I veldædigt Øjemed – anmeldelser

Folketeatret (1857)

Det er Forarbejderne til en Bazar til Fordel for en Anstalt for “Drenge i Overgangsalderen paa Nørrebro”, som Fru Gad frenstiller i dette Stykke. Man gjør Bekjentskab med en Del fine Folk, som er stærkt optagen af dette Godgjørenhedsarbejde, der ret beset kun er en fornøjelig Underholdning for dem selv.
PERSONERNE:

OBERSTINDE ROSENHJELM VIBEKE ROSENHJELM, hendes Datter
DIREKTØR HEIDE ANNINA (HEIDE), hans fraseparerede Hustru
FABRIKANT KVIST FRU KVIST
FANNY KVIST, deres Datter FULDMÆGTIG LØWENER
KANDIDAT TAGE HØST KOMTESSE SPARRE
FESTDEKORATØR WULFF MADAM SØRENSEN
JUSTITSRAAD ENGBØLLE LØJTNANT FRIIS
DAMER & HERRER EN PIGE – EN OPVARTER


OMTALE OG ANMELDELSER

I VÆLDÆDIGT ØJEMED

Premiere paa Folketeatret, 26. december 1891

*
Politiken – Nationaltidende – København – Nestved Tidende – Jyllands Posten – Thisted Amts Tidende – Illustreret Tidende

Politiken, 27. december 1891

Fru Emma Gads nye Stykke, der iaftes gik over Folketeatrets Scene, er i Virkeligheden hendes første dramatiske Arbejde, skrevet for seks Aar tilbage og den Gang indleveret til mindst to Teatre, hvid Direktører med Glans afslog den bekendte Forfatterindes Lystspil.Nu da Aar er gaaede, kappedes Teaterdirektørerne for vore tre private Scener om den Ære og Fordel, der kunde høstes af en Nyhed, som skyldes et populært og ubestrideligt Talent.Alle tre vilde opføre I veldædigt Øjemed, da Rygtet gik, at Fru Gad havde et Stykke færdig, og man skal ikke være vis paa, at det kgl. Teater ikke fortryder sin uskønsomme Opførsel mod Fru Gad, som efter Forkastelsen af Et Sølvbryllup ikke fandt Anledning til at indlevere det paany udarbejdede Lystspil. Det kgl. Teater er jo imidlertid altfor fornemt til at anmode nogen Forfatter om Opførselsret til hans Arbejder.

Annonce fra Adresseavisen 15. januar 1892
Annonce fra Adresseavisen 15. januar 1892

Ganske sikkert, I veldædigt Øjemed er omarbejdet, gennemgaaet, sammentrængt og fæstnet af en Forfatterinde, der nu arbejder sikkert i Dramaets Teknik og som dengang var en Begynderinde, hos hvem Teaterdirektørerne, der burde være de særligt kyndige Fagmænd, ikke opdagede de betydelige Egenskaber. Den gamle franske Kritiker Sarcey, af hvem man trods hans literære Mangler altid kan lære en del, og som i hvert Fald aldrig kan sammenlignes med de Tarveligheder, som herhjemme leverer Teaterkritik i adskillige Højreblade – Sarcey, der i disse Dage har skrevet en paa visse Punkter uforstaaende, paa andre slaaende sand Kritik af Hedda Gabler, plejer at sammenfatte sin Dom over Stykker i de faa Ord: “Dette er Teater og hint er ikke Teater”. Han mener dermed, dette Stykke kan underholde den sanmmenløbne Sværm, som man kalder et Publikum, de tre Timer i det lumre Rum, man kalder en Tilskuerplads, hvorimod hint Stykke kan være til at læse, muligvis ogsaa Poesi, muligvis endda dybsindigt, men det mangler de Egenskaber, som tvinger 1500 Personer til at føle og tænke med hinanden som ét Publikum. Efter vor Formening tager han Publikum paa et altfor lavt Trin og derfor behandler han med altfor meget Hensyn saa poesiløse Pjeser som Skilsmissens Overraskelser og lignende, men han forstaar, naar han om Maeterlincks mærkelige Skuespil paastaar, at det ikke er Teater, og man kan med Sikkerhed vide, at han vilde slaa ned paa et Lystspil af Fru Emma Gad og lægge sin hele Avtoritet i den Anskuelse, at hvad man end kunde indvende mod dets kunstneriske Værdi, I veldædigt Øjemed er Teater, er et Stykke, hvis Forfatterinde besidder udpræget dramatiske Ævner og den lykkelige Haand, under hvilken Emnet former sig lyst og virkningsfuldt til en træffende Samfundssatire.
LÆS HELE ANMELDELSEN


København, 27. december 1891.

Efter “Et Sølvbryllups betydelige Sukces skulde man tro, at Fru Emma Gad var eu Magt, til hvis Gunst alle Privatteaterdirektører bejlede. Fruens ikke just dybtstikkende, men lette og kvikke Produktioner, der altid med Held og med ikke ringe dramatisk Sans vælger sig saadanne Æmner ud af det københavnske Selskabsliv, som Satiren flit kan spille paa uden at komme nogen for nær, burde sikre hende en Stilling ved Privatscenerne som en Slags Afløser for de tyske Lystspilforfattere, at hvilke i tidligere Tider mindst et Par Stykker blev præsenterede for os om Aaret. Hvor man før tog en Moser, burde man nu tage en Gad.
Ikke desto mindre skal Fru Gads sidste Stykke, der i Gaar Aftes opførtes paa Folketeatret, have haft adskillige Vanskeligheder at kæmpe med, før det kom frem. Det er altsaa ikke noget Produkt af allernyeste Dato, men dog utvivlsomt yngre end “Et Sølvbryllup” med hvilket Stykke det deler Fortrin og Mangler. Iøvrigt minder det i Indhold og Anlæg en hel Del om Fru Lefflers bekendte Tendensstykke “Hvor man gør godt.”
Fru Gad har til Skive for sit Vid valgt den Form for københavnsk Velgørenhed, der arrangerer Basarer, Aftenunderholdninger med Dans og lign. i veldædigt Øjemed o.l: til Nytte for et eller andet bestemt udpeget Maal, hvad enten dette nu er et Magdalenehjem eller et Asyl “for Drenge i Overgangsalderen paa Nørrebro”. Fru Gad regner med mere eller mindre Føje denne Velgørenhe for i høj Grad forloren. Dens Basarer bringer efter hendes Skøn blot de velhavende Deltagere en Fornøjelse, men ikke de fattige, for hvis Skyld de arrangeres, noget Overskud. Og al denne Godgørenhed, der træder frem i stor Stil og for Verdens Øjne, skal efter Forfatterindens Mening paa den anden Side gøre Folk blinde og uhjælpsomme, dér hvor den virkelige Nød er paa Færde.

– – –


Nationaltidende, 27. december 1891.

“I veldædigt Øiemed”, Lystspil i fire Akter af Fru Emma Gad.
Ikke uden Grund har Forfatterinden denne Gang flyttet fra Jernbanegade til Nørregade, hvor hendes nye Lystspil – paa hvilken hun for Resten har arbeidet paa i flere Aar – i visse Henseender slutter sig saa nær til “Sportsmænd” som en Søster til sin Broder. Hr. O. Bentzon vilde tage Sigte paa falsk eller tom Tale om Fædrelandskjærlighed, men angreb ved sit Skuespils Anlæg og Tone meget Mere. Fru Gad gjør Løier med den officielle Veldædighed, som særligt er knyttet til Festiviteter og saa vidt omkring retter hun sine satiriske Pile, at der næppe bliver Rum tilbage for andet end Hulhed og Snobberi i hele den Kreds der samles om Basar eller Marked for at oprette “et Hjem for Drenge i Overgangsalderen paa Nørrebro”, hvor det formenes at den opvoksende Ungdom, ogsaa kaldet Gadedrenge, skal have en dybfølt Trang til Hjem og Tilflugtssteder i Stedet for at løbe om paa Gaden og spille Top eller Klint.Herom dreier altsaa Stykkets Handling sig for en væsentlig Part, og her finder man det egentlige Lystspil, der imidlertid nærmer sig stærkt til Farce ved sine groteske, ofte morsomme Overdrivelser. Fru Gad er ikke bange for at smøre tykt paa og viger ikke for Sandsynligheden, naar hun kan opnaae Virkning. Men Virkning gjør hun, og det er i sig selv ikke som Anke, at den grelle Tegning, de saftige Farver her fremhæves. Med komisk Kraft fremstilles det ganske Selskab, der mødes hos Oberstinde Rosenhjelm (Fru Theodora Petersen), deriblandt den rige Fabriksdirektør Heide ( Hr. Orlamundt), det ligeledes velhavende, men mindre fine Ægtepar, Fabrikant Kvist og Frue (H. Hellemann og Fru Wilhelmi), den fromme Komtesse Sparre (Fru Wandahl), den fløjtespillende Justitsraad Engbølle (Hr. Zinck) og den barytonsyngende Fuldmægtig Løvener (Hr. Dorph-Petersen) samt den altid travle Festdekoratør Wulff (Hr. Kolling). Disse Figurer ere alle til stede med Liv og Lyst i Spot over den selskabelige Verdens Daarlighed og er denne end sat paa Spidsen, er det dog gjort med ikke mindre muntert Lune end bidst Vittighed. Allerede i saa Henseende skiller “I vældædigt Øiemed” sig da fordelagtigt fra “Sportsmænd”, ligesom Basar-Sporten overhovedet egner sig bedre til [Raikkeri?], end hvad Hr. Bentzon spyede sin Gift og Galde over. De burleske Optrin, under hvilke Veldædigheds-Forehavendets Arrangement afmales saavelsom Begyndelsen af den store Fest, der slutter med Stormløb hen mod de forventede høie Herskaber, ere dog ikke blot rige paa lattervækkende Løier, men omfattende tillige træffende Træk, afleverede i vel tilspidsede Repliker, hvorved der ubestridelig rammes godt, uden at Ironi og Satire alligevel gjør sig altfor ætsende, ondskabsfuldt gjældende.
LÆS HELE ARTIKLEN


Nestved Tidende, 29. december 1891
Julen i Hovedstaden.
(Fra vor Meddeler.) Kjøbenhavn, den 27 Decbr.

Det eneste Teater, som mødte med nyt Repertoire i Aftes, var Folketeatret, der opførte Fru Emma Gads ny Lystspil “I veldædigt Øjemed”. Efter “Et Sølvbryllup”s Sukces paa Dagmarteatret i Fjor er Fru Gad næsten bleven en Berømthed i den lille Verden, der her hjemme producerer dramatiske Arbejder, og hendes sidste Arbejde – der for øvrigt siges at være hendes først skrevne, men senere omarbejdede Stykke – vil yderligere fastslaa hendes Ry. Ganske vist er der tidligere satiriseret over den forlorne Godgjørenhed, men næppe paa en saa morsom og træffende Maade som her.Det er Forarbejderne til en Bazar til Fordel for en Anstalt for “Drenge i Overgangsalderen paa Nørrebro”, som Fru Gad frenstiller i dette Stykke. Man gjør Bekjentskab med en Del fine Folk, som er stærkt optagen af dette Godgjørenhedsarbejde, der ret beset kun er en fornøjelig Underholdning for dem selv. Her er en ypperlig Lejlighed for en Mængde Mennesker til paa en billig Maade at tilfredsstille deres Forfængelighed og Lyst til at glimre eller more sig, og der fremføres da ogsaa en Række fortræffelige Typer paa saadanne Mennesker. Forfatterinden viser atter her sit Talent til at vise en Del af Hovedstadens Bourgeoist frem i den rette Belysning;
LÆS HELE ARTIKLEN


Jyllands Posten, 29. december 1891

Folketheatret – “I veldædigt Øjemed”
Lystspil i fire Akter af Fru Emma Gad.
2. Juledag er efter alle Theaterkyndiges Udsagn den Aften, hvor Theatrene kunne være sikre paa udsolgt Hus og velvilligt Publikum. Det er sagtens i Tillid hertil, at alle Theatrene, undtagen Folketheatret, have ladet sig nøje med at opføre de Stykker, der allerede gik før Jul, og vente med Nyhederne til efter Nytaar. Til Afløser for den famøse “Sportsmænd”, havde Folketheatret sat “I veldædigt Øjemed”, Lystspil i 4 akter af Fru Emma Gad, paa Plakaten, og Direktør Abrahams kunde næppe have valgt et bedre Navn, naar han vilde have et, som kunde være vis paa Publikums Interesse.
“Et Sølvbryllup” og “Fælles Sag”, der endnu til Stadighed opføres paa Dagmartheatret, have skaffet Fru Gad et vist, ikke ubegrundet Ry for at have et aabent Øje for sine Byesbørns svage Sider – maaske lidt for meget de svage Sider – og med Liv og Lune kunne fremstille det kjøbenhavnske Bourgeoisi, som det staar og gaar. Hvis man kan tro et udbredt Rygte, er det ogsaa kun de to nævnte Stykkers Succes, der har givet Direktør Abrahams Mod paa at opføre “I veldædigt Øjemed”. Stykket skal allerede for flere Aar siden været indleveret til og antaget af Direktør Abrahams, der imidlertid lagde det hen og først, da Fruen forlangte sit Stykke tilbage, bekvemmede sig til at opføre det. At Stykket er af en ældre Dato, derpaa tyder ogsaa flere smaa tekniske Ubehændigheder, som dette Stykke lider af, men som f. Ex. “Et Sølvbryllup” er fri for, f. Ex. den noget umotiverede Maade, paa hvilken Personerne rende ud og ind hos hinanden. Som Stykkets Titel antyder, er det den Velgjørenhed, der ofte kun er et Paaskud til at komme sammen og more sig, den hyppige Dansen, Spillen Komedie og Staaen i Basaren “i vældædigt Øjemed”, det, der i Stykket ret træffende kaldes “at gjøre godt med Andres Penge”, som Fruen har villet til Livs.
LÆS HELE ARTIKLEN


Thisted Amts Tidende, 28. december 1891.
TeaterbrevTeaterrbrev. Kjøbenhavn, 28de Decbr. 1891

Folketeatrets ny 2den Juledagsforestilling består af “I veldædigt Øjemed”, Lystspil i 4 Akter af Fru Emma Gad. Det ny Stykke vil yderligere befæste den Popularitet, Fruen i Fjord opnaaede ved “Et Sølvbryllup”, en Popularitet, der dog ikke saa meget skyldes Værdien af hendes Produktioner som Tidens Fattigdom paa dramatiske Forfattere, navnlig i Lystspil-Genren. Ret meget af en Digter er der ikke i Fru Gad; men til Gjengæld har hun et udmærket Blik for Scenens Krav, hun kjender Kjøbenhavn og Kjøbenhavnerne nøje og formaar, uden dog som Regel at naa videre end til selve Overfladen, gjennem et livligt Replikskifte at give muntre Scener fra Hovedstadslivet. Og den Moral, hun præker i sine Stykker, er saa lidet stridende mod, hvad Folk i hvert Fald i Teorien villig anerkjender, at Stykkerne heller ikke fra den Side set kan nægtes fuld Anerkjendelse.”I veldædigt Øjemed” har Fruen valgt et meget taknemligt Emne for sin Satire, Bazarvelgjørenhed. Hun mener med god Grund, at denne Form for Velgjørenhed er højst uheldig, fordi den er uærlig; den fremtræder paa en ostentativ Maade for Offentligheden, den sætter er stort Apparat i Scene uden oftest at give noget nævneværdigt Udbytte for de fattige, den gaar Omveje i Stedet for, at man stilfærdigt direkte burde hjælpe de nødlidende, og den er endelig for mange af de velhavende et Skalkeskjul for behagelige Sammenkomster med Aftenunderholdning og Dans.Denne meget sunde Moral indprenter Fru Gad i 4 Akter, og hun gjør det gjennemgaaende paa en elskværdig Maade, at ikke alene de, der er enig med hende, men ogsaa de, der selv arrangerer Bazarer, kun kunne more sig derover. Men samtidig kan man ikke undgaa at se, at hun for rigtigt at gjøre Folk klart, hvad hun mener, bruger vel krasse Midler og stiller dem, hun vil til Livs, i en alt for grel Belysning. Det er en fattig Madam, fru Gad lader repræsentere “den fundne Moral”, og hende lader hun komme til Syne stadig paa den for de bazarvelgjørende Damer mest ubelejligede Maade, hvorved opnaas ret billig Effekt. Og tillige stødes man jævnlig ved at høre gamle Aandrigheder serverede som ny og ny Vittigheder, der nok kan tage deres Publikum, men langtfra alle er fine, endsige gode. Og der er Scener i Stykket, som synes alt for direkte laante andet Steds fra – selve Ideen er jo i øvrigt tidligere benyttet af Fru Leffler i “Hvor man gjør godt”.Men trods Manglerne morede Publikum sig fortræffelig, og naar nogle enkelte efter sidste Akt, hvor Tæppet gaar ned ligesom Bazararrangørerne har stillet sig op for at modtage Kongefamilien, gav sig til at hysse, skyldes dette sikkert ikke Stykket, men kun en højt udviklet Dumhed, baseret paa en ganske misforstaaet Loyalitetsfølelse. Udførelsen var gjennemgaaende god, ikke mindst Fru Rosenbaums kjøbenhavnske Madam Sørensen og Hr. Kollings Festdekoratør.
Bazaraften var sat udmærket i Scene og var meget illuderende.


Illustreret Tidende, 3. januar 1892.

For at være retfærdig i sin Bedømmelse af Fru Emma Gads ny Stykke “I veldædigt Øjemed”, der i Juledagene blev bragt frem paa Folketeatret, er det nødvendigt at vide, at Stykket ikke er nyt. Det har ligget i adskillige Aar i “Teatrets rummelige Magasin for henlagte Sager og har ved den nu stedfundne Opførelse, saa vidt vides, kun vært underkastet en ikke meget indgribende Gennemarbejdelse. Husker eller ved man ikke dette, vil man undres over, alt Forfatterindens Pen, der er saa munter pg fri i sine Bevægelser i “Et Sølvbryllup”, og i “Fælles Sag”, her er slaaet ind i en forholdsvis saa adstadig Pasgang. Sagen er, at da Fru Gad skrev “I veldædigt Øjemed”, var hun i langt mindre Grad end nu Herre over sit Talent. Dette. Lystspils Plads i Rækken af Forfatterindens arbejder forklarer ogsaa Tankernes Mangel paa Oprindelighed. Fru Gad har her endnu ikke vovet sig ud paa egen Haand. Stykkets Ide tinder man i Fru Edgrens “Hvordan man gør godt”, og i Replikernes Slag og Tone kender man for en stor Del igen de for nogle Aar siden endnu til Dels som nyt virkende norske Skuespil og anden god og mindre god Læsning. Stykket spotter i Almindelighed over de velstaaende Klassers forløjede Goddædighed med Basarer og Velgørenhedsfester og forfølger saa tillige et mere umiddelbart poetisk Øjested med Fremstilling af en kalket Ægteskabsgrav, son drager en af Stykkets unge Kvinder til sig, medens den har udspyet en anden, der dog mærkeligvis midt i Komedien pludselig viser Tilbøjelighed til paa ny at springe ned i den.Den første Opgaves Løsning, Samfundssatiren, gaar det – for Fru Gad at være – lidt slæbende med. De optrædende Damer er ikke rigtig morsomme. Heller ikke Festdekoratør Wulff eller Justitsraaden med sin Fløjte, endsige Løjtnant Friis eller Fabrikant Kvist kan for Alvor faa Latteren frem i Teatret. Der er en særegen Ulivlighed over de mange Ord, som bruges, en vis Mangel paa springende Punkter, en Morskab uden Stil; Tingen vil ikke glide. Imidlertid er det vel netop denne Del af Stykket, som vil sikre dets Lykke. Der indføres en fattig Kone, som virker ret tilforladeligt imellem de forskabede Mennesker, og selve disses Naragtighed har gennemgaaende et paalideligt Præg. Der er for Københavnere en Del Billeder at se, som angaar dem selv og deres Bekendte, Satiren er godlidende, og Stykket ender i et udmærket Tableau: de kongelige Personers Ankomst meldes paa Basaren, som er i fuld Gang, alle stiller sig op for at bukke og neje, der gøres Plads, man bøjer sig dybt imod Jorden, og – Tæppet falder.
LÆS HELE ARTIKLEN