Et Forspil 1896

Dagmarteatret 1881

Dagmarteatret 1881

ANMELDELSE

EMMA GAD: ET FORSPIL.

Premiere paa Dagmarteatret, 29. november 1896.

*
JYLLANDS POSTEN – 24. november 1896
ILLUSTRERET TIDENDE – 13. december 1896
TILSKUEREN – 1897

PERSONERNE:

HELMUTH RABEN, Ritmester CHARLOT, hans Hustru
ANNE SOFIE HJELM, hans Søster LEMMING, Professor
KASBERG, Løjtnant Besøgende Damer



Anmeldelse: Jyllands Posten, 24. november 1896
Jyllands Posten var en af de første aviser til at gå over til latinske bogstaver.  Vi kipper med flaget, Super ;-)
Jyllands Posten var en af de første aviser til at gå over til latinske bogstaver.
Vi kipper med flaget, Super 😉
KJØBENHAVN, 21. November.
Dagmartheatret.
Den Privatforestilling, som Professorinde RIIS-KNUDSEN i veldædigt Øjemed havde arrangeret i Dagmartheatret i Aftes, var af særdeles lødigt Indhold.
Interessen knyttede sig nærmest til Premiren af »Et Forspil«, Skuespil i to Akter af Fru EMMA GAD, og til Fru DIDI HEIBERGS Optræden som Agnes i 4. Akt af »Brand«.
Fru Gad har for en Gangs Skyld været sin muntre Muse utro og skrevet et
alvorligt Skuespil, nærmest et Problemskuespil.
Ritmester Raben (Hr. EMMANUEL LARSEN) er gift med den smukke og særdeles indtagende Charlot (Fru ELISABETH RIIs). Den meget fejrede Ritmesterinde træffer sammen med en betydelig og interessant Kunsthistoriker, Professor Lemming (Hr. NEIIENDAM), der øjeblikkelig bliver lidenskabelig forelsket i hende. Hun besvarer halvt modstræbende hans Følelser. Saa arriverer Ritmesterens Søster, Fru Hjelm (Frk. COLLIN), opdager strax, hvordan Sagerne staa og vil tvinge Charlot til at tale aabent med sin Mand i fuld Fortrøstning til hans Overlegenhed og gode Hjærte. Charlot vil ikke, da hun mener at kjende sin Mand bedre. Saa tager Fru Hjelm selv — uden at nævne Professoren — forsigtigt Bladet fra Munden. Det viser sig imidlertid, at Charlot havde Ret i det, at hendes Mand paa en bornert og brutal Maade afviser Sagen, idet han samtidig viser sig at hylde Principer, der nærmest gaa ud paa, at hvis Konen ikke er som Manden vil have hende, saa skal hun have Prygl. Fru Hjelms Sympathi glider derved over til Charlot, som hun i en smukt skrevet og godt spillet Scene tager Afsked med, idet hun beder hende, hvad der end sker, at handle ærligt.
Udførelsen var god, for Nogles Vedkommende fortræffelig. Først bør Fru Riis og Hr. Neiiendam nævnes. Det lykkedes Fru Riis, efter at have overvundet en i de første Scener mærkbar Nervøsitet, at give en særdeles sympathetisk, dybtfølt og fin Skildring af den unge Frue. Det er
i det Hele taget glædeligt at se, hvilken god og sund Kunst denne talentfulde Kunstnerinde kan yde, naar hun arbejder under en dygtig Instruktør. Hr. HERMAN BANG, der har sat Stykket i Scene, tilkommer sikkert en stor Del af Æren for det smukke Spil. Hr. Bang har den sjældne og dog for en Sceneinstruktør saa nødvendige Egenskab at være Psykolog.
Han kan ikke blot leve sig ind i de dramatiske Figurer, men forstaar ogsaa at lempe disse efter de medvirkende Kunstneres Natur; det er ubegribeligt, at ikke noget Theater sikrer sig hans værdifulde Medvirkning ved et fast Engagement. — Hr. Neiiendam var ogsaa udmærket som Professoren, naar man undtager hans Entree, der virkede lidt vel præsteligt. Hr. Neiiendam er den af vore unge Skuespillere, der virker mest personligt, men hans betydelige Talent trænger ogsaa til en fremragende Instruktørs Røgt og Pleje. Men det gjælder baade Fru Riis og Hr. Neiiendam, at naar de ere i gode Hænder hos Instruktøren, saa ere ogsaa de dem betroede Roller i gode Hænder hos dem. — Hr. JACQUES WIEHE fortjener ogsaa at fremhæves for sin uimodstaaelig morsomme Udførelse af en idiotisk Kurmager af en Løjtnant.
Theatret vil sikkert faa Fornøjelse af Stykket, naar det efter Bestemmelsen indlemmes i det faste Repertoire. Fru Gad bør føle sig opmuntret til yderligere Forsøg i den alvorlige Genre.
I Mellemakten sang Fru FREDERIK BRUHN Nattergalearien af »Jeanettes Bryllup«, Fru NYROP deklamerede og Frøken ELISABETH DONS beredte Publikum en første Rangs Kunstnydelse ved et mesterligt Foredrag af nogle Sange, af hvilke Ileines »Tragoedie komponeret af J. STEENBERG, maatte gives da capo. Derefter dansedes en »Rokoko-Situation« af Fruerne CHARLOTTE WIEHE og OLIVIA JACOBSEN, der var en aldeles henrivende Rokoko-Hyrde.
Og saa til sidst gav Fru DIDI HEIBERG med velgjørende Naturlighed og et Væld af gribende Sorg lbsens Agnes. Det var en første Rangs Præstation, der længe vil leve i Tilskuernes Erindring.
Desværre trak Forestillingen for længe ud — Klokken blev over halv tolv, Tilskuerne trættedes og klaprende Døre forstyrrede Nydelsen af Fru Heibergs Kunst og lbsens dejlige Vers.
A. IV.


Anmeldelse: Illustreret Tidende 13. december 1896

Emma Gads »Et Forspil« kom … ikke til sin Ret i den sceniske Skikkelse, som Dagmarteatret gav Stykket. Dette er …. fastbygget og i høj Grad sceneret. Det Forsvar, som Forfatterinden fører for Hustruens Ret til Ægteskabsbrud, er vel ikke synderlig udtømmende, og hun maa, for at overbevise om dets Berettigelse, anbringe saa grelle Streger i Mandens Fysiognomi, at hun dermed stempler sin egen Defension som ret tendentiøs.

Men Figurerne i Stykket belyse hinanden klart og mangesidigt, Dialogen er levende og hæver sig højt over den Balkonversation, som Fru Gad ellers ynder at servere, og der er en saa vel beregnet Stigning i Scenerne, at Publikum uafbrudt holdes i Aande. Naar Stykket spilles godt, vil det afgjort kunne fængsle.

Men af de Rollehavende paa Dagmarteatret er kun Frk. Collin, der spiller den baade som Kvinde og som Svigerinde lige idealt frisindede Fru Hjelm, paa sin Plads. Hun talte myndigt, hjertevarmt og overbevisende. Hr. Em. Larsen var som Ritmesteren i sin Tale ogsaa tilstrækkelig skarp og korrekt, men hans spinkle, nervøse Skikkelse repræsenterede kun daarligt den overmilitaristiske Race, hvis Ideer han skulde tolke. Og helt ud uheldig, for Stykket skæbnesvanger uheldig var Fru Riis. Alene hendes revolutionære Ansigt passer ikke til den blide, blødtfølende, vagttænkende Charlot. Naar denne ikke fremstilles af en Kunstnerinde, der ejer rige og vekslende Udtryk for det kvindeligt – hjælpeløse, for elskværdig Uselvstændighed, saa glipper Sympatien for Figuren og med det samme for Stykkets Moral. Heller ikke hende havde Sceneinstruktionen rettelig vejledet. Nødvendigt var det i hvert Fald ikke, at hun skred rundt i sin Stue med lange Skridt som en Tragediedronning, eller at hun fra Stol til Stol udgød sig i opstyltet Hysteri. Særlig var Scenen mellem hende og Hr. Neijendam, der spillede den forføreriske Professor, uheldigt arrangeret. Med høj Røst og med ti Alens Afstand imellem sig udgøde de sig om deres intimeste Hjertekvide, skønt Manden opholder sig i Stuen ved Siden af. Og Hr. Neijendams Spil var heller ikke stemt i de rette Toner. Han var tragediehæs og skurkesmilende, hvor han burde være stilfærdig og hjerteøm. Overhovedet er dette talentfulde Skuespilleremne i Færd med at forfalde til en dyster Maner, som snart vil blive ganske stereotyp. I “Antoinette”, spillede han nogle Scener med dyb og varm Følelse, og hans enstonige Stemmeklang og uplastiske, noget slatne Bevægelser klædte her den stuegemte Hjemmefødning, med Professoren i “Et Forspil”, hvis Repliker gløde af en fast Mandsvillies Ild, kæmper ikke for sin Livslykke med graadkvalt Stemme og virrende Hoved.
Einar Chr.



Anmeldelse: Tilskueren, 1897

BEDST som man sad i Dagmarteatret og saa paa Et Forspil, forekom det alt sammen, skønt nyt, en saa gammel kendt. Først Milieuet: den højfine Selskabskres , hvori en revolutionært filosoferende borgerlig Lærer bryder ind med sin Elskovslidenskab og tænder lld. Og saa Figurerne: den bedaarende, stort og uroligt higende unge Dame, – med en Veninde ved Siden, som er lutter spøgefuld Ligevægt, sat og dog ung, myndig og dog tolerant. Herren i Huset en snæverhjernet Militær, der betragter den ham undergivne Kvinde omtrent som sin Hund: vil Hunden paa egen Haand slutte sig til en ny Herre, saa sparker man kort og godt denne Herre ned ad Trapperne og spærrer Hunden inde med et Livfuld Hug. Endelig Læreren: forlegen af Betagethed, nervøst opspændt, saa at, hvis den elskede gav sig hen, brast maaske hans Hjerte derved, fyldt i den Grad af Attraa, at han kunde give Ejendom og Liv for at eje den attraaede blot en eneste Time. — Hvor havde man dog truffet alt det før?

Muligvis i en anden Form, med en anden Jargon, i en anden Tids Kostyme . . . f. Eks. i det 18de Aarhundredes? Rigtigt! i Begyndelsen af Rousseaus Roman om „den ny Heloise”. Rousseaus Julie og Claire, Baron d’Estange og Saint Preux syntes at vende tilbage her i modernt Udstyr. Blot havde Tidernes Omskiftelse forvandlet den aandeligt brutale Militær fra Fader hos Rousseau til Ægtemand hos Fru Gad. I det 18de Aarhundredes Litteratur var Fædrene den erotiske Lidenskabs Bussemænd, i vor Tids Litteratur er Ægtemændene del; nogen skal der jo altid til det værste.

Og saa var Frk. Julies, det vil sige Fru Chariots, mondæne Tilbedere blevne samlede i en halv-idiotisk Selskabs-Amatør af en Løjtnant, som Hr. I. Wiehe fremstillede morsomt og stereotypt. Hr. Wiehe slog i sin Tid igennem i Gjellerups „Herman Vandel” med en let Karikatur af selvtilfreds Forfjamskethed. Siden da har han faaet et stedse sikrere Greb paa at fremføre saadanne befippede selvglade, som i alle Livets Forhold taler og bevæger sig med en Slags automatisk Afsnuppethed. Han spiller helt virtuosmæssigt nu — paa én Streng.

Publikum lod ikke til at bifalde, at Fru Gad aabenlyst brød Staven over Stykkets ukultiverede Ægtemand. Og dog er hans Ægteskab jo virkelig ikke stort mer end et vanemæssigt Konkubinat! Eller havde maaske Publikum paa Følelsen, at den Lidenskab, som saa bryder ind i dette Ægteskab, den søger til syvende og sidst heller intet andet end en Konkubine, saa at Kampen staar ikke mellem Plat og Krone, men mellem gammel Plathed og en ny Plathed? Hvor Elskeren, Professor Lemming, dog taler besynderligt! Der er ikke Gnist af Ømhed, Offervillighed, Andagt overfor den elskede, blot en egensyg Besiddelsestrang. For hendes Lykke vil han give intet, for sin Lykke alt. Fru Charlot spørger saa, om han tør love at elske hende bestandig. „Nej, forsikrer han straks, det kan jeg ikke, ingen kan svare for sin hele Fremtid i Skæbnens Tumlen om med Mennesker”. Undskyld, men det gælder jo hverken i smaat eller stort om at indestaa for „Skæbnen”, det gælder kun om at svare paa, hvad man i Øjeblikket — med det Kendskab, man har til sig selv, — tror fuldt og fast, fordi man nu en Gang ikke kan tænke sig Muligheden af noget andet. Er man gennemsund, saa regner man ikke med Døden, skønt naturligvis en Sygdom eller en Tagsten det næste Nu kan slaa en til Jorden. En alt for samvittighedsfuld Hensynstagen til det uforudselige røber, at det uforudselige er forudset, som noget højst sandsynligt eller uundgaaeligt. Professor Lemming ved paa en Prik, at om et halvt eller et helt Aar vil hans Elskov være dunstet bort, og han vil da lade Fru Chariot sidde, som hun sad, før hun lærte ham at kende, blot at hun da sidder saa meget værre i det. Dette lader ogsaa til at være Forfatterindens Mening. Og et Par Repliker hist og her tyder paa, at naar Fru Charlot alligevel rives hen, maa det forsaaes saaledes, som at hun nærmest drives af en sensuel Nydelsestrang. Men i saa Fald kunde man have ventet Stykkets Problem stillet anderledes. Vægten ligger jo nemlig saa ikke længer paa Ægtemandens Tænkemaade, men alene paa Fru Chariots. Hvor megen Sympati skal vi have for, at hun faar Lyst til at betale en Champagne-Rus med en Formue?

Alle har fremhævet, at Fru Gad intetsteds ellers har haft en saa fast formet og indholdsrig Dialog. Der „staar” noget i mange af Replikerne, de er tankefulde, aandrige. Den Slags Effekt-Ord er nu ganske vist ikke de værdifuldeste Ved en Teater Opførelse. En rent dagligdags lille Sætning kan betyde hundredfold mer end Sider fulde af Dumas fil’ske Aandrigheder, forudsat, at den lille trivielle Sætning røber noget følgesvangert. Der er berømte Skuespil, hvori Udbrud som „Jeg synes, du bliver rød?” eller Spørgsmaal som „Hvor ved du det fra?” har bragt Tilhørernes Hjerter til at banke heftigt, hvilket, alle Dumas’ Aandrigheder tilsammen nok næppe har formaaet. Teatret stiller nu en Gang helt andre Krav end en Bog, og Tilskuere er andre Væsner end Læsere. Men de fleste af vor Tids Skuespil ligner jo det Skuespil, som en Aften fik en naiv Publikumer til at udbryde: „Bare de dog snart vilde holde op at snakke deroppe paa Scenen, saa at Stykket kunde komme til at begynde!” Og skal der endelig snakkes syv lange og syv brede, saa er det unægtelig behageligere at høre paa vittig eller dybsindig Tale end paa Pjat. For Resten frelste de kloge Repliker ikke Et Forspils snaksomme 2den Akt fra at trætte. Det var maaske Iscenesættelsens Skyld. Iscenesætteren havde mange behændige Placeringer og nu og da et nydeligt Paafund: som f. Eks. da den glade Hofjægermesterinde løfter Skærmen lidt op paa Lampen for at se rigtigt Amatør-Løjtnantens Haar. Det lille Træk gjorde straks Optrinet hyggeligt og ægte. Men under Hofjægermesterindens formanende Samtaler med Fru Charlot var der en Rejsen-sig og Sætten-sig og Skiften Stol og Vandren hen over Gulvet, som gjorde Samtalerne rent uendelige. Saa megen Bevægelighed vilde maaske have været udmærket, dersom Fru Charlot var blevet fremstillet af en spinkel, forkælet, spænstigt nervøs Dame, bag hvis Angst for Afgørelsen der hele Tiden tindrede og blinkede en hemmelig Fryd ved at vide sig elsket. Rollen blev imidlertid givet af en Dame, som fører sig (baade i Diktion og Plastik) med en tung Kraft, og som var lutter dyster Rugen. Et og det samme passer ikke for alle, og et Scene-Arrangement maa lægges ikke blot med Tekst-Bogen for Øje, men under Hensyn til de Skuespilleres Ydre og Evner, som skal spille Stykket.

Det var alligevel den bedste blandt Privatteatrenes nye Forestillinger i denne Sæson. Der kom nok nu og da over Frk. Collins Spil en Anelse af noget tillært. Men paa andre Steder forsvandt hun bag Rollen og syntes helt den roligt muntre, roligt kloge, roligt kærlige Veninde, som Stykkets Hofjægermesterinde skal være. Og et Par Gange beredte hun forstandige Teatergængere den sjeldne Nydelse at høre virkelig naturlig Tale. Folk mener, at der tales naturligt paa Scenen, naar blot: Repliken remses op i en dagligdags Tone, uden Anstød mod Meningen og med det hele Sætnings-Kompleks farvet af en enkelt Stemning. Men denne Art Diktion, der tager Repliken en bloc, er jo endnu blot „Deklamation”, saa godt som den svulstige i Tragedier: Deklamation paa Sokker i Stedet for Deklamation paa Stylter! Fuldt naturlig bliver Talen først, naar den Skridt for Skridt afspejler alle Forandringerne i Figurens Tankebevægelse og Stemningsbevægelse. Saa udhæves snart uventet og snart forflygtiges Replikens Smaadele ved skiftende Betoninger og Tempoer, eller Sætningen hakkes i Stykker ved Pauser, medens et Blik, et Smil, en Gestus anskueliggør Usikkerheden, Overgangen, Omslaget i den talendes Sind. Først dette Diktionens og Mimikens Detailmaleri giver den indgaaende Karakteristik af Figuren, og først hvor det forenes med og samstemmer med en god „Maske” (altsaa med den kloge Karakteristik af Figurens Ydre), har man den rette Skuespilkunst.

Ogsaa Hr. Neiendams Fremstilling af Professor Lemming var værd at agte paa. Han havde sikkert grebet Rollen galt an. Professoren skal være Uroen i Stykket, den hede Energi, som voldtager Fru Chariots Indbildningskraft og Drifter, saasnart som de giver sig en Blottelse. Han er Agitatoren .. hvorimod Hr. N. var Videnskabsmanden: det ene Øjeblik myndigt sikker, det næste halvvejs klynkende beskeden. Formodenlig har Hr. N. maattet omlægge Figuren saaledes for overhovedet at kunne spille den. Thi han synes intet Herredømme at have over sit Legeme; hans Krop, hans Ben, hans Arme lystrer ikke smidigt, og hans slørede Stemme har hverken noget stort Register eller er skolet til at udføre hurtige Løb. Men — ogsaa en fejlagtigt opfattet Figur kan være interessant. Han saa ud og førte sig og talte som en Mand, der virkelig har levet et indre Liv, mellem Bøger, med mange alvorlige Tanker og dybe Følelser. Enhver ved, for hvor faa Skuespillere det lykkes at komme til at se ud paa Scenen som andet end aandelige Middelmaadigheder. Hr. N. besidder overhovedet en mærkelig Forvandlingsevne, han har maaske det bedste „Teater-Ansigt” herhjemme. Omtrent samtidigt gav han (i Paul Levins „Antoinette”) med meget faa Midler et lykkeligt Billede af et lidt folkesky, stilfærdigt bravt, jævnt begavet Stuemenneske. Og i „Væverne” havde han saa igen været en slet ikke ueffent fordrukken og fejlt Gendarm. Han er saa ofte nær ved det gode, at han dog vel en Dag maa kunne naa det. Under en kunstforstandig Ledelse vilde han og Hr. Em. Larsen være selvskevne til at staa i baade anden og første Række ved Nationalteatret, hvis Herre-Personale jo trænger saa foruroligende til Udrensning og Forøgelse.