Guldfuglen 1. akt

PERSONERNE:

BARON STAFFELDT EGEDE	BARONESSEN – HDS. NAADE
PREBEN – deres søn	DIREKTØR MORTON
FRU PRIMON	ROSALIE – hendes datter
ENKEFRU FRIIS-HANSEN	SUSANNE – hendes datter
NIKOLAJSEN – tjener	FRØKEN JENSEN – stuepige
EN GROOM	GÆSTER

---

---

*

	Handlingen foregaar en Sommerdag paa Baronens Gods. Stor herskabelig Havestue. Gamle stilfulde Møbler. Paa Væggene Familieportræter. I Forgrunden et lille Bord med Vin og Kager, omgivet af Stole. Hist og her festlige Blomsterkurve. I Baggrunden aabne Havedøre ud til en Terrasse med Blomster. Paa Siderne Døre. Det er om Formiddagen. Hds. Naade Baronessen, rank, endnu smuk og med lidt pompøs Holdning, blader i nogle Regnskaber. Baronen, jovial, af den fornemme Godsejertype, staar og giver Ordrer til Frøken Jensen, en korrekt Stuepige i Sort og Hvidt, og Nikolaisen, en smart Tjener med livlige Øjne og forstaaende Mine.
1. AKT 1. Scene	Baronen. Hds. Naade. Nikolaisen. Frk. Jensen.
BARONEN	Altsaa Kl. 9 serveres der Forfriskninger i Teltet til vore Gæster og nede paa Festpladsen til Folkene.
NIKOLAJSEN	Ja vel, Hr. Baron.
FRK JENSEN	Tør jeg spørge, hvor mange Gæster der kan ventes?
HDS NAADE	Lad os sige hundrede.
BARONEN	(forskrækket). Hundrede?
HDS NAADE	Du har jo selv sagt til alle vore Naboer, at de kan tage deres Gæster med, og ved en Havefest.
BARONEN	Naa, paa vor eneste Søns fem og tyveaarige Fødsels­dag lader vi staa til. Det fineste Mærke Champagne, Nikolaisen. Og meget af den.
NIKOLAJSEN	Ja vel, Hr. Baron.
HDS NAADE	(ryster paa Hovedet for sig selv).
BARONEN	Og Punschen, lad den blive ekstra.
FRK JENSEN	Ja vel, Hr. Baron.
BARONEN	(giver hende en Pengeseddel). Og hør — se at faa lavet det lidt hyggeligt for de Gamle og de Skralle, der er hjemme —
FRK JENSEN	(ser paa den). Foruden det andet ?
BARONEN	(ser til Hds. Naade). Ja, i Dagens Anledning — hvad —
NIKOLAJSEN	Jeg tør maaske røbe, at her Kl. 7½ vil møde en Deputation af Godsets Folk med Underforvalteren som Ordfører.
BARONEN	Det vil glæde min Søn — og os — meget.
NIKOLAJSEN	Turde jeg spørge, om de skal give Møde her ?
BARONEN	Nej. Ude i det Fri — paa den Jordbund, vi dyrker i Fællesskab. Vi tager imod dem ved Marmorbænken.
NIKOLAJSEN	Vel, Hr. Baron.
	Han gaar med Frk. Jensen ud til højre.

 

1. AKT 2. Scene	Baronen. Hds. Naade. Senere Fru Primon og Rosalie. Tilsidst Preben.
HDS NAADE	Kære Rasmus, din Ødselhed er uforbederlig. Du havde dog lovet —
BARONEN	I Dag ikke. Nej, Juliane, jeg har aldrig lovet at spare i Dag. Og nu, med et Millionparti i nær Udsigt for vor eneste Søn, saa skulde da Fanden spinke og spare.
HDS NAADE	Ifald Du nogensinde havde gjort det, og ikke altid interesseret Dig for den ædle Hesteavls Fremme og alt det Rykind, her er, saa var vel ikke Gaarden nu for­gældet op over Ørerne. Hvor ender det? Et Stamhus er det jo ikke.
BARONEN	Nej, det har jeg s’gu faaet at mærke. Situationen er mildest talt spændt! Terminerne — hvad! — Jeg tror, Renter formerer sig ved knopskydning, Du.
HDS NAADE	(trækker paa Skulderen). Hvad sagde Palle egentlig, Hs. Højhed Lensbaronen, da Du var hos ham?
BARONEN	Han taler jo altid om dette Kar — Danaidernes — Du ved! Det er en Parabel, der efterhaanden keder mig.
HDS NAADE	eg troede, Du vilde foreholde ham noget om en Æres­sag — og en Ven —
BARONEN	Men ved Du, hvad han saa sagde: Jeg har en Mis­tanke om, sagde han, at den Ven hedder Baron, Hof­jægermester Rasmus Preben Otto Vind Bech Krag Staffeldt Egede, og hvad Du siger til Gunst for ham, er foreløbig spildte Guds Ord paa Balle-Lars.
HDS NAADE	Men saa skrev Du jo senere.
BARONEN	Ja. Han svarede, at der kom ingen yderligere Til­skud, med mindre Preben gjorde et godt Parti, saa der kom Bund i det hele.
HDS NAADE	Saa er Situationen reddet. Tænk en af Dagene at kunne sende ham Kort.
BARONEN	Sig mig, tror Du da, at Preben allerede er forlovet med Rosalie Primon?
HDS NAADE	(lidt vaklende). Ja, vist er de forlovede — jo
BARONEN	Nu har hun og Moderen jo boet her i mange Dage, og Maaneskin er det —
HDS NAADE	Der er ikke Tvivl.
BARONEN	Faderens — Bankdirektørens Pengemidler er jo faktiske — ikke?
HDS NAADE	Kære — han er Mange-Millionær, og Du ved da — Allevegne støder man paa Primons Indflydelse. Pak Du sammen, min Ven, det er Borgerskabets Tid, der er inde.
BARONEN	Jeg beder allerunderdanigst om Forladelse og vil blot beskedent spørge: hvad vil de da med vore smaa gam­meldags Titler, naar de skal have en Datter gift?
HDS NAADE	De vil have alt for deres Penge. Du kan være sikker paa — Rosalie Primon har en Frier paa hver Finger.
BARONEN	Og hun tror maaske, det er for hendes egen Skyld.
HDS NAADE	Gudved! Moderen var jo kønnere.
BARONEN	Var! Kære Du — hun ser ligesaa ung ud som Datte­ren — mindst. Det gør Mødre i vore Dage. Jeg gør selv Kur til hende — med Fornøjelse — og ikke uden Held.
HDS NAADE	(lidt bitter). Det har jeg i Sandhed bemærket.
BARONEN	Men det Held har nu alle Andre ogsaa.
HDS NAADE	Det er vist. Hun er elskværdig, men der er vel mere Gehalt i Datteren.
BARONEN	Rosalie er skam en brillant Pige —
HDS NAADE	Og ser godt ud — elegant stilfuld —
BARONEN	Indrømmet! Men hun savner det Blik, der lokker, det Smil, der besnærer, og det føler hun. Deraf det underlig forpinte, der er over hende bagved en Facade af noget overlegent og spottende.
HDS NAADE	Det er nu især overfor Moderen.
BARONEN	Naa, lige meget, Rosalie ser naturligt og sundt paa alt menneskeligt. Hun tænker som en Mand, hun føler som en Kvinde og optræder som en Dame.
HDS NAADE	Er det ikke nok!
BARONEN	Det er tværtimod for meget.
HDS NAADE	(irriteret). Ja. Fordi Mandfolk har nok af et Par vuggende Hofter og en blodrød Mund.
BARONEN	Enkelte maaske vær ikke altfor streng, Juliane! (lytter) der kommer de.
	Fru og Frøken Primon kommer ind fra højre. Fruen smuk og ungdommelig, men en Smule udvisket. Bevægelige Øjne. Indtagende Smil. Rosalie slank og rank med et karakterfuldt Ansigt og lidt afmaalte Bevægelser. De er begge klædte i elegante sommerlige Promenadedragter.
HDS NAADE	Ah – Amalie og Rosalie er I der.
FRU PRIMON	Ja, her er vi. Hurtig tilbage, ikke sandt?
ROSALIE	Faar vi Lov at kigge indenfor med Tøjet paa?
	Bevares —.
FRU PRIMON	Vi er saa støvede — aa, det er en Solhede. Ja. Vi vilde blot gratulere Fødselsdagsbarnet.
ROSALIE	Hvor er han?
BARONEN	I Øjeblikket ikke her.
FRU PRIMON	(lægger en Del Breve paa Bordet). Værsaagod, en Ladning hjertelig Lykønskning.
BARONEN	(sorterer Brevene). Juliane, bruger Du dine hædrede men liggende Gæster til at hente Post paa Stationen?
HDS NAADE	Saa elskværdigt af jer —.
ROSALIE	Tro ikke det. Vi skulde hente Kjolen til i Aften. Mamas Digt i Rosa.
BARONEN	Ak, vore arme Hjerter !
ROSALIE	Trøst Dem, Baron, den var der ikke.
FRU PRIMON	Nej tænk, den var der ikke. Hvad skal jeg gøre?
ROSALIE	For Eksempel tage en anden Kjole paa.
FRU PRIMON	Det var dog altfor trist. Er min Hat ogsaa støvet?
ROSALIE	Rædsom. Men den har jo gjort sin Nytte. (til de Andre) Mama er bleven fotograferet med den til Damernes Blad. Fede Typer — Fru Amalie Primon.
FRU PRIMON	Saa vellykket. Det kommer i næste Numer.
ROSALIE	Med Levnedsløb som en af vore ledende Damer.
HDS NAADE	I hvad Egenskab
BARONEN	(bebrejdende) Men, Juliane ! Som Skønhed selvfølgelig.
FRU PRIMON	(truer ad ham). Fy, Baron ! Alle ved da, at jeg har vidtgaaende æstetiske Interesser. Se nu blot i Vinter min Serie Foredrag om Renæssancens Billedkunst.
HDS NAADE	Naa — af Professor Petersen.
BARONEN	Man sagde, Damerne lancerede deres nye Dragter ved dem.
ROSALIE	Ja. Hvor har man Tid til at studere hverandre som under et belærende Foredrag.
FRU PRIMON	Hør nu paa hende ! Tænk blot den yndige aandige Renæssance !
ROSALIE	Ja, Mama, havde man blot levet dengang.
BARONEN	Saa havde det rigtignok nu været forbi.
ROSALIE	Tværtimod, saa hang man nu paa et Museum og var berømt.
HDS NAADE	Ja, hvis Du var bleven malet.
ROSALIE	Hvis jeg kan tro Maleren Hr. Olsen Væggeløse, saa er der netop noget Præ-Rafaelitisk ved mine Lineamenter.
FRU PRIMON	Lav Smiger, min Ven. Panden og Øjnene er ganske nette, dem har hun efter mig, men Primon har ødelagt det øvrige.
ROSALIE	Kære Mama, vil Du være saa god at tale med datter­lig Respekt til mig!
FRU PRIMON	(ryster paa Hovedet). Den Pige lægger mig i Graven!
	Preben kommer ind fra højre. Han har et ungdommelig vindende Ydre med en ubevidst fornem Holdning. Han er klædt i landlig Formiddagsdragt.
PREBEN	(hilser). Mine Damer —
FRU PRIMON	Endelig faar man Fødselsdagsbarnet at se. Til Lykke!
PREBEN	Man plejer jo at sige mange Tak.
ROSALIE	(giver ham Haanden). Jeg maa da ogsaa sige til Lykke, Preben.
PREBEN	(beholder hendes Haand). Til Dig siger jeg dobbelt Tak, Rosalie, Du er min Barndomsven, og jeg ved, Du ønsker mig min Del af Livets Lykke.
ROSALIE	(ser varmt paa ham). Det gør jeg — ja.
	Baronen og Hds. Naade veksler et Blik.
FRU PRIMON	Som om jeg ikke gjorde det.
PREBEN	Jo, kære Fru Primon, fra jeg var en lille Purk, har De været god imod mig.
BARONEN	Maa jeg bede — da Du var en lille Purk, var Fru Primon ikke født.
FRU PRIMON	Du skal ikke stræbe at ligne din Hr. Fader, Preben. Han er afskyelig.
PREBEN	Da synes jeg ellers, han gør Lykke, den Gamle.
FRU PRIMON	(med et koket Blik). Ikke hos mig. Nej, jeg maa bede om en mere alvors­fuld Tone.
BARONEN	(galant) Naadige Frue, Alvoren var, saa vidt jeg ved, ikke med i Gratiernes Følge.
FRU PRIMON	Apropos Gratierne — Du huskede vel at telefonere efter Kjolen, Rosalie.
ROSALIE	(lidt adspredt). Hvordan — det vilde Du jo selv.
FRU PRIMON	(bebrejdende). Nej, hør nu — det haster dog virkelig — kom nu med!
	Hun gaar smaaskændende ud med Rosalie til højre.

 

1. AKT 3. Scene	Baronen. Hds. Naade. Preben. Senere Sanna.
BARONEN	(peger paa Bordet). Værsaagod, Preben, din Post.
HDS NAADE	Hvorfor kørte Du ikke ud med vore Gæster? Hvor har du været?
PREBEN	I Marken.
HDS NAADE	Kommer man til Myndighed i Marken?
BARONEN	(med Værdighed). Ja, Juliane, naar man er Landmand.
HDS NAADE	Landmand netop i Dag ! —
	Frøken Susanne Friis-Hansen, kaldet Sanna, kommer ind fra højre. Hun er tarveligt men smagfuldt klædt i en lys Sommerdragt, er ung og køn med en egen Ynde i sine Bevægelser. Udpræget kvindelig.
SANNA	Jeg ved ikke, om Deres Naade ønsker at spille firhændig nu ? Det er den Tid, vi plejer —
HDS NAADE	Nej, lille Frøken Friis Hansen, i Dag bliver der ikke Ro til Studier. Men hvis det i Aften ved Festen skulde blive Regnvejr eller gaa lidt trægt, saa er De nok saa venlig at spille et Par Numre.
SANNA	Det skal være mig en Fornøjelse.
BARONEN	Dog maaske lidt blandet.
SANNA	Alle Fornøjelser er jo blandede, Hr. Baron.
HDS NAADE	Og hør, Frøken, vil De ikke tjene mig i at sætte Roser i den Vase der, som Gartneren har glemt.
SANNA	Jo, nu skal jeg gaa ud og plukke dem. Jeg plukker altid gærne Roser.
	Hun gaar ud i Baggrunden med et lille Smil til Herrerne.

 

1. AKT 4. Scene	Baronen. Hds. Naade. Preben.
BARONEN	(ser efter hende). Pokkers sød Pige, hun har den glidende Ynde i Bevægelsen, som fordømmes af aldrende Tanter, hvad Preben?
PREBEN	(tier og smiler for sig selv).
HDS NAADE	Jeg tror, Prebens Smag gaar i en anden, mere stil­fuld Retning.
PREBEN	(svarer stadig ikke, aabner sine Breve og krammer et Par af dem.)
BARONEN	(ser paa ham). Ah, Rykkerbreve. Ja, jeg kender den Krammen af en energisk Tommeltot fra mig selv. Husk, min Dreng, Letsindighed er en Guds Gave men en Helvedes Plage.
PREBEN	(peger omkring sig). Jeg synes ellers, Du og dine Fædre har klaret jer ret godt med den.
BARONEN	Lad os holde mig udenfor. Sig heller, hvordan Du har tænkt at klare Dig selv?
HDS NAADE	Ja, hvad er i Grunden dine Planer?
PREBEN	(lidt tøvende). Jeg maa jo se at udnytte Situationen i Tidens Aand ved at udbyde det, jeg har, paa Markedet.
BARONEN	Og hvad har Du?
PREBEN	Et net, gammelt Navn.
Begge	(ivrigt). Det er saa rimeligt —
PREBEN	Med det som Udgangspunkt kan jeg jo gaa Tantieme- vejen, som Fader har forsømt.
Begge	(skuffede). Naa!
PREBEN	Se nu Hofjægermesteren derovre og Greven paa Vang — alle har de den Slags indbringende Ben. Hvor er dine Ben?
BARONEN	(ser undskyldende ud).
PREBEN	Jeg siger, hvor er de? Trods vor enestaaende For­bindelse ved Venskabet med Direktør Primon, som er inde i alt, har Du saa gjort Forsøg paa at trænge ind i den formaaende Kreds, hvor Benene kommer af sig selv? Nej! Nu er Excellencen Flor død, som sad i Bestyrelsen af de forenede Maltfabriker; hvad gør Du for at sikre Dig det glimrende Ben?
BARONEN	Jeg gør Kur til Fru Primon. Altid opofrende. Jeg kunde maaske med samme Ret spørge hvad gør Du selv for at sikre din Fremtid ?
HDS NAADE	(forsigtig). Ja, kære Preben, din Fader har Ret i, at det kan være godt nok at sætte sig en formaaende Stilling som Maal. Men det er jo lidt ude i det uvisse, og der er andre nærmere — sikrere lad mig sige smukkere Veje til en behagelig Eksistens.
PREBEN	Den gamle Vise det gode Parti. Kære Moder, man gifter sig jo dog helst af Kærlighed.
BARONEN	Allerhelst af begge Dele.
HDS NAADE	Netop. Hvorfor skulde Sønnerne af de gamle Slægter ikke kunne forelske sig rigtig i disse rige, unge Piger? Standsforskellen er gaaet af Brug, og det er jo deres sta­dige Omgangsfæller fra Baller og Sport. Og desuden — de understøttes af elegante Dragter og forfinet Luksus — ses kort sagt paa en flatterende gylden Baggrund.
BARONEN	Du ser, din Moder mener, man skal holde til paa de frodige Græsgange, hvor Kløveren staar højt.
PREBEN	Som en ægte Agrar henter Du dine Eksempler fra Kvægavlen.
BARONEN	Nuvel, jeg skal støtte din Moders Argumenter ved en Sammenligning fra vor egen Landjunker-Sport: Jag­ten. Min Søn, der er en liflig Skov, hvor enhver kan jage frit. Mellem Grenene flagrer de muntre smaa Guldfugle; de pipper uskyldigt og drømmer om adelige Jagtfalke. Og Jægerne! Ja, hvem kender ikke den Uøvede, der plaffer løs for tidlig, eller den Uheldige, der forgæves sigter efter de allerhøjeste, og hvem har ikke glædet sig over det smørrede Smil hos den, der vender hjem med Jagttasken fuld. Lyt til det moder­lige Raad: hengiv Dig til Jagtens Glæder. (smiler) Naa Juliane, hvad? Egentlig er jeg Digter.
HDS NAADE	Preben — betro Dig til os — vi har længe ventet — at høre -‑
PREBEN	Kære Moder. Du hørte den Formaning jeg fik — ikke at sigte forkert. Den vil jeg gaa og tænke nøje over og iøvrigt anbefale mine kloge Forældre at kaste Guldtærningen for mig helst uden at sætte just min egen ringe Person som Indsats.
	Han hilser flygtigt og gaar ud til venstre.

 

1. AKT 5. Scene	Baronen. Hds. Naade. Senere Fru Primon.
BARONEN	Jeg synes, han kneb ud, Juliane.
HDS NAADE	Ja, han ved jo endnu ikke, at det hele truer med at rasle sammen for os.
BARONEN	Han er bleven saa besynderlig paa det sidste. Han interesserer sig Gud straffe mig for Driften, Du. Staar op med Folkene. Det siger da Forvalteren.
HDS NAADE	Ret spildt.
BARONEN	Spildt naa! Det ser jo net ud.
HDS NAADE	Der er jo to Hoved Befordringsmidler hen ad Livets Landevej, enten egen Dygtighed eller Udnyttelse af anfires. Har man truffet sit Valg, skal man tage hele Bagagen, Rub og Stub med sig paa den Vogn, man har sat sig op paa, og ikke klatte med Værdierne paa Vejen, som de fleste par. Primons vil næppe paaskønne, at han staar op Kl. 4 og skaffer sig røde Hænder ved at gaa bag en Plov.
BARONEN	Du mener, et Forførerslips vil svare bedre til For­maalet?
HDS NAADE	Ubetinget. Og hvad dertil hører.
BARONEN	Hvad dertil hører, har han heldigvis i Orden.
	Fru Primon kommer ind fra højre.
FRU PRIMON	(idet hun kommer ind). Amalie, hvad skal jeg gøre — vi kan ikke faa For­bindelse.
HDS NAADE	Ikke det? Nu skal jeg forsøge — (Gaar ud til højre.)

 

1. AKT 6. Scene	Fru Primon. Baronen. Senere Rosalie.
FRU PRIMON	(vil følge efter). Nej, Juliane, Du maa endelig ikke —!
BARONEN	(spøgefuldt galant). Sønderflæng ikke mit Hjerte ved at gaa. Man har jo ikke saa meget her i Verden. (ser paa hende) Bedaarende Fru Amalie! (sukker) Ak ja, hvad er Livet!
FRU PRIMON	Det ved Hr. Baronen vist ganske godt.
BARONEN	Det er alt, naar jeg ser Dem. Uden Dem intet.
FRU PRIMON	(dasker ham med en Blomst). Skønne Ord fra Læsetasken.
BARONEN	De har Ret, Romantik findes nu kun paa Prent. Ved Juletid.
FRU PRIMON	Det er vist. Det mærker jeg paa Rosalie. Hvilken himmelvid Forskel paa os, skønt vi bliver taget for to Søstre.
BARONEN	Hvoraf De er den yngste og den smukkeste.
FRU PRIMON	Lad det staa hen. Men Rosalie er den fornuftigste. Jeg er altfor meget Følelsesmenneske.
BARONEN	(sukker dybt). Gid De var !
FRU PRIMON	Vær nu ordentlig. Den Slags overlader vi til vore Børn.
BARONEN	Vore Børn, siger De! Tænk, hvis de finder hinanden, som vi har fundet hinanden!
FRU PRIMON	Skal vi sige til Dels?
BARONEN	Ja, desværre kun til Dels. Derfor lider jeg saa ræd­somt.
FRU PRIMON	(skænker Vin). Stakkel! Kom, lad os drikke et Glas sammen (ser ham i øjnene) paa Fremtiden.
BARONEN	Og det, den kommer til at rumme for mig af Smerte (drikker) og Fryd (drikker) og tavs Tilbedelse.
FRU PRIMON	Jeg synes ikke, den er saa hel tavs.
BARONEN	Jo, for der er uanede Dybder – her nede. (tømmer Glasset).
FRU PRIMON	Af hvad?
BARONEN	Ja, hvad maa jeg kalde det?
FRU PRIMON	Helst Venskab. Det Ord er saa føjeligt.
BARONEN	(rykker endnu lidt nærmere). Men ikke ildfuldt nok, naar det gælder Dem og mig.
	Rosalie kommer ind fra højre.
ROSALIE	(smiler). Undskyld.
BARONEN	(vender sig). Ja, min Ven, Du kommer højst ubelejligt. Jeg sad og gjorde Stormkur til din uimodstaaelige Fru Mama.
ROSALIE	Ja. Det saa jeg. Men jeg maa alligevel melde, at der er to lokalt udseende Gentlemen ved Kontordøren, som vil gratulere Deres Søn.
BARONEN	Hvor er da Preben ?
ROSALIE	Det ved jeg ikke.
BARONEN	(springer op). Altid er han væk. — Død og Pine, det er da ikke Sogneraadsformanden?
ROSALIE	Det ved jeg heller ikke. En var graaskægget, en rød­skægget.
BARONEN	Rødskægget — det er ham, Sognets Wilhelm Tell. Overfor Tidens bærende Principer maa selv Galanteriet vige. Mine Damer, De undskylder, De har mig snart igen. (Han iler med et galant Buk ud til højre.)

 

1. AKT 7. Scene	Fru Primon. Rosalie. Senere Hds. Naade.
ROSALIE	(let bebrejdende). Kære Mama.
FRU PRIMON	Maa jeg være fri, det er ham — kun ham.
ROSALIE	Naturligvis, det er det altid. Men jeg er jo med for at passe paa Dig. Det er Døtrenes Opgave.
FRU PRIMON	Du er en snusfornuftig Myre ligesom din Papa.
ROSALIE	Vi kan ikke alle være Sommerfugle, lille Mama.
FRU PRIMON	Jeg spøger lidt med den kære Baron for at opmuntre ham. Jeg tror, han har sine Vanskeligheder.
ROSALIE	Det tror jeg ogsaa. Men Papa holder jo nu Ekscellen­cen Flors fede Bestyrelsesplads af til ham. Og saa vanker der siden mere. Og saa videre. (vinker ud i Luften.)
FRU PRIMON	(ser paa hende). Det vil sige — hvis —
ROSALIE	(aabner en Bog). Lafontaines Fabler er udødelige.
FRU PRIMON	Lad mig nu faa at vide, vil Du have Preben?
ROSALIE	(blader). Myren og Cicaden!
FRU PRIMON	Der er meget, som taler for det Parti. Hvorfor sva­rer Du ikke? Tænker Du da paa Grev Cederhjelm eller paa Direktør Morton — eller hvem?
ROSALIE	De Spørgsmaal, Du kan komme med ! Plumper i med et Spring — uden Tilløb !
FRU PRIMON	Han har jo dog noget vist over sig, der kan blive til det Grand Signeur-agtige. Ja, jeg siger enten det eller det kunstneriske Sving. Blot ikke det bestandig borgerlige.
ROSALIE	Det er dog Tidens Løsen.
FRU PRIMON	Du ræsonnerer for meget. Kærlighed er Duft.
ROSALIE	Det kan være, men Giftermaal er dog ret haand­gribeligt, saa jeg synes, det er bedst at tænke lidt over Sagerne. Det gør Du ikke, saa maa jeg. Og jeg har jo gjort mine Erfaringer. (ler lidt) Særlig i Militæretaten.
FRU PRIMON	Du forlanger nu ogsaa at blive elsket helt for din egen Skyld.
ROSALIE	(ser op). Er det saa underligt?
FRU PRIMON	Nej, det er saa rimeligt, men det er jo lidt svært at konstatere, hvad det er, der trækker. Millioner faar Du, og nydelig er Du.
ROSALIE	Ja, jeg er henrivende. Men naar man er et saa overordentlig godt Parti, saa tænker man jo sit, og det er det, man i gamle Dage kaldte Pengenes Forbandelse. Blandt andet.
FRU PRIMON	Du vilde maaske helst af med dem ?
ROSALIE	Nej. Det vil man jo heller ikke. Man ved ikke, hvad man vil. Og det er det, der er det gale.
FRU PRIMON	Hvorfor skulde Mændene ikke kunne forelske sig i en Pige, fordi hun har Midler?
ROSALIE	Det er jo det, de gør. Glubende. De rige Piger, de er saa kolossalt elskede, og de fattige, de kan blive Lærerinder og Kontordamer. Værsaagod.
FRU PRIMON	Du kan i hvert Fald ikke forandre Verden.
ROSALIE	(skifter Tone). Nej, men den kan forandre mig. Du maa dog kunne forstaa, hvor Troen paa Mennesker og det, de siger, efterhaanden pilles ud af den rige Pige. Aa, det er jo ligefrem foragteligt, som de flokkes om En, de er som Fluer om Sukker, alle disse pengebegærlige Stræbere ! Da jeg var fjorten Aar, havde jeg den første friserede Frier, der vilde sikre sig Pladsen i Tide. 14 Aar, ja! Lige siden har jeg haft en bitter Smag i Munden — jeg forstod det nemlig, netop fordi jeg var et Barn.
FRU PRIMON	Saadan er det jo.
ROSALIE	(heftig). Men det er dog saa fornærmeligt for mig, Personen, Mennesket, naar de forsikrer mig, at de elsker mig til Døden, efter at have set mig tre Gange til Bal. Jeg harmes, og jeg væmmes.
FRU PRIMON	Saadan er Preben ikke.
ROSALIE	(stille). Nej, Du har Ret, saadan er Preben ikke. (gaar hen til hende og tager hende om Skuldrene) Ser Du Mama, Det kommer an paa Preben, hvad jeg skal blive til.
FRU PRIMON	Du vil altsaa! Se paa mig. (tager hende om Kinderne) Ja. Jeg kender slet ikke den Klang i din Stemme.
ROSALIE	Nej, Mama, Du er umaadelig sød, men Du kender slet ikke til det, jeg føler dybt der inde, hvor man er alene med sig selv.
FRU PRIMON	(pludselig alvorlig). Deri tænker Du forkert. Naar det gælder Dig, mit kæreste, mit bedste, saa ser ogsaa jeg tilbunds i Tingene, forstaar Du?
ROSALIE	Vel, Mama, det er saadan, at naar jeg nu giver mit Ja til Preben, saa stoler jeg paa, at det er mig, Rosalie, der har vundet hans Hjerte, fordi vi har kendt hinanden, fra vi var saa store som saa, og han maa vide, at der er Tømmer i mig til at holde af ham igen Livet langt.
FRU PRIMON	Det ved han ogsaa.
ROSALIE	Det gør han. Han vilde aldrig nedlade sig til at sælge sig for 1000 Kr. pr. Pund. Hvis jeg opdagede, at han gjorde det, saa — ja saa ligesaa gærne den ene Aktie­direktør som den anden Husarjunker. Saa lige meget med alt. Naar han kunde være som de andre, saa vilde jeg aldrig tro paa noget mere, aldrig. (antager sin vanlige pansrede Holdning) Ja, Mama, nu kender Du min Hu, som det hedder hos Digterne.
	Hds. Naade kommer ind igen fra højre.
HDS NAADE	Jeg kunde skam heller ikke faa Forbindelse.
FRU PRIMON	Saa prøver vi igen om lidt. Naar nu vi gaar ud fra, at den er afsendt —
ROSALIE	Nej hør, ved I hvad! (hilser ironisk) Jeg gaar ud og ser paa Roserne og overlader til Damerne videre fort at drøfte det interessante Æmne om Mamas Robe.
	Hun gaar ud i Baggrunden.

 

1. AKT 8. Scene	Hds. Naade. Fru Primon. Senere Direktør Morton. Tilsidst Sanna.
FRU PRIMON	(ser efter Rosalie). Gud, som hun driller mig.
HDS NAADE	Det viser bedst, hvor hun holder af Dig.
FRU PRIMON	Sid nu lidt her med mig. Jo, det maa Du give Dig Tid til. Vi rejser jo i Morgen tidlig.
HDS NAADE	Nej allerede?
FRU PRIMON	Jo, det maa vi. Men der er noget, jeg forinden maa spørge Dig til Raads om. Jo, jeg siger altid — Juliane ved alt. Hun er en Verdensdame, støbt i Bronce.
HDS NAADE	Det var en underlig Værdsættelse.
FRU PRIMON	Ikke for mig. Jeg beundrer din Rygrad — jeg, som selv er idel Hjerte. Men hør nu — det gælder Rosalie. Hun kan jo ikke blive ved at gaa og — og vase mellem alle de Friere — jeg forsikrer Dig, det er rædsomt. Det er Kammerjunkere og Handelsmænd og Jurister og Ingeniører, der allesammen hænger der hjemme om Aftenen eller lægger Visitkort i Dynger.
HDS NAADE	Hun er jo en Guldfugl.
FRU PRIMON	Og jeg da! Jeg har næppe Lov til at være til med min beskedne lille Eksistens.
HDS NAADE	Naa — jeg synes dog.
FRU PRIMON	Kære, det er Orkideer til Rosalie og Tennis og Tele­foneren og Dit og Dat. Jeg er ganske reduceret til Moder til det gode Parti Bur til Guldfuglen, som Du siger.
HDS NAADE	(lidt nervøs). Er der nogen paa Tapetet særlig?
FRU PRIMON	Ja, ser Du, Grev Cederhjelm har jo friet.
HDS NAADE	(med et lille Sæt). Saa!
FRU PRIMON	Det er jo fint, men han er Enkemand.
HDS NAADE	Vist saa —
FRU PRIMON	Vi holder ham svævende. Saa er der jo Direktør Morton.
HDS NAADE	Hvem naa jo — lidt handelsmæssig —
FRU PRIMON	Han er saadan i engelsk Stil, forresten viljefast og handledygtig, men absolut ikke Charmeur desværre. Primon begunstiger ham egentlig, siger, at han er For­retningsmand i stor Stil. Der er nu ogsaa noget ved ham — tal engang med ham.
HDS NAADE	(syrlig). Jeg har ellers hørt, at han var ved at gaa fallit.
FRU PRIMON	Det er han vist ogsaa.
HDS NAADE	Det regnes maaske ogsaa for stor Stil?
FRU PRIMON	Absolut. En Millionfallit er aldrig tarvelig. Foruden andet er han Direktør for et stort Jernstøberi, og de er kørt fast aah Gud ja, disse Striker og disse afskyelige Arbejdere de vil jo have to Øre mere i Timen. For at redde ham virkes der for en Sammenslutning det, de kalder en Ring. Men ingenting gaar jo uden Primon. Og han vil ikke.
HDS NAADE	Nej, jeg maa ogsaa sige —
FRU PRIMON	Men naturligvis, kom det til en Forlovelse mellem Morton og Rosalie, saa gav Primon sig straks. Hun har ham ganske i Lommen.
HDS NAADE	Det ved vi.
FRU PRIMON	Men — der er jo ogsaa noget andet nærmere og kærere, som – (rækker hende Haanden) Naa ja, Juliane, vi har ikke før talt om det, men vi forstaar jo hinanden.
HDS NAADE	(rørt). Vore Børn! Ja, Amalie, ingenting kunde være na­turligere og kærere.
FRU PRIMON	Jeg har talt med Rosalie. Naa, baade Primon og jeg holder af Fyren og vil gærne se vor Datter havne i en Familie, der er os bekendt og kær. Ser Du, vi vilde jo ikke være komne her just nu og blevet denne Dag over, hvis ikke jeg mente, at Appelsinen er falden i Prebens Turban. Ja, de er vel enige. Men hvorfor hører vi ikke noget — skal vi ikke se at faa det dekla­reret i Dag, saa telegraferer vi til Primon.
HDS NAADE	Ja. Det havde jeg netop tænkt. Kunde vi blot —
FRU PRIMON	Det gælder her i Livet at kende sin Besøgelsestime og ikke lade den drive over. Rosalie er jo lidt øm­taalig, og jeg tror, han bør forstaa, at den nu er inde. Vi har længe tænkt paa en Rejse omkring Jorden — og er vi først væk (trækker paa Skulderen) antyd det dog.
HDS NAADE	(nikker forstaaende).
FRU PRIMON	Direktør Morton vilde næppe forsømme øjeblikket, og hvis han skulde komme her i Dag –
HDS NAADE	(hurtig). Kommer han her?
FRU PRIMON	Det skulde ikke undre mig. Pris Du Dig lykkelig, hvis her ikke kommer flere.
HDS NAADE	Jeg kan næppe tro — vi kender ham saa flygtigt.
NIKOLAJSEN	(melder). Direktør Morton.
	Direktøren kommer ind fra højre. Glatraget. Velplejet. Rolig. Korrekt Forretningsydre, dog ikke uden et vist personligt Anstrøg.
DIREKTØREN	(hilser). Mine Damer —
BEGGE	(giver ham Haanden). Goddag, Hr. Direktør.
DIREKTØREN	Da jeg er her paa Egnen, vil jeg gærne hilse paa Deres Naade og Baronen, som De var saa elskværdig at tillade mig engang, jeg traf Dem.
HDS NAADE	(kølig forekommende). Det er os en Fornøjelse. Værsaagod, tag Plads.
	(De sætter sig).
DIREKTØREN	(til Fru Primon). Det var da en glædelig Overraskelse ogsaa at træffe Dem, Frue.
FRU PRIMON	Ja, saa uventet kan det gaa her i Verden.
DIREKTØREN	Er Deres Frøken Datter ikke med?
FRU PRIMON	Jo, hun er paa Terrassen. (smiler) Hun vil ogsaa blive overrasket.
HDS NAADE	De er kommen med Automobil?
DIREKTØREN	Ja, jeg forlod Byen Kl. 8.56. (ser paa sit Uhr) 50 Kilo­metre i Timen.
FRU PRIMON	Altid Minuter og Kilometre. Aldrig et Ord mere om Skovenes Svaling og Engenes Friskhed.
DIREKTØREN	De har Ret. Hastighedens Beruselse hører vor Tid til. Den er mere betagende end Vinens.
SANNA	(Sanna kommer ind fra Baggrunden med en Haandfuld Roser.)
HDS NAADE	Hvad er det, Frøken ?
SANNA	(peger paa Vasen). Det var blot —
HDS NAADE	(forestiller). Direktør Morton, Frøken Friis Hansen, min Musik- Akkompagnatrice (De hilser).
SANNA	Det var blot de Roser, der skal sættes i Vand. Her er de.
HDS NAADE	Tak. Vil De ikke vente lidt.
FRU PRIMON	Nej, gør Dem heller færdig med det samme, Frøken. Saa gaar vi ud paa Terrassen til Rosalie. Jeg antager, at Direktøren ogsaa vil hilse paa min Datter.
DIREKTØREN	Særdeles gærne.
HDS NAADE	(vil afværge). Men vi skulde —
FRU PRIMON	Jo, kom, Juliane.
	De gaar ud i Baggrunden, Hds. Naade med sursød Mine. Sanna sætter Blomster i Vasen. Preben kommer ind fra venstre, gaar forsigtigt bagfra hen og lægger Hænderne for hendes Øjne.

 

1. AKT 9. Scene	Preben. Sanna. Tilsidst Baronen.
PREBEN	Hvem er det ? Gæt !
SANNA	(gør sig løs). Men Preben dog, tag Dig i Agt. (vender sig imod ham) Eller har Du sagt det? Ved dine Forældre, at vi er for­lovede?
PREBEN	Nej. Det er endnu en sød Hemmelighed for dem.
SANNA	(bebrejdende). Du havde jo lovet det.
PREBEN	Ikke saadan —
SANNA	Jo netop saadan. Jo, Du havde. Jeg gik herind før med den forfærdeligste Beklemmelse — jeg tænkte, nu kommer Skyllen, for en Skylle kommer der jo.
PREBEN	(ryster paa Hovedet). Ja —
SANNA	Men Himlen var klar. Skal jeg da sige det?
PREBEN	Ih Gud forbarme sig — nej.
SANNA	Maa jeg heller ikke sige det til min Moder? Hun kommer her vist i Dag,.
PREBEN	(lidt ubehagelig berørt). Her ?
SANNA	Ja, hun besøger sin Søster paa Badehotellet ved Fjor­den et Par Dage.
PREBEN	Ja saa — det er nu ikke saa rart jeg mener — det kunde blive lidt vanskeligt —
SANNA	Skal vi da ikke lade det brænde af, mens hun er her? Aa, Preben, lad os!
PREBEN	Midt i Festen! Gud fri os. Men maaske i Morgen.
SANNA	Altid i Morgen. Jo længere jeg skal gaa her som Spilledame engageret til at friske Hds. Naades Klaver­talent op, jo værre bliver det. Ja, det er Frøken mig her og Frøken mig der med Smaa-Anmodninger Dagen lang. Det er da virkelig i Længden ikke passende at være en Slags Frøkenpige for den, der skal være Frem­tidens Hds. Naade, her i de samme Stuer.
PREBEN	Forstaar Du ikke, hvorfor jeg venter lidt med at sige det? Min Kærlighed til Dig — ja, ligefra jeg saa Dig staa i Regnbygen under Hvidtjørnen derude, var jeg jo væk med det samme, den Kærlighed maa skam gøre mig til en anden, end jeg var — med Varieté­stjerner og Hofballer og nye Foraarsmoder. Jeg maa vise, at jeg kan bestille noget. Jeg har begyndt.
SANNA	(ser sig om i Stuen). Men —
PREBEN	Ja, Du, det er letsindigt nok at have forlovet mig med Dig, men Herregud, som Arving til dette Gods maa jeg da vel have Raad til at tage den, jeg synes om.
SANNA	Er I da ikke umaadelig rige?
PREBEN	Naa — her flyder ikke slet saa meget med Mælk og Honning, som det ser ud til. Vi kan godt komme til at vente, vi to.
SANNA	Jeg har heller ikke noget imod at vente, men jeg hader det skjulte. Jeg vil have Lov at bekende Dig og Lov — ti Gange Lov — at elske Dig, for det gør jeg.
PREBEN	Ja, værsaagod, vil de sige naar Du vilde nøjes med det.
SANNA	(bestemt). Nej, jeg vil Pinedød være din Kone.
PREBEN	(klør sig paa Øret). Ja, mange Tak, men der er det, det kniber. Par­tier stiftes; ikke paa denne formløse Maade i vore Kredse. Det vil min Moder energisk hævde, og jeg har altid haft en morderlig Respekt for hende.
SANNA	Hun ser sig maaske om efter et godt Parti.
PREBEN	Det er besørget. De tror alle, at jeg er forlovet med Rosalie Primon. Og indtil jeg saa Dig, troede jeg det vist ogsaa selv halvvejs.
SANNA	Det vilde jo være henrivende — den Spidslærke !
PREBEN	Rosalie er fortræffelig, vil jeg sige Dig. Hun har blot ikke det, der besnærer. Ikke rigtig.
SANNA	Nej, det kan hun ikke købe for sine Millioner. Men tilbedt, det er hun alligevel. Saadan er det jo. Vi ser det jo hver Dag i Aviserne — opsigtvækkende Bryllup med Taler og Brudepiger i Rosa. Er der noget, der bli­ver foragtet ude mellem jævne Folk, saa er det denne Byttehandel mellem Penge og Fødsel. Det vil jeg sige Dig.
PREBEN	Naa, min Pige, bare rolig. Du tager vel ikke mig for Fødslens Skyld og jeg ikke Dig for Pengenes. (ler) Slet ikke.
SANNA	Nej, men fordi jeg ikke har dem, vil Du ikke ved­kende Dig mig — nej, Du tør ikke. Du er bange.
	(vender sig og stikker vredt Roserne i Vasen.)
PREBEN	Sanna, Du maa ikke mule. Se paa mig — ja — (tager hende om Livet) Nu vil jeg have et Kys — hører Du!
SANNA	(unddrager sig). Jeg vil ikke fanges. Vær dog fornuftig.
PREBEN	(faar fat i hende). Kan der være Tale om Fornuft, naar man ser ind i i de graa Øjne.
	Baronen er under de sidste Repliker kommen ind fra højre. Han studser, men lader, som han ingenting har set.
BARONEN	Aa, er De her, Frøken! (ser paa Bordet) Man beder mig om en Togliste. Laa her ikke en?
PREBEN	(med tilkæmpet Ro). Fader, din pludselige Indtræden gør det til en Pligt for mig at —
BARONEN	(over hører ham ganske). De undskylder, at jeg ryger, Frøken?
PREBEN	(begynder igen). Ja, Fader, det er jo paa de indre og ikke paa de ydre Ting, at —
BARONEN	Naa, her er Listen, forbandet smaat Tryk. (tager sin Lorgnet paa).
PREBEN	(lidt irriteret). Jeg stoler paa, at det her, i mit Hjem vil blive forstaaet at —
BARONEN	Men det er jo Vinterplanen.
SANNA	(tager sin Beslutning). Hr. Baron, Deres Søn siger ikke dette alene for at dække over det, De saa. Han og jeg er virkelig forlo­vede. Vi har været det snart i en Maaned.
PREBEN	Ingen Magt skal skille os ad.
BARONEN	Preben, Du er dejlig ung. Gaa ind og find den nye Togliste og lad mig tale lidt med Frøkenen.
	Preben ser spørgende paa Sanna. Hun gør en Bevægelse mod Døren.
PREBEN	Vel, Fader, saa stoler jeg paa dit ridderlige Sindelag.
BARONEN	(beroligende) Gør Du kun det, min Dreng.
	Preben gaar nølende ud til venstre

 

1. AKT 10. Scene	Baronen. Sanna.
BARONEN	(kaster Cigaren). Altsaa, kære Frøken, De har haft et lille Æventyr med min Søn. Det smigrer mig, at han viser en saa for­træffelig Smag.
SANNA	Jeg takker Dem, men det er ikke, hvad De forstaar ved et Æventyr, Hr. Baron. Det er vor Mening at ville gifte os.
BARONEN	Det lyder -endnu mere æventyrligt. Skal vi saa sætte os.
SANNA	Jeg ved jo godt, at det ikke vil blive hilst med Glæde.
BARONEN	Maaske ikke ubetinget. Da De blev os anbefalet, stod der ikke noget om, at De, foruden Deres Ævner i det musikalske Fag, havde den i dette Tilfælde uheldige Egenskab at være ung og køn.
SANNA	Det vil jo sommetider ske.
BARONEN	Ja Gudskelov — jeg mener desværre. Men vil De ikke tale med min Kone om dette. Det maa De s’gu.
SANNA	Vil De ikke sige hende det først? Aa jo —
BARONEN	Hm — hvorfor vil De ikke selv ?
SANNA	Hds. Naade er vist mere streng.
BARONEN	Hun stritter imod, det hun formaar. Men ser hun, at det ikke kan være anderledes, saa er hun udmærket — (ser frem for sig) — er Juliane.
SANNA	Men mit Instinkt siger mig, at De vil se mere — om jeg saa maa sige menneskeligt paa det, og saa tænker jeg mig — (smiler lidt) at De som Mand bedre vil kunne forstaa det.
BARONEN	Nej, jeg maa tilstaa, at (smiler igen) jo, Gu gør jeg saa — i Grunden. Naar jeg ser paa Dem.
SANNA	Hvor jeg godt kan lide Dem. Er De meget vred paa mig?
BARONEN	Lad os tale lige ud af Posen. Jeg kan ikke gøre for, at der er Fordomme til. Jeg har ikke lavet dem og kan ikke forandre dem. De, Frøken, er særdeles indta­gende, men et Giftermaal mellem Dem og min Søn er helt ud i det Blaa, set fra vort Stade. Hvis De var Dat­ter af en Lensgreve eller idetmindste af en eller anden Slags Finansraad, saa vilde jeg vel nu aabne mine Arme og sige: Kære Datter, vær os velkommen, og derpaa give Dem et Smækkys. Jeg gav Dem det med Fornøjelse.
SANNA	Maa jeg takke.
BARONEN	Men nu hedder De Musiklærerinde Frøken Friis- Hansen. Meget net, men De kommer dumpende ned midt i andre Planer —
SANNA	Andre Planer?
BARONEN	(retter). Andre Interesser, som er Deres ganske fremmede. Saa kan jeg til min Beklagelse ikke sige andet end — det gaar Pinedød ikke, dette.
SANNA	De vil altsaa bekæmpe mig?
BARONEN	Ikke gærne. Jeg vil først som mest formaalstjenligt for alle Parter, beskedent henstille til Dem at for­liebe Dem i en anden.
SANNA	Det er det eneste, jeg ikke kan. (ler lidt) Ja, det skulde da være i Dem.
BARONEN	(beskeden). Det vilde i Sandhed være for meget.
SANNA	Tør jeg ikke haabe paa Beskyttelse? En Smule?
BARONEN	Nej.
SANNA	Slet ikke?
BARONEN	Ikke Spor. Kun een Ting kan jeg love. Hvis min Søn holder af Dem for Alvor
SANNA	Det gør han, og jeg af ham.
BARONEN	Saa meget, at vi trods alle Anstrengelser ikke kan blive af med Dem, saa lover jeg at være rar imod Dem.
SANNA	(rykker lidt nærmere). Gud, saa kan De ligesaa godt begynde straks.
BARONEN	Nej stop, lille Ven, foreløbig er vi Fjender. Gaa saa ind i Kabinettet, til Stormen har bedaget sig lidt.
	Stuepigen, gaar gennem Stuen
BARONEN	Jensen, gaa ud paa Ter­rassen og bed Hds. Naade komme lidt herind.
	Hun gaar ud i Baggrunden
BARONEN	Ja, Frøken, nu haaber jeg ikke, at jeg i min brutale Ærlighed har gjort min Søns Tillid til Skamme og været altfor uridderlig?
SANNA	De har været meget elskværdig og jeg vil aldrig glemme det. (rækker ham Haanden) Tak, tapre Fjende.
BARONEN	Jeg beklager at maatte sige — ingen Aarsag.
	Hun gaar ud til venstre. Baronen styrker sig med et Glas Portvin og stirrer grublende frem for sig. Hds. Naade kommer ind fra Terrassen ledsaget af Stuepigen, der gaar ud med et langt Blik.
BARONEN	(retter sig). Naa, frisk Mod.

 

1. AKT 11. Scene	Baronen. Hds. Naade. Senere Preben og Sanna, tilsidst Fru Primon, Rosalie og Direktøren.
HDS NAADE	Du vil tale med mig. Jeg har daarlig Tid.
BARONEN	Juliane, hvad enten man har Tid eller ej, saa ind­finder Skæbnen sig.
HDS NAADE	Skæbnen?
BARONEN	Skæbnen er Frøken Friis-Hansen.
HDS NAADE	Jeg forstaar ikke? —
BARONEN	Ja Du, der er sket noget — om Du vil — noget for­færdeligt.
HDS NAADE	(ser forstenet paa ham).
BARONEN	Jeg har lige faaet Meddelelse om, at hun er forlovet med Preben.
HDS NAADE	(i krænket Majestæt). Hvad mener Du?
BARONEN	Hvad jeg mener, er mindre væsentligt, desværre, men hun — og han lod i høj Grad til at mene, at de agter at gifte sig. Lad være at se saadan paa mig.
HDS NAADE	Gifte sig, men Gud forbarme sig — aa, Nonsens. Hvad sagde da Preben?
BARONEN	Han er som alle forelskede Mandfolk i en Tilstand af akut Idioti, og forlod mig som et Bytte for de store Følelsers lidelsesfulde Lykke.
HDS NAADE	Og hun?
BARONEN	(trækker paa Skulderen). Hun er jo Kvinde og som saadan behændig, det maa jeg indrømme. Og sød.
HDS NAADE	(pruster svagt).
BARONEN	Jeg sagde hende i ret uforbeholdne Udtryk, at det er en forbandet Historie. Det forstod hun.
HDS NAADE	Men hun forstod altsaa ikke, at den er absolut komplet — umulig?
BARONEN	Nej, for det er den jo ikke — faktisk. Preben er forlængst Herre over sin Person, og uheldige Partier er jo noget, man ser hver Dag.
HDS NAADE	(strengt). Hvad har Du i Sinde at foretage?
BARONEN	Jeg har saagu i Sinde at — ja —
HDS NAADE	At lade staa til som sædvanlig formodentlig.
BARONEN	Tror Du, det frugter at gribe ind i andres Dumhe­der? Ja, Du tror det, for Du er aktiv. Jeg er passiv og tror det ikke.
HDS NAADE	Vi har ikke Tid til Betragtninger. Lad os heller faa konstateret — hvem har foraarsaget vor nuværende underminerede Stilling — Du eller jeg?
BARONEN	Det har jeg. Lad det være sagt. Ja, Juliane, selv om jeg ikke kommer frem med det til daglig, saa paaskøn­ner jeg fuldtud, hvad for en udmærket Kone Du i den Henseende er for mig, hvor Du udadtil bestandig har gjort fælles Sag med mig, og aldrig beklaget Dig — til andre.
HDS NAADE	Godt, jeg takker Dig. Men naar Du indser det, saa betragter jeg det som givet, at Du til Gengæld lader mig handle i dette Spørgsmaal, som jeg synes, jeg maa, og at Du for en Gangs Skyld gør fælles Sag med mig. Vil Du det?
BARONEN	Vel. Jeg lover det.
HDS NAADE	Her maa handles resolut. Dette maa forpurres og det endnu i Dag. Lad den lille Friis-Hansen nok saa meget have Din Bevaagenhed —
BARONEN	(undskyldende). De er forelskede, Du – deraf min Medlidenhed.
HDS NAADE	Uoprettelig vil hun drage vor Søn over paa Livets Skyggeside. Det lader jeg ikke ske — aldrig med min gode Vilje. Med alle Midler vil jeg kæmpe. Ja, som en Løvinde. Det gør mig ondt at maatte volde ham Sorg i Øjeblikket, men den Tand maa trækkes ud.
BARONEN	Og en anden skrues ind. Godt. Hun ønskede at søge til din Svigermoder-Barm. Saa vil Du altsaa give hende Afsked paa graat Papir?
HDS NAADE	Med det samme nej. Intet kunde være dummere end at begynde med det.
BARONEN	Du mener —
HDS NAADE	Saa vilde Preben da først rigtig holde fast ved hende.
BARONEN	Hvad da?
HDS NAADE	Han maa selv besørge det. Vi kan kun lægge det til Rette.
BARONEN	Du er en ren Talleyrand. Foreløbig er vi altsaa idel Samtykke.
HDS NAADE	Idel.
BARONEN	Det er blot rart at vide det. Saa overgiver jeg alt- saa — med et lille Suk — deres unge Hjerter til dit moderlig diplomatiske Talent.
HDS NAADE	Lad dem komme.
	Baronen aabner Døren til venstre. Sanna kommer ind og nærmer sig med lidt usikker Mine. Lidt efter kommer Nikolaisen ind med en Bakke med Sodavand.
HDS NAADE	(venlig). Ja, Frøken Friis-Hansen — Susanna! Min Mand har sagt mig alt. jeg behøver ikke at sige, at den, vor Søn har valgt, ogsaa er os velkommen.
SANNA	(gaar et Par Skridt frem). Aa Tak, jeg turde neppe tro, neppe tænke —
HDS NAADE	Vi beholder det blot i Dag for os selv.
	(Preben kommer ind efter hende).
SANNA	(vender sig og kalder). Preben, aa kom, Preben.
PREBEN	(ser paa dem). Moder — Fader —
SANNA	Dine Forældre tager imod mig — de samtykker.
PREBEN	Gør I! — hvordan skal jeg takke jer! Aa, Sanna!
	Han vil lige til at omfavne hende, idet Fru Primon, Rosalie og Direktør Morton kommer ind fra Haven.
FRU PRIMON	Kære Baron, her er Direktør Morton, som gærne vil Ønske Dem til Lykke med Deres Søn.
DIREKTØREN	(nærmer sig). Jeg hører –
BARONEN	(har endnu ikke fattet sig) Hvordan – til Lykke – ja – vi erfarer – lige nu – at –
HDS NAADE	(sagte men bestemt) Vent.
DIREKTØREN	Deres Frue har fortalt mig, at det er en Mærkedag i Deres Søns Liv.
BARONEN	Det er vist. Det er en dejlig Dag. (trækker Øjenbrynene op). Spørg blot min Kone.
	TÆPPE

---

---