Den danske skueplads
Den 9. Februar 1888 fulgte Toakts-Skuespillet „Et Stridspunkt” (sexten Gange) og den 15. November 1890 Enakts-Lystspillet „En Advarsel” (ni Gange).
Et større Lystspil forkastede det kgl. Theater, hvorefter Forfatterinden henvendte sig med det til Dagmartheatret; det blev her Saisonens Kassestykke og er opført henved de hundrede Gange, saa at „Et Sølvbryllup” i den store Almenheds Bevidsthed er knyttet nærmest og uopløseligst til Forfatterindens Navn.
Den 26. December 1893 opførtes paa det kongelige Theater „Tro som Guld”, Lystspil i fire Akter; det reddede i en snever Vending Theatrets Nytaarsdags-Forestilling ved at give rød
Lygte paa rød Plakat — en hidtil aldrig seet Kombination — og havde inden Saisonens Udgang et samlet Opførelsestal af nitten.
Bourgeosiets Dagligstuer og Selskabssale ere Fru Gads Domaine, det kjøbenhavnske Omgangsliv betragter hun med et muntert Øie, kjender dets Jargon, dets smaa Miserer, Borgerpatriciernes solide Selvfølelse og Lyst til at prange, Parvenuemes Stræben opad mod de høiere Lag og den tynde Fernis af Dannelse, der dækker den hele Overflade. Hendes Satire er skjelmsk raillerende, ikke bittert indigneret, og rammer derfor ikke dybt. ‘Sine ira’ [uden vrede, red.] er hendes Forfatterdevise.