Politiken, 26. december 1893.
Første Sal? Nej! Anden? Puh – Heller ikke – Tredje? Nej! Puh—uh! Fjerde? Nej! Naada! De kan da ikke bo paa femte Sal. Jeg gaar helt ned igen. I Stuen naturligvis. Et blankt Messingskilt med Navnet paa. Eneste Familie i Kjøbenhavn, som er elskværdige at bo i Stuen. Jeg tørrer Sveden efter Opstigningens Anstrængelser for at fremstille mig for Kommandørinden med nogenlunde tør Pande, puster dybt og ringer.
*
— De skal vel opholde Dem her i Vinter. — Jeg synes, det hører ligesom med til Kjøbenhavn, at der er nogle Norske hernede om Vinteren. Jeg er jo ogsaa halvnorsk, jeg er en Kusine af Fritz Thaulov.
– Ja ham har jeg hørt meget tale om Dem, men det var som den unge, feterede Skønhed, som fløj fra Bal til Bal. Han regnede Dem aabeabart med en vis Kunstnerforagt med til et rigtigt ægte kjøbenhavnsk Bourgeoisi.
Hun lo.
– Som han for resten morede sig udmærket iblandt. Det var dengang, han var hernede og repræsenterede Kristianiabourgeoisiet om Vinterem Vi tog ham ialfald ikke for Andet. Den Smule Malin han holdt paa med, tog vi ikke for Alvor. Men hvergang vi saa nogle af hans rædselsfulde Billeder, raadede vi ham til at blive Apoteker — han var jo Farmacevt.
– Saa maa det være ganske underligt for Dem, naar De nu træffes, efter at hver paa sit Feldt uventet er naaet saa langt frem. Men det var da underligt, at han ikke engang navnte Deres literare Interesser. Kom det saa pludselig over Dem, da De havde danset fra dem?
– Nej, jeg havde altid, selv som Barn, naar jeg gik og tænkte paa Noget, moret mig med at udtrykke mig, ganske for mig selv i Dialoger – naar jeg skrev Breve. Og saa var det, at jeg kom at bo i Korsør, da var det jeg begyndte.”
– Kunde det egenlig virke oplivende?
– Nej, tværtimod! det var af Kedsomhed. Min Mand var Fører af Postbaaden mellem
Kiel og Korsør, og jeg blev jeg siddende der i denne By, hvor der ikke findes et Hus med Vedbend, ikke en Idyl, ganske alene to – tre Døgn ad gangen. Saa begyndte jeg at læse — jeg læste alt, hvad jeg kunde komme over, Masser af Bøger, af en hel Del historiske Værker.
– Men det blev jo dog egentlig det moderne Liv, De interesserede Dem for.
– Ja, jeg forstaar ikke, at man kan skrive om andet, end et Liv, man selv lever i. Alle de, som have skrevet godt, har jo i grunden gjort det, selv Shakspeare. Var det ikke Grunden til ogsaa Personer fra Ranaissancetiden, han klædte i de gamle romerske Klæder?
– Jo – det var det vist.
– Men er det ikke alligevel ligesom Tiden nu vender sig lidt bort fra Virkeligheden – Bliver ikke Literaturen og Smagen igen mere romantisk?
– Jo, man har jo denne Symbolisme.
– Hvad er det egentlig for noget? Ved De det?
– Nej, jeg ved det ikke og jeg har spurgt Mange, men der er Ingen, som ved det, den Eneste, som ved det her i Byen, det er Helge Rode, men han vil ikke sige det.
– Syntes De vel, at Noget er godt, som ikke kommer af Virkeligheden. Er ikke Zola det mest storartede, denne Kraft og Stemning?
– Jeg synes, han er temmelig kedelig.
– Ja, det er han, han siger Alting 7 Gange – og overdriver han ikke ogsaa meget?
– Forfærdelig.
-Synes De ikke ogsaa, at hans Figurer ofte virker vel meget som Typer.
Jeg fik pludselig er Fornemmelse af, at det var mig, som blev interviewet og ikke hun, og jeg forsøgte at tage Têten.
– Er det Stykke, som nu skal spilles, ogsaa fra de samme kjøbenhavnske Samgfundslag, hvor Deres tidligere Stykker foregaar?
– Ja, jeg skriver helst derfra, fordi der ved jeg, hvordan Livet er. Det handler om en Landmand, som maa hjælpes af Familien i Kjøbenhavn – uafladelig. Ligesom i Norge, hver Familie har sit mauvais sujet [dårlig person eller skidt person, red.], saa har den her Landmand, som udsuger den. De kender vist ikke den Type i Norge. Derfor skrev jeg til Kristiania Teater, da de fornylig bad om at faa det, at jeg ikke troede, det passede deroppe. Jeg synes, det har saa meget at sige. Det var mest derfor, Kunstnere ikke gjorde Lykke her. Der skal have været mange gode Ting. Jeg blev forhindret fra at se det.
– Jeg synes det var udmærket ogsaa som Komposition, specielt som Forsøg paa at bryde med den gamle Regel.
– Jeg tror aldrig man kommer fra den, for Folk vil nu engang have det saaledes. Og der maa være Stigning. Man maa altid gemme det bedste til sidst. Jeg har ofte faaet en daarlig Scene god ved blot at flytte om paa Replikkerne uden at forandre dem.
– Gemmer De saa det Bedste til sidst indefor hvar Replik?
-Saavidt muligt – Ja!
– Hvad var det for en Sypige, De havde brugt i et Sølvbryllup?
– Det var ikke egentlig en Sypige, for de er aldeles ligedan allesammen. Men alle Fruer troede, det var netop deres Sypige, – Nej, der er ingen Forskel paa dem. De har alle dette komiske Alvor, naar der er Spørgsmaal, om en Nederdel er for smal eller for vid.
– Det maa dog være meget interessant for en Forfatter, dette stærke selskabelige Liv, De lever i.
– Aa nej! Det er al Tid de samme Middagsselskaber, de samme Lejetjenere, man sér igen overalt, og de samme sorte Silkekjoler. –
– De samme? Har de ikke nye i hvert Selsakb – og sorte? det var ensformigt.
– Ja, de holder lidt for meget paa det har. I Kristiania synes vi de er meget raske, næsten lidt for raske, kanske overdrevent moderne. Norske Damer er ogsaa foriøvrigt for os temmelig uberegnelige, og det kan vistnok være meget interessant, men i det daglige Liv er det Harmoniske dog rart.
– Er det sandt, at det er almindeligt i Selskaberne her at placere Folk efter Statskalenderen og Rangforordningen?
– Ja, jeg gør det altod selv. Det er saa bekvemt, saa er der ingen Tvivl, og man fornærmer Ingen. Former har jo en vis Berettigelse, Men en Gang tog jeg en Teaterdirektør til Bords – det var Riis-Knudsen – skønt der var en udenlandsk Diplomat til Stede; det var det forfærdeligste, de havde oplevet. En Gang imellem bryder jeg mig ikke om saadant. Forresten maa jeg sige, at er der noget Pænt ved det kjøbenhavnske Selskabsliv, saa er det, hvor lidet Penge har at sige. Disse dobbelte og tredobbelte Millionærer omgaas uden Pengestolthed fattige Embedsmænd.
– Ja, men det kommer vel deraf, at Rangen kaster et Genskin –
– Nej, de er jo selv allesammen Etatraader, og det er megt højere. Det koster jo bare 20,000 til de Fattige at blive Etatsraad.
***
– Naar De arbejder, tænker De Dem det da først færdigt i Hovedet allesammen, lige til det mindste Ors og skriver det saa ned?
Kommandørinden flyttede sig ivrigt,
– Nej, tænk det kan jeg ikke! Jeg er saa bedrøvet derover. For det skal nok være det rigtige.
– Det glæder mig at høre, for det kan jeg heller ikke.
– Jeg maa sè det skrevet for mig og saa retter jeg deri. Derfor skriver jeg minde første Udkast med Blyant, og saa retter jeg med Viskelær.
– Med Viskelær? Det var en ny Teknik. Det kan da bare en Dame finde paa! Saa holder det sig jo rent og ordentligt trods alle Rettelser. Det skal jeg også gøre. Skriver De aldrig Fortællinger?
– Jeg kan ikke, Men jeg vilde saa gerne skrive en Roman. Da henvender man sig ligesom til et roligere, bedre, mindre larmende Publikum; det, som sidder og nyder Læsningen hjemme i sin Stue.
– Er De bange for Premiéren i Aften?
– Det er en lidt ubehagelig Fornemmelse, men det Værste er Generalprøven. Det store mørke Rum, hist og her en Skuespiller, som ikke spiller med, Instruktører og Direktører, et kritisk, koldt Publikum. Ikke en Haand rører sig, og man selv bliver til baade Øjne og Ører.
Christian Krohg