Guldfuglen 4. akt

PERSONERNE:

BARON STAFFELDT EGEDE	BARONESSEN – HDS. NAADE
PREBEN – deres søn	DIREKTØR MORTON
FRU PRIMON	ROSALIE – hendes datter
ENKEFRU FRIIS-HANSEN	SUSANNE – hendes datter
NIKOLAJSEN – tjener	FRØKEN JENSEN – stuepige
EN GROOM	GÆSTER

---

---

*

	Haveparti i Nærheden af Hovedbygningen. Mange Blomster. I Forgrunden til venstre under et Espalier af blomstrende gule Roser en gammel monumental Marmorbænk med en Urne ved Siderne. Omkring denne nogle Havestole. Til højre et Bord. Solnedgangsbelysning. Sommerstemning. Flere af Herrerne bærer i denne Akt lyse Sommerfrakker over Kjolen. Det er et Par Timer senere. Nikolaisen kommer med en Dug over Armen ind fra venstre, ledsaget af en lille bitte Groom i Kravestøvler. Groomen bærer med synlig Vanskelighed en Bakke med Glas og Karafler.
4. AKT 1. Scene	Nikolaisen. Groomen. Senere Direktøren.
NIKOLAJSEN	(ser sig om efter Groomen). Halløj, jeg synes, det klirrer lidt vel meget. Tungen lige i Munden, lille Niels eller Per eller hvad Du hedder. Husk, vi er ikke i Stalden, (spreder Dugen med et Klask, mens Groomen stumt imponeret stirrer paa ham) Saa, nu Glassene! pst — ser Du efter. Det er Øjeblikket til at uddanne Dig efter de bedste Mønstre. Hvem ved, om det ikke er det første Skridt paa en glimrende Løbebane. Hvad — ja! Ved Du af, at der hinsides Atlanten kan tjenes en Formue paa at folde Servietter. Ikke — naa, der er ogsaa langt frem mit Barn. Pst — stik saa op efter nogle flere Glas. Jeg kommer straks selv.
	Den lille Groom gaar ud til venstre i Baggrunden.
NIKOLAJSEN	(raaber efter ham). Sikken han gaar og vader — Agrarspire.
	Direktør Morton kommer lidt længere fremme.
NIKOLAJSEN	(i en anden Tone). Aa, om Forladelse. Jeg behøver ikke at sige, at min lille Kritik var ikke lagt an paa Direktøren.
DIREKTØREN	Det glæder mig.
NIKOLAJSEN	De giver mig Staldbetjeningen at trækkes med. Det kalder de Hjælp. Direktøren skal se, at naar en af dem i Aften kommer med et Fad Gelé, saa siger han: Hoha — Stille.
DIREKTØREN	Saadan en Dag regner man det jo ikke saa nøje. Sig mig, Nikolaisen, De har vel ikke set Frøken Primon her i Haven?
NIKOLAJSEN	Jo, jeg tror, Frøkenen er i Drivhuset.
DIREKTØREN	Saa træffer jeg maaske Frøkenen der?
NIKOLAJSEN	(diskret). Hvis ikke, saa kommer Frøkenen vist nok denne Vej tilbage — ja, jeg bliver her i Nærheden, saa hvis jeg kan —
DIREKTØREN	(givér ham et Pengestykke). Ja, det er jo muligt, at Frøkenen vil hvile sig et Øjeblik her. Saa ifald De opholder Dem her omkring, saa — aa, jeg beder.
	Han gaar ud til højre.
NIKOLAJSEN	(ser fra ham til Pengestykket). I rørt Vande skal der fiskes. Den er jeg med paa.
	Hds. Naade kommer ind fra venstre.

 

4. AKT 2. Scene	Hds. Naade. Nikolaisen. Senere Fru Primon. Groomen.
HDS NAADE	Hds. Naade. Jeg har søgt Dem, Nikolaisen. Er her nu i Stand — der maa jo beregnes flere Glas. Er der færdigt henne paa Estraden?
NIKOLAJSEN	Det venstre Bagben gik af den, saa det sinkede jo noget.
HDS NAADE	Naa, De sørger nok for, at det bliver i Stand.
NIKOLAJSEN	Det hele skal nok blive ret net.
HDS NAADE	Sig mig — mens vi taler om det — Frøken Friis-Hansen er vel afsted?
NIKOLAJSEN	Nej, Frøkenen naaede det ikke. Hun skal med Toget 8,23.
HDS NAADE	(ubehagelig berørt). Saa hun er her endnu! Hvor er hun da?
NIKOLAJSEN	I Gartnerboligen for at sige Farvel til Fru Petersen. Sagde hun. Kufferten er bragt dertil.
HDS NAADE	Hm! Sig mig, saa De, om hun fik taget Afsked med Fru og Frøken Primon?
NIKOLAJSEN	Det tror jeg ikke, hun fik. (med et forstaaende Blik) Men det er maaske ikke nødvendigt.
HDS NAADE	Nej, det er det jo ikke! Hm —! Men hør, jeg har faaet min Parasol forbyttet med Frøken Friis-Hansens. Her er den. Vær saa venlig straks at sende et Bud til Gartnerboligen og faa min i Stedet.
NIKOLAJSEN	Skal ske.
HDS NAADE	(med Vægt). Men sørg for, at Frøkenen faar det at vide, saa at hun ikke behøver at ulejlige sig herop. Forstaar De? Vognen kører derned direkte. Husk at sige det i Stalden.
NIKOLAJSEN	(ser forstaaende paa hende). Skal ske.
	Groomen er kommen igen med en Bakke med Glas og sætter dem ængstelig paa Bordet efter et Vink fra Nikolaisen.
HDS NAADE	(venlig). Ja, undskyld, at jeg besværer Dem med mere, end De i Forvejen har i Dag, bedste Nikolaisen.
NIKOLAJSEN	Aa bevares — jeg beder.
HDS NAADE	Men jeg sætter særlig Pris paa den Parasol, ved De jo. (giver ham et Pengestykke) Det er til Budet.
NIKOLAJSEN	(ser paa det). Men —
HDS NAADE	(med en Bevægelse). Resten kan De beholde. Det er en besværlig Dag for Dem.
NIKOLAJSEN	Deres Naade er altfor venlig.
	Fru Primon kommer ind fra venstre.
HDS NAADE	Ah, Amalie!
FRU PRIMON	Jeg tror, at vi alle har spredt os i Haven.
HDS NAADE	Ja kom, skal vi ikke sætte os et Øjeblik her.
	Damerne tager Plads, mens Nikolaisen skriver paa et Blad af en Lommebog, river det ud og giver det til Groomen.
NIKOLAJSEN	Pst -— kom her. Kan Du stikke ned i Gartnerboligen med en Besked. Som en Pil. Der har Du en Parasol, en Tiøre Og en paa Tæven. Pst.
	Gaar hen til Damerne, idet Groomen farer afsted
NIKOLAJSEN	Undskyld, Døres Naade, men jeg forsømte vist at melde, at Provstens er komne. De tager Tøjet af.
HDS NAADE	Allerede — er Baronen der ikke —?
NIKOLAJSEN	Nej.
HDS NAADE	Naa godt, jeg skal straks være der.
	Nikolaisen trækker sig tilbage til Bordet, hvor han folder en Serviet i en kunstig Dyreform.
FRU PRIMON	Det haster vel ikke med Provstens?
HDS NAADE	Aa nej. Det var blot det, jeg vilde spørge om, kære Amalie — jeg har ikke kunnet finde din Datter — hun har da ikke gjort sig den mindste Gisning i Anledning af denne lille Spillefrøkens forhastede Afrejse?
FRU PRIMON	(forbeholden). Naa, det antager jeg ikke. Men vi vil jo gærne vide lidt nærmere. Skulde Frøken Friis-Hansen ikke være bleven her i længere Tid?
HDS NAADE	Jo, hele Sommeren — oprindelig. Men saa fik hun pludselig Nykker.
FRU PRIMON	Tog hun da bort i Vrede?
HDS NAADE	Ja — det vil sige — det var nærmest Moderen.
FRU PRIMON	Var det i Anledning af Preben?
HDS NAADE	(undvigende). Frøken Friis-Hansen kom jo, som Du ved, hertil for en seks Ugers Tid siden efter Anbefaling.
FRU PRIMON	Hvor kunde Du ogsaa! At Du, der er saa mageløs klog, dog ikke fandt et Paaskud til at sende hende bort igen, da Du saa, hun var køn.
HDS NAADE	Kære Du – en lille Musiklærerinde —
FRU PRIMON	Lige meget —- to unge Mennesker under Tag sammen, naar Syrenerne dufter og Nattergalen synger! Det er en farlig Tid, Du.
HDS NAADE	Aa —
FRU PRIMON	Jeg ved det.
HDS NAADE	I Grunden har vi aldrig syntes om hende.
FRU PRIMON	Ikke?
HDS NAADE	For Rasmus var hendes indsmigrende Væsen ligefrem en Gru.
FRU PRIMON	Saa —! Men Preben syntes altsaa om hende?
HDS NAADE	Med Hensyn til ham — saa — ja, jeg kan jo ikke med Bestemthed sige, om han har lidt Kurmageri at bebrejde sig — maaske hun selv ret beredvilligt er gaaet ind paa det. Som Du siger — Syrenduft —
FRU PRIMON	Hvad siger han da til det? Nu?
HDS NAADE	Jeg ved ikke — rigtig — jeg har villet tale med ham hele Dagen — jeg har søgt ham —
FRU PRIMON	Hvor er han da?
HDS NAADE	(tungt). Væk.
FRU PRIMON	Kommer den lille Frøken igen — senere?
HDS NAADE	(afgjort). Her kommer hun aldrig mere.
FRU PRIMON	Naa — ikke!
HDS NAADE	Men Du, der er saa fornuftig, Du tager jo denne Bagatel for det, den er —
FRU PRIMON	Jo — naturligvis. Men ser Du, jeg bliver jo beskyldt for at være overfladisk og pyntesyg og hvad det er. Du ved bedst, hvor uberettiget det er, for jeg føler jo netop saa meget. Og naar det er Ens eneste Barns Lykke, der staar paa Spil, saa opdager man med et, at der alligevel er et helt Lag af Tanker og Forestillinger — saadan — nedenunder det andet — som man slet ikke bruger til daglig.
HDS NAADE	(urolig). For Guds Skyld — I gør jer da ingen Skrupler. Jeg forsikrer Dig, denne lille Sommerferie-Episode har ikke det mindste at gøre med Prebens egentlige Følelsesliv.
FRU PRIMON	Ikke — naa — nej —
HDS NAADE	Rosalie er hans eneste Kærlighed. Du ved ikke, hvor den Dreng har været stille — har levet uberørt — ventende paa den store Følelse.
FRU PRIMON	Ak ja, den første Kærlighed —
HDS NAADE	Da saa den lille Spillefrøken i Dag mærkede, hvor hen Vinden bar — at hans Hjerte tilhører Rosalie, ja desværre, saa tabte hun Besindelsen og var ikke — helt heldig.
FRU PRIMON	Herregud — Skindet —
HDS NAADE	Det var lige før Theen. Indtil det Øjeblik anede vi ingenting. Du kan tænke Dig, hvor jeg blev himmelfalden, da hun lavede en Scene. Og Rasmus — rasende, kære!
FRU PRIMON	Er hun borte?
HDS NAADE	Nej. Det var det, jeg vilde sige Dig — hun kommer først afsted med det næste Tog.
FRU PRIMON	Hvor er hun da?
HDS NAADE	I Gartnerboligen, efter Sigende for at tage Afsked, men — naturligvis — for at vinde Tid til at fremtvinge en Samtale med Rosalie. Og — ser Du — det vilde jo ikke være formaalstjenligt.
FRU PRIMON	(studser lidt). Ikke – naa!
HDS NAADE	Du forstaar — hvis Rosalie nu taler med denne unge Dame, opreven og nedslaaet som hun vistnok er endnu, saa vil din Datter faa et ganske misvisende Indtryk af denne Smule Flirt — den Slags Adspredelse, som Du jo forstaar Dig saa godt paa.
FRU PRIMON	Jeg —!
HDS NAADE	Ja, Du ved jo dog, at en lille Adspredelse af den Art ikke maa faa Lov til at ødelægge to Menneskers Livslykke.
FRU PRIMON	Jeg lover Dig, jeg skal ikke tale et Ord til Rosalie derom. Hun maa selv om den Sag.
HDS NAADE	Men Du forstaar — vi maa være paa vor Post, Du og jeg — blot en Timestid — ja, for vi arbejder jo dog støt sammen paa vore Børns Fremtid, vi to, ikkesandt?
FRU PRIMON	Jo — naturligvis —
HDS NAADE	Det gælder blot, at Frøken Friis-Hansen ikke faar Rosalie i Tale. — Jeg har gjort mit — Du vil ogsaa passe paa — for Rosalies Skyld, ikke?
FRU PRIMON	(med lidt Eftertryk). Ja, for Rosalies Skyld skal jeg være paa min Post.
HDS NAADE	Jeg maa desværre til mine Værtindepligter, men jeg lægger Sagen i din Haand. (rørt) Vore Børn skal for bestandig besegle vort gode gamle Venskab, ikke —
FRU PRIMON	(ogsaa rørt). Vort rare Venskab —
HDS NAADE	Kære Amalie —
FRU PRIMON	Kære Juliane —
	Med et bevæget Kys paa Kinden gaar Hds. Naade ud til venstre. Fru Primon bliver staaende og ser lidt eftertænksom ud. Baronen kommer ind fra højre. Da han ser hende, vil han forsigtigt dreje af.

 

4. AKT 3. Scene	Baronen. Fru Primon. Nikolaisen (i Afstand). Senere Direktør Morton og Groomen. Tilsidst Rosalie.
FRU PRIMON	(vender sig). Ah, Baron, saa fordybet.
BARONEN	(lader oprømt og nærmer sig). Der har vi jo den skønne Frue. Jeg troede at se selve den gamle Haves letfodede Nymfe.
FRU PRIMON	Maaske ogsaa en af Deres Tilbedte?
BARONEN	Hun har den Fordel at være evig ung, ligesom De, Frue. Men lidt kølig. Jeg foretrækker den levende.
FRU PRIMON	Det er kun, hvad jeg ventede. Kom, lad os sætte os her.
BARONEN	(undvigende). Men jeg — skulde jo — rigtignok —
FRU PRIMON	De svigter mig da ikke, Baron?
BARONEN	(sætter sig resigneret). Før dø — eller faa Skænd af Juliane, (ser op) Det bliver en smuk Aften — jeg mener — hvad Naturen angaar.
FRU PRIMON	Forhaabentlig hvad det hele angaar.
BARONEN	(ser lidt urolig til hende). Ja, med saadanne Gæster, saa — saa kan man sagtens. Har De ikke set Juliane?
FRU PRIMON	(paa sin Post). Ikke — noget videre.
BARONEN	Jeg heller ikke. Jeg har været længselsfuld men optaget.
FRU PRIMON	(prøvende). Sig mig, Baron, er den lille Friis-Hansen rejst?
BARONEN	Ja, hun er afsted. Hun tog væk med Moderen.
FRU PRIMON	Naa! Jeg fik ikke sagt hende Farvel. Det er jeg ked af. Hun var sød.
BARONEN	Ja, Gu var hun saa. En dejlig lille Pige. Jeg syntes vældig godt om hende.
FRU PRIMON	(med et lille Smil). Det forstaar jeg godt.
BARONEN	(rejser sig). Skal vi ikke hellere gaa op?
FRU PRIMON	Hvorfor — her er saa yndigt.
	Baronen synker ned igen, byder hende en Cigaret, som hun afslaar med en Bevægelse. Han klasker sig rundt paa Lommerne efter Tændstikker, finder ingen, opgiver Cigaretten og kaster den.
FRU PRIMON	Skulde hun ikke være bleven her i længere Tid?
BARONEN	Nej, det havde hele Tiden været Meningen, at hun skulde rejse nu.
FRU PRIMON	Saa tog hun ikke bort i Vrede?
BARONEN	Ak nej — det var blot — en af hendes Elever giver en Badekoncert paa Onsdag.
FRU PRIMON	Kommer hun igen?
BARONEN	Ja, jeg tror — sidst i Ugen.
FRU PRIMON	(lige ved at le). Naa, saadan! Jeg synes ellers, I alle — Preben især — lod til at være pinlig berørte ved at høre om hendes Afrejse.
BARONEN	(iagttager diplomatisk Tavshed).
FRU PRIMON	(ser paa ham). Ja, Baron, jeg har jo ikke kunnet undgaa at lægge Mærke til, at der var noget.
BARONEN	(med et lille Sæt). Hvad forstaar De ved — noget?
FRU PRIMON	Hvor meget ved jeg ikke, men der var Øjne. Jeg kender det med Øjne.
BARONEN	Det gør De. Ja.
FRU PRIMON	(forsøger sig frem). Det var ogsaa det, jeg sagde til Juliane — det er en farlig Tid, denne, til Smaaforlovelser.
BARONEN	Nederdrægtig. Men Ferieforlovelser regnes jo ikke saadan — vel!
FRU PRIMON	De mener — der er ingen Konkurrence.
BARONEN	Nej. Og de fordufter saa let.
FRU PRIMON	For unge Mennesker er der jo meget, der skal fordufte før det kgl. danske Ægteskab.
BARONEN	Ja, søde Fru Primon, De er saa fornuftig, De kan nok forstaa, at han har slaaet morderlig til Skaglerne om Vinteren i Byen.
FRU PRIMON	(bristefærdig). Naa, saa det har han.
BARONEN	Gu har han saa. Der har været Vrøvl hvert Øjeblik med forskellige smaa Kvindetyper, baade de blide og de pikante.
FRU PRIMON	Men han forlovede sig dog ikke med dem?
BARONEN	Nej, det er Humlen. De kan tænke Dem det Hus der laa, da han i Morges traadte an med en Slags rigtig Forlovelse.
FRU PRIMON	(sluger sin Overraskelse). Saa — ja —
BARONEN	Det slog Benene aldeles fra Juliane. Men hun lader sig jo ikke gaa paa og har senere haft en beroligende Samtale med Fyren.
FRU PRIMON	Naa! Det har hun!
BARONEN	Og faaet Pigebarnet pakket ind i Vat. Og sendt hende afsted. Jeg tror nok, jeg tør sige, at Juliane svalede hende af.
FRU PRIMON	Ja, saadan noget, det kan Juliane.
BARONEN	Efter det er hun grundig kureret. Han med.
FRU PRIMON	Saa!
BARONEN	Naa, det hele betød ingenting, (galant) Vi kender jo Alle Hjertets smaa Uregelmæssigheder.
FRU PRIMON	Det gør vi.
BARONEN	Lidt Smaaflirt skal ikke ødelægge det, der forbinder os og vore Børn — vel?
FRU PRIMON	Vort gode, gamle Venskab!
BARONEN	(kysser hendes Haand). Overlegne Frue — livsmodne Veninde — min Tankes Maal.
	Direktør Morton kommer ind fra højre. Baronen rejser sig og gaar imod ham.
BARONEN	Ah, kære Direktør —
FRU PRIMON	Vandrer De om her alene?
BARONEN	Tilgiv, at jeg saa slet røgter mine Værtpligter, men Dagen har været lidt bevæget.
DIREKTØREN	Jeg beder. Det har været mig en Fornøjelse at stifte Bekendtskab med Deres smukke Park, som jeg grundig har beset.
BARONEN	Har De været ved de historiske Ege —?
	De fjerner sig og ser mod Baggrunden i sagte Samtale. Fru Primon staar et Øjeblik og tænker sig om. Groomen kommer hæsblæsende tilbage med Parasollen og giver den til Nikolaisen, som sætter den fra sig.
NIKOLAJSEN	(til Groomen). Kalder Du det at rappe Dig. Naa, al Stræben bør paaskønnes. (klapper ham overbærende.)
FRU PRIMON	(for sig selv). Jo, hun maa tale med hende, (højt) Nikolaisen, hør lidt.
NIKOLAJSEN	(iler til). Frue —
FRU PRIMON	Ved De, om Frøken Friis-Hansen er i Gartnerboligen? Det har man sagt mig.
NIKOLAJSEN	Ja, endnu en Timestid. Men Frøkenen kommer ikke mere her.
FRU PRIMON	Sagen er, min Datter ønsker gærne at tale med hende, før hun rejser, og vil ikke saa gærne —
NIKOLAJSEN	(ser hurtigt paa hende).
FRU PRIMON	(mærker det). Det er blot i Anledning af — (søger).
NIKOLAJSEN	Jeg ved det. (tungerap) Frøkenen tror, hun har faaet sin Parasol forbyttet med Frøken Friis-Hansens. Den staar der. Frøkenen kommer sikkert denne Vej fra Drivhuset, saa jeg kan sende Bud til Frøken Friis-Hansen om at komme her om lidt med den anden Parasol.
FRU PRIMON	Det er udmærket. Min Datter sætter stor Pris paa den Parasol.
	Hun giver ham et Pengestykke, som han modtager med en diskret Takke-Bevægelse. Fru Primon fjerner sig, mens han atter skriver paa et Blad i Lommebogen og giver det til Groomen.
NIKOLAJSEN	Pst — her. Kan Du stikke ned i Gartnerboligen med denne Billet. Som et Lyn.
EN GROOM	(stræber, endnu aandeløs at tage til Genmæle).
NIKOLAJSEN	(skriver). Ja vist, Du har været der. Men en god Ting kan ikke gøres for ofte, mærk Dig det, mit Barn. Der har Du en Femøre. Rend saa — pst.
	Drengen løber, idet Rosalie kommer ind fra højre lidt længer tilbage. Herrerne vender sig.
FRU PRIMON	Er Du der, Rosalie — kommer Du fra Drivhuset —?
ROSALIE	(lidt adspredt). Hvorfor —
FRU PRIMON	Du lovede jo at gaa derned efter Blomster til mit Kjoleliv.
ROSALIE	Det har jeg glemt. Men jeg saa nogle smukke Balsaminer ved Solskiven.
FRU PRIMON	Balsaminer!
BARONEN	Behold dem selv og giv din skønne Moder Roser — hendes jævnaldrende.
ROSALIE	(smiler svagt). Kære Baron, husk paa, at jeg har det Ansvar at bringe Mama velbeholden hjem.
BARONEN	Jeg forlanger kun at maatte beholde hendes Hjerte.
FRU PRIMON	Jeg undværer det gærne. Man staar sig ved at være hjærteløs i dette grumme Liv.
DIREKTØREN	Det lykkes for mange. Dog næppe for Dem.
BARONEN	(sætter sig paa Marmorbænken). Sommeren dufter! Kunde man nu sidde fredeligt her istedetfor al den Hurlumhej. Forresten er Stenbænken lidt køligere end mine Følelser.
FRU PRIMON	Det gør ikke noget, for De kan ikke sidde her et Minut. Provstens er her.
BARONEN	(bliver siddende). Jeg er lidenskabsløs.
FRU PRIMON	Men Juliane har spurgt efter Dem.
BARONEN	(springer op). Død Og Pine. (gaar hen og undersøger Bordet) Er Forfriskningen i Orden til Deputationen?
ROSALIE	Kom. Direktør, vi gaar vel med?
NIKOLAJSEN	(halvhøjt, nærmer sig). Maa jeg blot sige, at Frøken Friis-Hansen skal med Toget og vil gærne træffe Frøkenen her om lidt for at faa sin Parasol, som hun har faaet forbyttet med Frøkenens. Den staar der. Og sige Farvel.
ROSALIE	(ser spørgende paa Moderen, der besvarer hendes Blik med en Bevægelse). En Parasol?
NIKOLAJSEN	Jeg ved, Frøken Friis-Hansen sætter stor Pris paa den Parasol.
ROSALIE	Godt. Saa venter jeg her.
	Fru Primon og Direktøren gør efter hinanden en anerkendende Bevægelse til Nikolaisen, der bukker beskedent.
BARONEN	(vender sig og byder Fru Primon Armen). Pligten kalder, men Dem, naadige Frue, fører jeg ubarmhjærtigt med mig som Trøst.
	De gaar samtalende ud til venstre, fulgte af Nikolaisen.

 

4. AKT 4. Scene	Direktøren. Rosalie.
ROSALIE	Vil De ikke ogsaa kurtisere Provstinden?
DIREKTØREN	Jeg vil heller have den Glæde at holde Dem med Selskab, hvis De tillader det. Jeg maa tale med Dem, Frøken.
ROSALIE	(sætter sig). Jeg hører.
DIREKTØREN	Jeg lader mig ikke nedslaa af den resignerede Mine, hvormed De ser paa mig, som om De vilde sige: Naa, lad det da blive overstaaet.
ROSALIE	Det lyder næsten, som De mente et Frieri.
DIREKTØREN	Det gør jeg ogsaa.
ROSALIE	Saa maa jeg sige, De lægger det ikke sværmerisk an.
DIREKTØREN	Nej. Og det betragter jeg overhovedet som min eneste Adkomst til at anholde om Deres Haand.
ROSALIE	Hvorfor?
DIREKTØREN	Jeg anser det nemlig som givet, at De, med Deres Forstand — Deres sunde Sans — forlængst er ked af de mange flove Fraser om flammende Kærlighed og uimodstaaelig Tiltrækning, som De har maattet høre paa i alle Tonarter den sidste halve Snes Aar.
ROSALIE	Ja, jeg kender dem.
DIREKTØREN	Jeg beundrer og værdsætter Dem som Menneske og Dame. Dermed er alt sagt for mig. Jeg lader Begrebet Forelskelse ude af Betragtning. Ja, det gælder ikke blot overfor Dem, men overfor alle.
ROSALIE	Det glæder mig, at jeg for en Gangs Skyld bliver sat i samme Plan som alle andre.
DIREKTØREN	Forelskelse er for mig kun Forblindelse. I hvert Fald nødes jeg til at lade Begrebet fare, fordi jeg føler mig ude af Stand til at indgyde Forelskelse, set i almindelig Forstand.
ROSALIE	Det har De dog bragt i Erfaring!
DIREKTØREN	Der behøves ikke Erfaringer for at vide, at jeg ikke er ung, ikke smuk, ikke sentimental og især ikke ørkesløs nok til at være bedaarende. At bibringe Kvinder Forelskelse er nærmest et Spørgsmaal om Tid og Lejlighed, og lykkes derfor bedst for Æstetikere, Kunstnere, Adelsmænd, — kort sagt dem, vi Arbejdsmennesker — kalder for Drivere. Jeg har simpelthen ikke Tid til fortærende Elskovskvaler, men jeg smigrer mig med at have de Egenskaber, som i det lange Løb fuldt saa godt holder en klog Kvindes Bevidsthed fangen. Jeg har Viljekraft og Udsyn, jeg har Mod og brutal Ærlighed. Det sidste turde fremgaa af det, jeg her siger Dem.
ROSALIE	Jeg kan lide Dem for, at De siger, De ikke er forelsket i mig.
DIREKTØREN	Min Beundring og Højagtelse er af anden Art. Ligesom ved fyrstelige og højfornemme Ægteskaber, hvor det er helt andre Hensyn end almindelig Forliebelse, der gør sig gældende, eller burde gøre det, saadan er det en Slags Kompagniskab i stor Stil, jeg vover at foreslaa Dem, ikke af to Stater, men af to Viljer, to Hjerner —
ROSALIE	(smiler). To Nervecentra og een Kapital.
DIREKTØREN	Ja. Een Interessesfære. Den fælles Interesse i Ægteskabet. Det er Kærnepunktet, det er alt. Andre vil maaske forsøge at vække andre Følelser i Dem, jeg Finansaanden — den tror jeg, De har. Hvad vi vilde kunne udrette sammen, blev vistnok ikke lidt.
ROSALIE	De begyndte saa nøgtern, men bag det, De siger, er der Vidder, som naar længer end til Dagens Børskurser, kan jeg se.
DIREKTØREN	De taler om det sværmeriske. Rigdom, det er ogsaa Poesi.
ROSALIE	Se, De bliver helt poetisk, bare De hører om Penge.
DIREKTØREN	Ikke de smaa Penge, vi køber os lidt Velvære for det er for mig en Biting. Nærig er jeg ikke. Men Planerne i Hjernen, Skabelsen af dem — Millionerne at vinde og at tabe, Beregningerne og Sandsynlighederne, Hastværket, Lidenskaben, Chancen! Hvad i Livet er interessantere, hvad binder mere det ene Menneske til det andet end Samvirken paa et Grundlag som det.
ROSALIE	(ser mere interesseret paa ham). Maaske!
DIREKTØREN	Tro De mig — den Sammenvævning er solidere end Rosenskyerne. De ser heller ikke slet saa resigneret ud som før.
ROSALIE	De taler i hvert Fald ikke, som jeg er vant til at høre det.
DIREKTØREN	Fanger det ikke Deres Fantasi, kalder det ikke paa Deres Evner? Jeg maatte tro det.
ROSALIE	Hvorfor tror De nu egentlig, at jeg ikke, som andre af mit Køn og min Alder, skulde foretrække den Lykke, som De kalder Forblindelse, foretrække den for alle Planer, al Beregning?
DIREKTØREN	Fordi jeg altid har betragtet Dem som en begavet ung Dame, Frk. Primon.
ROSALIE	En begavet ung Dame! Jeg takker Dem. Men slet saa nøgtern, som De tror, jeg er, det er jeg ikke. Kom jeg til at se Livet paa Deres Maade, saa var det, fordi jeg havde lidt Skibbrud. Hvad forslaar det at være begavet, at være rig mod det vidunderlige at være lykkelig — at være blindt forelsket. Det er jo det, vi Kvinder vil.
DIREKTØREN	Den Art Lykke er naiv. Hvorfra vil De hente den Tillid, saadan som De er — og Livet er.
ROSALIE	Saad’an som jeg er — Herregud, jeg er næppe fem og tyve Aar.
DIREKTØREN	Man glemmer, hvor ung De er, naar man hører Dem tale.
ROSALIE	Tag Dem i Agt. Nu er De lige ved at ligne de andre.
DIREKTØREN	Selv med den Fare vil jeg tilføje — det er Deres sjældne Mangel paa Illusion, som giver Løfte om en Personlighed, (lille Pavse) Nu har jeg sagt Dem, hvad jeg tænker, saa ærligt jeg formaar.
ROSALIE	Kære Hr. Direktør Morton, De har givet mig Egenskaber, som er mere smigrende, end jeg fortjener, ogDe har sagt Ord, der fængslede mig. Men der er eet, jeg ikke har hørt, og det er Ordet Hjerte. Jeg er, trods det, De mener, saa almindelig og lidet overlegen, at naar jeg skal lægge Grunden til mit videre Liv, saa vil jeg nødig, ja saa nødig undvære det Ord og det, det indeholder for mig. Og derfor, kære Hr. Di—
DIREKTØREN	Svar mig ikke. Jeg ser, De har alligevel en Illusion tilbage — jeg troede det ikke. Jeg venter roligt, til ogsaa den er bristet — det kan ske, før De tror. Et Mundheld siger, at alle Veje fører til Rom, som efter Sigende var Udtryk for Verdens Hjerte. Ogsaa til vort Hjerte fører flere Veje — jeg tror i hvert Fald ikke, at Forelskelse er den eneste og den bedste. Maaske Skuffeisen er den Vej, som fører til Lykken for Dem.
ROSALIE	(studser lidt). Skuffelsen?
DIREKTØREN	Ja, Frøken, jeg venter.
	Han hilser og gaar ud i Baggrunden til venstre; i det Sanna kommer ind fra højre.

 

4. AKT 5. Scene	Rosalie. Sanna. Tilsidst Preben.
SANNA	Her er jeg, Frøken Primon!
ROSALIE	Jeg takker Dem, at De kom, der er nemlig noget, jeg gærne vil have Klarhed over, før De tager bort.
SANNA	Jeg er til Deres Tjeneste.
ROSALIE	(lidt søgende). Jeg vilde saa gærne vide, hvorfor De vil rejse just nu, lige før den Fest, som De jo selv havde glædet Dem til?
SANNA	(betænker sig lidt). Fordi noget hændte, som forandrede min Mening.
ROSALIE	Vil De ikke sige mig, hvad det var?
SANNA	Det turde blive min egen Sag.
ROSALIE	Naturligvis. Men det hænder jo undertiden, at man kan have fælles Interesser med en anden uden at vide det. Skal vi ikke sætte os?
SANNA	Jo!
ROSALIE	De har uden Tvivl hørt, at der er paatænkt et Parti mellem den unge Baron Staffeldt og mig.
SANNA	(meget nervøs). Det passer jo ogsaa pænt — paa begge Sider.
ROSALIE	Det menes i alt Fald. Men det kommer jo da an paa mig.
SANNA	Slet ikke paa ham?
ROSALIE	Jo, naturligvis, men jeg er jo dog den afgørende.
SANNA	(bittert). Det forstaar sig. Som Forholdene er.
ROSALIE	(hurtig). Jeg mener — som Damen. Men mit personlige Standpunkt vil vi holde udenfor. De forstaar maaske hvorfor?
SANNA	Nej!
ROSALIE	De vil ikke forstaa mine Antydninger, (lille Pavse) Lad os gaa løs paa Sagen med uforblommende Ord. Det er ikke af utidig Indblanding, jeg spørger, men fordi det berører ogsaa mig —- dybt. Sig mig da: staar Deres ilsomme Afrejse i Forbindelse med Preben Staffeldt?
SANNA	(svarer ikke men ser hurtigt paa hende.)
ROSALIE	Jeg mener — er der nogen Art af Forstaaelse mellem Dem og ham?
SANNA	Det foreligger jo ikke her.
ROSALIE	Jo, det foreligger netop her. Øjeblikket er afgørende for os begge. Derfor maa jeg vide Besked. — Jeg har Ret dertil. Elsker De ham, og elsker han Dem? De kan godt svare. Jeg er forberedt.
SANNA	(hurtigt). Af ham?
ROSALIE	Ja-
SANNA	(farer sammen). Aa —!
ROSALIE	Ubevidst. Blot af hans Holdning. Da Deres Navn blev nævnet, og han hørte, De rejste pludselig bort, blev hans Ansigt graat. Saa tænkte jeg som saa: Selv om han holder af hende, kan det godt være, at han gifter sig med mig, fordi han føler sig forpligtet dertil af andre Hensyn. Saadan bærer Folk sig jo tidt ad og tror, de er ædle.
SANNA	Men dette vil jeg helst ikke tale om.
ROSALIE	Tale om det? Netop! De maa udtale Dem tydeligere — vi maa tilbunds i det. Tænk ikke paa mig — kun paa Dem selv og ham.
SANNA	Vel, De har Ret. Heller være ærlige.
ROSALIE	Ja!
SANNA	Preben og jeg elskede hinanden, og aldrig har to Hjerter mødtes i varmere — i — (standser bevæget)
ROSALIE	(sagte). Var De — forlovede?
SANNA	Ja, vi havde været forlovede i en Maaned, indtil hans Moder fik det at vide og fik brudt det overtvært.
ROSALIE	Jeg tænkte det. (Hun vender sig lidt bort Et Par Taarer triller ned ad hendes Kind. Hun visker dem bort ubemærket af Sanna, der kun tænker paa sit Eget.)
SANNA	Og han hørte paa det og lod mig gaa. Tusinde Gange har han forsikret mig, at alt paa Jorden var ham ligegyldigt undtagen vor Kærlighed. Og dog stod han ikke ved min Side i det bitre Øjeblik! Han lod mig gaa. Jeg ved dog, at han har holdt af mig. Jeg har set det i hans Øjne — jeg har følt det i hans Kys — at han har mig kær.
ROSALIE	(ser op med et lille Ryk men fatter sig.)
SANNA	Og derfor har denne Dag kostet mig mere Sorg, end jeg troede mulig at bære.
ROSALIE	(med tilkæmpet Ro). Ja, Frøken, det synes, som vi Kvinder, hvad enten vi er fattige eller rige, er lige udsatte for at blive bedragne af Mændene paa det Punkt, der for os er selve Livet. De siger os vist ikke deres Væsens inderste Sandhed. Ikke den hele.
SANNA	Maaske de mener, at vi ikke kan forstaa den.
ROSALIE	(bittert). Nej, man kan jo have ondt ved at forstaa. Vi kan kun værne os ved at tale sammen. Og lære.
SANNA	(hjertelig). Det gør mig saa ondt, hvis jeg har berøvet Dem — noget — som —
ROSALIE	(afbryder angst for at blive opdaget). Slet ikke, hvor kan De tro! Ifølge Livets Gang maa jeg jo være forberedt paa at gøre et Fornuftparti. Det maa jeg jo vide. Hvis jeg havde ventet noget andet her, havde jeg jo været dum.
SANNA	Det viser sig jo.
ROSALIE	(med et lille Ryk). Ja, det viser sig. Derfor er det jo mindre magtpaaliggende med mig. Hvordan jeg end gør — Resultatet bliver dog det samme.
SANNA	Hvorfor dog ikke tro paa, at De kan vinde en Mands Kærlighed trods Deres Rigdom?
ROSALIE	Fordi jeg er skeptisk, lille Frøken, det har Livet lært mig. Men med Dem er det jo noget andet. De kan tro paa det, der siges, og De har Deres Lykke at forsvare. Den vil jeg ikke bruges til at lægge øde. Derfor ønskede jeg at tale med Dem i Tide.
SANNA	(tager sig til Panden). Min Lykke — aa — det er ikke værd at tænke paa den. Men i hvert Fald, det var kønt af Dem, at De talte saa aabenhjertigt med mig og rørte saa nænsomt ved mit sviende Saar, De, der ikke selv kan vide, hvad det vil sige.
ROSALIE	Aa, — hver har vel sit, der svier.
	Preben er kommen ind fra højre. Sanna farer sammen ved Lyden af hans Skridt og vender sig mod ham. De stirrer et Øjeblik ind i hinandens Øjne, glemmende alt omkring sig, mens Rosalie ser paa dem med sammentrukne Bryn.
SANNA	Jeg — jeg vidste ikke, at — aa, Preben — Farvel!
	Hun gaar hurtigt ud til højre i Baggrunden. Preben vil først ile efter hende, men besinder sig og vender sig til Rosalie.

 

4. AKT 6. Scene	Preben. Rosalie.
PREBEN	Rosalie — jeg søgte Dig.
ROSALIE	(haardt og kort). Ah — endelig! Du søgte mig.
PREBEN	(forlegen og tøvende). Jeg maatte sige Dig — bede Dig betragte det, vi før talte sammen om, som ikke sagt, fordi fordi der er Forhold — der er Baand, som — ja — det vilde være urigtigt af mig at knytte mig til Dig, som jeg sætter saa højt som faa — ja, hjerteløst, fordi jeg er forelsket i en Anden.
ROSALIE	Jeg ved det. Og denne Anden forlod os nu.
PREBEN	Du ved det?
ROSALIE	For det første var det ikke svært at se. For det andet har jeg talt med hende.
PREBEN	(tøver lidt). Kan Du tilgive mig?
ROSALIE	Nej. — Jeg beder Dig — gaa! Jeg vil gærne være alene. Jeg beder Dig gaa din Vej!
PREBEN	Du maa høre mig!
ROSALIE	Jeg kan ikke høre paa Dig, for jeg skammer mig, — jeg blues ved at have givet mine lønligste Følelser til Pris, udleveret min taabelige Trang til Kærlighed til en Mand, der stod overfor mig kold som Is.
PREBEN	Kold — aa nej, Rosalie —
ROSALIE	Kold, siger jeg — nej, hed af Attraa — til en anden. Hvor har mine Øjne været! Det, som jeg i min dumme, dumme Blindhed tog for Skyhed, det var Ligegyldighed for mig og Skamfuldhed overfor Dig selv. Du var som de andre. Aa, Preben, hvor har Du saaret mig.
PREBEN	Du har lidt Ret i at harmes, og dog gør Du mig Uret. Ikke med en Tanke var det faldet mig ind, nej, ikke med en Tanke, at en Forbindelse mellem os kunde være andet end et Venskab, en gensidig Overenskomst, en Ordning grundet paa to Familiers Ønske og Haab. Da jeg med et Glimt saa ind i et bevæget Følelsesliv, som jeg ikke vidste var til, stod det mig klart, at jeg maatte sige Dig det, som det var.
ROSALIE	Lidt sent!
PREBEN	Hvor stærk staar Du ikke der overfor mig, som har al Uret. Men det plejer jo at afvæbne, at man erkender sin Fejl. (meget indtagende i Stemme og Udtryk) Rosalie, Du er min Barndoms kære Minde, min Kamerat, min Ven. Altid beskyttede Du mig med din lille, fornuftige Ømhed, naar jeg gale Dreng fo’r vild. Tilgiv mig!
ROSALIE	(med et mildere Udtryk). Dengang —-!
PREBEN	Og nu — ja! Jeg er igen faret vild, og det paa de fredlyste Enemærker, som dit gode Omdømme er det for mig. Hvordan skal jeg gøre det godt igen? Hvad andet har jeg at sige, end at jeg en kort Time var døv og blind for alt undtagen min Vrede og Smerte. De, der er forelskede, de er jo gale, ikke sandt, og man tilgiver dem, fordi deres Misgreb trods alt udspringer fra deres Hjerte.
ROSALIE	Naa, jeg har maaske ogsaa fejlet. Jeg var saa taabelig sikker. Fra alle de mange Drømme om mine Penge var der vel trængt en Tillid til dem ind hos mig selv. Den, der gør selvsikker.
PREBEN	Dit gode Fljerte tager ikke fejl. Jeg beder Dig, brug det til at beskytte mig nu som dengang med din Hengivenhed — den, Du havde tænkt at give mig paa en anden Maade, — aa, Rosalie, den Flyvetanke vil hurtigt være glemt paa din straalende Livsbane.
ROSALIE	(mumler). Straalende Livsbane!
PREBEN	(tager hendes Haand). Vær igen min Veninde og Kamerat — beskyt mig og hende — hjælp os til at klare det, der skiller os, baade i os selv og uden om os. Vil du?
ROSALIE	Der skiller — Dig og hende — Du er fordringsfuld!
PREBEN	Tror Du slet ikke, Du kan tilgive mig?
ROSALIE	(meget mildt). Jo, Preben. Jeg kan tilgive Dig, fordi det er saa længe siden, Du krænkede mig.
PREBEN	Hvordan — længe?
ROSALIE	I Morges var jeg ung. Mens jeg har talt med Dig og hende, blev jeg tyve Aar ældre. Min Ungdom svandt. Jeg er visnet.
PREBEN	Hvorfor siger Du det? Aa, Rosalie, nej —
ROSALIE	Men jeg lover Dig, jeg skal blive ved at være din Ven. Mit Sind er trofast. Hvor jeg har givet mit Hjerte, kan jeg ikke tage det tilbage, (smiler svagt) Og ser Du, de, der er til Aars, de holder jo af at beskytte de Unges Kærlighed. Derfor vil jeg, der er saa gammel — aa, saa gammel og saa erfaren, ogsaa hjælpe Dig, der er ung og forelsket. Jeg vil hjælpe Dig — og hende, hvis jeg kan.
PREBEN	Denne Dag har ogsaa lært mig noget. Er Du bleven gammel, saa er jeg bleven voksen. Og jeg har lært at skatte Dig som den, Du er.
ROSALIE	Aa — Tak!
PREBEN	Du skal se, Du finder ogsaa den rette Lykke.
ROSALIE	Ja, det gør jeg nok. De fleste vil finde min Lykke den rette. Jeg er jo iført et Guldmors-Slæb. Hvad det trækker med sig i sine Folder, det ses ikke. Kendes ikke.
PREBEN	Du taler saa bittert.
ROSALIE	(forsøger at være spøgefuld). Slet ikke. Der er jo saa meget andet til end Kærlighed, ved jeg. Maaske jeg engang med Behag kan lytte til den Røst, der siger, at den kun er et forbigaaende Blændværk, og at den eneste varige Lykke bestaar i at sætte sig ind i den moderne Pund Sterling Filosofi med Beregning og Renter.
PREBEN	Det siger Du nu, fordi Du er forstemt. Om kort Tid vil Du tænke anderledes.
ROSALIE	(ryster paa Hovedet). Tror Du. (ser paa ham) Naa, bliv da lykkelig,Preben, paa den Maade, Du selv har valgt Dig paa Kryds af alle Ønsker. Og hvis Livet gør Dig Knuder, saa kom til din gamle Veninde Rosalie.
PREBEN	(kysser hendes Haand). Hvad kan jeg sige andet end Tak!
ROSALIE	(peger mod højre). Gaa og slut Fred. Det bliver ikke svært. Det saa jeg.
PREBEN	(gentager). Min Veninde — Tak!
	Han gaar ud til højre, mens hun følger nogle Skridt hen mod Baggrunden. Hun vender om igen og staar et Øjeblik opgivet med Hovedet støttet til en af Urnerne, men fatter sig hurtigt, da Baronen og Fru Primon kommer ind fra venstre.

 

4. AKT 7. Scene	Baronen. Fru Primon. Rosalie. Senere Nikolaisen. Hds. Naade.
	Direktør Morton og nogle Gæster.
FRU PRIMON	(lidt undskyldende). Aa. Rosalie her endnu? Vi gik herned for at være her i god Tid. Men Preben?
ROSALIE	Han gik nu.
FRU PRIMON	Forlod han Dig — ? (ser paa hende) Altsaa —?
ROSALIE	(smilende). Altsaa — ja, Mama, ja, kære Baron, vore Familieplaner er strandede!
BARONEN	Strandede! Helt? Det var kedeligt, (med Eftertryk) Det var forbandet kedeligt. Nu havde jeg stillet mig ind til Svigerfar — for Dig.
ROSALIE	Ja, Tak —
FRU PRIMON	(ser paa Rosalie og ryster forstaaende paa Hovedet.)
BARONEN	Kan vi ikke tænke os, at maaske senere —
ROSALIE	Nej. Preben og jeg har talt sammen og er komne til Klarhed over, at selv om vi er meget gode Venner, saa kræver Ægteskabet noget mere.
FRU PRIMON	Lidt mere Farveglød!
ROSALIE	Det er vist Ordet.
BARONEN	Man har jo ogsaa de glødefri Ægteskaber. Det gaar.
ROSALIE	Ikke for os. Preben har fundet noget mere brændende.
BARONEN	(ser hurtigt paa hende). Ja saa — naa!
FRU PRIMON	(trøstende). Men vort Familievenskab er jo uforandret.
BARONEN	(nedslaaetj. Ja, Tak skal De have.
ROSALIE	Vi kommer jo netop nu til at se Dem oftere, — Mama, Du har vel talt med Baronen om det, Papa bad Os spørge om ? (ser vist paa hende).
FRU PRIMON	(griber Blikket). Jeg vilde lige —
ROSALIE	Papa vil gærne have Deres udmærkede Navn med i den Bestyrelse — De ved — istedetfor Ekscellencen Flor.
FRU PRIMON	Han bad os føle os for.
BARONEN	(liver lidt op). Er det den med Tantiéme?
FRU PRIMON	Gud ja, Tantiemer i lange Baner, (med en Bevægelse udad) videre fort —
ROSALIE	Og ser De — nu, hvor de to Unge —
BARONEN	pludselig klartseende). Jeg forstaar — det er for dem. Rosalie, Du er en Perle. Jeg fatter Dig ind i mit Hjertes Guld,
ROSALIE	Ja, gør det. Hold lidt af mig lille fattige Millionær. Vil De? Altid?
BARONEN	Stol trygt paa mig for Livet.
ROSALIE	Det gør jeg!
	Man hører Hornmusik.
NIKOLAJSEN	(kommer ind fra venstre). Hr. Baron, Deputationen er i Anmarsch.
	Hds. Naade kommer ind fra venstre med Direktør Morton og et Par Gæster. Preben og Sanna kommer fra den anden Side Arm i Arm.
HDS NAADE	(stirrer forfærdet paa dem). Hvad er det —
BARONEN	(vinker til dem). Kom da Børn, kom! (fører Sanna hen til Hds. Naade) her bringer jeg Dig Lønnen for din moderlige Omsorg.
HDS NAADE	(tager sig sammen med et Ryk). Det skal være mit Livs Opgave at fortjene den.
BARONEN	(vender sig til Gæsterne med hende) Maa jeg have den Glæde at forestille Dem vor kære Svigerdatter, Frøken Susanne Friis.
BARONEN	(ser efter hende). Holdning, det har hun nu alligevel — Juliane !
	Hornmusiken er kommen nærmere. Mens man ønsker det unge Par til Lykke, nærmer Direktør Morton sig til Rosalie, der staar ene i Forgrunden.
DIREKTØREN	(peger paa de Unge). De staar og samler Næring for Deres Illusion?
ROSALIE	(ryster paa Hovedet). Nej. Jeg har ingen! Illusioner er det eneste, jeg ikke har Raad til at have. (rækker ham Haanden) De havde Ret, De ærlige Mand. Det ved jeg nu.
DIREKTØREN	(Kysser tavs hendes Haand.)
	TÆPPE

---

---