Guldfuglen 3. akt

PERSONERNE:

BARON STAFFELDT EGEDE	BARONESSEN – HDS. NAADE
PREBEN – deres søn	DIREKTØR MORTON
FRU PRIMON	ROSALIE – hendes datter
ENKEFRU FRIIS-HANSEN	SUSANNE – hendes datter
NIKOLAJSEN – tjener	FRØKEN JENSEN – stuepige
EN GROOM	GÆSTER

---

---

*

 

	Havestuen. Stuepigen, Frøken Jensen gaar og gør i Orden, flytter Blomsterkurvene, sætter Stolene til Rette o. s. v. Nikolaisen kommer ind fra venstre med en Pakke Lys i Haanden. Det er et Par Timer senere. De Optrædende er omklædte i Selskabsdragt.
3. AKT 1. Scene	Nikolaisen. Frk. Jensen. Tilsidst Baronen.
FRK JENSEN	Men Gud, Laisen, er det Dem ? Har De Tid at gaa her og dase?
NIKOLAJSEN	Naa, lille Jensen, kalder De det at dase, at jeg har glemt at sætte Lys i Stagerne der.
FRK JENSEN	Skal der da ikke snart spises til Middag?
NIKOLAJSEN	Først om en halv Time. Bordet er dækket. Jeg ved ikke, om Frøkenen har betænkt, at Kaffen skal serveres paa Terrassen — der skal lægges Dug paa med mere.
FRK JENSEN	Ja vel, men Naaden, hun bad mig gøre lidt i Orden her inde, mens de allesammen klæder sig om. Her saa ud! Saadan en Fødselsdag, den kan rigtignok give Roderi, uf!
NIKOLAJSEN	Det er ellers en rar Festdag, de har. Sikken en Ballade! De skulde bare have set —
FRK JENSEN	En anden en har da ogsaa Øjne og Øren, ved jeg. Men man taler jo ikke om det.
NIKOLAJSEN	Sludder ! Gu’ gør man saa. Læg De bare den kor­rekte Trutmund af og lad os grine lidt af det. (galant) De er Fane’me et Livstykke, Jensen, naar De selv vil.
FRK JENSEN	(pludselig ubehersket). Ja, sikke Sjov, at hun blev sat paa Døren, den vigtige Tøs af en Spillelærke! Tror De, at hun saa meget som selv kunde hente sig et Glas Vand paa Buffeten — nej, det kom nok saa nedladende: „vil De være saa venlig at bringe mig et Glas Vand.” Fint skal det være, og Timebetaling er det.
NIKOLAJSEN	Men „Charme” , det har hun.
FRK JENSEN	Finder De? Og Moderen! Saa De hende? Sikken en Hat og sikken en Kulør!
NIKOLAJSEN	Ja, sikken et Numer! Hun var jo tilkaldt for at redde Postelinet for Datteren.
FRK JENSEN	Jo Godmorgen! Den gik ikke — nej ! Naaden, hun er den rette at komme til.
NIKOLAJSEN	Maa jeg nu spørge, hvor Herskaber de har deres Øjne? Her har den unge Ron gaaet og sværmet i Haven hver eneste Aften med denne lille Vipstjert.
FRK JENSEN	Naada. — I den mørke Nøddegang, hvad?
NIKOLAJSEN	Allevegne saa man jo en hvid Sommerkjole med et sort Ærme omkring.
FRK JENSEN	(ler). Jo, jo, De kender den, Laisen.
NIKOLAJSEN	Ja, De kan tro — vil De forsøge — efter Festen — hvad Frøken Hansine — Frøken Jensen?
FRK JENSEN	Vil De nu holde Dem paa Maatten!
NIKOLAJSEN	Men nu den anden — Frøken Primon som han ogsaa er forlovet med —?
FRK JENSEN	Føj ! —
NIKOLAJSEN	Lille Jensen, at være forlovet med to er paa ingen Maade for meget. Det er jo netop en Prøvens Tid. I vore Dage.
FRK JENSEN	Jeg siger — føj !
NIKOLAJSEN	Men at hun ikke har lugtet Lunten i den Tid, hun har været her, hvad!
FRK JENSEN	Aa! Hun tager ham jo bare for at hedde Baronesse. Den kender jeg fra Grosserer Petersens af. Der lagde de den op til en Greve.
NIKOLAJSEN	Hvad blev det saa til?
FRK JENSEN	Til en Tandlæge.
NIKOLAJSEN	Dette her bliver maaske ogsaa bare til en Direktør, for Mr. Morton — han hed forresten Mortensen, da jeg var hos ham —
FRK JENSEN	Men han har jo siden været i Kina.
NIKOLAJSEN	Han ligger jo og krydser hele Dagen efter at blive alene med hende.
FRK JENSEN	Men Primons, de har da Penge nok til at købe sig en Baron til deres Datter.
NIKOLAJSEN	Og Fruen, hun købte sig heller end gærne vores gamle Ron.
FRK JENSEN	Jo, jo! De skulde have set det Sjov, vi havde i Aftes ! Katrine og Køkkeneleverne de havde skjult sig bag de høje Ribsbuske og stod og fniste, da Baronen kom anstigende med hende — (trækker ham lidt til venstre) — og ligesom de gaar forbi, saa siger han ved den Højeste i Himlens Rige —
BARONEN	(Baronen er kommen ind fra højre.) Baronen (idet han nærmer sig). Har I ikke andet at tage Vare end at staa der og holde Jay.
FRK JENSEN	(med et lille Hvin). Gud! (antager sin yderst korrekte Mine) Nikolaisen og jeg stod og lagde Plan til Opvartningen i Aften.
BARONEN	Den var nok indgaaende, kunde jeg se.
FRK JENSEN	(med spids Mund). Jeg kan da ikke gøre for, at Hds. Naade alt, hvad der forlanges af mig, det —
BARONEN	(vinker hende af).
	(Hun gaar fornærmet ud til højre.)

 

3. AKT 2. Scene	Baronen. Nikolaisen
NIKOLAJSEN	Jeg beder Baronen undskylde —
BARONEN	Alt forladt, bedste Nikolaisen, jeg under Dem enhver lille Glæde. Jeg beklager kun, at Damen er lidt vindøjet.
NIKOLAJSEN	(med et overbærende Skuldertræk).
BARONEN	Sig mig — hvornaar tog Fruen afsted? afsted ?
NIKOLAJSEN	Fruen tog afsted straks efter — (hoster lidt) Fruen skulde til Badehotellet til Middag. Hørte jeg.
BARONEN	Men Frøkenen?
NIKOLAJSEN	Ja, hun har jo pakket.
BARONEN	Skal hun ogsaa til Hotellet?
NIKOLAJSEN	Nej, Frøkenen vilde til Byen. Til sine Elever, sagde hun, med Toget 6,50.
BARONEN	Godt. Sørg saa for, at Vognen er der i Tide.
	Rosalie kommer ind fra højre. Nikolaisen trækker sig tilbage og gaar ud til venstre.

 

3. AKT 3. Scene	Baronen. Rosalie.
BARONEN	Ah, Rosalie, allerede færdig. Og i saa festligt An­træk.
ROSALIE	(sætter sig). Ja, Mama og jeg mente, at det var nemmest at klæde os om med det samme til i Aften. Jeg gjorde mig saa tidlig i Stand, fordi — (standser) fordi der kunde blive Brug for mig til et eller andet.
BARONEN	Tak, Du —
ROSALIE	(tager en Rose i et Glas og indaander dens Lugt). Aa — den skønne Rose — og Duften ! Aa, dejlig! (lidt tøvende) Er Preben her?
BARONEN	Nej. (hurtigt) Men han kommer vist straks.
ROSALIE	Jeg har talt saa lidt med ham i disse Dage.
BARONEN	(lidt usikker). Der har været saa meget, som har lagt Beslag paa ham. Høhøsten —
ROSALIE	Aa nej, kære Baron, det har ikke været det. Straks vi kom, var der en ubetydelig Misforstaaelse imellem os, og jeg har holdt mig lidt tilbage. Jeg har godt mærket, at han har været ked af det — undgaaet mig. Men jeg er jo saadan en underlig en — har mine Ideer. Jeg vilde have, at Preben skulde se mig færdes lidt her i hans gamle Hjem, se mig glide sammen med det, for — ja, jeg kan jo gærne sige det — for vi talte det helt bindende Ord.
BARONEN	I kendte jo dog hinanden saa godt.
ROSALIE	Det gør vi, men vi har jo i disse Aar mest set hinan­den mellem mange — i Selskabslivet, som glatter og forvisker. Og ser De, der er jo det, at — ja, jeg er jo ikke saadan smuk — jeg mener — indtagende.
BARONEN	Hvor kan Du sige?
ROSALIE	(kaster Rosen paa Bordet). Nej, jeg ved godt, at det uimodstaaelige mangler mig. Til Dem taler jeg lige ud.
BARONEN	Ja vel, ja vel!
ROSALIE	Men det har jo ikke noget at gøre med det Indre — den selvfølgelige Forstaaelse af hinandens Tanker og ønsker, vel? Og den Forstaaelse vokser jo allerbedst op paa det Sted, hvor man skal færdes og leve — ja, der hvor man sammen skal være noget for andre. Der­for vilde jeg saa gærne komme herud og være her jævnt og dagligdags — være her netop i Dag. Her var det, vi skulde tale sammen.
BARONEN	Og den inderlige Forstaaelse, kom den saa?
ROSALIE	Det gjorde den.
BARONEN	(ser paa hende med et lille Sæt, men tier.)
ROSALIE	Han har i disse Dage været saa underlig langt fra mig, men i Formiddags, da jeg ønskede ham til Lykke, saa mærkede jeg gennem hans Haandtryk noget af den Samhørighed, som kommer lige fra Hjertet. Og nu vil jeg gærne tale med ham, før vi rejser. Ja, nu vil jeg.
BARONEN	Min egen Rosalie, lad mig give Dig et Raad for Livet. Vent ikke for meget af ham. Hjerterne eller snarere Personlighederne smelter ikke fuldt saa let sammen, som man i Ungdommen tror. Der er jo endog de Vismænd, der siger, at til syvende og sidst lever vi Mennesker helt alene. Preben er ubetænksom og letsindig, forstaar maaske ikke helt, at den Hjertets dybe Glæde ved Sam­været, som Du taler om, at den er Lykkens egentlige Kærne. Du kan faa meget at se gennem Fingre med, meget at tilgive.
ROSALIE	Det vil jeg da saa gærne, naar blot han holder af mig.
BARONEN	(tager hende om Hagen). Snak altid med mig, naar der er noget i Vejen -­ naar Du synes, at han eller Livet ikke rigtig giver Dig, hvad Du havde ventet. Jeg vil kunne forstaa Dig, for jeg kender ham og Mandfolkene, og jeg ved, hvad Du er værd.
ROSALIE	Ja, det vil jeg. Hos Dem føler jeg mig saa ganske tryg, at Hyggen og Velværet gror op omkring mig, naar De er i Stuen, ganske af sig selv.
BARONEN	Saa maa jeg jo beskedent sige — om mig selv ogsaa — at Du faar vist meget at bære over med.
ROSALIE	Jeg vil svare Dem med Deres egne Ord: Jeg vil altid kunne forstaa Dem, for jeg kender ogsaa lidt til Mand­folkene, og derfor ved jeg, hvad De er værd.
BARONEN	(kysser hende paa Panden). Tak, min kære Pige. (ser sig om). Men jeg havde jo lovet at parre Gæsterne til Souper’en. Hvad siger Juliane!
BEGGE	(idet Rosalie ler). Død og Pine!
ROSALIE	Kan vi ikke gore det i en Fart?
BARONEN	Det er skam ikke saa let at parre Folk sammen, som Du tror.
ROSALIE	Nej. Det viser Livet jo.
BARONEN	Det er vist. (gaar hen og sætter sig ved Skrivebordet tilhøjre, hvor han sidder skjult af et lille Skærmbrædt) Her er Listen. Provsten og Juliane. Stakkels Juliane.
ROSALIE	Mama og Hofjægermester Blichfeldt. Han er saa fler­sidig. Han skeler med det venstre Øje og er derv paa det højre Øre.
BARONEN	Lykkelige Fru Mama!
	Han skriver, mens Direktør Morton kommer ind fra højre. Da han ser Rosalie tilsyneladende alene, giver det et lille Sæt i ham, og han gaar hurtigt hen til hende.

 

3. AKT 4. Scene	Baronen. Rosalie. Direktøren. Senere Fru Primon. Tilsidst Hds. Naade.
DIREKTØREN	Frk. Primon, det kalder jeg et Held, at jeg klædte mig saa tidligt om —
ROSALIE	(afsvalende). Naa, kære Direktør, finder De saa ikke, her er smukt paa denne gamle Gaard? Jeg haaber ikke, De fortryder at have lagt Turen om ad denne Kant.
DIREKTØREN	(tager Plads). Jeg er kommen her ene og alene for at træffe Dem, og jeg kan kun —
BARONEN	(højt). Rosalie, hvem har Du i Sinde at lyksaliggøre?
ROSALIE	Kære Baron, den, De og Skæbnen har udset til mig.
DIREKTØREN	(farer op med ærgerlig Mine). Jeg vidste ikke —
BARONEN	(kommer frem). Jeg beder undskylde, Hr. Direktør! Frk. Primon og jeg var i Færd med at løse et lille selskabeligt Hverv.
DIREKTØREN	Aa, saa kommer jeg til Forstyrrelse?
BARONEN	Ingenlunde. Det er fem Minuters Sag i mit Løn­kammer. De ved — lidt Forberedelser til vor lille Havefest.
DIREKTØREN	Jeg er Dem saare erkendtlig for at kunne være med. Landlige Fester er saa meget stemningsfuldere end det, Byens fire Vægge kan byde.
BARONEN	Vi skal i hvert Fald gøre vort Bedste.
	Fru Primon kommer hurtigt ind fra højre
FRU PRIMON	(forpustet). Undskyld, at jeg har ladet Dem vente. Det var Jom­fruens Skyld. Hvor jeg dog hader at skynde mig.
BARONEN	Kære Frue, vi har været længselsfulde, men jeg vil dog bemærke, at der er en halv Time, til vi skal gaa tilbords, Fru Primon.
FRU PRIMON	Gud, saa har jeg set en Time forkert paa Uhret.
BARONEN	Hvad forstaar en Lærke sig paa Uhre.
FRU PRIMON	(synker ned paa en Stol). Det er ogsaa din Skyld, Rosalie. Jeg hørte Dig gaa ned. (ser sig om) Hvad nu? Hvor jeg dog hader at have for megen Tid.
BARONEN	Maa jeg tilbyde et Album?
DIREKTØREN	De venter altsaa ikke Deres Mand hertil i Dag i den festlige Anledning, Frue?
FRU PRIMON	Nej. Primon kommer aldrig.
ROSALIE	Han gør det af med et Telegram.
FRU PRIMON	Der er to kedelige Ting ved Primon. Han vil ingenting være, og han har aldrig Tid.
ROSALIE	Til Fornøjelser — maa Du tilføje.
FRU PRIMON	Middagsselskaber er virkelig ikke til Fornøjelse.
DIREKTØREN	Man kan vist gaa ud fra, at hans Arbejde er det kæreste for ham.
FRU PRIMON	Ja, næst efter Rosalie. Mig spørges der ikke efter.
ROSALIE	Mama klager over, at jeg ligner ham, og at vi rotter os sammen.
FRU PRIMON	Det gør I. De to, det er Livets praktiske Side. Jeg er saa ensom.
BARONEN	(med Haanden paa Hjertet). Sagde De — ensom!
DIREKTØREN	Hr. Primon er vel særlig optaget nu, hvor han har mistet Ekscellencen Flor i Bestyrelsen af Maltfabrikerne?
FRU PRIMON	Spørg Rosalie, hun er inde i Affærerne.
ROSALIE	(lystig). Ja, det var et smerteligt Tab. Han kunde hverken se eller høre, endsige tænke.
BARONEN	Men han var Storkors.
DIREKTØREN	Saadan en er jo vanskelig at konkurrere med.
ROSALIE	Akkurat. Fader vil allerhelst have saadanne apoplek­tiske Rangspersoner i sine Bestyrelser. De gør ingen Vrøvl.
DIREKTØREN	Men saa er der jo Konferensraad Holm. Han er lam./td>
ROSALIE	Ja, hvad man ikke har i Hovedet, maa man have i Benene.
DIREKTØREN	Ganske rigtig! Han har derfor ogsaa Masser af Ben.
BARONEN	En Slags Tusindben.
FRU PRIMON	Nej, en Serimner, den Gris, De ved. For indbrin­gende Ben, de yngler og bliver til mere.
BARONEN	Det gælder altsaa blot at sikre sig det første.
ROSALIE	Naa ja, vi kan sagtens le, men Papa udretter saa meget, at han daarligt kan finde sig i vigtig og kontrol­lerende Indblanding.
DIREKTØREN	Det kender vi Direktører. Bestyrelsen skal være Fjeren i Hatten og blot gaa stille med Tantiemen.
BARONEN	Særdeles angenemt Hverv.
FRU PRIMON	Lad den, der vil have Tantiemer, gøre sine Hoser grønne for Rosalie. Hun har dem i Lommen, for hun har sin Fader i Lommen.
ROSALIE	Det, Mama dog kan finde paa at sige. Det er selvfølgelig den rene Snak.
	Hds. Naade kommer ind fra venstre.
HDS NAADE	Ah, vore Gæster er allerede samlede — jeg havde ikke ventet — jeg beder undskylde.
FRU PRIMON	Alt forladt. Det er os, der er komne for tidlig her sidder vi og drejer paa vore Tommelfingre. Hvad skal vi fange an, mens vi venter — jo, kom, Direktør, kom, Rosalie — vi gaar ind og tager et Slag Billard saa længe.
DIREKTØREN	Men er der Tid —
FRU PRIMON	Kære Ven — hvad er der ikke Tid til i den sidste halve Time for Middag? Kom!
	De gaar samtalende ud til højre.

 

3. AKT 5. Scene	Baronen. Hds. Naade.
HDS NAADE	Lad mig saa komme til at tale med Preben. Hvor­dan er han til Mode?
BARONEN	Han har siddet ubevægelig inde i min Stue, bedøvet efter Slaget. Jeg fik ham omsider til at gaa op og klæde sig om.
HDS NAADE	Naa! Det er godt.
BARONEN	Han var meget herunter.
HDS NAADE	(trækker paa Skulderen). Stakkels, kære Dreng — det maatte saa være, det vil han senere indse. De smaa Dumheder kan man lade sine Børn begaa, for at de kan samle den nødvendige Er­faring, men de fundamentale, dem maa man redde dem fra.
BARONEN	Vidste man blot, om det ikke er det allerbedste/ for Individet at bakse sig frem til Lykken gennem den Slags Dumheder — Hjertets Dumheder.
HDS NAADE	Der ødelægger Livet — Tak !
BARONEN	Ser Du, jeg har levet saa meget mellem Dyr og Planter, at jeg forstaar, de har Ret, de, der siger, at der er noget, som kaldes for Parringsvalget, noget, der er ganske uafhængigt af Budgettet, noget, der er Hovedbetingelsen for Afkommet og vel derfor ogsaa – for Forældrene.
HDS NAADE	Næppe i kultiverede Forhold.
BARONEN	Maaske dog! Naar det modarbejdes, kan det straffe sig. Det ved vi bedst, vi to.
HDS NAADE	Vi — to — ?
BARONEN	Vi blev jo gifte af Familiehensyn. Du husker maaske — jeg var sterbends forelsket i Godsforvalter Jokumsens den blonde Emilie, som nu, Fred være med hendes Minde, er lykkelig Moder til syv lovende Børn i Tersløse Mølle; og Du sværmede for Premierløjtnant, Kam­merjunker Wederkinck ved Husarerne. Kraprød Dol­man, blaa Husarben — pragtfuld
HDS NAADE	Maa jeg være fri?
BARONEN	Gudbevares — jeg tror, at det er overstaaet fra din Side. Løjtnanten kan jeg ikke svare for, han lider maaske endnu. Er han ikke falden — jeg mener for Aldersgrænsen — det, man falder for!
HDS NAADE	Jeg synes ikke, det just foreligger.
BARONEN	Jo, gu’ gør det saa — som Erfaring. For jeg vilde lige sige — synes Du, at Resultatet er blevet saa glim­rende, saa vel aandeligt som timeligt set. Det aande­lige — ja, jeg skal ikke røre ved Duften af den Poesiens blaa Blomst, der nu har staaet i Vand paa vort huslige Alter saa længe, men det timelige — Terminerne, Juli­ane!
HDS NAADE	Ja, de er slemme. Men lad os ikke tale om hvorfor.
BARONEN	Jo, lad os det. Maaske netop, fordi jeg ikke fik Mille Jokumsen.
HDS NAADE	(i krænket Majestæt). Du vover virkelig —
BARONEN	Ja, jeg gør — se kun paa mig. Ja, muligvis Du ved Løjtnantens Side havde tilegnet Dig en Livsbetragt­ning, der var noget mindre isskabsagtig — undskyld -­formaalstjenlig.
HDS NAADE	Jeg ved ikke, om Du vil gaa videre?
BARONEN	Jo, jeg vil for en Gangs Skyld snakke fra Leveren. Jeg vil sige, at naar alt bliver gjort op, saa var den smaa Friis-Hansen maaske alligevel den, som Preben skulde have for at faa Værdi for sit Fødeland i Retning af moderne Svineopdrætning.
HDS NAADE	En smagfuld Sammenligning.
BARONEN	Den rækker i hvert Fald langt. Jeg har talt med Rosalie. Hun er saa lykkelig intetanende, at hun for­melig ser Roser gro op for sin Fod. Jeg prøvede at neddæmpe hendes Længsel efter Lykke — hendes Tro paa den, men jeg formaaede det ikke, og jeg er vel heller ikke den, der skal gøre det. Det er Prebens Sag. Men før Du nu faar fat i ham, saa tillader jeg mig at sige: Har Du Lov at indvirke paa ham? Skal han tvin­ges hen imod et grumset Standpunkt i det, der skal være klart og rent som selve Naturens Kilde? Skal han ikke heller ærligt og redeligt sige til hende: Rosalie, jeg har indtil nu holdt af en anden end Dig. Maaske gaar det over, maaske ikke; stød mig fra Dig eller vent, men lad os være ærlige fremfor alt. Det var det, han vilde sige, hvis han fik Lov at være i Fred. Jo Pine­død var det saa!
HDS NAADE	Saa kunde han vist skyde en hvid Pind efter enhver Chance.
BARONEN	Og det agter Du maaske at foreholde ham?
HDS NAADE	Hvad jeg foreholder ham, er i hvert Fald dikteret af min usigelige Kærlighed til ham.
BARONEN	Det ved jeg, men om dens Udslag kan der jo være for­skellig Mening.
HDS NAADE	Har Du lovet at gøre fælles Sag med mig i dette, eller har Du ikke?
BARONEN	Vel. Jeg har lovet det.
HDS NAADE	Saa gaar jeg ud fra, at Du staar ved dit Ord. Gaa blot og sørg for, at Rosalie kommer herind om lidt.
	Preben kommer ind fra venstre.
BEGGE	Naa, der er Du!
BARONEN	(tager ham kærligt om Skulderen).
PREBEN	Aa, Fader !
BARONEN	Naa, min Dreng — gaar det nu lidt bedre. Ja, Du, jeg forstaar det — jeg har ogsaa været ung engang. Glæd Dig til, at den Slags Sorger er man idetmindste fri for, naar man bliver gammel. Saa — hm — ja — naa —
	Han ser deltagende paa ham og gaar med en Bevægelse ud til højre.

 

3. AKT 6. Scene	Hds. Naade. Preben. Tilsidst Rosalie.
PREBEN	(sætter sig og stirrer frem for sig.)
HDS NAADE	Kære Preben! (stryger ham henover Hovedet) Ja, Du synes nu, at ingenting kan trøste Dig, derfor vil jeg heller ikke forsøge paa det. Vore Skuffelser maa vi nu en­gang bære alene, og at Du føler Dig skuffet efter det Du saa og oplevede, det siger sig selv.
PREBEN	(ænser hende ikke.)
HDS NAADE	Man tror i en saadan Time, at det er forbi med En, at Resten af Livet er Tomhed og Mørke, men det er det ikke, Du. Aa, nej nej, det bliver lyst igen.
PREBEN	(vaagner lidt.)
HDS NAADE	Livet er langt, og dette var kun en lille kortvarig Hændelse, som Ingen kendte. Preben, maa jeg tænde Lyset for Dig igen. Vil Du høre paa mig?
PREBEN	(vaagner lidt mere). Hvad mener Du med Lyset ?
HDS NAADE	Behøver jeg at nævne Navnet. Jeg mener Rosalie Primon.
PREBEN	(med et lille Skuldertræk). Rosalie.
HDS NAADE	Du tænker vel — hvor kan Moder tale om det nu ! Jo, Preben, jeg kan, fordi Øjeblikket er der. Hvis Du tier nu, saa er det drevet over. Alt forspildt.
PREBEN	(træt). Ja — netop — alt er forspildt.
HDS NAADE	Nej endnu ikke. Hun tror sig vist egentlig forlovet med Dig. Hendes Forældre tror det — alle tror det. Forstaar Du da ikke — det er din Pligt at tale nu — at sige det Ord, der fæstner.
PREBEN	Fæstner hvad?
HDS NAADE	Lykken.
PREBEN	(ler bittert idet han river Bladene af Rosalies Rose). Lykken!
HDS NAADE	Det ser Du ikke nu, men jeg ser det. Hør dog nu, grib den, mens den er Dig nær — om en Time kan det være for sent.
PREBEN	Alting er fra nu af for sent for mig.
HDS NAADE	Ingenting er for sent. Husk blot, Lykken kan man ikke styrte løs paa og indhente, naar først den er flygtet. Den maa tages hurtigt og behændigt, med varsom Haand, naar Øjeblikket er der.
PREBEN	Da tog Du ikke med for sarte Hænder paa min Lykke. Disse Timer har været de tungeste, jeg har levet. Paa eengang har jeg set mig berøvet Tilliden til den, jeg havde elsket, og det trygge Grundlag for min Fremtid.
HDS NAADE	Det var for dit Bedste, jeg handlede. Tror Du, at jeg nogensinde kunde virke til andet end din Lykke, Du min eneste, min egen. Men netop fordi Du er alt for mig, vil jeg ikke, at Du skal have det, som jeg har haft det. Aa, Du ved ikke, hvor jeg har stridt for dette Hjem, og det er mit Livs Sorg at se, hvordan det dog smuldrer for mig.
PREBEN	Du har været tapper.
HDS NAADE	Til ingen Nytte, hvis det ikke gavner Dig. (med Varme) Aa Preben, intet kan lignes ved den sorg­løse Uafhængighed. Tro mig — intet.
PREBEN	(ser paa hende). Stakkels Moder, det Suk kom fra et forpint Hjerte.
HDS NAADE	Det kom fra et Hjerte, hvis varmeste Pulsslag slaar for Dig. Hør mig — Rosalie skænker Dig Frihed for alle Sorger. En glimrende Tilværelse er lagt til Rette for Dig.
PREBEN	Altfor meget. Allevegne fra har jeg stødt paa det selvfølgelige, at vi havde at forlove os. Hjertet vælger jo selv — uopfordret. Ofte nok paa Trods.
HDS NAADE	Hun har jo Egenskaber, der er mere værd end hen­des Rigdom. Hun er retskaffen og varmhjertet — hvor jeg ser hen — jeg finder ingen, jeg hellere saa som din Hustru.
PREBEN	Ogsaa jeg værdsætter hende — holder af hende som af faa. Men Rosalie Primon kan aldrig faa mit Hjerte til at banke, mit Blod til at blive hedt. Hun har det ikke i sin Magt.
HDS NAADE	Hvorfor skal det ogsaa være saa hedt ?
PREBEN	(gør en beklagende Bevægelse.)
HDS NAADE	Du har villet ofre alt for en tilfældig Kærligheds Skyld. Nu vel, den saa Du før i fuldt Lys. Du saa, hvad den var værd.
PREBEN	(farer sammen). Jeg vil ikke høre om det.
HDS NAADE	Nej. Det er jo færdigt ! Vend heller Bladet til en hel ny Side af dit Liv. Gør det nu, par det straks nu, hvor dit oprevne Sind trænger til Ligevægt og Trøst, efter at hun, som Du havde kaaret, har stødt Dig bort.
PREBEN	(ser hurtigt paa hende.)
HDS NAADE	(ser ham i Øjnene). Stødt Dig bort — ja. Da hun hørte, Du ikke var rig, be­tænkte hun sig ikke et Minut paa at vise Dig Vinter­vejen, endda med saarende Ord.
PREBEN	(heftig). Jeg beder Dig! Forstaar Du da ikke, at Du piner mig til Døde ved at sige det. Jeg vil ikke høre (tager sig til Panden) — vil ikke høre — (fatter sig) Naa ja — naturligvis vil jeg tale med Rosalie, før hun rejser. Jeg skylder hende det.
HDS NAADE	(lettet). Ah, Du vil —
PREBEN	Ja, jeg maa jo. Hver Dag, hver Time har jeg villet det — jeg kunde ikke. Men nu kan jeg tale med hende. Paa en anden Maade.
HDS NAADE	(atter ængstet). Hvordan ?
PREBEN	Jeg kan ikke sige til hende: Jeg elsker Dig, Du alene er den rette, den, mit Hjerte og mit Blod begæ­rer. Saa løj jeg. Men jeg kan sige : Rosalie, jeg har haft en Sorg, og den maa have Tid til at læge. Jeg kan sige: Tænk nøje over, om det, der haabes paa for os to af dem, der staar os nærmest, om det er det bedste og det klogeste for os. Jeg kan sige: Ingen af os kan jo blive skuffet. Du venter ikke nogen stormende Lidenskab af mig, lige saa lidt som jeg af Dig. Jeg ved, at Du af mig kun ønsker mit gamle Venskab og mit gamle Navn. Begge Dele kan jeg ærligt give, naar Ti­den kommer.
HDS NAADE	(kategorisk). Det siger Du ikke.
PREBEN	Det siger jeg, for det er Sandheden. Andet venter hun ikke.
HDS NAADE	(med Vægt). Saa sandt som Du er min Søn, saa sandt som meget staar paa Spil for Dig som for os — saa forlanger jeg, at det siger Du ikke.
PREBEN	Jeg siger det. Jeg maa.
	Rosalie kommer ind fra højre.
ROSALIE	(til Hds. Naade). Vil De tale med mig, Baronen sagde det.
HDS NAADE	(endnu bevæget). Jeg — — ja —
ROSALIE	(samler Rosenbladene op, lidt forlegen). Se, hvor han har revet min smukke Rose itu. Skam­mer Du Dig ikke, Peben?
HDS NAADE	(fatter sig). Det var blot — jeg vilde have bedt Dig raade mig med Borddekorationen til i Aften, men det er vist alle­rede aftalt. Bliv Du blot her og hold Preben lidt med Selskab — saa gaar jeg ind til de andre.
	(Hun ser ransagende paa Preben og gaar ud til højre.)

 

3. AKT 7. Scene	Preben. Rosalie.
ROSALIE	(sætter sig). Skal jeg holde Dig med Selskab, Preben. Naa, ja ja! Nu er Du altsaa bleven myndig og skal forsøge at tage Livet op som en Mand.
PREBEN	Ja. Det skal jeg jo.
ROSALIE	Er Du glad ved Udsigten?
PREBEN	Ja — naturligvis. Meget glad.
ROSALIE	Man kan just ikke se det paa Dig.
PREBEN	Nej, for der er noget, som — (ser paa hende og gaar i Staa)
ROSALIE	Kom, skal jeg høre Dig i den?
PREBEN	I hvad? Rosalie
ROSALIE	I Talen til i Aften, for det er vel den, der gør Dig nervøs.
PREBEN	Den har jeg saamænd ikke tænkt paa.
ROSALIE	Ikke det! (venter lidt) Jo mange Tak, rigtig godt. Men i Længden bliver man alligevel lidt ked af det Liv jeg fører, og derfor har vi tænkt paa til en Forandring at rejse Jorden rundt.
PREBEN	Hvordan
ROSALIE	(ser paa ham). Jeg kan nemlig saa udmærket besørge hele Samtalen selv. Ja, det kan jo være godt nok — jeg studerer Sprog og dyrker Sport og prøver Kjoler og tager dem paa til Selskab og Bal — kort sagt, alt det, som vi unge Damer er henviste til, mens vi venter.
PREBEN	Paa hvad?
ROSALIE	Paa hvad? Paa Afgørelsen – det store Vendepunkt i en Kvindes Liv – om man bliver gift eller skal blive gammel alene.
PREBEN	I den Henseende har Du vist altid kunnet se Fremtiden i Møde med Tillid.
ROSALIE	Gift – ja, det kan man jo sagtens blive, og det straks, naar man – (stopper og trækker lidt paa Skulderen) men naar Du taler om Tillid, saa – ja – den gaar ikke altid Haand i Haand med Giftermaal, naar man er lidt skeptisk. Skulde jeg gifte mig med en Mand, skulde det være, fordi heg hos ham fandt Fred og Hvile, og fordi jeg vidste, at hvordan han saa før havde levet, hvor meget han end tænkte og følte anderledes end jeg – ja, trods alt, saa vilde han sætte sit Liv ind paa at være min bedste Ven, min Dtøtte, mit Værn – kun for mig og kun for min egen skyld. Det er det, jeg forstaar ved Tillid.
PREBEN	(Tager sig sammen. Rosalie, jeg maa tale med Dig – sige Dig –
ROSALIE	(bevæget) Preben, det behøves ikke – imellem os behøves der ikke Ord – ikke nu, hvor jeg har set, at Du har forstaaet, hvorfor jeg i disse Dage har tøvet og biet.
PREBEN	Jeg har villet – villet sige Dig –
ROSALIE	(lægger Haanden paa hans Arm). Du taler om Tillid – det er netop den, jeg har til Dig saa fuldt og helt. Jeg husker saa tydeligt den Dag, hvor den vaagnede hos mig. Det var her ude paa Landet, mens vi var Børn. Du tog Skylden paa Dig for den store Vase, jeg slog itu. Ingen troede, hvad jeg sagde at det var mig, fordi Du tog saa støt og lige til paa Dit Drenge-Ansvar. Fra den Dag har jeg vidst, at Du er født ridderlig og aldrig vilde svigte.
PREBEN	(ser uvilkaarligt bort). Tak — Du tror for godt om mig.
ROSALIE	Nej, aa nej. Livet har lært mig at tro paa saa lidt og paa saa faa. Men Dig tror jeg paa. Du er ægte, din Tænkemaade er ubestikkelig.
PREBEN	(med Anstrengelse). Rosalie, jeg ved, hvad Du venter af mig og jeg af Dig. Ingen af os kan blive skuffet —
ROSALIE	Nej, det kan vi ikke. Hvorfor siger Du det -— sig hellere slet ingenting. Jeg føler mig saa stille lykkelig i dette Øjeblik, hvor jeg glider i Havn.
PREBEN	(ser overrasket paa hende). Jeg maa — Du maa vide, at jeg har haft — jeg har —
ROSALIE	Nej vent. Lad der være stille, ganske stille om mig. (med stigende Styrke) Hvor har jeg længtes og sukket efter det. (springer op) Jeg har drømt, jeg har grædt, men altid har jeg haabet og ventet paa dette Øjeblik, hvor jeg vidste, at jeg var elsket for min egen Skyld — for min Sjæls Skyld, (dækker Øjnene med Haanden).
PREBEN	(der ligeledes har rejst sig, ser forskrækket paa hende og træder uvilkaarligt et Skridt tilbage.)
ROSALIE	Preben — Du alene skal se mig, som jeg er. Du skal vide, hvordan jeg har elsket Dig, (rækker Armene frem imod ham) Preben, jeg betror Dig hele mit Liv — giv mig blot Kærlighed igen.
PREBEN	(helt ude af Fatning). Jeg ser, at — maaske — maaske engang —
ROSALIE	(lader Armene synke). Hvorfor siger Du — engang? Naar Du giver mig dit Hjerte, saa tager jeg trygt imod det. (ler lidt) Du ser paa mig med helt store Øjne: Du tænkte vist ikke, jeg kunde være forelsket og lykkelig, men Du skal se — Du skal se!
PREBEN	Aa Tak, men jeg maa tale med Dig om — om saa meget —
ROSALIE	(ler lykkelig). Tale — tror Du, at jeg har Tid til det! Tal Du — jeg vil blot se Dig — se og høre efter.
	(Fru Primon kommer ind fra højre.)

 

3. AKT 8. Scene	Fru Primon. Preben. Rosalie. Senere Baronen og Hds. Naade. Tilsidst Nikolaisen.
ROSALIE	(farer hen til hende og slaar Armene om hende). Mama,kære Mama, jeg er saa glad, saa lykkelig —
FRU PRIMON	(spørgende). Rosalie — naa —?
ROSALIE	(slipper hende). Aa ja —
FRU PRIMON	Mine kære Børn, kom — kom begge til mit Hjerte.
ROSALIE	(atter køligt behersket). Saa — saa! Vær rolig, søde Mama. Det er jo ikke Dig.
FRU PRIMON	Jo. Næsten. For jeg er saa bevæget.
	(Baronen og Hds. Naade kommer ind fra højre og ser stærkt forventningsfulde ud. Nikolaisen kommer i det samme fra den anden Side.)
FRU PRIMON	gaar dem fornøjet i Møde). Kære Venner, jeg kan bringe —
NIKOLAJSEN	(gaar hen til Fru Primon). Undskyld, Frue —
HDS NAADE	Hvad er der paa Færde, Nikolaisen?
NIKOLAJSEN	Jeg vil kuns underrette Fruen om, at Kjolen, den er nu paa Stationen.
FRU PRIMON	Er den? Herregud, nu har jeg taget en anden paa.
NIKOLAJSEN	Naa, saadan! Jeg vilde ellers blot have tilladt mig at sige, at den nu kan blive hentet med den Vogn, der kører Frøken Friis-Hansen til Stationen.
ROSALIE	(studser). Frøken Friis-Hansen? Skal hun rejse?
NIKOLAJSEN	Ja. Med Toget 6,33.
FRU PRIMON	Lige før Festen?
ROSALIE	Hun havde jo lovet at medvirke — spille?
FRU PRIMON	Hvorfor rejser hun saa?
	(Lille Pavse.)
NIKOLAJSEN	(meget forbeholden). Skal ikke kunne sige det. (kaster et Blik paa Preben.)
PREBEN	(drejer nervøst paa en Bog.)
ROSALIE	(opfanger Nikolaisens Blik). Det var besynderligt.
NIKOLAJSEN	(sagte med et Buk til Hds. Naade). Der er serveret.
	Hds. Naade affærdiger ham med et Vink, idet Direktøren kommer ind fra højre.
FRU PRIMON	(vil begynde igen). Kære Venner, jeg kan bringe —
ROSALIE	(sagte, idet hun tager hende om Armen). Nej, lad mig. (højt) Jeg kan bringe den behagelige Meddelelse, at Ventetiden er omme. Der er rettet an. Hr. Direktør, vil De give mig Deres Arm?
DIREKTØREN	(nærmer sig). Saa stor en Ære —
BARONEN	(afsides til Hds. Naade). Juliane! Vil Du nu ikke behage at rykke frem med dit diplomatiske Talent. De gaar alle mod Døren til venstre.
	TÆPPE

---

---