idet han, hilst af berusende Bifald, udbringer et Leve for den smukke, elskværdige, gæstfri danske Kvinde. Hurra! Hurra! Hurra! Og saa: Præsidentinde, Geheimeraadinde Buch længe leve! Man kan tænke sig den Storm af Hurraer, der hilser dette Leve – man spare os Beskrivelsen!
– – –
Stor Lykke gjorde den 40aarige Ungmø fra Grønland i sit originale Kostume og med sit hjærtevindende Smil. Hun var bestandig omringet af en Flok Fremmede, blandt hvilke især Franskmændene var ivrige for at faa indgaaende Forklaringer om Betydningen af hendes røde Haarsløjfe.

Midt i dette Virvar slog Fru Emma Gad til Lyd, og den snart helbefarne Talerinde vandt hurtigt Udlændingenes Øren for et Par velvalgte Elskværdigheder til de fremmede Gæsters Ære.

Det er nu henad Midnat. De tætte Skarer i Udstillingslokalerne tyndes ud – og man sér Strømmen glide ind over Tivolis Tærskel, hvor Illuminationens Tusender af mangefarvede Lys straalede ud i dén mørke Nat med fantastisk Glans. Hurtigt fandt Udlændingene her de rigtige Steder, og i det internationale Brouhaha blandede sig ogsaa smaa klare Kvindestemmer i denne postume Sankt Hans Fest.

I Korsør var der beredt Presseskibet en glimrende Modtagelse. Korsør Borgere havde af eget Initiativ smykket deres Havn og By med Flag som aldrig før – de gode Borgere var helt forbavsede over dem selv, da de saa deres fuldbragte Værk – og der, hvor “Freja” skulde lægge til, var der rejst en pragtfuld Æresport med Velkomsthilsener paa Fransk. En uhyre Menneskemængde hilste Pressens Folk med jublende Hurraraab, da skibet lagde til Bolværket; der holdtes taler paa Fransk og Dansk – og disse virkelig storstilede Demonstrationer fortsattes paa Banegaarden: ud af alle Salonvognenes Vinduer taltes og takkedes der paa al Verdens Tungemaal til de begeistrede Korsørianere, der har Krav paa oprigtig Tak for det brilliante Førster-Indtryk af dansk Gjæstfrihed, som de beredte de fremmede Journalister.
Kl. 5½ kom Extratoget med en Times Forsinkelse – til Kjøbenhavn. Paa Perronen var til Stede en talrig Forsamling af kjøbenhavnske Journalister med deres Damer og Journalistforeningens Bestyrelse in pleno i Spidsen. Under Hurraraab og Viften med Tørklæder og Blomsterregn standsede Toget foran Perronen. De fremmede havde paa Turen gjennem Sjælland hvilt sig ud efter Østersøturen og saa friske og muntre ud, her som i Korsør henrykte over den Modtagelse, man beredte dem, og som dannede en lysende Kontrast til Dagene i Berlin, Hamborg og Kiel. Udenfor Banegaarden havde der samlet sig en uoverskuelig Menneskemængde, der fortsatte sin tætsluttede Række helt ned over Vesterbros Passage, og som hilste de fremmed med stormende Hurraraab, hver Gang en aaben Ekvipage med fire Pressemænd kjørte gennem Mængden. Ad det flagsmykkede hovedstrøg, stadig mellem tætte Mure af Mennesker, kjørtes der i 30 Landauere til de forskellige Hoteller, hvor et hastigt Toilette maatte gjøres for saa igjen at ile ned til Vognene og komme af Sted til Modtagelsesmiddagen paa den kgl. Skydebane.

Her gik man Kl. 7 til Bords i et Antal af ca. 200 i den store Festsal, der var prægtig smykket med Flag og Grønt, og hvis Borde var rigt dekorerede med Roser. Her bød Journalisforeningens Formand, Redaktør C. Carstensen Velkommen; saa var det maaske nok Meningen, at der – som dansk Skik jo i Reglen er – skulde være holdt nogle officielle Taler først, men de muntre fremmede satte resolut over Etikettens Barriere: den smukke og elegante Adolphe Brisson (Medarbejder ved “Republique Franeaice” i Paris) tager selv Ordet og takker i begejstrede Vendinger for Modtagelsen – han slutter saaledes: “Jeg tømmer en Skaal for vore Kolleger, ja, jeg tør sige: vore Brødre i den dsanske Presse!” Hans Tale vækker stormede Jubel, man klapper, man overøser Brisson med Blomster. Og hans Tale er Signalet for hans Rejsefæller – den ene efter den anden rejse de sig, saa her, saa der ved de lange Borde og taler – paa Tysk, Fransk, Engelsk, Hollandsk, Spansk, Italiensk osv.; aldrig har den ærværdige Skydebanesal hørt en saadan babylonisk Sprogforvirring indenfor sine gamle Mure. Særlig stor Lykke gjør “Kieler-Zeitungs” Redaktør, den frifindende, højtbegavede Dr. Alexander Riepa, der paa et flydende Dansk – han lærte vort Sprog her under Udstillingen i 1888 – skildrer sin Kjærlighed til Danmark og dansk Kultur og slutter med et Leve for broderligt Sammenhold inden for alle Nationers Pressefolk.

Det vil føre for vidt at referere blot nogle af det Utal af Taler, der blev holdt. Kl. 10 brød man op og spadserede ad Vesterbrogade til Industriforeningens Bygning for efter Indbydelse at nyde Kaffen i “Kvindernes Udstilling”. Ude paa Vesterbros Passage havde en Masse Mennesker samlet sit paany for at se Pressemændene og hilse dem Velkommen med Hurraraab; fra Vinduerne paa 1ste Sal lød der Takketaler ned til Mængden paa alle Tungemaal.
I “Kvindernes Udstilling” tog unge Damer, klædte i hvide Dragter med røde Skjærf, imod Journalisternes store Tog og førte dem ad de blomstersmykkede Trapper og Korridorer til Officerforeningens Festsal, der jo er inddraget under Udstillingen. Damerne viste sig her som de mest fortræffelige Værter eller, om man vil, Værtinder. Kaffe, Likører, fine Havanacigarer blev serveret med ødsel Haand; den gamle Præsidentinde, Gehejmeraadinde Buch, bød Verdenspressen Velkommen og takkede den for dens Besøg hos de danske kvinder; en Skaal for den nordiske Kvinde blev udbragt af Eugéne Dester (fra “La Presse” i Paris) og drukken under de fremmedes øredøvende Jubel. Og saa gik det løs igjen med Taler Slag i Slag – man skulde forsværge, at disse Mennesker til dagliv lever af at skrive – Naa, omsider maatte man bryde op her for at bese Udstillingen, men dette alvorlige Arbejde blev de livfulde fremmede hurtigt færdige med. De strømmede alle til “Fremtidskøkkenet”, hvor alle Gourmanders Gudinde, Fru Louise Nimb havde serveret et lækkert Bord med den danske Snaps og Bajer – et Traktement, som efter den store Skydebane-Middag dog hurtigt maatte vige for Jordbær, Is og Champagne. Damerne sparrede ikke paa Krudtet – den skænkede den skummende Vin for deres Gjæster, som man skænker Øl fra Fad.

Naturligvis blev der ogsaa talt hernede, hvor Udstillingens Vicepræsidentinde, den smukke Fru Emma Gad, paa flydende Fransk holdt Velkomsttalen til den internationale Journalistforsamling.
Først over Midnat brød man op og skiltes under jublende Hilsener fra de gjæstfri Damer – – – og allerede i Dag er “Kvindernes Udstilling” nævnt med Hæder gjennem Telegrafens Traade til de store Blade i al Verdens Lande.

———-
Med en Præcision, der er aldeles beundringsværdig efter de mange Dages Strabadser stillede hele Skaren af fremmede og danske Journalister i Formiddagds Kl. 10 ude i Frihavnen. Det er i Dag som i Gaar blæsende og skyet Vejr, men endnu indtil dette skrives, er vi dog blevne forskaanede for Regn. I det aabne og højtliggende Frihavnsterræn var Blæsten dog naturligvis noget generende – men de fremmede tog det ublide Vejr med godt Humør; de vidste jo, som Kommandørinde Gad sagde til dem i sin Tale i Gaar Aftes, at “vil Solen ikke skinne paa Himlen for vore Gjæster, saa skinner den i al Fald for dem i vore, i de danskes Hjerter”.
Hele det udstrakte Frihavnsterræn var ved Gjæsternes Ankomst pyntet med alle Nationers Flag i stor Udstrækning; de mange Skibe, der i disse Dage losser og lader i Frihavnens Bassiner havde smykket sig med Flag paa alle Master og Vanter – det hele tog sig særdeles festlig ud.
Under kyndig ledsagelse af Frihavns-Aktieselskabets Direktører og Bestyrelsesmedlemmer drog man rundt fra Sted til Sted i Pakhuse, Skure, Kontorer osv. og besaa alt – og indskrev i Notebøgerne de Notitser der i de kommende Dage skal forene sig til en Verdensreklame for Kjøbenhavns Frihavn. Mange af de udenlandske Journalister, særlig Franskmænd og Englændere, fører selv Fotografiapparater med sig, og de tog en Mængde Billeder af Frihavnen for at offentliggøre dem i deres Fædrelands illustrerede Blade.

Kl. 12 samledes det store Selskab – derinblandt Chefredaktørerne for Hovedstadsbladene – i Frihavnens Toldbodbygning, hvor der i en med Flag, Vimpler og Bøgeløv prægtig smykket Sal var arrangeret splendid Frokost.
Ved Bordet præsiderede Havnekaptajn, kommandør Lüders i Etatsraad Glüchstads Forfald. Havnekaptajnen bød Frihavnens Gjæster Velkommen og udbragte en Skaal for Kongen af Danmark; efter de obligate 9 Hurra sang man staaende den danske Nationalsang, som de fremmede applauderede med stormende Haandklap.

—-

Ingen Afdeling er mere nyttig og belærende for Husmoderen og Moderen end den hygiejniske. Den er knyttet til den filantrposke, idet de begge Afdelinger har fælles Formand: Generalinde Harbou, og Næstformand: Frk Buch.
Fru Harbou har i mange Aar helliget sit Liv til velgørende Øjemed, og med berettiget Stolthed fremviser hun Listen paa de velgørende Selskaber, hvis Stifterinde hun er: Smaabørns Vel 1885, Mødres og Børns Bespisning 1886, Selvhjælpsfond for Mødre 1887, Børnesanatoriet 1890. Nu paatænker den energiske Dame at oprette et Spisehus for Gamle.

Der findes i denne Afdeling morsomme Miniatur-Gengivelser af forskellige Børne-Asyler og Sanatorier, der giver et tydeligt Billede af de Smaas Liv og Færden. Ogsaa Diakonisse-Stiftelsen har her sin Afdeling, arrangeret af Søster Johanne Løffler, der selv viser om i den klædelige Søsterdragt. Der findes her en Model af Stiftelsen og en Model af en Fælles- og Enestue i 1/10 af den naturlige Størrelse, med Varmeapparat og Luftventilation, alt udført af Søstrene selv.
Den hygiejniske Afdeling er hovedsagelig ordnet af Generalinde Harbous Datter, Fru Norrie, der er bekendt for sin Dygtighed paa dette Omraade. Her findes en Modelseng for Børn; ved Hjælp af et Par Jærnstænger, der er fastgjorte til Sangen, kan man afspærre er Rum, hvor Barnet kan bevæge sig frit uden at tage Skade; en Seng for Fødsler eller længere Sygeleje med et Jærnstativ, der slaas ud og danner et bekvemnt Bord for den Syge; endvidere en Seng, leveret af Haunstrup med et Apparat til at løfte Patienten op fra Sengen, medens man vender Madrassen og skifter Lagener.

Fru Norrie forkaster de hidtil anvendte Baarer til Sygetransport fordi de er forarbejdede af Vidier, der ikke lader sig desinficere; hun viser her en Baare af Jærn, betrukken med Sejldug, forsynet med Varmedunk, og i Stedet for det dryppende Stearinlys en lille elektrisk Glødelampe, som kan flyttes fra Hovedgærdet til Fodenden.

Ved Siden af en Sygeplejerske i gammeldags Dragt fra Frederiks Hospital, findes en moderne Sygeplejerske i Fremtids-Uniform. Her er Modeller til en Jordemoderkjole med korte, glatte Ærmer, en Kjole til Barselkvinder, en Natkjole, aaben bagtil, for Patienter; altsammen med smaa og store Forbedringer, udtænkte og anvendte af Fru Norrie.
Som Kuriosum kan nævnes en Barnevogn, der kan slaas sammen og bæres som en Vadsæk.
Efter den Sauxlethske Metode gives her en Fremstilling af Børnemælkens Behandling, lige fra Gradmaaleren for Mælkens Blanding til Rensningen af Flasker og Sutter.

Af en Samling gamle Instrumenter lægger man især Mærke til den gammeldags Sneppert, hvormed Lægerne tappede Blodet af Patienten, indtil “Feberen forlod ham”.
E-h.