Guldfuglen 2. akt

PERSONERNE:

BARON STAFFELDT EGEDE	BARONESSEN – HDS. NAADE
PREBEN – deres søn	DIREKTØR MORTON
FRU PRIMON	ROSALIE – hendes datter
ENKEFRU FRIIS-HANSEN	SUSANNE – hendes datter
NIKOLAJSEN – tjener	FRØKEN JENSEN – stuepige
EN GROOM	GÆSTER

---

---

*

	En Timestid senere. En Forstue ved Trappegangen i Louis seize Stil paa første Sal. I Baggrunden en aaben Dør ud til en Altan bag hvilken man ser Havens Træer. Tilhøjre i Forgrunden Dør til Sannas Værelse, lige overfor til Fru og Frøken Primons Værelser. Lidt længere tilbage Døre paa begge Sider, til højre til Trappen, til venstre til en Gang med andre Gæsteværelser. Enkelte gamle Møbler og Portræter. Hist og her en Plante. I Forgrunden et Bord og nogle Stole. Nikolaisen kommer ind fra venstre med en Bakke med The-tøj, som han ordner paa Bordet i Forgrunden. Direktør Morton kommer straks efter ind fra højre. Man hører smukt Klaverspil.
2. AKT 1. Scene	Nikolaisen. Direktøren Senere Baronen.
DIREKTØREN	(ser sig om). Tør jeg spørge er Fru og Frøken Primons Værelser i denne Fløj?
NIKOLAJSEN	(peger mod venstre). Ja, Hr. Direktør, der er Damernes Værelser.
DIREKTØREN	(ser paa ham). Men bevares, det er jo Nikolaisen, min forhen Kam­mertjener, Kældersvend, Bud og Leporello i een indta­gende Person. Er De havnet her ?
NIKOLAJSEN	Ja, saa længe det varer. Landet, det ligger ikke rigtig for mig. Man savner Livet.
DIREKTØREN	Hvad er da Livet?
NIKOLAJSEN	Det er Byen.
DIREKTØREN	Saa skulde De være bleven hos mig i Byens Hjerte.
NIKOLAJSEN	Ja, men Direktøren husker maaske, det var det med Frøken Madsen, Husjomfruen, der lavede den Ballade, fordi hun sagde, at jeg var ringforlovet med en anden foruden hende.
DIREKTØREN	Fordomme, hvad, Nikolaisen ! Hør, tror De, Fru og Frøken Primon tager imod Besøg?
NIKOLAJSEN	Damerne er her ikke. De er gaaet ned i Svineriet for at se et Kuld nyfødte Grise. (overbærende) Man maa jo tage de beskedne Fornøjelser, der bydes paa Pladsen. Jeg forsikrer Direktøren, jeg har selv danset Sekstur med Malkepigerne ved det sidste Høstgilde. I Loen. Faktisk.
DIREKTØREN	Og naturligvis gjort knusende Lykke.
NIKOLAJSEN	(smiler beskedent). Naa
DIREKTØREN	Kan Damerne snart ventes tilbage, tror De?
NIKOLAJSEN	Rimeligvis. Jeg har lige bragt deres Eftermiddagsthe. Den staar der og trækker.
DIREKTØREN	Skal de drikke den her sammen med Herskabet ?
NIKOLAJSEN	Ikke det jeg ved af.
DIREKTØREN	(lidt tøvende). Heller ikke den unge Baron?
NIKOLAJSEN	(diplomatisk). Baron Preben er meget stærkt optaget.
DIREKTØREN	Saa, med Jagt formodentlig. Der er vel nu baade Agerhøns og andre Fugle.
NIKOLAJSEN	Naa —! Det er snarere af de tobenede Fugle.
DIREKTØREN	De mener —
NIKOLAJSEN	(diskret). Jeg tror nok, at han har forlovet sig i disse Dage.
DIREKTØREN	(ærgerlig). Saa —!
NIKOLAJSEN	Ja, der siges paa Gaarden, at han er bleven forlovet med den lille Spillefrøken der inde. (Peger mod højre) De kan høre hende.
DIREKTØREN	(bristefærdig af Glæde). Ja saa! Det fornøjer mig at høre.
NIKOLAJSEN	(med et lille Blik). Sikken et Parti. En anden En kunde ikke have gjort det værre.
DIREKTØREN	Hun er jo nydelig.
NIKOLAJSEN	Tja ! Det er hun jo. Jeg tænkte, det kunde maaske interessere Direktøren at høre. Men Damerne Primon ved det ikke engang, saa jeg gaar ud fra, at Direktøren ikke bringer mig i Forlegenhed.
DIREKTØREN	Bevares —
NIKOLAJSEN	(gaar hen til Thebordet). Jeg turde maaske tillade mig at minde Direktøren om, at hvis der skulde blive en Plads ledig som mage­ligt Bud eller lignende, saa —
DIREKTØREN	Jeg skal huske paa Dem. De er smart. (halvt for sig selv) Maaske for smart.
NIKOLAJSEN	Takker ærbødigst. Maa jeg servere Direktøren en Kop The?
DIREKTØREN	Tak, jeg foretrækker at drikke den sammen med Da­merne.
	Baronen kommer ind fra højre. Nikolaisen trækker sig tilbage.
BARONEN	Ah, Direktør, har De med den fødte Forretnings­mands Instinkt fundet Vej op til denne Slags Forstue.
DIREKTØREN	Jeg ønskede blot at tage Afsked med Fru og Frøken Primon, før jeg tager videre.
BARONEN	Vist ej. De gør os da den Fornøjelse at blive her i Dag til vor lille Familiefest.
DIREKTØREN	Det vilde være mig en stor Glæde, hvis det ikke var for ubeskedent.
BARONEN	Bevares, De er selvfølgelig hjertelig velkommen. Ni­kolaisen, gør det grønne Værelse i Stand til Direktørens Omklædning, og sørg for, at hans Chauffør og Maskine har det behageligt.
NIKOLAJSEN	Vel, Hr. Baron.
	Gaar ud til venstre.

 

2. AKT 2. Scene	Baronen. Direktøren.
BARONEN	Saa kært det er os at se Dem, bedste Direktør, havde vi neppe ventet det just i disse Dage, hvor vi ser alle Blade bugne af Artikler, Interviews og Gisninger an­gaaende Deres store Plan — Sammenslutningen af alle Jernstøberier.
DIREKTØREN	Netop derfor trængte jeg til et Par Dages fuldkom­men Frihed for Spørgsmaal af Journalister og andre sensationslystne.
BARONEN	Af mig skal De ingen faa. Her er ingen Sensation.
DIREKTØREN	Det ved jeg. Derfor vil disse Timer være som en Oase for mig. De har Ret, mit Arbejde er for Tiden lidt anstrengende. Der er jo Tider — Perioder, hvor hver Nerve og Fiber — ja, hele Ens Viljesliv, munder ud mod et eneste stort Maal.
BARONEN	De mener — at gøre Kakkelovnene dyrere for os andre.
DIREKTØREN	Jeg mener — at give Storindustrien i en vigtig Gren et Sving opad i vort Land. Røgen fra vore Fabriker skal vælde op og blande sig som et Vidnesbyrd om In­teressernes og Viljernes Sammenslutning.
BARONEN	Meget smukt. Jeg har engang læst en Bog om en Forretningsmand, der er gaaet fallit efter at have ruine­ret den halve By, og som under en Nattevandring kom­mer paa det rene med, at det er Poet han er og hele Tiden har været.
DIREKTØREN	Poet — naa, det jeg er, har jeg skabt med disse mine to Hænder, og det har været en ret haard Virkelig­hed.
BARONEN	(høflig undskyldende). Det ved jeg, og jeg mener ikke, at De er gaaet fal­lit – Gudbevares – eller agter at gøre det.
DIREKTØREN	Forstaar sig ! Desuden — hvad er Fallit i vore Dage?
BARONEN	Nej — vi ser jo — det er et ganske forældet Begreb. De skylder halvtredje Million til Bankerne, siges der —
DIREKTØREN	(smiler beskedent). Naa —!
BARONEN	Jeg gør Dem min Kompliment.
DIREKTØREN	Jeg beder! Halvtredjetusind Million, saa bliver et Luftskib.
BARONEN	Saa gaar man tilbunds. Halvtredje man holdt oppe og kan anskaffe sig
DIREKTØREN	Hvorfor ikke ! Fantasiens Vinger, det er netop, hvad Forretningslivet trænger til.
NIKOLAJSEN	(kommer tilbage). Den grønne Stue er i Stand.
BARONEN	Godt.
	Nikolaisen gaar ud til højre.
BARONEN	Men De kan altsaa ikke faa min fortræffelige Ven Pri­mon til at svinge sig tilvejrs med Dem?
DIREKTØREN	kke til Dato. (lidt dvælende) Men vi faar at se.
BARONEN	Primon er ellers en fornuftig Mand. Han vil sikkert forstag det med at sætte Gryderne op.
DIREKTØREN	Ja, han er en stor Dygtighed. Men han har lidt for dybe Rødder i sit Land og sit Folk, der er saa forsigtigt, saa nøgternt. Vi savner den stort skaarne Forretnings­mand med det vidtskuende Blik.
BARONEN	Det er maaske ham, De tænker at blive.
DIREKTØREN	En af dem, der forhaabentlig kommer.
BARONEN	Jeg misunder Dem ikke. En Tilværelse uden Ro til at nyde, var ikke noget for mig. Forretningsmænd, de er altid magre, naar de duer noget.
DIREKTØREN	De slider jo paa Organismen.
BARONEN	Ja, de slider, saa de dør af det, og til Glæde for hvem — for Konen og Svigergreven.
DIREKTØREN	De ser for kort. De kender ikke Arbejdet med de store Foretagender, det, der beruser. Der er tre Slags Glæde ved Penge — tjene dem, have dem, bruge dem. Jeg holder mest af at tjene dem.
BARONEN	Og der er to Ubehageligheder ved Penge. Ikke at tjene dem og at have brugt dem. Jeg lider under dem begge.
DIREKTØREN	Saa raader jeg Dem til at gaa i Skole hos mig.
BARONEN	Det skulde være mig en Fornøjelse.
NIKOLAJSEN	(melder i Døren til højre i Baggrunden). Enkefru Friis-Hansen.
BARONEN	(forfærdet for sig selv). Svigermama!
DIREKTØREN	(tilfreds for sig selv). Svigermama !
	Fru Friis-Hansen kommer ind fra højre i Baggrunden. Velklædt. Før‑ laden. Ophedet. Bred Tiltale. Markblomster i Haanden.

 

2. AKT 3. Scene	Baronen. Fru Friis-Hansen. Direktøren.
BARONEN	(gaar hende høflig i Møde). Goddag — velkommen, Frue.
FRU FRIIS-HANSEN	Tak, Goddag, ja, det er vel Hr. Baronen. (synker ned paa en Stol) Tillader De, jeg kan ikke mere. Sikken en Vej fra Stationen og sikken en Varme.
BARONEN	Varmen kan jeg ikke gøre noget ved, men havde jeg blot anet Deres Komme, skulde jeg have sendt en Vogn.
FRU FRIIS-HANSEN	Takker mangfoldigst. Jeg besøger en Søster paa Ba­dehotellet ved Fjorden. Saa tog jeg en Tur herover for at se til min Datter.
BARONEN	Det vil da fornøje hende. Maa jeg forestille — Direk­tør Filip Morton, Fru Friis-Hansen.
FRU FRIIS-HANSEN	(rejser sig halvvejs og hilser). Gud, er det Dem, der er saa megen Tale om i Avi­serne i disse Dage ? De ser egentlig bedre ud end paa Billederne.
DIREKTØREN	Meget venligt —
FRU FRIIS-HANSEN	(vifter sig med sit Lommetørklæde). Faar De det til at gaa med den Ring ?
DIREKTØREN	Tiden vil vise det, Frue.
FRU FRIIS-HANSEN	Jeg for min Part synes nu ikke om den Rotten sig sammen. jeg siger, lad hver tage sin lille Specialitet og gøre sit bedste ud af den. Paa den Maade kommer den jævne Velstand. Ja, jeg har nu en Sæbe- og Par­fumeforretning, som jeg selv har arbejdet op. Jeg har altid holdt af det duftende.
BARONEN	Ak ja, jeg kender jo Deres Violsæbe. Fortræffelig.
FRU FRIIS-HANSEN	(stolt). Ikkesandt. Tre Stykker i en nydelig Æske for en Krone.
BARONEN	Var det ikke noget for Dem, Direktør, tre smaa Gry­der i en Æske for en Krone? Men maa jeg ikke byde Fruen lidt at drikke?
FRU FRIIS-HANSEN	Nej tak, jeg tog en svensk Vand paa Stationen. Man skal ikke drikke for meget i Varme. (vifter sig) Det kommer ud igen.
BARONEN	(tankefuld). Det gør det.
	Pavse.
FRU FRIIS-HANSEN	Det er en solhed Vej.
BARONEN	Ja. Men køn. (til Direktøren) Ikkesandt, Egnen er køn?
DIREKTØREN	Meget køn.
FRU FRIIS-HANSEN	Jeg har pillet Kornblomster.
BARONEN	De er kønne.
DIREKTØREN	Meget kønne.
	Pavse.
BARONEN	Deres Datter spiller inde i sit Værelse.
FRU FRIIS-HANSEN	Ja. Det er en Chopin. Jeg kender den, det ved Gud jeg gør.
DIREKTØREN	Frøkenen synes at være meget musikalsk.
BARONEN	Stor Fingerfærdighed.
FRU FRIIS-HANSEN	Ja, hun er flink, det maa man lade hende, skønt det var ikke med min gode Vilje, hun gik den Vej. Jeg er mere for det praktiske.
DIREKTØREN	Meget fornuftigt.
FRU FRIIS-HANSEN	Hr. Baronen tillader maaske, at jeg gaar ind til hende?
BARONEN	Ganske som Fruen behager. jeg skal lade min Kone underrette om Deres Ankomst.
FRU FRIIS-HANSEN	Aa, det er altfor meget.
BARONEN	Bevares! (trækker Øjenbrynene lidt op) Jeg tør sige, det vil glæde hende. (vender sig) Hr. Direktør, maa jeg blot vise Dem Deres Værelse.
DIREKTØREN	Jeg takker.
	Herrerne gaar ud til venstre. Fru Friis-Hansen vil gaa ud til højre Forgrunden, men i det samme hører Musikep op og Sanna kommer ind.

 

2. AKT 4. Scene	Sanna. Fru Friis-Hansen, Tilsidst Hds. Naade.
SANNA	Aa Moder — (omfavner hende) Goddag! Jeg har tele­foneret efter Dig til Tante, men Du var der ikke.
FRU FRIIS-HANSEN	Ikke saa underligt, naar jeg var paa Vej hertil.
SANNA	Jeg maatte tale med Dig.
FRU FRIIS-HANSEN	(hjertelig). Hvordan har Du det, Barn — lad mig se paa Dig. Straalende ser det ud til. Men disse! Dine er saa løjerlig skinnende. Er der hændet Dig noget?
SANNA	(en Tanke overlegen). Ja, Moder, jeg er bleven forlovet med Sønnen her paa Gaarden, den unge Baron Staffeldt Egede.
FRU FRIIS-HANSEN	(lidt mellemfornøjet). Ih, Du Herre Jemini ! Det mener Du da ikke.
SANNA	(med store Øjne). Men Moder, er Du ikke glad for at høre det! Da maa jeg sige —
FRU FRIIS-HANSEN	(hurtig). Naturligvis, min Pige, naar Du holder af Fyren, saa er jeg ogsaa tilfreds.
SANNA	Fyren —
FRU FRIIS-HANSEN	Jeg er da den sidste, som skulde staa i Vejen for din Lykke.
SANNA	(trykker sig ind til hende). Aa, Du er en Moder som ingen anden.
FRU FRIIS-HANSEN	Jeg er en Moder som alle andre, min Pige, ja, en Mo­der som ethvert Dyr, der strider for at skaffe Føden til sine Unger. Lad os blot se naturligt paa det hele. Naa, det er ikke om mig, vi skal tale, men om Dig og ham — din Udkaarne. (smiler) Er han saa yndig, hvad?
SANNA	(lykkelig). Aa ja —
FRU FRIIS-HANSEN	(ler). Et Vidunder. Jeg kan tænke det. Ja, Du ved nok, det var min Drøm at se Dig gift med den unge Vin­handler H. C. Petersen. Det er skam en ung Mand med Gang i.
SANNA	(misfornøjet). Skal jeg here om den Rødtop endnu! Herregud, de Penge —
FRU FRIIS-HANSEN	Det siger jeg slet ikke, for Dygtighed, det er skam den bedste Kapital. Og det er dygtig han er. Naa, lad da Petersen hvile. (ser sig om) Dette er vel heller ikke saa ueffent. (klapper hende paa Hovedet) Min egen lille Pige — Herregud! Hor, hvad er det, Du har vasket dit Haar med, er det mit Kininvand?
SANNA	Ja, det med den violette Dame paa.
FRU FRIIS-HANSEN	Det er der skam Moskus i, fy! Og det er den nye Sending. (klapper videre) Min lille Pige, der slap det alt- saa ud. Hvornaar skete det i Gaar?
SANNA	Nej, vi har været forlovede omtrent en Maaned.
FRU FRIIS-HANSEN	Ja saa! Og jeg har ikke hørt noget om det for i Dag. Hvorfor egentlig det?
SANNA	(usikker). Jo — Preben —
FRU FRIIS-HANSEN	Naa! Han hedder altsaa Preben?
SANNA	Er det ikke et nydeligt Navn?
FRU FRIIS-HANSEN	Jo — Luksusnavn.
SANNA	Preben bad mig om at tie stille, indtil han havde talt med sine Forældre.
FRU FRIIS-HANSEN	Naa, saadan. Og det har han først naaet nu efter en Maaned?
SANNA	Ja. I Dag.
FRU FRIIS-HANSEN	Og hvad sagde de saa?
SANNA	Ja, de sagde hvordan var det — de opfattede det rigtig nydeligt.
FRU FRIIS-HANSEN	Opfattede! Hm, det lugter lidt svedent. Hjertelaget bag Ordene — de aabne Arme, hvad?
SANNA	(tøvende). Der skal jo lidt Tid til alt, Moder.
FRU FRIIS-HANSEN	Tid! Naa, saa er jeg med. Ja, ja, min Pige, vi faar at se. Men hent nu Genstanden for din Tilbedelse, og lad mig trykke ham til mit Bryst.
SANNA	(vil gaa). Jeg er vis paa, at Du vil synes saa udmærket om ham.
FRU FRIIS-HANSEN	Det haaber vi. Ja.
	Hds. Naade kommer ind fra venstre.
HDS NAADE	Goddag.
FRU FRIIS-HANSEN	Fru Baronessen, kan jeg tænke.
SANNA	Det er min Moder, Fru Friis-Hansen.
HDS NAADE	Glæder mig særdeles.
FRU FRIIS-HANSEN	I lige Maade. Sanna, maaske det saa er rigtigst, at Fru Baronessen og jeg taler lidt sammen først. Gaa ind til Dig selv — jeg kommer om lidt.
SANNA	(ser lidt ængsteligt paa dem). Ja, Moder, jeg venter paa Dig derinde.
	Hun gaar ud i Forgrunden til højre.

 

2. AKT 5. Scene	Hds. Naade. Fru Friis-Hansen. Tilsidst Fru Primon og Rosalie.
HDS NAADE	Vil Fruen dog ikke tage Plads?
FRU FRIIS-HANSEN	(sætter sig). Jo, mange Tak. Jeg har jo gaaet langt. ja, Fru Ba­ronesse, vi kan vel gaa lige til Sagen. Vore Børn hol­der af hinanden, og det har vi altsaa at rette os efter. Jeg længes kun efter at se Deres Søn, som vi to skal være fælles om for Fremtiden.
HDS NAADE	(med et lille Ryk). Jeg skal lade ham kalde.
FRU FRIIS-HANSEN	Paa Forhaand siger jeg — Gud velsigne ham, siden min Sanna har ham kær. Hende kender De.
HDS NAADE	Ja. Deres Datter er en meget tiltalende ung Dame, Frue. Vi har lært at sætte stor Pris paa hende.
FRU FRIIS-HANSEN	Det glæder mig at Fiore. Ja, jeg synes ogsaa, at ved at faa hende har Deres Søn skudt Papegøjen.
HDS NAADE	Naa — Papegøjen.
FRU FRIIS-HANSEN	Ja, jeg mener, at hun er en sød Pige, som sikkert vil blive ham en god Kone, men ellers — alligevel — imel­lem os sagt, er det jo en temmelig kedelig Geschichte.
HDS NAADE	(forundret). Siger De det?
FRU FRIIS-HANSEN	Ja, det ved Gud jeg gør, for det passer jo daarligt, dette her – til os. Naa, men selv om det ogsaa er en kold en, som man siger, saa er der jo ikke andet for end at tage det, som det kommer. Det er Nemesisen, fordi jeg i min Travlhed ikke tænkte paa at forhøre, om her var en voksen Søn. Saa var hun skam ikke kommen herud, selv om hun nok saa meget trængte til Land- luft.
HDS NAADE	Ikke det !
FRU FRIIS-HANSEN	(ryster paa Hovedet). Det er den Musik! Ens Dumheder kommer dog al­tid igen. Min Mand var jo Musiker — aa, saa talent­fuld, men han var et Kunstnertemperament, og det ken­der De jo — ikke — naa! Han døde tidlig, og det var jo godt det samme. Ja, det var godt. For at redde Stumperne begyndte jeg paa en Parfumehandel og hvad dertil hører med Toiletsager og kunstigt Haar. Og Vor­herre har lagt sin Velsignelse i det. Det saamænd han har. Nu udvider jeg mig.
HDS NAADE	Saa —!
FRU FRIIS-HANSEN	Det var naturligvis dumt af mig med den Musiker, men det har jo dog været min største Glæde, siden jeg nu har Børnene. Derfor saa siger jeg, at mine Døtre faar ogsaa gøre deres Dumheder. Jeg har ikke Lov til at forhindre dem i det.
HDS NAADE	De har flere Børn, Frue?
FRU FRIIS-HANSEN	(sukker). Min lille Adolf døde jo, da han var otte Aar, af Hals­syge. Herregud, han spillede allerede Fagot.
HDS NAADE	Saa!
FRU FRIIS-HANSEN	Foruden Sanna har jeg nu kuns Betty. Hun er en vældig flink Pige til at sælge.
HDS NAADE	Det er ogsaa et Talent.
FRU FRIIS-HANSEN	Det er vist. Det er skam det allervigtigste i en For­retning som min. Det gaar ogsaa strygende. Sæbe og Par­fumer nedenunder, Haararbejdet ovenpaa — det tager jo Plads, for der er saa urimelig mange Nuancer i Haar.
HDS NAADE	Er der det?
FRU FRIIS-HANSEN	Lidt efter lidt har vi faaet et rigtig pænt Hjem, og der bliver vel ogsaa engang lidt paa Kistebunden til Pigebørnene. Men det koster jo at udvide sig, saa det, jeg kunde spæde til nu, det vilde vist i disse Lokaliteter forslaa som en Skræder i Helvede.
HDS NAADE	(tørt). Jeg kan tænke det.
FRU FRIIS-HANSEN	Men det behøves jo heller ikke. Jeg skal nok sende Pigebarnet ud af mit Hus udhalet, hvad Klæder og den Slags angaar, saa jeg kan være det bekendt, og Pas­hæng fra min Side skal De ikke være bange for.
HDS NAADE	(stift forekommende). Skulde ellers være os en Fornøjelse.
FRU FRIIS-HANSEN	Ja, nu har jeg lagt Kortene paa Bordet, og De ved, hvad De har at rette Dem efter. Saa venter jeg til Gen­gæld at faa lidt Besked af Dem.
HDS NAADE	Hvordan mener De?
FRU FRIIS-HANSEN	Jeg mener noget i Retning af det, jeg her har sagt til Dem. Ja, jeg behøver jo altsaa ikke at spørge, om Deres Søn har noget at gifte sig paa?
HDS NAADE	(usikker). Det kommer for en stor Del an paa, hvad — hvad man forstaar ved — noget.
FRU FRIIS-HANSEN	(bemærker hendes Usikkerhed). Jeg forstaar skam noget reelt, lad det saa være tre­tusind eller tredivetusind om Aaret. Unge Folk skal kunne komme ud af det med lidt, men de maa have det paa det rene.
HDS NAADE	En Landmands Værdier er jo mere svævende.
FRU FRIIS-HANSEN	Der maa jo altid være en Bogføring, og hvis den er svævende, saa er det jo rigtignok ikke saa gunstigt. Jeg siger — Klarhed i Budgettet og Orden i Regnskaberne, saa gaar det altsammen, hvad enten det er stort eller smagt.
HDS NAADE	(stram). Jeg beklager, at jeg ikke paa staaende Fod kan for­syne Dem med de ønskede finansielle Oplysninger.
FRU FRIIS-HANSEN	Det forstaar sig — ih bevares. Jeg vil forbeholde mig at drøfte den Side af Sagen med Deres Mand. Jeg ønskede blot at fastslaa min Stilling med det samme (slaar hende paa Skulderen). Vi to Mødre har blot det i Fæl­lesskab at arbejde paa, at vore Børn bliver lykkelige, ikke sandt?
HDS NAADE	(ubestemt). Naturligvis — selvfølgelig —
FRU FRIIS-HANSEN	Men lad mig nu først og fremmest gøre Bekendtskab med Drengen. Bed ham dog komme.
HDS NAADE	(undvigende). Jeg skal lade ham opsøge. Det vil sikkert glæde ham.
FRU FRIIS-HANSEN	Det skulde jeg mene.
	Fru Primon og Rosalie kommer ind fra højre.
HDS NAADE	(for sig selv). Tak Skæbne!
FRU PRIMON	Vi har været nede at se de yndigste smaa bitte Grise.
ROSALIE	Mama havde nær taget dem med herop til The.
FRU PRIMON	Fjorten — Kære ! Den arme Moder.
HDS NAADE	Maa jeg forestille — Fru og Frøken Primon – Enkefru Friis-Hansen.
FRU PRIMON	(forekommende). Aa, Pianistindens Moder ! Deres Datter er saa sym­patetisk, Frue.
ROSALIE	Hun spiller saa nydeligt.
FRU FRIIS-HANSEN	(stolt). Ja, ikkesandt? Hun kan tage to Toner over en Ok­tav.
HDS NAADE	(nervøs). Theen venter, mine Damer. Værsaagod.
FRU PRIMON	Den skal smage herligt. Eftermiddagstheen, det er dog et af de faa Livets Goder, man har.
ROSALIE	(ler lidt). Du har dog fundet enkelte andre.
FRU FRIIS-HANSEN	Den lugter fint. Det er vist Su-Sjong og Campoy blandet. Jeg fører forresten ikke The.
HDS NAADE	Maa jeg skænke Dem en Kop, Frue?
FRU FRIIS-HANSEN	Nej, mange Tak, det er for varmt. Jeg vil heller gaa ind til min Datter. Naar Deres Søn kommer, vil De maaske bede ham komme ind til os. De kan forstaa, jeg længes meget efter at faa ham at se.
ROSALIE	(ser overrasket paa hende).
FRU FRIIS-HANSEN	(anstrengt velopdragen). Damerne maa endelig undskylde, at jeg forlader Dem. Men min Datter venter paa mig — vi har jo i et Øjeblik som dette meget at tale om sammen. Fru Baronessen maa endelig ikke ulejlige Dem — jeg kender Døren — paa ingen Maade — aa, jeg beder —
	Hun gaar ud til højre i Forgrunden, høfligt ledsaget til Døren af Hds. Naade.

 

2. AKT 6. Scene	Hds. Naade. Fru Primon. Rosalie. Senere Baronen og Direktøren.
FRU PRIMON	Det lod til at være en praktisk anlagt Dame.
ROSALIE	Kender Preben hende?
HDS NAADE	Nej. Han har aldrig set hende, det jeg ved.
FRU PRIMON	Hun talte om ham som en gammel Ven, synes jeg.
HDS NAADE	(undvigende). Det var vist blot — lidt Generthed.
FRU PRIMON	Det kan være. Rosalie, prøv de Smaakager.
	Baronen og Direktøren kommer ind fra venstre i Baggrunden og hilser paa Damerne.
HDS NAADE	En Kop The, Hr. Direktør ?
DIREKTØREN	(sætter sig). Jeg takker
FRU PRIMON	(skænker). Nu skal jeg —
BARONEN	(tager Hds. Naade til Side). Hvor er Dragen?
HDS NAADE	Inde hos Datteren.
BARONEN	Har hun røbet noget?
HDS NAADE	Nej, ikke meget. Ved et Vidunder.
BARONEN	Hvad nu! Du har taget Sagen i din Haand. Hun er et vægtigt Indlæg.
HDS NAADE	Ifald hun lukkede den Dør op, eksploderede der no­get skrækkeligt.
BARONEN	Luk den af.
HDS NAADE	Nøglen sidder indvendig. Se dog at faa dem væk der henne.
BARONEN	(vender sig). Er det ikke Synd at være inde! Skal vi ikke gaa ned paa Terrassen?
ROSALIE	Nej tak, der er altfor hedt.
FRU PRIMON	Vi sidder jo saa dejligt her. Det er noget andet end at fare afsted paa Landevejen, hvad Direktør?
DIREKTØREN	Det er vist.
BARONEN	Hvormeget var det i Timer og Minuter?
FRU PRIMON	Spørg ikke ! Afstande og Hindringer kendes jo ikke mere.
BARONEN	(skotter til den lukkede Dør). Ikke det ! Lad mig endelig lære at blive af med Hin­dringerne i Livet.
HDS NAADE	Man har kun at bekæmpe dem ved at finde den rette Drivkraft.
DIREKTØREN	Der findes kun en i Livet.
FRU PRIMON	spiser Kage). Mener De Benzin? Eller formodentlig Penge?
DIREKTØREN	Jeg mente nu Energi, men det kommer jo ud paa eet.
FRU PRIMON	Jeg siger altid — hvad er Penge? De har dog saa lidt at gøre med Menneskets rette Tyngdepunkt.
BARONEN	De siger noget Har De ikke Lyst at lade Dem veje? Jeg har faaet en fin Kreaturvægt med forniklet Haand­tag.
FRU PRIMON	Nej Tak, jeg ærgrer mig bare, hvis jeg er taget til, og det er jeg. Hvad var det, jeg sagde — jo, der gaar de alle og slider og spekulerer, og hvad tager de saa med sig herfra? Kun Sjælen !
BARONEN	Lad os saa sige hvad er Sjælen, Frue?
FRU PRIMON	Spørg heller Direktøren. Han gemmer sin i en Bankboks.
DIREKTØREN	Jeg er ikke værre end alle andre. Jeg har blot Mod til at vedgaa det. I den Henseende er alle ens, og hvis De er den eneste Undtagelse, Frue, saa er det lidt utaknemmeligt mod Primon. Penge er nemlig Sprit paa Lampen.
FRU PRIMON	Nej Gud, det er da Kærligheden. (drikker) Det er dog en dejlig Fløde paa Landet.
BARONEN	(hurtig). Ja, har Direktøren egentlig ikke den Pligt at se Mejeriet ?
DIREKTØREN	Tak. Senere.
ROSALIE	Pengene selv — pyt ! Men jeg beundrer de Mænd, der skaber Værdierne.
DIREKTØREN	(ser hurtigt paa hende).
ROSALIE	At kunne spille Bold med Interesserne som Jongler- kugler, det synes jeg er en Begavelse saa stor som nogen.
DIREKTØREN	Der talte en stor Forretningsmands Datter.
ROSALIE	Lagde De ikke Mærke til, at jeg sagde: Jeg beundrer den Slags Begavelse, men jeg elsker den ikke.
DIREKTØREN	Jeg lagde Mærke til det, der slog mig.
FRU PRIMON	Hør nu paa dem. Vor Tids Ungdom, hvor er den prosaisk. Det var rigtignok anderledes dengang, hvad, Baron? Kan De huske de søde Kadetter i stribede Bukser?
BARONEN	Død og Pine, Juliane, har jeg ikke et Par stribede Bukser?
HDS NAADE	Du skulde indblæse Direktøren lidt af din Romantik, Amalie, ved at vise ham Birkelunden.
FRU PRIMON	(rejser sig). Skal vi absolut ud at sværme, saa tager vi Mejeriet, ikke, Direktør? Kom saa, De kan nok mærke, at de gærne vil lidt af med os.
HDS NAADE	Nej, Gud!
ROSALIE	Det er jo saa rimeligt. Her er travlt i Dag.
BARONEN	(ivrig). Maa jeg ikke vise —
HDS NAADE	(kort). Nej, behag at blive !
	Fru Primon, Rosalie og Direktøren gaar samlede ud til højre.

 

2. AKT 7. Scene	Baronen. Hds. Naade.
BARONEN	(ser efter dem). De kan sagtens. De gik.
HDS NAADE	Endelig ! Det lettede.
BARONEN	Ja, saa længe det varer. Der inde har vi Enkefruen.
HDS NAADE	Og der ude Direktøren, som jo kun er kommen for at fri til Rosalie.
BARONEN	Formodentlig.
HDS NAADE	Ham kan Du dog i det mindste se at faa afsted.
BARONEN	Ikke godt, eftersom jeg selv har indbudt ham til at blive her i Dag.
HDS NAADE	Hør, det er dog Toppunktet! Hvorfor?
BARONEN	Fordi jeg er født gæstfri, for Fanden! Spørg en Vand­hund, hvorfor den springer ud.
HDS NAADE	Fordi den har Instinkt, men det synes Du at mangle.
BARONEN	S’gu ikke til at gaa i Vandet.
HDS NAADE	Deri har Du Ret. Du har maaske ogsaa i Sinde at invitere Enkefruen?
BARONEN	Det behøves vist ikke. Hun lader til at være selv hjemme. Har Preben set hende?
HDS NAADE	Nej. Jeg undgik at sende Bud efter ham.
BARONEN	For Guds Skyld, lad ham se hende. Hun er da det bedste Svalepulver.
HDS NAADE	(ryster paa Hovedet). Gud ved!
BARONEN	Har Du talt med hende?
HDS NAADE	Ja, hun er jo saadan ordinær dygtig — med paa Noderne — alt paa det rene og aldeles forbløffende uimponeret.
BARONEN	Det gaar tilbage, Juliane.
HDS NAADE	I den Henseende — ja. Men for saa vidt er Konen fornuftig, som hun selv er paa det rene med, at Partiet ikke passer — ja, hun brugte endog det mere træffende end smagfulde Udtryk, at det er en kedelig Geschichte, eller jeg tror, hun sagde en kold en.
BARONEN	Der maa jeg give Konen Ret.
HDS NAADE	Ja, for saa vidt tror jeg, det er et Held, hun er kommen.
BARONEN	Vil Du bruge hende som Eksplosionsstof?
HDS NAADE	Maaske. Men Minuterne er kostbare. Lad os faa Damerne herind.
BARONEN	(vil gaa). Ja, tal med dem —
HDS NAADE	(med Værdighed). Nej, vil Du ikke nok være saa venlig at være til Stede.
	Mens han gør endnu en svag Indvending, holder hun ham tilbage med en Bevægelse og banker samtidigt paa Sannas Dør. Fru Friis-Hansen og Sanna kommer ind. Baronen byder dem Stole med udsøgt Høflighed, sætter sig derpaa ved Bordet og beskæftiger sig nervøst med en Eau de Cologneflaske med Gummiballon.

 

2. AKT 8. Scene	Baronen. Hds. Naade. Fru Friis-Hansen. Sanna.
HDS NAADE	(forekommende). Jeg haaber ikke, vi forstyrrede —
FRU FRIIS-HANSEN	Aldeles ikke ! Vi tænkte, at det omsider var Deres Søn. Han lader vente paa sig.
HDS NAADE	Men før han kommer, vil min Mand og jeg gærre tale lidt med Deres Datter i Deres Nærværelse, Frue.
FRU FRIIS-HANSEN	Vi er til Tjeneste.
HDS NAADE	Ja, jeg behøver ikke at sige, at vi begge er stærkt bevægede ved det, der er sket.
FRU FRIIS-HANSEN	Det er saa rimeligt.
HDS NAADE	Hvad kan gøre dybere Indtryk paa Forældre end at erfare, at deres Søn har gjort sig fortjent til at vinde det højeste i Livet — en forstandig og god, ung Kvindes bedste Følelser.
FRU FRIIS-HANSEN	Meget kønt —
HDS NAADE	Og vi takker Dem oprigtigt, Frk. Susanne, fordi De vil knytte Deres Skæbne til vor Søns.
SANNA	Det er ikke noget at takke for. Kærlighed kommer jo saadan uforvarende ligesom Solskin.
HDS NAADE	Men netop fordi Følelsen har været saa helt uvilkaarlig, har De maaske ikke tænkt over, hvilken Betydning den vilde kunne faa for min Søns Fremtid og derigennem for Deres egen. Rasmus, vil Du ikke forklare det for Frøken Friis-Hansen og hendes Moder.
BARONEN	(uforberedt). Det er jo ikke altid, at Følelserne balancerer – balancerer med —
HDS NAADE	(afgjort). Med de faktiske Forhold, mener Du.
SANNA	Jeg har hele Tiden sagt til Preben, at jeg godt forstod, hvordan hans Forældre maatte tage det, og at De ikke vilde være glade for mig nu.
BARONEN	De maa ikke derfor tro —
HDS NAADE	(ser paa ham).
SANNA	Naturligvis er det ikke saa rart for mig at vide, at jeg lidt uvelkommen trænger ind og maaske forandrer forskellige Forhold i Deres Liv. Men det kan nu en­gang ikke være andet, fordi Deres Søn og jeg holder af hinanden. (lidt frygtsom) Og det kunde jo være, at ogsaa De kom til at holde af mig. Engang senere.
BARONEN	(buser ud). Det kunde det s’gu godt.
HDS NAADE	(sender ham atter et Blik).
FRU FRIIS-HANSEN	Det er vist.
HDS NAADE	Hjertets Følelser er jo eet og de ydre Forhold noget andet. Desværre kan de ikke ganske lades ude af Be­tragtning.
SANNA	De Unge, der er noget ved, de tror jo, at naar de for Alvor holder af hinanden, saa gaar det altid.
HDS NAADE	Det er saa kønt, men i de Kredse, hvor min Søn hører hjemme, kræves der mere Betryggelse. De ønskede Klarhed, Frue. Vel, De skal faa klar Besked — den, vi skylder Dem. De tror formodentlig, vi er rige. Spørg min Mand — Rasmus —?
BARONEN	Det er vi ikke — nej ikke just — saadan ubetinget — ikke.
SANNA	(studser men tier).
FRU FRIIS-HANSEN	Godt belagt med Prioriteter maaske?
BARONEN	Dobbelt belagt.
FRU FRIIS-HANSEN	Hm!
BARONEN	Og naar dertil kommer Panteobligationer og
FRU FRIIS-HANSEN	Saa er jeg nogenlunde klar over Situationen. Tak.
HDS NAADE	Dette Giftermaal vil være ensbetydende ikke alene med smaa Kaar — dem kan man finde sig i —, men med uafladelige Vanskeligheder. Ja, De, Frue, der kender Livets praktiske Side, vil næppe ønske det for Deres Datter. For De ved, hvad det vil sige.
FRU FRIIS-HANSEN	Akkurat. Men var der ikke den Udvej, at den unge Herre kunde bestille noget?
HDS NAADE	Ja, jo, — (afgjort) min Søn er Landmand.
FRU FRIIS-HANSEN	Ja, Klapjagt-Landmand. Det var jo det, jeg sagde.
HDS NAADE	Fraset denne Udvej er der alligevel en Ting at be­mærke. Vor Søn kender endnu ikke vor finansielle Stilling tilbunds — vi har nødig villet forurolige hans glade Ungdom. Men De kan forstaa, Frue, at jeg, hans Moder — og hans Fader — ikke ønsker, at han skal være bunden officielt, før han ved fuldt og helt, hvor­dan han ved en Forbindelse med Deres Datter vil være stillet.
FRU FRIIS-HANSEN	Godt. Ren Besked fremfor alt.
SANNA	(med Inderlighed). Men jeg ved, Moder, at ikke om han havde ti Godser og mistede dem alle for min Skyld, vilde han opgive mig eller jeg ham.
FRU FRIIS-HANSEN	Godt, min Pige!
BARONEN	Den Tillid gør ham Ære. Det gør den, Juliane.
SANNA	Bed ham komme og høre, at jeg gør ham fattig, og jeg lover Dem helligt, at hvis han vakler saa meget som et Minut, saa skal jeg gaa min Vej og blive borte for bestandig.
FRU FRIIS-HANSEN	Rigtigt sagt, Sanna.
HDS NAADE	Vel ! Jeg under Dem at se, hvordan han støtter Dem og er Deres Tillid værdig.
	(gaar hen til venstre i Baggrunden og kalder) Aa bed Baron Preben komme. (Pavse med stumt Spil. Preben kommer ind, Fru Friis-Hansen gaar ham i Møde.

 

2. AKT 9. Scene	Baronen. Hds. Naade. Fru Friis-Hansen. Sanna. Preben.
HDS NAADE	Preben, her ser Du din Svigermoder.
FRU FRIIS-HANSEN	Omsider, ja.
PREBEN	(ser lidt forfærdet paa hende). Jeg er meget be— betaget ved at se Dem.
FRU FRIIS-HANSEN	(ser nøje paa ham). Gode Øjne! (ryster rørt hans Haand) Herregud! (anerkendende, idet hun vender sig) Jeg synes godt om ham.
BARONEN	(der har fattet sig lidt). De er altfor elskværdig.
HDS NAADE	Ja, Preben, vi har sagt Fru Friis-Hansen, at naar Du tror, dit Livs Lykke beror derpaa, vil baade din Fader og jeg med Glæde se hendes Datter som din Hustru.
FRU FRIIS-HANSEN	Det er klart.
HDS NAADE	Men som den forstandige Pige, Frk. Susanne er, har hun selv forlangt, at vi i hendes Moders Paahør siger Dig, inden hun knytter sin Skæbne til din, at den paatænkte Forbindelse vil faa meget alvorlige Følger for Dig.
PREBEN	Hvordan
HDS NAADE	Vore Forhold er uheldigere, end Du ved og tror. Vi har maattet henvende os om Bistand hos din Onkel Palle, og han har skrevet — Rasmus —?
BARONEN	Ja, han sætter en kedelig Betingelse for yderligere Tilskud, nemlig, at Du gør et Parti, der bidrager til at ophjælpe vor Status. Du kan læse det.
HDS NAADE	Hvis ikke, vil hans Interesse vende sig til Linjen Staffeldt-Lerchenthal.
BARONEN	(lidt overrasket). Lerchenthal — ja.
PREBEN	(uden Betænkning). Han maa gøre, som han vil. Sanna og jeg finder Lyk­ken paa en bedre Maade. Vi har hinanden. (tager hende om Skulderen).
SANNA	(glad). Aa, kan De se, han vaklede ikke.
FRU FRIIS-HANSEN	Godt ! Lad os saa se paa Sagerne. Maaske kan de klares.
HDS NAADE	(uforstyrrelig). Sandelig, Preben, Du har ogsaa en stor indre Lykke behov, naar din Fædrenegaard dermed er tabt, ikke alene for Dig, men ogsaa for os — og for vor Slægt, som har ejet den i mere end hundrede Aar.
PREBEN	(slipper Sanna og stirrer paa sin Moder).
HDS NAADE	Uden din Onkels Støtte vilde den forlængst have været tabt og vi ruinerede totalt. Spørg din Fader.
BARONEN	Spørg hellere Onkel Palle.
HDS NAADE	Han vil bestemt sige, at under disse Omstændigheder kan hans Beskyttelse ikke bibevares.
PREBEN	(perpleks). Fader, er det saadan?
BARONEN	Min kære Dreng, hvad skal jeg sige — der er jo ingenting, jeg holder mere af end Dig — ja, det skulde da være vor gamle Gaard, og uden den — ja — Du! Adelstitler uden Jordegods — hvad er det?
HDS NAADE	I vor Familie var det altid Skik, at Slægtshensynet maa gaa forud for Individet, og Du ved godt, Preben, at Du ved at handle, som Du gør, begaar en Art For­ræderi. (ser paa ham)
PREBEN	(giver efter for Blikket). Aa, det er umuligt — umuligt !
HDS NAADE	(sagte til Baronen). Kan Du se — det ramte.
PREBEN	(fortvivlet). Hvad skal jeg da gøre?
FRU FRIIS-HANSEN	Hvad De skal gøre holder De da ikke af Pigen?
PREBEN	Jo — men — mine Forældre — og alt dette gamle — her !
SANNA	Er Du og jeg da ikke mere værd ?
PREBEN	Det betyder jo noget helt andet end mig selv. Det betyder Samfølelsen med det hele — mine Forfædre —
SANNA	De er jo døde.
PREBEN	Mine Efterkommere da —
SANNA	De er jo ikke fødte.
HDS NAADE	Der ser Du, hvor lidt denne unge Pige forstaar, hvad der ligger dybt i Dig — og os.
FRU FRIIS-HANSEN	Vi andre har da ogsaa Forfædre.
BARONEN	Ja, Slægten Hansen — den tæller !
SANNA	De har Ret, jeg forstaar det ikke, for naar det gælder Kærlighed, synes jeg, at to Mennesker staar overfor hin­anden helt alene, helt uden Anhang.
BARONEN	Det slipper man s’gu aldrig.
SANNA	Jeg har jo ogsaa Ting, som er noget værd for mig, men alt vilde jeg have opgivet, naar det havde været for Dig; alt hvad jeg begyndte paa sammen med Dig, vilde for mig være det bedste. (kæmper med Graaden) Og her staar jeg og venter paa et Ord, der siger saadant noget ogsaa til mig, og saa taler Du om en Landejendom.
FRU FRIIS-HANSEN	Der er forgældet.
PREBEN	Men det er jo noget mere og andet end den. Noget, der har et uafviseligt Krav paa mig —
HDS NAADE	(med en lang Pegefinger). Pligten.
SANNA	(pludselig kold og vred). Godt. Saa behold det. Saa gaar jeg min Vej. Farvel.
FRU FRIIS-HANSEN	Det kan jeg lide, min Pige.
PREBEN	(med et Udraab). Sanna — nej, jeg kan ikke undvære Dig. Saa gaar jeg med Dig — gaar fra alt.
SANNA	(koldt). Nej, bliv Du her. Det er for sent. Min Tiltro er borte.
PREBEN	Lad os haabe — se det an — aa, Sanna —
HDS NAADE	Kære Preben, Du ser jo, at Frøken Friis-Hansen er fast besluttet paa at bryde overtvært.
FRU FRIIS-HANSEN	(rejser sig). Nu kan jeg ikke længer holde tæt. De siger, at hun bryder overtvært. Nej holdt, Fru Baronesse
HDS NAADE	(med en Bevægelse). Rasmus —
FRU FRIIS-HANSEN	Det kan ikke hjælpe, De henholder Dem til Deres Gemal, for det er Dem, der har staaet og lavet det hele.
HDS NAADE	(med urokkelig Værdighed). Jeg behøver ikke at sige, at vi er meget bedrøvede over den Vending, Sagen har taget.
BARONEN	Det er vist.
HDS NAADE	Vi forstaar saa godt, Frue, at helt let maa det ikke være for Deres Datter at opgive ikke alene sit Hjertes Krav, men ogsaa de Udsigter til et mere glimrende, mere indholdsrigt Liv, end hun havde Grund til at vente. Derfor bærer vi ogsaa over med den Tone, hun har valgt at benytte overfor min Søn. Os taler jeg ikke om.
SANNA	Maa jeg — blot —
FRU FRIIS-HANSEN	Nej, lad mig komme til. De bærer Dem saa over­legent ad overfor min lille Pige, men snak heller med mig; for jeg er nu ikke saadan at vælte. Jeg tror saa gærne, at De er inde i meget, vi ikke forstaar os paa, men det kan ogsaa være, at jeg er med paa Noderne i et og andet, som De mangler Indsigt i.
BARONEN	(for sig selv). Violsæbe for Eksempel!
FRU FRIIS-HANSEN	Det kan godt hænde, at jeg, der har arbejdet mig selv frem og ganske borgerligt og tarveligt ejer det, jeg har, at jeg lidt efter lidt kunde have hjulpet disse to med at bringe Orden i dette Prioritets Kludder, De kalder for en Herregaard. Derfor skal De heller ikke være saa sikker paa, at min Datter, der er opdraget af mig, var bleven den daarligste Kone for Deres Søn —
BARONEN	Gudbevares !
FRU FRIIS-HANSEN	Og det er heller ikke sagt, at den Guldfugl, som De sagtens nu vil klappe ham sammen med, vil gøre ham rigere — jeg mener i bedste Forstand rig — nej, det kan De forlade Dem paa, Deres Naade Fru Baronesse. Jeg har den Ære at anbefale mig. Sanna, kom Du med mig og lad dem beholde deres Stamjunker i Fred. — Farvel!
	Hun gaar fulgt af Sanna ud til højre i Baggrunden. Hds. Naade ser triumferende efter dem. Preben synker tilintetgjort om paa en Stol. Baronen farer med et Sideblik til sin Kone hen mod Baggrunden for at vise Damerne Vej
	TÆPPE

---

---